Min egen historie by Bekker Media

HistoriefortĂŚllerens historie

egen

En landsbydrengs dagog natbog

Copyright Bekkers Forlag 2017 +45 4037 4038 www.bekker.dk www.bekkerbook.com • Fotografer: Jørgen Flemming, reportager Carsten Reenberg, forside samt forfatteren • Graﬁsk design Bjarne Bekker • Produceret af Bekker Media og Trykteam, Svendborg • Sat med skriften Adobe Garamond Produceret i QuarkXPress • Korrektur: Elisabeth Fischer og Lise Bekker

Bogens tekst og billeder må ifølge loven om ophavsret ikke anvendes uden tilladelse fra forlaget 2

ISBN 978-87-88876-40-6

SIDE 218 12. november 2017: Det er lykkedes at erhverve Kurt Carlsens båndoptager, kamera, fremviser, lysbilledapparat – og ikke mindst unikke stålbånd fra dramaet i 1952. Måske med Carlsens beretninger fra det synkende skib, sendt fra »min cigarkassesender til Knud i Silkeborg«.

øRSTE GANG, mit ﬂy faldt ned, bemærkede jeg ikke den totale stilhed under

styrtet. Ud ad vinduet, under vingen og styrbords motorer, kom et brunligt bjergterræn alt for hastigt anmasende. En rød pære i et instrument blinkede. Også uden en lyd... Den underlige kabine var beklædt med træplader, hvis lodrette, grå striber adskilte pladerne – som i det gamle toilet hjemme i Skårupøre. Ud ad vinduet kunne jeg se en række store sten på jorden. Nogle var malet hvide på toppen. Andre var grønne og brune af mos. En klokke bimlede i det fjerne. Det var den første lyd i den underlige, dybe stilhed. Smukt og melodisk blev klokkeklangen gentaget, mens den kom nærmere og blev kraftigere. For enden af ﬂyets vingespids, der hvilede på grønne buske med røde bær og en stensætning, svævede en skygge i underlig, hoppende bevægelse. Langsomt antog den form som et menneske. Men det var den vist alligevel ikke. Jeg kunne kigge tværs gennem hullet, hvor der ellers burde være et ansigt. Skyggen bevægede sig op mod vingen ved nødudgangen, hvor jeg sad og knugede håndtaget til åbningen. Mine knoer var rødglødende. Hullet i den sorte skygge blev større, og nu bimlede ﬂere klokker. Tankerne tog form i takt med at skyggen kom nærmere. I hullet, hvor der måske skulle være et ansigt, strålede det hvide lys, man hævdede at se i nærdødsoplevelser? »Er du død eller levende«, tænkte jeg højt, kneb mig i armen – og vågnede!

amilien emigrerer fra Svendborg til Horne

Kapitel 1

idsbilleder 1942 til 1950 i bakspejlet

Gennem århundreder var Danmark et landbrugsland, men i takt med industriens udvikling, skete der store ændringer. I efterkrigsårene indvarsledes nye tider, hvor nogle levede i absolutte mangelsamfund med rationeringsmærker. Samtidig skabte ikke mindst landbruget sin egen højkonjunktur, som det ofte sker under krige og kriser. Køkkenhaverne flyttede ind i fødevareindustriens dåser og det manueller arbejde med roeudtynding mekaniseredes. Heste erstattedes af Ferguson, Fordson, Nufield og en periode af den danskproducerede Bukh Diesel. Ikke mindst de unge kvinder begyndte at flytte fra landsbyer og småøerne til arbejde og uddannelse i større byer. Det kunne direkte aflæses i typiske landboaviser som Fyns Tidende. »Husbestyrerinde søges. Barn ingen hindring«, hed det i annoncer, der lokkede med goder til mor og barn. Hvis kærligheden ikke var der ved første øjekast, kom den under de tunge olmerdugsdyner...

et er jo en kendsgerning, at ingen faaborgborgensere ﬂytter længere væk end han eller hun mindst én gang om dagen kan se Klokketaarnet. Jeg må nøjes med den lille, smukke model i vindueskarmen i Skårupøre.. Første gang, jeg så Klokketaarnet, var en sommerdag i 1948. Jeg var anden generations indvandrer. Min far var cyklet i forvejen fra Svendborg en måned før. Nu sad jeg på bagagebæreren. Lillebror Peder på halvanden somre kom først til Horne. Han sad i cykelkurven. Mor Løkke stod og holdt balancen med fødderne på jorden og begge hænder på styret. Jeg kan stadig se situationen, som den så ud fra toppen af Skelbanke. Ude i horisonten lyste rundkirken op mellem østermøllen og Vestermøllen. Lidt til højre, midt i byen med de mange røde tage, så jeg det gule Klokketaarn. Rundt omkring det var verden grøn og blå.

Apostlenes heste red på cykel Erindringens varmebølger flimrer. Huskegrænsen trækker tænder ud. Mælketænder fra Mejeriet Grøndal i Horne. Her blev min far mejerist i foråret 1948. Cykelturen fra Svendborg gennem den tids levende landsbyer var ikke noget, man talte om. Sådan var det i efterkrigstidens Danmark. Alle havde motionscykler uden gear og blodtryksmåler. 45 kilometer gennem Ollerup, Vester Skerninge, Ubølle, Vester Aaby og Aastrup. Jeg kan stadig se de mange Hesselager Ishuse, vi kørte forbi. Men især dét overfor kirken i Aastrup, hvor vi hvilede ud og fik en rund vaniljeis. Inde i Faaborg fik vi pølser på Torvet. Klokketaarnet var utrolig imponerende da vi så det nede ved Banegaarden, men mor ville holde pausen oppe på Torvet, fordi vi skulle se den frække skulptur, far havde fortalt min gudfar Sejer om. Det var noget med en ko og en mand med en stor tíssemand, som var blankslidt fordi damerne altid greb fat i den. Påstod min far. Han var fræk i munden, sagde mormor tit. - Du skal ha’ vasket din mund, Frede, krævede »Generalen«. Men mormor mente det ikke. Da jeg blev større, holdt jeg meget af at citere Klaus Rifbjerg, der digtede om Ymerbrønden:

Dér står den. På Torvet. På Torvet i Faaborg. Med den største i Danmark. Og så af sten...

orne Skole lå på bakken og så truende ud. Vejen op mod min nye verden var omgivet af to hække, der næsten nåede helt op til Vorherre. Oppe fra skolens legeplads var der låger ned til haverne. I de lange, økonomiske skygger efter Anden Verdenskrig var der langt mellem pyntehaverne. De lå især i solsiden ved de større gårdes stuehuse og var – med snirklede stier blandt pyntelige bede og anlæg – gode at lege tagfat på. Senere i livet, ved ungdomsgilderne, var der også andre perfekte steder at lege ta’ fat. Når man vandrer rundt i nostalgiens puslerum, er det som at få postkort i hånden fra en tid, der var engang. Landsbyens rigeste havde også tidens nødvendige køkkenhaver, og i dem var det simpelthen forbudt at lege røvere og soldater. Mejeribestyrer Sigerstrøm havde en af de største haver. De lange rækker kartofler i snorlige bede pegede som kompaspile fra syd mod nord. I hvert fald set fra syd i »Skomagerhuset«, hvor det meste af min barndomsleg udvikledes. Fra stenhøjen, tværs over grusvejen, havde far trådt en sti i Rokkedrejerens mark. Den gik bagom alle køkkenhaverne ved landevejens huse: Cementbageren, Cykelsmed Langsom og Tobakshandler Stoffer. Sommer og efterår kunne man ved rene uheld fare vild og havne i et ærtebed eller blommetræ. Landsbyens to hære med bue og pil og slangebøsser kom fra Nordkorea og Sydkorea. Jeg har glemt, hvem der vandt, men husker flere besøg i Kærnehuset. På de tider var verden endnu ikke centraliseret »Venstre« om, så selv de små landsbyer havde egen doktor. Læge Kerns hus hed selvfølgelig Kærnehuset, ifølge Kong Naldi oppe på Kongens Nytorv ved Sprøjtehuset. Og så må jeg endelig ikke glemme, at midt i mejeribestyrerens have var anlagt et flot bed med en høj flagstang. På alle nationale mærkedage, helligdage og kongehusets fødselsdage hang Dannebrog og vajede stolt og frit. Sat op af en af mejeriets yngste elever. På dage uden særlig anledning til at vise vort flag, hejstes en lang, smuk vimpel. Naldi, der var øgenavnenes ubetingede regent, omtalte kun Mejeribestyrer Sigerstrøm som »Grev Vimpel«.

Der bodde en underlig gråsprængt én

Solen skinnede altid på barndommens gade, så alle 14 drenge i klassen bar altid korte bukser og de 10 piger havde hvide sløjfer i håret. Vi blev præsenteret for førstelærer Sønnichsen, der kunne spille violin og vistnok også synge sine fædrelandssange med den medfødte pibe i munden. Han kom fra Det gamle Land og lærte os salmevers, katekismus og opbyggelige Grundtvig-fortællinger fra højskolesangbogen. Sønnichsens datter havde skjærf om livet, pandebånd og ﬁne krøller. Hun skulle være lærer som sin far og var kun hos os i første klasse i meget kort tid. Jeg husker, hvordan Henning Brygger og jeg grinede, fordi de andre

lærere sagde, at hun var i Horne »på græs«. Det var helt sikkert Henning, der mente det var på grund af hendes store yvere. Jeg kunne ikke finde på at sige sådan noget... Selvom jeg selv havde butterfly på til alle familiefesterne hjemme i Svendborg og Ollerup, blev jeg aldrig forsanger i lærer Helmigs fanklub. Han var god til at lære os noget, som jeg ikke kan huske, hvad var! Måske matematik. Men jeg husker hans tag på pædagogikken – og på de små hår bag ørerne. Når han greb en tot med tommel- og pegefinger og drejede rundt, gjorde det helvedes ondt. Knebet duede ikke til de langhårede, thi det var før rottehaler kom på mode og piger ville ligne mænd og gik med habit og slibs. På den allerførste skoledag hilste vi også på Karen Knudsen. På de tider var kvindelige lærere en sjældenhed, men vi kom allesammen til at elske hende, fordi hun hverken rev hårtotter ud eller slog med violinbuen, så klassekammerater måtte op i Kærnehuset og få ørerne syet fast! Frøken Knudsen boede alene i et stort, hvidt hus overfor Forsamlingshuset. Hun lærte pigerne husgerning og hele klassen fik glæde af hendes gode måde at lære os dansk og historie. Karen Knudsen var også skolens bibliotekar. Jeg kan stadig se hendes lille, smalle hånd stemple udlånsdato i de bøger, jeg lånte. Hun vidste på forunderlig vis, hvad hver enkelt elev havde godt af at læse, så jeg fik den tids repertoiere af forfattere, man burde kende. Danmarks historie var et must, og Henrik Ibsens fortælling om Terje Vigen skabte ro i klassen når Frøken Knudsen blev lokket til at læse højt, hvis vi havde været særlig flittige. Da sad vi musestille, de fleste af os med tårer i øjnene, ved den skrækkelige historie om den fattige lods Terje, der roede helt til Skagen fra Grimstad for at hente sædekorn til sin sultne kone og sit barn. Det var under Napoleonskrigene og den engelske flådes blokade af Norge. Henrik Ibsens digt tager udgangspunkt i den lille Kvaloya, der ligger yderst i Grimstads skærgård: Der bodde en underlig gråsprængt en på den yderste nøgne ø;han gjorde visst intet menneske men hverken på land eller sjø; dog stundom gnistred hans øjne stygt,- helst mot uroligt vejr,og da mente folk, at han var forrykt, og da var der få, som uden frygt kom Terje Vigen nær... De første år i Horne Skole ligger lunt i læ bag huskegrænsen. Men glimtvis kommer fra erindringens tåge mindeværdige oplevelser som hin skoledag, jeg troede, at alt hår bag øerne ville blive vredet bort i blodige totter som straf. Men nej, 10

lærer Helmig, der vist havde studeret til sløjdlærer, kiggede med stor undren på mit mesterværk. Vi skulle lave et fuglehus med foderbrædt og læ for vinteren på burets tre sider. Men allerede ved første brædt gik det galt for lille Bjarne. - Tjaeh. Sådan kan det jo også gøres, sagde Helmig, vistnok med gråd i stemmen, da han så resultatet af mit ivrige arbejde med fuksvansen: Brædtet var savet helt igennem, men det var spindlen til høvlbænken også – så hele den yderste del med stopjern og den store spindel med håndtag faldt på gulvet med et brag. - Det var sgu sløjt, tror du ikke, du skal ned i kælderen til pigernes frikadellesløjd i stedet, lød det ildevarslende over den skotskternede butterfly. Under visse omstændigheder roterede propellen på adamsæblet, så man blev helt bange for konsekvenserne. Apropos første skoledag så blev der pludselig hul i huskegrænsen, da jeg fandt klassebilledet, hvor jeg sidder med bind om højre arm. Jeg havde ringorme, der blev »læst bort« og købt af en klog mand i Bjerne for 25 øre. Den sygdom var ret almindelig i efterkrigsårene. Mange af vi børn, født under krigen, led af engelsk syge. I dag vil man sige vitaminmangel. Det gik især ud over tænderne. Der var endnu ikke noget, der hed skoletandpleje, så mange af os havde »rådne tænder«. Selvom vi børstede tænder om morgenen, kunne den dårlige lugt ikke skjules, og det var et stort kompleks for mange af os. Ikke mindst da vi kom i puberteten og fik en helt anderledes interesse for det såkaldt svage køn. Pigernes buler i blusen var længst opdaget af de ældre elever, horfor vi var hægtet af et års tid. De af klassens drenge, der kom først i puberteten, fik hår under armene og i skridtet – og en større tissemand! Forskellen blev rigtig synlig engang, vi havde en vikar for Peder Dauning i gymnastiktimen. Han beordrede os direkte fra omklædningsrummet ud i gymnastiksalen, hvor vi skulle løbe nøgne rundt og synge: »Vi er børn af sol og sommer, men i slægt med blæst og regn. Vi er født, hvor bøgen grønnes og i ly af læ og hegn...«. Det var første gang, jeg mødte den slags mænd... 11

Horne Skole FĂ¸r

rste Klasse 1950

in opvækst i prægtige landsbyog købstadsmiljøer som i Horne og Faaborg har præget min tilværelse. Det trygge liv omkring gadekæret i efterkrigstidens levende landsby med 80 små og store forretninger og virksomheder, tegner ofte glade skilderier på livets indre billedgalleri. Nogle er med lyd på. Andre er ikke. Som dengang i ungdommen, hvor vi dansede til lyset af det magiske grønne øje i en radiogrammofon hos købmand Bild mellem Horne Landevej og gadekæret. Det var før Elvis og Beatles. Jeg husker endnu, hvor svært det var at danse til Møllerens Mari’, mens man kæmpede med hægterne under skolekærestens bluse. Når det lykkedes, stod man dér som Moses ved Det røde Hav med hænderne fulde og vidste hverken ud eller ind. Når det ikke lykkedes, var det lige så trist som sangen fra Giro 413, som vi dansede til: Da flere år var gået, sås en dag et sælsomt syn. Da begge to kom vandrende fra hver sit sted mod byen. Og tusind daler havde de - til skæbnens ironi. Men møllersvenden Lars var gift med Møllerens Mari’..

engang, før begrebet teenager blev daglig tale, var der meget andet, der lå i tiden. Nogle af os fra skolerne i Horne, Bøjden og Bjerne, fra Svanninge, Millinge, Haastrup, Aastrup og Korinth. Ja, alle os, der voksede op i de lange, mørke skygger af Anden Verdenskrig, og midt i Koreakrigens guldregn over landbruget, skulle styres hver sin vej . Nogen skulle ha’ realen med fra 6. klasse. Og blive til noget. Andre skulle ud i livet efter 7. klasse og være håndværkere, sygeplejersker, matroser og lokomotivførere. Eller hjemmegående husmødre og snekastere, der gik til kontrol om sommeren og fintænkte på sofaen resten af året. Vi, der var udpræget praktisk begavede, blev forårskonfirmeret. De, der tog realen med, blev efterårskonfirmeret. Selv Skaberen var med til at dele flokken... Og således fik vi forårskonfirmander fra 31. marts 1957 et forspring ud i livet på et halv år. Helt uden at ta’ realen med på Hovedskolen i Faaborg. Det var dértil, »togbørnene« kom ind om morgenen med de tre jernbaner fra Nørre Broby, Svendborg og Ringe – og blev sendt hjem igen med skiftende afgangstider i sidste time omkring klokken to, til test af lærerstandens nervesystem.

e første skridt ud på arbejdsmarkedet var cykelturen fra Horne til ispinde-fabrikken Dippedutten i Svanninge. Her bar jeg træstammer ind til Stage-Hans ved båndsaven og kogte træ til ispinde, indtil jeg kunne komme i lære som typograf hos bedstefars søster Ingeborg i Grønnegade. Her kom Klokketaarnet atter ind i billedet. Hver morgen, når jeg cyklede forbi Hvedholm med de to ishuse på hver sin side af Assenskorsvejen, kunne jeg skimte Klokketaarnet over de marker, hvor parcelhuskvarterer i dag erobrer Horne. Og når jeg havde suppleret madpakken hos bager Lund ved Vesterport med brunsvigere, kom jeg med vilje nogle minutter for sent til porten i Grønnegade, fordi jeg elskede at høre Klokketaarnets melodier fra den danske sangskat. Mon man stadig kan høre »Se, nu stiger solen«?. Et såkaldt kulturelt menighedsråd tog for nogle år siden livet af Klokketaarnets aftensang kl. 22: »Fred hviler over land og by«. Sidenhen har et Venstre-orienteret Folketing centraliseret offentlige funktioner over i aktionærsamfundets svulmende kasser og kvalt solidariteten fra de landsbyog købstadssamfund, der formede Danmark. Stort er lort. Småt var godt.

En kone, der vågede over et døende familiemedlem, havde set en person gå over i præstegårdens kartoffelhave. Her stod han og tissede. Få minutter efter brød branden ud. Den pågældende var kendt som pyroman, men han nægtede: »Man har vel lov at gå ud og tisse om natten«, sagde han i flere afhøringer.

et var i skoleferien. Mandag den 28. juli 1952. Vi sad i dagligstuen ud mod Rokkedrejerens mark. Far og mor fik kaffe. Peder og jeg drak »Peters Sommerdrik«, som vi blandede med vand og solgte i en lille bod nedenfor stenhøjen ved gangdøren. Forretningen gik ikke så godt. De fleste kunder var os selv samt far og mor. Vi fik altid det store søndagsbad ovre i kælderen under mejeriudsalget. Det var spændende med al den damp. Mejeriet fyrede med halm på grund af krigen i Korea og manglen på olie. Der kom masser af store læs skrumlende gennem byen på trækvogne med jernringe på hjulene. Vi kunne høre dem helt nede fra Taastebjerggyden og kunne se dem, når de drejede om hjørnet oppe ved sprøjtehuset. En af kuskene hed Niels, og han havde en pudsig måde at sidde med tømmerne i hånden. Hele tiden rokkede han frem og tilbage og daskede med tømmerne. Jeg kan ikke huske, om Kong Naldi oppe på Kongens Nytorv havde givet ham navnet Gynge-Niels eller Rokke-Niels. I radioen havde de lige fortalt, at nu skulle der dykkere fra den amerikanske flåde og eksperter fra Italien ned i vraget af Flying Enterprise. I januar var damperen forlist efter en fantastisk, men uhyggelig spændende historie, som vi fik lov at følge i radioen. Skolens nye lærer, Peter Dauning, var en populær, men absolut streng mand med kærlighedens stærke arm i evig beredskab. Da vi begyndte i skolen efter juleferien, fik vi lov til hver dag at komme ind i Irma og Peter Daunings lejlighed ved siden af skolestuen. Her hørte vi radioavisen med Gunnar Nu Hansens beretninger om »Helten i Atlanten«, den danske kaptajn Kurt Carlsens bedrifter gennem 13 begivenhedsrige døgn. Om aftenen hjemme i Skomagerhuset var der også beretninger i Radioavisen. Jeg sad sammen med far og lyttede, mens vi så på radioen. Det magiske øje lyste i grønne nuancer. Når signalet fra Kalundborg Langbølge gik bedst igennem, var lyset stærkest. I min ni-årige hjernes fantasi kunne jeg drømme mig gennem magien ud i Atlanten og hjælpe Kurt Carlsen med at få »Flying Enterprise« sikkert i havn. Dengang kunne jeg end ikke ane, at jeg 25 år senere skulle sidde overfor ham ved en anden radio i byen Woodbridge i staten New Jersey ved New York. Eventyret med Kurt Carlsen tog endnu en stor vending 10. januar 2012, thi på 60 års dagen for forliset udgav jeg min bog i engelsk version, mens vi afslørede en mindesten for barndommens helt. Det var et af mit faglige livs højdepunkter. Irma og Peter Dauning

eder og jeg elskede aftentimerne ved radioen, når far og mor fortalte om deres arbejde og vore familier, mens vi lyttede til »Møllerens Marie« og ikke mindst Holger Fællessanger, når han med sin dybe stemme sang »Der går altid både tilbage«. Mor havde mejerister på kost, så der var altid travlt morgen, middag og aften. Derfor står timerne med radiolytning og Ludo-spil som nogle af barndommens højdepunkter. Den aften med præstegården husker jeg som en brændende varm dag. Vi havde været ved Sinebjerg at bade sammen med nogle af far og mors gode venner, 3Labbi og Markus med koner og børn. Cykelture rundt på Horne land var spændende. Far havde hørt så meget fra mælkekuskene på mejeriet, som han fortalte når vi kørte rundt. Dengang undrede det ikke en lille barnesjæl, at far havde så mange venner, der var villige til at hjælpe med at finde nye og bedre steder at bo. Vi startede med at bo til leje hos fisker Johannes Knudsen på Bøjden. De lange cykelture til Horne Skole op ad Siver Bjerg sidder stadig i hukommelsen. Og måske lidt i benene. Ihvertfald husker jeg hunden ved Købmand Dahl – Dahls Varehus ifølge Kong Naldi. Når den sorte køter kom gøende og søgte at vælte mig af cyklen, var jeg rædselsslagen. Et års tid boede vi i det, far kaldte »Blæsenborg« på Taastebjerg. Lugten af løg i laden hænger stadig i erindringens duftbibliotek. Og synet af askeskuffen, der fløj ud af nederste låge i kakkelovnen dengang, lynet slog ned i skorstenen. Det var vognmand Harry Andersen, »Bunki« ifølge Kong Naldi, der skaffede os Skomagerhuset, som var det bedste af mine fire-fem barndomshjem. Først mange år siden forstod jeg sammenhængen mellem dette og hint. »Bunki«s hus og garage på Horne Landevej blev sprængt af tyskerne i krigens slutning, fordi »Bunki« var aktiv i modstandsbevægelsen. Det var min far også, erfarede jeg flere år efter hans død. Sammen med min gudfar, smedemester Sejr Simonsen og svenskeren Olav, der var direktør på Svendborg Tekstilfabrik, organiserede de cykeldæk og andet materiel fra tyskernes depoter i kasseinfabrikken i Bagergade. I dag Svendborg Fjernvarmecentral. Her arbejde far i et ostelager.

yden af det første hæse udrykningshorn vækkede mig i sengen i Skomagerstuen med duplikator, skrivemaskine, brændeovn og små bordappa rater til sortering af ispinde fra Dippedutten i Svanninge. Under tordenvejr blev vi vækket og sad samlet i dagligstuen. Sådan var skikken i de gamle landsbysamfund. Hvis lynet slog ned et sted i de stråtækte ejendomme, skulle alle omgående af huse for at hjælpe med at bjerge inventar. Slukning var som regel omsonst. I halvvågen tilstand spurgte jeg far, der sad i sine lange, hvide underbukser, om det havde tordnet. Om lynet var slået ned, siden vi kunne høre Falck.

- Nej, sagde far. Valdemar Lund er lige løbet forbi herude. Han råbte, at præstegården, brænder. Da blev jeg lysvågen! Som alle andre drenge i landsbyen havde jeg en favorit-gård, hvor vi hjalp til året rundt. Livet i den tids landsbyer havde en forunderlig sammenhængskraft uden penge mellem folk. Nogen hjalp til i høst, andre hjalp med at plukke æbler eller sætte hø i stakke. Min gode ven i landbruget var Valdemar Lund. Han havde en gård oppe ved kirken, men var også præstegårdsforpagter, så jeg kendte begge ejendomme ud og ind. Hver en krog, hver et høloft og hver en kostald. På de tider havde køerne navne i et skilt over båsen, og rigtige landmænd var ude og stryge dem over mulen og sige godnat. Et af barndommens største øjeblikke var, da jeg lærte at sidde på en skammel og malke med begge hænder. Jeg kan stadig håndtere de ﬁre patter i den rette takt. Krydsmalkning hed det vist. Men formentlig er det kun i erindringen! Tanken om ildebrand i den store, ﬁrelængede præstegård med klostret fra før Reformationen, lammede min barnehjerne. - Tror du det er slemt far! Kan alle de mennesker, der løber ude på vejen nå at komme ned og få køerne ud af stalden? De er jo bundet fast!

et kunne de ikke! Det rædselsfulde syn, jeg så næste morgen med døde køer i deres båse, glemmer jeg aldrig. Ej heller lugten af brændt kød og røgen, der stadig hang over ruinerne – og præstens gamle Ford 1929. Den var netop vendt hjem efter en familietur ned gennem Europa med to af mine lidt større legekammerater; præstens sønner Jens og Hans Christian. Mange nætter efter havde jeg mareridt; jeg lå vågen og hørte kukurets pendul svinge fra side til side, mens lodderne gled mod gulvet. Hver time åbnedes lågen og gøgen kom ud med sine kuk-kuk som på brandnatten, Sådan var det den aften, far løb i undertrøje om til præstegården, mens mor sad og kiggede hen over Rokkedrejerens mark gennem hullet i rækken af huse ved forsamlingshuset. Herfra kunne man se tværs over Hornekrogen og Helnæsbugten. Når bilerne drejede ned mod Haarby oppe ved 90-grader svinget efter Flemløse, kastedes lyset ud og op i himlen. - Nu kommer de fra Glamsbjerg, fastslog mor. Just dén sætning står som erindringens overskrift på barndommens mest spektakulære oplevelse. 21

et var på marken bag præstegården, jeg første gang fik hul i hovedet. Præstens sønner, Jens og Hans Christian, gik også Valdemar Lund til hånde i den smukke, velholdte præstegård, og de elskede at drille den yngre og meget mindre knægt nede fra Skomagerhuset. De venskabelige lege blev alvor en dag, hvor vi kappedes om at hjælpe Valdemar med at skifte skagler på hestene. Husker jeg ret, var det et to-spand, der skulle i marken og harve efter høst. Jeg bukkede mig for at spænde Musse for det ene sæt skagler. Det kunne hun ikke li’, så et velrettet spark sendte mig flyvende ud bag harven. Mit livs første flyvetur, - Det er godt, hesten endnu ikke var beskoet hos smed Jørgensen omme i Kirkeballe, sagde doktor Kern, da jeg var anbragt i stolen i lægehuset. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor der skulle være et stort spejl, så jeg kunne se blodet flyde ned over ansigtet. Da mor aldeles højlydt kom vrælende ind ad døren, blev der skældt ud efter noder. Og dem kunne mor rigtig mange af. Noder og unoder. Det var stort at komme i skole næste dage med fire små klemmer i såret over højre øje, og i skrivende stund, når jeg lader hånden glide over arret fra dengang, tænker jeg på de beundrende blikke fra ikke mindst klassens piger. Sonja, Inger og Kirsten – som jeg havde et rigtig godt øje til – måtte gerne røre ved de små klemmer og plastret. Præstegårdens fire, meget velholdte længer var perfekte legepladser med de ustyrlig mange rum og det spændende kloster, hvor munkene havde levet deres liv helt uden damer. Om natten under branden var der panik, idet man savnede en »københavnerdreng«‹, der var på ferie hos Valdemar. Man frygtede han sov i et af karlekamrene.

Fortidens røst fra Nairobi Et godt, langt liv senere hørte jeg igen om præstesønnen Jens. Han lever det meste af året i Nairobi, hvor han skabte sig sin karriere og tilværelse, men har købt ejendom for enden af barndommens Taastebjerg. Her har Jens Bang (Rasmussen) meget spændende og detaljeret beskrevet den altødelæggende brand i barndomshjemmet i en beretning til Horne Lands Folkemindesamling: - Vi var lige kommet hjem fra en campingtur til Svejts i vores gamle Ford 29. Jeg kan endnu se min far give bilen et venligt klap på køleren og rose den for at have bragt os de mange kilometer frem og tilbage uden et eneste uheld på turen. Lidet anede han, at det også skulle blive bilens sidste. - Jeg husker aftenen den 28. juli 1952 som en stille, lun sensommeraften, lidt mørkere end nutildags, for sommertid kendte man jo endnu ikke. Alt åndede 24

fred og ro i præstegårdshaven. I staldene rumsterede dyrene, mens småfuglene gik til ro i det mørke løv under trækronerne. Ved midnatstid var alle gået til sengs, og jeg lå og læste i gavlværelset ud mod haven ved siden af min bror, HC, som allerede sov dybt. Pludselig hørte jeg lyden af, hvad jeg først troede var et voldsomt haglvejr, men snart lød stærkere, som om 1000 haglbøsser blev fyret af på en gang. Jeg for hen til vinduet, og herfra så jeg, at "glughullerne" i klosterets stengavl var blevet til to hvidglødende øjne. Hen over taget føg gnister og røg, og havens store træer stod fuldt oplyst i et underligt bølgende rødbrunt skær. Det indtryk har jeg altid senere forbundet med det gamle uhyggelige ord for ildebrand »den røde hane«. De næste få minutter står for mig som en stor forvirring. Jeg ruskede min bror op, så han kom ud af sengen. Panikslagen og halvvejs i søvne fulgte han med ind i mine forældres soveværelse. Her var min mor allerede ude af sengen. Hun stod i natkjole med udslagent hår ved vinduet ud mod gården og vred hænderne, mens hun råbte i fortvivlelse: »Præstegården brænder«. Ude i gården var det et stort inferno af lysende ild. Det gamle lindetræ midt på pladsen svajede som i en voldsom storm, flammerne nåede helt ind mellem dets grene og antændte det, som var det et vissent juletræ. Forinden var min moster, Ellen Bang, allerede kommet ned fra loftværelset i østgavlen, hvor stuehuset var bygget sammen med den stråtækte længe med konfirmandstuen. Hun var blevet vækket af ildens knitren og havde måttet løbe ned gennem trappeskakten, som allerede var fyldt med røg. Endelig dukkede min storesøster, Kirsten, også op, hun havde været nede i kælderen for at redde vores hund, Rowdy, førend hun gik ind i stuen og alarmerede Falck over telefonen. Værst gik det hele nok ud over min lillesøster, Bodil, som kun var 13 år på det tidspunkt. Hun fik et chok, da hun blev vækket, og græd trøstesløst hele tiden.

Alle styrtede ind for at slæbe møbler ud Vi undslap nu alle ud af havedøren mod nord, og straks begyndte folk at dukke frem af mørket og redningsarbejdet kom igang. Jeg kan endnu se vores nabo, Jørgen Stage, komme løbende krumbøjet som den første nede fra haven. Det lykkedes min far at redde den seneste kirkebog ud fra det brandsikre skab ovre i den stråtækte ﬂøj. Iøvrigt blev alle de andre bøger i skabet og det meste af fars bibliotek reddet af brandvæsenet, som konstant holdt sprøjterne hen over denne del af huset ude fra alléen. I stuehuset fungerede det elektriske lys endnu en tid, og vi styrtede alle ind for at slæbe møbler og andet indbo ud i haven. Selv kan jeg huske, at jeg bar i den ene ende af klaveret ned ad den store havetrappe. Et øjeblik efter kom Carl 25

Udenby løbende ned ad havetrappen med det lille egetræschatol med alle mors fine mocca-kopper. På vejen snublede han og tabte møblet, så et af benene brækkede af, og alle kopperne raslede rundt indeni. Jeg skal aldrig glemme min mors ansigt, da hun stod og så på det; men senere viste det sig nu, at kun en af kopperne var blevet beskadiget. Snart gik lyset ud, og tagstenene begyndte at falde ned, mens ilden rasede frem på stuehusets loft. Så kom brandchefen og sagde, at vi ikke måtte gå derind mere. Gennem vinduerne kunne man se den gamle venetianske glaslysekrone smelte og dryppe ned fra loftet i den store stue. Til sidst væltede de fire skorstene, en efter en. Da den ved køkkenet faldt, kunne jeg tydeligt høre mit »medicinskab«, som jeg havde lavet i sløjd i skolen, eksplodere. Det var fyldt med salpeter og svovl, som blev brugt til fremstilling af hjemmelavet krudt. En grøn flamme skød lodret op i luften, og der kom min brors stråhat, som han havde købt som souvenir i Italien, svævende højt oppe over det hele og landede uskadt på plænen.

Der var 32 møblerede rum i præstegården Det var egentlig ret imponerende, hvad vi ﬁk ud, når man tager i betragtning, at det ikke tog meget mere end en halv time, før ilden tog over. Dette skyldtes udelukkende den fantastiske hjælp, som blev ydet på stedet af de tilløbende folk. Her skal nævnes, at vor genbo, Kristine Knudsen, netop den aften sad oppe og vågede over sin svigerfar, den gamle murer Hans Knudsen Udenby, der lå på det sidste og også afgik ved døden senere samme nat. Derfor så hun branden med det samme og var i stand til tidligt at alarmere naboerne. Alligevel brændte meget. Der var jo 32 møblerede rum i den gamle præstegård. Bl.a. mistede vi alt det københavnske porcelæn, og næsten alt beklædningstøj og sengetøj gik op i ﬂammer. Det reddede indbo blev straks dækket med presenninger under politiets opsyn. Indtil nu har min beretning koncentreret sig om, hvad der foregik i og omkring stuehuset, altså der, hvor jeg selv befandt mig under branden. Med hensyn til de andre længer, kan jeg fortælle, at ødelæggelserne her blev fuldbyrdet på meget kortere tid. Brandvæsenet, dvs. Falck fra Faaborg, som ankom meget hurtigt efter, at de var blevet alarmeret, og CF-kolonnen fra Sandholt, som kom, efter deres egen brandvagt havde set ildskæret på himlen, kunne i realiteten ikke gøre noget for at redde de gamle, stråtækte bygninger, som nærmest eksploderede i ilden. Hertil kom, at det kneb for brandvæsenet at få vand, som måtte hentes helt ude fra branddammen på engen nær Jørgen Stages mark. Man kan næsten godt sige, at det eneste positive resultat af brandvæsenets indsats var den allerede beskrevne 26

sprøjtning over det brandsikre skab med kirkebøgerne. Det var således umuligt at komme ind på selve gårdspladsen, og man stod hjælpeløst overfor kreaturerne i den vestlige længe, hvor der var stald, lade og vognport. 9 køer, 1 tyr, 1 so og 6 grise tilhørende forpagter Valdemar Lund indebrændte. De ulykkelige dyr brølede hjerteskærende ud fra de brændende bygninger, indtil de blev bedøvet af røgen. Her brændte også vores bil og de ﬁne gamle hestekøretøjer til fornemt brug, den tohjulede jumbe og den ﬁrhjulede charabanc med vognfjæle og bænke dekoreret med indlagt træ. Heldigvis stod karlekammeret tomt, og hestene var ude på marken. Det var også godt, at det ikke blæste. Ellers kunne ilden let have bredt sig til Vesterballe, hvor næsten alle bygningerne dengang havde stråtag.

Valdemar Lunds mand med hovedet under armen Klokken ca. ﬁre om morgenen, den 29. juli, var det hele overstået, og Horne Præstegaard var reduceret til en stor rygende ruinhob. Det havde været et frygtelig bål, som kunne ses helt fra Dreslette og Bregninge kirke. Forsvundet var en af de smukkeste, historiske præstegårde i hele landet, med den statelige, tegltækte hovedbygning fra 1864, den stråtækte østlænge i bindingsværk med konﬁrmandstuen, porten og hestestalden, opført af Horne-præsten, Jørgen Nielsen Pougdal i 1688, og syd- og vestlængerne med lade, vognport og stalde fra ca. 1750. Kun de massive stenmure om den middelalderlige bygning, »klosteret«, stod mere eller mindre uskadte tilbage. Årsagen til branden blev aldrig opklaret. Der var mistanke om, at branden var påsat, denne forstærkedes, da Nørlundgård i Nørreballe året efter brændte under mystiske omstændigheder. Men nogen afgørende bevisførelse eller indrømmelse forelå aldrig. For mig selv betød branden ikke alene tabet af vort dejlige barndomshjem, men også et punktum for mine drengeår i Horne. Efter et kort ophold på Alderdomshjemmet, som min familie og jeg, modsat så mange andre, slap levende fra, rejste jeg først til København, så senere ud i den vide verden og dermed langt væk fra Horne i mange år. Men kommer man nu tilbage og går en tur i præstegårdshaven, som egentlig ligner sig selv med den nye præstebolig placeret på samme sted, som den gamle, og det nydeligt restaurerede kloster, så behøver man blot at knibe øjnene lidt sammen, og de gamle længer kommer lyslevende frem igen. Og monstro, om ikke manden med hovedet under armen, som Valdemar Lund fortalte os drenge om, stadig løber hen over hanebjælkerne under stråtaget i den gamle bygning ved midnatstid... 27

g så var der kræmmerhuse med flødeskum

Kapitel 2

idsbilleder 1950 til 1960 • Opsving, swing og Giro 413

Efter Koreakrigen begyndte optimismen at vende tilbage, sekunderet af Marshallhjælpen samt tonerne fra Guds eget Land og England. I løbet af årtiet bliver mange små landsbyskoler langt sammen til centralskoler, der havde flere lokaler og flere lærere. Vi kørte stadig med damptog i De Sydfynske Jernbaner med bumdabum fra skinnerne og den nye musik, leveret af Tommy Steel. Børnene fik nyt legetøj: Legoklodser. På børneværelserne græd vi over Tom Dooley, der døde mens himlen var rød af blod. Heldigvis dukkede Elvis op sidst i 50’erne med kærlighed og rock. Dansen blev vild og voldsom, krævede god kondition og sans for akrobatik. Søndag middag var hele familien stadig samlet. Det var en næsten andægtig tradition at høre Rådhusklokkerne i Pressens Radioavis og nyde maden, der endnu var med friske råvarer og fremstillet i mors eget køkken – måske i det gamle smedejernskomfur. Gasovnen var på vej ind sammen med røremaskiner og elektriske strygejern. Mens vi nød flæskestegen med herlig, brun sovs og kartofler fra haven, sang Raquel Rastenni og Gustav Winckler om skomagerens butik og hvide måger, inden mor serverede kræmmerhuse med flødeskum eller rombudding med kirsebærsovs.

