Moesgaard i Horne 1867

I, M

O ESGAARD..

IHORNE OG FORHOLDENE VED 1867 ved

H. TH. PEDERSEN

HANS THOMAS PEDERSEN Hans Thomas Pedersen er født i Transbøl den 2.1.1855.

Som

I

8-årig kom han i 1863 ud at tjene.

1867 og 1868 tjente han som dreng og

Mads Rasmussen

i 1869 som karl

hos

i Moesgaard.

1873 fik han plads som vinterlærer i Horne. Sommeren 1875 var han på Staby Højskole, som uddannede vinter-

I

lærere.

I ni år var han vinterlærer i

Horne, Bounum og

Sækbæk skoler.

I

1884 blev han

gift med Marie Dejgaard Rasmussen' født i

Lyhne.

Efter brylluppet forpagtede de Bjerremose Mølle for 5 år.

I 1888 købte de Hauge Mølle på tvangsauktion. Indtil forpagtningstiden var omme i Bjerremose, drev de begge møller.

Efter I år i Hauge, overtog de Juellingsholms Mølle og gård ved en byttehandel med mølleren i Lindbjerg' som havde arvet Juellingsholm.

Hans Thomas Pedersen blev en foregangsmand på sin egn, hvor han var med ved starten af mange ting. Bl.a. oprettede han elektricitetsværk ved møllen i 1906, og fra 1911 leverede han strøm til Sdr. Omme by.

Hans Thomas Pedersen har skrevet meget, og ført dagbog helt fra hans unge dage.

Han døde i 1940.

r

,,MOESGAARD.' HORNE FORHOLDENE VED ved

f

H. TH. PEDERSEN

1867

I/oesgoatd /870

den halve ffrtg. Auktionsskøde af 30. Maj t7g7 er Anneksg:ard, Moesgaard kaldet, af provst SølI I ng i 'l'horstrup solgt til den tidligere Bruger I

af Gaarden, Jens Jørgensen, paa hans Søn Mads Jensen

s Vegne. Hartkorne

t var 2Tdr. 2 Skp.l Fdk. I Album

og Købesummen 325 Rdlr. Den anden Halvgaard

blev samtidig solgt til dennes Bruger, peder Nielsen.

Der findes ikke i Skødet nævnt Matr.-Nr. eller Bogstav som Betegnelse for, hvilken Gaard det gælder.

Ejerrækken paa den anden Gaard har jeg ikke Rede paa.

Mads Jensen har i 1793 afstaaet Gaarden tilRasmus Pedersen fra Yderik iThorstrup. Rasmus Pedersen og hans Hustru Anna havde toBørn, Mads Rasmussefl, fØdt lTg5, og Maren Rasmussen, født 1797. Hos Mads Rasmussen, som havde sin Fødegaard, Moesgaard, t,ente jeg som Dreng i 186T og 1868 fra ,,Pedersdag" 22. Febr. til l. Novbr. En Enke, Kirsten Pedersen, ejede den Gang den anden Gaard.

Jeg lod i 1913 udføre en Kultegning af denne Dobbeltgaard, som den saa ud i 1870, da den udflyttedes eller ombyggedes. Denne Tegning findes i den Rasmussenske Families Eje. De fleste Gaarde i Horne, Thorstrup, Tistrup, Hodde, Øse og Næsberg, mutig ogsaa Ansager Sogne, havde været ,,Fæste(( til Stamhuset Nørholm i Thorstrup og Brugerne eller Fæsterne maatte som Vederlag udføre Arbejde ,,gjøre Hoveri" og ogsaa levere Korn. Jeg hørte gamle Folk fortælle ',,Scener,, fra Hovmarien.

-4Arbejdslederen der, Ladefogden, stocl ikke altid ibedste Forholcl til Arbejcleren. feg hørte dog ikke Tale om alvorlige Mishandlinger, det gjalt vel væsentlig

onr ved ,,Fif" at slippe lettest muligt om ved det.

Efter hvad ieg forstod, r'ar Livet paa Hovmarkcn dog ikke helt blottet for Humor. Bonden I(laus kommer for sent. Ladefogden: Hvorfor kommer Klaus saa sent i Dag. I(taus: A ku' et' sie far. Ladefogden: Det har da været lyst længe. Klaus: A haad' et' e Ywn op' far.

I heromhandlede Tid var Fæstehotdet for Størstedelen afløst med en Pengesum, som dels blev betalt, dels mod Pant og en rimelig Rente blev indestaaende i Ejendommen. Dei kaldte man ,,at kjøbe sig selv".

Der blev af de forsigtige indvendt, at det kunde blive farligt at have en stor Gæld at forrente. Forholdene udvikledes dog derhen, at det i det hele var en god Handel, at der nu iStedet for som Iøt, da derkun var saa og saa mange Hjem, de Personer hvormed Befolkningen forøgedes rejste ud af Landet, en Del vel ogsaa til Byerne, at flu nlange flere kunde faa Jord at arbejde med og bygge Hjem paa. Det blev paa denne Egn ikke ,,et Hus med et Par Tønder Land".

Enten blev Gaarden delt, saaledes at der kom nogen Agerjord og nogen Hede og Kær til hver, og hvor snart hver af Delene naaede at holde ligesaa stor Besætning som tør paa den samledel elter hvor Beliggenheden hindrede fornævnte Deling, men der var Hede egnet til Dyrkning, blev der bygget bare saa meget, at der var Husly for de to, som gik i Gang med at bygge, og en Ko og en Stud. Føden, ja, der var tidt i saadan Udmark nogle grønne Pletter, hvor der groede nogct Græs og i den første Tid, blev gerne leveret noget Foder fra Gaarden og tit Hjælp for det meste pløjet en Del Hec'le og kørt nogen Mcrgcl. Mand og lionc tnaatte ogsaa den meste Tid

-5i

flere Aar arbejde for fremmede. Efterhaanden steg og de kunde mere \ ære hjemme og hjælpes ad. Saa var der Brug for mcre Bygning. Hvis der var Ler og Tørv, brændte man selv Mursten og maatte gØre nogen Gæld, dog ikke mere end højst nødvendig. Saaledes har mange arbejdet sig frem til en god Stilling i en god Gaard, som, naar dens Skabere er ved at blive gamle, har hunnet deles i to eller flere Gaarde.

Den Tids Mennesker stillede Krav til si.q selv. Nu stiller alle Krav til alle.

HvaC der især ved Siden af Flid og Sparsomhed bidrog til Fremgang for Begyndere med smaa Midler var,.at Hjælpsomhed med Penge skete under andre Former, end det siden er bleven Brug. Sikkerhed for smaa Beløb blev ikke anset efter Ejendomsskyld eller Pantebrev, men efter Laanerens Personlighed. Var denne til at stole paa, hvilket var Reglen i Pengesager i alt Fatd, saa ydedes Hjælpen gerne, men det var ogsaa en uskreven Lov, at der til den fastsatte Tid blev tilbagebetalt. Havde Skyldnerens Indtægt ikke skaffet Beløbet, blev dette laant hos en anden.

Mine Forældre begyndte med nogen Byggegæld. De overtog Stedet med saa lidt Husrum, at der maatte tilbygges, og ieg husker, at jeg flere Gange var sendt, dets med Afdrag, dels med smaa Beløb, som hos gode Folk var laant til at betale Afdrag med. ,,Laane af 6n og betale en anden med,,. Ogsaa dette kunde der være Glæde i; glad ved at blive hjulpen og glad ved at bringe Pengene med Tak for Laan.

Smaa Laan var vist altid uden Renter. Skont mit Hjem var fattigt, mindes jeg dog ikke nogen Udtalelse af Modvillie mod andre, som i saa Henseende var bedre stillet.

I Moesgaard var Særeje og Fællesskab blandet Muligheden for at holde mere Besæining,

sammen.

