1. Første, anden, tredje gang

Faigh Ahmed: Doubts, 2020 © Faig Ahmed Studio.

Den aserbajdsjanske kunstner Faig Ahmed dekonstruerer her det klassiske, vævede tæppe. Billedet viser forberedelsen til en af hans udstillinger; derfor er det ikke et smukt museumsrum, men et rodet arbejdsrum.

Ahmed anvender den originale, omhyggelige væveteknik med hundredvis af arbejdstimer på en håndvæv – og parafraserer den derefter. Udgangspunktet øverst på tæppet er de klassiske, smukke, symmetriske mønstre. Men fra midten flyder tæppet ud i en klæg strøm, en pøl af farver som fra en væltet spand. Også den nederste del er omhyggeligt vævet med hver enkelt tråd på rette plads; men det fine, klassiske mønster er brudt sammen.

Faktisk var det først længe efter, jeg lærte dette værk at kende, havde anvendt det i undervisning og var begyndt at skrive om det, at jeg opdagede, at Faig Ahmed selv havde kaldt dette tæppe for Doubts 4 Og det er i præcis dén udflydende forfatning, man kan se sig selv, når man oplever den tredje tvivl: Mit fine, sammenhængende livssyn og mit verdensbillede flyder ud i en pøl af tilfældighed. Likvi-deres. Ting demonteres og hænger ikke sammen mere.

For det er uden tvivl sandt, at jeg er en social og kulturel konstruktion – og allerede den erkendelse gør, at dekonstruktionen begynder at få alt til at flyde sammen og falde fra hinanden. Farverne er der stadig. Men mønsteret og dets stramme forudsigelighed er borte.

Faig Ahmed er med rette stolt af sine arbejder. De er malende i en unik forstand af ordet.

Men han har også givet udtryk for, at noget af det, han holder mest af ved sit arbejde, er, når han ikke er helt sikker på, hvordan det lander. Selv om han arbejder omhyggeligt med skitser i store kartoner, gør hans eget arbejde ham selv forventningsfuld og spændt i processen: Hvor ender det her mon?

Tvivlens evolution

Tvivl har vi altid kendt til. Den kan være forfærdelig. Den kan også være spændende: Hvor ender det her mon?

Sådan har det altid været. Men i de seneste årtier er der sket noget nyt med tvivlen. Den flyder ud på steder, vi slet ikke havde set for os. Og den kan ikke uden videre håndteres på måder, vi ellers har lært os.

Jeg foreslår nu, at man meget oversigtligt kunne opstille en tvivlens evolutionshistorie (og selv om den her er anskuet kulturhistorisk, kan den sikkert også for nogle fungere som en individuel historie; det gør den faktisk for mit eget vedkommende).

Den første tvivl er den præmoderne: Er min egen tro mon i orden? Duer min bøn, min anger, min fromhed til noget? Det er anfægtelsen. Løjerligt nok lader dette germanske ord sig næsten ikke oversætte til engelsk. Det kunne have at gøre med, at det altid har været et kernebegreb i luthersk teologi (tentatio), mens det slet ikke har samme vægt i reformert teologi, for eksempel anglikansk teologi. Til gengæld kan vi ikke rigtig oversætte commitment til dansk …

I det præmoderne Europa var det stort set den eneste bevidste tvivl. Man fandt almindeligvis ikke på at betvivle, at der må findes en Gud, eller at kristendom må være den sande tolkning af ham. Hvis der er noget galt, eller det skurrer eller sejler på en eller anden måde, må det være min tro, der fejler noget.

Den anden tvivl er den moderne: Er Gud mon i orden? Findes der overhovedet en Gud? Og hvis der gør, hvordan kan jeg så vide, hvilken tolkning der er den sande? Det er religionskritikken.

Bortset fra nogle få lommer i barokken i det 17. århundrede bryder denne tvivl for alvor frem i oplysningstiden i det 18. århundrede. Den tager fart i de videnskabelige gennembrud og det moderne gennembrud i det 19. århundrede. Og den næres ikke mindst af ”lidelsens problem”: Hvordan kan der være ondt i en god og almægtig Guds verden?

Man kan for eksempel – uden at overdrive det mindste! – ganske enkelt betragte det 20. århundrede som fænomen i sig selv med dets horrible historie som en probat indvending imod troen på en Gud! Og denne tvivl blev da også til sidst så dominerende, at den i nogle kontekster i en periode slog over i en tvivlløs modsætning: en afgjort, rabiat ateisme. Det vender vi tilbage til.

