Kadk

ANMELDELSE

21

Christian Bencke Nielsen: Et arkiv til den glemte verdenskulturarv.

At gå igennem denne 220 projekter store udstilling med de tusinder timers arbejde, som ligger bag, kan tage pusten fra de fleste. Men sætter projekterne nok på spil? Sofie Bjerring og Sandra Gonon efteranmelder KADK’s afgangsudstilling, som sluttede d. 16. august.

UNDERSPILLET ALVOR K ADK sender denne sommer 220 afgængere ud på egne ben. 140 af dem arkitekter, 80 designere og nogle få af dem fra grænsefladen mellem de to felter og skoler. 220 mennesker, som i 100 dage har ofret al tilgængelig sved og hjerteblod og døgnets 25 timer på at vise, hvad de har lært, og hvor de står nu på kanten til et selvstændigt virke.

Skolerne har været nogle turbulente år igennem, men synes nu at have nået et plateau, hvor arbejdsroen kan indfinde sig. Dette semesters KA-afgængere er det første hold, som sendes af sted fra de nye institutter, der således nu træder i karakter.

Særligt for arkitekterne forekommer de seneste års omkalfatring af uddannelsen med en stærkere satsning på kursusundervisning og en rystet pose blandt lærerkræfterne at have udmøntet sig i et felt af afgængere, hvor breddens niveau er hævet. Bunden er svundet ind, men der er også røget lidt af toppens vingesus.

At en arkitekt kan og skal kunne være mange forskellige ting, bekræfter vi, med rette, til stadighed hinanden i.

Dette afspejler sig dog ikke i særlig høj grad i projekternes fokus og form. Der er langt overvejende tale om klassiske arkitekturprojekter, og man ser ikke mange projekter, der peger uden for et klassisk

tegnestuevirke i form af fx vild, kunstnerisk eksperimenteren, knastør teori eller brændende politisk engagement.

Forsiden af denne medalje er så til gengæld, at når mange laver det samme (og i øvrigt dyrker den samme idéverden og æstetik, men mere om det senere), presser man i lykkelige tilfælde hinanden op i niveau. Designskolens felt af studerende er mindre og samtidig mere spraglet.

Spredningen i interesser er større og niveauet mere uegalt.

ARKITEKTERNES PROJEKTER

Der synes blandt arkitekterne i den seneste tid at være sket et æstetisk omslag i retning af en underspillet alvors­t yngde. Man kan så spørge, om dette Hammershøi-filter er det rigtige valg til hvert et program, når det rulles ud til alt fra refugier til svinestaldskantiner. Projekterne er over en bred kam gennemarbejdede og efne, trippende på grænsen til det artige. Det er fin og kontrolleret konditorkunst snarere end store brød, der slås op. Et projekt, der dog må siges at vove pelsen og kunne være gået grueligt galt, er Tue Bondo Arentofts “Et hus på 100 dage” (se forsiden af nærværende nummer af Arkitekten), der forlader tegnebordet og sender sin ophavsmand ud på byggepladsen for at tage alle de beslutninger og hovedbrud,

der er forbundet med at bygge et lille hus på kajen. Udtrykket minder mere om et skævt kolonihavehus end de japanske forbilleder og kan ikke betegnes som fuldt ud vellykket. Men al den stund, at et afgangsprojekt jo, ud over at vise, hvad man har lært, også rummer en intens læringsproces i sig selv, kommer projektet som en personlig udfordring for Arentoft, der også har slået sine folder som bygmester for Arkitekter uden Grænser og Bureau Detours, bragende over målstregen, trækkende et stort læs af praktiske og kunstneriske valg med sig.

Et eksempel på et vellykket projekt af de mere klassiske leverer Christian Bencke Nielsen fra Institut for Bygningskunst og Kultur, Kulturarv, Transformation og Restaurering med forslaget til et arkiv for uerstattelige manuskripter i Timbuktu. En konkret opgave forbindes med et specifikt klima og en for den fælles verdens­kulturarv passende værdighed i et velproportioneret og karakterfyldt forslag. Det er det, en arkitekt skal kunne! Her kan man også fremhæve en smuk og ikke mindst prioriteret ophængning i en sal, hvor mange har tendens til at ville vise så mange mellemregninger som muligt på den knapt afmålte plads.

“Arkitektur for generationer”, intet mindre, kalder Rikke Rohr (Institut for Bygningskunst og Kultur, kandidat-

ANMELDELSE

Stephane Parks: “Mondrian”-kollektion

programmet Kunst og Arkitektur) sit afgangsprojekt. Med sardindåser og mokkakander som rekvisitter gennemspilles et formernes teater på en blå grund ved den københavnske Teglholmen. Nu er arrangementet af volumener i rum jo en alvorlig sag, men man fornemmer, at her – gisp! – er nogen, som har haft det sjovt undervejs. Vitaliteten og arbejdsglæden må vi passe på ikke at kvæle i lutter fremtidsrettet, arbejdsmarkedstilpasset flid.

Lyn Poons (Institut for Bygningskunst og Teknologi, CITA Studio) projekt “Thermal [mass] Customisation” udforsker og giver form til varmeledning.

Sproget er svært gennemtrængeligt og måske præget af, hmm, varm luft, mens der i de øvrige medier i det vildtvoksende projekt er tale om en koncentreret tilnærmelse til en problemstilling gennem en sømløs udveksling mellem digitale og fysiske modeller. Projektet bevæger sig også smidigt over flere skalaer fra små, tekniske aggregater til polykrome snit i større sammenhænge, i en forfriskende egen æstetik, som skolernes voksende internationale studenterskare heldigvis ofte bringer i spil.

