Nyhedsbrev 6 fra Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren by Yvonne Miller

Nyhedsbrev 6

Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren

Fra vores egen verden • Nyt fokus og nyt navn til videncenteret? • Ny videncenterleder • Nye ansatte i videncenteret • Britta Nørgaard goes Ph.d • Formidling i nyhedsbrevet • Udvikling af tværprofessionelle kompetencer • Hvordan kan man som bachelorstuderende være med til at udvikle sin profession? • EFTERLYSNING af Kommunikations-video-klip

Kommunikationstræning • Kommunikationstræning i tandplejen • Undervisningserfaring med kommunikationstræning i tandplejen • Brug af skuespillere i kommunikationstræning • Observation af kommunikationstræning i England

Fra verden omkring os • Mobilplanforalle - et gratis og robust hjælpemiddel • Hvordan oplever brugerne den samordnede demensudredningsmodel i Region Nordjylland? • Nærværende kommunikation og samvær – Nye muligheder for pårørende til demensramte og for frivillige. • Hjælpemiddelformidling i praksis – kvalitet som omdrejningspunkt

Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 2

Nyt fokus og nyt navn til videncenteret?

Målet med interviewundersøgelsen er en kortlægning af uddannelsernes undervisning i kommunikation og de kommunikative og samtalemæssige problemstillinger, som studerende og nyuddannede fra UCN skal kunne håndtere i deres studier og i arbejdet efterfølgende.

Det har dog vist sig at være en større udfordring end forventet. Det er min vurdering, at vi som videncenter, af vore omgivelser og samarbejdspartnere i UCN er blevet betragtet som et tilbud til de sundhedsfaglige uddannelser mere end som et tilbud til en sektor, der hviler på en bred definition af sundhed. Det har vist sig, at omgivelsernes opfattelse af sundhed og dermed af videncentrets genstandsfelt har været mere snævert end oprindeligt forudset. Det har gjort det svært for videncentret at igangsætte brede initiativer i samarbejde med UCN´s samlede uddannelsesportefølje med fokus på sundhedssektoren.

Videncentret vil med undersøgelsen også få et billede af, hvad uddannelserne har af ønsker, behov og muligheder mht. et fremtidigt samarbejde med videncentret.

En anden væsentlig forudsætning for at starte processen mht. en ændring af genstandsfelt er, at det er UCN´s strategi, at videncentrene skal være brede i forhold til at dække alle felter/alle faglige områder.

Kortlægningen af den aktuelle status samt ønsker og behov bliver udgangspunktet for en beslutning om, hvad der skal være videncentrets nye fokus.

En udfordring

Af Ole Mygind, videncenterleder

Videncentrets fokus flyttes fra ……kommunikation i sundhedssektoren til….? En interviewundersøgelse med alle uddannelsesområder i UCN skal være med til at give svaret.

Videncentrets nuværende fokus på kommunikation og læring i sundhedssektoren ændres, hvis undersøgelsen viser opbakning hertil, til et bredt fokus på professionel kommunikation og samtale i forhold til alle UCN´s uddannelser.

Hvorfor ændring I forhold til kommunikation og læring har det i hele videncentrets levetid været målet at anlægge et bredt perspektiv på sundhed og arbejde på tværs af det sundhedsfaglige, det pædagogiske og det socialfaglige område.

Med en evt. udvidelse af genstandsfeltet til at omfatte kommunikation i alle professioner ved UCN er der også potentielt en fare for, at genstandsfeltet kan blive meget bredt. Derfor vil én af udfordringerne være at finde områder, som er fælles for alle uddannelser ved UCN inden for kommunikation, kommunikationsundervisning og kommunikation i praksisfeltet. Desuden er det også vigtigt, at videncentret beslutter at arbejde inden for et genstandsfelt, som er rettet mod fremtidig kommunikation inden for de uddannelser, som UCN uddanner indenfor. Hvad kommer det fx til at betyde for de fagprofessionelles arbejde og kommunikationsfærdigheder, at der i fremtiden vil blive endnu mere digital kommunikation med borgerne?

Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren Udvikling og Innovation • UCN • Selma Lagerløfs Vej 2 • 9210 Aalborg • T: 72690329 • olm@ucn.dk • www.ucn.dk/kommunikationoglaering

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 3

Ud med kommunikation og læring, ind med….? Når genstandsfeltet er afklaret og besluttet, skal der findes et nyt navn til videncentret. Det er besluttet, at kommunikation og læring i fremtiden ikke skal være en del af videncentrets navn. Det er derimod ikke besluttet, hvad den nye del af navnet skal være …kommunikation i praksis,… kommunikation i professioner, ….professionel kommunikation eller noget helt fjerde. Der er rigtig mange spørgsmål og endnu flere svar. Processen henover efteråret skulle gerne ende med, at det bliver besluttet, hvilke svar på spørgsmålene, som vil gøre det muligt at drive et videncenter, der kan producere meningsfuld viden af høj faglig kvalitet inden for kommunikationsområdet, når det gælder professionel kommunikation.

Facebook Du er velkommen til at deltage i debatten og dermed påvirke videncentrets fremtidige genstandsfelt. Du kan også komme med forslag til nyt navn. Gå ind her og deltag i debatten på vores facebook

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 4

Ny videncenterleder Af Ole Mygind, videncenterleder

Da jeg i januar fik tilbudt jobbet som leder ved videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren var det med stor ydmyghed, jeg sagde ja. Jeg begyndte at glæde mig til 1. maj, som var ”skiftedag”. Jeg vil rigtig gerne bruge de næste år af mit arbejdsliv til at bidrage med udvikle de kommunikations- og samtalekompetencer og –færdigheder, som de professionsuddannede ved og fra UCN har behov for i mødet med kunder, klienter, borgere, brugere, forældre, børn og patienter. Jeg betragter det som et kæmpeansvar og meget spændende at være med til at skabe den nødvendige viden om den kommunikation og de samtaler, som professionsuddannede fra UCN skal kunne håndtere som nyuddannede. Pædagoger og lærere skal håndtere forældresamtaler og skole-hjem-samtaler, finansbachelorer skal kunne rådgive om økonomi til virksomheder og privatpersoner, og sundhedsuddannede skal gennemføre målsamtaler og visitationssamtaler.

