Beginnings by anne romme

BEGINNINGS

FINDER STED TAKING PLACE

“HAVEN MELLEM DET KONGELIGE BIBLIOTEK & CHRISTIANSBORG Det er et um som dannes af fire forskellige bygningssider, men føles fantastisk helstøbt”

“Kinesisk plads Rolig pusterum i eftermiddagssolen, skermet fra støy, vind og trafik.”

“PARIS “DEN JYDSKE VESTKYST (VESTERHAVET)” Canal St Martin På/ved Kajen Jeg har brukt utallige timer på at se på mennesker, nyde vin, mad, godt selskab, væreforelsket, heartbroken. Det sted jeg altid vender tilbage til, og mærker mig selv og hvor jeg nu er hjemme i mit liv. Et sted jeg reflekterer over mig “Jomfruland, Norge En liten øy som ligger i Krageøskjærgården. På den ene siden er det sandstrand, den andre siden rullestenstrand.”

“Min far har en ødegård i småland, hvor jeg har tilbragt mange ferier i løbet af min barn- og ungdom. Jeg kender alle kroge af huset og har gået på alle stierne i området (tror jeg nok) men alligevel er det aldrig den samme ferie, jeg holder. Mit foretrukne læsehjørnet flytter, og det gode kantarelsted kan være væk næste år.”

“- Skuespilhuset - udenfor overvandet ud mod nordhavn når det mørkt”

“Sommerhuset på Nyord kan altid få mig ned i gear. Man får en særlig ro, af vandet, svalerne samt skoven.”

“Mit sted Mit sted er et sted, hvor jeg er tryg og elsket. mit sted er et sted, hvor jeg kan fejle og sejre. Mit sted er et sted, hvor jeg kan græde og grine. Mit sted er mit hjem.”

“Qaqortoq, Vestgrønland”

“Der hvor man kan se uden at blive set.” “Svært at definere, yndlingsarkitektoniske rum er nok noget der ikke er lokalt, fordi det giver stedet en egen videre? abstraktion af det. . . Quattro fontane?, Rom Barsk kirke med ekstrem stemning.”

“Assistens kirkegården, Nørrebro For mig er assistens kirkegaarden et ganske unikt sted i den travle og hektiske storby jeg bor i. Den ro og stilhed man finder bag de høje mure gør at jeg kan finde ro i mig selv.”

“Sted med betydning? Et sted der giver ro, fokus og (indre) varme. Fx en egeskov, en varm, tør sommerdag.”

“Et sted der netyder noget for mig. Samsø, en ø som er blevet genstand for mange små og store begivenheder i mit liv. - Mit første kys - Min første genneførte tegning og visualisering af en bolig. - Fotografisk ansvar og anerkendelse og ikke mindst et sted med skøn natur, fantastisk stilhed og knuden til stærke venskaber.”

“Min fasters gård Jeg tænkte igennem mit liv på steder som har påvirket mig og havnede i min fasters gård. Det gik op for mig at jeg kunne huske dufte og mavefornemmelser lige så godt som det visuelle. Jeg husker bagsider, kanter og stuer. Mørkt, brunt, lugten af hund, tilsyneladende fri for vejrlige påvirkning. Jeg ser hele huset, med hele kroppen på én gang. Det er koblet op i minder, og jo mere jeg føler efter, des flere hjørner ser jeg.”

“Amager fællede Fordi det er tæt på byen, men der er højt til himlen”

“Telthusbakken i Oslo En bratt liten bakke (i hvertfall i dansk forstand) mellom Oslos mest sentrale kolonihagehusområde på den ene siden av veien, og med gamle, små frehus på den andre siden. I toppen av veien ligger gamle Aker Kirke fra 1100-tallet, Olsos elste bygning. herfra har man utsikt over oslo, samtidig som veien er liten og privat. I enden av veien, på bunnen, ligger Cuba-Parken, men Akerselva som renner igjennom. Dette har vært min skolevei i mange år.”

“Trekroner fortet At komme fra søen til søen og gå på rov på hemmeligheder og stilhed”

“ ‘Munch bakken’ i Abbedikollen, Oslo En abebakke der hvor jeg har vokst opp, ved atléet til Edvard Munch” “fjorden - med alle dens øyer og viker. Hvor det horisontale møter det vertikale. Det nære og det fjerne.”

“Graven (gade Århus)”

“De gamle forladte områder på Refshaleøen. Specielt efter regn, men store vandpytter i den slidte asfalt.”

“Et sted det betyder noget for mig er huset jeg voksede op i. Der er det trygt, uforudsigbart. Jeg føler mig hjemme.” “Københavns Havn Jeg er vokset op få meter fra havnen og har sltid søgt mod vandet når jeg skulle være alene”

“Mit sommerhus i Alperne er et sted der betyder meget for mig. Man har shelter for vær, men er allikevel midt i rå natur..”

“Nedlagt godsbane ved den gamle frihavn (Nordhavn)”

“Grytavatnet på Sunnmøre i Norge. En enslig hytte på fjellet med utsikt av lag på lag med fjell ud mot havet, bygget av min morfar og to av hans venner for lenge siden.”

“SELEMORK, NORWAY En vakker natursti”

“Royal Biljard Min hemma biljardhall i Ma(l)mö (Möllevången) (spelar tävlingsbiljard)” “Teshima Art Museum, Japan Et rum hvor tid og sted på én gang ophæves fra konteksten, og et nyt rum opstår.”

“Utterslev Mose Der er en hel anderledes ro, og luft og er samtidig tæt på byen!”

“Kgl. afstøbningssamling Bygningen og den nuværende funktion gør mig glad”

“A place that had a great impact for me was in Barcelona (Montjuïc). Right below the Montjuïc art museum, there are some structures and platforms. Being there is amazing, I got inspired and I know that that area of Barcelona, including the interior of the Montjuïc Art Museum, will always represent a special place for me it ? source of inspiration.” “Fredensborghusene, fælles hus og en bolig med trappe” “Et sted er Christianshavns kanal. Både om dagen med liv, og om aftene, når der er helt tyst.”

“Mit yndlingssted er til bens (sønderjysk?) På gåben”

“Jeg var dernede igår for første gang i mit liv, selvom jeg bor 2 min. fra & jeg har været oppe over 1000 gange. Der var stille & larm, slidt kunst & blodfyldte kankler? Det mindede mig om mine 2 venner der døde pga toget & om min første date med min kæreste, hvor vi tog toget væk fra kbh & tilbage igen. Det var nostalgisk, inspirerende, tomt & sørgeligy. & livsbekræftende.”

“Da jeg var i Drammen (Norge) for et par måneder siden så jeg, at deres arkitektur afspejlede deres natur og historie på en meget elegangt måd.e Det var bl.a. det der var med til at jeg søgte ind på arkitektskolen.”

“Sted Terrassen ved mit hus i Kenya. Overdækket mod solen og troperegn, med udsigt over vores have. Både et sted hvor vi har holdt middagsarrangementer og siddet med venner og snakket på sene weekendaftener. Men også et sted jeg har siddet mange timer og læst, tegnet og nydt lydene og duften der er karakteristisk for at være i Nairobi. Det sted føler jeg mig mest hjemme.”

“Skuespilhuset Smukkeste udsigt i København”

BEGINNINGS

FINDER STED TAKING PLACE

BBK

Bachelorprogram i Bygningskunst og Kultur Bachelors program in Architecture and Culture 2014 â&#x20AC;&#x201C; 2015 5

Årbog 2014-2015 Redaktion og grafisk tilrettelæggelse: Anne Romme og Jonathan Meldgaard Houser Grafisk rådgivning: eller med a Forsidetegning: Sofie Naver Markussen Tryk: Narayana Press Udgivet af: Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering ISBN: 978-87-7830-375-2 © 2015 Kunstakademiets Arkitektskole, Finder Sted - Taking Place Bachelorprogram i Bygningskunst og Kultur, BBK

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen

Indhold Beginnings : Jonathan Houser, Anne Romme

Taking Place : Anne Romme

År 1 - Passage Passager, Lommer og Gennemtrængelighed : Elise Lorentsen

Alibis : Eduardo Andres Alfonso

År 2 - Beboelse Beboelse i mikrokosmer og sammensatte landskaber :

Rober t Gassner og Mar tin Søberg År 3 - Samling Samling : Thomas Ryborg

129

Studierejser - Italien & Armenien Om at rejse for at finde sted : Kristine Annabel Torp

163

Churches, Canyons and Soviet Era Architecture : Rober t Gassner

181

Indblik : Jonathan Houser

197

Freehand drawing : Anne Romme

207

People, 2014 – 15

221

Beginnings Jonathan Houser, Anne Romme

Of all things, I honor beginnings. I believe, though, that what was has always been, and what is has always been, and what will be has always been. I do not think the circumstantial play from year to year, from era to era, has anything to do with what is available to you. The person of old had the same brilliance of mind that we assume we have now. But that which made a thing become manifest for the first time is our great moment of creative happening. Louis Kahn, in “Between Silence and Light”

A year has passed since the first encounter took place. Coming from nine different departments of the newly restructured KADK School of architecture, about one hundred second and third year students were joined by fifty new first year students. They had all chosen a new BA-teaching program called FINDER STED | TAKING PLACE. We had a program of principles (following this introduction), a beautiful refurbished seaplane hanger from 1929, and a group of teachers who were only then getting to know each other. This book represents the work that happened between now and then. It is a bold move to publish a yearbook of this first year of work, but like Louis Kahn, we honor beginnings. The words creativity and invention are currently subject to a certain overuse – or abuse, if you like. They have become surrounded by an almost mysterious belief that the new will solve all of our problems. Louis Kahn related beginnings with the common ground of our discipline. Beginnings are those moments in which new things stand out from the fabric of all times that it is part. Creative work is hard work, which requires

practicing again and again. But every now and again, during this complex reiteration of the old, the current and the possible future, you encounter new beginnings. Those moments are worth a publication. Beginnings tend to be a little rough, and this yearbook is no exception. It has only been partially translated into English, but we decided that some translation was better than none. The publication marks the beginning of the second year of FINDER STED | TAKING PLACE, in which we welcome international students for the first time. For them and our other international friends and colleagues, hopefully this decision was right. We would like to thank the many people involved in making all of the work possible, especially the dedicated and talented students who inspire us every day, and but also to Elise Lorentsen, Eduardo Alfonso, Martin SĂ¸berg, Robert Gassner, Thomas Ryborg and Kristine Annabel Torp who spent their summers putting into words the endeavors of the inaugural year. We are sad to have said good-bye to Thomas Bo Jensen, who played a significant role in making third year a special year for the students, who earned their BA-degrees in June and August. And to Carsten Thau, who continues to remind us of how serious and meaningful a discipline, we are privileged to be part of, and who invited a group of his friends and colle-

2. year student at work

agues from his many years in the inner circles of Danish architecture, Jan Gehl, Lene Tranberg, Louis Becker, Jens Thomas Arnfred, Dan Stubbergaard, Dorte Mandrup, David Zahle, and Kim Herfort Nielsen, who all gave remarkable lectures to our students. FINDER STED |Â TAKING PLACE will not be quite the same without Carsten. We hope that you will enjoy the patchwork of ideas, models, drawings, foldings, landscapes, logbooks, columns and much more. On behalf of the faculty, Jonathan Houser, Anne Romme Editors

Juhani Pallasmaaa speaking to students about The Eyes of the Skin, Architecture and the Senses.

Askan Molkte Johansen

Taking Place Anne Romme

Architecture is not just a course like other courses to be studied at a university. Architecture is a discipline with a deep structural influence on our society, its physical form and our coexistence. If used in a meaningful way, architecture is a powerful tool for producing beautiful, significant and good living conditions for people. It is important that the architects of the future take responsibility for the weight and importance of their discipline. Rather than fleeting political interests, it is critical that their knowledge about architecture, their consideration and understanding of humanity will determine the future of our cities and other inhabitable spaces. Architecture and its role in society is constantly changing, but by insisting on a fundamental understanding and engagement with the other, the discipline of architecture will always have an ethical dimension. These thought are the basis for Taking Place, which stands for a combination of thorough training in the core questions and methods of the discipline with an independent artistic and intellectual practice. Taking place takes place seriously and acknowledges the inseparable relationship between architecture and context, be it physical, social, cultural, historical, climatic or political. Taking Place uses a wealth of references and demands that students build up a strong foundation of knowledge about the most important questions in architecture and related disciplines. Taking Place acknowledges the field of tension between actual physical manifestations and the essential and significant void in between. The city is the most important project and site; understood in the widest possible sense as everything from geographic place to cultivated landscape, as the setting for the most important questions of our time regarding the relationship between the private and the public, the individual and the collective, market forces and the commons; as a complex organism in all scales. Common

programs evolving around the essential act of dwelling in the city are more important than rare or hyper-specific programs. To introduce students to a lifelong study in architecture is a privilege which demands serious commitment and responsibility. To make such an endeavor meaningful for both students and teachers, something needs to be at stake. Rather than dogmatic procedures, a common project pursuing a continuous critical practice needs to be established. It is crucial that both students and teachers are dedicated and willing to take risks. It is important that students understand the idea of a project in its essence. Project means to bring forward something which does not yet exist. The project gives form to and reiterates the common knowledge which is the basis for all architecture, and which is shared by all architects who cares to study it. Already as a student, one is part of a rich discipline, and the work of a student should be a continuous project extending beyond the single semester and its specific assignment. Skills Taking Place demands and requires discipline, precision and a determination to experiment and rehearse.

Students drawing of a plan of the field of Palladio fragments.

To study architecture begins with learning a new language; a system to code and decode information. The more precisely it is used, the more nuanced understanding and communication is achieved. Learning the language of architecture requires hard work and practice, both with regard to producing work and to reflecting on the production of one’s own and others’. Taking Place never separates content and form, and emphasizes that not everything is equally good. Taking Place prefers the most abstract and the most concrete, to a lesser extent that in between. Regardless of medium – model, drawing, text or even a program – ideas are constructed. They are never illustrated or symbolized. Section is seen as a way of seeing and thinking which reveals the fundamental relationship between the elements of a project. The meeting between two materials or conditions is treated with acute attention. Taking Place believes that there is a good chance that well-constructed models can be translated (not directly scaled) into good full-scale architecture. One-to-one experiments synthesizes craft and an abstract understanding of body and space. Taking Place is ambitious with regards to digital tools and fabrication. To master these tools is considered necessary for understanding and acting

Plaster casts. Recreated fragments of the architecture of Andrea Palladio (1508-1580). Work by first year students.

within contemporary challenges. However, a natural and uninhibited use of technology has its foundation in a thorough training in traditional, analogue drawing and model building skills. The principle is that mastery of the most basic and direct tools enrich the more complex. The ability to listen and respond to fellow students and to self-critique is encouraged. Awareness of the relationship between method, tools and content is enhanced. Students pin up as a group to make sure that the work of a class is read and understood as one coherent project. Pedagogy and curriculum Consensus has a tendency to result in mediocrity. A life-long study of architecture does not originate in consensus. Taking Place encourages constructive arguments and exchange of views. Ambivalence is an important prerequisite of sharp thinking, of formulating and giving form to a project. Taking Place demands curiosity and passion of every single student, but simultaneously takes pride in making all (not just the already skilled or privileged) students competent. Assignments will be based on a synthetic approach to architecture, and narrow categories based on scale such as “landscape”, “planning”, “building”

Discussing the field of Palladio fragments.

and â&#x20AC;&#x153;designâ&#x20AC;? will be eroded. Any given class will always have a common project in the form of a question or a challenge, in which individual projects will be anchored. By working together on the same site and/or with the same questions, students are encouraged to engage in negotiations and collaborations. Taking Place is ambitiously occupied with that which is larger than the needs and desires of the single individual, while simultaneously respecting individual visions and creativity. Taking Places sees a big potential in anchoring assignments in a local context. It makes sense to be inspired by international and global issues, but to test them on local conditions. Within reach of our school is everything from metropolitan city fabric and suburban sprawl to rural and remote areas with forgotten or overseen architectural potential, and everything from smallscale locally rooted questions to regional, geopolitical challenges. Life takes place within architecture, but over time architecture also form the way we live.