Tag med på en byvandring i billedet af min barndoms landsby. Bemærk især, hvordan alle huse havde køkkenhaver. Husmødre var dengang såkaldt hjemme »gående« – men med en lang række gøremål ud over også et vågent øje på landsbyens børn. Ordet institution lå helt omme i fritidssamfundet ved tresserne.

in barndoms landsby lignede alle andre i årene under og efter Anden Verdenskrig. Jeg kan ikke sætte det præcise årstal på luftbilledet af Horne by, men det er heller ikke det, der er mit ærinde. Jeg vil gerne invitere dig med på en byvandring i billedet fra barndommens gade. Den markante bygning i midten er Horne Bryggeri. Her boede min klassekammerat Henning »Brygger« Hansen, hvis legendariske far skabte et velfungerende, lokalt bryghus, indtil sin alt for tidlige død. Jeg husker stadig de gange, vi ﬁk lov til at sidde på ladet, når bryggeren var ude med øl på Horne Land. Han elskede at lave sjov med os unger. At joke hedder det i dag. I nederste venstre hjørne ligger »Gladsdam«. Overfor gadekæret i billedets venstre kant indrettede min far og mor »Centrumkiosken«. Det skete, da far blev invalideret efter årtiers slid på mejeriet Grøndal. Så han måtte opgive både job og »Skomagerhuset«, der jo fulgte med stillingen som mejerist.

Ved landsbyens gadekær med Keld og The Donkeys

Indtil mit selvbyggerhus på Multoften stod klar i 1965, boede jeg hjemme, og det var ved bystævnet på den anden side gadekæret, jeg grundlagde en livslang interesse for at skabe events, som det jo hedder i vore dage. Dengang hed det koncert eller optræden. Den første var i 1965 ved landsbyens gadekær med Keld og The Donkeys. På den anden side Horne Landevej lå Horne Samtalestation og Horne Missionshus. Her gik vi i søndagsskole, ofte med frøken Knudsen som lærer. Det var her, vi blev artige drenge og piger. Sådan da, thi en nytårsaften kom min kammerat Martin Kej og jeg til at hejse missionshusets lokumsspand op i flagstangen. Det morede vi os meget over – indtil nytårsmorgen, hvor sognefoged Hans Jørgen Larsen var rundt i landsbyen til forældrene for at få de kære unger til at rydde op efter skarnsstregerne. Hvad der var værst, har jeg et godt bud på. Det var ikke at fjerne de gråspurve, man havde »lyst« på bjælker under stråtagene og lukket ind ad brevsprækker hos landsbyens udvalgte ofre. Det var heller ikke at kravle op på et stråtag i Vesterballe og skille den landbrugsvogn ad, man møjsommeligt havde fået op at stå på røgningen, tøjret til gårdens skorstene. Nej, den straf, der står klarest i erindringen, efter sognefogedens forældre-odyssé, var at hejse lokumsspanden ned igen. Hin nytårsdag blæste det så meget, at flagstangen gyngede mens indholdet skvulpede over og lavede en flot cirkel omkring – og over vore syndige hoveder. I en nyttig forbrugeroplysning hører det med til opskriften på succes’en, at vi købte adskillige pakker gær, der blev lagt ned i spanden aftenen før...

vis du ikke allerede har opdaget det, var der én væsentlig forskel på den tids vældig store haver og de pyntelige haver i vore dage med græs og staudebede og Webergrill prangende i kroge og på terrasser. Dengang hed det, præcist beskrevet, køkkenhaver. På tidens luftbilleder ses overalt snorlige rækker af kartofler, diverse kålsorter, gulerødder – og husker jeg især – velsmagende kirsebær og ærter hen under høst. De to stier øverst til venstre i billedet gik hver sin vej fra skolen rundt om Købmand Jørgensen, den ene af sognets mange købmænd, velplaceret nedenfor skolevejen. I det hele taget var den lille bagvej, parallelt med Horne Landevej uofficielt Mejerivejen, velegnet til barndommens haverapserier – og når sød musik opstod i puberteten var det Rapseri med Lizt. I de mørke kroge forsvandt mangen brystholder og dét, der var mere uerstatteligt. Overfor Missionshuset, hvor strikkepindene gnistrede i Santalmissionen, og hvor konernes godhed og ædelmodighed næsten nåede på højde med de Radikaliserede »venligboere« i de næste generationers religionskrig. Ja, der lå landsbyens slagterforretning, etableret af Lars Jensen. Fra paladset på Kongens Nytorv havde Kong Naldi længst dømt indehaveren til Laus Med De Bare Ben. Den enbårne søn Kaj fik også et kongeligt navn. I et halvt århundrede gik han rundt på Moder Jord som enearving til paladset med de bare ben, meeen en uforglemmelig dag fik Kaj Slabaski en voksen søster på et halvt hundrede år. Hun kom ikke som sendt fra himlen, men retur fra Canada med SAS. Og se, dét var en historie, hvor man manglede manden på Kongens Nytorv. Thi hvad skulle man kalde resultatet af nattevandringer hen over Horne Landevej til usædelige nattesæder hos centralbestyrer Knudsens meget bedre halvdel. Svaret ligger otte fod under jorden på Hornes kirkegård hos Kong Naldi og Palli, der havde en ædel kappestrid om at finde på de bedste øgenavne i sognet. Peder og min far hed Frede Fedthas. Og tro nu ikke, at far var en nærigrøv! Næeh, tværtimod. I den mandlige del af familien har vi i generationer måttet arbejde hårdt for at lære at sætte penge til. Peder og jeg var stolte af far og mor. De var populære og velansete, selvom de var første generations indvandrere til Horne Land. Vi havde en lille énliters mælkespand, som hver dag blev fragtet i fars fodspor ad trampestien over Rokkedrejermarken til mejeriets store kølerum. En dag var det Peders tur til at hente stillingsbeskrivelsens gratis skummetmælk og friskkærnet søndagssmør. Vanen tro tiggede han 15 øre til en rund jordbæris, selvom han om lørdagen havde tigget mange. Svaret var et højlydt nej. Så højt, at Palli, der bestyrede mejeriudsalg og hånterede kapselmaskinen, hørte Peders svar: - Fedthas lød det, efter tidens tegneseriefigur i Faaborg Avis...

komagerstuen var Horne Lands bankende puls. På mange måder har det nok præget vi drenges tilværelse. Her havde mor pensionat for mejerielever. Her havde jeg barndommens værelse med brændeovn og digterhule indtil puberteten samt far og mors velvilje overlod deres soveværelse til typograflærlingen, som med en ugeløn på 18 kr. lagde de 10 for kost og logi. De sidste otte kroner håndterede Martin Kej, Ebbe Sørensen og andre hjælpsomme kammerater velvilligt ovre i forsamlingshuset bag Rokkedrejermarken, hvor den hellige mand spændte konen for harve og såmaskine, da husmandsstedets hest døde. Fars duplikator var hjemmets kilde til ekstra oplevelser. Vi havde ingen bil, men lånte Sorte Anna når vi skulle se Lillebæltsbroen og den nye færgehavn i Knudshoved med dobbeltdækkere. Efter forårskonfirmationen, hvor der i korte perioder var guld på kistebunden, kunne Sorte Anna bringe os helt op til Harboøre og Thyborøn. Her blev morfar, Christian Larsen, født, men ham så jeg aldrig. Hans skib fra Rederiet C. K. Hansen forliste i 1939-1940 ved De ydre Hebrider. Min mormor, Hansigne Larsens livsgerning var at håndtere pensioner og forsikringer fra rederiet. Det mærkede Peder og jeg ikke mindst ved juletid, men også en stor vennekreds i mormors lejlighed på Pilegårdsvej 21 i Svendborg. Det var næsten ligeså lystigt som barndomshjemmet i Horne, men med den forskel, at hos den rige enke var der altid salt til ægget. I Skomagerhuset kneb det ofte med æg til saltet, men her lærte vi, at livets salt hverken kan spises eller vejes. Det, der ødelagde min fars helbred, var de barske arbejdsvilkår om vinteren. Han stod på perronen, når trækket af mælkekuske med hestevognes lydelige klingren af spande kom ad landsbyens endnu ikke asfalterede, hullede veje. Spandene, der velsagtens vejede 40 kg, blev løftet fra perronen op i indvejningskarret i ét løft. Pilen på vægten stod og dirrede et kort sekund, mens far skrev tallet på en afregningstavle. Når jeg fik lov at være med om søndagen, lærte far mig at regne. Da jeg kom i skole, kunne jeg lægge to rækker sammen i hovedet. Èn detalje har nok præget min livsopfattelse mere end jeg regner med. Det var en søndag, hvor jeg nøje fulgte Gynge-Niels og hans spande fra gårdene i Vænget og på Taastebjerg når de blev løftet fra hestevognen op til far på perronen. - Hovsa, far! Du skrev et forkert tal ved spandene, registrerede jeg højlydt. - Ti stille, Bjarne! Far snerrede ad mig. Det var noget nyt. En regulær skideballe eller en røvfuld når jeg skød staldvinduer ud med slangebøsse, vidste jeg hvad var. Om aftenen, mens jeg tegnede overskrifter på stencils i skomagerstuen, betroede far mig en hemmelighed, jeg ikke måtte fortælle i skolen eller rundt i byen. - Ser du, Bjarne. De forkerte tal fra spandene var fordi en fattig husmand på en af ruterne har mistet flere køer. Konen er uhelbredelig syg – og på de store gårde mærker de ikke her under Koreakrigen, at tallene ikke passer helt sådan en søndag..!

tore Emils gård mellem gadekæret og den nye vej op til lærerboligerne, havde set bedre tider, Stråtaget var slidt og pandepladerne rustne. Kun røgningshalmen over stuehuset blev vedligeholdt. Nåeh ja, og de år, hvor man nåede det inden Sct. Hans, blev »Spurvely« også kalket og tjæret. Store Emil havde meget at se til i sin vognmandsforretning. Martha passede, som alle andre husmødre på den tid, både hus og de store køkkenhaver. Og snakken over hækken og snakken ved landsbyens seks købmænd – Jørgensen, Wikkelsø, Bild, Josefine, Anna Rye og Voldgaards Tatol – skulle jo også passes, så nyheder om byens liv og underliv kunne genfortælles. Det var en kendt sag på Horne Land, at Store Emil ikke led af tørst. Der blev drukket læssebajere på havnen i Faaborg, af- og pålæsningspilsnere ved sognets to vindmøller samt gammeløl ude på gårdene. Jeg har nydt mangen god fortælling i Skomagerstuen, når far lokkede nyheder og gode rygter ud af naboen. Emil Hansen mindede meget senere i livet om figurerne i John Steinbecks roman »Mus og Mænd«. Mens han fortalte, bøjede og strakte han i ét væk begge hånds fingre synkront. De holdt kun pause, når den højre skulle gribe om flasken. Venstre fortsatte bevægelserne med håndroden på bordpladen. En dag, hvor en særlig støvende last fra en galease var anbragt på Emils Bedford, var det nødvendigt at gøre holdt på den anden side molen. Ved »Heimdal«. Overbetjent K. G. Iversen, der patruljerede gader og stræder samt vandingsstedet ved »Putterne« og mæglerkontoret ved Hans og Fritz Storm, kom forbi just da Emil forsøgte at starte den bedagede lastvogn med startsvinget. - Sig mig, Emil Hansen fra Horne: De lugter stærkt af øl! - Jamen, sku’ je’ da lout a sjokolae’, replicerede Emil. - Nej, så meget forlanger jeg ikke, sagde den venlige overbetjent. - Men hvem skal køre bilen hjem til Horne? - Det ska’ veguda ham inj’ ve’ rattet!« - Jamen, der er jo ingen ved rattet, Emil Hansen! - Så er slynglen delen-drolme gået sin vej u’en å si’e det. Nu ka’ jeg roligt gå ind på Heimdal og få end’en bajer.

odt hen i 60’erne, da jeg var begyndt at fotografere og skrive til Faaborg Avis, var jeg på besøg i far og mors stolthed. Den nye Centrumkiosken. Her kunne far, trods sit handicap, arbejde i Joseﬁne Madsens tidligere købmandsbutik og i den pølsevogn, de havde etableret. Nede fra Mejerivejen, hvor kommunekasserer Ruth Mose med de ﬁne ærter i køkkenhaven, boede alene, lød der høje råb. »Huset brænj’er«. Og det gjorde det ihvertfald! Siden hin dag har jeg altid haft mere end to skud tilbage i mine skiftende kameraer...

Jeg var hjemme til frokost i far og mors nye »Centrumkiosken«, da sort røg kom drivende over gadekæret. Fra et vindue mod haven hørte jeg Ruth Moses skrækslagne stemme: »Huset brænj’er...«.

Emil kom roligt slentrende over til bagbutikken: »Gir du en kold bajer, Fedthas. Mine er sgu ved at blive for varme?«.

Livet

omkring Kongens

Nytorv

har fascineret mig, siden jeg mødte de første pragteksemplarer i min opvækst på Horne Land. Her levede de i rigt mål og var stolte af deres egenart! For nogle mennesker er en original en særling, en underlig person. Set med mine øjne er en original en personlighed, der tør leve det liv, han eller hun selv har valgt – uden smålig skelen til omgivelsernes reaktione og mening. I Horne havde alle originaler et tilnavn. øgenavne hed det på fynsk. Mejeribestyrer Sigerstrøm hed Grev Vimpel fordi han elskede at flage. Manufakturhandler Holger Nikkelrøv. Pastor Vaffelvælling. Karla Dallerlår med en høj og anderledes lydelig gang over moder jord. Slagtermester Laus med de bare ben. øgenavnenes fader, Kong Naldi boede ved sprøjtehuset på »Kongens Nytorv«. Måneskinsbageren fra Bøjden kom, uden at banke på, lydløst ind i alle hjem på sin brødtur. Den begyndte efter middagssøvnen i Bøjden, og varede til han skulle i bageriet igen ved midnatstid. Cementbageren fik sit navn efter wienerbrødsstængernes konsistens og holdbarhed under en test over landsbyens gader og stræder. Skrædders Dejs’ pyntelige kone hed Klædeskabet. De var nabo til Kongens Hus. En af de mest alsidige og ægte originaler var i mine øjne sognets barber, tips- og ugebladsforhandler, sognerådsmedlem, bestyrer af mejeriets udsalg, pante-foged – og ikke mindst opråber ved de legendariske bankospil i Horne Forsamlingshus. - Er der nogen begyndere i aften? Så må I selv om det, konstaterede Palli, hvis rigtige navn ingen på Horne Land anede noget om.,. Når en rutineret spiller havde konstateret, at alle 90 brikker var med i spillet, blev de lagt i fløjlsposen, og så rungede det i den røgfyldte sal: »Ryst posen, Palli«. »Ryst posen, Palli...«. Der var ingen hjælp at hente ved naboen, hvis man var begynder. I banko var det alles kamp mod alle, så det var bedst at stjæle med øjnene og se, hvor brikkerne blev lagt, når Palli råbte sine selvkomponerede navne på tallene: Brandmajorens støvler (77) Præstens piger (66) De krøllede (33) Judas (13) Lille Erik fra Svanninge (14) Vildænderne (22) Far og mors mærke (10) Tre snese (60) Op og ned og ned og op (69) Tykke Lotte (88) Ingen huskede Den gamle (90) Grossis rigtige navn. RIGINALER

ognets mest udspekulerede øgenavn bar Kresjan Ståpek. Mureren var ikke stor af vækst, men det bedyredes – og især af Horne Lands kvinder – at bag gylpen i de hvide murerbukser gemtes et af kongerigets største avlsredskaber. Med den egenskab, at der siden pubertetsårene var rejsning døgnet rundt. Onde tunger påstod, at Kresjan selv havde udtænkt fortællingen om murervirksomhedens mangfoldighed af redskaber. Men fra talrige kvindelige kunder lød ingen utilfredse kommentar til kvaliteten af Kresjans arbejde i de små hjem på Horne Land – kun fuld tilfredsstillelse ;-)

I skoletiden var vi omgivet af originaler. Både i skolegården, på lærerværelset og i det lille landsbysamfund omkring gadekæret med stævnetræ og stævnepladsen. Her sad sognets vise mænd på små og store sten og holdt deres møder. Måske var de største sten til de største gårdejere – eller også var der slet ikke sådan i fortiden. Men allerede i de første år i Horne Skole lærte jeg ved learning by doing, hvordan social status og bondegårdenes størrelse fremmede næste generations muligheder i skoler og på lærepladser. - Far, jeg vil også ha’ en pakke med til lærerne! I dag var der mange brune pakker kød oppe ved katederet. Der var jo hjemmeslagtere i går. Du hørte selv grisenes skrig rundt i byen. - Den slags metoder bruger vi ikke i vores familie, sagde far bestemt, viste mig musklerne på højre arm og spurgte, om jeg ville med over i brændehuset og se tæppebankeren. Den kendte jeg, når vi lavede skarnsstreger, som det hed. En gang om året kom hjemmeslagteren i sin gamle Fordvogn med åbent lad, der rummede kar, kødsave og vældige knive. Det var imponerende, men alligevel lidt uhyggeligt at se og høre, når de store slagtegrise blev bundet fast på en stige. Gårdenes karle hjalp med at rejse stigen op ad væggen, og så hang grisen med hovedet nedad og skreg sin død ud i landsbyen. Først når den var helt død, blev der ro – og alt imens løb blodet ned i store trækar.

et var meget mere enkelt i barndommens landsby. Somrene begyndte 12. maj, når majstangen blev rejst og nattergalen slog sine triller i skov og krat. Hans og Louise åbnede dansehal og ishus ved Sinebjerg Strand. Dagene blev bedre og bedre hen over skolens sommerferie – men især ved puberteten når de københavnske skolebørn kom på ferie. Det begyndte i slutningen af 1800-tallet, når fattige børn fra stenbroen skulle hente lys og friske kræfter på landet. Helt op i 1950’erne blev traditionen vedligeholdt med hundreder af tog, der sendtes afsted fra Københavns Hovedbanegård. I tidligere tider havde de navneskilte om halsen, men jeg erindrer festlige modtagelser, når Nyborg-toget kom ind på perronen i Faaborg. En af dem blev tankegods længe efter puberteten. Som i H.C. Andersens digt var der To Brune Øjne. Vintrene begyndte ved skiftedag 1. november, når piger og karle byttede plads på de mange bondegårde. Det sneede fra morgen til aften, og man kunne løbe

på skøjter på landsbyens gadekær, indtil kukkeren fra Vænget og pigerne fra hovedstaden vendte tilbage og skabte uro i forårsnætterne. Da der jo hverken var fjernsyn, internet eller Vild Med Dans, spillede man ludo i de små hjem om aftenen og kørte cykelløb indenfor stængerne omkring gadekæret Glasdam. Navnets oprindelse fortaber sig i det fjerne, men ikke de mange dukkerter, når en pedal ramte en granitsten. Min personlige rekord var syv styrt i gadekærets mudrede vand på én dag. - For hæblada, din røvcykelist. Nu må du blive i seng, til vi har tørret noget tøj ved brændeovnen i Skomagerstuen, råbte mor med sine yndlingsbandeord. Og så måtte jeg stå og varme røv i varmen af ispinde fra Dippedutfabrikken i Svanninge. Husker jeg meget klart, thi da jeg skulle bukke mig mod gulvet efter kasserede ispinde, ramte mit våde agterspejl ovnen. De følgende dage i skolen kunne jeg ikke sidde ned – og forklaringen vakte jubel i klassen.

ed tøvejret vendte de drabelige kampe på gadekærets isflager tilbage. I modsætning til hærene, der ofte blev rekrutteret af landsbyens p.t. modigste, var det her alles kamp mod alle. Der var vist ingen præmier, men engang var jeg den første, der blev skubbet i vandet, og en udspekuleret straf ventede: En kammerat sagde, jeg skulle slikke fuglelort på gelænderet mellem granitstenene. Min varme tunge blev som klæbet fast til det kolde metal, men Rigmor Clausen i nabohuset med dåbskjoler og ligklæder hørte mine skrig og kom med varmt vand, der løsnede tungen. Den skiderik glemmer jeg aldrig. I måneder havde vi talt om det helt store eventyr. Udflugterne til Sinebjerg og Svanninge Bakker var vand ved siden af det, der ventede. Vi skulle helt over til Kongens København og se en masse spændende ting. Det var noget med provinsbørn, der skulle ha’ en oplevelse til gengæld for de mange fattige københavnerbørn, der blev sendt over Storebælt med damplokomotiv og færger. På Faaborg Station blev vi læsset af Bøjden-rutebilen, og lærerne fulgte os ind i togets kupeer med lukkede skydedøre og røde nødbremser i loftet. Dengang var der tre jernbaner fra og til Faaborg: Brobybanen, Ringebanen og Svendborgbanen. Op mod Katterød, der med sine sporskifter var trafikknudepunkt, prustede lokomotivet opgivende. Vi blev enige om, at dampens prustelyde skulle tolkes sådan: »Je’ kommer aller op. Je’ kommer aller op«. Men den sorte jernhest

klarede samtlige bakker mod Nyborg, og det var et fantastisk syn at se alle de lokomotiver, sporskifter og færger, der var i havnen. Der blev ﬂøjtet over det hele, og vi trillede stille ombord på færgen. Jeg har glemt, hvad den hed, men husker helt klart, at der var en kæmpestor pølsevogn, indbygget i færgens agterende. Her kunne vi spise røde pølser med brød, smage de nymodens sodavand og kaste små stykker pølsebrød ud til mågeﬂokken, der fulgte med fra kyst til kyst. Da vi kørte ind i mørket på Københavns Hovedbanegård, troede jeg, at turen var slut. Nu var vi helt inde i selve København. Men nej, som Kaj Løvring mange år efter så rigtigt konstaterede, ligger København på første sal. Og dengang var der ikke rullende trapper op til alle de mærkelige mennesker, der fór omkring i alle retninger. Så mange anderledes personager end dem på Horne Land havde jeg aldrig nogensinde set. Og det siger ikke så lidt, selv for en dreng, der er opvokset ved Kongens Nytorv...

Før Edvin Mogensen etablerede Horne Autoværksted, var det Alfred Voldgaard i Tatol, der leverede brændstof til de få biler. Måske er det under krigen. Det indikerer stakken af brænde til bager Pedersens ovn. Vejen fører ned til Hornekrogen, hvorfra vi sejlede til Illumø og Vigø for at sanke mågeæg til bageren.

kke mine ord igen, men jeg kender da virksomheder, der stadig bruger mågeæg som et raffinement i deres produktion. Det er vanskeligt at skaffe mågeæg i dag, så derfor er prisen høj. Hvad berømte Noma giver for myrer og andet kryb i mad og markedsføring, og hvordan de finder det, véd jeg ikke, men jeg husker prisen for de mågeæg, vi samlede på Illumø, Vigø og Horsehoved og på strandengene ved Noret i Bøjden. Det var 12 øre pr. stk. for dem, vi fik bragt velbeholdne hjem til bagerne i Horne, Bjerne og Bøjden. På samme tid var prisen hos Maren i Hesselagers ishus på Horne Landevej ligeledes 12 øre for en rund is med vanille- eller jordbærsmag og 15 øre for is, dyppet i chokolade. Husker jeg ret, var det i Bøjden, jeg hørte om de ekstra lommepenge, vi kunne tjene ved at sejle med fiskerbrødrene Andersen ud til øerne og sanke æg. Det var, mens vi boede hos fisker Johannes Knudsen. Han inviterede mig engang med ud i Lillebælt for at dørre makreller i sin smakkejolle. Vi havde to bambusstænger på hver sin side af jollen, og når der var bid, kunne det tydeligt aflæses i stangens ryk. Første gang, jeg fik noget på krogen, blev jeg rædselsslagen. Det var en næsten én meter lang hornfisk med et vældigt næb. Knudsen reddede mit liv ved at fjerne den fra krogen, slå den ihjel med pøsen – og give den stolte lystfisker livets første fangst med hjem i en lille sæk.

Ovre på Illumø boede en af min mormors utallige kusiner. Hun hed Mary eller Merri og var gift med Thorvald. Deres søn gik i skole i Falsled og blev sejlet over hver morgen af far’en eller en af karlene på de to gårde. øen havde kun to veje, og da jeg altid har holdt af at jagte besynderlige oplevelser, tider og steder, står vejskiltene stadig klart og peger i hver sin retning fra landingspladsen over mod Bøjden. De hed slet og ret »Den ene vej« og »Den anden vej«. Jeg havde glemt synet og lyden af dykkende måger, der ville redde deres æg fra tyveknægtene på Horne Land, indtil vi for år tilbage var på min svigersøn Klaus Birchs andet hjem på Læsø. Hans far, bylægen Busser, viste rundt på Rønnerne, da vi pludselig blev angrebet af en mågeﬂok, der dykkede skræppende ned over vore hoveder og bombede med det, de nu havde mest af. Vi stod midt i en hel mågekoloni en forårsdag. Siden da har jeg ofte tænkt på, hvor bestialsk det var at stjæle mågeæg. Flere af dem blev frasorteret af bagerne – fordi der var levende unger i æggene. Så måske er Smiley-ordningen ikke så ringe endda...

e glade tressere med Ă¸konomisk opsving

Kapitel 3

idsbilleder 1960 til 1970 • Velfærden, mordet og månen

De nye ord i de vilde tressere var velfærd og solidaritet på arbejdspladserne. Vi rykkede tætteree sammen, men selvom justitsminister Aksel K. Nielsen frigav pornografien, indgik der endnu ikke ord i det danske sprog som sexchikane og sexologer. Den kolde krig fra 50’erne blev uhyggeligt varmere med Cubakrisen og mordet på præsident Kennedy. Neil Armstrong plantede Stars and Stripes på månen. De skydeglade amerikanere fik også ekspederet Robert Kennedy og Martin Luther King over i det vilde vestens rummelige kirkegårde. Men produktionen af seksløbere og fjernsyn fortsatte, og folk af stand, præster, skolelærere og handlendekøbte de nye fjernsyn fra Bellafabrikken i Horsens eller B&O i Struer. Her kunne man se »Kvit elle Dobbelt« med Svend Pedersen, tænde to lys på et bord med baggårdspumaen Otto Brandenborg. Det var en tid med økonomisk vækst, hvor mange familier fik egen bil. Fra sadlen på sin Puch Maxi fangede man labre larver og lod hår og skæg gro til tonerne af The Beatles og Rolling Stones.

t rigt kulturliv udfoldes i landsbysamfundene på Horne Land. Bøjden, Bjerne og Horne dystede indforstået mellem at være bedst i mange sam menhænge. Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening, Bjerne Boldklub. Horne Gymnastikforening og Horne Idrætsforening samlede de lokale kræfter til dyst på hver deres idrætsanlæg – og modbeviste min fars tese om »at et godt sexliv holder én fra sportens fristelser«. Nogle foreninger var finere og mere kulturelle end andre, hvilket kunne aflæses, dels i kandidaturer til bestyrelser, dels i de valgte bestyrelsesmedlemmers gang over moder jord. Den særlig, fremadskridende gangart, lettere tilbagelænet som hos en elitegymnast fra Ollerup, understregede betydningen af at vælge finkulturelle foredragsholdere til Gymnastikforeningen i stedet for tidens kunstnere til optræden i Horne Forsamlingshus. De ukulturelle massers trang til dans og alkohol og musik af Blue Boys, Four Jacks, John Mogensen, Keld og The Donkeys, Raquel Rastenni, Bjørn Tissemand – som min mor til sin dødsdag kaldte charmøren fra Nørre Sundby. Ja, alle disse døgnets sangfugle med letbenede melodier fra Giro 413 var der ikke megen forståelse for i kredse med strittende lillefingre. Helt galt var det, da vi på kæmpestore plakater, jeg fremstillede i fritiden på Johannes Pedersen & Søns Bogtrykkeri, tilbød en aften i selskab med Poul Dissing, hvis kusine solgte damelingeri Vejstrup. - Har I hørt det! Har I hørt det lød det frydefuldt over diskene i købmandsbutikker og hos landsbyens tre bagere, hvor mandagsindkøb med god tid til snak og skadefryd trak længere ud end vanligt: - Poul Dissing blev piftet ud af forsamlingshuset allerede ved sin anden sang. Det var den med drengen og hesten, noteredes det i mejeriudsalget, hvor Palli solgte mejeriets produkter direkte fra spande og kar. Her var både mælk, fløde, smør og snak i løs vægt. Palli var, så vidt jeg har kunnet efterrationalisere, fejlanbragt i Der radigale Venstre. Han var både folkelig og fornøjelig, men havde alligevel forstanden på sin side. En søndag, hvor vi familier, der endnu ikke havde bad, toilet og rindende vand, blev vasket grundigt i dampbadet under mejeriudsalget, noterede Palli sig for en af livets langtidsholdbare perler. - Jeg vil gerne ha’ en meter sødmælk, bad en af de lystige landsbykoner. - S’gerne, min lille alpeviol, kvitterede Palli, stak en finger i spanden og trak en stribe mælk over ståldisken. - Tak, Palli. Men jeg vil gerne ha’ den pakket ind..!

u skal med hjem efter skoletid og se noget spændende, sagde Poul med hemmelighedsfuld mine. Vi gik i anden klasse og Poul boede på en af landsbyens største gårde med masser af dyr, mange voksne og børn. Vi havde oplevet meget på Ansbjergs gård i Horne. Set køer blive bedækket - og kælve. Høre grise blive slagtet og skrige deres død ud i landsbyen, mens de hang på stigen og blev stukket. Vi havde smagt på den friske blodpølse efter slagtningen og holdt nyfødte kattekillinger i hånden i høloftets mystiske mørke... Men at vi i eftermiddag skulle se noget helt særligt, var ingen af drengene i klassen i tvivl om. Poul sad uroligt på skolepulten, mens timerne sneglede sig af sted. Kunne det være noget med Koreakrigen eller Kurt Carlsen og Det skæve Skib? Nede på gården i udkanten af landsbyen havde de så mange nye ting. Radiogrammofon, der kunne holde en kæmpestak plader i luften, mens de dumpede ned og spillede Gustav Winckler eller Raquel Rastenni. Måske havde den elektriske maskine, der kunne frembringe de mest vidunderlige røræg, fået en aﬂøser? Måske kunne vi prøve at styre gårdens nye Ferguson! - Vi skal op i stadsstuen, hviskede Poul, da vi dirrende af spænding stod under stuehusets svale stråtag, Han lukkede forsigtigt glasdørene op, og en mærkelig, fremmed lugt slog os i møde. Gammeløl, hø eller liljekonvaller fra haven? - Se dér, hviskede Poul og pegede på det lange bord, der blev brugt til familiefester og de ugentlige øveaftener i Horne blandede Kor. - Det er Bedste. Du må godt prøve at røre ved hende. Hun er helt død! DET VAR FøRSTE GANG, jeg mødte døden. I vore dage er den et tabu for mange. Noget, man overlader til andre, så den bliver klinisk og omgivelserne går fri for følelser. Livet igennem har jeg, privat og professionelt, mødt døden i mange afskygninger. Brutal. Uretfærdig. Chokerende. Befriende... Når jeg vælger at skrive om det følsomme emne, skyldes det ikke mindst at min fødeby Svendborg blev kåret som Årets Ældreby. Et godt sted at leve. Men også et godt sted at dø, når tiden kommer. Tiden kom hin torsdag morgen kl. 3.20. To døgns dødskamp endte smukt, som det trods alt kan være. Ikke ved landsbyens gadekær i barndommens samfund, hvor snedkeren fabrikerede ligkister på bestilling, hvor præsten eller degnen havde øje for livets gang og kiggede indenfor til en snak om den sidste tid. Alle i byen vidste, at når syerske Rigmor Clausen var ude for at tage mål sammen med snedker Hans Martin Nielsen. Ja, så blev der snart én mindre i samfundet omkring gadekæret. Læs videre side 308 om »En god dag at dø«.

Jeg fik slet ikke tid til at fotografere mit nye hus

u har sgu da aldrig bygget et hus. Sådan lød det ofte, da jeg kom til Svendborg Avis i august 1969. Også i Svendborg Bank kiggede de mistroisk på mine pæne skrivemaskineﬁngre da jeg bad om lån til at købe Lises og mit drømmehus i Skårupøre. På Horne Land havde de hørt om den gale ungdom, der købte grund og byggede huse. Men ikke i Svendborg. Mens jeg arbejdede i København, havde jeg en elegant rød MGA sportsvogn. Da kolleger i Andersen & Holst Maskinsætteri advarede mig mod at blive hængende i hovedstadens arbejdsdynd og hang til bajere og udskejelser i byens natteliv, tog jeg en dag advarslerne alvorligt. Solgte sportsvognen og købte en billig, blå Ford Cortina. Resten blev brugt til byggegrunden. - Je’ ve’ hjem til Fyn, sagde jeg hin morgen ved mødetid til Andersen. Og det skal være nu, så kan jeg komme i mesterlære som journalist på Faaborg Avis. - Jeg har ikke tid nu, sagde Andersen, der besad humorens nådegave. Ind mod trykkeriet i baggården ved Vesterbrogade 52 var der en skydedør. Bag den et trykkeri, der havde Frelsens Hær blandt storkunderne. - I dag kommer der en ny trykker til deres Heidelberg. Ham skal vi lige hilsen velkommen! Og så gik det hurtigt gennem skydedøren. Da den nye trykker kom, lå vi allesammen på Heidelbergens trinbrædter med foldede hænder og sang højlydt den til sådanne anledninger faste morgensang i det graﬁske kompleks. »I al sin glans, nu stråler solen«, lød det næsten bibelsk smukt og inderligt. Den nyansatte trykker »ude fra provinsen« lagde sig på knæ og sang med, indtil latteren brød løs og han blev beordret ud til bladkiosken i Vesterbrogade. Det kostede en omgang i begge virksomheder. Samme ordning var der iøvrigt, når nogen kom for sent. Var det mere end fem minutter, stod den på morgen-håndbajere til alle. Var klokken mere end 7.30, kostede det »en halv abe«. Og på sådanne dage var der sang i hele baggården. Men jeg ville hjem og ha’ fat i skovl og trillebør og bygge rede; tressernes optur fristede. Her har nabo og skolekammerat Martin Kej skudt datteren Vivian med mit lille hus i baggrunden. I tredie forsøg lærte jeg at ramme hullet til skorsten!

Naboerne tog de eneste billeder

Men det var sĂĽdan et XBeton-hus, jeg byggede

Jeg mødte Lise i 1966 og året efter var vi på vores første flyrejse. Rejsen havde jeg købt efter en byfest, hvor Simon Spies skulle kåre Fyns smukkeste pige. Annemarie Hansen fra Faaborg vandt rejsen til Mallorca og vi fik 10% rabat på to rejser På kærlighedens ø lærte jeg også at lægge tungen tilbage, så vinen løb ned helt uden synkebevægelser...

En dansk håndsætter skulle selvfølgelig ha’ et mallorkinsk håndtryk med hjem til væggen på Multoften i Horne.

engang var det ikke mindeligt for hverdagsdanskere at tage på charterferie, men alligevel havde vi været på Mallorca med Spies Rejser i 1967. Det blev en flyvetur, Lise aldrig glemmer. Hendes livs første. Over Schweiz fløj vi ind i et gevaldigt tordenvejr. Det var i en af Spies Rejsers første fly – en propeldrevet maskine med to motorer. Efter landingen på Mallorca fik vi at vide, at piloten havde valget mellem at flyve en stor omvej i Alperne eller at »kravle« under uvejret. Han valgte det sidste! Jeg husker endnu Lises reaktion, da kabinen oplystes af lyn. Heldigvis kiggede hun ikke ud ad vinduet og så, hvordan lynene flashede bjergene, der føltes så nære, at man kunne række hånden ud og røre dem! At det ikke var ufarligt at flyve gennem uvejret, kom der et kontant bevis på, da jeg troede faren var drevet over og dulmede nerverne med cognac til kaffen. Et brag, der rystede det lille Conair-fly, snød mig for den tiltrængte hjertestyrkning. Cognac’en fløj op af glasset og de ædle dråber regnede ned over os begge. Under jakken råbte Lise: »Vi falder ned! Nu dør vi, Bjarne!«. Men det gjorde vi ikke!