I

-6Et gammelt Udtryk fra Fællesskabets Tid hedder: ,,Ager om Ager". Her var det dog ,rTæjt om Tæjt" (lndtægt). Paa hver af de forskellige Marker: ,,Bag æ Laae" (Bag Laden), ,,Meld Aurer" (Mellem Agre), ,,Gaaed Aurer" (Gade Agre),,,Lang Agre" og ,,Gammeljord" havde hver Gaard lige mange, lige store Indtægter, ca. 4 Tdr. Land, men ingen havde 2 Indtægter samlet. Hver kunde altsaa dog dyrke sin ford, som han selv vilde, men Driftsmaaden var paa den Tid ens, hvad Sædskifte og Jordbehandling angik. Dog tror jeg nok, at der paa den anden Gaard (den østre) 'i,ar noget bedre Redskaber, Plov, Harve og Vogne, og at Avlen mulig ogsaa var nok saa god.

Vogne ! Ja, der blev fortalt, at man, naar et enkelt Vognhful var blevet ubrugeligt, hfalp sig med 7 Hjul til 2 Yogne, naar der kørtes Gødning. Den Vogn, der blev paalæsset, havde kun 3 Hjul og en Klods, og.naar den anden Vogn kom, blev et Hjul skiftet.

Hjulbør eller ,,Støwt(' til at køre Gødning ud af Stalden havde Mads Rasmrrssen ikke. Gødningen blev smidt (skovlet) fra Grebningen ud til og paa Møddin-

gen, det kaldtes ,ro jæjt et' ud". Det fortaltes, at en Karl, der kom i Tjeneste paa en anden Egn og skutde til at rense i Kostalden, stillede Husbonden det Spørgsmaal: ,,Skal a jæjt et' ud eller støwt et' ud". Skovlen var af Træ, ikke andet Jern end en Nagle og en Krampe til at fæste Skaft og Blad. Bladet af Bøgetræ blev hurtigt slidt; Gulv og Grebning var jo ujævn Stenbro, men Skovlen blev brugt til Bladet kun var 3 a 4 Tommer langt. Man havde brugt Grebe udelukkende af Træ, de spnes at have r'æret helt bekvemme at bruge. Nu havde man hos Smeden faaet lavet en af Jern, efl tung en med 3 lange Grene. En Gravespade var ogsaa af Træ, men den var dog forlagt med Jern. Den kaldtes ,,Ligespaden". Et vigtigt Rcdskab var lirrrnrsplden, Torvespadcn.

-'7 Ved Tørv forstod man de aflange Hedetørv med Lyng paa, lrvoraf der brugtes en Mængde til Brændsel. Disse Tørv, senere kaldet Skudtørv, blev bedst paa Hcde med et passcnde Morlag, og cla der paa den Tid laa megcn saadan Hcde, var dct ilike saa vanskelig at finde gode ,,Tørvesped((. En anden Ting var, at da Hededyrlining kom i Gang, viste det sig, at den afgravede Hede var ringere til Dyrkning end den ikke afgravede.

I Bilæggerovne og paa det aabne lldsted, ,,Arnen", egnede Klyne, dem som nu almindelig kaldes Tørv, sig kun i Forbindelse med Hedetørv. To Tørv med Lyngen indad stillet imod hinanden som Hustag, et Par Klyne puttet ind og en Glød lagt under, saa blev der snart Baal. Tændstikker var sjældne. Noget lld blev om Aftenen dækket til med Aske og kunde da holde sig Natten over. Et Fyrfad at Messing eller Kobber kom ind med en ,,Nist" Ild, naar Piben skulde tændes. Til at brænde Potter med brugtes mange Tørv, dertil kunde absolut ikke bruges Klyne. Min Bedstemo'r og flere gamle paa min Egn ,,gjorde Potter", saa det har jeg saa temmelig rede paa, men om dette er der vistnok berettet af andre. Min Oldefa'r havde kun et Sted til en Ko, men han havde Hestekøretøj, og med de Potter, som hans Kone og andre i Sognet ,,gjorde", kørte han til andre Egne i Landet, hvor der var Afsætning for Potter.

Med Tørvespade blev desuden gravet en Mængde ,,Skuer" ogsaa fra Heden. Tørv var rektangelformede og helst lige tykke overalt. Skruer var nærmest runde og tynde tit Siderne. Det vit forstaas, at Tørvespaden havde en betydelig Plads blandt de faa Redskaber, som var til Raadighed. Om Skuers Anvendelse senere. En Skærekniv fra en Hakkelsekiste var, naar den ikke længere duede til at skære Hakkelse med, gjort ujævn i Skæresiden og brugtes som Sav; ingen

-8Høvl eller Økse dog en Stikkekniv og en Brødkniv, og Uldsaks til at klippe Faar med. Hvor der endnu holdes Faar bruges en saadan Uldsaks endnu. Ploven var af Træ belagt med |ern. En Slagharve eller Fold-

harve havde dog Jerntænder. Disse Redskaber kan nu ses paa Musæår. I den østre Gaard var dog anskaffet en Jernplov. Saa havde man Høl€er i samme Form, som de bruges endnu; men da saavel Ager som Eng gav sparsomt Afgrøde, og jo finere og faa Straaene staar, des vanskeligere er de at skære af, og da alt blev høstet med L6, var det nødvendigt, at denne var rigtig skarp. At skærpe en Ld forstod man tilgavns; der er yderst faa nu, der forstaar at skærpe en L6, saa det duer til noget. L6en lægges med Skæresiden paa et ,,Haahrsped" med glatslebet Staalhoved og en Haahrhammers ,,Pen" banker Biddet saa tyndt og dog jævnt, saa L€en ved af og til at stryges med en Strygespaan al Træ kan hotdes med skarp, fint ,,Bid" i en halv Dag. Dette med at haahre Lden er vist speciel for Vestjylland. Folk, som kom fra Østjylland eller Øerne,, kendte det ikke; men her er vistnok ogsaa forholdsvis mest saakaldt Eng, som er særlig vanskelig at barbere.

I Tiden, her er Tale om, gav dette, at kunde skafte sin Ld rigtig, haahre den fint og slaa et bredt og jævnt Skaar sin Mand Karakteren: ,,god Hjøllekaahl".

Der var meget saakatdt Eng, tørt og med Katskæg, en Art haardt Græs, som er tørt, næsten Iør det er slaaet.

Her kunde det ske, at en Begynder i Faget, som ikke havde ,,æ Taw" og ikke Lden rigtig i Orden, næsten ingen Ting fik, hvor dn, som var Situationen voksen, fik ,,en hijet gue Skær". - Disse høje, magre Enge, som man den Gang ikke gjorde andet ved end sl:a dem og siden lod l{reaturerne tage, hvad der var levnet cllcr skod op, disse Enge er nu enten pløicdc cllcr kunstgotlcdc, il bcggc Delc, og dc givcr

-9mere og bedre Hø, I(atsliæg er gaaet ud af Spillet. ,,Skuer" er nævnt foran, af dem blev der hvert Aar

flu

gra\ret og hjemkørt mange Læs. - Ved Sid en af og omkring Møddingen, som næsten alle Steder var midt i Gaarden, hvor Kreaturerne færdes, flaar disse to Gange om Dagen blev trukket ud og ind,

blev der om Foraaret paa dette ,,Ttaa.i" (af at træde) lagt et t.vkt Lag Skuer, som laa der, til Møddingestedet om Efteraaret var tømt, saa blev de ført paa Møddingestedet for at tjene som Underlag for Vintergødningen og for om Foraaret at føres paa Marken sammen med denne. Desuden blev der næsten hvei Sommer af Sliuer opført et nyt Stykke ,,Kalgedigh" (ltaalgaardsdige) efter at et paa samme Sted værende gammelt, raaddent Stykke var kørt paa Møddingestedet, naar dette om Foraaret var tomt.

Det var dog kun, hvor Murene var af brændte Sten, at Kaalgaardsdiger blev fornyet for at bruges til Møddingfyld. Hvor der var lerstampede Mure, blev der om disse sat ltåppe af Skuer til Værn mod Regn og Frost, og disse l(apper rnaatte af og til fornyes og afgav da lliøddingfyld.

Vintergødningen med de mange Skuer i var ikke let at læsse og sprede, Ior Skuerne var langt fra skøre cnclnu, saa de liunde rystes itu, men r,ed den Mængde Fyld, som var tilført, og da saa godt som al Gødning 51s1, paatØrt 6n Indtægt om Foraaret og dn do. om E,fteraaret, var der Raad til at ,,give dygtig for". Rækkefølgen i Sædskiftet var: Byg, Rug, Boghvede, Rug, cig Rug. Sidst paa Sommeren pløjedes Grønjorden ,,31 fælle", og om Foraaret blev der saa paalørt de mange [,æs ,,Mogh", sont blev dækket ved at vende dcn tyndc Fure ti,lbage over det. Disse Furer var endnu ret ,,senestærke", saa der maatte passes paa at tage ikke en halv og ikke halvanden i Bredden, for saa gik dct galt. Naar saa Tiden var inde, blev

r

- 10dcr saret 6-radet Byg, som blev dækket dels ved at falde i Revner mellem Furerne, dels i den Smule Jord, som Harven liradsede løs. Om Efteraaret blev Bygstubbene ornpløiet, og der blev snaet Rug (uden Gødning). Efter Rugcn to lroraat'sploiningcr og saa saact Boghvecle (ogsaa uden Gødning). Naar Boghveden vrr biergct, blev Sommergodningen her paakørt og suct Rug. Dct var som Regcl den Rug i Omdriften, cler gav beclst tldbvtte. Dels bidrager Bogltveclen' narr dcrt gt'or godt, til at skolne Jorclen, og Skuerne, som med Clødningcn var paakørt til Byg, \'ar nu skornet, og nogcn Iiv:elstof fra den Smule Maar, som vrr i Skuerne, bleven virlisom. Den sidste Afgrode i Rækken, ,,Tridhe l(jærre

llug"

(ogsaa,uden Cøclning),

tynd og liort, somme Tider med langt Sene-

blev tit græs i Negene.

Græsfrø blev ikke saact, mcn Scnegræs naacde i de ihl<e faa Aar, Marken ,,laa ud", at faa den omtrent ,,klædt". Paa den bedste Jorcl var der ogsaa noget andet Naturgræs, Fiorlngræs o. a. Første Aars Udlæg kaldtes ,,Nylland". Der var mange Rødknæer, Steclmodertrlomster og naturligvis nogetSenegræs. NLrtidens I{oer vildc næppe sætte Pris paa en saadan Græsmark.

Havre? -fa, der avledes lidt Havre paa nogle fugtige, kolde Pletter, hvor Rugen daarlig kunde klare sig om Vinteren. Havre blev r'æsentlig kun brugt sarnnren med Ilug til Hestefocler. l(artofler dyrkedes clcr ikke mangc af, og clc maatte nojes med dcn .ford, der ansaas for daarlig for Rug og Byg. I(artoflerne fik den Gødning, som blev fra Faarene om Vinteren.

Frarene blev fodrct med dct daarligste Ho, og derat vragedes og spildtes cn Del, som blev Strøelse. Faarcnc blc'r' ikkc ntttgct, [or Iial'tof lerne skulde ,,sættes", o{ l:nr.lrenc vlr clu nlut' r'ccl tt naa ,,æ Hjaald" mcd

--ilHovedet. Naar Faaregødning blev smidt ud i en Dynge og laa et Døgns Tid, begyndte den at ,,bræmme", blive varm og skørnes. Den blev afsat paa Ageren i store ,,Roger" og derfra i en Kurv, Sædekurv eller et stort Forklæde, baaret langs Furen og en Klat lagt med Haanden paa hver Kartoffel. Slap ,,æ Foestemogh" desuagtet op, maatte der bruges noget fra Møddingen, men dette var meget tung og slet ikke varm.

Høbjergningen: Dagen efter at Høet var slaaet, blev

det, naar Vejret da var nogenlunde tØrt, revet og sat i Stak og kørt hjem, læsset af paa Strøpladsen og stakket op der, og et Par Dage efter, naar Vejret var godt, blev det strøet, rystet og vendt, til der absolut ikke var en fugtig Klat at finde, inden det blev puttet ind. Man havde kun en stor 2-grenet Fork, som sjældent brugtes. Den magre, knastørre Hø var ikke til at fange med en saadan Fork. Man brugte da næsten altid kun Hænder og Arme baade til at tøre op paa Vognen og putte ind i Huset og føre paa Plads der.

Fra Høbjergningen en lille Skitse: Konen er ene hjemme, Folkene i Engen, og Drengen maaske i Skote. Det er lidt før Middag og meget varmt, noget Hø er strøet, som Konen vil røgte. Saa trækker der pludselig et Tordenvejr op, og Høet maa samles, men saa bisser Køerne, Bierne sværmer, Barnet skriger og Grødgrydcn koger over.

Moesgaard var som anføfi en Dobbeltgaard, hvoraf 2 Familier ejede trver Halvdelen, og Fordelingen har sikkert været foretaget med Omhrr. Bygninger, Gaardsplads og Kaalgaard samt Agermark og Eng ,,Løkke,, til den vestre og en Eng ,,Gadeeng,, til den østre blev vedvarende brugt af de samme. Engene ,,Øster-

€flg",,,Hvifvelkær"r,.,Stfub,eltr,rGunderrupkrog,,, ,,Hindsigbæk" og ,rHvaankjær" (Hornkær) var paa hvert Sted i 2 lige: store Dele og gik i Omskift for hver 2 Aars Brug.

-12 Det samme var ogsaa Tiltældet med Hede- og Mosejordene.

Da jeg til Pedersdag kom ,,til Tjeneste", havde de ikke megen Bnrg for rnig, som gik i Skole hveranden Dag, men mine F'orældrc lravde dct smaat, og Mads Moesgaards var ikke nojeregnende saadan; ieg havde det godt og blev behandlet som en af deres egne.

Om Sommercn gik jeg liun i Skole en ltalv Dag om Ugen. Vi fik god l(ost af Gaardens Frembringelser.

Det var dog rct rlrnindcligt, at et Par Mænd, som . havde Køretoi, slog sig sammen og liørte til Nymindegab ,,æ Gav" efter ct Læs l"islt, særlig Hviclling og Torsk, som bler, saltet og dclcfter tørret i Solen, (det var om Foraarct), for sra at gcmmes til at danne Afveksling i Spisesedlen i Aarcts Løb.

Der var 8 l(øer, 2 l(vicr, 2 l(alve, en halv Snes Faar og et Par Heste. Jeg mencr, der ikke blev fedet mere end 4 Svin om Aaret; deraf mindst det ene til eget Forbrug. Fedesvin, som solgtes til Købmanden, var i slagtet Tilstand uclcn Hovcd, Ben og Flornme.

Flommen blev dels afsmeltet og Fedtet anvendt som Paalæg paa Brod, dcls rullet sammen som Rullepølse ,,en Isterrulle" til at gnidc (smorc) Stegpanden med, naar den var varm til at bage Pandekager. Andre solgte levende Svin, men det var magre og letvægtige, ikke just purungc, og der handledes paa Slump. Det var nok ikke mange Penge, en saadan Gris kostede.

Disse Svin, ,,Drywstvyen", blev ad Landevej clrevet sønderpaa og der solgt til Fedning. Stivsyge Svin passede ikke til at l,ære mcd der. Det fortælles, at en Drif t Svin kunde ,,skienne", nogle af Flokken sagde pludselig Øt! Øtt Øf! og saa tog hele l"lokken rasende Fart. Naar der igen faldt lidt Ro over Mængden, r'ar den spredt bagud og til Siderne, saa ikke erfarne Drivere t'ar t,ed at tabe Modet. Det skete nok ogsaa, at ct Svin blct' bortc, hvilliet synes nleget

1.3

rimelig.

-

De Kalve, som ikke blev lagt

slagtet, og Kødet brugt

i

til,

blev

Husholdningen. Hvor der var flere Køer, var der Porioder, hvor ,,Menuen,, noget jævnlig stod paa Kal.vekødsuppe. Saa blev der om Ef teraarct slagtet et Par Faar og nogle Lam. Saltet Faare- og Lammekødvar dejligt at koge Grønkaal cg Ærter paa, ligesom saltet og tørret Bedekølle smagte prægtigt som Paalæg paa Slnørrebrød. Beder var Vådderlam, der blev kastreret (gjildet), kaldtes ,,Gjællevæjer". Hønseholdet gav ogsaa Bidrag til Husholdningen.

