D FORMAT 159 X 236
J O N AT H A N LITTELL
DE VELVILLIGE
JONATHAN LITTELL
e Dvelvilli ge ROMAN • GYLDENDAL
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 3
Jonathan Littell
De velvillige P책 dansk ved Lars Bonnevie
Gyldendal
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 4
De velvillige er oversat fra fransk efter „Les Bienveillantes“ © Jonathan Littell 2006 Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Ordforklaringer: © Gallimard og Berlin Verlag Bogen er sat med Palatino hos Pamperin · Grafisk og trykt hos WS BOOKWELL LTD Printed in Finland 2008 ISBN 978-87-02-05751-5 (87-02-05751-4) Udgivelsen er støttet af Kunstrådets Litteraturudvalg www.gyldendal.dk
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 5
Til de døde
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 7
Indhold
Toccata . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Allemandes I og II
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
9 31
Courante . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Sarabande
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 397
Menuet (en rondeaux) Air
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 495
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 795
Gigue . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 841
Appendiks Ordforklaringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 899 Sideordnet liste over militĂŚre gradsbetegnelser . . . . . . . . . . . 908
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 9
Toccata
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 11
Brødre, lad mig fortælle jer hvordan det gik til. Vi er ikke Deres bror, vil I replicere, og vi vil ikke vide det. Ganske vist er det en dyster historie, men jeg kan forsikre jer om at den også er opbyggelig, en veritabel moralsk fortælling. Den risikerer at blive noget lang, trods alt skete der meget, men hvis I nu ikke skulle have alt for travlt, har I tid nok med lidt held. Og desuden angår det jer. I skal få at se at det angår jer. Tro ikke at jeg prøver at overbevise jer om noget som helst; jeres meninger angår trods alt kun jer selv. Hvis jeg efter alle disse år har besluttet mig for at skrive, er det for selv at få styr på tingene, ikke for jeres skyld. Længe kryber man omkring på denne jord som en larve mens man venter på den pragtfulde, gennemsigtige sommerfugl som man bærer i sig. Og tiden går, forpupningen finder ikke sted, man bliver ved med at være larve, en trist konstatering, hvad skal man gøre? Selvmord er selvfølgelig en mulighed. Men egentlig frister selvmord mig ikke synderligt. Det siger sig selv at jeg har overvejet det længe; og hvis jeg skulle bruge denne udvej, ville jeg bære mig ad på følgende måde: Jeg ville trykke en håndgranat mod mit hjerte og tage herfra i et pludseligt brag af glæde. En lille rund granat som jeg ville tage splitten ud af før jeg slap bøjlen, mens jeg smilede lidt ved den metalliske lyd af fjederen, den sidste jeg ville høre bortset fra mit hjertes banken i mine ører. Og så omsider lykken, eller i hvert fald fred, og væggene i mit kontor dekoreret med kødstumper. Så må rengøringskonerne rydde op, det bliver de betalt for, det er værst for dem. Men som sagt frister selvmord mig ikke. Jeg ved for resten ikke hvorfor, det er måske en gammel moralfilosofisk kerne der får mig til at sige at vi trods alt ikke er sat i verden for at more os. Men hvorfor så? Aner det ikke, sikkert for at holde ud, for at slå tiden ihjel før den slår os ihjel. Og i dette tilfælde kan jeg lige så godt bruge mine ledi11
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 12
ge stunder til at skrive som til alt muligt andet. Ikke fordi jeg har ret mange ledige stunder, jeg er en travl mand; jeg har hvad man kalder en familie, et arbejde, altså pligter, alt det tager tid, der er ikke meget tilbage til at fortælle sine erindringer. Så meget desto mere som jeg har erindringer, og endda en betragtelig mængde af dem. Jeg er en veritabel erindringsfabrik. Jeg kunne have tilbragt hele mit liv med at fabrikere erindringer selv om man på nuværende tidspunkt snarere betaler mig for at fabrikere kniplinger. Jeg kunne faktisk lige så godt have ladet være med at skrive. Det er trods alt ingen forpligtelse. Siden krigen har jeg hele tiden været en diskret mand; gud være lovet har jeg i modsætning til visse af mine gamle kolleger aldrig følt trang til at skrive mine erindringer for at retfærdiggøre mig, for jeg har intet at retfærdiggøre, eller for at tjene penge, eftersom jeg tjener ganske godt som det er. Engang var jeg på forretningsrejse i Tyskland, jeg sad og diskuterede med direktøren for et stort undertøjsfirma som jeg ville sælge kniplinger til. Gamle venner havde anbefalet mig, så uden at stille spørgsmål vidste vi hvad vi havde at holde os til over for hinanden. Efter vores samtale, der i øvrigt var forløbet på en særdeles positiv måde, rejste han sig for at hente en bog i sin reol og forærede mig den. Det var generalguvernøren i Polen, Hans Franks, posthume erindringer; den hed Med udsigt til skafottet. „Jeg fik et brev fra hans enke,“ forklarede min samtalepartner. „Hun lod manuskriptet som han skrev efter sin proces, udgive for egen regning, og hun sælger bogen for at kunne forsørge sine børn. Kan De forestille Dem at komme så langt ud? Generalguvernørens enke. Jeg bestilte tyve eksemplarer for at bruge dem som gave. Jeg anbefalede også alle mine afdelingschefer at købe en. Hun har skrevet et bevæget takkebrev til mig. Kendte De ham?“ Jeg forsikrede ham at det gjorde jeg ikke, dog ville jeg læse bogen med interesse. Men jo, jeg havde faktisk krydset hans vej et kort øjeblik, det vil jeg måske senere fortælle om hvis jeg har mod eller tålmodighed dertil. Men her ville det ikke have givet nogen mening at tale om det. Bogen var i øvrigt særdeles dårlig, rodet, klynkevorn, badet i et underligt religiøst hykleri. De noter som jeg her skriver, vil måske også blive rodede og dårlige, men jeg vil gøre mit bedste for at forblive klar; jeg kan garantere jer at de i det mindste vil være blottet for enhver anger. Jeg fortryder intet. Jeg gjorde mit arbejde, basta. Hvad mine familieanliggender angår, som jeg måske også vil fortælle om, vedkommer de kun mig selv; og hvad resten angår, hen mod slutningen gik jeg nok for vidt, men dér var jeg heller ikke helt mig selv, jeg vaklede, og 12
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 13
desuden vaklede hele verden omkring mig, jeg var ikke den eneste der tabte hovedet, det må I indrømme. Og så skriver jeg ikke for at forsørge min enke og mine børn, jeg er nemlig fuldt ud i stand til at forsørge dem. Nej, hvis jeg endelig har besluttet at skrive, er det sikkert for at få tiden til at gå og desuden, det kan godt være, for at kaste lys over et par dunkle punkter, for jer måske og for mig selv. I øvrigt mener jeg at det vil være sundt for mig. Jeg er nok lidt langt nede. Sikkert forstoppelse. Et beklageligt og smertefuldt fænomen som desuden er nyt for mig; før var det præcis det modsatte. I lang tid har jeg måttet gå på toilettet tre, fire gange om dagen; nu ville en gang om ugen være lykken. Jeg er henvist til lavementer, en ubehagelig fremgangsmåde om nogen, men effektiv. Undskyld, at jeg underholder jer med den slags ækle detaljer, men jeg har vel lov til at beklage mig lidt. Og hvis I ikke kan holde det ud, vil I gøre bedst i at standse her. Jeg er ikke Hans Frank, jeg bryder mig nemlig ikke om at skabe mig. Jeg vil være præcis, så vidt jeg formår. Trods mine særheder, og de har været talrige, hører jeg stadig til dem der mener at de eneste uundværlige ting i menneskelivet er luft, mad, drikke og afføring og søgen efter sandheden. Resten er efter behag. For nogen tid siden tog mine kone en sort kat med sig hjem, sikkert for at glæde mig. Naturligvis havde hun ikke engang spurgt om min mening. Hun anede nok at jeg ville sige blankt nej, en fuldbyrdet kendsgerning var mere sikker. Og når den først var der, var der intet at stille op, børnebørnene ville græde osv. Men denne kat var meget ubehagelig. Når jeg prøvede at klappe den for at vise min gode vilje, strøg den hen og satte sig i vindueskarmen og stirrede på mig med sine gule øjne; hvis jeg prøvede at tage den op, kradsede den. Om natten kom den til gengæld og lagde sig som en kugle på mit bryst, en kvælende masse, og i min søvn drømte jeg at man kvalte mig under en dynge sten. Det er lidt det samme med mine erindringer. Første gang jeg besluttede at nedfælde dem skriftligt, tog jeg fri. Det var sikkert en fejl. Tingene gik ellers godt; jeg havde købt og læst en betragtelig mængde bøger om emnet for at genopfriske min hukommelse, jeg havde lavet organigrammer, oprettet detaljerede kronologier og så videre. Men med denne ferie havde jeg pludselig tid, og jeg begyndte at tænke. Oven i købet var det efterår, en snavset grå regn slog bladene af træerne, jeg blev langsomt grebet af angst. Jeg opdagede at det at tænke ikke er noget godt. Det kunne jeg have sagt mig selv. Mine kolleger betragter mig som en der er rolig, alvorlig, eftertænksom. Rolig, javist, men meget ofte i løbet 13
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 14
af dagen begynder mit hoved at brøle dumpt som en krematorieovn. Jeg taler, jeg diskuterer, jeg træffer beslutninger som alle andre; men når jeg står ved baren med min cognac, forestiller jeg mig at en mand kommer ind med et jagtgevær og åbner ild; i biografen eller i teatret forestiller jeg mig at en afsikret granat triller ind under stolerækkerne; på rådhuspladsen ser jeg på en festdag en lastbil proppet med eksplosiver springe i luften, eftermiddagens fryd og gammen forvandles til et blodbad, blodet løber ned mellem brostenene, kødstumper klistrer til murene eller ryger gennem vinduerne for at lande i søndagssuppen, jeg hører skrig, jamren fra folk med afrevne lemmer, ligesom en lille nysgerrig dreng river benene af et insekt, de overlevendes sløvhed, en mærkelig stilhed der er ligesom trukket hen over trommehinderne, begyndelsen til en langvarig skræk. Rolig? Jovist forbliver jeg rolig uanset hvad, jeg lader mig ikke mærke med noget, jeg forholder mig rolig, upåvirkelig, ligesom de stumme facader i katastroferamte byer, ligesom de små gamlinge i parkerne med deres stokke og deres medaljer, ligesom de druknedes ansigter i vandskorpen, dem man aldrig finder. At bryde denne frygtelige ro ville jeg være temmelig meget ude af stand til selv om jeg ville. Jeg hører ikke til dem der råber op over alt muligt, jeg kan styre mig. Men det tynger også mig. Det værste er ikke nødvendigvis de billeder jeg lige har beskrevet; den slags fantasier har jeg haft i lang tid, sikkert siden min barndom, i hvert fald længe før jeg også selv befandt mig i destruktionsanstaltens hjerte. På den måde var krigen blot en bekræftelse, og jeg har vænnet mig til disse små scenarier, jeg opfatter dem som en relevant kommentar til tingenes forgængelighed. Nej, det der viste sig vanskeligt, var at jeg ikke beskæftigede mig med andet end at tænke. Tænk over det: Hvad tænker I selv på i løbet af en dag? Faktisk på meget lidt. Det ville være en nem sag at opstille en argumenteret klassificering af jeres løbende tanker: praktiske eller mekaniske tanker, planlægning af handlinger og af tid (eksempel: sætte kaffen over før man børster tænder, men riste brød bagefter fordi det bliver hurtigere færdigt); problemer med arbejdet, økonomiske bekymringer; bøvl på hjemmefronten; seksuelle fantasier. Jeg skal skåne jer for detaljerne. Ved middagsbordet kigger I på jeres kones aldrende ansigt; hun er så uendelig meget mindre tiltrækkende end jeres elskerinde, men i enhver henseende bedre, hvad skal man gøre, sådan er livet, altså taler I om den seneste regeringskrise. Faktisk er I skideligeglade med den seneste regeringskrise, men hvad skal I ellers tale om? Eliminér den slags tanker, og så vil I give mig ret i at der ikke er ret 14
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 15
meget tilbage. Der er selvfølgelig andre øjeblikke. Mellem to reklamer for vaskepulver dukker der uventet en tango op fra før krigen, for eksempel Violetta, og da genopstår flodens natlige skvulpen, værtshusets kulørte lamper, den svage duft af sved på en glad kvindes krop; ved indgangen til en park minder et barns smilende ansigt jer om jeres søns ansigt lige før han begyndte at gå; på gaden bryder en solstråle gennem skyerne og belyser et platantræs store blade, den hvide stamme; og I kommer pludselig i tanker om jeres barndom, om skolegården hvor I legede røvere og soldater og skreg af skræk og fryd. I har lige haft en menneskelig tanke. Men det er ret sjældent. Men hvis man indstiller arbejdet, de banale aktiviteter, hverdagens jag for at tænke en tanke til ende, forholder det sig ganske anderledes. Snart stiger tingene op til overfladen i tunge og mørke bølger. Om natten går drømmene af led, folder sig ud, myldrer frem, og når man vågner, efterlader de et tyndt, bittert og fugtigt lag inde i hovedet som er længe om at forsvinde. Misforstå mig ikke: Det handler ikke om skyldfølelse, om anger. Det eksisterer sikkert også, det vil jeg ikke benægte, men jeg mener at tingene er anderledes indviklede. Selv en mand der ikke har været i krig, som ikke har været nødt til at slå ihjel, vil komme ud for det jeg taler om. Så kommer de små svinestreger, fejheden, falskheden, usselheden som ethvert menneske er underlagt, tilbage. Så det er ikke så underligt at menneskene opfandt arbejdet, alkoholen, den intetsigende sludren. Ikke så underligt at fjernsynet har en så stor succes. Kort sagt afsluttede jeg hurtigt min uheldige ferie, det var bedst. Jeg havde tid nok til at grifle i frokostpausen eller om aftenen når sekretærerne var gået. En kort pause for at gå ud og kaste op, og jeg fortsætter. Det er en anden af mine talrige små skavanker. Af og til kommer mine måltider op igen, somme tider med det samme, somme tider senere, uden grund, uden videre. Det er et gammelt problem, det stammer fra krigen, det begyndte omkring efteråret 1941 for at være præcis, i Ukraine, i Kiev, tror jeg, eller måske var det i Zitomir. Det vil jeg sikkert også fortælle om. Men under alle omstændigheder har jeg vænnet mig til det i tidens løb: Jeg børster tænder, drikker et lille glas alkohol og fortsætter mine gøremål. Og nu til mine erindringer. Jeg har købt adskillige stilehæfter i stort format, men med små kvadreringer som jeg har liggende i en låst skuffe i mit skrivebord. Tidligere kradsede jeg noter ned på småkvadrerede kartotekskort; nu har jeg besluttet at starte forfra i ét stræk. I grunden 15
