Evaluering af psykiatriske efteruddannelse by Yvonne Miller

Juni 2010

Evaluering af

Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter Psykiatrien i Region Nordjylland 1

CEPRA â&#x20AC;˘ Udvikling og innovation, UCN

Udarbejdelse af Evalueringsrapporten Tanja Miller, Videncenterleder CEPRA, Videncenter for Evaluering i Praksis Afdelingen for Udvikling og Innovation, University College Nordjylland Layout Yvonne MIller Kommunikationsmedarbejder, Udvikling og Innovation, UCN Juni 2011 Eftertryk er tilladt med kildeangivelse

Forord Videncenter for Evaluering i Praksis, UCN, takker social – og sundhedsassistent Benta Nielsen, uddannelseskoordinator Tove Pank og chefsygeplejerske Helle Jørgensen for et frugtbart og spændende samarbejde. Ligeledes en tak for engageret deltagelse i evalueringen til Lotte Meilstrup, FOA og Helene Skude Jensen, Danske Regioner. Men den største tak skal lyde til de afd. sygeplejersker og social – og sundhedsassistenter samt de patienter, der har brugt tid og kræfter på at stille op til interview og observationer. CEPRA er blevet rigtig godt modtaget alle steder. Afd. sygeplejersker: Lene Johanne Pedersen souschef Pia Kjærgaard souschef Marianne Krohn Vesterholt Charlotte Pingel Madsen Inger Gammelgaard Ilone Dolmer Thorleif Rasmussen Karin Risdal Christina Kornum Jørgen Korsgaard Irene Christensen Karin Bergh-Hansen Karin Fenger Madsen

Social – og sundhedsassistenter: Lene Bach Birgit Larsen Vibeke Nygaard Tony Henriksen Ann Ræbild Tina Kærvang Jensen Susanne Poulsen Kurt Pedersen Joan Jallow Susanne Rasmussen Anni Kjeldahl Mariann Pedersen Helle Larsen Gyda Kristensen Mette Andreasen Ingelise Lovmand

Indhold Forord 3 Resume 6 Anbefalinger 7 Indledning 8 Casestudie som strategi i denne undersøgelse Beskrivelse af efteruddannelsen

9 10

Evalueringsdesign 12 Programteorier

Evalueringsspørgsmål 14 Datagrundlag 14 Analysestrategi 15 Analyser på baggrund af interviews og observationer

Faglige kompetencer 20 Specialisering 31 Tværfagligt samarbejde 34 Dokumentation 36 Videndeling/forankring 40 Uddannelsens kvalitet

Konklusion 44 Implementering 46 Anbefalinger 46

Noter 47 Litteraturliste 47 Bilag 1. Interviewguide: socialog sundhedsassistenter

Bilag 2: Interviewguide afd. sygeplejersker

Bilag 3: Observationsguide social â&#x20AC;&#x201C; og sundhedsassistenter

Bilag 4: Samtaleguide med patienter

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Resume Evaluering af den kompetencegivende efteruddannelse for Social – og sundhedsassistenter er gennemført som en virkningsevaluering. Det vil sige, at evalueringen udtaler sig om, hvad der virker for hvem og under hvilke omstændigheder. Resultaterne er derfor ikke almene sandheder, men til gengæld er der skabt viden om både output og outcome af efteruddannelsen. Efteruddannelsens formål er: • at socialog sundhedsassistenten udbygger sin handlekompetence (den kompetence der skal til for at kunne handle enten nu eller i fremtiden). Handlekompetence består af viden om problemer, en holdning til problemer og en evne til at handle i forhold til problemer (Gabrielsen 1999) samt personlige og faglige kompetencer til at varetage klinisk psykiatrisk sygepleje i behandlingspsykiatrien i Region Nordjylland, • at socialog sundhedsassistenten uddyber sit kendskab til at indgå i det tværfaglige samarbejde, • at social – og sundhedsassistentens evne til at arbejde sundhedsfremmende, forebyggende, lindrende og rehabiliterende i psykiatrisk sygepleje styrkes, • at den enkelte socialog sundhedsassistent fordyber sig i det psykiatriske fagområde med henblik på at reflektere over problemstillinger i den kliniske psykiatriske sygepleje, • at social – og sundhedsassistenten tilegner sig viden om og forståelse for at arbejde metodisk og anvende problemløsningsmodellen. Evalueringens resultater viser, at formålet med efteruddannelsen til fulde er nået.

Afd. sygeplejersker

Social- og sundhedsassistenter

Resultater (output)

Kendskab til værktøjer som GAF, KRAM, psykoeducation

Kendskab til hvordan behandlingen foregår på andre afdelinger. Større faglig viden om psykofarmaka og psykopatologi. Større viden om somatiske sygdomme. Større viden om miljøterapi. Kendskab til sygeplejejournalen.

Effekter (outcome)

Bedre kompetencer i analyser og refleksion. Udviklet et mere professionelt forhold til patienter og til hvad patienter ”gør” ved dem. Er blevet mere bevidste om positionering i forhold til patienter og andet sundhedspersonale. Implementering af sygeplejejournal. Spredning af kendskab til forskellige redskaber i plejen i behandlingspsykiatrien.

Større personlig rummelighed. Mere professionelle møder med patienter. Større sikkerhed i egen faglighed. Bedre til analyse og refleksion og kan se meningen med dette. Bruge egne følelser i arbejdet som en del af det professionelle. Mentalisering som redskab til at forandre mødet med og kontakten til patienten. Bedre kommunikation med patienter i form af mere dialog. Identitet som ressource i forbindelse med implementering af sygeplejejournal.

Juni 2011

Her følger en opstilling af hovedresultaterne: Som en del af evalueringen blev der afholdt et dialogmøde mellem afd.sygeplejersker, social – og sundhedsassistenter og CEPRA med henblik på at validere evalueringen og få yderligere ideer til, hvordan implementeringen af læringsudbyttet kan styrkes generelt og på hver afdeling. På mødet blev hovedkonklusionen angående implementering forstået som kompetencer, der bæres ind på afdelingen via socialog sundhedsassistenten, bekræftet. Det blev også tydeligt, at de afdelinger, hvor afd. sygeplejersken aktivt har uddelegeret ansvar som fx tovholder for implementeringen af den nye sygehusjournal, er de nyerhvervede kompetencer trådt mere i karakter og er blevet brugt af hele afdelingen. Også ansvar for undervisning af patienter eller kolleger skal nævnes i den forbindelse. Dialogmødet pegede på, at følgende initiativer kan styrke implementeringen: • lederopbakning generelt • samarbejde mellem modulerne mellem socialog sundhedsassistenter angående anvendelse af læring i afdelingen • hjælp til at holde et vedvarende fokus på læringen • fremtidsværksted som udgjorde afslutning på uddannelse skulle være bedre koordineret med årshjul på afdelingen og bedre koordineret med strategi i behandlingspsykiatrien • at der afsættes tid specifikt til at arbejde i praksis med læringsudbytte • at funktionsbeskrivelsen bliver en aktiv medspiller i implementeringen.

Anbefalinger 1. At efteruddannelse struktureres med perioder til anvendelse af læring i praksis mellem moduler. 2. At der sker en klar forventningsafstemning mellem afdelingen/ledelse og kursister før efteruddannelse angående udbytte og funktion. 3. At der udarbejdes en implementeringsplan generelt og på hver afdeling i et samarbejde mellem parterne i forbindelse med efteruddannelse

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Indledning Region Nordjylland og Foa i Aalborg har i 2010 samarbejdet om at udvikle og gennemføre et kompetenceløft for 18 social – og sundhedsassistenter ansat i Behandlingspsykiatrien i Region Nordjylland. Baggrunden herfor er et ønske om at skabe et efteruddannelsestilbud til socialog sundhedsassistenter, som i høj grad matcher mission, værdier og visioner i psykiatrien i Nordjylland. Med uddannelseskoordinator Tove Panks formulering: Hvordan kvalificerer vi en medarbejdergruppe til at varetage deres opgave på et solidt og mere teoretisk funderet niveau? (Interview 1). Dertil kommer, at sundhedsvæsenet gennemgår en rivende udvikling, som betyder, at sundhedspersonalet står overfor nye opgaver, der stiller øgede krav til deres faglige kompetencer. Dette gælder ikke mindst socialog sundhedsassistenternes efteruddannelse indenfor behandlings-psykiatrien. Derfor er der interesse for at undersøge, hvilke udfordringer social – og sundhedsassistenter oplever, når de nye kompetencer omsættes i en praksis på psykiatriske afdelinger og i distriktspsykiatrien (Notat nr. 09/582). Evalueringen er en del af et projekt gennemført i et samarbejde mellem Danske Regioner, FOA og Region Nordjylland og består af to dele. Delprojekt 1 drejer sig om at afdække, hvilke efter- og videreuddannelsestilbud der efterspørges og benyttes i regionerne, og hvilke barrierer der kan konstateres i forhold til, at regionerne anvender de formelle uddannelsestilbud. Delprojekt 2 – som er den nærværende evaluering – er at betragte som en case i den sammenhæng. Ved at dokumentere og evaluere kvalitet og udbytte af et bestemt uddannelsestilbud kan der måske udledes mere generelle konklusioner om efterspørgsel ved at sammenholde konklusioner fra delprojekterne. Som det vil fremgå af beskrivelsen af evalueringsdesignet, er der her fokus på udfordringer med og muligheder for at praktisere de nye kompetencer, der er erhvervet gennem deltagelse i efteruddannelsesforløbet, sådan som afd. sygeplejersker og social – og sundhedsassistenterne oplever og vurderer det. Delprojekt 2 er formuleret således: Formålet med projektets anden del er at opnå viden om udfordringer og barrierer for den efter og videreuddannelse socialog sundhedsassistents praktisering af nye kompetencer. Der sættes fokus på, hvordan de nytilegnede færdigheder spiller sammen med de øvrige sundhedsprofessionelles opgaveområder og indvirker på opgave- og ansvarsfordeling mellem personalegrupperne (Notat 09/582 s.2).

Juni 2011

Casestudie som strategi i denne undersøgelse Denne undersøgelse er et casestudie (casestudy). Casestudier er skabende og systematiske undersøgelser af konkrete fænomener med det formål at opnå detaljeret viden om disse fænomener (Flyvbjerg, 1991a). Casestudiet har meget at give praksis, og er en strategi, der er optaget af at forstå praksis og den enkelte, som agerer i en given praksis. Casestudier kan defineres ud fra flere forskellige teoretikere - i denne undersøgelse anvender vi følgende definition: Casestudiet er en strategi til empirisk udforskning af et udvalgt nutidigt fænomen i sin naturlige sammenhæng ved anvendelse af forskellige datakilder, der kan anvendes i bevisførelse (Robson, 2002). Ovenstående definition betyder, at vi i denne evaluering med casestudiestrategien vælger at undersøge et eller flere udvalgte fænomener, som de foregår i den ”virkelige” verden. I den ”virkelige” verden har vi ikke kontrol over de mange variable, der kan være på spil, og vi har derfor ikke mulighed for at sikre os, at fænomenerne er statistisk repræsentative, hvorfor et casestudie er et godt valg til denne type undersøgelse. Casestudiet er endvidere optaget af at besvare ”hvordan” og ”hvorfor” spørgsmål og kan desuden give detaljeret viden om individuelle variationer i denne evaluering. Et casestudie perspektiv til denne undersøgelse er velegnet til at indfange den type af viden, som ønskes i denne evaluering, af følgende grunde: Et casestudie er en empirisk undersøgelse, hvor konklusionerne drages på grundlag af ”data”, og hvor casestudiet studerer, hvilke hændelser der faktisk finder sted, og hvad de fører med sig – eller hvilke virkninger de afstedkommer. Casestudiet er studiet af udvalgte fænomener, hvor man kan interessere sig for flere typer af fænomener – fx systemer, forløb og personer. Denne evaluering indeholder primært et fokus på fænomenerne forløb og personer. I casestudiet leder vi efter dokumentation for, hvad der faktisk foregår, og da casestudiet kan have svært ved at udtale sig om, hvorvidt konklusioner og argumentationer gælder for andre fænomener end det undersøgte, bygger denne evaluering på at undersøge, hvorvidt evalueringsresultaterne understøtter eller svækker bestemte teorier om fænomenerne. I denne evaluering fremstilles teorierne gennem de 3 programteorier, der indeholder antagelser om de fænomener, man gerne vil evaluere virkningen/resultatet af og gennem de teoretiske begreber, der anvendes i analysestrategien.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Beskrivelse af efteruddannelsen Efteruddannelsen er sammensat af fire moduler, der på hver sin måde beskæftiger sig med pleje af og omsorg for psykiatriske patienter. De fire moduler har overskrifterne psykopatologi, psykofarmakologi, behandlings -og plejerettede aktiviteter og relationer. Efteruddannelsen varer i alt 10 uger inklusiv afslutning og evaluering og blev gennemført i en periode på 10 måneder. Som en del af hvert modul arbejdede socialog sundhedsassistenterne med opgaver på egen afdeling med den hensigt at skabe en anvendelsesorienteret sammenhæng mellem teori og praksis. Modul 1 Uge 38, 39

