Under_over-fladen

Frederik Bjerre Andersen

UNDER_OVER–FLADEN metro-novelle

This work is licensed under the Creative Commons NavngivelseIkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 2.5 Danmark License. To view a copy of this license, visit http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.5/dk/ 1

Vanløse Det er skønt vejr, allerede over 20 grader. Viktoria sætter sig i metroens kølighed. Svedperlerne og et tungt åndedræt hænger ud af hende. Men hun har som altid masser af smil, Viktoria. Masser, masser. Så det er næsten synd, at der ikke er flere at smile til, nu metroen sætter i gang. “Som en lille silkeorm,” tænker Viktoria og finder sin poesibog frem fra tasken: “...der trækker sin tråd gennem Københavns net af skygger, sol og strålende blå himmel,” skriver hun.

Viktoria smiler ved ordene. Både med mundvige, kinder og helt ned i dellerne på hagen, der klukkende skvulper mod skuldrene og mod Marimekko-kjolens røde blomster i størrelse magnum.

2

Flintholm Frederiks ansigt blusser op i varmen. Det er umuligt at finde skygge på den her perron. Alt det glas. Det er lige så dumt som kontorhusenes spejlfacader, tænker han. Intet står ved sig selv, alt skal bare spejles: Arkitektur, politik, kunst, menneskene er spejl, spejl og overflade. Reflektionen og dybden er væk. Og min karriere med, tænker Frederik, da han stiger ind i metroen mod byen.

Ok, en stramt strøget skjorte og mørkeblå jeans er måske heller ikke fornuftig påklædning sådan en sommerdag. Og det ligner ham egentlig heller ikke, Frederik, der ellers altid har været magelig og laid back. Sådan at maje sig ud.

Frederik skal møde Niels. Ja, han skal mødes med sin egen søn for første gang i 10 år. Jeg har sgu ikke set knægten, siden han blev student, tænker Frederik: Jeg skal gøre indtryk, et godt indtryk.

Og bare jeg ikke har for meget ølånde. Det blev alligevel til et par stykker på Grøndalsparkvej.

Frederik puster ud i håndens hulning, sniffer ind gennem næsen: Næh.

Men han vil alligevel finde et ansigt at aflæse sig selv i. Og ja, typisk nok, der sidder en af socialrådgiverne fra kommunen, et stykke bag ham. Han har haft hende som afløser engang, men hun smiler heldigvis uden lyd på nu. Smiler bare, klient-anerkendende med hele sit fede, kødfulde hoved. Smil smil, spejl spejl.

3

Lindevang Nu er Sille endelig stoffri, hun har været det et par måneder nu, og Lars har stadig ikke helt vænnet sig til tanken: De kan faktisk få et forhold, et relativt uproblematisk et, det fortalte psykologen dem også sidste uge.

Men det er lang tid, Lars har skullet kæmpe for dem. Og det har bestemt også tæret. Både at få Sille holdt fast på behandlingscentret og alle hendes tilbagefald. Lars har prøvet, men han kan faktisk ikke tælle, hvor mange gange han fandt hende nærdød på sofaen eller på skråningen lige bag stationen, der hvor hun altid fiksede og sniffede udendørs.

Flere gange har han faktisk været på vej væk. Helt væk, ikke bare af forholdet, men også væk fra byen, København og måske endda fra Danmark. Ja, den følelse har jeg faktisk stadig inde i kroppen, tænker Lars, og så stiger han ind i metroen, bliver stående med hånden på en stang i loftet. Det er vel også derfor, han begyndte at ses med Katrine: Behovet for en great escape, et pusterum, et andet liv. Og det er vel egentlig også derfor han skal se hende lige om lidt. Og måske skulle de virkelig gøre alvor af det.

4

Fasanvej Toget dykker ned under Fasanvej. At rejse er måske at leve, men metroen er nærmere en drøm, tænker Frederik. Et dyk ned i dybet, kilometer på kilometer af tunnelsyn, mørke og så minderne, der springer frem, som små lysprikker eller som strålende klare og store stationer.

Metroen er en understrøm gennem steder og øjeblikke i hans liv, og lige nu dvæler Frederik ved huset på Nyelandsvej, hvor de boede de første år, efter han og Marianne fik barn sammen. Det var gode år. Lige her over.