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 16
ved jeg ikke hvorfor jeg gør det. Det er i hvert fald ikke til mine efterkommeres opbyggelse. Hvis jeg lige nu døde hurtigt, for eksempel af et hjerteanfald eller en hjerneblødning, og mine sekretærer tog nøglen og åbnede denne skuffe, ville de få et chok, de stakler, og det ville min kone også, for kartotekskortene ville være mere end nok. De skulle brændes i en fart for at undgå skandale. Jeg er personligt ligeglad, jeg vil jo være død. Til syvende og sidst er det ikke jer, jeg skriver for, selv om det er jer, jeg henvender mig til. Mit kontor er et behageligt sted at skrive i, stort, spartansk, roligt. Hvide vægge næsten uden udsmykninger, et møbel med en glasplade til prøverne og bagerst en stor panoramarude, der vender ud mod rummet med maskinerne nedenunder. Trods dobbeltruderne fyldes rummet af den klaprende lyd fra Leavers-vævestolene. Når jeg vil tænke, forlader jeg mit arbejdsbord og går hen og stiller mig foran ruden, jeg kigger på vævestolene der står i rækker for mine fødder, væverskernes sikre og præcise bevægelser, det beroliger mig. Somme tider går jeg ned og slentrer rundt blandt maskinerne. Salen er mørk, de snavsede ruder er tintet blå, for kniplinger er skrøbelige, de er bange for lys, og dette blålige lys dulmer mit sind. Jeg kan godt lide at fortabe mig lidt i denne monotone og synkoperede klapren der fylder rummet, denne besættende metalliske rytme i to takter. Vævestolene imponerer mig altid. De er af støbejern, de er malet grønne, og hver vejer ti tons. Nogle er meget gamle, det er længe siden at man holdt op med at producere dem; reservedelene får jeg lavet på bestilling; selv om man efter krigen er gået fra dampkraft over til elektricitet, har man ikke rørt ved selve maskinerne. Jeg går ikke tættere på for ikke at grise mig til; alle de mange mobile dele skal smøres hele tiden, men olie ville naturligvis ødelægge kniplingen, og derfor bruger vi grafit, en knust blyantstift hvormed væveren pudrer de bevægelige organer ved hjælp af en sok, ligesom et røgelseskar. Kniplingerne kommer sorte ud, og de dækker væggene såvel som gulvet, maskinerne og menneskene der passer dem. Selv om jeg sjældent rører ved disse store maskiner, kender jeg dem godt. De første vævestole til engelsk tyl, en skinsygt bevaret hemmelighed, blev smuglet til Frankrig lige efter Napoleonskrigene takket være arbejdere der snød i tolden. Det var en mand fra Lyon, Jacquard, der modificerede dem så de kunne producere kniplinger ved at indsætte en række perforerede kort der bestemmer mønstret. Nogle ruller nedenunder forsyner kniplingeværket med tråd; i midten af vævestolen sidder fem tusind spoler, sjælen, klemt sammen 16
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 17
på en slæde; så kommer en catch-bar (vi har bevaret visse engelske udtryk) som holder og balancerer denne slæde med en høj hypnotisk smækken, frem og tilbage. Trådene der føres sidelæns ind af combs af kobber støbt på bly efter en indviklet koreografi som er kodet ind i fem, seks hundrede Jacquard-kort, væver knuderne; en svanehals trækker væverkammen op igen; omsider kommer den spindelvævstynde knipling til syne, den ser foruroligende ud under grafitlaget og ruller sig langsomt rundt om en tamburerramme øverst på Leavers-væven. Arbejdet på fabrikken er præget af en nøje overholdt kønsadskillelse. Mændene skaber motiverne, prikker kortene, sætter trenden, passer vævestolene og styrer de sidestykker der betjener dem; deres koner og døtre er endnu i dag spindersker, renser kniplingerne for grafit, syr dem sammen, udtrævler dem og folder dem. Traditionerne er stærke. Væverne her udgør noget i retning af et proletarisk aristokrati. Læretiden er lang, arbejdet vanskeligt; i forrige århundrede ankom væverne i Calais til fabrikken i kalechevogn og med høj hat, de sagde du til arbejdsgiveren. Nu er det andre tider. Krigen har ødelagt industrien trods enkelte bestillinger til Tyskland. Man måtte begynde helt forfra; i dag er der i Nordfrankrig kun tre hundrede vævemaskiner hvor der før krigen var fire tusind i gang. Men med det økonomiske opsving kunne væverne købe bil tidligere end mange fra borgerskabet. Mine arbejdere siger dog ikke du til mig. Jeg tror ikke at mine arbejdere bryder sig om mig. Det er lige meget, jeg beder dem ikke om at holde af mig. Og jeg holder heller ikke af dem. Vi arbejder sammen, færdig. Når en arbejder er samvittighedsfuld og flittig, når kniplingen fra hans maskine ikke kræver mange reparationer, giver jeg ham en bonus ved årets afslutning; den der kommer for sent eller beruset på arbejde, straffer jeg. På det grundlag kommer vi godt ud af det sammen. I vil måske spørge hvordan jeg endte i kniplingebranchen. Jeg var trods alt på ingen måde forudbestemt til handelsvejen. Jeg læste jura og politisk økonomi, jeg har en doktorgrad i jura, i Tyskland er bogstaverne dr.jur. en lovformelig del af mit navn. Men sandt nok har omstændighederne i nogen grad forhindret mig i at gøre mit eksamensbevis gældende efter 1945. Hvis I endelig vil vide det hele, var jeg lige så langt fra at være forudbestemt til jura. Som ung ønskede jeg især at studere litteratur og filosofi. Men det forhindrede man mig i. Endnu en trist episode i min familieroman, måske vil jeg komme nærmere ind på det. Jeg må dog indrømme at juraen er mere nyttig end litteratur hvad kniplingebran17
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 18
