Historien om en dreng fra gaden

Page 1

HISTORIEN OM EN DRENG FRA GADEN Politiken | 02.05.2015 | | Sektion: Kultur Side 12 | 4117 ord | Artikel-id: e50333d8 | Original artikel

Oliver Gammelgaard - den 24-årige rapper TopGunn - er Danmarks store, utilpassede popnavn med sine sange om kæmperøve, druk og sex. Som knægt solgte han hash, og gadens sprog er det modersmål, han har taget ind i musikken. Og hvis du synes, det er for meget, er du for gammel. Teenagepigerne synger i hvert fald gerne med. Om deres egne numser. Politiken tog backstage med TopGunn en lørdag aften i Vega. Og med hjem i hans højloftede lejlighed i København. af Gudrun Marie Schmidt og Anders Rye Skjoldjensen (foto) TopGunn er nået til sin sang ' Man kan ikke stole på en pige med en lille røv'. Hele salen skriger op til rapperen på scenen i Store Vega. Så højt, at han må have en særlig prop i øret for at kunne høre sig selv. Luften er et væld af pigestemmer, der synger »din røv er stor, jeg vil have den med hjem« og »vi vil have analsex«. De kan ordene udenad og er ikke bange for at bruge dem. TopGunn spillede i Odense i går, og i Aarhus og Aalborg i sidste weekend. Overalt har billedet været det samme. Som en af hans venner måbende konstaterer, mens han står ved bagtæppet og ser ud over publikum, et bølgende koralrev af slanke arme i rødt lys: »Det er bare kællinger, hele bundtet«. Helt unge kvinder ville være mere præcist. Mange af kvinderne i salen er så unge, at kasserne med legoklodser og barbiedukker endnu ikke har nået at samle støv på loftet. Sådan har Oliver Gammelgaards publikum ikke altid set ud. Han er født af en enlig mor på Nørrebro, men er vokset ud af røgen fra en chillum, af tomheden efter Ungdomshuset på Jagtvej og af piratfesternes hemmelige sms-kæder. Han startede med at spille den jamaicanske musikstil dancehall for drengene i kvarteret. Men siden han i 2011 producerede det banebrydende hit ' Kysset med Jamel' med sin ven Kidd, har han flyttet sig mere og mere fra den undergrund, der opflaskede ham. På vodka og hash. Nu er han TopGunn, han er snart færdig med sin anden plade, har sit eget pladeselskab og er hitmageren bag de sange, der får folk til at sno sig på diskotekerne. Hans frække tekster bliver sunget selv i barnesæderne på vej til børnehaven, og det med pigerne er »bare eksploderet«, som en anden af hans venner siger, efter at TopGunn i ly af sidste års vintermørke var både rapkæftet og hjertevindende som dommer i lørdagsshowet ' Danmark har talent' på TV 2. For så går man worldwide i Danmark og kan ikke engang være i ro og fred, hvis man spiser en shawarma klokken to om natten en torsdag. »Jeg er kun lige blevet 24 - 24 og en uge. Og millionær, jo. Helt fucked. Gået fra ikke at have nogen penge til at bo på 230 kvadratmeter, ikke? Og flyve på 1. klasse. For mine egne penge. Det er fedt«, som han siger. Historien om TopGunn er historien om en gadedreng, der har gjort rendestenssprog til popmusik. Han er på meget kort tid gået fra at være en hashsælgende dreng på kurs mod afgrunden til at være drømmestof for de helt unge kvinder og en mand, hvis videoer bliver set millioner af gange på nettet. I hans lejlighed er der et vindue ud til en trafikeret gade, et vindue som mange gange i løbet af samtalen bliver åbnet og lukket, fordi han skal ryge, mens vi snakker. Ro er ikke noget, han befinder sig i længere tid ad gangen. Han sætter sig ned, rejser sig op, klør sig distræt - ikke diskret - i skridtet, virkelig længe, klør sig så i nakken, sætter sig ned igen, piller ved sin telefon og knapper for magelighedens skyld den øverste bukseknap op. Og så skal der ryges igen. Rastløs kunne man kalde


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Historien om en dreng fra gaden by Anne Lind - Issuu