Noula
Noula.indd 1
8-03-2010 10:06:01
Noula.indd 2
8-03-2010 10:06:02
Ane KjĂŚrgaard
Noula
Borgen
Noula.indd 3
8-03-2010 10:06:02
Noula © Ane Kjærgaard 2010 Omslagsdesign: Wendy Plovmand Udgivet af Borgens Forlag, Mosedalvej 15, DK 2500 Copenhagen Valby Bogen er sat med Baskerville og trykt hos ScandinavianBook ISBN 978-87-21-03566-2 1. udgave, 1. oplag 2010 www.borgen.dk
Noula.indd 4
8-03-2010 10:06:02
KAPITEL 1
J
eg. Noula. 16 år. 53 kilo. 162 cm. Står og kigger på mig selv. I spejlet. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg kan lide det, jeg ser. Mine bryster er pæne. Det er godt. De er runde og bløde. Brystvorterne sidder lige i midten. De stritter lidt. Min mave. Den er også rund. Måske lidt for rund. En anelse. Men blød. Navlen ligger som i en blød fordybning. Mine lår bliver skåret over midt på. Så går spejlet ikke længere. Mellem lårene og maven krøllet hår. Mørkebrunt. Mine øjne flytter sig til mit ansigt. Min hage er rund. Meget på mig er rundt, tænker jeg. Pæne store læber. Og meget hvide tænder. Meget hvide, der hvor der ikke lige sidder stål. Kvinden med stålsmilet. Det er mig. Og så min næse. Et kapitel for sig. Den er også rund. For rund. Og fyldt med fregner. Lige nu er der rigtig mange. Solen har nemlig skinnet meget denne sommer. Mine øjne. Mit vindue til verden. Mørkeblå. Så mørkeblå, at mange tror, de er brune. I skolen har vi haft om metaforer: „Dine øjne er som dybe skovsøer …“ Er mine øjne som skovsøer? Dybe skovsøer. Jeg har aldrig set nogen dyb skovsø, men forestiller mig nok noget mere brungrumset. Dybe, blå skovsøer, omkranset af mørke siv. Mine vipper. Ser fantastiske ud. Min nye mascara har gjort sit job godt. Min nye, dyre mascara. En gave fra faster. Toldfri og dejlig.
Noula.indd 5
8-03-2010 10:06:02
Og så er der lige mit hår. Vildt. Krøllet. Rødbrunt. Stort. Mest stort. For et par år siden – da jeg skulle konfirmeres – tænkte jeg, at det måske ville være rigtig sødt med pagehår. Frisøren gjorde meget ud af at forklare, hvordan jeg bare skulle børste det, mens jeg føntørrede. Og det blev rigtig flot. Indtil jeg vaskede det første gang. Det er ikke så let, som det ser ud hos en frisør. På konfirmationsbillederne ligner jeg … Jeg savner en passende metafor, men en mellemting mellem sådan en ting, man sætter over tekanden for at holde den varm, og så et får, der har fået kloven i en stikkontakt. Det er heldigvis længe siden – mange centimeter. Jeg piller elastikken ud af mit hår. Det er blevet langt igen. Når jeg lige har været i bad, og mit hår er tungt og vådt, når det til midt på ryggen. Men så snart det er tørt igen … pling. Sidder det igen oppe ved skuldrene. Sådan vil de andre se mig i morgen. Selvfølgelig ikke mine brystvorter, min navle og mit krøllede, mørkebrune hår. Altså det forneden … I morgen. Starter mit nye liv. Dag 1. I morgen virker så afgørende for, hvordan hele det næste år vil blive. Så derfor er det så uendelig vigtigt at gøre det hele rigtigt. I morgen. Det er en sjov tanke, at jeg i morgen, hvis jeg ville, kunne vælge at være en helt anden mig. Vælge en helt anden identitet. Der er ingen, der kender mig. Ingen der kan sige: „Arh, Noula. Hvem prøver du at snyde? Gå du hjem og tag det gamle kluns på igen!“ Jeg kunne vælge at lade mine negle blive lange (nok ikke lige til i morgen …) og pyntede som Celias. Jeg kunne vælge kun at gå i højhælede sko fra nu af. Eller gummistøvler. Ligesom drengen i den
Noula.indd 6
8-03-2010 10:06:02
bog, vi læste i skolen sidste år; han gik altid i gummistøvler, fordi han var bange for de elektriske spændinger i jorden. Hvad er det lige, der bestemmer, hvilken type man er. Eller ikke er. Jeg tænder for vandet i bruseren og lader det løbe, mens jeg tisser. Mens vandet løber ned over mit hår, fortsætter ned over mine skuldre, bryster og mave i små floder, der samler sig og dumper plaskende ned på gulvet i brusekabinen, prøver jeg at forestille mig, hvordan det vil blive på efterskolen. Hvordan vil hun være, hende jeg kommer til at skulle dele værelse med? Ja, ikke bare værelse, men måske også t-shirts, tanker, hemmeligheder, måske endda underbukser og hele mit liv. Og hvordan vil jeg være? Tænk, hvis jeg virkelig startede et liv som en ny Noula … dramatisk sort. Eller Hiphop-Noula??? Ville folk kunne tage mig alvorligt? Jeg fylder hånden med shampoo, som jeg omhyggeligt fordeler i håret, mens jeg tager en dyb indånding; jeg elsker duften af denne shampoo. Ville jeg overhovedet kunne være en anden end den, jeg er? Og hvorfor skulle jeg egentlig gøre det? Har jeg ikke haft det godt nok som den Noula, jeg nu engang er? Har jeg ikke været tilfreds med mit liv indtil videre? Egentlig ja, med enkelte undtagelser. Meget tilfreds endda. Mange gode venner og veninder. Forældre, der rundt regnet er o.k. Super storebror – temmelig usædvanligt – og en klasse, som har det rigtig godt sammen. Og hvorfor er det så så vigtigt for mig at komme hjemmefra det her år? Måske netop, fordi jeg altid har haft det så godt og nemt? Måske er det også for at få øje på nogen nye lag i mig. I den første Shrek-film, som er en af mine yndlingsfilm,
Noula.indd 7
8-03-2010 10:06:02
siger Shrek, at trolde er som løg; lavet af lag … hver gang man kradser i det øverste, kommer der et nyt lag frem … Jeg tror også, vi er som løg. Og jeg tror, det er meget godt at finde nogen af de inderste lag. Jeg skyller shampooen ud af håret. Netop som jeg har slukket for bruseren, banker far på døren. „Noula, dear, kommer du ud? Nanna er her for at sige farvel til dig.“ Jeg skynder mig at træde ud af brusekabinen og griber det store håndklæde, der hænger lige ved siden af mig. „Øjeblik,“ råber jeg, „kan du ikke sige til hende, at hun bare skal sætte sig ind på mit værelse, så er jeg der om fem minutter? Og gider du ikke lige lave lidt te til os imens?“ Jeg tørrer mig hurtigt og tager en stor t-shirt og nogle cowboybukser på. Håret opgiver jeg med det samme og ruller det i stedet ind i et håndklæde. Så går jeg ud i køkkenet og henter teen, som min far har sat på en bakke sammen med krus og en skål småkager. Jeg balancerer bakken gennem køkkendøren, ned ad gangen og skubber med hoften døren til mit værelse op. „Hej, Noula,“ siger Nanna og rejser sig op for at lukke døren efter mig. „Hej,“ siger jeg, bakker gennem værelset og sætter bakken på det lille sløjd-hjemmelavede bord foran min sovesofa, samtidigt med, at jeg får øje på Shaun. „Og hej, Shaun,“ siger jeg og blinker til ham. Shaun, min dejlige, rare småskøre storebror, som mistænkeligt tit kommer ind på mit værelse, når Nanna er her. Shaun griner bredt til mig, mens han tager krusene ned fra bakken og begynder at skænke te op. Jeg løber ud i køkkenet og henter et ekstra krus til Shaun. Nanna sætter sig ved siden af ham, ikke helt tæt på, men ser ud, som om hun godt kunne tænke sig det. Hun har godt nok aldrig rigtig sagt noget, men jeg er overbevist om, at hun er ret vild med ham. Hun virker i hvert fald altid glad, når han dukker
Noula.indd 8
8-03-2010 10:06:02