Den tredje tvivl er den senmoderne: Er min sans for sandhed mon i orden? For er denne sans ikke, for mig som for alle andre, uhjælpeligt defineret af sociale konstruktioner, dikteret og censureret af mit fortolkningsfællesskab? Havde jeg været tysker i trediverne eller tyrker i tresserne, havde jeg næppe haft samme grundsyn. Er det ikke derfor et fuldkomment tilfælde, at jeg har det livssyn, jeg har?

Denne tvivl er anderledes. Den går et spadestik dybere. De to andre, mere klassiske, former for tvivl stiller spørgsmålet: Hvordan læser jeg en tekst og danner mig en mening om dens indhold og sandhedsværdi? Men den tredje tvivl stiller spørgsmålet: Hvorfor læser jeg en tekst sådan, som jeg gør?

Det skal præciseres, at jeg ikke bruger ordet tekst kun om ord på papir eller skærm, men sådan, som det er blevet almindeligt i mange sammenhænge, om al formidling og al erkendelse. ”Alt er tekst”, som det har været spidsformuleret: Alt må være genstand for fortolkning.

Tvivlens ”sorte boks”

Ligesom man efter en flyulykke gør alt for at bjærge de to ”sorte bokse”, som kan dokumentere, hvad der i flyet er gået forud for ulykken, forsøger vi nu at se, hvad der er gået forud for en kulturperiode af fundamental tvivl, som verden aldrig før har set.

Dette handler nemlig ikke bare om en krukket dyrkelse af tvivl, men om en helt reel hermeneutisk problemstilling: Vi ved mere og mere – men vi ved det mindre og mindre sikkert.

I sin Det hyperkomplekse samfund (1998) skrev den senere professor i historie og pædagogik Lars Qvortrup, at selve oplysningen, det 18. århundredes kilde til det moderne samfunds videnskabelige, sociale og politiske fremskridt, til sidst vender sig mod sig selv og bliver selvundergravende.5

Det vil sige, at mens man måske ville vente, at væksten af viden medførte større og større sikkerhed, så er det stik modsatte sket: Det var ikke visheden og troen, men uvisheden og tvivlen, der blev styrket.

Det er muligt, at den enkelte kun formelt lever i denne verden og i denne tid. Men lever vi reelt i denne verden og i denne tid, så rammer uvisheden og tvivlen dernæst os selv: Kan jeg mon gennemskue og dekonstruere de mekanismer i min egen historie og mit eget sind, der har konstrueret mine værdier? – og hvad bliver der så mon af dem? Kan man overhovedet kalibrere sig selv?!

Jeg vil så nødigt narres. Heller ikke af mig selv. For jeg er mig selv en gåde.

Dette er ikke en vild, ubrugelig eller urealistisk fornægtelse af eksistensen af en objektiv virkelighed. Det er en erkendelse af, at vores oplevelse af den er uhjælpeligt subjektiv.

Professor i systematisk teologi og religionsfilosofi Kurt Christensen sammenfatter den postmoderne position således:6

Vi mennesker har ikke mulighed for at træde uden for vor konstruktion af virkeligheden. Det betyder, at vi aldrig har mulighed for at træde uden for vor viden for at kontrollere dens nøjagtighed på den objektive virkelighed. Vor adgang er altid formidlet af vore sproglige og begrebsmæssige konstruktioner. Der findes derfor intet, som kan tjene som uafhængige kriterier for sandhed og godhed, som vi kan appellere til.

Det er nærliggende – og helt korrekt – at tolke dekonstruktionen som et frisættelsesprojekt. Ikke mindst fungerer den som magtkritik, et uundværligt værn mod totalitarisme og absolutisme.

Mange ser tilbage med nostalgisk længsel på forne tiders stramme normer og kan ikke forstå, at man kan trives i en verden, hvor alt er til forhandling – men da tænker jeg uvilkårligt også på skikkelser, venner og bekendte i fortiden, der overhovedet ikke kunne ånde i det stramme og strenge, hvor harmonisk det end måtte tage sig ud. De var ved at dø af mangel på valg.

Denne nye, grundlæggende usikkerhed oplever det sen- moderne menneske derfor ofte til at begynde med som frihed: Ingen kan længere diktere mig, hvad jeg skal tro og tænke. Jeg er ikke bare min egen herre, men herre over min egen sandhed.

Men jo dybere usikkerheden trænger ind i os, begynder den enkelte måske snarere at opleve den som et katastrofalt erkendelsesskred …

… desværre også et uundgåeligt skred, hvorfra der ingen vej er tilbage. Og sådan oplever mennesker det i virkeligheden også, når det er deres kæreste værdier og overbevisninger, det begynder at skride for.

Pointen i konstruktivismen og i dekonstruktionen er nemlig ikke, at du er fri til at konstruere din sandhed, som du vil. Pointen er tværtimod, at du ikke er fri til at konstruere andre tanker og værdier end dem, dine iboende forudsætninger tillader dig.

