Program Nordiske Toner

400 ÅR AF MAGI, MUSIK OG HISTORIE

Glassalen i Tivoli 27. april 2022, kl. 18.30

Kære publikum VI GLÆDER OS TIL AT TAGE JER MED PÅ EN MUSIKALSK REJSE

Rejsen begynder i 1500-tallets renæssance. Vi er i Italien. Under sydens sol og varme. Fyrster og konge­ lige har taget violinspillet op. ”Den oplyste fyrste” der støtter kunsten og videnskaben er idealet. Komponisterne er ansat ved hofferne, og her er brug for strygeinstrumenter til tidens toner – violiner, bratscher og celloer.

I Cremona ser instrumenterne dagens lys i værksteder over hele byen.

Lige siden har instrumenterne været på rejse. De er vandret, fra hånd til hånd, fra ejer til ejer, fra musiker til musiker. De er rejst fra renæssancen til barokken, wienerklassikken, romantikken og frem til den moderne tid. Fra Bach til Beethoven, Brahms og Britten. En rejse i repertoire og epoker. En rejse i publikum – fra pudderparykker og korsetter til slips, jeans og t-shirts. Instrumenterne har overkommet revolutioner, pandemier og verdenskrige. Instrumenterne har overleveret alt det forgængelige, det menneskelige. Og de har overlevet os, der sætter toner til.

Fra Italien til Danmark. I 1978 blev Augustinus Fondens samling grundlagt med købet af det første mesterinstrument. En violin fra Italien anno 1699. Siden er mange flere kommet til. Ældre som yngre. Senest de helt nybyggede, som vi hentede til landet under corona-pan­ demiens stilhed.

I aften fejrer vi instrumenterne. Dem der alt for sjældent sættes fokus på. Vi fejrer musikken, dens farver og historie. Vi gør det med otte håndplukkede instrumenter og deres lånere fra Augustinus Fondens instrumentsamling anno 2022. Normalt er de spredt ud over hele landet og verden, men i aften samlet i Glassalen til et program, der markerer og hylder det nordiske. Vi invi­ terer jer alle med til oplevelsen.

God fornøjelse!

Augustinus Fonden

2

3

Aftenens program EN AFTEN I GLASSALEN 18.30-19.15

OPEN TALK – BAGOM INSTRUMENTERNE

Musikere, instrumentbyggere og kendere af strygersamlingen i samtale med klassisk musikekspert Mathias Hammer om instrumenterne, deres særlig historie og unikke klang.

PAUSE

19.30-20.15

VELKOMMEN TIL GLASSALEN VED

Mathias Hammer og kunstnerisk leder af programmet Niklas Walentin.

NANCY DALBERG (1881-1949):

Scherzo for Strygeorkester, op. 6 (1914) Medvirkende: Gunvor Sihm (leder) vl. 1, Kirstine Schneider vl. 1, Josefine Dalsgaard vl. 2, Stefan Burchardt vl. 2, Hartmut Rohde br. 1, Marie Louise Broholt Jensen br. 2, Jacob la Cour cel. 1, Carl-Oscar Østerlind cel. 2, Louisa Schwab, cel. 3.

RUED LANGGAARD (1893-1952):

Augustinusiana (En Musikalsk Spøg) (1914) I Holmens Kirkes Kapel (1949) Strygekvartetsats (Italiensk Scherzo) (1950) Medvirkende: Stefan Burchardt vl. 1, Kirstine Schneider vl. 2, Marie Louise Broholt Jensen br., Jacob la Cour cel.

FOTO: TIVOLI

VAGN HOLMBOE (1909-1996):

Strygekvartet nr. 2, op. 47 (1949) Medvirkende: Nightingale String Quartet ved Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.

PAUSE

Mathias Hammer

4

FOTO: AGNETE SCHLICHTKRULL

20.30-21.30

1.

2.

3.

4.

5.

Andante fluente Andante con moto e affettuoso Presto Un poco adagio Allegro molto e leggiero

JOHAN SVENDSEN (1840-1911):

Oktet i A-dur, Op. 3 (1865-66) Kirstine Schneider vl.1, Josefine Dalsgaard vl. 2, Stefan Buchardt vl. 3, Gunvor Sihm vl. 4, Hartmut Rohde Br.1, Marie Lousie Jensen Br. 2, Carl-Oscar Østerlind cl. 1, Louise Schwab cl. 2 1.

2.

3.

4.

Allegro risoluto ben marcato Allegro scherzoso Andante sostenuto Finale: Moderato — Allegro assai 5

Gæster og musikere på scenen VÆRT MATHIAS HAMMER

OPEN TALK:

KONCERTEN:

• Annissa Gybel, violinist, studerende og låner af en Greiner violin fra 2017

VIOLIN

• Ian van Rensburg, violinist, Aarhus Symfoniorkester og låner af en Grancino-violin fra 1696 • Niklas Walentin, violinist og låner af en Pressenda-violin fra 1837 • Noémie Viaud, instrumentbygger • Andrea Frandsen, instrumentbygger • Frank Rechendorff Møller, adm. dir. Augustinus Fonden

Stefan Burchard

Nightingale String Quartet Kirstine Schneider

• Kirstine Schneider, spiller på en Amati-violin fra 1627 • Josefine Dalsgaard, spiller på en Amati-violin fra 1671 • Gunvor Sihm, spiller på en Joseph Guarnerius-violin fra 1720 • Stefan Burchardt, spiller på en Greiner-violin fra 2018

Jacob La Cour

BRATSCH • Marie Louise Broholt Jensen, spiller på en Lavazza- bratsch fra 1718

Marie Louise Broholt Jensen

• Hartmut Rohde, spiller på en bratsch af Ivo Luliano 2016 Louisa Schwab

Hartmut Rohde

CELLO • Jacob la Cour, spiller på en Ruggieri-cello fra 1700

Carl Oscar Østerlind Gunvor Sihm

• Carl-Oscar Østerlind, spiller på en Grancino-cello fra 1703 • Louise Schwab, spiller på en Joanes Guidantus-cello fra 1738 Kunstnerisk leder af programmet: Niklas Walentin

6

Josefine Dalsgaard

7

Instrumenterne

MILANO

DEN ITALIENSKE BEGYNDELSE

CREMONA BOLOGNA

Da man i slutningen af 1500-tallet kiggede ud over det europæiske landkort, så var det i Italien, det skete rent kulturelt. Som hjemsted for et pulserende kunstliv, toneangivende komponister og stor arkitektur indtog landet en førerposition, der gav genlyd i hele Europa. Det var også her, det klassiske musikliv blev født med de for tiden helt nye begreber som opera, oratorium, kantate, sonate, solokoncert og symfoni.

Og instrumenter skulle der til. Den førende italienske overklasse gjorde store investeringer i kunst, kultur og musik – og dermed deres anseelse udadtil. Og orkestermusikerne ved hofferne skulle have noget at spille på.

Mod slutningen af 1500-tallet blev Italien centrum for fremstillingen af værdifulde strygeinstrumenter. Særligt den norditalienske by Cremona tiltrak mange dygtige håndværkere og musikere, som snart kom til at spille en helt særlig rolle for udviklingen af violiner, bratscher og celloer med en unik klang.

Instrumentbyggeriet var ikke et enkelt håndværk eller på linje med at skabe en stol eller taburet. Udover at instrumentet skulle være æstetisk visuelt og i form, så skulle det have den helt rette klang. Og det krævede stor viden om alt fra træsorter og tørretider til teknikker, konstruktion og håndelag. Og – ikke mindst – frembringelsen af lyd.

Augustinus Fonden ejer en samling af instrumenter, hvor det ældste kan dateres tilbage til ca. 1560 – og dermed violinens fødsel i Italien.

Tag med på de instrumenters historie, som du skal høre her i aften i Glassalen, en rejse gennem 400 år af magi, musik og historie.

