2 minute read

FA YOUTH CUP-FINALE BLEV HØJDEPUNKTET

Arsenals U18-hold har haft en meget todelt sæson: De nåede FA Youth Cup-finalen, men i ligaen formåede de ikke at vinde to kampe i streg. Første sæson med Jack Wilshere som træner blev en blandet fornøjelse, men der var flere spillermæssige højdepunkter.

Det har været en underlig sæson for Arsenals U18-hold. Holdet sluttede andensidst i U18 Premier League South, men var samtidig i FA Youth Cup-finalen for første gang siden 2009. Det blev dog til et nederlag på 5-1 til West Ham Uniteds U18-hold.

- Vi startede virkelig godt og kom foran med 1-0. Jeg synes, vi var i kontrol, men så mistede vi bolden, og de straffede os med to hurtige mål. Jeg var dog sikker på, at vi ville få chancerne, men desværre ikke. Drengene fortjente meget mere, og jeg er stolt af dem, sagde træner Jack Wilshere til Arsenal.com efter kampen.

Wilshere som ny træner

Sidst han stod i en FA Youth Cup-finale, var i 2009, hvor han var spiller, og Arsenal vandt 6-2 over Liverpool. Denne gang var det på sidelinjen som træner for et hold, han overtog i starten af sæsonen. Den tidligere træner Dan Micciche havde nemlig valgt at skifte Arsenal ud med Crawley Town, hvor han blev assistenttræner under Kevin Betsy, der havde trænet Arsenals U21-hold.

Valget som ny træner faldt på Jack Wilshere, som dermed også stoppede sin aktive karriere. Wilshere har selv taget turen op gennem Arsenals akademi og har taget både B- og A-trænerlicens i Arsenal. Han har derfor haft trænererfaring i klubben, og det var nemt for ham at takke ja.

- Jeg har tilbragt en stor del af mit liv på akademiet, og det var nogle af de bedste dage i mit liv. Det er en stor mulighed for mig, sagde Jack Wilshere til Arsenal.com, da klubben offentliggjorde ham som træner.

Utilfredsstillende ligaresultat

I Premier League South, som deres liga hedder, gik det meget op og ned. Holdet endte på 11. pladsen og var dermed andensidst. Det skal dog siges, at et point mere havde givet dem syvende pladsen, så det var nogle tætte hold. Men man kommer ikke langt, når man ikke kan vinde to kampe i træk. Holdet sluttede sæsonen af med et svigende 5-1-nederlag til Southampton.

- De var bedre end os på alle områder, og det har været en stor lærestreg for alle spillere. Jeg håber virkelig, de tænker over det i løbet af sommeren, for vi har meget at arbejde med, sagde Jack Wilshere til Arsenal.com.

Afgørende semifinale-mål efter 121 minutter

Et af højdepunkterne fra sæson 2022-2023 for U18holdet kom i FA Youth Cup-semifinale. Her stod der 1-1 efter ordinær spilletid og dybt inde i den forlængede spilletid steg Myles Lewis-Skelly til vejrs og headede bolden ind. 121 minutter spillet, og Arsenal var i finalen.

- Det øjeblik var specielt. Spillerne er en helt særlig enhed, og det er vores største styrke, at vi bare bliver ved. Det skaber store øjeblikke, man aldrig glemmer, ligesom i aften, lød det fra Wilshere efter kampen.

Nwaneri blev yngste Premier League-spiller

U18-holdet har også været leveringsdygtig i en spiller til førsteholdet. Dog kun for en kort debut, men da

Ethan Nwaneri blev skiftet ind i det 90. minut i Arsenals 3-0-sejr over Brentford 18. september 2022, blev han den yngste Premier Leaguespiller nogensinde.

Han var 15 år, 5 måneder og 23 dage gammel. Han slog endda Arsenals egen rekord for yngste førsteholdsspiller med et år. Tidligere var det Cesc Fabregas med en alder på 16 år, 5 måneder og 24 dage. //

Gunners Ale er et lille karakterstærk mesterværk fra Midtfyns Bryghus - brygget helt eksklusivt for Arsenal Denmark. Charmerer allerede fra starten med sin duft og skum, ved første smag er den rund og sød mens eftersmagen er let bitter. Øllene er en „selvhenter“ og kan købes lokalt i følgende byer: Odense, København, Kruså, Randers, Viborg og Aarhus.

Bestil hos gunnersale@arsenal.dk

This article is from: