Jyderup Højskole er Danmarks yngste højskole og startede det første hold i august 2013. Fra august 2014 er vi statsanerkendte under den nye højskolelov. Det er vi stolte af.
!
Efteråret ’14 • 17. august - 20. december: 18 uger • 17. august - 11. oktober: 8 uger • 28. september - 25. oktober: 4 uger • 26. oktober - 20. december: 8 uger Uge 43: studietur til Egypten
!
Foråret ’15 • 11. januar - 13. juni: 22 uger • 11. januar - 5. april: 12 uger • 11. januar - 7. marts: 8 uger • 1. marts - 28. marts: 4 uger • 22. marts - 13. juni: 12 uger
!
Priser Fuldtidselev - 1400 kr. pr. uge Inkl. undervisning, kost og logi
Dagelev - 1000 kr. pr. uge
!
Inkl. undervisning og kost
Jyderup Højskole Sølystvej 2 4450 Jyderup info@jyderuphojskole.dk Ring 5942 4480 eller 2148 7914
!
På Højskolen kan der bo 34 elever. Du kan også bo hjemme eller i en lejlighed i Jyderup, som vi gerne hjælper med at skaffe. Så er du dagelev og deltager fuldt ud i højskolelivet
DET KORTE AF DET LANGE
Med Jyderup Højskole vil vi videreføre og udvikle traditionen for fællesskab og folkeoplysning med tidssvarende faglighed og internationalt udsyn. Vi går ind for åbenhed. Målet er at du som elev er aktiv medskaber af skolen, både ved at byde ind med idéer og ved den praktiske gennemførelse. Føler du trang til at dyrke krydderurter eller stå for en sangworkshop? Gør det. Vi er en lille højskole, det gør det overskueligt at lære hinanden at kende og giver god plads til alles idéer og initiativer. Der hvor vi er store er i vores samspil med omverdenen. Vi har jævnligt besøg af gæstelærere, mange af de arrangementer vi afholder er offentligt tilgængelige og vi lægger gerne hus til andres seminarer og møder, ligesom højskolelaboratoriet er et refugium, hvor du kan komme og fordybe dig i dit eget projekt samtidig med at du nyder godt af højskolens fællesskab og dagsrytme med morgensamling, måltider og diverse aftenarrangementer. Således gennemstrømmes vores lille slot hele tiden af nye mennesker, tanker og livssyn.
HØJSKOLELIV
Takket være dit indre ur der styres fra maven, vågner du hver dag så du kan nå at få morgenmad. Sengetiden må du til gengæld selv passe, og hver morgen beslutter du at i aften skal du i seng inden midnat. ‘Arh, inden ét,’ forhandler den indre realist, der ved at de vilde samtaler kommer stormende i midnatstimen. Dagens morgensamling går til Færøerne. Du får lyst til selv at rejse derop og smage verdens friskeste vand og slå en sludder af med en gammel digter. Der står fællesfag på skemaet, og hele højskolen skal på udflugt til det gamle sindssygehospital i Nykøbing. Her er nu et Psykiatrisk Museum, men sikringsanstalten hvor landets farligste sindssyge mordere er låst inde er stadig i brug. Tilbage på Sølyst er der tid til eget arbejde inden aftensmaden. Efter ti minutters powernap tager du en tur i skoven for at indsamle lyde til dit igangværende liniefagsprojekt. Økologisk flæskesteg med sprød svær smager godt og giver fornyede kræfter. Én af glaspusterne har brug for hjælp til nogle formler, så hun kan lave en stjerne, og du har lovet at stå bi. I sætter jer i opholdsstuen, flere kommer dryssende, og den nye dag er næsten tre timer gammel, inden du ligger i din seng. Du ved du har glemt noget vigtigt men husker først hvad, da du vågner næste morgen. * Morgenmad fredag. Planen er at du skal hjem i weekenden, inderst inde er du lidt spændt på hvad der kommer til at ske i stedet. Sidst var det en heftig jam for alt hvad der kunne give lyd, for to uger siden en 70’erfest. I aften vil nogen arrangere Hjemlig Hygge. Du tilbyder at opfinde et nyt brætspil til anledningen.
ÅRETS GANG PÅ SØLYST
!
