Gnister fra bålet

---, -,im@4rF.rFtfql;!!tqt

GNISTER fra

b책let

Afrikanske

.체

GNTSTER. FR.Á

salpr

GURLI VIBE JENSEN

GNISTER FRA

narnr

-1

.{ T

.,รฌ .:l .',:

tl 'll

j,l i,'* i,ยก :r:l

't

{i

r980

Forlaget Savanne Christiansfeld

Indhold

@

Copyright Gurli Vibe Jensen 1966 3. oplag 1980

Omslagstegning: Erik Ellegaard Frederiksen

Udgivet af Dansk Forenet Sudan Mission på Forlaget Savanne, Christiansfeld

Trykt

hos Special:Trykkeriet Viborg a-s

ISBN 87 851 9080

2

Forord

9

Rejse og gensyn

11

Tilbage igen En ny tid

2t

Lærere på vej

23 27 32 39 43 46

Jeg kalder dig ved navn

53

Na'omi-Henry-Bokti Der, hvor stien drejer fra Huset Jul med eftemanke

Noget om skoknapper og appelsiner, men især om

grammofonplader

Landsbyerne Fra ro til kaos

61

medicin

Tålmodighed er vetdens Når et menneske tÍænger

Alting

dør

55

til

en

Det navn vil vi huske Den ting, jeg ser i dette .

De forståt ikke vores vej

alt Sønner af en kjole

Se, det overgår

Når man bygget et hus fot Gud Det, der er solen for mig Vi græder om natten Dronningen kommer

stol

67 72 75 76 78 80 83

88 94 97 99 103 107

Balsaminen og skyggerne Velsignelsen kommet tilbage Hele livet er en række vers

110

Et farvel

t27

It5 tt9

mit lia op. ]eg bolder det i mine bænder, sorn det t)ar et tæppe. Tæppet e¡ delt i afsnit. Jeg kald.er deru alle lor dele i rnit lousangstæppe. Nu skøl jeg lorklare dig boorfor. leg ser ârenes nøttstel. Jeg ser tzønsttet lra de ting, der bleu sagt, og de tixg, der ikke bleu sagt. Jeg ser fællesskab, der lægte, og fællesskøb, der opbyggede. leg ser srnil og snerte,Iys og mørke.

Dog kalder ieg det et loosaxgstæppe, lor ouer de mange ffiøltstres sære sarnmenhæng står Guds signatur on syndernes forIailelse og hatts lred. Det er Gads ord, der undersþ,riuer alt det ,>]eg tageî

om lorladelsen og freden. Jeg breder tæppet alsnit

lor alsnit ud trolasthed i stilbed og ord om bans mig, og synger lordn ieg traalbeil, i bøns ia og hans nej. Jeg breder det ud, og skialer intet. AIt er oel.<t (Fra et breo, skreuet af en afrikansk koinde)

;

!. i)

Forord

Han var sror og bredskuld¡et. Hun var lille og forvi:ret. Begge va¡ de uden sans for bryllupsritualer og især for pr-rr.r. ñä, enighed om de sager havde de bevarer i l0 år. De ti år havde re_ sulteret i et par børn og en voksende iængsel efter romantik.

Det mårte ende med kirkebryllup, for som hun udtrykte det >De aner ikke, hvor man trænger til fornyelse, når man har boet sammen í 10 å¡<.

Såd¿n er der så meger.

Da de stod foran alte¡et var der mig magtpåIiggende at sige til dem, at Kristus vedkender sig mennesker i dãres hverdagl sammenhæng.

De¡ er ikke så meger ar sige om den bryllupstale. Det er der sjældent om den slags. Derimod skal det fortælles, ar denne mand pludselig afbtød, mig med ar sige: >Der e¡ godt at vide, han bor i vores ga.Ãe.< Hvor han fik denne gyldne sætni ng fr^, ved jeg iklce, m9n det var et {rfdlcomment øjeblik fon .t .-.o.

Det egentlige ér sagt.

Når jeg igen udsender en Afrikabog, der dels er en afskrift fra breve til mine nænneste og dels er kendt stof, så e¡ det ikke så meget for, at bogen skal fuld. på reolerne, hvor der stfu betydelig vægtigere og dybere bøger om Afrika ead denne, men for på en stilfærdig måde at sige, ar den herre, der ved, hvad der bor i mennesket, hvad enten der bor i Afrika eller i Dan_ mark, bestandig >bor i vor gade<<.

Det var nok det, jeg mest al. altlættei Afrika.

Ja, det var det hele.

Gurli Vibe lensen

Rejse og gensyn

fik et brev fra Nigeria. Jeg kender manden, der ha¡ skrevet det. Han er tidligere vejarbejder, men nu arbejder han som tjener på et af de store hoteller i en nordnigeriansk storby.

Jeg havde spurgt ham, hvad han syntes om sit arbejde. Han svarede: >>Det overgår dine tankers kræfter at forstå, hvordan det føles at sige: >Yes Sir - Yes Madam og have bare tæer. Det er vanskeþt athørc på folk uden ar blíve forvirret, når de ikke søger efter ordene eller går blødt over gulvet.

Jeg bliver tit uro.

Iig af det, selv om jeg ved, mit land er frit, og rnine bøm går i skole. Jeg har en ABC i baglommen, fordi jeg må blive som mine børn. Men den hjælper mig ikke så meger, når de hvide giver mig deres ordrer. Jeg har også lagt mærke til, at nogle af mine landsmænd hat tâet stemmer som jeres. Det lyder som skrivemaskiner, når de taler, selv om de smiler, mens de taler. Jeg ville ønske, du kom herud, så vi kunne tale om det.<< Jeg er på vej til Nigeria via England. London var bare en rankestreg på turen eller snarere et kolon?

Bussen, der kørte passagererne til flyveren, havde kr¡n to tornme sæder tíIbage, da den kørte til lufthavnen. >Ðer er mânge rejsende til Afdka i vor tid,<< bemærkede en dame noget spidst, da hun mâtte rykke ind på sin plads for en afrikaner! Han smilede med sit blåso,rte blik, men svarede ikke. Foran mig sad der en dame i en plasticregnfrakke. Plasticen skulJ,e forestille tigerskind. Det var synd. For tigeren mener jeg! Hun knapperle ftakken nervøst om sig og lo larmende ad sin egen vittighed om at klæde sig på til lejligheden! Hvordan skal man få forklaret sådan en dame, at det er uanstændigt at lade tigeren emigrete Jeg

fra Indien

til Afrika -

og så

i plastic?

Afrikaneren ved min side gemte bliklcet, og så ud ad vinduet.

Mon han for resten så den unge mand, der kom ind i bussen sammen med en afrikaner? Han havde cowboyhat på og banjo 11

ove¡ skulderen og meget blå øjne. Han var diskantnoden.

Afti_ kaneren var bassen. De sang: >>Ho,ne on the range<<, da vi star_

tede. Begge havde anti-atommærker syet på baglõmmen.

En afrikaner blev blidt bedt om ut t^g tiden i agt, fordi han

ikke kunne få sagt farvel til sin hvide pige.

Jo, Lun var vel hvid? Under kosmetikken? Der var ikke så-let ar se. Hun var i alle tilfælde ung. Han var sort helt igennem og vinkede hori_ sontalt og roligt med handfl¿den, da vi kørte fra hende.

Hun baskede med hånden

- vegt og uregelmæssigt.

Der var unge idealister i bussen med klare øjne og åbne hænder. Der var mænd med solrynker om øjnene og .t drug om munden, som fortalte, de var forberedt på en fremtid på eieller andet regeringskonror under det frie Nigerias ledelse.

Bagest i bussen sad der en flok nonner, et par patere

og et

par protestantiske missionærer.

Jeg tænkrc pâ afrikaner.n, ,-o, jeg havde mødt kor forinden på en konference i canada. Han havde sagt: >Vi beder jer om at gå vejen s¿Immen med os, tage mod til ar farnle jer frem og indrømme en fejltagetr. od.n ãt give den et andet navn! Vi søger ikke så meget en stroLtor, .n

formulering, en debat, som vi søger Kristu, s.lu. Hvad jeg me_ ner er, vi søger en udvikling af en Kristusforståelse, ,o-'., .rrr_ betydende med en uddybelse af evnen til medliden, der er ver_

densomfattende i omfang og uendelig i dybden. Vi søger en medliden, der er sund nok til at erkende, Lol<.l nok til1t be_ kende og central nok til at kunne modtage netop vor sihration ofl være taknemlig for den.<< Jeg vendte mig om og så ned på Vorherres spillemænd og ,he¡older' Kendte de kravet? vovede de ar tage imod udfordringen og være taknernlíge? Kunne jeg selv magte den?

Turen fra London til trafikknudepunktet Kano rager godt 6 timer. Takket være den men¡reskelige begrænsning er dèt kun det ydetste lag af ens følelsesapparat, der registrerer synet af Alpernes snetoppe, Middelhavets disede slilc af ItateÁ kyst_ linie mod nord og Afrilcas ditto mod syd og Saharas røde ¡o.

Varmen i Kano er påtrængende virkelig, men at der er 2767 niles til London føles mind¡e virkeligt!

72

Damen tager tiger-

at den ikke passer smiler tilbage.

Hvodor skulle vi ikke forstå hende? Vi erkender det jo alle -

Vi

der er forskel på London og Kano! Forskellen er iklce raffineret og dulgt. Den oser af virkelighed.

En spedalsk håndflade rækkes imod os. Fingrene er væk.

Fladen er gulbrun og hornet. Mandens stemme er klagende om end foruroligende oplagt >>La llaha lllallahu!<< og for at det iklce skal være løgn, føjer han optimistisk til: >you see!<< Han morset imod vore sind med bevægelserne af håndfladen. Den bølger og bukker foran os, men den rører os ikke. >La Ilaha Illallahu - You see!<< Vi kører ind mod byen.

Jeg bor på en missionsstation. Navnet >>missionsstation<< lyder dræbende som ordet >>jernbanestation<< for ekse-Fel. Det minder om noget med gule vægge, triste plakater med fluepletter og regn mod vinduerne. Hvis en missionsstation mínder om en jernbanestation, må det blive på ankomsthallens bekostning - og så er det dræbende ude af billedet. Opgaverne srrømmer ind. Der er én læge tí at tage imod over hundreder af padenter uge efter uge. Han har en flok sygeplejersker til at hjælpe sig.

Der er ingen af dem, der ser ekstatiske ud, når opgaverne brøler ind på deres perron, men på den anden side var de heller ikke pessimistiske. De kaldte ankomsten af opgaverne for velsignelser.

Væggene

i

det værelse, hvor jeg bor, er grønne. Tror

jeg nok. Det er ikke så let at holde fast på farven, når den hele tiden skæres i stykker af væggens revner. Firbenene farer over væggen. Man tør vel kalde væggene grønne med abstrakte muligheder. Gulvet er lappet med cement. Ny cement i gamle ce-

mentgulve - parketgulv i gråt! Linoleumet dækker, hvor det ikke skulle dække, men der gør sig umage for at virke efter hensigten - så meget, at det flosser i kanten af. det. Pæren på væggen lyser hårdt om aftenen. Der er ingen skærm om den. Det letter jagten på moskitoerne under moskitonetret. Man jagter over mad¡assen, klasker hænderne mod nettet, så her, så der.

tt

ket at hente vand én gang om ugen. Det måtte givetvis skabe utilfredshed, men redningen kom fra Bagdad, hvor en hr. Bayajidda med stort md klarede situarionen.

- Slangen mistede hovedet, og det er er spørgsmåI, om Bayajidda ikke gjorde det sâmme, da han så dronningen af Kano. Det endte i alle tilfælde med giftermåI. Da fulanerne kom, bragte de muhammedanismen med sig.

Der kæmpedes hårdt for at vinde over denne ny fjende, men beboerne tabte, og der fr:lgte en åndelig død tid, hvor muha-medanismen var mere et navn på en magt end en iboende overbevisning i retning af tro. Usman dan Fodi fra Sokoto tog sig af den affæte via et par raske riddere, og byen blev vundet for alvor samtidig med, at emiren af Kano blev udnævnt, og dermed var muhammedanismen og emir-dynastiet en såre virkelig -ma-a-a-dela!<( synger han mod trafikken, der

tætteÌe.

bliver tættere og

kendsgerning, hvad de¡ har holdt sig til denne dag.

Moskeen er bygget af hvide sren. Der er er sæt tvillingtårne.

Kuplen imellem dem er dækket med blanke grønne flader. Foran pladsen, hvor moskeen står, er der en sø for ikke at kalde

-

det et vandhul. Man siger, kuplen skal forestille menneskets hoved og tårnene de oprakte bedende hænder mod Gud. Spejlbilledet af moskeen i søen giver en ejendommelig forbindelse imellem jord og den bedendes mål. Den bedendes bevægelse mod jorden og mod himlen gentages

Hausa_

i det uendelige foran moskeen såvel som inde i den, og moskeens sælsomme kolde skønhed og ro spejler sig i den grønne sø, og fta pladsen lyder en af bønnerne: >Jeg rører med det yderste af mine fingre ved kappen af din nåde. . .

En far går over pladsen mod moskeen med sine fem drenge.

Det røde støv løfter sig let efter dem. Drengene holder hinanden i hånden. De er alle klædt i den vide riga. Faderen holder paraplyen over sig et orgie røde, grønne blå, violette tre-

byen, men ar den blev bevogtet af en slange, som kun tillod fol_

kanter. Han går stolt og sikkert. Hans livs kommaer, Alhaji, Musa, Sule, Ide og Bello giver hans livssætning mening. De er livets pauser, struktur, orden og plan. De fo¡svinder ind ad porten til moskeen. Den mindste snubler og taber sin blå hat.

Den ligger og glimter på jorden op mod moskeens mur som en

<<

så jeg ingen >>venlige slanger<<

Kanos forhistorie.

Kanos hisrorie går tilbage

l4

-

skønt slangen hører med

til det IL.-12. århundrede.

til

-

i

Õ

akvamarin på en rcd pude

i

en æske, der er foret med hvid

silke.

Iigste, som jeg har mødt. En mand, der rører ved himmel og helvede og kalder begge dele ved deres rette navn. r>Et af vore

med et skævt smil og spymede

et betelspyt ud ad vinduet,

>>nemlig det, at jeg er en kristen.<<

En af hans medarbejdere, en muhammedaner, {ørte os

til emi

ovenpå. Der var magelige stole. En radiogrammofon tog pladsen op i det ene hjørne. Han fortalte, han især holdt af Duke

Ellington.

Emirens palads ligger lige over for regedngskontoret. Det er bygget omkring 1800. En kolossal mur omgiver paladset. Det er inden for denne mur, den store emir lever med sit råd, sin vagt, sine koner og elskerínder - hvad de sidste angår op til 30 i tallet. Vi blev vist rundt af seniorkonkubinen. Hun mod_ tog os i sin privatafdeling af paladset. Hun så ud til at have adopteret hen lagt s derne ud.

L6

>>Er

da Gud, så er jeg her. ViI du rnig noget, så er leg ber.

Tal. Jeg hører. Byd. leg lyder.<

lig. Hendes sruef var rapetserer rned metalskl,Je f.ra loft til gulv - en række gyldne trofæer for lang og tro tjeneste. Gul-

vet var dækket med et tykt tæppe, som dæmpede lyden fra det tilstødende rum. Derinde sad en flok kvinder og en del børn og pludrede om kap med et par grå papegøjer, der fløj fra hånd til hånd fo¡ til sidst ar sæte sig på TV-appararet, som lænede sig patetisk op ad lervæggen under et af stuens fire vægure. Senior-damen visre os beredvilligr rundr i de forskèllige afdelinger, hvor emiren kun¡e komme efter forgodtbefindende.

Paladsets ¡um stod tomme, når emiren ikke var der. Det virkede derfor tankevækkenðe at gâ igennem de mange rum over tykke tæpper, at se de brede senge og de franske konsolure på mere

eller mindre antikke borde. At væggene var aI ler og nogle steder overmalet med sølvmaling, og at ornamentborterne glimtede i grønt og sort var ikke nær så ovenaskende som de airconditionsapparater, der fra tid til anden stak ind gennem vinduerne - for det meste over emirens senge!

At der også var badeværelser, f.øjer jeg kun til, fordi der aldrig blev slået en dør op til et flisedækker rum med indhold efter stedets naturlige bestemmelse uden at vejviseren trompetercde: >>Og dette er badeværelset!< Jeg lod hver gang, som om jeg ikke havde anelse om det. Man skal ikke t¡s urrø'digt!

Vi nåede lige at se et glimt af emiren. Han smilede venligt til os og gik videre med en herskers lade, afslappede gang, mens hans bodyguard blæste i hornene, og hans sekretær bar scepteret. De brede rigt ornamenterede døre lukkede sig langsomt

efter ham.

Ti snavsede unger modtog os uden for poften. De stak deres hænder frem og gøede: >>Dashi - dashi. . .<,

>Tiggeri er en profession,<< havde Labi fortalt os. Kan man

ikke tigge, og vil man ikke arbejde, så må man srjæle. Der sker, man bliver fanget af politiet for at stjæle, Så bliver det til en synd. Det er forkert ar stjæle naturligvis, men det er oplagt synd, når man bliver fanget.

Godt 30 drenge i alderen fra 8:16 år var blevet syndere på den konto. Politiet havde sendt dem til et observarionshjem. )>.leg er.rtolt, t'ordi jeg er nigerianer, men jeg er Hitnlen uære louet lige så stolt, lordi jeg er en l<.risten<

t7

tI

De stod ret op og ned, da vi kom ind i deres lille gård. De var ens klædt. De skulle være der 2-6 måneder. En fyr på ca. 8 år med et fugleungeblik i et voksent ansigt skulle være der i 6 måneder. >>Hvad lærer han?<< - >>Han bliver iagttager.<(>>Foretager drengene sig ikke et eller andet, mens de er her?<< - oJ.g taler med dem - intervie'u¡s you see-<< - >>Jo, men hvad går deres tid ellers med?<< - >Tiden? Det er jo kun op til 6 måneder, så. . .<( Jeg så på >>fugleungen.<< Han havde allerede oplever, at timer kan være fu. Han havde ventet så længe på, de skulle blive til timer, blive normale - og han havde ventet forgæves. Hvad betød 6 måneder til? Han så ikke ud t:.J. at frygte perspektivet.

Han var ude over den tid, hvor han frygtede - nu var han et nummer i storbyens tilfældigheder. Han ville glide videre. >Vi har ingen penge, og arbejdet er for nyt ril, ar man i almindelighed forstår værdien af det,<< sagde lederen undskyldende, da vi stod i drengenes dødsenstrisre sovesal. Vi sagde farvel til drengene.

>Fugleungen< så på de store. De vindede. Så vinkede han.

De fulgte os til døren henne ved muren med glasskårene. Så fulgte han os også. De smilte. Så smilte han også. De skulle vente. Så ventede han også. Seks måneder! Vi kørte tavse vi-

dere...

Der er 20.000 handlende på Kano markedsplads hver dag.

Alt kan købes fra krokodilleskind over fulgenæb til

abeskind,

hvis man altså ikke tror på epsonsak, aspiriner og vitaminpilIer. Tøj, kufferter, smykker, måtter, gryder, cyklet . . . var der ellers noget? À{udrede vandsrrømme gled ned ad nogle af gyderne imellem handelsboderne. Fluerne sad tæt på fisken og kødet. Gribbene ventede i tækronerne på affaldet. En gammel kone sad og skuttede sig i en fuldbåren depression. En ung mand lo til sin pige. Et barn drak af sin,mors bryst. En dreng forøgede den rislende strøm

I

i gyden af nødvendige

grunde.

udkanten af markedet lå der to kameler og hvilede

sig.

Den ene lå allerede væltet om på siden, men den anden gyngede aristokratisk med hovedet og sugede underlæben ind under 18

oveftænderne, mens den langsomt sænkede øjen-lågene med de betagende lange øjenvipper ovet de alt for vidende øjne. Endelig lagde også den sig, og vi kun¡e lige skimte de to dyrs rygge i græsset. De to bilvrag, der lå og rustede på deres mark, stak grelt og forgængeligt af imod evighedstonen over kamelryggene, græssets lade dans og den rød-lilla solnedgang. Et eller andet sted var der en, der begyndte at slå på en tromme. På det modsatte fortov sjippede en flok børn. Jeg købte 20 karameller ved en bod. Han gav rnig 24! Af en ellet anden meningsløs grund følte j.g mie skyldig på grund af hans gavmildhed.

Projekt Mercut sender sine mastet højt over skovens træer i Kanos omegn. Afrikaneren forklarede os langsomt og grundigt, hvordan der arbejdes, når astronauterne fra USA flyver deres bane omkring jorden. >>De flyver 5 miles i sekundet,<< sagde han uden at blinke. Maskinerne tikkede i Mercur-laboratorierne, blinklysene kom og gik, mænd arbejdede, lyttede, noterede. >Vi må være p^tate, når der igen bliver brug for os, så vi har ikke lov til at lade noget apparat stå ubrugt.<< Nigeria er med til at måle himmelrummet. De pejler, måler, iagttager og fortsætter fra et sted i savannen i nærheden af storbyen. De ved, det er nogle, det bare bruger 1 sekund til at komme 5 miles ftem, men de ved også, der er tusinder, der bruger et helt liv til at komme fra gyden til kontorstolen eller katederet, og som måske alligevel ender med tiggerbæltet.

Livet tegner dybe furer i dagens Nigeria. Tidens nål er ny og

skarp. Den ridser sine toner ind i en blanding af nyt og gammelt, ind i håb og meningsløshed, f¡ihed og angst - og ingen af os forstår endnu, hvad melodien vil sige. En ven fra Nigeria skrev til mig: >Det nigerianske hjerte går sine gådefulde veje, og man har kun nåden at håbe på over sindets afgrund imellem nationetne og dermed imellem menneskene. Efter en ond og negativ tid tænker jeg tit: Jeg har fået en viden om mig selv, om mennesket, om Gud - kan dette bære frugt? Forståelsens gode frugt, at vi er flere på vejen, og ingen af os har nå-

et

målet?<<

Byen summer bag mig. Savannen ligger grøn og diset foran

t9

mig. Jeg må ind imellem dens rræer og buske, finde frem til de brune hytter og de mennesker, som lever der, for >>at forblive neutral i en situation som denne, er noget, som jeg i egenskab af kristen ikke kan finde mig i.< (Alberi Luthuti)

Tilbage igen

Nætterne kan være meget lange herude. Især

i

begyndelsen,

indtil lyde og varme bliver til en notmal foreteelse. I

måne-

skinnet kan jeg se træerne udenfor og bag dem floden. En frugt af papayaffæet faldt i dette øjeblik til jorden. Så stille er her, når trommerne tier. Disse trommer, der inciterende, farligt stigende, faldende får luften til at sitre og skælve.

En fed grå mus leger på gulvet. Dejlige øjne. Gav den brød.

Den skal også vide, jeg er kommet til Afrika! - og sâ fortalte jeg den iøvtigt, den vat alle tidets fæhovede, hvis den gik ind i en fælde, jeg af >opbyggelige grunde<< må sætte op snarest -

der er mange måder >>at vaske sine hænder på<<, ikke?

Ja, så er jeg i Afrika igen. Det er aldrig let at bedømme sine egne følelser, når det gælder disse bratte omskiftelser, der hø-

rer et missionærliv til, fra det øjeblik, man siger farvel til alt det derhjemme og igen er med i arbejdet her. For de færreste er der plads for en følelsesmæssigt ville opstemthed. Man har ligesom ikke råd til det i en ve¡den som denne, der både fysisk og åndeligt udfordrer til et engagement med realitetetne.

Når alt dette er sagt, skal der dog gives plads for ordet: fred.

Jeg nævnet ordet fred fotstået som noget grundskabende. >>Ikke at jeg allerede har grebet det. .<< dette gælder også i forbindelse med ordet fred. Det er ikke os, der griber freden eller begriber den, men Gud, der lægger ånd og øre til.

Jeg boede to dage i Jos, hovedstaden i Nigeria, før jeg begyndte den 14 timers køretu¡ til Numan. Jeg skulle købe proviant. Det var let nok, men at se byen igen, det var straks noget andet. Alt syntes så småt, så gråt.

En dreng på hovedet i en ¡endesten, hvis lugt og indhold man må tænke sig til. En appelsinskal kommer flydende.

Han jager hånden i den slimede strøm, fanger den, opdager mig. Dette blik, dette glimt af angst - >hvad har jeg gjort?

2L

Hvorfor står hun der?<< - og så afsted. Han løb. Han var vel 8 år, tæn}er jeg. En blind dreng i en anden gaðe,12 år måske.

Gav ham en mønr. Han faldt på knæ, bøjede sig helt ned til jorden, takkede, okryd.'. En flok unge stod og hung _ mange steder - med >>tådløshed< i otd og blik _ hvad skulle d. fi"o_ de på? Ingen ungdomsskoler, ingen hjem til dem i fritiden . . . .

Hvem tør dømme? Dommen må jo blive vor, være over os, der bare ser

til fu efter

år.

Og tiggerne! Disse spedalske dggere, der kejtede greb efter

mig for atfà en 5-øre. Disse sår. Disse betændte øjnel som flu_ erne sværmede om. Husenes skævhed og revner. Rustne bliktag.

Sækkelærredsdøre. Små nøgne unger med snuhed i øjnene o--g villighed til at betale det onde for at få brød. Manderr, d., ,"ã og pillede lus af en anden fo¡ slet ikke at tale om h"m, der først trak sin trøje af til aflusning og derefter bukserne til sam_

>kemiske rensning<< alt det i et støvfuldt, flimrende sol_ bad. Mennesker, mennesker overalt, mennesket som os og al_ ligevel så forskellige.

Mit første møde med Afrika fik

-

me_

-

Iale-

des nogle stærke skygger. Jeg synes, jeg kunne have råbt:

,Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!<

_

så det flængede lufren,

hver gang disse stakkels håndflader fra de spedalske Lo- op imod mig, den harske luft af råddenskab, denne atmos fære af uvidenhed, stupiditet og resignation _ ã ja, sådan kan der se ud i en missionærs hjerte.

til

i lastbilen og ventede på tømmer, som var købt op missionen i Numan, sad og sâ på gadebilledet, på menneì-

Jeg stod

:k:1" 9g mærkede, jeg tabte spillet -- og du, ,oÁ i

., gti*.

dukkede dalens under op, den norske dal-, hvor jeg engang

til

i en regnbue

så

. . . >>når buen står i skyerne, vil j.f ,. hen den og huske den evige pagr mellem Gud og-hveít-l.v.nd.

solen Ie

Undertiden oplever vi, og senere forstår vi. Det var en lille ting, der skete. Norge Afrika, hvad betyder det for Gud, når han flytrer billedeme, minderne?

væsen!<<

ikke_

Rejsen er endt. Den nye dag skal begynde, arbejdsdagen _ i samme farve; det er ved

Nu lyser floden og sandbankerne at blive morgen.

En ny tid

Aftikas situation er efterhånden så spændt. I avisen forleden, den lokale avis, stod der som overskrift: >>Afrika, et helvede skabt af de hvide.< Det er klart, at i tider som disse, bliver ordvalget for stærkt, men det er følsomme memesker, vi har med at gØre, der ellers med en fabelagtig dygtighed dækker over, hvad de lider og hvorfor. Derfor rror gæster, der kommer herud til Afrika, ofte, at afrikaneren er oveffladisk. Ham med det store smil, der har en sjæls lette register, siger de. Det er en typisk misforståelse.

