B
Ved S e x a e n for
Bjørnstjerne Bjørnson.
B e » 8he
Mai
1871.
Georg Griegs BogtryKkéri.
Mel. Det lyser over Norden osv.
I
.
ti •
S
i\' i
' - (f 'I t\\~l > i f * r
' D e t ruged over norden med mørke uveirssky, Og ikke såes dagning ^JI» lund li v.id clloi.-by\ ^/
En Fimbulsnvinterkulde al hjertevarme sød Kun tog i favn og over åndslivet staven brød. Og hver mand gik sin egen vei, og jættekongen l o ; Thi ikke var der samhold end ikke mellem t o ; Og dødens magt er aldrig så sikker og så stor, Som n å r uenigheden sig rundt om hjerter snor. Thi den er Midgardsormen, som tærer livets kraft, Den suger af hver fiber sin egen levekraft; Og godt dens gjerning lykkes; vi lå som i en døs, Mens Fenrisulven hylte, og Utgardsloke fnøs. Da løfted Heimdal røsten og kaldte kj temper frem Til kamp for liv og frihcd, for arne og for hjem; Og røsten lød t i l alle, den bød et samlet helt, Den kræved hjertets troskab usvækket og udelt.
Ved S e x a e n for
Bjørnstjerne Bjørnson. •
Den 8bc 31Tiu 1871.
Georg Griegs Bogtrykkeri.
Mel. Det lyser over Norden osv.
et ruged over norden med mørke uveirssky, Og ikke såes dagning på land hvad eller by; En Fimbuls vinterkulde al hjertevarme sød Kun tog i favn og over åndslivet s+aven brød. Og hver mand gik sin egen vei, og jættekongen lo: Thi ikke var der samhold end ikke melleni to; Og dødens magt er aldrig så sikker og så stor, Som når uenigheden sig rundt om hjerter snor. Thi den er Midgardsormen, som tærer livets kraft, Den suger af hvor fiber sin egen levekraft; Og godt dens gjerning lykkes; vi lå som i en døs, Mens Fenrisulven hylte, og Utgardsloke fnøs. Da løfted Heimdal røsten og kaldte kjæmper frem Til kamp for liv og frihed, for arne og for hjem; Og røsten lød t i l alle, den bød et sandet helt, Den kræved hjertets troskab usvækket og udelt.
Da var det, at „ k o n g s t a n k e n " sig voxte stor og sterk Og kræved en, der mana* var for sligt et stordåds værk, Med tro på folkeånden, der lå i lænkebånd, Med tro på livets alvor, med tro på
HYCIS
ånd.
l i e d tro på fortidsminder, med stærke fremtidshåb in tog i folkedybet Din stærke seicrsdåb; Og over sjælevandet for livets ånde
hen;
Da livet skabtes atter, og lys blev t æ n d t igjen. Vi derfor tak Dig bringer for samlingstankens sæd, Som Du i hjertet lagde så blidt og varsomt ned! Og ønsket om Vorherres velsignelse og fred I al Din gjerning tage Du venligt fra os med!
'v^K"^^'
Blandt alle lande i øst og vest er f æ d r e l a n d e t mit hjærte næst. Det „gamle Norge" med klippe-borge mig huer best. Fra vester-havet t i l kjølens rand, fra nord-is-havet t i l Kristiansand, d e r har jeg hjemme og kan istemme: mit f æ d r e l a n d ! Jeg elsker eder, I gamle fjæld med høie tinder og dybe væld, med skog om barmen og jern i armen t i l tidens kvæld! Ja, mest jeg elsker det f o l k e - f æ r d , som har sit hjem mellem fjadd og skær, hvor unge hædre de gamle fædre, som bygde, her. Ole Vig.
JL
Vi har sagt det så tidt, og du ved det sa godt, du er mægtig, du kvinde i Nord! Du kan fengsle vort sind, du kan trylle os blot med et Blik, med et eneste ond. Du har alt, hvad der drager os. efter dig hen, — det er næsten for ofte dig s&gt —, må jeg sige dig, hvad du skal give igjen, og hvortil du skal bruge din magt? Du du du for
x
fl
.