8

9

Samlingen

Koncertens mesterinstrumenter

AUGUSTINUS FONDENS INSTRUMENTSAMLING

AMATI – VIOLINENS SKABER Augustinus Fonden har siden 1978 opbygget en samling af enestående strygeinstrumenter fra den italienske instrumentbyggerkunsts glansperiode i 1600- og 1700-tallet.

Samlingen består af 28 historiske mesterinstrumenter og moderne strygeinstrumenter, der er kendt for deres unikke og personlige klang. Blandt violinbyggernavnene er Antonio Stradivarius’ berømte læremester, Nicola Amati.

Instrumenterne bliver udlånt til særligt talentfulde, yngre musikere, som får mulighed for at udvikle deres talent på instrumenter af den allerhøjeste kvalitet – til glæde for dansk musikliv. Ved koncerten kan du opleve otte af fondens instrumenter i samspil med Danmarks dygtigste yngre musikere.

Andrea Amati

Fonden erhvervede i 2021 en nybygget bratsch af instrumentbygger Noémie Viaud.

FOTO: EHRHORN HUMMERSTON

Det blev violinbyggeren Andrea Amati (ca. 1505-ca.

1578), der skabte det, vi i dag kender som ”den moderne” violin. Andrea Amati havde sit værksted i byen Cremona, hvor datidens prominente kunder på vej mod bestillinger kunne sætte kursen efter byens høje klokketårn Torazzo på den smukke Cremona Katedral. Andrea Amatis håndværk blev kendt som det ypperste inden for instrumentbyggerkunsten, og kunderne kom langvejs fra. Andrea Amati byggede blandt andet instrumenter til det franske kongehus, herunder den kendte violin med tilnavnet ”Charles IX” fra 1566 til Karl IX af Frankrig.

Andrea Amati skabte det egentlige grundlag for design, form og teknik, der gennem mange århundreder har tjent som forbillede og model for verdens strygeinstrumenter.

11

Fra far til søn ANTONIUS & GIROLAMO AMATI 1627 – VIOLINEN SPILLES AF KIRSTINE SCHNEIDER

Nicolo Amati Cremona 1671 ”Jeg er groet så meget sammen med denne violin at jeg har svært ved at fremhæve noget specifikt ved den.

Amati-brødrenes indflydelse på faget spredte sig ligesom instrumenterne vidt og bredt udover hele Europa.

Deres udseende og konstruktion betød, at de blev standardmodellen for violiner og gjorde Cremonesisk violinbyggeri til det ypperste i Europa.

Augustinus Fondens Antonius & Girolamo-violin er en af Girolamos sene instrumenter fra 1627. Girolamo døde selv af pest i 1630.

Antonius & Girolamo Amati, 1627 ”Dette smukke og slanke instrument har en brillant og lys klang, som er virkelig spændende at arbejde med. Violinen lærer mig noget nyt

Det ville være som at fremhæve noget særligt ved mit eget udseende. Den er min forlængede arm” Josefine Dalsgaard

FOTO: JULIA EVA SEVERINSEN

Violinbyggerkunsten blev videregivet fra generation til generation, fra far til søn, fra mester til lærling – i ord, viden og arbejdsmetoder. Med sig i værkstedet havde Andrea Amati sine to sønner Antonio (1540-1607) og Hieronymus, kaldet Girolamo, (ca. 1561-1630). De to brødre arvede farens forretning, familiehemmelighederne og det eksklusive kundekartotek. I årene fremover arbejdede de på at videreudvikle instrumentfremstillingen med små subtile forbedringer af blandt andet formen på lydlegemet for at give instrumenterne mere kraft. Altid i en omhyggelig balance mellem tradition og innovation.

I lære hos mesteren NICOLO AMATI 1671 – VIOLINEN SPILLES AF JOSEFINE DALSGAARD Det var store verdenshistoriske begivenheder, der gennem årene krydsede violinbyggerhistorien og fik betydning for både efterspørgslen efter instrumenter og de enkelte instrumentbyggere. Efter hårde år med både hungersnød og krige i begyndelsen af 1600-tallet, der også lagde en dæmper på den vel­ havende klasses købelyst, så blev det nordlige Italien i 1629 ramt af et voldsomt udbrud af byldepest.

