Kunstnerens værksted

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes? Mia-Nelle Drøschler

F. 1978 For tre år siden sagde jeg i sjov til min kæreste, at jeg mente, at jeg kunne købe en gård på landet for det beløb, jeg betalte for et atelier og en lille lejlighed i København. Vi undersøgte det, og det viste sig ikke at være sjovt, men at være sandt. Derfor kørte vi rundt på Sjælland og Orø i to år, og sommeren 2021 fandt vi endelig et totalrenoveret nedlagt landsted på Jungshoved. I den ene længe bor vi, og i den anden længe er mit atelier fordelt på både stueetage og første sal. Jeg har aldrig haft så meget plads at arbejde på. Nu kan jeg brede mig over flere rum på én gang. Jeg har et rum, hvor jeg kun skriver. Jeg har et rum, hvor jeg kun tegner. Og stueetagen er det rum, hvor jeg kun maler, hvilket er praktisk, da jeg også kan hive de store lærreder udenfor og arbejde på dem, når vejret tillader det. Siden min afgang på Goldsmiths i 2010 har jeg haft atelierer i London, Glasgow og København, som alle har været små eller mellemstore. Fælles for dem har været, at de har været i ét rum (og meget dyre). Nu kan jeg hoppe som en græshoppe fra mine rum; fra skrivebord til mit tegnebord til min våde maling, hvilket passer mig fantastisk, da jeg faktisk arbejder på alle medier på samme dag. At jeg kan gå fra at skrive til at tegne til at male eller forme – uden at skulle rydde det ene medie op for at komme til det næste – betyder, at jeg vågner med en følelse af at være den heldigste kunstner i verden. Ovenpå maleatelieret er der også et gæsteværelse. Det giver mulighed for at dele mit sted med andre skabende udøvere, så de eneste gange, jeg rent faktisk rydder op, er, når der er bookinger på det nye Refugium Jungshoved, som jeg har åbnet. Så kan andre benytte sig af de rum, jeg ellers bruger til at tegne og skrive i. Det er en stor og meget smuk drøm, at mit atelier har alle disse facetter, og at det selvfølgelig ligger i den smukkeste natur uden lys- eller støjforurening. Det er min glæde og passion at arbejde så tæt på naturens elementer, at dele det med andre i perioder og have så meget plads til at skabe på.

TEMA: HVORDAN FÅR DU

Anne Torpe, Udsnit af This is not Happening

FOTO Rine Rodin

ET BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV?

AfSteen Bruun Jensen

Livet som kunstner er meget ofte synonymt med usikker beskæftigelse, midlertidige ansættelser, lave indkomster og manglende arbejdsmæssige rettigheder og pensionsordninger. Undersøgelser viser, at det er svært for kunst- og kulturarbejdere at skabe bæredygtige arbejdsliv under disse vilkår. Flere har andre jobs ved siden af det kunstneriske arbejde, andre forlader branchen helt, nogen har dårlig mental sundhed, og mange har svært ved at få arbejds- og privatliv til at balancere.

Det er baggrunden for, at Aron — Center for bæredygtigt arbejdsliv har igangsat udviklingsprojektet GRO, der har som mål at udvikle et dialogværktøj, der skal fremme bæredygtige arbejdsliv hos kunst- og kultur-arbejdere.

Projektet består af fire etaper, hvor den første har handlet om at gennemføre en række vækstgruppeforløb. Her har knapt 30 kunst- og kulturarbejdere mødtes i alt seks gange hver fjortende dag for at diskutere samfunds-, organisations- og individmæssige emner, der har indflydelse på et bæredygtigt arbejdsliv. Målet er, at den viden og læring, som deltagerne har opnået, i de tre kommende etaper skal bruges til at udvikle et elektronisk dialogværktøj, som efterfølgende kan anvendes af målgruppen selv.

Billedkunstneren har talt med arbejdslivsforskeren Janne Gleerup, der har været med til at udvikle projektet, samt billedkunstnerne Signe Kejlbo og Kristina Steinbock, der begge har deltaget i vækstgruppeforløbene, for at høre om de udfordringer man kan opleve som kunstner i sit arbejdsliv, og hvordan man kan forsøge at håndtere dem.