Anders Christian Ketelsen og Andreas Skytt Hvid

Survey of Scuola Grande San Giovanni Evangelista di Venezia by Jesper Skoby, Mikkel MĂ¸ller Roesdahl, Ida Helen Rey, Rasmus Christiansen Nielsen with associate professor Thomas Kampmann

Ã&#x2026;r 1 - Passage

Bianca Georgiana Zaharia

Passager, lommer og gennemtrængelighed Elise Lorentsen

“…“Men hvis hans stemme ikke har revet mig med, hvis det ikke er ham, der er kommet for at invitere mig til denne sidste fest, så har jeg i det mindste ikke forhastet hans rejse: han har været parat længe”…” Fra: Walter Benjamin: Passageværket, bind 2, p. 7331

Vi befandt os ved 12-ugersblokkens start i den situation, at vi med fordel kunne trække på de studerendes konkrete arbejde med at opmåle og tegne en række passager i København. Således var en række undersøgelser, en introduktion til emnet og en skabelse af et sæt rumprogrammer, en slags grund i og for det videre undervisningsforløb, allerede tilstede. Der fremstod et differentieret felt af rumprogrammer, der dog i næste ombæring ved de materielle skifts foranderlighed kunne udfordres, omdannes - og således genovervejes. Udfordringen blev nu at gøre den studerende i stand til at trække de forskellige rumprogrammer fra hinanden uden dog på noget tidspunkt ganske at forlade den grund, de kom fra. Hvad vi søgte var således på ny at fremkalde og skabe yderligere forståelse for det organisationsarbejde, de i og med 6-ugersblokkens opmålings- og tegnearbejde var blevet gjort opmærksomme på, idet organiseringstrækkene accentuerende blev sat til videre forhandling. Da idet vi på ny lod programmerne nedsænke i det arkitektoniske felt anskuet som vedvarende forhandlingszone; på ny lod dem udsætte for dette felts sprækker, forskydninger og skævheder – lod dem arbejde med de mellemkomstlige kræfter og deres spil. Således kunne der trækkes endnu længere ind i den arkitektoniske dannelsesproces i kraft af hvad befordrende kunne betragtes som en genundersøgende bevægelse – en PASSAGE. 1 Benjamin, Walter: Passageværket, Bind 2, Rævens Sorte Bibliotek, 2007 / Das Passagen-Werk, Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main, 1982, p. 733.

I undervisningsforløbet på 2. semester på FINDER STED ønskede vi at eksperimentere med det grundlæggende møde mellem den æstetiske teori og tegnebordsarbejdet. Vi ønskede at udfordre teorien på sit operationelle værd, indlejre den anderledes i praksis, undersøge spændvidden mellem værket og tanken og således danne virksomme passager mellem teori og praksis. Hvad vi ville forsøge - i betydningen eksperimentere med - var at skabe og dermed igangsætte en bevægelse – en PASSAGE – i hvilken det kunstneriske arbejde kan udlægge sig som skabende refleksiv praksis og da samtidigt kan udfolde sig som reflekteret skabende teoridannelse - uden at teori og praksis dermed bliver sammenfaldende. Således stod det tidligt frem, at vi i løbet af semestret måtte holde os klar af enhver form for blot illustrerende eller om man vil referencebetonet teori. Hvad vi i stedet ville forsøge var at vise de studerende - på deres endnu første år - at teorien selv er i dannelse, at det at teoretisere er en skabende bevægelse med operationelle træk, vi kan lære af, og at den teoretiseren, der udfolder sig således, ikke alene opkommer, tager del i og tager ved lære af den kunstneriske proces, men kan indflyde og virke direkte operationelt befordrende i og for det kunstneriske arbejde. Hvad vi anså som opgaven, var at spænde et differentieret felt ud mellem teorien

Anne-Sophia Warberg

og praksis og herefter gøre os bestemte arkitektoniske snit i det for ad den vej at skabe rummelige interventioner imellem - og således fornyet indsigt i det arkitektoniske felts sameksisterende kunstneriske, vidensdannende og praktiske dimensioner. Opgaven forblev i den proces vedvarende at lære de studerende ikke at udlægge eller illustrere en række passager, men derimod reelt og refleksivt at gøre sig PASSAGER i det arkitektoniske materiale og felt. Vi ønskede at lære dem på differentiel vis at skabe og lade sig optage af passagen som arkitektonisk-operationelt, undersøgende og således aktualiserende greb. I kraft af nogle afsøgende hændelser, ved en mængde på én gang betingende og betingede træk udfoldet i omgangen med bestemte materialer, udforskedes rumdannelsens proces og således det arkitektoniske felts både form- og videnskonstituerende kræfter. Det khôra2, som vi også kender som netop mellemrummets rum, blev virksomt som eksperimentelt vilkår, omend også den betegnelse allerede synes at bære mere med sig, end alene navnet siger. Således opstår rummet kun i en medierende venden sig mod sine egne betingelser. Det ankommer med medieringen om end da straks som noget andet end navnet – det opstår som differentiel foldning. Det må således hele tiden forgå, idet det giver sig som det forudgående – for at kunne komme til os. Således foregik arbejdet som en vedvarende dekonstruktiv hændelse om end da hele tiden med konkret rumdannelse til følge. Vi søgte at arbejde med eksperimentets hændelser som et spørgsmål om rumdannelsens vilkår, søgte at forstå den rumdannende bevægelse som medieret arkitektonisk grundlæggelse. Det arbejde, der også kan fremkalde mellemrummets rum – PASSAGEN – lod vi vedvarende stå åbent. Derfor også følgende strategiske spørgsmål: Hvordan skabe sig en plan for noget, man i øvrigt ønsker at holde næsten planløst? Hvordan undervise og lade sig undervise eksperimentelt i en samtidig undersøgelse af det rumdannende eksperiments betingende niveauer? Den prototypiske kraft i sådant et forløb - og således i spørgsmålene tilknyttet dets udfoldninger - lader sig 2 Derrida, Jacques: Khôra, Galilée, 1997, (første version af teksten 1987), p. 15. ”Khôra nous arrive, et comme le nom. Et quand un nom vient, il dit aussitôt plus que le nom…” (”Khôra kommer til os, og det ligesom navnet. Og når et navn kommer, siger det straks mere end navnet, noget andet end navnet og det andet simpelthen, som det melder fremkomsten af ”).

muligvis ikke kende på traditionel vis, snarere må dets opkomstlige betingelse fremkaldes og formdannelsen således på ny opstå. At det forholder sig sådan fremgår af spørgsmålets ord næsten. Et beskedent ord, ja, men med signifikant betydning. Anvendt i spørgsmålet med præcision bliver det at forstå som den franske filosof Gaston Bachelards ord ’guere’, sådan som det indgår i den signifikante sætning: ”Avant de savoir compter, je ne savais guère ce qu’était la raison …” – på dansk oversat med sætningen ”Før jeg kunne tælle vidste jeg næppe noget om fornuften…” – fra udgivelsen La philosophie du non / Nejets filosofi3. Det signifikante ved Bachelards formulering består ikke alene i at udpege dét ved bevidstheden eller erkendelsen, der gør den processuel og da netop processuel ad eksperimentets vej. Ordet gùere, således som det indgår i sætningen, har den fordel, at udsagnet - anskuet som ytring - præciserer en positiv rest. Der er noget før tallet, der ikke er tal, men som dog stadig er fornuftigt; der giver sig som ’anderledes fornuftigt’. Hvad sætningen pejler er præmisserne for forholdet til tallet, til målene eller målgivningen, og dermed den værdisætning eller de relevansskabende handlinger og regeldannelser, der måtte gå forud for - eller rettere – måtte indlejre sig i den målgivende aktion. Disse præmisser er netop ’anderledes stringente’. De angår forholdet mellem regler, måling (registrering) og sted og lader sig derfor også snarere fremarbejde ved en topologisk eller vektorisk logiks virkemåder. Filosoffen Gilles Deleuze har i sin bog om Michel Foucault påpeget, at arkivarens betingelses- og regelafsøgende arbejde netop er atonalt logisk4. Det er disharmonisk og opererer uden et centrum, det forekommer endnu utælleligt og virker af samme grund porøst. Alligevel må det ikke betragtes som vilkårligt, eller rettere vilkårligheden udgør et virksomt træk i og ved den atonale logiks virke – det virke, der i øvrigt måtte angå netop de historisk foranderlige sammenhænge mellem ordene (sprogets forordningsmåder, sprogliggørelsens strukturer) og tingene (verden, synlighedsmåderne eller materialiteternes felt). Således kan sætningens avant hos Bachelard nu anskues som en pejling af det stedslige som regelafsøgningens topologiske og åbenstående grund; og omvendt: Den pejler regeldannelsens stringente om end atonale virkemåder og dermed stedet som betinget af det eksperimenterende arbejde med den 3 Bachelard, Gaston: La philosophie du non, Quadrige PUF, Paris 1994, p. 144. 4 Deleuze, Gilles: Foucault, DET lille FORLAG, Frederiksberg 2004 / Foucault, Les Éditions de Minuit, 1986/2004, p. 6.

’anderledes fornuftige’ regeldannelse. Spørgsmålet for undervisningsforløbet på 2. semester på FINDER STED blev derfor også; om ikke rumdannelsen og med den stedets opkomst – avant de savoir compter – opstår herimellem. Hvad vi således - og i øvrigt i forlængelse af en tysk og fransk æstetisk tænkning lod os optage - af blev derfor også skabelsens mellemkomstlige og immanente blokke kendetegnende for værkdannelsens både materielt betonede og principskabende formåen. Det blev arbejdet med den æstetiske kompositions sansningsblokke knyttet til den arkitektoniske grundlæggelse og således et eksperimenterende arbejde med at finde netop PASSAGERNE eller overgangene disse blokke imellem. Således skulle der nu arbejdes med det enkelte materiales beskaffenhed og formåen og i videre forstand med de både materielt og principielt forankrede betingelser i og for det arkitektoniske virke – dets omdannelsesfelt eller transitioner5. Omdannelser med videre immanent og konkret betydning for 5 Evans, Robin: ”Translation from drawing to building”, in Translation from Drawing to Building and Other Essays, Architectural Association London, 1997, p. 154. I forbindelse med undervisningsforløbets skift mellem materialer lod vi os bl.a. inspirere af Robin Evans arkitekturteori, således som den fremgår af ovenfornævnte bogs essays, der netop omhandler et arbejde med betingelserne for givne transitioner mellem arkitekturfeltets medieringsformer. I disse essays belyses de betingende niveauer og operationer gældende skiftene eller forholdet flere repræsentationsformer imellem og således den betydningsdannel-

Emil Hvelplund Kristiansen

omdannelsen og udlægningen af byens konkrete passager, dens ruter og mellemrum, dens transitive opholdsrum, dens tætte væv og opståede lommer, dens sammenvævede teksturer. I dette arbejde opstod nu den udfordring at gribe tilbage til 1. semesters arbejde med forbindelserne mellem sproget og byen som mellemkomstligt felt og da skabe yderligere forståelse for netop den materielt betingede ytrings foranderlige udfoldningsmåder6. Ikke alt kan til alle tider siges, hvad vi nok forstår i lyset af arbejdet med ytringens karakter se, der særligt lader sig knytte til det arkitektoniske dannelsesfelt, når dette i øvrigt betragtes som et både nydannelsernes og transitionernes samvirkende og dermed rumbefordrende felt. 6 Foucault, Michel: Vidensarkæologien, Forlaget Philosophia, 2005. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. Indledning ved Ejvind Hansen / L’archéologie du savoir, Éditions Gallimard, Paris 1969. Begrebet og forståelsen af ’ytringen’ – på fransk og i bestemt form angivet som l’ennoncé - fremgår tydeligt af Foucaults bog: L’archéologie du savoir. Ifølge Foucault må vi forstå en ytring som noget andet end et logisk udsagn. Det er heller ikke bare udpegningen af en given grammatik, eller en given analytisk gestik (forstået som en særlig strukturerende sprogakt).Ytringen i L’archéologie du savoir angives i forhold til forskellige relationssammenhænge, som den samtidig adskiller sig fra: Ytringen kan aldrig dukke op igen, den har ikke samme relation til det, den ytrer, som navnet har til dét, det betegner.Ytringen har heller ikke samme relation til dét, den ytrer, som udsagnet har til sin reference. Den forholder sig snarere undersøgende til udsagnene, idet den spørger til de korrelationer, der skal til for at afgøre, om et udsagn har en reference eller ej, spørger til de omstændigheder, der er eller måtte skulle til, for at givne meningsindstiftelser kan opstå. Således definerer ytringen ikke meningen, men udpeger meningsdannelsens betingelsesfelt.

Jens Christian Rønholt

af netop materielt indkoblet og historisk foranderlige, meningsomkalfatrende kraft. Den ytring, der ikke selv giver mening, men som alligevel betyder. Ytringen, der uundgåeligt altid er mest optaget af meningens slip, dens snit eller myriadiske beskaffenhed. Det figurales møde med sprogets og meningens dannelsesbetingelser blev således også en befordrende PASSAGE at arbejde og opholde sig i. Vi læste derfor også i forbindelse med tegnebordsarbejdet og de forskellige opgaveskift en række æstetiske tekster omhandlende det mellemkomstlige. Vi læste dem med blik for, hvad disse måtte kunne give fra sig operationelt. Et foranledigende møde mellem form- og tekstdannelse opstod, igen nogle passager i hvilke overvejelsen over definitionens eller udsagnets ophav nu også lod sig tegne; i hvilke konkretionens materielle og figurative skift nu kunne møde en sprogligheds spredende bevægelser. Og de studerende blev sat til at skrive i tæt kontakt med det feltarbejde, de udførte og således med en gryende bevidsthed også om tekstmediets regelomgørende træk. De overgange, der som en slags tekstens og figurationens relationsskabende favntag opstod, gjordes virksomme for det videre fremkaldelsesarbejde. For arbejdet med PASSAGEN anskuet som arkitektonisk grundlæggende bevægelse, i.e. PASSAGEN anskuet som arbejdet med rumdannelsens ophav eller præmisser - relationelt fæstede som de må være i både erfaringens praktiske arbejde og da samtidig i dette arbejdets regeldannende og principundersøgende virke. Kan man flanere igennem sit 2. semester? Gå sig en tur med den skabelse, man ikke på forhånd kender? Ja, men det er ikke nok. Man må arbejde med den arkitektoniske promenade som morfologisk proces. Det går ikke blot at lade sig optage i vrimlen af mulige men stadig anonyme og således lige gyldige træk. Vi ved fra den franske maler Edouard Manet, at den ene side af flanøren er en ulykkelig og degenereret bourgeois, en absintdrikker, der har mistet sin formue, men vi ved også, at han er i slægt med den hvide klovn, med sigøjneren eller spillemanden7. Således arbejdes der hos Manet med maleriet som konstituerende referencefelt – og i forlængelse heraf med et 7 Frascina, Francis (m.fl.) (red.): Modernity and Modernism. French Painting in the Nineteenth Century, Yale University Press, New Haven & London, The Open University, 1993, p. 90, pp. 95-103,

figurorienteret maleris omkalfatrende arbejde og udpegning af dets egen konkrete beskaffenhed som flade. I Manets maleri viser maleriet sig som accentueret refleksionsrum. Et rum for tværgående sammenstillinger. Det organiserer sig på tværs af maleriets figurarkiv i en samtidig nedbrydning af den mimetiske traditions regeldannelser, i.e. det dannelsesfelt som maleriet i Manets levetid endnu var holdt ind i. Derfor går flanøren igen hos Manet, fordi nogle nye regler – og således et nyt værkfelt – derved kan frembringes. Derfor myldrer malerierne med trickstere og nomader, byens ’driftere’, fordi de ved deres fremtræden kan slippe maleriets egne virkemidler fri; dets konturlinjer, dets strøg, dets farvepalet. Det er figurer, ved hvilke vi nu kan lære at spille et andet spil – et ukendt spils spil. Intet er dermed afgjort. Det kan stadig blive ’dumt’ - i betydningen ureflekteret eller uomsat – hvis man uden blik for de genkommende figurer direkte søger at konsultere det nomadiske niveau i det skabende arbejde. Snarere må man søge at bearbejde den omdannende proces’ bevæge- og udfoldelsesmåder, idet man nu lader sig optage af deres kapacitet – af figurernes diagrammatiske træk. Således beror en analyse – det analytiske arbejde – ikke på afsløring men på diagrammatisk sensibilitet, ligesom kreativitetens intuition ikke er metodisk fremmed. Det nomadiske træk tilhørende de hjemløse nærmede vi os i PASSAGERNE mel-

Andreas Skytt Hvid

lem netop det sensible og det metodiske i formgivningens felt.Vi så det opstå som heterotopisk krydsningsfelt. Et af de spil, vi måtte gå ind i – ja, som vi forstod, vi allerede befandt os i, blev derfor også med den figur og således den automat kulturteoretikeren Walter Benjamin har beskrevet som den pukkelryggede dværg under spillebordet8. Automaten beskrives som et spillebord, foran hvilket en dukke med blå jakke og rygende på en vandpibe er placeret. Rundt om bordet eksisterer et nærmest gådefuldt system af spejle, der får os til at tro, at der intet er under bordet. I virkeligheden ligger der under det en pukkelrygget dværg, som er skakmester. Han styrer dukkens bevægelser og – som Benjamin gør klart – vinder hver gang. Som Benjamin underkender vi imidlertid ikke den dukke, vi møder eller det sindrige system af spejle, der dog ikke ved første øjekast kan ses, ligesom vi i øvrigt heller ikke underkender skatspillets umiddelbart solide udviklingsmåder, dem ved hvilke et modtræk altid gives. Langt hellere anskuer vi dukke, vandpibe, spejle, spil, bord, ja, til med os selv som dele af samme – om end netop sammensatte – maskine. Således starter nu en diskussion med spillets komponenter, de sættes til forhandling og en 8 Benjamin, Walter: ”Om historiebegrebet”, (første afsnit), in: Kulturkritiske essays, Moderne Tænkere, Gyldendal, Politikkens Forlag A/S, 1998, p. 159.

