Autopoiesis, 1. nummer, september 2012 by Auto Poiesis

Autopoiesis Sociologisk Institut Studenterblad

TEMA

København Hipsteren – et symbol på vores samtid

Parken, der skifter ansigt, når mørket falder på September 2012

Poul Poder – sociolog, cyklist og helårsbader

Autopoiesis 1. nummer September 2012 Forlægger Sociologisk Institut Københavns Universitet Øster Farimagsgade 5, Bygning 16 1014 København K Tryk JESPERSEN TRYK + DIGITAL Ved langebro 1 2300 København S Redaktion Yevgeniy Golovchenko (chefredaktør) Morten Tromholt (layout+aktuelt) Emil Rosenlund Andersen (aktuelt) Andreas Volquartz Overgaard (aktuelt) Nikolaj Mathias Primault (tema) Marie Espensen (tema) Louise Borum Bech (web) Bigdragydere Petter Anthun, Christoph Ellersgaard, Anton Larsen, Malene Lindberg, Marie Jepsen, Hjalmar Carlsen, Mikkel Jønck, Bjørn Schiermer, Anders Blok, Marie Meilvang, Nina Damsgaard, Mathias Elrød, Marie Louise Møller, Magnus Pedersen,Torben Holm, Tanja Jørgensen, Anne Bædkel, Emir Degirmenci,Yakup Bas, Jonathan Kusier, redaktionen på DenVildeTanke

Leder Alting begynder med en idé. For få måneder siden blev idéen om Autopoiesis født. En helt almindelig dag på CSS blev en intens frokostpause i den hemmelige kantine afsluttet med et afgørende spørgsmål: Skal vi lave et studenterblad? En så forførende tanke gjorde det umuligt at lade være. Arbejdet blev sat i gang sideløbende med opgaveskrivning, eksamener og sommerferiens glæder. Med instituttets uvurderlige støtte, skribenternes afgørende indsats og de medstuderendes opbakning er idéen blevet til virkelighed. Mens du læser dette – måske som frisk russer eller som erfaren underviser – bliver instituttet beriget med noget nyt. Dette blad leverer en platform, der formidler instituttets indre verden. En verden, der både indeholder sjov, undren og sociologiske betragtninger. Denne første udgivelse sætter fokus på et emne, som vi alle sammen har at gøre med til dagligt, nemlig vores by, København. De sociologiske perspektiver herpå er mange, hvilket også afspejles i dette blads indhold. Her bliver du introduceret til byens mange aspekter: fra bøssesex i Ørstedsparken, hipsteren til den sociale overraskelse ved den danske pølsevogn. Udover temaet finder du mange andre aktuelle artikler, der giver et indblik i, hvad der rører sig på instituttet og præsenterer interessante sociologiske problemstillinger. Lad disse indledende ord blive din begyndelse på en ny og spændende tilgang til sociologiens verden. God læselyst!

Kontakt socblad@gmail.com Facebook Autopoiesis - Sociologisk Studenterblad Oplag 300 stk. Forside Nørrebro Station fotograferet af Morten Tromholt

På vegne af redaktionen, Yevgeniy Golovchenko

Indhold

TEMA

17 Fremtidens Nordhavn

Hvordan skabes en ny og bæredygtig bydel? Sociologerne kommer på detektivarbejde i jagten efter svar

En rigtig pølsemand er ligesom frisøren meget snaksalig, kender sine kunder og er altid god for den nyeste sladder Pølsevognen er et stykke truet dansk kultur. Det er ærgeligt, for i rummet foran pølsevognen udviskes forskellene mellem høj og lav

26 TEMA

22 Poder

4 7 8 10 12 14 17 20 22 25 26 28 30 32 34 36

Han kæmpede for sociologistudiets overlevelse i 80'erne. Nu underviser han os med stort engagement. Poul Poder fortæller om sociologistudiets udvikling og potentiale

H.C. Ørstedsparken Grøn oase med en seksuel historie og funktion Boganmeldelse Indføring i Systemteorien Magteliten i Danmark Hvem sidder egentlig på magten i Danmark? Fra STORBYparanoia til Store Heddinge Forskningskollektivet Et eksperimentarium på Sociologisk Institut Hipsteren Kortlægning af et samtidsfænomen På sporet af fremtidens Nordhavn Fra nørdet sociolog til overfladisk journalist Sociologien, cyklen og de kolde afvaskninger – Poul Poder Studietur Dannelsesrejse i Krakow Mere end bare en pølse Et blik på dansk pølsevognskultur SU'en gavner alle Et politisk perspektiv Tilfredshed på trods De almene boligområder Er det muligt at få et glimt ind i fremtiden? Det urbane nattelivs dramaturgi Visdommens ord Ord til eftertanke

H.C. Ørstedsparken grøn oase med en seksuel historie og funktion I flere af Københavns pæne parker dyrker liderlige mænd tilfældig sex. Sådan har det været i årrækker, og der er ikke noget, der tyder på, at det vil stoppe med det første. Sex er noget mange vil kalde en af de mest intime og private handlinger, der findes. Alligevel foregår det på flere af byens mest offentlige pladser. TEMA

Petter Dotterud Anthun Kandidat i sociologi

ige syd for det Samfundsvidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet ligger H.C. Ørstedsparken, i hjertet af København. Den er bygget op af stier, bakker, statuer, staudebede og en stor smuk sø. Om dagen bruges den af alle mulige mennesker. Der er folk ude og lufte hunde, hjemløse der samler tomme flasker, børn der leger på legepladserne og unge, der nyder en øl eller en smøg, hvis solen er ude. Når aftenen kommer, tyller mørket parken ind i et noget mærkværdigt tæppe. I lighed med Kongens Have lukkes Ørstedsparken ikke af for offentligheden. Dens porte står åbne for tilfældigt forbipasserende og tilfældige møder. Ved solnedgang bliver parken omskabt til et hemmelighedsfuldt tilholdssted. Cruising mellem mænd har fundet sted i parken i længere tid, endda før dens færdiggørelse i 1879. På grund af den tætte vegetation, netværket af overlappende stier, den dunkle belysning og en tilgængelig lokalisering i byen, har parken været et ideelt sted for at snige sig ind i buske og spille pik og bolle med

tilfældige fremmede. Cruising er en praksis, hvor man er på udkig efter andre at have uforpligtende og anonym sex med. Spillet om at finde de, der er i samme ærinde som sig selv, er en del af denne aktivitet. Det er et fænomen, der eksisterer blandt homoseksuelle mænd over hele verden, særlig i storbyer, og København er ingen undtagelse. Det har været, hvad man kan kalde, et essentielt udløb for mænd, der har haft ønske om at leve sine homoseksuelle lyster ud i tider, hvor seksuelle handlinger mellem mænd har været fordømt. Parken har været et sted, man kunne gå forbi, før man smuttede hjem til sin kone og sine børn, som en måde at få tilfredsstillet sit begær på. Cruising har med andre ord haft en relativ stærk funktion som et socialt fænomen for mænd, der i hemmelighed har villet dyrke sex med andre mænd. Hvordan skal man så forstå et sådant fænomen i en tid, hvor tilgængeligheden af sex, i alle tænkelige former, er betragteligt udvidet? At kneppe i parken har været noget nærmest rationelt, en af få muligheder for at dyrke bøssesex, men det kan altså

ikke længere forklares sådan. Hvordan skal man så forstå, hvorfor cruising stadig finder sted i dagens frisindede og seksuelt åbne samfund? ”Hello stranger” Der findes en række litteratur, både akademisk og skønlitterært, omkring cruising i europæiske og amerikanske byer. Man kan finde digte helt tilbage til 1800-tallet om liderlige mænd i parker og deres eskapader. Professor Henning Bech beskriver cruising som en del af de moderne livsbetingelser for homoseksuelle, der opstår sammen med udviklingen af den moderne storby. Urbanisering har fra sociologiens fødsel været en central del af fagets interesseområde. Samtidigt med har byer som København og dens befolkning vokset sig større og større og åbnet op for dannelsen af nye mødepladser. Som følge af en tættere sammensætning af mennesker, er sådanne mødepladser også blevet mere anonymiseret sammenlignet med mindre byer. Samtidig med denne udvikling, er der opstå-

Det er en praksis afholdt for liderlige mænd, der gerne vil smage hinandens pik eller udfolde sig seksuelt på andre måder

et en æstetik, hvor den fremmede har fået nye karaktertræk, blandt andet som et erotisk væsen. Den fremmede har fået et nyt potentiale, og er blevet tillagt en række potentielle egenskaber, som kan forsøges afdækket. Med etableringen af de moderne storbyer, er også den moderne og vestlige forståelse af seksualitet blevet etableret. Grunden hertil ligger i høj grad i fremvæksten af lægevidenskaben og psykologien, samt interessen for seksualitet som en menneskelig kapacitet. Seksualitet blev tillagt noget væsensmæssigt hos alle mennesker, som noget underliggende og måske skjult. I en sådan forståelse vil nærmest alle sociale sammenhænge åbne op for et erotisk og seksuelt potentiale mellem de involverede parter. Hvem som helst kan have en underliggende lyst eller et begær klar til at blomstre. Da måske særligt en fremmed. Som tidligere skitseret har parker altid været steder, hvor fremmede møder hinanden. Den fremmede er en del af vores kulturelle historie om byen. Marie Bruvik Heinskou (adjunkt red.) skriver om parker som en gråzone i by-

Autopoiesis

en. Parken som område konstitueres og reguleres af strukturer med spændingsforskelle. Det er en uklar linje mellem natur og kultur, menneske og dyr, byen og jorden. Ved at indtage en park, som Ørstedsparken, opstår der en rekonstituering af ens eget selv. Der foregår nogle andre regler for, hvordan man skal opføre sig, og hvad man kan forvente. Ved at bevæge sig ind i Ørstedsparken en aften bliver man overladt til sig selv. Det er, når man er alene, det er muligt at opnå kontakt med andre og indgå i cruisingaktiviteten. Kommer man sammen med en anden kavaler, ser det blot ud som om, man spadserer en lille aftentur sammen uvidende om parkens seksualiserede logik. Parkens logik For at være en vellykket cruiser skal man kunne iscenesætte sig selv. Man skal kunne vise sig frem, vise sin tilstedeværelse og signalere i hvilket ærinde, man er ude. En af forudsætningerne er, at man er af det mandlige køn. Det er eksklusivt mænd, der har adgang til

cruising som praksis. Det er en praksis afholdt for liderlige mænd, der gerne vil smage hinandens pik eller udfolde sig seksuelt på andre måder. Cruisingen foregår gennem iscenesættelse og udveksling af blikke. Ved at lade sig beskue af andre og kigge tilbage antyder man i hvilket ærinde, man er. Andre signaler som fløjtning eller mild hoste bliver også taget i brug for at kommunikere med hinanden. Man bliver både en performativ udøver og en beskuer, nærmest et publikum. Det er en dobbeltrolle, man skal være sig bevidst. Det er hverken en overkant objektiv eller subjektiv positionering. Ved opnået kontakt med en udvalgt, er det blot at krybe ind i en mørk busk og lade bukserne falde. Cruising er en relativ hurtig og effektiv måde at få udløb for sit seksuelle begær. I modsætning til en del andre arenaer, hvor man ønsker at opnå seksuel kontakt med andre personer, behøver man eksempelvis ikke at indgå i en samtale for at forføre sin potentielle partner og formulere klichéfulde scorereplikker. Samtidig er cruising tilrettelagt

H. C. Ørstedsparken set fra det nordøstlige hjørne.

på en måde, hvor alt foregår indenfor et fastsat område. Man finder sin partner, boller og gør sig færdig med hinanden i parken. I modsætning til hvis man befinder sig på en natklub eller en bar, hvor man som regel bliver nødt til at bevæge sig over til et andet sted for at have sex (med mindre man vælger at tage ind på et WC selvfølgelig). I parken eksisterer der også en fare for at blive overvåget og opdaget, og det kan for nogen fungere som et stimulerende spændingselement. Der er dog udvalgte områder, man ikke skal bevæge sig indenfor som cruiser i parken. Legepladserne er det svært sjældent nogen bevæger sig inden for. Historisk, og stadig tidvis, associeres homoseksualitet og sex mellem mænd med pædofili. De er begge afvigende seksualiteter fra heteroseksualitet, og der er ved flere anledninger blevet sat lighedstegn mellem de to øvrige. Dette er en af mange grunde til at homoseksualitet historisk har haft et noget sårbart rygte. Blandt andet er pædofile i mange sammenhænge blevet anset som indehavere af en undertrykt

homoseksualitet. En anden forklaring på fraværet af sex på legepladserne kan være, at inden for det vi ofte kalder vores nutidige samfund, nemlig det postmoderne, åbnes op for at alle subjekter har et erotisk og seksuelt potentiale, selv børn. Derfor gælder det om at træde pænt for ikke at mistænkeliggøres. Postmodernitetens betingelser Man kan videre sige, at det er de postmoderne betingelser som medierer vores seksuelle muligheder. Zygmunt Bauman skriver om sex i det postmoderne som løsrevet fra kærlighed og erotik. Det kan dyrkes hver for sig i modsætning til en mere traditionel seksualmoral. Man behøver ikke længere være gift og forelsket for at have sex. Dette åbner op for nye måder og områder at dyrke sex. Med sin historie fungerer parken som en katalysator for de cruisende mænd, der bevæger sig i den. De dyrker ikke kun sex der, fordi det er den eneste mulighed, men fordi det giver en anden oplevelse end andre seksualiserede arenaer. Cruiserne kan ud fra dette forstås som sanse-

jægere. Deres eksistentielle forudsætninger har fået grobund takket være svækkelse af sociale bånd. Separationen af husholdning og forretning i vores postmoderne tid tillader afsættelsen af normer, moral og følelsesmæssige behov. Seksuel nydelse fremhæves som noget højst glædeligt, og man opmuntrer til at finde seksuel nydelse indenfor en række områder. Seksuel lyst bliver et ideal, hvor man konstant skal søge efter en lyst for at finde ny lyst. Et fuldværdigt og sundt menneske skal have dybe seksuelle drifter. Skal man udvikle sig selv, skal dette også foregå indenfor seksuallivet. Med sin historie har Ørstedsparken dybt forankrede forudsætninger som et område, hvor det er muligt at leve de postmodernistiske idealer ud. Til trods for at cruising ikke har den samme samfundsmæssige historiske funktion som før, har vores postmoderne seksuelle idealer givet muligheden for at cruising stadig opleves som meningsfuldt.

Bo gan m

eld els e

Niklas Luhmann

Indføring i Systemteorien

Nikolaj Mathias Primault Bachelorstuderende

Bliv boganmelder Har du også lyst til at anmelde en bog, så kontakt redaktionen på: socblad@gmail.com Anmeldere vil modtage den pågældende bog gratis.