Ole Myginds fornemmelse for sne

Kursister på et kommunikationskursus ved UCN var i stand til at identificere og navngive 76 forskellige samtaleformer, som de i deres arbejde skulle kunne indgå i og dermed også kunne udføre og forholde sig til professionelt. Hvem sagde Peter Høeg og Smillas fornemmelse for sne?

Foruden kvalitetsudvikling af de kendte samtaleog kommunikationsformer, som de professionsuddannede allerede nu indgår i, er det også en opgave for videncentret at være med til at udvikle viden i forbindelse med, at mere og mere af kommunikationen mellem de professionsuddannede og borgerne, brugerne og kunderne bliver digitaliseret og foregår som sms, email, skype og via andre elektroniske platforme.

Videnudviklingsopgaver udfører man ikke alene, men ved at samarbejde med alle de mennesker, som allerede ved meget om området, og med de mennesker, som brænder for at være med til at udvikle området. Dette samarbejde på tværs af alle UCN´s uddannelser, med praksisfeltet og forskningsinstitutioner glæder jeg mig meget til at være en del af og forhåbentlig bidrage konstruktivt til.

Hvilke muligheder og udfordringer giver fremkomst og brugen af disse nye kommunikationsteknologier for borgeren og den professionelle? Hvad betyder det for kvaliteten af det professionelle arbejde, at nogle borgere ikke har og anvender smartphone og bredbånd? Hvordan bliver UCN´s uddannelser i stand til at håndtere den digitale kommunikationsudfordring, som vore studerende møder som nyuddannede? Der er nok at gå i gang med – jeg glæder mig.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 5

Nye ansatte i videncenteret Foruden en ny videncenterleder 1. maj er der fra den 1. august også ansat 3 deltidsmedarbejdere i videncentret. 1 fuldtidsstilling er fordelt på Betina Ringby, Torben Broe Knudsen og Diana Schack Thoft. Her kan du læse deres præsentationer.

Jeg har deltaget i det spændende proceslederkursus i relation til Calgary-Cambridge- metoden og har arbejdet praktisk med studerende i kommunikationslaboratoriet. Jeg håber i august at kunne få yderligere inspiration på et kursus i Cambridge hos Dr. Silverman og co. til at videreudvikle denne del af Videncentrets arbejde.

Betina Ringby Jeg er uddannet fysioterapeut, og har en mastergrad i Sundhedsvidenskab fra Oslo Universitet. Jeg har igennem mit arbejdsliv fået erfaringer, der bl.a. relaterer sig til procesledelse, brugerinddragelse, implementering, undervisning og udviklingsopgaver. Det sidste år er jeg blevet udfordret som underviser på fysioterapeutuddannelsen! Kommunikation, kvalitetsudvikling, læring, projektog teamsamarbejde er kerneområder, jeg er optaget af, og jeg glæder mig derfor meget til at involvere mig i arbejdet i Videncenteret. Jeg håber at kunne bidrage med nye ideer og være med til at videreudvikle allerede eksisterende tiltag. Jeg er bl.a. nysgerrig på, hvordan kommunikationsundervisning kan integreres i hele curriculum på grunduddannelserne, hvordan Videncentret kan blive en levende del af både studerendes og underviseres hverdag og bevidsthed… og meget andet.

Diana Schack Toft Jeg er udviklingskoordinator og underviser på Sygeplejerskeuddannelsen ved University College Nordjylland. Jeg er lektor, sygeplejerske, og cand. cur. Som udviklingskoordinator er jeg med til at initiere til udviklingsaktiviteter på Sygeplejerskeuddannelsen samt fungere som sparringspartner for kollegaer, som er i gang med forskellige udviklingsinitiativer. Jeg er derfor opsøgende over for de udviklings- og forskningsaktiviteter, der pågår i professionerne med det formål at initiere et udviklingsorienteret miljø på Sygeplejerskeuddannelsen og UCN. I samarbejde med Videncenter for kommunikation og læring i Sundhedssektoren har jeg udviklet det lokale arrangementet Bachelorprojektdating for de studerende på UCN, for at studerende kan blive inspireret til at skrive bachelorprojekter, som er forankret i relevante problemstillinger i praksis, og som kan bidrage til at udvikle de professioner, som de studerende uddanner sig til.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Som underviser deltager jeg i den faglige følgegruppe for Videncenteret, hvor der arbejdes på tværs af det sundhedsfaglige, pædagogiske og andre områder. Jeg har interesse i de relationelle og kommunikative aspekter i forhold til det akut syge barn og familien samt ved livets afslutning med fokus på de åndelige og eksistentielle problemstillinger, der kan eksistere i tilknytning hertil. Yderligere indgår jeg som projektdeltager i Videncenterets 2- årige projekt Sammenhængende patientforløb set i forhold til ældre borgere med medicinske problemer, hvor jeg varetager netværksbestyrerfunktionen for det videnskabende netværk, som arbejder med den gode udskrivning af ældre borgere med medicinske problemer. Det videnskabende netværk består bl.a. af sundhedsfagligt personale, undervisere og repræsentanter fra Ældre Sagen. Yderligere sidder jeg i styregruppen for projektet sammen med repræsentanter fra Ældre Sagen.

