Byg 3 2016 by Jesper B14

byg bæredygtigt byggeri 3 2016

Mit arbejde med Roskilde Festival har vist mig nye perspektiver for de virkelige byer, som ofte bliver scener for individuel optræden og ageren. Som modvægt til individualismens byer kan festivaler flytte fokus til fællesskab og social bæredygtighed. Af arkitekt Jes Vagnby

HVAD BYER KAN LÆRE AF FESTIVALERNES MIDLERTIDIGE BYGGERI Det mest bæredygtige byggeri, jeg kender

n by er ikke blot et sted, hvor man bor, køber ind, går ud og lader sine børn lege. Den er et sted, der har indflydelse på, hvordan vi udvikler en fornemmelse for retfærdighed, hvordan vi udvikler vores etik, og hvordan vi lærer at tale med og lære noget af mennesker, der ikke er ligesom os selv. Så hvordan bygger vi byer, der er åbne og modtagelige for forandringer, og samtidig styrker diversitet og særegenhed, så de bliver omdrejningspunkter for udviklingen af nye typer af fællesskaber med mere plads til endnu flere forskelligheder? Det gør vi med midlertidig arkitektur som katalysator for bæredygtig byudvikling, fordi netop det midlertidige formår at engagere og fremme dialogen mellem by og borgere. Midlertidigt byggeri kan være mere end eksperimenter og underholdning. Det kan være en måde at arbejde med social bæredygtighed på, fordi bæredygtig byudvikling handler om det liv, som byerne skal være rammen om. Midlertidigt byggeri iscenesætter det ‘neutrale’ byrum og giver det nye funktioner og udfoldelsesmuligheder for en begrænset tidsperiode. Dermed bliver midlertidig arkitektur i sidste ende et strategisk redskab i en demokratisk proces, hvor brugernes anvendelse af rummet bliver det, som styrer og baner vej for nye byområder og omdannelse af eksisterende. Det bliver i høj grad borgerne selv, der bidrager til at skabe deres egen by. Tre topologier På tegnestuen inddeler vi midlertidig arkitektur i tre forskellige topologier – frirummet, det eksperimenterende og det narrative – der hver har forskellige intentioner: Frirummet, kalder vi det, når der skabes en midlertidig heterotopi – et parallelsamfund, et midlertidigt sted i byen, som en markedsplads, et barns hule på loftet eller ja, en festivalby. Heterotopier er, ifølge den franske filosof Michel Foucault, steder, der findes, men som findes i en distance til ‘den virkelige virkelighed’. De kan også kaldes mod-steder til virkeligheden, fordi man ikke er underlagt et bestemt kodeks. Man kan være tilstede under andre vilkår end dem, vi kender. Heterotopier giver rum og plads for fantasier, tanker og drømme. Et frirum til at reflektere, danne nye fælleskaber og være kritisk. Midlertidigheden kan bruges aktivt til at skabe frirum i og fra vores hverdagskultur.   Det eksperimenterende – og midlertidiges – flygtige karakter gør det muligt at eksperimentere og tage chancer. Det uventede og urealistiske kan skabes og vise nye innovative veje og muligheder i den blivende byudvikling. Byer bliver bygget til at stå i hundredvis af år, og med den eksperimenterende tilgang kan man rykke grænserne for, hvad de bedste løsninger er i byudviklingen.