”Fritænkerens” selvbillede er en illusion: forestillingen om, at man skulle kunne løsrive sin egen tanke fra konvention og kultur og tænke fuldstændig autonomt og frit (af uigennemskuelige grunde mentes med ”fritænker” altid ”frigjort fra kirke og religion” og for eksempel aldrig ”frigjort fra den oplysningstids paradigmer, hvori fritænkeriet opstod”).

En personlig vinkel

For min egen del kender jeg desværre til alle tre afarter af tvivl. På egen krop. Når sandt skal siges, fylder visse aspekter af tvivlen mere hos mig, end visse aspekter af troen gør.

Det betyder ikke, at min tro er rent kognitiv og følelseskold; den kan sagtens udløse både det ene og det andet. Men jeg kan bare aldrig helt undslippe den mistanke: ”… men er det så ikke blot psykologi?”

Sådan har det været i det meste af mit voksenliv. Jeg har nok oplevet Gud Fader nærmest som en fraskilt far med samkvemsret, der er mere fraværende end nærværende. Og naturligvis ville jeg ønske, at min tro i stedet var klippefast, sejrssikker og overbevist. Det er den bare ikke.

Men mindre kan heldigvis også gøre det …

Man kan til tider føle sig lidt snigløbet og forrådt af sin egen natur. I 2001 (ny udgave 2008) fik jeg udgivet bogen Ateistisk andagtsbog – fordi jeg åbenbart af natur er ateist, men af overbevisning er kristen. Det er ret besværligt.

Andre er tiltrukket af religion, af den religiøse følelse og den religiøse praksis. Mig siger den slags ikke en dyt. Jeg er ikke sikker på, jeg overhovedet har en spirituel knogle i kroppen. Når jeg tvivler, tvivler jeg stort set aldrig på, hvilken forestilling om Gud der måske kunne være den sande. Jeg tvivler på, om der overhovedet kan eksistere nogen Gud.

Jeg kan ikke li’ religion. Jeg bryder mig ikke om at bede. Når jeg alligevel stædigt beder videre, er det, fordi jeg tror, at mit ateistiske instinkt tager fejl, og at Gud er der. Også selv om jeg føler, jeg bare ævler ud i et tomt rum.

Og jeg misunder dem, der har det anderledes.

Men det betyder ikke, at troen slet ikke er der. Det betyder heller ikke, at jeg ikke kan handle ud fra den.

Jeg så engang en annonce for Hærens Officersskole: ”En leder skal acceptere sin tvivl. Og handle på sin tro.”

Hvabehar, ikke sandt? Jeg har jævnt ofte citeret det i min undervisning af teologer …

Når nogle meningsdannere og berømtheder på skift beskriver, hvordan de beklageligvis / lykkeligvis er uden det dér særligt religiøse gen, så bunder det i en misforståelse – i naive, overfladiske forestillinger om, hvad der driver en kristen tro. Man kan godt være religiøs uden at være kristen, og man kan være kristen uden at være videre religiøs.

Den tredje tvivls drivkræfter

Den tredje tvivl drives væsentligst af fire voldsomme omvæltninger:

1. modernitetens epistemologiske sammenbrud

2. globaliseringen

3. informationsmængdens vækst

4. socialkonstruktivismens folkeliggørelse.

Herom ultrakort:

Modernitetens epistemologiske sammenbrud. Moderniteten byggede bl.a. på den forestilling, at sandheden ikke blot findes, men at den også kan findes – af os. Ikke blot er den objektiv; den er også objektivt verificerbar.

Og når man har den forestilling ufortyndet og unuanceret, så ender man i indbyrdes had til hinandens sandheder. Så må de andre være enten onde eller idioter.

Det kan give mening at anskue alle det 20. århundredes største katastrofer ud fra dén vinkel: Første Verdenskrig, Anoden Verdenskrig, kold krig, atombombetrussel. Modernitetens kulmination endte ikke, som man kunne have håbet, i en fælles, indlysende og velbegrundet tilværelsesforståelse, men i radikaliserede modsætninger.

Ikke så sært, at vi sidst i århundredet med rædsel så bagud på det mareridt, som vores egne, modstillede skråsikker- heder havde kastet verden ud i – og afgjorde, at sandheden i stedet er subjektiv! For så måtte freden da for katten endelig indfinde sig …

Den erkendelse af rædsel indfandt sig i dele af kunstverdenen allerede efter Første Verdenskrig. Antikunst og dadaisme kunne godt anskues som en protestbevægelse mod den gamle verden: Kunstnerne vil ikke have med så absurd en verden at gøre; og så opbygger de en modverden af deres egen absurditet.