Side 6

sundhedsuddannelserne og på AMU-kurser. Et kerneområde i min undervisning har gennem de seneste år været arbejdsmiljø og i tiltagende grad: velfærdsteknologi og kommunikationsteknologi. Jeg har gennem mange år været meget optaget af nye kommunikationsteknologiers og velfærdsteknologiers potentiale for læring, for både studerende, professionelle og brugere. Især inddragelse af brugere og frontpersonale i forbindelse med implementering af nye teknologier. Et af mine interesseområder er endvidere organisationsudvikling og herunder, hvordan inddragelsen af ny teknologi påvirker organisationer og de medarbejdere og brugere, der er tilknyttet organisationerne. Jeg har deltaget i udformningen af kommunikationslaboratoriet på UCN og har deltaget i en række andre aktiviteter og projekter vedrørende implementering af kommunikationsplatforme i UCN-regi og glæder mig meget til at deltage i projekter, der kan bidrage til at skabe læring og bygge bro mellem studerende, professionelle, virksomheder og brugere.

Torben Broe Knudsen Jeg er uddannet Ergoterapeut og har derudover taget en masteruddannelse i Informations- og kommunikationsteknologi og læring. Min praksiserfaring er fra psykiatrien og fra organisationsarbejde. Jeg har i de sidste 8 år været tilknyttet ergoterapeutuddannelsen ved UCN, og jeg har tidligere undervist på Social og

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 7

Britta Nørgaard goes Ph.d Sagen er netop den, at mit forskningsfelt i allerhøjeste grad udspringer af den praksis, som en stor del af vore studerende færdes i, og som vi uddanner til. Og med vi tænker jeg ganske bredt i de personrettede professioner. Dette dobbeltperspektiv fremgår også af nedenstående uddrag af min projektbeskrivelse. Overskriften hedder som arbejdstitel: ”Det sociale arbejdes dilemma mellem modernisering og anerkendelse, når samfundets svageste er målgruppen”. Helt kort præsenteres nogle af de dilemmaer, som fremgik af min projektbeskrivelse til UCN.

Af Britta Nørgaard

Gennem det sidste år har jeg været medlem af faglig følgegruppe for Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren. Jeg har mit daglige virke på pædagoguddannelsen på Hobrovej. Min baggrund er ganske blandet: En læreruddannelse, en cand. mag, med kommunikation som hovedfag, et arbejde med sundhedsfremme i det tidligere Nordjyllands Amt, et år som udviklingskonsulent i en fond, der arbejder med sent udviklede unge, et mangeårigt engagement i Tidsskrift for og Forening for Dansk Socialpædagogik sammen med 15 år som underviser på grunduddannelse og med et stort engagement i PD fik mig til at opleve, at jeg havde noget på hjerte, som det gjaldt om at få uddybet og kvalificeret. Et ph.d forløb er noget af et særsyn inden for mit område, men ikke desto mindre har jeg arbejdet på at etablere dette, og da UCN sidste sommer vedtog en ph.d-politik, så blev det måske lidt mere opnåeligt, og jeg var så heldig at få tildelt det første ph.d-stipendiat på det daværende pædagogiske hovedområde. De næste fire år skal jeg således være ph.d.-studerende i ca. 1000 timer årligt, mens det ”normale” arbejde skal rumme de resterende ca. 650 timer. Jeg indskrives ved AAU og får 2 kompetente vejleder, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med. Jeg glæder mig til den udfordring, det OGSÅ er, at få disse forskelligartede virkeligheder til at spille sammen og forhåbentlig også befrugte hinanden.

Mødet mellem den professionelle og det menneske, der har behov for omsorg, støtte eller udviklingsstøtte bæres ideelt set af kommunikation, anerkendelse og respekt. Er disse træk i mødet under pres i velfærdssamfundet anno 2010, og i hvilket omfang lykkes det den professionelle verden at italesætte og videreudvikle en praksis byggende på disse bærende værdier, så de indgår i den professionelles handlekompetence, refleksioner og læreprocesser? Og i hvilket omfang omsættes disse værdier til praksis til gavn for borgeren gennem bl.a. kommunikation? Og hvordan gøres disse værdier til en del af en uddannelse? Fra 1.8.2011 skal jeg dykke ned heri og allerførst skal jeg have indkredset en række forskningsspørgsmål og have indkredset min empiri nærmere. Dagspressen fortæller dagligt, at dette er et emne, som har brug for bevågenhed, når det gælder værdierne i den professionelle praksis, og mit virke som underviser tydeliggøre behovet for et fokus på dette sårbare felt. Jeg håber med projektet at kunne være både kvalificerende, øjenåbnende og dagsordensættende.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 8

Formidling i nyhedsbrevet

An expert is a man who has made all the mistakes which can be made, in a narrow field Niels Bohr Af Ole Mygind, Videncenterleder

Hvad vil du formidle? I videncentret bliver vi ofte spurgt om, hvordan et indlæg til nyhedsbrevet skal se ud? Det enkle og lidt flabede svar er: • hvad ved du? • hvad vil du formidle? • hvem er aftagerne? Et lidt mindre flabet og mere uddybende svar bygger på inspiration fra en ph.d. forelæsning og afhandling af Anders Ramian Trillingsgaard. Afhandlingen handler om Udviklingsepisoder i ledelsesteam, og min inspiration kommer fra den sproglige tone, denne afhandling er skrevet i, og fra afsnittet om afhandlingens stil.

Formidling af viden Anders Ramian Trillingsgaard nævner tre forskellige typer af formidling og beskriver dem som tre forskellige discipliner: 1. formidling af viden fra klassisk forskning, 2. formidling af viden om innovation 3. formidling af viden om anvendelse. Desuden er der aftageren at tage hensyn til.