For et par uger siden var jeg nede hos den lokale fotograf for at få taget et pasbillede. Jeg havde haft en temmelig vanskelig skolesag, men det var, hvad det var, og ikke fotografens affære. Jeg satte der store smil op, og vi talte om vind og vejr, let og ubesværet. Da billedet vat taget, sagde jeg farvel. Den sorte fotogtaf bukkede og sagde: >>I morgen bringer jeg det billede, hvorpå du smiler, men du får ikke smilet med i øjnene. Det ville ikke være en fejl at ønske fred over din vej, indtil dine øjne er med i glæden.<< Han kender intet til mig eller mit arbejde. Billedet viser efter min mening intet. Men her har man afrikaneren. En følsomhed, der grænser til det byrdefulde. Hvis man ikke er ægte i samtale, i en spøg, i alvor, i væren, lukker de af eller bliver kejtede. Det er let at glemme det, fordi de selv kan dække over deres følelser. Disse blanke ansigrer, hvis brune øjne kan udtrykke en intethed, er kun et skjold.

Hvad mon det hele ender med? Man føler sig ofte hjælpeløs.

Det er en vanskelig opgave, og bliver det end mere, det at være hvid i Afrika. Om de ikke foragter os for andet, så gør de det for den taknemlighed, de føler sig tvurigne til at vise over for os. Det er strengt at være taknemlig, når hjertet ikke elsker. Det kan vist kun blive til had. Og hvorfor skulle de holde af os som race? Det hele er et kaos og et tidsspørgsmåI. Så

22 23

kommer skiftet. Afrika får sin egen farve. Måske på ruinerne af Vestens imperialisme. Farven bliver ikke pastel. Vi vil

blive overraskede.

Hvis vi blot kunne lære at tro på, at folkets originalitet kunne klare fremtiden, give plads for deres egenart, så ville det ik&e være svært. Begrebet Helligånden kommer ind i billedet, hvis man overhovedet skal uo på en eksistens fremover, hvor vi kan være sammen, den sorte og den hvide. Om Helligänden gælder det, den går sine egne veje, og måske vil den, når den kommer, erobre det, der står som et problem for os. Hvis hadet ikke bliver det naturlige åndedrag og kærligheden kun et navn, da kan Afrika blive den srore evangelist en global sammenhæng med os mod nord og i andre lande i Europa såvel som i Amerika.

i

Man kan jo i høj grad sige, at det ikke bare er en vanskelig tid, men det er også en rig tid, for man begynder at blive varsom. Intet er givet. Så kommer erkendelsen, der både afslører og mildner, knuser og oprejser. ¡>Himmel og helvede i hvert lag af mine begreber,<< skrev en lærer fra Sydnigeria til mig, ,rhvem kender facit på det hele? Jeg er fuld af und¡en. Men det er godt at undre sig. Over blomst og fugl, vind og vejr, sten og vand, og mennesket. - Vi åbner lidt og undres, vi åbner mere og knæler.<< Det er rigtigt, at vi altid vil erkende stykkevis på mere end én front. Men om vi kunne blive så fattige i ånden, at vi holdt op med at slå to streger under vor egen mageløse løsning på alle problemerne, da ville vi få en ny start. Hvor engle beder om vejledning, har jeg ofte en fornemmelse aL, at vi sætter over gærdet og braser på. Hvis vi fortsat skal øve os i at undres og lytte, da begynder Gud at tale til os. Da dør hvedekornet. Da begynder livet.

Vi er i en skæbnetime for missionen af høj spænding. Men da er det ikke Fanden alene, der hytter sine. Man kan regne med hjælp fra Gud. Vi skal lære meger, vi hvide. Også lære at forstå vort hjertelag. Vort hjertelag, ja, det er i det striden står.

Der ligger himmerigsnøglerne gemr ril det virkelige fællesskab.

24

Tiden går videre, men den venter pâ vort svar, og i tiden er Gud

ikke alene om slagmarken.

Man bliver nødt til at holde fast på meningen med >>ar være på vejen<<, at være på vandring. Det giver ingen plads for ufejlbarlighed eller færdighed. Den vej, vi går på, er en vej, hvor sikkerheden brydes ned. Alligevel er der faste punkter: Kri stur og Ordet. I dem burde vi have vor naturlige holdning, der engagerer sig med livet i al dets usikkethed og uberegnelighed.

Kun denne engagedng med livet gør det åndelige liv nærværende. Jacob Knudsen siger noget lignende som: >>Kristuslivet er ikke som en selskabssal, hvor vi kr¡n tør tage meget lidt at vort hele væsen med ind - for de andres skyld! Nej, der er som en stor skov, hr,rcr vi kan leve vort væsen helt igennem<<. Enhver tid må som ethvert menneske gå ad den vej, der er hans i samrne grad, som den binder sig til dette >>at lade Kristus vinde skikkelse i sig<. I Sydnigeria var jeg med til en kirkekongres. .A.frikanerne kom dansende til ki¡ken. I lange bølgende rækker vuggede de sig frem med grene og blomster

i hænderne op imod

kirken, der lå på en bakketop. Hr¡ndrede af dansende, syngerÌde kristne. Jeg talte med en afrikansk præst om det. Han fortalte mig, han var blevet en kristen ved at høre >Jesushistorien<( sunget i rytmer, som han gouterede og forstod fra sin hverdag. >Jeg ville ikke være standset for at lytte<<, sagde han, >>hvis sangene havde været sunget i et for mig fremmed melodileje<. - Man må respektere mennesket i dets egenart. Prøve på det. I denne prøve er der natudigvis en risiko. En risiko, der skal voves. Gennem prædiken, gudstjeneste, undervisning, kærlighedens gerninger tolkes Guds vilje i samme grad, som vi ved, vi kun er oversættere, fortolkere af den. Givet kommer fejlene og misfomtåelserne f¡em i enhver oversættelse - derfor også i vore handlinger og vort væsen, der vil vise Gud. Vi stammer kun på Gudssptoget overfor næsten, vi aner kun -<< nu ser vi i et spejl, i en gåde.<< Det er vore vilkår og vot risiko. På den store dag, når vi hører den fuldkomne tone, da er oversættelsernes tid forbi. Da er sendelsen fuldbragt og fuldkommet: Fra

Gud

- til

Gud. Men indtil da er vi her og skal tale Kana'ens 25

Na'omi-Henry-Bokti

Sidder ved et bord, der står således, ar der vender ud imod haven, og det vil igen sige den åbne verandadør. Petroleumslampen står imellem døren og bordet på en såkaldt stander. Ind f¡a døren kommer tudserne - gførìne, brune, store, små plop - plop - plop - som søndagsskoledrenge. Der er 16 p.t. . .

De sidder i en cirkel om lyset. Skulder mod skulder. Og glor.

Bare glor. Mod lyset. Lyset falder i deres glimtende smukke øjne og blanke rygge. En bedre menighed er aldrig oplevet. Jeg må tale til dem: >>Mine søstre ftidser, hvis I er nået til ende

med jeres meditationer, tøt jeg måslce oplyse om, at bror natten og søster mose venter jer, og I, hvad hensynet til min ringhed anbelanger, hjertens gerne må skrubbe af. Nå ikke? I vil ikke gå? I venter flere? I vil ha' ro til ar glo? Ja så! Så

får vi brug for kasteskovlen<<.

Her foran mig ligger et blad, hvis bedste egenskab alle tider har været dets glatte stive papir! ! Ind under tudsen med det, tju, en skål over den og oh sejrsjubel, jægeúryd, jagtsejr -

I [+

l;

t

ü' t.. !l

II

f: k

t h, t!,

I

ud med den! Har set, der sidder et par stykker og gør sig >udi eet<< med cementen i stuens hjørne - een i hver krog. Fred være med dem. Romeo og Julie skal også leve!

Det er ellers en undtagelse, jeg er hjemme i aften. Jeg rejser meget i denne tid, da jeg er blevet bedt om at begynde på at samle stof til en kirkehistorie. Det bliver uendelig lidt, jeg kan nå på den tid, som jeg har til det, og det er da også tanken, at den virkelige kirkehistorie skal samles og skrives af en ældre og langt mere erfaren missionær. Ikke desto mindre sidder jeg i disse uger og hører på sælsomme beretninger, >der forkynder med fattige ord, at det synger bag aske og jord<<, som nu f. eks. hos Naomi, en gammel pionerkvinde. Havde Paulus mødt hende, havde han definitivt streget ordene om kvindens underda-

nighed!

-

Hun er en type med lyn og torden

-

og langspyt

imellem to fortænder over gulver. Vi sad i hyten på gulvet.

Hun er rynker, grå-brun med knoglede hænder og iirkãrrt.d. knæ og et par øjne, der funkler, formørkes, L, r".g.. _ o d:t siger jeg dig Batu, når mine ord er færdige, "J ,a huãr God. 99

Han har været god ved mig, for Han har givet mig vanskelige ti_ u{9n ende. Og får et menneske lov iil at ga igennem Lm, fer hvis ikke Gud elsker det og kan stole på det?

Jeg er Hans sla_ ve, den, Han elsker. Han vidste, han kìnne se mit ansigt i det hele<< . . . Og så kom der en gris ind, et par høns, er par nøgne unger og nye spytklatter krydsede verdensrummet, og der sad hun, den gamle patriarkalske, knoglede Na'omi og .ä God, iod

i

ansigtet.

Jeg et f\yrtet. t{uset var ikke helt tærdigt, ôa 1eg flyttede

ind., sä sote lyn i form af snedkere, murere, ,"g pä Lryd, og tværs med banken, fløjten, sang og smask igenne- hor.t. H"m, der lcalkede, en begsorr fyr med flagreskjorte og filthat, er me_

get musikalsk - desvær¡e! Kalkkosten går i takt med kva_ det. Ind imellem traller han marchmelodier, og så ryger kalk_ pletterne og gulvet og over ham selv, og ood."foidl hnder kalken også på væggen, men nu og da bliver han blidt bevæget og synger sit hjemlands vemodige sange. Da blandes kalken med salte tårer, og arbejdet skrider frem so'en begravelsesceremoni i skridtgang. Den dag, jeg flyttede ind, var han i sit reþiøse hjørne, stod højt på stigen og sang: >>Vi hører ikke ver_

den

til -

hum, hum

- vil hører himlen til -

aj, ajl< Når

man er træt af flytteri og rod, så er den slags som livgivende krydderí for min humoristiske sans. Den Henry, den Henry . . .

Det er et mageløsr gråvejr. Den milde gå farve udefta er en sand hvile for øjnene i stedet for den skærende solfarve på de hvide flader. Her foran mig står er lys rændr i en ældgammel messingstage. En stage, som jeg fandt i en grundmuret uendelighed af spindelvæv på et gammelt loft i Sønderjylland. Nu står stagen her midt ude i Afrika. Den passer ril dette vejr.

Det er så hyggeligt, at selv den gamle kommode derovre ved døren står og ser helt fornuftig ud. Den afleverede sit ene ben som kødben til termitterne på én nat )>og så var der bare

-

28

tre.<< Nu står den og hinker på tre ben og skriger ynkeligt, når jeg uækker skuffen ud, samtidig med den ser uforståend.e ud, når jeg citerer: >Al din ve, der gør din egen vilje<< Utroligt som en kommode kan have noger menneskeligt over sig! Nå, men lad den nu være i fred i de dæmrende skygger. Den står vel også og har sine forårstanker på en aften som denne.

Pigen Bokti har lige været her i en kjole, der var himmelblå.

Det er det eneste himmelske, der for tiden er ved hende! Det dukker op som >glimt fra paradisets kyst<<, men, ak, så får dæmonerne slået det for panden, og så er det sket. En skønne dag bliver der vel noger fornuftigt ud af det hele. Vi andre var jo heller ikke - alt iberegnet - tjenlige til himmelfart i den alde¡. Forleden sagde hun noget, der var så godt sagt, at det endnu sidde¡ og vibrerer i min hukommelse i alverdens dejligste farve¡. Vi havde talt om lidt af hvert. Pludselig så ungen på mig med disse dårende, brune, flødechokoladeøjne og sagde: >>Hvorãa" kan det være, jeg så tit ikke kan lide dig, når jeg attid elsker dig.?< Hvis iklce det er filosofisk sagt af en sådan en lille t"tge. Der ligger jo meget mere i det spørgsmål, end hun er sig bcvidst, tænker jeg. Mon ikke Peter deroppe ved pedeporten raslede med nøglerne og smilede og mindedes det langt større . .. rHerre, du kender alle ting, Du ved, jeg har dig kær. . .< Mærkeligt som børn kan udkrystallisere en tanke, der er et ekko af menneskets konf.ikt i forholdet til næsren og på videre sþt for os alle i forholdet til Gud. Bokti spiller bestandig en rolle også i dette års krybbespil.

At øve krybbespillet til juleaften med børnene er blevet noget helt andet end tidligere. Der er er problem, som aldrig før har været der. Mindst 200 børn vil være engle i bare ingenting! Vi har brug for 40! Alle de, der ikke blev antaget trods det, de havde fnat og skidt og forkølelse og manglende fortænder nok til det, blev så forbit¡ede, ar der slog gnisrer, og vi har et veritabelt læderjakkeproblem nu. De forsmåede hænger ind ad vinduerne i kirken, når vi øver os, og skriger ord, som ba¡e jeg troede, jeg kendte fra de københavnske sidegader.

Sådan nogle små unger. Bundløst frække. Og vore 40 udvalg-

te, der går med himmelvendte øjne op ad kirkegulvet og hænderne klasket sammen foran sig, Lr '-mer tæerne og hvisler ud ad mundvigene, mens de synger med de øvrige: Fred på jord, fryd på jord!

I dag havde fjenderne fâet f.at i knaldperler. Vi er med på noderne hertillands. Og dem smadrede de mod kirkegulvet akkurat på det tidspunkt, da Gabriel sagde til Maria, at hun var den livsaligste blandt kvinder, og Maria, der er 12 år, fik et nervesammenbrud over at fã, en knaldperle med i købet, råbte op om at nu >>kan I sæl om det, for nu tæver jeg jer<<, og så for hu¡ Mariagevandt ud ad det nærmeste vindue, og sikke et slagsmål, der blev. Jeg blandede mig ikke det, for selv en Maria har vel lov til at sige, hvor skabet skal stå. Jeg beroligede englene, der tudede ud i ét med næsen, mens de sang om: )>menneskefaldet til frelse vendt.<< Bokti er dørvogter. Jeg har hende mistænkt for at nyde hver gang, vi spjætter midt i lovsangene. Jo, dette sker midt i Afrika.

Morale: >>Heraf sees, hvi det gå, når en engle blive en djævel.<< Og så midt i engleflolcken går den lille Victoria, der er småt begavet, og som ekser med benene, når hun går. Formodentlig spastiker. Hun kom ind i flokken ved en fejltagelse, og ingen af os havde hjerte til at sende hende væk. Hvor kunne man?

Men det er et problem. Hun falder hele tiden og ryster over hele kroppen for at holde takten med de andre, men hænderne flyver fra hinanden, og det hele er uden kontrol. Og øjnene, de siger: tilgiv! hele tiden. Hun er drivende våd i dag efter øvelserne. Det er langt over hendes evner og kræfter, og de ander ler af hende med en spids, hård barnelatter. Det går aldrig juleaften med alle de mange mennesker i kirken og lysene og de lange kjoler. Vi aner ikke råd eller vej og må finde en løsning. Den foteløbige løsning er derine, at hun skal stå som en lysengel bag krybben hele tiden med et lys. Skal altså ikke gâ, og lyset står på en stage, så hun taber det ikke. Det kan hun klate. Vi fortalte hende det. Hun så lykkelig ud. Følte sig accepreret. Kr¡nne man male, da kunne man sige, at her var et emne, man kunne kalde: morgenrøden i et barneansigt. Jeg så det.

i

)o

i

Den berømmelige Bokti kom kort efter julen sammen med sin énøjede plejefar. Forhistoden er såre enkel: Bokti er smidt ud

af skolen. Lige efter det var sket, blev hun sendt ud til mig til >ord uden ende<<. Hun vaskede sin sjæl i salte tårer, og jeg sagde amen. Og så drak vi saftevand og spiste småkager. Midt i et meget lydeligt snøft sagde hun med hedensk band i øjnene, at hun >ikke ville tilbage til den anstalt, om hun så blev dronning over hele ve¡dens skolex<. Så sagde jeg tredobbelt amen, og det er lige så godt som min underskrift, og tøsen jollede af.

Men så kom plejefaderen i dag og så vild ud i venstre øje meget, værre end Terje Vigen! Nu kunne han altså ikke mere, fo¡ Bokti var så'n og så'n - ,synderne styrtregnede over mig.

Svadaen sluttede med: >>Bokti er kun bange for Vorherre og dig. ..<< Da jeg meger stilfærdigt spurgte, om vi så ikke skulle lade Vorherre kla¡e ærrerne, så han bekymret på mig, grundede længe og sagde så følgende aldeles strålende bemærkning: >Jeo'

sMÆN - men du er li'som nærrrete, så'n du ved nok, så hvis Vorherre indvilger, så foretrækker jeg altså dig!< Og hermed er Bokti r>ung pige

i huset<<

her.

>Daglig lægges der mange til<< - af skårede glas m.m.! Hun har fremragende tommelfingre. Men ellers - en perle. Vi har megen glæde af hende. Hun har en rænksom og følsom tankegang, som er aldeles fornøjelig at f.ølge. Vi havde en dag en lille holmgang, som sig hør og bør. Hun truttede mund og listede af. Om aftenen, da hun satte smØrret på bordet, placerede hun asietten på min tallerken. Midt i smørrer havde hun ridset et hjerte med et skævt >>Bokti<< i - jo, jo, der er mange måder nt sige

3

>>ska'

Gnister fra bålet

det ilcke være os to?<< på!

Der, hvor srien drejer

fn

-

Hun skrev sikkert julekortet i USA. I et lyserødt hus med hvide tylsgardiner og en figur af Rudolf - med-den-røde-tud

i

plastik på ennédøren.

Nu sidder julekortet på en lewæg i en hytte i Afrika. Det er presset ind i en grødklat. Man må bruge den fiskelim, der er lettest at Íã lat på i en landsby, der ligger ca. 200 km. fra

den nærmeste købmand! Stivnede grødperler sidder langs randen af kortet. De tre vise mænd srår på hovedet. Det må forudsættes, moderne kunst er ukendt her på lag, så hine tre store må finde sig i deres srilling uden begavede forklaringer. De hænger bare. Da man heller ikke kan læse her i byen, er det formodentlig et rilfælde, ar den anden halvdel af kortet den med teksten - hænger, som den skal. Ordene lyser sort på hvidt ud i hyttens brungule lys: >Thi er barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile, og hans navn skal være: Underfuld-Rådg,iver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Freds-Fyrste.<<

Konen sidder lænet imod væggen. Hun er ung, og hendes hud er blank og smuk. Hun har den sidstfødte i sine a¡me.

Barnet borer sig ind mod brystet - søger, finder, drikker, sover. $un smiler svagt til mig og gynger barnet i sine arme.

Fluerne summer ornlring de sorte lerkrukker, der er stablet oven på hinanden. Et bundt brænde - mahogni - der er bundet sammen med et bredt bastbånd, står og striber lervæggen i rødt og gult. Pilekoggeret, der hænger i bastkransen langs hyttetaget, er støvet, men geværet er blankt, pudset og renset.

Nu sover konen. Hun har bøjet hovedet over barnet. Det ser ud som tilbedelse. En moder i bøn. Og nu og da klinger miniaturebjæIderne om barnets ankler. De svinger frem og tilbage som gyldne klokker.

Jeg vil gå en tur i landsbyen, mens hun sover. Sludder, jeg

)2

>Det er godt at undre sig Ouer blomst og fugl, aind og uejr, sten og aand og mennesket

-

-<

er bazts slaue, den, Han elsker.

Høn uidste, han kunne se rnit ansigt >rJeg

i det hele - -<

i huert lag al mine begreber; buem Ăženciet'lacit pĂĽ det hele?<

>>Himmel og helaede

gik ikke! Jeg knaldede ud ad døråbningen i et drys af srjerner.

Må jeg forklare! Døråbningen er romansk foroven, gotisk forneden og ubeskrivelig på midten og jeg et L75 cm. i længde!

Nu forstår jeg bedre, hvorfor de tre vise mænd står på hovedet derinde i hytten. Og de fik kun én stjerne ud af det!!

Aner De mon, hvor hvilefuldt det er at stå,på ét ben med det andet ben bøjet således, at foden hviler på knæskallen af >ståbenet<<? Man har så få chancer for at gøre det, når man venter' i Danmatk, men hvor ville det hele blive anderledes omkring sporvognenes stoppesteder, hvis vi blev vant til den stilling. Der stod to fulanidrenge og sâ på rnig de lignede to sorte sto¡ke imod durramarkens grønne frugtbarhed. Jeg hilste dem. De nikkede som svat, så den lange svajende fletning siuede sin indfatning af metalringe fra håmoden til spidsen. De forstod, jeg gerne ville se deres hjem. fulgte stien gennem durramarken. Kornstokkene var tykke som et bâms arm og målte en 2.50 tú,3 m. i højde! Det slog mig, jeg alligevel ikke havde drømt forgæves, når jeg som barn ønskede mig bitte-lille, så jeg kunne gå imellem græsstråene i Søndermarken i København! Dette var ganske vist ikke Søndermarken, men ellers var oplevelsen virkelig nok. Kornets blade slog sarìmen over vore hoveder. Vi gik i en gtøn skygæ.

-

-

i

Vi

>>Rugaen<<,

fulanilejren, lå bag matketne, men

i

en god af-

stand fra landsbyen. Røgen ringlede op over græshytterne. Konerne modtog mig med en blanding af stolthed og skyhed, der var langt fta undetdanighed endsige usikkerhed.

Kvægfulanernes historie

er indviklet og ejendommelig

og

som så meget andet i Afrika for størstedelen ukendt. Fulanerne mener selv, de stammer fra Arabien, men historikerne et ikke så sikker på, det er hele svaret. De taler om mulighederne

for en forbindelse med en af de israelitiske stammer, der på mærkelig vis kom bort fta de andre stammer i tidernes morgen. Atter andre mener, fulanernes forfædre udvandtede fra det nuværende Libanon - men hvorom alting er, så vil ingçn af disse teorier skygge over >>historien'om gaven<{. Jeg hørte den af d-en gamle fulanimand, som sad lænet op mod træet,

7)

mens hans lange, tynde fingre trak bastnådene ud og ind af til en solskærm, som kvinderne senere ville sætte deres skåle - kalabasherne - med mælken og smørbollerne

fletværket under.

Hans hurtige blik var vandrerens blik - manden, der er vant til at overse en situation og bedømme dens mulighed. Han rettede sig en smule, da han begyndte at tale. >Dette er historien om gaven. Sådan lyder ordene: Der var

kv ende. det vi en

karakter

-

den, der gør ord uden

es af ffætheden og svarede hende, hun tav. Det overgik hendes kræfter. Hun kunne ikke tie, så hun fangede vrede og løb fra sin mand. Dette var en fejl, men fejlen blev ikke mindre, fordi hu¡ tog sin søn med. Han var s[ lills, at han endnu dtak af. hendes d af hendes øjne, og for at træ og begyndte at vandre

dt, det ikke ville være en fejl, hvis hun gik tilbage. Men hvor var drengen? Hun ledte og ledte, men selv om tålmodighed er verdens medicin, så hjalp det hende ikke. Hun fandt ham aldrig.

Men luk ørerne op! Drengen var ikke død. Han vo{<sede op hos dyrene i skoven. En ting at blive forbavset over! Ikke

Drengen havde en god karaktet, så han gjorde, som ånden til floden, og koen kom, àg den fulgte ham.

Men - kai! - han manglede udholdenhedens karakier som sin mor - hm - og så sig tilbage! Han så hundreder af hvide køer, der fulgte ham, men i det øjeblik, han venclte sig otn, holdt de hvide køer op med ar komme ud af floden, og d.r kom havde sagt. Han gik

bare fire røde, og så holdt velsignelsen

op.<<

Den gamle tav, og fingrene arbejdede langsommere og Han sukkede og lænede sig tilbage, m.o, hui

langsommere.

34

mumlede: >havde den dreng ikke haft så meget af sin mors

karakter....hm!<( Da han omsider rejste sig for at gå over til græshytten og hente et nyt bastbundt, så jeg, hans ryg var tværstribet af gamle ar. De lå som uregelmæssige fletninger spredt over ryggen, akkurat som fulanibørnenes fletninger, der st¡åler ud fra deres hovedbund som vidjerne i en ufærdig kurv. Da jeg så hans at, genoplevede jeg {r:lanemes piskedans, som jeg så ofte havde set dem Nigeria. Når en ung teenagedreng har nået den alder, hvor han er parat til at gå ind i >>de voksnes rækker<<, betyder det blandt andet, han må tage del i indvielses-

i

programmets hovedbegivenhed: piskningen. FIans venner, gamle som unge, og ikke mindst de unge piger står i en kreds om ham, mens de synger svagt, men monotont og sært inciterende. Han er nøgen på overkroppen og har et broget klæde eller et læderskørt med hvide miniaturekonkylier syet over læderet omkring hofterne og et spejl i hânden. Sangen og spejlet er uden tvivl vigtige faktorer i hele dette >>spil om enhver<<, der vil anerkendes som mand i fuIanernes verden. Han holder spej-

let

i

sine oprakte arme, bøjer hovedet bagover, så han kan se sig selv i spejlet, og hans krop venter, mens sindet overbeviser sig selv om velsignelsen af smertens virkelighed. En ældre mand kommer dansende ind med en gren fra tamarindetræet i hånden, og den smidige gren svirper over ryggen på drengen - én gang, to gange, flere gange. Han bevæger sig ikke. Øjnene i spejlet er rolige som glas og let tågede som savannen i morgentimerne, når kvæget begynder at vandre mod nye horisonter. Når piskningen er oveîstået, går han roligt over til sine venner. Han er adlet. Han tilhører stammen. Pigerne går Iangsomt forbi ham. De gynger i de smalle hofter og ser skråt på ham gennem øjenvipperne, der er farvede blå som mønstret omkring øjnene og munden - et fint raffineret mønster

-

som et snekrystals tegning.

Kvinderne lo og vinkede, da jeg gik videte. De holdt ikke pä mig, de tiggede ikke, de fulgte ikke - savannens stolte sigøjnere blev, mens jeg måtte fortsætte, tilbage, hjem til landsbyen.

35

Kirkeklokken er en stump jern. Den ligner en afskåren jernbanesvelle, men hvordan skulle den komme her? Eller er det en knækket bremseskål fra en bil? Det er vel mere sandsynligt.

Jeg havde hørt om præsten. >>Han er en af os,<< havde de sagt i landsbyen, >du kan ikke se forskel på ham og os, hvis du møder ham her i byen. Når du kommer , ved vi alle, du er en fremmed. Når han kommer, ved vi, han er en af os, han er vor bror.

Han kender Gud bedre, end vi gør det, så vi kalder ham præsr.<< Kirken er brun som hytterne. Bænkene er ffæstammer eller svære grene, som er sat ned i gaffelformede holdere. prædikestolen er et bord. Det er slået sammen af brædderne fra en sæbekasse. >>Duck-soap<< står der på en af dem. Så ved man det!