Blandt ofrene var Girolamo Amati, der døde med sin kone og to døtre.

Amatis værksted blev dermed meget pludseligt overladt til sønnen Nicolò Amati (1596-1684), der nu stod tilbage som en af de eneste betydelige violinbyggere i Italien.

det såkaldte ”grand pattern”; en anelse bredere, velafrundede kurver og lange hjørner. Og han fortsatte nu produktionen. Nicolò Amati fandt hurtigt fodfæste i markedet, og instrumenterne blev anerkendt, men i 1630’erne efter pesten steg efterspørgslen på instrumenter igen så kraftigt, at det blev nødvendigt med flere hænder i værkstedet.

Nicolò åbnede omkring 1641 op for elever udefra, og blandt dem var Francesco Ruggieri. Også Andrea Guarneri og Antonio Stra­ divari havde forbindelse til Amatis værksted. Det var nye familier, der dermed lærte af den bedste og ligeledes kom til at spille en afgørende rolle for instrumentbyggerkunsten.

Nicolò Amati var elev af sin far.

Han var allerede omkring 1628 begyndt at bygge sine violiner efter

Augustinus Fondens Nicolò Amati-violin er fra 1671.

hver dag og har mine ører. Det er en kæmpe gave at spille på dette fantastiske instrument.”

Kirstine Schneider

12

FOTO: HEIN PHOTOGRAPHY

udviklet min teknik og

13

SNEGL STEMMESKRUER SADDEL

HALS

GRIBEBRÆT

F-HULLER STOL

STRENGEHOLDER

FINSTEMMERE

HAGEBRÆT 14

15

Celloens mester GIOVANNI BATTISTA RUGGIERI CA. 1700 – CELLOEN SPILLES AF JACOB LA COUR

Giovanni Grancino, Milano 1703 ”Jeg fascineres særligt af instrumentets sjæl. Jeg kan ikke tvinge en 300 gammel cello til noget den ikke vil, men hvis jeg

Mens de tidlige generationer af instrumentbyggere havde et stærkt fokus på violinen og skabte langt færre celloer, så fik celloproduktionen et opsving i Cremona mod slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700tallet. Her viste Ruggieri sig som den måske allermest produktive, og hans mest betydningsfulde bidrag til violinbyggerkunsten er sandsynligvis celloerne, hvor han blev en af de første til at bygge en lille cello i den størrelse, der bruges i dag.

Francesco Ruggieri fik tre sønner, der assisterede ham i værkstedet, hvoraf den ældste Giovanni Battista (16531711) er byggeren af fondens instrument fra ca. 1700.

Giovanni Battista Ruggieri, Cremona ca. 1700 ”Jeg bliver ofte fascineret af celloens skønhed. Dens smukke gyldne lak og afsindigt elegante proportioner, gør at jeg ofte betragter den længe, når den pakkes ud af etuiet” Jacob la Cour

16

lader mig føre af instrumentets personlighed, opstår der en særlig synergi,som giver fantastiske udtryksmuligheder” Carl Oscar Østerlind

FOTO: NIKOLAJ LUND

Ruggieri-familien var ligesom Amati også fra Cremona.

Begyndelsen til succesen lagde instrumentbyggeren Francesco Ruggieri (ca. 1630-1698), som én af Nicolò Amatis tidlige elever. Ruggieris instrumenter ligner på mange måder Amatis, dog lidt mindre kurvede i top og bund og med mere firkantede C’er. Ruggieris arbejder regnes som en væsentlig del af den klassiske periode i Cremona – de er ikke identiske med Amatis, men skabt i helt samme tradition.

