3 minute read
Repræsentantsskabsvalg i 2020
Repræsentantskabsvalg i 2020
AURA Energi a.m.b.a. er et ansvarligt, udviklingsorienteret og veldrevet andelsselskab forankret i det østjyske, og vi er ejet af vores 107.000 andelshavere. Andelshaverne skal vælge et nyt repræsentantskab d. 13. november 2020.
Advertisement
Det er vores andelshavere og deres lokalsamfund, der får gavn af AURAs overskud, gennem de investeringer vi foretager i lokal infrastruktur, innovation og bæredygtighed, samt vores støtte til lokale initiativer. Vi bidrager til udviklingen af samfundet – energirigtigt og digitalt. Ganske enkelt.
I efteråret 2020 afholder vi valg til AURA Energis repræsentantskab, og det er en opgave, som vi glæder os meget til, og som har højeste prioritet. Repræsentantskabet er koncernens øverst besluttende organ og har som sine væsentligste opgaver at vælge bestyrelsen, fastlægge koncernens strategi og godkende budgetter og årsrapporter. Vores repræsentantskab mødes flere gange årligt til de ordinære repræsentantskabsmøder samt til inspirationsarrangementer, temamøder og studieture.
Repræsentantskabet består af 99 medlemmer, der alle vælges blandt selskabets andelshavere. Enhver andelshaver har mulighed for at søge den indflydelse, man skulle ønske. Det kan være ved at stille op til valget, det kan være som stiller til en kandidat, og det kan være ved at afgive sin stemme til valget.
RESPEKT FOR HISTORIEN
I AURA tager vi den demokratiske proces meget alvorligt. Hele vores mere end 100 års historie og baggrund som andelsselskab fortæller, hvad det nytter og kan føre til, når borgere og lokalsamfund tager initiativer, debatterer og tager beslutninger. Det er selve grundlaget i vores demokrati i Danmark og i AURA. Vi vil derfor bruge anselige ressourcer i 2020 på at forberede repræsentantskabsvalget, så flest mulige af vores andelshavere ved, hvad valget betyder, og hvilke muligheder og rettigheder der ligger hos vores ejere.
En af de væsentligste opgaver i den forbindelse bliver at gøre vores omverden og vores andelshavere opmærksom på, hvem der i det hele taget er andelshavere. En undersøgelse foretaget i efteråret 2019 viste, at en overraskende lille del af vores andelshavere rent faktisk vidste, at de var andelshavere. Det ønsker vi at forbedre, for først når man kan se sig selv ind i en konkret sammenhæng, bliver det relevant at interessere sig for – endsige deltage i valget.
GOD SELSKABSLEDELSE
Sammen med vores erhvervs- og interesseorganisation Dansk Energi udgav vi i 2017 ’Anbefalinger for god selskabsledelse’, hvor der blandt andet bliver sat fokus på aktivt ejerskab, forstået som ”…at skabe større gennemsigtighed for den enkelte ejer og dermed øge interessen for at søge indflydelse og styrke det lokalt forankrede fællesskab.”
Vi har et ønske om, at vores øverste myndighed – repræsentantskabet – afspejler den omverden, vi er en del af, og det ejerskab vi har. Ligeledes ønsker vi at kunne sammensætte en bestyrelse med de nødvendige kompetencer og en mere ligelig køns- og aldersfordeling. Derfor bliver en anden væsentlig opgave forud for repræsentantskabsvalget at få en bredere gruppe af andelshavere end hidtil til at interessere sig for AURA i første omgang og muligheden for at søge indflydelse i anden omgang.
VALGLEDELSE UDPEGET
Det forestående repræsentantskabsvalg er blot det andet i den konstruktion, som AURA har i dag. I 2016 fik vi valgt det første repræsentantskab efter fusionen i 2014 og efterfølgende en bestyrelse. Det er derfor det siddende repræsentantskab og den siddende bestyrelse, der har været med til at tegne stregerne og sætte retningen for den positive udvikling, som vores koncern har haft de forgange år. Og tilsvarende bliver det kommende repræsentantskab – og bestyrelse – ansvarlige for at sætte nye streger og justere retningen frem mod 2025, herunder at give den nugældende strategi ’Vores AURA’ et review.
Arbejdet med at forberede repræsentantskabsvalget begyndte allerede i anden halvdel af 2019, og helt konkret fik vi på et repræsentantskabsmøde d. 26. november 2019 valgt en valgledelse, der består af fem personer. Valgledelsen udstikker i henhold til vores valgregulativer retningslinjerne for repræsentantskabsvalget og er garant for, at valget bliver afholdt efter reglerne. Valgdatoen er fastsat til d. 13. november 2020.
Vi ønsker et godt valg for AURA Energi a.m.b.a.