På fotosafari i bedstefars rødbøg Det blev den første af mit gode, lange livs talrige reportage- og ferieture. I ungdommen på Faaborg Avis fotograferede jeg fra sportsfly hver gang en gratis tur bød sig. Når det ikke var muligt, og en artikel krævede oversigtsbilleder, kravlede jeg op i skorstenen på Elektricitetsværket eller ad den noget mindre på Faaborg Andels Svineslagteri. Men allerede som dreng havde jeg et kamera med på familiebesøg og husker endnu da mor stod og råbte op i rødbøgen hos bedstefar i Ollerup. Han havde et hyggeligt handelsgartneri med en masse små og store drivhuse. Duften af hjemmedyrket tobak i efterkrigsårene kan jeg stadig mærke i næsen. Mor truede mig, som hun kunne bande og svovle, til at komme ned omgående ellers ville hun - For hæblada, din røvcykelist, personligt komme op og hente dig! Interessen for at se det hele lidt fra oven fik en brat ende i 1975, da min gode ven, rejsemontør Mogens Mejsner Jensen, kaldet Monberg, inviterede til en unik fotoseance ad pylonerne på den nye Lillebæltsbro, som han var med til at bygge. Det var før vejbanerne blev hængt op, så vi måtte spadsere over de tykke rør, der rummede kablerne til hængebroens konstruktion. Brædder var monteret på pylonerne som en slags himmelstige. Opad gik det. Opad og bort fra den fynske muld mod en fantastisk mulighed for at Svendborg Avis kunne være det første dagblad med en uofficiel indvielse – en billedreportage fra den nye Lillebæltsbro. 72

ad være med at kigge ned, formanede »Monberg«, da vi forsigtigt vandrede over mod Jylland: Så bliver du svimmel! Sludder! Jeg er vant til at fotografere fra industriskorstene og sportsfly, når avisen skal bruge oversigtsbilleder svarede jeg kækt, mens mit ret tunge Rolleyflex 6x6 kamera hang i remmen om halsen. Når jeg brugte det på pylonerne, holdt jeg fast med venstre hånd i det støttetov, der var anbragt en meter over brædderne, løftede kameraet og fokuserede gennem luppen ned i søgerskaktens matglasplade. Dér så jeg en coaster, ikke større end en tændstikæske. Og så drejede den nye Lillebæltsbro rundt. Hele verden ville pludselig højre om. - For Fanden, Bjarne! Jeg sagde jo, du ikke skulle kigge ned, hvislede Monberg. - Find et punkt ovre på Jyllandssiden og fokusér på det, mens vi går videre. Det blev mit livs længste spadseretur! Jeg har aldrig, hverken før eller siden, været så glad for at se jyder og Jylland. Men til gengæld blev jeg i mange år svimmel, blot jeg sad på en barstol! Behøver jeg fortælle, at »Monberg« fik lov at tage vejen tilbage alene, mens jeg fandt en taxa. Tilbage på Fynssiden mødte jeg meget senere en grinende Monberg, der hilste mig velkommen med sit yndlingsudtryk: - Dét syn af dig, oppe mellem tårnene, klamrende sig til kameraet, vil jeg huske til min dødsdag. Hvis jeg lever så længe! Mogens Monberg var én af fem kammerater, der i de hektiske 60’ere byggede huse på Multoften i Horne. Det var Peder Kanon, Kaj Umanak, Monberg, Martin Kej og jeg, Ingen penge havde vi masser af, men fritiden var god og lang i det herlige årti med Elvis og Beatles og skattefrit år, så der blev gravet grund, støbt fundament, rejst mure og lagt gulve i den nye udstykning, der hurtigt fik navnet »Spættekvarteret«. Fordi vi alle sad og hakkede i det efter køb af byggegrund. Rejsegilde fulgte rejsegilde. Indvielse efter indvielse. Kirkeklokkerne bimlede bryllupsmelodier i ét væk – og der blev lagt mange æg i de nye reder. Men ikke på Multoften 9, thi et spændende job som redaktionssekretær på Svendborg Avis fristede. 15. august 1969 forlod jeg definitivt barndommens Horne Land og fandt en drejestol i redaktionssekretariatet i Sankt Nikolai Gade. Den roterede vældigt de næste seks år. Som et lykkehjul mellem job og udfordringer. Det var på dén stol, jeg erfarede, at lederevner ikke er en medfødt egenskab. Men det var – og er stadig lysten til at møde andre mennesker, at skrive og fortælle deres historier. Lise og jeg fik ring på hinanden i 1968 og søgte efter en rede, hvor vi, ligesom vennerne i Horne, kunne lægge æg. Der var ikke dén landsbyidyl på Taasinge, Thurø og langs kysten mellem Faaborg og Svendborg, vi ikke gennemkørte på kryds og tværs hen over vinter og vår. 75

»Jeg sagde jo, du ikke skulle kigge ned..!«

Det blev Danmarks hidtil største rejsegilde, da folk fra Monberg & Thorsen samt Ostenfeld & Jønsson i 1969 festede for det første, store træk i broprojektet.

Livsglædens muntre gesandt

Men inden rejsegildet snød jeg og spadserede den 1200 meter lange vej fra Fyn til Jylland sammen med min gode kammerat, Mogens Meisner »Monberg«. Kablerne, der bærer den 1200 tons tunge brobane, er 60 centimeter i diameter. Den nye Lillebæltsbro havde været under opførelse i tre år, da vi fik lov at tage turen over pylonerne. Og det evigt gyldige med statsprojekter, der sprænger alle rammer, er ikke noget nyt fænomen . Da broen stod færdig, anede man simpelthen ikke, hvad den havde kostet!

Det var Nakskov SkibsvĂŚrft, der leverede de 93 brobaneelementer. De er 12 meter lange og vejede 130 tons. Elementerne blev transporteret til den enorme byggeplads ved Staurby Skov pĂĽ specialbyggede pramme.

Da pladsen var etableret, dækkede den 20 tønder land, og blev efterfølgende overdraget til Middelfart Kommune. Hængebroen, der for anden gang skabte fast forbindelse mellem Fyn og Jylland, blev betragtet som danske ingeniørers mesterværk. Alt var projekteret og konstrueret med millimeters nøjagtighed. De to brotårne var oprojektet og opført skæve, men blev bragt i lod, da vejbanerne kom på plads!

vad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Men bortset fra, at en mobiltelefon ringede, da Jesper Svärd bad Fadervor, var der bogstavelig talt dødstille i Horne Kirke hin torsdag. Kun præstens ord og Anders And-stemmen fra en mobil fyldte rundkirkerummet. Sikken’ kontrast! Hørt fra min kirkebænk lød det, som var der telefon fra afdøde Monberg... Munden løber ellers ikke over på ret mange når orglet spiller et potpourri, sammensat for den person, vi sidder og snart skal sige endegyldigt farvel til. Ved en begravelse stemmer organisten sindet til eftertanke; tanken drager på langfærd, hjertet er fyldt, og det er just humlen i den smukke optakt til begravelser. Mine tanker tog plads bag på en cykel mens vi passerede det sidste ishus inden Horne. Det ene af de to ved Assenskorsvejen – dér, hvor jeg sidenhen så en mand flyve. Ikke ham, der hænger i kirken og ser tilgivende ned på hende med mobiltelefonen. Næeh, ham her sad på ladet af en blå pickup, og ved et frontalsammenstød i krydset fløj han forbi mig og min konfirmationscykel på vej hjem fra Faaborg. Manden landede på stråtaget over Hesselager-Ishuset på søndre side af Assenskorsvejen, kurede på røven ned ad stråene og sagde: Godaw-do, da han stod foran mig ved fortovet. Èn af dem i bilerne sagde aldrig mere noget. Tilbage på mors jernhest i 1948 kørte vi forbi købmand Søren Kej ved Hvedholm og op ad bakken. Her så jeg første gang den smukke, runde kirke og de to møller, der drejede lystigt i sommervinden. Hornes skyline, set fra barnehøjde med en træt mor på sadlen. Mor Løkke var ked af at emigrere fra mormor på Pilegårdsvej 21 og oldefar i Vestergade 99, så jeg var galant, da jeg fra min cykelkurv tilbød: - Nu skal jeg skubbe dig op ad bakken, lille mor.

Tanker på Apostlenes heste

Huskegrænsen er efter sigende ikke videnskabeligt fastlagt, men gavmildt flydende. I min alder kan korttidshukommelsen være forbavsende kort og langtidshukommelsen så fremragende, at man kan huske ting, der aldrig er sket! Men her i kirken, hvor pianisten stemmer sindet til afsked med den smukke »Time To Say Goodbye«, flimrer skærmen og bringer billeder af Horne længe før det første fjernsyn blev kørt til halvøen i 50’erne. Det var Svend Radio med snakketøj og synk samt Gunnar Tukjær, der praktiserede salgspsykologi med tillidsfuld frihedskæmper-klumpfod. Min far fik anviserprovision ved salg af radiogrammofoner til Koreakrigens velhavende landmænd. Akkompagneret af en snes minutters orgelmusik tilbagelagde jeg på de hårde træbænke adskillige familiecykelture mellem Horne, Svendborg og Ollerup. Med mine prægtige forældre på jernheste – eller prustende damphest, når der var penge

til togbilletter – besøgte jeg bedsteforældrene i Ollerup og Svendborg. Det ene sæt havde 17 søskende. Det andet 12, så der var nok at snakke om. Og de havde ikke kedet sig i sengehalmen – eller i gartner Bekkers drivhuse bag Ollerup Station, hvor der nu er parcelhuse, men ikke så meget kløende sengehalm. En barndom med så vældige familier giver mange minder og fulde album. Men 21 år som hornebo, inden jeg selv emigrerede tilbage til Svendborg og Skårupøre, gav endnu ﬂere. Og nu kom minderne på et halvt hundrede kanaler, myldrende ind i rundkirken, mens vi sad der med duggede briller, fyldte hjerter, vemodige tanker og tidens narresut, mobilen, tændt eller slukket. Jovist. Der er mere mellem himmel og jord end så mange andre steder. Ungdommen på herlige Horne Land fylder meget i livets tredie halvleg. Når man er vokset op ved gadekæret og har præsteret at vinde kampen om at cykle indenfor stængerne – selvom man skulle syv gange i vandet og ikke havde mere tørt tøj dén dag – er der meget at forholde sig til under en begravelse.

en første kæreste. Ikke på månen, men i måneskin på kirkestien. De første tømmermænd. Svendegilderne. Forsamlingshusballerne. Ungdommens venner, der blev venner for livet. Landsbyens lyde... Og så var der Martin, Peter og Mogens. Nybyggerne på Multoften, hvor ungkarle var frie fugle, indtil der kom moderne damer forbi og lagde æg i de nye reder. Mogens hed Monberg, fordi han var Monberg. Rejsemontør i Monberg og Thorsen med en humor uden mage. Livet igennem var Monberg på farten verden rundt to trediedele af året. I de aktive år mødtes vi til improviserede Mulebofester i Spættekvarteret. Men en dag ringede Monberg afbud til fest i Skårupøre. - Jeg har aldrig fejlet noget, nu kan jeg næsten ikke åbne en bajer. Og jeg har ikke luft til at gå over til Martin og ordne verdenssituationen, selvom den trænger... Det med læger har Monberg altid ment var overﬂødigt tidsspilde. Han var aldrig syg, og ville ikke helbredstjekkes før »min sidste afspadsering«. Mens vi sad i kirken ved Monbergs kiste og sang »Nærmere Gud til dig«, gik jeg igen med Monberg ad pylonerne på den nye Lillebæltsbro, som han stolt viste frem. Deroppe, hvor han i 60’erne havde sin hverdag, kiggede jeg ned og så en tændstikæske-lille coaster sejle, hvor der nu er vejbane. Siden da har jeg været svimmel, blot jeg ser på en blondine med høje hylder. Der kunne skrives bøger om mennesket Monberg med den helt usædvanlige, skæve humor. Men jeg nøjes her med den sidste skævert, som faldt, da Monberg sidste gang var til rund fødselsdag i Skårupøre: - Det vil jeg huske til min dødsdag – hvis jeg lever så længe!

Råhygge i Spættekvarteret: Bente, Bjarne og Jonna

Lise og Martin synger om Kapitalismen

Birthe tvivler pĂĽ suppens kvalitet

om Frede sidder dér i stolen med maleriet af sin bedstefar i skødet, er det forunderligt, hvor intet er forandret. Jeg har ikke set Frede »Møller«Nielsen siden østermøllen. Men vi lagde hurtigt de 48 år til side og genoptog snakken som om intet var hændt. Jeg opsøgte min gamle skolekammerat for at få sat det med Hornes to legendariske møller og deres triste skæbner på plads. Frede er formentlig den i dronningeriget, der véd mest om de imponerende vindmøller, der i et par århundreder var med til at skabe velstand i landbruget, så han er forfatter til adskillige faglige artikler. Sammen med Lene nyder han tredie halvleg i omgivelser, der fortæller møllehistorie i reoler og på vægge. Maleriet bag Frede er Grubbe Mølle i grænselandet mellem Horne Land og Svanninge. I dag en smukt restaureret mølle, hvor vi, der har hjulpet til i møllerne og hørt de markante lyde, skabt af vind, kværne og kornets rislen, kan snuppe en nostalgisk tidsrejse. Og når man, som jeg, indtog Horne Land på en bagagebærer, og har haft møllerne med i livets lydarkiv som det første indtryk, er man på en regulær tidsrejse. Der er stadig sår i sjælen, der ikke vil heles, måske fordi jeg som ung journalist var påvirkelig af tragedier, som dengang i 1968, da Fredes far omkom ved en faldulykke på møllen. Samme år, mens jeg sad og refererede et møde i Horne Sogneråd, kom vindrosen i bagvind i en storm, så brædderne hvirvledes rundt i luften. Uden styring løb vingerne baglæns og endte med at falde til jorden. Det blev møllens død.

Vi så Hornes vartegn forsvinde

in bror Peder og jeg så på hver sit tidspunkt og fra hver sit sted Horne Lands to prægtige, velfungerende vindmøller blive anbragt i historien. Det skete i begge tilfælde under dramatiske omstændigheder – en altfortærende brand og en orkanagtig storm. Branden skete midt på formiddagen den 29. oktober 1959. Peder gik i sjette klasse og sad og snakkede med sin sidekammerat, René Damgaard. Hvem der først så branden, husker Peder ikke. Men det gik forrygende stærkt; kun et par timer, så var hele den store møllebygning en rygende ruinhob. - Det, jeg måske husker mest tydeligt, er at der løb en helvedes masse grise rundt bag havemuren ind til skolegården. Der var over 400, og det var Grossi, der passede dem. Der blev avlet en masse grise i de gamle lagerbygninger. - Det er nok forkert at sige, at det var en flot ildebrand, men det var det faktisk, erindrer Martin Kej, der dengang var i lære hos mekaniker Edvin Mogensen på Horne Landevej. I dag er min gamle skolekammerat lokalhistoriker og har beskrevet Horne Lands historie og personer i utallige artikler og bøger. Vi var iøvrigt blandt den første håndfuld selvbyggere, da Multoften blev udstykket til »Spættekvarteret«. Navnkundige gårdejer Lundblad, hvis fornavn vistnok ingen erindrer, havde en gård på Egsmarken. Han og konen blev hyret som forpagterpar, da korn- og foderstoffirmaet I. I. Larsen i Faaborg overtog forretningen. Det var et fantastisk par. Konen sad godt i direktørstolen og Lundblad havde det som en fisk i vandet med de mange gøremål. Der blev virkelig lavet forretning i de år. Jeg hsuker da hans idérigdom, om jeg så må sige slog ud i lys lue (nej-nej, ikke dér!), men da han, efter en omfattende restaurering af den forfaldne mølle, fik den sølvbronzeret. Lundblad var også børnenes ven, en charmerende gavtyv, som engang fik arrangeret en fiskekonkurrence i gadekæret. Vi fik penge af ham for de rustne cykler og meget andet ragelse, der var kastet i gadekæret. Min far købte en natpotte. En stor rummelig én i hvid lakering med blå kanter. I Skomagerstuen gik snakken ofte om, hvem der havde siddet på den. Mejerist Arne Møller, der var ungkarl, indtil han blev fanget af en seminarist, som de jo hed på de tider, mente størrelsen passede til Karla Dallerlår. Men Store Emil havde udset helt andre bagperroner på Horne Land. Engang, han afleverede koks til en af dem på Taastebjerg, spurgte han: - Hva’ fa’en, lillemor, er det for en stank, du har i kabyssen? - Det’e lokumsspanji’. Denj var frossen, så je’æ v’e å tø denj op på komfyret!

MIT BILLEDE af sognerådet i Horne har fået mange fædre og mange fortællinger siden mødet her i 1968. Men fakta er, at det blev taget inden Storkommunen Faaborg blev en realitet i 1970. Under oprydning i research til bogen fandt jeg blokken med sognerådsreferater. Her var de vise ord fra formanden, gårdejer Gunni Rud, far til Hornelandssangen, understreget:

»De gamle, hyggelige sognerådsmøder er færdige, men det hindrer ikke, at sognekulturen kan leve videre i fremtiden«.

Som en fornærmet Kong Henrik

e tælles blandt de minutter, man aldrig glemmer. Hver gang, Dansk Meteorologisk Institut et par dage i forvejen melder storm og orkan, højvande og stormflod, går journalister medsamt TV-stationernes rekolameafdelinger i selvsving. Digitale medier melder XtraBreaking i gult og rødt, og i bannerreklamer kan man se henvising til litteratur om Noahs Ark. Meeen - da far var dreng og havde hår på hovedet, skulle der mere til at ryste skriverkarlene. Mandag den 15. januar 1968 sad jeg sammen med Edvard Andersen fra Fyns Tidende og dækkede sognerådsmødet i Horne. Det fandt sted i Horne ny Skole og fra vinduerne var der fremragende udsigt over Helnæsbugten med øerne Illum, Horsehoved og Vigø. Debatten gik om landsognenes sammenlægninger med den grimme storebror Faaborg. Hvem ville gifte sig med Broby eller Ringe. Og hvad kunne man gøre i en sammenlægning for at bevare Faaborgs politimesterembede, retsvæsenet, arresthuset og alle de øvrige offentlige institutioner og dermed arbejdspladser. Ingen havde på det tidspunkt forestillet sig, at et halvt århundrede senere med flere hærgende storhedsfornmmelser, havde Faaborg også mistet posthuset, sygehuset, politistationen, Falckstation, og sågar rådhuset, som vælgerne flyttede til Ringe for at sikre en socialdemokratisk borgmester i kommunen! - Du Edvard, sagde jeg og skubbede til min erfarne kollega fra redaktionen i den røde villa på østerbrogade. Læn dig lidt frem og kig til venstre for Schackt. Vindrosen på Vestermøllen varsler endnu stærkere storm! Holdt kæft, hvor den løber rundt. Man kan næsten ikke se den..! De næste sekunder føg det med brædder i en underlig bue højt op i luften. De må delme komme langt omkring, tænkte jeg. Men så blev der tavshed i sognerådslokalet. Alle gik til vinduerne og så det ske: Møllehatten drejede en halv omgang; de store vinger kørte kapløb med sig selv, inden de tog hele den tonstunge støbejernskrans med sig og faldt til jorden. Majestætisk, som en slags fornærmet Kong Henrik, stod de med armene over kors og kiggede ned over landsbyen. Hvad der skete, kan du læse i min reportage fra dengang. Om besindige smed Hørkild, der løb ned gennem møllen forbi de vældige trakte, der løb gennem etagerne. Om det var her, det skete eller på østermøllen, véd jeg ikke. Men en møllersvend blev indlagt på Faaborg Sygehus med kvæstet fod. Den ene sygeplejerske efter den anden kom ind på stuen, kiggede på patientjournalen under metalskiltet i fodenden, løftede dynen – og forlod stuen med et underligt udtryk i ansigtet. Lægen havde ganske korrekt beskrevet arbejdsulykken: - Under sædudtømning faldt lemmen ned og knuste foden..!

En historisk vits fra Horne Land. To gårdejere mødtes på ferie i Harzen midt i høsten. De havde begge fået udbetalt store forsikringssummer. Den ene for brand. Den anden for haglskade. Da faldt spørgsmålet: Hvordan får man det til at hagle?

ans Martin Nielsen boede og arbejdede omkring Kongens Nytorv. Der for fik han som de fleste andre i byen et øgenavn. Men det lærte jeg i barndommen ikke at bruge. Min far sagde, med vrede i stemmen, at man ikke giver mennesker øgenavn efter fysiske handicap. Og sådan skal det være! Hans var snedker og boede sammen med sin mor og moster, som han passede, og som man også kan udlede af den kendsgerning, var han godheden selv. Jeg så Hans engang imellem da jeg stod i lære som typograf hos min bedstefars søster og mand, Johannes Pedersen. Han var nær ven af familien og elskede at skænke dem gaver. Eksempelvis havde han skåret en hestesko af træ, fordi mesters barnebarn var vild med heste. Et af de mere originale værker fra Hans var et tændrør i overstørrelse, drejet i træ. Det kunne skilles ad – og rummede en halv flaske brændevin! Men der er ikke mange fra den tid på Horne Land, der ikke har noget godt at fortælle om Hans Martin Nielsen. Han var umådelig vellidt og der er formentlig ikke det hus, han ikke på et eller andet tidspunkt har besøgt for at udskifte vinduesglas. Jeg kan stadig mærke et af besøgene i mine røvbalder. Bror Peder og jeg konkurrerede om at skyde efter de små vinduer i Skomagerhusets baghus med trælokum. Det var vist mig, der vandt kampen om at ramme flest med perlesten i slangebøssen. Hans Martin var en fremragende fortæller og havde meget at berette om. En af de mere spændende fortællinger var hans arbejde som ligkistesnedker. Eksempelvis dengang, han blev bedt om at lægge en dreng i kiste nede ved Vænget, hvor tyskerne havde deres station til opladning af ubådsbatterier. Soldaterne troede, det var den berømte modstandsgruppe på Horne Land, der puslede i skoven. Ved siden af sine mange faglige gøremål havde Hans Martin Nielsen en hobby, han mestrede til perfektion. Det var fotografering og fremkaldelse af film og billeder i eget mørkekammer. Da det ene af Hornes vartegn brændte den 27. oktober 1959, var det Hans Martin Nielsen, der tog det eneste billede af den spektakulære brand. »Et flot syn« var der mange, der sagde – i det skjulte. Huset under skiltet på Kongens Nytorv var Hans Martins hjem. Jeg har aldrig brugt øgenavne, baseret på folks handcap, så for mig vil han altid være Hans Martin...

95 Ak ja. Mine billeder fortæller, hvordan sognekulturen ikke havde den store bevågenhed i 60’erne!

Efter trykstart vurderer håndsætterne af Guds og Carls nåde indholdet i dagens avis. Det er fra venstre Henrik Mygind Andersen, Bjarne Bekker og Ove Christoffersen. Med ryggen til sidder Finn Simonsen.

engang, det skete, blev aviserne i Faaborg, Rudkøbing, Marstal og Ærøskøbing trykt på den her måde. Ark så store som et spisebord blev trykt på den ene side om formiddagen. På den anden side over middag. Vi indstillede Eickhoff fladtrykspressen manuelt. Når farveværket var justeret, klappede bordet med papirfremføring ned, og så blev oplaget på 2.850 Faaborg Avis er trykt på et par timer. Den unge håndsætter er 18 år og nyudlært i sortekunsten. Jeg var absolut ikke tryg ved samarbejdet med det store dyr. Meget hellere vinkelhagen med de løse typer eller sættemaskinen. På universitet i Horne fik vi højere uddannelse, idet skolen lå 42 meter over havets overflade. Det var en anden slags og meget mere begavede lærere end nutidens. Ved at kigge ud over flokken i femte klasse, kunne de se, hvad der var inde i vore hoveder. Vi praktisk begavede blev indstillet til forårskonfirmation og et spark i røven om to år. De, der havde indhold i hovedet, blev efterårskonfirmeret og tog siden realen med. Det var tankevækkende at se, hvordan brune pakker på lærernes bord i slagtesæsonen kunne skabe en dybere, pædagogisk analyse af Koreakrigstidens landmandsbørn, end af vi fattige i ånden. - Den slags metoder bruger vi ikke i vort hjem, sagde min far, der var mejerist og ordkløver, da jeg også ville gøre læreren eksamensglad. Fatter Fedthas digtede et halvt hundrede sange ved konfirmationstid. Som 11-årig blev jeg tvunget til at sadle min Pegasus. Også da husmand Peder Madsen og min far sad i Skomagerstuen og udvekslede tips til sønnens konfirmationssang. - Men melodien, Peder?«. - Kan du få den til at gå på Jens Vejmand, ville husmanden fra Lillemarken vide. - Ja, hvis vi piller lidt ved den«, lød det svar, jeg først forstod noget senere i livet i den gamle landsby ved gadekæret. Eller var det omme på kirkestien bag sportspladsen ;-)

P 98

å Faaborg Avis regerede Carl den Grusomme. Han var ejer af avisen, af sin »Torsdagsavisen«, af sætteri, trykkeri og hele det store bygningskompleks mellem østergade og Banepladsen. Kært barn har mange navne. Carl Røvballe blev han også tituleret. Carl var et selskabsmenneske af ypperligste klasse. Han arrangerede udﬂugter til de andre provinsaviser i Rudkøbing, Ærøskøbing og Marstal. For en sikkerheds skyld med mellemlanding de steder, hvor ålen dengang vandrede livligt: Skovballe Kro, Vindeby Kro, Vindeballe Kro. Og dér studerede vi – arbejderstandens akademikere – ålene helt ind til benene, når vi havde set sætterier og trykkerier nok og i sommeren 1961 sejlede under den nye Langelandsbro.

100

f hensyn til regnskab, afskrivninger og husfred – og ikke mindst hans unge kone Elly – tog Carl den Grusomme også avisens charmerende redaktør og journalistelever med på studieture til den nye teknik, hvor deadline ville blive meget bedre end i vore dage. Dengang kendte vi ikke deadline. Var der en god nyhed, standsedes fladtrykspressen, så man kunne skifte et par blylinjer ud og køre videre. Det kunne medføre visse uheld, som når der smuttede en billedtekst fra Korinth Kinos westernkliche ind under bryllupsnotitsen: »Lørdag vies i Faaborg Kirke, datter af byretsdommer Habersaat«. Det så ikke så pænt ud, at der nedenunder med fede typer stod: »Det kræver mod at være med«. Værre var det, når husmoderforeningsformand, som var Carl den Grusommes evige plageånd, kom med sine mange referater af aftenmøder med husholdningskonsulent Margit Simonsen fra Tredie Hovedkreds. Ofte en snes sider håndskrevne referater. - Bekker. De kan læse jomfruens kragetær. Kan De ikke redigere og korte det ned til forståelig dansk? Så jeg blev maskinsætteriets husholdningsekspert, der beskrev og redigerede flere madopskrifter end Marianne Hein i sidste århundrede glædede Amtsavisens læsere med. Og det siger ikke så lidt om et par årtier i Sct. Nicolai Gade med »Uden sovs og kartofler« Men en dag gik det galt. Husmoderforeningen havde været på otte dages studietur i den norske venskabsby, Brevik. De daglige referater om klipfisk og Vigelandsparken og de norske, sunde folkesjæle, blev for meget. Da den tårevædede afskedstale til byrådet i Brevik, nåede Faaborg Avis med morgenposten, kom den unge maskinsætter til at begå en af de fejl, vi sortekunstens akademikere yndede at tjekkede korrekturens effektivitet ud med. Den ultimative afskedssalut fra forkvindens manuskript lød: - Men, hr. borgmester, nu er det på tide, at vi efter otte dejlige dage i de norske blomsterdale vender kursen hjem mod Faaborg. Da den unge maskinsætter havde rettet fejlen og selv skulle sætte blylinjen med den rigtige ordlyd ind i satsen, fordi faktor Madsen var på kontoret for at kurtisere en bankdirektørens datter Bodil fra Ringe, kom han helt til at glemme udskiftningen, så kursen var stadig stavet med to s’er. Da han også skulle trykke bagsiden af arket med dagens Faaborg Avis, fordi trykkeren var gået over til købmand Else Barbré efter mere øl, glemte han at læse, hvad der stod om odysséen til Brevik.

101

Men Carl den Grusomme rev døren op til maskinsætteriet og hans vældige, korpulente krop lignede en gang Vild med Dans da han råbe: - Bekker for Fanden – den unge typograf frygtede det værste, men redaktøren fortsatte jublende: »...der fik vi hende sgu«. Husmoderforkvindens gang over den faaborgensiske købstads fortove blev ikke mere den samme, thi der lød ofte en hvisken: - Nå, min kære forkvinde. Har du vendt den hjemad!

»Da’e enj toml’finjer i mi’ avis« Det var værre på Langelands Folkeblad. Her var det Poul Nielsen, der håndterede både maskinsætteri, ombrydning og Eickhof ’en. Når trykkeren skulle tjekke, om falseapparatet var korrekt indstillet, inden det skar de færdige aviser til, kunne man nå at snuppe et eksemplar og trimme indstillingen med store drejehåndtag. Det havde Poul gjort i flere år, men al rutine sløver, så en dag fik han ikke tommelfingeren med, hvilket ikke bekymrede falseapparatet, der kørte videre, mens Poul løb op på kontoret og fik pigerne til at ringe efter Falck. Stationen lå lige henne om hjørnet, thi Venstre havde endnu ikke centraliseret livet på landet som i udkantsbyen København ovre ved Svenskekysten. Med babubabu, håndtrukket tudehorn og gult flag. gik det til Rudkøbing Sygehus, som endnu heller ikke var væltet Venstre om. - Fingeren. Poul! Hvor Fanden er fingeren? Ambulancen måtte tilbage med gult flag og håndpumpende udrykningshorn. Alle i bladhuset blev sat til at lede under Eickhoff ’en. Men fingeren var borte med blæsten. Eller rettere med bla’bu’et til Tullebølle. Sidst på eftermiddagen ringede en bestyrtet abonnine til avisen med de siden så berømte ord: »Da’e enj toml’finjer i mi’ avis« Da Aktieselskabet Svendborg Avis i 60’erne opkøbte alle de små købstadsaviser i firebladssystemets dødskramper, fulgte Poul med til Sct. Nicolai Gade, hvor han blev den eneste, der nogensinde har håndteret nifinger-system på en Linotype sættemaskine. - Og det står til Tro’ense, som redaktør og kapelmester Søren Holmskov altid udtrykte sig.

103

104

Carl den Grusomme levede i min tid aldrig op til sit navn. Han havde altid spenderebukserne på og arrangerede studieture til andre provinsaviser. Her er vi på vej hjem fra Langelands Avis og redaktør Orloff. En væsentlig del af udflugterne var studier helt ind til benene. På Lindelse Kro, Tullebølle Kro samt Kædeby Caféen og andre steder, hvor ålen dengang vandrede lifligt...

105

Min billedreportage gav smæk på havnen og skideballer på avisen. Sønnen kørte fars bil i havnen. Han kunne ikke li’ overskriften...

Kaptajn på en Folkevogn med vand i maskinrummet

106

et var i det politiske ﬁrebladsystems sidste krampetrækninger. Endnu levede både Faaborg Folketidende og Faaborg Avis med redaktioner og ikke mindst egne trykkerier. Oplaget på Faaborg Avis var omkring 100 års jubilæet på 2.500 eksemplarer. Jeg var så heldig at være tæt på og aktiv i alle funktioner omkring avisfremstilling i 60’erne. Som kun 18-årig, nyudlært håndsætter fra Johs. Pedersen & Søns Bogtrykkeri kom jeg i december 1961 til Faaborg Avis. Dengang var det kutyme, at man forlod lærepladsen så snart svendebrevet var i hus. Da jeg, kort før jul, meldte mig arbejdsløs hos maskinsætter Julius Rasmussen, formand for den lokale afdeling af magtfulde Dansk Typograf Forbund, stod redaktør og bladejer Carl Nielsen med annoncer til sætning. - Hvad ligner det at afskedige en ung typoraf lige før jul, udbrød Carl! - Jamen, sådan er det jo. Jeg kan hjælpe med at sortere ispinde derhjemme! - De kan begynde hos mig i morgen tidlig klokken seks, unge Bekker. Lønnen kan De aftale med Julius. Jeg har jo set i Deres sportsreferater og meddelelser til redaktionen, at de mestrer det danske sprog og kan håndtere et fotografiapparat! Jublende glad kom jeg hjem til far og mor i Skomagerhuset og fortalte om mit held og mit nye job. Far var glad på mine vegne – også fordi jeg ﬁk meget mere i løn end han gjorde som mejerist med over 25 års erfaring.

kker, og Bjarne Be e d n e id T s 7 n ersen, Fy org Avis 196 b a a F , rd Edvard And a a og Lars Leerg Peter Faber

107

108

in læremester, Johannes Pedersen, var ikke glad, da jeg kom tilbage til Grønnegade efter middagspausens besøg på Faaborg Avis. Jeg var i gang med en krævende opgave, et omfangsrigt katalog for Faaborg Jernstøberi. Det var på over 100 sider, alt var håndsats, kombineret med en masse illustrationer. For at binde kunderne til samarbejde med jernstøberiet, havde direktør Poulsen en unik idé. Han købte rettigheder til vittighedstegninger i det engelske blad »Punch«, og på alle højresider var der en vits. De virkede! - Du kan ikke stoppe allerede nu, sagde min læremester med barsk mine. - Min nye lærling kan ikke ret meget endnu, så vi får ikke kataloget færdig til tiden. Faaborg Jernstøberi er en af vore største kunder, og du er lynhurtig ved vinkelhage og sættekasse. Finn kan ikke ret meget endnu. Du må blive et par uger mere! - Den går ikke, mester. Der er lige skrevet kontrakt med redaktør Nielsen, og jeg skal desuden uddannes til maskinsætter – så i stedet for den håndsats, der mangler, kan I jo købe maskinsats. Måske kan jeg få lov at øve mig efter fyraften med maskinsats til jer. Og sådan blev det... På Faaborg Avis kendte jeg allerede dem allesammen. Carl Nielsen havde i flere år spist på Banegaardsrestauranten, hvor Elly var servitrice. En dag fusionerede Carl og Elly både morgenmad og aftensmad, seng og bord og stol – samt det daglige kilo kød til den forkælede skødehund. I resten af tilværelsen levede de trygt og godt helt inde i ægteskabet – med den stiltiende aftale, at Carl ikke var hjemme til frokost, thi når Klokketaarnet slog 11 slag, forlagde redaktøren residensen til »Putterne«, Rasmussens Restaurant i Adelgade. Elly havde, som alle unge koner i ægteskaber, et godt tag på Carl, økonomien og fremtiden. De levede, som det sig hør og bør, lykkeligt til deres dages ende. Ved salget til A/S Svendborg Avis flyttedes sundudsigten fra lejligheden over redaktionen, til en perle af et hus, direkte til Faaborg Fjord. Jeg fik et virkelig godt forhold til Elly og Carl. På mange måder blev jeg behandlet som deres egen søn. Carl Nielsen betalte min uddannelse til maskinsætter i København. Det skulle være både teoretisk og praktisk. - Bekker, De kan jo se, at maskinsætter Bjerre og maskinsætter Rasmussen er ældre herrer. En dag kan de ikke mere, og så skal der være nogen, som kan skille og samle Linotype og Intertype sættemaskinerne. Kurserne i København var en vældig oplevelse for en 18-årig landsbydreng, der ikke havde været længere borte end mors familie i Harboøre og Thyborøn, og da der så også kom en jysk kurre på tråden i mit sportssamarbejde med Lennart Weber på »Aktuelt« i Grønnegade, blev der taget en stor beslutning. - Bekker, De kan sguda ikke sådan komme og sige op. De kan jo både sætte avisen, bryde siderne om, lave maskinsats og trykke, når Poul Henriksen er syg eller fuld!

- Og hvad med Sporten og nyhederne fra Horne Land! Det går simpelthen ikke! For at understrege ordenes vægt, slog Carl med højre hånd på sin unikke lille skrivemaskines »vogn« – med det resultat, at den rutschede hen ad skrivebordet og ned på gulvet. Først da avisen var trykt og pakkerne kørt på trækvognen over til banegården, turde jeg vende tilbage for at klare situationen. Vi blev enige om at vente lidt med mine ungdommelige »køwenhavnergriller«. Det var nok ikke den ringeste beslutning, thi hvad var der ikke sket, hvis jeg ikke havde lært at få styr på de to forskellige ti-ﬁnger-systemer til sætte- og skrivemaskiner. Det var svært nok de dage, hvor sportsjournalistikken blev nattefugtig, hvilket prægede starten klokken fem eller seks ved mit Linotypes tastatur.

