Jp interview arkitekten 04 2015

ARKITEKTEN APRIL 2015

31

Inden for de seneste måneder er der kommet nye ansigter i spidsen for flere af fagets organisationer.Hvordan ser de det felt, de er trådt ind i på ledende poster? Martin Keiding har talt med Jesper Pagh, der tiltræder som direktør for Akademisk Arkitektforening 1. april, Christian Bason, direktør for Dansk Design Center, og Danske Arkitektvirksomheders direktør, Lene Espersen.

Arkitekt MAA Jesper Pagh afslutter i disse måneder en erhvervs-ph.d. etableret i samarbejde mellem Arkitektens Forlag og Roskilde Universitet. Pagh været partner i designvirksomheden Move, medlem af bestyrelsen i Design Denmark og grundlægger af onlineforummet LinkUp. Senest har Pagh, som en del af ph.d.-arbejdet, været medredaktør på tidsskriftet Twentyfirst (Arkitektens Forlag 2012-2014).

DET IDEELLE SYNSPUNKT

Gottlieb Bindesbøll (1800 –1856) var ikke kun Danmarks første moderne arkitekt. Han var også en af de bedste. Dog er der aldrig udgivet en stor bog om arkitektens samlede værker. Det råder vi bod på nu. I fuld format blændes der op for de mest kendte bygninger som Thorvaldsens Museum, Brumleby og Landbohøjskolen men også for mindre kendte men lige så fantastiske værker; herregårde, hospitaler, møbler, kirker, rådhuse, luksusvillaer,

Peter Thule Kristensen Gottlieb Bindesbøll – Danmarks første moderne arkitekt Foto af Jens M Lindhe.

Tilrettelægning: Michael Jensen.

gravmonumenter, stationsbygninger med mere. Peter Thule Kristensens monografi om Bindesbøll er på samme tid en videnskabelig afhandling og beretningen om den verden som omgav arkitekten og hans huse, skrevet i et flydende sprog, som kan læses af alle. En lang række originaltegninger og skitser publiceres for første gang sammen med Jens Lindhes nye fotografiske optagelser af alle Bindesbølls realiserede værker.

Bogen er også udgivet i en engelsk oversættelse ved Martha Gaber Abrahamsen: Bindesbøll – Denmark’s First Modern Architect

Du udtaler i et interview, at hvor markedet tidligere var domineret af fællesskabet, staten, kommunerne og boligselskaberne, så hersker de kortsigtede kapitalinteresser i dag. Men det offentlige Danmark bygger for omkring 10 mia. om året. Det ligger bare ikke på boligsiden, men på uddannelse og sundhed. Så man kan vel ikke sådan sige, at det offentlige ikke er på banen?

Overhovedet ikke. For arkitekterne har der jo altid været et marked, man har arbejdet for. Men jeg synes, man kan argumentere for, at markedet har ændret sig. Det offentlige opfører sig fx i mange tilfælde, som om de var en privat investor. Med en klassisk opdeling i stat, marked og civilsamfund kan man, hvis man ser på, hvordan arkitekternes marked hang sammen for 50 år siden, tydeligt se, hvornår det er staten, hvornår det er det private marked, og hvornår det er civilsamfundet, der agerer i forhold til de forskellige byggerier. Det kan man ikke nødvendigvis i dag. By & Havn er jo et eksempel på en offentligt ejet aktør, der opfører sig som en privat

Læs mere, se intervews med forfatteren og bestil bogen på www.arkfo.dk eller hos din lokale boghandler.

496 sider Kr. 580,-

TEN TUR Helside.indd 1

31/03/13 13.02

investor, mens eksempelvis Realdania, som er én af civilsamfundets aktører, nogle gange agerer på områder, som tidligere kun var statens og kommunernes domæne. Offentlig-private partnerskaber antager i det hele taget mange og skiftende former i udviklingen af det byggede miljø. Jeg siger ikke, at alting var bedre i gamle dage, men det kan nogle gange være svært at gennemskue, hvor den formelle og reelle magt ligger, og det er nødvendigt, at vi som arkitekter har et klart billede af de relationer, vi indgår i, for at kunne agere på den mest hensigtsmæssige måde.

Du siger i det samme interview, at mange andre end arkitekter kan tegne bygninger, landskaber og byer. Prøv at give et konkret eksempel?

