Thaning og Appel mussolini

Hitlers Junker fly landede på flyvepladsen San Niccolò di Lido. Ved landingen viste det sig, at der var blevet begået en protokolfejl, så Mussolini var iført sin farvestrålende uniform som æreskorporal i militsen, inklusive krigsmedaljer og sort, fjerprydet hovedbeklædning.

Hans følge bar de galauniformer, som hørte til deres embeder. Der Führer var civilklædt, i trenchcoat.

For første og eneste gang under besøget blev han rasende og beskæmmet over situationen.

Tænk at skulle gøre dette indtryk på idolet! To ytringer, som Mussolini lod falde om det første indtryk til Galeazzo Ciano, der ledsagede svigerfaderen i sin egenskab af pressechef, nåede ad omveje frem til offentligheden. Dels: Non mi piace! ”Jeg bryder mig ikke om ham!” Ytringen blev opsnappet og videregivet af en amerikansk journalist. Dels: ”Han ligner en blikkenslager i regnfrakke!”, et udsagn der synes at stamme fra familien Ciano.

Mussolini lagde beskyttende sin hånd på gæstens skulder og behandlede ham venligt nedladende. ”Adolf over for Cæsar!” var overskriften til en berømt fransk avisreportage fra mødet.

Gæsten blev indkvarteret i en villa i nærheden. Et protokolleret referat fra mødet findes desværre ikke. Drøftelserne fandt sted på tomandshånd uden tolk. Den højt uddannede ”professore Mussolini” beherskede jo tysk, hvilket senest var fremgået af Emil Ludwigs interviews med ham to år tidligere. Den lavt uddannede Hitler talte jo kun sit modersmål.

Derimod findes der i massevis af mere eller mindre pålidelige andenhåndsberetninger om, hvad de to ledere efterfølgende sagde om hinanden og hvad de havde at fortælle om samtalen.

Forhandlingerne blev totalt domineret af Hitler. Han beherskede sit modersmål til fuldkommenhed og den lidt formelle, tilknappede og trods alt lidt mindre tyskkyndige Mussolini kunne knap nok få et ord indført. Uden hensyn til værtens venskab med Dollfuss snakkede gæsten op ad stolper og ned ad vægge om sine intentioner med Østrig, om sine raceteorier og om alt mulig andet, som det faldt ham ind at forelæse om. Dagen efter spolerede han også sejlturen gennem Venedigs kanaler med et endeløst racistisk foredrag, som han holdt for sin vært, der sad ved siden af ham. Det samme mønster skulle gentage sig flere gange, langt senere, ved langt mere skæbnesvangre møder. Men ved denne lejlighed kunne Mussolini bagefter reagere med åbenlys foragt og forbitrelse. Over for sin søster beskrev il Duce gæstens endeløse foredrag, der bar præg af en syg logik, som ”blodsmystik hinsides enhver fornuft”. Til De Vecchi sagde han, at Hitler lød som en ridset grammofonplade, der hakkede og stammede i det, når han rasede mod ”jøden Jesus Kristus” og katolikkernes angiveligt djævelske intriger. Sammenligningen med en grammofonplade blev gentaget i samtaler med Badoglio. Da flyet omsider gik på vingerne den 16. juni, betroede en tydeligt lettet Duce en officer, der stod ved siden af ham, at den der ”pjadrende lille abe fortjener en ordentlig overhaling.”

Hitler på sin side var begejstret og betaget.

Til den italienske diplomat Renzetti sagde han: ”Jeg er lykkelig over, at mødet har givet mig mulighed for ikke bare at få bekræftet min påskønnelse, men ligefrem at få den øget.

Mænd som Mussolini fødes kun én gang i løbet af tusind år, og Tyskland kan prise sig lykkelig over, at han er italiener og ikke franskmand. Jeg har naturligvis følt mig beklemt i il Duces nærhed, men jeg er lykkelig over, at jeg har haft lejlighed til at tale længe med ham.”