Præsten talte med sto¡ ro. Hans hænder var rolige som hans sterìrne. >>Der er tre voksne menigheden,<< forklarede han, >vi er lige begyndt her, ser du. Og så er der børnene. Fem mindst!<< Jeg spurgte ham, hvordan de voksne reagerede i forhold til deres landsbyvenner, når de nu >gik på den nye vej<<. Han forklarede mig, som jeg var et barn, hvordan det hele begyndte. >Jeg er en kristen og fik lejlighed til at læse til præst. I tre år. Så sagde Jesus: >Hør du, Stefanus, hvorfor går

i

-

du, når du skal løbe for mig?< Jeg svarede: >Hvorhen skal jeg løbe for dig, Herre?<< Så svarede Herren: >>Du må løbe til dukawaerne, du ved, omme bag de grønne høje, dér, hvor stien drejer fra hovedvejen.<< Jeg svarede: >>Ja, men Jesus . . .<< Da skubbede Jesus til mig og sagde: >Se så at komme af sted!<< Så løb jeg. Det første, jeg gjorde, vat at fortælle dem historien om Jesus. De ku¡ne ikke sige hans navn. Hver gang de skulle sige Hans navn, når de ville spørge mig om Ham, så sagde de: >>Ham, du ved nok . . .<< Det gav mig mange tanker, at de fandt det så svært at sige Jesus! Man skulle næsten tro . . . nå, men nu kan de det. De ved ikke ret meget endnu, men de siger, de gerne vil følge vejen. De synger om det om aftenen nede ved bålet, når de danser. Landsbyfolkene spørger dem, mens de danser, og så svarer de tilbage. Jeg kalder det Jesusdansen, for de er glade for at synge og danse for Gud. Jeg har været i kirker, hvor man siger, de kristne ikke skal 36

danse. Det har jeg haft andre tanker om. Men så læste jeg i Ezekiel: >>Jeg sad, hvor de sad<< mine tanker sagde mig, det var rigtigt at begynde i denne landsby, der, hvor folket er, og hvor de synger om dagens oplevelser. Vi er vist forskellige fra dig og dit land, når det kommer til det med Jesusdansen er

-

-

vi ikke?<

Jeg måtte indrømme, der var en fotskel, men den gav mig ingen ret til at dominere. Stod jeg på højete grund end Stefanus?

Jeg så på hans brune, store fødder: >>Løb, Stefanus, løb . . .., J.g så på hans grove hænder: >>Byg en kirke, Stefanus, byg . . .n J.g så på hans mund med de brede læber: >Tal, Stefanus, tal . . .<( og på bænkene her Afrikas hjerte sad den første menighed og stammede på Jesusnavnet, og om aftenen dansede de som David

i

og så op mod stjernerne, mens de sang om ham, der gjorde alle ting vel. Skulle jeg, gæsten fra de store kitker mod nord, der i al almindelighed var mere trænet i at sidde end i at løbe, skulle jeg domine¡e Stefanus og hans virke gennem min kritik?

Jeg svarede ilcke, men sammen læste vi om de mange stammer med hve¡t sit tungemåI, det stod for tronen og priste Skaberen.

Der kom 13 mænd med båten en seng, der var lavet at kotnstokke. De gik igennem landsbyen, mens jeg var der. De

-

skulle

til

missionshospitalet, sagde de. På båren lå en kvinde,

der snart skulle føde. Hendes ansigt var blankt af sved, og de tårer, der altid ligger gemt i afrikanerens blik, selv når han smiler, vat blanke og vitkelige. >>Hun har født én mindre end ti,<< forklatede konerne mig, >>men denne gang håber de, hun kan beholde batnet - de andre døde.< Mændene gik videre.

Bag dem kom bedstemoderen og to andre gamle kvinder. De dansede efter mændene - tre gamle rygge i én bevægelse. >Hvor er hendes mand?<< >>Han er ude i marken!<< sagde konerne forbavset, >>han kommer, når hun har født.<<

i

hytten, hvor de malestenene inde >>nikahuset<< flade malesten ligger side om side. Seks lcvinder ligger bag dem' Sikker Hansens tegning af umidskvinden seks levende kopier. De synger, mens de omdaruter kornet til mel. To af dem har

Nu gfu

-

i

bamet bundet på ryggen. Barnehovedet duver blødt med mo37

derens bevægelser. Kvinderne ser op og ler, da ie1 kommer ind. Mine hænder er for bløde, mine fødder b-r.r sko, min stemme kender ikke Aftikas melodier.

Jeg føler mig håbløst bundet

Huset

til

gæsterollen. De ved der de seks.

Jeg er lige så frem_ med som de tre vise mænd, der står på hovedet. Og dog. . .< på

hans skuldre skal herredømmer hvile tigt nok. Virkeligheden er ægte nok. Det er bare om at kunnl finde det dækkende ord fo¡ forbindersen imellem ordet og vir-

-

keligheden.

Kommer svarer fra en Srefanus, der ikke Ãåtte gå længere, men som skulle løbe til folket bag de grønne høje, >>der,

hvor stien drejer fra

hovedvejen<<?

¡>Hisset blinker aftenstjernen<< - bare én! Ellers er her det mest fuldkomne mørke. Mod øst nede i byen er der vist et båI et sted. Genskæret af det mod en lys væg forandrer den sorte stilhed en anelse. Jeg har rejst hele dagen i kano. Vejen er luk-

ket

i

regntiden

i

denne retning

af distriktet, men floden er

åben. Jeg tog fra Numan ganske tidligt og oplevede morgenen. ,>Solmorgener! Nfu sol netop rinder, og underet sker:

Solboblen løftes af ukendte hænder langsomt fra kimingen, slipper

og svæver mod evigheden.<<

Wilhelm Krag har sagt det, som

vi

oplever det he¡ude. En

hel dag på floden er herligheden. Ingen punkterede hjul, ingen hullede veje, intet ansvar - glide, glide. Stageren nynner

små meningsløse ord i bagstavnen. Han låner melodi fta bølgeskvulpet og vindens susen i flodgræsset langs bredderne. Det sker, at en båd glider forbi:

Vær hilset!

Væt hilset!

Fted være med dig!

Og fred med dig også!

Et du rask?

Helt rask.

Og du?

Helt rask.

Velsignelse!

Velsignelse!

)9

På gensyn senere!

På gensyn en eller anden dag!

Håndflade lyser mod håndflade fra båd alene - glide, glide.

til

båd, og man er igen

For øjeblikket er jeg på et hustag. Dete hus er helt spe_ cielt. Det er for tiden en forladt missionsstation. Huset er fir-

Et mærkeligt hus med en mærkelig historie. Hvert hus og hjem har som bekendr sin stemning, ånd, mærke eller hvaã man vil kalde det. Er man vågen og åben over for den, føres man ind i en ejendommelig virkelighed, ind der, hvor menne_ skenes børn er på godt og ondt.

I 1918 kom der en læge til stedet her, der

i

enhver henseen_

var to.

;'d'#-i;iïå:ï; klat 40

nden farve. Man har en

til overs i retning af ærbø&g forståelse for den rille bonde-

mand, som engang fotalte mig, han havde slået kors for vinduer og døre i sit lille bosted derude på heden den dag, han flyttede ind i det. Det kan man godt få lyst til, når man ser er hjem som dette her, hvor pionermissionærer har mødt så megen smefte.

Stigen op tænder!

Af

til

taget må være gammel. Den mangler de fleste

samme grund kan jeg ikke slæbe min bagage op, så

jeg må vel binde op oin mig og kravle ned og ind i borgen.

- Det et vel dem, der vil synes, jeg burde være bange for at være alene her i huset.

Et menneske skrev fornylig til mig: >Jeg ville komme til at fryse derude af frygt<<. Jeg har tænkt en del over angsten. Bortset fra kædighed er der vel næppe noget begreb, der i den grad farver vore handlinger, dikterer vore anskuelser og lever i vore meninger - på godt og ondt. For, ikke sandr, angsren er et dobbelt begreb, der er frygt og bæven for ikke at gøte det rette på gudsrigets grund, og der er en angsr for vort eget lille liv, der er så egoistisk - og den er nok den stærkeste. Husker vi mon ikke alle den første angst? For de voksnes vrede? For den rasende hund? For den første løgn? Og senere mørket? Som 8-årig havde jeg et >mirakeltegn<< mod dette mørke. Var det fra søndagsskolens historier? Eller fra en fortælling et eller andet sted? Hvor havde jeg det fra? Aner det ikke. Men tegnet var korsmærket. Hvis jeg bare stod op og tegnede korsmærket over sengen fra hovedgærde til fodende, fra side til side, så var jeg reddet fra >>synd og sorg og fare<<. Dog, der var jo det med at komme op af sengen og dermed ud til det listende mørke - ud >i åben ild.< Der skulle mod til! Jeg undrer mig over, hvad Gud mon har tænkt, når han lod sine øjne se et barn, der med en pegefinger stod og tegnede lIans eget mærke over sin seng. Miraklet i Lourdes er for intet at regne mod miraklet, jeg oplevede. Jeg 1o ud i mørket bagefter - reddet - og krøb i min >tedningsbåd< og sov!' - Kan der tænkes, Gud vendte sig om og kaldte på et par engle og sagde: >Bliver som børn. . .<( og kan det tænkes, Han siden alt for ofte har tænkt: >>Hvorfor tegner hun dog ikke korsmærket over sin angst - og sejrer?<<

4l

Men nu angsten i Afrika. Hvorfor skjule, den er der? For så mange ting. Ikke at den viser sig åbent, så vi laller rundr som nervøse vrag, men den er der. Den var der, da jeg så slangen, der forleden, da jeg var alene hjemme, pludselig snoede sij op

af en revne i gulvet og lå og lyste gult og ondt i halvmørkei.

Det var en cububua - en slange, som med rette er frygtet, da dens gift i de fleste tilfælde medfø¡er døden, ikke den bratte død, men en langsom forblødning, ingen kan standse. Man sid_ der og skriver, ser op eller henover gulvet og møder disse øjne. Før den er dræbt, er man angst, selvom reaktionen er ven_

-

lig nok til først at melde sig bagefter. Eller den nat, da lampen vat slukket, og jeg skulle sove og stak hænderne under hovedpuden, hvor de mødte en kold skællet og levende krop, et slangefirben. Den fornemmelse. . .! Eller denne nat i det firkantede hus på sletten med de tyste flagermus og husets historie.

Jeg kunne nævne eksempel efter eksempel, men se alt det kommer udefra. Så er der den indre angsr for helt andre ting, for åndelig kulde, død, vane og stillestående tilfredshed. Det er den angst, der fik seminaristen til pludselig at sige: >>Man føler sig som et æg, der gfu fra Guds højre hånd over i hans venstre, og hele tiden tænker ægger: Hvornår falder jeg?<

Jul med eftertanke

Lillejuleaften startede vi med Bana som mâl. Nåede frem til en landsby, da det var lige ved solnedgangsrid og var så npr målet, at vi bestemte os til at blive der narten over. Vi slog lejr i en af byhøvdingens hytter. Han havde 5 koner i fowejen, så han tog det roligt. Men disse fruer så jo deres livs chance til en gratis biograftur, da vi kom. De stablede sig op i døråbningen og så på os. 10 øjne af 1OOO volt - ih! Hver gang vi åbnede en taske eller lignende, strakte de hals og når det, vi så efter, kom frem, knive, gafler o.s.v., så så de på hinanden, og deres bob-

lende strubelyde for over i skdg af latrer, der igen elektriserede detes hænder. De slog hinanden på skulderen, på bagen, slog på jorden, væltede rundt i lrnøl aÍ. usigelig larter og kravle-

til ny beskuelse af os og vore gøremål. Da der ydermere sad ca. 200 svaler i stråtaget og klatrede i takt af forundring, var det ikke så svæft at stikke af den næste mofgen efter tilbøtligt at have takket høvdingen for alt godt! Vi gav ham ét pund sukker. FIan kan nok rrænge til det med de koner!

Vi kravlede op i bjergene, oghøjt oppe fandt vi et fladt omtåde, hvor vi byggede vort eget hus. F¡a dette sted var der en vid udsigt over dalen. Virkeligt smukr var der og så srille. Der de atter frem

-

-

var som om, man endnu kunne fornemme Guds hænder, der havde skabt denne vilde og sælsomme natur.

Juleaften gik vi ned til folkene i dalen. De kom i flokke kun mænd. Der sad de i kredsen og ventede på >Ordet<<. Det var en mærkelig aften. I midten 5 julelys. Fuldmånen - bjergenes vælde og nærhed. Flere steder græsbrande, der løb som lysende bånd op og ned ad bjergene. >>Og se, jeg forþnder jer en stot glæde<. De lyttede intenst. N.o og da strøg vinden tnildt ovef savannegfæsset, og de 5 lys blafrede. >Og Hans navn er Underfuld Rådgiver. . .<<. De brun-sorte øjne veg ikke fra den, 4

Gnister fra bålet

43

der talte. I pausen mellem ordene var der stilhed - som mellem bitketræerne i Norden. - Omsider brød vi op. De fulgte os til foden af >>vores<< bjerg. Mange spørgsmå'l! >>Hjemme<< holdt vi dansk jul. Mine to kolleger er så'n jævnthen et par km højere oppe på de gode dyders rangstige end jeg, så de havde, som de ftomme børn, de altså er, gemt al deres julepost til d. 24! Den slags selvpinsler er jeg forlængst kommet over, så jeg overlod deres >>ih<< og )>å<( og >>næh<< over julebrevene til dem selv og gik ud og lagde mine 175 cm på en flad sten og kiggede op i himlen gennem en stjerne de holdt jul deroppe det skal jeg love for!!! Da de to langt om længe havde snakket sig færdig over deres breve, begyndte de at brumme, hvor jeg mon var? Jeg rejste mig, for at hindre de indledte en landseftersøgning, og så for sidste gang gennem mit

-

-

himmelvindue, og tro mig, jeg så det! Stjernen faldt lys og skælvende og lang, buende sig over hímmelhvælvet og var væk.

Så smukt

-

så renfærdigt. Og det var

min juleaften.

De følgende dage gik med prædiketure, travede fra by til by. J.S skal ikke gå i detaljer m.h.t. alt det, vi oplevede, men der er en ting, man ikke kan undgå at konfronteres med: Forkyndelsens spændingsmomenter. Som jeg nu travede min rute sammen med en evangelist, der var barnefødt pâ stedet, slog det mig, jeg ikke én gang så en åndekrukke, en >>tilbedelsens sten<( - intet. Jeg spurgte, hvordan det forholdt sig. Evangelisten svarede med en underlig tung sorg: >Mit folk er ikke som andre. Vi er som dyr. Ingen tænlcer. Ingen ftygter. Ingen foretager sig noget, der længes mod en højere ve¡den. Alle har nok i sol og regn, jord og dyr, kvinde og børn. Syndsbegreb? De ved ikke, hvad det er. Bliver en tyv fanget, dadles han, fordi han lod sig fange og ikke for gerningens skyld<. Dette næsten lammede mig - ja, indtil nu brænder det ned i hele missionstanken. Her levede en stamme, der ikke frygtede, men

hvis sprogmelodi, gang, dans, væren var ureflekteret og hvilen-

i

nuet. Ind kommer Ordet med syndsbegtebet, korset og - og i dets følge >uro i retning af inderlighed<. Og endelig i forkyndelsens spor: Skolen, konkurrencen, eksamen,

de

nåden

44

tøj,knv -sådan er det jo. Hvad skal vi så gøre? >>Jesus Kristus .<< Har vi andet svar? Det er et svimlende perspektiv på Ordets grund, på troens grund. Der skal lidenskabelig engageret, ensidig, helhjertet, åndsbunden tro til at splintre vandspejlet i sådan en stamme med et: Fortabelse - frelse. sagde . .

Der, hvor åndefrygten skriger til himlen, der, hvor det civiliserede menneske gøgler over sin ensomhed og rådløshed, der er det om ikke let, så dog begrundet at prædike frelsen, men i denne store stamme, hvor by efter by ler og leger sig gennem livet, der skal der andet til - der skal )>tro som et sennepskorn<< - bare det. To bønner fødes: >>Forny en stadig ånd i mit indre<< og >Giv mig tro<<. Det er lettere at tænke situationen end at være i den. Hele denne konfrontering på Ordets grund hat bøjet mig dybt i erkendelsen aî., at man må være mere bundet til Ordet end til tankerne om dets konsekvenser, for ikke at nå dertil, hvor man egentlig synes, mennesket i Batta ville leve bedst uden kendskab til Ordet.

Lærere på vej

...

neskær, og det opbygger mig stort, sådan som træer næsten al-

tid gør det.

I Hvis man lukker det ene øje og er så godt som blind på det andet, så ser >>alt det der<< ude i kimingens rand grangiveligt ud som væltende, boksende, spændte og bristefærdige dyner af sne. Men der er ingen sne i vente, kun sandtågen fra Sahara.

Det eneste sted i verden, hvor jeg ikke kunne tænke mig at tage hen og se på landskabet, er i ørkenen. Termomeuet klatrer opad mod de 40 gmder, stødt og sikkem, og hunden med det sigende navn, Lakrids, løber rundt med åben flab og ser kolossal dum ud. Desværre hjælper varmen ikke på dens håbløse hedenske interesser. Den holder sig stadig to koner ved fordøren og en vidunderlig lille mulathund ved bagdøren. Yderst pinligt, omend praktisk, set fra >>jordens de lave egne<<, hvor Laktids så afgjort hører til. I de næste fire måneder raser varmen og jeg på landevejene. Den travle rejsetid {orestår, inden regnen kommer. Med stor taknemlighed for ordene om, at Jesus var træt, har jeg en fast tro på, han kender min situation og følger den grønne vogn i de solrige dage. Den grønne bil er af den att, man ikke sætter sig ind i den og begynder at køte, uden at ^t man først taler til Gud om det. Her er der igen en gylden chance for at lære at tale med hverdagsord til Gud og en overmåde rig mulighed for at begribe, hvad det betyder, at han er far og har omsorg for sine børn. Vore biler herude er et

kapital for sig. Men foreløbig står den altså derude under mit lovsangstræ.

Ja, ieg har udsigt til et tæ, der er ualmindeligt dejligt. Det er højt og har en bred krone. Stammen er lysegrå, og den beholdet lyset i sig længe, længe. Fuglene har korøvelser i det.

Jeg vågner om morgenen ved deres sang, og selv nu, hvor det er så varmt, er der en, der tager overstemmen til: Min sjæl, lov Herren. Det er et virkeligt lovsangstræ midt i sol og stjer46

Det er mere end interessant athave med lærerne at gøre herude, men krævende. Jeg er sikker på, at ingen ville synes, at de ikke var lette ar holde af, men garanteret, der vil ikke væ¡e så mange, der nu og da ikke ville række hænderne mod himlen og btøle: Hvordan kan jeg dog lære ar holde dem ud! De er følsomme og hårde i ét åndedrag. De har krav i tankerne og bøn i årerne. Deres livsnerve er tilbedende, for her er arven fra fædrene. Men tankerne er omdannede efter civilisationens mønster, og derfor er der krav i dem. Bestandig krav og bare krav.

Så er det, riget kommer i splid med sig selv, men det vil ikke erkende det og er rodløsr. Der er ikke let at holde til det jeg mener leve med i det. De gode lærere opdager det hurtigt. Utroligt og ubegribeligt sanser de sremningen bag ord og lytten. De

-

vil

gerne, at

vi

skal gå ind

i

deres verden, men undertiden

spørger jeg dem, om de i samme grad vil gå ind i min. Der er mange strenge på det instrument, der hedder medvandrerens, også i forholdet til den afrikanske lærer.

II Brevene fra de afrikanske lærere er højst ejendommelige. Det vil sige indholdet i dem, der går fta tàrnhøje forsikringer om

usigelig hengivenhed, dødssikker kærlighed, måbende beundring for derefter at henfalde til utvetydige bemærkninger om, at større prøvelse end at omgås mig findes ikke, og at noget virkeligt alvorligt vil ske, hvis jeg ikke pr. aldeles omgående skaffer >>den i sandhed og uden vaklen højst nødvendige lønforhøjelse, uden hvis tilstedeværelse hjertet vil sprænges i

lille veksel på Guds vegne og endelig døden fuldkomne hengivne søn.<(

stykker<<, og så følger en

>Din

til

En ung mand har lige været her. En dreng skulle jeg vel sige. Rundt hoved. Store hænder. Runde bare ræer med grå skygger imellem. Små bitte bukser. To sikkerhedsnåle foran.

En hullet undertrøje. Øjnene ser direkte spørgende, uforfalskede og bundløse på mig. >>Du ønsker?<< IIænderne gnider 47

mod hinanden. Et supersnøft høres, og så åbnes sluseportene.

Kort og godt, han fo¡tæller: - Se, han er kommet i tvivl, om

han skulle blive lærer eller - elektriker. Han er lige blevet færdig med 7' kl. Vi taler om det, går i dètaljer, vender trevlerne, mikroskoperer mulighederne, dissekerer livsvalget. Efter halvanden time er han lige langt. Jeg er er temmelig uvildigt vidne. Ville personligt hellere væ¡e elektriker end lærer, når alt komme¡ til alt, men det røbes ikke. Vi projekterer begge muligheder. Psykologisk forsvarligt. Men nederlaget er totalt.

Han ser ikke forløst ud. Da svinger jeg det sløveste sværd, frasen, og siger: >>Hør godt efter! Bli'r du lærer, får du med det levende materiale at gørz<< Fyren siclder lidt, piller med stor ihærdighed en grå skygge ud mellem to tæer, ser op og siger: >>Levende materiale? Hør efter! Min historie er denne: Jeg forstår dine ord, men børn er ikke atombomber og raketter, vel? Og det er nu der, jeg har mine evner.<( Ja, der sidder ma¡r og tror, man bare har sådan en almindelig dødelig fremtidig lærer for sig, og så drømmer han i atomer.

Jeg bad ham overveje det til i morgen. Nu er han gået. Da han rejste sig, sagde han: >>Der er dette at sige om dette - der er den ting, der er lettere at finde ud af, end hvad der er Guds vilje< Jeg intonerede et amen. Et forståelsens amen. Et hjerteamen. Men længere nåede vi ikke.

III Jeg er langt ude

i

savannen. Bilvejen svingede brat ind mod en

bjergsti, hvor jeg kantede mig frem imellem klipper, sand og gamle duvende træer fra arilds tid, hvor ånderne endnu boede i deres kroner og en svag raslen med bladenes tusinde tunger ville være nok til at få jættesto¡e afrikanere til at falde til jorden i rædsel med o¡dene >>Hvem er du Herre? Du rammer min

pil sårer et dyr.< Omsider kom jeg frem til skolen. Skolen var, som skoler er.

Man spreder jo stor nervøsitet, når man kommer uventet. De ved, lærerne, at de får en rapport bagefter. Man kan smile, man kan lade som om, man ikke ser alting, men de tror ikke sjæI, som en

48

--

>indtil de grå hår uil jeg bære jer

--

jeg uil hære og

redde<,

1l''' iJ

il

på det. Sidder det hvide menneske ikke dernede i klassens bageste hjørne og lytter måske? Og øjnene flakker, for man føler, man er lærer, og mennesket nede i hjørnet er ens øverste.

Og jeg noterer: Væggene trænger til at kalkes, læreren er uforberedt, bordene er for høje i første klasse, bænkene er for lave i tredje klasse, førstelærerens regnskab er ikke i orden, andenlærerens moral bør undersøges. Der går rygter.

Og dagen er gået. Nu skal notaterne renskrives, modereres, mildnes og dog være klare. Hvorfor skrive, at børnene har lus?

IIelle¡e: Det ville ikke skade, om børnene vaskede sig noget oftere. Jeg har talt længe med andenlæreren, en ung mand,24 âr cirka, velbegavet. Han har taget to koner, og for at det ikke skulle være helt forkert givet >>dem begge mave<<, som det hedder i hausasprogets bramfrihed. Så sidder man der og skal bore sig igennem et vildnis af modsígelser, undskyldninge¡, angst og flugt og endelig, endelig nå kernen, se det flakkende blik skifte over alle følelseslivets regisrre, se det blive roligt, da sandheden er sagt. I mere end én henseende passer det: Sandheden skal frigøre jer.

Og hvad skal man så svare? Var det kærlighed? Sjældent og desværre. >>Du ved,<< siger han, >>du ved, man er rig og ung, og hvad skal man gøre med sine følelser?u Og Afrikas unge søn, der i tusinder af. fu har hø¡t til en slægt, der uhæmmet vidste vei for følelsernes krav, han er nu en pionerkristen og skal holde sig til én kone. Han ser med et sort blik på nordboen, repræseiÌtanten for dem, der bragte den nye vej til landet.

Her har man en situation, hvor man føIer og ved, der skal mere til at dække missionæ¡titlen end at stå under et palmetæ og sige nogle bevingede ord. Vi sætter skred i et samfund, i en kultur,

i hjemmets forfatning, i

rl

it ,l rl rl

i I ll ll i, i

l li

i :l

I I

I

'lI I I

rl

I

rrl I

menneskets begreber. Det er

et vovestykke.

Jeg sagde til den unge lærer, om han nogen sinde havde prøvet at fortælle Herren selv, at der var følelser, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved. Han så ovemasket på mig og svarede: >>Ya yiwu? Er det muligt?< Og så må man jo prøve ar tale helt enkelt om det at leve, at fristes, at erkende og holde

--_>thicllterrigetogtz4gtenogære/1ialeuigbed___<<

il

rl

49

I

:i i I

il

ril

il

:l it

'

det hele åbent frem mod Gud, Menneskesøn¡en, prøvet i alle ting. Jeg er bange for at uddele veksler på Guds vegne, der ikke er dækning for, for at tale i fraser og floskler, gøre det hele til noget, der ikke forbinder sig med hverdagskrav. Jeg er også bange for at blive teoretisk i den iskolde forstand, der forarges, chokeres over fordærvelsens afgrund andre sjæles end i min egen.

Jeg sídder og skriver dette

-

vel at mærke

i alle

i kirken. Her skal

jeg sove i nat.

i

midtergangen.

Sengen med moskitonertet srår og lyser

hvidt

Jeg sidder på en af lerbænkene med skriveblokken på kufferten og en flagermuslygte ved siden af. Flagermusene farter ind og ud ad vinduerne og døren. Jeg kan ikke udstå dem. De er mig for tyste og lumske. Må jeg så be' om en løve! Det er vist, hvad man kalder en uovedagt bemærkning, for tænk, hvis den pludselig stod i døren?? Væggene er brune, altelbordet er tomt. Der 1å en høne på det, da jeg kom. Jeg begyndte ar cirere: Som hønen klukker mindelig - men den forstod åbenbart ikke den højere poesi. Den gokkede ud ad kirken.

Det i leret forhøjede lerkors over alterbordet kaster skygge.

Den flakker uroligt i takt med lygtens flamme. Det urolige l<ors - og som så ofte før, bringer det et digt frem i mine tanker: oOg jeg gik hjem til mit ragkammer og satte lyset i min flaske.

Jeg satte lyset i min flaske og lagde biblen på min kiste og blæste stØvet af min bibel. jeg foldede hænderne ove¡ min bibel og græd. . .o

Er det ikke

Obstfelder, der har skrevet dette? Så

clukl<er

pludselig sådan et vers op. Det var nok det urolige kors, der talte. Korset er det faste, vort eneste håb. Men for de allerfleste er det som korset her på væggen, noget ustadigr, noget uroligt.

IV På denne rejse har jeg mødt flere lærere. Forskellige begivenheder blandt dem konffa missionærerne har sat tankerne i sving. Afrikanerne siger, de vågner op til dåd og vil ikke længere lade sig sige eller særte på plads. Jeg nor, jeg tør sige med sandhed, at missionen ikke har haft nogen diktatoriske bagtanker med sin politik, men vi har været - har måttet være - de toneangivende i enhver henseende. Nu er der en stor flok afrikanere, der kan selv, og som synes, at det er deres tid til at sige det. De skriver breve imod denne eller hin missionær. De går i strejke o.s.v. og så er det, prøven skal bestås af rnissionærerne. Det er en virkelig prøve. >>I har fået det for intet. Giver det for intet.<< Vi bøjer os for det første sådan .set.

