Derfor er jeg spejderleder

Mie Høst Haugaard er 31 år og er en af mange aktive spejderledere i vores gruppe. Hun er leder i troppen og er den anden i vores lille portrætserie. I sidste nummer var det gruppeleder Iben BruunAamodt.

Hvordan kom du ind spejderverdenen? - Jeg startede som otte-årig fordi min kusine startede, og så fik hun lokket mig med. Det var i Klintekongen gruppe i St. Heddinge på Stevns, hvor jeg kommer fra. Da jeg startede, var der omkring 120 medlemmer, og det ligger stadig deromkring. Jeg hang ved, og der var mange fra min klasse, der gik til spejder. Siden blev det venskaberne, der holdt mig til, jeg tog på Plankurser, og de holdt mig fast, da jeg blev teenager.

Hvor længe har du været tropsleder? - Siden 2015, og forinden havde jeg lavet Plankurser i nogle år, og der syntes jeg, at tropsalderen (12-16 år) var rigtig spændende. Der sker meget i et ungt menneske i de år, og man kan gå dybere i refleksionen med spejderne. Det faldt jeg for, efter at have været minileder i fem år i vores gruppe. Jeg trængte til noget andet. Inden jeg kom til Bellahøj var jeg juniorleder i min gamle gruppe, inden jeg flyttede til København.

Hvad er det vigtigste, en tropsleder skal kunne? - Det er at være nærværende og lyttende og være der for spejderne, når de har behov for det. Trodslederen skal kunne støtte tropsspejderne i deres egen udvikling, så lederen ikke kommer med svarene, men stiller spørgsmålene og guider de unge til selv at svare og finde løsninger. Der er en stor forskel fra at være minileder til at være tropsleder. Vores spejdere er teenagere, så deres hjerner er ”under ombygning”, så man skal være tålmodig med dem, for det er ikke sikkert, at de lige opfatter en fællesbesked. Den flyver nogle gange bare ud af deres hoveder…

Bliver du nogen gange megatræt af dem? - Nej…ikke mega…men jeg kan rive mig selv i håret og tænke, ”hvorfor er det, de ikke forstår det? og hvad gør jeg forkert?”

Hvad vil du have, at tropsspejderne får/har med sig, når de skal videre? - At de kan tænke selvstændigt og ikke er bange for at prøve nyt af samt at stå op for det, de mener. Det er det vigtigste. Forhåbentlig kan vi også gøre lidt op med perfekthedskulturen, så der er plads til at fejle og at spejderne ikke er bange for det. De skal have modet til at prøve ting af – også udenfor spejder – og vide, at der ikke sker noget, hvis det går galt. De skal være nogle selvstændige unge mennesker.

Hvornår ved du så, om du har gjort det godt eller rigtigt som leder? - Det er jo svært at måle, for det handler jo ikke om at vise, at de kan det og det knob, men vi oplever det på ture, hvor spejderne tager et initiativ eller der opstår en presset situation, som de klarer. Der kan jeg godt tænke, ”der var de seje” i forhold til, hvad man havde regnet med. Der havde teenagere, som ikke er spejdere, måske taget det på en anden måde. Når man er sammen med spejderne i længere tid, så oplever man deres udvikling.

Du har taget Gilwellkurset – hvad er Gilwell og hvad har det givet dig? - Gilwell er et kursus i korpset, hvor man dykker ned i sine egne og i spejderbevægelsens værdier og hvor man har mulighed for at gennemtænke det spejderarbejde, man laver, og hvad der giver mening at lave. Jeg er stadig på ”den rejse”, men jeg er blevet meget mere bevidst om værdierne i mit spejderarbejde og hvad jeg skal prioritere at lave. Jeg lægger meget vægt på tryghed – både i forhold til at skabe trygge rammer, men også selv at være tryg fordi det er der, jeg udvikler mig. Ordentlighed er også vigtigt for mig: At man gør sit bedste, når man gør noget og at man kan stole på hinanden.

Har du ambitioner som leder eller kan man overhovedet spørge sådan? - Jeg er faktisk i en periode, hvor jeg tænker over, hvad jeg skal. Jeg har været med i Spejderhjælpen i mange år, men er ved at træde ud, så nu skal jeg finde ud af, hvor jeg skal lægge min energi – om det skal være centralt eller om det skal være i gruppen. Den tænkeperiode er jeg i nu. Hvad næste skridt skal være. Men grundlæggende bliver jeg som leder, så længe det giver mig energi.

Hvad er din største oplevelse som spejder? - Det var, da jeg var i Myanmar med Spejderhjælpen i 2014. Vi var nede for at evaluere et projekt, som hed ”Burma i skole” og som vi lavede sammen med Folkekirkens Nødhjælp. Det handlede om, at børnene i Karén-staten skulle lære at læse og skrive og have undervisningsmaterialer. Lærerne skulle også uddannes. Vi boede på centret inde midt i junglen, hvor lærerne blev uddannet. Det var en stor oplevelse, og vi besøgte lejre for internt fordrevne i landet. Det gjorde et stort indtryk at være med på den tur – at man var aktiv i Spejderhjælpen og så også få lov til at se, hvad der kom ud af det.

Hvad ser du frem til i år? - Det må være Divisionssommerlejren, som altid er interessant at deltage på. Vi møder de andre ledere og spejdere fra divisionen (Absalon, red.), og så er det et miniformat af Spejdernes Lejr. Grupperådsmødet rykker hjem Efter sidste års forsøg med at kombinere en weekendtur med et Grupperådsmøde (GRM) på Wiggatorp, gør vi det mere klassisk i år.

Spejderhjælpen har eksisteret i 50 år og er en tværkorpslig fond for Det Danske Spejderkorps, Danske Spejderkorps Sydslesvig, Danske Baptistspejdere, De grønne pigespejdere og KFUM-Spejderne i Danmark. Hvert år arbejder danske spejdere med forskellige tjanser for at indtjene mindre beløb, som Spejderhjælpen bruger til at hjælpe nødlidende børn til bedre vilkår.