Mel til Brød, Malt til Ø1, Sigtemel til Kage, Gryn Bygsigtemel til Boller i Suppe, til pandekager og store Kringler samt Ost til Paalæg var jo alt af Gaardens egne Frembringelser.

Det vil huskes, at der kogtes paa aabent Ildsted og ved Hedetørv, som ikke hedede saa skrap som Klyne.

Ved Fyring i Komfur med Klyne, som nu kaldes Tørv, er det slet ikke saa let at undgaa, at Grød svides.

Den Tids Husmoder forstod at lægge lld og Tørv om Crødgrydcn, saadan at den næsten kunde passe sig selv. Blev Grøden kogt nok førcnd Spisetid, blev.

Grydcn omviklet med et Stykke Tøj og sat under Dynen i Sengen. Om Vintercn var det dejligt at kommc i Seng, naa( ,,æ Grødpaat'. havde været der.

Føden var som alt anført af egne Produkter.

Til Middagsmad veksledes med Crønkaal, Suppe, Hønse-, Faare- og Kalvekødsuppe, Kartofler og Fisk eller stegt Flæsk, Pandckager, Æggekage med purlø9. Boghvedegrød, ,,SØdgrØd", med Sirup og Øl eller Tykmælk. sattes paa Bordet upil- I(artoflerne let i et stort Fad, og hver pillede en lille Dynge, inden man begyndte at spise, og siden flere, til man var mæt. I Aarcts længste Dage spistes der Mel'mad Formiddag og Eftcrmiddag, belagt Smørrebrød eller Fedtcbrød med Salt og Ø1, og var dcr Daglcjcr eller

til Grød,

-t+Haandværker, (disse fik altid l(osten,) fik Mandfotkene

til. Ved Arbejdets Ophør ved Aften spistes Nadver, altid Grød, enten Boghvedegrød kogt i sød, skummet Mælk med skummet Mælk eller Kærnemælk til; oftest dog ByggrynsgrØd ,,suurr Grød", hele Byggryn kogt i Kærnemælk: ,,Storegrynsgrød". Aftengrøden blev kogt i saa rigelig Mængde, at der levnedes en god Del. Det kunde vel ske, at en Daglejer, der gerne vilde skynde sig hjem, blev budt alene til Grødfadet, før Husets Folk var kommen ind; og der fortælles fra et saadant Tilfælde, at da han havde tømt Fadet, satte Konen et nyt Fad Grød ind, og han spiste ogsaa den, saa der blev nok ikke GrØd til overs den Gang. Naa, men dette var naturligvis Undtagelse. feg ved end ikke bestemt, orn det for det meste Snaps

er

sandt.

Grød spistes paa den Maade, at alle langede til Fadet og dyppede Ske med Grød i Mælkefadet, som

stod ved Siden af Grødfadet, og tog saa

megen

Mælk med, som kunde være i Skeen. Den Grød, der levnedes om Aftenen, bley serveret til Davre med varm, kogt Mælk paa og en Rundenom Smørrebrød til hver Person. Hvis Maaltidet var Søbemad, Kaat, ,Erter, Suppe eller Grød, nødes kun denne ene Ret, men var dette ikke Tilfældet, var der en Ret Skemad b a g e f t e r: Velling, Mælk og Grød, event. Brød eller Øllebrød med Grød.

Omsætningen i Penge var ikke stor. Der kunde under heldige Forhold sælges en Kælveko eller Kælvekvie, et enkelt Aar begge Dele og somme Tider et Fø|, Kalveskind, Faare- og Lammeskind. Faarehold afgav ikke saa lidt Uld, men det meste deraf blev forarbejdet til Klæder. (Hyrdedrengens Løn var nogle Daler og almindelig tillige et Pund Uld og et Par Træsko, ,,hclovrccle" Træsko, ihkc med Lædcr paa), Om Somnrclcn solgtcs nogct Smor, dct var nok ktrn

_ 15_ lidt om Vinteren, og foran er nævnt nogen Indtægt ved Svinehold. Der blev ogsaa solgt noget l(orn, men kun til Føde for dem, der ikhe avlede tilstrækkeligt.

Ikke, som det siden er bleven Brug, at fodre væk af, hvad der er avlet for saa, naar det slipper op, at købe indtil Høst, eller, som det i andre Egne blev Brug, at sælge om Efteraaret for saa næste Foraar og Sommer at maatte købe. Man sorgede her for, at have Rug fra forrige Aar, ,,gammel Rug", til Brød til det meste af Vinteren og helst til et Aars Forbrug. Man regnede navnlig ved for med, at en Høst kunde mistykkes Rugen blev spiret og saa megen Regn i Høsttiden, ikke god til Brød. At fodre sundt llrødkorn op blev betragtet som noget slemt og et Aar, hvor Rughøst mislykkedes, som en Ulykke. feg husker, hvilken Opsigt det vakte, da den første Vognladning russisk Rug med Jernbane kom til Varde.

Udgift: Folkehold. Man siger, at under normale Forhold balancer Prisen for en Kælveko med en Karls Løn, det gjorde den ogsaa den Gang. Der var Amtsog Statsskatter og en St.rule Kommuneskat. (Vejene blev velligeholdt som Pligtarbeide, hver Eiendom sit Stykkc). Degnen havde fri Brug af en Jordlod, som han, naar 'han da var nogenlunde skikkelig, fik dreven uden Betaling, og han fik desuden leveret noget Hø og Halm. Til Degnkonen blev der en Dag i Aaret leveret Mælk til Ost, dette sidste var dog nok ogsaa frivilligt. Brændsel til Lærer og Skole blev leveret efter Ligning paa Hartkorn, dette var ogsaa Tilfældet med Straa til Tag paa Skoler og Fattighus. Fattige var der ogsaa dengang. Noglc tjcnte lidt sclv, fik lidt Støtte fra ,,Sognet", kom til gode Folli med Mælkekanden, fik lidt Mælk, et Stykke Brød eller en Skaal Gryn, eller hvad der var Sind og Raad til og'frang for. Noglc havdc selv ,,et Hus med ct Par Tøndcr Land" og da gcrnc ct l)ar Faar, Ged vnr siældcn,

-16og de tjente lidt Dagløn samt liosten, de tik somme Tider lidt med hjem. Et morlit Punkt var, at enlige, ikke normale Mcnnesher og værgelose Børn ved Sogneraadets Foranstaltning blev anbragt i Kost og Pleje,"

og at det vel stunddom skete, at der - mer end godt blev taget Hensyn til Priscn, dette tilbødes var for. -Dette angaaende l(ommuneudgitter). Udgift til Klæder var væsentligt Vær,er-, Farver- og Skrædderløn. Til Husholdning købtes ikke meget: En Del Salt, nogen Sæbe og Soda, ikke saa faa l(andcr Brændevin, nogle Pund ,,Kaffesager": I Pund I(af fe, I Pund

Candis, I Pund Cikorie, Sirup til ,,Bygsuppe": Sødsuppe med hele Byggryn, og Svedsker, samt til at komme paa Grød, dog kun Sødgrød, almindelig Boghvedegrød kogt i Sødmælk (ikke rned Fløde, me.n til Forskel fra Kærnemælk), Byggrynsgrød med hele Gryn og Kærnemælk fik ikke Sirup, men spistes med skummet Mælk. Alle langede til Fadet, Slieen med Grød dyppeds i Mælkefadct og medbragte den Slat Mælk, der var Plads til -.

Der købtes tillige nogle Pund Røgtobak og adskillige Karduser, Skraatobak.

Kirken ejedes af Stamhuset Nørholm, og der svaredes dertil Kirketiende. Jeg antager dog, at der af Moesgaard Gaardene ikke svaredes Tiende.