Han tager tager en seddel frem fra brystlommen, et nummer til Niels. Frederik har aldrig skrevet det ind på sin mobil. Selvom han har ringet til Niels flere gange. Og lavet aftalen nu i dag. Alligevel har han ikke skrevet nummeret ind. Som om han kan holde det hele lidt på afstand sådan. Væk fra numrene til drukvenner, socialkontor - og bare skrevet ned på en lille, krøllet seddel. Bag på er der skitseret et drivhus i tre dimensioner. Helt sikkert tegnet til bevidstløshed under en samtale.

5

Frederiksberg Frederik opdager pludselig, at hans blik hænger fast i et par kvindeben på sædet overfor. Hvor længe mon øjnene har været tøjret der. De er bestemt ikke unge, men de ser kraftedme godt ud, de ben. Helt solbrune og velholdte helt op til den lyse hørnederdel, som dækker af lige over knæeene.

- Hør, er du ikke...? Kvinden prikker til Frederiks ben, så det hele spjætter på ham. Det er sgu hende.

- Anne!

- Jamen det er jo dig, siger Anne og folder et stort smil ud for Frederiks øjne.

- Det er fandme mange år siden, siger Frederik og ved ikke, hvad han mere kan sige.

- Ja, jeg har vel nærmest ikke set dig siden den sommer vi blev kandidater?

Anne kører hånden gennem det grå, velplejede pagehår. Det her er hans livs største kærlighed, og så har han siddet her, halvsnaldret og halvgammel i metroen og begloet hende, mand. Sådan kører Frederiks tankebane i spiraler, mens han forsøger at finde en vej videre. Så uformidlet man kan blive af at gå arbejdsløs og alkoholiseret gennem fem år. Nitten år, faktisk.

- Ja, det må have været deromkring, siger Frederik endelig og alt for sent.

6

Forum Det er metrostewarden. Vi har nogle problemer ved Nørreport, så det her tog kører ikke længere. Passagerer mod Nørreport og Christianshavn skal skifte til tog på modsatte perron.

- Nå, jeg tror jeg vil gå lidt i stedet. Jeg er i god tid. Men det var pudsigt at møde dig, siger Anne.

Frederik kigger desorienteret op, han var vist faldet i staver ved hendes ben. Igen.

- Ja. Men vi kan da følges, hører han sig selv sige.

- Nå du skal måske ikke noget særlig vigtigt, smiler Anne.

Jo, det er faktisk det vigtigste i mange år, han skal. Og det vil Frederik egentlig også gerne fortælle Anne som det er.

- Nej, der er ikke så meget mere på programmet, siger han i stedet og holder sin egen overraskelse tilbage med et smil. Tilbagelænet og magelig igen. Smil smil. Og ingen vej tilbage, tænker Frederik, da de tager trappen op mod Rosenørns Allé. Nu kører det på skinner, lige durk mod det svage punkt. Spejl, spejl.

7

Nørreport - Årh, jeg skulle ikke have købt den croissant. Den er herre dårlig.

Katrine taler med hele munden fuld af smørdej, og Niels hader egentligt, når hun er sådan. Så lav, på en måde. Men han siger ikke noget, det meste af ham er fyldt af noget helt andet, og det kunne Katrine egentlig godt tage hensyn til, tænker Niels nu. Ignorant er hun, det er for helvede sin far, Niels står og skal møde. Nu kommer Katrines metro.

- Du er sikker på, du vil møde ham alene?, spørger hun.

Niels nikker.

- Så hils din far. Jeg håber I kan finde ud af det, siger Katrine og sætter sine læber mod hans. Niels forestiller sig tit, at afskedskys vil vare i timevis, men her når kysset knapt nok frem til hans mund, før Katrine igen trækker læberne til sig.

- Vi ses, siger hun stille, mens Niels stadig forsøger at gendanne kysset i luften.

- Vi ses, siger han, men da er metroen allerede kørt, og nu kan han så bare vente på sin far. Men det har jeg jo prøvet før, tænker Niels og kan hverken helt grine eller græde indeni.

8

Kongens Nytorv Hun stiger op, Katrine, i Kongens Nytorvs middagshede luft. Og nu vil hun ikke være bitter mere, og hun tager fat i glasdøren til Magasin. Eller hun lader som om, hun vil åbne den. Hun skal jo slet ikke derind, hvem prøver hun egentlig at narre her. Katrine skal jo mødes med Lars, og så er hun alligevel pludselig usikker.

Altså, ikke på ham, det er mere hele - setuppet.

Men nu er det nærmest Niels’ egen skyld, han vil se sin far alene, og hvad har Katrine så af valgmuligheder.

Og nu står hun så her i døren og lukker kold luft og parfume ud af Magasin, fordi Lars ikke lige var der i forvejen, så de tilfældigt kunne støde sammen. Forhåbentlig ser det bare ud som om, hun overvejer at gå i Illum i stedet. Ja, alle på Kongens Nytorv tror nok bare, at det er Katrines dilemma.

Et par hænder tager fat om hendes hofter, Katrine slipper endelig håndtaget og omfavner den hvide t-shirt, skulderbladene, hele Lars’ brede håndværkerkrop med et kys, hun synes varer i timevis.

Da Lars endelig trækker læberne til sig, breder han en drøm ud for hende: - Lad os tage væk.

9

Christianshavn Bare ordet: Christianshavn, så tænker Charlotte på tjære og ramsalt. Og endelig er det sommer, så hun har tid til at nyde de skæve huse, kanalerne, originalerne her på torvet.

Det er derfor, metroen er skabt i glas og granit: den er neutral transport, der fragter passagererne frem og tilbage mellem bydelenes farver og faciliteter, giver plads til indbyggernes egen kolorit, deres ansigter og drømme. Det skrev Charlotte selv i sin bachelor i vinters. Nærmest pinligt, hun kan huske det. Og nærmest ordret.

Hun har midt i tankerne trukket telefonen op fra tasken, skygger for solen med den ene hånd over skærmen. Måske var det en fantomvibration, næh, hendes mor har skrevet: Først på stranden klokken 14. Det bliver skybrud inden da, skriver hun. Ikke her på Christianshavn, tænker Charlotte og kigger op på den azurblå himmel over Lagkagehuset. Men så har hun da tid til at smutte forbi Ildiz.

10

Amagerbro - Det var vist det hele, smiler Anne.

Frederik rynker brynene i undren. På samme måde, som han gjorde for 30 år siden, tænker hun.

- Ja, der kommer vist ikke mere regn. De havde jo ellers lovet skybrud, smiler Anne.

- Nå ja, men så tak for gåturen og kaffen, siger Frederik og bøjer sig ind over cafébordet. - Og for samtalen, ikke mindst. Jeg har virkelig savnet - Så lidt, siger Anne og nikker. Hun rejser sig, og børster et par kagekrummer af khakishortsene. Bare hun ikke virker arrogant.

For jo, hun er heldig i forhold til sådan en som Frederik, hun har job, børn, der elsker hende - og stadig et godt udseende.

- Men nu må jeg hellere komme ud og møde min datter i strandparken.

- Jeg skal også den vej, siger Frederik.

Anne studser et øjeblik, ikke mere.

- Fint, smiler hun. Måske naivt. Det har mænd tit sagt til hende, hun er. Vist nok også Frederik, allerede dengang.

11

Islands Brygge - Nå, det er her I er. Charlotte bøjer sig bagfra ind over bænken og bider Ildiz let i øret.

- Hej smukke, smiler Ildiz og fletter sine fingre ud af Davids. De var til låns.

Charlottes kys er kådt som en dreng, blødt som en kvinde, og imens kan Ildiz høre David og Sille, der igen diskuterer narkokrigen i Mexico. Himlen over Tietgenkollegiet er tung som bly, da de slendrer ind mellem ur-KUA og de nye boligblokke i Ørestad Nord. Det trækker virkelig op til regn. Ildiz har lyst til at krølle sig sammen i Charlottes lomme.

- Jeg har lyst til at...

- At tage med på stranden?, griner Charlotte.

Så let kan det være.