Thea bakke-Olsen

Askan Moltke Johansen

optagethed af automatens beskaffenhed sætter ind; af dukkens glasøjne, af vandpiben den ryger på, af figurerne på brættet, af bordet brættet ligger på. Inddelingen mellem et øvre og et nedre plan åbner sig, og de skjulte og uskjulte sammenhænge mellem kompositionens aktanter sættes til forhandling. Der lirkes nu i spillebrættet og i det grid, det øjensynligt afhænger af, der listes rundt i blandt spillets figurer. Der pusles om bordets hjørner. Således forvandles spillet nu til fordoblingens konkrete og accentuerende frembringelsesproces; et arbejdsfelt. Kun således kan dværgespillets logik omgås. Med et blik for alle de gange maskinen af den ene eller den anden grund hakker og bryder sammen, et blik for maskinens indstillinger, og således for hvordan den kan programmeres. Den dag hånden på dukken falder af, den dag vandpiben løber tør og røgslørene aftager. Den dag vinden vælter bordet, den dag spillet lader vente på sig, fordi dværgen er faldet i søvn. Den dag vi forbrændte af solen blændes af lyset i spejlet eller jakken på dukken mørnet af regn går op i sømmene. Da åbner maskinen sig. Den bliver at anskue som vektorernes uforudsigelige kompositionsfelt. Dukkeføreren er mester i skak, ja, men han er også en pukkelrygget dværg; en vanskabning med et spillebord som tag. Vi behøver ikke at afsløre ham, - han, der er afsløreren par excellence - selv om han håber, vi forsøger os med netop det træk. Triumferende ville han da slå ud med armene og bedyre, at han - og vi med ham - selv kun er at regne for dukker under byens langt større tag; at vi alle er som styret af forsynets store hånd, hvad smart nok ville være et forsøg på at inkludere vores afsløring som blot en del af den logik, han selv betjener sig af og derfor ønsker at bestyrke. Den glæde vil vi ikke give ham, men vi gør alligevel noget - og omdanner således det determinerende modsvars betingelser. At gøre sådan kender vi fra filosoffen Søren Kierkegaard, der kaldte det ’Mod til at ville Gjentagelsen’9 og således udformede en anderledes måde at opholde sig ved netop det spekulative modsvars determinerende bevægelse som dannelsesfelt.Vi lærer fra Kierkegaards skrifter, hvordan det diskontinuerlige spring mellem det sammes og sammehedens niveauer kan blive tankens – hvis ikke hele eksistensens 9 Kierkegaard, Søren: Gjentagelsen, Hans Reitzel København, 1961, p. 12: “…Der hører Ungdom til at haabe, Ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen. Den, der blot vil haabe, han er feig; den, der blot vil erinde, han er vellystig; men de, der vil Gjentagelsen, han er en Mand…”.

- nye invitation. For ville vi ikke nu med vores erfaring fra automaten som kompositionsfelt straks vide at begive os på vandring? Den dag, vi forsøges gjort til dukker, bevæger vi os foranlediget af endnu et dværgetrick ud under byens tage, ud i dens rum – ud i dens PASSAGER – for igen at opleve spillet som komposition. Således er vi nu trængt ind i byens opkomst, i opkomsten af reglerne, når disse vel at bemærke må betragtes som frembringelse. Frembringelsen af byen som skabelsen af program, og frembringelsen af tanken som forskellens fordobling10. Således tillades vi at betragte automaten – og med den hele byen – som opkomsten af et frembrudsfelt og kan da immanent forsøge at angive frembringelsen som arkitektonisk grund; lade os optage af dens karakter af tektonik, flader, samling, opstilling. I det øjeblik bliver det eksperimenterende arbejde snarere at opfatte som forsøget på at aftale et spil. Plagsomme øjeblikke og dage, ja, men også virksomme! For den repetitive handling – om gjort med netop blik for dét, den pludseligt kaster af sig, – i.e. dét, som gentagelsen ikke havde forudset – tillader os at opholde os med rummets opkomst. Således søgte vi at tilnærme arbejdet den komplekse håndtering, ethvert kunstnerisk og således arkitektonisk arbejde virker ved. Vi søgte PASSAGEN mellem regeldannelsen og spillet – søgte de på sin vis for-førende niveauer i eksperimentets dannelsesproces.

10 Vidler, Anthony: ”Toward a Theory of the Architectural Program”, in: OCTOBER 106, Fall 2003, October Magazine, Ltd. and Massachusetts Institute of Technology, pp. 59-74. Hvad angik undersøgelserne af rumprogrammet, lod vi os bl.a. inspirere af Anthony Vidlers tekster: ”A program ”is the description of the spatial dimensions, spatial relationships, and other physical conditions required for the convenient performance of specific functions”, all of which involve a ”process in time”, a rhythmically repetitive pattern that sanctions different relationships than those sanctified by the static, classical tradition”. Hvad Vidler interesserer sig for er programskabelsen, når den vel at bemærke anskues som andet end skabelsen af funktioner eller rumfølge; i.e. en succession af intervaller eller en lineært disponeret rumudvikling afgjort af skiftende funktioner. Snarere må vi studere programskabelsens forskellige tidsligheder og deres operationelle formåen som non-lineær, disparat eller foldende proces, om vi ønsker en anderledes tilgang til programmet. Det være sig den tid, der giver sig som det øjeblikslige (i.e. som simultanitet - begivenhedens unikke fremkomst), eller den tid, der giver sig som rytmisk eller ’modellisk’ transformationsproces. Ved at tage udgangspunkt i programdannelsens eksperimentelle tidslige dimensioner – jf. dens karakter af gentagelsens forskel – angiver Vidler programdannelsens etableringsmåder og disses generiske, diagrammatiske og operationelle potentialer og kraft.

Se, det kan sende tanken afsted – det kan foranledige dens flugt. Det forstår vi fra det 19. og 20. århundredes æstetiske tekster og arkitektoniske værker. Vi kan kun udfordre spillet på dets egne betingelser, men da idet vi netop gør det træk at læse spillets betingende grund anderledes. Da stikker han af, dværgen. Klapper bordet sammen og springer via arkader og på tværgående stier – på flugt – og vi følger efter. Ser at også den bemestrende tanke som en flygtning må rende af selvopfundne ruter for at kunne konstituere sig. Ser at enhver øvrighed ikke var øvrighed før ved sine egne kirurgiske snit – ikke blev styrende før ved de selvskabte regulativers indsats. Og her i arkadens mylder af varer, udbud, underligheder, støv, møg og gustengult lys kommer vi pludselig på færten af et andet spor. Vi opgiver ikke sporingen, men flankerer den nu med en anden symptomalorienteret, topologisk og diagrammatisk forståelse og udfoldelse af det nomadiskes operationaliseringsmåder. I det øjeblik udstikkes for os et felt. Det bliver ikke en ny vej udgjort af let aflæselige mærker, snarere bliver det som dannelsen af små særlige opmærksomhedsfelter – lommer af forordnende træk – der hen ad vejen kan samle de funklende materialers beskaffenhed til andet end en æske. I det kryds angives arbejdet nu som den vedvarende skabelse af et arkiv – til stadighed et kompositionsfelt i dannelse. Og se: En mængde selvstændige og dog sammenhængende PASSAGER finder sammen – og FINDER STED.

Louise Preene

Rummet skyder retningen i gang, den samler og spreder, som knuden i byen. Retningen leder mennesket omkring hjørnet, ind i lommen, op over og igennem. Knuden samler bevægelsen fra alle retninger. Knuden samler bevægelsen fra byen. Knuden er dannet af portenes sammenstød, bevægelsen er dannet af porten. Porten, fører igennem, åbner op og trykker ind. Porten inviterer, indikerer og imiterer, som åbning, som indgang og som aftryk. Forudsigeligheden i cirkelslaget forsætter bevægelsen, leder kroppen omkring hjørnet, ind i lommen, op over og igennem. Porten som passage eller portal, som gennemgang eller ny gang, som genvej eller ny vej, byens retning eller ny retning. Knuden samler byens retning, den kortlægger byens bevægelse, i cirkelslaget, gentagelsen, vendingen, folden. Byen er foldet ind i knuden, byen udfolder sig i knuden. Udgravningen afslører lagene, lagene af byen, lagene i historien. Lagene afslører byen. Byens dobbelthed, der i folden gentages. Foldens dobbelthed er ikke kun en gentagelse af byen. Det er en udgravning. Udgravningen afslører lagene, lagene af byen, lagene i historien. Lagene afslører byen i gentagelsen. Når byen er foldet sammen i knuden forsvinder forudsigeligheden. Knuden griber bevægelsen som kortet griber omverdenen. Den forholder sig ikke til sig selv, den er et udsnit, en del, et greb i en bevægelsen omkring hjørnet, ind i lommen op over og igennem.

”Beskrivelse af rum” Louise Preene Salontekst

Anne Mette Overgaard Christensen

Viktoria KlansĂ¸

Julie Timm Vejleaa

Nicholas Jungblut Knutsson

Marie Øst Vejbæk

Sofie Naver Markussen

Du er i byen, genkender den, men på trods af det kan du alligevel ikke placere, hvor i byen du er. Ligesom som når du lader dig glide ind i byens strøm af mennesker og med ét ser et velkendt ansigt – på en og samme tid fremmede for dig og alligevel genkendeligt ligesom alle byens beboere, der bærer byens ansigt – du genkender ham, men kan ikke finde ud af, hvem han er, hvor du kender ham fra, eller hvad jeres forbindelsen er. Det er genkendelsens ugenkendelighed i byen. På dette specifikke sted, som du står, får du den hjemlige følelse af at vide, hvor du er, samtidigtig med at du kunne være hvor som helst i byen. Stedet udgør billedet på byen, skabt som byens scene. Byens takt er overalt her – vinduesmotivet som indplacerer sig i facaden og danner det velkendte motiv som i alle byens facader. Den genkendelige dimension på brostenen, som flyder ud over byens plan, men af og til slår fra vidende om et system, som du ikke kender til, men accepterer det som en del af byen. Den parkede bedstemorscykel med rustne skærme, der får dig til at nynne den knasende lyd under vægten af storbykvinden cyklende gennem byens spind af cykelstier. Du ser hele byen i det enkelte sted, fordi du som en del af byen aflæser byens system af koder i punkter og flader forbundet af tråde. Under byen sidder Benjamins pukkelryggede dværg og trækker i alle byens tråde, så livet kan gå sin gang deroppe. Trådene som hernede udgør et system, der ikke forfalder til at skulle imitere skønhed, men er her grundet funktion. Det er byens motor i sin konkrete fysiske form, der på byens overflade aflejrer sig som abstrakte genkendelige koder for byens beboere. Benjamin: arkitektur som praksis og erfaringsdannelse. Bygningskunst som muligheder for at kulturelle læreprocesser kan finde sted. Passagen er ikke kun en verden for sig – den åbner den kulturelle bevidsthed ud mod omgivelserne. Arkitektur tilegnes først og fremmest ved at blive inddraget i menneskers praktiske liv – taktisk og taktilt.

”Billedet på Byen - Passagens Rum” Sofie Naver Markussen

Sofie Naver Markussen

Erling Aleksander Bakke NybrĂĽten

Christian Faurschou

Anders RÃ¸dgaard Bojesen

Sine Vesterlid Schjelderup

Mikkel Eske KjĂŚrholm

Josephine NÃ¸rtoft Saabye

Line Dea Langkjær

Vi er blevet bedt om at beskrive et rum. Men hvornår er noget et rum? Umiddelbart, er et rum noget, der er afgrænset. Afgrænsningen kan være mere eller mindre synlig, flydende eller fast, men den er der. Hvad kalder man et sted, der ingen afgrænsninger har? Det rum jeg har arbejdet med har afgrænsninger. De findes i form af papirets kanter. Men de kvaliteter jeg gerne vil frembringe i mit rum, er i virkeligheden bedst uden kanter. Hvis jeg kunne, ville jeg allerhelst lade papirets flade fortsætte i en uendelighed. Dermed mister mit rum sine afgrænsninger, og uden sine afgrænsninger er det så et rum? Det er en uendelighed, hvoraf et stykke delvist har løsrevet sig; stykket vokser ud af uendeligheden og forsvinder ind i den igen. Stykket og uendeligheden er hele tiden i forhandling med hinanden. Nogle gange løfter stykket sig tydeligt ud af uendeligheden andre gange viger de kun lige akkurat væk fra hinanden. Uendeligheden og stykket er lavet af samme stof, men er vidt forskellige. Hvis man kan kalde uendeligheden et rum, så er stykket uendelighedens modsætning, fordi det stopper med at være rum og i stedet optager rum, men præcis hvornår det stoppede med at være rum og startede med at optage rum er umuligt at sige. Måske er det i virkeligheden, når stykket løsriver sig fra uendeligheden og optager rum, at uendeligheden bliver et rum. For hvad er et rum uden noget, der optager det? Kan man sætte noget i et rum, der ikke findes og kan rum findes uden, at der er sat noget i det?

”Uendeligheden og stykket” Line Dea Langkjær

Line Dea Langkjær

Niels Mathias Gutt

Askan Moltke Johansen

Mikkel Sebastian Rostrup

Anne-Sofie Dalgas

Udgangspunktet for projektet er Kringlegangen, en lille københavnsk passage, der forbinder gade med torv. Passagen er labyrintisk. Står man på torvet, kan man ikke gennemskue, at man her kan skyde genvej ind til en sidegade, der fører videre til Strøget. Farer man vild her, vil man opleve et møde med byens inderside, hvor en enorm vertikalitet og kun lys fra oven dominerer på en helt anden måde end oplevet udefra. I et hjørne af passagen løber to facader sammen i en ulogisk konstellation, hvor lejlighederne tvinges til at flette sig sammen. Husene er ikke bygget samtidigt, hvilket har resulteret i en ufrivillig dårlig planlægning af lejlighederne, der på dette sted ingen udsigt har, men bare kigger ud mod den over for liggende facade. Netop det sted er beskrivende for passagens kringlede gang, hvor al bevægelse stopper som i en knude. Det er, hvad jeg har tegnet; jeg har angrebet stedet fra alle kanter – bagved, foran, under og over – for at afsøge den ufattelige bymæssige ophobning, der sker i Kringlegangen.