Fra Cremona til Milano GIOVANNI GRANCINO 1703 – CELLOEN SPILLES AF CARL OSCAR ØSTERLIND Det var ikke kun i Cremona, der blev produceret instrumenter, også Milano blev et vigtigt centrum. I byen byggede man endnu på den store katedral, der gav arbejde til hundredvis af byggefolk og håndværkere. Det gav en tæt beboelse af både velhavere og fattige. Området ”Contrada Larga” var hjemsted for det store fællesskab af instrumentbyggere, hvor blandt andet den anerkendte Grancino-familie havde værksted. Familiens overhoved, Andrea Grancino, havde bygget instrumenter siden ca. 1645, og familien var mod slutningen af 1600-tallet de vigtigste violinbyggere i byen med gode forbindelser til komponisten Michelangelo Grancini, der var var maestro di capella i Milanos katedral – den øverste post i byens musikliv. Også de yngre genera­ tioner i familien vandt stor aner­

kendelse, blandt andet Giovanni Grancino (1637-1709).

Grancino bidrog med at udvikle en mere delikat og personlig stil.

Kvaliteten var sublim, ligesom instrumenterne havde fokus på æstetikken med flotte dæk i tyk rødbrun eller orange lak.

Men perioden i begyndelsen af 1700-tallet var ikke uden problemer i. Der var flere instrumenter end velhavende købere, og det skabte grundlaget for mange bitre konflikter. Grancino-familiens æra fik en brat ende. Læs om begivenheden, der lukkede familiens værksted.

Giovanni Grancino byggede et stort antal celloer, én af dem er fra 1703 er ejet af Augustinus Fonden.

17

To violindynastier ”SANTINO” LAVAZZA 1718 – BRATSCHEN SPILLES AF MARIE LOUISE BROHOLT JENSEN

Joseph Guarnerius 1720 ”Jeg elsker at spille på denne smukke violin, som har en varm og klar tone og altid har føltes helt naturlig for mig. Den

Blandt violin-dynastierne var familien Lavazza, med sønnerne, den ældste Antonio Maria Lavazza (16831708) og lillebror Carlo Antonio ”Santino” (1689-1726). Detaljerne fortaber sig i historien, men Antonio Maria Lavazza ragede i 1708 uklar med Grancino-familiens søn, Giovanni Grancino. Situationen forværredes til det punkt, hvor Lavazza angreb Grancino med et sværd. Efterfølgende pålagde ordensmagten, at Antonio Maria Lavazza ikke måtte nærme sig

Grancino-familiens værksted. Påbuddet blev trodset, og da Giovanni Grancino heller ikke havde lagt konflikten bag sig, resulterede det i, at han angreb Antonio Maria Lavazza med sværd. Antonio Maria Lavazza døde, 25 år gammel. Velvidende, at Grancino ville blive dømt til døden, flygtede han omgående fra Milano.

Han blev dømt til døden, imens familien som straf fik konfiskeret deres ejendom.

Det blev begyndelsen på slutningen for to violindynastier. Grancinofamiliens produktion af violiner ophørte, mens lillebror Carlo Antonio ”Santino” Lavazza 19 år gammel overtog familiens værksted, men også døde ugift i en relativt ung alder i 1728, hvor violinhandelen i Milano var i nedgang.

Augustinus Fondens Lavazzabratsch er bygget af ”Santino” og er dateret 10 år efter mordet på broderen.

”Santino” Lavazza, 1718 ”Instrumentet har en dragende og sprød klang som varmer og omfavner uden at være tung. Jeg elsker dens egalitet og hurtige reaktionsevne, som gør den musik. At lade klan­gen smelte sammen med andres er den ultimative lykkefølelse!”

Marie Louise Broholt Jensen

FOTO: JULIA EVA SEVERINSEN

eminent til kam­mer­

har en mørk og rund klang i dybden samtidig med, at den er FOTO: CAROLINE BITTENCOURT

Der var skarp konkurrence mellem de instrumentbyggende familier i Italien, og forholdet mellem Milanos violinmagere var ikke altid fredeligt.