12

Lergravsparken Det var nærmest ligesom en razzia, tænker Lars, mens elevatoren langsomt glider ned under Amager. En razzia, bare gennemført af ham selv. Alle hemmelighederne kom lynhurtigt frem fra skufferne, ud i det dunkle kollegieværelse og videre ned i kufferten. Og sammen med sokker, sko, skjorter og slips skal historien om ham og Katrine nu fortsættes ude af landet. På Antigio og Barbuda, eller hvor det nu går hen.

Vi må skynde at vælge den rigtige afbudsrejse, tænker Lars. Inden en af os fortryder.

13

DR Byen Det styrter ned, regnen vælter ind under banebroen fra siderne.

Og DR Byens blå koncertsal kan knapt nok ses.

David stryger Ildiz frem og tilbage over de bare arme.

- Nej, David, det er irriterende, siger hun, og det er også svært at gøre rigtigt, når Charlotte samtidig omfavner hende.

Så får David en sms. Han træder et skridt væk.

- Niels siger, han virkelig har brug for at snakke. Jeg bliver nødt til at smutte, siger David - Jamen, hej så. Ildiz bliver stående tæt med Charlotte. David opgiver at få mere ud af hende, tager to trappetrin ad gangen op mod perronen.

- Hey, se dig for.

Noget tjavset, langt hår og en cowboyjakke, en mand tumler ind i David. Og genfinder balancen. En sur lugt hænger efter ham, da han løber videre ned. Som medicinrester. Så opdager David, at han ikke længere har sin mobil.

14

Øresund Et par. En mand og en dame, i samtale overfor hinanden. Og hans jakke ved siden af på sædet. Den er let, tænker Øyvind og krænger sin rygsæk af, sætter sig ved siden af manden. Allerede nu ligger jakken stort set skjult under Øyvinds taske.

Han lader glasklart blikket falde gennem forruden, ud i udsigten, der netop nu kommer til syne for enden af tunnelen. Det er manden, der taler, kvinden kigger af og til på Øyvind. Hun er vist ikke rigtig interesseret i samtalen, tænker han.

Og så standser metroen, og Øyvind rejser sig, tager sin rygsæk og går i én bevægelse og fem skridt, der bringer ham ud på Øresund Station. Mandens jakke holder han skjult som en trumf mellem sin overkrop og rygsækken.

15

Sundby Han står der, lige bag betonpillen ved det bagerste cykelstativ under banen, og venter. Men ikke på nogen bestemt. Det gør Bo jo næsten aldrig når han står her, i og for sig. Og han reagerer heller ikke, før Sille trykker den foldede 500-seddel i hånden på ham. Den er sprog nok. Han ser ikke engang på pengene, før han hiver den lille kuvert ud af hættetrøjen og trykker den i hånden på Sille til svar.

- Tag lidt mindre, end du plejer, det er vildt god kvalitet den her gang, tilføjer han. Der er to minutter til næste metro mod Lindevang, og Sille har tænkt sig at tage en bane derhjemme på sofaen. Lars er nok alligevel først tilbage sent.

16

Amager Strandpark - Nå, jeg skal af her, siger Anne og sætter sin taske op på skødet.

Som en barriere, som om hun skulle forsvare sig. Og skulle det nu være nødvendigt, tænker hun og trækker i stedet taskeremmen op over venstre skulder, mens hun rejser sig.

- Nå, men jeg kunne egentlig også godt bruge noget frisk luft ved havet, siger Frederik. Eller: prøver Frederik. For han prøver jo på noget. Nu indser Anne det.

- Jeg tror vi stopper her, siger hun og hilser afværgende med hånden til afsked.

17

Bella Center - Nå, hvad har du til mig?, spørger Bo Øyvind farer sammen i skyggen under højbanen.

- Ikke så meget, siger han og dækker med begge arme om sin rygsæk.

- Hold nu kæft, smiler Bo og river den sorte taske ud af armene på ham. Et tog buldrer hen over deres hoveder, ind mod byen. Øyvind skal altid underdrive. Krybe udenom. Pisse irriterende, tænker Bo og bladrer punge og tegnebøger igennem som en anden kortdealer på Casino. Det er faktisk pisse irriterende.

- Ok, jeg tager de her to mobilos og alle kontanterne. 200, 600 1.300 hundrede kroner, eftertæller Bo. - Og et stykke papir med et nummer på én der hedder Niels. Hvad fanden skal jeg med det. Bo krøller papiret sammen og kaster kuglen efter Øyvind.

- Så har du betalt for de sidste to dage, nikker Bo. Øyvind nikker tilbage: deal. Papirkuglen er landet i hans rygsæk.

18

Femøren Og igen en overspringshandling, det hele kørt af sporet og uden nogen chance for at rette op.

Jeg skulle have mødt Niels, tænker Frederik og læner hovedet mod ruden. Nej, han slår det let mod glasset med en lille, dump lyd.

Jeg havde jo ikke en promilles chance med Anne, hvordan kunne jeg nå at bilde mig det ind mellem Frederiksberg og Forum, det er det der tunnelsyn.

Nej, han han skulle have holdt sig til planen, som sagsbehandleren også sagde var sådan en god idé: at være noget. Andet end alkoholisk eks-arkitekt.

Jeg skulle for helvede have været far, tænker Frederik og kan mærke tårerne samle sig foran øjnene. Men måske er det ikke for sent. Han rækker venstre arm ud efter jakken på sædet og -

19

Ørestad Øyvind stryger en hånd gennem det lange, røde hår, tilbage til nakken som han kort masserer med en øm trækning ved ansigtet.

Så puster han ud, lige da en mobil i rygsækken får en sms. Bip-bipbip, og så også Øyvinds egen.

- Det var sgu da utroligt, tænker Øyvind og tjekker først sin egen mobil. “Jeg tager væk fra Danmark,” står der. Det er en, der hedder Lars. Øyvind kender ham vist fra nogle håndværkerjobs.

Så åbner han tasken og roder mobilerne igennem. Øyvind vil snage. Her er mobilen med den nye besked. Også fra en der hedder Lars. Øyvind stirrer mistroisk: Det er præcis den samme besked.

20

Kastrup - Ved du hvad, du kan faktisk beholde den, siger Katrine og føler sig impulsiv: - Jeg rejser faktisk fra Danmark og kommer ikke tilbage lige foreløbig.

Manden ser forvirret på hende: - Beholde din mobil? Jamen det Katrine insisterer med et kort nik.

- Så mange, mange tak, siger manden og stikker hånden i brystlommen.

- Jeg har ikke engang hans nummer mere, sukker han og lukker øjnene. Katrine lægger mærke til hans ører. Sjovt, han har de samme små hak som - Nu har jeg det, siger manden og trykker et nummer ind: Niels.

Der står Niels på displayet. Mandens stemme ryster: - Hvordan kan det være, du har hans nummer?

Katrine svarer ikke. Hendes øjne er et blankt spejl.

21

Vestamager - Godt at se dig! Viktoria lægger vægt og kærlighed i hver eneste stavelse og i det kram, hun omfavner Øyvind med.

- Det er så godt, du kunne komme. Naturskolen synes jo, det kunne være superspændende at få dig i aktivering, siger hun og stopper sig selv i tankerne. Bare hun dog kunne lade være med at bruge sådan et klichéfyldt ord: superspændende.

- De vil bare gerne lige møde dig. Og være sikker på, du er færdig med stofferne, ikke. Men det er du jo!

- Ja, ja, siger Øyvind.

Viktoria snuser naturen ind: Alle de indtryk. Over Kalvebods himmel svæver luftballonerne, ligesom farvede udråbstegn. Blå!

Rød! Violet! Grøn! Turkis! Igen rød! Skrigende gul! Op fra Køge Bugt, ind over Ørestad.

22

Lufthavnen Så er hun nok med den næste. Lars står, og der sker ikke så meget andet. Han står bare.

- Jeg står bare, tænker han og står så lidt igen, inden han tager fat i teleskophåndtaget på kufferten igen. Og kigger på uret på mobilen. Og ud over himlen igen. Og slipper kufferten. De små prikker, han lige før troede var svimmelhed, toner nu frem som luftballoner ude fra vest. Lytter man efter og er stille, kan man endda hører gasbrænderne deroppe. Synes Lars. Eller også er det støj i hans ører.

Og så, der kommer metroen endelig - en tankestreg, den skyder frem gennem landskabet. Og her fra perronen er den først bare en hvid prik, så et punktum, inden. Alle stiger af.

23