109

110

rene som typograf på Faaborg Avis havde været festlige og lærerige. Dengang var østergade byens handelscentrum. Det var før Sparekassen Faaborg købte Herregaardscentret og flyttede byen ud af byen. Inden sparekasen selv blev sjællænder, og hvor sådan noget som apotheker-kassekreditter og lignende gådegadeerhvervs-konti, ikke skulle forhandles sammen med ost og pistoler på bordet. Dengang var der fire-fem pengeinstitutter i byen under Klokketaarnet, og ringede det ikke i det ene, så gjorde det i den anden. Det, man ikke kunne styre i banker og sparekasser, styrede man fra Rotary. Den multinationale koncern boede ovenpå Sydfyns Discontobank, og havde, ligesom USA i 2017, en præsident med forstand på penge og politik. Præsidenten fyrede dog ikke sine nærmeste; han havde god brug for kunder i pengebutikken overfor Ymerbrøndens i sten. Slagteridirektøren med kød og blod i fjorden, og den pædagogiske modstandsmand med pegepind og konservativ indflydelse i aviserne, var tro væbnere, og således var der fryd og gammen i byen, hvor Klokketaarnet vækkede folk til dåd og lagde dem i seng med »Fred hviler over land og by« samt andre træffere fra Højskolesangbogen. I Dansk Typograf Forbund sang vi fra den røde Arbejdersangbog når vi holdt møder i Fritidshjemmet bag »SocialDemokraten«. Vi drak øl fra Stjernen og havde billeder af Stauning omme i samvittigheden, hvis nogen lod sig friste af brugsuddeler Baunsgaard eller Jens Peder Døgnbrænder fra Fyns Tidende samt bondepartiet Venstre. Da jeg i flere etaper flyttede fra maskinsætteriet til redaktion og mørkekammer, skulle jeg stikke næsen i flere herligheder fra livet bag købstadens pæne facader. Det trekløver, der hen gennem 60’erne gelejdede mig over i journalistikken, var Carl Nielsen, Hans Jensen og Holger Berthing. Tre velsignede læremestre udi politisk økonomi, nyhedsformidling og børnepasning samt sprogets røgte og pleje. Af Carl Nielsen lærte jeg at drikke rødvin for overarbejde uden særlig hang til bilag og overenskomster, den tids Brixtofte-system. Hans Jensen kunne kunsten at belægge sine ord de rigtige steder, dog helst ikke på sin skrivemaskine. Han lærte vi unge sammenhængen mellem praktisk politik og nyhedsformidling. Min gamle, jydske ven, Holger Berthing havde et klarsyn, der kunne decifrere vore iagttagelser, inden de blev tastet ind i de fjernskrivere, der gjorde maskinsætterne arbejdsløse. Peter Faber og jeg holdt øje med foreningslivet og dets yppige kvinder. Blev valgt i bestyrelsen i Beale Street Jazzklub, arrangerede ulovlig påskekoncert med Chris Barber. Kom i retten og fik bøder – som vi finansierede med en Papa Buekoncert, men det er beskrevet i min bog om den tid: »FaaborgHistorier«.

111

112 Det lykkedes at sælge mit arrangement med Keld og The Donkeys på flere ledder. Der var koncert ved Chr. Rasmussens Radiohandel i Faaborg, hvor Østergade var propfyldt fra Bøjestræde og helt

ned til Faaborg Avis. Men pr-fremstødet for den nye LP »Landsbyens Gadekær blev samtidig min første artikel, solgt til Ugepressen. Erik Haaest udgav popbladet »Børge«. Her er nummer 1.

a pigen i den rĂ¸de kjole kom til Danmark

114

Kapitel 4

idsbilleder 1970 til 1980 • Vietnam og atommarcher

Selv generationen, der stadig er taknemmelig for amerikanernes indsats i Anden Verdenskrig, og Marshallhjælpen til genopbygning af fabrikker og landbrug, måtte på barrikaderne i 70’erne. Politisk drejede mange til venstre, selvom Glistrup kom i Folketinget fra højre med 15,9 % af stemmerne. Modstanden mod den offentlige sektor blev større og større. Vi sagde ja til EF i 1972, og samme år blev Margrethe udråbt til dronning. Danmark fik bilfri søndage, fordi »Ærlige Anker« ikke ville lade sig diktere af oliekongerne i Det lykkelige Arabien. Mange familier flyttede i parcelhuse med carport og vinkelstue. Vi fik fri abort og trompetbukser, hippiebevægelsen erobrede Bådsmandsstrædes Kaserne, der blev til Christiania. Holbækmotorvejen blev pacificeret af atomkraftmodstanderes march. Vi lyttede til Abba, og mens Anne Linnet endnu var til mænd, kærlighed og kildevand, blev navnkundige Plydsen i Svendborg besat af vellignende damer med røde strømper. Det skete første lørdag efter første fuldmåne i forårsjævndøgn. Hvilket alle med forstand på de dele jo ikke er i tvivl om. Efter besættelsen fulgte mændene reklamens råd: »Gør Minusdage til Plydsdage«.

115

116

d skæbnens lunefulde rundkørsler havnede vi en smuk forårsdag i Skårupøre. Jeg kan stadig køre første tur til det gamle fiskerleje i erindrin gens klare lys. Thurøkrydset, som dengang var helt overgroet af skov, lå som en hemmelig hule med fire udgange, der hver havde tidens høje, slanke vejskilte, pegende i rødhvide striber mod Nyborg, Thurø, Skårupøre og Svendborg. - Naarjjj. Dér ligger et Ishus med havudsigt - jublede Lises søde tand. - Du goooeste, og dér ligger et værtshus, øjede jeg i ét konstaterende blik. Midt mellem Helmuth Henriksens ishus og »Laurits på Skrænten«, fandt vi en stråtækt rede, lige til at lægge æg i. Drosthuset blev det kaldt i Skårupøre. Det var sat til salg for 165.000 fordi revisor Ove Maintz fra Sjælland på grund af hjerteproblemer droppede planerne om at vende tilbage til hjemegnen. I adskillige generationer var huset beboet af Drost’er fra den bagvedliggende Drostgaarden, men søstrene Martha og Ella opgav fødehjemmet på deres gamle dage. Det var for koldt om vinteren når havet viste tænder og østenvinden fik gardinerne til at blafre vandret ind ad vinduerne. Det mest imponerende ved Drosthuset var det lokum, søstrenes far havde etableret i den østre ende ind mod »Laurits på Skrænten«. Halvdørens øverste del var forsynet med det klassiske hjerte, men når Lars Fisker sad på kasseapparatet, lukkede han halvdøren op og fik totaludsigt over havet til Thurø Rev – eller Thurø Røv, som det immer hedder i folkemunde. Alle i det sydfynske arkipelag véd jo, at en thuriner er »...en thøsing, man har skodt hjernen ud af og sendt over Sundet«. Som malermester og museumsejer Povl Fredholm yndede at fortælle, når han viste rundt på museet i Bregninge Bakker. Og en mand, der ejer – og har sovet i Sixten Sparres og Elvira Madigans seng, skal man ikke betvivle. Hen over sommeren fik vi, takket være direktør Sverre Olsen i Svendborg Bank, prisen forhandlet ned i et leje, hvor vi kunne være med. Selvbyggerhuset i Horne blev solgt til Vanførefonden for opførelsessummen, 86.000 kr. mod livsvarig lejekontrakt til min far og mor. Det hårde, fysiske arbejde på Mejeriet Grøndal i Horne gennem tre årtier havde invalideret min far. Han døde, kun 64 år gammel, mens han ventede forgæves på en hofteoperation. Jeg fik min i juni 2017 på ét døgn. Det unikke, danske sygehusvæsen er groft miskrediteret af kolleger, der svælger i enkeltsager i samspil med populistiske politikere, der vil på forsiden. Mens vi i Skårupøre fik lukket Lars Fiskers ellers vildt imponerende lokum, fik tætnet kystvendte vinduer med vatstrimler og gangdøren med tætningslister, gav vinteren 1969-1970 os ét og andet at tænke på. Lydene begyndte en nat som

en underlig, fjern torden. Det var både fascinerende og skræmmende at høre havisen komme buldrende med østenblæsten ind mod kysten. Isskruningerne tårnede sig op langs Skårupøre Strandvej, hvor lysmasterne knækkede som tændstikker. Vi overvejede, om sommerens idyl med stokroser og studenternelliker nu var det rigtige valg, når isen kunne flytte huse i Lundeborg og lukke vejen ind til Svendborg med isbjerge. Drosthusets vinduer fik flotte mønstre med isblomster og lokumsgulvet blev en veritabel skøjtebane, så jeg tog mit morgenbad på Svendborg Avis mens Lise blev vasket på Odense Seminarium. Vi levede som i flyvende kufferter og nød livet i stråtækt idyl med egen strand og smakkejolle. Men det var ikke så godt på de tider, at vi »levede på polsk« i Skårupøre, så en julidag i 1970 noteredes det på familiesiderne i Svendborg Avis, at lærerstuderende Annelise Bjerregaard Granhøj 1. august skulle giftes i Faaborg Kirke med redaktionssekretær Bjarne Bekker. Mødrene var stolte af titlerne. Bryllupsrejsen blev bestilt. Som i 1967 med Spies Rejser, men denne gang til Gran Canaria med mellemlanding i Faro på Portugals sydvestlige hjørne for optankning. Et par dage før rejsen blev besluttet, vidste jeg, vi skulle ud at flyve. Drømmen....

117

et blev anden gang, mit fly styrtede ned. Samme sted. Samme stilhed. Samme rødglødende knoer på nødudgangens håndtag. Samme underligt hoppende skikkelse ude bag vingen. Jeg turde ikke fortælle Lise om drømmen. Hverken den første eller den nye. Måske blev jeg selv lidt bekymret. Når man er fatalist og tror på Murphys Lov – at det, der kan ske, vil ske – er sådan en drøm ikke rar. Slet ikke før bryllupsrejsen langt ud i Atlanten. I Kastrup Lufthavn kom vi ind i flyet ad bagtrappen. Min unge, smukke brud var rystende nervøs. Lise havde ikke sovet om natten, ihukommende turen til Mallorca tre år tidligere med lyn og torden over Alperne. I familien er det aldrig et problem, hvem der har vinduespladsen. Lise vil ikke kigge ud og ned og jeg holder meget af at følge med, når der er mulighed for at se landskaberne passere under os. Det er fascinerende at følge kystlinjer, oplyste byer i skumringstimen og ikke mindst muligheden for at fotografere ved start og landing. Nu var vi på vej til en eventyrlig bryllupsrejse. Jeg var heldig at få en vinduesplads. Husker ikke, om vi dengang kunne reservere én, men det tror jeg ikke. »Jeg vil ud! Jeg vil ikke med!«... Lises flyskræk stod malet i ansigtet, og der var kun ét at gøre – forlade kabinen ad samme vej, som vi kom ind med et par forklarende ord til stewardesserne om, at vi droppede turen og fandt en bryllupsrejse uden fly. En af pigerne fulgte venligt med ud og ned ad trappen mens hun forklarede Lise, at det slet ikke er farligt at flyve. Faktisk meget mere sikkert end at køre bil.

»Jeg kom til at torpedere en skolebus« Nåeh ja. Man bør måske lige erindre, at Lise året efter var »på græs« i Hov Skole på Nordlangeland. Hun kørte i min spritnye Morris Marina. Om aftenen lød det undskyldende om de manglende dørhåndtag og sidespejle: - Ja, jeg kom til at torpedere en skolebus fordi sneen var skovlet højt op i begge sider. Der var kun lige plads til to biler, forklarede Lise med ﬂotte armbevægelser. Men altså ikke til pyntelister og andet ligegyldigt på venstre side af min grønne dyt. Selvom jeg ikke er pædagog, fandt jeg det bedst ikke at bebrejde konen, at hun af alle biler på Nordlangeland skulle ramme skolebussen med egne elever. »Dødsrytteren fra Fyn« efterlod, ud over navnet, minder om en rigtig god og populær lærerstuderende.

118

en undskyld. Det var et tankespring. Tilbage i ﬂyet mod en herlig bryllupsrejse, skyllede Lise beroligende piller ned med adskillige dramme af klæbrig, blå Curacao likør. Lise traf selv beslutningen og således kom vi til den berømte Las Canteras Strand på Gran Canaria uden andre ﬂystyrt end dem i mine drømme!

119

på professionelt niveau havde arbejdet med ord i løs vægt siden 1. september 1957, gav bryllupsrejsen helt ny viden. Her ﬁk jeg bekræftet chefredaktør Jens Peder Jensens udsagn om, at kendsgerninger godt må være samarbejdsvillige. I brochurer fra Spies fremhævedes »den berømte Las Canteras strand« med sin kilometerlange, hvide sandstrand bag det koralblå, glitrende Atlanterhav. Da vi første gang forlod hotellets lejlighed, »med egen altan og udsigt til Las Canteras sranden«, for at debutbade i Atlanten, svømmede vi om kap med indholdet fra hotelbyens toiletter. Jeg tror, Lise vandt i en bølgedal, foran en ﬂotille af toiletpapir, præservativer og fækalier i alle former og farver. Jeg nåede først tilbage på hotellet, hvor vi lejede en bil og fandt en lille by med sandstrand, langt borte fra den nye turismes velsignelser – og den berømte Las Canteras strand. Op gennem tilværelsens ferier havnede vi i 2013 ved et uheld atter på Gran Canaria i en ferielejlighed fra 70’erne. Her var mug og skimmel på gulve og vægge, lugt af kemikalier og kirkegårde for kakerlakker i krogene. ELVOM JEG

120

»Paradisi« hed herlighederne omkring den klorduftende pool, som Spies Rejser havde en hel buket grundigt Photoshoppede billeder af. Ord i løs vægt er stadig taknemmelige i reklamefolkets verden... Men da klimaet immer er bedre i øgruppen i Atlanten end Danmarks sommer med byger, der går og kommer, fandt vi de ægte perler på Balearernes øvrige øer: Fuerte Ventura, Lanzarote, Tenerife, La Gomera og La Palma. Den yderste lille perle, El Hierro har vi endnu tilgode... I rejselivets bagage ligger nu tætpakket mere end et halvt hundrede øer ude og hjemme. Da jeg ikke vil fornærme en øbo, undlader jeg at fortælle, at min danske favorit er Hjortø og den oversøiske er Karpathos i Det græske øhav ;-) En gang øtosset – altid øtosse..!

121

122

123

124

125

rømmejobbet er ikke altid den drøm, man tror. Selvom jeg kendte mine begrænsninger og manglende lyst til at være leder, sagde jeg alligevel ja til to forskellige lederjob på Svendborg Avis. Det var som redaktionschef i 1972 og i 1974 som udgaveredaktør på Svendborgredaktionen. Chefredaktør Therkel Ærø Hansen var, som jeg, uddannet typograf, før han valgte journalistikken. Therkel, der kom til Svendborg Avis i 1968, var begejstret for den nye type sektionsforsider, jeg layoutede og redigerede på Faaborg Avis, og derfor blev jeg tilbudt stillingen som redaktionssekretær i Svendborg fra 15. august 1969. Min opgave var at redesigne forsiden og skabe Fyn-orienteret sammenhæng i den nye to-sektions avis. Men for mig var den mest interessante udfordring lørdags-redaktionen. Jeg ﬁk fuldstændig frie hænder til at styre den redaktionelle proces frem mod en alsidig, fynsk lørdagsudgave. Der var daglig idéudveksling på telefonmøder med Therkels udvidede chefredaktion. Som redaktionschef skulle jeg arbejde tæt sammen med de tre nye, såkaldt gyldne løver. Det var Flemming Sejersen, Faaborg Avis, Aksel Hundslev Hansen, Nyborg Avis og Ole Skovgaard i den nye Odense-redaktion. Vi havde et fortrinligt samarbejde, og der blev etableret redaktioner i Kerteminde, Haarby og Assens. »Tigerspringet«, blev fremstødet kaldt, og det gav bonus. Da oplaget toppede, lå det lige under 29.000 eksemplarer. I dag er det under 10.000. I den sammenhæng glemmer jeg ikke et besøg af Det fynske Venstre med Fyns Tidendes legendariske chefredaktør Jens Peder Jensen i spidsen. Da Therkel Ærø Hansen stod i avisens egen redaktion i kælderen og fortalte om den fynske succes, faldt den typiske Jens Peder-replik: - Så skal I snart ha’ jer en ny duplikator!

Forfremmet og degraderet samme dag

126

Den dag, jeg blev forfremmet fra redaktionssekretær til landets yngste redaktionschef, skrev Therkel en leder om avisens udvikling. I et stort bladhus er der mange korridorer med livlig traﬁk, så korrekturen på chefredaktørens leder løb viden omkring. Der blev visket og tisket; telefonerne glødede, og inden trykstart blev jeg kaldt til møde på chefredaktørens kontor: - Bjarne, jeg er meget ked af det, men stærke kræfter i og udenfor huset vil ikke det samme som mig. Du har ikke kun venner, selvom du er en flink fyr. Det job, jeg havde udset dig til at udføre, er der andre i huset, der vil ha’. Nu klapper vi hesten en tid. Hvad siger du til at det hedder ledende redaktionssekretær i stedet for redaktionschef? Da titler aldrig har imponeret mig, så jeg ikke noget problem i at blive forfremmet og degraderet samme dag. Men episoden lærte mig mangt og meget om magt og magtens mennesker, der uden at blinke kan ridse én i ryggen med et

stort, jovialt smil. I de dage besluttede jeg at bruge fremtiden til at udvandre fra magtens korridorer og i verdens bedste fag ﬁnde stedet til det, jeg altid har stræbt efter: At tale med mennesker og fortælle om deres livs glæder og sorger.

Ægteskabet med Fyns Tidende og lyden af bly Situationen på Svendborg Avis blev i 1971 med ét slag ændret totalt. Direktør Gert K. Olsen havde »glemt« at indbetale en million i kildeskat for »Tigerspringet«s glemte omkostninger. Han blev fyret og siden bortvist, da tre stærke mænd fra det svendborgensiske erhvervsliv dukkede op fra kulissen og i sidste øjeblik hindrede en fjendtlig overtagelse og fusion med det skrantende Fyns Tidende. Manden med planen og kniven var den barske Svendborg-advokat Finn Poulsen, hvis joviale bror Bent var familievæbner med plads i Venstres byrådsgruppe. Jeg havde som redaktionssekretær en oplevelse, der fortæller mangt og meget om tiden på et politisk styret dagblad. Det var en dag, hvor Therkel Ærø Hansen var til møde udenfor bladhuset. - Hvem bestemmer så hvad der står i avisen i dag? Manden i grøn lodenfrakke stod for bordenden i redaktionssekretariatet og understregede med sin attitude, at han var vant til at udstede ordrer. En af dem fra magtens korridorer, som altid har virket på mig som en rød klud. - Det gør Bekker, sagde journalist Hakon Brønnum, der i perioder havde morgentjans i sekretariatet sammen med Therkel og jeg. - Redaktør N. P. Nielsen er heller ikke hjemme i dag! - Nej, men sig mig lige: Hvem er du? Jeg hørte ingen præsentation! Med Lodenfrakken i kølvandet tog jeg bagtrappen ned i sætteriet, hvor de omkring 50 typografer var i gang med dagens avis. Lange rækker blysats stod i såkaldte skibe klar ved rammerne, der samlede avisens enkelte sider. - Hvor er artiklen om fusionsplanerne med Fyns Tidende? - Det er den dér. Typograf Niller og jeg skal i gang med forsiden om lidt! Uden ét ord lagde bladets Venstre-orienterede formand sin bogstavelig talt klamme hånd bag satsen med overskrift og underrubrik og skubbede det i én glidende bevægelse ud over bordet. Lyden af bly er immer i familie med diktatur. - Det skal ikke i avisen! I journalister skal ikke blande jer i ledelsens dispositioner. Vi har møde med aktionærerne i Borgerforeningen om tilbuddet fra Fyens Stiftstidende. Indtil da er der absolut intet nyt i den sag! Jeg balancerede mellem raseri og forbløffelse, men inden jeg nåede at reagere, var Lodenfrakken på vej ned ad bagtrappen til sin Volvo i direktør Gert K. Olsens ledige garage. Avisen udkom, men det var meget tæt på en arbejdsnedlæggelse. Hin dag i det gamle bladhus glemmer jeg aldrig. Lyden af bly, der ramte gulvet

127

128

og lyden af bly fra geværer var så tankevækkende i nu’et, at den dræbte enhver handlekraft. Dén indfandt sig først dagen efter. Men det er en helt anden historie. Beretningen om Lodenfrakken og paragrafrytterens bly mod demokratiet fik Therkel om aftenen over en kop kaffe i Skårupøre. I de sidste måneder inden hans fratrædelse, arbejdede Hakon Brønnum, Therkel og jeg sammen om at lave dagens avis på ofte helt umulige betingelser. På grund af gæld var der lukket for nyhedsbureauers fjernskrivere. Der kom ingen bureaubilleder, så vi saksede hist og her. For at skabe en rimelig forside, valgte jeg en nødvendig ny form for typografi – med vægt på farver og store typer. Det var ikke altid lige kønt, men den eneste mulighed i situationen. Det praktiske samarbejde om dagens avis i de tidligere morgentimer i redaktionssekretariatet udviklede en god fortrolighed og arbejdsrytme. Brønnum omskrev Therkels udklip til pigerne i telestuen, mens jeg var på billedjagt, primært i Aktuelt, der var gået over til offset-tryk og derfor havde repro-egnede billeder. Det var rent tyveri, men Therkel havde en underhåndsaftale med ledelsen på Aktuelt. Tidligere typografer får noget med i livets bagage om solidaritet og samarbejde. En god ting, når demokrati og solidaritet vælter Venstre om. Brønnum og jeg vidste, at Therkel Ærø Hansen reparerede nytteløst på en truende skilsmisse, der gjorde meget ondt, ved at acceptere nyt job på Dagbladet Vestkysten. Vi havde spagfærdigt foreslået ham at ændre vanen med tre lørdagsledere. Èn om verden. Èn om Fyn og én til de kvindelige læsere. - Tror du ikke, du skal finde en anden formulering end »hofteholderregionens mysterier«, foreslog jeg en uforglemmelig fredag aften. Da alle manuskripter til lørdagsavisen var gået gennem telepigernes hænder og med rørpost ned i maskinsætteriet, inviterede Therkel, stik imod sædvane og levevis, på en håndbajer i chefredaktørens kontor. Her fortalte han om sin nye fremtid som redaktionschef i Esbjerg, at konen desværre blev på Taasinge... - Farvel Bekker, sagde han med fugtige øjne bag brillerne. - Det har været en rigtig god tid. Måske krydses vore veje en anden gang! - Indtil da kan du måske bruge denne anbefaling! Jeg har aldrig vist den til nogen, men vælger at bruge den her i bogen. Tak Therkel... 129

Så kom der børn i hjemmet. Her er Rikke og Janne foreviget som det gamle fiskerhus i Skårupøre så ud i 1884.

130

131

Statistikken siger, at Danmark har 15 isvintre i hvert århundrede. Før vi kom bagud, viste havet sine kræfter i Skårupøre, hvor vi ved de første isskruninger frygtede for husets skæbne. Lasse var vildt begejstret. To gange i barndommen oplevede han havets kræfter og isskruninger på sin fødselsdag 16. marts.

132

133

»Men hvorfor være stor, når man er lykkelig som lille?«

Melodi: Græshoppens sang

134

Humor og galgenhumor er frygtindgydende våben. Også til selvforsvar. Da et par hundrede ansatte på Svendborg Avis i 1971 fik vores kollektive afskedigelse af bladets formand, advokat Finn Poulsen, besluttede vi at lægge distance til dagens problemer med en firmarevy. Og der blev ikke lagt fingre imellem, hverken hos vi tre tekstforfattere og aktive udøvere eller i det taknemmelige publikum. Selvom det snart er et halvt århundrede siden, mindes jeg stadig med megen glæde det unikke sammenhold, der opstod, da vi blev truet på jobbet af en fusionssyg bestyrelse med lidt for tætte relationer til Fyens Stiftstidende i Odense. Bladets lønnede formand var blandt tidens journalister kendt for at røgte sine utrolig mange og godt betalte tillidshverv så elendigt, at der i hans kølvand lå stribevis af konkurser. Men også internt på avisen var der så meget at tage fat på, at Per Storm Madsen – der ligesom jeg både var typograf, journalist og sangskriver – fik lov at benytte faderens bogtrykkeri i Møllergade. Her frembragte vi i al hemmelighed det satiriske værk »Sidste udgave før fusionen«. Sanghæftet er i A5-format og findes endnu i ganske få eksemplarer. Trods det karske indhold var begejstringen stor, hvilket fremgår af billederne – og det kort, der hang på vi tre initiativtageres morgengave fra bladets politiske redaktør N. P. Nielsen. Manden, der hele sit liv betakkede sig for den titel, andre tilegnede sig ganske uden kvalifikationer. Fordi han var journalist og iøvrigt stadig er det. Navnkundige N. P. Nielsen var en del af valgkampen i november 2017. Han er jo kun 92 år.

135

136 Visen om aktiehandel er naturligvis pĂĽ Bakkesangerindens vise: KĂ¸b blomster.

137

ens kampen om at blive redaktionschef i en rekonstrueret Fyns Amts Avis fortsatte, tog jeg mod en udfordring fra Fyens Stiftstidende, der havde etableret distriktsbladet SvendborgPosten. Her kunne jeg under andre former lede hele redaktionen – der bestod af mig selv! Det blev en spændende tid med mulighed for at skabe sin egen avis. Skrive, layoute og redigere. Det sidste ofte overtrumfet af salgschef Carl Wilde og SvendborgPostens store annoncører. Så’e det, som de siger, dem Nordensfjords fra. Men en dag blev jeg ganske uventet inviteret til møde med Amtsavisens nye navnkundige chefredaktør, Erik Erngaard. Han lokkede med gode ord i løs vægt og ussel mammon, og da hjertet immer banker mere for avisen i Sct. Nicolai Gade end for Stiften, der kvalte Fyns Tidende i kærlighed, flyttede jeg ned ad Gerritsgade, tilbage til det gamle bladhus, endnu med egen duplikator i kælderen. Her havnede jeg i en verden med alverdens anderledes udfordringer. Uddannelse af anbragte børn fra Venstres topfolk og forkælede egocentrikere fra Whiskybæltet med indflydelsesrige forældre. Charmerende alkoholikere og, heldigvis, ungdom med rødder i hverdagsdanskere fra Jylland, Fyn og øhavet. Redaktionen var en blanding af sødsure bolcher. På sin vis en vidunderlig flok, hvor kun nogle få kendte hverdagslivet i abonnementskredsen og kunne skrive om den. Ingen nævnt (!), hverken Gunnar Juul, Ulla Kristiansen, Grethe Sørensen eller Grethe Olsen! Min arbejdsglæde blev kvalt af ferieplaner, af lønforhandlinger og tålmodige øren til medarbejderes problemer. Jeg bliver aldrig leder!

Herunder: Lizzi Kaas, Marianne Brandt, Birthe L. Sørensen og Laila Neumann. Modsat side øverst: Marianne Brandt, Dorrit Nyman, Lizzi Kaas, Anni Bryderup. Nederst: Vera Rusel, Laila Neumann og Birthe Legaard Sørensen.

138

t politiske kredse i og udenfor bladhuset havde større vægt end hverdagens fakta i nyhedsstrømmen var dybt frustrerende. Det forkerte valg i journalistikkens verden måtte ændres. Og det blev politik, der åbnede døren til en anden fremtid. Et skænderi hen over aftenen med navnkundige chefredaktør Erik Erngaard fik mig til at træffe beslutningen omsider at kvitte alt det, der følger med ledelse på et dagblad med erklæret tilhørsforhold til et politisk parti. Her har man i afgørende situationer de fakto deponeret sin journalistiske frihed i andres medlemskort til organisationer udenfor ens egen indflydelse. øjenåbneren var et byrådsreferat. Jeg skrev, hvad der skete i en prækær sag, der oprulledes i Svendborg Byråd. Om vognmand Harry Madsen i Skårup fortsat skulle udføre skolebuskørselen mellem Tved og øvelsesskolen ved Skårup Seminarium eller om den givtige opgave uden licitation skulle tilgå et af partiet Venstres kendte medlemmer med egen vogmandsforretning. Hen på aftenen lagde jeg mine byrådsreferater ind i skrivestuen, hvor teletypepigerne havde overtaget det arbejde, typograferne ikke mere ønskede at beskæftige sig med. Det var en flok lystige og dygtige unge kvinder, udvalgt efter danskkundskaber og skrivefærdigheder.

139

t udseendet også havde haft en vis indﬂydelse under ansættelsessamtaler med drifternes chef, Erik Rasmussen, kunne ikke skjules. Absolut ikke. Slet ikke. Da det var årtier før begrebet sexchikane hærgede virksomheder – og ikke mindst fagbevægelsens pekuniære afdelinger – blev der klappet en del i redaktionssekretariatet, når telepigerne i selvvalgte klappeafstand vimsede forbi vi hårdt arbejdende redaktionssekretærer.

Moses gik ud og druknede sig Faktor Aksel V. Rasmussen fordelte manuskripterne i telestuens kasser. Det, der hastede mest, lå tættest ved døren. Alt blev arrangeret i sirlige bunker – nogle lidt på skrå og andre lidt hævet, så pigerne kunne forstå, at det skulle først, og helst hurtigt. Havde der været for meget snak og kaffedrikning, stod faktor Rasmussen og ﬂyttede rundt på kasserne og rumsterede med dem, stønnende højlydt: - Her står jeg som Moses ved det Røde Hav. Men han vidste da, hvad han skulle gøre. Han gik ud og druknede sig. Laila Neumann mindes årene med glæde: »Når vi var ved at være færdige, og det var deadline, sagde han: Alt vel i Shipkapasset«. - Vi arbejdede ikke på akkord, men der var en norm, der helst skulle holdes. Og det hed 300 linier i timen. Der er aldrig nogen, der blev straffet, eller trukket i løn. Det kunne jo variere noget, om det var en god kronik, eller lørdagsartikel! - Dog ikke Brønnums, mindes Laila med et smil. Hans manuskripter var helt klistret sammen, limen var våd endnu, og det hele hang sammen og lugtede af lim, så vi blev berusede!. Mandag skulle alle resultater fra weekendens fodboldkampe med i avisen. Det var en lille 6 punkt, og det var ikke sjovt at skrive dem! - Da lørdagsudgaven blev morgenavis, skulle vi jo være færdige fredag aften. Og da fik vi presset en aftale igennem om, at vi fik overtidsbetaling for de linier, der lå ud over de 300. Så hvis det gik rigtig godt, kunne vi gå hjem før arbejdstid, og hæve overtidsbetaling samtidig..! Når telepigerne havde fyldt hulbåndet, blev det kørt igennem en maskine, der talte linjerne, før de sendte det i rørpost ned til maskinsætterne. 140

141

å, Bekker! Det blev et langt byrådsmøde! Chefredaktør Erik Erngaard dukkede stærkt mod sædvane op i redaktionssekretariatet om aftenen efter byrådsmødet. - Ja, der var mange gode sager, så vi har mindst to sider fra byrådsmødet i morgendagens avis! - Du slipper for at skrive om skolebuskørselen, Bekker. Det har jeg gjort. Jeg lægger lige artiklen ind til pigerne i Jomfruburet. - Jamen, Erngaard! Det var det første referat, jeg skrev. Den er allerede tastet af Lissi Kaas. Det var en lang, spændende debat. En rigtig god historie. Forsidehenvisningen ligger også klar med billedmulighed af de centrale debattører! - Glem det! Jeg lægger artikelen ind og beder Lissi fjernet båndet med dit referat. - Jamen, du var da ikke til byrådsmøde og har slet ikke hørt debatten! - Nej, men jeg er chefredaktør, så her er det mig, der bestemmer – og nu kører jeg hjem til Grasten. - Så lægger jeg min version ind igen når du er kørt..! - Det tør du ikke! Næste morgen var Erngaard mødt længe før normal tid. Mit referat var skrottet og Erngaards version var allerede kørt gennem Linotype-sættemaskiner, der omsatte hullepigernes strimler til spaltesats i bly. Jeg kiggede ned i sætteriet og fik en snak med typografernes tillidsmand, Kaj Dahlstrøm, inden jeg gik op på chefredaktørens kontor. - Erngaard, kan du bryde de fire Svendborgsider om sammen med typograf Niller. Jeg tegnede layout i aftes, inden jeg tog hjem til Skårupøre. Det blev sent. Gennem flere år havde jeg mødt chefredaktør Ib Johannesen fra Billed-Bladet. Han fristede med et job som reporter i København, men jeg ville ikke forlade hjemmet i Skårupøre. Det gamle fiskerhus var netop totalrenoveret og udvidet med en etage – samt en længe, der skulle rumme min egen virksomhed, når tiden kom, hvor chefer blev alt for umulige at leve sammen med!

Og således fik Skårupøre sin første bladredaktion

142

Sent på aftenen, efter slaget om den Venstre-orienterede vognmandskørsel, tog jeg hjem og ringede til Ib Johannesen. Han var netop landet i Espergærde hjemme hos Anna - Billed-Bladets eminente hofreporter. - Undskyld, jeg ringer så sent, Ib. Men nu er tiden kommet. Jeg orker ikke de politiske slagsmål, lederjob med ferieplaner og favorisering af kendte folks børn. Kan vi ikke ﬁnde en løsning, der tilgodeser Lise, Rikke og Janne – og ikke mindst det nye hus i Skårupøre med tre børneværelser og kontor med mørkekammer!

- To sjæle, én tanke sagde Ib. Siden Anna og jeg besøgte jer i sommer, har jeg tænkt og fundet den rigtige løsning: Du bliver provinsredaktør med adresse i Skårupøre og med ugentlige redaktionsmøder i København. - Hvornår kan du komme? Kontrakten ligger klar til underskrift hos Pernille! - Jeg kan være i København kl. 11. - Fint, så tager vi en arbejdsfrokost på Wessels Kro.

eg var tilbage i Svendborg ved fem-tiden. Erik Erngaard var endnu på sit kontor og grinede jovialt, da jeg kom ind ad døren - Nå Bekker, så blev det min version, der kom i bladet! Hvordan gik det ved tandlægen? - Det var et langt besøg! Nu får vi et glas og glemmer kammerillaen i aftes. - Tak for buddet, Erngaard, men jeg skal hjem og fortælle Lise om vores nye tilværelse. Som du ved, endevender vi det gamle ﬁskerhus. I den nye bygning åbner Billed-Bladets provinsredaktion 1. december, så jeg vil gerne sige op – og takker for samarbejdet siden du blev chefredaktør. Men jeg ønsker aldrig mere et lederjob – i fremtiden vil jeg kun skrive om mennesker på min vej... 143

Kold som

144

Jeg interviewede Glistrup og fik ham ind i sagen

n af de personer, jeg ikke måtte skrive om i Fyns Amts Avis, var brøndgraver Ejnar Christensen i Stenstrup. En af de mest udholdende personer i kamp mod »systemet«, som jeg har mødt. En kendt assurandør i lokalområdet bad mig adskillige gange skrive om Ejnars kamp. Men det måtte jeg ikke for ledelsen. Borgmesterens kone var journalist på avisen og formanden for repræsentantskabet, kreaturhandler Sofus Aksglæde, der også var et markant medlem af Venstre, hadede brøndgraveren. Hvis vi skrev historien, blev der ikke mere leveret grise af anden etnisk herkomst til avisens venner og ledelse. En dag besluttede jeg mig til, som lokalredaktør, alligevel at skrive historien. Med de autentiske billeder af Ejnar, som – inden han døde i 2007 – aﬂeverede sit skatteregnskab., men gravede pengene ned på marken. Jeg ﬁk lov at fotografere, og glemmer aldrig, da de mange tusindkroner hang til tørre over smedejernskomfuret.

en brøndgravers røv

Du kan læse hele den uhyrlige historie i min bog SvendborgHistorier

146

Trods vore skærmydsler kunne Erik Erngaard og jeg udmærket være i stue sammen. Det kom vi igen i 1979, da han bad mig starte en ny avis – Ugeavisen Svendborg.

Ib Johannesen var klar i mælet: »Det vil du fortryde, Bjarne. Det er bedre for journalister, at det er læsere og ikke annoncører, der bestemmer, hvad vi skal skrive. Men tag udfordringen som en orlov, og vend tilbage, når du har erfaret, hvad den gamle bladmand siger!«. Ib havde ret. At rafle løgn med Simon Spies om et interview sælger ikke annoncer. Efter ni måneder var jeg på farten igen.

147

Niels Andersen, også kaldet Store Niels, skåler med Børge Petersson og Jørgen Olsen. 148

Køb aktier, køb aktier, så får du papir... Den generation af journalister, der har siddet i et bladhus efter deadline og ventet på den dybe brummen fra rotationen i kælderen, og de stærke rystelser, der forplantede sig i hele huset, har hængt det op som lydtapet i de mentale redaktionsgange. Vi lyttede nervøst, når veteranen fra 1952 i kælderen i Sct. Nicolai Gade, tog tilløb flere gange. Stopknappens lyde var som ni klokkeklemt på fjernskriveren; den tids Breaking News. Intet andet er, som nyhedsformidlingen, fuldstændig revolutioneret af den digitale revolution. Når jeg ser på billedet af de tre skålende rotationstrykkere med flaget på halv, går tankerne på langfærd, ikke blot til rotationen, men til hele det pulserende liv i bladhuset. Da jeg kom til Svendborg Avis i 1969, var vi over 200 medarbejdere, men det var hverken administration, redaktion, sætteri eller endog lønningsbogholderiet ved Anni og Birgitte, der huskes. Nåeh ja, og dog, piger... Det var heller ikke Arvid Ladefoged, der på lønposerne var typograf, men som i virkeligheden levede livet med at sælge amerikansk lotteri rundt i bladhuset. Om formiddagen lodder. Om eftermiddagen gik Arvid rundt med kyllinger, halve aber og hele Brøndum. Han døde mæt af dage hjemme for foden af Svanninge Bakker i det fædrene hjem ved benzintanken, efterladende en formue - uåbnede lønningsposer i ølkasser. Måske var Arvid inspireret af Vimmers far Willy, der ikke magtede at bære ølkasser, fyldt med 25-ører fra spilleautomaterne over Torvet til Bikuben – eller Splyfluen som Bøvings Bank jo héd blandt kolleger. Når man har stået med en vinkelhage i hånden og arbejdet med løse typer – sidenhen de mere håndfaste i journalistikken – og i dag sender eksempelvis denne bog fra MacBook’en i Skårupøre ud til min faste samarbejdspartner, trykteam i Svendborg, er spørgsmålet: Hvordan vil mediernes kommende generationer opleve nyhedsformidlingen. Lises og mine børn er alle tre midt i TV-verdenens evige tilpasninger, hvor Rikke, Janne og Lasse har valgt hver sin vej videre i livet. Skal mine oldebørn aldrig opleve at sidde med en dugfrisk avis i hånden. At føle, lugte og tilegne sig nyheder og baggrundsviden på papir...?