Find grænserne i det grænseløse arbejdsliv

Som kunstner skal man selv finde ud af, hvilke vilkår man vil arbejde under

Janne Gleerup er ansat på RUC og forsker i arbejdsliv, og er som sådan deltager i GRO-projektet. I de seneste år har hun først og fremmest beskæftiget sig med det, man kalder det prekære arbejdsmarked, der er kendetegnet ved løse ansættelsesforhold og deraf følgende usikre indtægter og ringe arbejdsforhold. Det er betingelser, der har bredt sig til flere og flere arbejdsområder og faggrupper de seneste år, hvor det kan opleves som en stor forandring for mange, men nok føles knapt så fremmed for en billedkunstner. ”Der er mange typer af udfordringer i et prekært arbejdsliv, og mange af dem ser man også på det kunstneriske område, hvor atypiske vilkår mere eller mindre er præmissen for det kreative arbejde. Men det giver nogle udfordringer, som vi interesserer os for i projektet,” siger Janne Gleerup. ”Vi ser på, om vi kan udvikle viden i samarbejde med dem, der er berørt af det, og på den måde udvikle styrkelsesstrategier, man kan betjene sig af for at navigere bedst muligt i udfordringerne. Vi vil gerne tilbyde redskaber, man kan bruge til at til at afklare med sig selv, hvad det er, man trives med,” siger hun. Ifølge Janne Gleerup er et vigtigt afsæt for at skaffe sig et bæredygtigt arbejdsliv, at man sætter sig ind i ansættelses- og indtægtsbestemmelser på sit område. Men det er formentlig de færreste skabende kunstnere, der er gået ind i branchen efter på forhånd at have vurderet plusser og minusser.

Modsætningsfyldte forhold ”Arbejdslivet er for mange uforudsigeligt. Man starter med noget, og så bevæger ens karriere sig under indtryk af, hvem og hvad man møder undervejs. Det er sjældent en snorlige karrierevej, og man kan ikke altid forebygge problemer ved at sætte sig ind i vilkårene i branchen. Men det med at finde ud af hvilke rettigheder man har og få overblik over de generelle vilkår i branchen, det er meget vigtigt. Ellers risikerer man at individualisere ansvaret for, at man har et råt arbejdsliv, mens kolleger, som det går godt for, tilsyneladende har taget de rigtige valg. Når man har indsigt i, hvordan vilkårene er objektivt set, så aflaster det den enkelte i forhold til at tage hele skylden selv,” siger hun. Et andet forhold, som man ifølge Janne Gleerup skal kunne håndtere som kunstner, er balancen mellem at være en ’kunstnerisk udøvende sjæl’ og samtidig klare alle hverdagens praktikaliteter og ikke mindst tænke i indtjening. Det kan være et meget modsætningsfyldt forhold: ”Rigtig mange kunstnere har ikke den der 8-til-16-inddeling af arbejdslivet. Måske er man musiker og spiller om natten. Måske skriver eller komponerer man bedst på skæve tidspunkter, eller tager i sommerhus og arbejder tre uger i streg og derefter ikke laver noget i lige så mange uger. Så kan det være en udfordring at finde grænserne for, hvornår man arbejder, og hvornår man holder fri. Og samtidig skal man finde ud af, hvordan der bliver plads til familieliv, børn i institutioner og måske en ægtefælle, som arbejder som almindelig lønarbejder. Man bliver nødt til at finde et mødested for de her logikker og rytmer,” siger hun.

Det grænseløse arbejde ”Man kan se, at flere og flere lønarbejdere ude på det øvrige arbejdsmarked ved teknologiens hjælp får et mere grænseløst arbejde, for eksempel i form af at man kan arbejde hjemmefra og selv bestemme hvornår. Det giver på den ene side en frihed til at bestemme, om man vil sove eller gå i svømmehallen, og så udsætte arbejdet til et tidspunkt, hvor motivationen er større. Men det åbner også til en grænseløshed, hvor der altid er mulighed for at arbejde, og hvor det er ens eget ansvar at trække grænsen. Man får ikke hjælp af en institution eller ramme omkring en, der siger, at nu er klokken 16, nu stopper vi. De institutionelle rammer aflaster det personlige valg, men dem har man ikke altid i samme grad, i de mere kunstneriske fag, hvor mange arbejder for sig selv, og derfor selv må sætte rammerne,” siger Janne Gleerup. En tredje ting, der er kendetegnende for det prekære arbejdsliv, er de manglende efteruddannelsesmuligheder. Hvor den almindelige arbejdsplads som regel har afsat midler til efteruddannelse til dens ansatte, må kunstneren selv afsætte tid og penge til formålet, og det betyder i praksis, at lærings- og udviklingsmulighederne er meget ringere: ”Når man skal betale selv, finder mn aldrig det rigtigt gode tidspunkt, hvor man ikke skal noget andet,” siger Janne Gleerup. Selvom kunstnerjobbet møder mange udfordringer, og indimellem ligger langt fra det, man vil betegne som et bæredygtigt arbejdsliv, vil Janne Gleerup ikke være med til at kalde det usundt: ”Men man kan sige, at den samfundsmæssige undervurdering af arbejdets værdi slår igennem i arbejds- og ansættelsesvilkårene, og det betyder, at nogen har det godt, og andre har det mindre godt.”