”Kringlegangen” Anne Sofie Dalgas

Anne-Sofie Dalgas

Astrid Dahl Singers

Amanda Andresen

Ester Alemayehu Hatle

Hedda Torsdotter HusabĂ¸

Frederik Brauner

Liv Andersen

WELCOME SEMESTER INTRODUCTION FINDER STED | TAKING PLACE, BACHELORPROGRAM FOR ARKITEKTUR OG KULTUR

THE SEA PLANE HANGAR

01.09.15 | 13:00 Jonas Plambeck Ottosen

Alibis Eduardo Andres Alfonso

A task was set to survey passages of Copenhagen’s dense city center; the results of this survey were then examined through the literary lens of Walter Benjamin’s musings on the Parisian Arcades of the 19th century. Multiple methods of representation were developed hand in hand with the investigations that ensued: Precisely surveyed drawings, materially vulnerable paper models, photography and axonometry all had parts to play in complicating the reading of the double narrative set between Copenhagen and a long since gone epoch of Paris. Each individual student’s work up to this point already presented not only an extremely thoughtful study done in response to a specific assignment, but also exposed the considerations of each person as an individual author. Very late in the term an “L” (1.20 m x 0.6 m) was introduced as a (supposedly) formally neutral vessel negotiated between two students into a specific abstraction of a quality from The Passages. The ensuing field of Ls was the culmination of the studio. This arrangement of Ls simulates both the phenomena and formal qualities of travelling through the city center of Copenhagen and its interstitial spaces. The quality of scale (both 1:20 and 1:1), the “Copenhagen Green,” and the range of light felt from its periphery to its core all speak to a sensitivity towards abstraction, of being able to note and translate both empirical information and the ambience of a place.

When reviewing and examining the process each project underwent and gauging the efficacy of that process it is clear that architectural fundamentals were certainly at play; Scale, form, structure and the representation of those qualities were precisely exercised. The acrobatics of scale and material shifts introduced by the assignment and the students required dexterity in thought that allowed for the maintenance of ideas while traversing a wide array of architectural expressions. It is probably in that dexterity that one of the most profound aspects of this introductory project can be found. For beyond the anxiety of completing a requisite set of tasks, every single project presented in this first year class explored and developed themes that would be considered advanced and disciplinary rather than novice and rudimentary.

In effect the gamut of tasks was taken on by each student as an alibi for a more personal interest, which was invested into each projects from an indi-

Foto:Viktoria KlansĂ¸

vidual desire. Fascinations with material techniques, phenomenon, systemic design, preservation, archeology, and anamorphosis (among others) were very serious paths of investigation undergone in the course of semester long narrative. These parallel courses were not misconstrued as a slight to an assignment with a specific nature. And those involved in critiquing recognized the value of diversion as something that begins in the first moments of study, extends through school into a thesis and ultimately provides professional life with a meaning beyond labor. Maurice Blanchot, the French philosopher and writer, effectively explained the function of diversion in an essay on the Greek hero Odysseus: â&#x20AC;&#x153;Diversion is a profound song. To keep changing direction, to set off as if by chance and shun any goal, by a movement of anxiety that is transformed into pleasant distraction â&#x20AC;&#x201C; that was its original and surest justification. To make a game

Foto: Maria Mengel

of human, and of the game a free occupation, stripped of any immediate interest and usefulness, essentially superficial and able, by this surface movement, nonetheless to absorb the entire being – that is not a negligible thing.”1 Blanchot describes a potential that, in the case of an architect, allows school assignments, and later commissions, grants, clients, governments, institutions, etc. to be alibis. Through the ability to cultivate diversions, and allowing for a dexterity of ideas that stir the “surface movement,” profound ideas are crafted over time. And that long-term investigation creates the game of free occupation that ultimately builds a disciplinary discussion beyond the immediacy of commissions and competitions for specific purposes. In the context of the ensuing field of Ls, the subversive aspect of diversion also provides a parable in an urban context. Even in the context of a city of passages the expression of individual interests and the personal meditations on passage were not lost. The aggregation from individuals to pairs, and pairs into an urban composition with some requisite zoning requirements in a gallery did not water down personal ruminations of the each author, but rather transforms them. The analogous Copenhagen presented through the Ls, much like the actual Copenhagen, is a set of urban pieces with a shared intention of crafting public space. This shared intention, both in Copenhagen and Taking Place’s [DEPT. Name in English or Danish?] Copenhagen is played out through many characters, each with its voice and prerogative. Through this field a

1 Blachot, Maurice. “Encountering the Imaginary.” In The Book to Come, by Maurice Blachot, translated by Charlotte Mandell, 3-10. Stanford: Stanford University Press, 1959.

case is therefore made that a city is not a muted arrangement read in terms of common ends, but that each unit (or urban artifact) can be invested with the capacity to speak to the collective and to the personal narrative and intention of its author. It can be said that if there is an objective to a course such as this one, it is to eschew linearity as a denuded form of thought. The many productive detours available in discipline of architecture were not pedantically or zealously foregone at the outset. And this exposé is a course in the “profound song” of diversion. And it should be maintained that the education of an architect is an alibi, but one with very sound and good reason. It is a way of moving through thoughts, not problems, in a non-deductive way that fosters and provides a platform for those diversions that will stir the depths to form the new debates for the evolving discipline of Architecture. To provide the platform for diversions, without a judgment on usefulness, is not a negligible thing.

Nina Brøske Klette

Ă&#x2026;r 2 - Beboelse

Asger HĂ¸egh Christiansen

Beboelse i mikrokosmer og sammensatte landskaber Robert Gassner og Martin Søberg Boligen er en central opgave for arkitekter. En opgave, som ikke blot berører spørgsmål om løsning af funktionelle problematikker og materielle forhold, men også grundlæggende spørgsmål om identitet, livsbetingelser, sociale fællesskaber og andre immaterielle kontekster. På BBK er hele andet år viet til arbejdet med boligens formgivning og beboelse i relation til omverdenen. Foruden arbejdet med opbygningen af de studerendes grundlæggende formgivningsmæssige færdigheder, indsættes altså en ny form for modstand i mødet med en konkret og kompleks omverden bestående af mange forskellige lag og ofte modstridende interesser. Kortlægning og værkanalyser bliver i den forbindelse vigtige redskaber til at forstå disse eksisterende realiteter og sammenhænge for på et kvalificeret grundlag at kunne bygge til det eksisterende: Ved tilføjelse og transformation eller som kommentar og kritik. Læsning, undersøgelse og produktion foregår derfor parallelt for netop at understøtte og informere hinanden og som grundlag for kvalificerede valg og prioriteringer i såvel analysen som forslagsstillelsen.1 På tredje semester har vi interesseret os for sammenhængen mellem beboelse, materialitet og urbanitet ud fra en forståelse af boligen som en brik i byens mange små sidestillede og overlappende verdener. Den italienske forfatter Claudio Magris’ beskrivelser af sin hjemby Trieste som bestående af en række mikrokosmer har dannet en idémæssig ramme.2 I en række essays om eksempelvis byparken, Sacro Cuore-kirken eller den berømte Caffè San Marco præsenterer Magris byen som bestående af et tæt væv af begivenhe1 Forståelsen af stedets kortlægning som en kreativ og hybrid proces trækker bl.a. på Carol Burns og Andrea Kahns relationelle forståelse af begrebet site. Burns og Kahn, “Why Site Matters” i: Site Matters: Design Concepts, Histories, and Strategies, red. af Carol Burns og Andrea Kahn. New York og London: Routledge, 2005, vii-xxix. 2 Claudio Magris, Mikrokosmer , oversat af Hanne Jansen. København: Samlerens Forlag, 2000 [1997].

der, fysiske rum og menneskelige skæbner. Under et studieophold i Trieste undersøgte de studerende byen igennem opmålinger af udvalgte bygninger, ikke blot med fokus på den enkelte bygning som selvstændigt værk, men i høj grad med sans for de forskellige skalaer, som en bygning korresponderer med, den topografi, den kultur, det liv som udfolder sig i og omkring bygningen, og som sætter sig spor. Opmærksomheden på forskellige skalaer og materielle såvel som immaterielle lag – og evnen til at kortlægge disse i samlede grafiske og/eller skriftlige fremstillinger – blev efterfølgende afprøvet på markant københavnsk boligarkitektur fra det 20. århundrede af arkitekter som eksempelvis Ulrik Plesner, Kay Fisker og Gehrdt Bornebusch. Her gjaldt det særlig om at opnå en forståelse for de præmisser, der ofte ligger til grund for boligarkitekturen: Som de fleste andre bygningstypologier i en europæisk kontekst har boligen en lang materiel levetid. Som program mødes og udfordres boligen imidlertid løbende af beboelse, som er meget mere omskiftelig, og som omfortolker boligernes materielle og sanselige kvaliteter. Arkitekturens konstruktive og materielle betingelser møder modstand. Det kan eksempelvis ske igennem de skiftende beboergenerationers ønsker, behov, livsfaser, former for sambeboelse, kulturelle og sociale bagage. I en del tilfælde har sådanne processer

Foto: Ditte Marie

100

materielle konsekvenser for boligens oprindelige arkitektur i kraft af adaptation. Forholdet mellem boliger, byrum og byens infrastruktur, samt de tærskler, der sættes ind, har afgørende betydning for boligernes karakter og kvalitet. Boligerne former byen og byrummene, og byen og dens rum former boligerne. Synet på byen som en helhed, hvad enten det stammer fra politisk, administrativt eller personligt hold, udfordrer ydermere bygningernes permanens. Eksempelvis rækker ”byfornyelse” helt ind i privatrummet ved at tage udgangspunkt i forbedringer af byens boliger. Semesterets endelige projektopgave var en tilføjelse til de københavnske bygninger med udgangspunkt i værkanalysen, som blandt andet omfattede indsamling og redigering af data fra arkiver samt oplysninger om bygningen, eksempelvis beboelses- og byrumsmæssige kontekster fra bøger, tidsskrifter, aviser og andre publikationer. Opmærksomhed på konstruktion og materialer var centralt for opgaven, artikuleret i store tegninger, der i mange tilfælde omfattede såvel konstruktionstegninger i aksonometri som kontekstskitser og ortogonal projektion. Forholdet mellem livsbetingelser, kontekst og materialitet og mellem den arkitektoniske intention og bygningens konstruktion blev derved undersøgt. De studerende bearbejdede det indsamlede materiale såvel i visuel som skriftlig form og forfattede på basis heraf et selvstændigt program for tilføjelsen. I fjerde semester blev opgavens kompleksitetsgrad øget, idet vi undersøgte, hvad der sker, når politiske, økonomiske, sociale og kulturelle præmisser sætter sig igennem som kontekster for arkitekturen, og mere specifikt hvordan beboelsen kan være placeret i et landskab bestående af mange sådanne lag. Afsættet var kampagnen “Yderområder på forkant” organiseret af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Miljøministeriet v/ Naturstyrelsen, KL og Realdania, som har til hensigt igennem et konkurrenceforløb at udpege nye veje for omstillingen af områder uden for de større byer.3 Områder, som ofte er påvirket af affolkning og en aldrende befolkning. Den konkrete kontekst for kortlægning og forslagsstillelse var området langs vejen Skandsen syd for Nakskov på Lolland. Her finder man et sammensat landskab, som både rummer rensningsanlæg, beboelse, landbrug og rekrea3 Om kampagnen “Yderområder på forkant” se http://www.paaforkant.dk/ (tilgået d. 18. august 2015).

101

tive arealer. Forskellige fysiske spor er blandet sammen, ikke mindst som resultat af ændrede produktionsformer og økonomiske og befolkningsmæssige forandringer. Antallet af grænser og overgange er højt: Mellem by og land, mellem land og hav, mellem forskellige programmer, men også i national sammenhæng ligger området på kanten. Landskabet måtte dermed tænkes fra flere vinkler og som bestående af mange lag og relationer. Nok kunne det aflæses og behandles æstetisk, men samtidig måtte de studerende have øje for de socioøkonomiske kræfter, der vedvarende er med til at transformere stedet. De strukturplaner, som “Yderområder på forkant” lagde op til, pegede dog ikke på arkitekturens og landskabskunstens potentialer for at skubbe et område i en ny positiv retning – til trods for, at byggeri ellers historisk set har været en vigtig faktor i udbredelsen af samfundsforbedrende programmer herunder velfærdsstatens. Vi stillede derfor spørgsmålet, hvordan arkitektur og landskabskunst kan være med til at forandre områderne – ikke nødvendigvis igennem øget konsum og øget produktivitet, men igennem et fokus på velvære, sundhed, bevægelse, kvalitet og socialt samvær? Med udgangspunkt i netop de fysiske kvaliteter, man finder på Lolland og særligt i og omkring Nakskov. Et empatisk, respektfuldt og produktivt blik på stedet lå til grund for

Skitser fra Trieste Tobias Hentzer Dausgaard

102

opgaven, med ønsket om at give bud på fysiske rammer for de ambitioner, som gennemsyrer kampagnen – et løft af områder under forandring. Retningslinjer for projektforslagene var derfor også en vis grad af realisme i form af begrænset rumlig udstrækning af det omdannede rum og med overvejelser om økonomisk realisme i valg af konstruktion og materialer, men uden at gå på kompromis med projektets betydning for landskabet og byen. Semesterets tema om det æstetiske formuleredes som et spørgsmål om relationen mellem kultur og natur.4 Hvordan forholder man sig til de betingelser, landskabet byder på? Hvordan bosætter man sig i et landskab? At tage stilling til sådanne spørgsmål forudsætter, at man gør sig klart, hvad man forstår ved et landskab. Her kan vi pege på flere vigtige aspekter, der tilsammen italesætter landskabet, som noget der vedrører forholdet mellem natur og kultur: På den ene side er landskabet noget kulturskabt, hvilket indebærer, at identificeringen af et geografisk område som netop et landskab i sig selv forudsætter et menneskeligt blik. Sådanne blikke gør sig også gældende, når landskabet 4 Landskabets æstetik, særligt i forhold til omdannelse af postindustrielle landskaber, er bl.a. behandlet af hhv. Ellen Braae og Tom Nielsen. Braae, “Det naturskønnes genkomst? – om relationelle metamorfoser,” Nordic Journal of Architectural Research 20/2 (2008): 89-99. Nielsen, “The Return of the Excessive: Superfluous Landscapes,” Space and Culture 5/1 (2002): 53-62.

Trieste Foto: Ditte Marie

103

gengives på æstetisk vis, eksempelvis i malerkunsten i form af landskabsmalerier. På den anden side har et landskab som udgangspunkt noget med naturen at gøre, hvilket betyder, at der er tale om et geografisk område, som er underlagt visse kræfter, eksempelvis vejrlig og geologiske forandringer, hvoraf nogle dog også kan forekomme under påvirkning af mennesker. Grænsen mellem kultur og natur viser sig dermed mere flydende end måske først antaget. Vi interesserede os for, hvordan selve landskabet kunne fungere som udgangspunkt for udvikling og løft ved at henvende sig til nye brugere som noget, der har historier at fortælle.5 Kortlægningen af landskabet omfattede derfor mange forskellige parametre og fysiske forhold: Stedets stofligheder, klimatiske forhold, materielle konfigurationer, topografi, lysvirkninger, tegn på forskellige hastigheder, beplantning, samt historiske spor. Også de oplevelsesmæssige forhold blev studeret og tolket igennem forskellige æstetisk betonede repræsentationsformer som tegning og film.6 De studerendes læsning af stedet motiverede valget af mange forskellige beboelsesprogrammer som eksempelvis lejrskole, legatboliger eller ældreboliger. Disse programmet blev suppleret med yderligere funktionsprogrammer, der stammede fra strukturplanskonkurrencen, såsom hestestalde, teater eller plantage, således at de studerende måtte forholde sig til relationen imellem forskellige programmer ved at kombinere eksempelvis ældreboliger med plantage, lejrskole med hestestalde eller legatboliger med teater. Målet var at opøve evner i kortlægning og research, men også at skærpe en forståelse for og beherskelse af æstetiske virkemidler som eksempelvis proportionering, stoflighed, lys mv. igennem arbejdet med forskellige repræsentationsformer. At udvide vores forståelse af, hvordan en bolig kan se ud – og hvilke komplekse sammenhænge beboelse udgør og indgår i.