Men det sidste? For intet? Heller ikke for tak? Bare lidt taknemlighed? Skal vi intet, slet inret venre? Var det ikke derfor, vi gav? Man samles, man taler om det, man bøjer sig, man trækker på skuldrene og glemmer, man stoppet op og reviderer, man går videre. Alle tonerne er der i flokken af missionærer.

Disse individualister, der har givet deres bedste år herude, og ingen af os forstår helt, at vi skal give med alt, hvad det ord indebærer - for intet.

Vi er langtfra fætdige med konflikterne imellem afrikanerne og os, men hvor er denne tid væsentlig for os alle. Det kræver en umådelig åbenhed mod Gud og en ubestikkelig ærlighed, hvis dommen over os og i os skal bære de frugter, Gud havde tænkt. Det bliver kun muligt gennem nåden. Hvem kan andet end bede her? Og iøvrigt huske, der ikke står ét ord om lykke i Det ny Testamente. Derimod stfu der meget om velsignelse.

Det er det, denne tid peger i retning af.

En lærer holdt en bibeltime over hebræerbrevets ). kapitel, vers 3 og 5. Han sagde: >>Disse ord er for mennesket især i denne tid. Jesus lagde an på menneskehjertet. >>Fra hjertet udgår livet<.

Han talte om den fare, der opstår, når vi gør kristenlivet til

noget, der er patroniseret og kraftløst og korrekt, altså respektabelt efter flertallets mening. >>Vor egen dårlige samvittig50

5l

i

I I

; I I

i

I

I 1

il I lr

rl ll l ri

f ,]

ll Ìl

il :i

ri

I lr

hed får os til at tage afstand fta alt det med Helligånden,<< sagde han, >>vi bliver let til mennesker, der ikke kan bevæges eller mærkes af Gud, fordi vil vil væte herrer i vort eget hus og sætte grænser for Guds suverænitet. Vi vil ikke lade vort hierte overvinde.<< Desuden fortalte han om en 'spedalsk kone, der var kommet til hans hus for at ta)e med ham og tigge. Han havde følt væmmelse over hendes sår og lugt. >Med mine hænder forbandt jeg hendes sår, med min mund talte jeg, men i mit hjerte længtes jeg efter, hun skulle gâ. Da tænkte jeg: fra hjertet udgår livet - og d,ornrnen.<< Jeg kender denne lærer fra en rejse i Sydnigeria. Det var ham, det skrev i et brev: >Så gik jeg på den garnle sti, hvor jeg så ofte havde gået med mine venner i skolens pionerår. J.g opdagede pludselig, at jeg græd af længsel efter den tid med vennerne. Det sagde jeg til Gud. Gud sagde til mig: >>Gå hen og se ned i en blomst<<. Det gjorde jeg. >Hvad ser du?<< spurgte Gud. Jeg svarede. >>Jeg ser en dugdråbe<. Gud sagde: >>Det er min tåre, som du ser. Også jeg græder af længsel efter fællesskab med menneskets hjerte.<<

Jeg kalder dig ved navn

Fra mit vindue hm jeg udsigten til vejen, hvor der står blomstrende træer - i blåt. Vildt, mageløst, ustyrligt, ufatteligt blåt.

Man kan hverken se grenene eller bladene for blomster. Sikken en morgen. Klipperne gemmer sig bag guldtæpperne fra solen, og mine blå ræer har sølvtråde imellem blomsterne. Tjeneren har lige været her med teen. Sådan en sort fyr med bare tæer og øjne, der åbenbarer, at hans drømme endnu ikke har fundet et hjemsted. Når man taler til sådan en ung mand, så bliver

mirakel, en hvid taler til rnig, sorte Sam, med bare tæer og en ABC i baglommen. En hvid med skrivemaskine og bil og femten kjoler og isvand i øjnene.<< Ak, vi hvide, vi har skabt en verden af forskelle, ja skaber den ofte ved vor eksistens - egentlig ikke fordi vi vil, men den kommer. Der er tykke mure imellem racerne. Man lærer at bede: >>Forlad os vor skyld< på en ny måde.

Der er ingen herude, der ikke har været med i mange samtaler om dette og ÍøIt, at vi står magtesløse. Hvis man hat øjne, ører og hjerte, så vis mig den, der ikke slider med sine tanker og sin skyld og racens arv. Det betyder ikke, at man giver op,

han fotvirret og urolig, for

-

>>oh,

men det betyder, man gennemtænker og igentænker, hvad det er, vi er sendt med, og hvor vor stilling er i sendelsen. Vi er jo bare blevet kaldt >ved navn<< før disse mennesker. Nu kaldes de ved navn, og vi stfu ens i det virkelige og egentligste, nemlig i forholdet til Gud. Hvad jeg mener med dette at blive kaldt ved navn, skal jeg nu forklare.

Forleden vat jeg i en landsby og gik, efter mit arbejde der var forbi, og daskede gennem gydeme. Der sad en mand med en kurv bomuld. J.g satte mig ved hans side og sludrede om vind og vejr og spurgte så til sidst, om han var en kristen. Skyggerne blev lange, før vi sagde farvel til hinanden. Her var en 53

mand, en ganske almindelig bonde, der hverken kunne læse el-

ler skrive, der var en moden frugt for Guds rige. Han

sad

og ventede på en, der fra >>Følgernes<< flok ville standse og tale til ham. Han sagde, han ofte havde tænkt, at hvis vi havde valuta for bare det halve af det, vi sang om og læste om i BOGEN, så kunne BOGENS ånd sende et menneske til ham, der ville

forklare ham, om det også var for ham. Han bad med ord, der var enkle og gennemklare - uden falbelader. Ingen omveje og adressekort, men >>Er du Gud, så er jeg her. Vil du mig noget, så er jeg her. Tal. Jeg hører. Byd. Jeg lyder.<

Disse afrikanere

- de kan bede. Jeg har ofte

tænkt på,

vort bønsliv præges i stærk grad al vor kultur og baggrund, og det er tit en tung ballast for den frie ånd og tanke. Hvis man hat haft lejlighed til at høre bønnens enkelthed herude, så længes man efter at tage del i en sådan dialog med Gud. Da jeg ville gå, sagde denne mand: >>Hvorfor går du ikke ind og taler med Koko, min nabo, og kalder ham ved navn?< Jeg var slået af dette >lcalde ham ved navn<<. Der ligger en psykologisk sandhed gemt i dette - ubevidst for manden naturligvis.

Den gemmer over en lov i al medvandrerskab. Netop dette >>at kalde ved navn<< åbner for tillid og vârme. Ikke et rrummer, ikke en genstand for observation i åndelig eller økonomisk henseende, men >>Jeg taler til dig, du menneske, og nævner dit navn<<. Gud give, vi altid og alle vegne begreb, hvad det er, der åbner næstens hjerte og voft eget med, nemlig dette, at vi blev kaldt ved navn, blev talt til som >>hin enl<elte.<<

Noget om skoknapper og appelsiner, men især grammofonplader

Der er to ting, to forestillinger, om De vil, som med garanti har været uforandrede gennem min barndom - den ene har

med skoknapper at gØte, den anden med appelsiner!

Jeg havde en lærerinde, en ganske bestemt lærerinde, der altid gik med ganske besremte afmålte skridt ned ad ganske bestemte gange til ganske bestemte klasser med en ganske bestemt taske under bestemt den samme arm. Hun var indbegrebet af korrekthed og stil. Hun bar altid sko med to knapper på siden. Naturligvis sorte. Så blev kendetegnet på en virkelig dames noblesse sko med to knapper. Så enkelt var det. At hun

også havde skoknapper denne sag ved.

til

øjne, kommer

jo

i

grunden ilke

Og så var der det med appelsinerne. Det begyndte på en kommode på Nørrebro. Der stod et billede i stuens uldne tusmørke. Datteren var rejst til det fjerne Californien. Det ene-

ste, jeg forbandt ved det, vat, at det var længere væk end Roskilde, og der var bunler af appelsiner og sol. Det kunne man se på billedet. Der hang en gren spækket med appelsiner så tæt som æblerne på en børnetegning af et æblemæ. Grenen hang gådefuldt ligeud i luften, og appelsinerne så ud til at falde af sødme og saftig tynge. Jeg ønskede, de ville.

Skoene nåede jeg aldrig at få, og med fare for, at skoknapperne skal forplante sig til øjnene, har jeg foreløbig sletter dem af Iisten. Californien derimod blev ved at lyse for mig - og så kom jeg da også til landet.

Appelsinerne var store) og solen var strålende, og smilene som datterens på kommoden manglede det heller ikke på.

Skønt nogle af dem så svært søgre ud. Endog Hollywood havde noget normalt at vise frem til trods for de farvede pudler med slco på fødderne. Jeg hørte børn le i haverne, og roserne 55

r 1 1

voksede som i en kolonihave i get ægte alle vegne.

Men det mest overrâskende var alligevel mødet med \íitmer Street 124 Los Angeles - og hvem ved, om jeg havde fundet det sted, hvis ikke datteren {ta Nørrebro havde været med til at sl<abe en længsel efter Californien i mig. I det hele taget, hvad kan en barndoms forestilling ikke betyde på længere sigt, selv om mâ11 taber et par skoknapper undervejs!

Københavns omegn. Der er no-

Nu skal De høre om \íitmer Sueet 124, men først må jeg bede Dem forstå, det begynder med det stilfærdige og >>clet, som intet var<<.

I Ig31 kom der en syg missionæt hjem fra Honduras i Mellem-Amerika. Hun var datter af en hollandsk musiker, der vat emigreret til Amerika, og som nu havde sit hjem i Los Angeles, hvorfra læretinden Joy Ridderhof var rejst til det fremmede som missionær.

Det et ingen verdensbegivenhed, når en missionæt kommer syg hjem. Det er sket så ofte i tidernes løb. Der var hellet ikke noget usædvanligt i, at denne missionær var en nomade, hvad angik hendes tanker og ønsker' I det stykke lignede hun de fleste af slagsen. Bestandig gik tankerne til >>dem detude<< og bestandig hjem til det nærv¿erende, og uroligt prøvede de at forbinde de to steder.

Men sindet var vel mest på vandring udeftet > . . . på alle de tØrre og øde matker, i tidslerne og ved tilfældige huse og mellem de forurenede floder står, de med nye, hårde og blanke nøgler til himlen og jorden

til

dem, der

ogråber...<<

FIun havde hørt råbets intensitet, men hvem skulle 56

svare

>Vi gau ham ét pund sukker'. Ilazz þan aoþ trænge

til

med de

det

--

þ,oner.<<

"Nigerianernes intelligens og modtagelighed sleaber muligbeder

u e r sle

øe

lig

be

ty

d

ning"

det? Disse mennesker i Honduras' bjerge havde et behov, men hvordan skulle det tilfredsstilles? Som uge lagde sig til uge og måned til måned for den syge missionær, voksede spørgsmålet - og ieg kan forestille mig hendes næsten ironiske skepsis, når hun legede med ideen om at skille person og stemme.

Om man kunne sende en stemme til disse mennesker og lade stemmen blive der - en stemme, der talte til dem på deres eget sprog og om noget, der kom dem ved.

En dag måtte der sættes to streger under Joy Ridderhofs fremtid, og det var lægen, der gjorde det. Ingen udrejse mere, helbredet var for svagt.

Det et muligt, man skal have siddet i hytterne hos enkle mennesker, der spørget og svarer med samme forestillingsløse ægthed - det er muligt, man skal have vand¡et over sletterne og set slettegræsset danse i vinden - det er muligt, man skal have fulgt klippestierne og set bjergenes tynge hule hænderne, så mennesket kan finde ly til at fæste bo i deres trofasthed det er muligt, man skal nyopdage mennesket og sig selv i forholdet

til

Gud for at forstå dybden af den konfrontedng, Joy

Ridderhofs sind havde med dette afslag om udrejse.

Gud er imidlertid rig nok til at tage sig tid til at vandre mecl menneskets tanker og endda sætte melodi til. Gud, der smiler i fatver og det skabte på anden vis, går ikke af vejen for at bruge en dansemelodi, når det behøves!

For godt 25 år siden havde Joy Riddethofs far bragt en grammofon med hjem. Et uhyre med kæmpetragt og knirk i maskineriet - og så naturligvis en samling brugte pladet. Af ukendte grunde var der én plade, som undgik hans opmærksomhed - dansepladen med den inciterende musik og rytme.

De Ridderhof'ske unger havde med børns ejendommelige in-

stinkt fundet den før de andre plader og spillede den med stor fryd, når faderen var ude af døren.

Tonerne fra den omtalte plade sprang rundt

i stuen som bolde, og ungerne hoppede rundt efter dem, indtil de havde dem i nettet, og melodien var deres. At den dybt religiøse og meget >Violinspilleren sad tned et rnærkeligt frauærende srnil ruunderu

-

-<<

ona

57

musikalske far en dag opdagede, hvad der gik for sig, er en anden histotie, men hvad betyder det, at han tog pladen fra dem?

Dens melodi var dog ridset ind i de begavede børns modtageli ge hjerner og der skulle den de næste 25 âr Ligge så godt som glemt. Men nu dukkede den op.

Her lå hun, den unge lærerinde, og læste: >Jeg fører blinde

-

ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette . . .<( og ind imellem ordene nynnede melodien. Så mærkeligt og ejendommeligt handler Gud. Den tilsyneladende meningsløse melodi, der dukkede op, skab-

te et undrende spørgsmål i

hendes sind - for, ikke sandt, hvis man kunne huske en sådan melodi så mange år efter, hvad kunne man så ikke huske af andre ting, dersom det blev gentaget og gentaget som for eksempel på en grammofonplade?

Da var det, Herren smilede og gyldnede tanken med sin visdom, og Joy Ridderhof vendte sig mod Mesteren og sagde: Grammofonplader? - Da var det vel, han nikkede, den store Menneskesøn, og Joy begyndte at ane, at her var stemmen.

Stemmen, der ikke blev træt, der ikke blev syg, der ikke rejste - stemmen, der kunne sendes uden en person. . . og så tog hun fast om ordet: >>Dersom du tror . . .<( - og havde endda den fo¡midable frimodighed at være glad til!

Forleden dag var der en mand, der sagde til mig, at der aIdrig vat nogen, der oplevede, hvad de første disciple oplevede. Det skal nok have sin rigtighed, for der er en del, der oplever meget mere, og det er derfor, De skal kende denne historie, der i en tid, hvor det uventedç kaldes for tilfældigt, det overnatudige for mærkeligt, og Gud for omstændighederne, dog taler højt om, hvem Gud er, og hvad mennesket kan adles

til i

Hans hånd.

Da den første grammofonplade var lavet og sendt af sted, føltes det, som De ville føle det, dersom nogen gav Dem en nøgle i hånden og sagde: >>Værsgo! Her er begyndelsen til et millionforetagende!<< Begyndelsen

var lille og ikke

speciel

mulighedsfuld set udefra. Men hvem siger også, man skal se på tingene udefra? Fra hjertet udgår livet som bekendt, så det 58

er indefra, det gælder - og hvem magter den kunst om ikke Gud? Hvad han så dét, ved jeg ikke, men nye veje åbnede sig.

Nye medarbejdere meldte sig til samarbejde og fællesskab - og den ene plade blev til tusinder, millioner . . . fiere og flere ud over jorden.

Omkring en ton plader sendes hver uge fta \Øitmer Sueet til Jordens fjerneste egne - til Alaska, Afghanistan, Israel, Fidjiøerne, Celebes, Malaya, Afrika o.s.v. Godt 3.500 sprog er optaget på grammofonsæt, der består at 4-8 plaðer. Med rette kan man undre sig over, hvordan en sådan opgave gribes an.

Jeg har haft lejlighed til at atbejde med en af missionærerne på Dansk forenet Sudanmissions arbejdsmark i Nigeria en kort tid. Sjældent har jeg mødt en missionær, der havde så god tid til at lytte, før der blev optaget noget. Hele den sociale baggrund måtte med.

I Sudan f. eks. kan det ikke nytte, fortalte denne missionær mig, at genfortælle historien om den fortabte søn i den form, vi kendet den, når det kommer til mødet mellem faderen og sønne. I den stamme vil man simpelthen ikke forbinde noget med >>han løb ham i møde og kyssede ham<. Nåh, hvis en gensynsglæde er stor, bevæget og meningsfuld, så vil faderen løbe sønnen i møde og. . . puste ham i øret! - Altså kom det til at lyde >>Da faderen så sønnen, løb han ham i møde og pustede ham i øret<< - og da var der ingen i den stamme, der var i tvivl om kærlighedens tilgivende magt!

Dødesange, ritualer, kulturmønstret i det hele taget blev nøje studeret, og sammen fandt man frem til en acceptabel form, der ville blive forstået af stammen de forskellige steder, når pladerne blev spillet.

Pladerne var ikke altid monologet, men ofte samtaler, sange o.s.v. . . Der fremstilles grammofoner til 25 W. stykket, som ikke kan gå i stykker. Det er unægtelig af stot betydning i området, hvor der er adskillige hundrede kilometet til den nærmeste tekniket.

Pladerne derimod sendes gratis til alle, der ønsker dem.

Evangelister, præster, missionærer, lærde og analfabeter, alle 59

kan få dem fra dette missionsselskab i Los Angeles, der indtil i dag har fået den nødvendige økonomiske hjælp til dets ver-

Landsbyerne

densomspændende opgave.

Pladerne går som ploven fra sted til sted. Nye området, der endnu ikke et nået af missionsselskaberne, får den første evangeliske hjælp gennem disse plader, der taler til dem i cleres eget sprog og i deres egen lokale opfattelse af skik og brug. Pladerne trænger ind, hvor missionærerne ikke må komme længere.

Karavanetransporterne til Bhutan i Indien har pladerne i deres bylter, og ind til det lukkede område når stemmen om medborgerskabet i Kristus. Kirkeretningerne glemmer deres åndelige apartheidpolitik samarbejde med Gospel Recordings udsendinge mân bliver pludselig forenet i det udefinerlige begreb: et missionssyn.

Arbejdet vokser. Der er filialer i Sidney, London, Capetown, Bangalore foruden kontoret Los Angeles, hvor også fabrikken nu er. Jeg boede hos dem i \)íitme¡ Street nogle uger. Det var det største mirakel for mig at se, at man stadig føler sig >som det, der intet er<(, og derfor har åbne hænder mod Gud. Stedet, hvodra båndene fra alverdens lande indtales på den første grammofonplade, der senere mangfoldiggøres på fabrikken, er en tidligere stald. Den stod i mange år ubrugt i Ridderhofs baghave, men nu er den gjort i stand og bruges til studio. Her er ingen pragt, ingen >smartness<< . . men der sker noget. Store ting er før sket i en stald, og det var just sådan et sted, hyrderne fortalte, hvad de havde hørt om bamet.

Så er der da også i det 20. århund¡ede mennesker, der rned tidens tekniske viden og apparater fortsætter med den samme historie til verden: >>Et barn er født os . . . Han er Kristus,

i

-

i

Herren<<.

Set nede fra dalens bund ligner landsbyerne svalereder, der er klæbet på den massive bjergside. Man forstår ikke rigtigt, hvordan cie hænger fast, men røgen bølger over hyttetagene og breder sig som sære luftige egekroner over landsbyen. Lydene samler sig i dalens bund - lyde fra en landsbys hverdag - børnegråd og latter, hundebjæf, skurestenenes ru ryrme, kvindernes sang, mændenes tale.

Står man derimod i de dismikter, hvor bjergene ikke omslutter dalen, men hvor sletterne fortaber sig i en grøn uendelighed i det fjerne, så Iigger landsbyerne, som om det var lerklumper, der var spredt ud af en tilfældig hånd i et tilfældigt kast.

Når jeg taler om de nord-nigerianske landsbyer, så må jeg stralçs gØre opmærksom på, der er ikke to, der er ens. Landsbyernes udseende skifter fra distrikt til distrikt, fra stamme til stamme. Hver landsby har sin egenart skabt af tiden, forholdene og især af de slægter, der har boet der, og stafig er der.

Man kan altså ikke generalisere og tale orn landsbyefl, soÍn om den var mønsteret for samtlige små brune samfund i Nordnigeria. Respekten for det individuelle kommer ind i billedet

og danner rammen omkring nigerianeren, der heller ikke kan beskrives, som om >>den enkelte< lignede resten. Med den begrænsning i tankerne og forståelse for nuanceringernes værdi, kan det vel gå an at gã. inden for de gule måttevægge i en tilfældigt valgt landsby i norddistrikterne i Nigeria.

Måttevæggene har to funktioner - de skal dels danne den fælles mur omkring landsbyen og dels skabe rammen om privatliv og intimitet for den enkelte boplads. Det er de gamle, der væver måtterne. De sidder under træerne og fletter med lange rolíge tag, indtil den gule måtte er færdig til brug. Jeg holder af at sammenligne disse gule vægge omkring landsbyen med en kreds af mennesker, der stfu ganske tæt sammen, og som ikke

6t

I

hænder. Måtterne slynger sig ud og ind, frem og tilbage, men de hænger sammen, også om det betyder, de må gå omkring et træ eller en klippeblok for at gøre

vil give slip på hinandens

det.

Det er inde bag denne måttevæg, landsbyfolket lever med en inderlig magtfuld fornemmelse af, at fortiden må gribe ind i nutiden for at gøre fremtiden tålelig.

Fremtiden kommer udefra. Den har i lang tid presset sig ind mod landsbysamfundet og har på mange mådet været med til at bryde isolationen både åndeligt og ptaktisk.

Nutiden kommer den besøgende i møde, hvor gang han er sammen med landsbyfolket - vel at mærke, hvis han er af den beskaf{enhed, at han kan lytte sig ind til deres eksistens.

Af alt, hvad der skrives om Afrika, er der intet der er sværere end at beskrive, berette og engagere sig med end den afrikanske

nutid.

Fortiden derimod, den taler sit eget sprog, sproget, der til at tage f.ejl af.. Jeg talte med en gammel kone om at flytte hen i en anden hytte, hvor man kunne hjælpe hende nu, hvor hun var så skrøbelig, at det kneb med at samle brænde ikke er

og male melet og få bålet til at blusse under de sorte lergryder.

Hun så på mig med sine gamle, trætte øine og svarede: >>Kunne jeg flytte fra dem, der var? Ligger de ikke begravet her undet hyttegulvet? Skulle jeg svigte dem, før jeg selv skal til deres sted?<< Hun kunne ikke flytte fra fortiden, for hun selv var en del af den igennem slægtskabsfølelsen. Man flytter ikke fta >>det, der var<<, i den alder.

Desuden er det åndepladsen. Et sted er det bare en lille krukke med nogle små sten omkring. Der er lidt blod på siden af krukken, og nogle fjer fra den slagtede høne klæber sig til det. Et andet sted står der høje, slanke træfigurer med vidende ansigtet. >>Et tredje sted står der nogle afbarkede grene

fyldt med skønne krukker i de gaffelformede grene. Hver krukke er et symbol på en bøn af særlig dybde med et særligt sigte. Jeg kunne blive ved, men det er her, fortiden taler ind i nutiden og virker med århund¡edernes tynge og virkelighed.

62

Når dansen går om bålet, især i de månelyse nætter, så danser fortiden med i de indviklede trin og spring og i de sindrige

ord og rytmer, der ledsager dansen. Når de gamle, der sidder yderst langs hyttevæggene, giver deres besyv med på danseaftnerne, så bruger de vendinger, der er bristefærdige af fortitidens indhold. De væver deres gamle historier - sagaer tør jeg vel kalde dem - ind i aftenens underholdning, De gnægger de gamle sagn ud mod de trnge, mens de hælder øllet fuz lerkrukkerne over i de rigt dekorerede kalabashskåle. Når kvinderne står i yderkredsen af dansecirklen og vuggff frem og tilbage og lader ankelringene spille med snarr í bløde, stilfærdige tonebølger, snart med hidsige og ,skarpe bevægelser, der får ringene til at slå hårdt mod hinanden, så er det ekkoet fra de tusinder af båldansefester, der har værer holdt i denne landsby. Når mændene rytmer bag hinanden, så det ser ud, som de mange legemervar ét legeme, så er virkeligheden den, at de er en hel del af. legemet - slægten - der var.

Men der er også noget, der hedder nutid. Vel er hytterne runde, og gulvet er lersramper, men det forhindrer ikke de ting, der står på gulver, i at være >>made in Japan<<. Vel hænger den yngste på mors ryg i gedeskindet eller ved hendes bryst, mens hun bærer den høje lerkrukke hjem fra vandhullet, men det betyder ikke, at de små bjælder, hun har bundet om barnets ankel, ikke hænger på en plastiksnor, eller at de grønne blade, der med fosforagtig glans hænger om hendes brune hofter, ikke er holdt sammen med et plastikbælte med store uægte sten i bæltespændet. Vel sker der, at både læber og øreflipper e¡ udvidet og spændt ud af runde cirkelformede træstykker, men derfor kan der godt sidde en rød knap i en af næsefløjene for ikke at tale om en sikkerhedsnål med ordene >>made in England< på låsen.

Vel er dagens to hovedmåltider i srore træk de samme den tykke grød med den gode sovs - men derfor kan der godt være nogle pakker tyggegummi i krukken bag kornbeholderen.

At Danmark har sin stØrste eksport af tyggegummi til Nigeria, føjer jeg kun til for fuldstændighedens skyld!

6)

Og sä er alt dette jo kun den følbare nutid. Den væsentligste kommer ind på andre områder, som man ikke kan rubricere og låse af for - clen nutid, der skabes i sindet og dermed i livet.

Jeg mindes ofte skolen oppe i bjergene. Jeg havde vætet deroppe på inspektion, som det hedder med et koldt ord. Skolen var firkantet og 1å stor og chokerende forskellig fra landsbyens hytter og i behørig afstand fra samme. Jeg kan endnu for mit indre blik se den række pile, der stod lænet op mod skolemuren. De stod og gennemborede deres egne skygger, mens deres ejermænd sad inde i klassen og stavede og regnede. Og

hvilke ejermænd! Brune klarøjede unget pâ 8-9 år. Nøgne naturligvis. Pyt også med det - det var jo varmt nok til at gå uden tøj. De sled bravt i det og tørrede pennen af i håret, da klokken ringede. Så vidste jeg, det var min tur til at holde en lille pædagogisk tale (troede jeg da!), og jeg begyndte pà tø' vende hausa at sige en række bevingede sætninger om at høre efter, samt )>at det ikke ville være en fejl af et menneske at vaske sig mere end det stykke, som sidder omkring øjnene!<<

Jeg havde ikke fået viklet mig så forfærdelig langt ind i alt dette, før en lille vidundetlig tykmavet gut rejste sig. Han tog et drabeligt snøft og læspede: >>I denne skole taler vi kun engelsk. Lige fra 1. klasselu Jeg må sige, jeg følte, det nu var min tur til at snøfte - og så begyndte jeg >dear children etc..< Da jeg stod uden for skolen og så efter børnene, som de der løb af sted med deres bue og pile hjem til de brune hjem, så så jeg mere end de små mennesker, det var fulde af energi og vilje - jeg så med dem en påtrængende nutid springe lige ind i hjemmene. En nutid, der måtte komme og ville komme, en nutid, der måske begyndte med et >>Hello, mommy!<< men som var et kolon til forandringen, der ville søge nye veje, nye uduyksmidler, nye livsrytmer, nye tanker på godt og ondt.