Find balancen ”Jeg synes, at det er en meget værdifuld branche, selvom dens bidrag til samfundet måske også er lidt miskendt. Vi lever jo i et samfund, hvor ting kun anerkendes, hvis det kan måles og vejes. Kunsten bidrager med nogle kvalitative værdiskabelser, som måske først kan måles på lang sigt, og selvom de ikke kan måles i traditionelle økonomiske systemer, så skaber de værdi på andre parametre som for eksempel dannelse, livskvalitet og medmenneskelighed,” siger hun. Noget af den viden og læring om et bæredygtigt arbejdsliv, som skabes i GRO-projektet, skal udmønte sig i et værktøj, der kan hjælpe andre kultur- og kunstarbejdere til at fremme et bæredygtigt arbejdsliv. Og selvom hverken værktøjet eller projektet er færdigt, tør Janne Gleerup godt pege på et par af de ting, som man bør se på, nemlig fællesskaber og struktur: ”Mange undersøgelser viser, at individualisering er med til at øge belastningen. Så hvis man kan finde nogle sammenhænge eller fællesskaber, hvor man kan sparre, dele erfaringer og hjælpe hinanden, så står man bedre. Det kan for eksempel være i ens faglige organisation. Nogle faglige organisationer har især fokuseret på fastansatte lønarbejdere og været mindre gode til at varetage løstansattes rettigheder, men det gælder nok i mindre grad på kunstområdet, hvor sådanne udfordringer ikke er nye” siger hun. ”Hvad angår struktur, så tror jeg tror ikke, at der er et enkelt svar på det. For nogle vil en hård strukturering og langsigtet planlægning være et rigtig godt redskab, det vil skabe en tryghed og forudsigelighed, der gør, at man får luft til det, man gerne vil, og at man ikke bliver overvældet af bekymringer. Og andre vil føle sig kvalt i en sådan strukturering af sit arbejdsliv. Det vigtigste er, at man får fundet en balance mellem de vilkår, man ikke kan fravælge, og sit individuelle temperament,” siger hun. ”Vi har ikke konkluderet noget endnu, men grunden til at vi laver det her værktøj, det er, at man får mulighed for at afklare med sig selv, hvad det er man trives med, og hvor man vil sætte ind for at gøre sit arbejdsliv så bæredygtigt som muligt under de givne vilkår. Det håber vi, at de relevante grupper vil finde brugbart,” siger Janne Gleerup.

FOTO Jacob Nielsen JANNE GLEERUP, LEKTOR, MA & PHD Lektor, Institut for Mennesker og Teknologi, Arbejdsliv, Læring, Uddannelse og Pædagogik (LEAP), Center for Aktionsforskning og Demokratisk Samfundsudvikling og Center for Arbejdslivsforskning

At gøre sit arbejdsliv bæredygtigt er ikke så abstrakt som det lyder

Signe Kejlbo aflyste vores første interviewaftale, fordi der pludselig kom en freelanceopgave indover. ”Ja, det er et vilkår, når man er billedkunstner,” siger hun. Signe Kejlbo har været selvstændig siden 2006. Ikke blot som kunstner, men også som designer og blomsterdekoratør, og det at have sit eget enmands-firma var ikke noget, hun havde tænkt over grundigt på forhånd: ”Efter min uddannelse startede jeg mit eget firma uden egentlig at overveje det, for det blev jeg nødt til, hvis jeg skulle lave en opgave, tænkte jeg. Så jeg har et arbejdsliv, som jeg selv har valgt, men jeg har ligesom bare taget det, som er kommet til mig, og jeg har egentlig aldrig spekuleret over, om jeg havde et sundt arbejdsliv eller ej,” siger hun. Da hun hørte om GRO-projektet, hørte hun også for første gang nogen tale om ’et bæredygtigt arbejdsliv’. ”Jeg har udviklet mit arbejde og arbejdsliv, men ikke været opmærksom på et bæredygtigt arbejdsliv, og først faldt det mig ikke ind, at det vedkom mig. Men på en eller anden måde tiltalte det mig, og da jeg læste mere om det, syntes jeg, at det lød spændende, og tænkte, at det ville være godt for mig.”

Nyt netværk Signe Kejlbo valgte derfor at deltage i en vækstgruppe i GRO-projektet, hvor hun sammen med andre kunstnere fra forskellige områder har delt erfaringer, og det har været noget af en øjenåbner: ”Det har været superfedt. Vi har virkelig kunnet bruge hinandens erfaringer og fået en masse ny viden, som man har kunnet tage

”Jeg tænkte ikke over, om mit arbejdsliv var sundt”

med sig i sit daglige arbejde. Grupperne er ophørt nu, og jeg har stor lyst til at fortsætte vores arbejde under andre former, men jeg har under alle omstændigheder fået et netværk, som jeg er meget glad for,” siger Signe Kejlbo, der indimellem har følt sit job ret ensomt, selvom hun også har set store fordele ved at arbejde for sig selv i sit atelier: ”Men jeg har nok ikke været så god til at tilvælge det at netværke i mit arbejde. Siden jeg fik børn, har jeg været mindre opsøgende i forhold til at netværke på grund af manglende tid, og derfor har det været guld værd at komme ind i sådan en gruppe.” Signe Kejlbo kan nikke genkendende til mange af de udfordringer, der gør sig gældende for det prekære arbejdsliv, for eksempel bekymring for indtjening, jobusikkerhed og vanskeligheden ved at skabe en god struktur, der rummer både arbejdsliv og privatliv.