Kilder fra tiden viser bitre stridig­ heder mellem familierne, som alle var afhængige af deres fag for at sikre levebrødet. I begyndelsen af 1700-tallet fik særligt en enkelt begivenhed afgørende betydning for instrumentbranchen i Milano.

utrolig brilliant og projekterer helt ubesværet.”

Gunvor Sihm

I skyggen af en mester JOSEPH GUARNERIUS 1720 – VIOLINEN SPILLES AF GUNVOR SIHM Andrea Guarneri (1623- 1698) blev stamfader til violinbyggerslægten Guarneri i Cremona. Som elev af Nicolò Amati lærte han af den bedste, men trods fantastiske instrumenter, stod han gennem sin kar­ riere i skyggen af læremesteren. I midten af 1600-tallet kom der efterspørgsel efter billigere instrumenter end Amatis, og det blev dette marked, som Andrea Guarneri byggede til. Ofte med udgangspunkt i Amatis ”grand pattern”, lidt bredere violiner med velafrundede kurver. Andrea selv flyttede med sin hustru Anna Maria Orcelli ind i ”Casa Guarneri”.

To ud af i alt syv af deres sønner blev også violinbyggere; Pietro Giovanni Guarneri og Giuseppe Giovanni Battista, der også kendes under navnet Joseph Guarnerius ”Filius Andreae”.

Den yngste søn Giuseppe (16661740), arbejdede hos faderen, og arvede i 1698 værksted, hus og forretning. ”Filius Andreae” byggede en del forskellige modeller og formater, og gjorde ofte brug af en orange-rød lak. Ligesom faderen havde skarp konkurrence fra tidens mester, så konkurrerede ”filius Andreae” i sin samtid med den altoverskyggende mester Antonio Stradivari. Han måtte derfor, ligesom sin fader, stille sig tilfreds med at være den næstbedste til trods for sin produktion af fremragende instrumenter.

Augustinus fonden ejer to violiner af Josep Guarneri fra hhv. 1706 og 1720. Der kendes ikke til instrumenter fra efter 1720 og dermed er den ene af fondens violiner blandt de seneste.

19

Stefan Peter

Anerkendt af byggere og musikere

Greiner, 2018 Selvom violinen er helt ny, så har den identitet og personlighed, som ikke kun

JOANNES GUIDANTUS 1738 – CELLOEN SPILLES AF LOUISA SCHWAB

kommer fra dens klang der er udstrålende og brilliant, men også

Instrumentbyggerkunsten blev spredt til mange om­ råder af Italien, også noget sydligere i Bologna. Joannes Florenus Guidantus (1687-1760) var netop herfra, og man mener, at han sandsynligvis var søn af Florenus Guidantus, der allerede i 1665 var etableret i Bologna og udpeget som violinbygger for byens Accademia Filarmonica. Efter faderens død overtog sønnen Joannes i 1716 positionen og synes umiddelbart mere aktiv som bygger end faderen.

smukke udseende”.

Stefan Burchardt

I Guidantus’ instrumenter ses en inspiration fra bl.a.

Giovanni Tononi, der var aktiv samtidig med Florenus Guidantus. Typisk har de også en høj hvælving i stil med Amati og er uden undtagelse lakeret med en blød lidt mat gyldenbrun lak. Joannes Florenus Guidantus blev kendt af mange samtidige instrumentbyggere og fik stor anerkendelse for sine instrumenter blandt både byggere og musikere.

Samtidens mesterbygger GREINER 2018 – VIOLINEN SPILLES AF STEFAN BUCHARDT

Augustinus Fonden ejer en cello af Joannes Florenus Guidantus fra 1738.

I dag ses violinproduktionen over store dele af verden og finder sted i et parløb mellem såvel håndbyggede strygeinstrumenter fra private værksteder som en mere seriel fremstilling på fabrik med kopifræsning og sprøjtelakering på maskiner. Der skal instrumenter ud til mange slags musikere, professionelle, amatører, børn og voksne i hele verden.