149

De store ruller papir var livsfarlige. En tragedie indtraf, da en trykker fik hovedet i klemme mellem to ruller Han var drĂŚbt pĂĽ stedet!

150

Torsten Nielsen, indehaver af WeekendTV, var med til den sidste tryk-gang...

om den, der havde ansvaret for at avisen blev færdig til tiden, at man stod i sætteriet med de garvede typpografer som brød avisens forside, side to og tre om, har jeg altid opfattet som et privilegium. »Forsidemanden«, som det hed i jargonen, mødte i redaktionssekretariatet som en af de første for at danne sig et overblik. Hvad var der sket siden i går? Hvad skulle der ske af forudsigelige ting i dag? Jeg var yngst på holdet i sekretariatet, men støttede mig til de garvede kolleger, Ole Vedsø og Skodstrup Johansen. De var rygraden i det lokale stof og vidste alt om, hvad der foregik i nabokommunerne Egebjerg og Gudme. Man havde endog fjernskrivere til de to redaktioner. I dag er nyhederne fra de tidligere kommuner ikke blot fjerne. De er faktisk ikke-eksisterende. Tidsånden kræver ikke behandling af foreningslivets aftenmøder, brande og andre udrykningskøretøjer, der høres i landsbymiljøerne. Lokalavisen er ikke mere lokal i gammeldags forstand. Den er ﬂyttet ind i den globale landsby. Du hører ikke spørgsmålet ved købmanden og bageren: »Er der nogen gode døde i avisen i dag?«. Trist at konstatere, men aviserne dør med læserne. De unge vil ha’ hurtigere nyheder og ﬁnder dem, der passer til deres verdensbillede. Og det er ikke mere ret lokalt. Tror man ikke på journalisternes vurdering af døgnets begivenheder, er det »fake news«. Og det siger selv verdens mægtigste mand. Når rotationen brummede, stod den brandsikre metaldør åben ud til gården. Enten tog man bagtrappen eller elevatoren fra redaktionssekretariatet ned. Ingen skriverkarle på den tid undlod at smutte indenfor og med et snuptag trække en dugdfrisk avis ud af banen, der førte videre op under oiftet og ind til pakkedamerne, De havde travkt dengang. Oplaget var meget tæt på 30.000. I dag har det rundet 8.000 med kurs den forkerte vej. For at imødegå den triste udvikling, afskaffede man i 2014 dagbladenes oplagskontrol. I stedet tilfredsstilles annoncørerne behov for fakta gennem en ny tids kontrol: Antal læsere i husstanden, fokusgrupper eller idéer fra Jensens Bøfhus.

151

152

st hjem ede jeg før å n p u ll n. y r å Lodskroe r Fabers b p e t t e d P n y g g o e il b og n var Ved Bod e, da feste uplikator – g d a g t r o o e p e in r k emas fra en e fars skriv n til desserten. Jeg hented ange så fik de s

ivet i rotationen havde sin helt egen rytme. Det var her, man oplevede samme fornemmelse som andre håndværkere, der lader ﬁngrene glide over det nyhøvlede træ, nyder synet af en tapetseret væg eller den spindende lyd fra en bilmotor, man just har ﬁkset for en kunde. Skaberglæden kan man ikke studere sig til på en skolebænk. Den avis, vi snuppede på transportbåndet, tog vi med op i Kattesund til avisens kantine. Plydsen, hed den i daglig tale. Min bog om det legendariske værtshus kaldte jeg »Hjemme om Hjørnet«, thi sådan var stedet faktisk. Det var ikke her, man drak sig beruset (hver dag) eller sad og sang utugtige viser. Plydsen var et pænt sted, hvor gæsterne kom af mange forskelige grunde. Det var forretningsmanden, der drak lidkøb over et jagtgevær eller en ny habit. Det var Folmer Murer, der skyllede støvet af halsen i frokostpausen. skoleinspektør Lindekilde, sessionsforstander og frihedskæmper Willum med to gravhunde under bord 41. Eller stationsleder Emil Nielsson, Knud Vaskebjørn og.... Borgmester Svend Aage Andersen og kommunesekretær Knud Munk kom hver dag kl. 11 og 16, hvilket var forklaringen på borgmesterens regeringstid over tre årtier. Han vidste alt, hvad der rørte sig i den gamle købstad, og med otte af 15 mandater, satte han selv kursen. Det var her på Plydsen, kilderne sprang. Det var her, folk der ville ha noget i avisen, satte sig og helst ved det runde bord i Louis Seize Salen. Når skumringen kravlede ind ad de utætte vinduer mod gården og prismelysekronens gyldne farver malede stedet og tiden, da kom der fortrolige nyheder til skriverkarlene – og til skiltemalermester Niels Otto Fredholm. Han malede med større og meget dyrere bogstaver for bryghuset og FAF og i perioder næsten boede ved det runde bord sammen med parnasserne. Fredholm mestrede kunsten at sove med en tændt cigaret i hånden. Selvom asken dryssede ned i øllet, havde det ingen betydning. Når Fredholm digtede på bagsiden af Halbergs Caminate cerutæsker, var skriverkarlene fra avisen slået med adskillige, radikale længder:

»Der er ingen kærlighed her i huset. Så jeg er alene og blir’ beruset...«. Jeg beundredede Fredholm for hans lyriske årer. Dem blev jeg selv påtvunget i barndommen i Skomagerstuen. Indtil jeg var 11-12 år kunne jeg nøjes med at tegne stencils på fars sange og duplikere, men da hans popularitet spredte sig ud over Horne Land, måtte jeg lære at digte. Det er siden blevet til mange hundrede sange samt revyviser. Og så var der dén dag, jeg kvitterede for en god barndom. Da far i 1974 fyldte 60 og Peder og jeg fejrede ham i Åbyskov Forsamlingshus, ﬁk jeg lov at låne en Linotype sættemaskine, og mine gode venner i rotationen udskiftede en trykplade og fortsatte trykningen: 50 eksemplarer med en ny side. Det var stort, da et avisbud kom ind og råbte »Se Fedthas per vers på side 14«.

153

154

Krigen Hjemme om Hjørnet Det var under den højtidelige middag , der dannede optakt til kåring af årets Plydspræsident. Brandmajor Emil Nielson, der trodsede borgmesterens påbud om Fanden Fisme’ ikke at servere for ham i lyseblåt forklæde med flæser og blonder, bar spegesildene ind. Først til de ældste præsidenter ved det runde bord i Louis Seizesalen, dernæst til langbordet i de to stuer mod Kattesund. Her spillede Søren Holmskovs Promenadeorkester en art Vivexkoncert, hvis toner blandede sig med de siamesiske tvillinger fra Hjørring og deres sange på uforståeligt Vendelbo-mål. Fangevogteren Elmer Brandt talte om livet indenfor murene og hans anonyme gæster. En af dem havde netop afsonet to uger for at skubbe en bil med en beruset skolelærer ved rattet. Fru fangevogter Brandt bandede stadig bag fængselets murer over, at skiltemalermester Niels Otto Fredholm ikke ville indtage mad fra arrestforvarerindens køkken. Den formastelige livskunstner og radikale skiltemaler, fik hver dag leveret mad fra Hotel Svendborgs Køkken. Men hin martsaften – første lørdag efter forårsjævndøgnets første fuldmåne – overdrog Noffi en uforbeholden undskyldning og forklaring, som den gode fangevogter kunne hjemføre til arresten: - Ser du, min gode Elmer, hvordan skulle en Plydspræsident klare fjorten dage på vand og brød uden formildende omstændigheder? Hver dag hen under aften blev der bragt frisklavet mad fra det nærliggende hotelkøkken til arrestant Niels Otto Fredholm. - Og det var en klar aftale med køkkenchefen, at agurkesalaten hver aften skulle ligge i en skål med en halv Brøndum... Da brandmajorens spegesild, tilberedt i den nærliggende vagtstue, var skyllet grundigt ned, spillede Holmskovs Promenadeorkester en touch for at påkalde Plydsgængernes opmærksomhed om den forestående præsidentkåring. Men da, mens højtideligheden var som en juleaften i barndommens dage. Just da myldrede 15 unge kvinder ind, satte sig på skødet, drak vore øl og snapse mens de roterede lårkorte rygge med svaj og krævede plads »Hjemme om Hjørnet«.

156

usanne Sekjær kom til Svendborg først i halvfjerdserne, da De unge Løver prægede ledelsen af Fyns Amts Avis, og bragte oplagstallet faretruende nær de 30.000, der ville udløse en syndflod af annoncer fra det udslagne land ;-) Sagde direktøren, der senere glemte at betale kildeskat af de mange og store lønninger, og så var Amtsavisen ved at gå på rumpetten med en skattegæld af dimensioner. Daværende chefredaktør Therkel Ærø Hansen lagde ikke skjul på sin stolthed, da han viste bladhuset frem for Det fynske Venstre og Jens Peder Jensen, kollegaen fra Fyns Tidende: »Vi ansætter landets bedste journalister. Vi åbner redaktioner i Odense, Nyborg, Kerteminde, Haarbyy og Assens. Vi tager et tingerspring ud over Fyn, og oplaget stiger time for time«. »Nåh-da-da«, kommenterede Jens Peder uimponeret: »Så skal I snart ha’ ny duplikator!«. Blandt de mange nye journalister, der fandt vej til bladhuset i Nicolai Gade, (og videre til Plydsen i Kattesund) var også Susanne Sekjær. På Plydsen og lignende listige steder lagde tidens journalister øre til døgnets rytme, og Susanne Sekjær gav Amtsavisens socialstof helt nye dimensioner. Det var nyheder og reportager, der ville noget! Men Amtsavisen blev desværre også læst i de store bladhuse og chefredaktøren måtte aflevere mange skrivende guldfugle. Inden Susanne satte kursen mod hovedstaden, nåede hun også at præge livet udenfor Sct. Nicolai Gade – som det efterfølgende fremgår af Susanne Sekjær hjertesuk: Det forholder sig sådan, at jeg er datter af en meget spirituel og -øs far. Vi så ikke vores fædre ret meget, vi børn af 40érne. Dengang var det ikke coutume, at fædre tog

157

sig af deres børn. Derfor så jeg, allerede fra mine tidligste år, frem til det eneste jeg havde med min far helt alene, kun ham og mig: Vores indkøbstur lillejuleaften med efterfølgende drinks på Cafe A´Porta på Kgs. Nytorv i København. Jeg tror ikke, jeg var mere end fem, da det startede. Jeg fik varm cacao med flødeskum, han fik gløgg. Foruden samværet kan jeg så tydeligt huske, at vi sad på polstrede sofaer og stole med stof på. Der var lamper på væggene, der var tapetseret med rigtige stoffer. Det var meget meget fint, og lidt ligesom at sidde i en rigtig stue. Mine forældre havde købt et lille feriested i Svanninge. Jeg var blevet 18, havde boet i Tyskland nogle måneder og kom hjem til jul. Min mor og bror var draget af til Sydfyn, men far og jeg skulle gennemføre vores lillejuleaftens-tradition hjemme i København. Den endte med at vi var i Det Kongelige Teater til Tryllefløjten og sidenhen på Brønnum. Dengang en stemningsfuld restaurant med polstrede møbler, tekstiler på væggene etc. Jeg kan huske den aften, vi kom: En ung kvinde og en midaldrende mand. Folk kiggede på os. Hviske-tiske, hviske-tiske. Så sagde min far pludselig med høj og klar stemme: »Unge frøken, skal vi ikke tage hjem til mig. Min hustru er draget på landet«. Og jeg svarede med lige så høj og klar stemme: God ide, God ide... Så rejste vi os og forlod etablissement med bunker af løftede øjenbryn og forargede blikke efter os. Sådan var han. Skæg og varm og med nærmest videnskabelig viden om, hvor der lå ordentlige værtshuse, stort set over hele Danmark. Vi fik, efterhånden som jeg voksede op, et godt fællesskab, og han lærte mig at sætte pris på gode, ordentlige værtshuse, bl.a. med gedigen, hyggeligt inventar, varme og uden alle de nymodens rædsler som spilleautomater, plasticduge, falske cowboy-indretninger og andet tingel-tangel.

Hellere på vandvogn end på Bodega

158

Faktisk tror jeg, min far hellere ville være gået på vandvognen end på en moderne bodega. Nogle år efter ﬂyttede vi begge permanent til Sydfyn. Han til Svanninge, jeg til Svendborg. Min far og hans legekammerat, den lokale politiassessor Henning Strøbech i Faaborg, frekventerede, når de altså ikke sad hjemme over nogle glas og læste op for hinanden af Emma Gads »Takt og Tone« eller sang af hjertets lyst efter Højskolesangbogen, Restaurant Putterne i Faaborg. Dette legendariske sted var ikke blot indrettet som et hjem, det var et hjem, og når de to ældre søstre, der ejede det, skulle sove til middag eller i øvrigt havde andre gøremål, blev gæsterne venligt, men bestemt bedt om at forføje sig. Min far og hans legekammerat – og jeg – elskede det sted.

å det kan ikke komme bag på nogen, at min far eller hans legekammerat drog til Plydsen i Svendborg når de skulle udenys. Plydsen havde alle de kvaliteter, min far satte pris på, og når vi skulle mødes, var det naturligvis på Plydsen. Selv ﬁk jeg også smag for stedet, og dengang i de helt tidlige 70´ere, da kvindebevægelsen var på sit højeste, tillod jeg mig frejdigt at frekventere det – nu og da oven i købet helt alene. Men det var ikke velset, og blev noget af en nedtur. Jeg var vant til, uanset hvor gammeldags og hyggeligt alle de andre steder havde set ud - at der også blev set lidt på mig.

Hvad skal sådan et fruentimmer her? Men tror I, der var en eneste af de mænd, der jo altid sad der, der løftede et øjenbryn, når jeg trådte ind? Nix. Allerhøjest fik jeg et mistroisk eller lettere irriteret blik: Hvad faén skulle såńt et fruentimmer her? Ganske vist emmede lokalerne af nær- og samvær, men det omfattede ikke mig – ikke kvinder – og da slet ikke kvinder, der kom alene! Det var så tydeligvis ikke et scorested. Det var et sted for mænd, sammen med mænd, og helst – tror jeg – havde de simpelthen helt forbudt adgang for kvinder. Jeg følte mig såret og forsmået! Selvfølgelig var jeg der tit sammen med venner og kolleger, men ind i mellem forsøgte jeg med enegang. Så fik jeg - allernådigst - lov til at sidde og drikke min bestilling, men jeg fik også lov til at sidde alene. Og da enhver jo ved, at det værste, man kan træde en kvinde på, er hendes forfængelighed, blev jeg mopset. Godt, gammeldags mopset. Da det, som sagt, ydermere var i de dage, da kvindebevægelsen var på sit højeste, besluttede jeg mig for at protestere. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i den mandschauvinistiske, kvindeundertrykkende behandling, man fik som kvinde på Plydsen. Så jeg foranstaltede sammen med nogle medsøstre fra Dansk Kvindesamfund, en protestmarch. Vi blev, om ikke budt velkommnen, så dog indenfor i en kort stund og fik en dram, men blev ikke inviteret til at blive. I de fire årtier, der er forløbet siden kvindernes oprør, er Plydsen en saga blot. Et kært minde, også for kvinderne, der efter hin martsdag stille og naturligt blev en del af hverdagen »Hjemme om Hjørnet« Som Susanne Selkjær udtrykte det ved nedrivningen i 1996: »Godt, at min far og legekammeraten, Henning Strøbech, ikke opleve dette herrens år og den vandalisme, Plydsen blev udsat for. - At rive Plydsen ned - sådan kan man simpelthen ikke opføre sig... 159

160

rødrene Buch-Andersen var to ens klædte principaler. Sildeben om vinteren, Prince of Walestern om sommeren. De lignede hinanden som to dråber hugget sukker, som man så morsomt sagde ved bord 48. Men alligevel: Alfred var den slebne diplomat, Carl Emil var ungkarl, og da han blev til års – stadig med sit forekommende smil – blev der et særligt forhold mellem ham som det ene direktionsmedlem, et hverv, der ikke kan have spoleret hans nattesøvn, og Karen. Sådan som det kan opstå, når en servitrice er af landlig byrd, og nærer en slags husholderskeomsorg for den enlige herre. Ikke fordi der var slemme tanker bag. Men i enhver servitrice bor jo tanken om at have én at følges med til højmessen juledag, hvis man skulle få den slags griller. Karen Plyds kaldte i lyse stunder ham for Buk Andersen, skønt hans efternavn dog var Buch-Andersen med blødt buk, og til gængæld kaldte han hende Karenski. Denne russificeering var et ømhedstegn. En slags diminutiv-form af Karen, der jo var temmelig meget dame på en gang. Og så skete det triste, at Carl Emil gik hen og døde. Det vil sige – triste og triste – han var mæt af dage og mæt af den kyllingesteg, Karenski havde lavet til ham, og han havde lagt sig til at sove til middag med et smil om munden og vågnede ikke mere op i denne verden. I og for sig smukt. Ib Boye skrev en nekrolog i Fyens Stiftidende, men bedemanden »Støvdrageren« ringede og sagde, at familien ikke ville have nogen omtale. Jeg meddelte ham, at det var et princip af tjekke folk ud, og at han måtte komme med beviser for, at der var tale om selvmord, som var eneste årsag til at forbigå et dødsfald. Støvdrageren var stum af min fripostighed, som han kaldte det, men familien takkede senere varmt Ib Boye de smukke ord. Men Karenski græd. Det er første og eneste gang, jeg har set hende græde, som var det Niagara, der fik overtryk. Midt i gråden sagde hun: »Men ve´du hva’. Hvor er jeg gla´ ve´ , at jeg huskede at komme persille i kyllingen. Carl-Emil elskede persille i kylling!«. Livet gik videre, og en dag havde Ford-Olsen nogle forretningsforbindelser fra København. De fik den sædvanlige indianerfrokost, hvor Makrellen blev sendt ind til Slagter Ohm efter for 100 kr. leverpostej, som Karen så morsomt sagde. Bagefter sagde den tynde Ford-jyde, at han for en gangs skyld gerne ville have en pæn regning, og Karen spurgte, hvad der skulle stå. Ja, det måtte hun saftsusemig da selv om, og så skrev hun 40 negerboller, 2 kg lakridsbændler, 147 maltbolsjer, et pund pegermyntepastiller og så videre - summa sumarum. Vel hjemkommet til autofirmaet smed han regningen på bogholderens bord og sagde: Send den til København, den skal betales derovre. Hun spurgte om det virkelig var hans alvor, og det gad han så ikke diskutere, før han blev ringet op fra Fords direktion, om det var rigtigt at de havde spist så meget slik på værtshus.

Ford-Olsen var klog nok til at lade som ingenting, og Karenski sagde parlando: »Omkring klokken elve - begyndte vore senge at skælve«. En dag kom Hans Herlighed Hans Bendix, tegner ved Politiken, til byen og var gået den forkerte vej fra stationen. Jeg viste ham gerne vej, for han skulle over at tegne Tom Kristensen i anledning af 70 årsdagen og være fremme to timer senere. Jeg foreslog ham at slå et smut forbi Plydsen, og mødet mellem denne tidløse kvindebedårer og Karenski var uforglemmeligt. »Hvad skal du ha´, min søé dreng?« spurgte hun verdenstegneren, der bestilte et glas kærnemælk. Da hun havde serveret det, satte hun sig på skødet af Hans Bendix og sagde ham et smækkys og replikken: »Kærnemælk om formiddagen! Du er vist en værre bohee-e-e-ma!«. Karen var fra Lørøes. Så fransk udtalte hun Lille Rise på Ærø. Hun var fra op´larn´t, oppe på landet - og hun havde en usædvanlig sans for li´r. Den rene surrealistiske spøg og skæmt, som ærøboerne er bekendt for, men hun var dog en ren skælmsmesterinde. Hun havde øgenavn til alle sine drenge, og hendes dag var én stor practical joke, men hjertevarm var hun skam også. En dag sagde hun til Ziersen, klædehandleren fra hjørnet, at sådan en fin mand da måtte have nogle gamle habitter, som Makrellen kunne få lov at arve. Så pludselig en dag så man den ellers lidt forhutlede fiskeudråber Makrellen iført nålestribet habit. Han lignede en kontorchef i Kirkeministeriet, og så syntes Karenski, at han burde have et nyt navn, for klæder skaber jo folk. Og da han også var markiseopsætter i Kattesund, blev han omdøbt til Markis de Facade. Karenski havde en livsvilje af platin. Det var ikke kun sindets munterhed, men en livsdynamik af humør og en rig fond af skæv humor. Også da hun selv fik sit skud for boven og kæmpede en ulige kamp mod en snigende cancer. Hun virkede altid lykkelig. Jeg aner faktisk ikke, om det forholdt sig sådan, men hun forekom altid, som var hun i mousserende humør. Kun den ene gang så jeg hende græde, men det udløstes heldigvis i den livsbekræftende oplevelse, at hun have husket at komme persille i kyllingen til Carl-Emils sidste nadver...

161

et var ikke en piedestal, men frisørsalonens bord med ægte gulvtæppe, der bragte 50-års fødselaren Erfred Fabricius på højde med byens hyldest. Over 800 venner af livs- og tonekunstneren gik op af bakken. Ikke for at bli’ ﬁn i nakken, men for at overbringe folkegaven, en rejse til Assisi. Blandt vennerne var et større selskab omme fra udkantsbyen ved Svenskekysten. Det var et helt årti før journalist Ib Boye blev til Gyldenspjæt på BilledBladet; før jeg overtog hans job som redaktør på SvendborgPosten, men en stærkt medvirkende årsag til at forme min joúrnalistiske færd gennem tilværelsen.

162

Erfreds ry som maler og scenekunstner var længst nået parnasset, der jo ligger på første sal i København. Derfra kom Bo Bendixen sammen med Valby-odenseaneren Johnny Reimar samt en chefredaktør med sin smukke kvindelige journalist, Anna – senere Johannesen.

163

164

it første bekendtskab med Ib Johannesen fandt sted på en motorbåd i Svendborg Havn. Det var nogle få år efter Erfreds legendariske fød selsdag. Her røbede Ib Johannesen, at han længe havde haft et godt øje til Billed-Bladets nye journalist. Så han tog Anna med for at skabe en god dækning af mentaliteten i byen, hvor 800 borgere skillingede sammen til en hyldestgave. At det førte til et for Ib livslangt og kærligt forhold bevistes i rigtig mange besøg i Svendborg. Dels hos Erfred, dels hos Annas søster, der var bibliotekar i Viebæltet, og dels hos min lille familie i Skårupøre. Ib var begejstret for det lille stråtækte hus i fiskerlejet, og en dag, hvor vi hyggede os med stegte ål, øl og brændevin, sagde han uden omsvøb: - Bjarne, alle de gange, jeg har været i Svendborg, læser jeg selvfølgelig den lokale avis og taler med Erfred. Du kommer også meget hos Britta, Erfred og pigerne Janne og Maibritt. Må jeg spørge lige ud: Kunne du ikke tænke dig at lægge dine kræfter på Billed-Bladet i stedet for på Fyns Amts Avis? Naturligvis var jeg nysgerrig, men også lidt beæret. Billed-Bladet var på det tidspunkt en af landets attraktive, journalistiske arbejdspladser. Dels på grund af den redaktionelle frihed, dels på grund af det enorme oplag, den høje løn og de mange reportagerejser rundt i verden. Udfordringerne med at finde historier og skabe events, der kunne interessere læsere i milliontal, ville ikke skrives over i min store glemmebog. Engang imellem ringede Ib og gentog sit tilbud, eller vi mødtes i Erfreds have sammen med daværende svigersøn Orla og ordnede verdenssituation, hjælpsomt assisteret af Bock Pilsnere og Svendborg Akvavit. Fortroligheden var tiltagende, og jeg nærmede mig et ja, selvom København var nærmere mareridt end drøm. - Bjarne. Jeg har kig på en større båd. Kan du ikke tage over til Thurø og se den båd, der er til salg. Hvis du mener, den er god nok, køber jeg den. Som sagt så gjort. Ib Johannesen fik en stor sejlbåd, men dermed var det ikke slut. En dag hen under aften ringede han igen med en bøn, jeg ikke var helt tryg ved at sige ja til. Han lå i Assens med sin nye sejlbåd sammen med Kaj Dige Bach og Bo Bendixen. - Kan du ikke ringe til den Taxa, der lufter hunden for Willy på Torvecaféen og bede ham køre dig til Assens. Vi skal besøge Erfred i morgen og Kaj vil se på fritidshus i Marstal, men ingen af os tør sejle natsejlads ned gennem Lillebælt og Det sydfynske Øhav. Så kan vi forresten bruge den lune aften til at snakke job på Billed-Bladet! Jeg vidste, hvad styrbord og bagbord var, men havde endnu ikke stiftet bekendtskab med natsejlads. Vi fandt dog vej ned forbi Sønderhjørne på HorneLand og videre ind forbi Lyø, Avernakø, Drejø og Skarø. Dén solopgang i Svendborgsund lokkede en ny, faglig kurs ikke så langt ude i horisonten.

165

166

et første år som journalist på Billed-Bladet var i alle henseender en drøm. Den genvundne journalistiske frihed og en løn, dobbelt så stor som på Fyns Amts Avis, gav en skriveglæde, der nok vil holde livet ud. Erkendelsen af, at jeg er en elendig leder, og beslutningen om at blive skrivende journalist igen, fjernede tunge og for mig uinteressante, administrative byrder. Nu skulle jeg ikke mere bekymre mig om alle de administrative gøremål samt sociale problemer i redaktionen. De evige undskyldninger til ophidsede læsere over en politisk anbragt journalistelev. En fars dreng i rød sportsvogn. Han skulle ha’ valgt landbrug eller organisationsarbejdet i Venstre og sådan gik det vist også. Men inden da måtte jeg som redaktør beklage, når han skrev nekrologer og to gange i træk slog det forkerte familiemedlem ihjel. Jeg ringede og undskyldte på avisens vegne og lovede at sende den unge mand ud, så han kunne skrive den rigtige nekrolog. - For Guds skyld, nej tak. Vi har ikke råd til at miste flere familiemedlemmer!

eller ikke i drømmejobbet blev jeg fri for drømmen om det styrtende fly. Tværtimod! Men nu vidste jeg dog, at det kun var en drøm. Efter de første styrt kom jeg på både ferie og bryllupsrejse med Lise. Ved det tredie styrt, i sommeren 1977, fik jeg en opringning to dage efter drømmen, der varslede flyvende reportager. Det var chefredaktør, Ib Johannesen: - Bjarne, du har haft en forrygende start som reporter på Billed-Bladet og jeg véd, det kan være svært at være så meget på farten, når du har kone og to små børn. Min sekretær, Pernille, har bestilt en rejse til Rhodos. Tag Lise, Rikke og Janne med. Fortæl hvem du møder og hvad du oplever. Find en god Billed-Blads-historie. Send forresten regningerne til mig – og du behøver ikke spare! - Jeg skal bare ha’ historien på tirsdag. Den sidste ordre var ren rutine for Ib. Uanset hvor i verden vi blev sendt hen, og til hvilken mulig eller umulig opgave, var kravet altid: - Jeg skal ha’ historien på tirsdag. Mit tredie flystyrt var ved at blive rutine. Som var det i virkelighedens verden, studerede jeg detaljerne omkring nedstyrtningsstedet. I drømmen følte jeg mig næsten hjemme. Vingen, der hvilede på en stensætning og buske med røde bær. Mine rødglødende knoer på nødudgangens håndtag og klokkerne i det fjerne. Den mørke, hoppende skygge, der lignede en person, var vist kutteklædt. Måske lå der en kirke bag bygningerne, hvorfra skyggen kom hen mod højre vinge? Hvem ringer klokkerne for? Påny kneb jeg mig i armen – og vågnede. Da vi to dage efter sad i et fly fra Tjæreborg Rejser, tænkte jeg på de interviews, jeg havde lavet med Krogager og Spies. Men ikke mindst på Preben Uglebjerg og hans vidunderlige vise i cirkusrevyen: Undervejs ned over Europa kunne jeg ikke få visen fra Cirkusrevyen ud af hovedet, så jeg sad og sang højt for mig selv: Hver søndag stiller præsten i kirken klokken ti. Der står han ene og forladt uden publikum, fordi i Tjæreborg var alle til lørdagsbal på kro'n. Hvad gør en præst så i den situation? Han slæver hele menigheden til Mallorca i Caravellen, så han tjener ind på gyngerne, hvad han har mistet på karrusellen. Og svigter de kære sognebørn, ta'r han på korstog med hele koret. Men turen er ganske hyggelig, og den gi'r skillinger ned i foret.

167

ISES FLYSKRÆK var absolut ikke forsvundet. Selvom hun stort set aldrig rørte

spiritus, gik hun virkelig til den, så snart vi var kommet i luften med kurs mod Rhodos. Hver gang stewardesserne kom forbi med den rullende bar, blev der spurgt til sortimentet af søde likører og de blev skyllet grundigt ned med hvidvin. Vi byttede plads med en pige, der rejste alene. Jeg mindes hun hed Birgit og var fra Fraugde. Så nu havde jeg Rikke på den ene side ved vinduet og Janne på den anden. Stewardesserne kom med legetøj – blandt andet små modeller af Conair. - Se mor, viste femårige Rikke stolt. Det er sådan én, vi flyver med! - Jeg vil ikke se den! Velsagtens nede midt over Vesttyskland eksisterede begrebet ﬂyskræk ikke mere. Lise grinede muntert og hyggede sig videre med Birgit. Da vi landede i lufthavnen, var der mange misbilligende blikke og kommentarer til Lises vaklende færd over Moder Jord, thi den var absolut særpræget. - Hvor er det synd for den pæne, unge mand. To små børn og en stangstiv kone! - Ja, men så er det da godt, han har to koner med, mente en anden. Om aftenen i hotellets mægtige spisesal med udsigt over havet, havde Lise sovet rusen ud. Vi ankom som en velfungerende familie med to lyshårede piger i pæne kjoler og sandaler, manden i lyseblå sommerhabit – samt en sorthåret og en lyshåret kone. Mente mange... Det blev der snakket meget om gennem ugen i varmen, hvor vi for første gang hørte Mikis Theodorakis fra samtlige højttalere i Den gamle By i Rhodos. Bedårende. Smukt. Uforglemmeligt.·. Jeg ﬁk en græsk tjener på hotellet i Paradisi til at oversætte teksten til min nye yndlingssang. I dansk gendigtning kom den siden til at lyde sådan:

Der er et hav som ingen ser. Der er en grav hvor ingen dør. Der er en sol som ej går ned. Der er en strand i hver en sjæl. Og hvis du vil dit vel forstå og være fri når skyen går Så byg en verden, vi kan leve i nu gælder det dit liv dit eget liv. 168

Der er en jord som ej forgår. Der er et brev som ej blir læst. Der er en vind som alt forstår. Der er en frihed uden sår. Og hvis du vil dit vel forstå og være fri når skyen går Så byg en verden, vi kan leve i nu gælder det dit liv dit eget liv.

169

rbejdsferien på Rhodos kom til at præge min tilværelse meget mere end jeg anede dengang, vi kørte rundt på øen for at finde artikler, der passede til Billed-Bladets læserprofil. Det var først hen i halvfjerdserne, at charterflyene kunne holde sig i luften over fire timer uden optankning. Så øen var endnu forholdsvis jomfruelig udenfor den gamle by. Der var stadig kun grusveje ned til de nye hoteller ved kysten. Dybe vandløb skabte render på tværs af selv de større veje. Interessen for Danmark – og lyshårede danske piger – var enorm. Konerne i sort, der arbejdede i olivenlunde og havde små boder ved vejene, strøg Janne og Rikke over det lyse hår og mumlede diskret »Anna-Maria«. Kong Konstantin og hans smukke, danske dronning, var sammen med det øvrige kongehus sat på porten af oberst-regimet, og det passede absolut ikke de ældre generationer. Et andet billede, der står skarpt på nethinden, selv efter 40 år, er oplevelsen i en meget lille fiskerby langt nede ad kysten. Vi fandt en lille taverna ved frokosttid og søgte at få at vide, hvad der kunne serveres. Der var intet menukort, og den hændervridende vært, som kun kunne græsk, så en mulig omsætning forsvinde, men i det samme kom landsbyens græsk-katolske præst gående fra sin kirke i fuld ornat. Han talte engelsk og fortalte meget hjælpsomt og interesseret, hvad der kunne fremskaffes til en frokost – med udsigt over havet i den bedårende vig. Også præsten mumlede Anna-Maria, da han serverede og lagde hænderne på Rikkes og Jannes lyse hår, mens hans blik blev langt og fjernt. Fiskene var små og velsmagende, den græske salat var hentet i haven – og mine tanker fulgte måske præstens mens jeg tænkte på de små fisk og bespísningen i ørkenen. Efter frokost havde vi en meget hyggelig snak med præsten. Han havde en flot humor og brugte den til at fortælle, hvad han mente om militærstyret, kirken og kongehuset. På hjemvejen ærgrede det mig, at jeg ikke huskede fortællingen fra Det sydfynske øhav om bespisningen i ørkenen. Det var dengang, navnkundige pastor Jens Theodor Hansen residerede i Drejø Præstegaard. Om formiddagen prædikede han i Drejø Kirke og om eftermiddagen på Skarø. Fra prædikestolen med de tre håndskårne timeglas lød det: - Og så bespiste Jesus fem mand med 10.000 fisk... - Det kunne jeg også ha’ gjort, Jens Theodor, kommenterede Povl Maler fra sin faste plads bagest i kirken, Ved eftermiddagens gudstjeneste var Poul Maler fulgt med til Skarø, så Jens Theodor Hansen bestræbte sig meget ved udlægning af dagens tekst: - Og så bespiste Jesus 10.000 mand med fem fisk! 170

171

Den gode Jens Theodor kunne ikke dy sig, så han lænede sig frem over prædikestolen med de tre timeglas og spurgte inkvisitorisk: - Kunne du ha’ gjort det, Povl Maler? - Ja det ku’ je’ da, Jens Theodor med alt det, vi levnede på Drejø i formiddags.

172

et var ikke kun Theodorakis, der fulgte med hjem til hverdagen i Dan mark. Meget af det, vi oplevede rundt på øen, gav inspiration. Græsk salat. Feta. Den rolige livsrytme – og buerne..! I foråret 1976 havde vi fjernet stråtaget på det gamle ﬁskerhus, bygget i 1821. Der skulle opføres en tværgående længe til kontor og redaktion og en etage med plads til soveværelse, tre børneværelser og stue med havudsigt. Det blev en alvorlig omgang, thi spær og lægter var mørnede, så de måtte også væk. De to skorstene gik samme vej. Tilbage af den gamle rønne var nu kun loftbrædder – men en vældig kassekredit og obligationsrenter på 22% Det var i Lises nye samtalekøkken de første to blev muret op: Buer. Eller hvælvinger. Men jeg havde oplevet og sanset mere i Grækenland, end man kan forklare med denne verdens ord, så det parkerer jeg i glemmeskuffen i nogle kapitler. I de kommende år murede jeg uden tegninger bue efter bue, ude og inde. Oppe og nede. Da vi rundede hvælving nummer 25, gemte Lises murskeen og truede med at brænde vielsesattesten, hvis jeg byggede blot én eneste bue mere. Da vi landede i Kastrup efter drømmejobbets drømmeferie, havde vi alle kun én ting i hovedet: At komme til Grækenkland igen. Skæbnen magede det sådan, at det op gennem tilværelsen lykkedes at besøge ikke færre end 17 græske øer. Men det er en helt anden historie; en anden gang.

rene på Billed-Bladet blev et festfyrværkeri af oplevelser og udvikling af nye metoder i reportager og interviews. Mine to bedte læremestre var ube tinget redaktionschef Henry Voersaa og reportagechef Verner Christiansen. Førstnævnte var en skarp og dygtig redaktionsleder med et godt blik for historier til Billed-Bladet. Verner Christiansen var en sprogets røgter og mester. Han lærte mig en helt ny metode i journalistikkens samspil med billeder. - Glem, du er journalist ovre på Fyn, hvor du skrev til lokalsamfundet. Nu skriver du til Billed-Bladets læsere. Vi har et oplag på snart 400.000. Det forpligter, så vi skal levere noget, man ikke får andre steder. Verner var en venlig mand, men han lagde ikke ﬁngre imellem, da han så min artikel med en kvinde fra Esbjerg, hvis datter var bortført til Sydafrika. - Overskrift og indledning duer ikke. Artiklen er fremragende, men du skal sælge varerne, ikke pakke dem ind. Grøntsager skal sælges mens de er friske, og det skal nyheder også! - Når du har valgt det bærende billede til din historie, kigger du på det. Lader øjenene løbe rundt for at se, hvad fotografen har fanget. Hvad er der i billedet? Hvad han mener er interessant. Vi har landets bedste fotografer – og journalister. Verner greb et af Det berlingske Oﬃcins manuskriptark, kodet til optisk læsning eller Linotypes bedagede sættemaskiner, satte det i den røde IBM kuglehovedmaskine. Nu lød indledningen: På et barneværelse i Esbjerg står der en seng. Den er tom.... - Det er dét, du ser på billedet. Nu har du fanget læserens opmærksomhed, og kan fortælle, at maskinmester Hans Jørgen har bortført parrets datter til Sydafrika. Vej dine ord grundigt i sådanne sager, anbefalede Verner Christiansen. - Vi har landets bedste advokater i Det berlingske Hus, men de er sgu dyre..! 173

jerde gang, mit fly styrtede ned, vækkede jeg Lise og sagde: »Nu er den gal igen! Drømmen har lige været der igen, så det varer ikke længe, før jeg skal afsted. Ordren kom nogle dage senere. Jeg var på vej hjem fra vikariat på redaktionen i København. Sygdom og ferie havde presset kollegerne. Ved Sorø ringede Ib Johannesens nye opfindelse. En Storno mobiltelefon. Den tunge sender/modtager fyldte godt op i bagagerummet. På min bedagede Volvos instrumentpanel hang telefonens rør og betjeningsdimsen. Når der var samtale, kaldtes der ud fra København: »Det er Rigstelefonen. Vil 3216 gå på kanal 8!«. Den sorte drejeknap fandt 8-tallet, og så kom Ib Johannesens stemme: - Hvad laver du Bjarne? Har du dit pas med? - Jeg kører nede ved Sorø og synger »Lundeborgvisen«. Glæder mig til at komme hjem til Lise og pigerne efter en uge på Pakhushotellet. - Du skal ikke hjem. Du vender om ved næste frakørsel og møder Egon Engmann i Kastrup. Tiden er knap, så du parkerer bilen på korttid og vi finder nogen til at flytte den eller betaler. Du er forresten allerede hjemme i morgen tidlig igen! - Jamen...! - Ikke noget jamen. Du har selvfølgelig et ekstra sæt tøj i bagagerummet og dit pas i handskerummet! - Egon har hentet en kuvert med 10.000 kroner i portvagten. Brug dem, men kun hvis det bliver nødvendigt. - Hvad skal jeg købe og hvorhenne? - Du lavede historien med kvinden i Esbjerg og manden, der bortførte datteren til Sydafrika. Nu er han anholdt og på vej hjem med to danske betjente. Han skal fremstilles i Dommervagten indenfor 24 timer. - Vi kan sguda ikke nå til Sydafrika i dag, Ib. - Nej, men Pernille har tjekket flyveplanen. Jumboen fra SAS mellemlander i morgen tidlig kl. fire i Wien. Vi har booket pladser til Egon og dig. I får en ventetid på fem timer. Dem kan I tilbringe på Hotel Waldorff Astoria. Tag nu én på øjet. I skal være friske. Der er kun en time og tyve minutter fra Wien til København. - Jamen, hvordan finder vi Hans Jørgen? - Jeg er chefredaktør ikke reporter. Men jeg skal ha’ artiklen på tirsdag... Der blev ikke sovet ét minut på det dyre hotel. Vi lagde planer og snakkede om mulige løsninger. Der var bestilt pladser næsten oppe forrest i kabinens bagbords side. Så snart vi var i luften, fulgte vi planen, lagt på Astoria. Egon gik ned ad den ene gang, jeg ad den anden, mens vi holdt øjenkontakt. Det blev mig, der først så det let genkendelige selskab, men jeg gik videre og gjorde tommelfinger-tegn til Egon, der gik tilbage på sin plads. 174

175

e to betjente var selvfølgelig i lyseblå skjorter. Mellem dem sad en lille, lyslokket pige på alder med min egen Rikke og den anholdte maskinmester. Efter et par vandringer forbi lykkedes det at fange hans blik. De to betjente slumrede, så jeg løftede med højre hånds tommelﬁnger mit pressekort i venstre skjortelomme, så han kunne se ordet PRESSE - og ligeså hurtigt lod jeg det falde ned i lommen igen. Hans Jørgen nikkede diskret, så jeg pegede bagud i ﬂyet! Et af toiletterne i styrbords side var ledigt, så dér gik vi ind. Jeg fortalte Hans Jørgen, at Billed-Bladet ville hjælpe ham med husets advokat, hvis han ville fortælle sin historie. Den kom de næste ti-femten minutter.