Det er en kendsgerning, at Afrika ikke længere et, hvad det har været. Man kan læse om det i aviserne, se det på fjernsynsskærmen, møde det i samtalen med afrikanerne' Foranddngen er også en udfordring til dem, der bdnger den. Givet kunne 64

Afrika ikke fortsætte med livet bag måttevæggen. Også dette vældigê mulighedsfulde kontinent måtte med ind i skæbnesfællesskabet, men den verden, som har skabt den første halvdel af den påbegyndte sætning, som senere tider måske skal gøre færdig, den verden har også et medansvar for bamets og den voksnes liv. Skolerne, sådan som de dukker op i disse landsbysamfund, er en del af stemmen udefra. Fra seminariet sender man veluddannede lærere ud til de fjerneste landsbyer - ikke for at vinde børnene for den hvide mands verden, men for at forberede dem til deres egen. Undertiden lykkes det, underiden bliver det ikke, hvad det skulle have værer - men tusinder afbørn får daglig besked om den nye verden, der ikke længere er uden for Verona, men som nu er en virkelighed, der tager landets børn med i sine betragtninger.

Nu taler jeg om skolen, som om der stod en skole og v¿lr formidleren imellem den nye tid og landsbyens grundrytme i hver eneste landsby. Det er langtfua tilfældet. Der er provinser i Nordnigeria, der har en del skoler, men der er ingen, der har nok - ja, der er endog betydelige landområder, hvor kun 3-5 procent af børnene går i skole, fordi der ganske enkelt ikke er skoler nok til dem alle.

Set udefra synes betegnelsen >paradis< ikke være fejlplaceret om landsbyen. De smilende mennesker, ^t den rolige rytme, fiskerens og bondens livsnære arbejde, aftenens dans og dagens sol - har landsbyen ikke det, vi mangler?

Det ville være tåbeligt at benægte, at der i dette enkle samfund ikke er betydelige værdier, som vi hungrer efter at eje, Man kommer hinanden ved f. eks. Om det gælder noget sted,

så er det her, det, digteren så stærkt udtrykker med ordene: >Det hedder ikke jeg længere. Herefter hedder det ø1.<< Egenskaben >at slentre<< kunne vel også med fordel bryde vort forcerede jag. Evnen til at samtale og lytte kan man også lære fra dette sted, men ellers? Hvem ønsker sygdommen uden hjælp til udfrielse? Når man én gang har set de spedalske, dem, der vidste, der var timers dagsmarch til nærmeste primitive nødhjælpscentral og dages rejse til den nærmeste læge, så glem65

mes det ikke i hast. Også her prøver missionsselskaberne at hjælpe, forpligtede, som de er, til at nå det hele merureske med ethvert tænkeligt lægemiddel. Op til 80.000 patienter modtager årligt hjælp fra disse landsbyer, men igen, hvad er det til så

Fra ro

til

kaos

mange?

Til allersidst skal der blot nævnes, at den verden, der knyttcr sig til tilbedelsen af ånderne, heller ikke er en børnehaveaffære.

Et folk, der, som det nigerianske landsbyfolk, ikke kan løsrive sig fra sin religiøse grundtone, må handle i overensstemmelse med åndernes krav. Piskefester, omskærelsesceremonier, børneudsættelser blander sig med bevægende smukke ritualer og bønner, men i og under og ind i dette væver ordet angst sig og på en så mærkbar måde, at det udelukker begrebet tillid og fred.

Der står små kirker i mange af landsbyerne. Det er ikke domkirker. De har ingen mosaikvinduer og udskårne altre. Det er en hverdagsbygning, der bringer bud til en hverdagsverden.

Kirken er ikke den strenge, kolde pegefinger, men den har den åbne, varme, enkle karakter. Er Peter, Paulus, og hvad de forskellige præster og evangelister nu ellers hedder, ikke studenter, så har de til gengæld mod til at tale om Gud som Gud. De taler om det, de ved, den nærværende Gud, der kommer mennesket ved - også landsbyfolket i de ¡unde hytter.

Jeg så dem den dag, de forlod landsbyen for at gà ind

til

stor_

Hun kom bagefter med barnet på rygt i hånden. Det lå som en hårdt optrukde dansende læderstrimler om hans hof-

ter. Spydspidsen vendte fremefter, som hans blik gjorde det,

f¡emefter mod målet, storbyen. Hans kone var betydelig mere optaget af at passe på krukkerne, der var stablet oven på hin_ anden på hendes hoved, og hendes bevægelser var præget af det nærværende, barnet, afskeden med det kendte og lastbilen, som nu snart skulle køre dem ind til det, man kaldte en storby.

De kom fra en landsby, der ikke kendte til hjul og moderne teknik, og lastbilen var det første vidnesbyrd om en ny verden.

Konen fortalte mig senere, det havde hjulpet hende, da hun så, lastbilchaufføren var en afrikaner, >>for så hørte vi dog sammen i den ting at undres over: en bil!<< Jeg havde boet hos dem i landsbyen. Vi havde ralt sammen. De var gode ved mig og kaldte mig ven. De ærede mig ved at dele deres oplevelser med mig. Ordene kom og gik let imellem os.

Hvordan de havde fået den idé med at tage til storbyen, det ved jeg ikke, men de havde vel hørt om den. Rygterne går hurtigt. Man kan jo heller ikke være uvidende om, der er steder, hvor bilerne kommer fta og måske flyvemaskinerne, der brummer over landsbyerne om natten og i de tidlige morgentimer.

Jeg opsøgte de to nogle måneder efter. Det var ikke så let at finde dem. I landsbyen ligger hytterne på en sådan måde, at de kommer hinanden ved i et sammenhæng, der er skabt af tiden og menneskene i dem. I byen er husene ikke runde, og de kaster ikke myge skygger over den røde jord. Husene er firkantede. En afrikaner sagde, de ügnede et menneske med 67

fire skuld¡e - et vredt menneske. Det var en skarp og ejendommelig iagttagelse. Der er noget om det. Når man ser ned ad rækkerne af huse, så mangler man et sammenhæng. Husene er ikke kædet sammen af måtter. Hvert hus er en ve¡den for sig, der ikke kommer naboen ved. Dørene er ofte sækkelærredsdøre, men de kan også være af bølgeblik eller sammengøre med økonomien, formoslåede planker. Det har noget

^t der jeg. Der er huse, der er brune,

lerets farve, og der er huse,

der er sorttjærede eller hvidkalkede, og endelig er der dem, der er tegnet mønstre på med mange farver og brede penselstrøg.

De er byens smil og dtistighed.

Bortset fra hovedgaden, hvor magasinerne ligger, er gaderne gerne skæve og snoede og fulde af overraskelser, men især af

lyde. Grammofonerne skratter om kap med radioerne, biler hviner i bremserne, og børnene råber op og må standse i dansen eller legen med de runde sten i træbakkerne, det lokale ludospil. Konerne koger maden i sorte jerngryder på trefødder på fortovet, og salgsbodeme er overbroderede med reklamerne på dansk tyggegummi, japanske emaljeskåle, engelske sokker og tyske tændstikker og norske satdiner og meget, meget mere.

Endelig fandt jeg frem til ægteparret. De boede i et hus

med nummer. De havde forandret sig. Også de, kunne man sige, var blevet numre i en række af bymennesker, der lignede dem, hvad påklædningen angår. Han havde fået brune sko med tykke gummisåler, lange bukser og skjorte med slips. Der var en pige på slipset. Hvid pige. Selvlysende. For øvrigt var hans sokker også selvlysende. Han sagde, det var praktisk, for >>så kan man finde dem, når det e¡ mØrkt.<( - Hun havde fået

håret glatpermanentet. Det viste sig, at hun og jeg havde omtrent givet det samme beløb, hun for at komme af med krøllerne, jeg for at få dem!

Hendes brusende nederdel og gennemsigtige nylonbluse, der lod én ane undertøjets raffinerede farver, og hendes højhælede

sko gjorde billedet fr¡ldkomment. Bamet lå ikke og emmede hendes ryg blank og varm - det åndede tungt i uld og nylon og igennem en 68

lille nartesut.

De kaldte mig ikke ven mere. Nu sagde de, jeg var hvid og en gæst. Ordene kom ikke af sig selv som før. Vi søgte efter dem, og de ville ikke forme sig naturligt og åbent. Vi dannede sætninger og erkendte, vi var fremmede for hinanden. Han sagde, de ikke vâr som før, men at de nok skulle finde en levemåde, der var lige så god som den, de havde haft i landsbyen. >Vi søger, og vi finder svaret.<( Jeg kom forbi to biografer, da jeg gik hjem. I den ene spillede de en indisk fílm. Der stod, den var fuld af mysrik, kvinder og knive! I den anden biogaraf spillede de en om den anden verdenskrig.

De afrikanske byer afviger fra landsbyerne på mange måder, men storbyerne har ét fællestegn: de ligner hinanden på forbløffende måde. Landsbyernes individualitet er der ikke plads til endsige interesse for. De¡ gælder andre love i en by, hvor der tales hurtigt, handles hurtigere og glemmes hurtigst.

I 1950 var Jos, for at tage et eksempel fra Nordnigeria, en såre beskeden by med én hovedgade og nogle særdeles beskedne

handelshuse, hvor man jagtede

til

for atfà den proviant med hjem savan¡elandsbyen, som man måtte have - sukker, salt, mel

o.s.v. Det var virkelig en jagt, som ikke var uden spænding. men heller ikke uden skuffelser. Man kunne ikke være sikker på, de varer var der, som man søgte. Nu er Jos en levende by med neonlys, biografer, storhotel, asfalterede veje og frem for alt en række forretninger, der leverer alt, hvad man måtte ønske sig fra dansk wienerbrød (lynfrossent) til sidste bilmærke.

I 1950 stod handelsmanden bag disken og talte hausa og talte mønteûre, én for én, når der skulle veksles. I dag sidder der

raffinerede afrikanerindet

í

nylonuniformer og får pengekas-

serne til at klinge og afleverer byttepengene til kunden.

Som det ydre har forandret sig, er byens nerve, det afrikanske kvarter, også blevet et andet. Der er kommet nye rækker

af ens huse og mange, mange tilflyttere.

Socialrådgiverne både i Jos og Kano har fortalt mig om problemerne med den strøm af unge, der kommer til storbyen. De fleste af dem har kun få års skolegang - måske fire år, når 6

Gnister lra bålet

69

det går højt - en flok er 7. klasses elever - og de færreste er dem, der har en uddannelse af en slags. Mange får arbejde, men bestandigt voksende flokke d¡iver omkring og er lediggængere. En afrikansk leder inden for det sociale arbejde sagde: >>Vi har et sandt køsystem foran dørene til opdragelsesanstalterne og ungdomsfængslerne - men vi ha¡ hverken penge eller mandskab

til at dække behovet.<<

Den veluddannede afrikaner finder sig ofte til rette i byen.

Bedst, tor jeg, når han er opvokset i den og kender byens stemme. Jeg har været gæst i mangt et afrikansk byhjem, hvor der va¡ orden og ro og virkeligt hjemmeliv, og hvor man nØgternt kunne se på byens muligheder på godt og ondt uden at lade sig rive med af begejstring eller knuses af modløshed.

Storbyen vågner tidligr. Børnene og tiggerne møder først.

Børnene er på vej til de talrige skoler. Deres brune, grØnne, blå og gule khakiuniformer farver gaderne, og de høje stemmers oplagthed danner en sær konttasr til tiggernes glidende, tavse flok ned ad gaderne på vej til markedspladsen og hovedgaderne. Dér går en blind, og en lille dreng leder ham. Dér kommer en spedalsk kravlende. Han har træstykker under knæene og stØtter albuerne mod jorden og maser sig frem på den facon. Og der kommer en krøbling med krykkerne under armhulerne.

Børnene er næppe lukket ind i skolerne, og tiggerne er knap kommet på plads med deres tiggerskåle og pikpak, før marlcedspladsen begynder at koge af aktivitet. Der er muligt, højhusene står som mure omkring markedspladsen, men det forandrer ikke dens egenarr. Palavernes og tiggeriets kongerige!

Konerne kommer med varerne på hovedet og vuggff hen til deres stade, mens mændene stabler konserves, brugsgenstande, tøj og meget andet på de dertil indrettede reoler. En grammofon hyler geùiemffængende: rrBy. - bye, baby,<< stærkt konkurrerende med en anden grammofon, der lader et orkester vikle sig ind og ud af nigerianske jazztoner. Hvor er et københavnsk stormagasin en trist foreteelse ved siden af en nigeriansk markedsplads!

Mens markedspladsen forbereder dagens handel, er der bøn 70

i moskeen og på de åbne bedepladser. Hundreder af muhammedanere bøjer sig frem, retter sig op, knæler, rejser sig. . . . er kun én Gud, og Muhamed er hans profet . . .<< biler, på cykler til fods kommer afrikanerne nu til dagens dont. Velklædte, dygtige nigerianere går hjemmevanr ind bag diske, kontorstole, bankskriveborde, katedre, sætter sig på domstole og bag forhandlingsborde. De arbejdsløses stoqe flolc ser efter dem og drømmer drømme, håber eller hader, og solen stiger og stiger på himlen. Varmen er stærk, og dagens hvilepause fra I2-2 er berettiget. Når skodderne lukkes for, når tiggerne strækker sig under mæernes skygge, når forretningerne >>Der

I

låser dørene og kontorerne deres, da sover byen. Selv de hvide læ¡er det. Deres aktivitet må bøje sig for klimaet. Eftermidda-

gen er den travleste tid. Energien koncentrerer sig

i

takt

med solens aftagende herredømme.

Aftnerne er lange, varierende, mulighedsfulde. Kirkerne kalder til møder og forhandlinger. Spejderne samles til øvelser.

Politikeme har folkemøder. Biograferne indbyder til underholdning. >Frihedens bar<< - >>Paradisets bar<< og utallige andrc af sorten slår bomuldsforhænget til side og afslører at de både har isskab og juke-box.

En dag er til ende. I morgen begynder man på planerne om nye fabrikker, nye skoler, nye boliger. I morgen er der nye problemer og konflikter. I morgen kommer der nye mennesker.

I en by et sted i Nigeria sang gymnasieungdommen: >>Syng en sang fuld af tro på trods af det, fremtiden skal give os.<< - Magter vi byernes udfordring til engageret fællesskab, et fællesskab, der ikke vil dominere over dem, der endnu kan synge?

Tålmodighed er verdens medicin

Ester er en kvinde fra Bachamastammen. Hun har

i

mange

henseender vovet at gå imod strømmen og sin stammes sociale love. Hendes skikkelse er rank, gangen fri og rolig, blikket åbent. Ester er ikke et nummer i rækken, hun er en ener. Og hun ved det.

Det under vore himmelstrøg snart ukendte begreb tid ejer Ester til overflod - i så høj gtad, at jeg >har sat hånden for munden og manglet ord<<, når jeg har mødt hendes ro og uendeligt langsomme >>aktivitet<<.

I april-maj indledes regntiden med de voldsomme nordøst-

storme, der fylder luften med sand og grus, pisker

i

træ-

toppene og farer hvinende omkring de små hytter, så man har på fornemmelsen, de rykker sig sammen for at trodse elementernes ubarmhjertige greb i de skrøbelige suåtage.

En aften var jeg ovre og lægge skolepigerne i seng. Under aftensangen begyndte det at blæse op. Pigerne skuttede sig.

En og anden puslede med flagermuslygten for at lyset skulle holde stand, når stormen brød løs. Der var en mærkbar uro, og det blev en kort andagt, for det gjaldt om ar komme ind på sovesalene.

$

Da døren var lukket til hver eneste sovesal, ville jeg skynde mig over til mit hus, men da sad Ester stadig ude i sin lille gård foran hytten. Stormen vaÍ. taget til. Træerne stod som spændte buer, og mørket var fuldkomment - bortset fra lyset

i

Esters blafrende lampe.

I

min iver råbte jeg, for så vidt man kan råbe, när så ulige faktoret som storm og stemme er konkurrenter: - Ester, skynd dig ind i dit hus!

Hun stirrede trygt smilende på mig.

- Ia, ja, vær tålmodig, Baturiya, tålmodighed er verdens medicin!

72

>Radic¡ens stemme f anger uor ubeboede sjæ\.<

(Udtalelse al en afrìleartsk høuding)

De Ăžom lra en landsby, der ikke Ăžendte

til hjul og teknik - - -

Pludselig kom et stykke blik farende og skar sig ind

i

pan_

den på Ester, lige under en af fletningerne. Det må have ramt en lille blodåre, for det blødte voldsomr, skønt såret var ganske

overfladisk.

Ester bliv siddende lidt, prøvede at tØtte blodet væk, rejsre sig langsomt og værdigt, lo en smule og sagde: - Det stofmer vist, Baturiya!

Ester har en cykel med dynamolygte og håndbremse. Når det endelig skal være, hvorfo¡ så ikke have det >up to date<<. For bare to år siden gik Ester ned til markedspladr.n og kom efter en rum tid tilbage med de indkøbte varer på hovedet. Nri der_ imod ser vi hende sætte afsted på cyklen for atter at vende

hjem med varerlle på bagagebæreren.

Ester er på sin vis et led i den vældige udvikling, der fo¡e_ går i Afrika. Når hun ligger foran sine malesren og maler Dur_ ra-kornet til mel med lange rytmiske tag, mens de store trans-

port- og passagermaskiner larmer højt over hendes lille bo_ plads, da føles kontrasren - srenalder og nutid i eet billede.

Ester føler den måske ikke, men den er der og sætrer sine spor.

Kontrast eller ikke, fortid eller nutid Esrer er en kui'd. fra Bachamastammen.

Hun har blandt andet det job at sørge for, der er brænde til

børnenes køkken. En morgen kom der tre piger over

- Hvad ønsker I? - Vi bringer dig ord.

- Jeg hører.

- Der er ingen brænde!

- Gå ove¡ til Ester og bring hende ord om det.

Seks fodsåler satte i rend. Efter nogle minutter

tilvort

hus.

kom de til_

bage.

- Baturiya, r.i bringer dig nye ord fra Ester.

- Hvad sagde hun?

- Hun sagde: gå til Baturiya og fortæl hende, at

jeg

ved det!

Lang pause. >>Vi

er

i en uduileltng, der er h,rdeÍrtld,

tnen også rneningslulcln

73

Indvendig begynder de hvide irritations- og haswærksmolekyler at melde sig.

- Ja, ieg ved godt, Ester ved det, men hvad er grunden til, at det ikke er brænde?

Tre par brune, blanke øjne ser spørgende på mig. En af pigerne trutter mund, borer en nøgen tå ned i kokosløberens åbne vævning og siger: Ved vi det, Batu?

Endnu engang piler de af og er snart forpustede tilbage.

Vi bringer dig ord fra Ester. Hun sagde: trætheden har fanget mig, det er grunden!

-

Når et menneske trænger til en stol

Eli er iklçe almindelig. For ekse-Fel småløbe¡ han ofte, og det er meget sjældent at se en mand skynde sig Læreren Malam

i

Afrika.

Han har også sin egen logik.

Hver aften klokken seks har vi inspektion på skolen. Så i lange rækker og alting bliver undersøgt.

samles alle børnene

Om deres spande er hjemme, om deres tallerkener og skeer er der, oD der er orden på sovesalene.

Ved en sådan lejlighed opdagede vi, der manglede en stol.

Børnene blev sendt ud for at lede efter den. Også vi voksne søgte allevegne - den var ikke til at finde.

Da solen var næsten fomvundet bag bjergene, kom Eli hjem fra markedspladsen. Han spurgre, hvorfor vi løb rundt.

Jo, det var den stol, vi ikke kunne finde.

- .AI, udbrød Eli, den har jeg!

- Har da derÊ Hvorfor ha¡ du ikke afleveret den? Hvorfor har du taget den?

Da så Eli på mig med to store øjne i et glinsende ansigt og smilede et dejligt smil. gfl sagde han: - Når et menneske trænger til en stol, og et menneske ser en stol, så tager mennesket stolen. Derfot har jeg den!

Da Malam Eli igen fik et smil og et nik, gik han hjem og skrev et brev til mig, hvori der stod: - Det er med freden imellem to mennesker som med HelIigånden. Man ved aldrig, hvor den blæser hen, så det gælder om at holde på den med begge hænder.

0

'n

,F)l:

'i!li

Alting dør

i!

li ü

.i

ìr' h

r ll

,IIu , ll

,il .11

it N

li

I

¡i

I

i ii :

,

ì ì

l

i !

:

-

Ninna, er der noger, du iklce kan klare?

Svaret kom først efter en lille pause, tappert og med sikker

.l I

1

ûods:

-

Du slcal ikke være ked af det, Baturiya, det. Det er bare så svært!

vi

skal nok klare

Derefter rejste hun sig, gik hen til vinduet og snød næsen Satte sig så med et bump på stolen, tog igen fat på arbejdet og forkyndte med et dybt suk: - Vi skal nok klare det!

i Íingrene.

original stil. Den lød

76

således:

Det navn vil vi huske

De indfødte havde før set hvide mennesker, så de løb ikke væk. De fleste gemte sig genert i hytterne og stak hovederne frem. Børnene hvinede, som børn gør, når de både er forbavsede og nysgerrige. Mændene var på markarbejde.

Udenfor stod hestene og skrabede med hovene

i

jorden. De

slog med halerne for at vifte fluernes mangfoldighed væk og ptøvede ellers at stramme sig op til at se ud som rideheste.

Det lykkedes kun delvis.

Så tog kokken kogekarrene på hovedet, og drengene moski tonettet, feltsengene og grammofonen. Vi besteg hestene, og det lille tog satte sig i bevægelse frem ad den smalle snoede sti igennem savannen - fra Dillis lavtliggende område i retning af de blånende Gwampabjerge ude i horisonten.

Det tales ikke meget pä en sådan tur. Ude i savannen er der et fugleliv uden lige og en vidunderlig duft fra titusinder af blomster. Savannens træer rejser sig knejsende over småkrattet.

Slangekaktus og sødt duftende mimoser væver sig ud og ind mellem dem. Småfuglene kvidrer og termitternes imponerende bygningsværker står røde og mangetårnede langs stierne. Og så er det så stille, så stille på en savannetur.

Pludselig ser man langt borte en landsby, der ligesom ligger og putter sig ned. Man ser kun tagene og måttevæggene, som snor sig mellem hytterne. Grå røg vrider sig spiralformet til vejrs fra de forskellige bopladser. Rider man tæt ind på landsbyerne, kan man høre skurestenene arbejde mod hinanden, når kornet males. Kvinderne snakker og børnene ler, mens mændene står og efterser deres spyd eller ordner fiskegarnet. Det er et enkelt, primitivt liv, og man har meget let ved at forestille sig, at sådan må det have set ud i Danmark for nogle tusind år siden.

Og sâdan nåede vi frem til den første by. Egentlig havde vi at vide, man ikke burde tage ind i den by - for nogle måneder siden var der kommet en postmand forbi, og ham Í?rct

unde pakk anne

andsbyens se, hvilke

Han for_

talte meget stolt og meget vidende. Også vidste - om hvordan hvide men¡esker I ge de har, og om at vi ikke var en mand en af os havde lange bukser på, men at ingen af os var gift, og at vi heller ikke havde børn.

- Huhh. .

sagde de allesammen. vi grammofonen í gang. Det var noget, de kunne bruge. De syntes faktisk, vi var meger normale, og de begyndte at komme nærmere. De gamle løftede hovederne og smilede, de unge så nysgerrigt spørgende på grammofoneu, og børnene Så satte

jublede.

Om aftenen, da mændene kom hjem, og vi havde spist, sam_ ledes hele landsbyen foran os, hidkaldt af ronerne.

til

Det var navnlig Benauto, der førte ordet. Ingen kan tale afrikanerne som en afrikaner selv. Et par småbål i baggrun-

den kastede et sælsomt skær over de mange lyttende mennesker og Benautos mandige skikkelse, som han stod der med kappen

slynget omlring sig.

Bagefter sagde de gamle: - Det navn Jesus vil vi huske og gemme, for det gør hjertet varmt. For mange, mange år siden var der en hvid mand, der talte tíl os om det, men vi kan ikke huslce ret meger, og vi føler heller ikke, vi kan magte det. Vi kan ikke forstå det. Men vi vil gerne, I vil fo¡tælle de unge det!

havde de d¡æbt. Men vi syntes, de også skuile høre noget.

78

79

Den ting, ieg ser i dette

I et hjem i Mbulastammen fødtes for et par år siden et barn.

Det var at se på som alle andre nyfødte i Afrika - små, bitte hænder og fødder og er par fløjlsbrune øjne, som så forbavset op i det spidse stråtag og fulgte røgens grå spiraler fra bålet, der var tændt midt inde på gulvet. Formodentlig har det hængt bag på moderens ryg i sol og varme, og når hun ved aften gik den sidste tur ned til Benuafloden efter vand. Det har bumpet i takt med skurestenen, når Dari sled og slæbte inde i køkkenhytten, og det har fået >sand i øjnene<< i de sene aftenrimer, når hun sludrede og sladrede med de andre kvinder om bålet på en af de åbne pladser, hvo¡ hvilen var sød og tobakken i den lange, buede snadde en nydelse for en ftæt mor.

Da der var forløbet et årstid, begyndte Dari at gâ ad bagsmøgerne, når hun skulle til floden. Hun, der før havde snakket og leet, været oprømt og hastig

i

svar og bevægelser, listede nu

underlig stille omlring. Når hun endelig kom i lag med de andre, var hendes øjne for blanke, blikket for flakkende og stemmen for høj. Og Mbørne - han fik nye tanker og begyndte at se syner, for hans barn var ikke som andre børn.

Det lo ikke, det 1å bare og kikkede og småskreg. Og dets ben - de sad også helt forkert.

Mbørne lå og tænkte på alt dette om aftenen og skævede over til barnet, der fik hans sind til at undre sig og hjertet til at banke af angst. Gamle historier og sagn, sådan som de bliver fortalt aften efter aften i mændenes kreds omk¡ing ilden, blev ham sælsomt nærværende. De dansende sþgger på den brune lervæg forvandlede sig for hans

blik og blev til slanger og onde

væsener.

Der gik måned efter måned. Det blev ikke bedre med barnet og nætternes mareridt. Mbøme begyndte igen at blande sig med mændene for at tale om åndernes vilje. De så grun80

Det nigerianske hjerte går sine gådelutde ueje

---

dende ind

og frem fra de med t

i

bålet og mumlede noget om

over<(

>>en

ting at fo¡bavses

hentede nye historier

te gamlinger gnæggeud af de små tobáÉs-

vægt og viden.

Den ting, jeg ser i dette. . .

Gnisterne fra bålet blev skarpe i farven. En efter en listede de hjem til hytterne. Gløderne ulmede i den sorte nat. Hundene strejfede hylende rundt i landsbyen og snagede i affaldsdyngerne. Klokkefrøernes rusindtal kvækked. i *or.rn., mens moskitoerne summede sig i angrebsstilling fra slagmark

-

til

slagmark hos de sovende.

i Mbørnes hytte kom og gik rankerne - de vævede sig ind og ud gennem myter og sagn. Og de krævede svar.

Men

Havde han ikke bragt daua

til

offerstedet? Og nu

til

aller-

sidst en ged? Var de¡ mere man kunne gøre?

Der var jo det, de gamle sagde - og det skulle nok passe, at barnet ikke var noget rigtigt barn! Havde han ikke selv ser, at det forvandlede sig til en slange om natren og krøb hen over væggen? Og siden barnet nu ikke kunde gå, måtte der jo være noget galt - det måtte være en ond ånd, der havde sat sit mærke på det. Mbørne skævede over til den lille med den angst, som prøver at fatte noget, der overstiger ens evner. Da så han, at barnet havde to hoveder. Han var ganske sikker.

Sådan forholdt det sig! Hans og Daris barn var snart et forkrøblet barn, snart en slange, snart et uhyre med to hoveder.

Offeret, det store offer. . . når barnet kunne blive en slange, så kunne det også dræbe, og var det rigtigt at lade sig dræbe af sit barn? Havde han og Dari ikke givet det livet, og er den, der giver livet ikke srørre end den, der får det?

En tidlig morgenstund, mens tågen endnu hang over moserne, tog Mbørne sit barn. Han fuIgte de snoede stier, forbi den Rurarnelige Nigeria, der netop i disse dage tæller sig selu.

Huor rnange er ai? Huenz er ui? Huad uil ai?

81

åbne plads i byens udkanr, hvor køerne srod og duvede med ho vederne, fulgte stien gennem kornmarkerne og nåede den brede vej, der førte til næste by. Et stykke henne på stien stod en

De forstår ikke vores vej

vældig termitbolig, høj som en mand og med tårne i roppen.

Mbørne tog sit forkrøblede barn og lagde det fra sig i tuen.

Det blev fundet tre dage efter. Det havde slæbt sig ned fra tuen på sine lamme ben, men myrerne fulgte efter og der var ingen, der hørte, at det skreg.

Rachel var ikke af de lange, generte og fnisende pigebørn, der altid gemmer hovedet i tørklædet, når de bliver spurgt om noget. Hun så direkte på spørgeren og svarede klart og lige-

fremt. Blussende, gungrende og kraftig som hun var, gik hun mand og mand imellem under betegnelser )>sergenten<(. Hendes stemmeføring var nærmest voldsom.

Da hun kom hjem på ferie langvejs fta, aflagde hun selvfølgelig også besøg på sin gamle skole.

- Rachel, du har set den store verden?

-

Sådan er det!

Nød du det?

Bestemt, jeg nød det

-

bestemt!

Kunne du tænke ðry at fortælle pigerne her på skolen

om din første rejse med toget op til den skole, du kommer fra?

- Ba laifi - den er i orden - hvornãr?

- I aften!

- Jeg ko--er. Det skal ikke mangle på ord!

Om aftenen sad børnene omkring lampen, der var hængt op i sin krog pâ et af. elefanttræets knudrede grene. Det var en stille aften. De sad på jorden, og det hvide glimtede i deres øjne da >>sergenten<< kom. Med en kort, favnende håndbevægelse hilste hun alt folket. Så tog hun til orde.

- Jeg hilser jer! Ordene, jeg skal give jer i aften, er der ingen mangel på - ordene om min rejse ud i verden op ril byen Kano. Äbn ørerne! Jeg vil begynde således: Når et men¡reske får at vide, det er tiden til at rejse, da er der kun een ting tilbage for det menneske - at sige farvel. Det er en svær ting. Ens ind¡e bliver sort, og man synes, man siger farvel til de ældre for bestandig. Der kan snarr være deres tid til at blive begravet under hyttegulvet; og de forstår os ikke.

83

det ikke om prisen? Nå, jeg spurgte en mand om ptisen. Han så på mig, da han svarede: >>Fem kroner!<< - >>Ho-oh-ho,<< sagde jeg, >ho-oh-ho-kai! Kai! Fem kroner! Lad os sige to?<< - Da så manden igen på mig med det blik, et menneske ffu, der lever i en by og sælger varer i en butik i huse, der er bygget oven på hinanden, og så gentog han: >>Fem kroner'- ingen prisnedsættelse her!<< Så gik jeg. Men det, jeg vidste, da jeg gik ud, var, at et menneske skal betale, hvad der bliver sagt første gang!

tager man noget korn op i sine hænder og lader det falde ned igen. Det er godt at mærke kornet mellem hænderne, når man skal sige farvel!

Så kom den dag, jeg skulle rejse. Jeg kom med en lastbil op til Jos. Vi sad oven på et læs huder. Er menneske kan nok få en anden plads, der overgår den i det at sidde godt. Men man finder sig i det. Jeg havde røget fislc med og lidt majs og så min kasse med tøj.yi kørte og kørte. Den første del af

Mine øjne voksede og så og så!

Tilhørerne sad åndeløse med stive øjenpar hæftede på

Rac_

hel.

- Jo, ser I, husene er bygget oven på hinanden. Kasse oven på kasse. Hvad siger I? Og der er butikker _ ih! I een butik kan man købe alt, lige f¡a hovedtørklæder til cykler og mad. Nej, nej - det er ikke som markedspladsen. Disse bu-_ tikker er inde i husene, og man ved noget, når man går ud af dem, som man ikke var klar over, da man gik ind. SÃ f. eks. priserne. Det er helt forskelligr fra vores by.

J"g så er par øreruinge med grønne sten. Hvad gøt et menneske? Spørger 84

En utilfreds mumlen btedte sig mellem uldhovederne. Det - at betale, hvad der bliver sagt første gang,

kunne lige passe hush!

- Ia-j^, der kan I selv se. Det er svært at finde ud af verdenen, første gang man rører ved den. Der vat for resten en masse hvide mennesket overalt. Jeg så flete, som fik mig til at mangel ord af forbavselse. Deres øjne var som blå-hvide perler, og deres læber val røde, som havde de spist lcolonødde¡.

Deres negle var lange og skarpe som pilespidser og tøde, som om de havde slagtet grise hele dagen. Jeg kan ikke sige, jeg synes det var grimt; men man får jo tanker.

Jeg sov en nat i Jos sammen med nogle andre piger, der også skulle til Kano. Næste morgen gik vi ned til toget. Ja, er det nu ikke mærkeligt, man kan sige ordet >>tog<< uden at skælve.

Da vi kom ned til banen, var vi lige så bange som dyt, der skal slagtes, og vi vat gerne flygtet, hvis det havde vætet muligt. Vi ventede kun syv timer på toget, så vi var heldige. Man skal have tålmodighed alle vegne - også når man venter på et tog. Der var nogle, der havde ventet i to dage, så syv timer, ikkesandt - I ser det - det var lidt at gøre ord over. Da toget kom brusende, rystede vi som børn, der ikke kan finde deres mor. Toget er størte end en bil og længere end fire sovesale sat sammen. Det har et lys foran i sin pande og en stemme som tordenvejret. Og det ryster som'en ko, der skal kælve. Jeg føIte, jeg skulle kaste op af skræk, selv om jeg bageftet ville have ærgret mig over det, for jeg havde fået en god sovs med fisk i på min grød om morgenen.

85

'ü ! t:

trt .¡t

ri;

'i: ì11

;ii itl ifi

'li ,lt ' lrl ,ti lll

'ii'it if¡ ii li

illl l11.

4i rii

I i i

i toget. Inde i toger ser der ud som i en kirke.

Der er bænke bag ved hinanden i lange rækker fra. ,"g., ig.ì_ nem. Der sate vi os med vore kasser på skødet o! ,i o, omkring. Der var mennesker alle vegne. Mung. af dem havde høns med. Hønsene havde benen. brrnd.t safirmen og blev båret, så deres hovedel nedefter, men der kendeî I ¡o -hans her fra byen. Hønsene blev lagt under bænkene, og fon oti. deres sager overalr, hvor der vL phds.

Vi ha¡ f.Arráruid., i., var,tyve alle vegne, så vi holdt på vore kasser, skønt det ó;" ondt i benene at sidde med deÀ. Der stod ræt med folk uden for. D9 rakte bagagen ind ad vinduet til deres venner i toget, mens de snakkede, råbte, lo og græd. toger begyndte atkøte, sagde jeg: I Guds navn! _ ,Da For jeg følte mig alene, og jeg var bange. Voreãjne blev snaft mætte; at se, så vi faldt i søvn. Toget svingede og rystede. _ Vi

kom ind

i

Vi stog ho_ vederne mod vinduerne eller u*gg.r, ellei hinanden.

Det"g¡or_ de ondt, slcal I vide!

i l' i'

Enkelte sagde: Kai - ba kyau! _ bekymret-kærligt på den tapre Rac_

i 1

i

1:

I

I

¡

i I

I

).

i l

t

I. ¡ ¡ f,

!'

T

t;

i

t

i t.

ì

. -..Den næsre dag ,,.,0,:å:t::#,ru:ff,::,lrdi hjurene

skulle sætres bed¡e fast og den slags. Uä ã.t var ikie slemt. Man dør jo ikke, fordi noget städser i en moror.

Om afrenen kom vi til Kano. Lysene var rændr i byen

vil

og ieg here verden uá, ,*"r¿, iil at tænl. på det lflle båI, aftenen. Bålet, der pl"dr;Ë

sige jer, det sâ ud, som a[e rys

den bv. Jeg kom Iige et

min mor fordriver kommer t

øjeblil

så

i

det. Er

î

d.t

ii.k

,å"r, ,o"i

sådan er der så meget mærke_

ligt, man ffu tanker om, nâr man rejser. Da jeg Lom ud af

var famili Skolen,

toget,

min

men følte, det var kedeligt,

i et tog. å elektrisk lys. Vi fik lídt mad.

Om den er der bare det at sige, at jeg har smagt det, de¡ var bed¡e. Og så kom vi i seng. Vi sover i rþtige senge og ha¡ hvidt tøj over og under os. Hver morgen bliver vi ur"L.t iv"nd, d.i 86

køre

falder ned fm en maskine oven over os. Det antager jeg, I ikke forstår - rnen det er næsten som himlens vand, når det regner ned.

Ja, sådan er det!

Og det var bare begyndelsen af, hvad jeg oplevede, da jeg første gang rørte ved verdenen!

Se,

det overgår alt

fredse drag. ModerenS ansigt lyste

Joyce blev ikke, blødt bumpende på sin moders ryg, båret hjem fra hospitalet fã dage efter, ar hun var blevet føát. Duf_ tende af Lux-sæbe og børnepudder blev hun puttet i en bar_

Lærerparret Ellons førstefødte blev aget mod hjemmet med anstand, som det søfiìmer sig et barn af forældre, der hilser

en ny dd velkommen.

-

Det gav mig ranker, at mit barn ilçke kunne lide

af stille glæde. Solens

suåler puttede sig ind i folderne på det tykke blå silketøj, hun havde svøbt om sig. De blev derinde og ligesom lyste op indefra. Der var frodig tilfredshed over Fibie, som hun stod der og tog imod hyldest og velkomst.

Gamle Tabitha stod yderst i kredsen, rolig og værdig. I sin lange tilværelse havde hun så ofte set børn fødes og dø. Et menneske må være tålmodig i det altsammen - tålrnodig og stille.

Da Fibie fik øje på Tabitha, gik hun - drevet af afrikanerens store respekt for de gamle - over mod hende for at række hende barnet, der nu, søvnig og mæt, lå og gned sin runde næse med sine knyttede hænder.

- Se het! Du ønsker hende - ikke?

Tabitha drog Joyce ømt ind til sig og mumlede nogle bachamasætninger. Derefter så hun kort på Fibie.

-

Du er rask?

- E'e, e'e! Ja-ja, helt ras'k!

- Det er godt!

- Ja, det er godt!

Så fulgtes de over mod Fibies hus, og sådan gik det til, atbar net Joyce blev båret ind i sit hjem på en gammel kones arme.

Batnevognen stod

i

ensom majestæt på gårdspladsen.

barne_

fire ben opefter og fire nedefter. Den var lavet af to sæbekasser og malet blå. De fire ben, der pegede opad, var til moskitonettet. Fibie havde selv malet den og syet nettet. Om a{tenen blev Joyce vasket i et brunt emaillefad og tør¡et i et gult frottéhåndklæde. Derefter blev hun pudret med

Joyces seng havde

Joyce og Fibie blev budt velkommen i er flimmer af brune øjne, lyse håndflader, hoppende ben og spraglet tøj.

-

Velkommen-velkommen. Velkommen i sandhed. Oh, det_ te er godt. Ih, ih, ih! Velkommen, er I raske? Vi takker, vi tak_ ker. Gud velsigne den nye verden!

Fibie stod bare og var i overensstemmelse med tilværelsens dybe mening. Barner 1å ved hendes bryst og d¡ak i lange, til_ 88

>Afrikas sorte blomst<< - ægte børnepudder, og til allersidst lagt ind under nettet. Og så knælede Fibie ved den blå-

malede seng.

-

Herre! Jeg er ikke værd at kaldes bam af dit rige, du, som skaber himmel og jord. Hvem er jeg, at jeg vover at bede dig om noget? Dog dit navn er også fader, derÍor bede¡ jeg for mit barn, den jeg elsker. Bevar hende . . .

Ellon, Fibies mand, er en lang, leddeløs fyr, som nervøst

-

89

Næste morgen flyrtede Fibie ned

til

sin moder

i

byen

-

den kloge og tykke Miriyam, der står så sikker og myndig i sit hjem. Man siger om hende, at hun har øjne, som et men¡eske

Ellon rullede med øjnene, hev op i bukseremmen og svingede meningsløst med armene.

Sådan er det!

-

med dårlig samvittighed bare skal se een gang, Í.øt det i vild flugt søger tilbage til den rigtige vej. Fibie og hendes moder gik til hospitalet med den lille. De fik medicin og skulle komme igen dagen efter.

Klokken tre om natten bankede det på vore sovekammervinduer. Stille, som en gren, der vugger i aftenbrisen, hviskede en mørk stemme: - Det er bedsr,

I ved det. Det er Joyces tiå til at dø! nattemulmet skimtede vi spyddet i budbringerens hånd og anede omridset af hans kappe.

- Joyce skal dø!

Runde, blide Joyce med de brune øjne og de gyldne ørenringe. Og Fibie - hvad skal hun nu gøre?

- Det er en ting, de¡ næsten overgår et menneskes kræfter,

I

at være alene!

Nu og da kom en patienr glidende i mørket. Ellers var alt stille på hospitalet. Omkring sygestuen, hvor Joyce lå, sad et halvt hundrede mennesker og holdt vagr i tavs medfølelse. Det var familiens venner. Deres lygter slog hul i mørket. De krøb

Disse tanker giver mig et hvidt indre. Tanker, jeg ikke vid_ til mig med sødme og iraft!

ste, jeg ku¡ne tænke, kommer

sammen på jorden og på verandaen, indhyllede i tæpper og kapper. De hilste knapt - sad bare pâ.vagt, hver med sine tanker.

Inde på hospitalsstuen kæmpede to læger for barnets liv.

Lyset fra en staldlygte kastede sit gule skær over dem. Fibie sad ensom i et hjørne. Hendes blik var sort og stift. Joyce 1å og stirtede. I undren og målløs forbavselse så hun noget, som var skjult for andre. Engang imellem virrede hun med hovedet - som en, der ikke forstår, hun får skænd, jamrede sagte og

vred kroppen. Joyces oldemor, en gammel, tandløs kone, sad næfmest lyset. Amuletten om hendes hals svingede frem og tilbage, når hun strakte sig for at regulere lampen. Lys og skygge vekslede og voksede på væggen omkring lægerne.

90

Jeg

uor, der er givet indfødt medicin.

Se

pupillen . . .

9I

med

-

Ja, det er en mærkelig realction. Der er gift af. en slags Gad vidst, om oldemoderen virkelig . . .

Det er jo ikke første gang. Vi giver vores medicin _ og de

i spillet.

tager den. Plus deres egen!

Klokken halv seks - nerop da morgenen trak sit lysegrønne gardin over den øsdige himmel - døde Joyce med et rrær og forskræmt gísp. Straks efter kørte vi hjem. Træerne på ,"vannen stod med sortsvedne grene efter den sidste brand. De strakte og vred sig mod himlen og ffoede stadig på livets under. Vore bønner Iignede træerne.

Byen Numan var vågnet op. Kvinderne var forlængst kommet tilbage fra savannen med brændeknipperne på hovedet. Nu lå de og tændte bålene foran deres hytter. Børnene søgte mod skolerne med deres bøger på hovedet og blyanten stukket ind i krøllerne. Handelsfolkene var i færd med ar slå deres boder op. Fra markedspladsen hørtes uommernes: Bang - tam, tam - bang! Kødsalget var åbnet!

Vi gik ad de smalle stier mellem måttevæggene - bor fra hovedvejen. Pludselig hørte vi salmesang. Tonerne førte os lige til Miriyams hus. Da vi kom til gårdspladsen, sang de det sidste vers.

Inde på pladsen sad der tær med krisrne og hedenske venner og slægtninge. Miriyam og Fibie sad under et flettet halvtag. Imellem dem lå Joyces lig svøbt i hvidt klæde. Med næ_ sten profetisk myndighed løftede Miriyam sine hænder, idet hun med et varmt blik så rundt på os alle.

- Kom, lad os synge en ny lovsang og takke for Joyce!

Et par timer senere srod vi omkring den åbne grav på kirkegården. Den røde, srenede jord 1å i en bunl<e ved siden af hullet. Ove¡alt var der grave, små, stendækkede tuer. Og omkring det hele den endeløse savanne. Pasror Theodor talte. Vinden rev i hans lange, hvide præstekjole og bladrede i hans slidte bibel.

- Men¡leskelivet er en ting at undres over. Det er en farlig ting. Man kan tænke på et lam, der løber om ude i savannen.

92

Det slår op med benene af. glæde. Det hopper over sten

og

klippestykker. Pludselig kommer der en leopard. Den står stille bag en stor sten og ser på lammet. Den står bare og venter på det rette øjeblik. Dens muskler spændes, sâ de er som knuder i dens krop. Så er det tiden til at gøre fortræd. Den springer frem og dræber. Eller slangen kan man tænke på. Den lig-

ger og lurer under stenen. Man ved ikke, den er

der.

Man ser ikke de onde, smalle øjne. Der er nok, der lurer på det uskyldige lam på savannen. Joyce var sådan et lille lam, og Gud, der har al magten, så, hvor stor og ond savannen var for hende, og så tog han med sin egen hånd ved hendes hånd og sagde': >>Kom! Se, det overgår alt - du følger med mig! Amen!<< Dagen efter kom man med den blå seng og barnevognen.

- Det overgår Fibies kræfter at se på dem, og det ville være en god ting, om de blev gemt væk!

Sønner af en kjole

Vi kikkede i Bibelen. Resultatet blev Davids treogryvende salme, saligprisningerne og missionsbefalingen - en ordentlig himmerigsmundfuld for otte-niårige pigebørn. De fik en uge til

det.

Der lå toogtyve stribede nederdele í et skab på kontoret. To_ ogtyve )>sØnner af en kjole<<. De var nye og blanke i stoffet, med festlige farver og dybe, hemmelighedsfulde lommer. De var syet til de små på skolen, den lille flok krølhoveder, som vender og vrider deres små fingre, hvis man spØ¡gff om deres far og mor.

- De er døde! Resten af familien ser ikke efter os _ så'n

Den uge blev uden sammenligning kostskolens hidtil roligste.

Toogtyve rollinger, som ellers glemmer at gå lige hjem fra skolen, som river trekanter i deres tøj, som får lus i håret, snyder fra fnatkuten og snakker i kirken, lå overalt på skolepladsen og

da!

Mig skal intet fattes!

Dinatu fra sjette klasse havde fdvilligt påtaget sig at høre dem. Aften efter aften sad de på verandaen. Ekkoet af deres rytmisk gentagne sætninger lød over til vort hus, nu og da afbrudt af Dinatus ru rØst.

- Ikke godt, ikke godt - oh-oh - gøt jer umage. Sig efter

Hvis de små havde vidst, hvad der 1å gemt til dem i skabet, ville de ikke have været så uanfægtede - den onsdag aften.

Bokti lå med benene over kors og armene under nakken, Karia 1å med hovedet på Boktis mave, mens hun fordybede sig i en billedbogs letfordøjelige indhold. Nu og da skævede Bokii fortørnet ned

til

Maria.

Lig stille! Der er vel ingen fejl, at et menneske hviler sig!

Tafido legede med katten. Rebecca og tykke Doris rodede i billedkassen. contapeno og Mary Dwom legede billedlotteri. Alt

læste

- Den gave, I får, er i sandhed stor; men det, at et menne_ ske lærer noget fra Bibelen, er også stort. Hvad skal I så -

Bibelen.

-

mig!

-

var hjemlig hygg., da jeg bad dem åbne Ørerne.

- Ordene, jeg vil give jer, er om den ting, at vi har noget til jer, fordi I er de mindste på skolen. Det er en gave, I skal ha', og den overgår alle gaver í verden. Men I skal gøre noget for at få den - I skal lære et eller andet udenad!

Pigetne va¡ smâks med.

- Vi kan jo lære noget fra Bibelen!

i

- Herren er min hyrde! \Øai-wai, alle de ord uden ende!

Bokti pillede tæer, mens hun bittert repeterede.

-

Salige er de enfoldige!

Den aften, da de skulle høres, kom de ikke, som ellers, skubbende og snakkende ned ad havegangen. De var kejtede og usikre.

Noget, som overgik alt i verden, stod på spil.

Bokti begyndte. Hun stod med krydsede ben og knugede hænder.

-

Herren er min hyrde!

Dybt suk.

- Mig skal æh....

Da hun langt om længe nåede igennem, var hun lakeret i sved. Hun gemte ansígtet i hænderne og tittede ud mellem et

lære, synes I? Bokti sukkede og lagde sig igen, så lang hun var.

- Jesus græd! foreslog hun.

De andre knurrede.

- Det er da ikke noget. Nej, de¡ skal være mange ord i!

par fingre, mens klapsalverne bragede om hende. Og sådan gik det, en efter en, indtil kun Ajica var t'ilbage.

Ajica kan ikke følge med. Hun er af den slags, der helst står i et hjørne og ser til. Og nu skulle hun sige bibelversene.

Hun stod midt på gulvet. Om lænderne bar hun en perle-

94

I

Gnister fra bålet

95

krans og i hvert Øre en gylden ring. Hendes afvæbnende smil var ydmygt opgivende. Da hun havde sagt de første ord, bøjede hun hovedet og ventede sin dom.

Glæden ville ingen ende tage, da de fik deres >>søn af en kjo_ le>. De skreg af lykke, rullede rundt på gulvet og ,p.urg tp som bolde. Så sendte

vi dem over til

>>de store<<.

- Vi takker Gud, der har al magten!

- Vi takker Jesus Kristus!

- Vi takker baturiuaerne!

- Vi takker Dinatu!

- Vi takker alle i hele verdenen!

Da de havde sunger deres hjemmestrikkede sang tre gange, bøjede de sig mod jorden, vendre ansigrerne o,

tog: Vi takker!

Så gik de.

yderste

ring,

lille,lykkelig

-oJ

"; **_

hun nåede lyscirklens os. pludselig io hrr., .r,

En lærer holdt en bibeltirue

---

>Pludseliglo hun en lille, lykkelig latter og lorsaandt

i løb<

>Vi Ă&#x17E;iggede i. Bibelen. Resultatet bleu Dauids 23. salme, saligprisningelne og missionsbefalingen - -'<<

Når man bygger et hus for Gud

i Numan har fået to nye tilbygninger, der hver for sig er katakteristiske for den tid, vi oplever. De voldsomme Pigeskolen

brydninger i afrikanernes tilværelse har skabt behov for stille fotdybelse og personlig oplysning. Derfor har vi fået et bedeværelse og et bibliotek. Da vi ansøgte regeringen om financiel støtte dl bedeværelset, blev det rent afslag. Altså måtte vi selv tage f.at, og en morgen spurgte vi pigerne, om de var parat til at t^ge et nap. De nikkede ivrigt og så uforstående ud. Så forklarede vi, at på en kostskole er der jo i grunden altfor lidt plads til clen enkeltes liv. Alting gøres i takt. Man står op til samme tid og går i seng til samme tid og spiser til samme tid.

Derfor var den tanke kommet til os, at det ville væte godt, om vi havde et sted, hvor et menneske kunne være sig selv.

Da pigerne hørte det, lyste de op. De store strammede hovedtørklædet en ekstra gâng, og de små begyndte at skubbe til hinanden og vædde om, hvem der kunne bære flest sten. Sagen var jo den, at der skulle bæres i tusindvis af store kampesten til skolen, og stenbruddet ligger en kilometer borte.

Det er Gideon, der ejer stenbruddet. Han er skolens arbejds-

formand, en brav fyr, som ikke gerne lader sig tiltale før klokken er over ni om morgenen. Inden ni skuler han og et udpræget morgensur. På en passende tid spurgte vi ham, hvordan det forholdt sig med disse sten - om vi kunne få lidt rabat. Han så på os med et skråt blik. Så vendte han sig en halv omgang og sendte en imponerende spytklat ud af konto¡døren.

- Det skal ikke mangle på hjælp. I kan få stenene for det halve.

På frivillig basis gik vi i gang med at bære sten. Om morgenen, i det lange frikvarter, gik pigerne til stenbruddet. De kom tilbage med stenene på hovedet, syngende af fuld hals - alle mulige døgnmelodier og lovsange mellem hinanden' Markedspladsen

-

palauerens kongerige

--

97

En af de små hedder Rebecca. Hun er fra Dwom, en spinkel otteårig med altfor store øjne og en blød veg mund. Man si_ ger, hun ikke rigtig dur til noger, og hun kommer fra et hjem, hvor de va¡ glade for at slippe af med hende. De vidste ikke, at da hun gik ud af hyttedøren, sendte de en velsignel_ se boft. Rebecca er så god, så stille og mild, og hun har bãtro_ et mig, at hun vil så gerne - bare eri eneste gang _ gøre no_ get, der kanfâ folk til at sige: Vi mangler ord over Rebecca!

Hún fik sin chance, da vi byggede bedeværelser. Hun slæbte sten hjem, mange sten. Og hun var træt, så det kunne mærkes.

Men hun ville ikke give op. Hun grinede sveddryppende til de store, der var knapt så ivrige, kastede stenen på bunken og travede tilbage efter en ny.

En dag, da jeg modtog stenen, førte Rebecca an i en sang, der gik ud på, ar en lille kan mere end en sror, bare den lille fra, ktæfter, Alle de små skreg med på omkvædet: dette er sand_

Det, der er solen for mig

Når man er Gerda, kan man nok mærke vinden, der kommer strygende ind fra savannen, og man kan nyde duften af jorden og af uæernes blade, når de har d¡ukket overdådigt af den velsignede regn. Man kan også høre hakkernes slag i mulden og fornemme et barn lagt i sine arme; men man kan ikke se det.

- Jeg vil gerne lære at se! sagde hun og plirrede mod os med sine syge øjne.

Gerda er en skøges datter. Hun ser ikke, hvad hendes moder foretager sig; men hun ved det. Hun kom selv ud og spurgte, om det ikke ville være bedre for et menneske at komme på pigekostskolen end at bo hjemme? Hun ville ikke sige, hvad

i vejen, for hun elsker sin moder. Alligevel ønskede hun at komme væk fra hende en tid.

Hun blev anbtagt i en husholdningsklasse, beregnet for piger, der iklce har haft lejlighed til at gå i skole som små enten fordi forældrene ikke har indset, det var nødvendigt, eller fordi andre forhold har hindret det. Disse børn får i løbet af et år lært barnepleje og husholdning, og hvad ellers de kan have brug for.

Gerda kunne ikke lære at skrive. Hun sad med blyanten krarnpagtigt i sine fingre. Knoerne stod hvidt frem i den brune hud og øjnene søgte helt ned til papiret, mens hun gjorde sine mislykkede forsøg. Hun blev stakåndet, for hun ville så gerne, men de besværlige bogstaver kom uvægerlig til at stå over linjen eller under linjen eller alle andre steder end der, hvor de skulle stå. Helena, hendes veninde, sad ved siden af og prøvede at føre hendes hånd. Hun smilede taknemmeligt og virtede hjælpeløst med hovedet og forsøgte igen. Men hun kunne ikke.

Sådan vat det også i andte f.ag - alt, hvad hun kunne føle sig frem til, gik nogenlunde; men når det var noget med øjnene, stod hun bagest i rækken og vff fortabt. de¡ var

99

-

Jeg

vil gerne Iære at se!