I nyhedsbrevet vil vi gerne formidle viden om både anvendelse, innovation og forskning og gerne på disciplinernes egne præmisser. Om de tre typer af formidling skriver Trillingsgaard: Formidling rettet mod anvendelse skal være fængslende og konkret og helst ikke udledt af, men gerne afprøvet i praksis. Formidling af innovation skal gerne være dynamisk og nærmest luftigt forførende i sin demonstration af nyheden og potentialet i det nye. Dets opgave er at inspirere andre til at arbejde videre med det. Formidling rettet mod dokumentation, f.eks. klassisk forskning, vægter præcision, gennemsigtighed og detaljer i tilblivelsesprocessen. Aftagere, der er optaget af innovation og anvendelse, regner typisk ikke ”definitiv dokumentation” for noget, men vil gerne have flere pointer, gode ideer og perspektiver.

Opbygning Litteratur der beskriver anvendelse, innovation eller forskning er opbygget forskelligt. Forskningslitteratur identificerer først det teoretiske dilemma, huller i eksisterende viden eller problemet ved en velkendt teori; gør derefter en række empiriske og analytiske ”håndgreb” på tilgængeligt materiale og præsenterer den teori, der kommer ud af det og spekulerer til sidst over implikationer for praksis.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Litteratur rettet mod innovation indledes groft sagt med de praktiske problemer og dilemmaer. I første omgang opstillet sammen med de innovative løsninger og derefter præsenteres cases, man selv kan prøve at forstå og til sidst perspektivering i forhold til andre teorier. Litteraturen rettet mod anvendelse redegør for dokumentationen, hvor udbredt og anerkendt den er, derefter konklusionerne i form af en model efterfulgt af beskrivelser, der viser, hvordan det er blevet anvendt i anerkendte organisationer, alt sammen uden for mange omveje eller forbehold. Praksisfeltet skal nok selv vurdere, om det vil virke hos dem.

Hvem formidler hvad? Overordnet kan man sige, at konsulenter typisk er optaget af formidling af innovation, forskere af formidling af dokumentation og praksisfeltet af formidling af anvendelse.

Side 9

Omfang og illustrationer I nyhedsbrevet varierer indlæggene mellem ½ og 4-5 sider. Vi modtager meget gerne billeder og andre illustrationer, som understreger teksten eller fortæller selvstændige historier. …og er du stadig i tvivl og usikker på, hvordan du skal formidle, og føler du dig ikke som formidlingsekspert, så er der trøst at hente hos en af vore store videnskabsmænd, Niels Bohr. Ifølge ham er der kun én måde at blive ekspert på - og det gælder vel også formidling. An expert is a man who has made all the mistakes which can be made, in a narrow field Niels Bohr Har du andre tanker, forslag og idéer til forbedret formidling, kan du gå ind på Videncentrets facebook og fortælle om det her. Hvo intet vover intet vinder!

I videncentrets nyhedsbrevet vil vi gerne præsentere nyheder inden for alle de omtalte former for viden og formidling. Vi håber ovenstående kan medvirke til en afklaring af, hvad du ved noget om, hvad du gerne vil formidle og til hvem.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 10

Udvikling af tværprofessionelle kompetencer Sygeplejerskestuderende viser deres professionslokale frem

Af Pia Bak, RN, MPH, underviser og studiekoordinator ved Tværprofessionelt modul 5 på Sundhedsuddannelserne, University College Nordjylland Aalborg og Hjørring.

Artiklen beskriver udvikling af og erfaringer med fælles tværfagligt og tværprofessionelt modul for sundhedsuddannelserne på UCN. Der er fokus på begrundelserne for udvikling af tværprofessionelle kompetencer, modulets indhold, pædagogiske tilrettelæggelse samt refleksioner på baggrund af 2 års erfaringer med det tværprofessionelle modul. De studerende arbejder i 8 uger med teoretiske og kliniske, sociale og samfundsmæssige problemstillinger i relation til sundhed og sygdom i Danmark på baggrund af studiebesøg, som diskuteres, bearbejdes og præsenteres i tværprofessionelt sammensatte grupper.

Hvorfor skal der arbejdes på tværs i uddannelserne? Mange opgaver i sundhedsvæsenet udfordrere den tværprofessionelle indsats. Dette afspejler sig også i sundhedsuddannelsernes bekendtgørelser og studieordninger (1,2,3,4,5), med krav om at der også rettes fokus på tværprofessionel virksomhed. Derfor har der siden efterår 2009 været gennemført et Tværprofessionelt modul 5 i sundhedsuddannelserne på UCN hvert semester. Det er tværprofessionelt og tværfagligt tilrettelagt med deltagelse af undervisere

og studerende fra ergoterapeut-, fysioterapeut-, jordemoder-, radiograf-, og sygeplejerske uddannelserne i Aalborg og Hjørring. Ud af modulets 10 uger afholdes 2 uger monofagligt som optakt til det tværprofessionelle forløb. Det er et centralt krav i sundhedsuddannelserne bekendtgørelser, at der skal uddannes til at sikre borger og patienter et sammenhængende forløb (6). De studerende skal lære, at et sammenhængende patientforløb omfatter alle de aktiviteter, kontakter og hændelser i sundhedsvæsenet, som patienten oplever i relation til behandling, pleje og genoptræning mv. Modulet har derfor fokus på det at være sundhedsprofessionel i løsning af opgaver som udspringer af borgernes og patienternes sundhedsfaglige problemstillinger i et tæt samarbejde med andre professionelle.

Hvad er formålet med det tværfaglige modul? Sundhedsuddannelserne har mange fællestræk, som har gjort det muligt at tilrettelægge et fælles modul med nedenstående formål (6): At de studerende: • Opnår kompetencer, der kan danne udgangspunkt for et samarbejde mellem sundhedsprofessionelle med henblik på at kvalificere helhedsindsatsen i relation til brugerne af sund-

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

•

hedssektoren og sundhedsrelaterede opgaver i samfundet i øvrigt. Udvikler og styrker en sundhedsprofessionel identitet, som dels rummer egen sundhedsprofessions kernefaglighed, dels en fælles identitet med professioner, som de i deres fremtidige virke vil indgå i tværprofessionelt samarbejder med. Opnår viden om metoder til dokumentation samt udvikling og sikring af kvalitet i sundhedsydelserne.

At samarbejde tværprofessionelt om fælles indhold - en lærerig udfordring! Det har været en stor og spændende udfordring at tilrettelægge modulet. Det har udfordret gensidig forståelse og respekt for de enkelte uddannelsers fag og kerneområder i en tværprofessionel kontekst, samtidig med at der har været behov for pragmatiske løsninger for overhovedet at få sammenhæng i indhold og form på modulet. Der er på tværs af uddannelserne stor forskel på de studerendes forudsætninger, uddannelsesmæssige rammer samt kulturer. Et væsentligt argument for at ”acceptere” disse vilkår er blandt undervisere og studerende, at det tværfaglige samarbejde netop er kendetegnet ved forskellige forudsætninger og kulturer blandt de professionelle. Denne udfordring bidrager til, at de studerende får erfaringer med nødvendigheden af at udvise respekt for forskellige faglige og personlige forudsætninger. Dette samt anerkendelse i samarbejdet er et væsentligt grundlag for videndeling i løsning af komplekse problemstillinger og udvikling af synergi. Konsensus i ledelse og lærergrupper om at udnytte den enestående mulighed, institutionen har med 5 sundhedsuddannelser ”under samme tag”, er et vigtigt grundlag for gennemførelsen af modulet. Samtidigt har der i de regionale og kommunale institutioner været opbakning til at bidrage med tilbud om studiebesøg som grundlag for de studerendes projekter. Disse projekter er modulets hjørnesten og det der skaber en væsentlig motivation blandt de studerende til fordybelse i rammer og vilkår for det tværprofessionelle samarbejde.

Side 11

Hvad er der fokus på i modulet? Modulet er tilrettelagt med 8 ugers fælles tværfaglig undervisning og projektarbejde. Indholdet er organiseret i 4 temaer, som sammen med indhentningen af data ved studiebesøg bidrager til det gennemgående projektarbejde. De fire temaer er: • Tværfagligt samarbejde og forskel i kerne fagligheder • Kommunikation i forbindelse med tværprofessionel virksomhed • Sundhedsvæsenets organisering, funktion og juridiske grundlag • Anvendt videnskabsteori og etik med udgangspunkt i menneskesyn og sundhedsopfattelser Modulet retter sig mod sundhedsprofessioners forskelligartede bidrag til at fremme kvalitet, kontinuitet og tværfagligt samarbejde om og i forløb for borgere og patienter i social- og sundhedssektoren. Modulet retter sig ligeledes mod sundhedsvæsenet, dets organisering og funktion herunder de sundhedsprofessionelles bidrag samt lovgrundlag herfor. Der er fokus på sociale, kulturelle og institutionelle faktorers betydning for sundhedsfremmende, sundhedsbevarende og forebyggende samt rehabiliterende tiltag i forhold det enkelte menneskes, familiens eller grupper af menneskers sundhed og sygdom med forskellige livsopfattelser og livsvilkår. (1,2,3,4,5)

Hvordan arbejdes der med tværfagligt samarbejde. Ud over deltagelse ved fælles forelæsninger samles 4 projektgrupper i basisgrupper, hvor alle professioner bliver repræsenteret. Basisgruppemøderne er diskussionsforum med mulighed for at inddrage alle faggruppers perspektiver på temaerne, teorier og begreber i en tværfaglig kontekst. Undervisere relaterer indhold og diskussionerne bl.a. til en fælles case ”Familen Danmark”, som repræsenterer livsstils- og levevilkårsproblematikker i forhold til sundhed og sygdom hos en familie. Casen er relevant for alle faggrupper på modulet og udfordrer problemudforskning, fælles forståelse, fælles mål og evt forslag til løsninger i monofaglig, flerfaglig og tværprofessionel kontekst. Basisgrupperne bidrager ligeledes til at ud-

forske de respektive uddannelsers kernefagligheder i teori og praksis. I uddannelsernes øvelseslokaler har de studerende selv ansvar for at præsentere, vise og begrunde deres faglige færdigheder og aktiviteter. De studerende er tilknyttet en tværfagligt sammensat projektgruppe. Projektgrupperne er base for dels projektarbejdet som tager udgangspunkt i studiebesøg, dels for faglige diskussioner relateret til temaerne under hele modulet. Hver gruppe tildeles en vejleder. Vejledningen har fokus på både proces, indhold og metode under projektarbejdet. De studerende er på 2 studiebesøg i starten af modulet. Studiebesøgene tilrettelægges i samarbejde med regionale sygehuse samt kommunale sundhedscentre og sundhedsforvaltninger, som har sundhedsfremmende, sundhedsbevarende og forebyggende, diagnosticerende, behandlende, rehabiliterende og lindrende tilbud til borgere og patienter i Nordjylland. Hensigt med studiebesøgene er, at de studerende får kendskab til forskellige kliniske undervisningssteders varetagelse af tværfaglige samarbejdsrelationer i forbindelse med løsning af de førnævnte tilbud. Det er hensigten, at de studerende får indblik i monofaglige, flerfaglige og tværprofessionelle ansvars- og kompetenceområder og dermed også får kendskab til muligheder og barrierer ved fler- og tværprofessionelt samarbejde. De studerende arbejder i projektforløbet med indholdet fra de tidligere omtalte temaer samt data indhentet fra studiebesøg, hvorved projektets omdrejningspunkt sikres enten kliniske og /eller tværprofessionelle problemstillinger samt praksisrelevans. I slutningen af modulet arrangeres et panel af en borgerrepræsentant fra patientforening samt professionelle og politikere, som forvalter den politiske, økonomiske og professionelle styring og organisering af sundhedsydelser i sundhedsvæsenet. Der lægges op til dialog og debat om temaet ”Sundhed i Danmark i et tværprofessionelt perspektiv”. De studerende har på baggrund af deres projektarbejde samt fælles undervisning og basisgruppemøder forberedt spørgsmål til panelet og debatten. Modulet afsluttes med en intern prøve på baggrund af deres projektarbejde.