Moesgaardenes Bygninger var som anført sarnmenbyggede, Stuehusene mod Syd uden Brandmur og paa Loftet kun skilt ved Trær,ærk. Det vestre, hvor jeg som antørt i et Par Aar havde Hjem, husker jeg bedst. Indgangen fra Nord med en l-Fags Forstue og lige der for en af de I'ide, aabne Skorstene med et lille Rum mod Sydsiden, Brgggers. I en saadan Skorsten, der var et Par Alen vid, r'ar i ca. Bjælkehøjde indmuret paa Tr'ærs en ,,Sodstang", et stærkt St1'kkc Trr, hvorpart dc .f crnlirogc anbrlgtcs, ltvori Brnggcr- og Vaskckctllcrne hængtes, nok ogsaa ttndcr-

_17_ tiden Kedelen til det famøse ,,Brændevinsløj',. Kedlen var af l(obber ca. I m høj og ca. 0,5 m vid.

- Til venstre for Forstucn var Øi'erste Stuen, 3 Fag med Bilæggerovn mod Sliorstenen og Indf"r'ring fra denne.

Langs den nordre Side Alkovesenge med Skodder for.

Gulvet var af brændte Mursten. Til højre, altsaa vest for Forstuen, ogsaa en 3-Fags Stue med Alkove ved nordre Side og langs Sydsiden langt Bord med fast Bænk, ogsaa her Murstensgulr,. Her.fra var Dør til Blyggcrs. Videre til højre var Sovekamrrer, som ogsaa, naar undtages enkelte Tilfælde, var Spis:- og Dagligstue. Her var Br'æddegulv, Bilæggerovn og Alkovcsenge, Bænk langs Sydsiden og Bord, stort nok til at spise ved, selv om der var fremmede, et Par Skræddere og maashe en ,,Kræmer" kommen til.

Naar der skulde ny l(lædcr til, havde man selv Tøjet, og saa korn'Skrædderen, undertiden med Svend og Dreng. Det livede op, for Skrædderen vidste Nyt og kunclc somme Tidcr synge Viscr. Maaskc var der Tilfældc, clcr saa ud som cn Tanke, at Kræmmeren traf at komme mod Aften, hvor de havde Skræddere.

I(ræmmeren boede hellere privat end paa Kro og gav vel somme Tider Moder eller Datter et pænt Tørklæde et. sligt. Kræmmerposen var nemlig en transportabel Manufakturforretning en miniature. De fremmede sov i ør,erste Stue og det kunde ske, at 3 Personer maatte nøjes med en Seng. Mand, Kone og Børn eller pige sov i Sovekammer, Dagligstue, Karl og Dreng i en Seng i Midtstuen. Karlel<ammer, Pigekammer og Gæsteværelse var der ikke noget, der hed. Det skete tidt, at Mænd og Kvinder sov i samme Værelse uden at Moralen dertor agerede forarget eller tog Skade.

I nogen Afstand fra Stuchuset, undertiden i det yderstc Hjørne al l(aalgaarden, r,ar Bagerovnen muret sonr cn rund, høj Hvælving og med en ,rArne,., Bund af brændte Mursten, Arnens Flade var ved en Gaard

-lBstor nok til, at Brødene af

I

Td. Rug kunde bages paa en Gang. Ovnen blev fyret varm med Klyne, hvor man havde god l(lyne og Lyng, eller med Lyng alene.

Vi husker, at Rug og Rugbrød indtog en vigtig Plads, og det var ogsaa en betroet og vigtig Bestilling at fyre Ovnen varm, og kun en Sagkyndig kunde afgøre, om Ovnen var ,,godt varmt'. For at Fyrmesteren og den, der satte Brød i Ovnen, kunde staa lidt i Læ, var der de fleste Steder opsat nogle Jorddiger, hvor der ikke var det, maatte man, naar det var slemt Vejr, stille Porte og Døre op som lidt Skærm for at faa fyret og bagt. Der var dog enkelte Steder bygget et rigtigt lille Hus. Ovnhvælvingen var dækket rned et tykt Lag Jord. Noget af denne Jord maa vel have være falden af, siden H. C. Andersen har set Bagerovnen strutte frem som en tyk. Mave. Den meste Brændsel var som anført Hedetørv, som blev bjerget i Juni Maaned. Den blev i Nærheden af Køkkendøren sat i Stakke, som lignede smaa Huse. Det var for det meste Konen, der var Bygmester.

I Nord, parallelt med Stuehusene, laa Laderne ligeledes sammenbyggede med Murskillerum til Bjælkehøjde, og foroven kun med Lægter, hvis Afstand dog var for lille til at en Mand kunde krybe igennem.

Naar Karlene om Vinteren ved Tærskning fik Lyst til en lille Visit hos hinanden, maatte de passerer Lolugen mod Nord i Stedet for gennem Døren ud mod Gaarden. Der kunde ,,den gamle" mutig se det og ikkc synes om Trafilikcn.

I Vinkel for Laden var der saa Staldbygningen i Vest til vestre Gaard og i Øst til østre, men Afstanden mellem Stuehusene og Laderne var saa stor, at Stald$ggningcrnc kundc ltave r,ærct 3 Gange saa lange.

Cerrnem denne storc Aabnin€, ,,æ Gaaslje", foregik den gensidige Færdsel. Hver Gaard havde jo Interesser i begge Retninger.

_19_ Havevæsen blev der ikke drevet stærkt paa. Alle dyrkede dog Grønkaal, deraf Navnet Kanlgaard, et Par Bede med Gulerødder, et Par med Løg og et med Purlog til Æggekage og Karroffeldyppelse, lidt Timian, Persille og Peberrod, Malurt som Lægemiddel, (nogle kom ogsaa Malurt i Øl sammen med Humle) Lavendel som Bevaringsmiddel mod Mø1, Lavendelknopperne tørredes og strøedes i l(ister og Dragkister, Krusemynte, Ambra, Nelliker og enkelte anclre Planter for Vellugt og som Pynt.

Naar det er anført, at Stoffet til l(æder havde man selv, saa var dette begrundet i, at den da brugelige Husflid var en Nødvendighed og ikke blot noget, hvorfor der gaves Pr'æmier ved Udstillinger. Det meste Tøj til Klæder var af Llld, flæsten ved hvert Hjem var der flere eller færre Faar at klippe.

Ulden blev sorteret eller blandet, eftersom Tøjet, man vilde fremstille, skulde være mere eller mindre fint. For at Ulclcn kunclc spindes til Garn, blev den kartet, behandlet af et Par l(arter, Træplader besat med en Masse Tænder af meget tynd Jerntraad. Naar Ulden Vdr tilstrækkelig redt, blev den ved en faglig Manør're med l(arterne f ormet som lange Pølser, ,,Tejer", som Spindersken tog i Haanden og paa Spinderokken, hvis Mekanisme var indrcttet, saa den baade kunde sno Tejen til Garn, (dog kun ved Hjælp af ør'ede Fingre) og efterhaanden trække Garnet til til sig og læggc clct om cn Ten, hvorfra det siden l<unde vindes i Nøgler eller haspes i ,,Klauser" Fed. Det saa nemt nok ud at spinde, men hvis en uøvet vilde forsøge, blev Traaden ujær'n eller brast og den næste Tcje vilde ilike gaa i Forbindelse med foregaaende. At karte regnedes ikke for noget stort og til dette Arbejdc blbv der sat hvem som helst, der ikke var optaget af noget andet nødvcndigt Arbejde.