Vigtigt at sætte grænser ”Efter at have fået børn har jeg øvet mig i at blive mere struktureret. Ellers kan man jo blive ved med at arbejde, og jeg kender alt til følelsen af, at man aldrig bliver helt færdig. Men de senere år, har jeg forsøgt at få de vigtige ting ind i mit liv også, så det hele ikke er fokuseret på arbejde, for det går ikke,” siger hun. ”Penge har været en kilde til stor bekymring i mit arbejdsliv, og er det i perioder stadig. Jeg har vænnet mig til det, men det har taget mig rigtig mange år at tro på, at det nok skal gå. Og jeg er endnu en gang blevet opmærksom på under dette forløb, at man skal finde ud af at sætte sin pris og sine grænser, for man kan godt være tilbøjelig til at gå for langt for at bevare sit job. Siden coronanedlukningerne er nogle af mine faste opgaver røget, og så har jeg været nødsaget til at finde flere freelancejobs. Det kan være benhårdt i perioder. Men selvom jeg har betalt til en A-kasse i 16 år, har jeg altid fravalgt at gå på dagpenge, for det er alt for begrænsende, når man har sit eget firma.” Signe Kejlbo håber, at mange andre vil få øjnene op for, at det er muligt at gøre sit arbejdsliv mere bæredygtigt: ”Det kan lyde abstrakt, men det er i virkeligheden lige til, så jeg kunne godt tænke mig, at der vil komme mere formidling af, hvad det vil sige at have et bæredygtigt arbejdsliv, og hvad man kan gøre for at få det. Det har været meget givende for mig, og derfor håber jeg, at GRO-projektet munder ud i et godt værktøj, så andre også kan få glæde af det. Jeg kan ikke se, hvem det ikke skulle være godt for,” siger hun.

Vi skal være mere åbne for hinanden

Billedkunstnere kunne lære af andre brancher, når det handler om at dele sin viden med hinanden.

”Det ligger hele tiden på lur, det med om man måske skulle finde på noget andet, fordi det kan være enormt hårdt med den her patchworkøkonomi.” Sådan siger Kristina Steinbock, der, selvom hun er uddannet ved akademierne i både København og Glasgow og har en ganske pæn udstillingsaktivitet og har modtaget flere arbejdslegater, jævnligt har det oppe at vende, om hendes bestræbelser på at holde gang i en kunstnerisk karriere er besværet værd. ”Én ting er at skulle opfinde nye værker og udstillingskoncepter, som man jo gør, når man laver kunst, og man så samtidig har en enmands-virksomhed, hvor der hele tiden skal penge ind i de huller, der opstår mellem

legater og arbejde. Dét kan være hårdt. Og det ved jeg også, at mange af mine kolleger er optagede af,” siger hun. Desværre oplever hun også, at det kan være meget svært at tale med sine billedkunstkolleger om, hvad man lever af. ”Det kan godt være ambivalent for nogen at sige, at man lever af noget helt andet end at være billedkunstner, for det er en kæmpestor del af ens identitet. Men når bumpene så kommer med dagpengeperioder, eller man tager et job, der ikke har noget som helst med ens kunstvirksomhed at gøre, så gider man ikke rigtigt stå til en fernisering og sige, at man er billedkunstlærer på sin datters skole, og at det er superhårdt, fordi man mangler FOTO Kristina Steinbock pædagogisk erfaring. Man skal være meget tæt på folk, før man tager den samtale, men vi ved jo godt, at vi alle bliver nødt til at have et almindeligt job indimellem” siger Kristina Steinbock.

Elsker samarbejdet At hun gik med i GRO-projektet, hænger et langt stykke hen ad vejen sammen med ønsket om nye perspektiver på det bæredygtige arbejdsliv – noget som kan være svært for hende at opretholde som kunstner, fordi hun i perioder arbejder 24/7 – samt en nysgerrighed på et kollegialt sparringsfællesskab på tværs af de kreative brancher. ”I kunstbranchen mangler vi lidt åbenhed, vi er for eksempel bange for at låne hinanden fondsansøgninger, måske fordi vi er skolet til enmands-processer i atelieret og til at udvikle kunstværker. Igennem min deltagelse i projektet har jeg kunnet se, at andre brancher er bedre til at sparre med hinanden, eller er mere trænet i det” siger hun. ”Jeg arbejder meget med film og med filmbranchen, så jeg ser jo, hvordan folk kan arbejde sammen og har glæde af hinanden. Der kan jeg godt nogle gange komme tilbage til mit atelier og være ensom i den her praksis, fordi jeg elsker at arbejde sammen med andre mennesker. I mine film er det så fantastisk at kunne hyre folk ind, som kan noget helt specifikt, og som kommer med gode ideer til samarbejdet og det færdige kunstværk. Og den slags samarbejder passer så godt til mig, at jeg blandt andet har haft mod til at kaste mig ud i at være projektleder i et stort EU-projekt,” siger Kristina Steinbock.

Kristina Steinbock, DIVINE DECADENCE DARLING, video 2020.

