Hvad med Kevin af Lionel Shriver

145 MM

NOMINERET 2012

OFFICIAL SELECTION FESTIVAL DE CANNES

BOGEN BAG FILMEN Bogen er uafrystelig. Den er smerteligt velskrevet og spidder vort inderste indre. Bogstaveligt talt. NOR DJ Y SKE ST I F T ST I DEN DE En tankevækkende pragtpræstation er det, og tilmed timet på en måde der får én til at læse videre som en gal. WEEKE N DAVI SE N En stærk og fortættet roman der brillerer med sin usædvanlige blanding af nervepirrende fremdrift og reflekteret luntetrav. F EM I N A

220 MM

Lidt af en gyser altså, og som sådan konstrueret med overrumplingseffekter til sidste side. P O L ITIK E N Eva havde ikke den store lyst til at blive mor, livet var jo egentlig meget godt som det var med en sød mand og et godt job. Hun havde specielt ikke lyst til at blive mor til en dreng som Kevin.

Da Kevin var femten år myrdede han syv af sine skolekammerater, en lærer og en cafémedarbejder i en for alle uforståelig massakre.

Nu to år senere forsøger Eva at bearbejde tragedien i en række breve til Kevins far. Hun fortæller om drengens opvækst, om ægteskabet, karrieren og hverdagslivet i en familie i forstæderne – en hjerteskærende og usentimental beretning om tvivl og ambivalente moderfølelser, om afmagt og skyld.

LIONEL SHRIVER

GLOBE

HVAD MED KEVIN?

GOLDEN

31 MM

145 MM

LIONEL SHRIVER

HVAD MED

KEVIN?

Romanen vandt Orange Prize 2005

ISBN: 978-87-400-0546-2

... en chokerende psykologisk gyser.

JYLLA N DS -P OS T EN ROM A N P OLI T I K EN S FORLA G

LIONEL SHRIVER

HVAD MED KEVIN? PÅ DANSK VED SARA KOCH

POLITIKENS FORLAG

8. november 2000 Kære Franklin Jeg ved ikke hvorfor en ubetydelig episode her i eftermiddags nu får mig til at skrive til dig. Men efter vi ikke er sammen længere, er det jeg savner mest, nok at komme hjem og fortælle om de små, mærkelige ting der er sket i løbet af dagen, ligesom en kat der lægger en mus for dine fødder; de små, ydmyge offergaver par giver hinanden efter at have samlet føde i hver deres baghave. Hvis du stadig havde huseret i mit køkken og havde stået der og slasket grovhakket jordnøddesmør på Branola selvom der ikke var længe til middag, ville jeg, så snart jeg havde sat poserne fra mig – der ville dryppe en klar, tyktflydende væske fra en af dem – lade historien buse ud af mig inden jeg gnavent bekendtgjorde at vi skulle have pasta, så om du ville være så sød ikke at spise hele den sandwich.

Til at begynde med var mine historier selvfølgelig eksotiske, de var fra Lissabon og fra Kathmandu. Men der er ingen der egentlig vil høre om udenlandsrejser, og jeg kunne mærke på din lidt for tydelige høflighed at du faktisk foretrak småanekdoter der var lidt mere hjemligt forankret, for eksempel et mærkeligt møde med en billetkontrollør på George Washington Bridge. Hverdagens små undere der retfærdiggjorde din opfattelse af at alle mine udenlandsrejser var en slags utroskab. Mine souvenirs – en pakke halvgamle belgiske vafler, det britiske ord for “vås” (codswallop!) – fik et kunstigt skær af magi alene ved at komme langvejsfra. Ligesom med de små gaver japanerne udveksler – i en æske i en pose i en æske i en pose – var det det der gjorde glansen af mine offergaver langvejsfra til lutter indpakning. Det var en noget større præstation at rode gennem den gode gamle stat New Yorks jordnære møg og redde sig 7

et øjebliks krydderi på tilværelsen på en tur til supermarkedet Nyack Grand Union.

Og det er netop der min historie foregår. Jeg er endelig ved at lære det du altid har forsøgt at lære mig, nemlig at mit eget land er lige så eksotisk og lige så farefuldt som Algeriet. Jeg stod ved mejerihylden og skulle ikke have så meget; behøvede ikke så meget. Jeg spiser aldrig pasta længere, ikke uden dig til at gøre kål på det meste af indholdet i skålen.

Jeg savner din appetit.

Det er stadig svært for mig at vove mig ud blandt folk. Man skulle tro at jeg i et land der, sådan som europæerne påstår, er kendt for ikke at have nogen historisk bevidsthed, burde kunne udnytte Amerikas famøse hukommelsestab. Men nej. Der er ingen her i vores lille “samfund” der viser nogen tegn på at glemme efter et år og otte måneder – præcis. Så jeg må stålsætte mig når forsyningerne slipper op. Åh jo, min nyhedsværdi er faldet for de ansatte i 7-Eleven på Hopewell Street, og nu kan jeg købe en liter mælk uden stirrende blikke. Men Grand Union-supermarkedet hvor vi plejede at handle, er stadig som at løbe spidsrod.

Jeg føler mig altid så lusket der. For at kompensere holder jeg ryggen rank, trækker skuldrene tilbage. Jeg forstår nu hvad man mener med at “holde hovedet højt”, og nogle gange er jeg forundret over hvor meget indre forvandling en rank ryg faktisk kan give. Når jeg fysisk fremstår som stolt, føler jeg mig en lille smule mindre ydmyg.

Mens jeg overvejede om jeg skulle have seks eller tolv æg, lod jeg blikket glide hen mod yoghurten. Lidt længere fremme stod en anden kunde med slidt, sort hår med hvide, flere centimeter lange rødder og krøller i spidserne efter en gammel permanent. Hendes lavendelblå top og matchende nederdel har utvivlsomt været moderne engang, men blusen sad for stramt under armene, og nederdelen fremhævede hendes kraftige hofter. Sættet burde have været strøget, og de vatterede skuldre havde en falmet stribe efter en bøjle. Noget der var fundet frem bagest i skabet, konkluderede jeg, det man bruger når alt andet enten er snavset eller ligger på gulvet. Da kvinden bøjede hovedet ned mod smelteosten, så jeg folden i en dobbelthage.

8

Der er ingen grund til at begynde at gætte; du ville aldrig genkende hende i den beskrivelse. Engang var hun så neurotisk slank, med skarpe kanter og skinnende som en færdigindpakket gave. Selvom det er mere romantisk at forestille sig en sørgende som udmagret, tror jeg man kan sørge lige så effektivt med chokolade som med postevand. Desuden er der kvinder der ikke så meget holder sig slanke og nette for at behage deres ægtemand som for at holde trit med deres døtre, og den motivation har hun, takket være os, ikke længere.

Det var Mary Woolford. Jeg er ikke stolt af det, men jeg kunne ikke se hende i øjnene. Jeg stejlede. Mine hænder blev klamme, og jeg fumlede med bakken da jeg tjekkede om æggene var hele. Jeg lod som om jeg lige var kommet i tanke om noget jeg manglede fra en anden hylde, og fik anbragt æggene på børnesædet uden at vende mig om. Da jeg fór af sted på denne fantasimission, lod jeg indkøbsvognen stå fordi hjulene knirkede. Min vejrtrækning blev normal igen i suppeafdelingen.

Jeg burde have været forberedt, og det er jeg også for det meste – på vagt og på spring, ofte til ingen nytte. Men jeg kan ikke forlade huset i fuld udrustning for hvert et lille ærinde, og desuden, hvad kan Mary gøre mig nu? Hun har prøvet ihærdigt; hun har slæbt mig i retten. Men jeg kunne alligevel ikke tæmme mine hjerteslag, ej heller gå tilbage til mejerihylden med det samme, selv ikke da det gik op for mig at jeg havde efterladt min broderede taske fra Egypten, med min pung i, i vognen.

Det var den eneste grund til at jeg ikke forlod Grand Union med det samme. Jeg stod og grundede ved Campbell’s asparges- og ostesuppe og tænkte ørkesløst på hvor forfærdet Warhol ville være blevet over deres nye design.

