Hverdagsrehabilitering by Yvonne Miller

Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune

Evalueringsrapporten er udarbejdet af AC medarbejder Diana Hirsch Nielsen act2learn sundhed ved UCN.

Dataindsamling er foregået i samarbejde mellem AC medarbejder Diana Hirsch Nielsen act2learn sundhed ved UCN, Selma Lagerløfs Vej 2, 9220 Aalborg Videncenterleder Jette Bangshaab fra Videncenter for kroniske sygdomme og rehabilitering i afdelingen Udvikling og Innovation ved UCN, Selma Lagerløfs Vej 2, 9220 Aalborg

Kontakt Kontakt vedrørende evalueringsrapporten kan rettes til: Videncenterleder Jette Bangshaab Tlf . 7269 0330 Mail jtb@ucn.dk

Layout: Yvonne Miller, kommunikationsmedarbejder Udvikling og Innovation, UCN

Oktober 2011 Eftertryk er tilladt med kildeanvisning

Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE ........................................................................................................................ 1 BAGGRUND............................................................................................................................................ 2 PROJEKTMÅL ..................................................................................................................................................... 2 PROJEKTETS ORGANISERING .................................................................................................................. 3 VISITATIONEN .................................................................................................................................................... 3 DET TVÆRFAGLIGE TEAM ..................................................................................................................................... 4 DET HVERDAGSREHABILITERENDE TEAM ................................................................................................................. 4 LEDELSE AF MEDARBEJDERE I PROJEKTET ................................................................................................................ 4 DEN METODISKE FREMGANGSMÅDE ...................................................................................................... 5 FOKUSGRUPPEINTERVIEWS MED MEDARBEJDERE ..................................................................................................... 5 INTERVIEWS MED BORGERE .................................................................................................................................. 5 TRANSSKRIBERING AF INTERVIEWS ........................................................................................................................ 7 MEDARBEJDERPERSPEKTIV..................................................................................................................... 8 FORSKELLE MELLEM AT ARBEJDE MED HVERDAGSREHABILITERING OG TRADITIONEL HJEMMEPLEJE ................................... 8 AT ”SÆLGE” KONCEPTET HVERDAGSREHABILITERING TIL BORGEREN ............................................................................ 9 DEN TYPISKE BORGER DER VISITERES TIL HVERDAGSREHABILITERING .......................................................................... 10 FORMIDLING AF ARBEJDET MED HVERDAGSREHABILITERING TIL MEDARBEJDERE, DER IKKE ER EN DEL AF PROJEKTET........... 11 UDFORDRINGER I DET DAGLIGE ARBEJDE MED HVERDAGSREHABILITERING .................................................................. 12 HVORDAN HÅNDTERES BORGERE, DER IKKE ØNSKER AT INDGÅ I ET REHABILITERINGSFORLØB? ....................................... 13 SOLSTRÅLEHISTORIERNE .................................................................................................................................... 14 BORGERPERSPEKTIV............................................................................................................................. 17 BORGERNES OPFATTELSE AF HVERDAGSREHABILITERING ......................................................................................... 17 HVERDAGSREHABILITERING OG LIVSSITUATION ...................................................................................................... 18 DEMOTIVERENDE FAKTORER .............................................................................................................................. 21 For stort pres ........................................................................................................................................... 21 Omgangstone .......................................................................................................................................... 22 Divergerende informationer .................................................................................................................... 22 MOTIVERENDE FAKTORER .................................................................................................................................. 23 Tryghed .................................................................................................................................................... 23 Anerkendelse ........................................................................................................................................... 24 En god dialog ........................................................................................................................................... 25 BORGERNES RESULTATER I FORLØBET................................................................................................................... 26 KONKLUSION ....................................................................................................................................... 27 LITTERATURLISTE ................................................................................................................................. 30

Baggrund Første marts 2011 startede Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune. Projektet har til formål at gøre borgere i stand til at klare sig selv længst muligt i eget liv og samtidig udskyde hjælpen til pleje og derved afhængigheden af andres hjælp. Baggrunden for at starte projektet er, at Mariagerfjord Kommune står overfor en udfordring, når det gælder varetagelse af borgere, der har brug for pleje i hjemmet, idet der de kommende år vil ske en stigning i antallet af personer, der går på pension, mens antallet af personer i den arbejdsdygtige alder ikke stiger tilsvarende. Dette betyder, at der vil være færre til at forsørge de borgere, der har brug for pleje, samtidig med at kommunen står overfor et krav om nulvækst i de offentlige udgifter indenfor ældreområdet. I de seneste år er der kommet fokus på at gøre borgere selvhjulpne, således at behovet for hjælp til at klare sig i hverdagen udskydes. Dette sker blandt andet gennem et større fokus på hverdagsrehabilitering, der skal forstås som ”en social indsats, der bedrives i den ældre borgers hjem eller nærmiljø, med det formål at få den ældre borger til videst muligt selv at klare sig i hverdagen.”1

Projektmål Formålet med Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune er derfor at sørge for, at så mange borgere som muligt kan klare sig i hverdagen med kun lidt eller ingen hjælp, således at antallet af borgere, der er afhængig af hjælp fra det offentlige, nedbringes, samtidig med at der kommer et større fokus på at sikre livskvalitet hos borgerne. En af måderne, hvorpå målet skal realiseres, er ved at tilbyde borgere i Mariagerfjord Kommune et hverdagsrehabiliteringsforløb, der er tilpasset den enkelte og som varetages af et tværfagligt team. Det er samtidig vigtigt, at forløbet tager udgangspunkt i de målsætninger, borgeren selv opstiller, således at borgeren får aktiv medbestemmelse i eget liv. Succeskriterierne for Projekt Hverdagsrehabilitering er derfor, at borgere, der visiteres til projektet, opnår en større grad af frihed ved at kunne klare dagligdagsaktiviteter selv, frem for at være afhængige af hjælp fra hjemmeplejen, og at borgerne oplever et helstøbt og trygt forløb undervejs i rehabiliteringen. Ligeledes er det vigtigt, at medarbejdere i projektet har en positiv oplevelse af arbejdet med hverdagsrehabilitering, og at der bliver taget hånd om de udfordringer medarbejderne møder undervejs. Det er derfor medarbejderperspektivet og borgerperspektivet i arbejdet med hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune denne evalueringsrapport vil omhandle.

Hverdagsrehabilitering i Fredericia Kommune – 1. delevaluering

Projektets organisering Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune består af: En visitatorgruppe bestående af 9 medarbejdere, hvoraf to er fremskudte visitatorer på sygehusene samt en leder af visitationen Et hjemmetrænerteam bestående af 10 hjemmetrænere, en bevægelsesterapeut samt en leder af hjemmetrænerteamet En tilknyttet sygeplejerske En tilknyttet ergoterapeut

Visitationen Visitatorerne i projektet har til opgave at foretage en funktionsvurdering af de borgere, der henvender sig til Mariagerfjord Kommunen for at få praktisk hjælp og/eller personlig pleje. Her kortlægger, vurderer og udarbejder visitationen en tværfaglig rehabiliteringsplan (i samarbejde med det tværfaglige team), hvori der indgår en vurdering af borgerens ressourcer, muligheder og motivation for at indgå i Projekt Hverdagsrehabilitering. Hvis borgeren ikke vurderes egnet til at indgå i projektet, visiteres borgeren til ”traditionel” hjemmehjælp. De borgere der vurderes at have rehabiliteringspotentiale er borgere, der efterspørger hjælp fra kommunen, og ligeledes opfylder et eller flere af følgende kriterier: Udskrives fra sygehus og inden indlæggelsen var selvhjulpen Har ikke tidligere modtaget praktisk hjælp eller personlig pleje og efterspørger hjemmehjælp – helt nye borgere Har kognitive forudsætninger for at samarbejde om rehabilitering Efterspørger daglig personlig pleje som supplement til fx bad Får praktisk hjælp og efterspørger personlig pleje Modtager midlertidig hjælp eller får behov for hjælp til af- og påtagning af støttestrømper Typisk mestringsevne høj eller middel (Fælles sprog2) Sjældent funktionsniveau 4 (Fælles sprog)

”Fælles sprog II – Dokumentation af afgørelser på det kommunale ældre- og handicapområde”: http://www.kl.dk/ImageVault/Images/id_39034/scope_0/ImageVaultHandler.aspx

Visitator er ansvarlig for myndighedsopgaven, bevilling og afslag og er ligeledes ansvarlig for bevillinger af kørsel, madordning, eventuelle hjælpemidler mv. Det tværfaglige team Det tværfaglige team har følgende sammensætning: Visitator Ergoterapeut Hjemmesygeplejerske Leder af visitations- og myndighedsfunktionen Teamleder/projektleder af hverdagsrehabiliteringsteam Det tværfaglige team indgår som en del af visitationsprocessen og er med i udarbejdelsen af den tværfaglige rehabiliteringsplan for borgeren, hvorefter teamet involverer hjemmetrænerne i, hvordan rehabiliteringsplanen udmøntes i praksis. Teamet har ligeledes til opgave at vurdere behovet for specifik rehabilitering ved terapeuter, sygeplejersker mv. samt ansvaret for planlægning af opfølgningsmøder og justering af handleplaner, hvis dette er nødvendigt.

Det hverdagsrehabiliterende team Det hverdagsrehabiliterende team består af 10 hjemmetrænere, en bevægelsesterapeut samt en teamleder. Teamet er tilknyttet det tværfaglige team og har til opgave at arbejde ude hos borgeren med de mål, som er beskrevet i rehabiliteringsplanen samt at dokumentere de ændringer, der sker gennem rehabiliteringen. Dette ved at skrive dem i borgerens plan og give tilbagemeldinger om forløbet til det tværfaglige team. Hjemmetrænerne skal arbejde rehabiliterende ved at inddrage borgeren i hjælpen, så de får øje på egne ressourcer og muligheder og derved på sigt lærer at klare sig selv igen. Ligeledes har hjemmetrænerne til opgave at motivere og opfordre borgeren til at være aktiv og arbejde fremad med rehabiliteringsplanen.

Ledelse af medarbejdere i projektet Det tværfaglige team ledes af deres fagspecifikke ledere, mens den udførende hjemmetrænergruppe ledes af en teamleder. Derudover er der nedsat en styregruppe, der jævnligt diskuterer fremdriften i projektet, samt eventuelle udfordringer medarbejderne står overfor.

Den metodiske fremgangsmåde Evalueringsprojektet i Mariagerfjord Kommune er gennemført som et kvalitativt studie, hvor følgende perspektiver er afdækket: Et medarbejderperspektiv Et borgerperspektiv

Fokusgruppeinterviews med medarbejdere Medarbejderperspektivet evalueres gennem fokusgruppeinterviews med medarbejdere i projektet. Et fokusgruppeinterview med fem medarbejdere fra visitationen i Mariagerfjord Kommune, et fokusgruppeinterview med fire medarbejdere fra hjemmetrænerteamet i kommunen, samt et fokusgruppeinterview med en gruppe bestående af to visitatorer, tre hjemmetrænere samt en sygeplejerske fra Mariagerfjord Kommune. Ligeledes skulle der i interviewet også have deltaget en terapeut fra projektet, men hun blev desværre forhindret på interviewdagen. Gennem fokusgruppeinterviewene forsøges afdækket: Hvordan medarbejderne oplever at arbejde med hverdagsrehabilitering i modsætning til arbejdet i den traditionelle hjemmepleje. Hvordan medarbejderne formidler konceptet med at arbejde hverdagsrehabiliterende til borgeren på den mest hensigtsmæssige måde. Hvordan den typiske borger, der visiteres til et hverdagsrehabiliteringsforløb kan beskrives. Om medarbejderne oplever, de har de rette kompetencer til at udføre arbejdet med hverdagsrehabilitering. Hvilke erfaringer de indtil nu (tre måneder inde i forløbet) har gjort sig ved at arbejde med hverdagsrehabilitering, herunder: o

Borgernes generelle opfattelse af at blive visiteret til hverdagsrehabilitering.

Sammenhængen i borgernes rehabiliteringsforløb.

Udfordringer og succeser i arbejdet med hverdagsrehabilitering.

Hvordan medarbejderne opfatter samarbejdet i projektet.

Interviews med borgere Borgerperspektivet evalueres gennem interviews med fem borgere (her er der ikke tale om fokusgruppeinterviews, men interviews der foretages med den enkelte borger), der er i forskellige stadier af rehabiliteringsforløbet (nogle afsluttede, andre midt i forløbet). Borgerne er udvalgt strategisk med det

formål at indfange så mange forskellige oplevelser af hverdagsrehabiliteringsforløbet, set fra et borgerperspektiv, som muligt. Udvælgelsen er foretaget af lederen for hjemmetrænerteamet, der besidder et overblik og et kendskab til de enkelte borgerforløb, således at denne strategiske udvælgelse har været mulig. Interviewene skal afdække de erfaringer og oplevelser borgerne har ved at indgå i et hverdagsrehabiliteringsforløb: Borgerens opfattelse af eget rehabiliteringsforløbet samt opfattelsen af hverdagsrehabilitering som koncept. Introduktionen til hverdagsrehabiliteringsforløbet samt samarbejdet med hjemmetrænerne. Sammenhæng og tryghed i forløbet. Kommunikationen mellem medarbejderne i Projekt Hverdagsrehabilitering og borgerne. Vurdering af livskvalitet efter deltagelse i projektet. Interviewene med medarbejderne i Projekt Hverdagsrehabilitering er foretaget i juni måned 2011, mens interviewene med borgere i projektet er foretaget i starten af september 2011.

Transskribering af interviews Fokusgruppeinterviewene er alle blevet optaget på diktafon og er efterfølgende transskriberet ned til skrevet tekst. Dels for at kunne arbejde med alle nuancerne i interviewmaterialet, og dels for at kunne gengive korrekte citater i analysedelen. Ligeledes er fire ud af fem borgerinterview optaget på diktafon, mens en femte borger ikke ønskede at få samtalen optaget. I dette interview blev der i stedet skrevet notater i stikordsform, og af den årsag vil denne borgers udtalelser derfor ikke indgå i analysen i citatform. Alle borgere var, inden interviewene blev foretaget, informeret om, at samtalerne ville blive optaget på diktafon, men at de var velkomne til at sige fra, hvis ikke de ønskede samtalen optaget. Dette for ikke at forvirre borgerne på interviewtidspunktet, og for at give borgerne tid til at overveje, om de ønskede samtalen optaget eller ej. Alle interviewoptagelserne på diktafonen er efter transskriberingerne blevet slettet.

Medarbejderperspektiv Der er blevet foretaget tre fokusgruppeinterviews med medarbejdere der indgår i Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune. Et fokusgruppeinterview med fem visitatorer, et fokusgruppeinterview med fire hjemmetrænere og et fokusgruppeinterview med en blandet gruppe, hvor der indgik to visitatorer, tre hjemmetrænere samt en sygeplejerske, der er tilknyttet projektet. Dette afsnit vil derfor behandle de udfordringer, der blev tydeliggjort af medarbejderne i projektet under de tre interviews, og som er vigtige elementer, at have med i sine overvejelser, når man starter hverdagsrehabilitering op i kommunen. Ligeledes vil de succeshistorier, der har været siden opstart i Mariagerfjord Kommune, blive beskrevet, for at fremhæve de mange solstrålehistorier, der affødes ved at arbejde rehabiliterende med borgere. Interviewene blev foretaget i juni måned, så nogle af de udfordringer, der beskrives i projektet er allerede blevet behandlet i kommunen og er derfor taget hånd om. Alligevel vil disse udfordringer blive beskrevet i afsnittet, idet de på interviewtidspunktet var højaktuelle i arbejdet med Projekt Hverdagsrehabilitering i kommunen.

Forskelle mellem at arbejde med hverdagsrehabilitering og traditionel hjemmepleje Et vigtigt aspekt i arbejdet med hverdagsrehabilitering er måden at tænke hjælp på til borgeren. Hvor hjemmeplejen har fokus på at løse opgaver for borgeren, er ideen med hverdagsrehabilitering, at borgeren ikke skal have andre til at løse opgaver for sig, men at han/hun i stedet skal have hjælp til at lære at klare opgaverne selv. Tankegangen i hverdagsrehabilitering er derfor en anden end i den traditionelle hjemmepleje, idet der ved at tænkes rehabiliterende fordres fremskridt hos borgeren, hvor man i den traditionelle hjemmepleje har fokus på opgaver, der skal løses for borgeren og derved fastholder borgeren i den tilstand, borgeren er i. ”Det er endnu mere udfordrende [end arbejdet i den traditionelle hjemmepleje], hvad man kan få folk til at gøre, frem for ”bare” at gå ind og passe og pleje dem, og hvor de bliver ringere og ringere… og så kan man være tilfreds med, at man har plejet dem godt, men den anden del, den giver en anden glæde.” Glæden hos hjemmetrænerne, ved at se borgere flytte sig, er af stor betydning for deres arbejde og giver en anden glæde end arbejdet i den traditionelle hjemmepleje. Ligeledes oplever hjemmetrænerne en større grad af udfordring ved at arbejde rehabiliterende med borgere, idet de hele tiden tvinges til at tænke i nye løsninger, både for at motivere borgeren i forløbet, men også ift. at løse konkrete problemstillinger i arbejdet med borgeren.