Indføring i Systemteorien er ikke nogen ny udgivelse. Selve teksten er en transskription af en forelæsningsrække, som Luhmann har afholdt på Bielefeld Universitet i 1991. Den godt 300 sider lange bog, som er resultatet af den danske oversættelse, udkom tilbage i 2007. Ikke desto mindre fortjener denne noget oversete bog en reintroduktion i kredse af sociologistuderende, hvor Luhmann optager en lidt ambivalent plads blandt andre pensum-sociologer. At Luhmann og systemteoriens relativt begrænsede udbredelse skulle skyldes en skeptisk tilgang til endnu en Grand Theory oven på Parsons’ tidligere forsøg, udgør utvivlsomt en del af sandheden. Ikke desto mindre kan der ikke herske megen tvivl om, at Luhmanns lidt perifære placering i de fleste studerendes teoriarsenal også skyldes, at Luhmanns tekster generelt er kryptiske og svært tilgængelige. Indføring i Systemteorien blev som sagt formuleret mundtligt, hvilket afspejler sig i teksten, der må siges at være langt mere tilgængelig end fx Sociale Systemer, som bogen ligger sig tæt op ad tematisk. Forelæsningsrækken var oprindeligt – som det også fremgår af bogens titel – tænkt som en indføring for sociologistuderende uden forudkendskab til systemperspektivet, hvorfor de fleste af systemteoriens begreber introduceres omhyggeligt. Det kan dog alligevel være en god ide lige at genopfriske den lidt usædvanlige og yderst specialiserede Luhmann-terminologi, før man giver sig i kast med Indføring i Systemteorien – eventuelt med en Marmor-dosis. For det er ikke til at komme udenom, at Luhmanns systemperspektiv er både omfattende og indviklet, også selvom forelæsningsrækken udgør en indføring der – for nu at benytte Luhmanns sprog – formår at redegøre for teoriens grundtræk uden at drukne i kompleksitet. Bogens tilgængelighed gør den til et seriøst alternativ til den ligeledes svære sekundærlitteratur, der er at finde på markedet. Bogen må siges at være gennemsyret af den specielle sproglige og indholdsmæssige karakter, der præger Luhmanns andre tekster. Derudover deles der glædeligt ud af en omfattende historiske viden samt et utroligt tværfagligt overblik, som ligger til grunde for teorien. Det betyder samtidigt, at man som læser skal holde tungen lige i munden for at forstå, hvorfor det lige er, at Chomskys Universalgrammatik eller Spencer Browns Formanalyse er relevante for en teori om det uddifferentierede samfund. Til tider grænser teksten desværre til det metateoretiske, hvilket fjerner fokus fra dens egentlige formål som indføring. Bogen indeholder således overvejelser om sagsforhold indenfor alverdens discipliner, hvilket vanskeliggør læsningen. Om ikke andet udviser Luhmann en sociologisk fantasi, som får Wright Mills til at ligne en teoretisk uinspireret nikkedukke. Desværre er det ikke helt gratis at hive Indføring i Systemteorien ned fra hylden i den lokale boghandel. Bogen står til 498 som vejledende pris. Men som det nævnes i bogens introduktion, er oversættelsen af en sådan bog en dyr affære og Indføring i Systemteorien udgør et vigtigt bidrag til den dansk-oversatte Luhmann-litteratur, der desværre stadig halter i lyset af de 44 udgivne bøger på originalsproget. Indføring i Systemteorien udgives af forlaget Unge Pædagoger og kan købes på hjemmesiden www.u-p.dk eller i udvalgte boghandlere. Sidetal: 317

Magteliten

i Danmark

Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen

Ph.D.-studerende

vordan er mulighederne for at tage beslutninger med nationale konsekvenser fordelt? Med dette spørgsmål som ledetråd undersøgte C. Wright Mills den amerikanske Power Elite i studiet fra 1956 af samme navn. I Danmark konkluderede magtudredningen fra 2003, at hver dansker med rette kunne svare ”Magten, den har jeg!”. Dette står i skærende kontrast til det Millske billede af magtkoncentrationen indenfor en lukket social klike, hvor indflydelse kræver at ”You must be known well, you must be well liked, you must be an insider”. Desværre har den sociologiske forskning i integrationen mellem elitegrupper i Danmark været stort set ikke-eksisterende, især når det gælder forsøg på at tegne et samlet billede af eliten herhjemme. Det er ærgerligt, fordi forbindelserne mellem elitegrupper kan være særdeles afgørende for, hvilke former for magt, der kan opnå dominerende positioner og hvordan. Dermed sender magtkampe indenfor eliten eller eliterne også efterskælv nedad i det sociale rum. Således er viden om eliten en forudsætning for at kunne leve op til C. Wright Mills’ ideal om forstå sammenspil mellem individuel biografi og kollektiv historie. Hvem er med i magteliten? Det første spørgsmål man som sociolog må stille er naturligvis: Hvem tilhører eliten? Hvornår er en person magtfuld? Her åbnes lidt af en Pandoras æske af forskellige magtdefinitioner. Vi forsøger derfor at vende spørgsmålet om: Hvem er bedst integreret i magtfulde netværk i Danmark? Der ligger nemlig en social logik bag, hvem der optages i foreningsog virksomhedsbestyrelser, klubber, fonde, kommissioner eller på gæstelister til officielle begivenheder. Logikken tilsiger, at der er en stærk forbindelse mellem netværkets nuværende status, enten målt gennem de aktuelle medlemmers integrationsgrad i eliten eller dens organisatoriske styrke, og de nye medlemmer, der bliver optaget. At blive

vejet og fundet egnet til at deltage ved et royalt bal eller side i bestyrelsen for en stor virksomhed betyder, at man er en person, der blandt de dominerende på dette område nyder høj status. Sagt med Bourdieu er der en tæt forbindelse mellem ens sociale og symbolske kapital. Derfor er vi i øjeblikket i gang med at opbygge en omfattende database, der forsøger at måle social kapital eller de netværksforbindelser, der er mellem magtfulde aktører i Danmark. Vi registrerer alle ledelser og bestyrelser i offentlige institutioner, i de 1000 største virksomheder, i alle foreninger med høringsret samt i udvalgte andre netværk fx VL-grupper. Vi forventer, at datasættet i alt vil bestå af ca. 4000 forskellige netværk og omkring 25.000 unikke individer. Hypotesen – baseret på vores undersøgelser af de 100 vigtigste Danske topdirektører fra vores speciale Firmaets Mænd – er, at en relativt lille grup-

pe – måske 250, måske 750 individer – vil være væsentligt bedre integreret end resten. De vil så udgøre magteliten.

Hvilke positioner er tilgængelige for kvinder? Er adelen og de gamle industrimagnater stadig velintegrerede?

Hvordan ser magteliten ud? Når denne gruppe er identificeret rejses en række spørgsmål. Først og fremmest hvem er integreret i magteliten. Hvor stærkt står den politiske elite? Hvad med fagbevægelsen? Medierne? Hvilke kunstnere kommer med? Hvilke forskere? Dernæst: Hvilke fraktioner er der: Hvem andre i magteliten er mediernes folk integreret med? Politikerne, erhvervslivet eller kunstnerne? Er der stadig stærke forbindelser mellem de borgerlige partier og erhvervslivets top? Finder man – som i Sverige i 1990’erne – to eliter: en økonomisk-borgerlig og en socialdemokratisk eller er magteliten bundet sammen på tværs af politiske tilhørsforhold? Alle disse spørgsmål kan – kombineret med den rette kvalitative viden og teori – besvares gennem social netværksanalyse. I Bourdieus forstand er målet at få en bedre forståelse af udvekslingsraterne mellem forskellige former for kapital.

Illustation: Anders Grucz Vindbjerg

Men andre karakteristika er også vigtige for at forstå en social gruppe som de bedst integrerede. Derfor vil vi også indsamle prosopografiske (kollektive biografiske) data på den integrerede gruppe. Hermed kan man undersøge, hvilke karriereveje, der leder til inklusion i magtfulde grupper og de modsætninger, der er indenfor det, man med Bourdieu kan kalde magtfeltet. Dette felt kan tegnes op ved hjælp af multipel korrespondanceanalyse. Hvem baserer deres magt på henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Er der andre typer kapital, der også er afgørende for struktureringen af magtens spil. Her åbnes også op for en række spørgsmål: Hvor stor en andel kvinder er med i magteliten? Hvilke positioner er tilgængelige for kvinder? Er adelen og de gamle industrimagnater stadig velintegrerede? Hvilke professioner eller uddannelser – kombineret med bestemte sociale baggrunde – optager de forskellige positioner på magtfeltet?

Autopoiesis

Et afgørende spørgsmål her er elitens homogenitet. Hvis magteliten er præget af relativt ens positioner med samme sociale baggrund er det kun naturligt, hvis de værdier og normer, der former elitens beslutninger også forbliver nogenlunde ens. Desuden sikrer en kombination af tæt integration sammen med ensartet livsbane en stærk intern tillid og mulighed for at agere som en sammentømret social gruppe, som en klasse für sich. Hvad betyder det at magteliten ser ud som den gør? Når dette overordnede billede er tegnet, så vil vores projekter adskille sig ved at undersøge betydningen af forbindelser og relationer mellem positioner på magtfeltet gennem casestudier, fx af integration mellem statsadministration og erhvervsliv. Gennem det kan spørgsmålet: Hvad gør den herskende klasse, når den hersker, besvares. Hvilke konsekvenser har det fx for lovgivningen og administrationen, når Carlsberg gennem Bryggeriforeningen har særdeles tæt kontakt til de politiske og bureaukratiske processer for pantlovgivning. Desuden skal selve den metodologiske antagelse om netværks betydning undersøges. Hvordan opfatter politikere, topdirektører eller kunstnere de forskellige poster de har? Hvad benytter de posterne til? Hvor tæt skal en forbindelse være, før den er tillids- og solidaritetsskabende? Og hvordan virker forbindelser, hvor man (på papiret) har modstridende interesser, fx overenskomstforhandlinger eller dyrevelfærdsog landsbrugsorganisationer? Kun ved kvalitativt at belyse denne type spørgsmål kan man komme kød og blod på relationerne og de strukturelle forbindelser de statistiske metoder kan fremhæve. Do it yourself! Eliteforskningen har den fordel, at nogle af populationerne er relativt små. Dermed er det muligt selv at samle sine data ind på hele populationen. Data er rimeligt let tilgængelige gennem offentlige registre, artikler, CV’er og private databaser. Her er en mulighed for sociologer til at trække på de store ressourcer, der ligger på nettet, og i mindre grad være afhængig af store forskningsbevillinger og gå på jagt i studierne af organiseringer indenfor forskellige deleliter eller mellem disse. Sammen med studier af, hvordan magtspil konkret fungerer rummer studiet af deleliter et væld af interessante problemstillinger, hvor vores projekt alene fungerer som et overfladisk helhedsbillede, der kan hjælpe med at forstå de overordnede strukturelle forbindelser. Med andre ord er et studie, der identificerer magteliten afhængigt af, at andre senere hen benytter billedet af magteliten til at kvalificere og objektivere deres analyser. Hermed altså en opfordring til at gå i clinch med magtens mænd (for det er som regel mænd) og indtænke dem, når biografi og historie sammenkobles.

Fra STORBY p ar no ia til Store Heddinge - Et strejftog i den etiske storby TEMA

Malene Lindberg og Marie Blomgren Jepsen Kandidatstuderende

Den postmodernistiske bysociologi har karakter af en sand forfaldshistorie. Et toneangivende eksempel finder vi i Zygmunt Baumans essays ’At udviske ansigtet’ (2006) og ’At søge ly i Pandoras æske’ (2005), hvor nærhedsetikken i vore øjne afføder decideret byparanoia. Vi vil i denne artikel opstille et psykoanalytisk alternativ ved at introducere et negativt etikbegreb som muliggør, at mødet med den ansigtsløse fremmede kan avle etisk ansvarlighed frem for uetisk ignorance: I storbyens fremmedhed tvinges vi til at møde det vi ikke allerede kender og forstår, og heri ligger kimen til en genuin tilgang til den anden. Baumans bytese kredser om, at mennesker undgår hinanden i byen, fordi de mange fremmede og ukendte indtryk opleves som et faremoment. Byens fremmedhed bliver kilden til en konstant frygt, som spænder ben for etikken: ”Man kan hævde, at kilderne til fare nu er flyttet ind i byens hjerte. Venner, fjender og mest af alt de undvigende og mystiske fremmede, der svinger mellem disse to yderpunkter, blander sig med hinanden og kommer i nærkontakt på byens gader og stræder. Krigen mod usikkerhed, fare og risiko føres nu inde i byen, og det er herinde, at slagmarkerne markeres og frontlinierne trækkes op” (2005:70f). I byen konfronteres vi med en konstant uvished om, hvad den fremmede kan finde på. Derfor bekriger bymenneskerne hinanden frem for at mødes. De andre i byen er ”fysisk nærværende, men moralsk set fjerne individer” (2006:61). Byboerens overlevelsesstrategi bliver at omgås den fremmede uden at forholde sig etisk til ham, og ”trække sig tilbage fra det offentlige rum og ind i små isolerede enklaver af ensartethed” (2005:75). Bauman kobler således urbaniteten med en total etisk ignorance: Storbyen bliver dystopia. I 2007 rundede andelen af verdens befolkning, der er bosat i byer 50 %, og ifølge fremskrivelserne vil andel stige til 70 % i 2050. Hvis ikke

størstedelen af menneskeheden skal føre en uetisk tilværelse i dystopia, er det afgørende at vi formulerer en alternativ forståelse af det urbane livs etiske potentialer. Her mener vi, at psykoanalysen kan levere et afgørende bidrag til bysociologien, når den opfordrer til spørgsmålet: ”Hvad hvis nu det forholder sig modsat?”. Hvad nu hvis byen er etikkens topos frem for den etiske ignorancens topos, fordi kilderne til fare er flyttet ind i dens hjerte? I psykoanalysens optik er fremmedhed ikke en barriere for etisk stillingtagen, eftersom den andens fremmedhed ikke står i modsætning til os selv. Den fremmede er fremmed for os, ligesom vi er fremmede for os selv: Inderst inde er vi begge langt ude (Rösing 2007:77). Det psykoanalytiske etikbegreb knytter sig derfor til alt det, der ikke giver mening – det, Sigmund Freud benævner det ubevidste og hans formalistiske arvtager, Jacques Lacan, kalder det Reelle. Det reelle minder os om, at verden dybest set ikke giver mening, og det er denne ubehagelige og traumatiske påmindelse, der har etisk værdi. Hermed ophæver etikken forbindelsen mellem mening og gyldighed og mellem det gode og det behagelige. Det er derfor netop på byens usikre, farefulde og risikable slagmarker etikken først og fremmest bliver virksom. En mosaik af skæbner I storbyens kaotiske virvar af forskelligartede indtryk kan vi ikke dyrke det meningsfulde, og derfor får hvert enkelt menneske lov til at beholde sin fremmedhed. Tag eksempelvis det kaotiske byrum omkring Nørreport, hvor hundredvis af forskelligartede mennesker mases sammen hver dag. Jakkesætsklædte forretningsfolk med vigtige dokumenter i attachémappen lever i samme rum som ramponerede sprittere med guldbajere, læderveste og t-shirts, der engang var sorte. Mennesker fra vidt forskellige samfundslag og kulturer færdes blandt hinanden i et rum, der stinker af pis og er overrendt af henstillede cykler og tarvelig bake-off. Er det ikke lige præcis her, hver enkelt får lov til at beholde sin fremmedhed? Når vi ikke tager notits af hvert et ansigt, der strømmer op ad Nørreports tyggegummibefængte trapper, forbliver den anden ansigtsløs. Vi forstår ikke, hvorfor det ene partiku-

lære menneske endte som spritter, og hvilket hjerte, der gemmer sig under den partikulære andens jakkesæt. Vi kan ikke spejle os i deres øjne, men heller ikke undgå at lade os mærke af spritterens klamme lugt og jakkesættets ulækkert polerede overflade. Disse klamme, ildelugtende og beskidte byrum rummer et etisk potentiale, som Bauman overser. Konsekvensen af Baumans nærhedsetiske krav er, at mennesket skal leve i rum præget af så lidt kompleksitet, at vi kan stoppe op og kigge dybt ind i enhver forbipasserendes øjne. Når storbyens buler rettes ud og forfaldet tildækkes, erstattes byens buldrende larm med fuglesang – og hvori består da forskellen til de provinsielle enklaver af ensartethed, som Bauman kalder roden til etisk forfald? Vi mener, at Baumans krav om, at den anden skal mødes i øjenhøjde implicerer, at den etiske ansvarlighed kun kan være virksom i den pænt friserede by – provinsbyen. Københavnerdigteren Søren Ulrik Thomsens begræder provinsidealets indtog i storbyen: ”Idealet er Kartoffelrækkerne, Brumleby, Haveforeningerne og alle andre steder, hvor suset fra storbyens heksekedel er fadet ud i så flad en hyggefis, at man ængsteligt må spørge sig selv: Og hvor er det så, jeg har oplevet det her før? Denne klamme kombination af forlorent fællesskab og kiggen skævt til de skævbenede og til dem, der humper rundt uden for hækken? I provinsen, selvfølgelig, i Store fucking Heddinge, såmænd” (Thomsen 2002:4). Spirer i betondækket Det er i Store fucking Heddinges minisamfund, Baumans nærhedsetik er virksom, for det er her, vores ansigter ikke opløses i storbyens menneskemasse. I Thomsens storbyskriverier, som er en lyrisk hyldest til det monstrøse storbyliv, er Store Heddinges rene udtryk netop ikke etisk vækkende. Fællesskabet er forlorent. Vi har muligvis tid til at stoppe op og se hver eneste indbyggers ansigt, men vi ser ikke den

