Uddrag fra Pigen med sne i håret af Ninni Schulman
Magdalena tænkte ikke. Panikken fik hele kroppen til at ryste, da hun løb ud i entréen og ind på toilettet.
Det her sker ikke, det her sker ikke ... Hun låste døren og sank ned på toiletbrættet. Hørte at terrassedøren blev åbnet med en højlydt knasen og bagefter lyden af tunge skridt ind gennem stuen. Dørhåndtaget begyndte at rykke op og ned.
Jeg får kun en chance. Den voldsomme banken på toiletdøren fik hende til at trække knæene op under hagen og holde sig for ørene. På vasken stod to hvide porcelænskrus ved siden af hinanden, i det ene var Nils’ lille blå tandbørste, i det andet hendes egen grågrønne. Jeg skal dø i aften. Jeg bliver slået ihjel.
Erkendelsen slog næsten luften ud af hende. Da hendes blik igen hvilede på de to tandbørster, begyndte hendes tårer at løbe. Nej, jeg kan ikke bare sidde her, jeg må forsvare mig. Hun så sig omkring. Stangen til badeforhænget var næppe et dødbringende våben, men et velplaceret slag var måske nok til at vinde tid. Magdalena stillede sig på toilettet, tog fat i stangen og forsøgte at rive den løs. Den sad betydeligt bedre fast, end hun havde regnet med. Bankene på døren holdt op. I stedet hørte hun kældertrappen knirke.
Hjælp mig en eller anden ... Den skarpe lyd af metal mod metal der fulgte, fik blodet til at fryse i hendes årer.
Håndtaget bliver skruet af! Magdalena fortsatte med at rykke i stangen, hang til sidst med hele sin vægt i den, men den sad fast, lige meget hvad hun gjorde. Da døren blev flået op, stod hun på kanten af badekarret med hænderne rundt om stangen.
(…)
Magdalena Hansson hævede vinglasset mod sit spejlbillede i den mørke rude. ”Så godt nytår, da. Skidegodt nytår.” Hun smilede ironisk, tog en lille slurk og mødte igen sit eget blik. Smilet stivnede, og hun blev stående. Selv i ruden kunne hun se randene under øjnene og malerpletterne på træningstrøjen. Snefnug så store og vægtløse som mælkebøttehoveder i frø fortsatte med at falde uden for vinduet. Magdalena slukkede standerlampen og så ud over gården. Hun kunne hverken se søen eller broen. En lang hindbærhæk stak op ad snedriverne for enden af grunden. Hun kunne ane flere bærbuske og to æbletræer, men hun havde glemt at spørge, hvad det var for en slags bær. Sommeren havde virket så fjern, da kontrakten blev underskrevet. På alle måder. Hun tændte lampen igen, tog en lille slurk af vinen og stillede så glasset fra sig på den flyttekasse, som stod nærmest. Den lille udtræksseng så ensom ud i hjørnet. Magdalena forsøgte at fremmane billedet af en sovende Nils i Spidermanpyjamas, men det lykkedes ikke. I stedet fortsatte hun med at sætte børnebøger på plads i reolen, mens hun anstrengte sig for at holde tankerne i ro. Hun havde næsten tømt en hel flyttekasse, da hun fik øje på albummet fra Hanoi i bunden af kassen.
Hun tog det langsomt op, strøg over det vatterede omslag med håndfladen, det omslag hun havde syet, mens Nils sov til middag den første vinter. Dernæst bandt hun stofbåndet op og sank ned på gulvet. Deres dejlige lille dreng. I gul frottésparkedragt i en tremmeseng på børnehjemmet, stortudende på hotelværelset den første nat og senere sovende, formentlig helt udmattet, med sin lille opstoppernæse trykket mod Ludvigs hals. Hun mærkede ikke tårerne, før de dryppede på et af billederne fra flyveturen hjem. Så ringede telefonen. ”Hej Magda. Det er Gunvor. Gunvor Berglund.” ”Hej,” sagde Magdalena og sank gråden. ”Hyggeligt at høre fra dig.” ”Forstyrrer jeg?” ”Nej, nej, slet ikke.” ”Det her kommer måske lidt pludseligt, men jeg så, at der var lys, så jeg tænkte på at spørge, om du havde lyst til at komme over. Nu hvor vi er blevet naboer og alting.” ”Tak, det kunne være rigtig hyggeligt. Jeg burde egentlig prøve at komme på plads, men jeg vil gerne komme.” ”Ved ottetiden,” sagde Gunvor. ”Ja, fint. Vi ses.” Magdalena lagde på, trak en køkkenstol ud og satte sig.
