PERSPEKTIV / SÆSON SAMBA

SÆSON SAMBA

I dag er tophold i moderne fodbold et kludetæppe af spillere fra mange nationaliteter. Alligevel har der gennem årene været perioder, hvor en bestemt nationalitet har været i fokus hos The Gunners. I denne sæson er det brasilianske touch fremherskende hos Arsenal med en kvartet af brasilianere - tre af dem med navnet Gabriel. Og hvis man kan tale om, at en brasiliansk bølge netop nu skyller ind over Arsenal, er det nærliggende at se tilbage på andre perioder i klubbens nyere historie, hvor der blev satset på flere spillere fra samme nation - den franske, den engelske og den tyske.

Før Arsène Wenger tiltrådte som manager i Arsenal i 1996, havde der gennem klubbens dengang 110-årige historie været 13 forskellige nationaliteter på førsteholdet. Siden har i alt 53 lande været repræsenteret i Arsenals rød-hvide farver, men nogle nationaliteter har været mere toneangivende end andre.

Tre gange Gabriel For tiden kan man næsten tale om en brasiliansk æra – med 3 gange Gabriel på holdet: Forsvareren Gabriel Magalhães, kantspilleren Gabriel Martinelli og forwarden Gabriel Jesus, som sammen med holdkammeraterne bestræber sig på at praktisere o jogo bonito – den brasilianske betegnelse på portugisisk for ”det smukke spil”.

Trioen er Mikel Artetas ”opfindelse”, men da han blev ansat som manager ”arvede” han en brasilianer fra forgængeren Unai Emery, forsvarsveteranen David Luiz, som Arteta dog relativt hurtigt valgte at se bort fra til fordel for yngre kræfter.

Brasiliansk fodbold har traditionelt været forbundet med frigjort angrebsfodbold uden mange defensive hensyn, sådan som Brasilien spillede især i VM-slutrunderne i 1970 (hvor brasserne med Pelé i spidsen blev verdensmestre for tredje gang) og i 1982. Der blev talt om samba-fodbold, da – næsten – alt gik op i en højere enhed, og de brasilianske stjerner inkarnerede selve spillets sjæl, intet mindre. At Brasilien ikke i mange år har danset samba på samme måde ved vigtige slutrunder, bryder stadig ikke med myten

Gabriel – den gode budbringer

Navnet Gabriel er oprindeligt hebraisk, men indgår i flere religioner, deriblandt i den kristne tro. I Biblen er Gabriel den ene af Guds to ærkeengle – Michael er den anden – det vil sige de engle, der er tættest på Gud, og han forbindes med at være budbringer af gode budskaber, bl.a. af Jesu komme. Gabriel betyder ”Gud er min styrke” eller ”Guds helt” og er blandt de fem mest populære drengenavne i Brasilien. Et kælenavn for brasilianske drenge med dét navn er Gabs eller Gabbie. Gabriel er også et udbredt efternavn i de spansktalende lande samt i Portugal og Brasilien. I Brasilien taler befolkningen portugisisk.

FOTO: UNSPLASH.COM

om det legelystne folk, som tilegner sig de boldmæssige færdigheder på den varme, solbeskinnede sandstrand, mens bølgerne stille vugger ind mod land.

I landstrænerens søgelys Adenor Leonardo Bacchi – bedre kendt som Tite – kan i sin egenskab af brasiliansk landstræner meget vel tænkes at udtage alle tre Arsenal-spillere til sin VM-trup sidst på året, når slutrunden om verdensmesterskabet spilles i Qatar.

