Selvfølgelig kan det betale sig

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har med rette fået ros for den kulturpolitiske redegørelse, som han fremlagde i starten af maj måned. Den udgør et stærkt fundament for en debat af fremtidens kulturpolitik, og i Billedkunstnernes Forbund er vi glade for at se, at der er i hvert fald et stykke hen ad vejen er blevet lyttet til vores input til redegørelsen, hvad angår billedkunstnernes ringe økonomiske vilkår og den manglende ligestilling og diversitet i museernes indkøb og udstillinger.

Kulturministeren har også fået ros for rapportens opgørelse af de kulturelle erhvervs store betydning for dansk økonomi, og det vil jeg også gerne tilslutte mig her; det er vigtigt at slå fast, at kultur ikke bare er noget, vi som borgere betaler til over skatten, men at der også er tale om investeringer, der kommer ind igen. Og mere til; forfatteren Kasper Colling Nielsen præsenterede for nogle år siden et regnskab, hvoraf det fremgik, at mens han selv havde tjent 700.000 kroner på sine tre første bøger, så havde staten tjent cirka to millioner kroner. Den slags regnestykker er vigtige at få frem.

Alligevel kan man godt være nervøs for, at den erhvervsmæssige og økonomiske betragtning på kunstens og kulturens værdi vinder for meget frem. For hvordan kan et sådant perspektiv og kulturministerens tanker om at skrue op for væksten i kulturerhvervene gavne billedkunstneren, der notorisk er blandt de fattigste i samfundet, og hvordan kan det løfte hele billedkunstfeltet, der opererer anderledes end design, arkitektur, film og gaming, der af kulturministeren udpeges som områder med store eksport-potentialer qua deres økonomiske værdi?

Billedkunst er noget vi har, fordi vi som samfund vil have det, ikke fordi det kan betale sig økonomisk. Billedkunsten skaber erkendelse og giver æstetiske, sanselige og kritiske kvaliteter. Den danner os til livet i et oplyst og demokratisk fællesskab og udfolder os som hele mennesker i en kompleks verden. Og det er så meget mere vigtigt end, at den kan udgøre en større del af landets bruttonationalprodukt.

Det hedder i regeringsgrundlaget, at det skal afdækkes og diskuteres, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen. Det er klogt skrevet og mon ikke, at det også kan betale sig – både menneskeligt og økonomisk?

Noget helt andet, og så alligevel ikke. Vi har netop udsendt en medlemsundersøgelse, fordi vi blandt andet ønsker at lære jer medlemmers ønsker til BKF bedre at kende. Vi håber, at I vil give jer tid til svare på vores spørgsmål. De vil give os et godt grundlag for at blande os i den vigtige kulturpolitiske debat, der nu er skudt i gang, og hvor det er vigtigt at alle stemmer bliver hørt – vækstpotentiale eller ej.

Og ses vi på Folkemødet eller Kulturmødet? BKF er til stede på begge møder i år og ser frem til at tale kunstens sag med politikere, allierede og publikum.

God sommer!

FRA EGO- TIL ØKOKUNSTNERE

Thomas Seest og Søren Loses huskunstnerophold i Guldborgsund Kommune lakker mod enden. Som kunstnere har de oplevet at blive lyttet til på en helt ny måde.

16

DE VIL UDVIDE KUNSTRUMMET PÅ FYN

Norsk kunstnerpar har byttet Berlin ud med Sydfyn. Her har de etableret Kunstrum Fyn, et tværfaglig kunstrum med nordisk fokus, der søger at skabe dialog mellem kunst, videnskab og natur.

22

ALLE SKAL HAVE ADGANG

TIL AT ARBEJDE MED KUNST

Personer med funktionsnedsættelser kan bidrage med vigtige perspektiver i kunstlivet. Det mener Malmö Konsthal, som i over ti år har samarbejdet med kommunale og regionale aktører om at inddrage borgere med handicap i kunstens rum.

Sigrun Gunnarsdóttir

F. 1950

Kunsten er hjertet jeg afklæder og giver til dig.