”Jeg synes også, det er udfordrende stadigvæk, at der er sådan en måde at tænke over, hvordan skal jeg vende, hvis det er, jeg kan se, at borgeren ikke bare er samarbejdsvillig… altså selv… måske ikke bare fordi, han er negativ, men fordi han bare ikke forstår eller… hvordan skal jeg få vendt ordene… det synes jeg stadigvæk, jeg bruger energi og kræfter på at tænke over.” ”Vi har også haft nogen… jeg kan da huske en af de første, vi havde med støttestrømper, hvor han bare sejlede totalt… han var meget modstander af det, og så var det ligesom, der kom en anden derud, og så gik det (…) og så har vi lært af, hvordan var det, hun tacklede det, så tager vi det til os, og tager det med hen til den næste.” ”Jeg synes også, vi er gode til at trække på hinandens ressourcer… vi ved godt, hvem der er gode til hvad.” En anden forskel på de to arbejdsformer er arbejdet med borgerplaner i et rehabiliteringsforløb, hvor hjemmetrænerne efter hvert besøg hos en borger beskriver forløbet, således at alle i hjemmetrænerteamet kan følge med i, hvordan det går den enkelte borger. Dette er et vigtigt redskab for at sikre sammenhæng i borgerens forløb, således at alle hjemmetrænere er opdateret med de fremskidt, borgeren har gjort siden sidste besøg, og ligeledes om der har været tilbagefald hos en borger. Sidst men ikke mindst er tid og fleksibilitet faktorer, der adskiller arbejdet med hverdagsrehabilitering fra arbejdet i den traditionelle hjemmepleje. Hvor der i hjemmeplejen arbejdes ud fra kørelister, er der i arbejdet med hverdagsrehabilitering en større grad af frihed forbundet med arbejdet hos borgeren, således at arbejdet dagligt kan tilpasses ud fra borgerens behov. ”Jeg tror, der er rigtig mange i den vanlige hjemmehjælp, som faktisk tænker rehabiliterende, men det kan ikke lade sig gøre pga. deres kørelister.” ”Det er det gode her. Det kan vi gøre [lave aftaler med borgeren fra dag til dag og tilpasse sig borgerens behov]… i hjemmeplejen, de tør jo snart ikke tænke en tanke selv, før de skal spørge om lov, eller hvad kan vi? hvad må vi? Der er det altså det gode her, at vi kan handle på egen hånd.”

At ”sælge” konceptet hverdagsrehabilitering til borgeren I fokusgruppeinterviewet med visitatorerne blev det hurtigt klart, at måden, hvorpå medarbejderne introducerer hverdagsrehabiliteringsbegrebet til borgeren, er forskellig fra visitator til visitator, og at det at ”sælge” konceptet til borgeren stadig kan forekomme svært for visitatorerne. Diskussionen i interviewet gik på, hvorvidt træning er et godt ord at bruge, når borgeren skal informeres om, hvad hverdagsrehabilitering er, første gang der introduceres til forløbet. De fleste visitatorer gav udtryk for, at de bruger ordet træning, når de skal fortælle borgeren, hvad det er for et forløb, han/hun skal indgå i. Dette kan dog give

associationer til borgeren om, at det er træning med vægte og lignende nede i et træningscenter, forløbet indbefatter, hvilket kan skabe modstand hos nogle borgere. En af visitatorerne nævner herefter, at hun kalder det ”en vurdering af om en borger kan blive selvhjulpen og klare sig selv igen” mens en anden visitator tænker hverdagsrehabilitering som ”et løft både fysisk, psykisk og socialt, således at borgerens hverdag får et løft hele vejen rundt”. Diskussionen visitatorerne har, omkring de begreber der bruges til at informere borgeren om forløbet med hverdagsrehabilitering, er central, idet det kan være af stor betydning for hverdagsrehabiliteringsforløbet, hvilken tilgang til forløbet borgeren har. Det er værd at bruge tid på at diskutere, hvilke signaler det sender til borgeren at bruge et begreb som træning frem for at bruge en anden betegnelse som for eksempel, at borgeren får hjælp til at blive selvhjulpen.

Den typiske borger der visiteres til hverdagsrehabilitering Det er svært for medarbejderne i Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune at karakterisere de mest typiske borgere, der visiteres til hverdagsrehabilitering. Visitatorerne nævner dog både borgere med brud, som visiteres fra hospitalet og nye borgere, der ikke har modtaget hjælp før, som nogle af de borgere, der hyppigst visiteres til hverdagsrehabilitering. En af visitatorerne nævner ligeledes borgere med KOL, der typisk er blevet afsluttet med støttestrømper og rengøring, hvor især én borger står skarpt i erindringen: ”Jeg har en af de borgere som… en af de første, de startede med, hvor de kom dagligt fra hjemmeplejen, og det var så både morgen og aften til nogle støttestrømper, og så havde han noget rengøring og sådan noget, og umiddelbart i starten, så havde jeg nok tænkt, det kommer han aldrig ud af, det her, men han fik mod og lidt blod på tanden, hvis man kan sige det, og de har nok tacklet ham på en rigtig god måde. I hvert fald så er han helt afsluttet i dag… også med hans rengøring, og han er egentlig en borger, der er ret hårdt ramt af KOL også og går med ilt permanent, men han er helt ude af systemet i dag.” Andre af visitatorerne mener derimod, at det kan være svært at afslutte borgere, der har en kronisk sygdom, idet det kræver indsigt i borgerens sygdomsforløb for at sådanne borgere kan visiteres til hverdagsrehabilitering og afsluttes igen. Hjemmetrænernes oplevelse af de borgere, der er mest effektive at rehabilitere, er borgere der kommer direkte fra hospitalet, og som ikke har haft hjælp før, mens borgere, der har haft hjælp til rengøring i mange år, er de mest udfordrende at rehabilitere. Ligeledes nævnes borgere med rygproblemer som svære at rehabilitere, idet hjemmetrænerne mangler den fornødne viden omkring, hvordan man håndterer borgere med rygproblemer. Samtidig nævner hjemmetrænerne, at de kan have svært ved at vurdere, hvornår en

borgers rygproblemer er reelle, og hvornår borgeren kan formodes at bruge rygproblemer, som en måde at undgå rengøring på. Der er i forlængelse af ovenstående derfor vurderet i kommunen, at borgere med rygproblemer skal tilses af ergoterapeuten, der indgår i projektet, og at der ved tvivlsspørgsmål bør hentes en lægeerklæring på rygproblemerne hos borgerens læge.

Formidling af arbejdet med hverdagsrehabilitering til medarbejdere, der ikke er en del af projektet I opstarten af Projekt Hverdagsrehabilitering har medarbejderne oplevet, at faggrupper, der ikke er en del af projektet, har haft en manglende forståelse for tankegangen i at arbejde rehabiliterende med borgeren. En medarbejder fra visitationen fortæller: ”(…) jeg havde en opfattelse af, at de sygeplejersker, der så kom og ordnede noget medicin for ham [medarbejderen henviser til en borger], havde en anden opfattelse af hverdagsrehabilitering, for de synes faktisk, det var synd, han skulle presses til det, så de bakkede ham lidt op i, at han ikke skulle lave alle de ting.” Citatet ovenfor vidner om, at der kan være nogle divergerende opfattelser af, hvad hverdagsrehabilitering er, og at det kan være svært for medarbejdere udenfor projektet at forstå hensigten med at arbejde rehabiliterende med borgeren frem for at arbejde med pleje. Dette kan bevirke, at nogle borgere oplever, at de får modsatrettede tilkendegivelser fra medarbejdere, alt efter om de er en del af Projekt Hverdagsrehabilitering, eller om de står udenfor projektet. For borgere, der kan have større eller mindre grad af modstand mod at indgå i projektet, kan tilkendegivelser, der netop arbejder mod projektets formål og hensigt, medvirke til at forøge borgerens modstand mod projektet, og styrke borgeren i sin argumentation for ikke at indgå i rehabiliteringsforløbet. Det sender ligeledes et signal om, at kommunen ikke er en samlet enhed, der samarbejder om borgeren, men at der arbejdes ud fra forskellige paradigmer indenfor pleje. En måde at omgå disse misforståelser kan være en grundig information i opstartsfasen til alle kommunens medarbejdere, der arbejder med pleje af borgere, omkring formålet og hensigten med hverdagsrehabilitering. Dette således at alle medarbejder i kommunen har en grundlæggende forståelse for arbejdet med at rehabilitere borgere frem for at tilbyde dem vedvarende pleje. Dette vil kunne forhindre nogle af de misforståelser, der opstår ved at forskellige medarbejdergrupper ikke arbejder ud fra samme grundopfattelse, selvom der antageligt altid vil være nogle medarbejdere for hvem, denne nye måde at tænke omsorg for borgere på, kræver tilvænning.

I forlængelse af ovenstående er det vigtigt at have i tankerne, at al forandring kræver tid og tilvænning. Det må forventes, at der er medarbejdere, der kan have svært ved at tilsidesætte tanken om omsorg og pleje som en service, hvor medarbejdere gør ting for borgeren, til i stedet at tænke omsorg og pleje ind i en rehabiliterende tankegang, hvor omsorg er i betydningen, at medarbejderne hjælper borgeren til igen at kunne klare sig selv, og hvor pleje af borgeren kommer til udtryk som opbygning og pleje af de funktioner, borgeren før har haft.