5 Bevidstheden om forbindelserne imellem materielle og immaterielle lag, foruden spørgsmål om tid og hukommelse, blev skærpet gennem læsning af Caitlin de Silvey, “Observed Decay: Telling Stories with Mutable Things,” Journal of Material Culture 11/3 (2006): 318-338. 6 Arbejdet med filmisk tolkning af landskabet var bl.a. inspireret af den amerikanske filmskaber James Bennings film og specifikt i forhold til området omkring Nakskov af Anna Sofie Hartmanns film Limbo. Berlin: German Film and Television Academy Berlin, 2014.

104

Aenne Kristine Thomsen, Bastian Bilde Boelsmand, Carl Adrian Weiss og Caroline Royal Rasmussen: BOX 25’s anlæg Sofiegården (1970-72) på Christianshavn, København. Masser, tomrum, hylster.

105

Bastian Bilde Boelsmand Analytisk aksonometri af BOX 25’s anlæg Sofiegården (1970-72) på Christianshavn, København. Lokale sammenhæng med bl.a. Atlantik Bio (nu SuperBrugsen).

106

Tobias Hentzer Dausgaard

107

Tobias Hentzer Dausgaard Analyse af bl.a. vertikale forbindelser i Kay Fiskers boligblok Trekanten (1932)

108

109

Jesper Skovby Performancecenter, Nakskov. Modelfotos og kollage. Projektet tager udspring i programmĂ¸derne mellem industri og beboelse, hvilket udgĂ¸r et komplekst landskab.

110

111

Aenne Kristine Thomsen Analytisk aksonometri af BOX 25’s anlæg Sofiegården (1970-72) på Christianshavn, København. Niveauer, tærskler, birum.

112

113

Aenne Kristine Thomsen Tilføjelse til Sofiegården. Nye bevægelsessekvenser og rumlige forbindelser i de halvoffentlige rum.

114

115

Anders Wilhelmsen Ældrekollektiv og mosteri, Nakskov. Plantegning.Ved at skabe rum for fællesskab og beskæftigelse, er det håbet, at de ældres livskvalitet øges. Mosteriets plantage grænser op til bygningen og indeholder intime områder, stisystemer og indramninger af det åbne landskab. 116

Frans Meilholm Christiansen MusikhĂ¸jskole, Nakskov. Plantegning. Et projekt om det modulĂŚre, om at lade byggeriet vokse cellulĂŚrt, til mere komplekse relationer boligerne imellem.

117

Louisa Vendelboe Vestergaard Planteskole med tilhĂ¸rende bestyrerbolig, Nakskov. Situationssplan. Planteskolens udformning tager udgangspunkt i relationen mellem landskabet og den eksisterende husrĂŚkke.

118

119

Magnus Klint SĂ¸rensen

120

Freja Bang Dahl

121

Selma Zosel 2. Ã¥r

122

Selma Zosel 2. Ã¥r 123

124

Ã&#x2026;r 3 - Samling

125

126

127

Feltarbejde i Karlskrona Foto: Nicolai Kofod Larsen

128

Samling Thomas Ryborg

Som en samlende ramme om studieordningens semestertemaer Arkitektur og Praksisformer og Arkitektur og Projekt, er der gennem hele tredje studieår blevet arbejdet med begrebet SAMLING. 12 ugers blokken på femte semester indledtes med en kort hjemmeopgave, hvor de studerende kortlagde deres ’faglige jeg’ med en personlig kollage, der blev fremlagt i plenum. Herved opnåedes diskussioner på tværs af nogle specifikke personlige motiver og anfægtelser, samtidigt med at hver enkelt fik lejlighed til at træde i karakter som vordende arkitektprofil. Den første opgavefase bestod i at udføre hver to logbøger, baseret på feltarbejde, registreringer og opmålinger i tre historiske flådebyer: Venedig, Holmen og Karlskrona. Formålet med logbøgerne var at indsamle materiale på henholdsvis byens, bygningens og detaljens plan og på baggrund heraf udvikle en personlig rød tråd igennem stoffet. Opmålingstegninger, skitser, aftryk, fotografier, modelfotos mv. samlede sig om individuelle fund, udledninger og tolkninger af flådebyernes arkitektoniske stof. Forløbet, der ledsagedes af en række forelæsninger og tekststudier om flådebyernes historie og byggeskikke, strakte sig over 6 uger med tre indlagte kritikker. Medio november stilledes en 1:1 opgave, hvis formål var at skabe en samling af individuelt udførte, mandshøje søjler. Formålet med søjlerne var at samle, viderebearbejde og udtrykke erfaringer og fund fra de foregående feltstudier. Søjlerne skulle såvel på et individuelt som et kollektivt niveau, være fortættede historier om de studerede byer, bygninger og bygningsdetaljer. Søjlerne blev hovedsageligt skabt på skolens værksteder med vide frihedsgrader for materialevalg, men med forlods fastlagte dimensioner. 1:1 arbejdet foregriber

129

sider af arkitektens praksis, som omfatter materiale- og håndværksforståelse, økonomi og planlægning, samt beherskelse af værktøjer og værkstedsfaciliteter. Forløbet blev ledsaget af litteratur og forelæsninger om samlingsbegrebet, museer, biblioteker mv., foruden en række foredrag vedr. arkitekturens praksisformer. Samlingen af de i alt 36 søjler og 72 logbøgerne blev udstillet i KADK’s bibliotek februar-marts 2015. De afsluttende semesterkritikker afholdtes samme sted, umiddelbart inden ferniseringen. Sjette semester indledtes med en 6 ugers blok tilrettelagt af tredje års lærergruppen. Under overskriften Arkitektur og Projekt bestod opgaven i at de studerende hver især – og på baggrund af det foregående semesters erfaringer – skulle forfatte deres eget bachelorprogram, som grundlag for den efterfølgende afsluttende bacheloropgave. Programmet skulle sikre et stærkt projektgrundlag på basis af et selvstændigt engagement i en stedsspecifik arkitektonisk og samfundsrelevant problemstilling. De studerende udpegede steder på Holmen og i Karlskrona, foretog grundige kontekstanalyser og udviklede parallelt hermed et specifikt funktionsprogram under den fælles be-

Faaborg Museum Foto: Nicolai Kofod Larsen

130

grebslige ramme ”samling”. Det var forbudt at skitsere konkret arkitektonisk form. Programmerne rummede diagrammatiske og analytiske skitser samt grundige, elaborerede tekster om stedernes egenart og opgavens særlige art, funktioner mv. Forløbet ledsagedes af ekskursioner til museer, biblioteker og diverse samlinger, samt i forelæsninger og indføringer i udarbejdelse af arkitektoniske programmer. I forløbet indgik fælles plenum- og gruppediskussioner. Programmerne, der udvikledes i et tæt parløb med de respektive lærere, blev afleveret digitalt samt i tre fysiske eksemplarer på 6-ugers forløbets sidste dag. Det afsluttende bachelorforløb fik som følge af de grundige og meget selvstændige programmer, en flyvende start med stort og meget produktivt engagement. Der var stor variation i funktionalitet og skala, men det fælles fokus på flådebyernes transformation og på samlingsbegrebet, skabte samtidig en fælles faglig horisont og en stærk gruppedynamik, hvor forholdet imellem den kollektive ånd og de mange individuelle diskurser, sikrede et vedholdende engagement fra alle på begge planer. I opgavebesvarelserne sås mange hybrider imellem museer, samlinger, biblioteker, arkiver, sociale rum, virksomhedsformer osv., som en forlods lærerstillet opgave aldrig ville have kunnet forudse. Den selvstændige program- og opgaveudvikling skabte et fælles in-

Karlskrona Foto: Nicolai Kofod Larsen

131

Aron Wigh

132

Josef Svanstrรถm

133

Anne Arnbjerg Pedersen

134

Nina Jerpset Sandersen

135

Nicolai Kofod Larsen

136

137

Johan Stanbeck

138

Anders Hilbert

139

Logbog Karlskraona

140

Logbog Karlskraona

141

Logbog Karlskraona

142

Logbog Karlskraona

143

144

Josef Svanstrรถm

145

Caroline Silesen

146

Aron Wigh

147

Anne Arnbjerg Pedersen

148

Anne Arnbjerg Pedersen

149

Beatrice RossebĂ¸ Danielsen

150

Beatrice RossebĂ¸ Danielsen

151

Aron Wigh

152

Aron Wigh

153

Casper Gudman Dam

154

Johan Stenbeck

155

Taigo SjĂ¸blom Tavares

156

Toke Riddersholm

157

158

Studierejser - Italien & Armenien

159

160

161

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Anne Romme

162

Om at rejse for at finde sted Rejsebrev fra studierejse til Veneto Kristine Annabell Torp Den 21. oktober ankommer vi Bassano del Grappa. En lille, naturligvis charmerende, italiensk by der lever op til sit artikulerende og formfuldendte navn, der den ligger gennemskåret af Brentafloden for foden af bjerget Grappa. Vi kommer aldrig helt til at kende Bassano del Grappa, blot få af dens restauranter, og for mit og nogle uskyldige involveredes vedkommende, en lang landevej der fører til papirbutikken Grafiche Tessotis lager. Sidstnævnte skyldes et lille, sideordnet med alligevel påtrængende forehavende jeg havde besluttet mig for at forfølge, lad os kalde det jagten på det italienske, marmorerede papir, som efter Googles sigende skulle befinde sig her i Bassano del Grappa i rigt mon, nærmere bestemt på denne endeløse landevej. Nogle gange ved man godt at man er på vej til det forkerte sted, men man bliver allivel ved, drevet af et spinkelt håb og fordi man nu er gået så langt allerede. Der er virkelig noget håbløst i, at ankomme selve kilden til det man jagter, for så at blive afvist af en italiener med røde briller, der henviser til papirbutikken, der i små, udstillede portioner tilbyder varerne, i øvrigt i byens absolutte center. Jeg kan stadig se for mig ruten til Grafiche Tessotis lager, der som en vægtstang ligger og holder Bassano del Grappa oppe i min bevidsthed. Men efter den lange, ørkesløse vandring kommer frelsen, og da vi efter vores forgæves gåtur-retur finder en bar i hjertet af Bassano, viser nåden sig i form af kolde øl og et fad med saftigt, mortadellabelagt brød. Vi er i Italien! Måske er det ikke helt sandt, når jeg lige før sagde, at vi aldrig kommer til at kende Bassano del Grappa. For godt nok er det ikke Bassano del Grappa vi er kommet for at studere, men Carlo Scarpas værk, gravstedet Brion Vega, som ligger en lille times kørsel herfra. Ikke desto mindre har vi vores base her i Bassano. I de fire dage vi kommer til at tilbringe på Ostello don Cremona, når vi at danne en fraktal af en hverdag der består af bustur fra hostellet til kirkegården og tilbage. Brion Vega bliver vores refleksions- og studierum,

163

164

165

medens Ostello don Cremona bliver det sted hvor vi er sammen, spiser sammen, sover sammen, taler sammen. Der dannes et fællesskab hen over pasta, rødvin og morgenmad på Ostello don Cremona. Og det er her i hostellets køjesenge vi skal fordøje dagens indtryk, det er her Scarpas værk funklende bundfældes i os, i overgangen mellem den begivenhedsrige, solskinnende dag og nattens drømme. Det føles inderligt godt, sådan at have en hverdag i Bassano, hvor dagens gøremål består i at køres af sted til et andet sted, som er Brion Vega, og hvor ens bagage består af kamera, blyanter, papir og intet viskelæder. De studerende har hvert sit store ark på to gange to meter. Det er deres kort, hvorpå verden skal tegnes på nyt, igen og igen. Og fordi dette er en rejse, og fordi enhver rejse adskiller sig fra den rene transport ved at have udstrækning både forud og bagud, er deres kort ikke helt hvide, der er allerede tegnet en begyndelse på dem. En begyndelse der har taget form ud i fra billeder og forestillinger, og som nu skal møde en betingende materialitet og stoflighed - ikke for at sammenligne, men for at forstå begyndelsen som en differentialitet, og værket, Brion Vega, som en samtidig bestemt og ubestemt størrelse der udgår fra en kilde vi kan dykke ned i. Det er også den følelse man får, når man ad de rytmisk placerede beton-

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Kristine Annabell Torp

166

klinker fra indgangen lader sig føre ind til Brion familiens gravsted; at være tæt på en kilde, der endda helt bogstaveligt synes at gennemstrømme stedet gennem Scarpas sindrige vandsystem der spejler, bevæger og fordyber. Brion Vega giver mig tanken om et rumskib, som var hele anlægget et mægtigt, autonomt system af tegn og funktioner samlet indenfor vægge af en anden verden. Det er nok også de indad skrånende vægge og det mægtige, autonome som giver mig billedet af Brion Vega som en pyramide, hvor menneskets bevægelsesplan udgør sammensmeltningen mellem det forankrede himmelpegende og det labyrintiske underjordiske. Scarpa gør stor kunst ud af dette: at gøre overgangen, tærsklen, til et sted. Måske er det derfor rumskibsanalogien dukker op, for hvad andet end et rumskib kan bevæge sig mellem stjernerne, hvilket andet rum kan være interstellar? Hvad andet end et rum-skib, kan bevæge sig mellem liv og død? Det er derfor Brion Vega ligger der, og det er kun derfor den ikke letter, fordi så blotlægges selve kilden som ligger lige nedenunder. Brion Vega er overgangen, det er porten til et andet sted, og det er her vi mødes og skilles. Sådan kan man også læse det allestedsværende symbolet med de to overlappende cirkler der i mødet danner en mandorla – vi har at gøre med to verdner der mødes og danner et mellemrum. Gravstedet er mandorlaen, stedet i mellem verdnerne. Selv om denne største af

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Anne Romme

167

alle overgange både på fredsommelig og bevægende vis er at læse hvor end man befinder sig, kan vi samtidig skalere ned, og som de små, dødelige arkitekter vi er opholde os ved overgange og mellemrum som rumlige steder og arkitektoniske fænomener. Scarpa insisterer, nogle gange næsten manisk, på at artikulere overgangene, med trapperinger, alabast, pivoterende døre, trædestene, guld og mekaniske anordninger. Også med vandet, hvori trapperinger forsvinder ned i dybet samtidig med at de overliggende trapperinger spejles på vandfladen, og lægger endnu et lag over karpernes funklende skel der somme tider i glidende bevægelser kan skimtes under vandliljernes blade. Scarpas overgange er steder, mellemrummene er rum der betyder noget, de er genstand for begivenheder der opstår – noget finder sted. Det er i korridoren ud til meditationspavillonen at vi forstår alvoret; når vi opdager at det funklende metal i gulvet snævrer ind; når vi træder over hæveporten der lader os forstå at ikke alle kan passere; når de tilsyneladende urokkelige betonsten bævrer og giver lyd når vores kropstyngde rammer dem; når vi for enden af korridoren skimter en uendelig og uklar horisont i form af en stribe gyldne glasmosaiksten på den indrammende betonvæg lidt længere henne. Sådan fortaber jeg mig i stedet, og sådan fyldes de studerendes store ark med tegninger. Gennem opmålingerne der på forskelligt vis indtager arket,

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Kristine Annabell Torp

168

kortlægges nye verdner der rækker langt udover papiret. Vi ser alle Brion Vega med vores egne øjne, fra vores absolut unikke perspektiv. Til fælles har vi bevægelsen som steder sætter i os, og den andægtighed og lydhørhed som kun et så begivenhedsrigt og mættet sted kan afstedkomme. Vi er flere der tager den lille fire-trinnede trappe med os i hjertet, når det går op for os, at denne særligt artikulerede men alligevel lidt undselige trappe er den eneste forbindelse mellem gravstedets to hoveddele, og lærer os, at man skal holde øje efter begivenhederne, for nogle gange kan de mindst tænkelige og mest hemmelige af slagsen være nøglen til at forstå store sammenhænge. Den sidste aften i Bassano del Grappa er vi nogle der spiser på Ristorante Birreria Ottone, der endelig viser sig at være åben, efter at vi i de foregående dage har gået forgæves hertil. Omgivet af italienske restaurantgæster kan vi nyde vores gnocchi, den hvide dug, det gode selskab og det faktum, at vores møde med Brion Vega har været en succes. Vi rejser alle sammen derfra med et nyt, rigt sted i os, et sted der skal blive ved med at vokse, også på de studerendes store ark. I øvrigt rejser jeg selv fra Bassano uden nogle ark, da det viser sig at Grafische Tessotis butik, som jeg tilfældigvis kommer forbi i Bassanos centrum, ikke kan tilbyde italiensk, marmoreret papir. Jagten må fortsætte i Venedig! Jeg husker stadig væk den forestilling jeg havde om Venedig som barn. Jeg så for mig en mørk by oplyst af kulørte lamper og båret oppe af pæle et par meter over vandet. Mit første møde med Venedig var af den famøse slags, hvor turister fra alle mulige destinationer vælter ind i byen for én dags spektakel. Fra denne ene dag husker jeg bedst synet af en mand med Downs syndrom der var kommet væk fra sine ledsagere i menneskemylderet, og panikslagen udstødte hjælpeløse ord på noget der lignede fransk. Mit næste møde med Venedig var på min dannelsesrejse til Firenze, hvorfra jeg kastede mig med på en kort tur til Venedig med en flok amerikanske studerende. Hvad jeg husker bedst fra dette mødet, var den fornedrelse jeg alligevel følte over at stuves sammen i en gondol med andre turister, og vores italienske guides forbavsede tavshed da en af de studerende på tykt amerikansk spurgte om Venetianerne farvede vandet grønt. Mit tredje møde med Venedig rådede bod på de to første, for nu kom jeg hertil som arkitektstuderende, og dermed med et mål udenfor den sædvanlige turiststrøm. Vejen til Giardini og mine underviseres begejstring åbnede et andet Venedig for mig, et Venedig

169

170

171

der syntes mere hemmelighedsfuldt, mere duftende, mere ærværdigt. Sådan fandt jeg et Venedig jeg elskede, og jo mere jeg var i byen, jo mere fornemmede jeg et autentisk Venedig, et hverdags-Venedig med pomodori og hundrede gram formaggio parmigiano, med hurtige espresso der først skal betales i kassen, ensomme møder med vandafsluttede gyder og dansende refleksioner under altanernes gulve. Alle disse forestillinger lå og funklede forud for denne rejse, og alle årene der var gået siden sidste besøg, havde kun gjort forestillingerne mere strålende. Og ikke mindst ventede en helt særlig juvel i Venedig denne gang; Prousts Venedig. Siden sidst havde jeg for alvor læst Proust, og havde besluttet at gå i nogle af hans fodspor. Denne mission havde naturligvis yderligere højnet mine forventninger, paradoksalt nok, fordi jeg vidste at Proust selv skuffedes i mødet med virkelighedens Venedig, der trods både dyder og begær aldrig kunne leve op til hans forestillingers glødende Venedig. Ikke desto mindre så står jeg her på Markuspladsen en efterårsdag i år 2014 og kigger over på Café Florian, parat til at sidde derinde side om side med andre turister og drikke kaffe til seks og en halv euro, bare for at se hvad Prousts øjne så, kigge op i det samme loft, måske skimte Markuspladsen i det samme lys. Jeg går målrettet mod Florian. Jeg ved at caféen er blevet

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Anne Romme

172

et strømlinet brand, et globalt franchiseforetagende, og er mentalt rustet derefter. Jeg går rolig forbi mængden af merchandise der møder mig ved indgangen, men min imponerethed blander sig hurtigt med rådvildhed medens jeg en lille smule febrilsk søger efter et ledigt bord blandt de mange, mange kinesere. Jeg er parat til at give et par hundrede kroner for en kop kaffe herinde, men selv ikke tanken om at Proust betrådte disse gulve kan mobilisere den mindste snert af den autenticitetsfølelse som min forestilling om Venedig trods alt lever af. Jeg bevæger mig hurtigt og skuffet ud af caféen, men er stadig ved godt mod, da mit hovedspor er San Marco basilikaens dåbskapel, hvor jeg har en frydefuld idé om at lede efter de ujævne klinker i baptisteriets gulv som kom til at bære Prousts forestilling om Venedig. Jeg stiller mig forventningsfuldt i en lang kø, for kun at føres igennem San Marcos forgyldte, søjleomkransede forrum og ud på den anden side. Paf og skuffet konstaterer jeg at dåbskapellet er lukket, og haster derfor over til Giardini, hvor biennalen alligevel er et slags hjemme. Her finder jeg en lille flig af den glæde jeg forestiller mig min egen trædenpå-de-ujævne-klinker i Prousts fodspor ville ha givet, da jeg spankulerer op og ned ad de forskellige trapper i hovedudstillingen ’Elements of Architecture’s trappe-seksjon, hvor tre forskellige trapper fra forskellige historiske epoker og typer arkitektur er bygget op ved siden af hinanden for at vise hvordan trappens udformning har været nøje kædet sammen med tidens kultur. Således kan jeg på egen krop mærke forskellen på om trappen var ment at skulle bære elegante damer i store og vanskelige kjoler, der skulle ankomme stuen med langsom elegance, eller om den skulle bære en myndig og fyndig mandsperson med stærke lår på høje trin. Men nu foregriber jeg begivehedernes gang en lille smule, for før jeg er kommet til Koolhas’ kuraterede trapper, har jeg for eksempel læst følgende besked på Venezuelas pavillon: ’Any Existing Element of Architecture Is a Boundary. We are closed. This is our Manifesto’, alt i medens jeg forsøgte at sunde mig ovenpå besøget i Danmarks pavillon, hvis hvide rum gav mig kvalme, altså i bogstavelig forstand. Jeg har også rodet nysgerrigt og begejstret rundt i Japans pavillon, ladet mig forskrække af en (permanent?) skulptur foran Ruslands pavillon hvor følgende besked står bøjet i neon: ’Russia’s past, our present’. Jeg har også stagneret lige indenfor døren af Frankrigs pavillon, hvor en model af Villa Arpelin som den fremstår i Tatis ’Mon Oncle’ vagte barnlig iver a la modeltoget på Hoved-

173

banegården, og jeg har syntes det var fint at se en 1:1 model af Dom-ino stå at rage op i Giradinis trækroner. Så langt så godt, men så er det også godt, og jeg sætter kursen mod mit hotel, som ligger en halv time i turiststrømmen fra Giardini. På vejen gør jeg et par naive forsøg på at tage originale billeder af Venedig, men beslutter klogeligt at i stedet lade mig rive med strømmen og bare glo. Og så går jeg der, som en anden vigtigper med notesbog og kuglepen, og noterer følgende observationer: Parret med de længste frakker, ham med de dyreste sko, duften af at være gammel, det blankeste dæk, Hotel Metropole, en sabel, de kappeklædte, en harmonikaspillerske, en som peger med en rose, 3 knaphulsroser, en cigaret, en kampanile, en kødlig ornamentering, et japansk telefonopkald, to store kameraer, en hvid tjener, et rosenflor af purunge piger i jeans, to som løber, et staffeli, en dyr gave, parfumeduft, gradueret hår, blonder, en rød fløjlspude, en guitar af glas, en stribet trøje, en kat som fotograferes. Når jeg har fået noteret disse betydningsfulde observationer har strømmen næsten ført mig til hotellet, men før jeg kommer så langt har jeg et vigtigt ærinde som heldigvis kan løses på vejen, for som min ikke så fine ven Google har oplyst mig om, ligger Legatori Piazzesi, Italiens ældste papirbutik, lige på min rute. Og den gør det. Men den er lukket. Længselsfuldt spejder jeg ind i butikkens

Brion Vega Carlo Scarpa Foto: Amanda Andresen

174

dyb, og ser den ene marmorering efter den anden, side om side med smukke, håndtrykkede papirer. En håndskrevet reklame på butikkens dør bekræfter miseren med den låste dør: ’This is the oldest paper shop in Italy. Our papers are made by hand from antique wood blocks. This shop represents the largest selection of original hand stamped paper in Venezia’. Slukøret stikker jeg snuden ind i butikken vis a vis, som også er en slags papirbutik. Jeg spørger ekspeditrisen hvorfor mon nabobutikken er lukket, og hun forklarer at den gamle kone som er genværende ejer af forehavende er blevet en smule forvirret med alderen. Jeg finder heldigvis en trøstepræmie blandt butikkens papirsouvenirs, i form af en lille stak håndlavede marmorerede papirer som ikke er blevet foldet til at pryde dagbøger, blyantholdere, blyanter, bogmærker osv. osv. Lidt lykkeligere går jeg mod mit hotel, og kan læse på nabohotellet La Calcinas væg, i højthængende metalbogstaver, at her boede såmænd John Ruskin medens hans skrev Stones of Venice. Er det et Proust øjeblik? Det når jeg aldrig at finde ud af, for nu er det snart aften og spisetid. Om aftenen kan vi være ligeglade med Venedig og koncentrere os om hinanden. Så kan vi tale sammen over overprisede små kalvesteaks, serveret af ok venlige indere, og derefter kan vi gå på jagt efter Venedigs eneste natklub, som nogen husker hvor ligger efter lidt leden rundt. Det er altid dejlig at gå halvberuset rundt i Venedig og lede sammen med nogen, i hvert fald så længe man abstraherer fra den unaturlige stilhed der omgiver én i det øjeblik man holder op med at pjatte og le. For det er her i nattens mørke det for alvor slår én, hvad Venedig er: en by uden puls. Men før jeg når at sige noget om at når maskerne falder i ly af natten, blotlægges byens tomme hovedskalle, så lad mig i stedet sige det sådan her: Måske er Venedig en krop uden organer, måske er der ingen hjerne, ingen nyrer, intet pulserende hjerte, men snarere impulser der holder liv i Venedig. Måske kan Venedig lade sige sig gennemtrænge og gennemstrømme af disse millioner af impulser, kræfter, figurer og stof hver dag, fordi den er blevet porøs og rhizomatisk – måske er det Venedig vi møder bare ankerpunktet for et uendeligt antal virtuelle Venedig’er, der ligesom en ballonsælger, hvor tiltalende og velklædt han end måtte være, overstråles af de mange balloner han holder i sin hånd. Der findes heldigvis måder at disse strålende forestillinger kan fæste sig til selve byen, som når Carsten Thau følger os rundt i Venedig og åbner historiens smykkeskrin for os - de studerende der følger Carstens rundvisninger

175

kommer i besiddelse af et særligt Venedig, hvor forestillingerne får smelte sammen med selve byen, hvor sten og steder bliver ét, og hvor kærligheden der springer ud af denne stærke konstruktion kan overstråle det faktum vi bliver nødt til at se i øjnene; nemlig at der ikke eksisterer et autentisk Venedig, og at vi ikke kan undslippe strømmen, fordi vi er en del af den. Ikke dermed sagt, at jeg ikke bliver ved med at prøve, nu med et sidste mål for øje inden hjemrejse; at købe gaver med hjem. Autentiske gaver, vel at mærke. Det har redet mig lidt som en mare, men det lykkes på vej til lufthavnsbussen som ved et trylleslag; smukke papirvarer fra Paolo Olbi til min mor og tre små glasfigurer, to børnebøger om Venedig, samt et stort stykke parmesan, til mine børn. Ombord på lufthavnsbussen har jeg turistens selvtilfredse, triumferende følelse af at have trukket de sidste stykker autentisk stof ud af Venedig, alt i medens jeg selv trækker mig ud af Venedig uden manér – det skulle naturligvis have foregået ad søvejen hvis man havde en lille smule stil og selvrespekt. Men jeg tror vores forhold kan klare det. Jeg forlader Venedig denne gang med noget der føles som et par brudte løfter, men også med nye lag og håb til mine forestillinger. Men Venedig er nu ligeglad, for Venedig er en uudtømmelig skattekiste som alle kan plyndre, Venedig kommer alligevel til at overleve alle os alle sammen, om så den skulle synke til bunds i lagunen.

Foto: Kristine Annabell Torp

176

Hvad der var særligt smukt ved denne rejse var ikke det ene eller det andet sted, men rummet i mellem dem, mellem Brion Vega og Venedig. Brion Vega, hvor kilden ligger så tæt på overfladen at den alle steder pibler frem, og sørger for en evig, immanent strøm af begivenheder, og hvis billede kunne være en månesten der med sin magiske, blå glød suger os ind i sit eget univers. Venedig, hvor kilden skyder igennem byen som tusinde transversaler på kryds og tværs i evig bevægelse, som i en prismeslebet opal der alligevel også har sin egen, indre ild. Venedigs stråler rammer også Brion Vega, for Carlo Scarpa var selv venetianer og mestrede endda glaskunsten, og sådan genfinder vi Venedig i Brion Vegas skinnende bladguldsbelagte hjørneindskæringer, den funklende glasmosaikhvælving der hviler over sarkofagerne, karpernes glimtende skel i det dunkle vand, de hvide vægges skinnende stucco lustro, de glinsende, sorte træstykker og vandets lysende refleksioner. I mellem Brion Vega og Venedig blafrer femogtyve store, hvide kort, hvorpå lyset fra det ene og andet sted danner nye aftegninger og nye steder, igen og igen og igen, uden viskelæder, uden frygt.

Foto: Kristine Annabell Torp

177

Foto: Tine Bernstorff Aagaard

178

Foto: Tine Bernstorff Aagaard

179

180

Churches, canyons & soviet era architecture ‘Taking Place’ in Armenia Robert Gassner

Medieval architecture, mountain ranges and the former Soviet Union might seem far apart coordinates at first on a mental map, which we drew in our preparatory discussions, in anticipation of meeting this ancient country in the Caucasus. When enlarging the grain of the map a bit towards ‘building culture, landscape and politics’ and when reflecting on our journey, these produce helpful nodes, bringing together many of the different places and people we encountered in Armenia and spanning wide time frames. “It’s going to be quite manageable. Armenia is in fact a few square kilometers smaller than Jutland.” said one of the travellers, when everyone had gathered at the rental car office in Yerevan on the trip’s first day. Perhaps this was a stab at getting to grips with the range of our journey, as most of us had just arrived in the country – or a very sober comment. Either way, the sight of our fleet of eight four-wheel drives meant that we soon were going to be on the road for real. Soon such comparisons made way for impressions of the country’s tall mountain ranges unfolding into more of a continent of distinctly diverse landscapes. We travelled through dry desert like stone valleys, up and down rocky canyons and later through gentle bluish green hills on a high plateau between volcano-like peaks, and back to the capital Yerevan along Lake Sevan and with stately Mount Ararat in sight. On this first afternoon, we had to drive up and down some very steep serpentines to our base in Odzun, a village on a high plateau. We checked into a Soviet era holiday resort from the 1960s. Every room had a wide panoramic view of the surrounding mountain range, only interrupted by a wide column of smoke which looked picturesque from up there, yet not at its source, an old copper mine in the valley from around the same time, which we passed the next day.

181

182

183

We were on our way to the monastery of Haghpat, a complex of stone buildings from the 10th to the 13th centuries which are partly dug into the green mountain landscape and each have their own ground levels, thus becoming a landscape it itself. On our journey through Armenia, we visited an array of medieval churches and monasteries, which were embedded into the countryâ&#x20AC;&#x2122;s diverse landscapes each in their own way. This was very distinctive with e.g. Monastery Geghard (4th-13th centuries), consisting mainly of massive stone buildings that extend to cave spaces, which are hewn into steep grey rocks. Areni Church from 1321 with its square footprint is slightly raised above its village on a small hill and stands there as a solitaire made of the same yellow sandstone as the mountains that surround it. Stepping inside the interiors of these sacral places with their stark material simplicity, the structural and spatial refinement of their vaults and cupolas and exposure to the elements is hard to grasp in words or photographs. Our sensitivities of reading this architecture and its evolution were informed not only by the taxonomies in Josef Strzygowskiâ&#x20AC;&#x2122;s early work on

184

Armenia’s architecture.1 Bjørn A. Jørgensen’s thoughts and his work on the Caucasian church2 were inspirations for us, as this pairs dimension of structural and formal development with an attentiveness to aspects of landscape and the religious history of Armenia that starts as early as 301 AD vis-a-vis Rome and Constantinople. Political dimensions lied in the stories and legends, which we were told during our visits – mostly accounts of attacks and plundering by Mongols and other foreign armies throughout the middle ages. For instance at Akhtala, the priest showed us the exit of a rescue tunnel for the villagers in the church, a double wall behind the altar making a cavity where the village’s population could hide during an attack. A hole in the ceiling originates from the shot of a frustrated attacker who could hear, but not find the hiding families.