”Sammen med projektet har det også hjulpet mig til at få struktur på mit arbejde. Hvis man ikke har struktur, kan man godt have svært ved at tage hjem og holde fri med god samvittighed, når man har følelsen af, at dagen mest har bestået af tanker og refleksioner, men intet konkret kunstværk. Ellers begynder man at sidde og arbejde derhjemme om aftenen,” siger hun.

Bruger erfaringen bredt ”Nogen vil selvfølgelig sige, at der er en stor frihed i kunstnerjobbet, fordi det ikke foregår fra 8 til 16. Men der er mange, der ikke ville kunne holde til at have tre forskellige kasketter på hver dag, som jeg ofte har. Og det er en svær følelse ikke at vide, om man har økonomi til at komme til tandlæge om to måneder. På akademiet er man privilegeret ved at være lukket inde i en boble af fantastisk kreativitet, så når man er færdig, er mange uvidende om, hvordan man kører en enmandsvirksomhed. Men når det er sagt, kunne jeg ikke forestille mig ikke at være i den kunstneriske branche. Jeg forsøger bare at bruge min erfaring i forskellige typer jobs, som for eksempel adjunkt i billedkunst på HF, som jeg også har været.” Når Kristina Steinbock i sidste ende alligevel altid når frem til, at det er besværet værd at holde gang i sin kunstneriske karriere, så er det fordi, hun finder sit job meningsfuldt, og at hun er med til at gøre en forskel: ”I mine værker har jeg arbejdet med folk med funktionsnedsættelser i mange år, og det giver mig så meget, at jeg næsten bliver rørt over at tale om det. Jeg føler, at jeg er blevet en oversætter for dem. Jeg har et visuelt blik, og er æstetisk trænet, så jeg synes selv, at jeg laver nogle fantastisk flotte værker for nogen mennesker, som ikke altid har taletid som alle mulige andre. Det giver mig utrolig meget, et livsperspektiv. Den oversætterfunktion, ville jeg ikke kunne undvære,” siger hun.

OM GRO

GRO er et udviklingsprojekt om at skabe bæredygtige arbejdsliv for kunst- og kulturarbejdere.

Projektet er udviklet af Aron – Center for bæredygtigt arbejdsliv i samarbejde med:

• Janne Gleerup, lektor og forsker på Roskilde

Universitet på Center for Aktionsforskning og

Demokratisk Samfundsudvikling og Center for

Arbejdslivsforskning • Ulrik Gensby, ph.d. og arbejdslivsforsker, udviklingskonsulent og partner i TeamArbejdsliv • DKR – Dansk Kunstnerråd • Øvrige fageksperter De to forskere i projektet har peget på otte temaer, der har indflydelse på et bæredygtigt arbejdsliv: Mental sundhed, arbejdsmarkedets rammer og normer, faglighed og kreativ skabelse, omsorgsfuldhed og verdensbidrag, sund krop, familie, fritid og arbejdsliv, forretning og salg, samt identitet og værdier.

Projektet er støttet af Velliv Foreningen.

Fase 1 løber fra august 2021 til juli 2022. Opnås yderligere midler til projektet vil fase 2, 3 og 4 løbe fra oktober 2022 til december 2023.

MALERE I KUNSTNERISK SØSTERSKAB

Udsnit af This is not Happening

Anne Torpe, FOTO Rine Rodin

Miriam Katz AF Vi må gøre noget! Frustration over uligheden mellem kønnene i kunstverdenen har ført til etablering af det kollegiale netværk Kassandras søstre, der består af 15 kvindelige malere, som lige nu udstiller sammen for første gang i Rundetaarn i København.

Henriette Hellstern, Udsnit af En Sandsigerskes Sindelag II FOTO Rine Rodin

Netværket og den aktuelle udstilling har hentet sit navn fra den græske fortælling om Kassandra, der blev forbandet af Apollon, fordi hun afviste hans tilnærmelser. Forbandelsen betød, at ingen troede på det klarsyn, hun var begavet med. Og medførte, at ingen lyttede, når Kassandra talte. Den forbandelse har Kassandras nutidige søstre i sinde at ophæve. De taler – og maler – i fællesskab på den aktuelle udstilling, hvor de nyfortolker den mytologiske Kassandra-figur og hylder malerkunsten. ”Vi fandt sammen, fordi vi var trætte af, at kvindelige kunstneres værker stadig sælges for lavere priser, købes af færre, og at kvindelige kunstnere er dårligere repræsenteret end mandlige kolleger på gallerier og museer,” fortæller Henriette Hellstern, da Billedkunstneren møder hende og tre andre af netværkets udstillende kunstnere i Hellsterns atelier på Amager. ”Og selvom uligheden selvfølgelig ikke kan fixes med et enkelt greb som vores, så oplever vi, at det kan gøre en forskel at tage initiativ selv. Den seneste tid er vi blevet kontaktet af flere aktører i kunstlivet, som er interesserede i vores projekt. Det giver håb om, at der langt om længe er forandringer på vej,” siger hun, der sammen med kunstner Anna Walther og kunstrådgiver Helle Moalem udgør initiativgruppen bag netværket.

Møder på tværs Kunstnerne i netværket kendte ikke hinanden privat i forvejen, men blev sat sammen af initiativtagerne på tværs af maleriske udtryksformer, uddannelsesbaggrund og alder. Nogle af deltagerne er etablerede i kunstlivet eller har været i gang et par år, andre helt nyuddannede. Og siden 2020 har Kassandras søstre mødtes til faglig udveksling, sparring og erfaringsdeling i hinandens atelierer, været til sommerfest og nytårskur sammen og har afholdt kritikklasser, hvor de har ’nørdet igennem med maleriet’, som Henriette Hellstern siger. En af Kassandras søstre er 31-årige Ida Sønder Thorhauge. Hun blev stærkt inspireret af den fælles udforskning af Kassandra-myten, som danner afsæt for udstillingen: ”Det er jo en slags Antikkens MeToo-historie, hvor en talentfuld, visionær kvinde bliver udstødt og gjort tavs, fordi hun ikke vil besvare Apollons, en magtfuld mands, tilnærmelser. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende i gruppen, stod det klart, at de fleste af os kan genkende de gamle græske Apollon-typer fra nutidens kunstliv. Vi har talt meget om vores akademitid, og selvom der er 10-15 års forskel på, hvornår vi har taget afgang, så har mange af os oplevet de samme udfordringer i forhold til kønsproblematikker. Og har været mål for forskellige former for nedgørende, sexistiske kommentarer, både under uddannelsen og ude i arbejdslivet som kunstnere,” siger hun. Hun husker for eksempel, hvordan hun som ung kunstner under en optagelses-

Ida Sønder Thorhauge FOTO Rine Rodin

Ida Sønder Thorhauge, Udsnit af The Sixth Sense of Cassandra . FOTO Rine Rodin

”Det er godt, at andre kan bruge nogle af de erfaringer, jeg selv har gjort mig. Før prøvede jeg at skjule hullerne i mit CV, dér hvor jeg havde små børn. Nu er jeg snarere stolt af det, fordi det viser, at man faktisk har løbet dobbelt så stærkt for at nå dertil, hvor man er.”

Anne Torpe

Anne Torpe, FOTO Rine Rodin

samtale fik ros af et jurymedlem, som sagde, at ’dine værker er virkelig rock’n’roll, du maler meget maskulint’.” ”Som studerende suger man til sig som en svamp, og her var budskabet altså, at det er godt at male som en mand og dårligt at male som en kvinde. Det er en strukturel modstand, man som kvindelig studerende er nødt til at bruge kræfter på at forholde sig til og frigøre sig fra,” siger hun, der dimitterede i 2016.

Kønnet kunst Det vilkår genkender 31-årige Helene Vestergaard, der tog afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2018. ”Jeg fik at vide fra dag 1 på akademiet af en ældre medstuderende, at det var et problem at være kvinde og male. Det handlede om, at der generelt var en skepsis overfor maleriet som udtryksform, og når du så både malede og var kvinde, var det dobbelt så ’slemt’. Det var megairriterende, og jeg stødte på det mange steder på uddannelsen. Til en efterkritik sagde en underviser for eksempel, at min æstetik var som en teenagepiges. Jeg var interesseret i det grimme og frastødende, og det blev opfattet som useriøst. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg får lyst til at skubbe tilbage, når jeg får at vide, at jeg bør finde på noget andet at lave. Så jeg blev kun endnu mere opsat på at følge min egen vej,” siger hun. Også 40-årige Anne Torpe har oplevet sexisme. Men i hendes tid på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003-2009 var det ikke noget, man talte åbent om: ”Der var et par markante yngre kvindelige malere, der slog igennem i de år, og de fik på puklen over, at deres maleri var ’pussenusset’. Den kritik havde jeg også selv indeni, og jeg tænkte, at jeg i hvert fald ikke ville male ’feminint’. Mere eller mindre ubevidst forstod jeg, at det bare var federe at stå ovre hos mændene,” siger hun.

FOTO Rine Rodin Helene Vestergaard

FOTO Rine Rodin Henriette Hellstern Helene Vestergaard, Udsnit af Vanvidsdekorationer. FOTO Rine Rodin