Da jeg luskede tilbage, var kysten klar, og jeg fejede videre med min vogn som en travl, udearbejdende kvinde der i en fart må få de huslige sysler overstået. En velkendt rolle, tænker du nok. Men det er så længe siden jeg har tænkt sådan om mig selv, at jeg var sikker på at folk foran mig i køen må have gennemskuet at min utålmodighed ikke var arrogance hos en udearbejdende kvinde for hvem tid er penge, men en flygtnings håndfladeklamme, uopsættelige panik.

9

Da jeg lagde mine hastigt indsamlede varer på båndet, føltes æggebakken klistret hvilket fik kassedamen til at åbne den. Åh. Så havde Mary Woolford alligevel set mig.

“Alle tolv!” udbrød pigen. “Jeg får nogen til at hente en ny bakke til dig.”

Jeg stoppede hende. “Nej, nej,” sagde jeg. “Jeg har travlt. Jeg tager dem som de er.”

“Men de er helt ...”

“Jeg tager dem som de er!” Den bedste måde at få folk til at samarbejde her i landet er ved at virke lidt sindsforvirret. Efter at have duppet stregkoden med et lommetørklæde scannede hun æggene, og så tørrede hun sine hænder i lommetørklædet og himlede med øjnene.

“Khatchadourian,” læste pigen da jeg rakte hende mit kreditkort. Hun talte højt, som om hun talte til de andre i køen. Det var sent om eftermiddagen, en vagt man kunne have efter skoletid; pigen var sikkert sytten, hun kunne have været en af Kevins klassekammerater. Ja, der er et halvt dusin gymnasier i området, og hendes familie kunne lige være flyttet hertil fra Californien. Men efter hendes blik at dømme troede jeg ikke det var sådan det hang sammen. Hun så på mig med et fast blik.

“Det er et usædvanligt navn.”

Jeg er ikke sikker på hvad der gik af mig, men jeg er så træt af det. Det er ikke fordi jeg ikke ejer skam. Jeg er snarere udmattet af skam, og fedtet over det hele af den klæbrige æggehvide. Det er ikke en følelse der fører nogen vegne. “Jeg er den eneste Khatchadourian i hele staten New York,” snerrede jeg og tog mit kreditkort tilbage. Hun smed mine æg i en pose hvor de lå og savlede.

Så nu er jeg hjemme – det jeg kalder hjem. Du har selvfølgelig aldrig været her, så lad mig beskrive det for dig.

Du ville blive overrasket. Ikke mindst fordi jeg har valgt at blive i Gladstone efter tidligere at have lavet så meget postyr over at måtte flytte til forstæderne. Men jeg ville blive inden for køreafstand af Kevin.

Selvom jeg har brug for anonymitet, vil jeg ikke have at naboerne skal glemme hvem jeg er; jo, det vil jeg gerne, men det er ikke en mulighed 10

nogen by giver. Det er det eneste sted i verden hvor alting hænger sammen, og i disse dage er det mindre vigtigt at være afholdt end at blive forstået.

Efter at have betalt advokaterne havde jeg lige akkurat penge nok tilbage til at købe et lille hus, men det uforpligtende i at leje passede mig fint. Samtidig virkede det meget passende at jeg boede i et legorækkehus. Åh, du ville græmme dig. De skrøbelige papvægge trodser din fars motto om at “det er materialerne der gør forskellen”. Men det er netop det at det næsten ikke hænger sammen, jeg værdsætter.

Alt her er faldefærdigt. Den stejle trappe op til første sal har ikke noget gelænder, noget der efter tre glas vin krydrer min vej i seng med højdeskræk. Gulvene knirker, og vindueskarmene er utætte, og hele huset oser af skrøbelighed og utryghed som om hele bygningen hvert øjeblik kunne falde sammen som en dårlig idé. De små halogenlamper nede i stuen der hænger og dingler på rustne bøjler fra en wire, har tendens til at blinke, og deres flakkende lys bidrager til følelsen af at det der kommer hurtigt, forsvinder hurtigt – en følelse der gennemsyrer mit liv lige nu. På samme måde hænger indmaden i mit eneste telefonstik løs; min usikre forbindelse til omverdenen hænger og dingler i to dårligt loddede ledninger, og samtalen bliver tit afbrudt. Selvom ejeren har lovet mig et ordentligt komfur, har jeg faktisk ikke noget imod kogepladerne hvor lyset ikke virker. Håndtaget falder ofte af indvendig på hoveddøren. Hidtil har jeg kunnet sætte det på igen, men det at stå med dørhåndtaget i hånden får mig til at tænke på min mor der ikke kunne forlade sit hus.

