Forord Jeg vil tro, at langt de fleste danskere, som var gamle nok til at opleve EM-finalen 26. juni 1992, tydeligt husker, hvor de befandt sig den aften. Mange havde taget turen til Göteborg, men de fleste sad klistret til skærmen i stuerne rundt om i landet. De mange trofaste støtter blev ikke skuffet, det blev en mærkedag for dansk idræt og en uforglemmelig dag for dansk fodbold. Dagen, hvor et undertippet dansk fodboldlandshold med viljestyrke, vovemod og vinderens held blev europamestre. Danmark kom med i sidste øjeblik, på et afbud og uden den store forberedelse, men med en lyst og tro på, at man ville kunne gøre en god figur. Modstanderne var England med de store stjerner, Sverige, som havde hjemmebane, og Frankrig, der på det tidspunkt havde nogle af Europas bedste spillere. Vi havde med andre ord alt at vinde og intet at tabe. Jeg havde selv den store fornøjelse at overvære finalen fra lægterne på Nya Ullevi stadion i Göteborg. Vi havde besejret Holland i semifinalen i en nervepirrende kamp, der måtte afgøres på straffespark. Stemningen op til finalen var høj og stadig stigende. Mod alle odds stod Danmark klar til at dyste mod de tyske verdensmestre – det var næsten for godt til at være sandt. På stadion opstod en forunderlig og nærmest umærkelig tro på, at vi kunne køre den hjem. Tyskerne var os overlegne på papiret, men med den selvtillid, vores hold havde opbygget gennem turneringen, og med et overvældende dansksindet publikum i ryggen kom tyskerne aldrig i nærheden af en sejr. Den stærke danske kollektive indsats, krydret med en række store individuelle præstationer, fejede al modstand til side, og det danske 7
Europamestrene-ny.indd 7
10/05/12 15.17
E U R O PA M E S T R E N E
herrelandshold i fodbold kunne hæve pokalen og kalde sig europamestre for første gang nogensinde. Euforien fik frit løb. Den spontane glæde, der samlede hele nationen, kulminerede, da spillerne og hele teamet bag landsholdet vendte hjem til en fortjent hyldest på Rådhuspladsen i København. Hele forløbet af turneringen blev en oplevelse, der den dag i dag, 20 år efter, står prentet i min hukommelse, som det sikkert er tilfældet for mange andre danskere. Et herligt minde om et hold, der i de sommerlige junidage i 1992 begejstrede, fortryllede og samlede den danske befolkning om et fælles anliggende – stoltheden over at besejre de største i verdens populæreste idræt. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik
Europamestrene-ny.indd 8
10/05/12 15.17
Optakt “Et lille Land – og dog, saa vidt om Jorden end høres Danskens Sang og Mejselslag”. H.C. Andersen vidste, hvad det drejede sig om, da han skrev de linjer tilbage i 1850. Sammenfatningen af det, der kom fra digterens pen dengang, var inden for rækkevidde i de dage, da danskerne oplevede den største fællesfølelse siden majdagene i 1945. Vi kunne høre os selv – og naboen. De andre kunne høre os. Et lille land – og dog, Europas bedste! EM-triumfen i Sverige blev noget af det største i dansk idræts historie – måske det største. Og det var ikke det, at det skete. Det var omstændighederne, der gjorde, at et helt folk blev lagt ned, selvom vi stod på alt, der ragede op. Og som om det ikke var nok, strakte vi armene yderligere mod himlen. Et lurmærket dansk demokrati, kontinentets blindtarm, havde en sommer, der aldrig bliver glemt. Som om der var en sammenhæng denne juni 1992. Den varmeste juni siden 1874. En hedetur, der begyndte den 13. maj og fortsatte uden den mindste regndråbe i 59 døgn frem til den 10. juli. Mens der var sæson for hvide huer, og skoleeleverne svedte apatisk. Havet omkring Danmark var nærmest latinsk i temperaturen, myndighederne forbød sankthansbål og ‘Midsommervisen’ blev nynnet. Man orkede ikke at synge! En tabloidavis skrev hen over forsiden “Solstik”, mens den viste en bar kvinderøv, hvor en butterfly var placeret lige dér, hvor trussestrengen forlader residensen og leger gemmeleg. Avisens lægebrevkasseredaktør kom med det kloge råd: “Vend solen ryggen i tide …” Landmændene klagede og talte om katastrofehøst. Andre brok9
Europamestrene-ny.indd 9
10/05/12 15.17
E U R O PA M E S T R E N E
kede sig over ventetiden, fordi det var nødvendigt at importere byg til sommerens ølproduktion. Men humør og humle kom i vater. Den 2. juni – ni dage før den første EM-kamp – sagde danskerne nej til EF-unionen. Et snævert nej, men et stort chok. Først og fremmest for politikerne, der tog et klart ja for givet. “Tror du, danskerne siger ja?” blev udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen spurgt, da traktaten blev lagt frem i Maastricht året før. “De siger ja tak”, replicerede han. Afstanden mellem politikerne og befolkningen blev betragtet som en afgrund, selvom resultatet af folkeafstemningen krævede målfoto. 50,7 procent stemte nej, 49,3 procent stemte ja. Choktilstanden var markant for politikerne, for 152 af Folketingets 179 medlemmer var for Maastricht-traktaten – folkeafstemningen var “bare” en formalitet … Det var med samme anskuelse, de fleste så det danske fodboldlandsholds deltagelse ved EM-slutrunden i Sverige. En tur over Sundet, tre indledende kampe – og tilbage til, hvor de kom fra. En formalitet. Kun ganske, ganske få mobiliserede en ægte tro på noget godt. Endnu færre på noget stort. Det var, som om folket med et nej den 2. juni sagde fra over for det, der syntes givet. Det var altså ikke kun SF’s Holger og konen, der sagde nej til unionen. Og på samme måde havde de fodboldspillende feriegæster det, jo længere EM-slutrunden førte sig frem. Det var givet for de fleste, at det her var i ubalance. Ikke med – og så alligevel. Sand mellem tæerne. Faktor 20 stod i døren og tog imod solens stråler. Grillen lagde ryg til pølser og spareribs. Et lille knæk på sugerøret og den indbydende drink knejsede på bassinkanten. Nu skulle spillerne have ferie efter en lang sæson. Koner og kærester havde gjort det forberedende, kufferten var pakket. Så kom chokmeldingen. Borgerkrigsramte Jugoslavien var ude, Danmark var inde. Rejse forsikringen trådte i karakter – afbud til ferielandet. I stedet blev mødet med SNG, som var den besnærende forkortelse, der samlede et splittet Sovjetunionen, eneste reelle forberedelse – en uge før slutrunden. På Brøndby Stadion, uden folkets interesse. Sølle 5.600 dukkede op og så en 1-1-kamp. 10
Europamestrene-ny.indd 10
10/05/12 15.17
O p ta k t
Da den blev bragt i stand, var den egentlig ligegyldig for det danske landshold. Den var en afsked med fodboldforåret 1992 og et ønske om god tur til de sammenbragte russere. Og så var den ikke længere. Men det blev den. Landstræneren havde en særlig optimisme fastfrosset i den danske sommervarme. Og nogle af spillerne eskorterede en flig af tro, men den generelle attitude den 3. juni var behersket. “Vi er kommet til EM i halvtolvte time, med dårlige forberedelser og en hastig nødplanlægning”, sagde Brian Laudrup, der havde planlagt sommerferie med sin bror Michael med afgang mod New York den 22. juni – altså fire dage før en eventuel EM-finale. “Michael har ringet og spurgt, hvad vi gør, hvis Danmark kommer i finalen”, sagde Brian med et glimt i øjet og helt uden tro på det. “Alt andet end tre nederlag til England, Sverige og Frankrig bør regnes som overraskelser”, sagde han, mens brormand fulgte det hele på afstand fra Barcelona efter sit nej til landsholdet. Det forstod udenlandske journalister ikke en pind af og blev ved indtil EM’s start med at spørge til Michael Laudrups placering på det danske EM-hold. “Han er altså placeret udenfor” måtte Brian gentagne gange fastslå. Manden bag triumfen – blandt mændene bag – var Richard Møller Nielsen, med et langt liv i fodbold og engang reservedelsekspedient, depotindehaver og øludbringer. Bosiddende i en menneskealder i Over Holluf sydøst for Odense. Et sted, hvor smeden, købmanden og skrædderen engang var landsbyidyllens indre rundt om det grønne gadekær. Et sted, hvor bruset fra alverdens fodboldbaner kun hørtes via tv-skærmen. Et sted, hvor forfatteren Morten Korch blev født langt tidligere. Ansættelsen af Richard Møller Nielsen som landstræner blev et af de mest bizarre kapitler i dansk fodbolds historie. Tyske Sepp Piontek, der med sin disciplinerede ledelsesstil og sit berømte 1980’er-hold havde løftet fodbolden i Danmark, så det blev helt internationalt, sagde pludselig op under lodtrækningen til den EM-kvalifikation, der senere – uden kvalifikation – banede vej til EM-triumfen. Piontek havde siden sin ankomst i 1979 jævnligt, som så mange andre, skældt ud på det danske skattesystem. Men han betalte dog til tiden. Ekstra Bladet satte landstræneren i bås med skattespekulanter, der flyttede penge til 11