Kollektive erfaringer Selvom tørre tal om for eksempel kvindelige kunstneres værksalg på auktioner og repræsentation på museer stadig vidner om stor ulighed, er der et opbrud i gang – blandt andet på grund af de senere års fokus på MeToo-problematikker og racisme, mener de fire kunstnere fra Kassandras søstre. ”Det betyder meget, at der begynder at opstå nogle rum, hvor man tør sige de her ting højt og tale om sine erfaringer. Det rykker. Man står stærkere i det, man gør, når man ved, der er flere som har samme tanker og oplevelser med sig,” siger Ida Sønder Thorhauge. Og det er netop de kollektive erfaringer og fælles rum, der er plads til i Kassandras søstre, hvor deltagerne i netværket også har kunnet støtte hinanden praktisk på tværs af livsfaser. For eksempel står både Ida Sønder Thorhauge og Helene Vestergaard overfor at skulle på barsel og har gavn af deres medsøstres erfaring. ”Vi har talt en del om, hvordan man får arbejdslivet til at hænge sammen som selvstændig med børn. Jeg har mange spørgsmål om økonomi – det er fedt at kunne vende med kolleger, der har erfaringer med det,” siger Helene Vestergaard. ”Selvfølgelig kan man få børn og stadig arbejde med sin kunst. Men som yngre kvindelig kunstner bliver man stadig spurgt, om man ikke er bange for at ødelægge sin karriere, når man bliver gravid,” siger Ida Sønder Thorhauge. ”Åh hvor er det dog skørt. Det gør mig så rasende,” udbryder Anne Torpe. Og tilføjer: ”Men det er godt, at andre kan bruge nogle af de erfaringer, jeg selv har gjort mig. Før prøvede jeg at skjule hullerne i mit CV, dér hvor jeg havde små børn. Nu er jeg snarere stolt af det, fordi det viser, at man faktisk har løbet dobbelt så stærkt for at nå dertil, hvor man er. Det handler også om erfaring. Jeg bekymrer mig ikke længere så meget om, hvad andre tænker. Og det er virkelig fedt at mærke, at man ikke er alene.”

KASSANDRAS SØSTRE — FREMTIDENS

MALERE HÆVER FORBANDELSEN Udstillingen kan se frem til den 16. juni i Bibliotekssalen i Rundetaarn, København.

Deltagende kunstnere: Agnete Bertram, Ditte Marie Frost, Emily Gernild, Henriette Hellstern, Mie Olise Kjærgaard, Tanja Nis-Hansen, Coline Marotta, Mie Mørkeberg, Marie Rud Rosenzweig, Bolatta Silis-Høegh, Ida Sønder Thorhauge, Anne Torpe, Helene Vestergaard, Anna Walther og Maria Wæhrens. Initiativtagerne til udstillingen og netværket Kassandras søstre er Henriette Hellstern, Anna Walther og Helle Moalem. Udstillingen er kurateret af Henriette Hellstern og Anna Walther. Publikationen Kassandras søstre — fremtidens malere hæver forbandelsen med 15 kunstner portrætter skrevet af kunsthistoriker Natalia Gutman og med fotos af Rine Rodin og grafisk design af Anders Gerning, er udgivet i forbindelse med udstillingen og kan rekvireres i butikken i Rundetaarn.

Hvor længe kan kunstbranchen både blæse og have mel i munden?

FOTO Maria Lavman Vetö.

Af billedkunstner Lotte Tauber Lassen

Blandt billedkunstnere er der større og større interesse for at bidrage til en mere bæredygtig udvikling af vores samfund. Kunstbranchen kunne være et udmærket sted at starte.

