TRANSPLANTERET NATUR Omkring år 1900 blev Montjuïcbjerget i Barcelona gjort til udstillingsareal og fra den tid tilbagestår en stribe, smukke haver, som i deres ånd er italiensk renæssance. Mure, trapper, terrasser og vandfald kultiverer skråningen. Mies van der Rohes tyske pavillon er blevet genopført ved foden af bjerget på en hylde skåret ved et kraftigt vandret og lodret snit lige tilpas til, at man træder nogle trin op og er beskyttet i ryggen. På den anden, klimatisk set gode, sydvestlige side af bjerget ligger Jardí Botanic, en botanisk have med mediterrane planter. Landskabsarkitekten Bet Figueras har ladet sig inspirere af den såkaldte fraktale dimension. “Hvor lang er den britiske kyst?” havde den franske, polskfødte matematiker Benoît Mandelbrot spurgt, vel vidende, at kysten ikke har nogen veldefineret længde. Jo flere af de små bugtninger, man indregner, jo længere bliver den. Dette forhold udtrykte han matematisk ved at indføre begrebet fraktal dimension, der indebærer en organisering i systemer, bestående af små mønstre, der gentager sig, eksempelvis bugtning på bugtning på bugtning. Mandelbrots idé var, at objekter som kyster ikke passer med almindelig geometri. De er ikke enten linjer, der er endimensionale, eller flader, der er todimensionale, men kan befinde sig midt imellem. Kystlinjen er næsten en plan, hel overfla-
Bet Figueras har med den botaniske have i Barcelona skabt et foldet, fraktalt landskab med et utal af rum og en åben rundhorisont med skyldig tak til økologisk tankegang, dyrkningsmetode og topografi. Foto 2004.
151
de og har derfor en dimension tættere på to. En linje, der mæandrerer, hvad enten det sker i siksakforløb eller i bløde bugtninger, dækker tilsvarende en flade. En flade, der er bukket og foldet, bliver til rum. En bjergkæde har en fraktal dimension, der ligger mellem to og tre, fordi den er et plan, som fylder ud i rummet. Det samme gør sig gældende i mindre skala. Folder man flader, kan man skabe en uendelig række af rum. Bet Figueras har med den botaniske have i Barcelona skabt et foldet, fraktalt landskab med et utal af rum og en åben rundhorisont med skyldig tak til økologisk tankegang, dyrkningsmetode og topografi. Hvor der var brug for en hylde til dyrkning og færdsel, har hun foldet den skrånende grund, så der opstår skrå snit forseglet med plader af cortenstål. Foldningerne kan vende indad eller udad; konvekst eller konkavt. Murene er suppleret med tagplader og porte, og der er opstået bygningsværker tiltænkt bibliotek, udstilling, service og indgang. Bevægelsesmønstret mellem de 72 mediterrane plantesamfund fra skov til vådområder er tegnet af tre meter brede stier med kraftigt sidefald og halvt så brede tramper, der af og til fører til små pladser. Visse steder er stien sat sammen af trekantede, overlappende betonplader, skåret ind i skråningen. Andre steder er den bygget udenpå. En rende tager imod vand fra vægge og gulv, siksakker ned ad skråningen og fører vandet til reservoiret i bunden af haven. Bænke er stålplader med tre foldninger.
Igualada begravelsesplads ligger i et industriområde med forladte stenbrud og grusgrave. Fra porten, opbygget af tre cortenståldragere, ledes man forbi kapel og sakristi gennem en slugt ned i et gravrum. Væggene, der er stablede kolumbarier indbygget i skråningerne, hælder skiftevis indad og udad, afbrudt af smalle passager, der fører op i lyset til en første etage. Gulvet i gravrummet er af beton med tilslag af småsten. Skråtstillede, kvadratiske betonplader dækker over grave, og træstykker, lig vragtømmer i en flod, er presset ned i betonen. Murene, der støtter grusgravens skråninger, er af kvadersten holdt fast af rustne armeringsnet, bøjet om foroven. Muren er bygget op af lag, som var der tale om aflejringer i jorden. Mellem sten og mure gror fyr og rosmarin. I væggene er indbygget mausoleer med afskærmningslemme af rustet støbejern. Gerigter og overliggere er store betonbjælker. Associationen kan være ægyptiske templer eller Jørn Utzons romerhuse, afhængigt af hvor man har sin gang. Ubenyttede grave står åbne, mens optagede er lukkede med en betonplade som baggrund for kunstige blomster og fotografier af den afdøde. En hvid opslået bog med en skitse af en kat underskrevet MIS vidner om, at her ligger skaberen Enric Miralles begravet. På vejen ned mødes man af tilsyneladende selvsåede træer, som klamrer sig til jorden for at modstå strømmen, hvis man holder fast i flodmetaforen, eller som de træer, der på kinesiske gravpladser ikke må fjernes. Det samme gælder lodretstående, trekantede sten og lamper af rustet stål, skåret skråt af foroven. Alt står uregelmæssigt efter en orden, tilsyneladende skabt af en naturkraft. Materialerne vidner om tidens gang. Stål ruster, træ blegner, beton forvitrer, og planter visner. Menneske og natur følges ad. Her er tale om et bygværk som skabt af en naturproces omkring et bevægelsesforløb; en illustration af, hvordan kultivering af landskabet med naturens kraft for øje kan føre til arkitektur og landskabsarkitektur, at bygningskunst kan beriges med et element af dyrkningskunst.