1 Josef Strzygowski, 1918. Die Baukunst der Armenier und Europa; Ergebnisse einer vom Kunsthistorischen Institute der Universität Wien 1913 durchgeführten Forschungsreise. Vienna: Anton Schroll. 2 Bjørn A. Jørgensen, 2012. Strejf af lys over den sorte have - den kaukasiske kirke på korsvejen mellem øst og vest. Risskov: Ikaros.

185

Throughout Armenia, we passed a considerable number of closed down factories and mines from the Soviet era. These had lost their former roles in the transnational plan economy and many of these had been shut down following public protests against their environmental impact in the disintegrating USSR of the late 1980’s and later in independent Armenia.3 Along with adventurous concrete bus shelters and closed down collective farms, these silent witnesses followed us throughout our trip. During our stay in the capital Yerevan, we had the opportunity to follow this part of Armenia’s history as a former Soviet republic into its architecture. It was helpful that we had become familiar with the country’s medieval sacral architecture, as much of the architecture from the 1920’s and 30’s drew from this heritage when building much of the fast growing national capital in the aftermath of the atrocity of the Armenian genocide of 1915. Traditional building materials, e.g. red volcanic stone, were used and vernacular forms applied in e.g. shifts of scale or new combinations, carefully 3 Armine Ishkanian, 2013. Civil Society, Development and Environmental Activism in Armenia. London: London School of Economics and Political Science.

186

walking the thin line between reinforcing a national identity and serving the transnational aspirations of the USSR. We visited the State Medical School (1927) and were surrounded by the designs of public spaces by Alexander Tamanyan, a key protagonist of early Soviet Armenian architecture, who established a largely implemented, new master plan for the city centre in 1926.4 In a series of buildings from the Khrushchev era, which we visited, such vernacular motives had made way for qualities of modernity, functionality and communality. The out-of-use summer cinema of Kinoteatr Moskva by architects Spartak Kndeghtsyan and Telman Gevorgyan from the mid-60’s used to be a multi-layered urban public space, with an open-air amphitheatre, that extends the street a roofed open-air public space underneath. When researching the amphitheatre’s recent history, we found out that it has been the subject of a heated public debate for a couple of years. Similar 4 For a discussion of Alexander Tamayan’s role as a ‘national architect’ working within the multinational USSR, see: Angela Harutyunyan, 2009. State Icons and Narratives in the Cityscape of Yerevan. In: A. Harutyunyan et. al. (eds.). Public Spheres after Socialism. Chicago: Chicago University Press.

187

to other former Soviet regional capitals5, there is a climate of insecurity about the status and value of Soviet era building culture in Yerevan. Professional organisations and individuals argue for the preservation of this unique urban space, while the government has unlisted it as cultural heritage and there are plans to replace it with a church. As historian Ruben Arevshatyan points out, this public campaign does not only concern this very space, but entails broader sociocultural and political questions concerning current tendencies of privatization and the roles of the new elites when (re)defining public space, as well as the role of 1960’s architecture as heritage and its relevance in an array of histories.6 This was a study trip without bus, driver or a travel guide. Preparation addressed the travellers’ attentiveness to Armenia’s architecture, landscapes, everyday life, religious and socio-political histories. Naturally, there were more layers that surfaced when we were travelling and it was up to the particular student to activate these. Four participants shared a car each and it was these smaller units that decided the day’s programme. Every evening, the whole group got together, shared dinner and stories of the day’s experiences. It is our hope, that this way to travel, which gives responsibility to the single participant not only provides valuable travel routine and sharpens the students’ particular interests and explorative spirits. By putting the pieces together and by making the missing links oneself, the students hopefully gain the experience of having established an insight by one’s own and that “being in touch” with a place and its architecture can be understood as a necessity, by which one comes closer to discovering a “material substrate” of a culture.7 5 For ethnographic studies of comparable phenomena in the building cultures of other former Soviet republics in the post-socialist situation, see Catherine Alexander et.al. (eds.), 2007. Urban Life in Post-Soviet Central Asia. London: UCL Press (Routledge), particularly the contributions of Victor Buchli ‘Astana – Materiality and the City’ and Marfua Tokhtakhodzhaeva ’Tashkent: three capitals, three worlds’. 6 Ruben Arevshatyan, 2010. Blank Zones in Collective Memory or the Transformation of Yerevan`s Urban Space in the 60s. Red Thread (2). http://www.red-thread.org/en/article.asp?a=33 (accessed 18 August 2015). 7 For thoughts on integral studies of the substrata of culture, architecture, behaviour and material culture – habitat and habitus – see: Karl Wutt, 2008. Stile von Gegenden und Gegenständen. Innsbruck: aut. architektur und tirol.

188

We would like to thank everyone at the institute, who have supported the ideas and the planning of our trip, especially Ursula Bundgaard. Many thanks to everyone who contributed to our travel compendium, especially Aenne Thomsen and Søren Laursen. To architect and alumnus Bjørn Jørgensen for his most informative and inspiring lecture. For advice and substantial help, we thank Kristina and Karen Gasparyan, Karen and Robert Davtyan, Konstantin Yenkoyan and Ekaterina Shapiro-Obermair, everyone we met at Yerevan’s School of Architecture and the people of Tsaghkunq. We are very grateful to The Republic of Armenia’s Ambassador to Denmark and Norway, Hrachya Aghajanyan, for his help and advice and for generously hosting our group and organizing a home stay in the village of Tsaghkunq.

189

190

191

192

Indblik

193

194

195

Toke Riddersholm, 3. ĂĽr arkitektstuderende (hĂ¸jre) vejleder Foto: Anne Romme

196

Indblik Jonathan Houser

Fotografierne, tegningerne og billederne på denne og de næste sider stammer fra pilotprojektet ”Indblik”. Et samarbejdsprojekt mellem tre gymnasier fra Københavns omegn og Kunstakademiets arkitektskole, støttet af Statens Kunstfond under ”Huskunstnerordningen”. Projektet tog afsæt i et ønske om at bryde den sociale arv og adressere det problematiske i at Arkitektskolens studerende næsten alle kommer fra nogle få geografiske områder og fra privilegerede hjem. Med det udgangspunkt inviterede vi talentfulde københavnske gymnasielever fra andre postnumre end de vanlige med i et projekt, som forhåbentligt har inspireret og motiveret dem til at overveje arkitektuddannelsen som en mulig vej at gå. Gennem et undervisningsforløb på 18 uger gav vi 20 gymnasieelever mulighed for at udfolde deres talent og få konkret erfaring med arkitektur gennem indlæring i arkitekturens grunddiscipliner - tegning og modelbygning. Fokus var på det pædagogiske og processen med en afsluttende udstilling, hvor alle forløbets frembringelser blev præsenteret i Vandflyverhangaren på Arkitektskolen. ”Indblik” havde, og har, et dobbelt pædagogisk sigte. Udover at være rettet mod gymnasielever var en væsentlig idé ved projektet at inddrage de mest motiverede studerende fra arkitektskolen som medundervisere. Hermed skabtes muligheden for at vores egne studerende kunne drage nytte af den ombyttede rolle og opleve det fagligt berigende ved af at præcisere egne idéer og udsagn gennem vejledningen.

197

PrĂŚsentation og kritik af tegninger Foto: Tine Bernstorff Aagaard

198

FĂŚlles komposittegninger Foto: Tine Bernstorff Aagaard

199

200

Arbejdstegninger og modeller

201

202

Freehand drawing

203

204

205

Studying a Goya engraving at the National Museum of Art

206

Freehand drawing Anne Romme

If place is one of those moments when thoughts are woven with reality (...) in that sense, the drawing, even the paper itself, is place for an instance. Enrique Miralles

In the transformation from someone who has a favorite place1 to someone who constructs favorite – and other types of – places, the student of architecture needs places to think and imagine. The freehand drawing page offers such a place. Considering the drawing paper a site on which to create space, its sides become boundary conditions and the field itself a place which ideas, markings and structures can inhabit.The process of translating a spatial experience into two dimensions takes places on this site, as the student learns how to consider positive and negative space, periphery and center, darkness and light and many other things. Freehand drawing is part of the first year curriculum. Once a week, early in the morning when the seaplane hangar is still quiet yet filled with light, the class met to draw, talk about drawing and, most importantly, to make drawing habitual. We use Sue Fergusson Gussow’s “Architects Draw: Freehand Fundamentals” (2008) as text book, and students draw three to four large drawings per week. We do not consider these drawings art works, on the contrary, they are places of anticipation and practice, the ’weaving of thought with reality.’ Architects, writes Robin Evans in his essay “Translations from Drawing to Building” (1997), works under the seemingly peculiar disadvantage of never 1 The inside cover of this book is filled with favorite places as described by the students on their first day of study at FINDER STED | TAKING PLACE in September 2014

207

working directly with the object of their thought, always working at it through some intervening medium. But, as he continues, this is not necessarily a disadvantage. In architecture, the drawing is not so much a work of art or a “truck pushing ideas from place to place”, but rather a place of intrigue. This year, we have been intrigued by the intimate layered spaces in and around barnacles, which inhabited the drawing papers in clusters much larger-than-life. On the other hand, early spring trees, large and complex, were captured as structures spanning the confined space of the paper. We have translated the idea of X-ray into a way of drawing spaces in between seemingly static and opaque bell peppers, and we have studied the structural spaces of paper bags. We have made places in Copenhagen – the Royal Cast Collection, Rodin’s “Burghers of Calais” and Goya’s prints shown this year at the National Gallery – our own by drawing them. Thus this book on beginnings ends with freehand drawings, large A2-sized sites of spatial practice and experimentation. They represent the embodied knowledge of drawing – the intriguing exchange between the eye, the mind and the hand – and, of course, the pure joy of imagining and creating places.

208

209

First drawings

210

Second drawings

211

Barnacles

212

Barnacles Multiple authors

213

Drawings from Rodin’s ”The Burghers of Calais”. Askan Moltke Johansen

214

Studying sculptures at The Royal Cast Collection

215

Ă&#x2DC;verst: Thea Bakke-Olsen Nederst: Andreas Skytt Hvid

216

Ă&#x2DC;verst: Frederik BraĂźner Nygaard Nederst: Hvem?

217

218

People, 2014 â&#x20AC;&#x201C; 15

219

220

First year Amalie Soufi Amanda Andresen Anders Aalekjær Grønbech Anders C. Ketelsen Anders Rødgaard Bojesen Andreas Skytt Hvid Anne Mette Overgaard Christensen Anne Sophia Holm Warburg Anne-Sofie Dalgas Asbjørn Eriknauer Askan Moltke Johansen Astrid Dahl Singers Sørensen Bianca Georgiana Zaharia Caroline Marie Sachmann Christian Faurschou Cilje Scheel Persson Desislava Mintcheva Emil Hvelplund Kristiansen Erling Aleksander Bakke Nybråten Ester Alemayehu Hatle Frederik Braüner Nygaard Frederik Thers Hedda Torsdotter Husabø Heidi Wedelberg Bjørnum Jens Christian Rønholt Schmidt Johanne Hovland Jonas Plambeck Ottosen Josephine Nørtoft Saabye Julie Meiland Hanses Julie Timm Vejleaa Lars Sigersted Lasse Rude Nord Line Dea Langkjær Liv Andersen Louise Preene

Marie Øst Vejbæk Mathias Rasmus Bayer Mikkel Eske Kjærholm Mikkel Sebastian Rostrup Natalie Ann Noryd Nicholas Jungblut Knutsson Niels Mathias Gutt Nina Brøske Klette Sine Malene Vesterlid Schjelderup Sofia Stroustrup Sofie Naver Markussen Thea Bakke-Olsen Viktoria Klansø

221

Second year Alberte Marie Buhl Brinckmann Anders Nielsen Anders Wilhelmsen Anne Kristine Thomsen Anton Xerxes Boman Asger Høegh Christiansen Bastian Bilde Boelsmand Carl Adrian Weiss Carla Logo-Koefoed Caroline Royal Rasmussen Ditte Marie Thiemer Johansen Esben Slotmann Jensen Frans Christensen Freja Bang Dahl Frida Andersen Lødrup Hermann Skolleborg Ida Helén Bjørnskau Rey Ida Linnea Holmstrup Ida Willadsen Bang Kjeldsen Jarl Peter Angelo Gottlieb Jesper Skovby Jon Grasdal Jórunn Reginsdóttir Karl Emil Koch Kasper Falk Torp Katrine M. B. Rasmussen Kristianna Dal Jákupsdóttir Kristin Melhus Telnæs Lars Filip Cullin Lau Corvind Christiansen Laura Julie Brage Lena Barka Louisa Vendelboe Vestergaard Magnus Holm Thøgersen Magnus Klint Sørensen

Marco Tobias Nørregård Repenning Maria Rønne Vang Mathias M. Kyed Mikkel Ankerbo Mikkel Møller Roesdahl Nicolai Valentin Birk Jensen Rasmus Christiansen Nielsen Rasmus Helleskov Wieleman Rasmus Schatter Strøyberg Rikke Justesen Møller Sanna Movafagh Sebastian Henriksen Selma Louise Viktoria Zosel Sofie Bryder Nielsen Søren Skovgaard Laursen Thilde Emilie Ammitzbøll Bogh Thipan Aiyampillai Tine Alexia Skafte Tobias Hentzer Dausgaard Toni Antonov

222

Third year Abbas Ali Alexander Egebjerg Amanda Winther Fugl Anders Hilbert Anna Josefine Grønvaldt Anne Arnbjerg Pedersen Anne Sofie Henriksen Aron Wigh Beatrice Rossebø Danielsen Camilla Bahnsen Carla Maria Bøg Larsen Caroline Sillesen Casper Gudman Dam Eva Bo Geisler Felicia Amdrup Laugesen Gustaf Björn Selling Hanne Lerstrup Pedersen Ingeborg Margrete Jensen Jesper Juul Hansen Johan Stenbeck Johan Thomas Buus Josef Svanström Kasper Scotte Kristin Sigurjonsdottir Magnus Mikkelsen Maria Holst Petersen Matilde Brunbech Norsker Mette Tange Dahl Mikkel Kühnel Witthøfft Nicolai Kofod Larsen Nicolai Nielsen Espensen Nicole Gry Holme Nicole Josefine Marie Cinadr Nina Jerpset Sandersen Rikke Feder Sørensen

Sander Slette Haugli Thea Marvik Berg Thomas Vogel Tiago Sjøblom Tavares Toke Strange Riddersholm

223

Faculty

Anne Romme is currently finishing her PhD dissertation on architecture and the common at the KADK School of architecture. She also runs an independent architecture practice invested in critical, experimental projects, often in collaboration with the artists group N55. Their underwater habitat is currently being constructed in Sydney, Australia. Anne holds a B.Arch. from the Irwin S. Chanin School of Architecture at the Cooper Union, an M.Arch.II from Princeton University School of Architecture and an M.Arch. from The Aarhus School of Architecture. She has been teaching extensively in Denmark and abroad. She is the head of program at FINDER STED | TAKING PLACE, and she is teaching first year.

Anne Pind har syv års erfaring som tegnestuearkitekt og har arbejdet i et bredt fagligt felt med konkurrencer, bybygnig, planlægning og kunstnersamarbejder. De seneste fire år, har Anne arbejdet som projektleder på større restaurerings-og vedligeholdelsesopgaver under Kongeligt Bygningsinspektorat. Anne har tilrettelagt kunst- og arkitekturbøger, skrevet artikler i danske og udenlandske magasiner og har deltaget i flere gruppeudstillinger med sin egen praksis. Anne er for nyligt tiltrådt en stilling som vikarierende redaktør på Arkitekten. Hun har en m.arch. fra kadk, har studeret i Tyskland og arbejdet i Indien. Anne underviser på trejde og første år på FINDER STED |TAKING PLACE.