Gabriel Martinelli, den 21-årige boldbegavelse fra en by i staten Sao Paolo, var med til at vinde den olympiske fodboldturnering med Brasilien i 2021 og fik i marts i år debut på A-landsholdet i en VM-kvalifikationskamp mod Chile. Mens Martinelli endnu ikke er blevet stamspiller på landsholdet, men også af sine landsmænd betragtes som et kæmpe talent, er angrebskollegaen, 25-årige Gabriel Jesus, et langt mere etableret navn og noteret for 19 mål i 56 landskampe. Han må anses som ret sikker til VM-truppen og er i kraft af sin tid i Manchester City et velkendt navn i hjemlandet. Jesus var med til at vinde Copa América på hjemmebane i 2019, selv om han dog blev vist ud i finalen mod Peru, og han skal som forreste angriber formentlig konkurrere med navne som Richarlison fra Tottenham og Firmino fra Liverpool samt mulig- •

vis Neymar, hvis da ikke stjernen fra Paris Saint-Germain får en helt fri rolle på holdet. Gabriel dos Santos Magalhães, 24 år og midterforsvarer, har sin debut for Brasilien til gode, men kan være et stærkt defensivt kort for landstræneren som supplement til de forsvarsspillere af verdensklasse, Tite i forvejen råder over. Arsenal-trioen kan blive til en kvartet, eftersom klubben også råder over 19-årige Marquinhos fra Sao Paolo, en talentfuld forward, som dog har sin debut i Premier League til gode. De unge brasilianere er faldet godt til hos Arsenal, senest med ankomsten af Jesus denne sommer. De tekniske kvaliteter hos de tre, som nu må regnes for stamspillere, er indiskutable. Gabriel Magalhães har styrket defensiven, mens de to andre hører til nogle af de mest spændende offensive spillere i Premier League. Det er nærliggende at formode, at Edu Gaspar, Arsenals tekniske direktør (og som aktiv selv en dynamisk midtbanespiller på holdet i midten af 00’erne), har en finger med i spillet, især med en fortid som teknisk direktør og koordinerende general manager i Det brasilianske Fodbold Forbund i årene 2016-19. Han har formentlig på den baggrund netværket i sit hjemland i orden og et godt øje for landsmænd med talent. 3 x Gabriel - Magalhães, Martinelli og Jesus har givet Arsenal medvind.

Markante profiler fra den franske æra - Henry og Pires.

• C’est magnifique! Da Arsène Wenger kom til Arsenal i efteråret 1996, fandt han hurtigt ud af, at han ville holde fast i klubbens stærke, engelske fire-back kæde med Lee Dixon, Tony Adams, Steve Bould og Nigel Winterburn foran målmanden David Seaman. Men længere fremme så han sig nødsaget til at skifte ud. Han satsede derfor i den første del af sin embedsperiode på overvejende franske midtbanespillere og angribere, når han gik på indkøb. Det var omkring årtusindeskiftet, at navne som Emmanuel Petit, Remi Garde, Patrick Vieira, Nicolas Anelka, Sylvain Wiltord, Gilles Grimandi, Robert Pires og ikke mindst Thierry Henry kom på holdkortet. Deres fælles varemærke var gennemgående charmerende fransk elegance i topklasse, og nogle af dem var forståeligt nok med til at gøre Frankrig til verdensmester på hjemmebane i 1998 og Europamester i 2000.

Det var næppe tilfældigt, at franskmanden Wenger skævede til sit hjemland, når han skulle forstærke sit Arsenalmandskab i de år. Wenger havde et enestående netværk og kendskab til fransk fodbold, og tilsvarende havde han en høj stjerne hos mange spillere, som beundrede hans fodboldfaglige ekspertise. Wenger havde gjort AS Monaco til fransk mester i 1988, og som det sidenhen var tilfældet i Arsenal var han optaget af at finde og udvikle unge talenter.

Den franske æra (ca. 1997 - 2006)

Remi Garde (1996-1999) Patrick Vieira (1996-2005) Emmanuel Petit (1997-2000) Gilles Grimandi (1997-2002) Nicolas Anelka (1997-1999) Thierry Henry (1999-2007) Sylvain Wiltord (2000-2004) Robert Pires (2000-2006) Den mest succesrige æra i Wengers periode med bl.a. tre mesterskaber, fire FA Cup-triumfer og en finale-plads i Champions League.