Interview på toilet i 11 kilometers højde Inden vi forlod toilettet, ﬁk Hans Jørgen kuverten med de 10.000 kr., og vi aftalte, at han, inden landingen i Kastrup, tog sin datter på armen og gik op forbi række fem, hvor Egon sad klar med sine kameraer. Sorthvid og farver til forsiden. Jeg havde slet ikke tænkt på stewardesser og eventuelt ventende passagerer, når vi to mænd kom ud fra toilettet. Men jeg kan love, at det gjorde jeg, da meget sigende blikke mødte vore. Jeg blev tilbage – mens Hans Jørgen gik til sin plads mellem de to betjente – for at forklare stewardesserne, at vi blot havde lavet et diskret interview. Dén forklaring faldt i lige så god jord som historien om blomsterne og bierne vil gøre i en gymnasieklasse. Et interview på et toilet i 11 kilometers højde over Tyskland ! Før jeg ﬁk forklaret færdig, lagde en hånd sig tungt på min skulder: - Er du klar over, at du lige har overtrådt flere af straffelovens paragraffer. - Det er ulovligt at tale med en anholdt person! Må jeg se, hvad du har skrevet? - Det kan jeg ikke. Det står her, svarede jeg og pegede på panden med højre hånd, mens venstre krammede den lille blok i venstre lomme. Jeg forberedte mig på det værste, men de næste replikker forbliver en hemmelighed mellem betjenten og mig. Dog lige en kendsgerning: Han havde en datter hjemme på Sjælland i samme alder som Hans Jørgens og vores Rikke...

176

Der var kamp om at få sin historie på forsiden – af flere årsager. Vi, der havde valgt en mindre, fast månedsløn med tillæg for antal leverede artikler, fik ofte løn to gange om måneden. Dengang i 1978, da jeg toppede med 32 sider i samme udgave, var lønnen 32.000 kroner.

,, 182

Hvordan gik det Rikke, da hun kom hjem til sin mor? Jeg fandt Rikke 40 år efter og fik hendes livshistorie: Når jeg læser artiklerne fra dengang, er det som at være tilskuer til et fremmed drama. For i virkeligheden var jeg nok den, der »oplevede« mindst. Ganske vist kan jeg huske hist og pist, men kun steder, dyr og lugte - ingen personer. Det klareste øjeblik er dog hjemturen. Den husker jeg tydeligt. Når aviser og ugeblade gang på gang fortalte Hans Jørgens historie, som var den sandheden, efterlod det min mor og hendes familie som »skurkene«.

Der er aldrig, på nær en enkelt gang, lavet en ukritisk artikel. Samtidig sendte Hans Jørgen det ene brev efter det andet til min mor med vanvittige trusler. Disse breve er også gemt. Mens vi var i Sydafrika, boede jeg flere gange på børnehjem, mens Hans Jørgen arbejdede. Derfor havde jeg gode engelskkundskaber, da jeg kom hjem. Jeg er mor og far (Søren) evigt taknemmelig fordi de ikke opgav at få mig hjem. Hans Jørgens familie led også forfærdeligt de år. Hans mor blev indlagt på psykiatrisk afdeling, da hun ikke kunne klare det pres, Hans Jørgen og journalisterne udsatte hende for. Min faster flyttede fra Jylland og tog navneforandring. Hun var led og ked af at tilhøre familien. Hun vidste jo godt, hvilket menneske hendes bror var var. Jeg har altid været meget stærk og selvstændig. Noget, jeg jo nok har været nødt til i en tidlig alder. Det er kommet mig til gode flere gange i løbet af livet. Jeg er dog Hans Jørgen taknemmelig for, at blive syg før mig. Hans liv stod ikke til at redde, men det gjorde mit og mine børns forhåbentlig også.

og fester på Billed-Bladet var et festfyrværkeri af livsglade oplevelser. På redaktionen kom en lind strøm af skuespillere, sangere og musikere. Politikere, forfattere og entertainere. Kendte personer – samt en hel del, der gerne ville være det – og var klar til at bruge alle midler for at komme i Billed-Bladet. En dag havde jeg skuespilleren Jonna Jerl i telefonen hjemme på Fyn: - Heeeej Bjarneee! Har du ikke lyst til at lave et interview med os i Freltofte? - Vi vil gerne fortælle dig, at Søren skal steriliseres...! Jeg ﬁk forklaret, at den slags nyheder havde vi eksperter til i København. Om jeg måtte bede en kollega ringe for at få en aftale om interview og fotografering. Da jeg forklarede reportagechef Verner Christiansen nyheden fra den fynske teater- og underlivsverden, tog han sig af det fornødne og fandt en kvindelig kollega med stor forstand på de dele. Historien kom på forsiden, men jeg erindrer ikke, hvem der var fotograf og hvilke detaljer i den vigtige nyhed, der blev foreviget til glæde for læserne. Det var på de tider, Danmarks Radio sendte »årets radiobøffer«. En af dem stammede fra en reportage i Radioavisen, hvor korrespondent Ib René, Cairo meddelte om den israelsk-arabiske konﬂikt, at han var omskåret fra afverdenen. Så’e det – som de siger Nordenfjords.. EDAKTIONSMøDER

Efter en fotoseance med alle medarbejdere blev scenen forlagt til Wessels Kro og siden forlænget til Hinkestenen og Bernikow. Det var undervejs til de redaktionelle vandingssteder, jeg første gang kom i kontakt med Dirch Passer. Han var ofte gæst hos Henry Voersaa, der var redaktionssekretær på de to mest læste sider i Billed-Bladet. De hed »Du’s med Dirch«, og det var Dirch Passer selv, der skrev sin ugentlige, humoristiske leder og kommenterede læsernes bedste vitser. - Du’æ fynbo, konstaterede Dirch, og fortsatte: »De’e je å’«. Og så ville den store mand iøvrigt gerne vide, hvor på Fyn jeg kom fra. - Svendborg, svarede jeg kort – og fluks var der kontakt tværs over bordet og fadbamserne på Hinkestenen. Dirch lænede sig frem og blev mere alvorlig, end jeg kendte ham fra film og fjernsyn. - Véd du hvad, Bjarne. Dér lærte jeg sømandsfaget i 1944. Jeg var elev på det første hold på Lauritzens Søfartsskole i Kogtved. Da sømandsuddannelsen på grund af krigen blev forlagt fra rederiets fragt- og skoleskibe til den nyindkøbte pragtejendom, direkte til Svendborgsund, valgte jeg min fars erhverv. - Dig – sømand? Spurgte jeg, nysgerrigt grinende. Jeg kendte Dirch fra filmens verden og gennem min farbror, Helge Bekker. 184

Forberedelse til 120 km Niejmegenmarch – Morgenture fra Lyngby til Kastellet med oberstløjtnant Børge »Blålys« – var hård kost...

185

Han havde værtshuset »Café Robert« i Lille Istedgade, kendte Dirch personligtog fik derfor en statistrolle i filmen »Flådens Friske Fyre«. Her skulle Helge Bekker lære Dirch Passer at vrikke en robåd med én åre. En ustyrlig morsom scene, der hærgede fortællingerne ved familien Bekkers familiefester i flere årtier. Den hyggelige snak med Dirch Passser blev den første af mange, indtil jeg besøgte ham på Rigshospitalet kort tid før han døde. Det var Dirch selv, der inviterede og jeg fik lov at tage min erhvervspraktikant fra vennerne i Skårupøre, Michael Bothe, med til en helt forrygende oplevelse, hvor Dirch lavede jokes om sit liv og døden. Mens Bente mismodigt sad på sengekanten og så på, arrangerede Dirch en uforglemmelig fotosession med en sygeplejerske og et hjertekardiogram.

Togbarens fortrolige tågesnak Når jeg var til redaktionsmøder i København, var det aldrig i bil. Jeg foretrak toget og havde hyggelige timer i 70’ernes og 80’ernes vogne med adskilte kupéer og en herlig togbar. Det er helt sikkert, at de kvinder, der stod bag baren, havde erfaring fra livet på danske stamværtshuse. Der blev hyggesnakket, røget pibe og cigaretter og i den fortrolige tåge gled der enkelte pilsnere og den tids modedrik – Gammel Dansk – ned, mens skinnerne sang deres bumdada-bum, bumdada-bum frem mod København, der jo ifølge mit berømte bysbarn Kaj Løvring lå på første sal. En af de stortalende passagerer, der altid stod på i Slagelse, havde den vane at fortælle, hvad han ﬁk af idéer, mens han sov. Stamkunderne og togstewardesserne vidste hvem han var, så der blev lyttet andægtigt til de vise ord fra den landskendte personlighed. Som han, ifølge attituden, befandt sig rigtig godt med. På redaktionsmødet fremlagde Ib Johannesen sidste uges salgstal. Hen i 70’erne lignede det feberkurven i en inﬂuenzaepedemi. Pil opad uge for uge... Da Ib overtog jobbet, var Billed-Bladet i krise. Oplaget nærmede sig 100.000 for nedadgående. Nu nærmede vi os 300.000, fortalte redaktionschef Henry Voersaa, der ledede dagens møde. Der blev jublet og klappet. Vi havde forlængst passeret de nærmeste konkurrenter, Se&Hør, FamilieJournalen og Hjemmet. - Hvad har manden fra de fynske lyksaligheder at byde ind med, spurgte Voersaa. Er der en ny eneboer i farvandet eller har du flere øtosser! - Jeg foreslår en miniserie med arbejdstitlen »Deres ægteskab er anderledes«. - Duer ikke. Vi hader serier her på bladet. De forpligter for meget. - Det binder også læserne til næste uge, kommenterede Ib Johannesen. - Vi noterer forslaget i min idébog, sagde Voersaa. 186

- Rigtig dårlig idé. Se&Hør forbereder sådan en serie, opponerede jeg. - Hvor véd du det fra, ville Ib Johannesen vide. Har du spioner i Valby? - Det er ikke nødvendigt. MEP holder hof i togbaren fra han står på i Slagelse til vi når hovedbanegården, og han véd ikke, hvem jeg er! - Fremragende Bjarne. Når storskryderen fortæller, hvad han vil skrive i sit blad, skal vi vise ham, hvor David købte øllet. Og da var det, jeg for første gang kom chefredaktøren i forkøbet: - Du får historien på tirsdag, Ib! Jeg har lavet en interviewaftale på Taasinge!

år oplagstallene var rigtig ﬂotte, og når vi havde en virkelig god forsidebasker, tog Ib Johannesen skiltet fra Klampenborg med ind i redaktionssekretariatet. Det havde en tyvagtig kollega hjembragt fra galopbanen på en af bladets legendariske sommerudﬂugter. »Venstre om på onsdage« hed det på skiltet. Og så gik vi alle ned ad trapperne i Pilestræde – venstre om til Wessels Kro. Hin onsdag havde Dirch Passer også tid til at gå venstre om, så vi aftalte en hemmelig odyssé med Dirch nye veninde, den kun 15-årige Bente. Hun skulle se Svendborg, Kogtved Søfartsskole og opleve legenden om »Vimmer« på Torvecaféen. - Men ikke ét ord om Bente. Min nye kærlighed skal ikke på forsiden! - Selvfølgelig ikke, Dirch. Vi bytter. Du fortæller om din tid som ung sømand blandt dansepigerne i Svendborg, og jeg tager jer med på »Vimmer«s forunderlige færd blandt købstadsoriginaler.

187

LĂŚs hele historien om Dirch som sĂ¸mand i Kogtved i mine bĂ¸ger

188

189

190

VIMMER

Dirchs Passers yndlingshistorie på Torvecaféen var fortællingen om Vimmers eventyrlige jagt på damehunde med færger, busser og i Taxa

191

192

Jeg vil gerne til Ollerup og se på damer De, der ikke har oplevet Vimmers forunderlige færd i Svendborg og på øerne, tror det er journalistiske agurketidsberetninger. Men nej, det er troværdige rapporter fra årtiers forskning i købstadsmiljøet. Jeg har udført omfattende research på Torvecaféen, enten i selskab med Gunnar Juul, Peter Faber, politireporter Torsten Nielsen eller redaktør Ole Kølster. Når vor seriøsitet i den krævende købstadsjournalistik drages i tvivl på Facebook, kan det kun skyldes umådeholden indtagelse af dansk karrierevand på tidens redaktionscomptoirer. Den tiltagende ædruelighed kan aflæses såvel i avisernes spalter som i oplagstallene. Claus Henrik Larsen, der hin majdag i 1975 blev kaldt til Torvecaféen for at køre Vimmer til damebesøg på Kompasset i Ollerup, bekræfter fra Autohuset Vestergaard Vimmers brudefærd.

193

Poul Rasmussen, der havde Menu Kaffe på Høje Bøgevej, digtede om Vimmers ulykke. 194

Vimmer fik kraniebrud da Odensetoget var forsinket Den dag, Vimmer havde været i Ærøskøbing for at se til sin elskerinde på »Arrebo«, var Odensetoget forsinket. Det var den eneste logiske forklaring på, at Vimmer krydsede overskæringen i Frederiksgade, thi han kendte både togtider, bus- og rutebilernes køreplaner og tog derfor ingen chancer. Men hin dag gik det galt. Vimmer blev ramt af en buffer, forklarede et ædrueligt øjenvidne til politiets døgnrapport. Påkørslen blev registreret fra John Bull. Her havde Vimmer befrugtet restauratør Birgit Tarzanis labrador, thi der var ingen smålig skelen til etnicitet i Vimmers omfattende brudefærd. Men også fra taxaholdepladserne på Banepladsen og Frederiksgade kom hjælpsomme chauffører ilende til. Onde tunger påstod i efterfølgende læserbreve til Fyns Amts Avis, at Svendborg Taxas kærlighed til Vimmer ikke mindst skyldtes kontoen i Bikuben. Den blev automatisk vedligeholdt, og når der ikke var flere penge, havde direktør Henrik Bøving en stående ordre til at overføre 10.000 kr. fra Willys konto. Samme trækningsret havde indehaverne af Slagter Ohm i Kattesund, storleverandører af dagens oksekød – som Vimmer ofte hentede selv. Når det skete, kunne det hænde, at Vimmer faldt indenfor på »Plydsen« og fik en sjat Albani Lager i sin faste skål under buffet’en ved Back-spejlet. Heller ikke Vimmer tålte københavnerøllet Tuborg eller Carlsberg, der også på de tider var det nærmeste, man kom vand.

195

Vimmer huskede at se til

et ﬂimrer for blikket. Jeg sidder på ny i Svendborg Teater en aften i 70'erne. Midt i forestillingen kom Vimmer ud under sidetæppet. Kiggede rundt i salen, tog en æresrunde mellem skuespillerne, og forlod scenen med et jublende publikum tilbage i sæderne. Alle i Svendborg kendte Vimmer. Her er en lille buket af oplevelser med Vimmer: Niels Poulsen, i dag maritim globetrotter med Svendborg Sejlerskole, var lærerstuderende. For at tjene til livets dessert kørte han Taxa om natten og huskede en stående ordre fra Torvecaféen om altid at bringe Vimmer direkte hjem til Torvecaféen, hvis man mødte Villys kæreste eje udenfor de faste ruter mod færgelejer, rutebiler og bybussers holdepladser. Ole Kølster fortæller: Blandt de mange historier om Vimmer er her måske en, der er lidt mindre kendt. Det var i turistchef Tinna Myrups tid, den gang der var et lille hyggeligt turistkontor skråt over for Lilletorv i Møllergade. En større delegation af norske rejsejournalister var på besøg og Tinna havde forberedt et fyldigt program med kommunens bedste sider. Men journalisterne nåede kun hen over Torvet før de mødte Vimmer. Og som Tinna fortalte bagefter, så skrev de stort set ikke om andet end om denne mærkelige hund i Svendborg, som kørte med Taxa og sejlede til Ærø - når den da ikke var på damebesøg rundt omkring i byen. Birthe Kiilerich: Vimmer tog ofte bussen til mine forældres gade, hvor vores nabo havde en hunhund, som Vimmer syntes var dejlig. Der sad den så og stirrede forgæves på den udkårnes hus til bussen kom tilbage og så tog Vimmer med hjerm igen. Min bror var iøvrigt buschauffør og kørte tit med Vimmer. 196

de mange efterkommere Esther Marie Kohls: Der er jo også den dejlige om Vimmer, der kom op til SvendborgStuen til Ernst og Louise med en hilsen i halsbåndet fra Willy. Her bad han om at få serveret en pilsner! Ja, det var jo tider dengang. Karin Bekker Jensen: Jeg har i min tid som taxachauffør fra 1987 til 1992) kørt mange gange med Vimmer. Han havde sin egen konto både i »Bikuben« og ved Taxa. Vimmer tog tit med bussen fra Rantzausminde, hvor Villy boede, og ind i byen. Han stod af ved Banegården og besøgte værtshuset »John Bull« på Klosterplads inden han gik op til far på »Torvecafeen«. Når Vimmer ville hjem, fandt den tit min Taxa ved Banegården, bjæffede højy og så var det bare at åbne døren så Vimmer kunne blev kørt hjem til Rantzausminde.

197

a Vimmer i midten af 1990érne indtog sin plads i hundehimlen, bragte Fyns Amts Avis en nekrolog. Det var aldrig sket før, og heller ikke siden, at en hund er mindet i avisen. Desværre er nekrologen forvundet ud af mit arkiv, men til gengæld husker jeg klart en samtale om Vimmer engang i 70’erne på Fyns Amts Avis. Man kan vel godt røbe i dag, at Ejnar Larsen i vogn 18 ikke alene var en god ven, men også en af mine bedste kilder. En dag, hvor talen faldt på Vimmer, spurgte jeg Ejnar, om det ikke krævede en mandhaftig karakter at samle Vimmer op et sted i byen og køre ham hjem til Villy – sådan helt direkte. - Joeh, sagde Ejnar! Men ikke mine ord igen: Der var jo den dag med næsten ingen kunder, hvor jeg så Vimmer komme snusende med næsen i jorden ude på Femte Maj Plads. Han havde tilsyneladende været med rute 208 på besøg hos en damehund. Jeg holdt ind til siden, stod ud og lukkede bagdøren op, så Vimmer kunne komme ind. Han skulle jo helst sidde på sædet bag chaufføren: Nåeh, lille Vimmer. Vil du med over og se på Langelandsbroen..! Finn Horskjær: Jeg kørte også Taxa mens Villy og Vimmer huserede. Den stående ordre om at køre Vimmer hjem og hæbve pemngene på hans konto, fik jeg bekræftet af Villy, engang jeg kørte ham hjem fra Torvecaféen. Gert Hansen: Sjovt, når Vimmer havde udlængsel. Måske kunne man få øje på, at hann bedækkede en hun-hund med en dame i snor. Vimmer fik jo lov at rende overalt i byen. Jeg kan huske, at een af de tyske tv-stationer sendte et reportagehold til Svendborg for at filme den mærkelige hund, som Taxa-chaufførerne samlede op rundt omkring og kørte hjem til Willy.

Jens Engqvist: Med hensyn til Vimmer, så var han jo en af de store fornøjelser for os, der kørte Taxa dengang. Var der ikke noget at lave, kunne vi stort set altid fnde Vimmer og bringe ham tilbage til Torvet ;-) Vimmer var konge, når han sad på forsædet og afventede, at døren blev åbnet så han kunne løbe ind til Villy. Frank Pagh: Villy var en meget ﬂink mand. Jeg glemmer aldrig, da vi en fredag aften sad og sendte på Radio Svendborg, Det havde været rimelig varmt hele dagen. For åben mikrofon kom vi til at sige; at vi godt kunne drikke en kold bajer. Vi satte Carl Petter på pladespilleren med »Stik mig en øl«. Fluks kom der en mand oppe fra Willy, ikke med to kolde, nej der var sgu ﬁre. 198

Dorte Fox Maule: På Torvecafeen var der dejligt at komme. Og hvis Vimmer lod sig klø bag ørene, var det nærmest et ridderslag.

MINDEORD af torvegartner Carsten Pedersen Det blev ligesom en sædvane, at vi skulle ind og have en lukkebajer, som vi sagde, inden vi kørte hjem. Willy Hansen kom i lære på det gamle Wandalls Hotel, som blev revet ned for at give plads til Schou-Epa - nu Kvickly, og så ﬂyttede han over og stod læretiden ud på Hotel Svendborg under Alfred Dahl. Efter endt soldatertid i marinen - bandt andet på Færøerne - havde Willy fået smag for Nordatlanten, og han rejste op og var kok på Thule-basen, hvor han, som han selv sagde, tjente til Torvecafeen. Willy solgte sit livsværk og nød sit lidt tidlige otium, først i Strandhuse sammen med sin elskede og legendariske hund, Vimmer, og senere, efter sine forældres død, i Vindeby, hvor han overtoget hjemmet. Willy var lidt af en boheme, der gjorde, hvad der passede ham. Jeg glemmer aldrig, da han ikke ville betale brandforsikring for Torvecafeen, for, som han sagde, jeg skylder ikke en øre på den, og så må jeg vel selv bestemme. Eller da organisten i Vor Frue, Hans Mollerup, fra klokketårnet spillede »Kommer der ikke snart en Tuborg til mig«, hvilket ﬁk Willy til at løbe op til ham med en Tuborg og et glas på en bakke. Det var i hans velmagts dage. Willy var et rart menneske og sine venners ven, men nok værst ved sig selv.

199

Michael Bothe var erhvervspraktikant fra Skaarup Skole da Dirch Passer inviterede til et stĂŚrkt, personligt interview pĂĽ Rigshospitalet...

200

201

202

Dagene før Rudi Carells show med Dirch Passers ikke-ryger-numnmer var forrygende. I Restaurant Den Gyldne Gris i Bremen hjalp Jørgen Flemming og jeg Dirch med at skrive nøglesætninger på tysk på Dirch underarme. »Jeg er ikke god til tysk humor«, forklarede Dirch.

206

207

208

209

Journalist Steen Friis var stationsforstander på Lundebor Hovedbanegaard og dirigerede oplagsgarden: Jørgen Flemming Bjarne Bekker og Billed-Bladets æreslæser Erfred Fabricius

210

211

382.900

gange tak 213

214

215

216

b Johannesen var til fest og farver, men i sandhed også en barsk leder, der ville ha’ sin vilje, uanset hvad – og fik den. Ib havde en eminent fornemmelse af, hvad der rørte sig i folkesjælen, og hans opfattelser var næsten lov i Det berlingske Hus, som red på en enorm bølge af økonomiske medvinde. Annoncer og abonnementer skyllede ind over det gamle bladhus i Pilestræde. Penge var ikke noget, man talte om. De kom bare, og det smittede af på ikke mindst det barske typografforbunds lønpolitik – hvor kommunistisk politik udgjorde en større dagsorden end løndelen. Da oliekrisen fra 1973 eskalerede, undlod ledelsen i det indtil da familieejede Berlingske Hus at rebe sejlene. Dansk Typograf Forbund havde forhandlet så gode husaftaler hjem, at fritiden var meget større end arbejdstiden. Det måtte gå galt – og det gjorde det. Den Berlingske Konflikt blev en realitet og varede fra 31. januar til 21. juni 1977. I den periode udkom ingen af husets mange publikationer. Med typograffaget i blodet havde jeg en vis sympati for de strejkende typografers truede fremtid, men da forbundsformanden sagde, at han hellere så sin arbejdsplads lukket af strejkevåbnet og føre konflikten til den bitre ende, var sympatien borte. Forslaget til nye overenskomster, der indebar lønnedgang, afskedigelser og andre fagområders ret til at håndtere den nye teknik, blev aldrig forhandlet. De 144 dage blev en del af Danmarks historie. Som journalister mærkede vi selvfølgelig konflikten på flere måder. Den manglende løn var væsentlig, selvom vi fik udbetalt en mindre, kontraktlig garantisum. Det rent psykologiske i at producere et blad uge efter uge og smide det hele i papirkurven efter mandagens deadline, var opslidende. Nogle gik til i druk og ægteskabelige problemer. Ib Johannesen lærte sig selv at male og lege med jo-jo. Jeg brugte over 100 dage på at genlæse hele Det gamle Testamente og Ernest Hemingways bøger. Da konflikten sluttede, havde jeg tyvstjålet hans mest kendte citat, der hænger i mit kontor i Skårupøre som en god, journalistisk ledetråd: »Lad andre frelse verden. Blot jeg må beskrive den,som den er!«.

217

3 kaffe og 52 stk. ostemad D

218

et var efter konfllikten. Vi skulle omsider i gang med reportagerejser efter 144 dages stilstand såvel i den hjemlige, som i Det berlingske Officins økonomi. Den benhårde arbejdskamp havde ingen vindere. Nu var vi kaldt til moralsk oprustning hos Ib Johannesen. Flemming og jeg havde siddet i toget og talt om, hvad der mon skulle ske. Var der afskedigelser på vej? Skulle ugebladene udskilles og sælges? Rygterne var mange – også det, at hele den famiieejede koncern skulle afhændes. - Der skal skæres helt ind til benene, men ikke mere på de stegte ål, sagde Ib på stormødet. Flemming og jeg følte, han kiggede inkvisitorisk på os. Der havde af og til været bemærkninger fra regnskabsafdelingen på vore fortæringsbilag. Det skete, når vi var på reportageture i Nordjylland. Det var længe før motorvejsnettet blev udbygget, så inden vi var hjemme på Fyn igen, havde der både været udgifter til morgenmad, frokost, aftensmad og kaffe ind imellem. Og da kunne det hænde, at der på en regning fra Ålbæk Kro stod stegt ål, og fra Engesvang Kro på hjemvejen en lille peberbøf. - Det kan du ikke være bekendt, indskød jeg forsigtigt, da vi sad på Ibs kontor og fik en lille én til halsen inden hjemturen. Ib spurgte altid til Erfred Fabricius. - Jamen, så kald det dog kaffe og ostemad, sagde han henkastet. Ugen efter boede jeg sammen med fotograf Claus Poulsen og tegneren Franz Füchsel på Brundby Hotel for at lave »Portræt af Samsø«. En aften sad vi og hyggede os i restauranten. Ved siden af sad en mand, der præsenterede sig som Hans Peder, betjent fra Brædstrup på kollegial afløsning for landbetjenten. - I skulle bare vide, hvad a’ har i min task’, sagde han. Og blev selvfølgelig omgående inviteret over til Claus og jeg. Nogle timer senere kom taskens indhold på bordet! Det var en stævning til Dorthe Kolle for at flyve ind i Kastrup Lufthavn uden landingstilladelse. Inden vi skulle hjem, havde jeg flere timers omredigering af regningen til talrige måltider: Morgenkomplet, frokost, kaffe, middag, natmad. - I har faneme ikke sultet på Samsø, sagde Ib ved månedsafslutningen. Da regningen var attesteret, fik han den originale – som hang på kontoret i mange år! Det er vel overflødigt at nævne, at ostemadderne skabte forsideartikler i flere uger.

219

220

Karlsens klenodier Under skriveprocessen fik jeg mulighed for at erhverve hele Kurt Carlsens samling af datidens AV-udstyr. Ud over det, jeg just har fotograferet til bogen, er der 8 mm farvefilm af Carlsen på vandski. Her er et lærred fra krigstiden, mikrofoner, små hjælpeapparater til den store Chicago stålbåndsoptager. Den havde Kurt Carlsens kammerat Knud med til Falmouth, da helten fra Atlanten blev modtaget. Det var den, Gunnar Nu-Hansen fik lov at bruge til interviewet med Kurt Carlsen. Båndet sidder endnu i optageren. Det, der næsten er umuligt at vente på at få tid til, er afspilning af de 24 en halv millimeter tynde stålbånd, der fulgte med i handelen. Jeg véd, at Kurt Carlsen i dramaets 13 døgn hver dag 17.30 var i kontakt med sin ven. Det skete, når Knud lukkede sin fotoforretning. Og så var det iøvrigt et pokkers arbejde at finde »Knud i Jylland«. Men det lykkedes, som det fremår af bogen fra 2012.

221

Sådan kom jeg ind i fængslet til Prins Erik af Danmark

eg fandt historien om den falske prins Erik Rastenberg af Danmark i et tysk dagblad. Det skete tilfældigt, da jeg ledte efter oplysninger om Djævleuddrivelse i Klingenberg. Artiklen havde ikke fået den store opsætning, kun en trespaltet rammehistorie på side 3. Hver dag forslæbte landposten sig med aviser fra nær og fjern til provinsredaktionen i Skårupøre. Jeg ﬁk 13 danske provinsaviser, Daily Mirror og i perioder Hamburger Tageblatt. Det var i andre journalisters arbejde, jeg kunne se en ny vinkel og fandt de gode historier. - Er det ok, at jeg bruger penge på en tur til Heidelberg, spurgte jeg redaktionschef Henry Voersaa og var ikke i tvivl om svaret. - Du kommer aldrig ind i et tysk fængsel, grinede Henry i telefonen De ﬂeste vil ud! - Jamen, jeg har en idé, der vil åbne fængslets porte, lød det hovmodige svar. 222

Da jeg første, og formentlig sidste gang, kæmpede mig ind i et fængsel, var »aktionen starter klokken 12«, inspireret af de nye OlsenBande-film. I god tid før turen ned gennem Tyskland havde jeg skaffet de nødvendige rekvisitter. I Heidelberg fandt jeg den sidste; en kvindelig tolk med »høje hylder«. Hun var i velsiddende spadseredragt, havde flot nedringet bluse og tolkede interviewet med den falske prins fra fransk til tysk og engelsk. Jeg glemt helt, han var bøsse!

IT FRANSKE VAR LIG MED NUL.

Først langt senere i livet kunne jeg på engelsk fortælle en servitrice på Middelhavsøen Porquerolles, at jeg var virkelig god til fransk – men at det kneb med sproget! At den yndige mademoseille forstod mit budskab, viste både øjne og det vrikkende agterspejl, da hun satte kurs tilbage mod baren. Den falske Prins Erik Rastenberg af Danmark havde ifølge det tyske dagblad overhovedet ingen danskkundskaber. Sammen med sin ven og væbner, havde han rejst rundt, primært til sydamerikanske klostre og bedraget de godtroende præster for mange millioner. Parret udgav sig for at være homoseksuelle – og hvis dén viden kom til kongehusets kendskab, ville de begge blive udstødt og bragt i vanære. I vore dage forstår man ikke helt, at det skulle være et problem i et kongehus med højt til de moralske lofter i både sovegemakker og riddersale. Dengang havde katolske præster overhovdet ingen interesse i små drenge og unge mænd. Ihvertfald kom den ikke til at stå – i medierne ;-)

Svogerskabet som redningsplanke

224

Da min gode ven Henry havde givet grønt lys for reportagerejsens udgifter til hotel, fortæring, uforudsete udgifter og ikke mindst et par tusinde kilometers kørepenge i min spritnye Morris Allegro, ringede jeg til svoger Torben Granhøj. Han boede på de tider i Den polynesiske Gård i Svendborg, hvor Mie herskede i sit grønne paradis, og hvor bademester Valdemar Højelsen passede badeanstalt, socialdemokratiske borgmestre og ministre på diskrete sidespring med digterkunstens koryfæer. Ingen nævnt og da slet ikke Jeppe Aakjærs datter, som kom ind ved nattetid og mødte statsminister Hans Hedtoft i privaten over Svendborg Svømmehal. Mens telegram til ministeriet fortalte, at statsministeren kun ville forstyrres i tilfælde af krig, var ministerchaufføren parkeret på Wandalls Hotel hos tjener Boldts far. Se, alt det vidste svoger Torben og jeg, men som bekendt

Mens fængslets inspektør ringede for at hente tilladelse til fotografering, kom jeg ved et uheld til til at forevige den falske prins...

kan journalistik føre til alt. Også til diskretion. Først i min bog SvendborgHistorier fra 2009 fortalte Mie og Valdemars søn Søren med dokumentation i familiens gæstebog om det ministerielle sidespring i barndomshjemmet. Torben Granhøj havde studeret det tyske sprog gennem ﬂere uddannelser. Han har en vidtrækkende viden og hukommelse om tyske forhold, og da jeg forlængst havde friet til søster Lise, kunne jeg med god grund også fri til Torben. Om at være væbner, tolk og ekstra hukommelse på indbrudsforsøget i det tyske fængsel. - Det går aller’ sagde Torben, der efter nogle år i Møllergade havde tilegnet sig den meste brugte svendborgensiske sætning – når noget nyt truer mageligheden. Ved grænsen, som dengang beskyttede Fællesmarkedet og gav lebensraum til indestængte tyskere af egen avl, brugte jeg Egon Olsens plan, som på de tider var helt ny. I grænsekiosken købte jeg adskillige kartonner Kings, Queens og ikke mindst Prince of Denmark. Fik vekslet til en del 200 mark sedler, der kunne anbringes diskret øverst i en åbnet pakke med Prince of Denmark – så selv ikke rygere ﬁk trang til en smøg fra Skandinavisk Tobakskompagni. De øvrige ingredienser vil jeg ikke røbe. Der kunne jo komme en anden, der vil sige undskyld til Prins Henrik - og så bruger jeg gerne hele journalistikkens kreative værktøjskasse. Herunder kravet om en franskkyndig, kvindelig tolk med »høje hylder«...

225

226

228

229

I får kun historien, hvis I går med mig i vandet!