. "
skal give din broder, din beiler, din ven, skal give din brudgom, din tnand, skul give det bedste,, det kæreste hen at frelse dit fedreneUand.
Du skal værno om sproget i børnenes mund, det er moderens mål, det* er dit, som guld-harpernes klang, som dé fugle i lund skal det svinge sig mægtigt og frit.
pkal vogte. do sagn ag den dejlige sang, vi i arv eiter fedrene fiky du skal lukke dit hjærte Vor trældom og tvang, og d\n dør for jle fremmedes skik. J a — j e g ser på ,dit blik, liMfld så ofte jeg så, hvad din gerninå forlængst Wig har sagt: du v i l -styrke vor '-.ånd og hånVl," uår vi stå for vorfc land og vor fane på V a g t !
V
M . Hansen.
Tak
og; M a n e n til Digteren Bjørnstjerne Bjørnson. Mel.
Ja vi elske dette Landet.
Trofast samlet her i Ringen, H æ d r e vi vor Gjæst, Lys're Syner blandt os Ingen B æ r e r frem til Fest. Mindes, niindes det og beiler Til en Tak fuldprud — Da os heller aldrig feiler Sikre Æ r e - S k u d ! Tag da Takken, som den bydes, Hjertevarm og fuld — Bedre kan den ikke tydes — Mere værd end Guid ! Ja, den bølger, bølger — bølger Fra vort varme Bryst — Hvor Du Dig henvender, følger Med den L i v og Lyst!
-"A
Bøi D i t Øre, l y t t i l Klangen Som den toner frem, Du beclst kjender
Hjerte-Sangen
1 vort Fædre-Hjem. Man den — man den frem af Dybet, Lok den frem fra Skjul — Man saa derved hele Krybet L u k t i mørke H u l .
Da skal Aanden, Lyset gnistre, Skyde
Straale-Krands,
Mens Bimthusser holde, bistre Springe Flinte-Dands. Da skal Glædcn atter smile Huldt t i l Nordens Fgn, Da t i l Værn og Kraften ile Om vort Ynde-Hegn!
Tak for alt hvad Du har givet Og os give v i l , Herren signe for os Livet Her med Fryd og Spil! Glæden blomstre da som Kosen Fyldig i vor Barm — Da og værnes bedst vort Gosen Trods al Vraale-Larm I
Tag saa denne Mindc-Gave Hvor Du søgcr Havn, Den sprang ud i ringe Have Her i Bjørgvins Stavn.
Den Er
kan den
heltigjennem smelte, end
lidt knap —
Spende om os Livets Belte, Trodse Ulivs-Rap. Held da Dig og os og Norden ! Hver Dag
skyde frem
Held med
Lys for hele Jorden
Fra
vort gamle Hjem !
Ja,
Du mindes os med
Glæde
Nu og allenstund! Lev saa I
vel og tag Dit Sæde
vor Hjerte-Bund !
D. I .
IT /* / Vort moders-måi or dejligt, det har så mild en klang, hvormed skal jeg ligne,og prise det i sang? En høi-baaren jomfru, én ædel konge-l>rud, og hun er så ung, og så yndig ser linn ud! N
Hun lreggcr os på læhen hvert godt og kraftigt ord t i l elskovs sagte bønner, r i l sejrens stolte kor; er hjærtet trangt af borgen, og svulmer det af lyst, hun skæuker os tonet, som lette kan vort bryst. Og om i øst og vest Wi har sværHiet og søgt de svundne tiders visdom, de fjærne landes kløgt; hun lokker og hun drager, vi følger hendes bud, for hun or så ung, og så yndig ser hun ud. De fremmede, de bød hende mon just som da lo hun saa
de tænkto at volde hende sorg, Trældom i hendes egen horg; de mente, hun var i bånd og bast, hjertelig, så alle lænker brast.