Den engelske æra (ca. 2006 - 2016)

Ashley Cole (1999-2006) Kieran Gibbs (2004-2007) Theo Walcott (2006-2018) Jack Wilshere (2008-2018 Aaron Ramsey (2008-2019) Alex Oxlade-Chamberlain (2011-2017) En æra kendetegnet ved stor stabilitet i ligaen. Arsenal sluttede enten på 3. eller 4. pladsen, bortset fra i sæsonen 2015/16, hvor det blev til en 2. plads. Klubben vandt FA Cup’en i 2014, 15 og 17.

Eksempelvis tog han en meget ung Thierry Henry under sine vinger i Monaco-tiden.

Senere har der været andre franskmænd som Gaël Clichy, Francis Coquelin og Bacary Sagna, der alle er spillere, Wenger fremhæver i sin biografi fra 2020 med titlen ”My Life in Red and White”. Men den franske bølge var som helhed mest markant i de første 8-9 år af hans tid som manager, kulminerende med de tre mesterskaber i 1998, 2002 og 2004.

Andre store spillere fra den periode bør naturligvis ikke overses som eksempelvis hollænderne Dennis Bergkamp og Marc Overmars, der i henseende til teknik og spilintelligens til overflod levede op til Wengers krav til en spiller. Og også det afrikanske kontinent afsøgte Wenger gennem årene, hvilket resulterede i kontrakter til eksempelvis Kolo Touré og Emmanuel Eboue fra Elfenbenskysten og Nwankwo Kanu fra Nigeria. Den franske manager udviklede i de år dét, der blev hans adelsmærke og som gjorde ham så respekteret og elsket: Det lynhurtige pasnings- og kombinationsspil baseret på både boldbesiddelse og kontraangreb. De franske spillere, han valgte, passede stort set alle perfekt til spillestilen.

Britain’s Got Talent! I 2006 udtog svenskeren Sven-Göran Eriksson, dengang Englands landstræner, en helt uprøvet 17-årig angriber til sin trup til VM i Tyskland. Det var Theo Walcott, som Arsène Wenger i januar dét år havde købt i Southampton. Walcott Wilshere en del af den engelske æra fra 2006-2016.

nåede ikke at komme på banen under VM, men fik sin debut på landsholdet kort før afrejsen til Tyskland som den yngste engelske A-landsholdsspiller nogensinde. Han var end ikke stamspiller hos Arsenal på det tidspunkt, og det var næsten uhørt, at Eriksson indlemmede Walcott blandt de udvalgte. Det var aldrig sket før i England, at en spiller med så ringe erfaring fra førsteholdsfodbold kom med til en stor slutrunde.

•

Den tyske æra (ca. 2011 - 2018)

Jens Lehmann (2003-2008 og 2011) Per Mertesacker (2011-2018) Mesut Özil (2013-2021) Gerge Gnabry (2012-2016) Lukas Podolski (2012-2015) Shkodran Mustafi (2016-2021) Blandt de fire bedste i ligaen, bortset fra i Wengers sidste sæson, 2017/18, hvor Arsenal sluttede som nr. 6. Klubben vandt FA Cup’en i 2014, 15 og 17.

Den brasilianske æra (ca. 2019 - )

David Luiz (2019-2021) Gabriel Magalhães (2020-) Gabriel Martinelli (2019-) Gabriel Jesus (2022-) Marquinhos (2022-) En periode kendetegnet ved Mikel Artetas opbygning af et nyt, ungt hold. Arteta og hans mandskab triumferede i FA Cup-finalen i 2020 med David Luiz på holdet.

Med i den VM-trup var også den 25-årige venstreback Ashley Cole, som havde etableret sig i Arsenal som ét af de største talenter på den plads i mange år.