Jeg påskønner også husets tendens til at strække sine ressourcer til det yderste. Varmen virker ikke tilstrækkeligt, radiatorerne afgiver bare en lunken, ildelugtende luft, og selvom det kun er november, har jeg allerede skruet termostaten helt op. Når jeg tager et brusebad, bruger jeg kun varmt vand og slet ikke koldt; det er kun lige akkurat så varmt at jeg ikke skælver, og visheden om at der ikke er mere vand i beholderen, gennemsyrer mine bade med ubehag. Køleskabet er indstillet på det koldeste, men mælken holder kun i tre dage.

11

Der er noget spottende over den måde det er malet på, der føles passende. Stueetagen er malet sjusket i knaldgult, penselstrøgene er skødesløse, og man kan se striber af den underliggende hvide farve som om væggen var overmalet med farvekridt. I mit soveværelse ovenpå er væggene amatørmæssigt malet med svamp, som en slags skoleprojekt i formning. Dette frygtsomme lille hus – det føles ikke helt virkeligt, Franklin.

Og det gør jeg heller ikke.

Men jeg håber alligevel at du ikke har ondt af mig, for det er ikke mit ønske. Jeg kunne sikkert have fundet et mere standsmæssigt hus hvis det var det jeg ønskede. Jeg kan godt lide det her, på en måde. Det er useriøst, et stykke legetøj. Jeg bor i et dukkehus. Selv møblerne er mærkelige i størrelsen. Mit spisebord når mig til brystet hvilket får mig til at føle mig som et barn, og det lille bord ved siden af sengen hvor jeg har anbragt min bærbare computer, er alt for lavt at skrive ved – omtrent den rigtige højde hvis man ville servere kokossmåkager og ananasjuice for børnehavebørn.

Måske kan denne skæve, ungdommelige atmosfære hjælpe med at forklare hvorfor jeg ikke stemte til præsidentvalget i går. Jeg glemte det simpelthen. Alt omkring mig synes at foregå på lang afstand. Og nu virker det som om landet i stedet for at danne et fast kontrapunkt til min dislokation har sluttet sig til mig i min surrealistiske verden. Stemmerne er optalt. Men som i en Kafkask fortælling er der ingen der ved hvem der har vundet.

Og jeg har dette dusin æg – eller det der er tilbage af dem. Jeg har hældt resterne i en skål og fisket skallerne ud. Hvis du var her, ville jeg lave os en lækker omelet med kartoffelskiver, koriander og den hemmelige ingrediens: en teskefuld sukker. Nu hvor jeg er alene, smider jeg dem på en pande, laver røræg af dem og stikker modvilligt til maden.

Men jeg spiser alligevel det hele. Der var noget ved Marys gestus jeg fandt ganske elegant på en primitiv måde.

I begyndelsen havde jeg afsmag for mad. Da jeg besøgte min mor i Racine, blev jeg grøn i hovedet ved synet af hendes vinbladsdolmere selv12

om hun havde brugt hele dagen på at blanchere bladene og rulle lamme- og risfyld ind i små, fine pakker; jeg mindede hende om at de kunne fryses ned. Når jeg hastede forbi delikatessebutikken på 57th Street på Manhattan på vej til Harveys advokatkontor, fik den pebrede lugt af pastramifedt min mave til at vende sig. Men kvalmen gik over, og jeg kom til at savne den. Da jeg efter fire-fem måneder fik appetitten tilbage – glubende faktisk – virkede det upassende. Så jeg blev ved med at spille kvinden der havde mistet lysten til mad.

Men efter et års tid gik det op for mig at skuespillet var spildte kræfter.

Der var ingen der brød sig om hvorvidt jeg var afmagret eller ej. Hvad havde jeg forventet, at du ville lægge dine kæmpestore hænder rundt om min brystkasse og løfte mig op med en streng irettesættelse som alle vestlige kvinder hemmeligt drømmer om, og sige: “Du er alt for tynd”?