Lige inden slutningen af august tager vi fat på efterårets lange kurser. Vi er spændte på hvem der kommer. Det viser sig at være en unik kombination af de helt rigtige mennesker. En lørdag i oktober (sædvanligvis den første weekend i skolernes efterårsferie) er der Store Æbledag på Sølyst. Medbring æbler til mosteren og flasker til den nypressede most. Dagen går med utvungen hygge med høstfrokost, æblefortællinger og kaffe og æblekage. Måske en koncert. I midten af december holder vi Lakeside Winter Showcase. Det er åbent hus for alle der har lyst til at få en fornemmelse af hvad der er sket i de forløbne fire måneder. Snacks, drinks, mad, musik af alle aftapninger, glaspustning og fest om aftenen. Find danseskoene og Kom Frisk! I januar ønsker vi alle godt nytår og byder forårskursisterne velkommen. Igen er spændingen ulidelig, igen afløses den af stor glæde og taknemmelighed. I midten af juni (vi har lige sagt farvel til forårsholdet og har end ikke haft tid til at tørre afskedsårerne af kinderne) blænder vi op for Jyderup Accordion Træf. Det er såmænd bare nogle snese improviserende jazzmusikere fra hele verden, der mødes for at indhylle hele højskolen i musik alt imens de udveksler inspiration og viden. Sankt Hans Aften markerer en slags årets sidste aften på Jyderup Højskole. Stille og roligt med bål, taler, musik og mennesker. Dagen efter kan vi sove længe, der er stadig et par uger til sommerkurserne løber af stablen.
!
UNDERVISNINGEN
!
Sandt er det at det liniefag du vælger er en stor del af dit ophold på Jyderup Højskole. Det er her du kan fordybe dig kunstnerisk eller politisk uden at blive forstyrret - ret meget. Og det er der du får et interessefællesskab med mennesker der kommer fra en anden baggrund end du selv. At vi har flere forskellige liniefag tilfører højskolelivet en ekstra dimension: nemlig fællesskab med mennesker der både har anden baggrund og andre (hoved)interesser end du selv.
!
FÆLLESFAG
Morgensamlingen er en rolig og dog forfriskende start på dagen. Efter fællessang fra Højskolesangbogen øser forstanderen af sit videnshav. Lyt og lær. Hver onsdag er der fællesfag. Vi roterer mellem forskellige aktuelle emner, ture i omegnen og Teater og Bevægelse. Det sidste er et længere forløb, der ledes af en skuespiller og en danser og dækker emnet bredt fra teaterhistorie til moderne dans. Fredag eftermiddag afslutter forstanderen ugen med en gennemgang af væsentlige nationale og internationale begivenheder.
VALGFAG
Kulturledelse kommer rundt om regler og tjeklister i forbindelse med kulturarrangementer og afsluttes med en virkelig begivenhed. Natur udbydes i samarbejde med Naturpark Åmosen og berører emner som vildtpleje, naturpleje, naturgenopretning, økokredsløb og naturoplevelser. Dansk for Udlændinge i samarbejde med Vallekilde Højskole. Litteratur. Nyt og klassisk, bredt og smalt, dansk og udenlandsk - hvad har litteraturen til os? Tekst- og sangskrivning. Skriv bare løs, der er ikke noget så galt at det ikke kan synges. Hvad har du lyst til? Du er meget velkommen til at byde ind med dine valgfagsønsker.
!
JYDERUP ELECTRONIC
En stor udfordring i arbejdet med elektronisk musik er kombinationen af uendelige muligheder og nærmest ingen regler. Det kan virke overvældende med så stor frihed, men lad det ikke bremse dig i at gå kompromisløst efter at lave din egen lyd. Som første orienteringspunkt bliver du grundigt introduceret for det relevante musik- og studieudstyr. Bundne opgaver vil hjælpe dig til at afgrænse mulighederne, samspil og improvisation vil udvikle din lydhørhed og du vil gradvist opdage hvor i feltet mellem minimalisme og diskotekshits din fascination ligger. Ord du kommer til at bruge: remix, setup, sampling, lydunivers, signalflow, preamps og mastering.
FOLK’IT
Så er den over os igen: folkemusikken. Klaverklimprende, violinstrygende og harmonikatrækkende. Blandt andet. Kan du dit instrument og vil du være med til at udforske og revitalisere den traditionelle nordiske, keltiske og amerikanske folkemusik? På Folk’it-linien bliver du ikke bare en dygtigere musiker, du bliver også bedre til at skrive sange og fortælle historier. Alt sammen med fokus på dit eget selvstændige kunstneriske udtryk. Og ja, vi skal til Tønder-festival, hvor du som ekstra bonus får et kig om bag festivalkulisserne. Ord du kommer til at bruge: roots, nyfortolkning, co-writing, parafrase, mixing, sidechaining og da capo.