chen angår. Omtrent sådan gik det for sig: Da alt omsider var slut, lykkedes det mig at komme til Frankrig og gå for at være fransk; det var ikke særlig svært i betragtning af tidens kaos, jeg vendte tilbage sammen med de deporterede, der blev ikke stillet mange spørgsmål. Jeg talte ganske vist et ulasteligt fransk fordi jeg havde haft en fransk mor; jeg tilbragte ti år af min barndom i Frankrig; jeg gik i mellemskolen, i gymnasiet, i forberedelsesklasserne til universitetet og havde tilmed to års videregående studier på ELSP, og da jeg voksede op i Sydfrankrig, kunne jeg endda tale med en let sydfransk accent, i hvert fald bemærkede ingen noget, det var det rene anarki, jeg blev modtaget på banegården med en skål suppe, også med nogle fornærmelser, jeg havde nemlig ikke prøvet at give mig ud for at være deporteret, men for en arbejder fra STO, og det brød gaullisterne sig ikke meget om, de overfusede mig og de andre sølle skrog, så slap de os løs, vi kom ikke til at bo på luksushotellet Lutetia, men vi var fri. Jeg blev ikke i Paris, dér kendte jeg alt for mange, og det var nogle man helst ikke skulle kende, så jeg tog til provinsen, jeg levede af småjob hist og her. Og så faldt tingene til ro. De holdt hurtigt op med at skyde folk, snart gad de ikke engang sætte dem i fængsel længere. Så foretog jeg nogle efterforskninger og endte med at finde en mand som jeg kendte. Han havde klaret sig godt, han var gnidningsløst gået fra det ene styre over til det andet; som en forudseende mand havde han omhyggeligt undladt at prale med de tjenester han ydede os. Til at begynde med ville han ikke modtage mig, men da han omsider forstod hvem jeg var, indså han at han ikke havde noget valg. Jeg vil ikke påstå at det var en behagelig samtale. Der herskede en udtalt stemning af ubehag og tvang. Men han fattede at vi havde fælles interesser, jeg i at finde en stilling, han i at bevare sin. Han havde en fætter i Nordfrankrig, en tidligere kommissionær der prøvede at genstarte en lille virksomhed med tre Leavers-væve som han havde fået fat i fra en falleret enke. Denne mand ansatte mig, jeg skulle rejse, aflægge salgsbesøg for at sælge hans kniplinger. Dette arbejde gjorde mig ude af mig selv; til sidst lykkedes det mig at overbevise ham om at jeg kunne være til større nytte for ham på det organisatoriske plan. Jeg havde nemlig en betragtelig ekspertise på dette område, skønt jeg lige så lidt kunne påberåbe mig denne som min doktorgrad. Virksomheden voksede, især efter 1950’erne da jeg genoptog forbindelsen med nogle kontakter i Forbundsrepublikken og opnåede at komme ind på det tyske marked. Da kunne jeg let være vendt tilbage til Tyskland eftersom mange af mine tidligere kolleger boe18
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 19
de der i fred og ro, nogle havde afsonet en lille straf, andre var ikke engang blevet forulempet. Med mit uddannelsesforløb kunne jeg have taget mit navn igen, min doktorgrad, krævet en pension som soldat og delvis invalid, ingen ville have bemærket det. Jeg ville hurtigt have fundet arbejde. Men, tænkte jeg, hvilken interesse har jeg i det? Juraen motiverede mig i grunden ikke mere end handel, og desuden havde jeg efterhånden fået smag for kniplinger, denne henrivende og harmoniske menneskelige frembringelse. Da vi havde købt tilstrækkelig mange vævemaskiner, besluttede min chef at åbne en ny fabrik og betroede mig ledelsen af den. Det er den stilling jeg har haft lige siden mens jeg venter på pensionsalderen. I mellemtiden har jeg giftet mig, ganske vist med nogen modvilje, men her i Nordfrankrig er det ret nødvendigt, en måde at konsolidere mine landvindinger på. Jeg valgte en kvinde af god familie, forholdsvis smuk, en passende kvinde, og jeg gjorde hende straks gravid for at holde hende beskæftiget. Desværre fik hun tvillinger, det må være arveligt i familien, jeg mener min egen, jeg kunne sagtens have klaret mig med en enkelt rolling. Min chef gav mig et forskud, jeg købte et komfortabelt hus ikke for langt fra havet. Sådan havnede jeg i borgerskabet. Det var under alle omstændigheder bedst. Efter alt hvad der var sket, havde jeg især behov for ro og regelmæssighed. Mine ungdomsdrømme havde mit livsforløb knust, og min angst sygnede langsomt hen fra den ene ende af det tyske Europa til den anden. Jeg kom ud af krigen som et tomt menneske, blot med bitterhed og en langvarig skamfølelse, som sand der knaser mellem tænderne. Så et liv i overensstemmelse med alle de sociale konventioner passede mig fint; det var en komfortabel gangart, selv om jeg ofte betragter den med ironi og somme tider med had. Med den fart håber jeg at jeg en dag når den samme nådestilstand som Jérôme Nadal: ikke at have tilbøjelighed til noget undtagen ikke at have tilbøjelighed til noget. Nu bliver jeg litterær; det er en af mine fejl. Men trist nok for helligheden har jeg endnu ikke frigjort mig for mine behov. Jeg går i seng med min kone fra tid til anden, samvittighedsfuldt, uden lyst, men også uden alt for stor afsky, for at sikre husfreden. Og en sjælden gang når jeg er på forretningsrejse, gør jeg mig den ulejlighed at genoptage mine gamle vaner, men det er så at sige kun af hygiejniske grunde. Alt dette har jeg tabt interessen for. En smuk drengekrop, en skulptur af Michelangelo, det er det samme, for inspirationen savner jeg ikke længere. Det er ligesom efter en lang sygdom når maden har tabt sin smag; hvad betyder det så at spise oksekød eller kylling? Man skal spise, ikke 19
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 20
andet. Sandt at sige er der ikke meget der interesserer mig længere. Måske litteratur, og så er jeg endda ikke sikker på at det ikke blot er af vane. Det er måske derfor jeg skriver disse erindringer, for at få blodomløbet i gang, se om jeg endnu kan føle noget, om jeg endnu kan lide lidt. En underlig øvelse. Men lidelsen burde jeg kende til. Den har alle europæere fra min generation været igennem, men jeg kan uden falsk beskedenhed sige at jeg har set mere end de fleste. Desuden glemmer folk hurtigt, det konstaterer jeg hver dag. Selv de der var med, benytter sig næsten altid kun af faste udtryk og tanker når de taler om det. Man behøver blot at se den elendige prosa hos de tyske forfattere der skriver om kampene i Øst: en rådden sentimentalitet, et dødt, hæsligt sprog. For eksempel den aktuelle succesforfatter Herr Paul Carrells prosa. Tilfældigvis har jeg kendt denne Herr Carrell, det var i Ungarn på et tidspunkt hvor han stadig hed Paul Carl Schmidt, og hvor han under sin minister von Ribbentrops beskyttelse skrev hvad han virkelig tænkte, i en energisk og særdeles virkningsfuld prosa: Jødespørgsmålet er ikke et spørgsmål om humanitet, det er ikke et spørgsmål om religion; det er udelukkende et spørgsmål om politisk hygiejne. Nu er det lykkedes hædersmanden Herr Carrell-Schmidt at øve den store bedrift at udgive fire kedsommelige bind om krigen i Sovjetunionen uden en eneste gang at nævne ordet jøde. Jeg ved det, jeg har læst dem; det var trættende, men jeg er stædig. Vore franske forfattere som Mabire og Landemer er ikke bedre værd. Det samme gælder kommunisterne, blot fra det modsatte synspunkt. Hvor er de blevet af, de som sang: Når jødeblodet sprøjter fra knivens skaft? De tier, eller også er de døde. Man sludrer, man koketterer, man vader rundt i en tørvemose af flovser som berømmelse, ære, heroisme, det er trættende, ingen taler. Måske er jeg uretfærdig, men jeg tør håbe at I forstår mig. Fjernsynet bombarderer os med tal, med imponerende tal fulde af nuller på række, men hvem af jer standser somme tider op for virkelig at tænke over disse tal? Hvem af jer har nogen sinde forsøgt at tælle alle dem han kender eller har kendt i sit liv, og sammenligne dette latterlige tal med de tal han hører i fjernsynet, dette famøse seks millioner eller tyve millioner? Lad os lave lidt matematik. Matematik er nyttig, den giver perspektiver, den forfrisker sindet. Den er en undertiden særdeles instruktiv øvelse. Så vær altså lidt tålmodige, og lån mig jeres opmærksomhed. Jeg vil kun inddrage de to skuepladser hvor jeg har kunnet spille en rolle, hvor ubetydelig den end var: krigen mod Sovjetunionen og det udryddelsespro20