Søren Bock-Larsen (CC BY-NC-ND 2.0)

andens fremmedhed i dette ansigt. Vi ser i stedet ligheder, mening og identitet. Bauman nævner selv, at etikken ikke er helt uddød i det postmoderne liv: ”Uanset hvor få spirer den [nærhedsetikken] sender op gennem den sociale ordens betondække, må den nødvendigvis have rødder et sted i dybet – ellers ville enhver form for liv være uudholdeligt oven på så livsløst et fundament” (2006:58). Det er lige præcis disse spirer en psykoanalytisk bysociologi må hæfte sig ved: Det ufattelige, som bryder med det pæne og meningsfulde. Disse spirer er dog ikke, som Bauman postulerer, færrest i storbyen og flest, hvor det sociale liv er mindre kondenseret. Det psykoanalytiske argument er netop, at spritteren og forretningsmanden er med til at slå de sprækker i hinandens byer, der skal til, for at spirene kan finde vej igennem betondækket. Spiren er det reelle moment, der undviger enhver form for identifikation, og således underminerer det pæne og ordnedes tendens til etisk ignorance. Byens fremmede, som støder ind i os på gaden og som vi bliver mindet om ved faldstammens rislen, flænger uophørligt vores forestilling om en meningsfuld verden. I byen udviskes kilderne til en etisk tilværelse ikke – de optegnes! Litteratur Bauman, Zygmunt (2005): ”At søge ly i Pandoras æske” i Dansk Sociologi 16, nr. 3 s. 65-76 Bauman, Zygmunt (2006): "At udviske ansigtet" i Jacobsen, Michael Hviid (red): Baumans Mosaik. Odense: Syddansk Universitetsforlag Rösing, Lilian Munk (2007): Autoritetens genkomst. København: Tiderne skifter Thomsen, Søren Ulrik (2002): ”Parcelhuskvarter på højkant” i Dagbladet Politiken 04.08.02

eksperimentarium for leg med undervisning, forskning og sociologisk praksis

Hjalmar Bang Carlsen og Mikkel Kronborg Jønck

Forskningskollektivet

ORSKNINGSKOLLEKTIVET (FK) er et nystartet projekt på Sociologisk Institut (SI), som vil komme til at stå klart i løbet af efterårssemestret 2012. Som titlen på denne artikel antyder, har FK ikke en fast form. Hvis man alligevel skal opsummere FK, så skal det på nuværende tidspunkt hellere forstås som et eksperimentarium, som danner ramme om et fagligt fællesskab, der kan styrke betingelserne for samarbejde, videndeling, kollektivitet og formidling på SI. Samarbejde og videndeling Vi vil kort forsøge at klargøre, hvad vi mener med de forskellige idealer, som FK vil arbejde for, men først skal det nævnes, at vi tænker forskning synonymt med begrebet undersøgelse. Det handler ikke om hurtigst muligt at blive forsker på instituttet! FK arbejder grundlæggende for mere inddragelse og aktivering af studerende i forskellige undersøgelsesfaser både i og uden for undervisningen. Overordnet set håber vi, at FK kan gøre sociologistudiet mere interessant, relevant og sammen-

hængende, samtidig med at der skabes større faglig indsigt blandt både ansatte og studerende. FK er stadig et åbent og ufærdigt projekt, som alle uanset årgang eller titel kan medvirke i. Først og fremmest vil FK arbejde for at kunne støtte og opfordre til, at man etablerer et utal af faglige grupper mellem ansatte og studerende med samme faglige interesse i og uden for SI. De forskellige samarbejder kan både tænkes i en relation mellem en gruppe studerende, mellem flere forskellige udbudte kurser, mellem hele årgange og mellem studerende og forskere. Graden af intensitet og gensidig forpligtelse kan variere alt efter type af samarbejde og ambition med det konkrete projekt. FK lægger både op til små læsegrupper, hvor man mødes en gang imellem og til større forskningsprojekter (med tilknyttede studerende), hvor man måske mødes hver anden dag. Typisk vil læsegruppen være et supplement til studiet, hvorimod deltagelse i et forskningsprojekt ofte vil ske i forbindelse med BA’en eller specialet. Herudover vil vi arbejde for, at flere fag kan knytte an til hi-

nanden, så der skabes en mulighed for, at studerende kan lave projekter, som kan indeholde den fulde spændvidde af en sociologisk analyse med empiriske, metodiske og teoretiske delkomponenter fra forskellige fag. Det øgede samarbejde vil helt naturligt kræve en større og lettere videndeling, som både kan foregå internt i FK, men også ud af huset. Større videndeling kræver dog en platform og en etisk forsvarlig måde at dele denne viden på. Her kommer (den endnu ikke udviklede) databank ind i billedet, da den skal kunne gøre det muligt at lægge data op og dele det på en forsvarlig måde. Databanken vil i fremtiden forhåbentlig komme til at indeholde en stor samling af præsentationer, opgaver, samt kvalitativ og kvantitativ data, men afhænger til enhver tid af fællesskabets villighed til at dele projekter og data. Herved håber vi at skabe et større fælles ejerskab, og samtidigt at skabe grobund for flere fællesskaber på og udenfor SI. Disse anknytninger til forskellige fællesskaber skal sikre, at man går op i og forpligter sig på at overlevere ens faglige arbejde til fællesskabet, så flest muligt kan få gavn af ens

Forskningskollektivets fysiske base, Lokale 4.1.18, er under opbygning.

arbejde, både færdigt og ufærdigt, hvorved man også selv kan få gavn af andres arbejde. Flere fællesskaber kræver dog også, at man styrker den faglige formidling på SI. Dette inkluderer bl.a. at tænke en modtager ind i sine undersøgelser og, hvis muligt, videreformidle sine resultater i form af forskningsartikler, oplæg, debatindlæg eller plakater. Det at være studerende er ikke blot for øvelsens skyld. Som studerende kan man producere original og interessant viden, som andre kan få gavn af! Undervisningsbaseret forskning Helt konkret vil FK komme til at bestå af en hjemmeside, et lokale, en databank og et fællesskab. De forskellige dele af FK vil tilsammen skabe mulighed for at tænke den sociologiske praksis i en ny kontekst. FK har allerede startet et samarbejde med flere fag heriblandt Elementær samfundsvidenskabelig metode, KOVIKO, Social netværksanalyse, Kollokvium i klasseteori og Co-produktion af Stat, Magt og samfund, som næsten alle vil huse deres undervisning i FK’s (ikke-færdig-

Autopoiesis

indrettede) lokale. De forskellige kurser vil i varierende grad forsøge at engagere studerende i konkrete forskningsprocesser igennem undervisningsbaseret forskning. I disse fag sidder man ikke og læser hele semestret, for så at blive kastet ud i forskningsprocessen kort før eksamensperioden. I stedet skabes en kontinuerlig undersøgelsesproces, som munder ud i et produkt, der på den ene eller anden måde kan deles med fællesskabet. Udover samarbejdet med forskellige fag håber FK at kunne skabe flere frivillige gruppearbejdsprocesser igennem forskellige arbejdsgrupper, som alle har mulighed for at starte. Arbejdsgrupper handler blot om at finde sammen med folk med samme faglige interesse og gøre sit projekt relevant og brugbart for andre interesserede. Man kan fx tage fat i andre, der også interesserer sig for digitale metoder, Foucault eller klimakrisen og mødes en gang imellem for diskutere en konkret sags udvikling eller arbejde frem mod et debatindlæg.

Forskningskollektivet I kan finde os på Facebook ved at søge på "Forskningskollektivet", eller I kan komme forbi lokale 4.1.18 alle mandage og drikke en kop kaffe og høre mere om projektet. Vi annoncerer snarest det næste møde på Facebook og i Katedralen.

Hi ps tERen TEMA

Punk will never die - Anonymt citat

What was the Hipster? - Titel på bog af den amerikanske Journalist Mark Grief. New york: n+1 foundation, 2010

Bjørn Schiermer Adjunkt

ids- og kulturdiagnose er en nobel sociologisk disciplin, og jeg håber, at det fremgår af nedenstående skitse, hvorfor Hipsterfiguren er interessant og vigtigt stof. Jeg har delt overvejelserne op i tre punkter, som jeg dels opfatter som afgørende adgange til Hipsterfiguren, men som samtidig peger ud mod mere almene kulturelle og sociale forandringer: 1) Individualisering og imitation, 2) ironi og ironisk socialitet, 3) Fra modkultur til medkultur. 1) HIPSTEREN som udtryk for et ekstremt individualiseringspres. Hipsterfiguren er ikke bare so last year. Snarere er Hipsteren den, der mener at Hipsterfiguren er so last year. Ikke så snart et udtryk er nyt, før det imiteres; dette er grundviden for Hipsteren. Hipsterkulturen er på en gang kendetegnet af et stærkt krav på individuel autenticitet og originalitet – og en voksende bevidsthed om dette kravs faldgruber og ultimative umulighed. Hipsteren er både original og ironiker. Vi tager kravet på originalitet først. En af nøglefigurerne er her nørdfiguren. Hipsteren ligner ikke blot en nørd – tænk på nørden fra 80'ernes og 90'ernes amerikanske ungdomsfilm; lidt for klog og med lidt for store briller – han vil være en nørd. Nørdens sociale utilpassethed borger for hans individuelle autenticitet, i og med at nørden ikke vil skille sig ud, men ikke kan andet. Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunets film om Amelie fra Montmartre fanger denne romantiserende potensering af nørdfigurens autenticitet godt: Amelie er 'underlig' på grænsen til det socialt handicappede, hun er på en gang 'kikset' og 'tjekket', hun har nok i sig selv, og bruger dagen på at være pusseløjerlig og finurlig på en måde, der 'bare er hende'. Hipsteren gør 'mærkelige' ting, kun han eller hun kan gøre, og som bare 'siger så meget' om ham eller hende. Et blik på Hipster-

kulturens udbredte brug at tatoveringer i forhold til tidligere subkulturer er illustrativ. Ikke blot er udvalget af motiver sandsynligvis større, end det nogensinde er set før i andre subkulturer; hipstertatoveringen er også ekstremt individualiseret: barnlig, anderledes, sjov, kreativ, skitseagtig, surreel, tilfældig, 'casual' og kikset, men aldrig bare uniform – og hvis stereotyp eller kliché, så ment ironisk. Og alligevel eksisterer Hipsteren selvfølgelig som type. Ellers ville man ikke kunne karikere og ironisere over ham (eller hende). Karikaturen indfanger altid det typeagtige. Det nørdede, white trash sensibilitet, fixie-cykel, 50'er briller, afslappet skjorte, whife beater, opsmøg på bukserne osv. Genstandsvalg og præferencer vil selvfølgelig ændre sig, men de imitationelle dynamikker vil bestå og sandsynligvis endda accelereres yderligere – hvorfor kravet på individualitet vil blive stadigt stærkere. Det handler om hvorledes det imitationelle og ensliggørende moment sætter sig igennem bag om ryggen på os – ja, i vore mest individuelle valg og smagsudtryk. Og det handler om den stigende refleksive bevidsthed om denne dynamik. I sidste ende er det stadigt stærkere krav på originalitet blot den anden side af en voksende bevidsthed om, hvorledes imitation og mode indhenter og koloniserer de originale udtryk. 2) DERFOR er det tit nemmere at slå om i ironi. Så ved folk jo, at man ikke mener det alvorligt. Ironi indebærer altid, at man 'kimser' af noget der er passé, mainstream, indoptaget i hovedkulturen, noget der alene skyldes tankeløs imitation, noget der 'bare er mode' i en grad så det nu – indforstået og ironisk – kan behandles som et autentisk udtryk. I en god ironi er det klichéagtige netop underforstået. Hipsteroverskægget er et åbenlyst – måske allerede for åbenlyst – selvironisk symbol på

hipsterkulturen. Det kan nu købes som klistermærke, som papfigur, i plastik og med elastik til at spænde om hovedet ved enhver ungdomsfestival – eller som tatovering alle andre steder på kroppen end over munden. Ironi er i sidste ende rettet mod det inautentiske, mod former for kollektiv forførelse af individet, mod dem, der værdsætter bestemte objekter, ikke fordi de har en god grund til det, men blot fordi alle andre gør det. Sådan er det netop gået med Hipsterens overskæg. Men Hipsteren har ikke blot – i modsætning, i øvrigt, til punkeren og den traditionelle modkultur – selvironi. Han ironiserer selvfølelig også over andre. Hipstergenerationens mange ironiske emblemer – skipperfiguren, ankeret, sejlerromantikken, ørnen, mor-tatoveringen, allehånde former for naturidyl og jagt-emblematik, geviret på væggen osv. – peger mod andre typer og andre 'segmenters' stiluniverser og fascinationer. I det hele taget er Hipsteren uden tvivl en bedre livsstilskender end den traditionelle universitetsansatte sociolog. Hans eller hendes kendskab udi stilarter og genstande – og deres sociale, kulturelle og økonomiske tilhørsforhold – er enorm. Men den ambivalente kærlighed til det oversentimentale, sødladne, smertefuldt naive, forlorne, kiksede, mislykkede og overlæssede peger også ud mod mere almene tendenser og sensibiliteter; mod tidens ironiske forkærlighed for kitsch og camp. De ironiske sensibiliteter peger imidlertid også frem mod et mere kritisk forhold til kulturindustriens frembringelser, end vi finder i traditionel populærkultur. Ironikeren lader sig ikke manipulere, snarere nyder han distanceret andres 'fald' for manipulation, prefremstillet romantik, klichéer og kikset effektjageri. Denne arrogance kommer også til udtryk i retro-caféens omgang med andre sociologiske 'segmenters' stiluniverser og markører: Når én væg er overlæsset med et

