1883 03 08 prolog ved holbergsbazarens aabning

f'

PROLOG VED

HDLBERGSBAZAREffS DEN

8 -M A R T S

i 88 -

J책

ss**--

BERGENS OFF. BIBLIOTEK

Under Jubelen og Glæden Ved den gamle Digters Værker Leonore staar beskeden; Publikum det neppe merker, At hun skjælver under Taaren, At hun kues haardt af Fatter, Forst naar hun paa Henriks Latter Til Leanders Fang blir baaren, Feles det, at her er skaaren Lænker over; Glans af Vaaren falder paa den frelste Datter.

Leonores Liv du lever, Norges Kunst, i Hjemmets Stue, Og Jeronimusser hæver Plumpt sin Haand fot* dig at true; Strengt og snevert Baandet snøres Om de fine, ædle Lemmer, Og dit Nodraab kan ei høres Mellem Døgnets travle Stemmer; Men Jeronimusser ligne Kun de seierrige Magter I de allerførste Akter, Og tilslut maa de velsigne.

Derfor haab kun, i det stille;

Thi det samme Land, som meder Dig med Barskhed, aarle, silde, Dette samme Land dog feder Baade Henrik og Pernille.

Ja, fra Folkehjertet ruller Latterbelgen frisk og straalende, Og du bæres paa dens Skulder, Du, som for var taus og taalende.

Derfor skjælv ei, Leonore!

Frygt ei for Filisterleiren, Thi det evige og store Faar i sidste Akt dog Seiren.

Han, som har — den kjære Mester — Engang frelst fra Tyranniet, Ham er disse Aftner viet, I hans Navn velkommen Gjæster.

Vi norske Kvinder gaar en stille Gang, Og faa kun griber efter Laurbærkronen, Men vaagent er vort Øre dog for Tonen, Naar frem den springer i Geniets Sang.

Hver Aandens Helt, der over Bygd og By Har svunget Friheds friske Trikolorer, Han faar fra mange tause Leonorer En ydmyg Hilsen, bævende og bly.

Og Holberg var en Kjæmpe, sund og harm, Den seige Fordom dedelig han saarer; Hvad Degnet kuer og hvad Fremtid kaarer.

Det lefted heit han paa sin sterke Arm. En Elskers Blik han havde ei for Kvinden,

6 For Hjertets Vaarbrud og dets rige Host; Men han har raabt det ud med modig Røst: Hun skal ei dele Skjæbne med Slavinden!

Vi gav i Kveld vor Stridsmand og vor Ven Vort Hjertes Tak i vore Hænders Sprog, Og taler vi engang med Læbe, Pen, Saa ved vi, det er ham, det skyldes dog; Thi det er ikke vemodsfulde Minder, Som Fader Holberg kalder for vort Syn, Nei fra hans Støtte blinker Haabets Lyn. Den synger, medens Morgensolen rinder.

Derfor, lad Glædcn blusse, Ungdom gløde.

Imens hans Skikkelse i Malm sig reiser!

Til Verdensmarked i det smaa vi møde, Mens fremmede Nationer Flaget heiser; Og naar vi samles her til Leg og Fest.

Og naar med Spøg fra Land til Land vi vanker.

Vi husker ham, der bød v o r t Land til Gjest Paa Verdenslivets nye, friske Tanker!

N. R .

air