Debat skjold og loenne arkitekten 07 2015 v2

Page 1

DEBAT

4

Danske og internationale studerende designer og udvikler prototyper med fokus på leg og design i samarbejde med virksomheder, Design Camp, Designskolen Kolding (2013).

DER ER BEHOV FOR KRITISK MASSE

Dimensionering af de kunstnerisk baserede uddannelser I april 2015 udkom rapporten fra udvalget til fremtidssikring af de tre kunstnerisk baserede videregående uddannelser (KADK, AAA og Designskolen Kolding). Udvalget anbefaler som bekendt en dimensionering af designuddannelserne på 20%, mens den for arkitektuddannelser er på 10%. Vi taler her om uddannelser, der allerede gennem en lang årrække kun har haft mulighed for begrænset optag. På designuddannelserne uddannes hvert år ca. 150 designere (på Kunstakademiets Designskole og Designskolen Kolding), mens der på en række forskellige designuddannelser uddannes yderligere ca. 800 om året* – dette fra uddannelser, der ikke tidligere har været dimensioneret. De kunstnerisk baserede designuddannelser udgør således en lille del af den samlede udvikling af fremtidens arbejdsmarked for designere og risikerer at trænges helt i baggrunden. Et lignende billede gør sig gældende for arkitekterne. Alene dette står i modsætning til udvalgets anerkendelse af, at de kunstnerisk baserede uddannelser er væsentlige kulturbærere, ikke blot uddannelsesanstalter. Med det forholdsvis lille optag, der er på de tre skoler, mister man ved den foreslåede dimensionering den kritiske masse, der gør, at vi kan skabe talentudvikling og en

potentielt væsentlig løftestang for konkurrenceevne, branding og innovation. På Designskolen Kolding anbefaler vi, at de kunstneriske uddannelser får mulighed for at give de mange tiltag, skolerne er gang med, lov til at virke før en eventuel yderligere dimensionering. På alle tre skoler er der helt i tråd med udvalgets anbefalinger sket store forandringer i struktureringen af uddannelser, i takt med at arbejdsmarkedet og kravene til fremtidens arkitekter og designere er under forandring. Dette sker bl.a. gennem et øget fokus på karriererådgivning, praktik, erhvervssamarbejder, udvikling af digitale kompetencer og efteruddannelse – tiltag, som allerede er godt i gang på de tre skoler. Disse tiltag er igangsat ud fra den erkendelse, at både design- og arkitekturfagene har udviklet sig voldsomt gennem de sidste årtier. Med et udvidet begreb om, hvad disse fag repræsenterer af viden og faglighed, uddanner vi i dag ikke blot kandidater, som skaber bygninger og forbrugsprodukter, men kandidater, der skaber nye løsninger på væsentlige problemer i samfundet. De driver på globale strømninger og udfordringer, som de omsætter til nye arbejdsprocesser, salgsplatforme, produktionskæder eller forretningsmodeller, tiltag i den sociale sektor og produkter, som italesætter

væsentlige problemstillinger i samfundet. Det tager tid at udfolde denne fagudvikling i et uddannelsessystem og at få den implementeret i den konkrete undervisning. Og ikke mindst så tager det tid at formidle til danske virksomheder, at designere og arkitekter i dag har flere kompetenceprofiler end for blot 10 år siden, hvorfor de kan indgå i langt flere processer og funktioner end førhen. Alt dette har skolerne selv indset for en del år siden, og vi er i gang. Danmark har fortsat behov for gode designere og arkitekter med rod i de kunstneriske uddannelser. Dem håber vi at få lov til at uddanne, også i fremtiden. Note * Uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler som fx ‘designteknolog’, ’e-designer’ eller i ‘Design, Technology & Business’. På universiteterne uddannelser som ingeniør i design og arkitektur (Aalborg Universitet).

Else Skjold, cand.mag., ph.d. og postdoc på Designskolen Kolding & Irene Alma Lønne, arkitekt MAA, ph.d. og forskningschef på Designskolen Kolding.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.