Udfordringer i det daglige arbejde med hverdagsrehabilitering Efter opstarten af projektet i Mariagerfjord Kommune har der været nogle daglige udfordringer for medarbejderne, som de har måtte løse som projektet er skredet frem, og de har fået erfaring i at arbejde på en ny måde. Visitatorerne fortæller om, at de i starten var i tvivl om, hvordan de skulle præsentere borgerne for projektet, idet de på daværende tidspunkt selv var i tvivl om, hvad hverdagsrehabiliteringsforløbet præcist indebar for borgeren. De forklarede borgeren, at det var et træningsforløb, og havde nogle forestillinger om, at hjemmetrænerne lavede træningsøvelser med borgeren, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var den form for træning, hjemmetrænerne lavede med borgeren. Ligeledes havde hjemmetrænerne i starten af forløbet svært ved at definere deres egen rolle, og når de kom ud til borgeren, stod de med hænderne på ryggen og forventede, at borgeren selv skulle klare de opgaver, han/hun var visiteret til som en del af borgerens træning. Dette har dog udviklet sig til et samarbejde mellem hjemmetræner og borger, således at hjemmetræneren nu ikke længere bare står ved siden af borgeren og kigger, men at de gør tingene i fællesskab eller deles om de opgaver, der er i borgerens hjem. ”Der var det altså også vanskeligt i starten, og det havde de jo også selv sagt [hjemmetrænerne], at det har de lært meget af, fordi de var meget… de stod sådan her [med hænderne på ryggen] … helt bogstaveligt med hænderne på ryggen… og det startede med syge, syge folk, der kom hjem fra sygehuset; du skal kunne klare dig selv, ikke, men det er gået helt over i den anden grøft… og folk de fik jo et chok, ikke, altså de var rigtig dårlige, og jeg blev ringet op af en, der sagde; de hundser med mig… men det har vi diskuteret, og det har de sagt, at det har de lært meget af.” ”(…) de [borgerne] skal have tid til ligesom at lande og finde ud af, hvad er det egentlig, vi skal, hvor vi måske var lidt meget over dem fra starten af… de skulle altid selv, ikke (…) vi er blevet bedre til at sige; nu skal jeg lige give det håndklæde… jeg tager posen og binder den, og så kan du selv gå ud med den… sådan

nogle små ting dér (…) og også at samarbejdet bliver positivt, for ellers kan det godt blive sådan lidt et forkert samarbejde.” Denne måde at arbejde på skaber et ligeværd mellem hjemmetræner og borger og er et vigtigt element, når hjemmetræneren skal motivere borgeren.3 Et andet aspekt i omformningen til praksis er et fokus på, hvordan arbejdet tilrettelægges mellem faggrupper, således at borgeren oplever hverdagsrehabilitering som et sammensat forløb. Dette kræver et tværfagligt samarbejde mellem forskellige faggrupper, der både inkluderer hjemmetrænere, sygeplejersker, terapeuter samt andet personale. Det er vigtigt, at disse grupper samarbejder, for at forløbet med hverdagsrehabilitering bliver så helstøbt for borgeren som muligt, og for at borgeren kan få mest muligt ud af forløbet. I opstarten af projektet oplevede visitatorerne og hjemmetrænerne, at der var noget kommunikation grupperne imellem, der ikke fungerede. Hjemmetrænerne oplevede at komme ud til borgere uden at have informationer om, hvad der var aftalt omkring rehabiliteringsforløbet, men det blev løst ved, at hjemmetrænerne selv tager forventningssamtalen med borgeren og skriver det ind i borgerens plan, hvis denne er mangelfuld. Hjemmetrænerne oplevede også, at der kunne være uoverensstemmelser mellem det, visitatoren havde skrevet i borgerens plan, og det borgeren selv mente, der var blevet aftalt. Dette løser hjemmetrænerne nu ved at lade borgeren forklare med egne ord, hvad han/hun har forstået fra samtalen med visitatoren, og hvis der er uoverensstemmelser forsøger hjemmetræneren at lede borgeren frem til det, der fremgår af borgerens plan. Derved har borgeren ikke en følelse af, at tingene bliver lagt ned over ham/hende, men at borgeren er en aktiv del af rehabiliteringen, og de beslutninger der træffes omkring forløbet.

Hvordan håndteres borgere, der ikke ønsker at indgå i et rehabiliteringsforløb? Når man som kommune vælger at ændre procedurerne fra pleje af borgere til at tilbyde borgere hjælp til at blive selvhjulpne, vil der efter al sandsynlighed være borgere, der ikke ønsker at indgå i et rehabiliteringsforløb men ønsker den ydelse, kommunen førhen har tilbudt borgerne. Det er derfor vigtigt, at der i kommunen lægges en strategi for, hvordan man bedst muligt undgår at komme i sådanne situationer, og at klargøre, hvor kommunen står juridisk, hvis der skulle opstå episoder, hvor borgere, der er vurderet egnet til at indgå i et rehabiliteringsforløb, nægter at deltage.

Dette vil blive yderligere behandlet i analysen af borgerperspektivet i evalueringsrapporten.

I projektbeskrivelsen for Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune står der ”borgeren kan ikke fravælge at deltage i projektet og vælge tidligere praksis”, hvilket visitatorerne rejser spørgsmål omkring, når det gælder personlig pleje af borgere. Her melder der sig et spørgsmål om, hvad man rent juridisk kan nægte en borger, og ligeledes er det et etisk spørgsmål om medmenneskelighed. Her er det vigtigt, at kommunen fra starten af projektet får gjort klart, hvor medarbejderne står juridisk, hvis sådanne episoder forekommer, og hvor man som kommune trækker grænsen for, hvornår en borger kan fravælge at deltage i et rehabiliteringsforløb. Der kan dog arbejdes målrettet mod at undgå, at kommunen ender i en situation, hvor en borger nægter at indgå i et hverdagsrehabiliteringsforløb ved hele tiden at have borgerens situation in mente, når der visiteres til hverdagsrehabilitering. Som en af visitatorerne i interviewet påpeger, kan det være uoverskueligt for en borger, der for eksempel udskrives fra sygehuset efter en operation at skulle tage stilling til, om han/hun vil indgå i et hverdagsrehabiliteringsforløb og derfor takker nej. Borgeren kan være bange for, hvordan det bliver at komme hjem efter indlæggelsen, og der kan være mange uvisse faktorer forbundet med udskrivelsen, hvilket kan spille ind på borgerens vilje til at indgå i rehabiliteringsforløbet.

Solstrålehistorierne Det er tydeligt, at medarbejderne i Projekt Hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune drives af de solstrålehistorier, der opstår, når der arbejdes rehabiliterende med borgere frem for med pleje i den traditionelle forstand. Mange borgere er siden opstarten enten helt afsluttet eller afsluttet til mindre hjælp, end det de først blev visiteret til, og der er kommet mange positive tilkendegivelser fra borgere, der er indgået i forløbet samt fra deres pårørende4. ”Her sidste gang, vi var af sted [på kursus], var jeg i gruppe med en fra teamet [hjemmetrænerteamet], som var ved at fortælle en rigtig sød historie, i forhold til at kunne gå op og handle på butikstorvet, og den her dame, det har hun simpelthen bare ikke været i lange tider, men nu havde de jo tid… altså hun kunne jo følge med, og i starten så var det sådan noget med, at de gik… altså, de nåede ikke helt derop, men da vi var af sted her den 25. maj [på kursus], der kunne den her dame rent faktisk gå hele den her tur derop.”

Der har været enkelte episoder, hvor hjemmetrænere har oplevet en modvilje fra pårørende, selvom borgeren selv har været positivt indstillet overfor forløbet. Et eksempel kan være, at en ægtefælle, til en borger der tilbydes et rehabiliteringsforløb, har formet en identitet op omkring at være ”den hjælpende ægtefælle”, og det kan derfor være svært for den pårørende at skulle vænne sig til tanken om, at den anden part pludselig kan klare sig selv og ikke længere har det samme afhængighedsforhold overfor ægtefællen. Af andre årsager kan nævnes, at fx børn til ældre borgere er vant til, at der dagligt kommer nogen hos deres mor/far, hvor der efter et rehabiliteringsforløb ikke længere kommer nogen hos borgeren hver dag, og det kan være med til at skabe en følelse af dårlig samvittighed hos børnene til den ældre borger. Derudover er der selvfølgelig hele opgøret med at tænke pleje og omsorg i traditionel forstand til nu at tænke i ressourcer hos borgeren, der kræver tilvænning hos nogle pårørende.