Autopoiesis

væld af spejle og en anden med en serie af 'skippermalerier', gemmer det et moment af ironisk foragt; de samme impulser ligger bag ophobningen af jagt-gevirer eller lysekroner, der er sat op så at sige 'oven' i hinanden. Man antyder, at disse stiluniverser, på trods af at de tages seriøst af andre samfundsgrupper, har et moment af metervare over sig. Man antyder også at man selv er hævet over sådanne klichéer. Endelig fungerer de ironiske objekter som 'totem-objekter' indadtil i Hipstergruppen. Det er dem, man samles om. Man udforsker indforstået og med (mere eller mindre) campet kærlighed en delt sensibilitet fortættet i bestemte æstetiske genstandsuniverser: Puch-maxi-universet, jagt-universet, White trash-universet, brun bodega-universet, Jehovas vidner-universet osv. Man laver indforståede allegorier og 'intertekstuelle' rebusser, objektsammenstillinger, hvis stilmæssige og sociale referencer kun kenderne af de mere eller mindre folkelige stiluniverser forstår at værdsætte og at afkode. Ironi er således også en (intelligent og humoristisk) social form. En måde at være sammen på. At forstå en ironi er at dele en hemmelighed, nemlig det, som er indforstået, det, der ikke siges, men netop stumt menes. Og hemmeligheder skaber, det ved alle sociologer, et socialt bånd. Det er dette sociale bånd, der danner klangbund for ironikeres leg med andre 'segmenters' eksemplariske objekter og stiluniverser. 3) MEN Hipsteren er ikke altid ironisk. Hans værdsættelse af faderens ungdoms-tøjstil eller moderens 50'er-kjoler er ofte dybtfølt og ægte. Mors dag platterne på retro-caféen eller den amerikanske Hipsterbog, Dads are the original hipsters (Brad Getty 2012, Chronicle Books), indvarsler et helt andet forhold til forældrekulturen, end den vi finder i den traditionelle ungdomskultur: Et skridt fra modkultur til

medkultur. Hipsteren er ikke en oprører, men en bevarer. Retro-fænomenet dækker således også over former for genuin æstetisk værdsættelse af den umiddelbart forgange fortid, som ikke findes tilsvarende hos tidligere ungdomskulturer. Den amerikanske tv-serie Mad Mens åbenlyse – og helt igennem uironiske – beundring for 60'ernes design er måske det mest kendte udtryk for denne sensibilitet. Vigtigere i sociologisk henseende er imidlertid Hipsterens nostalgiske kærlighed til uddøende medier og gammel teknologi. Hipsterfiguren indikerer en helt ny sanselig bevidsthed om det, vi taber på grund af udviklingen af digital teknologi og nye medier. Hipsterens genopdagelse af vinylpladen, kassettebåndet, af skrivemaskinen, af det analoge kamera og den analoge fremkaldelse, peger frem mod en ny form for sansemættet og nydende konservatisme. En redning af sensibiliteter: En fornemmelse for den varme, der gemmer sig i det analoge knitren fra pick-up'en eller for de æstetiske kvaliteter de gulnede gamle billeder gemmer. Her gemmer sig en redning af objekters individualitet eller, som det hedder, deres 'aura'. Fejlene begået i mørkekammeret eller de charmerende slåfejl på den gamle håndbetjente skrivemaskine tilføjede objekterne et skær af eneståenhed. At disse æstetiske sensibiliteter lynsnart findes i digitaliseret og populariseret udgave skal ses som et konstruktivt forsøg på at redde gamle potentialer med over i den ny teknologi (de 'Hipstamatic'-fotografier vi alle kender fra Facebook eller den pastiche over den 'autentiske' skrivemaskine, man kan downloade som skrifttype til computeren). Selvfølgelig er der nogle her, der tjener penge. Men der gemmer sig mere end et modelune i disse fænomener. Der gemmer sig en sund bevidsthed om de kvaliteter og æstetiske og udtryksmæssige muligheder, gamle medier og teknologier indeholder – og en vilje til at udforske, bevare og nyde dem. Også her har vi at gøre med mere almene tendenser: Den tysk-persiske kunstners Yadegar Asisi's 'panorama' (en anden forgangen reproduk-

tionsteknik) på Pergamon-museet i Berlin var den største museumsattraktion i byen i år 2011. DISSE bemærkninger peger på en række udfordringer for en ny ungdomskulturteori. Traditionelle teoretiske værktøjer forsager og nye skal først opfindes og udvikles. Udfordringerne er mange. Vi mangler forståelse af, hvad der sker, når bevidstheden om det sociale livs imitationelle aspekter gør det stadigt sværere at indløse kravet om at gestalte den egne individualitet autentisk – og derfor stadigt oftere tvinger individet ud i det idiosynkratiske eller ironiske. Vi mangler forståelse for, hvordan ironi bruges til at skabe socialitet. Vi mangler forståelse for den forunderlige sammensmeltning af ironi, nostalgi og autentisk værdsættelse, der udmærker Hipsterkulturens smag, ikke mindst sprog til at beskrive de utroligt komplekse og ambivalente sensibiliteter og fænomenologier, der gør sig gældende her. Og i særdeleshed mangler vi sociologiske visioner for et samfund, hvor generationskløften er svindende eller i hvert fald ikke længere er en uløselig del af de yngre generationers selvforståelse. Hipsterkulturen repræsenterer således en nøgle til indsigt i mere almene sociale og kulturelle forandringer. Det er på tide at komme i gang. Jeg håber at studerende med interesse for Hipsterfiguren – i sidste ende måske i et håb om at forstå sig selv! – vil uddybe disse punkter og måske føje endnu andre til. Jeg har derfor givet denne skitse videre til Sociologisk Forskningskollektiv i et håb om måske at inspirere til videre arbejde fra de studerendes side. PS. Jeg giver et udenoms-akademisk 12-tal og en øl af et eller andet mikro-Hipster mærke, ingen kender, og som kun brygges i uendeligt små mængder årligt, hvis nogen kan gøre udtømmende rede for forholdet mellem de to indledende citater.

fremtid ens V

På sporet af Nordhavn TEMA

Hvor cykler man hen, når man som sociolog interesserer sig for en bydel i København, der ikke rigtig findes endnu? Hvordan undersøger man den attraktive, grønne, gode og retfærdige by, når byen først er ved at blive skabt for øjnene af én? Disse spørgsmål har vi1 tænkt en del over, siden vi for godt halvandet år siden begyndte at studere planerne for dét, Københavns Kommune kalder ”fremtidens bæredygtige by”. Byen viser sig såmænd at være Nordhavnen – et område af København, som de fleste af os nok mest er kommet i, hvis vi har haft lyst til luft i håret, fugle i kikkerten og nostalgi efter det hedengangne danske industri-samfund. På besøg hos arkitekterne Vores rundrejse i fremtidens København starter hos arkitektfirmaet COBE, som tilbage i 2008 vandt den store internationale konkurrence om at omdanne Nordhavn fra (post-) industriel yderpost til en centralt placeret hightech-bydel. Frem mod 2050 skal der her udvides og bygges, så der bliver plads til 40.000 nye indbyggere og et tilsvarende antal (videns-)arbejdere. Planerne for cykelstier, metrolinjer, vedvarende energi og grønne tage er tegnet i tæt samarbejde med ingeniørerne fra Rambøll. Det hele ejes af By & Havn, et semi-offentligt udviklingsselskab, som på vegne af kommunen skaber økonomisk værdi i de københavnske havneområder.

Autopoiesis

Anders Blok og Marie Leth Meilvang

Adjunkt og kandidatstuderende

Vi tropper op hos arkitekterne på en travl eftermiddag i 2010, entusiastiske for, med Ulrich Beck i baghovedet, at tale om byernes rolle i et klimabekymret globalt risikosamfund. Arkitekterne lytter pænt, men distanceret; de har vigtigere ting at tænke på, for udkastet til lokalplanen for det indre Nordhavn skal snart ligge klar. ”Vi arbejder visuelt, der er for mange ord i en lokalplan!”, lyder det beklagende fra én af arkitekterne. Væggene i det åbne kontorlandskab er beklædt med drømmeagtige billeder, der illustrerer visionen for fremtidens Nordhavn: en miljøvenlig, levende og dynamisk by ved vandet præget af grøn trafik og plads til alle. En art blå-grøn oase, lige dele teknologisk utopi, parcelhusidyl og urban kreativitetsmotor. Stor interesse for projektet Med til mødet er også byplanchefen hos By & Havn; i sidste ende er det hende der afgør, om vi får adgang til arkitekternes konsulentmateriale, og dermed om vi har noget at studere. Hun fortæller, at de hele tiden får henvendelser fra studerende og forskere, meget mere end de kan besvare. Men hun er interesseret i,

om vi som sociologer ved noget om, hvordan et godt og levende byliv skabes? Vi fremstammer noget om, at det gør vi skam, stol på os, den klarer vi. Imens defilerer arsenalet af sociologiske teorier forbi for det indre blik: hvor søren finder vi nogle brugbare begreber, der kan sige noget om byliv, endsige det gode byliv? Først tilbage på CSS-kontoret, i god ro og orden, begynder brikkerne at falde på plads. Interessen for byliv i By & Havn, indser vi, skal ses i lyset af den skygge, som Ørestaden kaster over den måde byplanlæggere, arkitekter og andre fagfolk diskuterer byudvikling i København. Her var udviklingsmodellen den samme som nu for Nordhavnen, men de historiske spor skræmmer: vi møder kritikere i miljøet, for hvem Ørestaden er et skoleeksempel på mislykket byudvikling, koldt og mørkt og tomt og trist og kun for biler og indkøbscentre. Som svar på kritikken er ”mangfoldighed”, ”funktionsblanding” og ”byliv” nu blevet nye sandheder på feltet. Det er ord, der konstant dukker op, når vi bladrer i arkitekternes visioner for Nordhavnen. Også teoretisk falder brikkerne gradvist på

Vi indser, at vi som sociologer næppe præcist ved, hvad det gode og bæredygtige byliv i fremtidens København vil være

plads, jo mere vi tænker over det gode byliv. Vi indser, at vi som sociologer næppe præcist ved, hvad det gode og bæredygtige byliv i fremtidens København vil være. Men vi indser omvendt også, at det netop er dette spørgsmål, der optager alle de engagerede personer, vi møder på rundrejsen – selv når de er allermest uenige om svarene, og selv når de kritiserer hinandens visioner voldsomt. Med Boltanski og Thévenots sociologi om kritik in mente sætter vi os for at følge de kritiske aktører selv: hvordan kritiseres og retfærdiggøres ideer om fremtidens Nordhavn – både når arkitekter og byplanlæggere taler indbyrdes, og når politikere, borgere og civilsamfundsgrupper blander sig? Sociologer på detektivarbejde Med nyfunden faglig selvtillid sætter vi os for at kortlægge, hvor, hvornår, hvordan og af hvem fremtidens Nordhavn diskuteres, kritiseres og retfærdiggøres – hinsides arkitekternes og bygherrens lidt lukkede cirkler. At være sociolog minder lidt om at være privatdetektiv, tænker vi, alt imens vi klikker rundt på hjemmesider, læser høringssvar til kommu-

nen og noterer navne, steder og kontaktoplysninger ned. Planerne for fremtidens Nordhavn, viser det sig, har skabt interesse og bekymring blandt en håndfuld dedikerede borgere og civilsamfundsorganisationer i København. De danner nu sin egen lille emnespecifikke offentlighed. For langt de fleste københavnere må vi dog formode, at planerne forbliver en velbevaret hemmelighed. Således udstyret med et politisk landkort over fremtidens Nordhavn cykler vi videre til Teknik- og Miljøforvaltningen, der som ansvarlig myndighed er tæt involveret i dialoger med By & Havn, arkitekterne og de øvrige forvaltninger i kommunen. Her forstår vi for alvor, at Nordhavnen bypolitisk er en varm kartoffel. For nok er Nordhavn løftestang for en række symbol- og realpolitiske ambitioner om København som bæredygtig by – økonomisk, socialt og miljømæssigt. Men samarbejdet med By & Havn giver anledning til knaster, så snart det skal besluttes, hvor mange erhvervskontorer, der må ligge på kajen, og hvor parkeringshusene skal placeres. I en by som København er der politisk økonomi i enhver ellers nok så uskyldig ny bygning.

Cyklismen som medspiller Politisk økonomi er der også i de cykler, vi selv kører rundt på, mens vi undersøger tilblivelsen af Nordhavn. Af arkitekternes visioner fremgår, at fremtidens Nordhavn vil blive bundet trafikalt sammen af et ”grønt loop”, der som bærende element har en overdækket ”supercykelsti” til de regnvåde novembermorgener. Igennem de senere år har København opnået stor international anerkendelse som grøn ”cykelmetropol” – og stjernearkitekter som Jan Gehl hyres til at ”københavnergøre” storbyer overalt i verden, fra Melbourne til Moskva og New York. Copenhagenization, kalder de det på CNN. Imens henter arkitekterne fra COBE grøn inspiration i New Yorks lommeparker. Nutidig byudvikling indebærer både lokal og global mobilitet. Cyklerne er generelt et populært socioteknisk element i det københavnske bybillede. Anderledes forholder det sig med andre grønne teknologier. Vi cykler en tur til Gentofte og får historien om, hvordan en lille gruppe engagerede og politisk ressourcestærke borgere fik bremset planerne om at placere fire kæmpe-

Borgermøde i Nordhavn.

vindmøller ud for tippen af det kommende Nordhavn. Det er by-demokrati og borgerinddragelse fra oven. ”Borgerinddragelse” er også et kodeord i kommunen, som gør hvad de kan for at lytte til københavnernes ønsker for fremtidens Nordhavn. Men det er vanskeligt, for byudvikling er et økonomisk betændt og teknisk kompliceret felt. I august 2011 er der borgermøde i Docken; men akustikken er så dårlig, at de godt 200 fremmødte borgere dårligt kan høre, hvad hinanden siger. Det virker symbolsk, tænker vi, og cykler videre. Et bæredygtigt åndehul? Ude på spidsen af det nuværende Nordhavn er der til gengæld roligt, med plads til at tænke, tale, slappe af – og drømme. Vi møder Inger fra Østerbro Havnekomite, en lille gruppe af ældre og pæne by-aktivister, som forsøger at påvirke udviklingen af Nordhavn i en alternativ retning. ”Ikke alting skal gå op i økonomi, der skal også være plads til fordybelse”, siger Inger – og minder os dermed om, at kapitalisme-kritik ikke er forbeholdt en lille udvalgt skare af sociologer. Stod det til Inger og hendes ligesindede ville fremtidens Nord-

havn gøre plads til åndehullerne, den vilde natur, det lille fiskersamfund, de offentlige stier, det rodede og stemningsfulde kulturhistoriske udtryk. Imens vokser antallet af lastbiler og gravkøer i Nordhavnen. Som sociologer cyklede vi ud for at finde fremtidens Nordhavn – og vi fandt en række forskellige visioner, alle med sine interesser og bekymringer, kritiske kampe og retfærdiggjorte værdier. Undervejs lærer vi også, at trækfuglene næsten er forsvundet fra spidsen af Nordhavn. Er det mon et varsel om den slags bæredygtighed, fremtidens Nordhavn står for?