Det narrative opstår, når der designes og bygges et midlertidigt miljø eller en midlertidig by; så styrkes eksisterende kvaliteter, og nye potentialer skabes. Det midlertidige kan frembringe narrativer om stedet og tillægge det ny værdi og muligheder. Sådan kan steder, der har mistet deres funktion og identitet, få tilført ny identitet via aktiviteter, der har nye funktioner og skaber nye sociale rammer.  Her belyser jeg de tre topologier gennem tre projekter, tegnestuen har arbejdet med; den midlertidige festivalby Roskilde Festival, Frederiksbjerg, som er en bydel i Aarhus, og byen Højer i Tønder Kommune: Frirummet baner vejen for bæredygtig byudvikling på Roskilde Roskilde Festival er den største nordeuropæiske kultur- og musikfestival og har eksisteret siden 1971. Festivalen er en midlertidig by og et frirum. Festivalen er ideer, som bliver til konkret virkelighed – et alternativ til og en undtagelse fra hverdagen. Roskilde Festival er todelt og kan både aktivt involvere og passivt fascinere: De første fire dage på campingområdet udfordrer festivalgængerne til selv at skabe aktiviteterne. De næste fire dage på festivalens indre plads kan deltagerne læne sig mere tilbage og lade sig betage af de kunstneriske rammer og de mange koncerter. Man går fra deltagelse til betagelse.   I 2008 blev campingområdet med ca. 80.000 indbyggere udlagt i cirkelstrukturer, der introducerede en ny ‘orden’. Cirkelstrukturerne definerede flere små-samfund med 4-7.000 midlertidige beboere i en overordnet organisk plan med en agora i centrum som et naturligt mødested. En gridstruktur opdelte gigantbyen i områder med mindre samfund og i endnu mindre enheder med ca. 135 indbyggere. Hvert samfund fik en todelt agora. Den ene halvdel var udstyret med fællesfaciliteter, og på den anden halvdel foregik der fælles aktiviteter.   Festivalpladsen består af koncertrum og mellemrum. Koncertrummene forbindes af mellemrummene, der fungerer som små oaser, hvor festivaldeltagerne kan slappe af, fordøje de mange oplevelser og ikke mindst møde og dyrke samværet med andre. Mellemrummene skifter i skala og funktion, og nogle har installationer, som er æstetiske i sig selv, men først bliver fuldendte med festivaldeltagernes engagement og involvering, ligesom gode byer fuldendes af aktive byboere.   Det eksperimenterende skabte dialog i Aarhus Som led i et byudviklingsprojekt på Frederiksbjerg i Aarhus, hvor vi arbejdede med stedsidentitet og fremtidige visioner for bydelen, eksperimenterede vi blandt andet med vores egen tilstedeværelse i form af et midlertidigt kontor. Og vi eksperimenterede med midlertidig arkitektur som dialogredskab. Begge initiativer

Agoraen er hjertet i hvert af de mindre samfund, som den store campingplads udgøres af. Agoraen forbinder de mindre enheder omkring sig og skaber mødesteder til fællesaktiviteter som madlavning og meget mere. Satellitfoto

med henblik på at styrke samtalen, dialogen og diskussionen med områdets beboere og aktører. Etableringen af et kontor på Frederiksbjerg, der både var markant, synligt og let tilgængeligt, havde stor betydning på flere områder. Dels fik vi dagligt mange spontane besøg fra områdets beboere, erhvervsliv og handlende. Og dels havde vi meget let ved at tage kontakt til områdets brugere. Med midlertidigheden som dialogredskab havde vi fokus på at skabe fysiske forandrings-markører, der var med til at involvere endnu flere i projektet. En forandrings-markør fungerer som et enzym, der påvirker til nye måder at se sin bydel og en ny måde at tale med andre om bydelen. Eksempelvis etablerede vi en ‘pop-up-park’, der i en periode på 14 dage indtog to parkeringspladser i Jægergårdsgade. Med pop-up-parken lykkedes det at ramme et udtryk, der balancerede mellem det hjemlige og det offentlige på en måde, så forbipasserende følte sig inviteret til at tage parken i brug. Det gav både en bevidst og ubevidst nysgerrighed og et engagement, der styrkede dialogen blandt beboerne i området.