Europamestrene-ny.indd 11
10/05/12 15.17
E U R O PA M E S T R E N E
Liechtenstein, og så benyttede Piontek anledningen til at sige op. På hånden havde han et job i Tyrkiet til den fede hyre og den magre skat. Afløseren lignede umiddelbart assistenten gennem 11 år, Richard Møller Nielsen. Umiddelbart – for billedet blev mere og mere klangløst, forvirringen blev mere og mere komplet, magtkampene i boldspilunionen blev mere og mere indlysende, og det absurde blev nærmest en tatovering. Lad os lige lege med nutidens sociale netværksform og “live”-twitte med 20 års forsinkelse: 16.03.90: “Ricardo favorit som landstræner” – bestyrelsens 16 medlemmer stemmer i dag. Der menes at være flertal … 17.03.90: “Ricardo vraget på målstregen”. DBU’s formand: “Vi blev enige om, at det skulle være en udlænding”. Ricardo selv sagde i en særlig fynsk toneart: “De ville ha’ en u’lænder”. 17.03.90 (senere): “Vi mener ikke, Richard har international erfaring nok til A-landsholdet …” siger DBU’s formand. Der er forhandlet med en udlænding i en uge. Alt synes på plads. 17.03.90 (senere): Hans Bjerg-Pedersen, DBU’s næstformand, aflirede sit refræn: “Min bedstemor kunne have opnået de samme resultater som Richard Møller …” Der var således ikke stemning for Richard Møller Nielsen i DBU og formentlig heller ikke blandt nogen af spillerne. Selvom de havde haft ‘Ricardo’ med succes i olympisk sammenhæng op gennem 1980’erne. DBU’s fyldige næstformand Hans Bjerg-Pedersen mente i dagbladet B.T.: “Richard Møller Nielsen er en meter for kort til landstrænerjobbet”, og Peter Schmeichel sagde lige så klart i bogen ‘Den bageste’: “Han er ikke den rigtige mand”. DBU havde rettet søgelyset mod “en udenlandsk kapacitet”, men vadede direkte ud i det bed, hvor spinaten var bredt ud. Horst Woh lers, hed den unge velfriserede tysker fra Brunsbüttelkoog med en fortid som spiller sammen med Allan Simonsen i Borussia Mön 12
Europamestrene-ny.indd 12
10/05/12 15.17
O p ta k t
chengladbach og nu træner i Bayer Uerdingen, hvor Brian Laudrup var spiller. “Det er ham, Wohlers, vi vil ha’”, sagde de i boldspilunionen, mens Richard Møller Nielsen blev bortraderet. Wohlers kom til det store forkromede pressemøde den 18. marts 1990 som Danmarks nye landstræner – dog uden kontrakt. Twitter igen: 18.03.90: Horst Wohlers: “Det er mit ønskejob, og jeg vil have Richard Møller som assistent”. 19.03.90: På 26 timer blev Horst Wohlers forhenværende dansk landstræner, selvom han aldrig var tiltrådt … (Det modsatte Bayer Uerdingen sig, og så hang snotten og de røde ører på boldspilunionens folk). 20.03.90: Richard Møller er fortsat en mulighed …”, siger DBU’s formand. Han og pressechefen vasker hænder og giver tyskerne skylden for det store Wohlers-flop. I Politiken skrev Rasmus Bech: “Kan man forestille sig et middagsbord på en landsholdsrejse, hvor Richard Møller sidder mellem en DBU-formand, der ikke mener, træneren har internationalt format, og en DBU-næstformand, der hellere så sin bedstemor som træner …” DBU havde otte landstræneremner på listen – de syv blev spurgt, men alle faldt fra af den ene eller den anden grund. Richard Møller blev valgt fra – men han blev alligevel landstræner. For to dage senere underskrev Richard Møller Nielsen i Billund Lufthavn en kontrakt, udformet af ham selv, skrevet på hans egen skrivemaskine (hævdes det) – det grå papir havde nu fået en helt anden farve, og ansættelsen blev på fire år (Møller Nielsens krav) og ikke to (DBU’s udspil). Velkommen til en makuleret! Sceneskift – 20 år senere, en februardag 2012. Richard Møller Nielsen tager imod på en råkold, men dog klar vinterdag i 2012 på en stentrappe op til huset ved vandkanten i Kerteminde. Nedenfor og på den anden side af Hindsholmvej ligger marinaen, hvor bådene gynger stilfærdigt og misser med stævnen, som om de længes efter foråret. Richard Møller Nielsen er ulasteligt 13