op. Ikke på sådan en tøset fniseagtig måde som nogle af de andre piger fra klassen, der somme tider er hjemme hos mig, men glad på en rigtig sød måde. Jeg tror også, Shaun har lagt mærke til det. Han smiler til hende, mens han rækker hende teen. Jeg griner lidt indvendigt, mens jeg sætter mig i oldefars gamle øreklapstol, som jeg arvede af ham, da han døde for et par år siden, og som jeg altid har elsket. Gad vide, om de tror, jeg ikke lægger mærke til, at luften er tyk af små sæbeboblehjerte … Nanna dykker ned i sin taske og hiver en pakke op, som hun lægger på bordet foran mig. Hendes mørke, lidt skrå øjne stråler mod mig. „Jeg har taget en lille ting med til dig, så du ikke glemmer mig,“ siger hun og tilføjer efter et kort øjeblik sin standardbemærkning „he-he …“. Pakken er flad. Blød på den ene side og hård på den anden. Jeg elsker at trække spændingen ud, når jeg får gaver. Jeg kigger på den, mærker på den, snuser til den og ryster forsigtigt på den for at høre, om der er noget, der rasler. Shaun stønner opgivende; „Skal du ikke også slikke på den?“ siger han. „Det kan jo være, at du ligefrem kan smage, hvad det er …“ Jeg griner. Faktisk trækker jeg den altid lidt længere, når Shaun er der, fordi jeg ved, at det gør ham næsten vanvittig med alt mit mærkeri. Shaun smider en pude efter mig, som jeg kyler tilbage, før jeg giver mig til at trække i gavebåndet. „Fantastisk,“ siger Shaun tørt, „hun er gået i gang med gavebåndet efter bare ti minutter.“ Nanna griner og kigger spændt på mig, mens jeg forsigtigt fjerner papiret. Øverst ligger et langt halstørklæde i grønne og blå farver. Jeg holder det op mod kinden. „Ah, hvor er det blødt. Det stikker slet ikke,“ siger jeg. „Jeg har selv strikket det,“ siger Nanna. Ja, selvfølgelig har hun det. Hun er bare så god til alt det der med håndarbejde, i modsætning til mig som ikke en
Noula.indd 9
8-03-2010 10:06:02
gang kan finde ud af at flette en almindelig julestjerne. Jeg snor det et par gange om halsen og vender tilbage til resten af pakken. Under halstørklædet ligger der et billede af Nanna og mig, der sidder sammen på en gynge. Billedet er taget, et nanosekund inden gyngen braser ned, fordi den ikke kan holde til vægten. Det er Shaun, der har taget billedet. Nanna har lavet en ramme omkring billedet ved, med bitte små bogstaver, at skrive ord, citater, små uddrag af sangtekster, navne og andre ting, der har med os og vores venskab at gøre. Mens jeg læser og fniser, går det for alvor op for mig, at mit venskab med Nanna fra nu af vil blive anderledes. Mit lange, lange venskab med Nanna. Vi har været bedsteveninder siden børnehaven, og jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan det vil være ikke at have hende omkring mig hver dag. Jeg får tårer i øjnene. Hvorfor var det lige, at jeg syntes, det var så fedt med den efterskole????? Nanna sætter sig på mit armlæn og giver mig et kram. Vi tuder begge og kommer til at grine, da vi kigger på hinanden. „Vi ses jo i weekenderne,“ mumler jeg. „Nemlig,“ siger Nanna og sætter sig tilbage på sovesofaen. Vi har aldrig rigtig gidet det der med alt for mange følelser. Shaun siger ingenting, men sidder bare og kigger på os på sådan en underlig måde. Pludselig rækker han hånden frem og fanger en tåre på Nannas kind. De kigger på hinanden et kort øjeblik. Det er, ligesom om luften står stille mellem dem. Så griber Shaun sit tekrus og tager en ordentlig slurk te. Hans øjne bliver til fugtige, runde kugler, mens han synker teen, så griber han sig til halsen, mens han stønner „hot-hot …“. Vi kommer alle til at grine. Magien, eller hvad man kan kalde det, er hævet. „Der er stadig noget i pakken,“ siger Nanna. Under billedet ligger en lille bog med hængelås. En dagbog. Jeg sprutter af grin: „Hvad, skal jeg skrive mine inderste underbukser i den?“ „Det var det, jeg tænkte,“ siger Nanna, „men helst 10
Noula.indd 10
8-03-2010 10:06:02
