Tokio Delfinen 138

artikelserie | upcoming.stud.

Upcoming.stud.

|tOKIO|

upcoming.stud. Er en ny artikelserie, hvor vi sætter spot på studerende, som – i en eller anden forstand – er upcoming. Enten inden for den studerendes fagfelt eller med en sidegeschäft udenfor universitetsbøgernes verden. Hvis du kender til en, der passer denne profil, så skriv til Delfinen: delfinen@sr.au.dk og nominér vedkommende til næste nummer. ord | Ann Bille Simonsen

foto | allan møller og eva Bjerring

I

første afsnit, har vi sat det århusianske upcoming electropopband Tokio stævne.

De har eksisteret i lidt over to år og er netop på gaden med deres anden singleudgivelse.

Vi befinder os i den institutionsblege og anonyme Codd-bygning på Katrinebjerg. Her sidder 27-årige Niels Alsted for tiden og skriver speciale på Medievidenskab om netcommunities. Når han ikke sidder her og ‘boger’ den, er han trommeslager i bandet Tokio, der også indbefatter Johannes Nygaard, Louise Lolle og Ronald Nielsen (aka DJ Knytnæve). På ægte rock’n’roll-manér har vi fanget Niels og Ronald over et par kolde øl til en snak om livet som up-and-coming musiker og hårdt knoklende studerende.

Elektronisk 80’er sound - og japansk plastik Men der er nu ikke så meget rock’n’roll over Tokio, afslører de to bandmedlemmer, da vi har fået sat os ned. I hvert fald ikke, hvis rock’n’roll er defineret ved at drikke sig stiv i studiet og aldrig komme ud og spille, for det er netop lysten til at komme ud og spille, bandet bygger på.

De optræder gerne iført hjemmedesignede uv-malede sweartshirts, plastik-assesories og farvede streger, malet henover øjnene, mens scenen er peppet op med knæklys, konfettirør og sæbebobler. Fascinationen af japansk 22 DELFINEN

plastikkultur, manga og 80’er discostil er ikke svær at få øje på.

Musikalsk henter de deres inspiration fra den elektroniske scene - bl.a. svenske Pluxus, 80’er-klassikere som Kim Wilde, Blondie og Kylie Minogue, samt belgiske Vive la Fête.

“Tjaa...Synthpop eller elektropop er nok det, der beskriver nok vores musik bedst,” konkluderer Ronald efter en længere udredning om, hvor svært det egentligt kan være at genrebetegne musik idag. “Vi har en fælles kærlighed for det her dansable, synthesizer-80’er musik,” supplerer Niels. Og selvom de er klar over, at løbet måske snart er ved at være kørt for 80’er-revival-musikken, lægger de ikke skjul på deres begejstring for genrens kvaliteter: “Synthesizeren har bare så mange muligheder,” som Niels siger. “Man kan faktisk sige, at vi på mange måder er et rock band, der bare har valgt synthesizeren i stedet for guitar og bas,” konstaterer han, men overrules straks af Ronald, der drillende indskyder, at den smøre vist efterhånden er ved at være lidt kliché.

Navneforvirring De fire studerende musikere fandt sammen i efteråret 2005 og har lige siden udgjort bandet Tokio - et navn, som i øvrigt ikke har været helt uproblematisk for..er det ikke noget med, at der er et andet band, der hedder det samme? “Jo, der er et japansk band og et russisk band, der

hedder Tokio. Vi vidste godt, at der var nogen, der hed det i forvejen, men blev enige om, at det nok varede længe, før vi skulle udgives i Japan,” indrømmer de. Det gav dem dog allerede nogle problemer, da de på LastFM uheldigvis endte med at dele plads med deres japanske navnefæller. “Af en eller anden grund fik jeg administratorrettighederne til siden, så det var vores musik, der kom op først,” siger Niels med et smil, “men da jeg så lagde billeder op af os, begyndte de der japanske fans bare at brokke sig helt vildt: ‘this is not Tokio, what the hell, this is white Tokio’”. Til gengæld har den lille misere måske givet dem nogle ekstra lyttere, mener han.