”Det er nemlig sådan en solstrålehistorie, hvor hun har fået et løft hele vejen rundt. Hun har en kronisk sygdom og har nu været faldet og har brækket skulderen og har så sat sig… fordi hun ikke turde gå med rollatoren, hvor de så ligesom har fået brudt den der inaktivitet og fået givet hende et løft, sådan at hun faktisk klarer det sidste af badet også. Hun kan selv tørre sig og komme i tøj… og det er dels det med den gåtur, og så det med, at de arbejder meget målrettet… de har nogle faste mål, og de laver noget dokumentation for, hvad der er sket, og hvor vi arbejder hen ad.” ”Og nu begynder vi også at opleve nogle pårørende, der siger; ej, hvor er det godt, I fik mor med i det team…” ”Jeg har en her i byen, hvor de pårørende selv har sagt helt klart til en af pigerne [i hjemmetrænerteamet], at hvor er det altså godt, at de havde fået deres mor med i det team.” Det er oftest hjemmetrænerne, der i det daglige arbejde med borgeren, oplever solstrålehistorier, hvor borgere virkelig rykker sig i forløbet, og hvor arbejdet med borgere giver synlige resultater, der motiverer til at fortsætte arbejdet. Derfor er det også vigtigt, at man i kommunen sørger for, at de gode historier deles med resten af medarbejdergruppen i projektet. I Mariagerfjord Kommune har medarbejderne i Projekt Hverdagsrehabilitering gjort sig mange overvejelser om, hvad der gør arbejdet med hverdagsrehabilitering til en succes, og der er ikke ét svar på spørgsmålet, men mange forskellige faktorer spiller ind på, at man i kommunen, har draget sig nogle gode erfaringer med arbejdet siden opstarten første marts 2011 og haft succes med at få afsluttet borgere helt fra projektet eller til mindre hjælp end ved opstart. En af de vigtigste ting i forløbet er at skabe tryghed hos de borgere, der indgår i Projekt Hverdagsrehabilitering, således at borgerne tør gøre ting på egen hånd. ”Der er utrolig mange [borgere], der giver udtryk… og vi fanger de her udtryk, de giver… de er utrygge ved tilværelsen… hvad den har gjort ved dem, og der tror vi også, når vi snakker om det, at det er den der tryghed, de får, ved at vi kan byde dem forskellige ting… altså vi kan både sige, vi kommer… vi kommer igen dér, eller vi kan ringe til dig… og vi kan også gøre det, at det næste skridt…(…) så vi følger op hele tiden.” ”Der er også nogen, der siger… det var endda en af de første borgere, vi havde, hvor hun virkelig havde knoklet med at få vasket noget tøj og selv komme i bad og få det op at hænge; men jeg vidste jo, du kom, så hvis det gik i skudder-mudder, så er der én, der kommer og hjælper mig… og den tryghed, det giver dem… og også at vi alle udstråler den ro…”

Det skaber tryghed for borgerne at vide, at der altid er hjælp at hente, hvis noget skulle gå galt, når de prøver selv, og det er af stor værdi i rehabiliteringsforløbet og medvirker til, at borgere flytter sig. Disse mange succeshistorier om borgere, der med hjemmetrænernes hjælp enten er blevet afsluttet til mindre hjælp eller som er helt afsluttet fra projektet skal også ses i lyset af den ånd, der er i hjemmetrænerteamet og i hele medarbejdergruppen i Projekt Hverdagsrehabilitering. Der er gennem kursusforløbet inden opstart i projektet samt i opstartsfasen blevet skabt en fællesskabsfølelse om at være sammen om noget nyt og spændende i gruppen, der synes at have styrket samarbejdet. Specielt synes der at være en stærk fællesskabsfølelse indenfor hjemmetrænerteamet, der udelukkende arbejder med hverdagsrehabilitering af borgere, hvorimod visitatorer, sygeplejerske og terapeuter i projektet har arbejdsopgaver både indenfor og udenfor projektet. Derfor er erfaringsudvekslingen mellem medarbejderne i projektet utrolig vigtig, således at alle medarbejdere får et indblik i, at der skabes synlige resultater hos de borgere, der visiteres til hverdagsrehabilitering, og det er især vigtigt, at de medarbejdere, der ikke har deres daglige gang ude hos borgeren, ligeledes får kendskab til de succeshistorier, der er i projektet.

Borgerperspektiv Der er foretaget fem interviews med borgere, der enten er afsluttet i Projekt Hverdagsrehabilitering eller som stadig indgik i forløbet, da interviewene blev foretaget. Borgerne har hver deres individuelle problematikker og har forskellig fysisk, psykisk og social funktionsevne til at deltage i rehabiliteringsforløbet, men da borgerne er blevet lovet fuld anonymitet, vil de ikke blive yderligere beskrevet inden analysen af borgerperspektivet. Hvor borgernes forskelligheder vurderes relevante for evalueringen, vil disse dog fremhæves i analysen.

Borgernes opfattelse af Hverdagsrehabilitering Det er kendetegnende for alle fem borgere, at der er en manglende forståelse af, hvad hverdagsrehabilitering er, første gang de introduceres til forløbet. Borgerne synes at have svært ved at begribe, hvad forløbet indebærer, og hvad det kræver af borgerne inden forløbets start. Borgerne får dog hurtigt en opfattelse af, hvad hverdagsrehabilitering indebærer og kræver af dem, når forløbet udformer sig i praksis, og hjemmetrænerne begynder at komme hjemme hos borgeren. Det er derfor heller ikke til at sige, hvorvidt man i kommunen kan gøre mere for at borgerne får en bedre forståelse af, hvad hverdagsrehabilitering er ved introduktionen. Når det gælder den enkelte borgers forløb er der dog forskellige opfatter af, hvordan det har været at indgå i rehabiliteringen. De fleste borgere er tilfredse med forløbet og roser hjemmetrænerne, der kommer i hjemmet. ”De er så søde… de er virkelig gode.” ”Det er ikke til at forstå, at der kan være mennesker, der er så flinke… de er i hvert fald dejlige.” ”Det er ikke til at forstå, at de er så søde… og jeg kan ikke tage den ene og sige, hun er ikke så sød… de er simpelthen så fantastiske alle sammen.” ”De kommer jo venligt hver dag og hilser og gør deres pligt på alle måder, om ikke endda lidt mere… og ordner småting, hvis der er noget… de gør jo også rent, men jeg kan kun sige, de er virkelig fantastiske.” ”De gik da tur med mig med rollatoren… jeg skulle bevæge mig, og jeg skulle også udenfor jo… jo, jamen de er virkelig flinke, det er de.” Der er dog også enkelte borgere, der ikke har haft så gode oplevelser i rehabiliteringsforløbet, som sidder med en følelse af, at de er blevet mødt med en manglende forståelse fra de hjemmetrænere, der er kommet i hjemmet.

”Jeg synes, de skulle tage lidt mere hensyn til min alder, det synes jeg… de kunne have hjulpet mig lidt mere.” ”Der er, som jeg siger, nogen [hjemmetrænere] der har taget sig godt af det, men der er også nogen, der siger; du skal lære, og du skal lære at kunne selv… og det har jo været min indstilling hele vejen igennem, men det er sommetider, det har haltet lidt alligevel… selvfølgelig skal vi da lære at kunne selv, og det har jeg også været indstillet på hele tiden, jeg skal i gang igen, for jeg skal ikke hen og sidde som en grønskolling.” En borger giver udtryk for, at der i rehabiliteringsforløbet har været en manglende forståelse for borgerens alder, mens en anden borger udtrykker, at der har været en manglende forståelse for hendes situation i rehabiliteringsforløbet. Denne borger lever med en livstruende sygdom samtidig med, at hun skal indgå i et rehabiliteringsforløb og lære at klare sig selv igen efter en operation. Alle borgere fortæller, at de sagtens kan forstå tankegangen med at hjælpe folk til at blive selvhjulpne igen og synes derved godt om hverdagsrehabilitering som koncept. Ingen af borgerne ønsker at være i en situation, hvor de ikke kan klare sig selv, men for enkelte borgere har forløbet alligevel været for overvældende for dem.

Hverdagsrehabilitering og livssituation Når borgere visiteres til hverdagsrehabilitering er det vigtigt at tænke borgerens livssituation ind i forløbet, for at borgeren kan få så god en oplevelse med rehabiliteringen som muligt. Ovenfor er der beskrevet to borgere, der ikke har haft så gode oplevelser i deres rehabiliteringsforløb. Borgeren der mener, at hjemmetrænerne burde tage mere hensyn til hendes alder er i slutningen af firserne og synes derfor ikke, at hun skal presses til at gøre tingene selv. Hun fortæller, at forløbet har været hårdt for hende, og under interviewet giver borgeren flere gange udtryk for, at hun har svært ved at forstå, hvorfor en person i hendes alder skal igennem et rehabiliteringsforløb. Borgeren har svært ved at svare på, hvad der har været godt ved forløbet og udtrykker sig i stedet ved at grine og trække på skuldrene, når disse spørgsmål stilles til hende. Alligevel anerkender borgeren, at hun formodentlig er blevet hurtigere selvhjulpen igen, fordi hjemmetrænerne har presset hende til at gøre tingene selv. ”Det er svært at sige, om det var kommet alligevel [de gode resultater borgeren har opnået ved at være i et rehabiliteringsforløb]… det ved jeg ikke. Hvis de var blevet ved med at hjælpe mig… sådan at ordne det hele… så var det selvfølgelig ikke kommet så hurtigt.” ”Jo, det må jeg jo have [svar på, om borgeren alligevel har fået noget godt ud af rehabiliteringsforløbet, selvom hun synes, det har været hårdt], for det var jo nok bedre end at få hjælp til det hele… så var man jo

ikke kommet så hurtigt i gang. Hvis nu de havde vasket mig og det hele, så kom jeg jo ikke så hurtigt i gang.” Borgeren her er et godt eksempel på en borger, der ikke forbinder det at være selvhjulpen med livskvalitet. Borgeren er ikke begejstret for forløbet og synes, hun er blevet presset for hårdt, men alligevel anerkender hun det stykke arbejde, hjemmetrænerne har gjort, og at hun nu er i stand til at klare sig selv igen. Hun har dog ikke den glæde ved at være blevet selvhjulpen igen, som flere af de andre borgere giver udtryk for, de har opnået ved at indgå i rehabiliteringsforløbet. Situationen hos den anden borger, der ikke udelukkende har været tilfreds med sit rehabiliteringsforløb er meget anderledes end borgeren beskrevet ovenfor, idet denne borger kæmper med en livstruende sygdom, der på interviewtidspunktet fylder meget hos borgeren. Borgeren har en følelse af, at hun ikke har mødt forståelse fra hovedparten af de hjemmetrænere, der er kommet i hjemmet. I stedet står borgeren tilbage med en oplevelse af at være blevet presset igennem forløbet og alt for hurtigt at være afsluttet fra projektet igen. Denne borgers hverdag er i høj grad præget af angst og usikkerhed i forbindelse med sygdommen, og det er helt tydeligt, at sygdommen fylder meget i tilværelsen. Borgeren har svært ved at huske hele rehabiliteringsforløbet, idet tiden efter udskrivelsen fra sygehuset har været meget turbulent. Samtidig giver borgeren udtryk for, at der i rehabiliteringsforløbet har været fokus på hendes fysiske funktion og i mindre grad fokus på hendes psykiske funktion, selvom denne borger i høj grad har brug for psykisk støtte i forløbet. At arbejde rehabiliterende med borgere kræver, at der rettes en helhedsorienteret indsats mod borgeren, således at det ikke kun er borgerens fysiske funktion, der er fokus på i rehabiliteringsforløbet. I ”Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet” MarselisborgCentret 2004 står der følgende om den helhedsorienterede indsats i et rehabiliteringsforløb: ”Helhedsorientering handler også om, at borgeren skal opleve rehabiliteringsprocessen og tiltagene som forståelige, meningsfulde, behovsdækkende og sammenhængende – som en helhed, der er i overensstemmelse med hans eller hendes personlighed, identitet og aktuelle situation fysisk, psykisk og socialt både med hensyn til indhold og tidsforløb.” Det er altså vigtigt, at hjemmetrænerne er opmærksomme på hele borgerens situation i rehabiliteringsforløbet og ikke kun har fokus på borgerens fysiske formåen, således at borgere med specielle behov ikke tabes i rehabiliteringsforløbet. Ligeledes giver borgeren udtryk for, at hun er blevet afsluttet for tidligt i forløbet, idet der stadig er mange ting, hun er usikker over at skulle gøre på egen hånd, og hun mener ikke, der har været en dialog omkring afslutningen i rehabiliteringsforløbet.

”I fredags så siger hende, der var her; vi er enige om, at du går så godt, så du kan godt klare dig selv nu… jeg havde jo håbet, at de måske var blevet ved, indtil jeg har været på hospitalet næste uge, men det var de åbenbart blevet enige om… det er sådan ligesom… jeg føler sommetider, at man er en klud, de bestemmer over, eller hvad skal man sige. ” ”De skulle jo faktisk komme i dag, hvis det var sådan, det var rigtigt, men jeg har jo ikke set nogen endnu, men det kan de jo nå… fordi… det sagde jeg også til hende i fredags, at det vil jeg håbe, de bliver ved med. Jamen, det kan vi jo ikke bestemme, der er nogen, der sidder og vurderer det, sagde hun… men det er jo heller ikke et fyldestgørende svar at få i mine øjne, eller i min forstand… Jeg aner ikke en skid, om der kommer nogen, eller om der ikke kommer nogen.” Borgeren er helt klart frustreret over, at hun ikke føler sig ordentlig informeret om, hvorvidt hun stadig har krav på noget hjælp, eller om hun er overladt til sig selv. Det er her svært at vurdere, om borgeren er blevet informeret om afslutningen i rehabiliteringsforløbet men ikke har opfattet alle informationer grundet sin psykiske tilstand, eller om hjemmetrænerne ikke har været gode nok til at få gjort klart for borgeren, hvad hun har krav på af hjælp efterfølgende. Faktum er dog, at borgeren ikke har forstået, om hun får mere hjælp fra kommunen eller ej, hvilket er problematisk. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at være ekstra opmærksom på, om borgeren forstår, de informationer han/hun får i afslutningsfasen af et rehabiliteringsforløb - særligt hvis borgeren samtidig har nogle psykiske problemer at slås med. Ved at have fokus på at borgere, der afsluttes, er ordentligt orienterede om afslutningen i rehabiliteringsforløbet og har forstået alle informationer, vil kommunen formentlig undgå, at der sidder borgere tilbage, der er i tvivl om deres videre forløb. Borgeren understreger dog også flere gange i interviewet, at der er hjemmetrænere, der har vist forståelse for borgeren og borgerens situation, og som har været en stor støtte midt i en ellers turbulent tid. ”Nogen [hjemmetrænere] var jo så og så flinke, og kunne, mens jeg var i bad, gå hen og lægge tøjet sammen, som jeg selv havde vasket og også hængt på tørrestativet, men der var jo også nogen der… ja, der er jo forskel på folk.” ”Nu vil jeg ikke sætte navn på nogen, men hun var så hjælpsom og så venlig og så… og det var lige meget, hvad vi snakkede om, og hvad vi gjorde, så var hun… hun forstod bare.” Borgeren sætter stor pris på de hjemmetrænere, der har vist forståelse for hendes situation og ligeledes har hjulpet borgeren med nogle af de daglige gøremål, således at borgeren ikke har haft en følelse af at stå med det hele selv.

Det kan derfor være af afgørende betydning for borgerens motivation gennem rehabiliteringsforløbet, at en borger møder forståelse fra de hjemmetrænere, der kommer i hjemmet. Hvis borgeren derimod oplever manglende forståelse for sin livssituation, kan borgeren fra starten opbygge et antipati overfor projektet og vil derfor ikke være motiveret for at yde i det videre forløb. Startfasen kan derfor blive afgørende for, om en borger oplever forløbet som positivt eller negativt og ligeledes være afgørende for, om det videre forløb bliver en god oplevelse for borgeren og hjemmetrænerne. Der er dog andre demotiverende faktorer end manglende forståelse, borgeren kan blive påvirket af i rehabiliteringsforløbet, hvilket vil blive behandlet i det følgende.

Demotiverende faktorer De borgere der på et eller flere tidspunkter har haft dårlige oplevelser i deres rehabiliteringsforløb, nævner ofte de samme ting som værende demotiverende for forløbet. For stort pres Oplevelsen af at være blevet presset for meget i forløbet er den demotiverende faktor, flest borgere har nævnt. ”Jeg synes, de skubber for hårdt på… ja, man kan jo ikke alting, når man er syg.” ”Det føler jeg sommetider [at der er blevet presset for hårdt på], som jeg siger… og selvfølgelig skal vi da selv prøve, og jeg ved da også, at der er nogen, der vil udnytte systemet, det er slet ikke min hensigt… det vil jeg altså ikke. ” En borger fortæller, at hun grundet for hårdt pres fra hjemmetrænerne, græd når hjemmetrænerne havde været hos hende. Borgeren havde en følelse af, at hjemmetrænerne arbejdede i et tempo, hun ikke kunne følge med i, og det gjorde hende ked af det. Heldigvis er de fleste episoder med borgere, der har følt sig presset af hjemmetrænerne, blevet løst ved, at borgeren har fortalt hjemmetrænerne om presset, hvorefter hjemmetrænerne har rettet ind til et tempo, som borgeren har kunne overskue. Dialogen er her vigtig, og det fremgår tydeligt af interviewene, at de borgere, der formår at udtrykke deres behov og fortælle hjemmetrænerne, når der er noget ved rehabiliteringsforløbet, de ikke er tilfredse med, også er de borgere, der har den mest positive oplevelse af rehabiliteringsforløbet. Derimod rammes de borgere, der ikke er så gode til at sige fra. De bliver kede af det og får nogle dårlige oplevelser, som påvirker deres indtryk af rehabiliteringsforløbet. Det kan være svært for hjemmetrænerne at finde balancen mellem at presse en borger tilstrækkeligt og ikke at presse for meget, idet den fysiske og psykiske styrke kan variere meget fra borger til borger. Derfor