Det var som om Wenger nu i højere grad end tidligere orienterede sig mod selve De britiske Øer i sin jagt på talenter. Emirates Stadium blev indviet i sommeren 2006 (i øvrigt med en afskedskamp for Dennis Bergkamp efter 11 års tro tjeneste), og det er almindeligt kendt, at klubbens økonomi og drift måtte tilpasse sig den massive investering, Arsenal havde foretaget i forbindelse med opførelsen af det nye stadion. Byggeprojektet var oprindeligt beregnet til at koste 260 millioner pund, men klubben endte ifølge Wenger med en samlet regning på 390 millioner pund.

Arsène Wenger fortæller i sin selvbiografi, at Arsenal af økonomiske grunde var nødsaget til at kvalificere sig til Champions League mindst tre gange i de følgende fem sæsoner, efter at have fået Emirates som hjemmebane, og

tilskuertallet skulle være på mindst 54.000 pr. hjemmekamp. Disse krav blev lykkeligvis mere end opfyldt – klubben kvalificerede sig til Champions League fem ud af fem gange i de sæsoner – men det satte både Wenger og klubben under pres. Billigere spillere måtte hentes ind. Akademiet leverede nogle af talenterne som eksempelvis Jack Wilshere, mens andre som Theo Walcott og senere Alex Oxlade-Chamberlain blev hentet i Southampton og Kieran Gibbs i Wimbledon. Aaron Ramsey er fra samme generation, men waliser, og blev købt i Cardiff City. Den engelske bølge bidrog ikke til en lige så strømførende og vedvarende succes som den franske bølge havde gjort, hvilket man næppe kan bebrejde disse spillere, men klubbens status i top4 forblev uantastet. Englænderne var hver især yderst talentfulde – i en periode, hvor især spanieren Cesc Fabregas, hollænderen Robin van Persie og franskmanden Samir Nasri samt siden Özil og Podolski - tyrkiske og polske toner fra den tyske multi-kulti periode. Fabregas’ landsmand Santi Cazorla funklede – men Wenger havde åbenlyst færre millioner pund at gøre godt med på markedet, hvorimod nogle af konkurrenterne var blevet rigere, eftersom de havde fået nye, velhavende udenlandske ejere. Multi-kulti Deutschland I en vis forstand kan man også tale om en tysk æra i Arsenal. Nogle af de englændere, som havde etableret sig, forblev i klubben, men ny inspiration lod Wenger til at finde i Tyskland, hvor både landsholdet og en række individualister markerede sig stærkt i de år. Tyskland tabte VM-finalen til Brasilien i 2002, vandt bronze både på hjemmebane ved VM i 2006 og ved VM i Sydafrika i 2010 og satte kronen på værket med verdensmesterskabet i 2014 i Brasilien. Og nok så væsentligt: Tyskland havde forladt tidligere tiders ret tunge spillestil til fordel for et langt mere smidigt og omstillingsparat spil. Man talte om et ”multi-kulti” tysk landshold, som havde rødder og fandt inspiration langt uden for For-

bundsrepublikkens grænser.

Målmanden Jens Lehmann var den første store tysker, Wenger satte sin lid til i Arsenal. Han var med på det uovervindelige mandskab, som erobrede mesterskabet i 2003/04, men han blev desværre også udvist i Champions Leaguefinalen i 2006 i Paris mod Barcelona. Man kan diskutere, om det kostede Arsenal muligheden for at vinde det fornemste europæiske klubtrofæ, men ikke, at Lehmann var en fremragende målmand i de fem år, han var førstevalget mellem målstængerne.