Modul 2 Uge 48, 49, 50

Modul 3 Uge 9, 10, 11

Modul 4 Uge 21, 22

Introduktion, Miljøterapi og re- Miljøterapi og Relationer psykopatologi og lationer relationer Afslutning/evaluering psykofarmakologi Figur 1: Struktur fra beskrivelse af efteruddannelsen v/Anne Smalby, KUC Af figuren fremgår det, at Miljøterapi og relationer er højt prioriterede faglige områder i efteruddannelsen. Undervisningen blev delvist varetaget af eksperter inden for forskellige fagområder, mens ledelsen af undervisningen og læringsprocesserne mellem undervisningsgangene blev varetaget løbende af en underviser. Deltagerne evaluerede tilbuddet løbende og afslutningsvis. Bortset fra enkelte kritiske røster om sværhedsgraden af teksterne i begyndelsen af uddannelsen har deltagerne været meget tilfredse og glade for undervisningen (Anne Smalby, interview 1). CEPRA har ikke foretaget en særskilt undervisningsevaluering, men social – og sundhedsassistenterne fik lejlighed til at forholde sig til kvaliteten og relevansen af undervisningen i kvalitative interviews.1 Formålet med efteruddannelsen er: • at socialog sundhedsassistenten udbygger sin handlekompetence (den kompetence der skal til for at kunne handle enten nu eller i fremtiden). Handlekompetencer består af viden om problemer, en holdning til problemer og en evne til at handle i forhold til problemer samt sin personlige og faglige kompetencer til at varetage klinisk psykiatrisk sygepleje i behandlingspsykiatrien i Region Nordjylland, • at socialog sundhedsassistenten uddyber sit kendskab til at indgå i det tværfaglige samarbejde, • at social – og sundhedsassistentens evne til at arbejde sundhedsfremmende, forebyggende, lindrende og rehabiliterende i psykiatrisk sygepleje styrkes, • at den enkelte socialog sundhedsassistent fordyber sig i det psykiatriske fagområde med henblik på at reflektere over problemstillinger i den kliniske psykiatriske sygepleje, • at social – og sundhedsassistenten tilegner sig viden om og forståelse for at arbejde metodisk og anvende problemløsningsmodellen. 10

Juni 2011

Efteruddannelsen er kompetencegivende på den måde, at et uddannelsesbevis og en drøftelse med afd. sygeplejersken udgør forudsætninger for at kunne varetage selvstændige opgaver som: • at varetage kontaktpersonfunktionen selvstændigt i komplekse behandlingsog plejeforløb, • at administrere medicin – også PN medicin og i akutte situationer (ikke injektioner), • at planlægge, koordinere og udføre patientrettede aktiviteter ifølge politik for aktiviteter for dag- og døgnindlagte patienter (2008), • at varetage ansvarshavende funktionen aften, nat og evt. weekends, • at kunne indgå i opsøgende psykoseteam, • at medvirke til implementering af kliniske retningslinjer, • at tilrettelægge og udføre sundhedsfremmende, forebyggende, lindrende og rehabiliterende psykiatrisk sygepleje, • at varetage patientens sikkerhed, • at varetage pårørendesamarbejde, • at være ansvarlig for udarbejdelse af plejeplan. 18 socialog sundhedsassistenter gennemførte efteruddannelsen. Alle var udpeget af afd. sygeplejersken på baggrund af løst formulerede kriterier som dygtighed, ansvarlighed, omstillingsparathed og ikke mindst engagement. Som en konsekvens af efteruddannelsen er der udarbejdet en særlig funktionsbeskrivelse for de socialog sundhedsassistenter, der har gennemført uddannelsen.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Evalueringsdesign Videncenter for Evaluering i Praksis, CEPRA, UCN har med afsæt i formålet med evalueringen udarbejdet et design, som er inspireret af virkningsevaluering som metode. Virkningsevaluering (realistic evaluation) kan generere viden om, hvad der virker for hvem under hvilke omstændigheder, og udtaler sig på den måde om effekt og ikke bare resultater. I dette tilfælde drejer det sig om, hvilke måder de nytilegnede færdigheder viser sig i opgaveløsningen både i form af handlekompetence og i anderledes måder at arbejde med problemstillinger på i hverdagen, herunder et særligt fokus på samarbejdsrelationer med andre personalegrupper. En konkret virkningsevaluering bygger på viden om, hvilke hypoteser en given indsats (program) kan tænkes at have for en given problemstilling. Disse hypoteser kaldes programteori/forandringsteori, og disse underbygges med afsæt i både teoretisk og praktisk viden. Programteorierne danner dernæst baggrund for udformningen af det/de konkrete evalueringsspørgsmål og beslutninger om, hvilke data evalueringen med fordel kan betjene sig af. Desuden er det intentionen, at resultater af evalueringen skal give mening for de implicerede. Derfor er evalueringsprocessen planlagt med to runder af respons fra henholdsvis opdragsgiverne og medarbejdergruppen af afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter. Ved at gøre evalueringen til en proces, hvor evalueringsresultater gøres til genstand for drøftelse som en del af evalueringen, er håbet, at evalueringens resultater vil blive bragt i spil i større dele af organisationen.

Juni 2011

Programteorier Projektet betjener sig af flere programteorier.

• • • •

efteruddanelse 4 moduler eksperter Evidensbaseret

• • • • •

faglige kompetencer tværfaglighed dokumentation specialisering større bredde i kendskab til redskaber i sygepleje

•

mere sikkerhed i mødet med

•

patient mere sikkerhed i mødet med andre faggrupper

•

dokumentation fører til større indsigt

• •

patient trivsel viden om efteruddannelsens kvalitet

Figur 2: Virkningsevaluering Programteori 1 Det antages, at deltagelse i og gennemførelse af efteruddannelsens fire moduler a) Psykopatologi og psykofarmakologi, b) Miljøterapi og relation, c) Miljøterapi og relation samt d) Relation og evaluering vil styrke deltagende socialog sundhedsassistenters kompetencer i kvalificeret prioritering af indsatsen til en given patientgruppe med afsæt i særlig vægt på iagttagelse og vurdering af patientens mulighed for at indgå i en relation med patienter (Beskrivelse af uddannelsesforløb samt litteraturliste). Programteori 2 Det antages, at socialog sundhedsassistenter efter afsluttet efteruddannelse vil være i stand til at indgå i drøftelse af arbejdsopgaver indenfor funktionsbeskriv-

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

elsen for socialog sundhedsassistenter på et mere solidt grundlag og med større selvstændigt ansvar (Funktionsbeskrivelse). Programteori 3: Efteruddannelsen understøtter socialog sundhedsassistenters åbenhed for og kompetence i at indgå i tværfagligt samarbejde samt udføre systematisk dokumentation og samarbejde med pårørende. Efteruddannelsens fokus på styrkelse af faglig viden om psykopatologi, psykofarmakologi, relationskompetencer samt færdigheder i refleksion og analyser konkret i forhold til opgavevaretagelse ligger som en teoretisk præmis i alle tre programteorier. Som det fremgår af figuren, er der i programteorierne fokus på sammenhænge mellem input og output, hvorfor en teoridreven analyse af datamaterialet er nødvendig for at kunne udtale sig om outcome. Til undersøgelse af outcome anvendes ligeledes patientinterviews og observationer.

Evalueringsspørgsmål Hvilke udfordringer og barrierer kan iagttages på individ- og afdelingsniveau med hensyn til praktisk omslag af nytilegnede færdigheder og forståelse • for relationers betydning • for betydningen af at udvikle en analyserende og reflekterende tilgang til opgavevaretagelse • for større selvstændigt ansvar • for at kvalificere samarbejdsrelationer Sådan at patienterne bliver mødt med viden om og kompetencer i forebyggelse, sundhedsfremmende, lindrende og rehabiliterende psykiatrisk sygepleje?

Datagrundlag For at besvare evalueringsspørgsmålet med afsæt i programteorierne vil følgende datakilder blive anvendt systematisk: 1. Interviews med uddannelseskoordinator Tove Pank og Anne Smalby, KUC, med henblik på at konkretisere projektets programteorier samt at få viden om teorigrundlag. Udgangspunktet er bilag 1 (Beskrivelse af uddannelsesforløbet). 2. Undervisningsevaluering af efteruddannelsen v/ Anne Smalby. 3. Projektdata: Funktionsbeskrivelse, sygeplejejournalen, beskrivelse af undervisningsforløb m.m. 4. Semistrukturerede interviews med kursisterne med henblik på at få systematiseret viden om, hvordan kursisterne vurderer udbyttet af efteruddannelsen set i forhold til de opstillede programteorier. 5. Interviews med afd. sygeplejersker på de involverede afdelinger med henblik på at få deres vurdering af udbyttet og hjælp til afgrænsning af, hvilke obser-

Juni 2011

vationer evalueringen skal indeholde. 6. Observationer af socialog sundhedsassistenter på arbejde. Udvælgelsen af situationer sker med afsæt i programteorierne. 7. Interviews med udvalgte patienter: Hvordan oplever patienten relationen og plejen fra socialog sundhedsassistenten? Dataindsamlingen er sket i den rækkefølge, som den her er listet. Interviewguide til afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter er udarbejdet med afsæt i interview med Tove Pank og Anne Smalby, som har stået for skabelse, tilrettelæggelse og gennemførelse af efteruddannelsen. Kvalitative data – metodiske refleksioner Interviewet med Tove Pank og Anne Smalby gav et mere konkret billede af, hvad der er blevet lagt vægt på i uddannelsen og af undervisningens didaktik. Interviewene er tematiserede - uafhængigt af aktørgruppe – ved hjælp af de fire moduler i uddannelsen. Med begrundelser og beskrivelser af indhold og form på modulerne skete der en konkretisering af programteorierne, som førte til to nye interviewguides til både afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter. På den måde kom vi i dybden med de skriftlige beskrivelser af efteruddannelsen og kunne bruge pointer herfra til at stille mere præcise spørgsmål om: 1. Hvad har du lært? 2. Hvordan er det at anvende din nye viden i praksis? Idet vi nu havde en viden om, hvad det var hensigten, at socialog sundhedsassistenterne skulle lære, både ved at få kendskab til indholdet, men også til hvordan undervisningen var foregået på. På den måde blev beskrivelser af læringsmål uddybet og derfor mere egnede til at kunne forholde til læringsudbytte. Med hensyn til afd. sygeplejerskerne var det vigtigt at få viden om deres udvælgelseskriterier samt få deres vurderinger af, hvordan efteruddannelsen har sat sit spor hos socialog sundhedsassistenten samt i hele afdelingen. Interviewene med afd. sygeplejerskerne blev gennemført før interview og observationer af socialog sundhedsassistenter, da afdelingssygeplejerskens vurderinger af udbytte af efteruddannelsen da kunne bringes i spil i interviewet med socialog sundhedsassistenterne.

Analysestrategi Hvordan kan vi anvende interviews fra patienter og to forskellige medarbejdergrupper, samt observationer af socialog sundhedsassistenten på arbejde til at vurdere efteruddannelsens effekt for og i praksis? En forudsætning herfor er at kunne analysere datamængderne systematisk ved

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

at anvende et analyseberedskab. Et redskab er her beskrivelser af efteruddannelsens formål og mål samt beskrivelser af indhold og form på de fire moduler i uddannelsen. Spørgsmålet til datamængden er: Hvordan afspejler formål med uddannelsen sig i vurderinger af udbyttet? Men for at kunne komme mere i dybden og få mulighed for at vurdere om efteruddannelsen har skabt en ny praksis, er det nødvendigt med yderligere analyseredskaber. Disse er begreberne handlekompetence, praksis og læring. Dertil kommer definitioner af specialisering og tværfaglighed. Dokumentation er også et væsentligt mål for uddannelsen, og analysen gør brug af den opfattelse af evaluering, som Region Nord praktiserer. Implementeringsprocessen med at få en ny sygeplejejournal til at fungere fylder meget i materialet, men også andre redskaber omtales. Handlekompetencebegrebet giver en mulighed for kodning af data, idet handlekompetencer per definition er ensbetydende med at en forøgelse2 af læring er ensbetydende med, at efteruddannelsen har sat sig spor i praksis. Handlekompetencer kan udvides gennem mere viden om problemer og gennem dannelse af holdning til problemer samt som en evne til at handle i forhold til problemer (Gabrielsen 1999). Kodningen af interviewdata og observationsnoter har fokus på disse tre sider af handlekompetence; mere viden om, holdningsændringer og evne til at handle i forhold til problemer. Yderligere kan det pointeres, at der også kan nuanceres mellem handling nu og i fremtiden. Det betyder, at når en respondent fortæller om noget, hun agter at gøre i fremtiden, er dette også at betragte som en udvidelse af handlekompetencen. Praksis er et væsentligt begreb, da undersøgelsen tager sigte på at vurdere efteruddannelsens betydning for og i praksis. Etienne Wenger har udviklet en optik til at forstå praksis. Noget er en praksis i det øjeblik, at der kan konstateres en dualitet mellem deltagelse og tingsliggørelse, og disse indgår i en udveksling med hinanden (Wenger 2006). Et GAF – scoringsskema er en formular og dermed i sig selv en tom tingsliggørelse. Deltager socialog sundhedsassistenten i en proces, hvor observationer af og samtale med en patient betyder, at formularen kan udfyldes, findes der en dualitet mellem tingsliggørelse og deltagelse. Wenger har påvist, at tingsliggørelse uden deltagelse får praksis til at stivne og ophøre med at give mening. Hvis social – og sundhedsassistenten har kendskab til GAF, men ikke bruger den, ville det være et eksempel på tingsliggørelse uden deltagelse. Social - og sundhedsassistenten ville ikke kunne udvikle praksis i en sådan situation. Hvis socialog sundhedsassistenten derimod bliver fortrolig med at udfylde og tolke GAF scoringer, vil formularen (tingsliggørelsen) via deltagelse udvikle praksis. I en analyse er det derfor muligt at kode data således, at der, hvor der kan konstateres en udveksling mellem deltagelse og tingsliggørelse, er der tale om en praksis i udvikling og dermed at efteruddannelsen har en effekt i og for praksis.