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 21
gram der i vores dokumenter officielt blev betegnet som „Den endelige løsning på det jødiske spørgsmål“, Endlösung der Judenfrage, for nu at citere denne smukke eufemisme. Under alle omstændigheder var tabene relativt små på Vestfronten. De tal jeg går ud fra, vil være en smule vilkårlige, men jeg har intet valg, ingen er enige. Hvad de samlede sovjetiske tab angår, holder jeg mig til det traditionelle tal som Khrusjtjov nævnte i 1956, tyve millioner, men noterer samtidig at Reitlinger, en anset engelsk forfatter, kun finder tolv, og at Erickson, en måske endnu mere anset skotsk forfatter, når frem til et minimum på seksogtyve millioner; det sovjetiske tal deler således nydeligt pæren i to på nær en million. Hvad de tyske tab angår – alene i USSR, naturligvis – kan man stole på det endnu mere officielle og germansk præcise tal på 6.172.373 mistede soldater i Øst fra den 22. juni 1941 til den 31. marts 1945, et tal der blev udregnet i en intern rapport fra OKH (hærens overkommando) som man fandt efter krigen. Den omfattede de døde (over en million), de sårede (næsten fire millioner) og de savnede (det vil sige døde plus fanger plus døde fanger, omkring 1.288.000). Lad os for at komme hurtigt videre sige to millioner, de sårede kommer ikke sagen ved, idet vi meget skønsmæssigt sætter antallet af yderligere døde fra den 1. april til den 8. maj 1945 til rundt regnet halvtreds tusind, især i Berlin, hvortil man yderligere må føje omkring en million civile døde under invasionen af det østlige Tyskland og de deraf følgende folkeflytninger, altså i alt tre millioner. Hvad jøderne angår, kan man vælge: Det hævdvundne tal er på seks millioner, selv om få ved hvor det kommer fra (i Nürnberg fortalte Höttl at Eichmann havde sagt det til ham; men Wisliceny påstod at Eichmann havde sagt fem millioner til sine kolleger; og Eichmann selv sagde mellem fem og seks millioner, men i hvert fald fem, da jøderne omsider kunne spørge ham selv). Dr. Korherr der samlede statistikker for Reichsführer-SS Heinrich Himmler, nåede frem til lidt under to millioner den 31. december 1942, men da jeg havde mulighed for at diskutere det med ham i 1943, indrømmede han at tallenes grundlag var upålideligt. Og endelig når den højt respekterede professor Hilberg, en specialist på området som næppe kan mistænkes for partiske synspunkter, i hvert fald ikke protyske, frem til tallet 5.100.000 gennem en komprimeret bevisførelse på nitten sider hvilket i det store og hele svarer til afdøde Obersturmbannführer Eichmanns opfattelse. Vi bruger altså professor Hilbergs tal og rekapitulerer:
21
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 22
Døde russere . . . . . . . . . . . . Døde tyskere . . . . . . . . . . . . I alt (krigen i Øst) . . . . . . . . Endlösung . . . . . . . . . . . . . . . Samlet . . . . . . . . . . . . . . . . .
20 millioner 3 millioner 23 millioner 5,1 millioner 26,6 millioner idet 1,5 millioner jøder også blev talt med som døde russere („Sovjetborgere dræbt af den germansk-fascistiske angriber“ som det storslåede monument i Kiev så diskret anfører).
Og nu til matematikken. Konflikten med USSR varede fra den 22. juni 1941 klokken tre om morgenen til, officielt, den 8. maj 1945 kl. 23.01, hvilket giver tre år, ti måneder, seksten dage, tyve timer og et minut; når vi runder op, bliver det altså 46,5 måneder, 202,42 uger, 1.417 dage, 34.004 timer eller 2.040.241 minutter (medregnet det ekstra minut). Med hensyn til programmet „Den Endelige Løsning“ beholder vi de samme datoer; før da var intet endnu besluttet eller systematiseret, de jødiske tab er tilfældige. Lad os nu sætte tallene sammen: For tyskerne bliver det 64.516 døde om måneden eller 14.821 døde om ugen eller 2.117 døde om dagen eller 88 døde i timen eller 1,47 døde i minuttet, det er gennemsnittet for hvert minut af hver time af hver dag af hver uge af hver måned af hvert år i tre år, ti måneder, seksten dage, tyve timer og et minut. For jøderne inklusive de jødiske sovjetborgere har vi omkring 109.677 døde om måneden eller 25.195 døde om ugen eller 3.599 døde om dagen eller 150 døde i timen eller 2,5 døde i minuttet for en tilsvarende periode. På den sovjetiske side giver det 430.108 døde om måneden, 98.804 døde om ugen, 14.114 døde om dagen, 588 døde i timen eller 9,8 døde i minuttet i samme periode. Det samlede antal inden for mit aktivitetsområde bliver således i gennemsnit 572.043 døde om måneden, 131.410 døde om ugen, 18.772 døde om dagen, 782 døde i timen og 13,04 døde i minuttet hvert minut af hver time af hver dag af hver uge af hvert år i den givne periode, altså tre år, ti måneder, seksten dage, tyve timer og et minut. Lad dem der morer sig lidt over dette ekstra minut der ganske rigtigt er noget pedantisk, tænke over at det trods alt giver 13,04 døde mere i gennemsnit, og lad dem forestille sig tretten personer i deres omgangskreds blive dræbt på et minut, hvis de er i stand til det. Man kan også lave en beregning der bestemmer tidsintervallet mellem hver død; det giver os i gennemsnit en død tysker hvert 40,8. sekund, en død jøde hvert 24. 22
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 23
sekund og en død bolsjevik (inklusive de sovjetiske jøder) hvert 6,12. sekund, eller et samlet gennemsnit på 4,6 sekunder for hele den ovennævnte periode. I er nu i stand til at gøre jer konkrete forestillinger ud fra disse tal. Tag for eksempel et ur i hånden, og tæl en død, to døde, tre døde osv. hvert 4,6. sekund (eller hvert 6,12. sekund, hvert 24. sekund eller hvert 40,8. sekund hvis I har en særlig præference) mens I forsøger at forestille jer disse en, to, tre osv. døde stående på række foran jer. I vil se at det er en god meditationsøvelse. Eller tag en anden katastrofe af nyere dato der har påvirket jer dybt, og foretag en sammenligning. Hvis I for eksempel er franske, kan I kigge på jeres lille algierske eventyr der i den grad har traumatiseret jeres medborgere. I mistede 25.000 mand på seks år, ulykker medregnet. Det svarer til lidt under en dags og tretten timers døde på Østfronten eller godt og vel syv dages døde jøder. Jeg medregner naturligvis ikke de algierske døde, for eftersom I så at sige aldrig taler om dem i jeres bøger og tv-udsendelser, betyder de vel ikke meget for jer. Alligevel har I dræbt ti for hver af jeres egne døde, en hæderlig indsats selv efter vores standard. Jeg standser her, jeg kunne fortsætte længe endnu, jeg opfordrer jer til at fortsætte på egen hånd indtil jorden forsvinder under jeres fødder. Selv har jeg ikke behov for det, for tanken om døden har længe været mig nærmere end min halspulsåre som det smukke koranvers siger. Hvis det nogen sinde skulle lykkes jer at få mig til at græde, ville mine tårer ætse sig ind i jeres ansigter som syre. Konklusionen på alt dette er, hvis I tillader mig et andet citat, det sidste, lover jeg, som Sofokles så rigtigt sagde: Hvad du bør foretrække frem for alt andet, er ikke at være født. For resten skrev Schopenhauer omtrent det samme: Det ville være bedst hvis der intet var. Eftersom der er mere smerte end glæde på Jorden, er enhver tilfredsstillelse kun forbigående og skaber nyt begær og ny angst, og det fortærede dyrs dødskamp er større end det fortærende dyrs nydelse. Ja, jeg ved det godt, det bliver to citater, men det er den samme idé. Sandt at sige lever vi i den værste af alle mulige verdener. Javist, krigen er forbi. Og så har vi lært lektien, det sker ikke igen. Men er I sikre på at vi har lært lektien? Er I sikre på at det ikke vil ske igen? Er I overhovedet sikre på at krigen er slut? På en måde er krigen aldrig slut, eller også slutter den først når det sidste barn der er født på kampens sidste dag, bliver begravet uskadt, og selv da vil den fortsætte, i hans børn og derpå i deres indtil arven udvandes lidt, minderne svinder bort og smerten mildnes, selv om alle på det tidspunkt for længst har glemt og alt dette for længst er blevet affærdiget som gamle historier der ikke engang 23
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 24
kan bruges til at skræmme børn med og endnu mindre børnene af de døde og af dem der gerne ville have været det, altså døde. Jeg gætter jeres tanke: Her har vi et rigtig slet menneske, tænker I, et ondt menneske, kort sagt et ud fra enhver synsvinkel dumt svin der burde rådne op i fængsel i stedet for at belemre os med en halvt angrende gammel fascists forvirrede filosofi. Hvad fascismen angår, bør vi ikke rode alting sammen, og hvad angår mit strafferetslige ansvar, bør I ikke dømme mig på forhånd, jeg har endnu ikke fortalt min historie. Hvad angår spørgsmålet om mit moralske ansvar, bør I tillade mig nogle få betragtninger. Politiske filosoffer har ofte bemærket at borgeren, i hvert fald den mandlige, i krigstid mister en af sine mest elementære rettigheder, retten til at leve, og det siden Den Franske Revolution og opfindelsen af værnepligten, et princip der nu er almindeligt anerkendt eller næsten. Men de har sjældent bemærket at denne borger samtidig mister en anden rettighed der er lige så elementær og måske endnu mere afgørende hvad angår den forestilling han har om sig selv som civiliseret menneske: retten til ikke at dræbe. Ingen spørger om jeres mening. Manden der står oven over massegraven, har som regel lige så lidt bedt om at være der som ham der ligger død eller døende i den samme grav. I kan indvende at det at dræbe en anden soldat i kamp ikke er det samme som at dræbe en ubevæbnet civilist; krigens love tillader det ene, men ikke det andet; det samme gør den almindelige moral. Abstrakt set er det absolut et godt argument, men det tager ikke højde for den pågældende konflikts betingelser. Den helt igennem arbitrære skelnen som efter krigen blev etableret mellem på den ene side „militære operationer“ der var ækvivalente med operationerne under en hvilken som helst anden konflikt, og på den anden de „grusomheder“ der blev begået af et mindretal af sadister og galninge, er, som jeg håber at kunne vise, et beroligende blændværk fra sejrherrernes side – de vestlige sejrherrer, må jeg hellere præcisere, for trods deres retorik har sovjetrusserne altid forstået hvad det handlede om: Efter maj 1945, da det indledende spil for galleriet var overstået, var Stalin ravende ligeglad med en illusorisk „retfærdighed“, han ville have noget fast, konkret, slaver og materiel til at genrejse og genopbygge, hverken anger eller jamren, for han vidste lige så vel som vi at de døde ikke hører gråden, og at anger aldrig har skaffet brød på bordet. Jeg påberåber mig ikke Befehlsnotstand, tvang i kraft af ordrer, der værdsættes så højt af vore gode tyske advokater. Det jeg har gjort, har jeg gjort fuldt vidende, jeg mente at det handlede om min pligt, og at det var 24
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 25
nødvendigt at den blev udført, hvor ubehageligt og forfærdeligt det end måtte være. Sådan er den totale krig også: Civilisten eksisterer ikke længere, og mellem det gassede jødiske barn og det tyske barn der dør på grund af brandbomber, er der kun midlerne til forskel; de to dødsfald er begge lige forgæves, ingen af dem har afkortet krigen med så meget som et sekund; men i begge tilfælde troede manden eller mændene som slog dem ihjel at det var retfærdigt og nødvendigt; hvem skal man skyde skylden på hvis de tog fejl? Hvad jeg siger, er stadig sandt hvis man foretager en kunstig skelnen mellem krigen og hvad den jødiske advokat Lempkin kalder folkemord, for så vidt som der i det mindste i vort århundrede endnu aldrig har været folkemord uden krig, at folkemord ikke eksisterer uden for krigen, og at det ligesom krigen drejer sig om et kollektivt fænomen: Det moderne folkemord er en proces der påføres masserne af masserne for massernes skyld. I det tilfælde vi her beskæftiger os med, er det også en proces der leddeles af de industrielle metoders krav. Ligesom arbejderen ifølge Marx er fremmedgjort i forhold til sit arbejdsprodukt, er udøveren fremmedgjort i forhold til produktet af sin handling under folkemord eller i den totale krig i sin moderne form. Det gælder endda i det tilfælde hvor en mand retter et gevær mod et andet menneskes hoved og trykker på aftrækkeren. For ofret er blevet ført derhen af andre mænd, hans død er blevet besluttet af andre igen, og skytten ved at han blot er det sidste led i en meget lang kæde, og at han ikke bør stille sig selv flere spørgsmål end et medlem af en henrettelsespeloton, som i det civile liv skyder en mand der er blevet dømt af lovene som det sig hør og bør. Skytten ved at det er et tilfælde som gør at han skyder, at hans kammerat holder rebet, og at en tredje kører lastbilen. Allerhøjst kunne han prøve at bytte plads med vogteren eller chaufføren. Et andet eksempel, hentet fra den righoldige historiske litteratur snarere end fra min personlige erfaring: udryddelsesprogrammet for svært handicappede eller mentalt syge tyskere, det såkaldte „eutanasi“-program eller „T-4“, der blev sat i værk to år før programmet for „Den Endelige Løsning“. Her blev de mentalt syge, der var udvalgt inden for rammerne af et juridisk system, modtaget i en bygning af professionelle sygeplejersker der registrerede dem og klædte dem af; lægerne undersøgte dem og førte dem ind i et lukket rum; en arbejder tog sig af gassen; andre gjorde rent; en politimand udstedte en dødsattest. Da disse personer blev forhørt efter krigen, svarede de alle: „Skulle jeg være skyldig?“ Sygeplejersken har ikke dræbt nogen, hun klædte kun de syge 25