Det var dog langt fra ligegyldigt, hvorledes Ulden

-20blev kartet, og fine, Tejer kunde hjælpe til at staa sig godt med ,,Vor Mor". At kunne spinde jævnt, ensartet Garn var ingcn ringe Ære. Præmien bestod for Husmoderens og Døtrenes Vedkommende i den smukke Væv, det pæne Stylike Tøj, som Garnet blev til. For Pigens Vedkommende et pænt Skudsmaal eller mulig ogsaa et Par Nøgler Garn til Hoser eller Tøj til et ForToiet til Mandsklæder klæde, maaske begge Dele. blev vævet hvidt. Husrnoderen vandrede til Væveko-

i

-

nen eller -pigen med en Pose Garnnøgler og et ,,SkØn" til ,,æ Vo\\'ster", en Os't, nogle Æg, eller et Stykke tørret Faarelaar e. 1., og hun hjalp til med at ,,trende Vævefl", spænde Kæde og da bepyndtePrøven for Garnet, naar Noglerne var lagt i hvcr sit Rum i en lang Kasse, og der hivedes i Traadene, saa Nøglerne maatte snurre og hoppe, var der da daarlige

Steder, brast Garnet, og Arbeidet maatte standse for at faa bundet sammen. Slap mulig nogle svage Steder igennem denne Prøve, mødte cn ny, naar Slagballen tampedc los for at faa Islættcn trykket sammen. Var der mangc Brist, saa Vær,crskcn tidt maatte stanclse og knytte, var hun kccl af det, og mange Knudcr gav mindre pænt Toi. En saadan hvid Væv kaldtcs Vadmel. For at gøre den me rc st:erk og blod, blcv den behandlct i Stampemølle. Sammcnlagt og opblodt i lunkent Sæbevand, blev den lagt i ct Trug, hvor nogle Trækollcr, aflangc, opretstaacndc Iilodser \,cd mckanish'liraft blev loftct og faldt ved cgen Vægt ned paa Tøjet, (stampede det). Dcnnc Behandling g.iorde Tøjet læt og blød, mcn bcvirkedc tilligc, at det krympcde betydelig saavcl i Længclc sorn Brcddc. Srnalt Toj var Sliræddcrcn kecl af, det var for udrøj at ,,skære al", der gik for mange Alen til ,,cn Lau I(læjer". r\'lnrr srrrgeclc clcllol l'ol' at laa Vævcn saa brccl, som ,,rc Vorvcl{1" tillod. Mcn tlt'r krrndc komme Tillrcltle,

_21 _ ,ræ YØw" ,,vaa læjen" saa

lang, at Garnet slap op, tør der var helt nok Omgange til den fulde Bredde.

Konen med Garnet havde maaske vist dette til Veninder, og rnan havde drøftet, hvor mauge Alen pr.

Pund, det vel kunde ,,Iøbe". Væversken, der havde

Forstand paa Bedømmelse af Garnets Finhed, var maske noget betænkelig, men der vilde blive Brug for en Væv paa den Længde, sorn der vilde blive, naar der regnedes med den Længde pr. pund, som Maren og Sine havde ment, at det nok kuncle lobe. Slap Garnet da for tidlig op, blev Tøjet altsaa smallere, end godl var. Vævens Bredde bestemmes ved Antal Traade, og Carnets Finhed er bcstemmencle for Traacllængde pr. Pund. Man vil maaske tænke, I(oncn havcle vel Carn med ogsaa til Islæt, l{uncle cler ili.ke være taget noget af det? Men det vilde ikke gaa an. Garn til Islæt var dels spunden løscre, dels tvunciet til anden Side).

For at Stampningen kunde blive som ønslielig, gjaldt det om, at ,,Stampemanden,, passede sit Snii. tøiet vendes og holdes passende fugtigt, men Resultatet var især af hængig åf, at Garnet var ensartet af rigtig blandet Uld, og at Spindingefl var, som den skulde være. Det skete, at en Væv kom fra Stampe og var ubrugelig til ,,kjøn l(æjer.,, fordi den var trukken sammen i ,,Rimper,. og kun kunde bruges til ,,dagligt Tøj". Dette var til at græde over. Der var maaske ikke saa længe til, at der burde være syet nyt Tøj. De ls havde man maaslie ikke mere passende Uld eller Tid til at spinde og faa vævet. Dels skulde Vadnrel helst vær,es i Vintertid, i alt Fald nødig i fugtigt Vejr, da kunde Garnet daarligere holde.

Naar Tøjet var s;tanrpet, kom det til Farver, blev farvet, kradset, overskaaret og presset. Den Luv, som fremkom ved I{radsning, blev studset, og vcd en egen Mekanisme lagt til en Side i Tøjets Længderetni-ng

-22(overskaaren). Farven var rnørk indigobtaa. Det var dyrt, at faa Vadmel lavet i Stand til pænt Tøj, men naar det var rigtig behandlet, kunde det ogsaa være pænt i snart mange Aar. Til Kvinder og Børns Klæder blev som Regel Garnet hjemmefarvet, tør det blev vævet. Dette Tøj var for det meste flerfarvet, tærnet eller stribet, dog brugtes som særlig pæn blaa Kjoler af ,,henfarvet" Garn. Dette Tøj blev sendt til Farveren for at blive presset, det kostede 2 Skiling pr.

Alen.

Til Linned anvendtes l{ørgarn. Man købte Hørren hos Købmanden lispundsvis. Den blev hegtet, trukket gennern en Slags l(am med lange, spidse Tænder (Hegle).

De længste og fine Farver var HØr, de grovere og korte, som gik fra, var Blaar.

At spinde Hør var et meget betroet Arbejde. Blaargarn var i bedste Fald noget knastet. Blaar fik Begyndere Lov til at Øve sie paa at spinde. En Skjorte af Blaargarn var, indtil den I'ar vasket nogle Gange, langt fra behagelig at bevæge sig i. Det fine Hørgarn blev anvendt til Lagner og pænere Linned og som ,,Trendegarn" til Dynevaar. lslætten var til Dynerne Uldgarn i hvidt og farvet i smukke Sammensætninger. Dynevaar var i en noget anden Vævning end almindelig Hvergarn, Vadmel eller Lærred. Islætten blev banket sammen, 4 a 5 Skrald, saa Huset rystede, mefl saa var Dynen ogsaa absolut fjertæt. Hørlærred blev bleget, før den blev tagen i Brug. Væven blev rullet ud paa græsgroet Placls i flere Dage og Nætter. Rimfrost eller stærk Nattedug fremmede Blegningen. Det var ikke ufarligt om Blegpladsen var alt lor synlig fra alfar Vej. (l Vejle er der en Plads, der kaldes Blegbanke).

Senere blev Hør dog mindre anvendt, og i Stedet kom Bonruldsgarn cler kalcltcs Tvist, sonr købtes i Pakker pnt l0 rr ll l)unrl, rlen vlr i ltliruscr, Fcd, som inden

_23_ Vævningen maatte vindes i Nøgler. Det var et passende Arbejde for gamle Folk at vinde Tvist. Farvet Tvist blev brugt som Kjæde med Islæt af Uldgarn (Hvergarn) til Klæder til Kvinder og Børn. Hvergarn kom ogsaa i Brug til Mandsklæder til Sommerbrug.

Angaaende I(læder anføres, at Mandfolk ikke til daglig brugte Frakke eller Jakke, gik dog ikke i ,,Skjorteærmertt, mefl en ,,Undertrøje" med ,,Bul" Liv af hvidt Vadmel med Æ,rmer som Frakkeærmer eller med Ærmer af tærnet uldent Tøj, syet som Skjorteærmer.

Navnlig de yngre havde dog til ,,kjØn" Undertrøje af tærnet Uldtøj, lidt senere af tærnet Bomuldstøj.

Af Hensyn til det dyre Frakkesæt og ogsaa til Bekvemhed blev, især ved Gilder med Dans, Frakken hængt hen, sax saas jo ogsaa Ærmerne i den pæne Bluse.

Mandfolkene var ikke saa optagne af Husflid, som Kvinderne rrar det. Dog, da Kvinderne sørgede for Klæder, maatte Mændene sørge for Husly. En væsentlig Del af dette var at ,,tage Tag af". Efterhaanden som Rugnegene blev tærsket, blev Halmen rystet, befriet for smaa Straa (Smaahalm), enkelte Steder havde man i Laderne en Slags Trækam, som Tagneget blev trukket igennem og til Slut stødt jævn i Rodenden. Der sattes en Ære i at kunne lave ,,fint Tag", hvori der ikhe var en eneste Vippe i Rodenden, og saadant Tag kunde Tækkemanden lide at klæde Huset med. Der brugtes ,,Simer", Halmreb til at holcle Straataget fast til Lægterne med. Disse Simer snoede Mandlolkene om Aftnerne, den, der ikke var god til dette, blev sat til at karte. Det var morsomt at se, hvordan man ved at sætte Straa sammen og rulle dem mellem begge hule Hænder.kunde sno den ene Favn efter den anden, indtil der var rigeligt til det Stykke Tag, som var beregnct til Omlægning næste Sommer. Der var gamle Mænd, som skaffede sig en

-24lilte Indtægt ved at sno Sime til dem, som ikke kendte Kunsten eller var optaget af andet.