Globaliseringen. Den kristne filosof og matematiker Blaise Pascal formulerede i 1600-tallet et berømt ”væddemål”: Måske ved man ikke, om det er gudstroen eller ateismen, der er sand; alligevel udfordrede Pascal ateisten til at vælge at blive kristen, fordi risikoen for at tage fejl som ateist (evig fortabelse) var større end risikoen for at tage fejl som kristen. Derfor kunne det simpelt hen bedst betale sig.

Det er en tænkning, der gav god mening, dengang der inden for horisonten kun var to-tre forskellige grundsyn, hvorimellem man kunne afgøre sig. I globaliseringens tid giver det ikke længere mening. I dag taler vi om 2-300 forskellige religioner og livssyn. Ikke som noget eksotisk, vi undrende hører beretninger om og læser om, men som noget, vi sidder ved siden af i klasselokalet og står ved siden af i laboratoriet.

Og i globaliseringens tidsalder opdager vi ovenikøbet, at andre livssyn ikke er dummere end vort eget.

Informationsmængdens vækst. I internettets første år talte vi henført om indledningen til informationsalderen. I dag viste den sig lige så vel at blive misinformationsalderen. Til tider endda mytomanialderen.

Før fandtes der ganske vist et World Wide Web; men fra ca. år 2000 fik vi med Web 2.0 interaktive hjemmesider og sociale netværk – og informationsmængden voksede uhæmmet og kollapsede simpelt hen efterhånden under sin egen vægt. Selv om jeg bestemt også er begejstret for det og bruger det hele tiden, må jeg konstatere, at det, der i udgangspunktet skulle gøre os alle sammen klogere, på lange stræk er endt med at gøre os alle sammen dummere. Vi overvurderede vores egen evne til at håndtere umådelige mængder af information.

Samtidigt eksploderede mængden af egentlig forskning og udgivelser: I løbet af ca. 15 år fordobles vores samlede viden. I løbet af 50 år tidobles den. For tiden udgives der mere end 1 mio. peer-reviewed artikler om året.

Det, vi har kaldt renæssancemennesket – Leonardo-typen, geniet, der mestrer alle kunstarter og alle discipliner – var i virkeligheden kun muligt til og med renæssancen.

I dag kan ingen af os tilnærmelsesvist overskue den mængde af viden og information, som vælter ned i hovedet på os. Ofte kan den enkelte forsker ikke engang følge med i sit eget fagfelt længere. Trop d’information tue l’information – for megen information dræber informationen.

Så vi opgiver at navigere i den uoverskuelige mængde af fakta og viden og tager ofte i stedet vores tilflugt til følelser og oplevelser. Og dem behøver vi ikke begrunde.

Socialkonstruktivismens folkeliggørelse. Siden Peter L. Berger og Thomas Luckmann i 1966 udgav Den sociale konstruktion af virkeligheden – en vidensociologisk afhandling, har den grundtanke bredt sig inden for sociologi, erkendelsesteori og videnskabsteori, at ingen har en privilegeret adgang til ob - jektiv viden, men at al viden er konstrueret af individet ud fra / inden for vedkommendes sociale kontekst.

Og selv om socialkonstruktivismens vildeste udgaver nok i dag har løbet hornene af sig, præger den stadig dybt, ikke mindst som floskler i daglig tale. Det er dét, Joanna henviser til i citatet s. 8, og som ikke tages mere alvorligt, end at Marianne kan grine ad det.

Jeg tager ikke her stilling til, hvilken faglig udgave af socialkonstruktivisme jeg selv finder mest interessant (Søren Barlebo Wenneberg7 opstiller fire udgaver fra den blødeste til den mest radikale: den kritiske, den epistemologiske, den videnskabsteoretiske, den ontologiske). Dels har jeg næppe tilstrækkeligt med faglig indsigt til at afgøre mig i den diskurs; dels er det, så vidt jeg kan se, underordnet for dette livtag med den tredje tvivl.

Den tredje tvivl gælder i princippet ethvert forsøg på erkendelse, men ikke mindst, når det handler om det religiøse:

Jeg mener således, at jeg i kristendommen har fundet sandheden om Gud og om mig. Men hvorfra ved jeg, at jeg ikke bare narrer mig selv?

– jeg er et egocentreret væsen, der forsøger at begribe godhed, kærlighed, sandhed, skønhed.

– jeg er et begrænset, endeligt væsen, der forsøger at forholde mig til det uendelige.

– jeg er et flokdyr, hvis hele tænkning ubevidst dikteres og censureres af mit fortolkningsfællesskab.

Så selvfølgelig læser jeg livet, mig selv og Bibelen fejlbarligt. Og pr. definition kan jeg ikke engang vide, hvori denne fejlbarlighed består.