Der er et øjenhospital i Kano, en by omrrenr 1000 kilometer fra, Numan. Ad privat vej blev de¡ skaffet midler til Gercla, så hun kunne komme der op. For at hun ikke skulle blive ali for skuffet, forklarede vi meget langsomt og indtrængende,

at det nok ikke ville hjælpe. Hun fortalt. os, huordun h.rn første gang var blevet syg i sine øjne, dahun var tre år.

Det var, som om der var sand i dem, og når jeg gned øj_ lille sandskorn til en skarp kni,r. ben garrg boecle jeg hos min bedsremor, og jeg fortalte det til h.rd..

M.i hun sagde, det nok ikke betød noget. Så blev det værre og værre. Mine øjne var helt lukkede af en hinde.

Jeg fik indfødi medicin, og vi ofrede til ånderne. Det hjalp ,l.t ikke. Da jeg spurgre bedstemor, om jeg måtte gå til et rigtigt hospital, sagl de hun, at det ville ikke være godr for hende, hvis hun lod ga den n¡'e vej. Hun ville gerne kunne hvile i fred, når 1nig hun engang var begravet under hyttegulvet - og hun ønskede at møde sine fædre i den lund, hvor ånderne fra hendes stamme samlecle sig. Derfor måtte der ikke være noget mellem hende og deml - Da jeg blev så stor, at jeg selv kunne gå til hospitalet, sagde de, det var for sent.

Det var sandsynligvis for sent. Vi vidste det næsten, før vi sendte hende afsted. Men alligevel. . .

Lastbil efter lastbil korre gennem Numan. De var fyldt med mennesker, pemoleumsdunker, bomuldsballer, huder, jordnød_

-

nene, blev hvett

l

sælcke. Så der var ingen plads

til

en pige med syge øjne.

En aften hørte vi pludselig, at nu var der en lastbil nede ved flodb¡edclen. Den havde god placls og skulle til Jos. Vi styr_ tede derncd. Gerda nåede ikke at tage afsked me.l kammerater_ ne. Hun skulle afsted. Hun skulle ud i den srore verden og lær.e

at I

i I

I I

se.

Da vi nåede flodbredden, var lastbilen væk. Den var allerede færget over med den flåde, som transporterer biler over Benuefloden. Vi fík fat i en udhulet træsramme. I det pureste guld fra den nedgående sols småler sejlede vi over til den ,rod*tt" bred. Igen sagde jeg clet til Gerda: 100

- Nu må du ikke blive ked af det, hvis det ikke hjælper.

Det kan jo være, men det er ikke sikkert. Du må ikke give op og føle, det aldrig kan nytte noget med dig. Du skal komme frimodig hjem igen!

Da vi kom over, vaÍ der noget i vejen med lastbilens motor.

Ellers havde vi ikke nået den. Jeg aftalte med chau{føren, at han skulle have Gerda med. Da vi skulle skilles, løftede hun sine blindede øjne.

Baturiya, du behøver ikke at have tanker. Jeg ved godt, jeg måske aldrig kommer til at se; men så er det, jeg hele ti

-

den beder om, at jeg må have lært noget, der kan få mennesker til at se Gud - og bliver den bøn hørt, så har ieg jo alligevel fået noget!

Kort efter var lastbilen borte i en sky af støv og grus.

Der gik over otte dage. Vi tænkte på Gerda. Børnene bad for hende på skolen. Og en dag, jeg sad på min veranda, så jeg cn lille sort plet langt bort på landevejen. Den kom nærmere og nærmere. Efterhånden var der noget kendt over skikkelsen, og det varede ikke længe, før jeg forstod, det var Gerda. Jeg vil tilstå, at mit hjerte slog hurtigere end ellers, da jeg løb hende imøde. Da vi stod over for hinanden, manglede vi ord. Tavse fulgtes vi hjem mod huset. Først da vi kom indenfor, famlede Gerdas blik imod mig - fra de samme blindede øjne.

- Baturiya! Jeg kan mærke, dit indre er sort - og du skal vide, det er mit også. . . for jeg lært så meget om mennesker!

Hun fortalte, hvordan hun var nået op til Jos og derfra videre med toget til Kano. Alt dette havde ikke gjort særligt indmyk på hende.

Hun havde været helt optaget af at vente på underet.

- Og så kom jeg ind på et hospital, der er større end et menneske kan sige det. Der var hundreder af mennesker - og ingen af dem havde øjne. De var allesammen syge i deres øjne, og alle ventede, at nu skulle de se. Jeg lå i en stot stue' Det var en hvid sygeplejerske, der viste mig, hvor jeg skulle sove.

Og der lå jeg. Baturiya - jeg giorde mig umage {or at ligge 101

Ë4v-sr

ganske stille, så de kunne blive glade for mig og gøre sig rigtig megen umage med míne øjne.

Næste dag kom der en læge. Han sagde, at nu skulle han se

pi

Vi græder om natten

mig, og jeg

følte hans hænder pa øjne. Han kikkede på dem igen og igen og spurgte mig -iná ud, og jeg svared. pa d.i alrsammen. Så fik jeg noger medicinl og ã"ãár-var gået ,r^._ti.. dage, sagde han, at nu var det tiden til at rejse hjem. Han for_ klarede, at mi¡e øjne var så ødelagte, så han ikke kunne hjælpe mig, men han havde ,rog., -ãdi.in, d., *ri[. gør. d;i sådan, ar det ikke blev værre. Men selv om jeg hele tiden hav_ de sagt, at det kunne godt være, jeg ikke kom til at se _ så græd jeg alligevel med rårer, dahanJagde det!

Jeg forsøgte ar snakke med hende ãm hjemrejsen, men det

interesserede ikke Gerda. Hun forßatte sin beretning.

- Jeg -tænkte bare på, ar nu skulle jeg hjem. ChauffØren te mig af her nede ved skolevej.rr, og j.g gik,

sat_

spekulerede -ãnr' jrg- på, om jeg nu havde lært nogãt - såå;-son-jeg havcrì bedt om det. Jeg har hørt menn.rk"." td. pÀ d.t ,torá ñ"rnir.f, afrikanere som jeg selv. De var onde og ,;i. om, at Gud ikt<e

er kærlig. Deres tanker gav mig god, når jeg skal leve mørke

og jeg rænkre, det var liges

til

der på gulvet

-

stor og kraftig, med grove uæk. Jeg tænkte

tilbage på hendes skoledage.

Hun var et plejebarn og blev nødtørftigt opdraget hos folk, som nok tog sig af hende, men mest sukkede over, at hun gav dem >>whala da gaske<< - besvær i sandhed. For hun var en vanskelig pige. Hun var ulydig, ville ikke indordne sig, gad ikke bestille noget. Al ting kom hende på tværs. En gammel kone havde i særlig grad prøvet at være god mod hende. Tilsidst måtte hun jage hende bort. Skyggen af denne kone forfulg-

gamle.

regnen kommer. Så er kornet n af regnen. Men når der er gået e

allisele] var godt, og når solen kommer, begynder det at

hans hovede ind mod sit bryst. Jeg så på kvinden, som hun sad

te Tazatüron. Det pinte barnet, at hun havde brudt en af de ædleste stammetraditioner og vætet ulydig mod en af de

i

se og blive

Baturiya! Du er godt klar over - ikke sandt, at vi kvinder, vi er ikke andet end en handelsvare!

Tazatite¡ slog armene omkring sin to-årige dreng og lagde

-

vok_

nytte. jeg rejste hjem, var jeg så ked af det, at jeg hele tiden . -Da følte, jeg skulle græde m.d tårer. Men så hrrsk.dá [g, huorJr; jeg havde bedt om at lære noget, der kunne fâ meinesker til at se Gud. Og det er dét, der er solen for mig!

En dag skulle Tazatüron ud i grisehuset med mad. Da hun flyttede den store sten foran indgangen, blev hun bidt af en farlig slange. Hun gav et skrig fra sig og styrtede tilbage så hurtigt, hun kunne. Da hun kom ind på hospitalet og havde fãet al den modgift, der kunne gives hende, fik hun lang tid til at tænke sig om. Skyggen af den gamle kvinde, som truende og sorgfuld havde jaget hende bort, rugede i hendes sind.

- Hvis jeg nu dør, hvad så?

På det tidspunkt var hun tretten år. En dag magtede hun ikke mere at bære sin byrde. Hun kaldte på den gamle, og konen kom. Modvilligt satte hun sig på gulvet ved siden at måtten, hvor den syge lå. Tazatüron sendte hende et ængste-

ligt blik.

-

Jeg hilser dig!

103

Flflåui's

-

Jeg hilser også digt Jeg har kaldt på digl Ja, du har kaldt på mig!

Jeg har en hisrorie!

Jeg hører!

lastbil, hvot der

Den historie, jeg har, et at jeg måske skal dø, og der er

-

Jeg hører!

Det var tydeligt at mætke, Tazatüron ikke var glad, den dag, hun tre åt senere sad foran mig med sin lille søn.

- Husker du, jeg fortalte, at jeg kendte ham ikke? Jeg havde fået et brev fra ham. Det var alt. Men jeg havde hørt om ham. Jeg havde hørt, han drak, og jeg sagde til min plejemor, om jeg ikke måtte være fri for at blive gift med ham.

Men hun så på mig bare een gang. Så sagde hun: Ved du ikke, hvad lydighed er? Hvad skulle jeg så gøre, Baturiya? Hun havde fået pengene for mig, og jeg havde ingen, der kunne hjælpe rrig. Det er jo det eneste rigtige - vi skal giftes.

Vi blev gift om formiddagen. Vi kørte mange, mange timer fra Numan om eftermiddagen, og da vi kom til det sted, hvor vi kunne sove, vâr min mand så fordrukken, at han sagde: Hvem er du egentlig? Sådan begyndte voft ægteskab. Han var soldat.

Vi kom op på soldaterlejren i Kano. Der var hundreder af soldaterhustruer; men vi havde intet med hinanden at gøre, for vi ville ikke fortælle hinanden, at vi græd om natten. Vore mænd gik fra os. Min mand gik fra mig, når han havde penge. Så drak han og kaldte på andre kvinder. Når han kom hjem, vidste jeg ikke, om han var syg. Hvad skulle jeg gøte? Jeg var hans kone, og jeg fødte hans barn. Jeg lå på hospitalet i Kano.

Der var ingen, jeg kunne tale med. Min mand kom en dag og spurgte, om jeg snart kom hjem igen. Han så ikke engang på barnet. Nu er vi kommet tilbage, for han er holdt op med at være soldat - og nu er vi to kvinder. Han har kaldt på en anden kvinde fra en anden by.

Hun tog barnet ind til sig. Den lille så bekymret ud.

- Jeg har drengen. Og går jeg fta min mand, bliver jeg sat i fængsel. Nede i byens fængsel sidder to kvinder, og de har intet gjort. Det er mere end sandhed, det, jeg fortæller.

Deres mænd har kaldt på en anden kvinde, og det ville de ikke

noget, jeg skal sige digl

Jeg har fået tanker. Den tid, jeg var hos dig, var ingen god tid for dig!

- Det gav et sæt i den gamle. Hun sendte den syge et hårdt, skarpt sideblik. Var det Tazatiron, der talte? Hun-, der havde hånet og råbt og nægrer at lyde?

- Jeg husker det altsammen. Og nu er det, jeg beder dig tilgive mig - hvis det ikke overgår dine kræfter!

Konen fik t¡avlt med at ordne sit tøj. Tazatürons blanke øjne

så, hvordan hun rullede klædet mellem hændeme.

-

Du skal ikke mangle på tilgivelse!

Tazatüron var på kostskolen nogle år. Hun var ikke noget let barn. Men efter slangebiddet, som hun kom godt over, gìt d., bedre. Da hun var fyldt sytten, kom hun * ãft.n glideÀde ind til os i stuen og satte sig.

- Jeg skal giftes i morgen!

Vi var mere end forbavsede. Man havde nok sagt, hun var forlovet, men ellers vidste vi ikke noget.

- Er du glad for det?

Hun lo en resigneret, træt latter.

- Hvad skulle jeg være glad for? Jeg kender ham jo ikke!

Kan du ikke nægte det?

Nej, det kan jeg ikke, for pengene er betalt. Min pleje_ mor har fået dem. Han har betalt 800 kr. for mig. Det er .r, hø; pris. Og jeg er glad for, han har betalt så meget. Så må jeg já

-

være meget værd. Men ellers ved jeg ikke noget om nogen ting.

Næste morgen blev Tazatüron gift på det lokale rådhus. Allerede om eftermiddagen kørte hun væk. Hun sad oven på en

r04

i

forvejen var anbragt femtogtyve afrikanere sammen med kasser og bagage af enhver art. Hun sad og så ned på os, stor og grovlemmet, men med et barns blik. I favnen holdt hun en stor skåI, fyldt med korn - en hilsen fra hjemmet.

105

til - de kunne ikke leve i det. Så gik de fra ham, men han har magt til at sætte dem i fængsel. Du .r .n fr.-_ med her, Baturiya, og du kan ikke forstå det. Men han er manden, og jeg er den, der skal følge efter ham og bære byrderne! være med

Tazatüron rejste sig tungt, tog sin lille dreng om på ryggen og bandt ham fast med klædet. Så vendte hun sit grov.

mod mig.

- Du hørte det nok? delsva¡e!

"nrigi

Vi kvinder er ikke

andet end en

han_

Dronningen kommer

Der var 110 sider i Miss Roy's protokol. Hver eneste side handlede om dronningens besøg i Nigeria. Man talte ikke om andet.

Uger i forvejen løb rygtet fra mand til mand, fra hytte til hytte: Dronningen kommer! Og i skolestuerne spurgte man i een evindelighed.

- Ligner hun de andre hvide?

- Går hun altid med lange kjoler?

- Hvis hun døt, hvem skal så regere?

Dronningeproblemer og dronningespørgsmål var daglig kost i de tider. Og miss Roy førte protokol også over, hvordan vi i den højtidelige anledning havde at forholde os på pigekostskolen. Vi skulle sende otte piger til Kaduna, en stor by, som dronningen havde lovet at besøge. Vi holdt lærermøde om det. Det skulle være otte piger fra forskellige stammer. De skulle også være i besiddelse af en god karakter. De skulle forstå at indordne sig, og de måtte ikke være af den slags, som rynker på næsen af fremmed mad. Vi fik da også pillet otte dydsmønstre ud; men ved et lykkeligt træf enedes vi om ikke at røbe deres navne, før vi var endnu mere sikre.

Tte dage forud for børnenes afrejse kom miss Roy den engelske regerings skoletilsynsførende strygende ind pâ gårdspladsen i sin vogn. Hun havde protokollen under armen.

Er der nogen af de otte udvalgte, det kan tegne på kala-

-

-

-

-

basser?

At

tegne på kalabasser er en gammel afrikansk kunst. Selve kalabassen er en græskarlignende frugt. Den skæres over på langs og renses fot sit kærneindhold. Skallen tørres og bliver hård, hvorefter afrikaneren med lange, glødende knive skæret de forundedigste mønstre den. Disse skåle anvendes til madskåle. Desværre bliver de nu fortrængt af farvestrålende emailleskåle, som kan købes på markedspladsen.

i

9

Gnister fra bålet

t07

H$È.þd

På skolen prøver

vi at holde dette gamle håndværk højt i

ære. Men det viste sig, at der på vort hold kun var

fire,

som

turde sidde foran selveste dronningen og skære kalabas. Så måtte vi finde fire andre, og det blev disse otte, der kom afsted. De skulle bære folkedragter og have nye hovedtøtklæder.

Hele holdet blev proppet bag i bilen og kørt til markedspladsen. Mellem spraglede silkestoffer af enhver arr fik vi valgt noget, som forenede farveglæde med kvalitet og smag. En mu_ hammedansk skrædder blev bestilt til at sy kJobr"e. Og pi gerne jublede.

Så oprandt den dag, da en lastbil skulle føre dem til toget i -huv_ Jos. De stod foran vores veranda og ventede. Deres ny. tøj de de med sig i små kasser med navnene malet i ildrøde furv.r.

De havde nye madskåle, nye skeer, nye krus og lommepen_ ge. Forventning lyste dem ud af. øjnene. Solen steg og dâg.r, gik og der kom ingen lastbil. Så traskede otte skuffede ãg ,.-o, te piger tilbage

til deres

sovesale.

Det var os ubegribeligt, hvad der var sket, Lastbilen skulle komme. Den var bestilt til at bringe mange børn fra forskenige skoler til os. I løbet af aftenen ankom miss Roy bundulyl_ kelig med sin protokol.

- Jeg har glemr at sige til chaufføren, at der stod otte piger

og ventede i Numan!

Vore piger var glemt. Hvilken skuffelse og hvilken hovedpi_ ne. Hvordan skulle vi nu få dem afsted?

Det endte med, at vi hittede en lastbil, som skulle til Jos med petroleum. Og en morgenstund vinkede de farvel til os.

I Afrika er det en streng historie at sige farvel. Man råber hurra og græder i een pærevælling. Men afsted kommer man _ trods alt.

De var borte i fjorten dage. Da de kom tilbage, blev de modta_ get af en jublende pigeflok. De blev knust og krammet. Man spurgte ud og fingererede og indsugede duften af den store verden. De rætre piger svarede tålmodigt på alle spørgsmåI. Men om aftenen skulle det store ske.

108

Det var en stille aften med mange stjerner. Alt var lykkeligt og forventningsfuldt. Alle læ¡ere og elever var samlet på den gamle plads under træet. Hist og her stod en flagermuslygte og lyste op. Nu skulle de otte piger skiftevis fortælle, hvad de havde oplevet.

-

Der var tusinder og attet tusinder af mennesker på plad-

i Kaduna. De ventede på dronningen!

- Hun var hvidere end papir - meget hvidere end

sen

vores

baturiyaer!

-

Hun

så

lige på os, og hende øjne var som to blå stjernerl

Hendes mund var ildrød, men rar. Og det bedste ved hende, var hendes mand, for han bøjede sig ned og rørte ved tingene. Han kom hen og spurgte os, og vi svarede: Yes your majesty! - selv om vi ikke forstod ham.

- Det, det gav flest ta¡rker, var hælene på hendes sko.

De var så høje og tynde - og ieg siger jer, ikke een gang knækkede hun over på dem. Hvad ville I sige, hvis jeg satte en

-

blyant under jeres hæI, og I så kulle gå på den?

- Forbløffelsen bredte sig som en tyk mumlen ud over flokken. Der blev fortalt om de kæmpehøje huse i Kaduna, om togets rumlen, om de mange hvide mennesker og om tyverierne i den store by.

Da beretningen var forbi, blev der lejlighed til at stille spørgsmåI, og det kan nok være, fingrene røgi vejret. Alt det, der var at spØrge om.

- Havde hun virkelig ingen krone på hovedet?

- Er det rigtigt, hun har en ny kjole på hver dag?

- Fik I at vide, hvad hun gør med sine gamle kjoler?

- Er det sandt, hun har penge som græs på savannen?

Spørgsmålene faldt som pistolskud. Det ene efter det andet.

Men så rejste Gunyakeri sig. Hun så tankefuld ud.

- Er det også rigtigt, det ikke vil vare ret længe, før hun ikke har noget at sige over os i Nigeria?

hi!{rhx

Balsaminen og skyggerne

din gamle slave, Uwar, taler og takker. Jeg har god tid

til

at

vente, men jeg banker på nådens dør med håbets hånd, og jeg hænger med tillidens fingre i kanten af din kappe. Jeg vil jo bare takke!

Grace voksede til. Hun fik sin eksamen. I\[ed udmærkelse.

En dag rullede en lastbil ud af landsbyen. Det røde støv pulsede på begge sider af den og blindede den gamle Uwar. Hun stod i vejkanten med en Bibel. Støjen fra motoren kvalte hendes råb.

Du glemte at sige farvel og du glemte bogen!

Da vi mødtes om aftenen, begyndte hun at bede, før hun fortalte mig om Grace, der var rejst til storbyen.

- Gud, det er Grace's bedstemor, der taler. Se, jeg takker dig, men jeg forstår dig ikke. Jeg sidder her og venter på dig for at takke dig, fordi du er god!

I tre år bad Uwar takkens bøn uden athØre eet ord fra Grace.

-

Nâr dine øjne bliver mætte af at se på mennesker! _ Her har været så mange i dag. Jeg lukker min dør og tænker på nog_ le af dem.

Grace var hendes lykke. Det åndede i hver celle: Grace, mit barnebarn, mine gamles dages fylde, dit navn betyder nådei Nå¡ det månedlige afdrag var betalt, lagde Uwar hænderne over øjnene og bøjede sig dybt fremover.

- Jeg takker dig Gud. Du, der har skabt himmel og jord.. Se, 110

Rygtet finder imidlertid vej til de fjerneste landsbyer: Har du hørt om Grace, skøgen. . . sladredes der fra hytte til hytte, til det hvislede i savannens græs, til det raslede i palmernes blade, til det klukkede i flodens bølger, til det omsider nåede Uwars øre.

Så mødtes

Uwar og jeg igen. Hun fortalte, at Grace var kom-

met tilbage. Med et barn. Med mindet, der var af helvedets art, og som bandt hende til fomiden uden at give håb ind over ftemtiden. Jeg vovede at spørge lJwar, Iige før hun gik, om hun følte, det hele var håbløst? Så så hun længe på mig.

- Hvordan kan det være håbløst, når jeg ved, Gud en dag vil tage mig ved hånden og gå med mig på stierne i Paradiset - dér vil han forklare mig det hele!

Taylor har også være her. Muhammedaneren Taylor. Skrædderen Taylor. Han begyndte for seks år siden med sin Singer håndmaskine på en gul stråmåtte i nærheden af et skyggefuldt træ på markedspladsen. På rekordtid blev han-kongelig-sktædder, hvilket han stort set kan takke den engelske dronning for.

Da dronning Elizabeth gik hen og fik sin Philip,

blev 111

vi i Nigeria informerer om det på enhver tænkelig måde. stæternes billede¡ hang

i

Maje_

kantinerne, blev vævet ind i bomúás_ stofferne, dinglede på opslagstavlerne og blev trykket mod mangt et bankende pigehjerte. pigen gik ned til Taylors gule måtte og afleverede ome merer hvidt silkestof og tre -.,., t* skitonet - brudekjole og slør. Sine hedeste drømme afviklede hun- ved generr at snyde næsen bagud over højre skuldet, tøt_ re fingrene af unde¡ fodsålen og derefter plante .o br.å p._ gefinger på Elizabeth.

Det er så'n jeg vil se ud om seks uger minus een!

Taylor kløede sig i hâret, hvad der for så vidt på disse bred_ degrader altid kan have et praktislc formål, og kiiede på, mens han i >seks uger minus,een<< skævede op tilìdealet, Lá"rring Elizabeth, hvis billede blidt flagrede i vinden, skønt det u.r r.ül stret til træstammen med en grødklat. De honnette ambitioner lever også i de brune,hyrter, så Taylor blev bringebred og blank i hud og blik på den historie. Nu har han to trædemaskiner og tre koner - og dronning Elizabeth i bronzeramme!

Da Taylor kom i dag, bragte han rre høns og glade ord om

hiemlivet og Adamu, den sidstfødte, og o- À["h, godhed.

Han bragede ind af døren med stjerner af livsmod iokrirrg sig og buldrede ud igen i en solekrans af glæde orr., d"g.oi gave.

I

Taylor er en forunderlig blanding af ubestikkelig gudhengi_ venhed og menneskelig begrænset forretningrpryk. _- egentilg helt på linje med den tolvårige Contapeno. mødt. h..rd. j

i.g

I vild eksrase slog han sig uafbrudt på brystet og råbte: >>Lover være Faderen, Sønnen og Helligånden, du ., Lo*..t

går.

I

for så pludselig at stoppe op, knibe øjnene saÍrmen og åndeløst tilføje,<<. . . . for du har da vel bolche¡ med?<

tilbage<, I

T)er kom en dreng ved middagstid for at søge arbejde. Han ville gerne tjene firs kroner til et års skolepenge. Han havde travet ca. tres kilometer. Fødderne var hævede og grå af snavs.

Udover de hullede bukser, han havde på, ejede han intet.

- Det ville ikke være fejl af. er men¡reske som d.ig at sige, 712

>Se

til at I

iþþe ringeagter en at' disse små . . .<<

(Mattæus 18,10)

hvor sådan en som jeg skal få arbejde, og blive et rigtigt merureske!

så jeg kan Íâ,tært at læse

.A.h for et surt æble hun er! Hun er så indædt gal på tilværelsen, så det ikke et til at beskrive. Hun har det med at sige >>hm-hm<< mellem sætningerne og trække mundvigerne nedefter.

-}Jar du det godt, Lydia?

- Godt, tak, men - hm-hm - ikke godt!

Ser man det. Er du ikke rask?

- Rask? Har du set et menneske være raskt, der - hmhm - mærkede vinden falde ned gennem taget?

- N.j, nu har jeg aldrig. . . . er dit hus så sårligt?

- Dårligt? Jeg mangler ord!

- Tjener din mand ikke penge?

- Penge - hm-hm - hvad er det for noget? Ser jeg dem?

Det eneste, jeg ser, er besvætet. Det d¡ikker jeg hver dag!

- Og du har ingen glæder?

- Det ord har jeg ikke rørt ved i min tid, hm-hm!

-Lydia, har du en god mark i år?

- Jo, den er god nok!

- Ih, hvor dejligt, så er der dog noget, der er godt for dig!

Hm-hm, mine ord er færdige. Jeg skal gå nu. Men de ord, jeg ellers ville sige er: velkommen tilbage!

- Tak, tak!

- Hm, det er såmænd ikke en ting at sige tak for. Nu er du fed og rask og set ud som et menneske, men om et år er du nok tynd og syg - hm - er det ikke vort lands karakter?

Henne i døren vendte Lydia sig pludselig, smilede uvânt og kejtet, hvad der forresten gjorde hende umådelig indtagende.

Så sagde hun: - Du et i sandhed og uden tøven rigtig pæn, nåt du er så

Lydia!

tyk-hm-farvel!

Jeg må sige, jeg følte mig abnormt velfodret efter den udtalelse. Men jeg så

>>Hans

blik uar rent som hos den, der þender katdet indefra<

Lydia smile.

Ll3

PËqB{

Den slæbende lyd af et par krykker, der regerlmæssigt bumpes hen over gruset, fortalte mig, at Nako var Ëo-*.r.

Nakos hænder var som ødelagte skællede klør, der krummede sig ind mod håndfladerne, da hun i sin tid blev fundet i den mørke hyfte, hvor fluerne summede omkring hendes rådne fod og betændte fingre. Hun fik lrj-lp, så langt Ãu, kurrn. hj_Ip." Fingrene blev rettet ud og fo lklumpen Àelet.

Krykk..* i brug, og Nako begyndte at humpe rundt í byen. Hun [o_ ville være som de andre nu, men fandt de mange års isolation som en høj mur mellem sig og byens kvinder] D. ,,rnd. kvinder med de svulmende læber, de brede hænder og kraftige kr"pp., d:t ft_ldr_. dagen og arbejdet med modenhÀa og fì*frrng"r, så på Nako som en syg, der uden mand og førligted ,r..r_ïr_ sigt trængte sig ind imellem dem.

Der behøvedes ikke megen menneskekundskab for at læse i Nakos ansigt, at hun havde tabt slaget og accepteret nede¡Ia_ get, havde vænner sig til at bo i ì¿tÃr.., uf od.

men¡eskers

rigtige

]iv<<.

Vi talte længe sammen -

også om det rige, der hjertebinder frihedens Herre, hvor alle r>der er tätte og tyngede af bytder<< er specielt indb ,<lte. Da græd Nako, mens skyggerne ktø! og længere h.n ou., gulver, ril de fyldte;;;; .læ1s9re og fik balsaminen til at stå som en sort silhouet mod den skønne aftenhimmel.

os

til

Velsignelsen kommer tilbage

Det var gedens skyld. En lille fræk ged i lømmelalderen. Med lynafleder som hale, med vordende horn i panden og en til enhver tid udholdende, vedvarende, uangribelig og fuldkommen brægen.

