1 minute read

MASSEY PÅ MARKEN

Mange kender Finn Olesen som ham, der reparerer og sælger cykler og rengøringsmidler fra Karby Biobrændsel på det sydligste Mors. Men nu har den alsidige købmand fået en ny ide, som involverer en rød Massey Ferguson 35. Sammen med hans to sønner på 23 og 25 år vil han dyrke korn – udelukkende med gamle maskiner.

Han fortæller:

Advertisement

- Jeg har lejet 20 hektar jord, og så er det meningen, at vi skal i gang med at dyrke det i fællesskab her til foråret med byg, hvede og havre.

Imens han fortæller, viser han laden frem, som er fyldt med ældre maskiner, som han og sønnerne går og makker i.

- Den røde Massey Ferguson 35 her er fra 1959, og jeg har købt den som den 3. ejer, siger han godt tilfreds. Den fungerer perfekt, det eneste, han har fikset på den, er lyset.

- Ellers kører den rigtig godt, siger han, og sætter sig op på den, for at køre den ud af laden.

Mejetærskeren bag ved ser noget ældre og lidt ramponeret ud, men den høstede de med sidste år, så den er også klar til i år. En gammel plov ligger spredt ud over ladens gulv og møtrikkerne ligger hulter til bulter.

- Vi går og venter på nogle reservedele, inden vi kan få den helt samlet, forklarer Finn Olesen.

Det kribler i hans fingre for at komme videre med projektet. Men sønnerne skal også være der.

- Vi hygger os rigtig meget sammen om at gå og få de gamle maskiner til at køre. Det er fællesskabet med mine sønner, som er sjovt, forklarer han.

Forårsudsalg på cykler

Til dagligt arbejder Finn Olesen fuld tid på Ornestationen på Mors. Men i fritiden reparerer han stadig cykler som han sælg- er, ligesom han har en lang række nye tyske cykler til salg af mærket Kettler.

- Vi har både almindelige cykler, el-cykler og mountainbikes i alle størrelser, fortæller han.

På hylderne ved siden af cyklerne hænger alle de gængse reservedele til cykler som kæder, dæk, sadler, skærme og så videre, så har man brug for det, går man ikke forgæves hos Finn Olesen.

Teknikglæden får han også i brug, når han reparerer cykler for folk på Mors. Han laver nemlig serviceeftersyn eller reparation- er, og kommer endda gerne og henter og afleverer cyklen igen, så man har mindst muligt bøvl med det. Her i foråret er der forårsudsalg på cyklerne, så frister det med en ny – eller brugt – cykel, så kan det være værd at kigge ind til Finn. Han har tidligere haft åbent nogle sene eftermiddage, men fremover skal man bare ringe og lave en aftale om, hvornår man gerne vil komme. Hvis ikke Finn Olesen lige er ude på den røde Massey på marken, så er man helt sikkert velkommen i hans butik.

This article is from: