DEBAT
8
ARKITEKTEN MAJ 2015
Den kommunale fordeling pr. 1. januar 2007
Af Otto Käszner, arkitekt, tidligere stadsarkitekt i København, og Bo
Christiansø
Vagnby, arkitekt, lektor emeritus, Institut for Planlægning, Aalborg
Bornholms
Universitet.
Hjørring Frederikshavn Læsø
DEN GODE PLANLÆGNINGS KOLLAPS
Drejelige sakseskodder som kan køre til siden og parkere
Brønderslev Jammerbugt Hørsholm
Thisted
Allerød
Aalborg
Morsø
Rudersdal
Rebild
Vesthimmerlands
8 meter høje, bevægelige translucente kunststoflameller
Lyngby-Taarbæk
Furesø
Gentofte
Mariagerfjord Ballerup
Skive
Gladsaxe
Herlev
Birkerød Idrætscenter
Glostrup Albertslund
Frederiksberg
Rødovre
Københavns
Randers
Lemvig Struer
Høje-Taastrup
Brøndby
Norddjurs
Viborg
Hvidovre
Vallensbæk Ishøj
Syddjurs
Holstebro
Tårnby
Dragør
Greve
Favrskov
Brandtestet til EI 60
Lydtestet til Rw 59 dB
Telefon +45 7015 1050 www.habila.dk
I Arkitekten 03 kunne man læse to vigtige indlæg om den snigende ødelæggelse af landets naturværdier. Det ene af arkitekt Rasmus Graakjær, der påpegede det tragiske i, at Folketinget endnu engang tillader markante ændringer af Planloven. Det andet af Hanne Bat Finke og Heine Skjerning, som på Akademiraadets Landskabsudvalgs vegne påpegede, at vi står over for en af de største ændringer af oplevelsen af det danske landskab nogensinde. Graakjær nævner den gradvise degradering af Københavns æstetiske og rumlige kvaliteter, og peger på, at ødelæggelsen af vort kystlandskab har baggrund i kortsigtet spekulation baseret på en naiv tro på, at opførelse af flere feriebebyggelser vil skabe arbejdspladser i yderdistrikterne. Akademiraadets indlæg påpeger gennem en konstruktiv, kritisk analyse, hvordan opførelse af gigant-vindmøller planlægges alene ud fra tekniske og nyttebetonede synsvinkler for at nå de politisk ambitiøse 2020-energimål. Kritikken fra arkitekter og kunstnere er ikke ny. Sidste år revsede formanden for Statens Kunstfond, arkitekt Lars Juel Thiis, i Jyllands-Posten kommunerne for at tillade det arkitektoniske forfald langs med vore overordnede veje, og han påpegede behovet for fastere rammer for, hvordan landet skal indrettes arkitektonisk. Yderligere gjorde redaktøren af Arkitekten, Martin Keiding, opmærksom på risikoen ved at tillade turistvenlige byggeaktiviteter i nærheden af kysterne, idet han i en leder i nr. 8/2014, “Helt ude i havstokken!”, opfordrede til at gentænke kystområdernes udvikling og undgå de kortsigtede løsninger (se tillige leder i Arkitekten 4/15 red.). Laissez faire-holdningen til landskabets og kysternes fremtid gennemsyrer desværre både de statslige og de kommunale niveauer. Fx betegnes den jyske vestkyst som vækstlokomotiv i regeringens vækstplan for dansk turisme
(2014), mens formanden for Kommunernes Landsforenings Teknik- og Miljøudvalg, Jørn Pedersen, som svar på Lars Thiis’ kritik udtalte, at borgmestrene ikke ønsker smagsdommeri, men så lempelige rammevilkår som muligt. Nu, hvor politikerne vejrer folketingsvalg, er der igen kommet gang i overbudspolitikken. Fx har Venstre, i sin bejlen til liberalismen i samfundet, på ny gjort sig til fortaler for yderligere byggeri i kystzonen, gentagelse af kravet om at tillade bilbetjente hypermarkeder uden for byerne og indførelse af generelle lempelser inden for strandbeskyttelseslinjen. Værre er det, at De Konservatives nye leder helt foreslår at skrotte Planloven. FYSISK VISION FOR DANMARK
Ovennævnte eksempler illustrerer, hvordan vi i de sidste år har oplevet en bekymrende tilfældig planlægning. Derfor er det vigtigt, at Finke og Skjerning i Landskabsudvalgets udtalelse gør opmærksom på, at Akademiraadet allerede i 2013 efterlyste en national helhedsplan, som kan skabe overblik over, hvor vindmøllerne æstetisk passer bedst ind. I sørgmodig erkendelse af politikernes konstante given efter for neoliberalistiske vækstambitioner på naturens bekostning ønsker vi at supplere Akademiraadets forslag om at lave en national helhedsplan for vindmøllernes placering med, at landsplanredegørelsen erstattes af en strategisk ‘Fysisk Vision for Danmark’. Når vi anbefaler, at den politiske landsplanredegørelse erstattes af en langt mere konkret plan, bunder det i, at sidst, vi så en landsplanredegørelse, der løftede planlægningen op på et meningsfyldt niveau, var helt tilbage i 2006, hvor den konservative Connie Hedegaard som miljøminister prøvede at konkretisere, hvordan den grønne omstilling kunne kobles med fysiske og
Herning
Halsnæs
Ikast-Brande
Hillerød Hillerød 44.551
Odder Horsens
Vejle
Samsø
Frederikssund
Odsherred
Egedal
Kalundborg
Holbæk
Lejre
Roskilde
Fredericia
Solrød
Nordfyns
Fanø
Kolding
Fredensborg
Hedensted
Varde
Vejen
Helsingør
Gribskov
Skanderborg
Billund
Schmidt/Hammer/Lassen Arkitekter
Århus
Silkeborg
Ringkøbing-Skjern
DYNAMISKE FACADER
Middelfart
Esbjerg
Odense
Ringsted
Køge
Stevns
Slagelse Næstved
Nyborg
Assens Haderslev
Sorø
Kerteminde
Faxe
Faaborg-Midtfyn Svendborg
Vordingborg
Tønder Aabenraa
Sønderborg Ærø
Langeland Lolland
Guldborgsund
Connie Hedegaards Det nye Danmarkskort fra 2006 Anm.: Grænsejusteringer, som følge af lokale folkeafstemninger, er indikeret på kortet (men ikke eksakte)
geografiske dimensioner under titlen Det nye Danmarkskort. Den næste landsplanredegørelse, som Karen Ellemann (V) stod bag, glimrede ved at være totalt indholdsløs – og den havde ikke engang en titel! Den nugældende landsplanredegørelse, Grøn omstilling – nye muligheder for hele Danmark, udgivet af daværende miljøminister Ida Auken (SF), er et lærestykke i, hvordan en ung og urutineret, men umådelig ambitiøs regering prøver at samle en hel masse varm luft under kodeordene: udvikling, dynamik og vækst. Længe har stat og kommuner med rund hånd solgt ud af bygninger og grunde, der betragtes som overflødige. Dette sker tilsyneladende uden en langsigtet arealbehovsplan – med overvejelser om jordreserver til fremtidige trafikanlæg, skoler, sygehuse, parker osv. Hensyn, der er gjort vanskelige at overskue, når landsplanlægningen og den amtslige planlægning er forsvundet. For kommunerne handler det formentlig blot om at få de håbløse budgetter til at hænge sammen. I 2007 nedlagde man regionplanlægningen, da man gennemførte strukturreformen og afskaffede amterne. Som erstatning indførte man begrebet regional udviklingsplanlægning, som imidlertid fra starten var impotent, idet der ikke
fulgte stærke reguleringsværktøjer eller økonomiske styringsmidler med. Den regionale udviklingsplan skulle ellers, på grundlag af en helhedsvurdering, beskrive en ønskelig fremtidig udvikling for regionen, omfattende: natur og miljø og rekreative formål; erhverv inklusive turisme; beskæftigelse; uddannelse; og kultur. I fysisk forstand var udviklingsplanerne imidlertid svage, idet de blot skulle indeholde kortbilag, der med overordnede, men ikke præcise udpegninger skulle illustrere det nævnte indhold i planen. For at gøre skaden fuldkommen vedtog man så for et år siden (med lov nr. 86 af 28. januar 