Det kunne være de så ofte fremhævede industribyggerier langs motorvejen i den østjyske millionby. Det var som udgangspunkt én af de smukkest anlagte motorvejsstrækninger i Europa, som netop var anlagt af arkitekter med stor forståelse for de landskabelige kvaliteter, vejens

forløb, udstyr osv. Det er man i gang med at ødelægge nu, og i stedet ser man nogle i dén henseende tilfældigt placerede, usammenhængende klodser.

Hvem er det, der gør det?

Det er i hvert fald nogen med et mere kortsigtet og smalt syn på værdiskabelse end det, arkitektfagligheden gerne skulle kunne bidrage med. Og historisk set har bidraget med.

Så dér skal man vel arbejde for at få nogle flere arkitekter ind?

Det skal man! Der skal sidde nogle arkitekter. Jeg tror, det er kendetegnende for rigtig meget af det, arkitekterne bidrager med i den sammenhæng, at når det bliver gjort godt, så er der ikke nogen, der lægger mærke til det.

Lad os komme ind på forslaget om at bygge hypermarkeder i landområderne for at skabe flere arbejdspladser.

Det, hypermarkederne kan for butiks­ ejerne, er at skabe øget omsætning for de små butikker. Det gør de via de der

NYE STRATEGIER

32

ARKITEKTEN APRIL 2015

33

Jesper Pagh: Foto: Stamers Kontor

Det frie marked skal ikke bare råde?

Der findes ingen eksempler på et frit, ureguleret marked! Det, som man betragter som gode eksempler på et frit ureguleret marked, USA fx, der regulerer man jo også med eftertryk. Men det, man gør, er at sørge for, at de største kapitalinteresser får mest ud af markedet. Så alt er reguleret. Diskussionen handler om, hvad man gerne vil planlægge og regulere i forhold til. Det kunn være klimaforandringer, fx oversvømmelse som følge af regn og stormflod, det er man nødt til at tage højde for.

De fik et ordentlig skud for boven med Anders Foghs angreb i 2001 mod smagsdommere, som jo ikke kun handlede om det, men var et ti år langt angreb på fagligheders indflydelse i offentligheden som sådan. Hvor det handlede om, at almindelig sund fornuft skulle have lige så meget at have sagt som folk med mange års uddannelsesmæssig og forskningsmæssig baggrund. Der blandede man holdninger og viden sammen den modsatte vej og begyndte at sige, at en hvilken som helst holdning er lige så god som anerkendt, veletableret viden.

Hvis du synes noget andet, har du lige så meget ret til at synes noget som nogen, der ved noget.

I den situation er arkitekterne efter min mening kommet til at stå i et endnu værre krydsfelt, fordi arkitektfaget er et meget videnstungt fag, som vi notorisk er dårlige til at formidle til andre end os selv. Derudover er vi et fag med en lang kunstnerisk tradition, som vi af gode grunde holder stærkt i hævd. Kombinationen af at være videnstung og have den kunstneriske dimension har sat faget under dobbelt pres i den her periode.

Det er ikke kun fagligheden, det er også en insisteren på, at der findes andet end rationel logik, som kan være med til at styre verdensudviklingen.

Det ved arkitekter en masse om. Hvad er grunden til, at de har så svært ved at trænge igennem med deres viden?

Der er jo mange fagligheder, der har været under pres de sidste små 15 år.

Akademisk Arkitektforening har en organisationsgrad på ca. 60 pct. af arkitekterne i Danmark. Det forestiller jeg mig, at du kunne drømme om at øge. Hvad skal der mon til?

ankerlejere, som de kalder dem. H&M, Silvan, Føtex… Nogle af dem, som folk kører langt for. Man skal have to eller tre af dem i et center, som kan trække folk til. Så viser undersøgelserne, at efter 10-15 minutters lediggang bliver man så rastløs, at man begynder at købe ting, man ikke har brug for. Det er ret fascinerende sådan noget butikshandelspsykologi.

Det gør, at de mindre handlende, som har ligget inde i Algade, kan se fidusen i at komme til at ligge ude i det nye center. Og så bliver bykernen stille og roligt tømt. Der kommer billigere varer, javel, men kun tilgængelige for dem, der har bil.

Først og fremmest drømmer jeg om, at en bred vifte af fagligheder fra designere og også gerne folk, der beskæftiger sig med de helt immaterielle sider af designfaget, over bygningskunst til planlægning med en arkitektbaggrund vil se et formål med at være medlem af foreningen. I dag er det både designere, bygningsarkitekter og planlæggere, der er medlemmer, men med overvejende tyngde omkring bygningskunstfeltet. Det handler også om identifikation med arkitekttitlen.