Så nu spiser jeg en croissant hver morgen sammen med min kaffe og samler hver en krumme op med en fugtet fingerspids. En del af disse lange aftener går med metodisk at hakke kål. Et par gange har jeg oven i købet afslået de få invitationer der kommer telefonisk. Det er mest venner fra udlandet som sender e-mails en gang imellem, men som jeg ikke har set i årevis. Særlig hvis de ikke ved det, og det kan jeg altid høre; de uvidende lyder larmende glade, mens de indviede altid indleder stammende og med en kirkeagtig hviskende stemme. Selvfølgelig vil jeg ikke fortælle hele historien. Men jeg har heller ikke brug for den tavse medynk fra venner der ikke ved hvad de skal sige, og lader mig krænge mit hjerte ud for at holde samtalen i gang. Men den virkelige årsag til at jeg undskylder mig med at jeg har “så travlt”, er at jeg er rædselsslagen for at vi begge vil bestille en salat, og regningen vil komme allerede klokken halv ni eller ni, og jeg så vil gå hjem til mit lille rækkehus og ikke have andet at lave end at hakke kål.

Det er sjovt at jeg efter at have levet i en kuffert for a Wing and a Prayer – en ny restaurant hver aften hvor tjenerne talte spansk eller thai, og hvor man kunne finde seviche eller hund på menukortet – skulle blive så afhængig af denne strenge rytme. Forfærdeligt nok så minder jeg om min mor. Men jeg kan ikke bryde denne faste rutine (et stykke ost 13

eller seks-syv oliven; kyllingebryst, kotelet eller omelet; kogte grøntsager; en dobbelt kiks med vaniljefyld; ikke mere vin end præcis en halv flaske), det er som om jeg balancerer på en stang, og et skridt ved siden af vil få mig til at falde. Jeg har været nødt til at bandlyse sukkerærter fordi det ikke er besværligt nok at tilberede dem.

Nå, selvom vi ikke længere er sammen, vidste jeg at du ville bekymre dig om hvorvidt jeg spiser. Det har du altid gjort. Takket være Mary Woolfords hjælpeløse hævn her til aften har jeg fået rigeligt at spise. Ikke alle vores naboers krumspring har haft samme positive effekt.

De litervis af blodrød lak der blev hældt ud over verandaen foran huset dengang jeg stadig boede i vores nouveau riche-typehus (det var det det var, Franklin, hvad enten du kan lide det eller ej – et avanceret typehus) på Palisades Parade. Over vinduerne, og døren. De kom om natten, og da jeg vågnede næste morgen, var lakken næsten tør. Dengang, kun en måned efter – ja, hvad skal jeg kalde den torsdag? – tænkte jeg at jeg ikke længere kunne blive forfærdet, eller såret. Jeg tror at det er almindeligt at bilde sig ind at man allerede er så fuldstændig ødelagt at selve ødelæggelsen sikrer dig mod flere ødelæggelser.

Da jeg kom ud fra køkkenet og ind i stuen den morgen, indså jeg at forestillingen om at jeg var usårlig, var det rene vås. Jeg gispede. Solen strømmede ind ad vinduerne, eller i det mindste gennem de ruder der ikke var dækket af lak. Den skinnede også igennem der hvor lakken var tyndest og gav de hvide vægge i stuen det flammende røde skær man finder i en spraglet kinesisk restaurant.

Jeg havde tillagt mig den vane altid at se min frygt i øjnene, noget du altid beundrede, også selvom den vane stammede fra dengang hvor min største frygt var at fare vild i en fremmed by – det var den rene barneleg.

Hvad jeg ikke ville give for at vende tilbage til de dage da jeg ikke vidste hvad der ventede mig (mit barns leg, for eksempel). Men gamle vaner er svære at bryde, så i stedet for at kravle tilbage i seng og trække tæppet op over hovedet bestemte jeg mig for at undersøge hærværket. Men hoveddøren bandt, den var limet fast med rød lak. Modsat maling er lak ikke 14

vandopløseligt. Og lak er dyrt, Franklin. Nogle havde været ude at bruge mange penge. Vores gamle kvarter havde mange mangler, men penge var selvfølgelig aldrig en af dem.

