HVEM SPEJLER DU DIG I?
Hvem spejler du dig i? Foto: Apple
Renée Toft Simonsen er dén kendte danske mor, flest kvinder peger på som det største forbillede. Hun formår at jonglere mellem rollen som karrierekvinde og mor på en ideel måde. Lige efter følger Kronprinsesse Mary og Cecilie Frøkjær. Økologisk, ikke-økologisk, færdigret eller råvarer - hvad skal man putte i indkøbskurven? I en travl og hektisk hverdag har mange mødre en stor udfordring i at navigere imellem de uendelige informationer, de konstant eksponeres for. Anbefalinger fra veninder, som også er mødre og kender til de daglige dilemmaer, man som mor kan stå i, kan derfor gøre beslutninger lettere. På samme måde gør det sig gældende med de kendte mødreforbilleder. Renée Toft Simonsen indbegrebet af den perfekte mor Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af reklamebureauet Euro RSCG Copenhagen, er Renée Toft Simonsen dén danske kvinde, flest danske kvinder peger på som indbegrebet af den perfekte mor. Kendetegnede for hende, Kronprinsesse Mary samt de øvrige forbilleder, der nævnes i undersøgelsen, er evnen til at klare sig selv og opretholde en selvstændig karakter, trods deres relation til stærke og meget eksponerede mænd.
Har man accepteret deres status som rollemodel, har man også accepteret deres evne til at vælge i livets mange sammenhænge, og det letter beslutningsprocessen at have nogen at læne sig op ad. Men hvem er hun så, denne ideal-mor? Ifølge Steen Holm, adm. direktør for Euro RSCG, er der særligt 5 områder, der kendetegner mødre-forbillederne: 1. Hun stiller store krav til sig selv og sine omgivelser, og vil levere 100% på alle fronter. 2. Hun har dog ikke en ambition om at være den perfekte mor i gængs forstand. For hende handler det i højere grad om at bidrage maksimalt i de situationer, hvor hun er tilstede. 3. Derfor bekymrer det hende ikke at servere en færdigret for at få lidt mere tid med familien eller vennerne (som i øvrigt betragtes som en del af familien), så længe maden lever op til hendes høje standarder om sundhed og kvalitet. 4. Hun beundres derudover for at være et skridt foran veninderne, når det drejer sig om nye tendenser, og hun er derfor ofte den første, der spørges til råds, når nye ting skal købes. 5. Så er hun en kritisk forbruger - hun køber ikke hvad som helst, og når hun gør, har hun
altid scannet medierne for information om emnet først. Kendte ravnemødre I undersøgelsen bliver de danske mødre også bedt om at nævne kendte danske mødre, som de vil betegne som ravnemødre. I toppen af den knap så flatterende liste er Susanne Bjerrehus, idet 42% af de danske mødre ikke ser noget forbilledligt i Bjerrehus’ måde at håndtere karriere og familieliv på. På samme liste optræder blandt andre Helle Thorning-Schmidt, Helena Christensen og Malou Aamund. Stemplingen som ravnemor bliver i undersøgelsen givet ud fra sammenligning med de forbilledlige mødre som Renée Toft Simonsen og Kronprinsesse Mary. De adspurgte danske mødre i undersøgelsen mener altså ikke, at ravnemødrene kan komme op på siden af deres forbilleder i forhold til at fungere som stærke, stilsikre og indlevende mødre i en travl hverdag med mange krav fra omgivelserne. Hvem spejler du dig i?