Man vidste omtrent, hvor mange Favn Sime, der skulde til pr. Fag. l2 Skilling, 25 Øre, var vist Prisen for at sno 100 Favn. En dygtig Snoer kunde ,,stryge" ca. 100 Favn paa en lang Aften. Husmoderen havde for det meste nogen ,,Forlag" af Garn og Tøj. Manden led godt at have rigeligt med Tag, han kunde da laane sin Nabo noget, hvis denne maaske byggede, og siden faa tilbage, naar han maa-

ske vilde tække et større Stykke ,paa en Gan.g eller bygge nyt.

Det er anført, at der ikke brugtes mange Penge ; man var indstillet paa anden Vis. Naar der i velstillede Hjem med mange Slægtninge holdtes Bryllup, saa var det næsten.altid stort Bryl-

i

mindst 2 Dage. Nøjagtig I Uge forud kom ,,Bydemanden" til hvert Hjem, hvorfra nlan skulde med, Slægtninge, Nabolaug og gode Venner, Mand, Kone og Børn til begge Dage, til anden Dagen samtlige Gaardens, HusctsPersonale. Da anden Da.qs Bryllup be-

lup

gyndte

l0 Form., maatte der skaf f es 1 eller 2 Personer ,,passe paa" hed det. Det var saa nogen, som ilikc hørte med til dette Gildelag.

Jeg var fra Moesgaard med til Bryllup, hvor dcr var 30 Læs til l(irke. Af I(ørctojcrne var l<un et med Fjedervogn. De øvrige var ililie Biler.

Fra Hjem, hvor man skulde nred, blev der givct ,,Send": Smor, Æg, Ost og Hons. [3yclcmandcn mccldelte, hvilken Dag, man onsliedc Scnd. Dcn, sonl bragte dette, Pigcn, en voksen D:itter eller l(onen, fik Kaffe og I{agc og fili et rundt Sigtebrød mecl hjem, ,,Scndkrgc".

Dcr vrr dog ogs:rl snraa, kontante tldgifter ved at krlrnnrc til l3r'r'lltrp. I:rtltvcr', tlcr val tncrl ,,til l(it ke", ol'rede tiI Præst og Dc{n, Rludcfollienc forst og dissc cn I(1.

til at passe Bedriften,

_25_ 'stitling

hver end de øvrige. Efter et noget større stcrt Bryllup var Degnen god at spille Kort med, han havde i alt Fald da Smaapenge. Ved Middagsbordet gik en Tallerken rundt, hvori der lagdes Firskillinger.

Manden med Tallerkenen nævnte et eller andet alment Gode, som Pengene tænktes anvendt til. Man vidste dog nok, at det var til Spillemændene.

Efterhaanden som Gæsterne fra Morgenstunden ankom til Gildesgaarden, blev de modtaget med Musik, sædvanlig Klarinet, undertiden ogsaa Horn, og naar Bryllupskaren kørte til og fra Kirke, blæste Musikanterne, og ligeledes naar man mødte nogen eller kom saa nær forbi Hjem, saa det kunde høres der.

Naar Vejen var stenet, kneb det nok med at holde Forbindelse mellem ,,Blæseværk" og Instrument. Til Middagen var der ogsaa Musik. Musikanterne fik ikke anden Betaling, end hvad der blev givet i Tallerkenen, samt hvad de dansende tølte sig forpligtede

til. Naar Spillemanden havde en Flaske med Brændevin staaende i Vinduet og i Form af ,,Drammer" gav Kvittering for Firskillingerne, kom disse lidt rigeligere.

Skafferen sørgede for, at Flasken ikke for længe var tom. Gæsterne blev, foruden med Musik, modtaget ved Døren af en Mand og en Kvinde og budt ,,Kringle og Dram" og siden bænket ved Frokostbordet, som var dækket med Brød og Kage, (Rugsigtebrød) kold kogt, fedt Flæsk med Senop, store toppede Smørskaale, prydet med indridsede Figurer, saadanne Smørskaale blev bragt som Send. Til Paalæg var der kold l(alvesteg, Rullepølse og Ost, god hjemmelavet sød Ost, Ølkrus med godt, hjemmebrygget Øl og naturligvis Brændevinsflaske med et Par Glas ved hver Flaske.

Naar Spisebordet og derefter Kaffebordet var vederfaret Rcttærdighed, var det ved Tiden at taa fat paa Køretøjerne til Kirkefærden. Dem, der boede nærmest,

_26_ havde ladet Køretøjerne btive hjemme, andre var anbragt i Gildesgaarden eller hos Naboer.

- Fra Kirkefærden en Skik, som synes at have r,æret egen for Egnen. I Bryllupsgaarden tog nogle Koner afskaarne Stykker Kage (Sigtebrød) med i Kaabelommen, og naar Skaren kom forbi Hjem, hvor der var Børn, og disse viste sig, kastedes nogle Stykker Kage, som Børnene med Jubel samlede op og spiste. Det kaldtes ,,at gribe Høttekage", Hjemkommen fra Kirke blev der igen budt Kringle og Dram og Brudefolkene og deres Forældre ønsket til Lykke, hvis dette ikke var sket ved Kirken.

Det var et temmelig besværligt Arbejde for Skafferen at faa Folk tilbords, for det skutde jo være rigtig i Orden. Selv om en og anden maaske vilde være stødt over at være forbigaaet, saa maatte de fieste dog nødes til at tage Plads. Middagsmaden var Okse- ng Hønsckødsuppe med (,,Klumper") Melboller og (,,Kløser") Kødboller, varmt Okse- og Hønsekød med Peberrodsause og Brød, væsentlig Sigtebrød, ikke Kartofler, derefter Sødsuppe (Bygsuppe) med hele Byggryn samt Svesker og Rosiner med Søsterkage til. Suppe blev serveret i pæne, hvide Fade i saa stort et Antal, at alle ved Bordet kunde lange til og spise af Fadet, som Dessert Tærte med Snaps og Der blev sunget til og fra Bordet. Præst og Ø1.

Degn holdt Tale. Jeg mindes ikke at have hørt andre holde Tale. Efter Middagen, naar den største Stue var ryddet for Spisebordene, og Bænkene sat rundt ved Siderne, indlededes Dansen med, at Bruden blev ,,danset opt': Brudgom, Præst, Degn, Forlover, Far, Svigerfar og Brudes.vende ,,Aalbesvenn" hver med en Dans. Af Hensyn til Bruden gjordes Musikstykkerne kortc og ikkc lor voldsommc. Naar denne alvorlige l)cl r':rr' l'olbi, togcs rlcl lut .cl'tcr 1.1's1 rtg livttc, sonlnlc Tidcr flcrc, cnd Pladscn vcl tilltrd.

-27 Det var mest Runddanse, dog ogsaa Tur_Danse.

Naar en lille Tid var gaaet, var dækket Katfebord i Mellemstuen og et Hold: Brudefolkene og nære Slægtninge blev bænket der. præstekonen, (,,Madam_ men",) nød den Ære at skænke l(affe til helå Setska_ bets forskellige Hold Degnekonen hjalp til ved at komme Fløde i Kaffen med en Flødeske af en stor Flødeskaal, og hun skænkede ogsaa Snaps og hældte i de Mandfolks Kop, som efter den første Kop Kaffe ønskede en Puns, lille halv Kop Kaffe uden Sukker og Fløde. Snapseglas var større end de, der nu serveres Snaps i. Der var Mænd, som ikke ønskede puns o.g der var andre, som godt vilde have og ogsaa fik puns en ,,Slat Kaffe-ov-enpaa,,.

11.1. end een; efter Kvinderne fik mere end een l(op Kaffe, og til Slut en ,,Nødekop". Til Katfc var der Kandis, Julekager og Smaakager, ikke dette Dyr-, undskylå Mavepla_ geri, i Form af næsten utallige Bageværker, som flu overfylder et l(affebord.