Og alle de skålde, hun skænked ordets magt, de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt; hver sang, som folket kænner og lytter t i l med lyst, den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst-
Hver kraftig skremt, der lokker om læben frem et smil, den blev i hendes kogger en hvas og vifigct p i l ; hvert ord, der kom fra hjærtet, og som t i l hjærtet når, det blev en sten i muren, der hegner hendes gård. Og årene de ruller og skiftes om paa jord, \ og vore navne glemmes som sne, der faldt rfjor. Og slægt eiter slægt segner hen paa NornenS bud; men hun er så ung, og så yndig ser\hun udt ) Lcmbcke.
Det er så yndigt at følgesjiA, for to, som gerne Vil sanunen være. da er med glæden )uan/<lobbelt glad, og halvt om sorgen .si'tung at b æ r e ; jjb,, det el; gamin n \ at rejso s'arøfno«i, l når f j æ d o n a m B i e n er kjærlighed! 1
Det er så hyggeligt allen-steds, hvor srrlå og store har et i-sinde, og det, som drager de store læs, i hjærte-kamret er inderst inde; Ja,': det er gammen ; at holde sammen, • nårtja og amen er hjairtets sprog Det er så herligt at stole på, vi har en hWré, som alting mægte.r, hau os ej gjemmer, når vi er grå, hans nåde rtekker t i l tusind slægt er; ja, det flr gammen, l 1 •>' at allelaammen ' % \ \ er j a \g amen Gu^.s nådes ord! Det er vemodigt at skilles ad, for dem, soiiv gerne vil samnlen være, men, Cuu skei lov! i vor-herres stad for evig saiAlés de hjrertens-kjærc; ja, de|t «r gammen j at levje gammen, hvor ja log amen er kjajrlighed! N. F. S. Grundtvig.
Den Er
kan den
heltigjennem smelte, end
lidt knap —
Spende om os Livets Delte, Trodse Ulivs-Rap. Held da Dig og os og Norden ! Hver Dag
skyde frem
Held med
Lys
for hele Jorden
Fra
vort gamle Hjem !
Ja,
Du mindes os med
Glæde
Nu og allenstund! Lev saa
vel og tag Dit
Sæde
I vor Hjerte-Bund ! ». u.
så mild en klang. hvormed skal jeg ligne og prise det i sang? En høl-baaren jomfru, en ædel konge-brud, og hun er så ung, og så yndig ser h i n ud! Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord t i l elskovs sagte b ø n n e r , / i l sejrens stolte kor; er hjærtet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst, hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst. Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt de svundne tiders visdom, de fjærne landes kløgt; hun lokker og hun drager, vi følger hendes hud, for hun er så ung, og så yndig ser hun ud. De fremmede, de bød hende men just som da lo hun saa
de tænkte at volde hende sorg, Trældom i hendes egen borg; de mente, hun var i bånd og bast, hjertelig, så alle lænker brast.
Og alle de skålde, hun skænked ordets magt, de blev om hendes sæde en stærk og 'trofast vagt; hver sang, som folket kænner og lytter t i l med lyst, den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst-
Hver kraftig skæmt, der lokker om læhen frem et smil, den blev i hendes kogger en hvas og vinget p i l ; hvert ord, der kom fra hjærtet, og som t i l hjærtet når, det blev en sten i muren, der hegner hendes gård. Og årene de ruller og skiftes om paa jord, og vore navne glemmes som sne, der faldt ifjor. Og slægt efter slægt segner hen paa Nornens bud: men hun er så ung, og så yndig sei' hun ud! Lembcke.
D e t er så yndigt at følges ad, for to, som gerne v i l sammen v æ r e / da er med glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at b æ r e ; ja, det er gamm n | at rejse sammen, / når fjæder-hammen er k^ærlighed!
•—
Det er så hyggcligt allen-steds, hvor små og store har et i-sinde, og det, som drager de store læs, i hjærte-kamret er inderst inde; /Ja, det er gammen at holde sammen, når j a og amen er hjærtets sprog! Det er så herligt at stole på, vi har en herre, som alting mægter, han os ej glemmer, når vi er grå, hans nåde rækkcr t i l tusind slægter; ja, det er gammen, — at alle-sammen ^er j a og amen Ou'„s nådes ord! Det er vemodigt at skilles ad, for dem, som gerne vil sammen være, men, \Jm! ske lov! i vor-herres stad for evig samles de hjærtens-k/ære; ja, det er gaiumen — at leve sammen, hvor j a og amen er k/ærlighed! / N. F. S. Grundtvig.