”Det bliver godt,” sagde hun. Og denne gang troede hun næsten på det.
(…)
Han behøvede blot at åbne bagsmækken, binde rebet om hendes smalle ankler op og pege hen mod huset for at få hende til at bevæge sig op ad bakken. Ingen protester. Ingen gråd. Hun havde allerede givet op. Eller også orkede hun ikke at skrige længere. Mørket faldt hurtigt på. Små snefnug landede i hendes hestehale, og han bemærkede, at hun havde svært ved at holde balancen med hænderne bundet på ryggen. Trods hendes spinkle skikkelse, gik sneskorpen flere gange i stykker under hende. Men hun sagde ingenting, stønnede bare stille. En gang drejede hun hovedet for at forsøge at fange hans blik, men han kunne ikke få sig selv til at hjælpe hende. I stedet puffede han hende fremad. Han måtte gøre en ende på det, før der kom nogen. Nogle meter fra husgavlen gik sneskorpen igen i stykker under hende. Hun sank dybere denne gang, stod med
sne helt op til lårene. Han fandt pistolen frem. Hans hænder rystede, da han tog den tykke luffe af og sigtede. Et skud. Hun faldt forover, landede med ansigtet først i den løse sne og blev liggende, helt stille. Der kom kun en underlig gurglende lyd fra hendes mund. Han skyndte sig tilbage til bilen for at slippe for synet af blodet, der pulserede ud af baghovedet, pløjede sig frem med store skridt. Nu ingen panik. Ingen panik. Han rystede, som havde han feber, da han fandt spaden frem fra bagagerummet. Sveden klæbede under Helly Hansen-trøjen. Snedækket foran jordkælderen i skovbrynet var mere kompakt end ved første øjekast, det ville tage længere tid at skovle døren fri, end han havde regnet med. Da han endelig var færdig, lå den nyfaldne sne som et tyndt lag pudder over den lille krop ved huset. Han stillede sneskovlen op ad væggen som en husejer efter veludført arbejde, løftede den grove haspe af og trak døren op. Hendes ben var frosset fast i sneen, og han begyndte at grave sig ned langs lårene med hænderne. Da han vurderede, at hullet var stort nok, tog han fat under hendes armhuler og trak hende op. Blodet var tykt og blåsort og allerede frossent i hendes hår, hendes højre øje stirrede forbi ham ind mellem grantræerne. Resten af ansigtet var umuligt at skelne.
Da han havde fået liget fri af sneen, begynde han at klæde hende af. Tøjet lagde han i en bunke bag sig. Hun var tynd. Ribbenene var tydelige under de runde ungpigebryster. Mens han tog de sorte affaldssække og den lange plasticsnor op ad lommen, hørte han snescootere nærme sig. Uden at tænke tog han fat om pigens tynde ankler og begyndte at slæbe hende over grunden og ned i kælderen. Den lugtede af kulde og jord. Gulvet var fejet rent, og op ad den ene væg stod en tom, lav reol med to gamle krebsekasser i en ret vinkel mod reolkanten. Som barn turde han aldrig gå derind, han var hunderæd for edderkopper. Han trak liget så langt ind i mørket, han kunne, og skyndte sig foroverbøjet ud ad døren. Han måtte væk. Sneklumper og is havde kilet sig fast i det nederste hængsel og under kælderdøren, døren ville ikke lukke. Han bandede og svovlede, mens han hakkede løs med spaden. Da han gav op, var der stadig en ti centimeter bred sprække. Han kastede et par skovlfulde sne over blodpletterne ved hushjørnet og samlede pigens tøj op. Nu var det endelig forbi.