Naar alle havde faaet Kaffe var der nogle særlig ældre, som ønskede at tage hjem. Der blev da snal rest dækket koldt Spisebord. med Kaffe eventuelt en .,Rejsepunch". Efterhaanden kom saa ny Hold til og mens et Hold spiste, blev cler bedre plads for tle dansende. Der sluttedes saa tidligt, at man kunde være hjemme i god Tid før Dag. Der skulde jo mø_ des næste Dag I(1. 10. Anden Dagen var den gemyt_ ligste. I Tiden mellem Frokost og Middag, dansedes der somme Tider, hvis Vejret var behageligt, blev Tiden anvendt til anden Morskab, der vai altid-nogle til at hitte' paa Løjer, og naar Skafferen kaldte iilbords, tog det nogen Tid at faa Samling, han havde ikke Klokke eller Fløjte. Rangforordningen blev dog næppe saa strengt haandhævet. Hovedsagen var, at allc kom rncd. lrftermiddag og Aften forløb omirent som første Dag, dog var Bruden forskaanet for at

I-

-28danses op. Det var Skik paa Gaardene, at der for det meste hvert Aar ved den Tid, der var indhøstet,

et Gilde for gifte Familiemedlemmer, hos Naboer og Slægtninge, ,,Gammel Fremme", ,,Opskywer". Om dette sidste Navn stammer fra Ophøst kan vel tænkes. Dette var med ,,Onden", (Middag), siden Kaffe og til Slut Aftensmad, koldt Bord. Det Aar, der holdtes Bryllup, blev ,,Opskyver" holdt som tredje Dags Bryllup.

Hvor der var voksne unge, holdtes i eller ved Juletiden, ,,Ung-Juulbaajl", en Aften med Dans. Traktement var først Kafte, siden i en Dansepause blev budt rundt i Stuen Sigtebrød smurt med Svinefedt med Salt. Til Slut koldt Bord, eventuelt varmt kogt hiemmebrygget Øl med Skeer fra Fad, og med skaaren belagt Mad. Storstuen var sine Steder ikke særlig stor. Dette rnaatte der tages Hensyn til, naar der bødes til Gilde.

Engang imellem, ikke hvert Aar, havde de unge en ,,Komsammen", der kaldtes ,,Bindgildd".

En ung Pige blev en Tamperdag stukket en Seddel i Haanden. Paa Scdlcn var skrevet et Spørgsmaal, som ikke kunde besvares, og en Meddelelse offi, at hvis hun ikke kunde besvare Spørgsmaalet, var hun bundet og kuncle kun befri sig ved at gøre holdtes

Gilde. Deltagerne betalte dog for at være med, og efter at Tiden var bestemt, og der var opnaaet

Enighed om, hvad hver Deltager skulde betale, tegnede man sig paa en Liste, dels af Hensyn til Beværterloven, men ogsaa for at Værtsfolkene havde noget at rette sig efter ved Tillavningen.

Gildet begyndte om Efterm. cg varede til næste Dags Morgen. Der blev sen,eret Middag : Oksekødsuppc og f)csscrt, og i Aftcnens Løb Spise og Drikke efter Behov. Man gik ikke sulten hjcm. | øvrigt gik Tiden mcst med Drns, IRunddans og forskcllige Tur-

-2sdanse. I den Henseende er der næppe stor For.skel fra den Tid til nu.

Holdtes Bindegildet i et Hjem, hvor Værtsfolkene godt vilde afholde Udgiften uden at faa Pengene fra Dettagerne, blev der købt Genstande, som den budne i Fremtiden kunde have Gavn og Glæde af.

Betaling for Musik var Værten i Reglen fri for at betale, ogsaa ved Bryllupper. Deltagerne følte sig forpligtet til at betale Spillemandspenge.

Naar jeg som Afslutning paa disse Optegnelser kunde ønske at anføre min Opfattelse af Mennesker og Forhold i de Kredse, ieg i min Barndom og Ungdom fik noget Kendskab til, stillet i Forhold til Mennesker og Forhold i Nutid, saa har den gamle Tid langt fra kun -+er og den ny Tid langt fra kun \er.

Nutid har Bekvemmelighed og Nydelser - aandelige som legemlige - i et for hin Tid uanet Omfang.

Men -! Er Mennesker mere lykkelige?

Ingeh er lykkelig, som ikke er taknemlig. Men i et Samfund, hvor alle stiller Krav tit alle, synes der kun lidt Plads for Taknemlighed.

Der v a r rnere sædelig Alvor, mere personlig Ansvarsføletse. Ægteskabs-Skilsmisser og uægte Barnefødsler vakte Sensation. Udviklingen har ført i Retning mod at flytte Ansvaret fra den enkelte over til det upersonlige, de mange.

For adskillige Aar tilbage vilde man, formodentlig forurogliget af det stigende Antal uægte Børnefødsler, forbedre Ungdommens sædelig Moral ved at paabyde, at Indgang til Karle- og pigeværelse ikke maa være i samme Side paa Huset. Tænk, hvor snildt

I

Har ikke den lettere Adgang til Skilsmisse bidraget til, at flere viger tilbage for Vanskeligheder, som mødes og lader Tilbøy'eligheder, Ladhed fortrænge Ansvarsfølelse, Pligtfølelse overfor givet Løfte og

-30overfor Børn, som gøres hjemløse, rodløse. Tænker maaske: Aa, hvad, gaar dette ikke, er det jo ikke vanskeligt at slutte af. Der kan jo prØves med en anden.

Jeg tror jo ikke, at Ægteskab i gammel Tid var mindre udsat for Vanskeligheder, men jeg tror, at de gamle fra den Tid følte sig bundne at Løttet og vil vidne, at de ved sammen at kæmpe sig igeqnem Vanskeligheder knyttedes nærmere sammen.

Den gamle Tid beskyldes vel nu for Overtro, men den ny maa vel til Gengæld beskpldes for Undertro.

Man troede vet nok formeget, men man troede dog paa en almægtig altstyrende Gud, af hvem man følte sig afhængig, følte at ,,alle gode Gaver kommer fra oven ned". Udtrykket: ,,1 Guds Navn,, blev brugt ved forskellige Lejligheder, vel nok ikke altid med den Tankealvor, som det burde.

Den ny Tids vældige Fremgang i teknisk Henseende har medvirket til en ,,Vi kan selv"-Teori. Ud fra denne Teori hævdes, at naar dette og hint bliver gennemført saadan og saadan, saa bliver Jorden et Paradis. Gud kan undværes, eller hvis der undes ham en lille Plads, maa han kønt træde i min, vor Tjeneste.

De gamle læste ikke meget, mange ikke engang en Avis, eller 5 å 6 Stykker var fælles om en Avis. ,,lndre Missions Tidende", Ugens Nyheder" og ,,Husvennen" vandt efterhaanden Indgang iadskillige Hjem, og ogsaa for disse Blade gjaldt det, at flere var sammen om at holde et af dem. Husvennens og Ugens Nyheders Indhold var Fortællinger af vore hjemlige Forfattere, det der siden er kaldt Skolelærer Literatur.

Men katde det hvad man vil, men det var sund Læsning, og vi er flere, der som gamle mindes Fortællinger fra den Tid, som vi glædes ved at mindes.

Det var gode ldeater, der blev holdt frem. Desuden var der Oplysninger om mdnge Ting fra forskellige

-31 Sider i Tilværelsen. Zakarias Nielsens Fortællinger er jo ikke nye, men de hører absolut til ,,det gode gamlet'.

En Bibel eller et nyt Testament, en Salnrebog og en Huspostille eller Prædikensbog var vel i Reglen hele Bogsamlingen.

Første Gang jeg kom til at tænke over, hvor lidt boglig Viden, hvor lidt religiøs Udvikling mine Forældre og med dem ligestillede var i Besiddelse af i Sammenligning med det meget, der nu er Adgang til at tilegne sig, var jeg tilbøjelig til at bedrøves paa deres.Vegne, men fandt Trøst i Ordet om, at Sandhed til Salighed aabenbares for ulærde, og at det ikke kommer an paa faa eller mange betroede Talenter, men paa, hvorledes disse forvaltes.