CIVILSAMFUNDETS SPÆNDVIDDE

– FRA FRIVILLIGE TIL SPECIALISEREDE TILBUD

I AskovFonden arbejder vi både med indsatser, hvor man kan komme ind fra gaden og få hjælp for eksempel i WeekendFællesskabet for unge, der er drevet af frivillige, men også med højt specialiserede indsatser som Dialog mod Vold, MIR skolerne og Askovhus.

Det betyder, at vi både møder mennesker, der kommer uden forudgående visitation, og samtidig også får henvist og visiteret mennesker fra landets kommuner. Begge typer indsatser findes i civilsamfundet, og det er derfor væsentligt at være opmærksom på den spændvidde, som tilbydes, når vi taler samarbejde med det offentlige. For eksempel møder vi mange i AskovFondens socialpsykiatri, som kommer direkte fra en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, og som direktør for ASPA Ziga Friberg skriver i denne årsberetning, fortæller brugerne, at noget at det mest sårbare efter udskrivelse er ikke at have menneskelig kontakt. Det kan vi tilbyde i ASPA – alle årets dage.

Det er lettere at opsøge hjælp

At opsøge hjælp kan være svært for de fleste. Hvis man ovenikøbet frygter at blive sanktioneret eller vurderet som en dårlig forælder, kan det være endnu mere udfordrende.

Når man slår den, man elsker, kan det være svært at opsøge hjælp. Både fordi man skammer sig over sine handlinger, men i lige så høj grad fordi man kan være bange for, om det betyder, at kommunen går ind og vurderer, at ens børn skal fjernes. Det kan nogle gange være lettere at søge hjælp, hvis det er uden for det offentliges regi. Derfor er det vigtigt, at vi udnytter det potentiale, som civilsamfundet har, til blandt andet at støtte mennesker til at opsøge hjælp til at bryde med den voldelige adfærd.

Direktør for Dialog mod Vold Eva Kjer skriver i denne årsberetning: ”Vold i familien er ødelæggende for alle parter og ikke mindst skadelig for børns trivsel og udvikling. Det er mit håb, at flere børn kan vokse op uden at opleve vold i deres barndom, og den bedste måde at stoppe vold på er at få far eller mor til at stoppe den voldelige adfærd.”

Det samme kan gøre sig gældende, hvis man lider af psykiske problemer. Her kan det at møde op til en aftalt tid være udfordrende, hvis dagsformen ikke er god. Derfor oplever vi, at en åben dør kan være en vigtig faktor i mødet med mennesker, der er psykisk sårbare. I et indlæg til Impact Insider skriver direktør for AskovFondens Socialpsykiatri Ziga Friberg sammen med flere andre om deres bekymring for, at Socialministeriet vil lave en takstfastsættelse på §104-tilbud. Dette kan føre til, at vores tilbud i civilsamfundet underlægges nye krav, hvor borgere, der gør brug af vores tilbud, skal visiteres og dokumentere, at deres behov matcher tilbuddet. En af vores største bekymringer ved at blive underlagt krav til visitation er, at det kan skabe en barriere for de mennesker, der har brug for et uvisiteret tilbud med nem, ubureaukratisk og hurtig adgang.

Mange af vores brugere kommer til os netop fordi, de ønsker støtte og fællesskab uden visitationens formelle krav og har behov for hurtig hjælp uden lange ventetider.

Det vil betyde, at vi mister muligheden for spontan, åben og anonym adgang, og dermed frygter vi, at nogle af de mest udsatte borgere ikke får den støtte, de har brug for, og at de simpelthen vælger ikke at opsøge hjælp – med alvorlige konsekvenser til følge for det enkelte menneske og samfundet.

Tættere på hverdagslivet

En af de ting, der også er særlige ved civilsamfundets rolle, er, at vi ofte er tættere på menneskers hverdagsliv. Det er for eksempel tilfældet, når vi møder unge, der kommer i vores indsats KBH+ og engagerer sig i meningsfulde fællesskaber. Som direktør Stine Hamburger skriver i denne årsberetning: ”Samskabelse (og et fælles tredje) er en grundsten i KBH+. Vores dør står altid åben for andre, der ønsker at træne denne tilgang, og vi har gennem årene set, hvordan de unge vokser, når de får den rette næring – både personligt og socialt”. Her kan de unge øve sig og træne livsmestring i et trygt rum. Det samme gør sig gældende i vores indsats i ASPA, hvor mennesker kan komme og være en del af et meningsfuldt fællesskab uden forventning om, at de skal præstere, men med muligheden for at de kan engagere sig og blive inspireret til at deltage i aktiviteter med andre mennesker.