er dialogen mellem borger og hjemmetrænere utrolig vigtig igennem hele rehabiliteringsforløbet, således at rehabiliteringen foregår på borgerens præmisser og ud fra borgerens formåen. Omgangstone En anden demotiverende faktor for borgerne i rehabiliteringsforløbet er, hvis de oplever, de bliver talt grimt til. Det er derfor vigtigt, at hjemmetrænerne tænker over måden, de siger tingene på til borgeren, således at det ikke bliver opfattet negativt og skaber en modvilje mod projektet indeni borgeren. ”Der var en dag… hende der gjorde rent… jeg sagde til hende; der sidder noget fnug i den børste, jeg har til at støve af med, men så siger hun; det kan du selv gøre… der blev jeg lidt sur… Det var den måde, hun sagde det på; det kan du selv gøre… det synes jeg ikke, man kan.” ”Så siger den ene af dem [henviser til en hjemmetræner]; og så næste gang, så gør fruen det selv… jamen, jeg kunne jo ikke… og det var jeg lidt træt af, så jeg satte mig og tudede, ikke også, og naboen kom og sagde; det kan fandeme ikke passe, det her… nå, så den ene af de to hjemmetrænere, der var her og gjorde rent, hun kom så igen, hvor jeg så siger; hvor skal jeg så svinge pisken? Du skal aldeles ikke svinge nogen pisk, siger hun… og det var jo så… man er jo opløst i forvejen… men så kom hun igen; nu skal du høre efter, hvad jeg siger… du kan få gjort rent en gang om ugen. ” Episoderne der er beskrevet ovenfor skal ses i lyset af, at nogle af de borgere, der er visiteret til hverdagsrehabilitering i forvejen er i en skrøbelig situation, og derfor kan opfatte nogle formuleringer negativt, selvom de måske ikke har været tiltænkt sådan. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne vejer ordene, når de skal have borgere til at gøre tingene selv, således at borgeren ikke misforstår hensigten med ordene. Divergerende informationer En sidste faktor, der kan virke demotiverende på borgere, der er visiteret til hverdagsrehabilitering, er, hvis de et sted i systemet får én ting at vide, og dernæst får noget andet at vide et andet sted. ”Der var blandt andet en ting mere ude på sygehuset… der var en fysioterapeut inde og snakke, og så spørger han, hvordan jeg havde det med at gøre rent og sådan noget, og så siger jeg, at hvis jeg skal gøre rent, så tager det en tre, fire dage… så bliver der måske støvsuget over to dage og vasket gulv næste dag… jamen, det kunne ikke være rimeligt, sagde han, det skal du have hjælp til.” Derefter får borgeren at vide i rehabiliteringsforløbet, at hun selv skal gøre rent, hvilket borgeren stiller sig tvivlende overfor, idet fysioterapeuten har sagt noget andet, da hun var indlagt.

Som det også nævnes i medarbejderperspektivet er det vigtigt, at borgere ikke oplever modsatrettede vurderinger af deres situation, således at de får andre informationer af medarbejdere udenfor projektet, end de får af medarbejdere i projektet, da dette kan skabe modvilje mod at udføre de opgaver, hjemmetrænerne sætter borgeren til. I stedet er det vigtigt, at der i kommunen lægges en klar strategi for, hvordan man undgår, at borgere får modstridende informationer, alt efter om det kommer fra en medarbejder, der er en del af projektet, eller om det er en medarbejder, der står udenfor projektet, og her er oplysning om projektet til alle kommunens medarbejdere en vigtig forudsætning for ensartethed. Herunder er det især vigtigt, at der samarbejdes omkring rehabilitering fra sygehus til kommune, da arbejdet med rehabilitering som indsats også indbefatter at skabe sammenhæng mellem de forskellige sektorer, hvor især sygehuset er en vigtig aktør, idet mange af borgerne der indgår i Projekt Hverdagsrehabilitering kommer fra sygehusene.

Motiverende faktorer Ligesom borgerne nævner de samme faktorer, som værende demotiverende for rehabiliteringsforløbet, er de også enige om de faktorer, de anser som motiverende for deres forløb. Tryghed Tryghed betyder meget for borgerne, når de indgår i et hverdagsrehabiliteringsforløb, og det er en stor motivationsfaktor at vide, at der er hjælp og støtte at hente, hvis noget skulle gå galt. Det får borgerne til at turde mere på egen hånd og bevirker derfor også, at de opnår flotte resultater på kort tid, idet de tør træne selvom hjemmetrænerne ikke er i hjemmet. Samtidig skaber det også tryghed for borgerne, at hjemmetrænerne støtter dem i de gøremål, de føler sig usikre på i dagligdagen. Det kan være tryghed i form af, at hjemmetrænerne går ture med borgeren, så han/hun på sigt kan gå ned i byen og handle selv, eller det kan være tryghed i form af, at hjemmetrænerne assisterer borgeren i at tage trapperne op og ned i opgangen. ”Hende den anden [borgeren henviser til en terapeut] har gået op og ned af trapperne med mig, og har haft sådan en sele på, og… jamen, hun er jo så tålmodig, så det er jo virkelig godt… så hun lod mig gå på trapper.” ”Nu går jeg så selv hen i Fakta og Føtex og Matas… men jeg skulle sådan lige have nogen med de første gange.” Ligeledes nævnes det af flere borgere, at de har fået et telefonnummer af hjemmetrænerne, hvorpå de kan ringe, hvis de får problemer i forløbet. Dette opleves positivt af borgerne og er medvirkende til, at borgerne hele tiden kan føle sig trygge i rehabiliteringsforløbet.

Anerkendelse Anerkendelse er ligeledes en motiverende faktor for borgerne, og flere borgere fortæller, at nogle af de bedste oplevelser, de har haft med hjemmetrænere, er på tidspunkter, hvor de har taget sig tid til at lytte til borgeren og forstå borgerens situation. ”Hvis det er sådan, at der er noget, jeg er lidt ked af en dag, så kommer de ekstra og kigger… hvad det er, der sker, for jeg har haft nogle nedture… ja, det har jeg haft nogle gange, men så… den ene bliver jo siddende her, og hun snakker lidt med mig, og så kommer de igen… lige pludselig så står de her igen… de er så søde.” [Borgeren her refererer til en episode, hvor han har været ked af det, hvor hjemmetrænerne tog sig tid til at besøge ham en ekstra gang den dag, så borgeren havde nogen at tale med] ”Det var lige meget, hvad vi snakkede om, og hvad vi gjorde, så var hun… hun forstod bare…Så det glædede jeg mig til, når det var hende, der kom…” Det, at hjemmetrænerne bruger tid på at lytte til borgeren, bevirker, at borgeren føler sig anerkendt og derved får en god oplevelse i rehabiliteringsforløbet, hvilket kan være af afgørende betydning for det videre samarbejde. Det at have en forståelse for borgeren og den situation, borgeren er i, kan ligeledes være medvirkende til, at hjemmetrænerne bedre forstår borgerens reaktionsmønstre i andre situationer. Borgeren oplever også anerkendelse ved at hjemmetrænerne ind imellem klarer nogle opgaver for borgeren, selvom borgeren selv er i stand til at udføre opgaven. ”Nu hende [hjemmetræneren] der har været der her til morgen, hun har lige tømt tørretumbleren og lagt tøjet sammen, men det plejer jeg nu selv at gøre, men det har hun gjort… Det er vel fordi hun… det ved jeg ikke hvorfor… det gør de sommetider, men de er så flinke.” ”Nogen var jo så og så flinke og kunne, mens jeg var i bad, gå hen og lægge tøjet sammen, som jeg selv havde vasket og også hængt på tørrestativet.” Disse små tjenester ser borgeren som en anerkendelse af, at der er andre ting han/hun klarer i rehabiliteringsforløbet, således at hjemmetrænernes hjælp i det daglige anses som en belønning eller en støtte, fordi der er andre ting borgeren klarer selv. Anerkendelse får flere af borgerne også i form af ros fra hjemmetrænerne, når de klarer sig godt i rehabiliteringsforløbet, hvilket også virker motiverende på borgeren til at yde noget ekstra. ”De siger; du kommer dig, det kan vi mærke, du gør store fremskridt… det siger de da engang imellem.”

”Hun [hjemmetræneren] sagde; ved du hvad, efter vi sådan har lært dig at kende, når nu jeg engang bliver gammel og får nogle problemer, så ved jeg godt, hvad jeg skal… nå, hvad hun mente med det? Jo, du er rigtig ihærdig sådan.” En god dialog I forlængelse af ovenstående fordrer et trygt rehabiliteringsforløb, der bygger på anerkendelse, en god dialog mellem borgeren og hjemmetrænerne. Det ene forudsætter det andet. Derfor fortæller borgerne også i interviewene, at den gode dialog er af stor betydning for forløbet, og igen er de borgere, der giver udtryk for et godt rehabiliteringsforløb, også de borgere, der har oplevet en god dialog med hjemmetrænerne. ”Vi [borgeren og hjemmetrænerne] snakker jo sammen om tingene, og det jeg havde mest besvær med… de forstår jo alting. Jeg kunne endda få dem til meget mere, men man skal jo ikke overdrive det.” Flere borgere fortæller om episoder, hvor der har været småting, de ikke har været tilfredse med i forløbet, men at hjemmetrænerne altid er lydhøre overfor borgerne i sådanne tilfælde, således at der straks sker ændringer, hvis borgeren ytrer ønske om, at noget skal ændres. ”Nu kommer de godt nok om morgenen, men det var jo det… i starten dér, så kom de [hjemmetrænerne] sommetider først til middag… så sagde jeg det til dem, så nu er jeg med på det første hold eller andet hold eller sådan noget, fordi når man er oppe om morgenen, så kan jeg ikke… så kan det ikke hjælpe, man skal sidde i nattøjet til middag… det var bare at sige det til dem, så dagen efter var det i orden.”