Jeg fik den i velkomstgave. Det var synd for os begge to, for den længtes efter sin mor og jeg efter arbejdsfred. Det forstyrrede ganske enormt, når den sugede ind gennem næseborene, lod maven vokse trommetyk af luft og hjemve, og så slap det hele

ud af den åbne mund i en dirrende, pibende, knunende, hulkende brægen, der fik nervetrådene til at sno sig, trommehinderne til at skælve og mig til at smide arbejdet og tordne: Geden skal væk!

Men så kom Titus.

Hans ansigt er bygget op af trekanter. Ørerne stritter, som var de lige kommet ud af en blyantspidser. Han kan oven i købet vippe med dem. Han synes selv, det er herligt, og så let han en latter, der begynder bred og rungende og endet i et spidst gisp. Han har også anlæg for filosofi. Tiltalende, nærværende filosofi. Han gennemvæver sit livsmønster med undrende glæde.

Der sad han i min stue. Vi havde lige drukket te. Hans var halv mælk, halv te og seks stykker sukket - oh, han nød det.

Jeg kurrne se det på øterne. Jeg nævnede det med geden og gav ham en kop mere. Han krøb sammen i sofaen, hm'ede sig, drak teen og fik en tredje kop. Men så var vi også enige om, det ville være mere end godt, om han overtog geden til den nåede skelsår og alder.

Efter den aftale blev Titus filosofisk.

- Er det nu ikke en ting at undre sig over? Du fik en ged.

Du fik hvidt indre over gaven. Da der var gået nogen tid, tabte du glæden, fordi geden blev en byrde for et menneske som dig.

115

ffi Du hørte dens brægen _ ih, d den. Jeg indvilliger uden tøven med den og dens børn, så s fem gange så meget for din ge købte den til dig. Og ved du, så hvidt mit indre er i dag, ih, den herlige ged, íh, den srore

gave!

Sådan er det. Man får noget. Man bliver glad en tid, og så sker der noget. Man synes ikke, det er godt i_ng.r.. M;rî;J du, hvad man skal? Man skal barc gãt"og u.rrr. på, at geden

kommer tilbage sammen med sine trrni ult ar rrrr. .rîa ¿^ man sidst så den. Det er den ting, jeg har fundet ud af i mít liv. Har jeg ikke hvidt hår? Hãr'¡eg iLLe ,rrt u.rd.rr.n, Íør du fik øjne? Ved jeg det så ikke?

- Titus, .begyndte

fortæl mig noget, du selv har oplevet, noget, der godt og så blev âget fua dig, indtii d.t .r, ¿îg'rc_

tilbage med sine børn!

Titus nulrede sine Ører, trillede spidserne mellem pege_ og tommelfinger og blev fjern í blikket.

- - Ved du, jeg kan læse? Jeg hat værer læ¡er. Jeg kom ovre fra fmburu. Du kan se byen pa a.., anden side floden, ikkel Den by har sin historie. Skal jeg sige dig sandheden, så er

i

den by?

efterham. endte mig den histo-

rie, jeg vil forælle dig nu.

Yy historie begynder i det år, jeg var lærer. Jeg var flink i skolen, så det, at jeg blev lærer,-., ikk en ting at forbav_ ses ovef.

_

Jeg hm _ mest besvær! Men hvem nægter at drikke besværet, når man ved, d.er er mere velsignel_ se? Jeg var glad. Ja, sâ.dan-var der. Ih, jeg var meget glad. Jeg talte med Gud og Gud med mig. Mit hou.d". kunne underviste pigerne

være så næt,

når jeg gik hjem fra de piger, og mit indre så sort over den mangel på tanker, pigerne har, når de skal lære noget, der ikke

776

lige handler om mad. Men så fortalte jeg det til Herren. Han var jo lige tæt ved mig, syntes jeg. Herren svarede da også med det samme: Titus, luk ørerne op. Hvor mange gange skal jeg sige dig, du står tegnet i mine hænder!

Ih, så var jeg helbredt. Kan et menneske måske gøre ord ef-

ter det svar?

En dag begyndte det at regne. >>Herligt<<, sagde vi og stillede vore krukker ud i regnen. Du ved, pigerne skulle ellers gå en time efter en spand vand, så hver dråbe var værdifuld. Vi gik ud og kikkede på skyerne. Vi lignede nok allermest fiskene, som en regnvejrsdag kommer op med åben mund til vandoverfladen og glemmer at lukke munden af forbavselse over, at.luften er blevet til vand.

Det blev ved at regne.

Vi vågnede om natten og hørte himmelvandet plaske uden for hytterne. Om morgenen, når vi gik til skole, blev vore fødder dobbelt så store af mudderet. En aften begyndte regnen at sile ind i vore hytter. Vi havde ingen senge, men sov på nogle måtter. Antager du, det er uden besvær at sove på en måtte, når jorden et våd? Ih, det er ikke let. Jeg krøb helt ind til muren.

Nu drukner vi, Hetre! sagde jeg.

Men Herren svarede: Titus, det er ikke din tid endnu. Hvad

-

jeg gør nu, forstår du ikke, men du skal forstå det siden efter!

- Min Gud, hele skolen falder sammen, og vi har ingen

ark! sagde jeg.

For jeg var sur) og så fortalte jeg ham hele historien om Noah!

Gud svarede ikke, men åbnede for mere regn. Det var en lang nat. Næste morgen sagde min baturiya, hende, der nu er død: Titus, dit hus synker sammen. Du må tage hjem til Imburu, og blive der, til vi får ordnet noget for dig!

Jeg svarede ikke noget, men indvendig skurede jeg min skuffelse over løfterne, som kvinderne skuter stenen over kornet.

Indtil Guds løftet smuldrede og blev til intet. Jeg reiste hjem til Imburu som en fattig mand, for Gud og jeg talte ikke mere sammen!

tr7

. Titus fik en kop te til og sad derefter længe og grundede, tøt hat fortsatte.

- Da Herren så, jeg ilke ville tale med ham, bad han for

D' E' F til.

I

de rørgende dage kom der nere:ii:i:'#Í:jede En- dug opdagede jeg, at;eg ikke mere rænkre på forkets hån, fordi jeg var kommet tifU, .. ¡"g opà.g"a. , at jeglo. Og børnene lo. Glæden var hos os.

.

Jeg fortalte børnene om Gud. Du forstår nok også, at jeg

selv måtte gå

til

ham.

_ Det er mig, Tirus, der kalder på digl sagde jeg. Hvis du indvilliger, vil jeg gøre ordl Og Herren svarede- lige så hurtigt som i de dage, da vi altid talte sammen: Titus, hm jeg iLke slagt dtg, at den, der kommer til mig, vil jeg ikke kaste ud! så fik jeg i sandhed bedt om tilgiverse. ser du nu, hvordan velsþelsen var kommer tilbage? õ., uu" ¡o b.gynai ., ,tã. i Imburu. Men så kaldte de miÀ tilbage til pigekosts,kolen.

- Det går ikke. Min himmelske far har ljat her til min egen by! svarede jeg. ^ig sagde de, du var jo sâ glad for ar være lærer på^--J1m.1Titus, skolen her. I Imburu kommer du til at stå helt alene!

Men jeg trak ikke mine ord tilbage, for jeg vidste d.en gang, som jeg ved det i dag, ar det var rigtigst ãt blive. Der 5:- -1"r: onde dage, men velsign.lren biev over mit indre.

Nu er der kristne overalt i byen. õ., ., kirke og skole. Er det ikke en ting ar takke for?

Sådan er historien om velsignelsen, der altid kommer tilbage,

større end da den forlod os!

Tekanden er tom. Sukkerskâlen holder den med selskab. Titus står udenfor. Han er ved at binde et bånd om gedens hals. Nu går de. Farvel Titus. Farvel og tak.

118

Hele livet er en række vers

Jeg har været til middag i Tivstammen. Vi spiste af samme Íad - 20 mørkebrune og 20 hvide fingre delte én høne. Vi borede fingrene ned i kartoffelmosen og svuppede kødet i den krydrede sovs, og stjernerne var meget store, og alle mennesker var rare, og livet var dejligt - og skidt med sølvtøjet og damaskdugen. . . og fingrene for febrilske rundt i fadet, men én høne har kun to lår - skade!

Kirkekoret underholdt os bagefter. De sang deres egne melodier akkompagneret af afrikanske instrumenter. Det lød som bølger, der slår op ornkring en båd på floderne i Nigeria.

Salmedigteren lå i en af hospitalshymerne. Han har børnelammelse fra top til tå med undtagelse af hænde¡ne. Dem bruger han til at sk¡ive med: >>Velkommen Jesus, velkommen her hos os - oj, oj, oj - her hos os. . . .<(.

Jeg besøgte digteren ved aftenstid. Hans øjne var dybe og

frygtløse. - nJ.g lader mig ikke diktere, men inspirere,<< sagde han, og hans blik var rent og enkelt som hos den, der kencler

kaldet indefra.

-

Skriver du kun salmer, digter? spurgte jeg.

Han så længe på mig, og så talte han som til et barn: Lad pds stige op fra jorden, I havdyr og alle dyb.

Ild og hagl og røg, storm, som gØr, hvad han siger.

I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre.

I vilde dyr og alt kvæg,

þbdyr og vingede fugle.

I jordens konger og alle folkeslag, gamle som unge.

tt9

De skal prise Herrens navn, for ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspænder jord og himmel. >>-

Kender du de ord? Jeg ser, du nikker. Det forbavser

mig, du spørger, om jeg kun digter salmer. Vi er alle salmedigtere. Hele livet er en række vers. Vidste du ikke det?<< Hyttetagene stod tegnet som med tusch på kviksølv i den månelyse aften, og deres kurver så ud, som de var trukket op med neon - det var en fuldendt aften.

Forrest i kirkekoret sad præstens to tvillingepar - fire piget på henholdsvis 3 og 7 år. De havde mokkaøjne og Giglistemmer og fugtige næser. Det sidste kunne høres imellem versene - fire små flade trompeter med hver sin lyd! præsten

havde

fotalt mig, hvad de hed. Det første par var døbt og >Jeg svarer<( - og det andet par - det sidst-

>>Du kalder<<

fødte - bar navnene >Jeg lukker op<< og >Jeg lukker i<! præsten lo larmende, da han fortalte mig, hvordan de altid hang sammen - )>rører du den ene galer den anden.<<

Efte¡ den sidste salme opgav de sidstfødte at

smække

med dørene - de sov! >>Jeg kalder< og >Jeg svarer<< tog hver en tvilling under armen og sjaksede ove¡ til sovehytten. Det så ud, som de havde nogle meter sort klæde rullet skødesløst op under armen. Månen lyste blank i fire runde haler, og så fotsvandt de ind i hyttens mørke, men koret sang videre. . . . >>pris ham med harper og citer, pris ham med pauke og dans, pris ham med strengeleg og fløjte<.

Luften e¡ klar og føles som bjergluft over Kambaridalen ved Nigerfloden. Lydene når langt - fra sletten op ad bjergsiderne, fra bjergsiderne ned til sletten. Det var grunden til, at jeg hørte violintonerne langt borte. De dirrede som solheden over slette_ græsset og sitrede som varmebølgerne over bjergstierne. Trommerne skar det monotone ove¡ fra de tostrengede violiner det lød som violintonerne var små skrig uden forbindelse med det foregående. Jeg gik efter lyden. Stien vâr snoet og solhård.

- Jeg hilser dig.

- Jeg hilser dig.

- Har du det godt?

- Aju, jeg har det godt.

- Hvordan har din træthed det?

- Aju, ingen træthed.

- Hvordan har din tålmodighed det?

- Oj, oj, den har det godt.

- Jeg hilser.

- Jeg hilser.

Vi gik videre hver si¡ vej. Vi vidste ikke mere om hinanden, vi mødtes, men vi havde hilst. Vi var kommet hinanden ved for et øjeblik. Det slog mig, hvor fotståeligt det er, når studenterne fra udviklingslandene undertiden klager over vor end da

kulde - >>I hilser aldrig, men viger med øjnene,<< sagde en til mig midt på Vesterbrogade!

Jeg spurgte en kambarikvinde, hvorfor de spillede nede i dalen. Hun skubbede hoften fremefter, så lerkrukken kunne hvile på den, mens hun forklarede mig, at det var >>den tid, hvor ånden gik i skøgerne, og man ved aldrig, hvem det tammet<(.

Kvinden stod der i den gyldne eftermiddagssol og talte om

vi taler om fælles interesser i Danmark. en god times tid nede ved dansegrupfortsatte og var efter Jeg åndens virkelighed, som

pen. Med raffineret kontrastvirkning dansede unge og gamle imellem hinanden. Deres kroppe var blanke af sved - ungdom og alderdom - violintoner og trommetynge - og omkring dem stod mændene og så tiI. Violinspillerne sad med lukkede øjne med et mærkeligt fraværende smil om munden. Deres ansigter lignede de masker, man undertiden set på folks vægge i Danmark.

Dansegruppen blev pludselig afbrudt

i

sin kædedans af en

kvinde. Hendes ansigt var stivnet, og øjnene så ud som sort glas. Hun kastede sig fremover på alle fire og ktavlede som et tungt brunt dyr ind i lredsen. 'Hendes bevægelser var

Nu og da mødte jeg en kambarimand på stien.

film, der køre¡ for langsomt. Hun frådede og vtinskede som en hest i angst.

t20

l0

langsomme og søgende, som man ser det på en

Gnister fra bålet

12t

Der studercs meget og grundigt, Nigerianernes intelligens og modtagelighed skaber muligheder af uoverskuelig betydning.

Intet under, at Nigeria så ofte bliver kaldt lederlandet af de and¡e afrikanske stater. På mange af dørene ind til studenternes værelser står der skrevet; >>Forward ever

- backward never(( -

og man bliver bekræftet i virkeligheden bag ordene, når man taler med disse studenter. De kan fotekomme anstrengte, selvbevidste og vidende, men de borer igennem og når målet med hele deres egenarts styrke. For fire år tilbage havde jeg besøgt universitetet. Jeg havde ved den lejlighed taget er inrerview med fem unge studenter.

Tre af dem bar den nigerianslce riga - den vide kjortel med de sindrige broderier syer over forbredderne. De beholdt den lille hue på hovedet, da de kom ind, som skík er. fngen af dem bøjede sig i døren, da de hilste. De var korrekte, rolige og sikre. De var den ny tids mænd, der tog det bedste af det gamle med ind i den ny tid. De sagde, de va¡ nødr til det

for at kunne bære forandríngen - >Vi behøver ikke at skamme os over vor fortid, men vi må være åbne over for fremtiden - og vi er rige nok til at kunne forbinde fortiden og nutiden.<<

Samtalen gik flydende og ordrigt. Der var mange ordsprog,

men få fraser.

De havde et kolossalt vingefang som debattøter, og hvad sind-

rþe tankespring angik satte de Rifbjergs brudte ordforbindelser i skyggen. Totalt! Et par måneder f.ør det omtalte interview fandt sted, havde disse unge sammen med en stor flok af deres studenterkammerater stormet >>the federal house<< i parlamentet i Lagos for der med råb og demonsrrationer ar pÌotestete imod r¡nderskrivningen af den engelsk-nigerianske forsvarspagt.

Vi talte om det. Talte om, hvordan England havde brugt den

nordnigerianslce by Kano som luftbase under Suezkrisen hvad det kunne medføre for Nigeria, hvis man underskrev forsvarspagten og dermed blev en del af NA,TO - hvordan Vesten kunne bruge de nordnigerianslce byer og især Kano som udL23

drejede tøvende over de forskellige stationer, dvælede lidt ved Elwa, den kristne radiosender fra Liberia, og endte ved BBC London, hvodra danserytmerne kælent malede, snusede, eksaminerede. Tonerne klistrede fast i varmen, mens bilen spandt sig ud og ind imellem lastbilerne og æsleme.

Han bor i byens udkant i et stort hus, som tilhører regeringen. Hans mor bot der sammen med fire af hans søskende. Der er altid nogen hjemme, men alligevel er huset alt for stort. Hans mor skuttede sig og betroede mig, hun længtes efter hytterne og lydene fra de andre bopladser.

Vi spiste med kniv og gaffel og fik iscreme fra isskabet henne i hjørnet. Konversationen var som maden - i stil!

-

gerning: undertrykkelse. Alle har vi ét mål: frihed. Derfor må Nigeria som andre lande lære ar stå som et selvstænd.igt land og lære at udtrykke sig med værdighed<<.

Sådan havde han talt, den unge stud. jur., og nu skulle jeg møde ham igen >>i det praktiske liv<<, som det hedder.

Han hentede mig 124

i

sin bil. Lyseblå peugeor. Med radio. Han

Det var først ved den fortvivlet syge te bagefter - arven fra den engelske kolonitid - at samtalen tøede i kanterne, og ordene begyndte at få mening og liv. Jeg mindede ham om samtalen hin dag på universitetet og læste interviewet for ham.

Han tændte en cigaret, rettede på brillerne og sagde stilfær<ligt: >>I år har vi 180.000 hjælpete til folketællingen mod 45.700 sidste år. Vi er en republik, der må tage folkets stemme med i vore betragtninger om fremtiden. Hvis vort rege¡ingssystem har gjort nogen fejltagelse i de år, det er gået, så e¡ det vel den, at de tog fælles stemme som Guds stemme.

Vi er begyndte at se realiteterne på en anden måde i dag og lytte til folkets stemme, som det den er - mennesker, det sammen med os deler frygt og håb, stolthed og fortidens ydmygelser. Vi er stadigvæk sårbare, og vi ser stadigvæk med und¡en og mistillid på dem, der vil skubbe os, men vi er mere og mere klar over, vi ogsã har stemmer i vort eget folk, der vil diktere og skubbe, derfor begynder Nigeria at lytte indefter og finde sin plads indefra. Vi er i en udvikling, der er byrdefuld, men også meningsfuld. Det er deúor, vi er stolte. Hele verden et i udvikling, men det er ikke alle, der kan se meningen. Det er derfor, man frygtet sig selv indefra og magterne udefra. Når man kan bære sit lands stemme og sit lands stilhed, er man ved at blive tryg.<< Vi kørte hjem sent på aftenen. Musikken strømmede ud fra r25

Et farvel

Men et sted i byen sidder en af Nigerías digtere og skriver: >>Hvor forunderligt at i ibenholters sorre kappe er et hierte gemt, så gyldent som lander,

der kalder alle mennesker brød¡e.

\X/illiam er en bjergdreng, men hans hjem ligger ikke i bjergskyggen. Det ligger i den lyse landsby, det vender hyttedørene ud mod den brede slette og den gyldne sol. Mange af de nigerianske landsbyer ligger i klumper. Hyttetag rører ved hyttetag, og hytterne har dørene ind mod dansepladserne og offerstedet. Det ligner vrantne børn, der vender ryggen til, stamper

i

jorden og skulet. \Tilliams by har valgt det modsatte. Der er en cirka 100 hytter i byen. Ser man dem på en god aftand, som de ligger placeret op ad bjergskråningen, så ser det ud, som om de står på skuldrene af hinanden. Kommer man lidt nærmete, ses det klart, at de ikke Iigger på stribe, række over række, men at de snarere har karakter af en lang bølgende række af dansere, det synger op imod solen i kædedansens rytme og lykke. \X/illiam blev født i hytten med svalerne. I stråtagets nutding, hvor det svære halmbånd fulgte spærene, boede svaletne.

Om aftenen, når det lille bål brændte midt på gulvet i stuen, kunne man lige skimte deres hvide brystfjet. De brød tagrundingens mørke som hvide lys.

Da tWilliam skulle lære at gå, bandt hans mor en snor med to gyldne bjælder om hver af hans ankler. Hun smilte, da hun gjorde det, for da \X/illiam tog de første skridt, klang bjældetne. Hans mor kaldte på nabokonerne. De skulle komme og se det. De klappede i hænderne og rokkede med deres brede kroppe. De slog knald med tungen og lo højt. For børnene var livets fortsættelse, og i \Tilliam så de det bekræftet. Sådan vat landsbyen. En by med mennesker, der lod fuglene bo i deres huse.

En by med mennesker, der kunne le. En by, hvor børnene lærte at gå, mens gyldne bjælder legede deres sprøde klingren ud i soldisen - en by, hvor det at leve var at modtage.

Der gik nogle måneder, før \Øilliam blev døbt. Præsten boe-

t27

han næsten var en mand. Så var det, han så præstens cykel stå op ad tsamiyattæet. Han vidste, præsten var i byen, men ikke, hvorfor hans cykel stod netop der - lige uden for hans hjem.

Som han kom nærmere, hørte han salmesangen. Han sfføg lige inden for måttevæggen ind på gårdspladsen, og der så han de kristne sidde og synge, salme efter salme, om lammet på

tronen og det evige

liv. Om

synden og frelsen. Om livet og

døden.

Hans øjne mødte moilerens, og han vidste, hvad der var sket. Hans far var død. \Øilliam gik ind i hytten, hvor faderens tildækkede lig lå. Han sad ganske alene derinde i svalehyttens halvmørke. Han var alene med døden, og han forstod ikke, hvorledes han skulle forbinde sit sind med livets lov: at få og

at miste.

Men udenfor, detude på gårdspladsen, dirrede troens sølvttåde fra jord til himmel. \filliam var en ganske almindelig dreng, og han reagerede som en almindelig dreng. Ogsä i skolen i de følgende år. Han scorede de fleste mål på fodboldbanen og fordelte sine øvrige evner ligeligt mellem bøgernes krav til det nuværende og drømmenes tågede, men frydefulde horisonter.

Der var især én drøm, der gik igen. \Tilliam var naturligvis centtum i den. Han var jo en almindelig dreng. Han drømte om en revolution. Han flyttede hytterne derhjemme. Skovlede dem hulter til bulter til højre og venstre. Det var det. På den åbne plads byggede han skolen - sten, cement, jernvinduer og blanke ruder og som ktonen over vætket bølgebliktaget.

Han selv, \7illiam, nej, malam \Øilliam, stod i døten i gommisko og med lange benklæder, en himmeljublende blå nylon-

skjorte med brystlomme, hvorfta fyldepennene ,sttålede.

Så-

dan...

Drømme, d¡ømme.

I skoleferierne var det ikke så let at skovle hytterne til højre og venstre, og det var endnu svætere at ignorere landsbyens seksårige med det blanke stykke undet næsen og den bestandige kaglen om. . . >>4,h, hva' \lilliam, vis os den ting at gå i skole.<<

128

L29

Han samlede børnene under træet ved hytten og lærte dem bogstaverne og tallene. Realiteterne sled på drømm-ene.

Men

Det er det lyse pinseunder, at alt skal tale.

Der er dalet lyse flammetunger

så

gik han tilbage til skolen igen og pa afstand fra

landsbyen voksede kongstanken igen.

William blev syg for nogle måneder siden. Nu ligger han her

pï

alt, som strækker sig mod lyset.

Men her på skrænten står tiørnebusken og klemmer stenene fast i favnen.

Jeg ser på tjørnen, den mørke busk,

på hospitalet i Numan. Han er bare fjorten år og skal dø.

Kræft i blodet. Han er stadig dreng. Hans finger ãgner hid_ sigt over tæpper, når han forklarer mig den bedste mãde at få bolden

i net

med skarpe pigge og alle grene

-hede.

på under fodboldkampens Han drømmer stadig om den lyse landsby, men han taler of_ test om Gud. Ikke eks_tatisk, ilke søgt, ikke villet fromr,

for der er ikke tid til at forstille sig. Ord-ene er nøgne og enkle ind til marven, for evigheden er for hånden. D.t opt"gà hu*, om vi beholder vor nadonaliret derhjemme hos Gù. b^ drøÍ'ter vi ordene om de mange folkeslag omkring tronen.

En dag var han i stærke smerte¡, for .ygãorrrmen tager hur_ tigt til. Da sagde han: >>Det er rigtigt ,rok. bliver ved med ¡.g at væ¡e \)Tilliam fra Nigeria, og I de sarune, jer fra de hvides land, men,<< Íøjede han til, med et råb, >>men sig det igen, sig det igen, vi alligevel bliver elsket lige så højt.< . Det_var som om jeg hørte et råb fra Afrilas millioner, de undertrykte, generation efter generation >>sig det igen, 'rrí Atig. vel bliver elsket lige så højt!< \üilliam skal dø. Han er bare fjorten år. Han skal dø for at leve.

- Det er ikke så mange uger siden, jeg skrev dete om \X/illiam.

Nu er jeg begyndt at sige farvel herude. Forleden til \williams grav. Derude på stenma¡ken. Der stod en tjørnebusk og strit_ tede meningsløst imellem stenene. og solen bor.d. ne, og farven var bare lys. Da tænkte jeg på digtet:

Det blomstrer og blomstrer _ det går på den, som ser det.

Det er som jord og hjerte blomsuer

i i r30

samme længsel, samme kærlighed, håb og glæde.

i

blJmster-

til hjertet

i

knækket linie.

Den blomstrer og blomstrer med hvide blomster pint frem af mørket.

En tornekrone i blomstertåge.

Jeg ser på tjørnen og tænker stille:

Her blomstrer sorgen.

Jeg et begyndt at sige farvel til mine ve¡ner i byen. Også de gamle. En af dem skal snatt dø. Der lå hun i hytten - pakfyldt med fluer. Under hovedet en træstok. Halvblind. Træt. Forstår det ikke, det med, jeg rejser. Greb mine hænder og ville ikke slippe dem. Hun spurgte: >>Hvem skal nu åbne Guds hjermig?<< Undertiden strammer det i min bue. Det er en >>påkjenning< på mere end én front at være borger i to riger.

Her tænker jeg på Nigeria og Danmark. Jeg har også sagt farvel til børnene. Vi synget for hinanden, ler meget og spiser bolsjer.

te for

Og der er præsten. Og der er den og den og den - brune mennesker. De står med mit hjerte i hånden. Og j.g selv - jeg synes igen, jeg begynder forfra på ordene: Forlad mig min skyld - for jeg ved jo om alt det, der ikke blev til andet end forsøg på et vidnesbyrd og knap nok det, her tænker jeg ikke på ord alene. Det ved Mesteren også og gemmer mig og denne lille brune by midt ude i Afrika i en flig af sin kappe.

Så siger jeg også farvel til savannens gule stier. Den gav mig megen fred og frihed, når tankerne blev voldsomme, og ensomheden med dem, og det kunne vakle med troens glæde. Farvel

til

en masse

>>små

drømmes haltende hær.<< Farvel

til de sto131

re syner. Nu ligger de herude og spirer. Andre skal høste. Sådan er det bedst. Et dét at så ikke !n rig hverdag? Farvel til så meget, der ikke er et fawel, for det heie satte jo frugter, gjor_ de sin gerning i sindet mod lys mod

o

-rrL..

Va¡ det så rigtigt, jeg kom herud?

Var det det værd?

Det må vi se på den store dag.

Jeg måtte rejse. Og jeg så et

.barn smile

jeg så mange, og jeg hø1te voksne rale om påske_ morgen. I det hele var man bare på vej og lærte, lærte . . . M.r, foran går der en, der er større end jeg og-o, Han, der kerr_ -aligãvel "11.. der mennesker, og som alligevel, gentager: Du står tegnet i mine hænder.

Om jeg

-

kommer tilbage til Af¡ika? Det kan man jo ikke vi_ de. Man ved så lidt om det hele. Bare ét ved jeg, og i det Lægger jeg min tanke til hvile. Det er detre: Vi er i úrr.rm hænd.e¡.,