Vi’et i denne tekst er en narrativ funktion, der kan dække over alle kombinationer af én og to af forfatter-personerne. Denne fiktive konstruktion udtrykker gennemgående den sandhed, at vores arbejde og tanker om fremtidens Nordhavn udvikler sig i tæt samarbejde og dialog. 1

Fra nørdet

journalist

log

til overfladisk

socio

Nina Damsgaard

Bachelor i sociologi Læser nu en kandidat i Analytisk Journalistik

Med en bachelor i sociologi og et sabbatår i bagagen tog jeg turen til det jyske for at læse en overbygning på Journalisthøjskolen. Jeg mærkede forskellen på det nørdede liv som sociolog og det overfladiske og hurtige liv som journalist (meget stereotypiseret). Men jeg har alligevel fået en helt unik uddannelseskombination, og selvom jeg ikke tænker over det, så trækker jeg hele tiden på min sociologiske baggrund i alt, jeg laver på uddannelsen. Da jeg blev færdig med min sociologiske bachelor fra Københavns Universitet i juni 2010, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle. Men jeg vidste, at jeg havde brug for at få nye perspektiver på min meget teoretiske og ikke altid særlig virkelighedsnære bachelor. Jeg vidste også, at jeg ville have flere jobmuligheder, når jeg engang blev færdig, hvis jeg læste en kandidat i noget andet end sociologi. Det var vigtigt for mig, fordi jeg ikke havde nogen klar idé om, hvilken type job sociologien skulle munde ud i, da jeg i sin tid startede. Giver mange jobmuligheder Mit sabbatår bestod af forskellige jobs, blandt andet som hjælpelærer på sociologi og som student i Rigsrevisionen. Begge jobs gav mig en lidt klarere idé om, hvad jeg syntes, der var interessant at arbejde med. Jeg fik blod på tanden i forhold til formidling og kommunikation og i forhold til dybdeborende undersøgelser med fokus på grundig research. Samtidig blev jeg endnu mere interesseret i den politiske verden og den kritiske tilgang til magthaverne. Derfor fangede uddannelsen Analytisk Journalistik min interesse. Uddannelsen er et samarbejde mellem Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Med overbygningen kan man kalde sig Cand. Public. Der er to forskellige Cand. Public uddannelser, den ene er for bachelorer i journalistik fra

Journalisthøjskolen og den anden, som hedder Analytisk Journalistik, og som jeg læser, er for alle med en samfundsvidenskabelig eller humanistisk bachelor. En helt ny måde at lære på Man bliver optaget på baggrund af sine karakterer, sit CV samt en motiveret ansøgning. På min årgang startede vi 52 studerende fordelt på to hold, som hver fik en ”klasselærer”. De første måneder af uddannelsen boede vi nærmest på Journalisthøjskolen. Vi blev inddelt i læsegrupper, og gruppen blev automatisk dine bedste venner i den første og meget intense tid på studiet. Læringen i den første tid handlede om, at vi skulle fralægge os alle akademiske skrivevaner og lære at skrive kort, præcist, rammende, forståeligt, fængende, korrekt og uden alle de fyldord og floskler, som får gamle professorer i nussede fløjlsbukser til at klappe i deres små hænder. Vi skulle finde den gode historie i den enorme nyhedsstrøm, vi skulle koge store mængder information fra eksempelvis rapporter ned til korte og skarpe artikler på 500 ord. Det var enormt spændende, og jeg følte, at jeg lærte mere på disse uger, end jeg havde gjort til mange af de langstrakte- og hårede fag på sociologi. Journalisthøjskolen er meget anderledes end Sociologisk Institut. Jeg var samtidig stadig oppe at køre over mit nye liv i Aarhus, hvor jeg allerede havde mødt en masse søde mennesker og fået skabt mig et godt netværk. Der var noget befriende ved at sige farvel til alt det trygge og vante i København og flytte alene til det mørke Jylland, som var omgærdet af fordomme og klichehistorier. Nogle af fordommene blev indfriet, ligesom jeg

,, Illustatio n: Ande

rs Gruc

z Vindb jerg

Vi skulle fralægge os alle akademiske skrivevaner og lære at skrive kort, præcist, rammende, forståeligt, fængende, korrekt

sikkert var med til at indfri nogle af jydernes fordomme om københavnere. Men det gjorde kun det hele lidt sjovere. Aarhus er en hyggelig og rummelig by fyldt med friske og festlige studerende. Der er altid bump på vejen Den overdrevne begejstring for studiet faldt dog lidt med tiden, som den gør med alt muligt andet. Der er flere forklaringer på dette. Den første er nok, at Cand. Public uddannelsen er så relativt ny, at fag og struktur stadig laves om. Hvert år er der ændringer, og det vil sige, at de nye studerende hvert år i et eller andet omfang fungerer som prøvekaniner. Det kan der både være fordele og ulemper ved. En anden forklaring er, at uddannelsen som nævnt er et samarbejde mellem to meget forskellige uddannelsesinstitutioner, og det kan nogle gange skabe organisatoriske som kommunikative problemer. Derudover gør uddannelsens adgangskrav også, at folk kommer fra vidt forskellige baggrunde og med vidt forskellige niveauer og faglige kundskaber. Derfor er der nogle gange nogen, som føler, at niveauet er for lavt, mens det modsatte for andre gør sig gældende. Fag på forskellige institutioner Man har både fag på Journalisthøjskolen samt på Medievidenskab og Statskundskab på Aarhus Universitet. Overordnet vil jeg sige, at min bachelor i sociologi har givet mig en rigtig god ballast i forhold til uddannelsen, og jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg ikke kunne følge med. Fagene på medievidenskab har handlet om journalistisk genreforståelse og

Autopoiesis

det digitale medielandskab. Faget på statskundskab har handlet om samspillet mellem medier, politik og samfund, et fag som nogle gange kunne føles som en gentagelse af noget fra sociologi, men dog i en anden kontekst. På Journalisthøjskolen har vi, udover det indledende fag, som handlede om at vinkle en historie og have en skarp pen, arbejdet med kildekontakt, og jeg har gennemført utallige interviews (meget anderledes end den type interviews man laver på sociologi) med mange forskellige mennesker, både politikere, eksperter og almindelige mennesker med en god historie. På andet semester har vi især fokuseret på undersøgende journalistik og skrevet længere udredende artikler, som afdækker en større problemstilling. Samtidig har vi øvet os i at skrive nyhedsanalyser, som har en mere kommenterende karakter. Der er altså både teoretiske og praktiske fag. Mange praktikmuligheder Jeg har nu læst et år på uddannelsen og skal i praktik til efteråret. Alle os studerende har fået vidt forskellige praktikpladser, nogle skal på dagblade, nogle i kommunikationsafdelinger. Min tur går til Christiansborg, men mulighederne er uendelige. For som jeg helt rigtigt havde forestillet mig, så åbner det for virkelig mange muligheder med en så stærk kombination af sociologi og journalistik. Jeg har været glad for uddannelsen indtil videre på trods af bump på vejen. Jeg har også været glad for min bachelor i sociologi, selvom jeg dog ikke tænker over direkte at bruge den i mit daglige journalistiske arbejde. Men jeg bruger den nok alligevel ret meget, for hele min faglige viden og min tilgang til nye problemstillinger og opgaver bygger på mine år på sociologi. Derfor er Cand. Public en god overbygning, hvis man vil bruge sin sociologiske bachelor mere praktisk.

Sociologien, cyklen og de kolde afvaskninger Poul Poder Mathias Elrød og Marie Espensen Bachelorstuderende

i møder op på instituttet på en sjælden sommerdag i juli. Sjælden i mere end én forstand; det er ikke alene en usædvanlig varm dag, der får den brandvarme asfalt til at dampe, men også dagen for et interview med en lektor, vi ellers kun kender fra CSS’ auditorier. Poul Poder møder os smilende, solbrun og i sommertøjet. Også på institutgangen mærker man sommeren. Man ville kunne høre en knappenål falde, og dog – vibrationer bryder stilheden. Fra et kontor lyder tonerne af jazz. Om noget underbygger det sommerferiestemningen. Det nylagte linoleumsgulv ligger klar til at blive betrådt af de fra sommerferien hjemvendte ansatte. Snart vil også de studerende komme rendende efter vejledning, moralsk opbakning, gode råd og måske med en enkelt klage eller to over en skuffende karakter. For Poul og de andre videnskabelige ansatte er der da også nok at se til i hverdagen

på Instituttet. Som studerende har man måske ikke den store forestilling om, hvordan hverdagens trummerum ellers tager sig ud for de ansatte. Men netop vejledning, planlægning og tilrettelæggelse af undervisning samt møder med andre ansatte fylder arbejdsdagene ud. Poul tilføjer med et smil: - …og der er også en del print-ud-arbejde. Det var der ikke dengang, jeg var studerende. Der afleverede man selv til læreren i dueslaget. Der printede man selv ud, så kunne de tage det og læse det. Nu løber vi rundt og printer det hele ud. Pouls arbejde skifter meget i perioder. Eksempelvis nyder han, som de andre forskere, sommeren, hvor der ofte er mere tid til forskning og skrivning. - Der ville lyde et ramaskrig fra forskerne, hvis der skulle til at være tre semestre. Det er den store kamp, som ansat, at få de her gode perioder, hvor der er noget sammenhængende skrivetid.

Men hvad er det egentligt, der tiltrækker ved universitetsverdenen? For Pouls vedkommende handler det grundlæggende om at være mere tænker end handler. - Men det er vigtigt at signalere, at sociologi kan bruges i mange forskellige sammenhænge, og I skal ikke alle sammen læse det her, fordi I skal blive forskere. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi viser, at der er forskellige muligheder. Udover en stor passion for fodbold – en lidenskab som fulgte ham gennem hele ungdommen – er Poul glad for at læse. Så universitetslivet kan virke som en naturlig forlængelse heraf. Poul beskriver, hvordan det ville være svært for en som ham at være ansat i konsulentbranchen, hvor tid til tænkning er begrænset. Barndomsdrømmen om en karriere som professionel fodboldspiller måtte også allerede i gymnasiet vige for faglig fordybelse. I praksis har cykling i dag erstattet fodboldtræningen, så Poul springer hver morgen

Adrenalinen pumper, for man skal undgå at blive kørt ned

op på cyklen. Turen går fra bofællesskabet i Smørum via de mere slagne veje, ind ad Frederikssundsvej og op ad Nørrebrogade mod instituttet. - …adrenalinen pumper, for man skal undgå at blive kørt ned… Man skal undgå at blive pres-set ud af dem, der trækker ud på cykelstien uden at se sig rundt om nakken, når jeg kommer drønende. Vi nikker genkendende til denne problematik. Som studerende boede Poul i København og nød at hænge i byens parker eller gå til koncerter i Fælledparken og på Femøren. Men i dag er han godt tilfreds med tilværelsen i Smørum med kone og børn, hvor han værdsætter den fri natur og de kolde afvaskninger – Poul er nemlig helårsbader. Poul tænker tilbage på sin studietid som udfordrende, for de studerende var meget overladt til sig selv, og der var ikke flere undervisningstimer end i dag – nok snarere færre. Øvelsestimer var også på den tid et ukendt

Autopoiesis

fænomen. Men Poul havde fået en fornemmelse af universitetslivet gennem hans ældre søster, så han var forberedt. - Men noget der var særligt ved kultursociologi, det var, at det var næstsidste årgang, og vi blev også involverede i lukningen af sociologi, som Haarder satte i gang. Da sociologi blev dømt ude, blev kultursociologi pludselig også dømt ude. Så det var en særlig periode som studerende. Dels var der et forsøg på mobilisering. Der blev skrevet til internationale kollegaer og protesteret for at sige, at det ikke var rimeligt. Kultursociologi havde ikke været nær så marxistisk, dogmatisk og ensporet som sociologi havde været. Vi prøvede at argumentere imod, men det lykkedes ikke. Det gav selvfølgelig noget i forhold til stedet; vi lavede en kultursociologisk forening. Fordi der var en ydre fjende, blev der diskuteret noget mere end der ellers ville være blevet gjort. De studerende ønskede at råbe op, så også

Haarder kunne høre det – ham, der for alvor havde set sig sur på de kritiske sociologer. Som historien fortæller os, kæmpede Poul og hans medstuderende forgæves, og Haarder forsatte sin opprioritering af de mere tekniske og ingeniørmæssige uddannelser på bekostning af humaniora i sin tid som undervisningsminister. Kampen medførte en opmærksomhed fra udenlandske universiteter, og et kultursociologisk tidsskrift kaldet Tendens blomstrede op. Poul var med til at starte det op. Omdrejningspunktet var postmodernisme, og andre måder et lave sociologi på end den mere kvantitativt orienterede sociologi. Pouls ophold i Lancaster medførte muligheden for et interview, med den, i dansk kontekst, stadig noget ukendte Zygmunt Bauman. Interviewet blev bragt i tidsskriftet. Poul har ved flere lejligheder haft muligheden for at møde denne meget interessante mand, som Poul i sine år som studerende var meget optaget af. Men ligesom fodbold blev til cykling, har Pouls

sociologiske interessefelt også ændret sig noget siden da. - Aktuelt er jeg mere optaget af Randall Collins, som har en meget ambitiøs teori om, at ville forklare det hele ud fra hans interaktionsritualteori. Meget ambitiøst, men også meget spændende. Jeg synes, at han er meget interessant, fordi han bygger videre på noget af den eksisterende teori, og laver en forklaringsteori som også anerkender følelsers rolle. En anerkendelse af at mennesket er meget rituelt styret. Med tiden er organisation og følelser også blevet centrale beskæftigelsesområder for Poul. Han skrev i sin tid en Ph.d. om følelser i arbejdslivet. Mere specifikt om organisationsforandring. Gennem studiet blev det tydeligt, at følelser blev håndteret ud fra nogle bestemte hensyn. For eksempel i en konkurrencesituation, hvor man gerne vil vise et godt ansigt udadtil. Så kunne der godt være idealer om åbenhed og ærlighed på afdelingen, men udadtil ønskede man ikke at vise sårbarhed. Det er det interessante ved sociologien, ifølge Poul – at få noget frem som ingen andre ser. Dette ligger i forlængelse af en mere generel sociologisk erkendelse, ifølge Poul: - At vores liv må forstås ud fra de sociale omstændigheder. At hvordan vi føler, tænker og handler, har meget at gøre med de sammenhænge vi er i. Noget særligt ved Pouls forelæsninger er hans evne til at forbinde det teoretiske med

det konkrete. Der hentes ofte eksempler fra radio og tv. Men Poul understreger dog, at han ikke bevidst følger med af sociologisk interesse for at hente eksempler til undervisningen. Det handler om, at han godt kan lide satire som Rytteriet, Krysters Kartel og Drengene fra Angora. Men ikke desto mindre giver det anledning til sociologiske refleksioner. Vi overvejer om, det måske netop er det, der kendetegner en god sociolog. At man, så at sige, bliver sociolog indefra. Det bliver en bestemt måde at anskue tingene på, et tankemønster, der gør en analytisk stærk. Dette lægger sig i tråd med Pouls opfattelse af, hvornår man mærker på sig selv, at man er sociolog: - Når man diskuterer med andre fagdiscipliner, kan man godt opleve, at der er nogle forskelle. Det er måske ikke så tydeligt for en, men det er en bestemt måde at tænke på. Poul fortæller, at der ikke i løbet af studietiden materialiserede sig nogen stærk idé om, hvad han ville bruge sociologi til, og kan godt genkende nogle studerendes frustration over, hvad det hele dog skal føre til. Men han understreger, at sociologi netop kan føre til hvad som helst. - Der er ikke en særlig stærk professionsidentitet ved dette fag. Overvejelser om det er en fordel eller ej vil vi lade være op til læseren. Vi takker Poul for hans tid, skyder et par billeder af ham på sportscyklen inden vi begiver os ud i den tætte sommerhede.

Der er ikke en særlig stærk professionsidentitet ved dette fag

På

dannelsesrejse i

Krakow

Emil Rosenlund Andersen Bachelorstuderende

e fleste kender det nok. Idéen. Eller måske nok snarere idéerne, der opstår en sen aften i godt selskab med en fadøl eller to for meget indenbords. Pludselig bliver den, idéen, kastet på bordet, hvorefter en hurtig smagsprøve skal bedømme dens videre potentiale. Hvis smagen ellers er tilpas delikat, overliggeren er typisk høj sådan en aften, går der ikke længe før ”idéen” er blevet til en helt fantastisk god idé. ”Det er en smaddergod ide” og ”Selvfølgelig skal vi det!”, lyder det højlydt omkring bordet, og stemningen stiger hurtigt et par takker i takt med alkoholens blide slør over fornuftens tidligere så standhaftige vurdering, om den gode ide nu også var en god ide. Med tømmermændenes indtog dagen derpå, er idéens glorie typisk falmet – måske var ideen alligevel ikke så god, eller også havde man bare ikke tid, og det er også så besværligt, og hvad der ellers bliver fundet frem af undskyldninger fra laveste skuffe. Længere end Runddelen På nogenlunde samme måde startede ideen om en studietur på sociologi. Heldigvis var vi nogle stykker, der samlede ideen op. Vi skulle af sted og hvorfor ikke? Statskundskaberne leger Obamas entusiastiske tinsoldater i den amerikanske valgkamp, mens psykologerne glædeligt psykoanalyserer hinanden på pisterne i Val Thorens. Og så har vi os, sociologerne, der trods vores gode hjerte sædvanligvis ikke kommer meget længere end til Runddelen. Det skulle ændres. Bevares, man kan starte med et lavere ambitionsniveau. Og en studietur kan da også bare være en god måde at ryste venskaber tættere sammen på, eller danne nye i skæret af de oplevelser man udsættes for sammen.