Det er en stor faglig og personlig udfordring at udvikle kompetencer til tværprofessionelt samarbejde. Evalueringerne af modulerne foretaget som fokusgruppeinterview med repræsentanter fra projektgrupperne viser, at modulet efter de første ”børnesygdomme” har udviklet sig til et modul, hvor studerende kan blive udfordret og kan få mulighed for at udvikle tværprofessionelle samarbejdskompetencer. De studerende oplever, at det er spændende og udfordrende at være sammen på tværs af uddannelserne. Deres projekter tegner et billede af engagerede og aktive studerende, som lader sig udfordre af det faglige indhold i temaerne, selv om det af mange studerende i starten opleves som fjernt og uvedkommende for deres profession. Projektarbejdet inspirerer dem og gør dem nysgerrige på jura, sundhedsvæsenets funktion og opgaver, kvalitetssikring, dokumentation, konflikter, barrierer og hierarkier i et tværprofessionelt perspektiv. Der har været stort engagement og vilje blandt undervisere og vejledere i praktikken til gennemførelse af et modul, som kunne bidrage til, at de studerende udviklede faglig og personlig tryghed i deltagelse i tværprofessionel sammenhæng. Kontakten med de studerende i projektgrupperne og de interne prøver viser, at det er lykkedes i stor udstrækning. Studerende, som har afsluttet modul 5, bidrager nu med fortællinger om, hvor stor betydning den viden og de kompetencer, de havde udviklet på det tværprofessionelle modul, har for dem i de efterfølgende praktikophold.

Referencer 1. 2. 3. 4. 5. 6.

7. 8.

Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i ergoterapi BEK nr. 832 af 13/08/2008. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i fysioterapi BEK nr. 831 af 13/08/2008. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i radiografi BEK nr. 307 af 24/04/2009. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i sygepleje BEK nr. 29 af 24/01/2008. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i jordemoderkundskab nr. 43 af 26/01/2009. CVU Rektorkollegiet Sundhedsfaglige Udvalg Maj, 2007. Udvikling af fælles modul på tværs af de sundhedsfaglige professionsuddannelser. [Internet] http://www.sundhedsuddannelse.dk/faelles_modul/Faelles_modul_version6_maj_2007.pdf . Hentet januar 2011 University College Nordjylland, 2011. Modulbeskrivelse, Tværfagligt modul 5, Februar 2011. Sygeplejerskeuddannelsen hold S10V. [Internet] http://www.ucn.dk/Forside/UCN/StudieInfo/Selma_Lagerløfs_Vej/Find_dit_hold/Sygeplejerskeuddannelsen/ S10V.aspx Hentet januar 2011.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 13

Hvordan kan man som bachelorstuderende være med til at udvikle sin profession?

Bachelorprojektdating er et udviklingsinitiativ på UCN, som foregår i et samarbejde mellem flere grunduddannelser og Videncentre på institutionen med det formål at præsentere projektidéer og konkrete projekter, der er forankret i relevante problemstillinger i praksis. Hermed tilbydes man som studerende mulighed for at skrive bachelorprojekter, som er praksisrelevante og har værdi for praksisudviklingen.

levant, at de studerende gennem uddannelsen opnår kompetencer inden for udviklingsarbejdet (2). På uddannelsesniveau kan der fx i Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje ses, at sygeplejestuderende skal være med til at udvikle sygeplejen og deltage i forskningsarbejde inden for sundhedsområdet, hvorfor det også er et væsentligt indsatsområde for grunduddannelser at beskæftige sig med (3). For at de studerende kan få kendskab til UCN´s udviklingsaktiviterer og blive inspireret til at skrive praksisrelevante bachelorprojekter, har Sygeplejerskeuddannelsen og Videncenter for Kommunikation og læring i Sundhedssektoren udviklet det lokale Bachelorprojektdating. I foråret 2011 blev det første Bachelorprojektdating arrangement afholdt i Aalborg og i Hjørring med deltagelse af studerende fra Fysioterapeut-, Ergoterapeut- og Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg samt Sygeplejerskeuddannelsen i Hjørring.

Baggrund

Udvikling af Bachelorprojektdating

Af Diana Schack Toft, lektor og udviklingskoordinator

Et svar på spørgsmålet kan være at arbejde med praksisrelevante problemstillinger i sit bachelorprojekt, hvilket UCN tilbyder mulighed for via arrangementet Bachelorprojektdating. Ved at deltage i arrangementet får man som studerende kendskab til de forskellige udviklingsinitiativer, som UCN og praksis samarbejder om.