Da var det, at „ k o n g s t a n k e n " sig voxte stor og stærk Og kræved en, der raand var for sligt et stordåds^værk, Med tro på folkeånden, der lå i lænkebånd, Med tro på livets alvor, med tro på lifets ånd. Med tro på fortidsminder, med stærke fremtidshåb >u tog i folkcdybet Din stærke seiersdåb; Og over sjælevandet for livets ånde
hen;
Da livet skabtes atter, og lys blev t æ n d t igjen. Vi derfor tak Dig bringer for samlingstankens sæd, Som Du i hjertet lagde så blidt og varsomt nedi Og ønsket om Vorherres velsignelse og fred I al Din gjerning tage Du venligt fra os med!
Blandt allo lande i øst og vest er f æ d r e l a n d e t mit kjærte næst. Det „gamle Norge" med klippe-borge mig huer bejst. Fra vester-havet t i l kjølens ^and, fra nord-is-havet t i l Kristiansand, d e r har jeg hjemme og kan istemme: mit fæ dre 1 an d! Jeg elsker eder, I gamle fjæld med høie tinder og dybe væld, med skog om barmen og jern i armen til tidens kvæld! Ja, mest jeg elsker det f o l k e - f æ r d , som har sit hjem mellem fjæld og skær, hvor unge hædre de gamle fedre, som bygde her. Ole V i g .
V i har sagt det så tidt, og du ved det så godt, du er mægtig, du kvinde i Nord! Du kan fengsle vort sind, du kan trylle os blot med et Blik, med et eneste ord. Du har alt, hvad der drager os efter dig hen, — det er næsten for ofte dig sagt —, må jeg sige dig, hvad du skal give igjen, og hvortil du skal bruge din magt? Du du du for
skal give din broder, din be/ler, din ven, skal give din brudgom, din mand, skal give det bedste, det kæreste hen at frelse dit fedrene-land.
Du skal værne om sproget i børnenes mund, det er moderens mål, det er dit, som guld-harpernes klang, som de fugle i lund skal det svinge sig mægtigt og frit.
Dufika.1vogte dc sagn og den dejlige sang, vi i arv efter fædrene fik; du skal lukke dit hjærte for trældom og tvang,
og din dor for de fremmedes skik. Ja—-jeg ser på dit blik, hvad så ofte jeg så, hvad din gerning forlængst, mig har sagt: du vil styrke vor ånd og hånd, når vi stå for vort land og vor fane på vagt! M. Hansen.
T a k og M a n e n til Digteren Bjørnstjerne Bjørnson. Mel.
Ja vi elske dette Landet.
Trofast samlet her i Ringen, l l æ d r e vi vor Gjæst, Lys're Syner blandt os Ingen Bærer frem t i l Fest. Mindes, mindes det og beiler Til en Tak fuldprud — Da os heller aldrig feiler Sikre Æ r e - S k u d ! Tag da Takken, som den bydes, Hjertevarm og fuld — Hedre kan den ikke tydes — Mere værd end Guid ! Ja, den bølger, bølger — bølger Fra vort varme Bryst — Hvor Du Dig henvender, følger Med den Liv og Lyst!
Bøi D i t Øre, lyt t i l Klangen Som den toner frem, Du bcdst kjender
Hjerte-Sangen
I vort Fædro-Iljcm. Man deii — man den frem af Dybet, Lok den frem fra Skjul — Man saa derved hele Krybet, L u k t i mørke H u l .
Da skal Aanden, Lyset gnistre, Skyde Straale-Krands, Mens Rimthusser ^olde, bistre Springe Flinte-Dands. Da skal Glæden atter smile Huldt t i l Nordens Egn, Da t i l Værn og Kraften ile Om vort Ynde-Hegn!
Tak for alt hvad Du har givet Og os give v i l , Herren signe for os Livet Her med Fryd og S p i l ! Glæden blomstre da som Rosen F'yldig i vor Bann — Da og værnes bedst vort Gosen Trods al Vraale-Larm !