Hvordan ville kunstverdenen fungere med drastisk reduktion i antallet af flyrejser? Hvis man konsekvent afviste sponsorer, hvor der er tale om uetisk partnerskab eller bestemte typer kunstopkøb? Hvis mængden af udstillinger og events skulle reduceres og samles i nye og langt mindre udstyrskrævende og spektakulære udtryksformer? Hvis der var kvoter for forbrug og lovgivning, der foreskrev nul-emission? Eller hvis de eneste tilladte byggematerialer var genanvendelige eller genbrug? I skrivende stund åbner Venedig Biennalen for 59. gang, i år kurateret af Cecilia Alemani. Her mødes en global kunstverden til nonstop udstillingsåbning, pressemøder, prisuddeling, VIP-brunch og afterparties. Denne gang er der fokus på forestillingen om nye former for væren, sameksistens og transformation med spørgsmål til menneskehedens beståen. Alligevel synes en underliggende dagsorden at være den samme år efter år. For trods fejringen og de alvorstunge temaer er kunsten samtidig en salgbar vare styret af stærke kommercielle interesser. Som også den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg har påpeget, har kunsten fokus på alvoren i klimaforandringerne, men samtidig flyver kuratorer, kunstnere og gæster – som nu til Venedig – stadigvæk kloden rundt til en overflod af udstillinger. Kunstværker sendes ekspres mellem messerne. Energiforbruget i kunstens huse er enormt. Der bruges årligt millioner i kilowatt timer til opvarmning, belysning, udstillingsopbygning og ny teknik. Og selvom de enkelte institutioner forsøger at reducere, synes det samlede billede uændret. Der udvides – med flere depoter, flere udstillingssale, større udstillingshaller etc. Samtidig er man ude af trit med det globale skift i retning af omhyggelig brug af ressourcer, for der mangler gerne en gedigen bæredygtighedsplan for genbrug af materialer. På samme måde stilles der sjældent spørgsmål til kulturens vækstparadigme eller handelen med kunst. Nok er kunsten magisk, men det er de uregulerede markeder, der styrer salget, på ingen måde. I den globale kunstindustri indgår værker gerne hos samlere, der i den grad understøtter en hyperkapitalisme og et liv i ekstrem og prangende overflod, ligesom handel med kunst kan benyttes i hvidvask af penge. Således kan selv en samfundskritisk kunst komme til at tjene maskerede formål og den irrationalitet og det enorme hykleri, som kulturindustrien også eksemplificerer. For eksempel blev Venedig Biennalen i 2017 delvist finansieret af den italienske våbeneksportør Beretta. I 2016 sponsorerede Beretta også kunstneren Christos projekt The Floating Piers ved at lade ham opsætte sin installation på familiens private ø. Men forestillingen om at vi både kan blæse og have mel i munden – at det er muligt at tjene absolut modstridende dagsordener – møder stigende kritik. Oliegiganten BP måtte således afslutte sit sponsorat af Tate Modern. Gennem årtier har olieindustrien med alle midler forsøgt at underminere og bremse klimaforskningen for ikke at miste indtjening. Samtidig kunne BP i rollen som kunstmæcen i årevis flytte fokus væk fra sine skadelige påvirkninger af miljøet. Der er talrige andre eksempler. Ved at opretholde forestillingen om kunsten som fri og uafhængig er pengenes magt blevet nedtonet i sammenhængen. Det gælder i allerhøjeste grad for sponsorer og købere med dybt belastende klimaaftryk. Det har også fjernet fokus fra den oplevelsesøkonomi, som de fleste kunstinstitutioner i dag er underlagt for at overleve konkurrencen. Men vækstimperativet er indbygget i den kapitalistiske markedsøkonomi med en grundidé om konstant konsumering og det at vokse sig større. De store udstillinger har til opgave at tiltrække flere pengestærke kulturforbrugere fra både ud- og indland – med andre ord er formålet at stimulere fortsat vækst og hele tiden skabe nye overraskelser. Men vi kan kun skabe en fremtid ud fra dybden af den sandhed, vi står over for nu – og lige nu er det et temmelig dystert billede. Alt afhænger af, hvordan vi med fælles indsats involverer os i en klimadagsorden. Hvis vi oprigtig ønsker forandring, er det nødvendigt at stille langt flere spørgsmål til vores arbejds- og levemåder – at se på os selv med et både udadrettet og indadrettet blik. Hvilken værdi og mening vil alt det kunstlivet omfatter i dag mon egentlig have, når naturen er uoprettelig skadet? Når vi først løber tør for mad, og når der ikke længere findes rent drikkevand tilbage? Når det sker, er jeg sikker på, at de livsvigtige spørgsmål og den nødvendige indsigt melder sig helt af sig selv. Til gengæld er det en yderst skræmmende tanke, at når vi først derhen – ja, så er der næppe mere tid tilbage, så vi også kan nå at handle på svarene.

Mere om emnet af Lotte Tauber Lassen kan læses her → doart.dk/blog/artwashwhitewash-greenwash.

KUNSTEN AT HÆNGE UD

Frederikke Hansen og Isawarto Hartono (begge i rødt) og resten af kunstnerkollektivet ruangrupa fra Jakarta, Indonesien, som har kurateret documenta 15. FOTO Nicolas Wefers

Af Louise Steiwer

Når næste udgave af den internationale samtidskunstudstilling documenta åbner i Kassel i juni 2022, bliver det med den kollektive arbejdsproces som udgangs- og omdrejningspunkt.

Det er det indonesiske kuratorkollektiv ruangrupa, der står bag documenta fifteen, som bliver en udstilling, der drejer sig om fænomenet lumbung – ikke som et tema, men som praksis og med en række definerede kerneværdier omkring kollektivitet i højsædet. Omkring disse kerneværdier – for eksempel bæredygtighed, tillid, generøsitet og lokal forankring – har de opbygget en kuratorisk struktur i adskillige lag, og en arbejdsform, der ligger langt fra gængse vestlige ideer om kuratoriske processer og som blandt andet understreger vigtigheden af ‘at hænge ud sammen’. Med i den 15. udgave af documentas kuratorteam er blandt andet danske Frederikke Hansen, der (i samarbejde med Tone Olaf Nielsen) er grundlægger af udstillingsstedet CAMP (Center for Migrationspolitik), der i perioden 2015-2020 holdt til i flygtninge-medborgerhuset Trampolinhuset i København. Trampolinhuset er også at finde på listen over såkaldte lumbung members på udstillingen, sammen med en længere række af kollektiver, der primært arbejder med sociale praksisser i deres lokale økosystemer. Når man gennemgår listen af kunstnere og samarbejdspartnere, eller klikker rundt på documenta fifteens hjemmeside og støder på begreber som majelis, lumbung og nongkrong, kan man godt blive lidt i tvivl: Kommer der overhovedet til at være kunstværker i gængs forstand med på årets udstilling? Billedkunstneren fangede Frederikke Hansen og Iswanto Hartono fra ruangrupa på en knitrende Zoom-forbindelse fra Kassel, for at blive klogere på, hvad vi mere konkret kan forvente at se i Kassel til sommer.