Introduktion

Professionshøjskolerne i Danmark er via udviklingskontrakterne med Undervisningsministeriet på institutionsniveau forpligtiget til at øge antallet af bachelorprojekter, som har et praksisnært og praksisrelevant fokus, og som er udarbejdet i samarbejde med praksis (1). Set i forhold til Udviklingskontrakten 2010-2012 mellem Undervisningsministeriet og UCN fremhæves, at andelen af studerendes afsluttende opgaver, der tager afsæt i forsknings- og udviklingsprojekter skal øges fra 10 % for hver uddannelse til 30 % fra 2010 til 2012 (1). Hermed er der et eksternt krav om at udvikle en strategi for, at UCN´s studerendes afsluttede projekter bliver praksisorienterede og indgår i institutionens forsknings- og udviklingsaktiviteter. Yderligere kan det fremhæves, at Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser beskriver, at uddannelserne skal være praksisnære, hvor videngrundlag skal være karakteriseret ved erhvervs- og professionsbasering samt udviklingsbasering. Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner, hvorfor det er re-

Formålet med udviklingen af Bachelorprojektdating har været at inspirere studerende til at skrive bachelorprojekter, som har en forankring i praksis, så bachelorprojekterne får en betydning for praksis og ikke blot ender på en hylde efter eksamen. I stedet er det tænkt, at bachelorprojekterne skal flytte noget i praksis og give mening for praksis, sådan at man som studerende allerede i kraft af ens bachelorprojekt kan være med til at udvikle sin profession. I udvikling af arrangementet har Videncenteret for kommunikation og læring i Sundhedssektoren og Sygeplejerskeuddannelsen indhentet oplysninger om, hvornår de forskellige grunduddannelser på UCN introducerer de studerende til bachelorprojektskrivning. I arbejdet har det været vigtigt at finde et tidspunkt, hvor de studerende har interesse i at diskutere bachelorprojekter, og hvor de endnu ikke har truffet et endeligt valg om emne, så at de er interesseret i at date mulige projektidéer. På Sygeplejerskeuddannelsen blev arrangementet relevant at lægge på modul 11, mens de studerende var i klinikken, da de i løbet af modul 11 skal vælge valgfag, som nogle vælger ud fra, hvad de gerne vil skrive

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

bachelorprojekt om. Samtidig er de i klinikken, hvor de er opfordret til at være opmærksomme på mulige bachelorprojektidéer. I planlægningen har vi taget individuelle hensyn til uddannelserne med henblik på, hvordan vi bedst kunne få formidlet invitationerne til arrangementet til de studerende. I Sygeplejerskeuddannelsen blev der afsat 20 minutters præsentation af arrangementet på de studerendes skema på modul 10, og senere modtog de en invitation til arrangementet pr. mail, mens de var ude i klinikken på modul 11. Ligeledes blev de kliniske vejledere orienteret om arrangementet, så der kunne tages hensyn til de studerendes deltagelse i Bachelorprojektdating.

Afvikling af bachelorprojektdating Ved afviklingen af arrangementet deltog 5 videncentre og repræsentanter fra praksis og som tidligere skrevet studerende fra Sygeplejerske-, Ergoterapeutog Fysioterapeutuddannelsen. I alt mødte ca. 60 studerende op til arrangementet. Som introduktion til datingen præsenterede videncentrene kort mulige projekter/problemfelter, som de studerende kunne koble sig på i forhold til deres bachelorprojekter. Introduktionen blev efterfulgt af et caféarrangement, hvor de studerende kunne date de videncentere, som de fandt relevante at samarbejde med vedrørende deres bachelorprojekter. I afviklingen af dette første arrangement blev det tydeligt, at de videncentre, som havde udarbejdet konkrete og veldefinerede projektidéer, havde størst appel til de fremmødte studerende, og at det var en fordel at have udarbejdet et kort skriftligt materiale om projetkidéerne.

Fremtiden Fra efteråret 2011 er arrangementet udvidet til at gælde Pædagog- og Læreruddanelsen på Skolevangen i Hjørring samt Læreruddannelsen i Aalborg. Ligeledes inviteres repræsentanter fra praksis ind til arrangementet, så de selv kan præsenterer deres projektidéer. Herved får de studerende og praksisrepræsentanterne mulighed for direkte at mødes om mulige relevante projektidéer, som praksis er optaget af. Samtidig med at Videncentrene fortsat deltager med både overordnede perspektiver, der kan inspi-

Side 14

rere de studerende, og konkrete projekter, som de kan gennemføre på egen hånd, eller større projekter, som de kan deltage i. Der lægges op til, at videncentrene og repræsentanterne fra praksis, som forberedelse til arrangementet udarbejder et skriftligt materiale, hvor praksisnære projektidéer præsenteres. Materialet vil blive gjort tilgængeligt for de studerende på UCN´s hjemmeside under afdelingen for Udvikling & Innovation og medbringes i kopi til arrangementet, så at man som studerende kan få udleveret et eksemplar. Materialet vil både indeholde beskrivelse af konkrete projektidéer og generelle perspektiver. Se hvor og hvornårarrangementet gennemføres på næste side. Succeskriteriet for arrangementet i efteråret er at skabe flere bachelorprojekter, som har et praksisnært perspektiv, og som foregår i samarbejde med praksis. Så hermed en opfordring til såvel studerende, undervisere og praksis til at deltage i arrangementet, hvis man som studerende gerne vil inspireres til at skrive bachelorprojekter, som kan være med til at udvikle ens profession, og hvis man som undervisere og praksisrepræsentanter har projektidéer, der kunne være relevante for studerende at skrive bachelorprojekter om.