Intet pladeselskab og selvpromovering Bandet har intet pladeselskab i ryggen. Alligevel har de for nyligt udgivet tre singler, men hvordan har det kunne lade sig gøre for fire fattige studerende? “De er vel ikke som sådan udgivet, vi har jo egentlig bare indspillet dem og trykt dem. Det har kostet nogle penge - faktisk de penge, vi har fået ind fra at spille jobs,” forklarer Niels. Indtil videre sker distribueringen af deres musik mest på nettet, hvor man kan hente deres numre ganske gratis. Og selvom bandet for nyligt har fået en manager, lægger de fire bandmedlemmer også selv en del arbejde i at promovere bandet, hvilket de afslører godt kan være lidt af en tidsrøver fra studierne.

“Omvendt kan man sige, at det egentlig er ret produktivt. Selvom jeg ikke laver det, jeg egentlig burde lave, så laver jeg noget, som jeg også får en hel masse ud af. Det er lidt det samme som det, at folk altid rydder utroligt meget op på deres værelse, når de skriver opgave, fordi man føler, at hvis man skal lave noget andet, så skal det i hvert fald være noget fornuftigt,” mener Niels, der, efter eget udsagn, også går under titlen som bandets propagandaminister.

Vil gerne i rotation på P3 Men er en pladekontrakt så det, de går efter? “Det har vi faktisk haft mange diskussioner om. Fordi lige nu sker der en masse ting indenfor alt det der med, at pladeselskabet har udspillet deres egen rolle.

Og i dag er det jo sådan, at man er ikke rigtig er nogen succes, førend man har udgivet den der famøse ‘plade’, ikke?”, siger Ronald og fortsætter “Jeg mener, at det er bedre at udgive en single i dag.

Jeg kender flere, der er faldet i den der med, at de har lavet en cd, som de måske selv har betalt for at producere - det er typisk sådan en fifty-fifty-deal pladeselskaberne giver - og så står man der, med ørerne i postkassen, hvis den ikke bliver til noget.”

Foreløbigt, er ambitionen at komme på P3; “det kan vi bruge i promoveringsøjemed, for det er sådan en form for blå-stempling, at blive spillet der. Og jeg er sådan set ligeglad med om det er kl.

3 om natten en onsdag,” siger Ronald, mens Niels er en smule mindre beskeden; “Ja, jeg vil gerne i højeste rotation og blive spillet en gang om dagen og på ugens uundgåelige...” Og måske bliver den drøm snart en realitet. Foreløbigt vil deres manager forsøge at sende deres nye single ind til P3s playlistemøder.

Ok at skulle kæmpe for det Trods ønsket om at blive ‘plugged’ på P3, er bandet dog lidt ambivalente omkring p3-ørehænger-konceptet. “Man ser mange bands, som starter med at blive sådan nogle p3-darlings, og lynhurtigt får en pladekontrakt - uden at have spillet noget rigtigt.

Og så er der sådan nogle som fx Saybia, der har spillet land og rige tyndt i flere år inden, og som har opbygget en kæmpe fanskare og er endt med selv at udgive noget. Jeg tror egentlig, at den sidste måde er sjovest,” siger Ronald.

“Ja, men det er sjovt, for da vi startede havde jeg en eller anden idé om, at vi bare skulle være one-hit-wonders, og at vi ikke gad alt det der baggrundsarbejde, men nu er det egentlig meget fedt,” erkender Niels. For ham går arbejdet med bandets promovering ligefrem godt i spænd med det, han lærer på Medievidenskab: “Vi har Tokio, der skal ‘brandes’ - hvilket kan sammenlignes lidt med fx Coca Cola eller Cocio. Det er jo de samme mekanismer - altså vi skal få folk til at forbinde et eller andet med vores navn med vores image og med vores musik, så de kan huske det, og ved hvad vi står for. Og det hænger jo også sammen med alt det vi har på scenen, og bluserne og alle de her ting, altså, at man kan gøre det helt klart, hvad det her handler om. Og tja..det er jo sikkert også noget, jeg engang skal ud og arbejde med”.

Om få dage skal bandet spille sammen for første gang i et halvt år, idet Johannes har været et semester i Kina. Derefter følger en mindre række koncerter, den første skydes af fredag d. 1. februar i Pakhuset, Studenterhus Århus.

■

fakta om tokio • Tokio har eksisteret siden 2005, og er egentlig en forkortelse af Tokio Plastik, som de oprindeligt skulle hedde • Man kan downloade Tokios musik og følge med i, hvor bandet spiller koncerter på www.tokio.nu 23 DELFINEN