2014) helt at ophæve de regionale udviklingsplaner! Hvor står vi så nu? Uden amter til at mægle og afveje evt. modstridende interesser på det lokale niveau. Med Regionsråd, som beskæftiger sig med lidt miljømæssig systemvedligeholdelse og sundhedsbehandling, men som er frataget et i forvejen ubrugeligt planlægningsværktøj. Resultatet er, at kommunerne selv må løse alle de overordnede, men ofte konfliktfyldte spørgsmål, hvor økonomiske hensyn som hovedregel underkender langsigtede natur- og landskabshensyn. Bl.a. derfor er landsplanredegørelserne blevet til skønmalerier,
Gl. Kongevej 3 DK-1610 København V +45 3312 2750 art@art-andersen.dk www.art-andersen.dk
DEBAT
hvor man søger at italesætte en stemning af, at her går det godt, og at kommunerne sagtens selv kan koordinere og afveje modsætninger og divergerende interesser. Men dét er naiv ønsketænkning, og derfor løber de store byer nu fra resten af landet. LANDSPOLITISKE KRAV TIL PLANLÆGNINGEN
Klimatruslen er det 21. århundredes største udfordring til planlægningen af bosætning, byudvikling og udnyttelsen af det åbne land. Derfor må landsplanredegørelsen erstattes af en fysisk vision for Danmark, hvor der lægges op til at træffe en række ubekvemme beslutninger, der kræver overordnet fysisk planlægning. Af disse kan nævnes: Hvordan skal vore landdistrikter og det åbne land se ud og indrettes, hvis mellem 30% og 70% af vores energiforbrug skal komme fra biomasse? Skal de få selvejede og flere og flere selskabsejede landbrugsbedrifter have fri adgang til at plante bioskov, hvor de ønsker, og
10
skal endnu større dele af landskabet sløres, som vi ser det langs majsmarkerne? Hvilken landskabsarkitektonisk regulering er der brug for i kølvandet på industrialiseringen af landbruget? Hvordan skal bosætningen i yderområderne ske? Hvordan skal de kæmpestore solfangeranlæg indpasses i naturen, og skal husejerne blot fortsætte med at sætte solpaneler på tagene for at udnytte midlertidige støtteordninger? Skal kæmpevindmøllerne placeres i en række med 150 meter høje møller for hver 500 meter fra Frederikshavn til Kruså, som en energiekspert foreslog for nogle år siden? Eller skal man ekspropriere Læsø og fordrive de 2000 indbyggere, så øen kan forvandles til et energireservat? Ønsket om fortætning af vore byer må følges op af landspolitiske krav til den kommunale planlægning i de forskellige sammenhænge. Forstæderne, med vor foretrukne boligform, parcelhuset, er ikke planlagte for fortætning. Det vil kræve en detaljeret, afvejet planlægning, hvis det hele ikke skal gå grueligt galt.
ARKITEKTEN MAJ 2015
11
På de foretrukne udviklingsarealer, de tidligere havneområder, opføres spektakulære erhvervs- og boligbyggerier i et hidtil uset omfang, ofte som store enheder og højt byggeri. Hvor muligheden er til stede, indgår en imposant udsigt som styrende i udformningen. Desværre synes udformningen af de byrum, der opstår mellem bygningerne, ikke at være genstand for det samme mål af interesse. Med et ikkeeksisterende byliv til følge. I den modsatte ende af samfundspyramiden trækkes de større byer med udsatte almene boligbebyggelser, hvor risikoen for etablering af parallelsamfund er latent. Fælles for alle bysamfund er presset på det individuelle butiksliv forstærket af gigantiske butikscentre. Alt det forannævnte repræsenterer en virkelighed, der taler for genopdagelse af den gode fysiske planlægning på både lokalt og nationalt niveau. Ikke yderligere ‘frigørelse for smagsdommeri’.