Juni 2011

Figur 3: Med inspiration fra Wenger Læring. For at kunne påvise at der er sket læring, er det ønskeligt med en nærmere definition af begrebet. Her anvendes Etienne Wengers forståelse af læring, da den er bred og omfatter både formelle og uformelle læringsrum. De uformelle læringsrum i denne kontekst er først og fremmest afdelingerne og det hold af socialog sundhedsassistenter, der var sammen i ti uger. Læring omfatter både meningstilskrivninger, identitetsudvikling, tilhørsforhold i fællesskabet samt praksis, der her henviser til et gensidigt engagement i handling. Desuden arbejder Wenger med læring i praksisfællesskaber, hvor den enkeltes deltagerbane i de fleste tilfælde også er en læringsbane. Denne forståelse af læring giver mulighed for at iagttage den lærende organisation som muligheder for at mødes og udveksle viden og dermed skabe ny viden. Dette berører især spørgsmålet om, hvorvidt efteruddannelsen har betydet læring for hele afdelingen, og spørgsmålet om, hvorvidt efteruddannelsen har kvalificeret det tværfaglige samarbejde.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

For analysestrategien betyder det, at data kodes ved at identificere udsagn om lĂŚring i disse forskellige betydninger.

Figur 4: LĂŚringens dimensioner

Juni 2011

Specialisering I indledende samtaler med chefsygeplejerske Helle Jørgensen og klinisk udviklingskoordinator Tove Pank blev den stigende specialisering inden for behandlingspsykiatrien fremført som et af argumenterne for gennemførelse af efteruddannelse målrettet socialog sundhedsassistenter3. Specialisering er ikke et entydigt begreb, men grundlæggende betyder det en dygtiggørelse inden for et bestemt område. Specialiseringen afgrænser noget fra en større helhed. Specialisering i sundhedsvæsenet favner både en faglig og en organisatorisk dimension. Specialiseringen kan udspringe af en diagnostisk logik eller en behandlingsfaglig tilgang. Den organisatoriske specialisering vedrører organiseringen på arbejdspladsen og den organisationsstruktur, der skabes, når der fx oprettes et særligt sengeafsnit. Da disse dimensioner i praksis er vævet ind i hinanden, er det interessante for vores undersøgelse, om specialiseringen betyder nye kompetencekrav til medarbejderne både i form af mere viden i dybden (det specielle) og i bredden (det almene). Endelig kan det fremføres, at behandlingspsykiatrien i sig selv er specialisering . Tværfagligt samarbejde Et at de centrale mål for efteruddannelsen var at styrke deltagernes kompetencer i at deltage i det tværfaglige samarbejde. Lauvås og Lauvås (2006) har givet et bud på en præcisering. Den mest enkle udgave af tværfaglighed handler om at skaffe sig viden om et område ved at hente kundskaber fra mange forskellige fagområder og dermed konstituere en ny viden. Tværfaglighed kommer også til udtryk som en samarbejdsrelation, og her kan det dreje sig om at forskellige fagprofessioner arbejder sammen – interprofessionelt samarbejde. Det kan også dreje sig om, at personer med forskellige erfaringer i den samme fagprofession samarbejder – her kaldes det intraprofessionelt samarbejde. I datamaterialet er der eksempler på begge dele4.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Analyser på baggrund af interviews og observationer Denne evaluering er en såkaldt dækkende evaluering, hvilket betyder at alle 145 implicerede afd. sygeplejersker og alle 18 socialog sundhedsassistenter er blevet interviewet. Hovedparten af socialog sundhedsassistenterne er blevet observeret, mens de arbejder. Interviewene er tematiserede således, at temaerne matcher programteorierne. Temaerne fungerer samtidig som grundstruktur i analysen og formidling af resultater.

Figur 5: Temaer i interview, observationer og analyse

Faglige kompetencer I programteori 1 er hypotesen, at deltagelse i og gennemførelse af efteruddannelsens fire moduler a) Psykopatologi og psykofarmakologi, b) Miljøterapi og relation, c) Miljøterapi og relation samt d) relation og evaluering vil styrke deltagende socialog sundhedsassistenters kompetencer i kvalificeret prioritering af indsatsen til en given patientgruppe med afsæt i iagttagelse og vurdering af patientens mulighed for at indgå i en relation på baggrund af vurdering af aktuel sygdom. Resultater af interviews med afdelingssygeplejersker angående faglige kompetencer Spørgsmålet til afdelingssygeplejersker lyder: Hvad kan social – og sundhedsassistenter gøre bedre eller mere af efter uddannelsen i forhold til arbejdet generelt i afdelingen og i forhold til patienterne? (Interviewguide 1, bilag1).

Juni 2011

Analyse med afsæt i formål med uddannelsen En nærmere analyse af udsagnene med afsæt i beskrivelserne af formål med uddannelsen peger på flere vigtige områder, hvor uddannelsen, ifølge afdelingslederne, har gjort en forskel. Der peges utvetydigt på, at socialog sundhedsassistenterne har forøgede kompetencer i refleksion og analyse. Det vil sige at de er blevet bedre til problemidentifikation og til gennem analyse komme frem til mere helhedsprægede løsninger – kompetencer der også giver adgang til mere sparring med kollegaer og andre faggrupper. En forudsætning herfor er tilegnelse af fagets termer, hvilket også gennemgående udpeges som et markant resultat af uddannelsen. På det rent faglige plan træder viden om psykopatologi frem sammen med viden om somatiske lidelser – især diabetes. Den forøgede viden om psykopatologi har især betydning for socialog sundhedsassistenternes tilgang til bestemte patientgrupper. Her fremhæves personlighedsforstyrrede som en særlig vanskelig gruppe, der nu bedre kan mødes med forståelse og rummelighed. Redskaberne er mentalisering og objektivering af patientens adfærd. Med andre ord opleves socialog sundhedsassistenterne mere rummelige og anerkendende. Færdigheder i observation og anvendelse af GAF scoringer fremhæves ligeledes som resultater, hvilket kan kategoriseres som grundlæggende kompetencer i behandlingspsykiatrien. Der er en overvejende holdning blandt afd. sygeplejerskerne til, at socialog sundhedshjælperne også før efteruddannelsen havde gode relationskompetencer og en stor forståelse for vigtigheden af opbygning af relation til patienter, men de fremhæver dog det som positivt, at socialog sundhedsassistenterne nu har fået mere teori bag denne tilgang til patienter og pleje. Det andet aspekt af uddannelsen, der tillægges stor vægt hos afdelingslederne, er psykoeducation. Dette knytter sig til formålet om sundhedsfremme, forebyggelse, lindring og rehabilitering og elementer, herfra dukker op som en del af en ny praksis. Afd. sygeplejerskerne er alle inde på, at udsynet til, hvad socialog sundhedsassistenten har med sig af fagligt udbytte, begrænses af strukturelle forhold. Fx af natte- og weekendvagter og andre forhold, som betyder, at afdelingslederen ikke er så tæt på socialog sundhedsassistenterne. Morgenmøder, konferencer og forskellige andre fora omtales som de steder, hvor observationer af forandringer har fundet sted. Blandt andet derfor er det bemærkelsesværdigt, at socialog sundhedsassistenternes personlige udvikling som en effekt af efteruddannelsen har været så synlig for afdelingslederne. Udsagn som er blevet bedre til at afgrænse sig selv i forhold til patienten, er blevet bedre til at modtage feedback, er blevet mere undrende, er blevet mere bevidste om egen andel i en relation, mere åbne overfor, at patienter påvirker dem, til at sige til og fra, til at rumme flere af patientens følelser og bedre til at sortere og til anerkendelse. Udsagn, der alle peger på en personlig professionel udvikling. 21

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Analyse med afsæt i handlekompetence, praksis og læring Handlekompetencen som evne til at handle i forhold til problemstillinger fylder mest i interview med afd. sygeplejerskerne. Handlekompetencer i form af at være bedre til analyse, refleksion, opbygge relationer, undervise patienter, motivere patienter, vise rummelighed, at sortere og bedre til at forklare sig og til at forklare forhold om patienter til andre fagprofessionelle. Handlekompetence som viden om forekommer også – her peges på viden om miljøterapi, kognitive redskaber, psykoeducation, KRAM faktorer, søvnvaner, søvnhygiejne, den danske kvalitetsmodel, mentalisering og psykofarmakologi. Handlekompetence som holdning viser sig i forholdet til arbejdet ved større åbenhed overfor at blive korrigeret og gerne ville lære. Holdningen til teori som en vigtig del af grundlaget for arbejdet nævnes samtidig med, at holdningen til at bruge faglige termer har ændret sig mod en større accept og lyst til at gøre det. Praksis: Angående praksis er der eksempler på, at dualitet mellem deltagelse og tingsliggørelse er til stede på en ny måde: I stedet for at efterspørge rammer så efterspørger hun redskaber i rammer. Fortolkes citatet med afsæt i begreberne, betyder det, at før efteruddannelsen har denne socialog sundhedsassistent været optaget af rammer – men uden egentligt at forstå eller have behov for at forstå, hvorfor de er/var der. Nu ønsker hun deltagelse, og derfor efterspørger hun og putter redskaber i rammerne. Dermed er der skabt en udveksling mellem tingsliggørelsen (rammerne) og deltagelsen (redskaberne). Et andet eksempel er anvendelse af GAF- scoring, som jo først, når det anvendes, giver mening og dermed ændrer praksis. Angående læring fylder identitetsudviklingen mest. Et eksempel herpå er: lidt mere eftertænksomhed – der er kommet lidt mere ro på og mere sikkerhed. Læring som identitetsudvikling rummer alle de udsagn, vi traditionelt kategoriserer som personlig udvikling som konsekvens af læring. Et andet eksempel er: bedre til at afgrænse sig selv i forhold til patientens problemer … rummer patientens problemer uden at gøre dem til sine egne. Identitetsudviklingen sker i en løbende tilblivelsesproces, og derfor kan udsagn som disse vidne om ændringer i praksis, selvom de væsentligste ændringer er sket i eller med personen. Læring som fællesskab eller gennem tilhørsforhold forekommer også i materialet. Eksempler herpå er: Hun har udviklet sig fra at kunne se på den enkelte patient til at kunne se nogle mønstre i plejeformen. Se lidt mere overordnet på det … meget selvstændig og god til at lære patienterne noget gennem psykoeducation,

Juni 2011

så patienten bedre kan håndtere sine ting. Begge er eksempler på, at socialog sundhedsassistenter har positioneret sig på en ny måde i forhold til opgave og til brugergruppen. Læring som mening knytter sig til erfaring, og der er i materialet mange udsagn, der peger på, at netop fordi denne specifikke gruppe af socialog sundhedsassistenter er erfarne, får de et stort udbytte af efteruddannelsen. På den anden side er der også mange udsagn om, at socialog sundhedsassistenterne ikke som sådan har lært noget nyt – de er bare blevet bedre til det, de kunne. Sådan et udsagn fortolkes som læring i denne analyse, da erfaringer tilføres yderlige mening i læreprocessen. Resultater af interviews med socialog sundhedsassistenterne angående faglige kompetencer Spørgsmålet til socialog sundhedsassistenterne lyder: Hvad kan socialog sundhedsassistenter gøre bedre eller mere af efter uddannelsen i forhold til arbejdet generelt i afdelingen og i forhold til patienterne? (Interviewguide 2, bilag2). Analyse med afsæt i formålet med uddannelsen En nærmere analyse af udsagnene med afsæt i beskrivelserne af formål med uddannelsen peger på flere vigtige områder, hvor uddannelsen, ifølge socialog sundhedsassistenterne, har gjort en forskel. Generelt er svarene på, hvad udbyttet af uddannelsen er, meget præcise og nuancerede. Fokuseres der snævert på formålet afspejling i svarene, er der to fagområder, der træder meget tydeligt frem. Det ene er psykofarmakologi, og det andet er psykopatologi. At få del i den nyeste viden på disse områder er blevet værdsat og har skabt refleksion i forhold til, hvordan den enkelte socialog sundhedsassistent hidtil har betragtet bestemte sygdomme. Angående psykofarmakologien handler det mest om at have fået større viden om bivirkninger og bedre redskaber til observationer. Især har viden om og forståelse for personlighedsforstyrrede betydet udvikling af nye måder at møde denne patientgruppe på. Følgende udsagn dækker det væsentligste formål med efteruddannelsen: Vi er blevet bedre til det, vi kunne i forvejen med meget mere teori på et meget højere niveau. Der er stor opmærksomhed på, at brugen af fagtermer er blevet en mere naturlig del af hverdagen, og at grundlæggende redskaber som observation og dialogiske samtaler er vigtige redskaber. Dette sammenholdt med det større fokus på psykoeducation peger entydigt på opnåelse af formålet med planlægning af sundhedsfremmende, forebyggende, lindrende og rehabiliterende psykiatrisk sygepleje. Angående at opnå viden om og forståelse for at arbejde metodisk og anvende problemløsningsmodellen er det tydeligt, at værktøjer som sygeplejejournalen, SMART og GAF-scoringsskemaer opfattes som artefakter, der kan anvendes i en sådan tilrettelæggelse af arbejdet. 23

