4. udgave BønnerupKontakten, januar 2015

Page 1

Kontakten

BØNNERUP UDGAVE 4 · JANUAR 2015

Bønnerups fremtid til debat

Denne gang handlede borgermødet mest om byens fremtid, og der var god tilslutning til at få genoplivet Masterplanen med retablering af brohavnen.

DER VAR STEMNING for Masterplanen, da cirka 60 mennesker var mødt op til borgermødet 20. november. Det gælder i alt fald den

del af Masterplanen, der handler om at føre en kanal indenom havnen og derved genskabe en øhavn eller brohavn, som den også kaldes. ( fortsættes side 3)

Læs videre om ...

Læs også ...

“Blev ude hele natten for at finde mor til ungerne”

Ny uddeler, Rasmus Juul Rasmussen.

Side 10 og 11

Side 6


2

BØNNERUP NYT

Naturens muntre søn og datter REDAKTIONEN HAR BESTEMT sig for, at Bønnerupkontakten med jævne mellemrum fortæller om naturen netop nu: Hvad sker der på stranden, på engene og i skovene på Nordkysten? Vi vil gerne læse den begejstrede ornitologs beretning om gæssenes genkomst, om hjejlernes og rylernes venden og drejen i luften over revlerne. Eller lyst- og kystfiskerens beretning om hornfiskens genopstandelse, flynderens flaprende flugt over sandbunden og stenbidernes vandring ind på lavere vand. Vi vil også høre skovvandrerens skrøne om svampejagt gennem kaprifoliers duft, og den ensomme ulv der lige forsvandt bag om lærken.

Henvend dig til redaktionen, hvis du nu og da i bladet vil fortælle om, hvad der sker i den natur, du kender og elsker.

Bønnerupkontakten har brug for en naturinteresseret, der kan skrive om naturen her omkring.

KOLOFON

AVISEN udgives i et samarbejde mellem Bønnerup og Omegns Borgerforening og en interessegruppe bestående af redaktionen. Avisen er uafhængig af politiske og økonomiske særinteresser. Redaktionen påtager sig intet ansvar for returneringen af stof og fotos, der uopfordret sendes til bladet.

Ansvarshavende for det redaktionelle indhold er Jens Brønden, der også er avisens redaktør og redaktionens tovholder. Avisen udkommer den første dag i hvert kvartals første måned (januar, april, juli og oktober). Redaktionelle indlæg til avisen samt medelelser om mærkedage sendes til:

bk@boennerup.dk, der læses af alle redaktionens medlemmer, eller til: Jens Brønden, Bønnerupvej 54, 8585 Glesborg. Trykning: Grefta Tryk, Grenaa

REDAKTIONEN: Annette Appel

Bjarne Lind, Redaktion

Vita Glad Petersen

Grafisk tilrettelæggelse/ombrydning appelgraphic@mail.dk

Næstformand i borgerforeningen b.lind@primanet.dk

Redaktion vitagladpost@hotmail.com

Mie Christensen

Mogens Lundetoft Clausen

Jens Brønden

Redaktion og distribution mie@nrdn.dk

Redaktion mogens.clausen1@skolekom.dk

Redaktion jensbroenden@gmail.com


BØNNERUP NYT

3

( fortsat fra side 1)

DE FLESTE HUSKER Masterplanen som et stort, funklende projekt, der i arkitekternes streg ledte tankerne hen på et ugennemførligt, lokalt science fiction miljø i havnen. Men så vidt har det aldrig været meningen, at det skulle komme. Projektet var mere en vision om, hvilke muligheder en gennemført kanal langs land kunne give. Og netop kanalen var der ikke delte meninger om på borgermødet, der primært var indkaldt for at sætte fokus på udviklingsmulighederne i Bønnerup. Emnet blev aktuelt efter et møde mellem borgerforeningen og borgmester Jan Petersen, der bad om en prioriteret liste over det, borgerne gerne ser ske i byen.

Forslag fra borgerne

Borgerforeningen havde gennem Bønnerupkontakten forud for mødet 20. november opfordret borgerne til at indsende forslag til fornuftige udviklingsprojekter. Og det gav pote. Især Thorstein Stefansson fra Stendalen havde lagt hovedet i blød og fremsendt en liste, hvoraf Masterplanen havde absolut første prioritet, fordi den med sin unikke og historisk begrundede havnemodel kan danne rammen om en række projekter, der vil have betydning både for turismen og for traditionelle erhverv som handel og produktion. Alene rammerne for en brohavn som den i Masterplanen skitserede vil føre til initiativer, vi hidtil ikke har været opmærksomme på. Med opbakningen på borgermødet står brohavnen øverst på borgerforeningens ønskeliste over realiserbare udviklingsprojekter.

‘Det grå guld’ har penge

Flere bakkede også op om en ide om at tiltrække ‘det grå guld’ permanent til sommerhusområderne. Det samme gjaldt en øget satsning på turismeområdet, hvor en markedsføring i Norge, Holland og Tyskland efter Thorsteins mening kan øge interessen for Bønnerup og Norddjurs i det hele taget.

Af andre forslag til listen blev nævnt en bedre gadebelysning på Brovej og Færingevej. Der blev slået til lyd for en hundeskov og for et lille Bønnerup-museum på havnen.

Orientering og fællessang

Borgermødet arrangeres i et samarbejde mellem borgerforeningen og initiativgruppen, der prøvede at holde liv i børnehaven. Som et forsøg indledtes borgermødet 20. november med en fællessang, denne første gang blev det ‘Regnvejrsdag i november’, og der blev sunget godt igennem på alle rækker. En velkomstsang bliver derfor fast dagsordenspunkt i fremtiden. På mødet blev der orienteret om 1) tennisbanernes ‘genfødsel’, 2) Fremtidens Landsbyturisme, 3) Projekt Oplevelsespladser, 4) Centerrådet, 5) havnefusionen, 6) Velkomstkurvene, 7) Havnefesten 2015 og 8) Nyt fra borgerforeningen. Under ordet frit blev det foreslået at vi holder hyppigere fællesspisninger, og flere meldte sig som interesserede. Michael Nyholm, der har været initiativtager til indsamling af billeder fra det ‘Gamle Bønnerup Strand’ foreslog et møde for interesserede med henblik på at stifte en forening. Der er allerede en facebookgruppe, der udveksler billeder og synspunkter vedrørende Bønnerup i gamle dage (se artiklen side 12)


4

BØNNERUP NYT

Solatek A/S

– et bevis på, at det kan lade sig gøre

Michal Lønsgren Andersen.

Det er ingen naturlov, at Bønnerup skal gå tilbage DEM, DER TROR, at alt er stagnation og tilbagegang i Bønnerup, kan godt tro om igen. Det kan nemlig godt lade sig gøre at drive virksomhed her. Og ikke kun små hjemmeproduktioner med salgsboder ved vejkanten. Et af beviserne er Solatek A/S, der ganske vist har adresse tæt på vejkanten ved byskiltet på Skibsbyggervej, men med en produktion, der ikke har det mindste at gøre med frilandsæg, sandorm eller hjemmedyrkede grøntsager. Det er en helt anden målestok, en specia-

liseret metalindustri. Det går godt for Solatek A/S, der foruden to af ejerne, Kirsten Kaagh og Michal Lønsgren Andersen, til daglig beskæftiger syv mennesker. Og når det virkelig brænder på, trækker man folk ind i en periode.

Udvidelse af ejerkredsen

Solatek blev stiftet som et anpartselskab den 1. januar 2008 og byggede på Michals ide om at producere udvendig solafskærmning af aluminiumsprofiler. I 2011 trådte Esben Møller fra HSM Industri til med ejerkapital, og for et par år siden gik også Kirsten Kaagh Mogensen med. Udvi-

delsen af ejerkredsen har haft stor betydning for virksomhedens evne til at tilpasse sig og ekspandere i forhold til markedets muligheder. Michal Lønsgren Andersen lægger ikke skjul på, at det går godt. - Vi producerer alt indenfor udendørs solafskærmning - aluminiumsprofiler af enhver slags og skydeskodder, der er blevet et stort hit i dag. - Markedet er først og fremmest Danmark, men vi har også opgaver i udlandet, fortæller Michal. - I øjeblikket arbejder vi på et stort projekt for Campus Aarhus C med en vandret solafskærmning, hvortil vi anvender 32 tons aluminium.


BØNNERUP NYT

’Pakker et parkeringshus ind’ - Ud over en række mindre opgaver har vi et stort projekt ved Rigshospitalet, hvor vi ‘pakker et stort parkeringshus ind’. Og når jeg siger det på den måde, er det fordi det ikke kun er en facadebeklædning, men samtidig en dekoration, designet af en kunstner. Til den opgave bruger vi 130 tons aluminium. - Tidligere har vi produceret profiler til Globen i Stockholm og har sågar haft et projekt i Ukraine. Michal fortæller, at virksomhedens succes først og fremmest bygger på den entusiasme, som både ejerkredsen og de ansatte er besjælet af. - Det er folk, der brænder for det, og det er med til at bære os frem. Hvordan får I fat i kunderne?