230

ver dag kom landposten med en halv snes lokalaviser fra hele Danmark. Det var før aktionærsamfundets tid med salg af Dong, Postetaten, Telefonselskaberne, Kastrup Lufthavn og andre af fællesskabets værdier. Liberalisme hedder den politik, der pekunierer og tømmer andres lommer. Når Helge havde aﬂeveret dagens post, og måske fået formiddagskaffen, om der var plads til mere på den lange landrute, gik jeg i krig med den store dynge. Det var blevet rutine at lade blikket løbe over kollegernes arbejde. Forsiderne gav sjældent idéer. Nej, det var inde på lokalsiderne, de gode historier lå mellem linjerne. En dag var det fortællingen i Skagens Avis om Asger Jorn, der havde »...ødelagt en hel stue med malerier af noget, der slet ikke forestiller noget«. Få dage efter var Jørgen Flemming og jeg nok engang på vej Nordenfjords og med Læsøfærgen på vej ud til kunsthandler Børge Birchs lystejendom ved havet. Det havde været en hård forhandling med den estimerede og selvpromoverede original fra Parnasset i København. Børge Birch elskede kunstnere og især deres værker. Han lagde ikke skjul på sin egen vandring over Moder Jord, og hvad hans stillingsbetegnelse kunne være: - Jeg er tegnebogskunstner, sagde Børge Birch. Og understregede betydningen af sit udsagn med at henvise til sine to lystgårde, et hus, en BMW, to jeeps, en Rover – samt to plæneklippere. Efter kaffen og den traditionelle bjesk kom vi til interviewets betingelser. Den originale københavner havde ét ubetinget krav til »...I to tilsyneladende normale fynboer«. Vi skulle gå i vandet sammen og Børge Birch ville ha’ fotograferet sin solbrune tegnebogskunstner-krop. - Det er en aftale, Børge Birch. Men det skal gå stærkt. Vandet er så koldt, viste Flemming med afstanden mellem tommel- og pegeﬁnger på højre hånd. - Stærkt! Nej, vi skal nyde det. Og når vi ikke har en trevl på kroppen, bliver kulden hurtig til varme i vintersolen! Børge Birch havde ret. Men hverken før eller siden har Flemming og jeg byttet interview og fotografering med en kold stroppetur i Kattegat. Til gengæld havde vi historien solo om de tre timer, hvor Asger Jorn, som han selv udtrykte det, svinede 190 kvadratmeter væg på Læsø. Dengang i 70’erne, var prisen omkring 150.000 for et almindeligt værk i sofastørrelse. Børge Birch havde kun én udgift: Daglønnen til en rengøringskone. Hele stuehuset var »svinet til«...

Gennem ild og vand for Billed-Bladet

231

232

Gennem ild og vand for Billed-Bladet

233

Drømmen realiseres Når man i sin barndoms skole, anden klasse, sidder og drømmer sig ud i Atlanten gennem radioens magiske øje for at hjælpe Kurt Carlsen, er det en stor dag i ens liv at realisere drømmen. Nok hjalp jeg ikke min helt fra Atlanten med at bjerge »Flying Enterprise« – men 25 år efter forliset sad jeg hjemme hos Agnes og Kurt Carlsen i byen Woodbridge, New Jersey. Her havde de boet siden 1938. Radioen i bogreolen havde også et magisk øje! Ved siden af lå Billed-Bladet fra 22. januar 1952. Den samme udgave som er en af mange minder fra mit livs raritetskabinet... 235

Ja-ja, den gamle skriverkarl overlevede Twin Towers og fik i 1976 svar pĂĽ den indtil da velbevarede hemmelighed: Hvad havde Kurt Carlsen i lasten pĂĽ Flying Enterprise? 236

237

Her er svaret: Fem ton zirconium til atomreaktoren pĂĽ ubĂĽden Nautilus 571

Der er fly til New York hver dag

in decemberdag i 1976 var drømmen mere livagtig og længere. Den var som en træls ﬁlm i fjernsynet. Noget, jeg gerne ville slukke for. Først da den underlige skikkelse hopper op på vingen med det lysende hul øverst på kroppen vågnede jeg. Om aftenen så jeg journalist og forfatter Paul Hammerichs Danmarkskrønike i fjernsynet. Den var bygget over tre bind med en anderledes og meget velfortalt historie. Inde i fortællingen tonede min barndoms helt pludselig op på skærmen. Kurt Carlsen fortalte ved ankomsten til Falmouth, at han ikke var nogen helt. Han havde jo mistet det skib, der var ham betroet. Èn sætning blev hængende. Det var Gunnar Nu-Hansens spørgsmål om, hvad Carlsen frygtede mest gennem 13 barske døgn i Atlanten. - Det var at komme i land. Jeg havde jo hørt på min cigarkasseradio, at flere tusinde mennesker var rejst til Falmouth for at overvære min ankomst.

Bare jeg får historien på tirsdag

238

Ib Johannesens mødetid var uberegnelig. Han kunne ringede fra bladet klokken fem om morgenen eller når fjernsynets programmer sluttede. Men som regel var han på sit kontor ved ni-tiden. Ib havde også set fjernsyn. Han kendte Paul og vi havde skrevet om kollegaens kærlighed til Malene Schwartz. Derfor faldt mit forslag om at finde Kurt Carlsen 25 år efter dramaet og få hans livshistorie, i god jord. Det var min opfattelse, at Kurt Carlsen boede i Lillerød eller Hillerød. Men det var forældrenes bopæl. Samme dag gav Kurt Carlsens far Martin mig adressen: Alwaat Street 9 i Woodbridge. Jeg burde ha’ forudset Ib’s kommentar, da jeg fortalte, at Kurt Carlsen slet ikke boede i Danmark. - Og hvad så! Der går fly til New York hver eftermiddag fra Kastrup. Jeg skal bare ha’ historien på tirsdag! En anden mindeværdig sætning faldt samme aften, da vi havde bestyrelsesmøde i Aabyskov Forsamlingshus. Her fortalte jeg om Carlsen, som vi alle kendte, at i morgen skulle kollega Jørgen Flemming og jeg flyve til New York for at finde Agnes og Kurt. Der var booket billetter og Hotel i ni dage, så vi havde tid til at finde og få hele historien fra hestens egen mund. - Fald nu ikke ned, sagde Gudmund Larsen og trådte ubevidst i drømmen, der forfulgte mig. Niels »Risbrænde«, der var en mand af meget få ord, pådrog sig øgenavnet, da han fandt sin kone i en brændestak. Han supplerede beretningen om min færd over Atlanten med denne salut: »Je’ har engang våren i Sla’else...«.

239

Tre dage i Carlsens Biograf

jerteligheden var grænseløs, da jeg bankede på døren. Det var Agnes, der åbnede. Selv efter 38 år i New Jersey, var der ingen tvivl om, hvor Kurt Carlsens hustru kom fra, da hun på bredt vestjysk råbte ind til Kurt, at de havde fået gæster fra Svendborg aw. Og i samme sekund fortsatte Agnes fra den lille by Tane ved Blåvand med en konstatering: - Da må I sørme trænge til en kaf ’tår! Efter en nat på hotel i New York var vi kørt med en af de gule taxi’er ud over broerne til nabostaten New Jersey. Her købte Kurt Carlsen hus, da han blev amerikansk statsborger i 1938 – så der var et sted at bo, når han friede til sit livs første kærlighed. Turen var ikke alene dyr, men utrolig fascinerende. I Danmark var det stadig småt med motorveje andre steder end omkring København. Men her var der 12 spor i hver retning. Min første tur ad en turnpike. Vi blev sat af i nærheden af Alwaat Street, en traditionel forstadsby til borgere i USA, der ikke har problemer med at holde sulten for døren. Byerne er anlagt med passer og linial i vældige kvadrater, beplantet med masser af træer. Vi spurgte folk, vi mødte, om de kendte Kurt Carlsen. Svaret lå i de ivrige, glade ansigter. Fra første færd lærte vi, at amerikanere er åbne og tillidsfulde.

Ved spørgsmål om lasten gik gyngestolen i stå

240

Hver aften hjem, og hver morgen i tre-fire dage ud til Agnes og Kurt. Deres hjem var indrettet med sans for smag og i typisk dansk stil. Mens Agnes tullede rundt og hyggede sig med at tale dansk med danskere og lave kaffe på den gamle Madam Blå, foreslog Kurt at vi skulle se alle de film, amerikanske marinesoldater havde optaget med deres 8 mm smalfilmsoptagere. Den helt store dille efter Anden Verdenskrig. Kurt havde også fået alt, hvad Royal Air Force i England optog fra luften i de dramatiske 13 døgn. Det hele var overspillet til 16 mm og Kurt havde selvfølgelig tidens mest moderne udstyr. Time efter time, dag efter dag, sad vi og genoplevede de 13 døgn. Filmene var for det meste uden lyd. Det var kun »Ugerevyerne«, der var professionelt redigeret. I Danmark blev de indtalt af Gunnar Nu-Hansen. Men fordi der var tale om stumfilm, fik vi i stedet en meget bedre udgave: Dramaet på Atlanten fra hestens egen mund, som det dengang hed med et dansk mundheld. Èn ting står stadig skarpt i erindringen fra dagene i Carlsens Biograf: Hver gang jeg indskød ét bestemt spørgsmål, gik gyngestolen, der skrumlede over stuens bornholmske klinger, i stå: »Ohhh well«, var svaret på lastens indhold.

241

Springet fra skorstenen

ortet her, som Flemming og jeg fik med hjem som minde om dagene i Woodbridge, er sendt til og kendt af hundreder af radioamatører verden over. Der sker en udveksling, når man opnår kortbølgekontakt. Undervejs i besøgene hos Carlsen udvikledes en fortrolighed, der indebar visse aftaler. Jeg måtte skrive, hvad der var i lasten og hvorfor Kurt Carlsen og Flying Enterprise af rederi og flådeledelsen i USA blev beordret til at sejle ud i den orkan, man lige var sluppet helskindet igennem op under julen 1951. Der forliste over 20 fartøjer i Atlanten og Den engelske Kanal, og der var stormflod i Holland, Tyskland og Danmark. Når Carlsen forlod denne verden, måtte jeg fortælle mere om hemmelighederne dengang, under Den Kolde Krig. Det skete i 2011, da jeg udgaven bogen om dramaet. Året efter kom der en engelsk udgave på 60 årsdagen for forliset – 12. januar 1952. Dagene i New York og New Jersey blev den allerstørste oplevelser i mit faglige liv.

242

243

244

245

246

247

251

engang i ÂťFattigfirserneÂŤ

252

Kapitel 5

idsbilleder 1980 til 1990 • Dallas, Dollar og gulvtæpper

Årtiet blev kaldt »fattigﬁrserne«. Poul Schlüter blev statsminister og indførte kartoffelkuren, der virkede efter hensigten. Velstanden var steget støt siden 60’erne og 96 procent af alle danskere havde aldrig tidligere i historien haft så mange biler, huse, telefoner, vaskemaskiner og dybfrysere. Arbejdsstyrken i Danmark havde heller ikke været større og det var ikke mindst unge, der kom i arbejde. I 1983 indførtes Dankortet, som var første skridt mod »Det pengeløse samfund«. Det, der ikke kunne ske på et atomkraftværk, skete i 1986 på Tjernobylværket i Ukraine. Den 45 kilometer lange Berlinmur faldt i 1989, hvorefter vejen til et genforeningen Tyskland var skabt. Samme år startede TV2 og brød Danmarks Radios monopol. I fjernsynet fulgte man serierne »Dallas« og »Dollars«, og ungdommen gik konstant rundt med walkman. Fondue-sæt stod klar i de små hjem, hvor man klædte sig i Marco Polo sweaters – inden Schlüter gemte Ninn-Hansen under gulvtæppet. Og i Skårupøre røg taget af huset, så jeg kunne etablere egen redaktion, forlag og trykkeri.

253

Drømmen uden flystyrt

254

ogens Henningsen var Bikubens progressive, lokale direktør. Han hjalp mig med at passe på de skillinger, der kom ind fra arbejdet på Billed-Bladet. Svendborg Sparekasse lukkede byggekreditten, da vi rundede 300.000 for ombygning af den stråtækte idyl. Derfor måtte jeg søge hjælp på den anden side af Storebælt. I Korsør hos direktør Kaj Dam Steffensen. - Kaj er min og Billed-Bladets gode ven. De fleste af dine kolleger har deres konto i Bikuben. Dér går de ikke i små, lokale sko, der altid klemmer. Hils fra mig, så tager jeg Kaj med over til æggekage hos Erfred... Sådan blev det. Obligationsrenten i BRF rundede 22 procent, inden vi fik de sidste lån hjem, og mens pengene rullede ind fra mit tidskrævende arbejde på Billed-Bladet, fik jeg et virkelig godt forhold til Bikuben. Mogens Henningsen hjalp mig i 1982 med at hæve pensionsordningen i Dansk Journalist Forbund. Det var 180.000 før skat og provenuet blev brugt til at realisere en drøm, der ikke havde noget som helst med flystyrt at gøre. Mine livserfaringer, da jeg var halvvejs gennem tilværelsen, konkluderede jeg derhen, at jeg ikke var egnet til at ha’ chefer. Den trang til frihed, der lå i generne fra både far og mor, måtte realiseres. Allerede da vi tegnede udvidelsen af den gamle, stråtækte rønne med førstesal og en vinkel til kontor, var der taget højde for fremtiden. Der var kabler i klinkegulvet til fotosætter, trykkemaskiner og bogbinderiets samle- og hæftemaskine med 16 stationer. Klar til at producere blade på op til 32 sider. »Folk i Skårup« hed det blad, der skulle realisere ungdommens drøm om at være 100 procent selvstændig. Jeg solgte annoncer, fotograferede og lavede interviews i lokalsamfundet. I nybygningen blev der installeret maskiner og en dag rullede det første eksemplar gennem én af de to offsetmaskiner i A3-format. Forog bagside måtte igennem fire gange, én for hver farve. Det var en fantastisk fornemmelse at være sig selv helt og aldeles. Fra et oplag på Billed-Bladet på 433.000 gik jeg til 2.100. Men enhver håndværker kender skaberglæden når man står med sit eget produkt i hånden. Glæden varede næsten tre år, så meldte den næste drøm sig: At skrive og udgive bøger på eget forlag. Det var dyrt, så jeg solgte blad og maskiner til min revisor, Erling Horst Pedersen. Han kendte alle tallene og skulle »kun« lære en to-tre fag mere. Det gik ikke. »Folk i Skårup« gik ind, men fik en absolut levedygtig og flot efterfølger. Salgssummen blev genanvendt til fortsat renovering af huset, der er fra 1821...

255

Dansk Journalist Forbunds

256

medlemsblad

Kaj BĂ¸g var multikunstner. Tegnede forsiden og lĂŚrte at trykke

257

258

259

260

261

262

263

264 Jørgen Møllgaard - Mister Bryghus og PlydsPræsident

Og. på Rottefældens scene sang de i 1974 visen om Ølhunden, der Glammer. Refrainet lød: »Men når bryghuset brænder, og borgmesteren brister i gråd...«.

Og her er dit drikkeøl

er er så mange dejlige ord i det danske sprog. Et af dem, jeg stadig pusler om og mindes med glæde, hørte jeg første gang af Poul på Svendborg Bryghus. Det blev genfortalt ved de små borde på byens vandingssteder dengang bryghuset brændte og Albani truede med en fjendtlig overtagelse. Også ved den lejlighed spillede avisens gode ven, »Lodenfrakken« en stor rolle. Hin anden påskedag, 15. april 1974, var jeg til fødselsdags-påskefrokost hos min mormor på Pilegårdsvej 21, da de tømte den nye brandstation på Odensevej. En opringning til vagtstuen klarlagde i to ord katastrofens ufattelige omfang: »Bryghuset brænder« – og da en journalist i sådanne situationer må danne sig et overblik, ringede jeg fluks til Taasinge Flyveplads. Min gode ven, Søren Bukkehave, var ikke ved sin pind, men i luften over Midtfyn hang på vej til Taasinge direktør Aage Brodersen, der i sit lille fly var på vej til påskens fristelser. Han havde kun ét skud tilbage på filmen og foretog i flere dyk cirkulære bevægelser over brandstedet. Derfor blev billedet uskarpt og rystet, men fortæller den katastrofe, der truede ølguden Gambrinus’ lokale disciple. Bryghusbranden blev iøvrigt forside på den ene af mine mange årbøger om livet i den gamle købstad. Det var »Svendborg 1974«. Den anden hed »Svendborg ‘88«. En vældig bevægelse blev sat i værk for at redde SB fra Albani. Ja, faktisk den største synkebevægelse nogensinde. Her støtter vaskeriejer Knud Colding og borgmester Svend Aage Andersen ihærdigt bevægelsen ved Bord 41 på Plydsen, mens ølkusk Johannes Poulsen inddrog kvinderne på bryghuset i den ædle kamp. Lugen ind til Poul ved transportbåndet, var et meget populært sted. Det var her, man fik langet en kasse ud med ekstra flasker og ordene: »Det er drikkeøl«.

266

Denne prĂŚgtige flok var med i synkebevĂŚgelsen, der huskede branden. I dag er her demensby.

Blandt røvcykelister

in kære mor var aldeles bramfri og havde nogle helt eminente kraftudtryk. Så der var bandeord til enhver lejlighed. Da min konfirmationsfest i 1957 blev udsat fordi mor havde kræft, blev opereret og fik det, der dengang hed: Kunstig afføring. Ja, så fik Vorherre klar besked: - Du får mig for hæblada ikke endnu, din røvcykelist! Mor døde som 89-årig efter endnu flere operationer, og mente, det var aldeles morsomt, at hun skulle forlade denne verden fra et bryghus. Endog med udsigt tværs over gaden fra det nye Bryghuscenter til sit fødehjem i Vestergade 99. Adskillige gange i min faglige tilværelse har jeg ganske nødtvunget været henvist til at henlægge studieture til Svendborg Bryghus. Men allerede ved byjubilæet i 1953 viste farbror Alfred mig troens rette vej. Den gik ad flisegangen under terrassen ved direktør Povelsens stadsstue. Da jeg i 1969 kom til Svendborg Avis, var et af de første inspirationssteder, min altvidende farbror viste mig, netop bryghusets administration. Her residerede legendariske bogholder Svend Henningsen. Sekunder før vi passerede vinduet til bogholderiet, var værtens bedste bogholder i én glidende bevægelse på vej over mod køleskabet. Endnu før døren lukkedes bag gæsten, lød det: - Er det din eller min tur til at gi’? Det var Henningsen, der fortalte om direktørdatterens glemte konfirmationscykel, da Lisbeth blev førstedame i Statsministeriet. Men de, der havde sat vand over til en guddommelig frokost med statsministerparret måtte kigge forgæves efter en minutiøs planlagt mediedækning. Thi idéen om cykelodysséen til Marienborg ramte ved tankens kraft byens borgmester- og redaktørkontorer, så der var slet ikke plads til andre røvcykelister hin dag ved ølgudens hof...

268 Gambrinus var en populær gud, ofte markedsført af thøsingen Johannes Poulsen

269 Brygmester Jens Iversen fortalte statsministeren om kunsten med gĂŚr og humle.

270

Det var den værste opgave, jeg havde i årene på Billed-Bladet. Den morgen, hvor Ib Johannesen ringede ved femtiden fra rotationen på Berlingske Tidende, glemmer jeg aldrig. »Det kan jeg ikke Ib! Jeg kan ikke opsøge familien, der har mistet en

datter så kort efter ulykken. Det er ikke rimeligt«. Men ingen argumenter var acceptable, selvom jeg foreslog, at en af de hårdtslående kolleger fra København tog morgenflyet til Ålborg. Jeg ringede til Flemming og hentede ham i Morud. Vi fik en utrolig god modtagelse familiien, der bød på kaffe: »Det må I trænge til efter den lange tur fra Svendborg!«. Længe efter opsøgte jeg familien for at høre deres reaktion. Denne artikel hang i en ramme i

271

Når Henrik 272

Gennem årene på Billed-Bladet var Jørgen Flemming og jeg et velfungerende makkerpar, der leverede små og store reportager fra både indog udland. I Woodbridge, New Jersey fik vi Kurt

Morsings gård brænder Carlsen til at fortælle om sin hemmelige last i Flying Enterprise. I Klingenberg i Tyskland var vi til djævleuddrivelse i landsbyens kirke. Vi gennempløjede kongeringet i jagten på Danmarks Gladeste. Beskrev hundreder af gadefester. Blev moppet for at levere Ugens glade Krøbling. Men reportagen fra Hjallerup hænger stadig på opslagstavlen. Det er både Flemmimgs og min gulnede favorit!

Historien om Diana, jeg ikke ville trykke Meget ville jeg gå med til, men der var dog grænser. En af dem trak jeg for 40 år siden. Det var artiklen om den fattige familie, der adopterede Diana Benneweis og solgte hende tilbage til farmoderen. Min artikel blev i arkivet! ivet igennem er Diana dukket op i medierne. Hver gang, det sker, står et fortvivlet ægtepar på en trappesten i Dianalund i Nordjylland og siger farvel, Diana! Mit indre arkiv er større end det fysiske, som ellers rummer tusinder af negativer, billeder og film. Men arbejdsmanden, der sad og fortalte om sit livs skuffelse, forfølger mig. Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed. Tværtimod. Men nogle øjne, man mødte på livets vej, vil altid stå stærkere end andre. Dén historie, jeg fik, var et journalistisk scoop, men vejen hjem var meget lang. Mit bedre jeg, der var på hårde prøver som journalist i uge-

274

pressens flagskib, holdt mig vågen mens bilen åd miderstriber ned over Jylland og Fyn. Dagen efter satte jeg mig til tasterne ved IBM’s nye kuglehovedmaskine og fortalte historien, som den skulle skæres til forside og et opslag inde i bladet. Mens blikket faldt over havet mod Langeland, fra vort nybyggeri med realkreditrente på 22 procent, kom beslutningen: Jeg er ikke til salg! Hvordan ville hovedpersonen ha’ det med dén historie! Nu har Diana selv løftet en del af sløret. Derfor har jeg hentet de gulnede manuskripter, fra dengang i 70’erne. Her er den med 40 års forsinkelse.

275

276

277

278

279

280

281

uhammetegninger og Den globale Landsby

282

Kapitel 6

idsbilleder 1990 til 2000. Kongemord og Titanic

Halvfemserne blev årtiet, hvor mobiltelefon og internet revolutionerede verden, og hvor digitaliseringen skabte »Den globale Landsby«. Nokia solgte 150 millioner telefoner på verdensplan. Bill Clinton blev præsident i USA. Jugoslavien brød sammen efter Titos død og skabte blodige borgerkrige. Golfkrigen blev en realitet efter Sadam Husseins overfald på Kuwait i 1991. Vi kunne dagligt følge slagets gang når den militære analytiker, politiker og officer Svend Bergstein førte os gennem krigen med tavler og pegepind. Hjemme i Danmark slog vi Tyskland i finalen i EM-fodbold og Poul Nyrup Rasmussen slog sin ungdomsven, Svend Auken, af banen. Det skete i et hidtil uhørt opgør om formandsposten i Socialdemokratiet. Selv blev jeg valgt i Svendborg Byråd i samme parti. Det blev ingen succes! Ungdommen så Berverly Hills 90210 og i biografen sank »Titanic« i flere måneder. Hele Danmark fulgte med i Michael Meyerheims »Lykkehjulet« mens Ole Stephensen og Nina Klinker på TV2 skabte uhørt høje seertal i »Eleva2ren« med skærmtrolden »Hugo«.

283

At gå i takt blandt politiske Her er det faneme mig, der mener, hvad I skal mene...

284

Indtil 3. januar 1998 troede jeg helt sikkert, at jeg var socialdemokrat. Men på trediedagen som offentligt mandfolk fik jeg et ring sent om aftenen: »I morgen er der møde i teknisk udvalg med salget af Kogtvedgaard og Enggaarden. Her skal du stemme ja. Det har vi besluttet«. Da jeg protesterede over, at vi slet ikke havde haft dagsordenen til behandling i den nyvalgte byrådsgruppe, og at jeg iøvrigt var helt uenig i at sælge de to gårde fra 1400-tallet, endda beliggende i

et stærkt benyttet parkområde, blev jeg belært i socialdemokratisk tankegang: - Du skal lære at gå i takt lissom på et gymnastikhold, lød det i telefonen.. - Jamen, sagde jeg: Er det socialdemokratisk politik at bygge velhaverboliger i stedet for 140 arbejdspladser til forskere. Andre købere vil restaurere de to forfaldne, men historiske ejendomme for mange millioner. Hin nat vendte min forstandige kone og jeg problemet til solen stop op over frihedens lille, idylliske Skårupøre. Der var to muligheder: At gå i takt og slå hjernen fra eller bøje sig og tage det politiske og økonomiske stormvejr, der helt sikkert ville komme. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at de gamle kæmper, jeg havde ført valgkamp for, havde en anden socialdemokratisk tilgang til handel og vandel end de politiske ledere i 1998. Det var borgmestrene Svend Aage Andersen, Viggo Schutz, Holger Rasmussen samt Richard Grydeklar Hansenog Ove K. Pedersen i Faaborg. Men her, i det meningsløse Herrens år 1998, var det slet ikke på mode at tænke, endsige mene noget som helst. Det havde vi folk til. Dem mødte vi to mandage før byrådsmødet på SIDskolen. Her blev det bestemt, hvad vi skulle mene i gruppen..!

stikkelsbærbuske

Fra »Bevingede ord«: Og har af politiske stikkelsbærbuske du smagt på lidt tvivlsomme bær.

Dengang havde demokratiet i Venstre, Konservative og Socialdemokratiet vedtaget, at der slet ikke havde været noget møde mellem Henningsen, Ullegaard og EjdeNielsen. Idéen opstod først om aftenen den 3. januar 1998 (!). Sidenhen erfarede jeg, at sådanne beslutninger rubriceres under det lidet flatterende ord lokumsaftaler. Dem kom der mange af, fremragende hentet ud fra retiraderne af Amtsavisens lokalredaktør Ole Kølster. Men aftalerne kom ikke fra min mund, thi jeg gik ikke på lokum under møderne. Og når jeg insisterede på at mene noget, mente borgmesteren, at det mente jeg ikke. Uheldigvis var vi otte nyvalgte fra fem grupper, der mente, at Tilsynsrådet skulle behandle det møde, der aldrig havde fundet sted. Og så brød Fanden og Bevægelsen løs og ud i trusselsorgier, der omfattede disciplinær, politisk og økonomisk straf. I Social(Demokratiet) blev vi tre afvigere indkaldt til et daglangt møde i byrådssalen. I enrum med konfliktknuser og borgmester, samt i plenum med 19 mand fra Bevægelsen, blev vi tvunget til at mene noget, vi ikke mente. Når man har oplevet 286 et sådant angreb på éns integritet – at andre skal mene, hvad man mener – er der kun én vej. Jeg blev truet med udslettelse, men fandt selv udgangen hin søndag.

SpĂŚndende at fĂ¸lge en ny tids politiske beslutninger om nyt byggeri i omrĂĽdet ved Kogtvedgaard og Enggaarden

To medlemmer fra dengang var stadig aktive i politik i 2017.

287

Brixtoftes vin og Stefans

288

elvom skæbnen har valgt at drille mig med at lade flyet falde ned i drømme nogle dage før jeg skal på vingerne, måtte jeg synke skråen en ekstra gang hin minderige dag i København. Dansk Røde Kors havde inviteret mig med i »Klub 10«. En gruppe, der giver idéer til kampagner og events. Den daværende formand, Jørgen Poulsen, var begejstret for min idé med at lade en 1000-krone yngle. Da jeg afleverede sedlen igen, iøvrigt på direkte TV i legendariske program »Eleva2ren«, havde den fået 349.000 tvillinger. Mens vi ti personer blev præsenteret for hinanden og pressen, var jeg pludselig blevet en kendt dansker. Hed det sig. Jeg følte mig ikke ret stor sammen med Johannes Møllehave, grevinde Anne Dorthe af Rosenborg, skuespilleren Flemming Jensen, Det kongelige Teaters direktør Michael Christiansen og andre receptionsgardister fra det kulturelle miljø i hovedstaden. Ligeså forlegen som lille jeg fra Svendborg var manden fra Frederikssund. Piloten Stefan Rasmussen, der blev verdenskendt, da han landede sit rutefly med to døde motorer – og brugte en granskov til at mindske farten med halepartiet. Vi havde god kemi, mens vi stod der blandt receptionsløverne, og den kemi er ikke brændt af i de forløbne tre årtier. Den første idé, vi fik sammen, var en rundflyvning over Danmark – i rutefly fra Sterling. Stefans forhold til SAS var mildt sagt ikke-eksisterende, og i dag oplever han såmænd sovjetiske tilstande. At styrtet efterhånden slet ikke er sket! Men det kan du læse på stefangrasmussen.dk. Stefan måtte ikke være pilot på Sterlings fly, så han var med som guide og fortæller. Ifølge lægevidenskaben kan han muligvis opleve det, der på dansk kaldes at blive bange for at blive bange. Vi fik Gutenberghus og ugebladet »Hjemmet« med som sponsor, og Prins Henrik sagde ja til at være protektor. I den reportage, jeg skrev op til arrangementet, besøgte jeg Stefans far. Han var tobakshandler i Randers og dét blev et interview, jeg aldrig glemmer. En oplevelse, der for mig satte personen Stefan Rasmussen og hans baggrund helt på plads.

nĂ¸dlanding

289

I KZ-lejrene jublede Stefans far når engelske piloter bombede

tefans far var modstandsmand og sad i koncentrationslejrene Sachsenhausen og Neuengamme under krigen. Dér hørte han lyden af de allieredes bombemaskiner, og bad Gud om at lade bomberne ramme nazisterne. Formentlig er de uhyggelige oplevelser baggrunden for Stefans livsbane. Han blev uddannet pilot i US Air Force. Vi mødtes gennem livet i ﬂere andre sammenhænge, blandt andet i Niels Ebbesen Lauget i Randers, hvor vi begge er medaljebærere. Vore sammenfaldende holdninger og interesser har give usædvanlige oplevelse. Ikke mindst et besøg i den enorme, tre-etagers bunker »Reagan Vest« i Rold Skov, hvortil regering og Folketing skal ﬂyttes i tilfælde af omfattende terror eller atomkrig. Her er ikke plads til ægtefæller, ejheller Prins Henrik. Men der er en rød telefon på Dronning Margrethes skrivebord i værelset ved siden af det driftsklare hospital – og det eneste askebæger i Reagan Vest.

Uddelerens mareridt – og 21 brikker fra himlen

290

Det var DRK’s energiske forkvinde i Svendborg, Ruth Olesen, der arrangerede pengeyngelen. Hun var 80’ene og 90’ernes ildsjæl og havde heller aldrig læst Janteloven. Ved siden af det humanitære arbejde var Ruth initiativtager til Sømandskoneforeningen, der havde 1200 lokale medlemmer. Jeg mødte Ruth da jeg skulle fortælle om ægteskabet med Jørgen. Den ene af et sæt tvillinger, der ikke blot havde valgt samme vej, men også var beskæftiget i samme rederi – Mærsk Line. Og om lighederne dér ikke var nok, så havde både Jørgen og Paul ansvar for hver sit tankskib. Jeg havde lige lavet en anden event, der skulle skaffe penge til Peder Most Gardens uniformer og instrumenter. Det var et Air-Bingo, hvor der blev kridtet en kæmpestor spilleplade op på det nye landsstævne areal. Jeg fik en faldskærmsklub fra Nørre Sundby til at sende en 21 spille»brikker« ned fra et transportfly. Der er stadig i mine gemmer film fra både nedturen gennem skyerne og landingen på spillepladen. Arrangementets overskud forsvandt desværre i en rockkoncert samme aften! Og det gjorde 35.000 flasker vin fra SuperBrugsen i Skårup også. Spørg blot tidigere uddeler Erik Prangsgård, Han glemmer det aldrig! Heller ikke han ;-)

291

Var det her, Lasse fik sans for ĂĽrgangsvine?

292

Sådan ynglede en tusse med 35.000 flasker vin

ldrig har så mange flasker vin været i så få hænder uden at nogen fik én eneste dråbe. Nåeh ja, lige bortset fra mosaikgulvet i SuperBrugsens lagerlokale. Måske var det direktør Gunnar Kaysen eller direktør Knud Albertsen, der i lutter arbejdsiver rystede på hænderne under pakning af de mange kasser med 19 forskellige flasker i. De var forsynet med etiketter fra de respektive ministerier – nåeh ja, ikke mine medsammensvorne hjælpere – men flaskerne, der selvfølgelig var købt Svendborg Vinkompagni. Man er vel lokalpatriot..! Da jeg fik idéen med en såkaldt regeringsvin – En god Årgang, som den hed – sendte jeg en fax til statsminister Poul Schlüter og spurgte, om han ville støtte Dansk Røde Kors med sin signatur og et portræt. Det velvillige svar gav blod på tanden, og da Uffeminister Ellemann Udenrigs-Jensen også mente, han var en god årgang, gik jeg videre. De sidste 17 ministerier blev kontaktet i hast. Da alle signaturer og billeder var i hus, gik det store ark i trykken. Men ak og ve! I middagsradioavisen fortalte de, at skatteminister Anders Fogh Rasmussen også var ret liberal med sin bogføring, så der var indkaldt til pressemøde med en ny minister. Det var Farums borgmester Peter Brixtofte. Et hurtigt ring til hans sekretær fik faxmaskinen i Skårupøre til at ringle med en signatur. Billedet købte jeg ved Politikens Pressefoto. Og så blev der lavet nye trykplader. Min gamle kollega, Susanne Sekjær, var virkelig en af dem, der var blevet til noget, som min gamle redaktør så tankefuldt udtrykte sig om vi unyttelige. Susanne var pressechef i FDB. Med hende blev der skabt kontakt til SuperBrugsens indkøbschef, og så manglede kun markedsføring i »Elevatoren«. Den havde jeg på bedding med kollega Ole Stephensen. Det hele faldt på plads, og aldrig har jeg tjent så mange penge. Men heldigvis ikke til mig selv! Som min far sagde i konfirmationstalen: »Husk, at folk med mange penge har ingen moral. Folk med høj moral har ingen penge«. Hvilket bekræftes worldwide mens jeg skriver disse linjer. Panamapapirer og hvad de nu hedder, de svindelnumre, mine journalistkolleger opruller i et multinationalt, imponerende mediesamarbejde. Om en uges tid, når bogen er udkommet, skal jeg ha’ luft under vingerne. Det drømte jeg i nat... 293

Her blev Skipper og jeg venner for livet 294

295

296

et er en ubestridelig kendsgerning, at alle svendborgensere har havnen og Frederiksøen i sin DNA. Så såre lejlighed gives, skal man ned og ha’ saltvand i næsen og havnens lyde i ørerne. På en rigtig god dag blander duften af beg og tjære fra Ring-Andersens træskibsværft sig med krydret tobaklugt fra Halberg. Når nogen formaster sig til at skabe ændringer på Svendborg Havn, lyder det mand og mand imellem og i Amtsavisens krympende spalter, at »det går aller’«. Og hvis det så ikke går, opstår den bedste fynske fryd af alle. Skadefryden, der kan få blodet til at boble som i fynske piger i maj. Jeg ved, hvad jeg taler om, thi min slægt kom fra den lille ø Marken i Holland i 1521. Først som gartnere omme i udkantsbyen ved Svenskekysten, sidenhen, og ikke mindst, som fynboer med travle hænder i gartnermuld og håndværk. En augustdag i 1918 gik en fragtdamper fra rederiet C. K. Hansen på bedding i Svendborg. Skudens hovmester kom fra det forblæste Harboøre og Langerhuse ved Thyborøn, hvor der var barsk redningsfærd og gyldent ﬁskeri i generne. Christian Larsen var vant til at søge ly for Vesterhavets vinde, så han fandt sig et sted i lejekasernen på Vestergade 99. Her lå han i læ bag en af husets døtre. Næste vår i maj barslede Hansigne med en jyskfynsk pige af egen avl. Hun ﬁk det tankevækkende navn Løkke. Med lille ø, men med stort hjerte. Min mor...

Og så var han fuldstændig tavs! Det var på en af de rigtig gode dage på Svendborg havn, en aprilsdag med mågeskrig og rigelig føde fra slagteriets udløb. Fra havnens røgeri ved siden af rederiet A. E. Sørensens domicil, pakket ind i vedben, lokkedes der med dufte fra friskrøgede makreller - ål viste det sig at være..! Og her, i al denne herlighed, gik en ung journalist, der var vendt tilbage til fødebyen fra landet mod vest. Ude ved roklubhuset anedes en skonnert. Den havde kurs ret forbi Ring-Andersens træskibsværft over mod Jessens Mole. Og som det altid sker i havne, stod der folk klar til at tage mod fangline og trosser. Bag storsejlets bom, på bakken ved rattet, stod en mand i en grim, lang sort frakke og lignede en dommedagsprædikant Ved hans side en bedstemand i islandsk sweater. Det var første gang, jeg så Mogens Frohn Nielsen – fuldstændig tavs. Men det gik over, da jeg havde kastet trossen over pullerten ud for Krøyers Enkes Trælast. Jeg blev inviteret ombord til makkerparret fra skoleskibet Danmark, og dér foran den kulduftende kabys, grundlagde Skipper og jeg et venskab, der varede til hans død. I de følgende 40 år ringede jeg 1. april og gratulerede Skipper med fødselsdagen. Skipper ringede også på min fødselsdag, 27. september. Men ikke i 2010, thi på den dag satte han de sidste, store sejl og drog ud på mindernes hav,

297

in aprilsdag i 1970 står stadig lysende klart i erindringen. Jeg blev inviteret ombord og ned i Skippers lukaf til en velkomsthilsen. Dér fejrede vi vort nye venskab med et sæt. Det var O.P. Anderson og Tuborg. To markante virksomheder, som med store donationer holdt Fulton i gang, indtil den legendariske Marstalskonnert efter 1987 sejlede i magsvejt inde i statskassen. Uden andet formål end lytstsejlads. Mens Skipper fortalte historien om drømmene fra »Georg Stage« og »Danmark«, lå den unge skibshund Bådsen i køjen for bordenden. Skipper malede dygtigt med arme og ord om de mange unge, der kom skævt ind i tilværelsen. Enten på grund af kriminalitet eller dårlige familieforhold. Der var allerede en håndfuld med ombord, og de havde deres rødder, kunne vi høre, i storbyen København. Bådsen løftede kun blikket en gang imellem og kiggede nysgerrigt på den nyankomne. I de kommende år skulle den unge Schnauzerhvalp lære mange gode jokes af sin herre og mester. Men her lyttede vi begge to til Skippers netop realiserede drøm fra tiden på skoleskibene. Et ﬂydende hjem for unge med ondt i livet. De kommende mange tirsdage blev Svendborg fast destination, når besætning og hvalpe skulle rense sjæl og krop. Det sidste havde jeg lavet en aftale med bademester Højelsen om. Valde residerede i Svendborg Svømmehal, spilllede harmonika i dampbadet om onsdagen, og håndterede grebet om byens velhavere med svampe på ryggen, portvin i glassene og stearinlys i de tomme ﬂasker.