Så jeg gik ud ad bagdøren og om foran huset i min kimono. Mens jeg fordøjede synet af vores naboers kunstværk, kunne jeg mærke mit ansigt antage den “uanfægtede mine” som New York Times beskrev under retssagen. The Post skrev mindre venligt at man i mit ansigt kunne aflæse en “trods”, og vores lokale Journal News gik endnu længere: “At dømme ud fra Eva Khatchadourians skadefro stenansigt havde hendes søn ikke begået en større brøler end at dyppe en piges fletning i et blækhus.” (Jeg indrømmer at jeg stivnede helt i retssalen, kneb øjnene i og bed tænderne sammen; jeg kan huske at jeg holdt fast i dit mandfolk-motto: “Lad dem ikke se dig svede.” Men, Franklin, “trods”? Jeg forsøgte jo bare ikke at græde).

Virkningen var storslået, hvis man altså har sans for det sensationelle, hvilket jeg på det tidspunkt så afgjort ikke havde. Huset så ud som om det havde fået skåret halsen over. Lakken var hældt ud over det hele som i en vild, strømmende Rorschach-prøve, og farven var så omhyggeligt udvalgt – dyb, fyldig og kvalmende med et skær af blålilla – at den næsten kunne have været specialblandet. Sløvt tænkte jeg at hvis synderne havde fået blandet farven i stedet for bare at tage den direkte fra hylden, ville politiet kunne spore dem.

Men jeg havde ikke tænkt mig at gå ind på en politistation igen medmindre jeg var tvunget til det.

Min kimono var tynd, det var den du gav mig på vores etårs bryllupsdag i 1980. Den var til sommerbrug, men det var det eneste jeg havde at tage på, som du havde givet mig, og jeg ville ikke gå med noget andet.

Jeg har smidt meget væk, men ikke noget af det du gav mig, eller efterlod. Jeg indrømmer at disse lykkebringende ting er smertefulde. Det er derfor jeg beholder dem. De anmassende psykologer ville mene at mine overfyldte skabe ikke er “sunde”. Men jeg har nu en anden opfattelse af den sag. I modsætning til den krybende, beskidte smerte over Kevin, lakken, retssagen og søgsmålet er denne smerte sund. Efter at sundhed blev 15

underkendt i tresserne, har jeg indset at det er et overraskende sjældent fænomen.

Men faktum var at jeg frøs mens jeg stod og krammede det blå stof og betragtede det noget skødesløse malerarbejde som vores naboer havde tilladt sig at skænke ganske gratis. Det var maj måned, men køligt med en frisk vind. Inden jeg fandt ud af hvordan det egentlig hang sammen, kunne jeg have forestillet mig at i efterdønningerne af en personlig undergang ville livets små problemer fuldstændig forsvinde. Men sådan fungerer det ikke. Man fryser stadig, man fortvivler stadig når en pakke forsvinder i posten, og det er stadig træls at få for lidt tilbage i byttepenge på Starbucks. Efter omstændighederne kan det næsten virke lidt pinligt stadig at have brug for en trøje eller et par vanter, eller at gøre indsigelser mod at blive snydt for halvanden dollar. Men efter den torsdag har mit liv været så indhyllet i skam at jeg har valgt at betragte disse nålestik som en lindring, som symbol på at konventionerne har overlevet. At være forkert klædt på eller irriteret over ikke at kunne finde en pakke tændstikker i en Wal-Mart på størrelse med et kvægtorv får mig til at glæde mig over det følelsesmæssigt normale.

På vej ind igen spekulerede jeg på hvordan en flok bøller sådan kunne overfalde huset på den måde mens jeg sov uvidende indenfor. Jeg skød skylden på de beroligende piller jeg tog hver aften (lad være med at sige noget, Franklin, jeg ved at du ikke synes om det), indtil jeg indså at jeg forestillede mig scenen helt forkert. Det var en måned efter, ikke en dag.

Der var ingen spottende råb, ingen skimasker og oversavede haglgeværer. De kom listende. De eneste lyde kom fra knækkede kviste, et dæmpet dunk da indholdet i den første spand ramte vores blanke mahognidør, den rolige, skvulpende lyd af lak mod glas, et lille tap-tap-tap når stænkene ramte som tung regn. Vores hus var ikke blevet overmalet med selvlysende spraymaling i et spontant udbrud, men syltet ind i et had der var kogt ind til det var tykt og kraftfuldt som en fin fransk sauce.

Du ville have insisteret på at vi ringede efter nogen der kunne fjerne det. Du var altid så begejstret for den amerikanske forkærlighed for specialisering hvor der er en ekspert til ethvert behov, og du kiggede tit i de 16

gule sider bare for sjov. “Maling, fjernelse: blodrød lak.” Men der havde stået så meget i aviserne om hvor rige vi var, hvor forkælet Kevin var. Jeg ville ikke give Gladstone den tilfredsstillelse at kunne sige: Se, hun kan bare ringe efter en mand der kan gøre det beskidte arbejde, ligesom med hendes dyre advokater. Nej, jeg lod dem se mig skrabe det af i hånden dag efter dag, og leje en sandblæser til fliserne. En aften så jeg mig selv i spejlet efter dagens arbejde – plettet tøj, flossede negle, maling i håret – og skreg. Jeg havde set sådan ud en gang tidligere.

Man kan måske stadig skimte et rubinrødt skær i sprækkerne omkring døren; i mellemrummet mellem de rustikke mursten funkler måske et par trodsige dråber som jeg ikke kunne nå med stigen. Jeg ved det ikke.

Jeg har solgt huset. Efter det civile søgsmål blev jeg nødt til det.

Jeg regnede med at jeg ville have problemer med at få solgt huset.

Overtroiske købere ville sikkert trække sig når de fandt ud af hvem der ejede det. Men det viser bare igen hvor dårligt jeg forstod mit eget land.

Du anklagede mig engang for at ødsle min nysgerrighed væk på “skodsteder i ulandene”, mens det der med rette kunne siges at være det mægtigste imperium i menneskets historie, stirrede mig lige i øjnene. Du havde ret, Franklin. Ude er godt, men hjemme er bedst.

Så snart huset var sat til salg, begyndte buddene at komme. Ikke fordi køberne ikke vidste det; det gjorde de. Vores hus blev solgt for en god del mere end det var værd – over tre millioner dollar. I min naivitet havde jeg ikke forstået at det netop var det at huset var så kendt, der fik det solgt.

Når folk snagede rundt i vores køkken, forestillede de sig åbenbart med fryd højdepunktet ved deres indflytningsfest.

(Klir-klir). Hej, alle sammen. Jeg vil gerne udbringe en skål, men først vil jeg lige sige at I aldrig gætter hvem vi har købt det her palads af. Er I klar? Eva Khatchadourian ... Siger det jer noget? Ja, ikke. Hvor ville vi flytte hen? Gladstone! ... Ja, den Khatchadourian, Pete, hvem andre kender du? Helt ærligt, langsom i optrækket eller hvad? ... Nemlig. “Kevin”. Vildt, ikke. Min søn Lawrence har fået hans værelse. Her den anden aften sagde han at han ville blive oppe sammen med 17

mig for at se Henry: Portrait of a serialkiller fordi hans værelse blev “hjemsøgt” af “Kevin Ketchup”. Jeg måtte skuffe ham. Beklager, sagde jeg, Kevin Ketchup kan altså ikke hjemsøge dit værelse når den lille lorteunge stadig er i live og bor i et eller andet ungdomsfængsel oppe nordpå. Hvis det stod til mig, mand, var den skiderik endt i stolen ... Nej, det var ikke så slemt som Columbine. Hvor mange var det, skat, ti? Ni, ja, syv børn og to voksne. Læreren han nakkede, var vist møgungens store helt. Og jeg tror ikke man kan skyde skylden på videoer og rockmusik. Vi hørte sgu da også rockmusik, gjorde vi ikke? Og der var ingen af os der gik amok og skød folk da vi gik i gymnasiet. Eller se på Lawrence. Den lille fyr elsker splatterfilm og kan tåle hvad som helst. Men da hans kanin blev kørt over? Dengang græd han i en uge. De ved hvad der er hvad.

Vi lærer ham at kende forskel på godt og ondt. Måske er det lidt uretfærdigt, men man kan ikke lade være med at tænke på hvad det egentlig var for nogle forældre.

Eva