- Vi målretter markedsføringen til arkitekter og facadeentreprenører. Det er noget, der tager tid, og derfor har vi ansat en sælger på fuld tid. Det er en stor omkostning for en virksomhed som vores, men vi er bange for at miste kontakten med markedet og miste markedsandele, hvis vi ikke for alvor satser på salget. Føler I jer alene som større produktionsvirksomhed i Bønnerup? Eller ville det være godt for jer, hvis der var andre større produktionsvirksomheder her? Synergieffekten? Øget fokus på byen? Afsmittende investeringslyst? Og lignende? - Jeg tror, det ville være godt for byen, hvis vi var nogle flere. Men det er lidt vores egen skyld, for vi må indrømme, at vi her i byen ikke har gjort særlig meget for at rette opmærksomheden mod os selv.

5

Bønnerup er alles ansvar - Jeg tror helt bestemt, at det vil få betydning for os alle, dersom der kom et større erhvervsmæssigt fokus på Bønnerup, fortsætter Michal Lønsgren Andersen, ikke bare som erhvervdrivende, men også som formand for borgerforeningen. - Det må vi alle tage et medansvar for, og ikke blot vi, der er beskæftiget med erhverv. Det er os alle, der over en bred kam skal være med til at stimulere lysten til at komme hertil. Bønnerup skal være en gæstfri og imødekommende by, der signalerer en positiv holdning til sine omgivelser, til nye erhverv og til investeringer udefra.

To medarbejdere, Jeanette Lønsgren Andersen og Vibeke Bonde i fuld gang med en opgave for Danmarks Tekniske Universitet i Kgs. Lyngby, mens Michal ser til.


6

BØNNERUP NYT

Ny uddeler

Bønnerups nye udeler, Rasmus Juul Rasmussen med velkomstkurven.

LOKALBRUGSEN i Bønnerup Strand har fået ny uddeler. Det er Rasmus Juul Rasmussen, der er 28 år og bor i Hevring. Han tiltrådte stillingen 1. november 2014. Rasmus afløser Kim Lanzky, der efter 21 år i brugsen selv har valgt at prøve noget nyt. Kim har startet sit eget firma - Kim Lanzky Service - der tilbyder hjælp med montage af inventar. Bønnerupkontakten vil gerne benytte lejligheden til at takke Kim for et godt samarbejde i alle årene og for den indsats, han både som uddeler og privatperson har ydet for byen. Rasmus kommer fra Auning og blev i 2007 udlært i SuperBrugsen dér. Han har siden været ansat i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Århus og været souschef i Dagli’ Brugsen i Allingåbro, hvor har arbejdede indtil skiftet til Bønnerup.

I sin fritid er Rasmus ivrig gokart-kører, og han elsker, når han sammen med gutterne i sin egen gokart giver den gas på banen ved lufthavnen i Tirstrup. Rasmus søgte jobbet som brugsuddeler i Bønnerup for at få nye udfordringer, mere ansvar og chancen for at få foden under “egen disk” og stå for alt fra indkøb og drift til personalepleje med mere. Rasmus fortæller, at han trives godt i sit nye job og samarbejdet med de dygtige medarbejdere. Der er god opbakning til Brugsen blandt bønnerupperne, og Rasmus har fået en god velkomst af lokalbefolkningen. - Jeg lægger megen vægt på god kundepleje og god service, siger Rasmus. - Det er meget vigtigt for mig at have et godt samspil med lokalbefolkningen og de foreninger der er i Bønnerup. Rasmus har, som mange har opdaget, allerede rokeret en del rundt på varerne, haft rigtig gode december-tilbud og har af nye tiltag blandt andet indført ”bland-selv-slik”. - Men det bliver endnu ‘værre’ i det nye år, fortæller Rasmus. - I januar bliver der rykket rundt på stort set alle varer, og inden sommeren er over os, er håbet, at en helt ny bagerafdeling kommer på plads. Jeg ved, at det kan være lidt svært at finde rundt, især mens omrokeringerne står på, men man er altid velkommen til at spørge, hvis kaffen, de ristede løg eller andet ikke er til at finde. I forbindelse med ansættelsen af en ny brugsuddeler valgte brugsens bestyrelse at trække sig. Det har ikke noget med Rasmus personligt at gøre, men alene med måden, COOP ansatte en ny uddeler på – nemlig hen over hovedet på bestyrelsen, der på den måde følte sig tilsidesat. Rasmus er nu sammen med COOP på jagt efter en ny bestyrelse, der har lyst til at gøre et stykke frivilligt arbejde for byens brugs. Er man interesseret i en bestyrelsespost kan man rette henvendelse til Rasmus eller brugsens øvrige personale.


BØNNERUP NYT

7

Ildsjælene rækker som en skrædder i helvede Den gamle redaktør har været til foredrag på folkeuniversitetet i Grenaa, hvor seniorrådgiver Hanne W. Tandvig, PhD, ved Københavns Universitet blandt andet talte om mulighederne for udvikling i landdistrikterne. Her et et koncentrat af nogle afsnit, der er relevant for Bønnerup: - ILDSJÆLENES indsats for de såkaldte yderområder rækker som en ‘skrædder i Helvede’. Det var et af Hanne W. Tandvigs budskaber ved et arrangement på Folkeuniversitetet i Grenaa. Heri lå ingen ringeagt af ildsjælene, men en erkendelse af, at ildsjælenes engagerede arbejde for landdistrikternes småsamfund slet ikke er nok. - Jeg kalder ildsjælene for ‘hverdagsmagere’, fordi de oftest kun arbejder med forhold, der betyder noget for de nære ting i dagligdagen. De magter som regel ikke at ‘rykke’ så det batter. Kun yderst sjældent fører lokale initiativer til erhvervsfremmende aktiviteter, der betyder noget for stedernes udvik- ling – eller bare for deres overlevelse. Det er vigtigt, at vi ikke nøjes med at tænke, som vi plejer. Vi skal ud over rampen og

lægge vanetænkningen bag os, for hvis vi blot prøver at bygge videre på de erhverv, vi kender, eller på det, vi plejer at gøre, så sætter vi turbo på den stagnation og tilbagegang, der allerede æder sig ind på os. Det er udmærket at forbedre hverdagen i lokalsamfundene, men et stagnerende landsbysamfund overlever ikke på sigt uden at igangsætte nye indtægtsgivende aktiviteter. Og det nytter ikke at trække opgivende på skuldrene, fordi ‘det har vi jo prøvet, og det gik ikke’. Man er nødt til at finde ud af ud af, hvad det er, man kan her på stedet. Hvad er vort særlige aktiv her, hvor vi bor, og hvordan udmønter vi det i levedygtigt erhverv, eventuelt i et globalt samarbejde enten med virksomheder andre steder i landet eller internationalt. I mange landdistrikter sætter infrastrukturen grænser for mulighederne, især elendige internetforbindelser, der spænder ben for erhverv, der er afhængig af store dataoverførsler. Derfor skal der lægges pres på politikerne, så de kan lægge pres på teleselskaberne. Et andet problem er, at der ikke er nogen samlet politik på området. Hvad er det for

et Danmark, vi vil have? Hvis vi virkelig ønsker at styrke de såkaldte yderområder, så bør det ske efter en overordnet plan, så de betydelige støttemidler på området ikke anvendes til lokale smålapperier, der kun sikrer vedligeholdelsen af en stagnerende hverdag i de danske landzoner. Det er ikke mindst en opgave for de organisationer, der forvalter støttemidler fra LAG, fra EU og hvor de ellers kommer fra. Det er ikke nok at ekspedere ansøgninger fra lokalsamfundene. Støtteformidlingen bør styres af en overordnet politik, der i højere gad fokuserer på initiativer, der kan sikre en mere selvbærende fremtid.


A K T I V I T E T S K A L E N D E R 1 . K VA R TA L 2 0 1 5

8

Onsdagsklubben Bankospil

Bankospillet startede 11. januar kl. 19.00 og fortsætter herefter hver anden søndag. Det vil sige i lige uger.

Biblioteket i Kulturcafeen

har åbent alle onsdage fra kl. 16-18. Husk, at Kulturcafeen nu har til huse i Bønneruphuset, i Djurslands Banks tidligere lokaler.

Bønnerup Strand Petanque Klub

Ved redaktionens slutning havde vi ingen oplysninger om Petanque-klubbens spilledage, så vi må bede medlemmerne holde sig orienteret gennem klubben.

Cykelklub for alle

Bønnerupkontakten vender tilbage med nyt fra cykelklubben, når sæsonen starter – formentlig fra næste nummer af bladet.

2015

Onsdagsklubben kan ikke mere bruge sit navn til at huske mødedagene med. Klubben mødes nemlig nu hver anden tirsdag kl. 14.00-16.30. Alle er velkomne.