Sandfærdige løgnehistorier

298

Det var en Guds gave til menneskeheden at høre Valde spille tidens sørgmodige sange om vildænder, senge på hospitalet og andre bedrøveligheder fra Giro 413. Når Søren Buﬃst fra Casanova og Jens Avis solede deres vældige korpus i dampen og sang så tårerne trillede ad de svedende kroppe, ja da var Himlen nær Jorden og saligheden håndgribelig. Fra besøg i dampbadet, samt hjemme i Mia’s Polynesiske gård i Møllergade, kendte jeg Valdemar Højelsens begejstring for vand. Ikke det i glassene, men på de store have. Mie og Valdes ældste søn Flemming var maskinmester og gik fra borde på en af Tongaøerne. Her blev han gift med en prinsesse, som han velsignede med to drenge og én pige. Yngstesønnen Søren var dygtig maler og handelsmand, så han passede familiens domicil i Møllergade indtil han ikke gad leve mere. På tre uger sultede han sig over i evigheden. Og se, alle disse fortællinger fra livet i den gamle søkøbstad holdt Skipper så meget af, at han forelskede sig i byen ved Sundet. Og vi byttede ramsaltede fortællinger og sandfærdige løgnehistorier. De kommende år blev jeg hyppig gæst på det gode skib Fulton, og gennem mine år som formand i Aabyskov Forsamlingshus udviklede vi samarbejdsformer, som ﬁk sin storhedsrid på Billed-Bladet.

299

300

ens pengene endnu var små på Fulton, fik jeg diskrete opgaver. Jeg bryder mig ikke om det politisk inspirerede udtryk spindoktor, men det var i realiteten den rolle, jeg påtog mig et par årtier. Det begyndte ud for mit hjem på Skårupøre Strandvej, Her afviklede vi nogle gange en såkaldt FultonRegatta. Forsamlingshuset manglede penge til nyt gulv, thi man kunne ikke danse i hjørnerne på grund af svamp og råd. Fulton manglede opgaver til sejladserne rundt i danske farvande, primært Det sydfynske øhav, som både Skipper og Fulton havde det godt med. Og da hvalpene manglede venner af anden kaliber end den i storbyerne, blev dén ged hurtigt barberet. Rævejagten i 1977 havde Skipper på læberne til sin dødsdag. Det var den bedste, maritime oplevelse, han havde haft over sin færd på de syv have. Den specielle form for kappestrid blev afviklet før den egentlige kapsejlads. Tidligt om morgenen havde vi lagt en masse brædder med bogstaver ud i farvandet mellem Aabyskov og Thurø Røv, som fribadestranden immer hedder i folkemunde. Nu skulle de deltagende motor- og sejlbåde finde så mange som muligt. Der var etableret en startline fra Fulton ind til beddingen ved den gamle skibsplads, hvorfra hjemmeværnet havde sørget for transmission af Skippers reportager – ind til teltene med boder, øl, musik og publikummer. Med fem minutters intervaller var der start. Skipper og jeg koncentrerede os om at fortælle, hvilke både og hvilke besætninger, der nærmede sig startlinjen og gik på rævejagt, Alle havde et nummer, malet på en træplade, og nummeret skulle holdes i vejret, synligt for tidtagerne. Vort kære bestyrelsesmedlem, maler Ejler Rasmussen, der i længere perioder var ædru i middelsvær grad, sejlede i sin lille, nok ikke mere end seks fod store pram med smakkesejl. Hver gang, han nærmede sig startlinjen og bukkede sig efter skiltet, slap han enten ror eller skøde – og så drev prammen tilbage. - Og nu. Nu nærmer båd nummer 13 sig startlinjen for tiende gang. Der ser ud til at være lykkens gang, kommenterede Skipper de evindelige forsøg med stor forundring over malerens sømandsskab. Men Skipper fortsatte sekunder efter: - Nu, lige nu, lød det med grådkvalt stemme. Nu synker båd nummer 13 en meter før startlinjen. Er der nogen, der kan redde den skibbrudne sømand..! Festerne i forsamlingshuset skabte mange gode relationer mellem hvalpe og vi lokale beboere. Glæden for Fultons hjælp var så hjertelig, at vi dagen efter kørte ud med en pattegris, halm og brædder, og inden Skipper fik protesteret, havde Fulton to kølsvin. Den nederste planke samt øffe fra Skårupøre. Hun blev, efter nogle måneders sejlads, sat i land på Anholt under ustyrlig morsomme omstændigheder. Men det er en anden historie. Og det er den med øffe også. Den tomme kabys på Fulton blev fortalt i de fleste medier – og så kom der gryn i skabet!

301

Fultonskipperens største joke

302

Under Tallship Race 1962 fra Lissabon til New York var Mogens Frohn Nielsen styrmand på skoleskibet Danmark. Under verdensudstillingen mødte han orlogskaptajnen fra hangarskibet Essex. Han var en af de tusinder US Marine soldiers, der blev uddannet på Danmark under krigen. »Må jeg ikke prøve at sidde på storråen igen, når vi forlader New York?«. »Jo, svarede Mogens Frohn. Men det koster!«

Prisen var et luftbillede af det danske skoleskib og Essex. På hangarskibet skulle alle 475 gaster stå på dækket og danne hilsenen »Hello Denmark«. Men på sedlen, kaptajnen fik med, stod der »Skål Danmark«.

Her er Skippers livshistorie 303

304

305

uhammedtegninger og samtalekĂ¸kkener

306

Kapitel 7

idsbilleder 2000 til 2017 • Boligboblen og Udkantsdanmark

Årtusindskiftet blev skudt i gang med festfyrværkerier verden over. Et uhyggeligt drama udspilledes i New York, da kaprede rutefly ramte tvillingetårnene. Danske tropper blev sendt i krig i Afghanistan og Irak. Barack Obama blev den første sorte præsident i USA. Med 66,7 millioner folkestemmer og 365 valgmandsstemmer blev han den 4. november 2008 valgt til USAs præsident. Barack Obama var præsident i to perioder og blev i 2017 afløst af Donal Trumph. Der kom nye ord som samtalekøkkener, rødvingsgenerationen, iPad, SMS, Facebook, Udkantsdanmark, økologi. Jyllands-Postens Muhammedtegninger bragte i 2006 den arabiske verden i konflikt med Danmark. Der blev brændt talrige danske ambassader i de muslimske lande. Det arabiske forår spirede... I Danmark mærkede man den globale finanskrise, der begyndte som en bobligboble i USA. Alligevel blev danskerne i disse år udnævnt til verdens lykkeligste folk.

307

a Svendborg i 2000 blev årets ældreby, skyldtes det ikke mindst et brev fra Inger Aagaard. Den lille, krumbøjede kvinde boede i Hjerteparken. Hun var ikke meget større end sin rollator, og rakte ikke op, når hun en sjælden gang var udenfor hjemmet. Da hun stod på Torvet og modtog borgmester Jørgen Henningsen og socialminister Karen Jespersens hyldest, var ingen i tvivl om Ingers mentale højde. Inger Aagaard var nabo til min mor, men nåede ikke helt at opleve det, der var med til at give Svendborg sit ældrevenlige ry: Dagcentrene, ældreboligerne, busudflugterne, døgnplejen og det nye fællesskab, mange finder her i livets aften. Med Bryghuset-Centret som eksempel kan det konstateres, at en forkætret omstilling fra mindre plejehjem blev gennemført. Fagfolk med særdeles synlige, menneskelige kvalifikationer gør, på trods af evige krav om besparelser, livet i det store hjem til et hjemligt liv i det enkelte . Samspillet med byen udenfor Bryghuset, har fundet sin rytme. Selvom man ikke bliver nogen livsglædens apostel ved gang på gang at se flaget gå på halv i bryghusgården, mens byens egen bedemand har sin hyppige gang i Bryghusets treetager, så er der alligevel noget rart, landsbyagtigt over Bryghussamfundet. Indtrykket forstærkes, når man ser Tommy Strip i landsbylægestil svinge ind på cykel med rygsæk som lægetaske, bramfrit tage plads i lejligheden og sige: - Nå, Løkke. Du er meget syg og vil ikke mere! Du er livstræt og vil afsted, som du siger. Det må vi ha’ en alvorlig snak om. Da beslutningen om at dø i plejehjemmet på Bryghuset var truffet, hjalp Nina med at pakke en udflugtskurv med håndmadder og to øl samt en kørestol. Eftermiddagens farveltur gik til de kendte steder. Vestergade. Kirkeby. Ollerup. Hvidkilde Sø. Ballen, Bøjden og Centrumkiosken ved gadekæret i Horne.

E SIDSTE DøGN blev et følelsesbombardement. Men en snes medarbejdere fra Bryghuset gør én stolt af at være svendborgenser. Skæbnen havde maget det sådan, at da en livscirkel blev sluttet på anden sal, var der udsigt fra dødslejet til mors fødehjem i Vestergade 99 og til mit på Eggertsvej 7. En smilende kosovoalbansk sygeplejeassistent var blandt en af mange på arbejde dén nat og morgen på Bryghuset. Miss Zyrafet satte ord på fakta, da solen fortrængte de lyse nætter inde over Svendborg og Bjørn Tidmands »Lille Sommerfugl« ﬂaksede fra Lejlighed 321 mod Himlen. Året før havde jeg mødt Bjørn Tidmand på Mallorca. Det var på en af Spies’ Retro-ture til Kærlighedens ø. Vi mødtes til grisefester som i tresserne. Efter at ha’ lagt dagen og en del af gæsterne i seng, mødtes vi på et listigt sted og ﬁk en snak om livet på landevejene. 308

jørn havde set det meste af landet som enterainer og kendte hoteltilværelsens monotome tilværelse. Jeg kendte den som journalist efter seks-syv år i Det berlingske Hus og i Aller-Koncernen. Da snakken gik om landets 1200 forsamlingshuse og Bjørn påstod, han kendte dem alle, var det naturligt at nævne Horne Forsamlingshus, hvor mine forældre var storleverandør af opstemte musikere og sangere – efter bespisning med synge- og synkeøvelser. Der er stort set ingen af 50’erne og 60’ernes kunstnere, der ikke har været til før- og efterslukning i mit barndomshjem ved gadekæret. - Jamen, nu du siger det, husker jeg da Hr. og Fru Fedthas i kiosken ved gadekæret, sagde Bjørn hin aften i et vikingværtshus på Mallorca. Det var her, jeg fortalte, at min mor ikke havde lyst til at leve mere, og at vægten nærmede sig 39 kg for nedadgående. Vi aftalte et interview i villahaven i Hvidovre ved hjemkomsten, udvidet med videooptagelser til næste års RetroRejse. Det var midt i interviewet i den hyggelige have under æbletræerne, at Bjørn Tidmand lænede sig frem: - Kære Løkke. Jeg hører fra din søn, at du er meget syg. At du elsker min »Lille Sommerfugl«, men nu sidder vi altså her med en kold hvidvin uden guitar, og jeg har aldrig sunget dén sang a capella. Men nu gør jeg det så for dig! Den nat. hvor mor gjorde sig klar til at mødes med Far Fedthas, hviskede hun næppe hørligt: »Sommerfuglen. Sommerfuglen, Fessor..!«. Jeg var ikke i tvivl og trak fjernsynet med videoen ind i soveværelset. Da solen stod op inde over Svendborg, lød Bjørn Tidmands smukke vise om den lille sommerfugl fra et aldeles slidt VHSbånd, og jeg er sikker på, at mor så den ﬂakse med vingerne udenfor vinduet i den prægtige majmorgen. Det blev en god dag at dø...

309

310

Siden kĂ¸bet i 2007 er Vestergaards stald totalrenoveret og ombygget med cafĂŠ, med maritimt museum og egne samlinger. www.fultonmuseet.dk

311

Når en gammel romantiker får lov til at rejse en mindesten for barndommens helt, og udgive en bog om hans fantastiske liv, er det vel tilgiveligt når det kniber med at holde masken. Til gengæld holdt jeg fast i døtrene Karen og Sonia Carlsen..!

Nøjagtig 60 år efter drømmen om det magiske øje, blev den realiseret. Og da trak Danmarks ukendte millardær i spenderebukserne i New York.

314

Kaptajn Carlsen byder Dem velkommen ombord!

annes flyskræk forsvandt som dug på nattehimlen et sted oppe under Island. Idéen opstod kort efter afgangen fra Kastrup, da der lød et latterbrøl fra 28 deltagere i »Rejsen til Amerika«. Det skete ved velkomsthilsenen fra cockpittet: »Kaptajn Carlsen og hans besætning byder dem velkommen ombord i SK0909 til New York. Vi håber, De får en behagelig rejse. Vejret er flot. Der er ingen turbolens«· Besætningen vidste godt, at den store gruppe skulle til USA for at sætte en mindesten i Captain Carlsen Park i New Jersey. Siden jeg i december påtog mig planlægning af samtlige detaljer i rejsen, havde jeg også anbragt den engelske udgave af »Flying Enterprise & Kurt Carlsen« på fornuftige destinationer i SAS. Min kontaktperson sørgede for, at besætningen fik hver et eksemplar. Men jeg anede ikke, at luftkaptajnen havde samme efternavn som rejsens hovedperson! Trods alle sikkerhedsforanstaltninger efter terrorangrebet i New York, hin forfærdelige 11. september, lykkedes det at gennemføre et besøg hos kaptajn Carlsen i cockpittet. Her, under stjernerne, fik Janne et ualmindelig flot kig ud mod solen, der var på vej ned mod skyerne. Carlsen og hans copilot forklarede hyggeligt, som sad vi i en rutebil, om myriaden af instrumenter og knapper i alle regnbuens farver. Der er forbavsende stille i et cockpit på en jumbo, kun en svag brummen. Efter et ret langt besøg fandt vi tilbage til pladserne ved mor’en, der stadig ikke har flyvning øverst på ønskesedlen, men uroligt ventede på, at vi skulle komme og sætte os pænt ned. De minutter hos togtets anden kaptajn Carlsen er blandt de allerbedste, jeg har haft med Janne. Det var mørkt, da vi landede i New Ark og blev budt velkommen af to direktører fra Arne Simonsens amerikanske hovedkvarter. Klaus og Thorkild skulle blive fantastiske guider den følgende uge i et arrangement, der ingensinde kan gøres om. Gruppen var mere end veloplagt. Bestående af et par håndfulde nære venner og kolleger fra Carolinekoret, Lise og Janne samt præst Hanne Thordsen fra Drejø, som i det internationale selskab ved Hudson River blev præsenteret som seeman, rettet til sømandspræst. Hannes tale til Kurt Carlsen trak vand ;-) Resten af gruppen var de pensionister, der havde skabt milliarden for Simonsen!

315

316

it livs eventyr begyndte et halvt år tidligere, da Shipco Tansports direktør i Odense, slagfærdige Dennis Krum, ringede. Han sad og fik nogle fornuftige genstande i Svendborg sammen med lokale storkunder, da snakken gik om Svendborg, skibe, søfart – og min nye bog. - Kan jeg købe to af dine bøger og helst med det samme, lød det fra Marthastuen. - Ja, vi kan jo bytte med en forskærm til min Folkevogn..! - Du har kendt min far, kan jeg høre! - Ja, i ungdommen havde jeg af og til brug for en forskærm fra Krums Autoophug i ørbæk. Det var min første bil, og den var svær at styre... En halv time senere var vi tre om at dele tre pilsnere, og dér, mens Karl Steggers buste kiggede ned på os, fortalte Dennis om sin chefs ubændige kærlighed til skibe fra Anden Verdenskrig. Foran virksomheden i Hoboken ved New York står en skrue fra et søsterskib til »Flying Enterprise« - to gange mandshøjde. Og et sted i Jylland opbevarede Arne Simonsen et andet eksemplar i sin samling. Allerede dengang foreslog jeg spagfærdigt, at sådan en skrue ville pynte ikke så lidt på havnefronten i Svendborg. I nyere tid har en anden milliardær vist, at troen kan flytte bjerge og byggehøjder, lokalplaner og landsstævner, så hvorfor ikke en skibsskrue, der har siddet på et af 3.000 Liberty- og Victoryskibe? Nåh, den må komme en anden dag! Et par dage senere fik jeg en invitation til et personligt møde med direktør Arne Simonsen. Det skulle finde sted på hans imponerende domicil i Sydhavnen. Fire hundrede medarbejdere er i tre etager beskæftiget med world wide transport. De mange lokaler og etager er et enormt raritetskabinet af skibsmodeller og andre maritime antikviteter. Det hele emmer af god stil, men også af penge. På den gode måde er det skabt af en usædvanlig personlighed, der begyndte uden en skilling i en baggård i København. I dag er Arne Simonsen kendt som – ja, som den ukendte milliardær. Der findes stort set ingen billeder af Arne, som jeg efterfølgende fik påbud om at kalde min nye ven. Du skal ikke sige det til nogen, men jeg har adskillige, samt en lille film, hvor han under en absolut krævende Frank Sinatra Walk i New York Havn, på et af sangerens mest mondæne stam»værtshus« synger en absolut usædvanlig udgave af »Du må få min sofacykel, når jeg dør..«. Vi snupper lige en lettere redigeret udgave af sidste vers: »Der er meget mere ..... i New York. »Der er meget mere ..... i New York. Her er mange lækre larver, og de fås i alle farver! »Der er meget mere ..... i New York. Meen, private billeder og stjernestunder blandt venner må forblive private!

317

318

319

320

llerede inden Arne Simonsen hin minderige dag i Sydhavnen bød på frokost, var tonen slået an. Når kemien passer på gamle basser, kan det kun gå godt. Vi blev placeret ved et enormt langt mødebord, hvor Simonsen præsenterede trediemanden. Det var hans World Wide Director, Thorkild Hove, netop på rundrejse i Europa. - Smid jakken, Thorkild! Bekker bryder sig ikke om mænd i habit og slips... Formentlig med forundringen malet i mit ellers rimeligt trænede pokerfjæs, kom næste træk. Erfreds CD med en af mine tekster kom frem af jakkelommen og i én bevægelse rutchende over bordet hen mod mig. Nu vidste jeg, hvordan tingene hang sammen, Jeg var selvfølgelig tjekket ud inden invitationen! I min bog »SvendborgHistorier« samt i klummer på Nettet, havde jeg fortalt historien om, hvordan Erfred mistede sine kunstneriske rettigheder for en slik – et farvefjernsyn: »Stol aldrig på folk, der kommer til dig i habit og slips. De kommer med slesk tale for at narre dig". Med jakkerne på plads, efterladende slipsene i en stak på bordet, gik vi til en frokostrestaurant, hvor de store idéer – som det jo er – ligger på bunden af glas og ﬂasker. Da Simonsen adskillige gange havde klappet den absolut meget kvindelige servitrice just dér, hvor ryggen bliver fræk og interessant, gik vi hver til sit med en fast aftale. Sexchikane undtager milliardærer... På 60 års dagen for de dramatiske begivenheder i Atlanten skulle vi sætte en mindesten i Captain Carlsen Park ved Hudson River. Jeg producerede en engelsk udgave af bogen. Den skulle præsenteres i Shipco Transports Warehouse for honoratiores og for pressen i New York. Direktør Arne Simonsen inviterede sine pensionister fra Danmrk og 150 kendisser i USA, mens jeg tilbød familie og venner at rejse med for egen regning. Vi blev 52 i den store gruppe, der mødtes næste dag til højtideligheden i Captain Carlsen Park. Efter den ualmindelig smukke afsløring af mindestenen, kørte vi til Simonsens hovedkvarter. Her var der, i en af de enorme lagerhaller, rejst det største partytelt, jeg har set. Omkring runde borde sad 150 veloplagte gæster. Mit sanghæfte, produceret til lejligheden, blev ﬂittigt benyttet, og da et sammenbragt ShipcoCaroline-Vennekor supplerede underholdningen, var Himlen påny nærmere Jorden, og jeg er sikker på, at Kurt Carlsen nynnede med oppe hos Skaberen. Arne Simonsen, der havde de rummelige spenderebukser på samtlige dage i New York, spurgte om jeg ville signere 150 bøger, så gæsterne kunne få hver én med hjem. Mens Lise, Janne og Hanne Thordsen skrev navne og personlige hilsener, kunne jeg nøjes med at snakke og skrive mim signatur til 250 kr. pr. gang. Det er sandsynligvis den eneste gang, en af mine bøger er pastoriseret..! Dagens sidste overraskelse: Træt, og lykkelig blev jeg kørt hjem til hotellet i en mindst ti meter lange limousine. Men det skulle blive endnu »værre« næste aften.

321

Drøm 322

Der var dresscode hver dag. Men havets frie fugle har det ikke nemt med at parere ordrer. Jeg føler mig heller ikke hjemme i jakke og slips, så hvide skjorter og mørkeblå strikketrøjer har altid været mit festtøj. Men i midnatstimen med projektørbelyst frihedsgudinde foran en himmel, draperet i nordlysfarver. Ja, just dér måtte jeg erkende, at klæder skaber folk.

men Jeg var genert, forlegen og tabte fuldstændig mælet da vi kom ind fra agterdækket til champagne og en overraskelse. Den var til mig! Arne Simonsen bad mig fjerne en hvid dug over et sofabord midt i salonen. »Du må ikke røre det. Malingen er våd. I morges bad jeg Anne-Gyrithe male vi to og Flying Enterprise. Klokken får du med til dit Fultonmuseum på Skarø«.

323

324

Det var virkelig som i en drĂ¸m - men uden flystyrt. Diner cruise hele vejen rundt om Manhatten med champagne og fĂŚllessange ved Frihedsgudinden.

325

326

Kunstneren Anette Bøtter har i fem år været guide på Valdemars Slot med speciale i Terje Vigen. De originale værker af den norske maler Christian Krohg har haft hjemsted på Taasinge i adskillige årtier.

327

328

Der bodde en underlig grĂĽsprĂŚ han gjorde visst intet menneske

ngt en på den yderste nøgne ø, mén, hverken på land eller sjø...

329

330

Kom til Norge i Terje Vigen og Skippers spor

ige før Skipper forlod denne verden, og i ugerne efter, ﬁk jeg mulighed for at gennemgå hans livs omfattende samlinger. Et par billæs blev det til, frag tet fra æresboligen i Haandværkerhaven på Bispebjerg til Skårupøre og Skarø. Selv nu, syv år senere, har jeg stadig ikke haft tid til at gennemgå alle de godt 5.100 arkivnumre. øverst i en af kasserne med papirbilleder og dias lå billedet af Skipper ved en smakkejolle. Troede jeg. Det skulle senere vise sig at være en jolle som den, Terje Vigen roede fra Kvaloya til Skagen for at hente sædekorn. Norge var under Napoleonskrigene blokeret af den engelske ﬂåde. Befolkningen sultede, og ifølge digtets 43 vers, også Terjes kone og barn. At Skipper stod just dér, hvor Hans Ibsen lod fortællingen sluttede, anede jeg ikke. At jeg selv skulle blive inviteret til at træde de samme spor og fortælle om mit liv med Skipper – og Terje Vigen siden anden klasse i Horne Skole – ja, hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig det? Men invitation kom i september 2016, så det har været en meget lang og spændende ventetid. Da min kone Lise og jeg 19. september 2017 satte kursen op gennem Jylland og med færgen Hirtshals-Kristianssand, havde jeg det som en lille knægt juleaften. Steinar Simonsen, tidligere administrationschef i Grimstad Kommune, havde været min kontaktperson året igennem. Der var lagt et spændende program for vore fem dage i det smukke, norske land. Steinar kørte os 500 km ad de efterårsfarvede egne i Sørlandet og op til skisportsstedet i Hovden. De tre højdepunkter på Norgesfærden var fortællingen i Ibsen Selskabet og Oddfellow logerne, mødet med Skippes gamle venner samt ikke mindst turen ud til Kvaloya i stiv kuling ad det Hessnessund, som berømmes i digtet. Jeg vidste godt, at Skipper tabte sit hjerte til Norge, da han og Rigmor forlod Fultonprojektet. Men ikke, at han gennem seks år havde begået et kunstnerisk værk af virkelig storhed. På de næste sider får I fortællingen – og som det absolut skal gøres – på det smukke, norske sprog af min charmerende kollega, Anna Torp Kvasjord. Da Anna og søsteren, der også er journalist, elsker at feriere i Danmark, lå den jo lige til højre benet: Invitation til Fultonmuseet næste sommer på Skarø.

331

Skippers hemmelige livsværk i Grimstad

ommertogterne til Sørlandet med Fulton var ikke mindst en tak til de virksomheder og enkeltpersoner, der hjalp Skipper med at skaffe midler til driften. Derfor var der også tale om mentale frikvarterer for skib, besætning, gaster og gæster. Da jeg i september 2017 var inviteret til at fortælle Skippers historie fra vugge til grav, havde min norske forbindelse, tidligere overmester i OddFellow logen, Steinar Simonsen, arrangeret et møde med Skippers venner fra dengang. Her fik jeg en vidunderlig historie om Kong Olav, der havde ønsket at besøge Skipper og Fulton. Men det blev afvist af vagten ved landgangen: »Enhver kan jo sige, han er Norges konge!«. Først da ordonansen blev sendt ned med et billede af Kong Olav og majestætens forespørgsel på bagsiden, fik han adgang. Det, der undrede Ben Brynildsen og Jarle Bjørklund, der begge har sejlet med Fulton, og besøgt skibet i norsk havn, var alkolforbruget under besøgene. Mange, også i Danmark, fik gennem pressen det indtryk, at sådan var det i hverdagen. Hvilket jo ikke var ukendt på bladredaktioner i 1970’erne – ihukommende Svendborgs æresborger – Tom Kristensen – hans forfatterskab og livsstil. Jeg mindes selv et besøg på Thurø engang først i 70’erne. Vi havde aftalt et interview, men da fotografen og jeg dukkede op ved »Torelore«, var landposten på vej bort: I kan roligt køre igen. Bosse åbnede dørsprækken og gav mig denne besked: »Vi er så fulde, at vi ikke kan stå op. Læg pakken i skuret«....

Steinar Simonsen og Lise Bekker

332

333

ar du noen gang tenkt over hvem som har malt de vakre Terje Vigenbildene på Grimstad hotell? Svaret er danske Mogens Frohn Nielsen, eller Skipper som kallenavnet hans var. Skipper var et kjent fjes i Danmark i flere tiår. I 17 år drev han skoleskipet Fulton, hvor ungdom som hadde fått en dårlig start på livet, var kriminelle, hadde dårlig familie eller ingen familie var mannskap. Skipper fikk mange av dem på rett kjøl igjen. Mogens hadde en tøff stil, og dette var noe av årsaken til at han i flere år ble forfulgt av dansk presse. Så langt gikk enkelte danske aviser, at de drev han til å prøve å ta sitt eget liv. I 1987 måtte han til slutt forlate Fulton, men livet hans var svært innholdsrikt likevel. Han var en multikunstner av de sjeldne. Han var maler, utdannet skuespiller, tryllekunstner, musiker, og forfatter, og ga ut flere bøker.

Terje Vigen og Skipper I sitt innholdsrike liv hadde Terje Vigen en helt spesiell plass hos Mogens Frohn Nielsen, og han ble derfor etter hvert en skikkelig Grimstad-patriot. Han skrev en bok i samarbeid med Ibsenmuseet og Grimstad Bys museer, leste Terje Vigen på Kvaløya i 1999 og var i Grimstad ved ﬂere anledninger. Skipper døde i 2010. For kort tid siden var Skippers gode venn gjennom 40 år, journalisten Bjarne Bekker, på besøk i Grimstad, for å samle litt stoff om sin gamle venn. Han skriver 334

nemlig en bok om sittt eget liv, og i hans liv har Grimstadpatrioten Skipper hatt en spesiell plass. Bekker var invitert hit av en av losjene i byen, og i tillegg til å holde et foredrag for flere av losjene, møtte han også noen av dem som betydde mye for Skipper, da han var i Grimstad. Bekker var her også for å fullføre et løfte han ga sin venn Skipper rett før han døde høsten 2010. – Både jeg og Skipper hadde et helt spesielt forhold til diktet Terje Vigen. Jeg lærte meg det i 2. klasse, og har siden kunnet det. Skipper leste det alltid for sitt mannskap. Han kunne alle 43 versene utenatt på 28 minutter, og han kunne det også på norsk på 32 minutter. – Da Skipper fikk kreft og han bare hadde noen uker igjen å leve, pratet vi mye sammen, ettersom jeg den gang skulle skrive bok om hans liv. Da sa han til meg at jeg måtte reise til Grimstad og gå i fotsporene til Terje Vigen. Jeg har aldri vært i Grimstad før, så det å komme hit nå i en alder av 75 år, reise med båt ut til Kvaløya i skikkelig ruskevær, og så gå i fotsporene til Terje Vigen, det var meget sterkt for meg, sier Bekker. Adressa treffer han på Grimstad hotell. Han skal senere denne kvelden treffe fire lojser i byen, for å holde et foredrag for dem om sin gode venn Skipper, som også har møtt mange av losjemedlemmene i Grimstad ved flere anledninger. Losjene jobber for det samme som Skipper var opptatt av, om å være en best mulig utgave av seg selv, og også hjelpe andre til å bli en best mulig utgave av dem selv. 335

en Bekker har også andre ting på gang i Grimstad. På hotellet har teinar Simonsen, som er med i en av disse losjene, invitert fire Grimstad-menn, som alle har hatt en del kontakt med Skipper opp igjennom årene. Bjarne Bekker jakter på historier fra deres møter med Skipper, og hans tid i Grimstad. Ben Brynildsen og Jarle Bjørklund har seilt med Skipper, mens Johannes Kristiansen og Ole Ugland opplevde multikunstneren da han besøkte Grimstad hotell på slutten av 90-tallet ved flere anledninger. Brynildsen og Bjørklund kunne fortelle at deres første møte med Skipper var på begynnelsen av 70-tallet, da de var om bord på denne seilskuten Fulton. De fikk oppleve Skipper på godt og vondt. De så hans røffe behandling av ”valpene sine”, Ben fikk hengt litt i Rånokken, etter å ha dultet litt vennskapelig borti Skipper, noe han ikke likte. - Den røffe justisen, som var om bord hadde nok ikke gått her hjemme i Norge, sier de. Men tross dette var de mektig imponert over det Skipper gjorde for unge som har hatt det tøft. - Det Skipper gjorde med disse unge guttene på dette skipet var imponerende å se, og det var det jeg hadde hatt lyst til å gjøre her hjemme i flere år. Vi kom i gang med Svanen (skoleskip) to år etterpå, forteller Brynildsen.

Ole Ugland skabte det unikke interiør

336

– Ellers mener jeg at nettopp Skipper skal ha mye av æren for at det ble estaurert og tatt vare på så mange skuter som det gjorde på denne tiden. Etter Svanen her hjemme, vokste de opp som paddehatter, sier Brynildsen. Bjørklund hadde også flere seilerhistorier å fortelle om sin danske venn, blant annet da Kong Olav og statsministrene i Norge og Danmark var innom skuta. Han kunne også fortelle om da Mogens plutselig dukket opp i Grimstad, da Bjørklund var bestyrer for museet. – Det var en som kom til meg og sa at det var noen spesielle dansker i det som den gang het Terje Vigen-rommet. Jeg tenkte jeg fikk gå og prate litt med dem, og der sto Mogens og konen Rigmor. Det ble et hjertelig møte, og vi bestemte oss for å finne Ben også. Ben er jo veldig lettrørt, så da vi møttes alle sammen på Torskeholmen gråt vi alle sammen. Etterpå spiste vi kneippbrød med makrell i tomat, og drakk te før vi reiste ut til Kvaløya, der Skipper fikk en åndelig stund for seg selv, sier Bjørklund. Men Skipper har nok satt aller flest spor etter seg på Grimstad hotell. Johannes Kristiansen, som eide hotellet på slutten av 90-tallet traff Skipper i baren, og fikk sett noen Terje Vigen-tegninger som Skipper tegnet til en bok han jobbet med. Kristiansen spurte om han kunne få kjøpe noen kopier, men Skipper hadde en annen idé.

Jarle Bjørklund og Ben Brynild

337

Journalist Anna Torp Kvasjord Grimstad Adrressetidende

338

otellet vårt var veldig kjønnsløst på denne tiden, og Ole Ugland og jeg hadde en idé om at dette rommet skulle vi gjøre noe med, slik at man kunne se at hotellet var i Grimstad. Da jeg forelå for Skipper å kjøpe kopier av bildene kom han heller opp med ideen om at vi sammen skulle ha et prosjekt der vi illustrerte alle versene i Terje Vigen, forteller Kristiansen. Han fryktet at det skulle bli et dyrt prosjekt, men noe lønn ville ikke Skipper ha. Det eneste han ville, var å kunne få bo gratis på hotellet når han ville, sammen med sin kone Rigmor. Slik ble det, og i ﬂere uker bodde ekteparet på hotellet, hvor Skipper malte de 23 akvarellene som henger der den dag i dag. – Han kom igjen år etter år, og var her et sted mellom fire og seks ganger, sier Kristiansen. Skipper var blant annet i Grimstad jula 1998, og da var det han som styrte hotellet. Det var i denne perioden han fullførte akvarell-prosjektet sitt. – Han og Rigmor holdt til i toppetasjen. Hotellet var stengt i tiden rundt jul, og da var det han som hadde kontrollen her. Jeg ble veldig fasinert av mennesket Mogens Frohn Nielsen, sier Kristiansen. På døren til hotellet denne tiden hang lappen; »Vokt dem for Skipper« – et hundebilde med Skippers ansikt på. ..

339

340

To af mine bøger er skrevet i den tyrkiske bjerglandsby Hisarönü ved Ölüdeniz. Da jeg kom ned i mit »kontor« i et hjørne af restauranten, var der på min fødselsdag, under Muhammedkrisen, pyntet op med Dannebrog! Otte bøger er skrevet i Olympos og Diafani på den græske ø Karpathos.

341

Det er her, ﬂyet Den dag, jeg første gang så bjergbyen Olympos på Karpathos, fik jeg et chok, og stod som naglet til jorden. Det var her, jeg i drømme gennem fire årtier oplevede mange uforklarlige flystyrt.

altid styrter ned Drømmen kommer stadig, næsten hver gang før uvarslede flyvninger, men nu har jeg vænnet mig til at styrte ned. Jeg fornemmer, at den sorte skygge med det lysende hul måske er døden. Det har jeg lært at leve med, men endnu har ingen kunnet forklare, hvorfor jeg altid falder ned her.

343

LĂŚr at skrive dit eget

344

livs historie i Diafani

345

NĂĽr vi kommer hjem,

346

, ligger din bog fĂŚrdig

347

Det var til at lukke op og kigge i. Og så gav det dengang adgang gennem politiets afspærringer og sørme så til Tivoli ;-)

Livets store glemmebog

348

et var en typisk aftenvagt. Formentlig en fredag. Layoutet fortæller, at jeg har en lørdagsudgave af Fyns Amts Avis på bedding. Det var her, for enden af bordet i redaktionssekretariatet, jeg traf min beslutning. Jeg ville ikke være leder, men skrive om mennesker, skabe events og være selvstændig hjemme i Skårupøre. Den proces varede nogle år. En fødselshjælper var og er Glemmebogen. Heri parkerede jeg dårlige oplevelser og skuffelser. Mit livs slogan står på titelbladet: »Der er meget, der kan gå godt«. De artikler, jeg fortrød, eller dem, jeg ikke ville, eller måtte, skrive, er samlet i kapitel 5. I privatlivet, uden censorer, er jeg begunstiget af en utrolig god familie og en herlig kone, der ikke ﬁndes bedre, hverken mellem Himmel og Jord. Eller andre steder ;-) Uden dig, kære Lise, som jeg mødte 15. oktober 1966 på Restaurat »Klinten« i Faaborg, var familielivet ikke blevet den herlige folkedans på roser – med og uden torne. Når nu vi har øvet os 51 år på at blive gamle sammen, kan det kun gå godt.

Dengang man havde hår og forstand, joggede og røg over 40 Kings om dagen... Irene Carlsens illustration er fra allerførste årgang i BekkersForlag’s samlede Årbogssamlinger

Jantelovens nye kapitel 11

Du tror måske ikke at jeg ved noget om dig!

er er intet som godmodige drillerier på en arbejdsplads. Jeg har aldrig selv holdt mig tilbage og tager altid imod med højt humør. Et af de bedre ﬁk jeg af en god kollega: »Bjarne er den eneste, jeg kender, der udgiver årbøger som kun kommer én gang«. I 1988 var Torsten Nielsen endda selv på forsiden. Jeg glemte at prale med, at jeg sørme har lavet hele to årbøger. Også dén i 1974! Når bogen er trykt, vil der helt sikkert være læsere, der mener, at der er for mange billeder af mig. Meeen, det er for at dokumentere mine fortællinger, så de (heller) ikke glemmes ;-)

351

Da de sidste blade faldt Man skulle ikke sende ufremkaldte film til kollegerne i Svendborg, når man arbejdede på redaktionen i Faaborg. Det erfarede jeg 15. november 1966. Fra mørkekammeret gik der besked om, at Bekker i Faaborg, sammen med weekendens sport- og ulykkesbilleder, havde gode genrebilleder fra efterårsskoven. Ingen i redaktionssekretariatet tjekkede, hvor billedet var fra og hvem der poserede i skoven. Så det var ikke kun mig, der spærrede øjnene op, da de færdige aviser kom til Faaborg over middag. Lise Granhøj gik på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, hvor »De sidste blade falder« blev ivrigt fortolket.