En af de store udfordringer er at formidle, at foreningen gør rigtig meget backstage-arbejde, som ikke er direkte medlemsydelser, men politisk arbejde.

Mange af medlemskronerne går til at lave politisk arbejde, lobbyarbejde og høringssvar og arbejde aktivt omkring udformningen af arkitekturpolitikker over en bred front. Der er jo ingen, der ved, hvordan rammevilkårene ville være for en masse forskellige ting omkring fagets udøvelse, hvis ikke man havde gjort det politiske arbejde godt.

Det er ikke noget, foreningen kan gøre alene, det fordrer samarbejder med både Forbundet Arkitekter og Designere og Danske Arkitektvirksomheder. Også DAC, Realdania, Danske Landskabsarkitekter og alle mulige samarbejdspartnere på feltet er enormt vigtige, for der har vi et langt større fællesskab, end hvad der skiller os.

Jeg mener udpræget, at tiden er kommet til, at man finder tilbage til et tættere samarbejde organisationerne imellem.

Når du siger tilbage, må det vel være til noget, der lignende Danske Arkitekters Landsforbund?

Jeg tror, det er en irreversibel proces, og Forbundet Arkitekter og Designere associerer sig i højere og højere grad med Magisterforeningen og taler de ansattes sag. Danske Arkitektvirksomheder er jo en brancheforening, og har meldt sig ind i DI. Det, der står tilbage for foreningen, er, at vi så er den af de tre foreninger, som, sammen med Arkitektens Forlag, står med det ideelle faglige synspunkt, når vi diskuterer politik og planlægning og alt muligt andet.

Når foreningen fx udtaler sig om planlov og renoveringsstrategier, så gør vi det ud fra et ideelt fagligt synspunkt.

Vi taler om, hvad der er i samfundets bedste interesse. Men vi kan jo ikke beskyldes for at tjene vores medlemsvirksomheders økonomiske interesser, for vi har ikke nogen økonomiske interesser at tjene. Vi har et fagligt synspunkt, som vi kan byde ind med i en større samfundsmæssig diskussion.

Vi havde i Arkitek ten 3/201 5 et debatinterview om åbne og lukkede konkurrencer. Der er flere og flere prækvalkonkurrencer og totalentreprisebyggerier; hvilken position skal Akademisk Arkitektforening indtage her?

Det er meget vigtigt, at Arkitektforeningen er en væsentlig spiller på området udskrivning af arkitektkonkurrencer. Vi bør være dem, der bedst kan rådgive

udskriverne, altså de potentielle bygherrer, om, hvordan man får det bedste resultat. Vi skal også være dem, der bedst kan sikre deltagernes rimelige vilkår for at deltage i konkurrencerne.

For historisk set har arkitektkonkurrence-området været en scene for en meget vigtig faglig debat, som ikke finder sted ved, at vi holder seminarer og snakker frem og tilbage om tingene.

Arkitekturens udvikling har i høj grad fundet sted ved, at man eksempelvis i konkurrencer har budt ind med forskellige konkrete forslag til, hvordan en eller anden given problemstilling har kunnet løses. Man har givet den rum og form.

Det er det, arkitekterne kan i den samfundsmæssige diskussion, som der ikke er andre, der kan. Det, arkitekterne gør, er jo at diskutere den slags ved at lave konkrete forslag. For så kan man tage stilling til det og sige, at dét der er en god måde at tegne en folkeskole på. Fordi det er en konkret forslagsstillen, det er ikke en principiel diskussion om, hvordan den gode folkeskole ser ud, det er et konkret eksempel på, hvordan en folkeskole på dét sted med lige præcis disse særlige problemstillinger kommer til at se ud.

Dét kan konkurrencerne.

Arkitekten interviewede sidste år lederne af de forskellige lokalafdelinger for at høre, hvad de havde af ambitioner og forestillinger. Hvordan opfatter du afdelingernes rolle i foreningen?

Den lokale forankring er en af foreningens store styrker. Når vi taler om det

politiske arbejde, fx om planlovsreformer, det åbne land og arkitekturpolitik, er vi jo helt afhængige af, at vi har lokalafdelinger, der fx organiserer folk, som er planlæggere i kommunerne.

Hvordan ser du uddannelsesinstitutionernes rolle?