NOTE
Illustration fra bogen.
UENIGHED GØR STÆRK rettelse
En række personer var røget ud (og en enkelt ind, som ikke skulle have været der) af stillerlisten i forbindelse med Akademisk Arkitektforenings tildeling af æresmedaljen til Nils-Ole Lund (billedet), som blev omtalt i Arkitekten 4/2015. Her er samtlige stillere: Kim Dirckinck-Holmfeld, Leif Leer Sørensen, Jan W. Hansen, Hans Jørgen Vesthardt,
PHILIP DE LANGE REHABILITERET Anmeldelse af Jørgen Hegner Christiansen
Tom Danielsen, Kim Herforth, Lars Juel Thiis, Louis Becker, Dorte Mandrup Poulsen, Morten Schmidt, Jan Søndergaard, Anna Maria Indrio, Hans Peter Svendler Nielsen, Torben Nielsen, Lene Dammand Lund. Teksten, som blev bragt i forbindelse med samme omtale, var forfattet af Kim Dirckinck-Holmfeld. Redaktionen beklager de manglende oplysninger.
DANMARKS FØRSTE OPP-PLEJECENTER. AREAL: 5.820 M2
VONSILDHAVE, KOLDING Vidste du, at Dansk Boligbyg a/s siden 2010 har opført 330.000 m2 etageareal – fordelt på 70 projekter, som omfatter almene boliger, plejehjem, institutioner og skoler?
Kontakt os på telefon 76 27 50 00, via mail på info@dbb.as – eller besøg os på dbb.as
Badeloch Vera Noldus: Philip de Lange − Københavns store bygmester. Strandberg Publishing, Kbh. 2014. 237 s. Pris: 349,95 kr.
Ældre dansk arkitekturhistorie rummer mange navne på talenter, der ikke har haft den helt store bevågenhed i eftertiden. Enten fordi deres virksomhed har været mangelfuldt dokumenteret, eller fordi mange af deres bedste værker er forsvundet eller ombygget til ukendelighed. Blandt disse må regnes Philip de Lange, der var stort set ukendt, indtil Frederik Weilbach i midten af 1920’erne og navnlig Christian Elling i 1930’erne begyndte at skrive om ham. Det kunne nu dokumenteres, at han var ophavsmand til så kendte bygninger som posthuset i Købmagergade (Chr. Møinichens Palæ), Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade på Christianshavn samt mange bygninger på Holmen, herunder Hovedvagten, Arsenalet og Mastekranen. Forklaringen var måske, at han både optrådte som murermester og entreprenør, hvor andre havde leveret projektet, og som selvstændig arkitekt. Som indvandret bygmester fra Haag i Holland i forbindelse med Københavns genopbygning efter branden i 1728 måtte de Lange slide sig vej op gennem
små og store opgaver, indtil han vandt sig et godt ry blandt det bedre borgerskab, handelsaristokratiet og især søetaten, for hvem han opførte hovedparten af sine bygninger. Hvilken uddannelse han havde, ud over murerhåndværket, vides ikke, men både de bevarede bygninger og tegningsmaterialet fra hans hånd vidner om en betydelig kunstner med stor viden og et stort talent. En sådan begavelse kunne godt fortjene en selvstændig publikation, og det er nu omsider sket med Vera Noldus’ smukke bog. Forfatteren er født i Holland og er uddannet som cand.mag. med en ph.d. i kulturarvsstudier og arkitekturhistorie fra universiteterne i Amsterdam og Utrecht, og det har haft en overordentlig heldig indflydelse på resultatet. Hun er nemlig i stand til at trække på et ganske omfattende hollandsk kildemateriale, som bringer mange nye oplysninger frem om de Langes baggrund og navnlig hans inspirationskilder, som ikke har været kendt før. Det første afsnit, “Byen og bygmesteren”, er derfor særdeles interessant læsning, som også er