Bønnerup Svømmeklub

Svømmeklubben har indskrivning torsdag 29. januar kl. 18.30 i Kulturcafeen i de gamle banklokaler i Bønneruphuset. Der tilbydes følgende hold: 1. Forældre/Barn 2. Plask & Leg 3. Let øvet 4. Øvet/Dykker. Prisen er 650 kroner for hele sæsonen med en søskenderabat på 50 kroner. Spørgsmål besvares på bs@boennerup.dk. Findes også på Facebook.

Strikkeklubben

mødes i Kulturcafeen i Bønneruphuset hver onsdag kl. 19.00. Alle er velkommen

KALENDER

Fredag 20. februar kl. 19.00 Torsdag 22. januar kl. 10.30-13.15

Sognehøjskolen i Gjerrild i Langstuen på Gjerrild Kro. Rektor emeritus cand. mag. Kim Sundebøll kommer og fortæller om ‘Modstandskampen i besættelsestiden’. Husk madpakken.

Søndag 15. februar kl. 14.00

Borgerforeningen holder fastelavnsfest i Bønneruphuset. Se opslag og tjek hjemmesiden.

Torsdag 19. februar kl. 19.00

Bønnerup Strands Bådelaug. Jens Andersen fortæller levende om sejlturen fra Trinidad til Bønnerup med det gode skib ‘Solitaire’. Mød op i Fælleshuset, Vestre Mole, og bliv inspireret.

Borgerforeningen holder generalforsamling i Bønneruphuset. Der er spisning kl. 18.00. Tilmelding til Mie tlf. 2018 4434 senest 18. februar.

Torsdag 26. februar kl. 10.30-13.15

Sognehøjskolen i Gjerrild i Langstuen på Gjerrild Kro. Rasmus Mannerup Jørgensen kommer og fortæller om sin rejse med ‘Sirius Patruljen’ i Grønland. Husk madpakken.

Søndag 15. marts kl. 14.00

Bønnerup Strands Bådelaug holder generalforsamling i Fælleshuset. Forslag skal være formanden i hænde senest 15. februar.

Torsdag 26. marts kl. 10.30-13.15

Sognehøjskolen i Gjerrild i Langstuen på Gjerrild Kro. John Eriksen, Næsgaard, kommer og fortæller om Kolind Sund. Husk madpakken.


BØNNERUP NYT

9

Interessegruppen har haft mange fine arrangementer i efteråret. Sidst i september var det fiskebuffetten, der blev gennemført med fuldt hus. Den 9. oktober var der harmonikatræf, også med fuldt hus, og det samme skete 9. december ved julearrangementet, hvor der også var Lucia-optog og musikunderholdning ved Bernhard Kiel.

Havnefestbestyrelsen anno 2015. Fra venstre er det Palle Marx, Vita Glad Petersen, Svend Aage Johansson, Tilly Vang Johanson, Poul Gyldenvang, Dorthe Gothchalk og Gitte Herde Sørensen. Nye i bestyrelsen er Dorthe og Palle, der blev valgt ind ved Havnefestens generalforsamling i oktober. Arbejdet med at arrangere Havnefesten 2015 er i fuld gang, og der kan allerede nu sættes 4 store krydser i kalenderen fra torsdag den 9. til søndag den 12. juli 2015.


10

PORTRÆT

Blev ude hele natten for at finde mor til ungerne

Et avisudklip med fire af de generationer, Torben Jensen fortæller om.

BØNNERUPKONTAKTENS Mogens Clausen har talt med Torben Jensen om gode gamle dage. Torben, der er født i 1931, fortæller denne gang om familien, der en periode boede i Krudthuset i en lille lejlighed i den vestre ende. - Far hed Aksel Jensen og kom fra Nibe. Han blev gift med Lilly Hansen, et barnebarn af Gammel Hans. - Du kan se fire generationer af os i Ib Clausens Bønnerup bog. Charles og vores to piger er ikke med, men Hans er. Børnene kom af sig selv, her i huset hos Lis og mig. - Jeg er egentlig født henne på Koralvej i huset ‘Emo’, i dag kalder de det ‘Maris’. Min oldefar Hans Fisker boede nede på hjørnet af Koralvej og Havet, på den østre side. - Det lille hus på den anden side af krydset har min bedstefar bygget. Det var ham, der hed Emo. Der var mange Emil’er hernede dengang, så han kom til at hedde Emo. Emos bror Jens byggede de mange huse hen langs Havet.

- Alle Hans Fiskers børn gjorde en hel masse. For eksempel ‘Tykke Peter’, han flyttede til Fjellerup og satte fiskeri, flere selskaber og handlen i gang. En anden bror Rasmus blev købmand herhenne i byen, der hvor Brugsen nu ligger.

Torben og Lis

De to har boet sammen i over 60 år. Han passer godt på Lis nu, hvor hun på det sidste er blevet noget dement. Lis’s bedstefar ejede Asgård i Ginnerup, og da Lis kom til Djursland fra Amager i 1953, var det via Asgård. Derefter Ingvorstrup og så Fannerupgård, hvor Lis tjente, og hvor Torben ’løb på hende’. Torben rejser sig og henter et luftfoto, hvor jeg midt i en lynghede kan se et lille hvidkalket hus. I baggrunden ses nogle huse på Koralvej, og helt bagude Ørnsborg. Torben peger ned i lyngen og siger, at ’der går Fægangsvej i dag’. - Vi blev gift i 1955 og købte det lille hus på billedet. Huset lå i det, de kaldte Lyngen, og


PORTRÆT

var på 36 kvm med et par værelser ovenpå. Vi købte det af Frederik Fiskers kone Berta. Frederik var en anden af Gammel Hanses sønner. - Senere byggede jeg et hus, nr. 38, henne på Fægangsvej. Da det blev for stort, købte vi det her på Møllevej. Jorden på luftfotoet må være den jord , hvorom der i de gamle matrikelspapirer fra 1797 om Bønnerup Mark står: ’Fælleds jord udlagt og ubrugelig’? - Ja, arealet må jo have været fælles for Gl. Bønnerup, selvom her tidligt lå et par gårde, blandt andet Bachmands gård oppe ved hestene. - Der var en, der hed ’Tysken’. Han boede ude i det hus, der senere kom til at hedde Stemmerens hus. Det står der endnu. Han var samtidig med min oldefar Hans, for Tyskens mor blev min oldefar gift med, da min oldemor døde, og oldefar Hans pludseligt blev alene med 9 børn. - Børnene fortalte, at dagen efter deres mor var død, gik deres far af sted for at finde en ny kone. Men da han kom hjem om aftenen, kunne de jo godt se, at de ikke fik nogen mor denne gang. - Næste gang kom han så først hjem om morgenen, og så tænkte børnene: ’Nu er den nok god nok’.

Torben Jensen med sønnen Hans Fisker i favnen. Bagest storebror Charles.

11

- Og så kom Karen Marie ind i familien med tre børn, så nu var der tolv børn i det lille hus på hjørnet af Havet og Koralvej. Hvordan fiskede Gammel Hans? - Han fiskede vel med rødspættegarn. Han sejlede jo helt til Anholt, for sejl, og fiskede, så mon ikke det var garn? - Frederik Fisker sejlede også for sejl, og en dag, han kom østfra, sprang vinden vesten udfor Tysken. Han ku’ ikke sejle længere, og så lå han for anker der i tre dage og ku’ kigge hjem. Hvordan var det at være barn i Bønnerup i gamle dage? - Det var godt. Når vi kom ud af skolen, sku’ vi ud og tjene - eller fiske. Jeg fiskede med de andre knejter allerede før jeg blev konfirmeret. Vi roede ud i en pram og satte kroge. Det var under krigen. Når vi så var ude og trække krogene, var det blevet mørkt, og tit var vi langt væk, f.eks. ude ved Gjerrild Klint. Det kunne børn ikke få lov til i dag. Ingen redningsvest, ingenting. Men vi klarede os. - Når vi faldt i, kom vi jo op igen. Jeg kan huske, jeg fik nogle skrald bagi af min far, når jeg ikke passede på. Engang kunne min far ikke se mig på båden, men så opdagede han mine fingre, der som små kroge holdt fast om rælingen af forskibet, udefra. Så hev han mig ind. Jeg var vel seks år. - Da vi var en 12-13 år, var vi ude og sætte kroge, og min søster Tove roede. Da vi så skulle trække dem, kom krogene i åren. Så skældte jeg ud, og hun skrævet. Så roede vi ind på revlen, og jeg sagde, at nu ku’ hun godt gå hjem! Torben, bliver du lige så gammel som Gammel Hans? Han blev vist 82, så mon ikke…Gammel Hans’ børn kom til at hedde Hansen. Sådan var det før i tiden. Børnene fik efternavn efter faderens fornavn. Jeg hedder nu godt nok Jensen efter min far Aksel, men hans far hed Jens, og det var dengang, skikken ændrede sig.


12

BØNNERUP NYT

Det gamle Bønnerup frem fra gemmerne

Initiativtageren til interessegruppen vedrørende det gamle Bønnerup, Michael Nyholm, (med ryggen til) studerer gamle billeder fra byen.