Jeg opdagede tilfældigvis, at en person, som jeg tjekkede op på, fordi jeg skulle præsentere vedkommende, havde været gæsteprofessor ved Arkitektskolen i Aarhus for 2½ år siden, hvilket jeg aldrig nogensinde havde hørt om. Vedkommende havde så på ét tidspunkt holdt en offentlig forelæsning, mens han var der. Nu er det ikke, fordi folk, som bliver inviteret som gæsteprofessorer, skal rende land og rige rundt for at holde forelæsninger, men i forhold til formidlingsforpligtelsen må der også være en intern faglig forståelse af, at vi har et fælles ansvar for at blive klogere hele tiden.

Ikke bare at diskutere for at få ret, men for at øge den samlede vidensmængde.

Dét er vigtigt.

Det må man kunne blive bedre til.

Det er også stadig en velbevaret hemmelighed for mange, hvad der foregår på arkitektskolen i København af arrangementer, udstillingsåbninger osv. Det lykkes for dem i forbløffende grad at holde det borte selv fra sådan en som mig, der er oprigtigt interesseret i at vide, hvad der foregår derude.

Der er masser af ting, man kan lave, både omkring udstillinger, offentlige foredrag og faglige diskussioner og også

NYE STRATEGIER

34

ARKITEKTEN APRIL 2015

35

Christian Bason har en baggrund i statskundskab fra Aarhus Universitet. Han har arbejdet som managementkonsulent for Rambøll og har bl.a. skrevet flere bøger om design: Velfærdsinnovation, Sæt borgeren i spil, Leading Public Sector Innovation samt senest Design for Policy. Til næste år udkommer bogen Velfærdsdesigner. Inden tiltrædelsen som direktør i DDC i 2014 var Christian Bason leder af MindLab, en tværoffentlig udviklingsenhed, der anvender designmetoder til bruger-involvering.

DESIGN SKAL FØRE TIL NOGET

på udgivelsesfronten. Jeg synes fx, at den danske udgivelse af Juhani Pallasmaas The Eyes of the Skin (Arkitekturen og Sanserne, Arkitektens Forlag 2014, red.) er et eksempel på noget, som vi har en fælles faglig forpligtelse til at få løftet, og som jo netop er et samarbejde mellem KADK og forlaget. Det er også en kulturel forpligtelse at sørge for, at den slags ting bliver udgivet på dansk, så vi bliver ved med at have et godt dansk sprog omkring de her ting.

Har foreningen en ny strategi på vej?

Vi er ikke alene og kan ikke klare os uden at samarbejde med de andre organisationer. Som jeg har sagt, mener jeg, at det er et af de områder, vi grundlæggende skal styrke. Det er først og fremmest det, strategiarbejdet handler om, at justere foreningens placering i det her landskab. Fordi vi netop med den ideelle faglige position også er nødt til hele tiden at tage bestik af, hvordan tingene er omkring os. Vi har ikke som udgangspunkt kraft til at forandre det landskab, vi er en del af. Vi er nødt til at finde ud af, hvor vi passer hen. Derfra kan vi så være med til at skubbe på, men vi kan ikke bare mase os ind nogle steder.

I det ligger der en grundlæggende diskussion af, hvad der er forretningsområder, og hvad der er foreningsområder.

Det, som sekretariatet beskæftiger sig med. Hvad er det, vi tjener penge på, og hvad er det, vi bruger penge på. Der kan man sige, at på den ene side er der en ideel medlemsorganisation, hvor det er

kontingentet, der betaler, og så lægger man nogle ydelser tilbage. Det skaber også et meget stort fokus på, hvad det er, man får for sit kontingent, som ikke nødvendigvis er formålstjenligt for fællesskabet. Det skulle gerne være sådan, at bestyrelsen, sekretariatet og foreningens ledelse havde overblikket over nogle dagsordener, som skulle forfølges, som alle medlemmer ikke nødvendigvis i samme øjeblik kunne se værdien af.

Det skulle gerne være en del af vores eksistensberettigelse. Ikke fordi vi er klogere eller bedre eller har mere udsyn, men i og med at jeg er ansat på fuld tid til at beskæftige mig med det, skulle jeg gerne være i stand til at have et bedre overblik på vegne af medlemmerne. Det betragter jeg som en væsentlig del af det ansvar, man har i den her position. Der skal man nogle gange have mulighed for at agere på en måde, som ikke nødvendigvis er noget, der boner ud i værdi i kroner og ører til medlemmerne fra den ene dag til den anden.