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Analyse med afsæt i handlingskompetence, praksis og læring Handlekompetence som evne til at handle på nye måder er det altovervejende fund i materialet. Der er to vigtige faglige begreber, der for alvor har rykket. Det ene er mentalisering, og det andet er relationers betydning. Mentaliseringen knyttes sammen med forståelse af specielt personlighedsforstyrrede, og i den forbindelse fortælles der om, hvordan denne nye viden har betydet større rummelighed og større tålmodighed i forhold til denne patientgruppe. Relationer knyttes sammen med højere bevidsthed om, at relationen til patienten er afgørende for, hvordan forskellige personaler ser på patienten, afhængig af netop relationen. Men også stor opmærksomhed på, at relationen skal opbygges gennem dialog og bygge på vurderinger af, hvor patienten er henne. Fx: blevet bedre til at bruge egne følelser som redskab – hvis jeg fx bliver vred over en brudt aftale, ved jeg, at nu har jeg tabt mentaliseringen og sat patienten over i normalbegrebet – og - mentalisering er vigtig, da det ikke at kunne læse sine medmennesker er en del af personlighedsforstyrrelsen – når barnet ikke bliver læst, så lærer det heller ikke at læse eller korrigere eller afstemme. Her følger jeg stemningsmæssigt patienten, samtidig med at jeg trækker en lille smule ned i tempo – så stemningen ikke sådan ændres – bum. Et andet eksempel er: Jeg har lært at tage udgangspunkt i patienten – deres sygdom og symptomer - og bygger lidt på hver dag gennem samtale og kontakt. Der er også eksempler på mere konkrete handlinger så som: er blevet bedre til at inddrage patienten – lade være med at snakke til ham, men mere med ham – og - blevet bedre til kort og overskueligt at give patientens symptomer videre. Der er også eksempler på handling som holdning. Stort set alle de interviewede nævner, at de har ændret syn på patienterne som en konsekvens af uddannelsen. Alle i retning af mere forståelse for og viden om, hvilke vanskeligheder patienterne har som en følge af sygdom. Fx: det kognitive, da vi nu alle kan arbejde med at få vendt patientens negative billede af sig selv – og - en anden indfaldsvinkel til patienten da jeg nu ved, at patientens symptomer altid dækker noget, der er værre. Handlekompetence som viden om er der også eksempler på. Det mest gennemgående er, at viden om psykoedukation er vigtig og ligeledes viden om lægemidler. En fremhæver, at viden om at alle har en positiv kerne, er den vigtigste læring for hende og samtidig en læring, der er handlingsanvisende, fordi hun nu går på jagt efter denne positive kerne og ikke bare giver op. Også mere viden om kognitive behandlingsformer fremhæves. Læring som praksis med forekomsten af udveksling mellem deltagelse og tingsliggørelse som tegn på udvikling af praksis er tydeligst, når det drejer som GAF-

Juni 2011

scoringer. Fx: GAF-scoren har været en øjenåbner – da den viser os mere realistisk, hvor patienterne er – vi er nok tilbøjelige til at overvurdere. Men der er også andre eksempler, fx: er blevet bedre til at forstå det, der står i behandlingsplanen, og hvis jeg ikke ved det, slår jeg det op helt naturligt. Jeg vil gerne vide, hvad de fagudtryk betyder - eller - er blevet bedre til at læse forskellige advarselssignaler – bedre til at forstå at man kan være dårlig på mange måder”. Det sidste eksempel henviser til, at et repertoire af faglighed i et praksisfællesskab bliver udviklende for praksis for den enkelte deltager. Læring som identitet optræder i form af personlig udvikling og beskrivelser af tilhørsforhold. Et eksempel på tilhørsforhold, som har ændret sig som en konsekvens af uddannelsen, er: kan gå ind og fortælle andet sundhedspersonale om, at patienterne må have det træls, når hun gør sådan og sådan, og det ikke er for at genere os – og - at jeg har fået mere teori på gør, at jeg bedre kan sælge ideen om, hvordan personlighedsforstyrrede også fortjener anerkendelse til mine kollegaer - eller - jeg har fået mere ro på .. og er blevet meget opmærksom på det hele menneske, der sidder overfor mig og bredden i det. Det har hjulpet med domænerne. Læring som mening forekommer i de tilfælde, hvor erfaring bringes i spil med noget nyt og beriger erfaringerne med yderligere mening. Det er der også eksempler på: jeg har fået mere styr på det hele – og - bedre til at begrunde det, jeg gør, overfor andre - og - jeg har lært mere i dybden, men måske ikke så meget nyt – eller - det giver pondus at have fået kendskab til evidensbaseret viden. Analyser af observationer af socialog sundhedsassistenter Observationer6 af socialog sundhedsassistenter i arbejdssituationen tjener i undersøgelsen som data om, hvordan udbyttet af efteruddannelsen måske viser sig i glimt i den måde, arbejdet udføres på. Observationerne er udført samme dag og i umiddelbar forlængelse af eller som optakt til interview med social – og sundhedsassistent, hvilket har gjort det muligt at vende en observation enten i forhold til noget af det, der er talt om i interviewet, eller i forhold til det, der er observeret under observationen. Observationernes funktion i designet er med andre ord at forsyne undersøgelsen med dybde og indblik i konkrete handlinger. Observationer har som fokus samspilssituationer med patienter og kollegaer, hvorfor observationerne først og fremmest fortæller noget om relationskompetencer og færdigheder, der knytter sig hertil. Men også anvendelse af faglige termer og positionering i fx konferencer eller morgenmøder er dokumenteret gennem observationer. Generelt bekræfter observationerne de vurderinger af udbyttet af efteruddannelsen, der kommer frem i interviews med både afd. sygeplejerskerne og socialog sundhedsassistenterne. Der, hvor observationerne tilføjer noget andet eller mere, handler det om samspil

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

med patienter og kollegaer. Som det fremgik af analyserne af interviews, er et centralt udbytte af efteruddannelsen en større forståelse for baggrunden for, at relationskompetencer er et vigtigt ”redskab” i professionen. Relationskompetencer kan analyses ved hjælp af kendetegn så som fx evne til justering i forhold til patienten, analyse af situation afspejler sig i handling, følelsesmæssig kommunikation, give mening til oplevelser, anerkendelse og ros, følge med patientens initiativer og udspil, hjælpe med at sætte grænser på en positiv måde (Hundeide 2004 ). Generelt viser observationerne, at socialog sundhedsassistenterne møder patienterne med respekt, indlevelse og anerkendelse. Kommunikationen er som helhed positiv både i form og indhold. Det vil sige, at socialog sundhedsassistenterne sætter ord på iagttagelser og forhold i eller omkring patienten, som kan trækkes frem som positive, bruger humor og møder patienterne med glæde i stemme, mimik, gestus og kropssprog. Her kommer en række eksempler på relationskompetencer i praksis fra observationerne: Hun forsøger i samtalen med patienten at sætte ord på det: ”Jeg kan se, at du er mere rolig i dag. Du kan holde sammen” – og holder sit ansigt i ro – ser alvorlig ud, da hun mener det alvorligt. Patienten er meget manisk, men er ved at få ro på. Social - og sundhedsassistenten justerer sig i forhold til patienten ved at køre lidt med det glade og hurtige, men viser vejen ved selv at tale konkret og holde sig til et emne af gangen. Hjælper patienten med at holde sig til et emne af gangen, men går også videre, når hun kan se, at patienten ikke kan mere for at fastholde patientens gode oplevelse af at være i kontrol. Patienten er stolt over nogle tegninger, hun har lavet, og socialog sundhedsassistenten følger initiativet ved at kigge på dem og snakke med hende om dem. Roser patienten for, at der er ryddeligt (som var en af de ting, hun skulle lære som en del af hverdagens rutiner igen) og for, at hun klarer de andre rutiner som aftalt. Ikke rosende som ”hvor er du dygtig”, men som anerkendelse af – det er rigtigt fint, at du er kommet så langt allerede. Hun giver patienten lov til at gå ud og ryge med hjælperen, idet hun under samtalen har analyseret sig frem til, at patienten ikke er selvskadende eller udadreagerende. 26

Juni 2011

Da patienten er depressiv, er hun (socialog sundhedsassistenten) smilende, men ikke overglad, hun tilpasser sig patientens stemning på en god måde. Spejler hinandens kropsholdninger og kropssprog. Hun spørger, om hun (patienten) vil op i bad som en måde at mærke sig selv på. Venter tålmodigt på svar, selvom latenstiden er lang, og holder samtalen i gang. Observationerne bekræfter resultaterne af analyse af højere faglighed. Rammen er her observationer af konferencer, morgenmøder eller andre situationer, hvor faglige begreber anvendes for at tegne et statusbillede af patientens tilstand og være med til i fællesskab at planlægge for dagen, den nærmeste fremtid og tage stilling til fx udskrivning. Der er ikke noget i observationerne, der svækker resultaterne af undersøgelsen angående styrkelse af faglighed. Hvad siger patienterne? Når evalueringen omfatter effekt af efteruddannelse i praksis, er det oplagt at spørge patienterne, da efteruddannelsen i sidste ende tager sigte på at yde den bedst mulige pleje. Patienten skal med andre ord kunne mærke en forskel. Rent metodisk er der uløselige problemer med at involvere patienter som respondenter. For det første er patienterne (heldigvis) typisk ikke indlagt så lang en periode, at der kan anlægges et før og efter efteruddannelsesperspektiv. Der er derfor valgt at interviewe patienterne med fokus på patientens vurdering af, hvad de sætter pris på hos deres kontaktperson og ved opholdet på den psykiatriske afdeling. Ved at sammenholde udsagnene om det værdifulde i samarbejdet med kontaktpersonen eller en socialog sundhedsassistent i en anden position til patienten, kan der skabe en ”bruttoliste” over positive professionelle egenskaber. Det mest tydelige er, at patienterne, selv om de klart giver udtryk for at socialog sundhedsassistenten har mange opgaver at varetage, og at er hun er på arbejde, beskriver socialog sundhedsassistenten ved hjælp af en karakteristisk af personligheden. Dette bekræfter den behandlingsfaglige specialisering med fokus på relationer og kommunikation som væsentlig og effektiv. Interviews og observationer har meget utydelige spor angående miljøterapi. Miljøterapi fylder en del i efteruddannelsen og omtales som en selvfølgelighed af socialog sundhedsassistenterne. Miljøterapi er fraværende i interviewene med afd. sygeplejerskerne.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Her bidrager patientinterviewene med nyt materiale, da alle fem patienter på den ene eller anden måde giver udtryk for det værdifulde i at blive involveret i hverdagens gøremål på afdelingen eller i hjemmet på en meningsfuld måde. Dertil føjer sig ønsker om at deltage i deciderede aktiviteter så som gåture, kreative sysler, sang og spil. Patienterne får lejlighed til at fortælle, hvad de særligt forventer af og sætter pris på hos deres kontaktperson. Således fortæller en patient: Det er en, der forstår mig og den situation, som jeg er i. En kontaktperson skal være god til at lytte og skal også kunne ”gå mig på klingen”, så jeg bliver udfordret til at gøre noget selv. Hun skal hjælpe mig uden at bestemme over mig, så at lytte, forstå og kunne give et modspil, som sætter mig i gang med at gøre noget selv, det er hvad, jeg synes en kontaktperson skal gøre”. Patienter fortæller her om, hvordan kognitiv terapi i praksis opleves fra et brugersynspunkt: Ja, hvis nu jeg har mange negative tanker, så hjælper hun mig til at forstå tankerne, og hvad de kan være udtryk for, og hun hjælper mig også til at få nogle andre tanker. Det kan godt være nogle tanker, som stadigvæk er negative, men de er ikke så negative, som dem jeg selv havde. Jeg snakker også med hende om, hvordan jeg skal være overfor mine pårørende, og hvad jeg skal kræve af dem, så det er ikke kun noget om det, der lige er inde i mig nu, vi snakker om, det er også mit samvær med dem, som jeg er tæt på. Hun skal også være god til at støtte mig og hjælpe mig med ikke at tage tingene for givet, for det har jeg gjort alt for længe. …..At jeg ikke troede, det kunne være anderledes, og jeg gjorde ikke noget for at lave om på noget, selvom jeg synes, jeg var presset. Jeg tog det bare som en selvfølge, at det ikke kunne være anderledes. Hun får mig nogle gange til at tænke på mig selv på en anden måde. Når jeg fx siger, at jeg ikke er noget værd, får hun mig til at se, at jeg betyder alt for min familie. Det er dog ikke altid, det lykkes med at ændre et tankemønster, hvilket fremgår af det næste citat: Jeg er i et skærmet afsnit – og måske følt lidt, at jeg er blevet sat i skammekrogen og kan ikke helt forstå hvorfor – jeg er normalt et glad menneske og så lige pludselig blive sat i en skammekrog – det er forfærdeligt. De mest anvendte tillægsord til at beskrive den professionelle personlighed er sød og varm. Dertil føjer sig ord som flink, naturlig, åben, direkte, ser på patienten, er til at stole på, holder aftaler, altid i godt humør og hjertelig. 28

Juni 2011

En patient fortæller således om sin kontaktperson: Hun er så menneskelig og hendes attitude – hun har lune og humør, og der er en gensidig respekt fra hendes side overfor mig. Og så hendes forståelse for mig, og det at hun er så god til at holde tråden for mig. Jeg synes, hun er meget dygtig, og jeg er så glad for, at det er hende, der kommer her. Jeg kan blive helt rørt ved at tale om det, for hun er så god. Det er også hendes styrke og kraft og hendes indlevelsesevne og ja forståelse, som jeg også har sagt flere gange. Hun skaber også sådan en dejlig stemning, og hun er så let”. Interviewene indeholder også udsagn om, hvordan kontaktpersonen er med til at strukturere og hjælpe med at skabe mestring: Hendes forståelse og det, at hun støtter mig til selv at kunne. Hun hjælper mig med at holde tråden og kunne se ting, men hun tager ikke over og begynder at bestemme over mig, den grænse overskrider hun ikke. Jeg føler, hun skubber til mig, så jeg kan flytte mig, men hun gør det på en måde, så det stadigvæk er mig, der bestemmer, hvad det er, jeg magter og kan være med til. Her er et eksempel på, hvordan kontaktpersonen hjælper ved at give mening til informationsmateriale: Vi snakker sammen om det, som jeg har brug for at få snakket om. Vi lægger en plan fra gang til gang om, hvad det er, vi skal snakke om, og så forbereder jeg mig, inden hun kommer; du kan prøve at se noget af det her (viser mig et hæfte med overskriften Guidet egenbeslutning). Vi gør ligesom status på mit liv og tager noget frem, som er vigtigt at snakke om, og så hjælper hun mig til at komme videre. Det fremgår ligeledes af interviewene, at det er vigtigt for patienten at blive mødt med respekt: Man kan henvende sig til hende altid. Hun er sådan en glad pige – hun er god. Hun kan sætte lidt liv i en – ikke sådan en, der er sur. Hun snakker ikke til en, som om man en skør – det er der nogen, der gør. Kunne godt tænke mig mere tid sammen – bare hende og mig. …. At tale med hende – sådan rigtigt tale med hende. Jeg vil helst snakke med min kontaktperson. Hun er rigtig, rigtig sød. Hun er en varm person. Hun er sådan en, man virkelig kan snakke med – det er ikke alle ting, man har lyst til snakke med alle om – men hende kan man være fortrolig med. Jeg kan mærke, at hun vil det bedste. Jeg kan snakke med hende også om de slemme ting. …jeg føler, at hun ikke synes, det er irriterende, når man kommer.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Gode relationskompetencer betyder blandt andet at kunne tage den andens perspektiv og oprigtigt interesse sig for den andens livsverden. At patienter fortæller om, at kontaktpersonen interesserer sig for hele personen og ikke bare sygdommen, fylder også i materialet. Samlende om patienters opfattelse af, hvad den gode kontaktperson skal kunne, er det vigtigste budskab kombinationen af faglig dygtighed og personlig integritet. At hun/han kan møde vedkommende anerkendende, men også formår at bringe patienten videre i sit forløb. Udfordre patienten. Et godt humør forstået som en positiv grundstemning fremhæves som en del central del af den personlige integritet. Konkluderende om faglighed Sammenholdes resultaterne af analyserne af interviews med afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter, er der mange sammenfald. Den store forskel er – naturligt nok – graden af nuancer og præcision. Social – og sundhedsassistenterne er den primære kilde til at kunne vurdere udbytte af uddannelsen. Når det alligevel er interessant at beskæftige sig med afd. sygeplejerskernes opfattelse af udbyttet, skyldes dette, at denne position i højere grad gør det muligt at iagttage effekter af uddannelsen i et organisatorisk eller mere helhedspræget perspektiv. Positionen kan bidrage til vurderinger af udbyttet for hele afdelingen og for gruppen af medarbejdere. Derimod kan socialog sundhedsassistenterne bidrage med nuancerede vurderinger af, hvad de hver især har lært i efteruddannelsen, og hvordan arbejdet med forskellige faglige områder har kunnet føre til forandringer af praksis. Observationer og patientinterviews underbygger følgende oversigt yderligere. Resultaterne af analyserne er samlet i nedenstående oversigt. Afd. sygeplejersker

Social- og sundhedsassistenter

Resultater (output)

Kendskab til værktøjer som GAF, KRAM, psykoeducation

Effekter (outcome)

Juni 2011

Specialisering Specialisering er som nævnt ikke et entydigt begreb, og dimensionerne faglig specialisering/organisatorisk specialisering er vævet ind i hinanden. Det interessante for vores undersøgelse om specialiseringen er da, om nye kompetencekrav til medarbejderne både i form af mere viden i dybden (det specielle) og i bredden (det almene) kan kategoriseres som specialisering. Endelig kan behandlingspsykiatrien i sig selv kategoriseres som en specialisering. Datakilder til dette spørgsmål er Interviews. Det vil sige, at undersøgelsen her kortlægger, hvilke opfattelser der er på spil i praksis med afsæt i et konstruktivistisk perspektiv af Fairclough (1992) om, at de herskende diskurser om et forhold i et felt skaber ”virkeligheden”. Vi skelner i kortlægningen ikke systematisk mellem afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter, men vil indledningsvis slå fast, at afd. sygeplejersker er meget mere optagede af specialisering uanset betydningsindhold end social – og sundhedsassistenterne. Dette tilskriver vi de forskellige positioner i organisationen som helhed. Interviewguiden indeholder i tema 1 følgende spørgsmål om specialisering: 1. (afd.sygeplejersker) Tove Pank og Anne Smalby taler også om en stigende specialisering i behandlingspsykiatrien som baggrund – hvad siger du til det? 2. (social – og sundhedsassistenter)Tove Pank og Anne Smalby talte også om en stigende specialisering i behandlingspsykiatrien som baggrund – kan du genkende dette, og hvilken betydning synes du, at det har for dit arbejde? Resultater Kortlægningen omfatter fem forskellige måder at betragte specialisering på. Specialisering som: • en del af en diagnostisk logik, • en del af en behandlingsfaglig logik, • mere viden i dybden, • mere viden i bredden • specialisering som organisatorisk – fx at behandlingspsykiatrien er en særlig specialisering. Specialisering som følge af en diagnostisk logik. Det typiske billede er, at på afdelinger, hvor der er gennemført en specialisering med afsæt i diagnoser, hersker der en opfattelse af specialisering som noget, der har med diagnoser at gøre. Specialiseringen bliver hilst velkommen som en måde at reducere kompleksitet på i opgavevaretagelsen, fordi der er en opfattelse af, at specialiseret viden om de aktuelle sygdomme og symptombilleder giver et bedre og mere fokuseret afsæt til at behandle patienterne. Men til spørgsmålet om efteruddannelse er mere øn-

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

skeligt som en følge af specialiseringen, er der ikke et klart svar. En afd. sygeplejerske fortæller således: Det kan godt være, at det skal (mere uddannelse), men det er et holdningsspørgsmål. Fordi grundlæggende sygepleje måske er vigtigere jo mere specialiseret du er, for det ”specialiserede” kan du altid lære, synes jeg, for det specialiserede er ofte meget konkret. Jo bedre baggrund man har for at gå ind i det konkrete, desto højere kvalitet mener jeg, vi opnår. Så jeg kan svare både ja og nej. En socialog sundhedsassistent mener, at efteruddannelsen har skabt baggrund for at kunne varetage opgaver på flere specialiserede afdelinger: Jamen, det kommer til at betyde, at det er en specifik gruppe, jeg kommer til at beskæftige sig med. Jeg ved endnu ikke, om det bliver de affektive eller det bliver psykoseblokken, men ligegyldigt hvad, tænker jeg, at den her efteruddannelse har været med til at give mig nogle redskaber, så interessen for de affektive og de psykotiske er lige stor. Specialisering som følge af en behandlingsfaglig optik er også synligt i datamaterialet. Her træder miljøterapi, psykoeducation og især kognitive behandlingsstrategier frem som væsentlige. Ved siden af dette eller som en del af dette ligger opfattelsen, at relationen mellem professionel og patient er det mest grundlæggende. Den behandlingsfaglige optik er vævet sammen med den diagnostiske logik i de tilfælde, hvor en bestemt diagnose – fx personlighedsforstyrrelse – også kalder på specifikke måder at forstå og håndtere disse patienter på. Her træder mentalisering og anerkendelse frem som vigtige faglige begreber. En afd. sygeplejersker fortæller: Mange personaler her på afdelingen er specialuddannede i en kognitiv uddannelse. Så man kan måske sige, at det teoretiske grundlag måske er højere blandt personalet her, end det er på andre psykiatriske afdelinger, hvor det er mere almen psykiatri. Det gør, at vores socialog sundhedsassistenter har brug for en opskoling, så de kan være med i det her uddannelsesforløb. De kommer jo på tre ugers kognitiv kursus, men det er ikke helt nok. En socialog sundhedshjælper fortæller mere specifikt om, hvilke dele af uddannelsen der er gode i den behandlingsfaglighed, der er på hendes afdeling: Ja, vi har fået meget undervisning i kognitiv indenfor det affektive, om hvordan vi bruger de forskellige skemaer. Fx ”diamanten” hvis nogen har en angstproblematik. Vi går ind og hjælper dem… får deres negative tanker vendt til noget positivt... der er mange, der døjer med at sove, det er et hovedproblem for mange patienter. Så går vi ind og hjælper med søvnhygiejne, altså lave struktur på deres dag. Det er primært det, vi arbejder med – struktur på dagen.

Juni 2011

En anden socialog sundhedsassistent siger: Ja, det er det kognitive, vi arbejder med, og det at få det hele ned på skrift for patienterne, og det, synes jeg, er rigtig godt, og det er jo også specialiseringen. Specialisering som mere viden i dybden nævnes også i datamaterialet. Viden i dybden kan være teoretisk viden om, hvilke tanker der ligger bag en behandlingsstrategi eller bag et skema. Det kan også være viden om selve diagnosen – fx hvordan vi kan forstå mennesker med depressioner? Viden i dybden kan også være specifik viden om, hvordan man som professionel kan arbejde med udadreagerende patienter. Mentalisering som et nyt begreb skal nævnes igen, da det øjensynligt har ført til forandringer i praksis. Specialisering som viden i bredden omtales i materialet mest som at have fået kendskab til den nyeste og mest evidensbaserede viden. Dette modsvarer stærkt behovet for kontinuerligt at følge med i fagets udvikling og her kendskab til KRAM faktorer og psykoeducation. De mange udsagn om, at efteruddannelsen måske ikke har ført til ny viden, men mere har styrket det, man kunne i forvejen, hører også til her. En socialog sundhedsassistent fortæller: Lige så vel som sygeplejerskerne kommer i specialuddannelse, så synes jeg, det er rigtig godt, at de har tænkt, at det skal assistenterne også, så de ligesom kan få specialviden om psykiatri og vores patienter og den kommunikation, der er omkring dem. For det er jo ikke bare psykiatri, der bliver mere og mere somatisk og medicin indover. Altså, der er mange ting. Det er bredt. Så på den måde synes jeg, det er nødvendigt, at vi bliver specialiserede. Her inde specialiserer vi os i det brede, for vi skal kunne meget af det hele. Specialisering som organisatorisk tilhørsforhold – i dette tilfælde behandlingspsykiatrien som helhed – står stærkt i materialet. En afd. sygeplejerske fortæller: Jeg tror nok, at de (udviklingsafdelingen) tænker, at socialog sundhedsassistenter, der arbejder på almindelige sygehuse og så på en psykiatrisk afdeling, at der måske er forskel på opgaverne, det kan være lidt af det, de har tænkt. Det, at mange efteruddannelsestilbud er mere generelle for socialog sundhedsassistenter. Der har ikke været så mange af de her specialiserede i behandlingspsykiatrien. Endelig er der en enkelt, der nævner en helt anden form for specialisering, nemlig at det internt på afdelingen er blevet legitimt og i orden at melde til og fra overfor bestemte patientgrupper, som man har en særlig interesse for eller vanskeligheder med at håndtere. 33

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Konkluderende om specialisering Konkluderende om opfattelser af specialisering kan det siges, at fænomenets indhold og form aktuelt er til forhandling. Der kan ikke iagttages én herskende diskurs, men derimod flere der i praksis ”forhandler” om at indholdsbestemme dette fænomen i netop denne kontekst – såkaldte flydende betegnere. Ifølge Fairclough (1992) er flydende betegnere ikke i særlig høj grad virksomme til at udvikle et område i praksis, men derimod virksomme, når det gælder afklaring af styrkeforhold mellem forskellige positioner i et område. Der kan findes indikatorer i materialet på, at især opfattelse af specialisering som dygtiggørelse i et specifikt område og specialisering som dygtiggørelse i det almene som en specialisering lever lige stærkt side om side. Hovedkonklusionen er dog, at uafklarethed omkring fænomenets indhold, funktion og form er til forhandling og ikke er entydigt.