ikke for små …“ Vi griner begge. Tårerne sprøjter. Vi griner nærmest helt hysterisk. Shaun kigger undrende på os: „Hvad sker der?“ siger han. Mens jeg tørrer øjnene, fortæller jeg om den gang, vi i dansk havde et emne om dagbøger, og både læste Anne Frank og Hemlig, nemlig. Til sidst fik vi hver udleveret et kladdehæfte. Vores dansklærer, Birgit, som egentlig var meget sød, nærmest lidt mor-agtig, og ikke helt havde fattet, at vi var ved at komme i puberteten og ikke mere ville dele hvad som helst med hende, fortalte os meget højtideligt, at vi kunne bruge kladdehæftet som dagbog. En af drengene spurgte, hvad i al verden vi dog skulle skrive i den. Birgit svarede, at det for eksempel kunne være ting, vi ikke ville snakke med nogen om, hemmeligheder og … ville tilføje „jeres inderste tanker,“ men af en eller anden grund kom hun til at sige „jeres inderste underbukser“. Klassen skreg selvfølgelig af grin, og dagbogsprojektet faldt til jorden. Det var nok lidt synd for Birgit … Nanna og jeg skiftes til at fortælle og grine, og Shauns glade, brune øjne følger os, mens vi fortæller. Han griner med os, af os og af det, vi fortæller, og det ender med, at vi alle sidder og griner, så tårerne løber. Det er så mærkeligt med Shaun: Jeg kender ikke mange drenge, der virkelig kan grine, så tårerne triller, men det kan Shaun, og som det vel ofte er med søskende, kan vi få hinanden til at grine helt vildt. Og Nanna passer bare så godt ind i det hele. Jeg holder op med at grine og sidder og kigger på Shaun og Nanna, de to mennesker, der kender mig bedst, og som jeg føler mig allerbedst tilpas med, og tænker, at de egentlig passer helt perfekt sammen. Faktisk undrer det mig, at de ikke også har fundet ud af det for lang tid siden … skal jeg hjælpe dem? Eller skal jeg „lade naturen gå sin gang”???????? Shaun rejser sig op. „Jeg skal vist lige ud og slå en streg,“ siger han og går klukkende ud af værelset. Nanna sukker dybt 11
Noula.indd 11
8-03-2010 10:06:02
og kigger efter ham: „Dejlig dreng. Dejlig storebror,“ siger hun og griner til mig. Inden jeg når at svare, fortsætter hun: „Jeg har faktisk skrevet noget i dagbogen, måske ikke mine allerinderste underbukser, men så dem der kommer lige efter …“ Jeg fumler den lillebitte nøgle ind i låsen og låser dagbogen op. På første side har Nanna skrevet noget. Kanten af siden er smukt dekoreret med akvarelblomster: Til verdens bedste veninde. Denne bog kan du bruge, når du trænger til at være lidt privat, lette dit hjerte (men ikke dine underbukser ;o). Tænk på mig, når du skriver (og husk at vise mig det hele, hver gang du er hjemme på weekend he-he …). Allerkærligst Nanna. Jeg lader fingeren glide ned over siden. Det er så sødt, og Nanna skriver så flot. Hvordan skal jeg dog nogensinde klare mig uden hende? Jeg går hen og giver hende et kæmpe knus. I det samme kommer Shaun ind ad døren, han ser på os og siger: „Forstyrrer jeg? Eller må jeg være med?“ Nanna og jeg kigger på hinanden og så over på Shaun. „Kom her, dumme dreng,“ siger Nanna og strækker armen ud. Shaun kommer hen og lægger armene om os, „åh, jeg elzzzzzker sådan noget gruppeknuzzzzz,“ siger han med fistelstemme og kysser først mig på munden (bedstemorkys) og derefter Nanna (lidt længere, synes jeg …). „Har du egentlig ikke selv nogen venner?“ siger jeg, for at de ikke helt skal glemme mig. „Jo,“ siger Shaun, „men de kradser sådan, når man kysser dem.“ „Nå, ja,“ siger Nanna og stryger ham på kinden, „med deres superstore fuldskæg“. Shaun stikker en finger i siden på hende, og Nanna skriger. Jeg begynder at føle mig lidt udenfor. „Nej,“ siger Nanna, „nu går jeg altså hjem. Tænk på mig, skriv til mig, ring til mig,“ siger hun og lægger armene om mig. Shaun lister ind på sit eget værelse, mens jeg følger Nanna ud til døren.