Borgernes resultater i forløbet Det generelle indtryk fra borgere, der er visiteret til projektet i Mariagerfjord Kommune, er, at der er en helt speciel ånd og et helt specielt engagement blandt de hjemmetrænere, der er en del af projektet. Dette engagement smitter af på borgerne og borgernes motivation for at indgå i rehabiliteringsforløbet, og den tryghed, anerkendelse og gode dialog, der skabes i interaktionen mellem borger og hjemmetrænere er af afgørende betydning for samarbejdet og de gode resultater, der skabes i arbejdet med hverdagsrehabilitering. Borgerne har alle opnået meget gennem rehabiliteringsforløbet. Flere af borgerne er helt afsluttet i projektet og er gået fra at skulle have hjælp til de fleste daglige gøremål til nu at klare sig selv i hverdagen både med personlig pleje samt rengøring og madlavning. En borger fortæller om, at han intet kunne, da han kom hjem fra sygehuset efter en operation. Borgeren kunne ikke gå, og ligeledes skulle han have hjælp til at gå i bad og at tage tøj på, men borgeren er nu afsluttet helt fra projektet og klarer sig selv. En anden borger skulle ligeledes have hjælp til både personlig pleje, rengøring og madlavning, men hun klarer nu også sig selv og er helt afsluttet i projektet. Andre borgere er stadig i et rehabiliteringsforløb men har gjort store fremskridt, siden de startede i hverdagsrehabilitering. En borger startede ud i hverdagsrehabiliteringsforløbet med ikke at kunne gå, men efter noget tid i rehabilitering, går hun nu selv med en rollator. Borgeren tager selv bad og tager ligeledes selv tøj på, hvilket hun ikke var i stand til, inden hun kom i rehabilitering. En anden borger har været i rehabilitering i noget tid og har klaret de fleste gøremål selv, men nu står han overfor en ny operation, der kræver genoptræning på ny. Borgeren er dog ved godt mod, idet han har været igennem rehabilitering en gang, og nu ved hvad det kræver, og hvad han kan opnå.

Konklusion Med denne evalueringsrapport har det været til hensigt dels at afdække, hvordan medarbejdere i Mariagerfjord Kommune oplever at arbejde med hverdagsrehabilitering og dels at afdække, hvorledes borgere, der er visiteret til projektet oplever at arbejde rehabiliterende i eget hjem. Erfaringerne fra Mariagerfjord Kommune viser, at der er nogle klare fordele ved at arbejde rehabiliterende med borgere frem for at arbejde med pleje af borgere i den traditionelle forstand. Medarbejderne i Mariagerfjord Kommune oplever en stor glæde ved at se borgere flytte sig, fra ikke at kunne ret meget selv, til at blive helt eller delvis selvhjulpne igen. Ligeledes ser medarbejderne en større udfordring i at arbejde rehabiliterende med borgere, idet det kræver, at medarbejderne hele tiden tænker i nye løsninger for at motivere borgere i projektet. Solstrålehistorierne fylder meget i medarbejdernes bevidsthed, og det at se borgere, der langsomt får livsglæden tilbage er den største gevinst medarbejderne får i arbejdet med hverdagsrehabilitering. Når der i en kommune startes et nyt projekt op, der samtidig fordrer så anderledes en tankegang, end det borgerne ellers har været vant til, vil der som følge være nogle udfordringer forbundet med ændringerne. Evalueringen i Mariagerfjord Kommune viser også, at der er/har været forskellige udfordringer, der er forbundet med arbejdet med hverdagsrehabilitering. Det er vigtigt, at der fokuseres på, hvorledes man ”sælger” konceptet hverdagsrehabilitering til de borgere, der visiteres til forløbet. Det er ikke uden betydning, hvilke ord man vælger at bruge, når man fortæller borgere om rehabiliteringsforløbet, idet forskellige begreber giver forskellige associationer hos borgerne. Ordet træning for eksempel kan give borgere associationer til træning i et træningscenter, hvilket kan være demotiverende for nogle borgere, hvorimod et fokus på at borgeren kan blive selvhjulpen ved at indgå i forløbet, vil skabe nogle helt andre, positive billeder hos borgeren. Når man starter hverdagsrehabilitering op i kommunen, er det vigtigt, at man arbejder målrettet mod, at alle kommunens medarbejdere oplyses om projektet, således at alle medarbejdere har en klar forestilling om formål og hensigt med rehabiliteringsforløbet. Dette for at undgå, at medarbejdere udenfor projektet får en misvisende forståelse af, hvad rehabiliteringsforløbet indebærer for borgeren, og således at medarbejdere både indenfor og udenfor projektet arbejder indenfor den samme forståelsesramme, når de er i kontakt med borgere, der er visiteret til projektet. Det vil samtidig give borgeren et indtryk af kommunen som en samlet enhed, frem for som små enheder, der arbejder ud fra forskellige forståelsesrammer.

I det daglige arbejde med borgere, der er visiteret til hverdagsrehabilitering, kan der ligeledes være nogle udfordringer forbundet med arbejdet, og her har man også gjort sig nogle erfaringer i Mariagerfjord Kommune. Visitatorer og hjemmetrænere har ved projektstart oplevet at have svært ved at definere egne og hinandens roller i projektet, men sparring i og på tværs af grupperne har været medvirkende til at skabe en fælles forståelse for arbejdsopgaver og procedurer, således at borgerne oplever sammenhæng i rehabiliteringsforløbet. I projektbeskrivelsen for hverdagsrehabilitering i Mariagerfjord Kommune står der, at borgere ikke kan fravælge at deltage i projektet, men visitatorerne oplever tvivl om procedurer, når en borger nægter at indgå i et rehabiliteringsforløb, der omfatter personlig pleje. Det er derfor vigtigt, at der i kommunen er nogle klare retningslinjer for, hvornår en borger kan nægte at indgå i et rehabiliteringsforløb, og hvornår det hverken er etisk eller juridisk ansvarligt at nægte en borger en ydelse, selvom borgeren ikke ønsker at indgå i forløbet af egen fri vilje. Evalueringen fra Mariagerfjord Kommune viser at der blandt borgerne, der visiteres til hverdagsrehabilitering, er en generel tilfredshed med at indgå i forløbet. Flere borgere udtrykker en glæde ved, at de har mulighed for at blive trænet op til igen at kunne klare de daglige gøremål i hjemmet. De har en oplevelse af et sammenhængende forløb, hvor der tages hensyn til deres behov, og hvor de mødes med venlighed af hjemmetrænerne. Ligeledes oplever de tryghed, anerkendelse og en god dialog i samarbejdet med hjemmetrænerne, hvilket er af stor betydning for borgernes motivation for at indgå i projektet. Evalueringen viser dog også, at der er en række faktorer, der omvendt virker demotiverende på borgerne. Dels opleves et for stort pres fra hjemmetrænerne som demotiverende, og det er her vigtigt at hjemmetrænerne er meget opmærksomme på borgeren, således at eventuelle signaler fra borgeren opfanges. Dels er det af betydning for borgerens motivation at tingene bliver formidlet ordentlig til borgeren, således at borgeren ikke opfatter opmuntringer, om at gøre tingene selv, som kommandoer. Modsatrettede informationer fra forskellige instanser i kommunen kan ligeledes have en negativ effekt på borgerens rehabiliteringsforløb, og det er her vigtigt, at man i kommunen sikrer, at medarbejdere, både indenfor projektet og udenfor, arbejder ud fra en fælles forståelsesramme, således at borgeren får de samme informationer alle steder fra. Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på borgerens livssituation, når en borger indgår i et rehabiliteringsforløb. Denne evaluering viser, at alder kan have betydning for en borgers motivation for at indgå i projektet, og at der ikke altid nødvendigvis er livskvalitet forbundet med det at blive selvhjulpen.

Ligeledes kan sygdomsforløb have betydning for, hvorvidt en borger er motiveret for at blive rehabiliteret. En borger med en livstruende sygdom kan være så påvirket af sin situation psykisk, at det kan være svært at finde motivationen til samtidig at skulle fokusere på sin fysiske formåen, og det kan opleves uoverskueligt at blive presset til at skulle klare tingene selv, når man samtidig har det psykisk dårligt. Det er derfor vigtigt at arbejde ud fra en helhedsorienteret forståelse for den situation, borgeren er i, når han/hun indgår i rehabiliteringsforløbet. Dette for at skabe et positivt samarbejde, der bygger på respekt og forståelse for den enkelte borger og den enkelte borgers situation, og derved leve op til begrebet rehabilitering, sådan som det defineres i ”Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet”: ”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.”

Litteraturliste Fælles sprog II – Dokumentation af afgørelser på det kommunale ældre- og handicapområde. Kommunernes Landsforening 2004 Hverdagsrehabilitering i Fredericia Kommune – 1.delevaluering. Dansk Sundhedsinstitut 2010 Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. MarselisborgCentret 2004 Kvale, Steiner (2004): InterView – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag. København. Riis, Ole (2003-4 prøveudgaven): Sociologiske metoder i praksis. Sociologisk Laboratorium. Aalborg Universitet.

KONTAKT