Tværfagligt samarbejde Et at de centrale mål for efteruddannelsen var at styrke deltagernes kompetencer i at deltage i det tværfaglige samarbejde. Lauvås og Lauvås (2006) har givet et bud på en præcisering af begrebet tværfaglighed. De beskriver tværfaglighed som det at skaffe sig viden om et område og hente kundskaber ind fra flere forskellige fagområder og derefter konstituere en ny fælles viden gennem udvikling af en syntese af de faglige forskelligheder. Tværfaglighed er her koblet til tværprofessionalitet. Tværfaglighed kommer også til udtryk som en samarbejdsrelation, og her kan det dreje sig om, at forskellige fagprofessioner arbejder sammen imod fælles mål og med et fælles ansvar – også kaldet interprofessionelt samarbejde. Tværfagligt samarbejde viser sig fx gennem et helhedssyn med flere faglige vinkler, afklaring af viden og kompetencer, fælles problemforståelse og faglig og personlig støtte i det tværfaglige team og anerkendende dialog. Det kan også dreje sig om, at personer med forskellige erfaringer med den samme fagprofession samarbejder – også kaldet intraprofessionelt samarbejde. I begge tilfælde er tværfaglighed her koblet til organisering. Det er tydeligt i datamaterialet, at det tværfaglige samarbejde er en del af kulturen i behandlingspsykiatrien, og at det derfor kan være svært for de involverede at vurdere, om efteruddannelsen har bidraget til at styrke socialog sundhedsassistenternes kompetencer i denne del af opgavevaretagelsen. Ikke desto mindre er der tydelige vidnesbyrd om, at dette netop er tilfældet. Her henvises igen til styrkelse af fagsproget og større sikkerhed i egen faglighed som medvirkende årsager hertil. Her kommer nogle eksempler på, hvordan styrkelse af tværfaglighed vurderes af de involverede. De første drejer sig om styrkelse af tværfaglighed som interprofessionelt samarbejde. 34

Juni 2011

Ja, i forvejen er lægerne gode til at samarbejde og snakke på tværs, men nu har jeg lagt mærke til, at jeg snakker mere med fagudtryk med lægerne på et nyt og højere plan, end jeg gjorde før. De kan godt høre, jeg har noget teori bag, når jeg argumenterer for, hvorfor det skal være, som jeg synes. Så kan han (lægen) i fagsprog sige, hvorfor han ikke synes det (socialog sundhedsassistent). Det har nok påvirket den måde, det er igen med personlighedsforstyrrede, at jeg er mere sikker og går mere ind i diskussionen …… jeg slås mere for at kunne gøre en forskel (socialog sundhedsassistent). Der argumenterer hun (tværfaglige behandlingsmøder) jo fagligt på et andet niveau nu, end hun gjorde før. Der sidder jo læger og overlæger, psykologer og socialrådgivere osv. (afd. sygeplejerske). At også det intraprofessionelle er blevet styrket fremgår af følgende citater: Det har påvirket på den måde, at hun (socialog sundhedsassistent) har fået noget kendskab til de andre rundt omkring, som hun ikke havde i forvejen. Hun har i hvert fald fået mere respekt for, hvordan de arbejder ude på nogle af de andre afsnit (afd. sygeplejerske). I huset har man tænkt, at sygeplejersker plejer at have en mentor når der kommer nye sygeplejersker … har man tænkt, at assistenterne også skal have – så nu bliver de faktisk uddannede og får sådan struktureret, hvad vil det sige at være mentor, så hun (socialog sundhedsassistent) skal på kursus … (afd. sygeplejerske). Så hendes (socialog sundhedsassistents) forståelsesramme for, hvad de andre er oppe i mod, er blevet meget større. Hun har fået en aha-oplevelse af, hvorfor de andre afdelinger stiller de forventninger, de gør (afd. sygeplejerske). Konkluderende om tværfaglighed Det kan konkluderes, at styrkelse af kompetencer til at indgå i tværfagligt samarbejde i høj grad er nået som en konsekvens af uddannelsen. Det drejer sig om både interprofessionelt og intraprofessionelt samarbejde. Endvidere kan der med henvisning til resultaterne af det faglige udbytte konstateres, at merviden indenfor psykofarmakologi og psykopatologi har ført til styrkelse af tværfaglige kompetencer i den forstand, at der er givet grundlag for at danne synteser med afsæt i viden fra andre fagområder.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Dokumentation Der er tradition for at dokumentere og skriftliggøre forhold om sin opgaveløsning i sundhedssektoren, men i de senere år har sundhedssektoren ønsket og er blevet pålagt større og mere præcise krav til denne del af arbejdet. Herunder også Behandlingspsykiatrien i Region Nord. Således blev der i 2010 indført en ny sygeplejejournal, der i lighed med tankerne bag Den Danske Kvalitets Model er optaget af patientens fremtid og ikke så tilbageskuende. Region Nordjyllands definition på dokumentation lyder: At dokumentere betyder at fremlægge dokumenter som bevismateriale eller for at understøtte en opfattelse (Kristoffersen m.fl. 2006). Sundhedsstyrelsen påpeger, at sygeplejefagligt personale skal handle med omhu og samvittighedsfuldhed, og at dette forudsætter, at der er ”ordnede optegnelser af planlagt og udført sygepleje”(Sundhedsstyrelsen 2005). I autorisationsloven fremgår det af § 5, at sygeplejersken under udøvelse af sin gerning er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed samt professionel ansvarlighed. Det vil sige, at hun overfor sig selv og andre skal være i stand til at forklare, hvorfor og hvordan en opgave er udført. Denne professionelle ansvarlighed skal kunne læses ud af dokumentationerne i sygeplejejournalen, ellers står sygeplejersken svagt, hvis der kommer en klagesag (PRI Retningslinjer 2010.) Resultater af analyse om dokumentation En af hensigterne med efteruddannelse var at styrke et fælles fagsprog, hvilket også kan knyttes sammen med kravene til dokumentation, hvor præcision er vigtig7, når observationer og symptombeskrivelser gives videre. Datamaterialet indeholder mange henvisninger til Den Danske Kvalitets Model (DDKM) og arbejdet med at få en ny sygeplejejournal til at fungere. Så spørgsmålet er nu, om efteruddannelsen har bidraget til at socialog sundhedsassistenterne har opnået nye kompetencer på dette område. Her er det relevant at henvise til resultaterne af analyser af det faglige udbytte af efteruddannelsen, som klart viser, at netop styrkelse af fagsproget er en følge af efteruddannelsen. Hertil kommer styrkelse af kompetencer til at begrunde og forklare beslutninger og holdninger. Processerne med implementering af den nye sygeplejejournal og tilknyttede dokumentationsredskaber så som GAF-scoringer, SMART, DIAMANTEN, praksisfortællinger, telefonpælen, aktivitetsplaner og registrering af generelle livsforhold i form af værktøjer fra KRAM, fylder mest i datamaterialet. Iagttages læringsudbyttet fra afd. sygeplejerskens position, er det generelle billede en meget positiv vurdering af socialog sundhedsassistenternes kompetenc-

Juni 2011

er på dette område som en konsekvens af efteruddannelsen. Men der udtrykkes både frustration og tilfredshed på samme tid med timingen mellem indføring af nyt dokumentationskoncept og efteruddannelsen. Flere socialog sundhedsassistenter ærgrer sig dog over, at indføring af den nye sygeplejejournal har taget al opmærksomheden, og at der derfor ikke har været ”plads til” at udvikle praksis på andre områder. På flere afdelinger er det netop de socialog sundhedsassistenter, der har været på efteruddannelse, der har fået en tovholderfunktion i forhold til implementeringen af sygeplejejournalen, og derfor i praksis har oplært eller støttet andet sundhedspersonale i dette arbejde. Her kommer udsagn fra afd. sygeplejersker: ”Lige i vores situation (afdeling) så har der været meget fokus på dokumentation og sygepleje, og det har givet et kæmpe løft. Det er selve vores dokumentation af sygeplejen. Det vi før kaldte kardex, kaldes nu sygeplejejournal…Det er jo en helt fremmed måde at tænke på, en anden kultur. Der har det været en kæmpefordel at have en medarbejder, som har fokus på det og på det teoretiske grundlag… en ting er læse det, en anden ting er at arbejde med det og diskutere det i en gruppe. Vi er jo organiseret i team her og en af de ting, hun har været rigtig dygtig til (dokumentation), også fordi hun er blevet undervist ekstra i det, der jo er det nye dokumentationsredskab for plejepersonalet—stået i spidsen for at hjælpe kollegaer igennem den her proces med et nyt dokumentationsredskab. Det er en svært vanskelig opgave (dokumentationsredskabet) – her har xx været en enorm ressource, fordi hun nogle gange har nogle nattevagter og så lige har læst det hele igennem. Og så kommer hun lige og siger et eller andet til mig fx og viser nye dokumenter, hun har lagt ind. Iagttages læringsudbyttet fra socialog sundhedsassistenternes position, er der også her en meget positiv vurdering af læringsudbyttet. Her kommer udsagn fra socialog sundhedsassistenter: Jeg gør det meget i dagligdagen, hjælper til med at få det implementeret mere og mere. Det er i små bidder, man behøver ikke at tage det hele på en gang. Jo – de har alle sammen stået HJÆLP. Så jo, det jeg selv følte, at jeg kunne, har jeg givet videre. Der var også mange ting, jeg var usikker på – det får jeg ikke formidlet videre nogen steder. Men stille og roligt sammen med en sygeplejerske (der også har været på kursus) er vi blevet enige om at tage

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

det fælles, når der kom en ny patient. Og så tager vi det sammen med kontaktpersonen for vedkommende og sætter os sammen. På den måde har vi ligesom fået det kørt ind. Så brugte vi også en del tid på de nye sygeplejejournaler, hvor vi var inde på de 7 domæner. Så det var dejligt, da jeg kom tilbage, og det var helt nyt på afdelingen .. så var det lidt nemt at komme ind i, fordi vi havde haft det. Nogle redskaber som fx GAF-scoringer sættes ikke i umiddelbar sammenhæng med den nye sygeplejejournal. Og nogle af respondenterne undrer sig over, at der tilsyneladende ikke er teoretisk overensstemmelse mellem det teoretiske grundlag i uddannelsen og den nye sygeplejejournal. Men jeg synes, det måske har været lidt uhensigtsmæssigt, at man bygger huset på x teoretiske tænkning, mens uddannelsen bygger mere på Per Revstedt, fordi så kommer det sådan lidt…. (afd. sygeplejerske). Vi har haft temmelig meget med Lars Thorgaard. Og de bøger han har skrevet er vi blevet undervist i, men det er ikke noget, der er implementeret i sygeplejejournalen. Det, synes jeg, er uheldigt (socialog sundhedsassistent). Men dette er slet ikke et entydigt billede, da andre netop fremhæver integrationen af nye behandlingsredskaber og sygeplejejournalen som værdifuld. Jamen man kan sige for eksempel GAF-scoring, som jeg har derinde, det kommer fra relationsarbejde, det kommer fra Lars Thorgaards bøger. Altså nu ligger det så implicit også i den nye kvalitetsmodel (socialog sundhedsassistent). Vi gennemgik jo Gunn von Kroghs bog, som ligger til grund for vores nye sygeplejejournal, og Jette og Tove var jo ude og undervise os i den nye sygeplejejournal, og det har gjort, at jeg har oplevet en større sikkerhed i forhold til den nye dokumentation (socialog sundhedsassistent). Det er ikke muligt på baggrund af datamaterialet at sige noget entydigt om dette emne, andet end at der hersker en usikkerhed om, hvorvidt det teoretiske grundlag i efteruddannelsen matcher det teoretiske grundlag i den nye sygeplejejournal. Som nævnt i afsnittet om analysestrategi er det sådan ifølge Wenger, at praksis ændrer sig, når tingsliggørelse og deltagelse indgår i en dualitet med hinanden. Når der sker en afbalanceret udveksling mellem tingen og aktiviteten. Netop arbejdet med sygeplejejournalen og GAF-scoringer har ført sådanne ændringer af praksis med sig. 38

Juni 2011

Her kommer eksempler fra socialog sundhedsassistenter på ovennævnte læring i forbindelse med implementering af sygeplejejournal: Vores nye kardex (sygeplejejournal) gør, at det bliver mere præcist, mere specifikt. Der bliver pillet nogle problemer fra, som ikke er vores bord. Det må de (patienterne) tage sig af, når de kommer hjem, hvis det er det, de kan. Så på den måde er det blevet mere specifikt og præcist, hvad for nogle fokuspunkter, vi har med den her patient. Før var det lidt mere gnattet og upræcist (socialog sundhedsassistent). Men jeg tænker, det har med kardex systemet at gøre. Vi skal beskrive det på en anden måde, så det tvinger os til at kigge på det i forhold til et problem - hvad gør vi nu, og hvordan hjælper vi videre? (social – og sundhedsassistent). Det er den måde, den er bygget op – de der domæner, der er – der er meget nyt i det i forhold til, hvordan vi gjorde det. Det her er mere fremadrettet, og man kan se sygeplejeproblematikkerne tydeligere (afd. sygeplejerske). Her kommer eksempler fra socialog sundhedsassistenter på en sådan læring i forbindelse arbejdet med GAF-scoringer: Det første eksempel drejer sig om en måde at arbejde med GAF på før efteruddannelsen og er også et eksempel på, at tingsliggørelse uden deltagelse ikke giver mening og derfor ikke har potentiale til at ændre praksis. Det er som om, at GAF-scoren gjorde vi bare, fordi vi skulle det – det skulle stå i NIB-skema, der har med skizofreni at gøre (socialog sundhedsassistent). Her et eksempel på, at den dybere viden om GAF også fører til nye handlinger og derfor ændrer praksis: Vi arbejder jo med GAF med de patienter, som vi har oppe på teammøde, men også det med at GAFFEN den skal afspejle, hvilken form for intervention der skal sættes i gang i forhold til patienten. Der er jeg blevet meget mere bevidst om, at de ting hænger sammen, når man går ind og kigger på skemaet, der kan det godt være, vi har for høje forventninger til, hvor han ligger på GAF og så måske komme med noget, han magter (socialog sundhedsassistent). I materialet er det tydeligt, at socialog sundhedsassistenterne har fået en større bevidsthed om, hvordan GAF-scoringer bør og kan anvendes. Det mest gennemgående er hyppigheden, hvor de fleste før efteruddannelsen måske har brugt redskabet lidt tilfældigt eller som en pligt og nu ser redskabet som en vigtig hjælp til at afgøre, hvilke aktiviteter og eventuel skærmning patienten skal tilbydes.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Konkluderende om dokumentation Materialet peger entydigt på, at undervisning i og arbejdet med dokumentation i praksis har ført til styrkede kompetencer hos socialog sundhedsassistenterne. Det er sandsynliggjort, at den nye sygeplejejournal og GAF scoringsredskabet er virksomme i ændringer i og af praksis.