12
Noula.indd 12
8-03-2010 10:06:02
KAPITEL 2
R
umlen. Træer, der dukker op og forsvinder lige så hurtigt igen. Bro. Køer. Bil, der holder i nødsporet. Flere træer. Jeg kan høre mit åndedræt. Når jeg ånder på ruden, dugger den. Jeg tegner med min pegefinger på den duggede rude. En sky. En sol. Jeg tørrer det hele væk med hånden. Føler mig rastløs. Jeg tager min mobiltelefon og sender en sms til Nanna. „Hvad laver du?“ skriver jeg og venter et par minutter. Der kommer ikke noget svar, så Nanna er nok i gang med noget. Køreturen op til efterskolen varer et par timer. Bilen er tæt pakket med alle mine ting. Selvfølgelig ikke alle mine ting; noget er der stadig tilbage på mit værelse derhjemme. Men kommoden fra oldefar, alt mit tøj – næsten – en kasse med bøger og „skrivebordsskrammel“ og så selvfølgelig min fuldstændigt uundværlige violin. Det er mor, der kører. Far sidder på passagersædet og sover. Han har været ude at spille i går, så han er nok kommet sent i seng. Trætte far Colin fyldt op af sin skotske musik. Han sidder i hvert fald og vipper med foden i søvne. Og snorker. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt. Mor kigger på mig og smiler. „Er du spændt?“ spørger hun. Vel nærmest for at sige no-
13
Noula.indd 13
8-03-2010 10:06:02
get, for hun ved godt, hvordan jeg har det med at møde nye mennesker. „Mm,“ siger jeg og tager en dyb indånding, mens jeg prøver at få styr på sommerfuglene i maven. Nanna fortalte mig en gang, at da hendes lillebror startede i børnehaveklassen, havde alle børnene fået en stor, farvet sommerfugl af papir. Tobias havde fået en grøn. Børnehaveklasselæreren sagde, at det var alle de sommerfugle, hun og børnene havde i maverne, der var sluppet ud, og nu fløj rundt og pyntede. Jeg ville ønske, at jeg også sad med sommerfuglene i hånden i stedet for i maven og kunne slippe dem fri og lade dem flyve. „Mor,“ siger jeg og fanger hendes blik i bakspejlet, „hvis det nu er helt forfærdeligt … jeg mener, jeg … I går gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg har derhjemme, som jeg bare rejser fra …“ Mor kigger på mig i spejlet, men siger ingenting. „Jeg mener bare, at jeg kommer til at savne jer rigtig meget,“ fortsætter jeg, „dig og far og nok især Nanna og Shaun. De har jo altid været der, nu er de der pludselig ikke mere …“ „Noula,“ siger mor, mens hun overhaler en lastbil, „vi er der jo altså stadig væk, bare lidt længere væk. Og jeg er sikker på, at du vil få mange nye gode venner … Og går det helt galt, kommer du bare hjem igen, men lad være med at lade det være dit udgangspunkt.“ Jeg sukker. „Njaaaa,“ siger jeg langsomt, „nu er jeg jo ikke sådan en, der bare giver op …“ „Nej, vel,“ siger mor og griner og blinker til mig i bakspejlet. „En gang imellem er det godt at kæmpe lidt for tingene … og så at opleve den gode fornemmelse det er, når man faktisk gennemfører noget, der er svært,“ siger hun. Jeg sukker. 14
Noula.indd 14
8-03-2010 10:06:02
I vejkanten står der et skilt med navnet på efterskolen. Mor blinker af og kører op ad den smalle vej, der fører op til parkeringspladsen. Bilen bumler lidt, og far vågner midt i et snork. „Well, g’al, are you ready?“ spørger han mig, mens han strækker sig. Ready … jeg sidder og kæmper helt vildt med min vejrtrækning for ikke at hyperventilere fuldstændig. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så nervøs. Jeg savner Nanna, jeg savner min klasse, jeg savner den lejrskole, min klasse skal på i næste uge … min gamle klasse. Og Shaun… Hvis bare han havde været her nu, men han skulle til basketkamp. „En vigtig en,“ sagde han og trak undskyldende på skuldrene … Åh, suk … Langsomt åbner jeg bildøren. I slowmotion sætter jeg foden ned i gruset. Den grønne mil må føles som en ren festtur i forhold til det her …
15
Noula.indd 15
8-03-2010 10:06:03
K A pitel 3
Der er så hård en kamp om magten alle kæmper for sig selv Er der ingen, der har sagt dem At de slår sig selv ihjel? Lad dem lege i livstræets krone Lad dem føle, at livet er stort Lad dem skue de blå horisonter Og himmelhvælvingens port. Min far synger højt. Næsten lidt for højt. Men han synger godt. Han udtaler ordene lidt sjovt, ruller på r’erne. Vi sidder i skolens spisesal. Mine ting ligger stadig ude i bilen. På denne her skole får vi først efter velkomsten at vide, hvilket værelse vi skal på. Om det skal fungere som en eller anden form for „ildprøve,“ ved jeg ikke. Jeg har i hvert fald svært ved at koncentrere mig om noget som helst. Forstanderen går op på talerstolen. Han begynder at tale om sammenhold, om at blive voksen og tage ansvar. Om at vinke farvel til de trygge rammer og far og mor. Om at lære at give plads til alle. Jeg sidder og kigger rundt på de andre.