22

Michael Nielsen: Luft i Beijing

Klimatiske sammenhænge har også optaget Michael Nielsen (Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Urbanism and Societal Change) i et Philippe Rahm-esque projekt om luftkvalitet i Beijing. Luften som offentlig sfære er ikke noget, vi er vant til at skulle forholde os til her til lands. Anderledes i Beijing, hvor Michael Nielsens studie af mulige strategier munder ud i en prototype for et offentligt rum – hvor man bogstavelig talt lige kan trække vejret – på Xidan Square. Programmet Urbanism and Societal Change beskæftiger sig med byens rammebetingelser i videste forstand og kan vise sig at blive vigtigt som udklækningssted for folk, der kan læse excelark som en djøf’er og tegne som en arkitekt – i stedet for den ærgerlige, omvendte kombi.

På Institut for Bygningskunst og Design, det eneste institut, hvor arkitektskolen og designskolen overlapper med hinanden, har de to studerende arkitekten Kimmie Tessa Hytting og designeren Marie Hermann taget afgang fra kandidaten Spatial Design, Perception and Detail på et fælles projekt om Daugbjerg Kalkgruber. Mens man kan diskutere,

om et sted med så meget eget drama og stærk egen form som kalkgruberne har brug for at blive formidlet og hjulpet så kraftigt på vej, som projektet foreslår, er der ingen tvivl om, at det faglige ‘samesame but different’ samarbejde er en ny og interessant vej frem.

DESIGNERNES PROJEKTER

Er der blandt arkitekterne en forkærlighed for douce farver og rynkede bryn, er der blandt de designstuderendes afgange anderledes æstetisk smæk for skillingen. Henrik Vibskov har ikke udfoldet sig forgæves, der er technicolor og pop, så det basker. De indtryk, som bliver hængende, er, trods det at den visuelle volumenknap er drejet helt op, de projekter, som stræber efter, og opnår, en lidt mere kølig elegance. Blandt tekstildesignerne finder man flere gode eksempler på det; her skal fremhæves Josefine Gilbert Jespersen og Miranda Tengs Bruns tryk på florlette stoffer.

Behageligt fri for litterære forklaringer er de bare overskudsagtigt smukke. På beklædningssiden stopper man bl.a. op ved Stephane Parks skulpturelt grafiske kollektion i Mondrian-palet, som arbej-

ARKITEKTEN AUGUST 2015

Rikke Rohr: Arkitektur for generationer. (foto: MK)

der med tidløse formelementer, der også ville kunne gøre sig i et studie på tværs af design og arkitektskolens studieprogrammer.

Daniel Mullin, som også er listet under tekstildesign, præsenterer et keramisk projekt, “Badlands”. Her er der tale om ligefremme fade og tallerkner i glaseret porcelæn støbt i laserskårne forme.

Et godt eksempel på et projekt, som går ind på en teknisk præmis og tager den som afsæt – men ikke som begrundelse!

– for formgivningen.

Den beskyldning, som ofte bliver designere til del, om, hvorvidt vi nu egentlig har brug for flere stole, pelse og andre designede objekter, kan man ikke rette mod Oliver Borg von Bülows projekt. Her drejer det sig om en forbedret lyssætning i fængselsceller, hvor de indsatte opholder sig op til 23 timer i døgnet. Teknikken med en lyssætning baseret på døgnets rytme er ikke ny. Men at kaste sig over opgaven med at udvikle et armatur til denne kontekst med alle de implicitte sikkerhedskrav antyder både en faglig ambition og et hjerte, der slår.

Det er et godt sæt af egenskaber at gå ud i den professionelle verden med.

23

Daniel Mullin. Badlands

At gå igennem denne 220 projekter store udstilling med de tusinder timers arbejde, som ligger bag, kan tage pusten fra de fleste. Den ekstremt tætte ophængning på arkitekternes side, hvor man knapt kan bevæge sig mellem modellerne, gør ikke projekterne ret, men er et resultat af fremdriftsreformen, som har sendt det største hold afgængere nogensinde afsted ud til arbejdslivet.

en fremdriftsreform eller en tidsånd, der gør, at så få projekter sætter sig selv mere afgørende på spil? Hvor ophavsmanden m/k kommer slingrende i mål, bærende på et uregerligt monster af et stykke kunstnerisk udviklingsarbejde, som kun måske er lykkedes. Her er det forfriskende med den vovemodige slinger i valsen hos designerne, der så nogle gange, og nogle gange ikke, slipper godt fra øvelsen.

De kan deres kram, KADKs afgængere.

Det er dygtigt udførte, gennemarbejdede projekter, man præsenteres for, med ambitioner på egne og ofte også på samfundets vegne. Som nævnt forekommer bredden at være blevet hævet.

Og bredden, usexet som den måske er, må vi vie den største ambition. Hvis baggrundsarkitekturens tegnestuer langsomt fyldes af en generation af arkitekter, folk med en ambition på rummets vegne, der rækker ud over det rå rugbrød, er vi allerede bedre hjulpet. Har de, som udstillingen antyder, også evne til at indfri en sådan ambition, er der god grund til optimisme.

Er det så en ny uddannelsesstruktur,

Sandra Gonon er arkitekt og ansat ved biblioteket ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Sofie Bjerring vil være Arkitektens læsere bekendt.

I et senere nummer af Arkitekten omtales et antal projekter, som ikke nævnes i denne anmeldelse, red.