Også samarbejde med andre organisationer og institutioner må i spil, og der tænker jeg ikke kun på de andre af fagets, men i bred forstand. Der kan man måske finde et fælles fodslag omkring det i det hele taget at tale faglighedens sag. Ikke specifikt arkitektfagligheden, men det at have en faglig tilgang i det hele taget, i stedet for en holdningsbaseret attitude.

Hvornår begyndte du at interessere dig for design?

I virkeligheden begyndte jeg i sammenhæng med min første bog, som var inspireret af mit virke i Rambøll, at være nysgerrig på, hvad der skaber præstationer både i de offentlige og private organisationer. Jeg blev også inspireret af min egen ledelsesudvikling og var bl.a. på noget videreuddannelse på Harvard Business School. Jeg blev optaget af strategi og organisation, og det førte til, at jeg i 2005 begyndte at kigge meget systematisk på, hvordan innovation sker både i private og offentlige organisationer.

Og hvordan skal det forstås?

Det skal forstås som innovation og forandring internt i det offentlige, som handler om at tilrettelægge bedre arbejdsgange, sætte borgerne i centrum, skabe nye organisationer og skabe mere offentlig værdi.

Ved udgangen af 2006 fik jeg mulighed for at blive leder af MindLab, som blev etableret i 2001. Dengang handlede det om at skabe en platform for kreativitet og nytænkning først i Erhvervsministeriet og senere i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Jeg kom til fem år efter, at det var startet, og på det tidspunkt var det sådan set en ny start. Der var et par medarbejdere tilbage, men de oprindelige medarbejdere forsvandt, så der skulle sættes et helt nyt hold, en ny strategi og en helt ny platform, og samtidig kom der flere ministerier med som

partnere, både Erhvervs- og Vækstministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet, som ville noget med MindLab og kunne se, at der var noget interessant ved innovation i det offentlige. Det nye var at sætte borgerne og virksomhederne i centrum, så jeg fik overleveret en ny strategi og ejerkreds, men der var selvfølgelig et fysisk rum, og man fik også et budget til at redesigne rummet, og vi brugte Nord Arkitekter til at lave et helt nyt design af rummet.

Når du siger, at der ikke er noget hierarki, betyder det så, at faglighederne er lige vigtige?

De fagligheder, som MindLab er funderet på, opfatter jeg ikke som hierarkiske, at noget er vigtigere end noget andet, men det er kombinationen af dem, som vi satte et hold omkring, der var vigtig. Det var design, social research, eller antropologi, og så var det offentlig policy, offentlig styring og offentlig ledelse. Så noget fra designverdenen, den humanistiske samfundsvidenskabelige forskningsverden og noget fra offentlig styring og ledelse. De tre sæt kompetencer er dem, som vi har udviklet efter 2007.

De opgaver, du beskæftiger dig med hos DDC, er de så beslægtede med dem hos MindLab? Man kan sige, at i de år, hvor jeg var hos MindLab, blev jeg meget opmærksom på, hvor vigtig en kompetence design er i bred forstand, men naturligvis også i en metodisk forstand, altså design som

tilgang til at arbejde bevidst og systematisk med problemløsning, hvor man sætter brugere og interessenter i centrum.

Kan du ikke sige lidt om, hvad du mener, design skal?

Jeg er meget bevidst om, at i sidste ende er design konkret. Design drejer sig om fysisk form, men fysisk er jo også grafik.

Vi taler både to- og tredimensionelt, og vi kan i princippet også godt tale skala.

Hvis jeg skal være lidt provokerende, er design i angelsaksisk forstand alt, hvad vi skaber her i verden, som er kunstigt.

Vi kan også anerkende, at designere og design som profession altid har haft en ekstremt bred forståelse for design, så derfor er det ikke noget nyt. Jeg er ved at skrive på en ph.d., som giver mig anledning til at dykke ned i, hvordan beslutningstagere i det offentlige har gavn af designmetoder.

Hvad er din egen personlige ambition med DDC? Design er, som møbeldesigneren Charles Eames sagde, at arrangere elementer på en sådan måde, at man opnår et bestemt formål. Med andre ord er design et relativt fleksibelt, generisk og bredt begreb, som drejer sig om at skabe noget, der kan give værdi til verden. Hvis det er rigtigt, og jeg flytter det over og kigger på DDC, så er Dansk Design Centers rolle i verden først og fremmest at styrke erhvervslivets evne til at bruge design i de former og de kompetencer, der måtte være i dag.