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 26
af og beroligede dem hvilket hører med til hendes profession. Lægen har heller ikke slået nogen ihjel, han har blot bekræftet en diagnose ud fra kriterier som andre instanser har opstillet. Arbejderen der åbner for gashanen, altså ham der er tættest på mordet i tid og rum, udfører en teknisk funktion under sine overordnedes og lægernes kontrol. Arbejderne der tømmer rummet, udfører et nødvendigt hygiejnisk arbejde som oven i købet er meget frastødende. Politimanden følger sin procedure som er at konstatere et dødsfald og notere at det fandt sted uden at krænke de gældende love. Hvem er så skyldig? Alle eller ingen? Hvorfor skulle arbejderen der står for gassen, være mere skyldig end den arbejder der er beskæftiget ved dampkedlen, i haven, med bilerne? Det samme gælder alle facetterne i dette kæmpeforetagende. Er sporskifteren ved jernbanerne for eksempel skyld i jødernes død, når han skifter spor og sender dem mod en lejr? Denne arbejder er funktionær, han har udført det samme arbejde i tyve år, han stiller spor for togene efter en plan, han behøver ikke at vide hvad den går ud på. Det er ikke hans fejl hvis disse jøder transporteres fra punkt A via hans sporskifte til punkt B hvor man slår dem ihjel. Og dog spiller denne sporskifter en afgørende rolle i udryddelsesarbejdet: Uden ham ville jødetoget ikke ankomme til punkt B. Det samme gælder den funktionær der skal beslaglægge lejligheder til ofre for bombardementerne, trykkeren der laver deportationsordrer, leverandøren der sælger beton og pigtråd til SS, underofficerer fra intendanturen der leverer benzin til en Teilkommando fra SP, og Gud foroven som tillader alt dette. Naturligvis kan man etablere relativt præcise udmålinger af strafansvar der gør det muligt at dømme nogle og lade alle de andre tilbage med deres samvittighed, hvis de ellers har en; det er så meget desto lettere som man skriver lovene efter begivenhederne, ligesom i Nürnberg. Men selv dér var det lidt tilfældigt. Hvorfor hængte man Streicher, den impotente bonderøv, men ikke den uhyggelige von dem Bach-Zelewski? Hvorfor hængte man min overordnede, Rudolf Brandt, og ikke hans egen, Wolff? Hvorfor hængte man ministeren Frick og ikke hans underordnede Stuckart der gjorde alt arbejdet for ham? En heldig mand, denne Stuckart, der kun svinede sine hænder til med blæk, aldrig med blod. Lad os endnu en gang få tingene på det rene: Jeg prøver ikke at sige at jeg ikke er skyldig i denne eller hin handling. Jeg er skyldig, I ikke, fint. Men I burde dog kunne sige jer selv at I også kunne have gjort hvad jeg har gjort. Måske med mindre ildhu, men måske også med mindre fortvivlelse, under alle omstændigheder på en 26
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 27
eller anden måde. Jeg mener at jeg har lov til at konkludere – som en fastslået kendsgerning i den moderne historie – at alle eller næsten alle under de givne omstændigheder gør hvad de får besked på; ja, undskyld, der er få muligheder for at I skulle være undtagelsen, så lidt som jeg selv var det. Hvis I er født i et land eller i en tid hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske er I heldigere end jeg, men I er ikke bedre. For hvis I er arrogante nok til at tro at I er det, begynder faren dér. Man vil gerne stille staten, totalitær eller ej, op mod det almindelige menneske, en væggelus eller et siv. Men man glemmer at staten består af mennesker der alle er mere eller mindre almindelige, hver med sit liv, sin historie, den række tilfældigheder som gjorde at man en dag befandt sig på den rigtige side af geværet eller papirarket mens andre befandt sig på den forkerte. Denne løbebane er sjældent genstand for et valg eller en disposition. I langt de fleste tilfælde blev ofrene lige så lidt tortureret eller dræbt fordi de var gode, som deres bødler pinte dem fordi de var onde. Det ville være naivt at tro, og man behøver blot at frekventere et hvilket som helst bureaukrati, selv Røde Kors’, for at blive overbevist. I øvrigt gav Stalin et sigende bevis på mine synspunkter ved at forvandle hver generation af bødler til ofre for den næste generation, uden at han af den grund kom til at mangle bødler. Men statsmaskineriet er skabt af det samme løse sand som det knuser, sandkorn for sandkorn. Det eksisterer fordi alle, ja, selv dets ofre indtil det sidste minut, er enige om at det skal eksistere. Uden folk som Höss, Eichmann, Goglidze, Vysjinskij, men også uden sporskifterne, betonfabrikanterne og ministeriernes bogholdere er en Stalin eller en Hitler ikke andet end oppustede balloner af had og magtesløs rædsel. I dag er det en banalitet at sige at de allerfleste administratorer af udryddelsesprocessen ikke var sadister eller unormale. Naturligvis var der sadister eller galninge ligesom i alle krige, og de har begået talløse grusomheder, det er sandt. Det er også sandt at SS kunne have intensiveret sine anstrengelser for at styre disse folk, selv om de gjorde mere end man almindeligvis tror; og det er ikke noget der siger sig selv: Spørg de franske generaler, de var rigtig kede af det i Algeriet med deres alkoholikere, deres voldtægtsforbrydere, deres officersmordere. Men det er ikke problemet. Galninge findes overalt til alle tider. Vores stille forstæder vrimler med pædofiler og psykopater, vores natteherberger med megalomane fanatikere; nogle bliver et virkeligt pro27
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 28
blem, de dræber to, tre, ti, ja halvtreds personer – og den samme stat der brugte dem i krigen uden at løfte et øjenbryn, kvaser dem som blodfyldte moskitoer. Disse syge mennesker er intet. Men de almindelige mennesker som staten består af – især i ustabile tider – udgør den sande fare. Den sande fare for mennesket er mig, er jer. Og hvis I ikke tror mig, behøver I ikke at læse videre. I vil intet forstå, og I vil blive vrede uden at hverken I selv eller jeg får noget ud af det. Som de fleste andre har jeg aldrig bedt om at blive morder. Som sagt ville jeg have studeret litteratur hvis jeg havde kunnet. Skrive, hvis jeg havde haft talent, eller måske undervise, i hvert fald leve blandt smukke og rolige ting, den menneskelige viljes bedste frembringelser. Hvem, bortset fra en galning, vælger mord af egen vilje? Og så ville jeg gerne have kunnet spille klaver. En dag under en koncert bøjede en ældre dame sig over mod mig: „Jeg formoder at De er pianist?