16
Noula.indd 16
8-03-2010 10:06:03
Mine kommende kammerater. Kommende venner og uvenner, eller hvad man nu kalder det. Skråt over for mig sidder der en høj pige med afbleget hår. Hun ser ud til at kede sig. Hendes øjne er en lille smule skrå, og hun har opstoppernæse Hun sidder og kigger på sine negle. De er lange og af gelé. Sådan nogen, hvor selve neglen er „neglefarvet,“ og spidsen er farvet med blåt glimmer. Der er klistret små rhinsten hen over dem. Jeg kigger ned på mine egne negle. De er korte og hverken blå eller glinsende. Hun kigger op på mig. Vi får øjenkontakt. Jeg smiler. Hun kigger surt den anden vej. Herligt. Så kører hun begge hænder gennem det lange hår og samler det hen over den ene skulder. Hun snor spidserne lidt og kaster så alt håret tilbage med en hurtigt selvsikker bevægelse med hovedet. Uvægerligt ryger mine hænder op til min egen fuglerede, som jeg i dagens anledning har rullet til en stor knude i nakken. Enkelte krøller har revet sig løs og hænger ned ad skuldrene på mig. Jeg tror, det er o.k. Ved siden af mig sidder der en dreng. Han sidder og piller i dugen. Pludselig begynder hans mobiltelefon at larme. „Fuck,“ hvisker han. Han bliver helt rød i hovedet og fumler i sin lomme for at slukke den. Folk vender sig om og kigger. Nogen griner. Enkelte ser forargede ud. Hans hår er brunt og en lille smule langt. Det krøller ved ørerne. Han ser sød ud. Jeg smiler til ham og bingo, han smiler til mig. Min første ven!? Jeg kigger over på min mor. Hun smiler og blinker til mig. Min far sidder og folder en papirflyver af et af de sangark, der er delt ud rundt omkring på bordene. Han gider ikke rigtig den her slags arrangementer. Forstanderen er blevet færdig med sin tale og træder ned fra talerstolen. Vi synger en sang mere. 17
Noula.indd 17
8-03-2010 10:06:03
Efter sangen begynder to lærere at råbe os op klassevis. I samlet flok følges vi til et klasselokale sammen med læreren og vores forældre. Sommerfuglene er der igen. Lige om lidt får vi at vide, hvem vi skal bo på værelse med. Min skæbne skal besegles … Læreren, som fortæller, at han hedder Tom, kigger i sine papirer. Så kigger han rundt på os. Kom nu. Mit hjerte banker, så det må kunne høres helt inde i det andet klasseværelse. Dunk. Dunk. Dunk. Blodet suser i mine ører. Drengen fra spisesalen er her også. Så skal vi gå i klasse sammen. Det er godt. Tror jeg da nok. Jeg kender ham jo egentlig slet ikke, men alligevel en lille smule. Han sidder på kanten af et bord med hænderne i lommerne. Han ser afslappet ud. Som om det hele slet ikke rører ham. Hans forældre og to mindre drenge (hans brødre, vil jeg gætte på, de ligner ham i hvert fald ret meget) står ved siden af ham. Så kigger han på mig og smiler. Et rigtig dejligt smil. Varmt og godt. Jeg smiler igen og skubber en hårtot om bag det ene øre. For ligesom at gøre et eller andet med mine hænder. Pigen, jeg lagde mærke til i spisesalen, er her også. Hun står lænet op ad en væg og kigger tomt ud i luften. Hendes forældre står ved siden af hende. De ser gamle ud. I hvert fald betydelig ældre end mine. Jeg kigger på min far. Han lægger armen om mig og giver mig et kærligt klem. Det føles godt. Tom begynder at remse drengenavne op. To og to bliver de kaldt op, får at vide, hvilket værelse de skal bo på, og bliver udstyret med et kort over skolen med et kryds ved deres værelse. Da Tom siger „Sven,“ siger drengen – altså „min ven“ – „jep“ og går op mod Tom sammen med en anden dreng, hvis navn jeg ikke lige lægger mærke til. Deres forældre og de to „mini-Sven’er“ følger med dem ud af lokalet. 18
Noula.indd 18
8-03-2010 10:06:03
Sven. Kan man hedde det? Når man altså ikke lige er 50 år, småskaldet og engelsklærer? På den anden side; kan man hedde Noula, kan man vel også hedde Sven. Jeg troede bare, at han hed noget helt andet. Jonas eller Simon eller sådan noget. Sven. Kan man have en ven, der hedder Sven? Her er min ven, Sven … Jeg kan ikke lade være med at fnise lidt. Jeg kigger rundt på de piger, der er i lokalet. De fleste ser søde ud. Pludselig slår en frygtelig tanke ned i mig: Tænk, hvis jeg skal bo på værelse med hende den sure … åh, Gud! Jeg får helt ondt i maven ved tanken. I det samme råber Tom et navn op, Bianca, tror jeg. Den sure pige kaster med håret og går op mod Tom. Mit hjerte står stille. Kære Gud, han må ikke sige „Noula“ nu! „Og Simone Pedersen …“ siger Tom, og jeg kan ikke lade være med at sukke lettet. Min mor kigger på mig og smiler. Hun har nok gættet mine tanker. Tak, Gud! Der forsvinder flere og flere fra klasseværelset. Tom kigger på sit papir. Så kigger han rundt på os, som sidder tilbage i klassen, så igen på papiret og siger tøvende „og så er det … Nåvla???? McMillan“. „Nuula,“ siger jeg, idet jeg rejser mig op. Det er ikke første gang, jeg oplever, at folk ikke aner, hvordan de skal udtale mit navn. Men jeg har læst et sted, at børn med specielle navne bliver stærke personer, fordi de er vant til, at der fra første øjeblik blandt fremmede er særligt fokus på dem på grund af det underlige navn. Jeg ved ikke, om det passer, men en gang imellem kunne jeg nu godt tænke mig bare at hedde Camilla eller Sofie eller sådan noget. Måske især på grund af den særlige fokus. Og måske også, fordi folk ofte synes, de skal komme med en eller anden halvdårlig kommentar, nok mest fordi de føler sig lidt flove. Og i dag er ingen undtagelse: Tom kigger en smule forfjamsket på mig. „Nå, sådan … jamen undskyld …“ siger han, „var det ’Nuller’, du sagde?“ 19
Noula.indd 19
8-03-2010 10:06:03
Jeg smiler til ham. Nok en anelse anstrengt, „Nuula,“ siger jeg så. Mine forældre står bag ved mig, parate til at gå. Mit hjerte banker; hvem bliver min værelseskammerat? Tom retter på brillerne, bladrer i sine papirer, kigger rundt. Jeg tror, jeg må være ved at dø. Det må være ligesom i „Hvem vil være millionær,“ hvor de trækker løsningen på det rigtige svar ud i det uendelige … Så siger han: „… og Julia Bjørnbak. I skal bo på „Jomfruburet“ ovre i villaen.“ Hende, der må være Julia, rejser sig op. Jeg kan næsten ikke lade være med at sukke lettet: Hun ser i hvert fald sød ud; Julia, som jeg altså nu skal dele min tilværelse med. Hun har langt, rødt hår, sat op i en pjusket hestehale, og mange, rigtig mange fregner. Ligesom mig. Glade, brune øjne. Hun kommer over til mig og rækker sin hånd frem imod mig. „Hej,“ siger hun. „Hvad var det lige, du hed?“ „Noula,“ siger jeg og begynder at gå. „Skal vi se, om vi kan finde det Jomfrubur?“ Vi går ned ad gangen. Hun griner til mig. „Pyh,“ siger hun. „Det var godt nok tortur på et højere plan, men jeg havde udset mig dig!“ Hendes brune øjne stråler varmt. Havde udset sig mig … Tænk en gang, at jeg er sådan en, man udser sig. Det hele begynder at tegne lyst.
20
Noula.indd 20
8-03-2010 10:06:03