Camilla Hornemann runs an independent architecture practice with an interest in combining art and architecture in developing proposals for architecture and urban planning. She is currently working together with architect Daniel Vejborg, among other projects, exploring the possibilities of transforming part of a non-residential building into dwellings. Camilla holds an M.Arch from the KADK School of Architecture. She has been teaching at KADK since 2010 and is now teaching Second year at FINDER STED | TAKING PLACE

Claus Pryds is the founder of Claus Pryds Arkitekter and has since 2009 been working with various projects within the cultural sector for which he has received considerable recognition. Last year he finalized the project of building a cancer center in Herning and has since 2009 bin working on his winning proposal for the New Natural History Museum in Copenhagen, which will be completed in 2020. Claus Pryds holds a M.arch. from the KADK. Since 2010 he has been teaching at the academy for fine arts, school of Architecture and is now an part-time lecturer for the third year at FINDER STED | TAKING PLACE

224

Elise Lorentsen, mag.art. og ph.d. Elise er ph.d. fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen, hvor hun nu virker som underviser og videnskabelig assistent. Hun er uddannet magister i kunsthistorie Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, med konferens i Francesco Borrominis arkitektur, og er hertil uddannet fra Ecole Supérieure d’Art de Perpignan i Frankrig med opnået Diplôme National d’Arts Plastiques (avec les Félicitations). Elise Lorentsen beskæftiger sig med arkitekturteori, arkitekturhistorie, kunstteori og æstetik, tekst og poetik, samt studiet af arkitekturens offentlige/fælles rum.

Gitte Juul is founder of gittejuul.dk – a critical spatial practice engaging with the public realm and artistic interdisciplinary articulations. The practice investigates relationships between power, property, public spaces and everyday life. Gitte is also part of the international network Architecture, Design and Art Practice Training-research / ADAPT-r and artistic leader of the project space The Office for Art in Town, initiated by Ballerup Municipality / Ballerup Art Council. Gitte holds a M. Arch from The Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture, where she is currently an associate professor, teaching third year at FINDER STED | TAKING PLACE.

Høgni T. Hansen has a broad experience from his own work and from offices in Denmark and abroad. He is co-founder and partner of the studio Falko Architects together with Tage Lyneborg and Carl Lyneborg. Just recently Falko Architects has been honored by the City of Frederiksberg for the expansion of Falkonergårdens Gymnasium with the award for best building of the year. The project was previously awarded in an open competition. Beside, Høgni runs his own architect studio, where he works on diverse projects in the field between theory and practice. He has both exhibited and realized a number of projects. Høgni has a Cand . arch. from the Royal Academy School of Architecture Copenhagen. He has teaching experience from Denmark and abroad and is currently he is a teaching assistant professor at the second year at FINDER STED / TAKING PLACE .

Ida Flarup runs the architectural studio VAERK>STED together with architect Maria Mengel and is the co-founder of the experimental exhibition space MODTAR projects with archi-

225

tects Maria Mengel, Peter Møller Rasmussen and Thomas Feveile VAERK>STEDs practice lies in the field between academic poetics and the direct and bodily experience of space. Their studio work includes large-scale installations, exhibition designs as well as studies for room dividers and façade elements. In conjunction with her independent practice Ida has worked for several architectural practices in London and as project leader in urban regeneration projects for Copenhagen Council. She is part of the artist-run workshop team at the learning department of the National Gallery of Denmark (SMK) where she develops and facilitates workshops based on the collection and her own practice. She holds an M.Arch from the KADK School of Architecture and is teaching first year at FINDER STED | TAKING PLACE

Jonathan Meldgaard Houser is working for Lundgaard og Tranberg, where he has been the project architect on the winning proposal for the new national Museum for Danish Resistance and is currently partaking in the realization of The National Museum of Natural History. As an independent architect Jonathan has exhibited at The Royal Academy in London and in collaboration with architect Mikael Stenström he most recently won a competition in Stockholm with a proposal for art in the public sphere. The proposal will be realized in the autumn of 2015. Jonathan has studied at The Irwin S. Chanin School of Architecture at The Cooper Union and holds an M.Arch from the KADK School of Architecture. He is teaching first year at FINDER STED | TAKING PLACE

Kristian Hansen is the founder of Centre For Maritime Architecture, a private company that explores the field between maritime constructions, ships, adapted spaces, maritime architecture and architecture in its more traditional interpretations. Projects in regi of Centre for Maritime Architecture counts both, house design, restoration- and transformationprojects and 1:1 buildingworkshops for architecture students. Kristian has been teaching at KADK since 2009 and holds a M.Arch from the KADK School of Architecture. He is teaching third year at FINDER STED | TAKING PLACE.

Kristine Annabell Torp is doing a Ph.D. dissertation on the artistic and conceptual implications of the housing typology a-house-within-a-house. The dissertation is based on artistic research. She is also a partner of the design practice Freebird & Sunshine, in collaboration

226

with Jesper Rølund. Kristine holds an M.Arch. from the KADK School of Architecture. Kristine introduced the first year students to the Carlo Scarpa Cemetery, and she is a frequent critic in first and second year of FINDER STED | TAKING PLACE

Maria Mengel works in the field between academic poetics and the direct and bodily experience of space. The subject is architecture, but set within the frames of fine art and academia, the outcome is more often characterised as spatial installations, building workshops and 1:1 studies of space, material and structure. Maria has been teaching at the KADK since 2005. She also started the independent art and architecture school ANARK, where she teaches courses as well as 1:1 building workshop for craft design and architecture students. In 2007 she founded the experimental exhibition space ‘Modtar projects in Copenhagen, together with architects Ida Flarup, Peter Møller Rasmussen and Thomas Feveile. Currently she is running the architectural studio VAERK>STED together with architect Ida Flarup. Their studio work includes large-scale installations, exhibition designs as well as studies of room dividers and façade elements. Together they have published two books. Maria holds an M.Arch from the KADK School of Architecture. She teaches at the master program KUNST OG ARKITEKTUR, as well as first year at FINDER STED | TAKING PLACE (she is currently on maternity leave)

Martin Søberg is an art historian (Mag.art., University of Copenhagen) with a PhD degree (KADK) in architecture based on a dissertation on the topic of architectural sketches and poetics. He is chair of the Danish Association of Art Historians and has previously worked as head of communications at the architectural office SLA. He is teaching second year at FINDER STED | TAKING PLACE and seminars at the master program KUNST OG ARKITEKTUR | ART AND ARCHITECTURE. He is concurrently teaching architectural history at the University of Copenhagen, Department of Arts and Cultural Studies.

Robert Gassner studied Architecture and Fine Art and holds a BA(Hons) from the University of Plymouth, a cand.art. from Akademie der bildenden Künste in Vienna and an MArch from KADK. He has practised as an architect in Vienna and Berlin, mainly working with housing, renovation and exhibition projects. In his PhD thesis ‘Inhabitation as a Conduit in Building Histories’, he works in an interdisciplinary field between architectural history and social anthropology. Robert is a curator at Copenhagen’s festival for architecture and film. He has

227

been a guest teacher at various institutions, e.g. Vienna University of Technology, Academy of Fine Arts Vienna and The Danish Research School of Cultural Heritage. Since 2008, he has been teaching at KADK, currently as a third year tutor at FINDER STED | TAKING PLACE. Tine Bernstorff Aagaard is teaching at FINDER STED | TAKING PLACE. She holds an M.Arch from Aarhus School of Architecture where she has been teaching on and off since graduation. She is a fellow at ‘Arts Letters and Numbers’, a non profit, multidisciplinary arts community and education project based Up State New York. Her independent practice explores the structure and spaces of the body and the spaces we access with our bodies. She has exhibited at the Spring Exhibition at Charlottenborg twice – with ‘the Dissection of the Anatomy’ and in collaboration with Emilie Bergrem a suspended labyrinth. Thomas Ryborg Jørgensen er ansat som lektor på KADK School of Architecture, og er som underviser og forsker tilknyttet FINDER STED | TAKING PLACE. Thomas er uddannet fra både Designskolen og fra KADK School of Architecture, og fra sidstnævnte han har en M.Arch og en Ph.D.-grad. Hans forskningsområde er arkitekturteori og arkitekturhistorie m.m., med en særlig interesse for bl.a. værkanalyse, arkitekturens helhedsbegreb, konceptionsteori o.m.a. publiceret i en større mængde bøger, artikler, konferencebidrag, forelæsninger osv. Som praktiserende arkitekt har han som del af det eksperimentelle arbejdsfællesskab Studie Chiasmos udstillet projekter på bl.a. Arkitekturtriennalen i Venedig og The Nara Triennale of Architecture i Japan. Som selvstændig arkitekt driver han tegnestuen Rode+Ryborg Arkitekter, og står siden 1994 bag adskillelige opførte byggerier, udstillinger, designs o.a. The 2014 - 15 faculty group also included Carsten Thau, Professor at KADK; Thomas Bo Jensen, now Professor at the Aarhus School of Architecture; Signe Læssøe Stephensen, Associate Professor at KADK;Thomas Kampmann, Associate Professor at KTR, KADK

228

229

230

231

232

“Jeg får lyst til at sige Økolandsbyen “dyssekilden” fordi det er et sted der fortæller om kreativitet og mangfoldighed. Jeg synes ikke det er visuelt smukt, men der er en ubegrænset naiv virke jeg finder interessant. Det var nok ikke det mest prestigefulde svar men jeg vil gerne dyrke en arkitektur hvor andre end arkitekten føler ejerskab.”

“Gammel Mønt i indre København. Det sted Suzanne Brøgger beskriver i sin roman ‘Jadekatten’. Det rigtige København. Det stik modsatte af der, jeg kommer fra i Jylland.” “Sankt hans torv(de varme sten) Solnedgang og solopgang sommernat.”

“Kirkerummet og dets dulmende egenskaber”

“Magstræde 12

“Amagerbrogade (ved Amagercentret) tæt bebyggelse og en sjov blanding af mennesker” “Charlotte Asmundsens Plads”

“Den hemmelige have - Amager”

“Huacachina - Peru”

“Nørrebroparken”

1. sal”

“POKHARA, NEPAL” “Københavns havnefront - Historie, industri, landskabelighed lettere irritation over ‘indtagelsen’ af den.”

“Matrummet i min lägenhet. En platts där jag känner att jag har överblick över området och även lägenheten. Her känner jag att jeg kan slappe av, jag kan arbeta här. Slutligen kan man inte bortse ifrän de asossiationer rummet ger mig till vad jeg upplevt här, vilka samtal som har ? ?.”

“Hovedbanegården i KBH Hallen Der er flot Der er duer Der er altid travle folk Der dufter af tivoli Man ser det aldrig rigtigt - det er aldrig dér, folk skal hen, men en platform til at komme videre.”

“Ribersborgs kallbadhus Malmö, Sverige”

“Det gamle ottoman bådkvarter i Istanbul” “Mine besteforeldres gård i Norge. Skogen der. Vannet og det gamle huset med så mye historie”

“I mit tankespind”

“Thorvaldsens plads Fladen og det solitære, vertikale element (tiden) Tomrum, passage, gennemgang og ikke ophold.”

“Gårdhaven mellem Skt. Hans Gade, Ravnsborggade og Ravnsborg Tværgade. Man kan finde mange små kroge, der giver ro og samtidig inspirerer. Luft. Et åndehul.”

“Mine amerikanske ‘forældres’ hus som ligger i Vermont, Bridgewater.”

“Carlsbergbyen fordi jeg kom der ofte da jeg flyttede hertil, for at finde lidt ro i flotte gamle omgivelser. (efterhånden som det bliver mere befolket, kommer jeg der mere sjældent)” “Buttermere, The Lake District, England Bjerge, sø, skov, eng, lille landsby, vandløb, ultimativ følelse af at gå i ét med naturen, sort stenstrand, inden moderne påvirkninger”

“Min mors lille bitte sommerhus i Hasmark på Nordfyn”

“Cykelstien - her møder jeg byen i alle dens variationer og forskelligheder. Man kan deltage tavst eller interagere med folk men hver dag oplever man noget nyt, hvis man holder øjnene åbne.”

“Skoven gab Ledreborg, Lejre En dybde fra træernes fylde, og klitterne ud fra stien. Skovens dybe stille ro, som man ikke tror man kan opleve på Sjælland. Uvirkeligt og magisk.”

“Siddeplads i mit køkken med udsigt over min gård. Skydebanegade på den ene side, Absalonsgade på den anden.”

“Utklippan, en ö belägen i den yttersta kanten av Karlskrona skärgård.”

“Thorvaldsens Museum. Louisiana.”

“Familiens sommerhus på Tjörn. ? specielle huset i ?, utan platsen nära havet, klipperna och ?”

“En træklynge, lige ved mit barndomshjem.”

“Et vigtigt sted for mig. Jeg holder meget af kastellet. Det er tæt på hvor jeg bor, midt i byen, men man føler samtidig man kommer langt væk. Her er udsigt over vandet, og skolen, og byen. Over hele livet i byen, overblik men også ro.”

“Et gammelt stenbrug ud til vandet på Møn, tæt ved mine forældres sommerhus. Stenbrudet er ikke i brug længere og ligger helt råt og forladt hen. Det er et sted jeg elser og komme og forestiller mig det som en filmkulisse. Rå materialer, slitage og forkellige overflader der har mønstre af deres patina.” “Glasværket i kastrup (ikke længere eksisterende)” “Den sorte legeplads - Samler - Finder ro - Giver liv”

“Boldbanen på ravnborggade PLATANVEJ” “Bag Udenrigsministeriet. Et lille indhak i kajen som folder sig ind mellem udenrigsministeriet og pakhusene på den anden side, afskærmet fra strandgade ved en høj mur med en lille åben port”

“Betydningsfuld arkitektonisk bygning Pumpestation, Østerbro. Opført ca. 1880 Fin menneskelig skala. “Genforeningspladsen i vintermånederne” “Mit hjem, Tietgenkollegiet” Åbent rum, flot dagslys. Smukke materialer: Tegl, klinker, træ, jern Smukt blottet træloftskonstruktion “Min højskole, på biblioteket hvor jeg mødte min kæreste for En blanding af funktion og poesi.” første gang” “Det er et stille sted. Et sted med stort nærvær og stor ensomhed. Ny puls; væk/skærmet fra byens flow. Det er vandets klukken mod sten eller taktvise bølgebrus, der konstituerer ny puls. Hvis vandet er stille, er det lyset eller skyer. Det er et usynligt sted; eller rettere et sted, hvor man er usynlig. Uden fortid og udenfor interaktion. Her kan man være tilstede ét sted- Det finder sted her og nu. (Nedenfor railing/stenmur, der kanter strandvejen mod vandet. Ved Knud Rasmussen-statuen i Klampenborg, skal man komme helt ned og sidde ved vandet.)”

“I skoven nær mit sommerhus på Falster. Det er en bøgeskov og især om foråret er lyset og luften helt vidunderligt og fredfyldt.” “Brusgård, Randers. Stedet hvor jeg for halvandet år siden gik, og mødte de mennesker jeg nu deler liv og interesser med.”

“Et sted, der betyder noget: Krabbesholm højskole. Et sted, der har haft utrolig stor betydning for mig. Op- og nedture, inspiration, desperation, venskab og længsel. Det er som en slags had-/kærlighedsforhold. Hver gang, jeg vender tilbage er det med stor gensynsglæde. Hver gang jeg tager derfra er det men en blanding af sørgmodighed og foragt. Stedet har sit tag på mig. Jeg vil aldrig slippe det, og det vil aldrig slippe mig. Det er en del af mig nu.”

“Overgangen mellem tæt skov og åbent landskab.” “Sted på Mallorca: Stort, åbent, frit —— ingen strøm eller netforbindelse – afkobling”

233

“Kløvermarken Et af de få steder i København, hvor man har udsigt over brede vidder. Herfra kan man se de mange tårne, der skyder op rundt omkring i København. Derudover er der stor mangel på fodboldbaner i København og dermed for få steder, der indbyder til kollektive fællesaktiviteter. Derfor har Kløvermarken stor værdi for mig.”

234