“ – „Desværre nej, frue,“ måtte jeg med beklagelse svare. Endnu i dag hvor jeg ikke spiller klaver og aldrig vil komme til det, giver det mig kvælningsfornemmelser, somme tider mere end rædslerne, min fortids sorte flod der bringer mig gennem årene. Jeg kan bogstavelig talt ikke komme over det. Da jeg endnu var lille, købte min mor et klaver til mig. Jeg tror det var til min ni års fødselsdag. Eller min ottende. I hvert fald før vi rejste til Frankrig for at bo sammen med denne Moreau. Jeg havde tigget og bedt hende i månedsvis. Jeg drømte om at blive pianist, en stor koncertpianist: Under mine fingre løftede der sig katedraler lette som bobler. Men vi havde ingen penge. Det var et stykke tid siden min far havde forladt os, hans konti (fik jeg langt senere at vide) var spærret, min mor måtte klare sig selv. Men her havde hun fundet nogle penge, jeg ved ikke hvordan, hun havde vel sparet op, eller også havde hun lånt dem; måske havde hun endda prostitueret sig, jeg ved det ikke, det har ingen betydning. Hun havde sikkert haft ambitioner på mine vegne, hun ville dyrke mine talenter. Så på denne min fødselsdag fik vi leveret dette klaver, et smukt opretstående klaver. Selv om det var brugt, havde det sikkert været dyrt. I begyndelsen var jeg bjergtaget. Jeg tog klaverundervisning, men min mangel på fremskridt kedede mig snart, og jeg droppede det hurtigt. At øve skalaer var slet ikke hvad jeg havde forestillet mig, jeg var som alle andre børn. Min mor turde aldrig bebrejde mig min skødesløshed og dovenskab, men jeg forstår godt at tanken om alle de spildte penge sikkert har naget hende. Klaveret blev stående og samlede støv; min søster interesserede sig ikke mere for det end jeg; jeg tænkte ikke mere over det 28
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 29
og lagde dårligt nok mærke til at min mor omsider solgte det igen, sikkert med tab. Jeg har aldrig holdt rigtigt af min mor, jeg har endda hadet hende, men denne begivenhed gør mig bedrøvet på hendes vegne. Det var også lidt hendes egen skyld. Hvis hun havde insisteret, hvis hun havde forstået at være streng når det var nødvendigt, kunne jeg have lært at spille klaver, og det ville have været en stor glæde for mig, et sikkert tilflugtssted. Blot at spille for mig selv derhjemme ville have gjort mig henrykt. Naturligvis hører jeg ofte musik, og jeg føler en stærk glæde ved det, men det er ikke det samme, det er en erstatning. Ligesom mine kærlighedsforhold til mænd: I virkeligheden, det generer jeg mig ikke for at sige, ville jeg uden tvivl have foretrukket at være kvinde. Ikke nødvendigvis en kvinde der levede og var aktiv i denne verden, en ægtefælle, en mor; nej, en nøgen kvinde liggende på ryggen med spredte ben, knust under vægten af en mand hun klamrer sig til og gennembores af, druknet i ham mens hun bliver det grænseløse hav han selv drukner sig i, vellyst uden ende og ligeledes uden begyndelse. Men sådan skulle det ikke være. I stedet blev jeg jurist, funktionær i sikkerhedstjenesten, SS-officer og endelig direktør for en kniplingefabrik. Trist, men sådan er det. Det jeg lige har skrevet, er sandt, men det er også sandt at jeg har elsket en kvinde. En eneste, men over alt i verden. Men netop hun var forbuden frugt. Det er meget tænkeligt at jeg stadig søgte hende ved at drømme om at være kvinde, drømme mig til en kvindekrop, jeg ville nærme mig hende, jeg ville være som hende, jeg ville være hende. Det er helt igennem plausibelt selv om det ikke ændrer noget. Jeg har aldrig elsket en eneste af de fyre jeg gik i seng med, jeg brugte dem, deres kroppe, ikke andet. Men hendes kærlighed ville have været nok i mit liv. Gør ikke nar: Den kærlighed er sikkert det eneste gode jeg har gjort. I tænker sikkert at alt dette kan virke lidt mærkeligt hos en officer fra Schutzstaffel. Men hvorfor skulle en SS-Obersturmbannführer ikke kunne have haft et indre liv, begær, lidenskaber som enhver anden mand? De af os som I stadig betragter som forbrydere, har der været hundredtusinder af. Blandt dem som blandt alle andre var der rigtignok banale mænd, men også usædvanlige mænd, kunstnere, kulturmennesker, neurotikere, homoseksuelle, mænd som elskede deres mor og hvad ved jeg, og hvorfor ikke? Ingen var mere typisk end enhver anden mand i enhver anden profession. Der er forretningsmænd der elsker god vin og cigarer, forretningsmænd der er besat af penge, og også forretningsmænd der stikker en dildo op i anus for at gå på kontoret, og som skjuler obskøne 29
De-velvillige.qxd
11/07/08
14:03
Side 30
tatoveringer under deres jakkesæt med vest. Det forekommer os indlysende, hvorfor skulle det ikke være det samme med SS eller med Wehrmacht? Vores læger fandt kvindeundertøj oftere end man skulle tro når de skar de såredes uniformer op. At påstå at jeg ikke var typisk, er intetsigende. Jeg levede, jeg havde en fortid, en tung og byrdefuld fortid, men den slags sker, og jeg administrerede den på min egen måde. Så kom krigen, jeg gjorde tjeneste, og jeg befandt mig i centrum af forfærdelige ting, af grusomheder. Jeg havde ikke forandret mig, jeg var stadig den samme mand, mine problemer var ikke løst selv om krigen gav mig nye problemer, selv om disse rædsler ændrede mig. Der er mænd for hvem krigen eller tilmed mord er en løsning, men dem hører jeg ikke til, for mig som for de fleste mennesker er krig og mord et spørgsmål, et spørgsmål uden svar, for når man råber ud i natten, er der ingen som svarer. Og det ene fører det andet med sig: Jeg begyndte inden for tjenestens rammer, og under begivenhedernes pres gik jeg til sidst ud over denne ramme; men alt dette hører sammen, hører tæt og intimt sammen. Det er umuligt at sige at hvis der ikke havde været krig, ville jeg alligevel være gået til disse yderligheder. Det ville måske være sket, men måske ikke, måske ville jeg have fundet en anden løsning. Det kan man ikke vide. Eckhart skrev: En engel i Helvede flyver i sin egen lille paradissky. Jeg har altid haft den opfattelse at også det modsatte måtte være sandt, at en dæmon i Paradis ville flyve i sin egen lille helvedessky. Men jeg mener ikke at jeg er en dæmon. Der var altid grunde, gode eller dårlige, jeg ved det ikke, til det jeg gjorde, i hvert fald menneskelige grunde. De der dræber, er mennesker, ligesom de der bliver dræbt, det er det forfærdelige ved det. I kan aldrig sige: Jeg vil ikke dræbe, det er umuligt, I kan allerhøjst sige: Jeg håber at jeg ikke dræber. Det håbede også jeg, også jeg ville leve et godt og nyttigt liv, være menneske blandt andre mennesker, ligestillet med de andre, også jeg ville give mit bidrag til det fælles værk. Men mit håb blev skuffet, og man udnyttede min oprigtighed til at udføre et værk som viste sig ondt og skadeligt, og jeg passerede de dunkle bredder, og al denne ondskab trængte ind i mit eget liv, og intet af alt dette vil nogen sinde kunne gøres godt igen, aldrig. Heller ikke ordene er til nogen nytte, de forsvinder som sand i vandet, og dette sand fylder min mund. Jeg lever, jeg gør hvad der er muligt, sådan er det med alle, jeg er et menneske som alle andre, jeg er et menneske som I. Jamen, når jeg nu siger at jeg er som I!
30