Joannes Florenus Guidantus, Bologna, 1738 ”Jeg elsker, at celloen har en stor tone og er lige klar på alle fire strenge. Jeg sætter stor pris på at spille på et instrument som

kan være svært at finde blandt de dybe instrumentgrupper.”

Louisa Schwab

20

FOTO: EHRHORN HUMMERSTON

kan skille sig ud når det gælder, for det

FOTO: EHRHORN HUMMERSTON

fra dens unikke og

Den tyske bygger Stefan-Peter Greiner og hans instrumenter er gennem de sidste år blevet meget eftertragtede. Greiner placerer sig i vores samtid som en af de centrale byggere og som repræsentant for det fag, der også stadig er et klassisk håndværk og som kræver utallige timer i værkstedet. Selv begyndte Stefan Peter Greiner (1966 -) at spille violin som 10-årig, hvilket lagde grundlaget for en livslang passion for instrumentet. Som 14-årig byggede han sit første instrument, og han fik efterfølgende en elevplads

hos en violinbygger i Bonn samt en universitetsuddannelse i musikvidenskab, kunsthistorie og fonetik – vigtige forudsætninger for at arbejde videnskabeligt med violinbyggeri.

Greiner har i en lang årrække ar­ bejdet sammen med Heinrich Dünnwald, der er en af de førende forskere inden for violinbyggeri.

Han har bidraget til at undersøge og analysere mere end 1.000 vio­ liners akustiske egenskaber. Hans violinbyggeri er dermed rodfæstet i tusindvis af videnskabelige undersøgelser af nogle af de store mesterinstrumenter af de gamle norditalienske byggere. Greiner har en lang række priser og anerkendelser bag sig, og hans instrumenter bruges af musikere over hele verden.

Augustinus Fonden har 3 instrumenter af Greiner. Det ene spilles af Stefan Burchardt.

21

Aftenens gæst HARTMUT ROHDE

Aftenens musik og komponister OVERSETE PERLER FRA DANSK-NORDISK MUSIK

FOTO: JOSEP MOLINA

FOTO: TOM MCKENZIE

Programmet inviterer publikum med på en enestående rejse gennem 100 års dansk-nordisk musik med sjældent hørte og oversete perler fra det 20. århundredes strygerrepertoire.

Hartmut Rohde er en af Europas mest efterspurgte bratschister, både som solist og kammermusiker. Han optræder ofte med sine nære kollegaer Heinrich Schiff, David Geringas og Janine Jansen. Han er grundlæggende medlem af Mozart Piano Quartet.

Hartmut Rohde har været chefdirigent for Leopoldinum Chamber Orchestra og optræder som gæstedirigent ved Berlin Philharmonic, Konzerthaus Vienna og Hamburg Musikhalle. Hans prisvindende albums ud­gives af verdens førende pladeselskaber som EMI Classics, Decca, BMG / Sony. Udover sin internationale koncertkarriere er Hartmut Rohde professor ved Berlin University of the Arts og er æresprofessor ved Royal Academy of Music in London.

Hartmut Rohde spiller på en bratsch af Ivo Luliano fra 2016.

22

”Aftenens koncertprogram er skabt ud fra de instru­ menter der skal opleves, betydningen af deres skabelse og deres indflydelse på hinanden.

Instrumentbyggernes arbejde er udsprunget af en simpel tanke om at sætte en streng i svingninger med udspændte hestehår og resultatet har givet os snart 500 år af musik.

Aftenens repertoire er musik som både har haft betyd­ ning for instrumentlånerne og har en særlig forbindelse til Augustinus Fonden. Derudover værker af komponister som har haft et særligt samarbejde og har spillet en vig­ tig rolle i den danske og skandinaviske musik­historie” Niklas Walentin, kunstnerisk leder af programmet

23

Rued Langgaard

OVERSET KVINDELIG KOMPONIST

GENI OG OUTSIDER

FOTO: MUSIKHISTORISK MUSEUM

Nancy Dalberg

Dalberg var sin tids mest ambitiøse, kvindelige danske komponist, men er først i dag ved at opnå den anerkendelse, hun fortjener.