I sensommeren 2013 chokerede Wenger og Arsenal store dele af fodboldverdenen ved at hente superstjernen med de tyrkiske rødder, Mesut Özil, i Real Madrid for omkring 50 millioner pund. Den flegmatiske playmaker skulle løfte midtbanen og agere master mind i holdets offensive spil, hvilket også lykkedes for ham i en stor del af sin tid i klubben. Pludselig brød Arsenal med sine principper om at være økonomisk mådeholdende – og drømte nu i stedet stort. Når Özil kunne hentes til klubben, kunne alt vel ske, tænkte formentlig mange af klubbens tilhængere. Året efter kom den chilenske charmetrold Alexis Sanchez til. Den elegante, men også meget svingende Özil blev den forventede assist-konge, stjernen som kunne forudse situationer og lægge afleveringer, som få andre var i stand til. Men han kunne også forsvinde ud af en kamp til ærgrelse for mange, og alt imens han fortsat hævede en fyrstelig ugeløn, røg han uklar med den nytiltrådte manager Mikel Arteta og til sidst helt af holdet – og skiftede derpå til tyrkisk fodbold.

Andre tyskere markerede sig, men ikke altid for det gode. I Serge Gnabry havde Arsenal fundet et offensivt supertalent, som desværre ikke forblev i London, men først for alvor fik sit gennembrud, da han i 2016 skiftede tilbage til Bundesligaen, først til Werder Bremen og siden til Bayern München, som også blev et springbræt for ham til landsholdet.

I Per Mertesacker fandt Arséne Wenger måske én af de bedste forsvarsspillere i hele sin embedsperiode. Mertesacker, som var 27 år da han kom til London og for længst var blevet et etableret navn i tysk fodbold, var det stabile

holdepunkt i centerforsvaret i en årrække, ofte i et solidt samarbejde med franskmanden Laurent Koscielny. Mertesacker, der scorede ét af målene i Arsenals 4-0 sejr i FA Cupfinalen mod Aston Villa i 2015 og – trods meget lidt spilletid i løbet af den forudgående sæson – fik en så fremtrædende rolle i FA Cup finale-sejren på 2-1 over Chelsea to år senere, at fans ofte omtaler kampen som The Mertesacker Final, var yderst vellidt og respekteret i klubben. Han nåede at spillede 156 førsteholdskampe og overgik til trænerstaben ved klubbens ungdomsakademi, da den aktive karriere var forbi. Lukas Podolski og Shkodran Mustafi med henholdsvis polske og albanske rødder var begge med til at vinde verdensmesterskabet med Tyskland i 2014. Podolski, en driblestærk og gennembrudsfarlig, meget offensivt orienteret spiller, fik 60 kampe for Arsenal, og han var lidt af en publikumsyndling, så længe det varede. Men han fik nok ikke den karriere i Arsenal, han selv og tilhængerne havde håbet på. Publikumsyndling EDU HAR ØJE PÅ TALENTERNE kan man til gengæld næppe sige

FRA HJEMLANDET om midterforsvareren Mustafi, der desværre ofte havde problemer med sine placeringer på banen og defensive indgreb over for modstanderen. Det kostede holdet en del mål på den konto, og han blev genstand for skarp kritik fra mange tilhængere. Men egentlig kan man vel kun bebrejde Arsène Wenger, Unai Emery og Mikel Arteta, at de i det hele taget satte ham på holdet. Aftryk fra mange nationaliteter Med det brasilianske touch på nutidens Arsenal-spil giver Arteta & Co. løfter om elegant og sofistikeret spil, der både vil underholde og vinde sejre. Men naturligvis er der også bl.a. engelsk, norsk, ghanesisk, fransk, schweizisk og japansk aftryk på nutidens mandskab. For hvad Wenger gjorde til sit princip, men var ret alene om i de første år: At finde de bedste uanset nationalitet, er for længst blevet mainstream i Premier League. Og derfor viderefører Mikel Arteta naturligvis også den multikulturelle linje – med støtte fra den tekniske direktør, brasilianeren Edu. Hvad vi andre kun kan bifalde. Arteta og hans spillere har igen gjort det sjovt at se fodbold. //