Autopoiesis

Efter nogle møder, hvor forslag om bolsjevikkernes gamle hovedstad eller mere varmefulde egne af Europa kom på bordet, blev det med et snævert flertal besluttet, at vi skulle til Polens gamle kongeby og kulturelle hovedstad, Krakow. Byen tilbyder udover billig vodka også en lind strøm af kulturelle og historiske seværdigheder og selvfølgelig et bredt udvalg af ikke altid definerbare retter til den sultne vom. Med godt mod tog vi derfor i april til Krakow – 26 andetårsstuderende og én forvildet jurastuderende. Retrospektivt, en ganske vellykket tur. I relief til studietursbetegnelsen var der dog ikke meget sociologisk studierelevans over turen. Det var mere sådan en klassisk studietur man kender det fra gymnasiet, bare uden lærere, der skal fortælle dig, hvornår du skal gå i seng. Jovist gav Auschwitz genklang til Zygmunt Baumans nok så berømt analyse af, at moderniteten ikke forsagede holocaust, men netop muliggjorde holocaust i kraft af samfundets høje teknologiske og bureaukratiske stadie. Og det var også forfærdende med selvsyn at se og høre omfanget af nazisternes forbrydelse – den silende regn forstærkede kun effekten af de svært kummerlige forhold, de mange tusinde fanger levede og døde under. Oplevelser af forskellig art I udkanten af byen ligger den verdensberømte saltmine, Wieliczka. Igennem flere hundrede år har hårdtarbejdende og privilegerede minearbejdere (de tjente bedre penge end mange af deres landsmænd) udgravet det engang så værdifulde mineral til Europas øvre samfundslag, der havde råd til at betale. I dag består den tidligere mine af flere hunderede kilometers gange, hvoraf nogle få kilometer er åbne for turister. Hvad der gør Wieliczka

så interessant er, at minearbejderne både byggede kirker og flotte skulpturer af salt. Man forbløffes derfor flere gange over de smukt dekorede sale, der findes dybt under jorden. Selve Krakow er en overskuelig by, hvor man kan komme rundt til det meste på gåben. Selve bykernen er meget velbevaret og smuk. Her er de sædvanlige turistfælder, men også et væld af smarte caféer og billige og gode restauranter. Desuden er det gamle kongeslot, Wawel, der majestætisk tårner sig op midt i byen, også et besøg værd. For den musikinteresserede tilbyder Krakow desuden et væld af klassiske koncerter. Vi var et slæng inde og se en ung pianist spille nogle af Frédéric Chopins smukke værker. Pianistens ellers så koncentrerede ansigt måtte vige pladsen for et lille smil af forbløffelse, da han på vej ned af rækkerne mod sit klaver opdagede, at det sædvanlige rollator og gebis-slæng af gæster var blevet akkompagneret af 12 lettere grønne tilskuere. For disse spillede han med en præcision og hastighed, der var misundelsesværdig for en lettere middelmådig klaverspiller som undertegnede. Når aftenen meldte sin ankomst viste Krakow sig også at være en glimrende by. Især den jødiske bydel brillerede med et væld af smarte og originale beværtninger, der led tankerne hen imod en blanding af Berlin og Nørrebro. Der var Propaganda Pub med sine mange sjove kommunistiske klenodier eller Alchemia, der med sin hyggelige, gammeldags indretning og gode plads hurtigt blev en sikker favorit. Jeg håber at fremtiden vil byde på flere gode idéer blandt berusede sociologer, og at denne studietur vil blive fulgt op af flere på studiet. Mulighederne er mange og det påkrævede arbejde overkommeligt i forhold til udbyttet der venter en. Hermed opfordringen!

Mere end bare en

PØLSE TEMA

Marie Louise Møller Bachelorstuderende

De står på gader og stræder. De sender en liflig duft ud i luften. De tiltrækker store som små. De stiller den lille sult. De er pølsevognene. Alle københavnere kender formodentligt til disse, og langt de fleste har sikkert også prøvet at spise en pølse eller to ved en pølsevogn. I de senere år er antallet af pølsevogne dog faldet drastisk. Det er højst sandsynligt konkurrencen fra andre fastfoodrestauranter og en større sundhedsbevidsthed, der truer de små spisesteder. En udvikling som mange finder sørgelig, for pølsevognene har jo altid været der – og det skal de da blive ved med, ik’? Alligevel er det nok de færreste, der har gjort sig nogle helt klare tanker om, hvad pølsevogne egentligt betyder for dem rent personligt og for samfundet i øvrigt. Denne problemstilling undersøgte jeg sidste efterår sammen med et par af mine medstuderende. Vi foretog seks semistrukturerede kvalitative interviews af faste pølsevognsgængere samt en række situerede interviews af tilfældige kunder ved udvalgte pølsevogne i København. Herigennem ville vi belyse, hvilken betydning pølsevogne – foruden at være et spisested –

har for kunderne i hovedstadsområdet. Det var en undersøgelse, der både be- og afkræftede vores forforståelser af de små spisesteder. Man mødes ved pølsevognen Pølsevognen er ikke alene et sted, hvor man kan få stillet den lille sult på farten. Pølsevognen er et sted, hvor man mødes. Dét fortæller John, der er lærer og som besøger pølsevognen ofte: ”Noget af det, som jeg synes er rigtig fedt ved en pølsevogn, det er jo, (…) at høj og lav mødes. Det er et af de eneste miljøer, hvor høj og lav mødes (..) Du kan være direktør for ØK, og du kan være gadefejer nedenfor, ik’. (..) Og så kan du mødes ved pølsevognen. Og jeg erindrer simpelthen ikke, at jeg… Jeg kender ikke andre miljøer, tror jeg, i Danmark, hvor man netop kan mødes uanset, hvor du kommer fra i samfundsordnen.” John bruger her billedsproget med direktøren og gadefejeren til at illustrere, hvordan det fysiske miljø omkring pølsevognen danner rammen om et socialt møde på tværs af alle samfundsklasser. Dét, at John gentagende gange benytter ordet ’mødes’, viser, at pølsevognen er et samlingssted med plads til alle. Denne opfattelse deler Andreas, der er studerende og som ligeledes er en hyppig pølse-

vognsgænger. Han mener, at pølsevognen er et godt sted at møde nye mennesker, hvis man er flyttet til en anden by. Stemningen ved pølsevognen gør det nemlig nemmere at være opsøgende og kontaktskabende. Det er således tydeligt, at der er et vist fællesskab forbundet med pølsevognen. Dog skal dette fællesskab som udgangspunkt ikke opfattes som noget langvarigt og tæt, men snarere som noget midlertidigt og uforpligtende. En snak med pølsemanden John fortæller, at fællesskabet først og fremmest udmønter sig i samtalen mellem pølsemanden og kunderne: ”Jamen så står jeg og snakker lidt med pølsemanden og med, som jeg sagde, de kunder, der måtte være der. Og det kan være super hyggeligt, ik (..). Fordi dels kan man snakke om en eller anden aktuel politisk situation, eller man kan snakke om vejret, eller man kan snakke om, hvad hinanden laver, og sådan noget. Det er super hyggeligt.” Ifølge John kan samtalen ved pølsevognen altså handle om alt eller intet. Det vigtigste er derfor formodentligt ikke selve samtaleemnet, men snarere dét at tage del i fællesskabet omkring pølsevognen gennem samtalen. Ifølge Viggo, der er efterlønner og som er

Illustation: Anders Grucz Vindbjerg

En rigtig pølsemand er ligesom frisøren meget snaksalig, kender sine kunder og er altid god for den nyeste sladder

kommet ved én fast pølsevogn gennem en årrække, spiller pølsemanden en stor rolle i samtalen. Han sammenligner ham med frisøren. En rigtig pølsemand er ligesom frisøren meget snaksalig, kender sine kunder og er altid god for den nyeste sladder. Andreas er af samme opfattelse, idet han mener, at det nærmest forventes, at pølsemanden er klar over, hvad der rør sig i hans kundekreds. Der er dog stor forskel på, hvordan de pølsevognsgængere, vi snakkede med, forholder sig til samtalen ved pølsevognen. Nogle vægter den højt, andre kan ikke finde tid til den og andre igen snakker kun med deres lokale pølsemand. Det er derfor svært at sige noget helt overordnet om samtalen ved pølsevognen, men det er tydeligt, at de, der så snakker med pølsemanden og de andre kunder, mener, at dette er en hel naturlig og vigtig del af oplevelsen.

Autopoiesis

En oplevelse i sig selv I det hele taget er det at være ved pølsevognen en oplevelse i sig selv. Næsten alle de pølsevognsgængere, vi talte med, beskriver den særlige hygge, som kendetegner pølsevognen. Erik, der er efterlønner, kommer jævnligt ved pølsevognen, fordi: ”…det er et afbræk i dagligdagen… nu skal vi jo være lidt højtravle individualister i hele livets halløj, ik’. Altså sådan i hverdagens arbejde, ik’. Det er et lille lyspunkt, kan man sige.” Erik ser hermed pølsevognen som en kontrast til den travlhed og individualisering, som han mener præger det moderne samfund. ’Et afbræk i dagligdagen’ og ’et lille lyspunkt’ er de formuleringer han anvender til at beskrive den ekstra lille glæde, som pølsevognen spreder i hans hverdag. Der er desuden en masse nostalgi forbundet med pølsevognen. Både Viggo, Andreas og Brian, der står uden arbejde og

Om artiklen Artiklen er baseret på en eksamensopgave i faget Elementære samfundsvidenskabelige metoder. Den er skrevet sammen med Maria Haddar, Rikke Nymark og Andrea Christensen. Opgaven blev indleveret i vinteren 2012 på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

som kommer ofte ved pølsevognen, fortæller om deres barndomsminder fra pølsevognen. Selvom disse tre pølsevognsgængere er vidt forskellige og fra hver deres generation, så er deres minder om pølsevognen stort set ens. Pølsevognen er altså som en lille dansk tidslomme, hvor man ikke blot nyder en lækker pølse, men hvor alle er en del af et hyggeligt og genkendeligt fællesskab. Pølsevognen er og kan altså noget helt særligt. Jeg selv skal da være den første til at indrømme, at jeg så sent som i dag har været et smut forbi ;) Alle navne er opdigtede. Informanternes sande identitet er kendt af undertegnede.

sk liti

v kti e r sp

SU’ n €

gavner alle

Magnus Pedersen og Torben Holm Kandidatstuderende og formand for Danske Studerendes Fællesråd, DSF

En reform af SU’en (Statens Uddannelsesstøtte) er på vej, og der er rygter om, at reformen vil betyde forringelser af SU’en. Men en ting er sikkert: SU’en er afgørende, hvis der skal være lige muligheder for at tage en uddannelse i Danmark, og hvis flere skal få en. Tidligere har SU-forringelser været mødt af massive protester, og det har fået politikerne til at besinde sig. Spørgsmålet bliver så, om politikerne skal besinde sig endnu engang, eller om pointen er gledet ind. Rygter om SU-forringelser Regeringsgrundlaget indeholder en SUreform, der skal få unge til at påbegynde deres uddannelse tidligere og blive hurtigere færdige. Der har været forskellige udmeldinger og bud på, hvilke ændringer der skal ske, både fra regerings- og oppositionspartier. Intet ligger fast endnu, men disse tre forslag er bl.a. blevet luftet: 1) At fjerne SU’en på det 6. år. 2) At afskaffe SU’en på kandidaten og omlægge den til lån. 3) At lave en incitamentsstruktur hvor SUudbetalingen gøres afhængig af beståede eksamener – dumper du eller er du forsinket koster det ved kasse ét. I en tid hvor statskassen mangler penge osv.

kommer SU’en ikke overraskende i søgelyset. SU’ens udformning er under beskydning af økonomer, kommentatorer, tænketanke og politikere, og i den offentlige debat bliver SU omtalt som cafépenge. Selvom argumenterne for og imod SU er sagt mange gange før, er det vigtigt, at vi som studerende deltager i debatten og holder fast i, at beslutningen netop skal tages på baggrund af argumenter og ikke ud fra fordomme om forkælede studerende, der lever af latte og kaviar. Studenterorganisationer forsvarer SU’en I DSF vil vi påvirke forhandlingerne om SUreformen så meget, vi overhovedet kan. Vi mener SU’en er et vigtigt fundament for, at alle kan tage en uddannelse i Danmark, og at den er en af hovedårsagerne til, at så mange allerede tager en uddannelse. For det første mener vi ikke, at SU-systemet skal bruges som redskab til at få studerende hurtigere igennem. SU’en er hverken en belønning til hurtige studerende eller straf til langsomme, men derimod en understøttelse til at gennemføre studierne. Vi har ikke SU i Danmark fordi politikerne synes, at elever og studerende er nogle pæne unge mennesker, som skal have et bidrag til deres hobby. Vi har SU, fordi det er i hele samfundets interesse, at befolkningen uddanner sig. For det andet vil vi, at alle uanset baggrund skal have mulighed for at søge ind på videregående uddannelser. Universiteterne vil ikke ligge øde hen, hvis man fjerne SU på det sjette

studieår eller omlægger til lån. Der vil stadig være studerende der uddanner sig, og nogle af dem vil sikkert også være hurtigt færdige. Men det vil gå ud over alle dem af os, der af forskellige grunde har lidt sværere ved at gennemføre vores studie, eller som ikke kan læse på fuld tid. Hvis politikernes mål er, at flere skal have mulighed for at uddanne sig, er mindre uddannelsesstøtte i direkte modstrid med målsætningen. SU’en forhindrer gældsfælder Vi ved som studerende godt, at de lidt over 5.500 kroner vi får i SU før skat for langt de fleste af os ikke dækker vores basale udgifter. Når huslejen, månedskortet til tog og bus, studiebøger, forsikringer og madindkøb er betalt, er der ikke meget at gøre godt for. En undersøgelse foretaget af Ungdommens AnalyseEnhed fra 2010 slog fast, at studerende har et gennemsnitligt underskud på 1000 kr. om måneden. Det kan lyde en anelse underligt, men det understreger sådan set bare, at det ikke er underligt, at mange af os bliver nødt til at oparbejde flere hundrede tusinde kroner i gæld, for at kunne betale husleje og samtidig have penge til et nogenlunde ordentligt liv ved siden af. Sagen er nemlig den, at vi studerende ikke lever i sus og dus. Og en enorm studiegæld er ikke bare kastet af sig med et svuptag. I dag viser den akademiske hovedorganisation, AC, at ledigheden for dimittender er over 25 procent. Så betyder en høj studiegæld altså, at man kan blive fan-

SU krisemøde i vinteren 2009

get i en gældsspiral, som er svært at komme ud af, hvis man ikke kan betale afdrag og renter tilbage. Men SU’en sikrer ikke bare unge mod gældsspiraler. SU’en er også med til at forbedre den sociale mobilitet. I vinters viste en undersøgelse fra AKF, at da man lod SU’en stige med priserne i 1980’erne (så den ikke løbende blev forringet), var der langt flere studerende, der gennemførte deres uddannelser. Man så også, at det særligt var studerende fra hjem, hvor der ikke er tradition for at tage en uddannelse. Det er ikke bare sådan, at SU’en sikrer den sociale mobilitet. Nej, forbedringer af den øger den sociale mobilitet og sikrer fundamentet, så flere gennemfører en uddannelse. What’s not to like? Tidligere SU-forringelser er faldet Som vi skrev ovenfor har man tidligere diskuteret forringelser af SU’en. I efteråret 2009 kom den tidligere regerings skattekomission med et forslag om at afskaffe SU’en. Alle ventede i spænding på hvad regeringen og politikerne skulle sige. Men der var nogle, der ikke ventede. Den selvsamme morgen kimede telefonerne hos mange studerende. Hvordan kunne man foreslå noget så uklogt, spurgte mange. Hvad betyder det for min uddannelse? Man måtte gøre noget. I hele landet indkaldte studenterbevægelsens organisationer til krisemøder, hvor flere tusinde mødte op samme dag skattekommissionen kom med sit forslag.