Videndeling/forankring Da det er et af formålene med evalueringen at kunne udtale sig om, hvorvidt og på hvilke måder efteruddannelsens læringsudbytte har betydning for og i praksis, er det oplagt at undersøge, hvordan de nye kompetencer bliver og er blevet forankret i afdelingens praksis, og om der eventuelt finder og har fundet en videndeling/spredning sted? Dette handler om implementering, da forankring og videndeling i praksis er implementering af læringsudbytte. I formålet med evalueringen nævnes, at der er interesse for at kunne identificere eventuelle barrierer for at læringsudbyttet bliver omsat i praksis. Det handler om at få viden om strukturelle, organisatoriske eller andre typer af barrierer, for at de nye kompetencer bliver nyttiggjort i afdelingen. Derfor indeholder interviewene med afd. sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter et spørgsmål, der omhandler denne problematik. Resultatet af analyse af læring i forbindelse med dokumentation viser, at det på dette område er lykkedes afdelingerne at drage kollektiv nytte af de kompetencer, socialog sundhedsassistenterne har erhvervet sig på efteruddannelsen. Og afd. sygeplejerskerne har støttet op ved at gøre socialog sundhedsassistenterne til tovholdere i processen med implementering af den nye sygeplejejournal. Psykoeducation står tydeligt frem i materialet som et andet indholdselement, der har været interesse for at få sat i spil på afdelingsniveau. Enkelte socialog sundhedsassistenter er i gang med at udforme og gennemføre mindre undervisningsforløb i dette tema for kolleger. Rammerne for videndeling er på plads mange steder. Her nævnes onsdagsmøder, teammøder, personalemøder og så naturligvis de tværprofessionelle behandlingsmøder som de fora, hvor der naturligt finder formidling af ny læring sted. Enkelte nævner at formidlingen er sat i system på den måde, at socialog sundhedsassistenten har fået specifik taletid. En socialog sundhedsassistent fortæller: Vi har bedre rammer her på vores afsnit. Vi er lidt flere på vagt, og så har vi teampleje, som vi prøver at værdsætte. Det vil sige en gang om måneden, der er alle teammedlemmer på arbejde, og der er det oplagt at fortælle, om det man har lavet på uddannelse eller undervise. Eller give sit syn på, hvad man skal arbejde videre med.

Juni 2011

Undervisning i elementer af socialog sundhedsassistenter nævnes flere steder i materialet som en måde at sprede viden på. Også undervisning der rækker videre end til den enkelte afdeling. Således fortæller en afd. sygeplejerske: Der var nogle psykologer, der henvendte sig og spurgte, om jeg kunne hjælpe med en opgave, og så tænkte jeg – det er jo oplagt at give de to en udfordring (to assistenter på efteruddannelse). Og de kørte to workshops med omkring 20 personer i hver på tre timer. Barriererne for at få bragt læringen i spil på det kollektive niveau kan kategoriseres som strukturelle eller som en konsekvens af høj kompleksitet på afdelingen. Det sidste handler om, at i den periode, hvor socialog sundhedsassistenterne for alvor skulle udvikle egen og måske afdelingens praksis, samtidig var en periode, hvor akkreditering og specielt implementeringen af den nye sygeplejejournal fandt sted. En afd. sygeplejerske fortæller: Folk har været frustrerede sidste år. Både på grund af akkrediteringen og ikke mindst den nye sygeplejejournal … så jeg har ikke været villig til lave ret meget nyt udover det. En socialog sundhedsassistent fortæller: Vi havde en fin afsluttende opgave med, hvad vi skulle gå hjem og gøre, men det faldt til jorden, da vi kom hjem og fandt ud af alt det der med sygeplejejournalerne og PRI. Det hele druknede i det. Kompleksiteten på afdelingen kan også stige som følge af særligt udfordrende patienter eller overbelægning. Der er også eksempler på, at sygdom og personaleudskiftning udgør en barriere. Også mange nattevagter nævnes som en strukturel barriere for at dele viden på det kollektive niveau. En socialog sundhedsassistent fortæller: Altså, det var jo det, jeg gerne ville have lavet noget undervisning omkring her, men så stod vi jo lige og fik ny afdelingssygeplejerske og der var mange ting i afdelingen, vi har haft overbelægning. Endelig skal det nævnes, at der også kan være tale om kulturelle barrierer. En socialog sundhedsassistent fortæller: Man kunne godt ønske sig, at der blev sat lidt mere fokus på folk, der kommer hjem med noget. Vi er alle sammen af sted på forskellig vis, og vi kunne

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

alle sammen lære noget. Det har vi haft oppe og vende mange gange, om ikke vi skulle bruge et kvarter på personalemøde, hvor man kunne komme frem med alt det, man har lært. Det er der altså ikke kultur for. Konkluderende om videndeling/implementering Læringsudbyttet som udvikling af professionelle kompetencer (se afsnittet om faglighed) er af en sådan kvalitet, at videndeling finder sted i det daglige samarbejde med kolleger. Der kan konstateres stor variation med hensyn til prioritering af mere systematisk videndeling afhængig af den lærende organisation som aktiv diskurs. Den stigende kompleksitet på afdelinger med mange bolde i luften udgør en barriere, men samtidig er kompleksiteten også en forudsætning for at drage nytte af læringen på efteruddannelsen. En af begrundelserne for efteruddannelsen er netop, at socialog sundhedsassistenter skal kunne begå sig i situationer med høj kompleksitet. Et eksempel herpå er socialog sundhedsassistenters rolle i implementeringen af den nye sygejournal, som klart er medvirkende til at reducere kompleksiteten på den enkelte afdeling.

Juni 2011

Uddannelsens kvalitet Der er gennemført en formel undervisningsevaluering af efteruddannelsen, hvoraf det fremgår, at deltagerne har været meget tilfredse med undervisningen og med underviserne. Det fremhæves som positivt, at underviserne har været engagerede og brændt for det, de stod for. Interviewene med socialog sundhedsassistenterne bekræfter dette billede, og det er meget tydeligt, at moduler af en til to ugers varighed i kombination med opgaver, der skulle løses, eller noget, der skulle prøves/øves i de mellemliggende perioder mellem modulerne, værdsættes både af deltagerne og afd. sygeplejerskerne. At efteruddannelsen har været struktureret således, at teori og praksis hele tiden er tænkt sammen, vurderes meget positivt og som noget, ”der flytter”. Det gælder både i undervisningssituationen med indbyggede øvelser og refleksionsrunder samt i forhold til mere bundne opgaver i mellem modulerne. Endelig nævnes den afsluttende opgave med fremlæggelser som meget lærerig og udfordrende. Det skal dog nævnes, at en del socialog sundhedsassistenter udtrykker frustration over tidspunktet for fremtidsværksted i forbindelse med afslutningen, da en sommerferieperiode kom til at udgøre en barriere i forhold til at komme i gang med at afprøve nye tiltag og metoder. Der er også stor tilfredshed med vægtningen af indholdet i efteruddannelsen. At mange gerne ville have haft mere, siger måske mere end mange ord om dette.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Konklusion Evalueringsspørgsmålet lyder: Hvilke udfordringer og barrierer kan iagttages på individ- og afdelingsniveau med hensyn til praktisk omslag af nytilegnede færdigheder og forståelse • for relationers betydning • for betydningen af at udvikle en analyserende og reflekterende tilgang til opgavevaretagelse • for større selvstændigt ansvar • for at kvalificere samarbejdsrelationer Sådan at patienterne bliver mødt med viden om og kompetencer i forebyggelse, sundhedsfremmende, lindrende og rehabiliterende psykiatrisk sygepleje? Evalueringsspørgsmålet er formuleret på baggrund af programteorierne, som på hver sin måde udpeger hypoteser om, hvilke dele af uddannelsen og rammer for uddannelsen der vil føre til hvilke forandringer. I programteori 1 og 2 formuleres de vigtigste hypoteser – nemlig at præcis det indhold og den didaktik, efteruddannelsestilbuddet indeholder, vil føre til udvikling af større handlekompetence og en styrket faglighed i og af praksis og vil føre til et mere solidt fagligt grundlag og større selvstændigt ansvar. Evalueringen bekræfter disse hypoteser, og det kan pointeres, at specielt styrkelse af færdigheder i analyse og refleksion, relationskompetencer, dokumentation og større rummelighed kan eftervises med stor vægt. Undersøgelsen bekræfter, at socialog sundhedsassistenterne har opnået større sikkerhed og dermed selvstændighed i opgaveløsningen, og resultatet fremkommer uafhængigt af respondenternes position. Programteori 3 siger: Efteruddannelsen understøtter socialog sundhedsassistenters åbenhed for og kompetence i at indgå i tværfagligt samarbejde samt udføre systematisk dokumentation og samarbejde med pårørende. Samarbejdsrelationerne er styrket, både når der er tale om intraprofessionelt og interprofessionelt tværfagligt samarbejde. Dette skyldes hovedsageligt den styrkelse af fagsprog og faglig identitet, som efteruddannelsen har ført med sig. Kompetencer i at arbejde med dokumentation er ligeledes styrket.

Juni 2011

Den sidste del af evalueringsspørgsmålet drejer sig om, hvorvidt efteruddannelsen i praksis har ført til en mere kompetent måde at arbejde forebyggende, rehabiliterende, lindrende og sundhedsfremmende på. Her dokumenterer undersøgelsen, at undervisning i KRAM faktorer, psykoeducation samt kognitiv terapi har stor effekt for den måde, socialog sundhedsassistenterne opfatter og beskriver deres opgaver på i forbindelse med patienter. Desuden er netop disse dele af uddannelsen i høj grad blevet efterspurgt og forsøgt spredt på afdelingerne. Miljøterapi er også med i denne del af evalueringsspøgsmålet, men opfattes som en langt mere integreret del af praksis og derfor ikke på samme måde noget, der er udviklet som en konsekvens af efteruddannelsen. Evalueringen viser, at der er sket en styrkelse af faglighed indenfor de fem temaer, evalueringen undersøger. Det skal understreges, at læringsudbyttet og muligheder for at anvende læringen i praksis væver sig ind i hinanden og kun i analytisk øjemed er skilt ad. De fire temaer - specialisering, tværfagligt samarbejde, dokumentation og videndeling/forankring - er alle sider af en faglig udvikling i bestemte rammer og kontekster og udgør sammen med konklusionerne om udvikling af de faglige kompetencer det samlede læringsudbytte.

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Implementering Som en del af evalueringen blev resultater af evalueringen fremlagt til drøftelse på et dialogmøde arrangeret af udviklings- og uddannelsesafdelingen i behandlingspsykiatrien i Region Nord. I mødet deltog socialog sundhedsassistenter og afd. sygeplejersker samt ledelse. Forståelsen af implementering forstået som kompetencer, der bæres ind på afdelingen via socialog sundhedsassistenten, blev bekræftet. Det blev også tydeligt, at de afdelinger hvor afd. sygeplejersken aktivt har uddelegeret ansvar som fx tovholder for implementeringen af den nye sygehusjournal, er de nyerhvervede kompetencer trådt mere i karakter og er blevet brugt af hele afdelingen. Også ansvar for undervisning af patienter eller kollegaer skal nævnes i den forbindelse. Dialogmødet pegede på, at følgende initiativer vil styrke implementeringen: • lederopbakning generelt • samarbejde mellem modulerne mellem socialog sundhedsassistent angående anvendelse af læring i afdelingen • hjælp til at holde et vedvarende fokus på læringen, • fremtidsværksted som afslutning på uddannelse skulle være bedre koordineret med årshjul på afdelingen og bedre koordineret med strategi i behandlingspsykiatrien • at der afsættes tid specifikt til at arbejde i praksis med læringsudbytte, • at funktionsbeskrivelsen bliver en aktiv medspiller i implementeringen.

Juni 2011

Noter 1. Der foreligger en undervisningsevaluering. 2. Enten kvalitativt eller kvantitativt. 3. Denne definition er udviklet i samarbejde med ARGO, der har varetaget delprojekt 1. 4. Denne præcisering af tværfaglighed er udviklet sammen med ARGO. 5. Desværre var en enkelt afdelingssygeplejerske fratrådt sin stilling og kunne derfor ikke give interview. 6. Observationsguide bilag 3 7. Indblik i udvalgte sygeplejejournaler skrevet i af socialog sundhedsassistenter ville have været et godt datamateriale i denne evaluering. Men sygeplejejournalen er ikke offentlig og derfor ikke tilgængelig.