Hun var elev af Johan Svendsen og senere af Carl Nielsen. Hendes Scherzo for strygeorkester (1914) blev uropført 1915 med Carl Nielsen som dirigent og blev rigtigt godt modtaget. Værket blev dog ikke udgivet i Dalbergs levetid. Det er en sammensat komposition med en lyrisk midterdel, og hele forløbet har en nordisk, folkelig tone over sig.

Augustinus Fonden har gennem en donation sikret, at en lang række værker af danske, kvindelige komponister kan blive publiceret, herunder værker af Dalberg.

Outsideren Rued Langgaard skrev i 1914 som 20-årig den lille strygetrio Augustinusiana med undertitlen En musikalsk Spøg. Stykket er tænkt til privat brug og skildrer på satirisk vis situationer eller episoder i Augustinus-familien, som bakkede op om den unge Langgaards musikalske virke og blandt andet støttede opførelsen af komponistens første symfoni med Berlinerfilharmonikerne i 1913. En symfoni som Berlinerfilharmonikerne i øvrigt genopfører i Berlin i juni 2022.

I Holmens Kirkes Kapel er skrevet i 1949 til minde om komponisten Niels W. Gade, som er begravet i kirkens kapelsal. Året efter skrev Langgaard Italiensk Scherzo, et lille virtuost ”ekstranummer”, som næsten er færdigt, før det er begyndt.

Udgivelser, opførelser og indspilninger af Langgaards musik har gennem mange år været et prioriteret om­ råde for Augustinus Fonden.

24

25

Johan Svendsen

INSPIRATION FRA FOLKEMUSIK OG BALKAN

ROMANTISK HOVEDVÆRK

FOTO: WIKIPEDIA

Vagn Holmboe

Musikerne i Nightingale String Quartet spiller alle på italienske mesterinstrumenter, og har for nylig på­ begyndt en indspilning af Vagn Holmboes ikke mindre end 22 strygekvartetter – samlet set et monument i dansk musik, skabt af Holmboe gennem 40 år.

Kvartet nr. 2 (1949) er klassisk opbygget i fem ekspressive satser med inspiration fra de direkte og emotionelle udtryksformer, man finder i folkemusik. Det var især balkanlandenes musik, Holmboe var optaget af. Det hører man i den hurtige sidste-sats, som er i 5/8-takt med skiftende accenter i rytmen.

I programmets anden del samles otte strygere i et af romantikkens hovedværker for stor strygerbesætning, Johan Svendsens Oktet i A-dur fra 1865-66.

Johan Svendsen var norsk komponist og dirigent og var efter Edvard Grieg det største komponistnavn i norsk musik i 1800-tallet. Oktetten blev dog uropført i Leipzig i Tyskland, hvor Svendsen studerede, og op­ førelsen blev en overvældende triumf. I øvrigt med Svendsen selv på førsteviolinstemmen.

Værkets satser er tematisk beslægtede, og det melo­ diske rummer antydninger af norsk folkemusik – et udtryk for norsk nationalfølelse, som var stærkt fremme i disse år.

Fra 1883 til sin død i 1911 var Johan Svendsen bosat i København, og han blev en betydningsfuld skikkelse i dansk musikliv som Kgl. Kapelmester fra 1883 til 1908.

26

27

Tak til alle musikere for deres engagement og deltagelse ved koncerten.

Tak til Niklas Walentin for arbejdet som kunstnerisk leder af aftenens program, Camilla Bjørvig som producent og Mathias Hammer som vært.

Tak til Bendt Viinholt Nielsen, Marie Martens og Mads Hæsum Christensen for faglig bistand og research.

Koncertbrochuren er udgivet af Augustinus Fonden Tekst om musik og komponister: Bendt Viinholt Nielsen Tekst om instrumenter og musikere: Cecilie Wallengren Design og opsætning: Ehrhorn-Hummerston

28