Autopoiesis

Kampagnen Unge ta'r ansvar demonstration i 2010

Herefter gik det slag på slag. Flere end 100.000 viste deres støtte til SU’en på to facebook-sider, der blev lavet events og happenings og planlagt en demonstration for SU’en. I hele Danmark kunne man i pressen læse, se og høre om, at studerende, forældre og andre danskere mente at SU’en var en afgørende del af det danske velfærdssamfund. Den daværende opposition meldte herefter hurtigt ud: SU’en var kommet for at blive og var afgørende for at sikre den lige adgang til uddannelse. Særlig stor opmærksomhed fik de landsdækkende blokader. Først på sociologistudiet, derefter KUA og RUC og sidst Århus Universitet. Her bad de studerende de ansatte om at blive hjemme, for en dag af gangen at nedlægge undervisningen. Det var et tegn på, hvor alvorligt man tog situationen, at man

ville aflyse den undervisning, man værdsatte så højt, for at sikre SU’en. Og de studerendes engagement blev hørt. Blot to uger inde i protesterne meldte Dansk Folkeparti sig med i gruppen af partier, der ikke ville skære to år af SU’en. Dermed var der definitivt flertal imod forringelser af SU’en, og skattekommissionens forslag blev skrinlagt. Tidligere har politikerne altså besindet sig, når de har kunnet se hvor store konsekvenser, det har villet få for unge og på sigt for hele samfundet. Spørgsmålet er, om politikerne har lyttet efter i timen og om en ny regering vil sikre en SU, der er afgørende for den lige adgang til uddannelse, eller om vi fortsat skal arbejde for at overbevise dem om det.

Tilfredshed på trods TEMA

om a g tilfredsheden i almene boligområder B

Tanja Tambour Jørgensen

Færdiguddanent sociolog i 2010 Fuldmægtig i Justitsministeriets Forskningskontor

hettoer, parallel samfund, særligt udsatte boligområder. Der er i medierne og befolkningen ikke mange positive gloser i spil, når der tales om de almene boligområder. Samtidig er der en klar tendens til, at det ikke opfattes som attraktivt at bo i de almene boliger. Alligevel er der nogle af dem, der bor der, som rent faktisk er tilfredse med at bo netop i deres boligområde. Hvordan kan det nu være? Tilfredshed sat på formel I 2003 gennemførte SFI en spørgeskemaundersøgelse med beboere i ti almene boligområder omhandlende forbedringer i almene boliger (SFI 2007). Data fra denne undersøgelse anvendes her til at forsøge at belyse, hvad det er, der betyder noget for om beboerne i almene boligområder er tilfredse med deres boligområde: Hvad kendetegner de personer, som i særlig grad er tilfredse med at bo, hvor de bor, og hvilke forhold knyttet til boligområdet har en betydning for, om beboerne er tilfredse? Som indikator for tilfredshed med boligområdet anvendes et mål på, hvorvidt beboerne ønsker at flytte fra området. Antagelsen bag går på, at de, Om artiklen der ikke ønsker at flytte er tilfredse med at bo der, og de, Artiklen er baseret på bachelorder nærer et ønske om at flytte opgaven ”Tilfredshed på trods - En ikke er tilfredse. Men hvad er kvantitativ undersøgelse af tilfredsdet, der gør, at nogle ønsker at heden blandt beboere i ti almene flytte, mens andre hellere vil boligområder”, som er skrevet blive boende?

sammen med Ane Glad og Malene Damgaard. Opgaven blev indleveret i 2008 på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Mulighed for utilfredshed Der kan ikke påvises en entydig sammenhæng mellem forskellige socioøkonomiske forhold og tilfredshed. Eksempelvis er de beboere, der står uden for arbejdsmarkedet og bor sammen med en partner, mere tilfredse end beboere uden for arbejdsmarkedet, der ikke bor sammen med en partner, samt beboere der er på arbejdsmarkedet, uanset om de bor alene eller med en partner. Samtidig er de unge af anden etnisk oprindelse end dansk mere tilfredse end unge etniske danskere, mens det modsatte gør sig gældende for de ældre aldersgrupper. Der ses dog overordnet en tendens til, at det

er de mest ressourcesvage beboere, der er mest tilfredse. En mulig forklaring herpå er, at mens handlerummet må formodes at være begrænset for de ressourcesvage, så er det rent faktisk realistisk for de relativt ressourcestærke beboere at kunne fraflytte området. Dermed kan de tillade sig at udtrykke utilfredshed med området og tage afstand fra det. Bourdieu beskriver et tilsvarende forhold med begrebet out of place (Bourdieu 1999). Dette betyder ganske vist, at en beboer ikke lever op til de krav, i form af specifikke former og mængder af kapital, som kræves i et givent område. Beboere, der ikke har høj nok status til at føle sig hjemme i et givet område, vil føle sig out of place. Problematikken er således overordnet set den samme – det handler om ikke at føle sig hjemme – dog af forskellige årsager. De ressourcestærke beboere er, så at sige, bedre end området, hvilket kan antages at forårsage, at de ikke føler, at de hører til og derfor ikke

påvirker den enkelte beboers status. Tager en beboer området på sig og identificerer sig med det, kommer områdets omdømme også til at handle om beboeren selv. Det er således ikke svært at forestille sig, at det er vanskeligt at være tilfreds med sit boligområde, hvis man føler, at det dårlige omdømme er med til at nedgøre og stigmatisere en selv. Imidlertid er dette ikke hele forklaringen. Det viser sig nemlig at de ressourcesvage, som ellers især er dem, der identificerer sig med området, i højere grad end de ressourcestærke opfatter deres boligområdes omdømme som positivt. En mulig forklaring herpå kan antages at være knyttet til forskellen mellem de ressourcesvage og de ressourcestærkes referencerammer, særligt i forhold til om de er på arbejdsmarkedet eller ej. De, der er på arbejdsmarkedet, vil have en daglig omgang med kolleger, der repræsenterer omverdenen uden for området og dermed en bredere referenceramme. Hvis omverdenen således nedvurderer området og derigennem dets beboere ved at tilskrive det et dårligt omdømme, konfronteres disse beboere med dette synspunkt. Det kan derfor formodes, at de, der er på arbejdsmarkedet, vil have større sandsynlighed for at tage omverdenens opfattelse af omdømme på sig og tilslutte sig dette, hvilket foranlediger dem til selv at nedgøre området. Dette kan ikke i samme grad antages at gælde for de, der står uden for arbejdsmarkedet. Deres referenceramme må formodes at være mere snæver, idet de ikke dagligt omgås kolleger. De konfronteres dermed ikke på samme måde med omverdenens vurdering. Det kan derfor antages, at de i langt mindre grad påvirkes af omverdenens opfattelser. Samtidig kan de ressourcestærke beboere tillade sig at mene, at områdets omdømme er dårligt – på samme måde som de kan tillade sig at udtrykke utilfredshed – idet de reelt har mulighed for at fraflytte området.

identificerer sig med området. Det er dermed muligt for dem at tage afstand fra området uden at tage afstand fra sig selv og deres egen levemåde. Byggesten for tilfredshed Også forhold knyttet til selve boligområdet – såsom venner i området, deltagelse i lokale arrangementer og opfattelse af områdets omdømme – er af betydning for beboernes tilfredshed. Deltagelse i aktiviteter og venner i boligområdet påvirker tilfredsheden i positiv retning. Dette kan tolkes som, at det har en betydning, hvorvidt beboerne besidder social kapital, der er knyttet til området. Også den måde området italesættes på, har en selvstændig betydning for tilfredsheden. Sammenhængen mellem omdømme og tilfredshed kunne umiddelbart forventes at kunne forklares med, at områdets omdømme

Autopoiesis

Tilfredshed som byggesten Hvorfor er det egentligt interessant at undersøge beboernes holdning til deres boligområde? Er det ikke mere interessant at beskæftige sig med omverdenens opfattelser og holdninger som netop kan bidrage til at stigmatisere almene boligområder? Et svar på det spørgsmål kan findes i kriminologen Robert Sampsons begreb om collective efficacy (Sampson et al. 1997). Collective efficacy betyder, at områder kan regulere sig selv ved hjælp af uformel social kontrol indefra – baseret på gensidig tillid og solidaritet mellem beboerne – frem for indgriben udefra i form af formel kontrol. Collective efficacy indebærer, at beboerne er villige til at investere og intervenere i området – at de kollektivt passer på området. Dette kan eksempelvis have en positiv indflydelse på kriminaliteten i området (ibid.). Hvis beboerne er utilfredse med deres boligområde, og ønsker at flytte væk, er det ikke plausibelt, at de i særlig høj grad er interesserede i at passe på området. Er de derimod tilfredse og ønsker at blive boende, kan det modsat formodes, at de også i højere grad er villige til at bidrage til at opbygge en stærk sammenhængskraft i området. Dermed kan tilfredshed fra områdets egne beboere ses som en væsentlig byggesten i forhold til at opbygge sammenhængskraft og forbedre området indefra. Litteratur Bourdieu, Pierre et. al 1999: The weight of the world: Social Suffering in Contemporary Society. California: Stanford University Press. Sampson, Robert, Stephen Raudenbush & Felton Earls 1997: “Neighborhoods and Violent Crime: A Multilevel Study of Collective Efficacy”, Science, 277: 918-924. SFIs US1969, stillet til rådighed gennem Dansk Data Arkiv (DDA-15195). Undersøgelsen er initieret af Landsbyggefonden og består reelt af to datasæt, et fra 2003 og et fra 2007, hvoraf indeværende analyser er baseret på det fra 2003. Formålet med indsamlingen af data var fra SFIs side at evaluere Omprioriteringsloven (Jæger, Mads Meier 2004: Evaluering af omprioriteringsloven 2000 for almene boliger. 7. Arbejdspapir. København: Socialforskningsinstituttet.).

Er det muligt at få et glimt ind i

fremtiden ?

Anne Dencker Bædkel Kandidat i sociologi

it speciale hører nok til i bunken med de lidt mere langhårede specialer. I dette korte indlæg fokuserer jeg derfor på tankerne bag specialet og på dét, der oprindeligt pirrede min kultursociologiske nysgerrighed: Jeg ville undersøge hvad (om noget) sociologer kan sige om fremtiden. Samtidig ville jeg se på hvorfor og hvordan sociologien bør beskæftige sig med dette nichefelt. Fremtiden kan være ’på torsdag’, ’om 50 år’ og ’om 200 år’. Fremtid kan være en personlig fremtid eller en generel samfundsmæssig fremtid. Jeg var og er primært interesseret i samfundets generelle fremtid, det vil sige samfundets reelle udvikling og ikke bare nutidige menneskers forestillinger om denne. Jeg ville forsøge at gå uden om statistik og interviews, der fokuserede på menneskers personlige opfattelser af fremtid. Min idé var at skæve til de fiktive fremtider i science fiction universer. Jeg ville lege med tanken om at disse kunne give et glimt ind i den ’virkelige’ fremtid. Specialets teoretiske udgangspunkt var at arbejde med kultur som (særdeles) konstituerende og meningsdannende. Jeg fokuserede på hvornår to sfærer: Den fiktive og den virkelige, smelter sammen og hvornår mennesker ikke skelner mellem de to sfærer. Det metodiske udgangspunkt var Norman Faircloughs meget dynamiske diskursteori, inden for hvilken diskurser (selv enkelte ord eller billeder) har potentiale til at drive social forandring. Jeg valgte at se på (og problematisere) den måde journalister ofte anvender science fiction referencer til at beskrive teknologisk og samfundsmæssig udvikling. Fremtiden i nutiden og fremtid som felt ’Fremtid’ er et oplagt, om end noget utilgængeligt, sociologisk felt. Der er ingen tvivl om, at fremtiden er til stede overalt i (Risiko)samfundet: Langtrukkent metrobyggeri, 2020-prognoser, klimaaftaler, marketingsstrategier, sikkerheds- og militærstrategier, der følger terrortrusler; forsikringer mod alt fra sygdom til skybrud, 30-årige banklån, og selvskrevet som fiktion i blandt andet de meget markedsførte The Hunger Games (2012) og Prometheus (2012). Alle eksempler tager udgangspunkt i og beskriver ’fremtider’. Ønskelige som ikkeønskelige. Ofte er det samfundets håb og frygt, der agerer primære inspirationskilder for scenarierne. Det kan være svært at skelne ’virkelige fremtider’ fra fiktion fordi ingen af delene eksisterer. I en lineær opfattelse af tid indtræffer fremtiden aldrig. Det er altid nutid og tid som fænomen iagttages gennem

det forandrede. Både fortiden og fremtiden spiller alligevel en stor rolle for menneskelig handling. Et interessant sammenfald er, at hjernens hukommelsescenter for minder aktiveres når vi bliver bedt om at forestille os eller beskrive fremtiden1. Vi har altså minder både fra fortiden og fremtiden. Fremtidsstudier og studiet af handling som projekt Handling har et tidsligt aspekt som fremtidsforskning ofte påpeger. Tidsskriftet Antropologi udgav i 2011 et nummer med temaet Fremtid. Redaktørerne beskriver fremtidsperspektivets betydning. For eksempel indeholder gavegivning et tidsligt aspekt. Forventningen er essensen i mange undersøgelser af fremtiden, da: Forventninger til fremtiden har indflydelse på handlinger i nutiden. (Frederiksen et al. 2011:3). Sociologen Ann Mische har skabt begrebet ’future projection’ (fremtidsFREMstillinger). Mische har en baggrund inden for studier af sociale bevægelser, hvor future projections er vigtige eksistensgrundlag. Fremtid underbygger på denne måde menneskelig handling, producerer begivenheder, og har mange andre sociale virkninger på trods af sin ikke-virkelige status (Mische 2009:694). Det er derfor vigtigt, at kultursociologer inkluderer fremtid, som future projections, som en vigtig del af det sociale. Mische udvikler en analyseramme, der fremhæver de erkendelsesmæssige dimensioner af projectivity. Hun viser, at et sociologisk fokus på future projections og projectivity kan hjælpe med at genskabe et link mellem erkendelse og handling (cognition and action), hun mener, har været negligeret i sociologisk litteratur (Mische 2009:695). Sociologien bør inddrage og undersøge fremtiden ved at genopfriske idéen om projekter eller projectivity, som samfundsvidenskabeligt analyseredskab (Mische 2009:695). ’Handling som projekt’ er konstrueret inden for en imaginær horisont fuld af planer og muligheder. Det vil sige, at handling altid refererer til en forestillet fremtidig tilstand. Aktørerne engagerer sig i en retrospektiv/prospektiv proces i hvilken de trækker på tidligere erhvervet ’stocks of knowledge’ eller typifikationer af mulige handlingsveje. Alt dette imens aktøren ’fantaserer’ om den igangværende proces’ udvikling og endemål (Mische 2009:696). Den generelle sociologi bør anerkende den mobiliserende kraft projected futures kan have og adoptere idéen om hvordan ’håb’ som mobiliserende kraft, også kan findes som en hverdagslig kraft (Mische 2009:694). Robin WagnerPacifici, fremhæver den amerikanske præventive terrorlovgivning som