Europamestrene-ny.indd 13
10/05/12 15.17
E U R O PA M E S T R E N E
klædt og virker som om, han hviler i sin mørkeblå cardigan. Nøjagtig som han gør det, når fodbold er emnet. Han brænder igennem, denne 74-årige fynbo med sin let glødende teint, mens han på terrassen spejder mod de fuldvoksne Storebæltspiller og de karakteristiske hængere i det fjerne. På det sidste stykke op mod hoveddøren står en tonstung skulptur af bornholmsk granit – naturligvis med EM 92-inskription og en fodbold på toppen. Materialet skænket af Poul Hansen fra stenhuggeriet i Sydhavnen og udført af hans personale efter fyraften. Tak og tillykke. Et massivt minde, der flyttede med triumftræneren fra Over Holluf til “byen med de røde tage” og blev løftet ind på grunden med kran. Richard Møller løfter sig i kælderen, der er tapetseret med fod boldminder. Udklip, vimpler, pokaler, plakater. Billeder, der rækker en menneskealder tilbage og er lettere gulnede i kanterne. Billeder, der står i skarp erindring for spilleren og træneren Richard Møller. Det mest markante hænger som det mest naturlige centralt med manden i centrum og alligevel bag de to store pokaler – EM 92-pokalen og King Fahd Cup-pokalen, hvor Danmark sejrede i kamp med de øvrige verdensdeles mestre. Den stovte fynbo byder på kaffe og brød, mens vi gør klar til snakken. Imens mindes jeg et citat, som Richard Møller indledte et foredrag om EM-triumfen med: “Ifølge journalisterne havde vi ikke noget hold, roliganbevægelsen var opløst, og træneren var en bonderøv”. På den karakteristiske måde slog han tonen an. Men her 20 år senere sætter han streg under, at han aldrig har hoveret med EM-titlen. “Men jeg var glad og taknemmelig for det, der skete”. Og taknemmelig har han også altid været i sin kristne tro. Til Kristeligt Dagblad siger han i februar 2012: “Jeg tror på, at Gud altid har været med mig, og jeg har holdt mange ‘møder’ med ham undervejs i mit liv. Jeg har både bedt om hjælp og sagt tak, når noget er gået godt. Da det sidste pift lød fra dommerens fløjte ved EM-finalen i Göteborg, gik jeg, i stedet for at løbe skrigende af glæde ind på banen, afsides et kort øjeblik for at sige Gud min hjerteligste tak for sejren. Det manglede da bare”. Baggrunden er en opvækst i et grundtvigiansk hjem med flittig kirkegang, og kirken er stadig et vigtigt sted for ham. I dag er Richard Møller Nielsen aktiv i den lokale valgmenighed i Kerteminde. Han er 14
Europamestrene-ny.indd 14
10/05/12 15.17
O p ta k t
født i Ubberud nær Blommenslyst i 1937. “Dengang var der stort set kun håndbold i Ubberud, så da jeg fyldte 12 år, fik jeg af mine forældre lov at cykle de 10 kilometer ind til OB i Munke Mose. Som 11-årig arbejdede jeg på en gård i Jylland, og det var, mens Gunnar Nu Hansen så medrivende fortalte fra de olympiske lege i London med bronzeholdet. Derigennem blev jeg bidt af en gal fodbold”. Richard Møller Nielsen kom senere i lære som reservedelsekspe dient i Skandinavisk Motor Co., men det var fodbolden, der beherske de hans interesser, og et højdepunkt kom, da han fik chancen for at leve af fodbold i England. “Jeg blev kasseret som soldat og havde selv sparet sammen til en vinter at få ophold i amatørklubberne Hendon Football Club og Eastbourne United. Hendon havde kontakt til Arsenal, hvor jeg trænede med truppen hver eneste dag i 1958-59. Det var en drøm for mig, for jeg var som så mange andre fascineret af engelsk fodbold”. Og da han stod over for engelsk fodbold ved Danmarks første kamp ved EM 1992, var det med respekt og fascination, men ikke med frygt. Tværtimod med et gladsyn over for denne fodboldstormagt, der