Litteraturliste Flyvbjerg, B. (1991a). Rationalitet og magt I. Det konkretes videnskab. København: Akademisk Forlag. Hundeide, Karsten (2004): 8 samspilstemaer – Relationsarbejde – Forældreguide. Dafolo Lauvås, Kirsti og Lauvås, Per (2006): Tværfagligt samarbejde. Perspektiv og strategi. Klim. Århus Ramian, K.( 2007). Casestudiet i praksis. Academica , Aarhus. Robson, C.( 2002) Real World Research. Oxford, Blackwell Wenger, Etienne (2006): Praksisfællesskaber – læring, mening og identitet. Hans Reitzels. Kbh. http://www.sst.dk/publ/publ2009/EFUA/Sygeplejen/Specialiseringer¬_i¬_sygeplejen2009.pdf sundhedspædagogik for praktikere af Tone Saugstad Gabrielsen iog Ruth MachZagal? Den er udgivet af Munksgard i 1999

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Bilag 1. Interviewguide: socialog sundhedsassistenter Interviewguide Respondenter: Social- og sundheds assistenter Manchet Du har som ansat her på afdelingen deltaget i det særligt tilrettelagte efteruddannelsesforløb for socialog sundhedsassistenter i psykiatrisk behandling. Vi har fået til opgave at evaluere effekterne af uddannelsen, hvilket vil sige, at vi gerne vil vide noget om, hvordan praksis har ændret og stadig ændrer sig som konsekvens af uddannelsen. Vi søger viden hos dem, der har lavet og gennemført uddannelsen. Hos afdelingssygeplejerskerne og hos dig som deltager og hos patienterne, for hvis skyld det hele sker. Så tak fordi du stiller dig til rådighed. Allerførst kan du måske fortælle, hvordan du fandt ud af, at du gerne ville på efteruddannelsen, og hvordan det blev bestemt, at det skulle være dig? Semistruktureret interview med 3 temaer: 1. Behov for efteruddannelse set fra din synsvinkel? 2. Hvad kan du gøre bedre eller mere af efter uddannelsen: a) i forhold til arbejdet generelt i afdelingen? b) i forhold til patienterne? c) den nye funktionsbeskrivelse? 3. Afsmittende virkning på andre sosu assistenters opgaveløsning - på procedure, på opgaveløsninger - på menneskesyn? På andet? Tema 1: Behov for efteruddannelse set fra socialog sundhedsassistenten 1. Tove Pank fortalte i et interview, vi lavede med hende, at uddannelsen var lavet for at styrke og udvikle socialog sundhedsassistenternes kompetencer til at varetage deres opgave på et solidt og mere teoretisk funderet niveau. Kan du genkende dette? Og kan du udpege opgaver i behandlingspsykiatrisk arbejde, som særligt trængte/trænger til at blive gjort bedre? 2. Tove Pank og Anne Smalby talte også om en stigende specialisering i behandlingspsykiatrien som baggrund. Kan du genkende dette, og hvilken betydning synes du, at det har for dit arbejde? 3. Uddannelsen er struktureret i 4 emneområder: psykopatologi, psykofarmakologi, behandlingsog plejerettede aktiviteter og relationers betydning i miljøterapi. Kan du fortælle, hvilke af disse, du synes, der er vigtigst og hvorfor? 4. I interview med Tove Pank og Anne Smalby fortalte de, at undervisningen var planlagt, så den aktiverede deltagerne, og at der virkelig var brugt eksperter til at undervise i forskellige emner. Hvad er dit indtryk af uddannelsens kvalitet? Kan du komme med eksempler på noget, der har været særligt godt

Juni 2011

Tema 2: Hvad kan sosu assistenterne gøre bedre eller mere af efter uddannelsen: a) i forhold til arbejdet generelt i afdelingen b) i forhold til patienterne? c) den nye funktionsbeskrivelse? 1. Oplever du, at dine opgaver har forandret sig, efter at du har været på efteruddannelse? På hvilken måde oplever du forandringen? a. Hvilke arbejdsopgaver laver du, som er anderledes end før? (Kan evt. gives som en praksisfortælling om et samarbejde med en patient). b. Kan du fortælle om gamle opgaver, som du varetager på en ny og bedre måde? Hvis nej til 1: Er der nogen opgaver, som du udfører på en anderledes måde, efter at du har været på uddannelse? 2. I uddannelsen har I arbejdet med at reflektere over praksissituationer (bl.a. en eksamensopgave). Har det fået indflydelse på din måde at arbejde på og i givet fald på hvilken måde? Kan du evt. give et eksempel? a. Hvilken betydning mener du, det har for patienternes? 3. Betydning af relationer mellem behandler/andre patienter og patienten fylder meget i den litteratur, der har været brugt. Kan du bruge dette i praksis i forhold til patienter? I forhold til kollegaer? 4. De nye krav til dokumentation kalder på et mere fælles udviklet fagsprog og knap så megen løs fortællerstil – at folk er blå i hele hovedet, det er det, der hedder cyanose. Er du blevet bedre til at til at bruge et specifikt fagsprog? Kan du give et eksempel? 5. Der stilles også krav om selvstændighed og kompetencer i at analysere en situation. På hvilken måde arbejder du med at analysere en situation, efter at du har været på uddannelse, og på hvilken måde er det anderledes end tidligere? Hjælpespørgsmål: Er du blevet mere opmærksom på at få alle perspektiver med, efter at du har været på uddannelse? (Spørger sig selv om: ”Har jeg fået alle perspektiver med, har jeg været hele vejen rundt?”. De skal lære at have nogle metoder til at finde patienten, der hvor han er. Gerne med eksempel). 6. Kan du fortælle noget om, hvordan du bruger Stavangermodellen? Og begrebet Skærmning? Og har du lært noget nyt her? 7.

Den nye funktionsbeskrivelse – betyder den noget i praksis og for ud-

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

vikling af praksis? 8. Kan du nævne områder i funktionsbeskrivelsen, som slet ikke har forandret sig som konsekvens af uddannelsen og måske komme med en forklaring på dette? Tema 3: Afsmittende virkning på andre sosu assistenters opgaveløsning - på procedure, på opgaveløsninger - på menneskesyn? På andet? 1. Her vil jeg gerne bare have dig til at fortælle ud fra temaet! 2. Har du indtryk af, om fx praksisfortællinger som platform har bredt sig? 3. Hvordan påvirker efteruddannelsen det tværfaglige arbejde? 4. De fælles opgaver – planlægning af forløb, dokumentation og andet – er der nogen effekt der? Til sidst skal ordet gives frit – så vi kan få et indblik i problematikker, som ikke vil komme frem hos dem, der har LAVET uddannelsen. Gerne en opfordring til at forholde sig kritisk og måske komme ind på organisatoriske barrierer. Interviewet er berammet til max 60 min.

Bilag 2: Interviewguide afd. sygeplejersker Interviewguide Respondenter: Afdelingssygeplejerske Interviewer: Manchet En eller flere af de sosu assistenter, der er ansat her på afdelingen, har deltaget i det særligt tilrettelagte efteruddannelsesforløb for ansatte i psykiatrisk behandling. Vi har fået til opgave at evaluere effekterne af uddannelsen, hvilket vil sige, at vi gerne vil vide noget om, hvordan praksis har ændret og stadig ændrer sig konsekvens af uddannelsen. Vi søger viden hos dem, der har lavet og gennemført uddannelsen. Hos dig som chef for deltagerne, hos deltagerne selv og hos patienterne, for hvis skyld det hele sker. Så tak fordi du stiller dig til rådighed. Allerførst kan du måske fortælle, hvordan du fandt frem til, hvem der skulle tilbydes efteruddannelsen? Semistruktureret interview med 3 temaer: 1. Behov for efteruddannelse set fra afd. sygeplejerskestolen 2. Hvad kan sosu assistenterne gøre bedre eller mere af efter uddannelsen: a) i forhold til arbejdet generelt i afdelingen b) i forhold til patienterne? c) den nye funktionsbeskrivelse? 3. Afsmittende virkning på andre sosu assistenters opgaveløsning - på procedure, på opgaveløsninger - på menneskesyn? På andet? Tema 1: Behov for efteruddannelse set fra afd. sygeplejerskestolen

Juni 2011

5. Tove Pank fortalte i et interview, vi lavede med hende, at uddannelsen skal ses som svaret på spørgsmålet: Hvordan kvalificerer vi en medarbejdergruppe til at varetage deres opgave på et solidt og mere teoretisk funderet niveau? Kan du genkende dette? Og kan du udpege opgaver udført af sosu assistenter i behandlingspsykiatrisk arbejde som særligt trængte/trænger til at blive gjort bedre? 6. Tove Pank og Anne Smalby taler også om en stigende specialisering i behandlingspsykiatrien som baggrund. Hvad siger du til det? 7. Uddannelsen er struktureret i 4 emneområder: psykopatologi, psykofarmakologi, behandlingsog plejerettede aktiviteter og relationers betydning i miljøterapi. Kan du fortælle, hvilke af disse, du synes, der er vigtigst og hvorfor? 8. I interview med Tove Pank og Anne Smalby fortalte de, at undervisningen didaktisk var aktiverende, og at der virkelig er brugt eksperter til at undervise i forskellige emner. Hvad er dit indtryk af uddannelsens kvalitet? Kan du komme med eksempler på noget, der særligt har fyldt? Tema 2: Hvad kan sosu assistenterne gøre bedre eller mere af efter uddannelsen: a) i forhold til arbejdet generelt i afdelingen b) i forhold til patienterne? c) den nye funktionsbeskrivelse? 9. Sosu assistenternes opgaver har jo ikke grundlæggende forandret sig – kun den måde, de udfører opgaverne på. En af pointerne er, at refleksioner og analyser hos den enkelte skulle blive bedre, da ”deres refleksioner og deres analyser er ikke på det niveau, man egentlig gerne vil have i sådan en meget specialiseret afdeling” (Anne Smalby). Kan du genkende dette i forhold til afdelingen som helhed, og hvordan vurderer du udbyttet af efteruddannelsen med fokus på afdelingen? 10. Betydning af relationer mellem behandler/andre patienter og patienten fylder meget i den litteratur, der har været brugt. Kan du se dette i praksis i forhold til patienter? I forhold til kolleger? 11. De nye krav til dokumentation kalder på et mere fælles udviklet fagsprog og knap så megen løs fortællerstil – at folk er blå i hele hovedet, det er det, der hedder cyanose. Kan du iagttage, at der er sket forbedringer her hos den enkelte sosu assistent på dette punkt? Gerne med eksempel. 12. Der stilles også krav om selvstændighed og kompetencer i at analysere en situation. Kan du konstatere forbedringer her? Spørger sig selv om: ”Har jeg fået alle perspektiver med, har jeg været hele vejen rundt?”. De skal lære at have nogle metoder til at finde patienten, der hvor han er. Gerne med eksempel. 13. Kan du fortælle noget om, hvordan sosu assistenterne bruger Stavangermodellen? Og begrebet Skærmning? Og om du kan iagttage noget nyt her? 14. Den nye funktionsbeskrivelse – betyder den noget i praksis og for udvikling af praksis? 15. Kan du nævne områder i funktionsbeskrivelsen, som slet ikke har forandret sig som konsekvens af uddannelsen og måske komme med en forklaring på

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

dette? Tema 3: Afsmittende virkning på andre sosu assistenters opgaveløsning - på procedure, på opgaveløsninger – på menneskesyn? På andet? 5. Her vil jeg gerne bare have dig til at fortælle ud fra temaet! 6. Har du indtryk af, at fx praksisfortællinger som platform har bredt sig? 7. Hvordan påvirker efteruddannelsen det tværfaglige arbejde? 8. De fælles opgaver – planlægning af forløb, dokumentation og andet – er der nogen effekt der? Til sidst skal ordet gives frit, så vi kan få et indblik i problematikker, som ikke vil komme frem hos dem, der har LAVET uddannelsen. Gerne en opfordring til at forholde sig kritisk og måske komme ind på organisatoriske barrierer. Interviewet er berammet til max 60 min

Bilag 3: Observationsguide social – og sundhedsassistenter Psykiatrisk efteruddannelse for social og sundhedsassistenter Observationsguide Observationens indhold: Observationens længde: Samspil med patient/-er (relationen, hvordan skaber/arbejder ssa med denne?) Temaer 1. Viser sosu positive følelser? 2.

Hvordan viser sosu, at hun er glad for patienten?

Hvordan justerer sosu sig til patienten?

Hvordan følger sosu patientens udspil og initiativ?

Hvordan taler sosu med patienten om ting, der optager ham/hende?

6. Hvordan igangsætter sosu en følelsesmæssig samtale med patienten (kan være uden ord)? 7.

Hvordan giver sosu patienten ros og anerkendelse?

Juni 2011

Hvordan hjælper sosu patienten med at fokusere sin opmærksomhed?

9. Hvordan arbejder sosu med at få en fælles oplevelse af ting i omgivelserne? 10.

Hvordan giver sosu mening til patientens oplevelse af verden?

11. Hvordan lykkes det for sosu at give forklaringer, der giver mening for patienten 12. Hvordan hjælper sosu patienten med at kontrollere sig selv og sætte grænser på en positiv måde?

Kommunikation med patient/-er: Om hvad? Hvordan? Kommunikation med personale Om hvad? Hvordan? Brug af faglig viden i eller efter patientsamarbejdet. Bruges der faglige terminologier til at beskrive en situation med? Anvendelse af viden om psykofarmakologi? Konfliktløsning arbejdes der reflekteret med dette? Bruges Stavanger modellen Arbejdes der med GAFF scoring Skærmning Analyse af situation afspejler sig i handlinger. Bruges viden om mentalisering i samarbejdet med patienten?

Evaluering af Den kompetencegivende psykiatriske efteruddannelse for socialog sundhedsassistenter

Bilag 4: Samtaleguide med patienter Rammerne Se om du kan finde et sted, hvor det forekommer naturligt at tage en samtale – og få SSA hjælp til dette. Tidsmæssigt er ½ - ¾ time højden – men måske også nødvendigt – da der også skal være tid til at fortælle om sig selv. Manchet Jeg kommer fra UCN – og er her, fordi jeg skal evaluere en efteruddannelse, som X person har deltaget i. Vi vil gerne vide noget om, hvordan og om efteruddannelsen har betydet noget for dig – eller den måde, du er sammen med X på. Nu var du her sikkert ikke, før X fik sin efteruddannelse, så vi skal bare snakke lidt om, hvordan du oplever at være her, og hvordan du føler, samarbejdet med X går. De svar, du kommer med, er absolut anonyme, og dit navn vil ikke optræde nogen steder. Tema 1: Hvem er patienten? 1. Allerførst vil jeg gerne vide noget om dig, og om hvor længe du har været her – om du eventuelt har været her før, og om hvor lang tid du har kendt x. Tema 2: Patientens hverdag 1. Kan du fortælle, hvad du laver i løbet af en almindelig hverdag? 2. Vil du fortælle lidt om, hvad du forstår ved en kontaktperson/den, der ”passer” dig? 3. Og lidt om, hvad du laver sammen med x? Tema 3: Patienten og SSA 1. Er der noget, du hellere vil lave sammen med X end andet eller sammen med andre? 2. Ville du ønske, at X eller andre ansatte havde mere tid til dig? 3. Kan du fortælle lidt om den måde, x er SSA på her på afdelingen? 4. Er det noget, du ville ønske, at X gjorde for dig? 5. Hvad er du mest glad for i dit samarbejde med X? 6. Hvordan ser du på samarbejdet mellem SSA og andre patienter? 7. Kan du fortælle om, hvilke egenskaber du sætter højst hos personalet? Tema 4: Fremtiden

Juni 2011