Igualada begravelsesplads, Barcelona. Plan. Enric Miralles og Carme Pinós 1985. Med den metode at skabe landskaber, ikke som imiteret, repræsenteret, stiliseret, refereret dyrkningslandskab, men som faktiske fysiske størrelser bygget op omkring bevægelsesforløb og med biotoper, der findes på stedet eller er skåret ud med vækstlag og det hele, får landskabsarkitekturen et fornyet sprog. Foto 1996.
153
Miralles’ første indskydelse, da han stod over for opgaven at omskabe dette wasteland til en begravelsesplads, var at forme landskabet, så det kom til at minde om en erosionsfure, der skærer sig gennem landskabet. Ved hjælp af afgravninger var han i stand til at udhule landskabet hurtigere end ved naturskabt erosion. Trækroner skulle fylde flængen og genskabe landskabets oprindelige niveau. Hele begravelsespladsen ville tilsyneladende forsvinde under jorden og danne en slags fællesgrav dækket af en grøn gravsten, ud fra grundtanken at lægge et snit som spor af en sti uden at forstyrre landskabet. En siksakgeometri er valgt, fordi dens abstrakte form skiller sig ud fra planen af en by eller en bebyggelse, der er bygget op efter andre regler. Inspirationen til sporet, der tegner en bevægelse, har Miralles hentet hos den norske arkitekt Sverre Fehn. A path comes into being out of the resolution to proceed from one place to another and this act determines its form. An abstract definition, then a series of scratches on paper, which by drawing assume increasingly concrete forms and are gradually filled with memories, with back-references, with associations. [Enric Miralles, “Aus welcher Zeit ist dieser Ort?/ From what time is this place?”, Topos, 8/1994, p. 103] En sti bliver til ud fra beslutningen om at bevæge sig fra et sted til et andet, og denne handling bestemmer dens form. En række streger på papir bliver til konkrete former ved at blive tegnet og gradvist fyldt med associerende referencer til fortiden. Hverken Jardí Botanic eller Igualada begravelsesplads har umiddelbart dannet skole. Måske fordi der ikke er tale om en repræsentation, som var yndet på dette tidspunkt. Det er stedet selv, ‘locus iste’, der har produceret det nye landskab. Med den metode, at skabe landskaber, ikke som imiteret, repræsenteret, stiliseret, refereret dyrkningslandskab, men som faktiske fysiske størrelser bygget op omkring bevægelsesforløb og med biotoper, der findes på stedet eller er skåret ud med vækstlag og det hele, får landskabsarkitekturen et fornyet sprog.
Mausoleumpladsen, Igualada begravelsesplads, Barcelona. Plan og snit. Enric Miralles og Carme Pinós 1985. Foto 1996.
