Åbning

Jeg blev konfirmeret i den anglikanske kirke. Og på den tid troede jeg oprigtigt på det. Jeg havde en kort periode med tvivl omkring tre år forinden, i en alder af ca. ni år. Denne tvivl var forårsaget af den erkendelse, at der er mange religioner i verden. Og jeg forstod, at det var et rent tilfælde [an accident], at jeg var blevet født ind i en kristen tro. Jeg forstod øjeblikkeligt, at hvis jeg var blevet født i Pakistan eller i Indien, så ville jeg have troet på helt andre ting. Og det rystede – med rette – min tro. professor Richard Dawkins

I 2006 udgav Richard Dawkins The God Delusion, oversat til dansk som Illusionen om Gud (2007).1 Den blev nærmest en grundbog i ”nyateismen”. Her udfoldede han veloplagt – og noget vredladent – et angreb på den kristne tro og i det hele taget på al religion.

Under en debat med den kristne professor John Lennox på University of Alabama at Birmingham blev de begge anmodet om at indlede med en kort beskrivelse af dem selv og deres historie.2 Heri kom Dawkins med ovenstående erindringsglimt. Hans tvivlsanfald som ni-årig er af en noget anden art end den videnskabelige og logiske religionsskepsis, han senere promoverede som professor. Og anderledes end alle andre slags tvivl, kristentroen slås med. Faktisk er det den udgave af tvivl, der går dybest.

Hvad handler det her om? Man har jo meninger. En tilværelsesforståelse, et verdensbillede. For eksempel en kristen tro. Og hvor har man mon så alt dét fra? Er ens tro og meninger ikke blot resultater af historiske tilfældigheder?

Hvis jeg havde været tysker i trediverne, havde jeg sandsynligvis været nazist.

Og hvis jeg havde været tyrker i tresserne, havde jeg nok været muslim.

Den tanke kunne jo godt ”ryste min tro”, som Richard Dawkins siger det. Den tanke kan være dræbende. Og den kan være livsnødvendig.

I dagligdagen kender vi den som forskellige udgaver af socialkonstruktivisme: at mine egne værdier, mit eget tankesæt, i det hele taget mine egne beslutninger, slet ikke er mine egne. De er konstrueret af min sociale kontekst.

I Sally Rooneys roman Normale mennesker (2018)3 giver socialkonstruktivismen kun anledning til et godt grin:

Nu sætter Marianne yoghurten tilbage i køleskabet og spørger Joanna, om hun ikke synes, det er mærkeligt at blive betalt for de timer, hun tilbringer på arbejdet – at veksle, med andre ord, blokke af den yderst begrænsede tid, hun har på denne jord, til dén menneskelige opfindelse, man kalder penge.

– Det er tid, du aldrig får tilbage, tilføjer Marianne. Jeg mener, tid er virkelighed.

– Penge er også virkelighed.

– Okay, men tid er mere virkelig. Tid er fysik, penge er bare en social konstruktion.

– Ja, men jeg er stadig levende, når jeg er på arbejde, siger Joanna. Det er stadig mig, jeg har stadig oplevelser. Du arbejder ikke, men tiden går også for dig. Du får den heller aldrig tilbage.

– Men jeg kan selv beslutte, hvad jeg bruger den til.

– Hvortil jeg vil driste mig til at påstå, at dine beslutninger også er sociale konstruktioner.

Marianne griner.

Det er da sjovt sådan da. For én ting er mine daglige, hyggelige småbeslutninger. Men hvad så med mine grundlæggende værdier?

Mine overbevisninger? Bliver alt så relativt og lige rigtigt og lige godt?

Dette er den tredje tvivl.

”

Den opstår altså ikke bare som kontrafaktisk spekulation, men som en langsom og modvillig erkendelse af, at mine medmennesker almindeligvis ikke er idioter.