I løbet af projektperioden blev der også lavet en begivenhed med fokus på måltidets betydning som samlende aktivitet i hverdagen. Måltidet som ‘mødested’ blev synliggjort ved, at beboere flyttede deres spisestuer ud på fortovet med planter, puder, græstæpper, borde og stole. Det narrative inviterede Højers borgere til byudvikling Højer er en marskby, der ligger helt mod sydvest bag digerne i Tønder Kommune. Engang var Højer udgangspunkt for en travl handelshavn og travle virksomheder, men i dag oplever man Højer som en mere stille udkantsby. Men enhver by eller bydel kan aktiveres og få en helt ny fortælling og selvfølelse. I Højer var opgaven at aktivere et lokalt engagement og igangsætte et udviklingsforløb, der havde fokus på ideer til initiativer, der fastholder og tiltrækker beboere samt øger turismen og erhvervsindsatsen. Vi tog udgangspunkt i de ressourcer, styrker og særlige kendetegn, som Højer allerede besidder, og i et samskabende forløb blev der fundet fem indsatsområder sammen med byens

byg bæredygtigt byggeri 3 2016

Byen Roskilde Festival. Foto: Thomas Kjær

beboere, erhvervsliv og kommunen. Indsatsområderne dannede udgangspunkt for at arbejde med projekter i tre udviklingstrin inden for hvert indsatsområde. Det første trin handlede om at tydeliggøre, at man med små initiativer og indsatser kan opnå stor indvirkning, der styrker fælleskab og bysamfund. Næste skridt gik ud på at arbejde dybere med ideerne og udvikle prototyper, der kunne testes. For til sidst at sætte det hele ind i en større sammenhæng, der kræver større økonomiske investeringer. Altså omsætte erfaringerne fra de mindre og midlertidige projekter til mere permanente projekter og tiltag i tæt dialog med kommunen. Midlertidighed sætter mennesket i centrum Når den enkelte borger og aktør bliver medskaber af byens sociale, fysiske og æstetiske udvikling, mindskes distancen mellem byen og borgerne. Denne tilgang til byudvikling har den sociale bæredygtighed som omdrejningspunkt. Tilgangen til byens rum og bydannelse har gennem tiden haft stor betydning for forståelsen af livet i byen. En af de største udfordringer i dag er at få vores byer til at betyde noget mere for de mennesker, der lever og bor i byen – man har glemt at arbejde med den mentale og sociale by. Den ordnede og styrede by giver politisk og arkitektonisk mening, men den giver sjældent mening for de mennesker, der lever og bor i byen. Bydannelse i dag kræver en ny normativ vision om livet i byen – hvor den sociale bæredygtighed kommer i centrum. Social bæredygtighed lægger vægt på den menneskelige faktor som afgørende forudsætning for realisering af et bæredygtigt samfund. Socialt bæredygtige byområder udvikler sig positivt med de mennesker, der bor i dem. Og tager højde for, at der er en sammenhæng mellem de fysiske omgivelser og det sociale og mentale miljø. En bys skønhed afhænger ikke mindst af, hvordan dens borgere interagerer med den. Midlertidigt byggeri kan engagere et

lokalmiljø i forandringsprocesser, og midlertidigheden kan fungere som redskab til at fremme dialogen mellem by og borgere. I kraft af sin temporære status kan midlertidig arkitektur frigøre sig fra kendte normer, og det er i dette vakuum, at potentialet for at udvikle fremtidens by eksisterer. Når vi tillader os selv at tænke udviklingen som en proces, bliver vi også i stand til at udnytte dens potentiale til gavn for samfundet. Målet må være, at muliggøre udviklingen af byer, hvor dem, der bor i byen, danner en holdning og vil være med i udviklingen – for hvis en by betyder noget for beboerne, tror jeg på, at det bliver et socialt bæredygtigt samfund. Når et samfund er præget af social tillid, kommer mennesket igen i centrum, hvilket øger den sociale kapital, som på sigt også er en økonomisk nettogevinst for samfundet.

Jes Vagnby er arkitekt. Han stiftede tegnestuen Jes Vagnby Arkitektur & Identitet i 1994 og har siden specialiseret sig i midlertidig arkitektur og borgerinvolvering med DemokraCity™.   I ti år var Jes Vagnby ‘stadsarkitekt’ for Roskilde Festival. Mødet mellem mennesker har altid spillet en stor rolle i arbejdet med festivalens fysiske planlægning, hvor pladsdannelser har været det centrale element.