155
Arkitekten Dominique Perrault ville med Bibliothèque Nationale ved Quai François Mauriac give Paris to offentlige byrum på samme tid og sted. Det ene skulle have karakter af et skibsdæk og være på størrelse med Concordepladsen; det andet ligne en klosterhave og være på størrelse med haven ved Palais Royal. Fire tårne, der hver især fik form som en opslået bog og sammen danner havens kasseformede rum, skulle opbevare folkets viden, give plads til fordybelse samt ved sin monumentalitet hæve den ukendte bydel til noget særligt. Dækket er 375 meter langt og omkring 200 meter bredt, og trapperne føles som førende til himlen. Kernen i projektet skulle være tilstedeværelsen af ‘natur’. Det begyndte i projektet som et grid af frugttræer, men blev i den virkelige verden til 250 store træer: eg, avnbøg, birk og duftende fyr hentet i Rouen. Tårnene med alverdens viden står vagt om et stykke natur, der kan ses som symbol på det moderne menneskes værdier, på det grundlag, der er en knap ressource og et vigtigt fundament for, at vi overhovedet er til og vil vedblive at være det. Det handler om viden og skønhed, bevaring og kommunikation, kultur, dialog, fællesskab, frihed og udsyn. Men også om regelmæssighed og repetition, der er en del af den moderne verden, i særdeleshed af et bibliotek med et multiplum af elementer: møbler, bøger, sider og bogstaver. Man finder samme orden i stort som småt, inde som ude, oppe som nede. Eksempelvis går rektanglet med samme forhold mellem siderne igen i trådnet omkring planteværker, i fliser, i haven og i hele komplekset. Efter murens fald inviterede det tyske arkitekturmuseum og Frankfurter Allgemeine Zeitung 25 prominente arkitekter fra hele verden til at stille deres erfaring, viden og kreativitet til rådighed for Berlin. De blev bedt om at foreslå et nyt overordnet koncept for det centrale areal mellem Brandenburger Tor og Alexanderplatz, Lustgarten og Mehringplatz. Jean Nouvels forslag til ‘Berlin Tomorrow’ med titlen ‘Mødelinjen’ er malet med to penselstrøg, et nord-syd-
Bibliotèque Nationale de France, Paris. Tårnene med alverdens viden står vagt om et stykke natur i form af 250 store træer hentet i Rouen. Det handler om viden og skønhed, bevaring og kommunikation, kultur, dialog, fællesskab, frihed og udsyn. Men også om regelmæssighed og repetition, der er en del af den moderne verden, i særdeleshed af et bibliotek med et multiplum af elementer: møbler, bøger, sider og bogstaver. Man finder samme orden i stort som småt, inde som ude, oppe som nede. Eksempelvis går rektanglet med samme forhold mellem siderne igen i trådnet omkring planteværker, i fliser, i haven og i hele komplekset. Foto 2000.
157
159
Fondation Cartier, Paris. I haven bag glasset gror forvildede jordbær, græsser og liljer, ikke menneskeskabt, men menneskepåvirket natur sat i glas og ramme. Den naturlige natur har fortrinsret – reelt og som spejling. Foto 2001.
gående med Friedrichstraße som akse og et langs den tidligere mur. I kvarterets brolagte sidegader har de monumentale bygninger beholdt deres oprindelige facade. Friedrichstraßes gulv har fået asfaltbelægning og luftshavnslys, væggene glasfacader og digitale lystavler med bl.a. landskaber og rulletekster på flere sprog. Små stykker ‘natur’ i form af plantesamfund eller biotoper, er som skåret ud af et landskab ude i ‘naturen’ og transplanteret ind i byen. Inden for faste rammer får planterne lov til at følge deres egen lov og forvilde sig. En 18 meter høj glasskærm, næsten uden ramme, står i gadelinjen foran Jean Nouvels bygning til Fondation Cartier i Paris. Herved er der skabt et synligt haverum, uden at gadens rumlige integritet er forstyrret. Går man gennem porten, mødes man af et stort cedertræ, kaldet ‘frihedens træ’, efter sigende plantet i 1823 af politikeren og digteren François-René de Chateaubriand, naturelsker og fransk romantiks litterære fader. Da bygningen er skruet sammen af en række glasplaner med rammer af gråt stål, kan blikket fortsætte ud i haven. Rummet slutter ved en smuk gammel, gul kalkstensmur på kronen af en amfiteatralsk trappe med et udskåret hul til et bassin og to symmetrisk anbragte bænke, hvorfra man kun kan se spejlingen af træerne og skyerne i glasset. Bygningens glasfacader fortsætter 10 meter forbi gavlene ud i haven mellem træer og urter, mos og græs med det resultat, at have og bygning er ganske infiltreret. Planterne spejler sig i glasset, lyset trænger ind og igennem, og de særeste, mest poetiske relationer opstår. Haven bag glasset har billedkunstneren Lothar Baumgarten forsynet med forvildede jordbær, græsser og liljer, som man kan se dem på gamle gobeliner og tapeter; ikke menneskeskabt, men menneskepåvirket natur sat i glas og ramme. Den naturlige natur har fortrinsret – reelt og som spejling. Hver dag spilles et nyt skuespil, og scenen får nye kulisser hentet i landskabet og naturen; sommerens grønne løv, efterårets gyldne, vinterens sne.
Et net af sammenhængende betonstier strækker sig fra gade til gade og hæfter på indgange til Musée du Quai Branly, café og butik. I betonen er der tværstriber af natursten, der holder på vandet lidt længere end de plane flader. I stenene er indfældet insekter i glas. Bag en glaspallisade med indgraverede naturmotiver undslipper man den omgivende, støjende, hektiske by. Ikke ved at være lukket inde som i en 1800-tals park, men ved at støde på uventede, transplanterede landskaber i en have med et beskyttet klima bestående af græs, der gror naturligt i skove, blomstrende træer og andre planter fra hele verden, der spejler museets kulturelle mangfoldighed. Hver af Jean Nouvels bygninger har deres eget præg. Nogle står på søjler, der blander sig med lundenes rigtige stammer. Stinettet er trukket horisontalt og vertikalt og efterlader plads til Gilles Cléments nøje udvalgte biotoper med 15.000 planter: tyrkisk eg, sukkerahorn, sølvahorn, pil, kobberbark kirsebær, magnolie, kæmpevin fra Kina, vilde klematis, blåregn og andre blomstrende slyngplanter på jernstativer, bregner, fuchsia, iris, alunrod, marehalm og græsser i alle nuancer af grønt. Planterne fortsætter op ad facaderne, begrønnet af botanikeren Patrick Blanc. Naturlig og unaturlig, uberørt og berørt, pastoral og hortikulturel natur, det givne og det skabte, har lige ret. Der bliver hverken skabt en ny plan eller nye rum og strukturer men en ny stemning som en scene, der får nye kulisser, fordi der skal spilles et nyt skuespil.
f Quai Branly museumshave, Paris. Et net af sammenhængende betonstier strækker sig fra gade til gade og hæfter på indgange til museet, dets café og butik. I betonen er der tværstriber af natursten, der holder på vandet lidt længere end de plane flader. I stenene er indfældet insekter i glas. Bag en glaspallisade med indgraverede naturmotiver kan man støde på et uventet, transplanteret landskab af græs, der gror naturligt i skove, og blomstrende planter fra hele verden, der spejler museets kulturelle mangfoldighed. Foto 2007. g Quai Branly museumshave, Paris. Plan. Gilles Clément og Jean Nouvel 1999.
161
Mellem RER banegården og bymidten i Ivry-sur-Seine, omgivet af den kommunistisk styrede bys store forvaltningsbygninger og 1970’ernes kasbalignende bebyggelser, er der skabt en stor eng med såkaldte haveøer. Hvor der før lå en bilfabrik, ligger nu Parc des Cormailles med blomster, legepladser, graffitimure med masser af humoristiske detaljer, om end en stol med lange ben, tiltænkt en tennisdommer, har måttet vige pladsen for et stykke rigtig kunst. Et gammelt kort viste sandholdig bund, og tegnestuen Agence Ter brugte sin tidligere anvendte metode med at grave et hul for at afdække fortiden, i dette tilfælde Seineflodens sandbund. I den opståede gryde blev der plantet lyserøde tamarix mellem marehalm og andre grå planter. Baggrunden er en farverig graffitimur, der har fået officiel status. Et bjerg af materiale fra den nedrevne fabriksbygning med samme ovale form som de andre øer, kalder Henri Bava en skønhedsplet i det store, flade ansigt. Den har fået tilføjet en gummibelagt legeplads på den stejle skråning og en rutsjebane af orangefarvede rør, en kultivering af tidligere tiders børneleg. Dengang rutsjede de ned ad affaldsbjerget på en avis. “Eating oysters with boxing gloves, naked, on the nth floor – such is the ‘plot’ of the ninth story, or, the 20th century in action”, skriver Rem Koolhaas i Delirious New York om ‘Downtown Athletic Club’. [Delirious New York: A Retroactive Manifesto for Manhattan, The Monacelli Press, New York 1994 (1. udg. 1978), p. 155] Der er svømmebassin på 12. etage, golfbane på 7. og på en etage finder man et særligt ‘plot’, et jordlod, et pastoralt landskab med en flod, dale, græsbakker og træer. Det stablede landskab kan spores til et forslag fra 1909, et hus på 84 etager vist uden vægge mellem skyer. På hver af de fem, man ser i Delirious New York, er der en grund med hus, have, stalde, enge og pavilloner. På 82. etage skryder et æsel, og på 81. kan man hyre en flyvemaskine.
Hvor der før lå en bilfabrik, ligger nu Parc des Cormailles med blomster, legepladser og graffitimure. I en gryde gror lyserøde tamarix mellem marehalm og andre grå planter. Et bjerg af materiale fra den nedrevne fabriksbygning har fået tilføjet en gummibelægning og en rutsjebane, som en kultivering af tidligere tiders børneleg. Foto 2007.
163
I et konkurrenceforslag til Central Park i Leidsche Rijn ved Utrecht stiller den hollandske tegnestue MVRDV spørgsmål ved, om livskvaliteten kan højnes med bydelens ønskede tæthed, og om der vil blive tale om en ny natur. Svaret blev i bogstaveligste forstand en stabling af landskaber i et miniøkosystem, der skulle nedsætte forbruget af energi, tid, vand og infrastruktur. MVRDV’s forslag blev til et bygværk med fodboldbaner på tredje sal, en bøgeskov på 10., en skibakke på 13. og svømmebassin og golfbane på 20. etage. I bygningen kan man tage i skoven, passe sin køkkenhave og blive begravet. Enhver tænkelig, kunstig situation kan skabes ved hjælp af belysning, belægning og vind- og varmesikrende skærme, så man kan vandre mellem krokus om vinteren og stå på ski blandt Madagascarflora om sommeren. Hver etage har sin egen konstruktion og infrastruktur, vandbehandling og energiforsyning. Skovrummet er understøttet af tømmerstolper, grotterummet opbygget af hvælvinger. Regnrummet er et søjleløst væksthus, svamperummet bygget af solide mursten og rismarker af bølgeblikplader. MVRDV genbrugte modellen på udstillingen Expo 2000 i Hannover, hvor temaet var forholdet mellem teknologi og natur, til at påvise, at hvis indbyggerantallet i Holland blev firedoblet og hollænderne selvforsynende vegetarer, ville dyrkningsjord, affaldsplads samt vind- og varmeproduktion fylde så meget, at det ville være nødvendigt at stable seks landskaber i en bygning højere end nogen anden kendt bygning. For at visualisere dette globale problem, gjorde de som i Leidsche Rijn-projektet pavillonen til et etagehus med tagterrasse og hævet kælder. Nederst er der et grottelandskab af støbte, amorfe, bærende betonkonstruktioner, hvor der bliver produceret biomasse til energi. På den næste etage består konstruktionen af stablede grøntsagskasser med blomster. Så kommer der endnu et betongrottelandskab, hvor nogle af hulrummene rummer rødder fra træerne på næste etages skovlandskab. På øverste etage regner det fra loftet ned langs skærme og stolper. På taget er der vindmøller og for foden lupinmarker.
Fødevareproduktionen er overset af arkitekter, siger MVRDV. Hvad mon de vil sige til, at 70 % af landet skal bruges til at skaffe mad og ilt, spørger de. Hvis dyrevelfærd skal tages alvorligt, og kødkvaliteten bedres, må svin for at få livskvalitet have frisk luft, god plads, godt med halmstrå og økologisk føde. Dette kræver, at 80 % af den hollandske jord bruges til at føde og opdrætte svin. I stedet for denne utopiske løsning kan man vælge en af følgende tre: at blive vegetar, flytte svineproduktionen til udlandet, eller bygge kompakte svinefarme. Så tegnestuen har foreslået en svineby bestående af 76 godt 600 meter høje højhuse med en stald og en altan med økologisk dyrket foder til hver gris for at overlade landskabet til menneskene. Adriaan Geuzes hemmelige have på Bo01-udstillingen i Malmø er et stablet landskab uden program. Den består af en klump fyrrestammer skåret til en kube omgivet af vægge af brændestabler. Oven på kuben ligger et trætag, der er malet svenskrødt ligesom træstammernes vertikale skæreflade. Bunden er dækket af blåbær. To stiger fører op til taget, hvorpå der ligger et tykt lag søskaller og store, glatte klippeblokke, der samler vand. Haven, der kan ses som et udtryk for relationen mellem produktion og rekreation, mellem bygning og landskab og mellem natur og menneske, foregiver en sammenhæng mellem havet og den svenske skov, et koncentrat af det svenske landskab i form af fyr, blåbær, skaller og klipper. Landskabet er stablet, hentet ind fra ‘naturen’ og transplanteret til byen. Dyrkningskunsten har taget form.
165
Den hemmelige have, Bo01, Malmø. Adriaan Geuze, West 8. 1999. Haven kan ses som udtryk for relationen mellem produktion og rekreation, mellem bygning og landskab og mellem natur og menneske. Den foregiver at være et koncentrat af det svenske landskab i form af et stablet, transplanteret landskab af fyr, blåbær, skaller og klipper.