altid har ment at have en slags patent på fodboldspillet og dets sejre, men som ikke har vundet noget siden 1966. “Jeg var sikker på, at vi var lige så gode som englænderne – og Peter Schmeichel gav mig ret. Deres spillestil passede os godt, og jeg var fuld af tillid til mine spillere”. Et nøgleord hos Richard Møller Nielsen: Tillid. “På nær Lars Elstrup havde jeg jo haft alle spillerne på ungdomsog ligalandsholdet, så jeg kendte dem ligesom min egen bukselomme. Og de vidste, hvad jeg gerne ville have fra dem. Samspillet var allerede indarbejdet. Resten handlede om tillid. Og den havde vi til hinanden”. Klædt på af de mange fodboldminder i kælderen til huset i Kerte minde løfter Richard Møller sløret for noget, han aldrig tidligere har fortalt. Han havde forberedt sig hele foråret 1992 på EM-slutrunden, altså længe før det blev en realitet, at Danmark skulle med. “Det er først noget, jeg siger nu længe efter, for havde jeg sagt det dengang, var jeg blevet til grin. Jeg vidste stort set alt om hver eneste EM-spiller, der skulle spille i Sverige, fordi jeg havde forberedt mig så længe”. Og så spørger man sig selv, og ikke mindst Ricardo, hvorfor han dog 15
Europamestrene-ny.indd 15
10/05/12 15.17
E U R O PA M E S T R E N E
gik så meget op i en forberedelse til noget, som var så langt væk indtil sidste øjeblik. “Jeg havde en tanke om, at vi måske kunne komme med til EM – og dét kombineret med min filosofi om, at en dygtig angriber følger op på alt. Han kan blive til grin, fordi der er mange, der ikke forstår, hvorfor han bruger kræfter på det. Men pludselig taber målmanden bolden – og så er han der!” Og sådan har han altid haft mange “sære” (fodbold)livssyn, Richard Møller Nielsen, som ikke var så meget for kælenavnet ‘Ricardo’, fordi det gav mindelser om en dansk storkriminel med samme navn. Hans forhold til medierne – og sine kritikere generelt – var anstrengt det meste af tiden. “Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen: Når en løgn gentages tilstrækkeligt mange gange, så bliver den nemt til en offentlig sandhed. Jeg vil også gerne gentage, at den kritik, der startede allerede, da jeg blev ansat som landstræner – det var bestilt arbejde. Hvem der bestilte det, vil jeg ikke sige. Det er slut nu ... Der er folk, som kan se mig i øjnene, og der er folk, som ikke kan. De sidstnævnte kan end ikke se sig selv i spejlet om morgenen”. Richard Møller Nielsen er – modsat mange af sine kolleger – i bund og grund et genert gemyt. Blufærdig og selvfølgelig ærekær. Og så husker han. Det har jeg personligt mærket, selvom jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor han så skævt til mig. Men vi er kommet over hegnet på den side, hvor gensidig respekt har det bedst. Og respekt skal han have, Richard Møller Nielsen. For dét, som han (og holdet) præsterede i ‘92. Jeg forstod bare aldrig, hvorfor han ikke tog imod. Der var konstant en distance til alt for mange af dem, der så på og mente noget. Distance var der desværre også, da de såkaldte trænergenier skulle kåre deres egen “Årets træner” i 1992. I træningsbukser og hængerøv og kompendier under armen valgte de IKKE Richard Møller Nielsen, men Ebbe Skovdahl fra Brøndby, der i øvrigt selv var flov over udnævnelsen. Richard Møller blev så senere kåret af helt andre kombattanter til “Verdens bedste træner”! Han kom med udfald og citater, som kunne virke spøjse. Hans Bjerg-Pedersen, DBU’s næstformand, var f.eks. grov, når han skulle karakterisere Ricardo. “Men et fynsk bøgetræ falder ikke, bare fordi et svin gnider sig op ad det”, replicerede han. 16
Europamestrene-ny.indd 16
10/05/12 15.17
Da han engang skulle portrættere sig selv, endte det med: “Hvad jeg savner hos mig selv? Tjah-øh, jeg vil gerne lære at tale fransk”. Og den evige sammenligning med 1980’er-holdet skulle han jævnligt forholde sig til – f.eks. spørgsmålet: “Er dagens landsholdsspillere bedre lyttere end succesdrengene fra Mexico?” “De er da knap så støjende, og måske nok så nemme at arbejde med”.
Europamestrene-ny.indd 17
10/05/12 15.17