!
!
LINIEFAG
GLASKUNST
Smeltet glas er et enestående materiale at arbejde med. Varmt glas er flydende, lysende og varmere end noget andet varmt du har mødt. Den vigtigste forudsætning for at lære at puste glas er lyst og udholdenhed. Derudover er det fysisk krævende og det tager tid og arbejde at udvikle de nødvendige færdigheder. Dit vigtigste arbejdsredskab er din skitsebog. Din evne til at visualisere glassets muligheder udvikler sig når du tegner simple genstande og opstillinger. Selv den mest ubehjælpsomme tegning kan være en hjælp til at få hold på og viderekommunikere hvad det er du gerne vil lave. Ord du kommer til at bruge: glasovn, indvarmningsovn, indskærersaks, glasklump, anfangsjern. Ord du kommer til høre: drej - drej - drej.
POLITIK I PRAKSIS
Vil du være med til at udvikle vores allesammens samfund? Er du med på at politik er mere end en tumleplads for statskundskabskandidater og kommunikationsrådgivere? Kan du lide at diskutere samfundsindretning? Kunne du tænke dig at være med på en lytter fra korridorerne og mødelokalerne? Og kan du se en mening i at afprøve din viden og dine holdninger gennem helt konkrete projekter i samarbejde med lokale instituioner? Kom som du er. Vi står parat til at supplere din viden, og vi giver plads til den reflektion og eftertanke, der forankrer dine holdninger og skærper dine argumenter. Ord du kommer til at bruge: magtforhold, hverdagspolitik, søvarme, globalisering, handlemuligheder, finanslov.
!
!
STUDIETUR
I uge 43 tager vi på studietur til Egypten. In shaa Allah …
!
Politisk er der rigeligt at forholde sig til. Hvad skete der med det arabiske forår? Venter det egyptiske folk stadig på mildere vinde eller har magthaverne atter lagt et isnende jerngreb om de folkelige forhåbninger om et liv i frihed og værdighed?
!
Det vides at egypterne var blandt de første udøvere af glaskunsten. Der er ikke mange tilbage, men Hagg Ahmad, der bor i De Dødes By producerer dækketøj og julepynt af genbrugsmaterialer, der bringes til veje med hjælp fra zabbalinerne, Kairos flittige affaldssamlere.
!
Mahmoud Refat er musiker, lydkunstner og musikproducer med hovedfokus på elektronisk musik. Han er også manden bag pladeselskabet 100 Copies, der tro mod sin alternative identitet kun presser 100 cd’er af hver udgivelse.
!
El Mastaba Center for egyptisk folkemusik bevarer, dokumenterer og udvikler landets rige og unikke musikarv. Centeret administrerer et omfattende netværk af musikere fra forskellige egyptiske traditioner. For alle bands gælder at de jævnligt optræder både på centeret og i deres oprindelige lokalsamfund.
!
Du kommer ikke til at kede dig i Kairo. Om ikke andet er der altid nogen der gerne vil snakke.
!
HØJSKOLELABORATORIUM
Har du brug for arbejdsro med meningsfulde distraktioner, så tag dit projekt med på højskole - en weekend, en uge eller en måned ad gangen. Højskolelivet med morgensamling, måltider og sociale muligheder danner rammen om din koncentration, og udenfor den er der masser af natur at blive væk i. Vi modtager grupper i det omfang vi har ledige værelser. Kom hid med jeres møde eller seminar og bliv en del af fællesskabet her, så længe det varer.
SLOT, SKOV OG SØ
Slottet Sølyst blev opført og taget i brug som kammerrådsbolig i 1856 og har efterfølgende ført en omtumlet tilværelse som jagtslot, adelsbolig, kvindehjem, skolehjem, højskole og kunstnerresidens. Sølyst selv er fyldt med charme og stemning, toget kører næsten til hoveddøren og naturen strækker sig helt op til havedørene med Skarresø som det mest iøjnefaldende træk og den omgivende skov som trækplaster for vandrere og cyklister uden mål og med.
!
!