DER HAR VÆRET STOR interesse for facebooksiden om ‘Gamle Bønnerup Strand’, der blev åbnet nogen tid før borgermødet i november, hvor Michael Nyholm indkaldte til møde for interesserede i historiske billeder. Mødet blev holdt onsdagen efter borgermødet, og her mødte 14 mennesker op. Der blev ikke stiftet nogen forening, fordi man i første omgang blot ønskede at mødes som interessegruppe. Mødet, der blev holdt på Café Soffe, viste tydeligt, at billeder og historier fra de ‘gode, gamle dage’ i Bønnerup er ‘godt stof’.

Flere billeder cirkulerede allerede blandt de fremmødte, og der blev straks knyttet minder og anekdoter til dem om de mennesker og motiver, de forestiller. Niels Ole Dahl fortalte lidt om, hvordan foto og slægtsforskning kan kombineres. Flere deltagere bød ind med gode ideer, blandt andet om gruppens finansiering. For eksempel via udgivelse af en kalender med gamle billeder og en database og brugerbetaling ved commerciel brug. Men der blev også manet til besindighed. Nu gælder det først og fremmest om at komme i gang og så lade tingene udvikle sig fra bunden og efter behov. Det blev besluttet, at gruppen i fremtiden booker sig ind i Kulturcafeen. Første møde i det nye år har netop fundet sted, og her blev det bestemt at mødes næste gang 1. februar klokken 14 og derefter satse på at mødes hver 14. dag. Ved afslutningen af novembermødet var Café Soffe vært ved en kop kaffe med kager, det var værd at skrive hjem om med store ord og begejstring.

Fra det gamle Bønnerup: Det hvide hus i Lyngen, som Torben Jensen fortæller om i artikelen på side 10-11.


13

BØNNERUP NYT

Det årlige “Juletræ”. Første søndag i advent var der som sædvanlig “juletræ” for alle - ikke mindst for byens børn. Kim Schou spillede, og alle gik rundt om juletræet og sang de gamle, kendte sange og salmer. Lidt efter kom et par nisser og underholdt både børn og voksne, og den indendørs del af festen sluttede med, at nisserne ndelte godteposer ud til børnene. Da mørket fladt på, gik man ud for at se det smukke juletræ ved Bønneruphuset blive tændt.

Depot

Palle Pres har givet borgerforeningen lov til at bruge sit hus på Havet som depot for effekter til loppemarkedet. Mie Christensen siger, at foreningen er interesseret i ting, der er for gode til lossepladsen. Bare ring til Mie på 2018 4434. Loppemarkedet finder sted i juni.

Ny hjertestarter

‘Kunsten at Redde Liv’ har opsat en hjertestarter ved Bønneruphuset. Der var doneret et antal hjertestartere til Djursland, og Bønnerup var heldig at få en.

Handicaptoilet

Borgerforeningen er gået i gang med at etablere et handicaptoilet i Bønneruphuset. Samtidig udbygges skuret nord for huset, og køkkenet forbedres. Det kan endnu ikke siges, hvornår projektet er færdigt, og hvor længe og hvordan det vil påvirke udlejningen.

Yoga i Bønnerup

Den 8. januar startede et yogahold i Bønneruphuset. Kurset løber over 12 gange. Interesserede skal kontakte FOF-Djursland med hold nr. 25704.

Ældresagens jul

Den 3. december holdt ældresagen sit årlige julearrangement, denne gang i Bønneruphuset. Arrangementet var ellers henlagt til Kattegat, men blev altså flyttet til Bønneruphuset.

Medicin og Pakker

Recept-medicin kan afhentes i LokalBrugsen. Det samme gælder pakkepost.


14

SMÅNYT

Djurslands første oplevelsesplads

Det nye kajakhus på Trekanten ved Østre Mole.

BØNNERUP får Djurslands første oplevelsesplads. Femmøller den næste. Det markeres ved en officiel indvielse den 15. maj 2015 ved det nye vartegn i havnen. Det er Norddjurs og Syddjurs kommuner, der er gået sammen med Destination Djursland om at udvikle nogle regulære oplevelsespladser langs Djurslands Kyst. Oplevelsespladserne skal udvide mulighederne for kystferie og skabe nogle helt særlige rammer for aktivitetsog opholdsmuligheder. Under overskriften ‘Indtag Vandet’ har arkitektfirmaet ‘MAP Architects’ uarbejdet et idekatalog, som ved brug af genkendelighed i materiale og farvevalg og funktionelle løsninger giver et fleksibelt og alsidigt bud på konkrete faciliteter som for eksempel kajak- og badebroer, naturformidling, vartegn og kajakopbevaring.