På den måde kan de blive motiveret til at skabe forandring i deres eget liv.

Den Vigtige Øvebane

Når man skal komme sig efter en kritisk periode, er det vores generelle erfaring i AskovFonden, at det har betydning at kunne øve sig i dagligdagsting, som for eksempel samvær med andre, deltagelse i aktiviteter og fritidsjob i vores to cafeer i KBH+ eller ASPA.

At have modet til at ’prøve kræfter’, samt at vi skaber et rum med lige dele omsorg og positive forventninger om, at alle kan noget. Måske er det netop her, civilsamfundet kan byde ind med et supplement til det offentlige, fordi vi har andre rum og rammer, som ikke er funderet på en myndighedsrolle, men mere som en støttende og motiverende faktor. I fremtidens velfærd håber jeg, at vi bliver endnu bedre til at samarbejde om at give borgeren det bedste tilbud, med fokus på at vi sammen kan supplere hinandens tilbud.

Ensomhed

En af konsekvenserne ved at være udsat er, at følelsen af at stå udenfor ofte medfører ensomhed. Data viser, at 12,4 % af den danske befolkning udviser tegn på svær ensomhed, svarende til cirka hver ottende dansker. Blandt socialt udsatte er andelen betydeligt højere, hvilket understreger behovet for målrettede indsatser for at reducere ensomhed i denne gruppe.

Ensomhed fører ofte til manglende tilknytning til omverdenen, hvilket i værste fald kan medvirke til at fastholde det enkelte menneske i udsathed.

I civilsamfundet kan man i mange tilbud komme frivilligt og blive en del af meningsfulde fællesskaber. Det betyder, at et menneske har mulighed for at føle sig værdifuldt, finde fodfæste og blive inspireret af andre. Faktorer som er afgørende for, at mennesker inkluderes i samfundets fællesskab. Når jeg er ude og lave supervision i kommunerne, hører jeg indimellem om familier, som gennem mange år har fået foranstaltninger som for eksempel familiebehandling og støttende funktioner af forskellig art, uden at det forbedrer familiens oplevelse af trivsel. I flere tilfælde har jeg erfaret, at hvis vi i stedet for flere foranstaltninger tænker mere i brobygning og samarbejde med civilsamfundet, kan for eksempel deltagelse i en lokal madklub, en forening eller et fællesskab skabe større trivsel og have en højere effekt.

Menneskesynet Og Den Relationelle Tilgang

Alle kan noget. Hvis vi vil have mennesker til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af, kræver det, at vi giver dem ansvaret - også når vi ikke forstår deres adfærd eller bevæggrunde for deres handlinger. Vi skal involvere de mennesker, der søger hjælp, så de løsninger, der iværksættes, giver mening for den enkelte.

Det handler om at se hvert menneske som unikt og med et iboende potentiale frem for blot at fokusere på udfordringer eller behov.

Vores hjælp skal tage udgangspunkt i, at mennesker er aktive deltagere, der kan bidrage til løsningerne, i stedet for at reducere dem til passive modtagere af hjælp. Dette kræver en grundlæggende tro på, at alle har ressourcer, som kan aktiveres og styrkes gennem meningsfulde relationer. Relationer er nøglen til forandring og trivsel. Derfor kan vores hjælp ikke afgrænses til at levere ydelser men skal handle om at engagere sig i et samarbejde, hvor den fagprofessionelle stiller sig selv til rådighed og møder mennesket bag problemstillingen.

Hvad kan vi gøre bedre? Som Mahmoud fra 18+ Klubben understreger i sit interview, kan lydhørhed og fleksibilitet gøre en stor forskel. Når han spørger om længere åbningstider, bliver der reageret hurtigt, hvilket skaber en følelse af at blive set og hørt. Dog savner han de tidligere udlandsture, som skabte stærke bånd og unikke oplevelser blandt deltagerne.

Relationen giver plads til gensidig læring og udvikling, hvilket styrker både borgerens oplevelse af værdighed og medarbejderens følelse af mening.

// Helle Øbo