Tag saa denne Minde-Gave Hvor Du søger Havn, Den sprang ud i ringe Have Her i Bjørgvins Stavn.
i f 1" /
^*
CL
». / 1tf .»
Den norske sjrt-mand er et gennem-barket folke-færd; hvor lartøj flyde kan, der er han første mand. På togt og hjemme helved sund og skær og fiske-vær han tar sin Gud i sind • • og sætter livet ind.
•——
Her' et folk i krig for livet uafladelig — med dyre mande-fald i kampe uden tal. Det, som er daglig-dags, det nævnes ikke netop straks, og tidt er ingen med, som bringe kan besked. Men vesle fisker-båd har båret frem så mangen dåd af mod og herlig kløgt, skønt aldrig den blev tyrkt. Og mangen sjømf nds liv fik dødens krans af tajjg og siv, som burde haft i guid sit navn blant kæmpejkuld. Dog Norges høje kyst er landets eget moder-bryst med njfriug og med gråd ved sønners raske dåd. I d e t er alting gemt, og d e r er ej den mindste glemt fra Hafurs-fjordens dag, til ham på sidste vrag.
(SL
JL f f U / if,
Det følte hver, som kom fra rejs ig\en, og så sig om; det følte hver, som gik, i sidste afskeds-blik. De følte, hvor de fpr, at landets lykk£ var ombord: v o r æ r e og v o r magi. h a r h v i d e s e j l os b r a g t . H u r r a for dem i-dag, som farer under norske flag! H u r r a for lodsen, som dem først i-møde kom! H u r r a for dem, som ror sin fisker-båd på hav og fjord! H u r r a for alles lyst: vor skær-omkrandste kyst! Bjørnstjerne Bjørnson.
LS.
Ben norsk* sjrt-mand or et gennem-barket folke-færd; livor tartffj flyde kan, der er lian første mand. På togt og hjemme her ved sund og skær og fiske-vær han tar sin Gud i sind \ og stetter livet ind. Horvei foik^ i krig """^ for\Kvel, uåflalelig — meil'dyre u\ande-l'ald , i ka^pe mlen fal. ( Det, U m er daglig-dags, det ntevries ikke.netop straks og tidVcV ingen med, j som bringe kan fcesked.
<7
,
v
.vesle fisker-båd har båret frem så mangen dåd af mod og herlig kløgt, skønt aldrig den blev tyrkt. Og mangen sjømsuds liv fik dødens krans af taug og siv, som burde haft i guid sit navn blant kæmpc kuld. Dog Norges høje kyst er landets eget moder-bryst med nåring og med gråd ved sønners raske dåd. I d e t er alting gemt, og d e r er ej den mindste glemt fra Hafurs-fj ordens dag, » t i l ham på sidste vrag. ' Det følte hver, som kom fra rejs igjen, og så sig om; det følte hver, som gik, i sidste afskeds-blik. De følte, hvor de for, at landets lykke var ombord: vor « r e og v o r raagt h a r h v i d e s e j l os b r a g t . Hlturra for dem i-dag, sota farer under norske flag! H u r r a for lodsen, som i. "T" dem først i-møde kom ! J /fpl^ H u r r a for dem, som ror sin fisker-båd på hav og fjord I H u r r a for alles lyst: t vor skær-omkrandste kyst! '— Bjørnstjerne Bjørnson. \ v \
\
j
j ^
ClXfa/l
^
_ t£i>£
*******
^
^
yy
^
^
7
<^-
s?y
<^^>-^
- ^ c ^
y
? y
C2S
&Ée*&k^^
<y y
<x^y^ !
" y <y<^
^
<?rzX?xy4^
'zvy^~
sPéZ
z^
^SzZ€X'
^téx^yy
^/y/T/yy
t^XZiV^
zz,/
^^gs^^^øm^S^
<2>i^r y
</^zz>
z^
zz^zz^zz^z^y^z^
^ i ^ ^ r ^ ^ r ^
zw
<z^zzy^^z\%^
/ z^^z^ézézzi
D.J7.