I området ved Bønnerup Strand drejer det sig om at udvikle aktivitetsmuligheder som for eksempel naturformidling og vandsportsaktiviteter i og ved vandet og opstilling af et vartegn for denne Djurslands første oplevelsesplads. Det er blevet oplyst, at vartegnet skal vise det aktuelle vejr og oplysninger om badevandsforhold. Projekt Oplevelsespladser har foreløbig indrettet et kajak anlæg med indendørs-

opbevaring af kajakker og kajakudstyr. Fra kajakhuset fører en robust gangbro nd til vandet, hvor en rummelig landingsponton specielt konstrueret til kajakker er monteret. Gelænderet er desuden indrettet, så det kan anvendes som sliske ved søsætning. Klokkeslæt og nærmere oplysninger vedrørende indvielsen af Djurslands første oplevelsesplads bringes i næste nummer af BønnerupKontakten.

Landingspontonen, der er konstrueret specielt til kajakker.


SMÅNYT

Hjertestien bliver gjort tilgængelig

Det er især afsnittet i skellet mellem eng og skov vest (t.v.) for syvtallet, at Hjertestien skal renoveres.

DER HAR VÆRET en hel del vittigheder om, hvad Hjertestien i Bønnerup er beregnet til. Nogle mener, at navnet må henvise til en kærlighedsrute, mens andre hårdnakket hævder, at den skal stimulere hjerte og kredsløb rent fysisk – og fysisk som ‘helbred’. Den diskussion vil vi ikke indlade os på her på redaktionen, fordi begreber som for eksempel fysisk stimulerende kan læses og forstås, som man vil.

Det sidste nye om Bønnerups hjertesti, der er indtegnet på det nye Bønnerup-kort, er, at Hjerteforeningen nu er gået med i samarbejdet om stien. Foreningen stiller nemlig skilte til rådighed, så det er til at finde vej på motionsturen. Ingen af disse skilte viser vej til skjulesteder, hvor de mere stillesiddende hjerteaktiviteter kan dyrkes. Det er altså op på apostlenes heste - i gang eller løb eller på luftetur med rollatoren -

Bønnerupkontakten’s forsinkelse

Bønnerupskontaktens redaktion beklager meget den forsinkede udgivelse af dette nummer. Det er ene og alene den gamle redaktørs skyld. Han har været noget snurrevåren af svimmelhed, som også gik ud over tænkeren (noget med blod til hjernen). Efter mange undersøgelser, der ikke førte til andet

15 når stien om et par måneder er færdig. Men først skal dele af stien høvles af og tilføres ny belægning. Det gælder især afsnittet fra Koralvej og sydpå langs i skellet mellem skov og eng, hvor der i dag flere steder er næsten ufremkommeligt for motionister. Også det vestligste nord/ syd-gående afsnit af stien, hvor der på flere etaper er fare for at vride over på foden, bliver høvlet af og planeret. Hjertestien i Bønnerup er 5,4 kilometer lang, men fordi den passerer adskillige veje og andre stier, er det muligt at afkorte den efter behag. På den måde kan rollatorgående og andre friluftselskere med et mere adstadigt og velovervejet bevægelsesmønster deltage i fællesarrangementer ved at skyde genvej til mål. Hjertestien kan kombineres med længere ture mod enten Fjellerup eller Gjerrild Nordstrand, og man kan naturligvis ikke udelukke, at der undervejs kan opstå andre hjertestimulerende situationer, så stiens mere romantiske løfter eventuelt kan blive til virkelighed.

end udelukkelse af en række årsager, løste vor glimrende lægeklinik i Glesborg problemet. Det var såmænd bare var hold i nakken, som blev ordnet på stedet. Og så kan avisen udkomme. Lige nu arbejder vi på at sikre os imod gentagelse ved at andre tager over, når den gamle har forfald.


16

NYE BORGERE

Lene Christoffersen er flyttet ind på Færingegården i juli måned.

Mary Berg er den 1. august 2014 flyttet ind på Færingegården.

Lillian Chrestensen og Ronald Johansen er den 1. august 2014 flyttet ind på Granhegnet

Nanna K. Rasmussen er flyttet ind i lejligheden ved Brugsen

Else og Ingemann Knudsen er den 15. september 2014 flyttet ind på Åvangen

Annie Søndergaard er flyttet ind på Granhegnet den 1. oktober 2014

Sarita H. Poulsen og Allan W. Jensen er den 1. oktober 2014 flyttet ind i “Den gamle Piraten”

Brian Brizet er flyttet ind i “Den gamle Piraten” den 20. oktober 2014


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.