eksempel på future projections, der har direkte indflydelse på noget hverdagsligt (Wagner-Pacifici 2009:705). Mennesket trækker (forenklet) på en vidensbase ’om fremtiden’ når vi handler. Fremtid og fantasi Mennesker har brug for redskaber og referencer til at forholde sig til alle aspekter af verden. I en dekonstruktiv postmoderne tankegang kan tiden ses i et fragmenteret perspektiv, hvor (science fiction) fremtider nok er lineært ’foran’ os, men ikke desto mindre en del af hvordan det sociale betragtes, reflekteres over og italesættes. I min tilgang til arbejdet med ’fremtid’ har jeg fundet stor inspiration inden for Internationale Relationsstudier, hvor blandt andre Michael Shapiro (2009) har udviklet analysemetoder til at undersøge samspillet mellem populærkultur og virkelighed. Shapiros fokus er på krig, der for mange moderne mennesker er lige så abstrakt som ’fremtid’. Populærkulturens verden indtænkes af Shapiro, som en ligeværdig del af det sociale. ’Ligeværdig del’ forstået på den måde, at det anerkendes, at mange mennesker ikke skelner mellem virkelighed og fiktion i deres forhold til, og i italesættelse af, abstrakte fænomener som krig eller politik. Mennesker trækker ofte på populærkulturelle referencer når de forestiller sig eller omtaler virkelige krige (som Irak eller Vietnam). På samme måde trækkes der ofte på science fiction referencer når mennesker forestiller sig og italesætter fremtid og mulig udvikling, ligesom meget udvikling er inspireret af science fiction. Drømmen om den flyvende bil og sci-fi, der bliver til virkelighed Cynthia Weber har på linje med Shapiro arbejdet med hvordan film påvirker virkeligheden. Hun skriver om filmen Minority Report, at filmen er “…a glimpse into what future US moralities based in future US families might be and become” (Weber 2006:6). Filmen kan ifølge Weber få biografgængere til at reflektere over hvordan samfundet udvikler sig. C. Wright Mills beskriver, at mennesket ikke kun har brug for hårde facts for at forstå den verden vi lever i, men også for inspiration (Antoft et al. 2010:15). Mennesker har brug for en ’bevidsthedsmæssig kvalitet’, eller en sociologisk fantasi, der kan hjælpe os med at forstå verden. At besidde en sociologisk fantasi, mener Mills,

betyder en åbenhed over for hvordan verden forholder sig. Fantasien må ifølge Mills, betragtes som et supplement til andre fortolkninger af verden (Antoft et al. 2010:16). Hvis sociologer vil have et glimt ind i fremtiden kan vi se på: Hvor kommer idéerne fra? Hvad inspirerer opfindelser og opfattelser, der fører til udvikling? Overvågning og tankepoliti nærmer sig allerede (ifølge pessimisterne) Nineteen Eighty-four inspiration, iPads er set i Rumrejsen 2001, klaptelefoner og kropsscannere er fra Star Trek. Den flyvende bil er en integreret del af rigtig meget science fiction, men samtidig en drøm, der har affødt utallige virkelige prototyper og designtegninger. For eksempel den atomdrevne Ford Nucleon fra 1958. Det er ikke lykkes endnu, men ifølge The Economist2 er 12 firmaer i øjeblikket i gang med at udvikle flyvende biler. Det er måske ikke helt realistiske eller praktiske opfindelser, vi drømmer om, når vi forestiller os fremtiden, men drømme og fantasi er drivkraften i udvikling og det er fantasien sociologer skal skæve til, hvis vi vil have et glimt ind i fremtiden. Litteratur

Frederiksen, Martin Demant, Bræmer, Marie Højlund og Højlund, Susanne (2011) ”Introduktion” i Tidsskriftet Antropologi Vol. 63., Tema: Fremtid, pp. 3-6 Mische, Ann (2009) ”Projects and Possibilities: Researching Futures in Action” i Sociological Forum, VOl. 24, No. 3 September 2009, pp. 694 Wagner-Pacifici, Robin (2009)”When Futures Meet the Present” i Sociological Forum, Vol. 24, No. 3 September 2009, pp. 705-709. Shapiro, Michael (2009) Cinematic Geopolitics, Routledge Weber, Cynthia (2006) Imagining America at War, Routledge Antoft, Rasmus et al (2010) Den poetiske fantasi: om forholdet mellem sociologi og fiktion, Aalborg Universitetsforlag 1 http://www.scientificamerican.com/article.cfm?id=memoriesof-tomorrow 2 http://www.economist.com/node/21548491 Ford Nucleon 1958 / Ford Motor Company

Det

urbane nattelivs dramaturgi TEMA

Emir Degirmenci, Yakup Bas og Jonathan Kusier Bachelorstuderende

KÆRLIGHED og seksualitet er svære begreber at sætte ord på. Med et hermeneutisk blik har vi forsøgt at skabe en kollision mellem det maskuline forskerblik og den feminine livsverden. Igennem en fokusgruppe og syv interviews har vi forsøgt at skildre de unge kvinders ambivalens i spændingsfeltet mellem seksualitet og kærlighed i det urbane natteliv. De unge kvinder har svært ved at sætte ord på kærlighed som fænomen, og der fremkommer forskellige definitioner af kærligheden. Fælles for de unge kvinder er, at de har en forståelse af dens eksistens og gennemslagskraft, selvom de har svært ved at sætte ord på den følelse, der affødes, når kærligheden rammer. Kærligheden manifesterer sig som en fysisk følelse, der for kvinderne erkendelsesmæssigt er tilsløret. Kærligheden er på sin vis overindividuel og underlagt overordnede strukturer. Hvad der udspiller sig i nattelivet kan forstås dramaturgisk ved hjælp af Erving Goffmans teori. I Goffmans analyse samarbejder mennesker om at opretholde den sociale situation imod sammenbrud. I denne kontekst spiller ansigtet en stor rolle – mennesker præsenterer et bestemt ansigt i den sociale

samhandling, som kun opretholdes med andres hjælp. Dette mønster ser vi også ved nogle informanters fortællinger om nattelivet: ”Sådan selvglade personligheder, der kun tænker på sex, og sig selv”, mens andre piger bekræfter, at fyrene ikke må være ”for meget” og ”fremhæve sig selv”. Et Goffmansk perspektiv på dette vil være, at kvinderne i samhandlingen, ved hjælp af ritualer, arbejder for at bevare eget og deltagernes ansigt. Derfor undgår de, at de selv eller andre kommer til at vise upassende ansigt eller miste fatningen; det mest katastrofale vil være at tabe ansigt, som Goffman uddyber det. Her er problemet ikke kun for den, som taber ansigt, men også for publikum i form af veninder, der bevidner en bemærkning fra fyren, som dummer sig. DETTE ekspliciteringstabu i nattelivet skaber en iboende uærlighed, der gør nattelivet uegnet til at finde potentielle partnere til et fast forhold. I nattelivet konstrueres narrativer om aktørerne, som ikke er fordrende for kærlighed, der forudsætter en høj grad af ærlighed og tillid. Det urbane natteliv er først og fremmest kendetegnet ved udvekslingen af symbolsk

anerkendelse. Denne antager en seksuel karakter, men resulterer ikke altid nødvendigvis i sex. Udvekslingen kan foregå fysisk eller kommunikativt, men vigtigst er, at det er gensidigt om end ikke nødvendigvis lige. Aktørernes seksualitet fremkommer kun implicit i nattelivet, og ved eksplicitering brydes normer for, hvad der er tilladt i nattelivet. NÅR det kommer til, hvad pigerne søger i det urbane natteliv, er det en mere kompliceret affære. Nogle giver eksplicit udtryk for, at de ønsker intim og seksuel samvær, mens drivkraften for andre unge kvinders vedkommende er en hyggelig og morsom aften med veninderne. Fælles for dem alle er dog, at de er indforstået med bylivets diskurs om æstetisering og seksualisering, hvor omgangen med og tiltrækningen af det modsatte køn, fra hvilke de søger en form for anerkendelse, bekræftelse og interesse, er en vigtig drivkraft – også selvom de ikke umiddelbart har intentioner om, at dette skal udvikle sig i en intim eller seksuel retning. Set fra Goffmans perspektiv er nattelivet en teatralsk scene for sofistikerede og nøje planlagte rollespil. De unge kvinder udlever en

Illu rs

nde

n: A tio sta Gr ucz V in jer db g

minutiøs planlægning af bestemte selvpræsen- tilkendegav: ”At det ikke er fedt længere at gå tationer for at fremstille det mest fordelagtige i byen i Danmark, og at det er blevet en ting, billede af, hvem de ønsker at optræde som. man skal gøre som en slags forventning fra Selvet er resultatet af individets optrædener omgivelsernes side, hvis man vil bevare faindenfor samhandlingsmæssige rammer og caden og imaget om at være på farten. Ikke med andres samarbejde. noget man gør, fordi man har lyst til det, og Der foregår et intenst ansigtsarbejde i natteføler at man har positiv energi og overskud”. livet, hvori spillet går ud på at bevare det rette Dette kan skabe en samling af individer, der ansigt og ikke at tabe ansigt. Men omvendt kan kendetegnes som en slags ensomme massker der også hyppige og til tider dramatiske se-mennesker, der i sygelig grad er optaget af krænkelser af kvindernes selvbillede. at være orienteret imod andre. Sidst men ikke mindst I spørgsmålet om hvorDer foregår et intenst vidt de unge københavner nattelivet set fra Goffmans dramaturgiske ansigtsarbejde i nattelivet, ske kvinder oplever en univers bestemt ikke et ambivalens mellem sekhvori spillet går ud på at skønmaleri. Der tegner sualitet og kærlighed i sig et mere dystert bildet urbane natteliv, er bevare det rette ansigt lede af kvinderne som svaret ikke entydigt. skuespillere i nattelivet, der indtager forskelNogle oplever ambivalens og andre gør ikke. lige roller ud fra strategier. Afhængig af hvor Kompleksiteten af de sociale dynamikker og langt man vil gå i den dramaturgiske tolkning, mønstre umuliggør et utvetydigt svar. Således bærer mønsteret, der tegner sig, præg af kvinkan vi med Baumans egne ord afrunde ved at der, der er kyniske iscenesættere, facadebygsige, at i den flydende modernitet er alt flygere og aktører, der manipulerer med indtryk. dende og intet fast, derfor er det urbane natteMange af kvinderne giver indtryk af at være liv åbent for alle scenarioer. fremmedstyrrede frem for at være indrestyrede. Som en af vores informanter, Lene, ærligt

Autopoiesis

Om artiklen Artiklen er baseret på en integreret eksamensopgave i Kultursociologi og Videregående Kvalitative Metoder. Begge fag findes på 4. semester. Den metodiske del giver en god mulighed for at afprøve både interviews, fokusgrupper og deltagerobservation.

s en m m

Vis

I Visdommens ord får du en samling gyldne udsagn, som du kan bruge til at udvide din horisont med, og hvem ved, måske anvende i din kommende opgave - Yevgeniy Golovchenko, Autopoiesis

Alt kunne være anderledes, og næsten intet kan jeg ændre

Hvis en astrolog formaner sine læsere til på en bestemt dag at køre forsigtigt i deres biler, så vil det sikkert ikke skade nogen; det skadelige er den fordummelse, der ligger i påstanden om, at dette til enhver tid gyldige og derfor idiotiske råd har krævet stjernernes medvirken - Theodor Adorno1

- Niklas Luhmann5

Menneskeheden, ja den er helt fin – fine samtaler, stor kunst og alt det der … Konkrete mennesker? Nej tak, de er for 99 procents vedkommende nogle røvkedelige idioter

- Slavoj Zizek9

Selvbevidstheden er i og for sig, idet og derved at den for en anden er i og for sig, dvs. den er kun som anerkendt - Georg Wilhelm Friedrich Hegel3 … skæbnen må sammenlignes med en kvinde, der, hvis hun skal betvinges, må have hug og slag. Erfaringer viser også, at det er nemmere for den voldsomme end for den forsigtige at besejre hende. Og da hun er en kvinde, er hun altid de unges ven, da disse er mere heftige og befaler over hende med større dristighed - Niccolo Machiavelli4

I et kollektiv, der har institutionaliseret militær homoseksualitet, er det hårdnakkede heteroseksuelle individ f.ex., sikker på at blive udsat for terapi, ikke kun fordi hans sexuelle interesser er en åbenlys trussel mod kampeffektiviteten hos hans deling af kriger-elskere, men også fordi hans afvigelse virker psykologisk undergravende på de andres spontane virilitet - Peter Berger & Thomas Luckmann2

Schopenhauer, der havde fornøjelsen af at kende Hegel personligt… tegnede det følgende glimrende portræt af mesteren: ”Hegel, indsat ovenfra af de kræfter, der findes dér, som den store statsautoriserede filosof, var en fladpandet, kvalmende, uvidende charlatan, der havde nået frækhedens tinde ved at nedkradse og diske op med det mest vanvittige, mystificerende vrøvl"

Litteratur 1 Adorno, Theodor W. (1972): Kritiske modeller. Kbh.: Rhodos. s. 38. 2 Berger, Peter & Luckmann, Thomas (1983): Den samfundsskabte virkelighed: En videnssociologisk afhandling. Kbh.: Lindhardt og Ringhof. s. 133-144. 3 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (2005): Åndens Fænomenologi. Kbh.: Gyldendal. s. 109. 4 Machiavelli, Niccolo (1962): Fyrsten. Kbh.: Borgen. s. 108. 5 Mortensen, Nils (1991): Modsætninger og forsoninger mellem strukturer og aktører. Politica 23(1) s. 42. 6 Nielsen, Jens Jørgen (2008): Polske paradokser. Kbh.: Frydenlund. s. 291. 7 Popper, Karl (2002): Det åbne samfund og dets fjender. Bind 2. Kbh.: Spektrum. s. 41. 8 Weber, Max (2003): Videnskab som levevej. I: Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (red.) Udvalgte tekster Tekster. Bind 1. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. s. 204. 9 Aitkenhead, Decca, 2012. Menneskeheden er helt fin, men 99 % af alle mennesker er røvkedelige idioter. Information. 6. juli. Lokaliseret d. 15.07.2012 på http://www.information.dk/305406

- Karl Popper7

Gud ønsker at vi går med i EU - Ærkebiskob og kardinal Jozef Glemp6

En ung amerikaner har ikke respekt for nogen eller noget, ikke for nogen traditioner eller noget embede, men kun for den personlige indsats: det kalder amerikanerne ”demokrati”

- Max Weber8

Annonce: Opstart af kapitalen-læsegruppe Verden står midt i en økonomisk og finansiel krise. Med de bristende gældsbobler og den eksploderende arbejdsløshed bliver Karl Marx’ kriseteori i stigende grad brugt som et alternativt perspektiv til det eksisterende neoliberale paradigme af økonomer, journalister og politikere. Men hvad går Marx’ teori om kapitalismen og dens kriser egentlig ud på? Hvad kan begrebet om merværdi sige om vores samfund i dag? Og hvordan kan teorien indgå i samspil med andre sociologiske perspektiver? Det går vi i dybden med i kapitalen-læsegruppen fra september til november. Uanset om du har læst og diskuteret sociologiske tekster i flere år eller aldrig har rørt Marx’ værker er du velkommen. Vi vil

både gå i dybden med Kapitalen for at diskutere dens perspektiv på krisens og krisens effekt på forskellige samfundsklasser. Derudover vil vi sikre os en mere pædagogisk indgangsvinkel til stoffet ved at se en forelæsningsrække af den amerikanske professor og marxist, David Harvey. Læsegruppen er opstartet af Gruppe 99, der under Forskningskollektivet arbejder med at undersøge og udbrede sociologiske diskussioner af økonomiske, magt-mæssige og kulturelle uligheder i samfundet. Har det din interesse så skriv eller ring til Jeppe på 26241214, jeppekirkelund@gmail.com eller Magnus på 28563777, skovrind@gmail.com.

Har du en god og billig studieforsikring? – Det har vi Er du medlem af DM, eller overvejer du at blive det? DM tilbyder Danmarks bedste studieforsikring hos Lærerstandens Brandforsikring. Over 6.000 studentermedlemmer benytter sig allerede af det gode tilbud. Bliv tryg og sikker med en: • indbo- og ansvarsforsikring • rejseforsikring Verden

Bliv medlem inden 01.11.2012 og vind et års studieforsikring

DMSTUDERENDE.DK

• ulykkesforsikring LÆRERSTANDENS BRANDFORSIKRING G/S

DM (Dansk Magisterforening) er fagforening for 40.000 kandidater og studerende inden for humaniora, naturvidenskab, samfundsfag og sundhedsvidenskab. Det koster kun 22 kroner om måneden for landets mest begavede studiemedlemskab.