Referencer 1. University College Nordjylland - uddannelse i virkeligheden - centrale dokumenter [Internet]. [cited 2/26/2011]. 2. Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser - retsinformation.dk [Internet]. [cited 7/6/2011]. 3. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje - retsinformation.dk [Internet]. [cited 2/25/2011].

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 15

Vil du med på Bachelorprojektdating? Har du et projekt eller projekt idé, som du vurderer vil være relevant til et bachelorprojekt for Lærerstuderende, Pædagogstuderende eller Sygeplejestuderende i Hjørring, eller for studerende på Sundhedsuddannelserne i Aalborg? Formålet med arrangementet er at få flere bachelorprojekter til at tage afsæt i praksisnærer problemstillinger og være til gavn for praksisfeltet og professionsudviklingen. Du får indledningsvis 2 minutter til at præsentere dit projekt og derefter mulighed for i 1½ time at drøfte mulighederne sammen med de studerende, som er interesserede. Det er erfaringen at konkrete projekter og projektidéer er bedst til at skabe varig kontakt til de studerende. hvorfor du opfordres til at udarbejde et kort skriftligt materiale, hvor idéen præsenteres. Materialet vil blive gjort tilgængeligt for de studerende på UCN´s hjemmeside under afdelingen for Udvikling & Innovation og medbringes i kopi til arrangementet, så de studerende kan få udleveret et eksemplar. Materialet kan både indeholde beskrivelse af en konkret projektidé og/eller generelle perspektiver. For luftige og generelle idéer er der sjældent nogen, der får kontakt på. Tilmelding Er du interesseret, kan du kontakte Ole Mygind olm@ucn.dk Hvor og hvornår for præsentation af projektideer 20. sep. kl. 08.00 -10.00 i Hjørring 05. okt. kl. 13.00 - 15.00 i Aalborg

Hvem skal på date? • • •

Studerende fra sygeplejeskeuddannelsen Studerende fra pædagoguddannelsen Studerende fra læreruddannelsen

• Videncenter for Evaluering i praksis/ CEPRA • Videncenter for Kommunikation og læring i sundhedssektoren • Videncenter for Professionsudvikling /VIP • Videncenter for Kroniske sygdomme og rehabilitering • Relevante repræsentanter fra praksis • Team innovation Flere inviteres

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 16

EFTERLYSNING: Kommunikations-video-klip

• Bruger du video-klip i din undervisning i kommunikation? • Vil du benytte en evt. kommunikations-video-klip-bank? • Har du kendskab til relevante kommunikations-video-klip, som allerede er på nettet, fx YouTube? Videncentret er i færd med at undersøge muligheden for at lave en kommunikations-video-klip-bank med relevante kommunikations-video-klip. Der kommer jævnligt forespørgsler til videncentret, om vi har noget sådant materiale. Det har vi ikke – endnu. Videncentret efterlyser derfor kommunikations-video-klip, som er relevante for undervisning i kommunikation inden for alle professionsuddannelser. Send materiale, kommentarer og spørgsmål ang. ovenstående til olm@ucn.dk

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 17

Kommunikationstræning i tandplejen Af Karin Nysted Jensen Et kursusforløb ved University College Aalborg har sat fokus på motivationssamtalen i Jammerbugt Kommunale Tandpleje. Forløbet involverede blandt andet rollespil og filmning af deltagerne. Formålet var, foruden kompetenceudvikling at give større arbejdsglæde og trivsel samt give patienterne en anden oplevelse af at være ved tandlægen.

Overskriften på kursusforløbet var 'Motivationssamtalen – teori og praksis' Kurset var delt over flere dage. Første dag var et halvdagskursus med oplæg og introduktion til Calgary-Cambridge modellen (se faktabox på næste side), som der blev undervist efter. Den næste dag var medarbejderne fra Tandplejen samlet klinikvis på et sproglaboratorium i Aalborg. Op til denne kursusdag havde de ansatte hver især indsendt en case, som blev 'opført' sammen med en professionel skuespiller. Skuespillerens rolle var at være patient, forældre osv. De ansatte fra Tandplejen skulle være sig selv. Hvert af indslagene blev filmet og gennemgået sammen med kollegerne. Kursusholderen knyttede diverse teorier til de små filmsekvenser, der også blev optaget, og i enkelte tilfælde prøvede de ansatte igen at gennemspille casen med forbedringer. Det var for nogle en grænseoverskridende oplevelse at blive filmet, men alle var enige om, at det var meget lærerigt. Samarbejdet med skuespilleren bidrog til, at oplevelsen af at blive filmet, ikke føltes helt så fremmed som forventet. Den tredje del af kurset foregik på et internatkursus med den samme kursusholder, hvor de ansatte gennemgik forskellige kommunikationsteorier kombineret med gruppeopgaver.

At give patienterne spillerum Et par eksempler på værktøjer, som medarbejderne har taget med sig hjem fra kurset, er at give patienterne tid til selv at svare, når de bliver spurgt om, hvordan de vil ændre fx tandbørstevaner. ”Jeg indså, at jeg har været for hurtig til at komme med forslag. En adfærdsændring hos patienten kræver, at vedkommende selv finder og formulerer svaret. Ligeledes har jeg efterfølgende gjort mig umage med, at patientbesøget rundes af med, at patienten selv sætter ord på de ændringer, der skal foretages, så vedkommende er klar over, at vi har en form for aftale”, fortæller tandplejer Anne Margrete Refstrup.

Det er svært med kommunikation ”Vi fik mange gode redskaber med os hjem. Men at ændre vores egne vaner i vores kommunikation med patienterne er faktisk ligeså svært for os, som det er for patienterne at ændre tandbørstevaner. Derfor har vi besluttet at følge op på kurset på vores personalemøder. Det er planen, at vi tager en case med, som vi kan diskutere og sammen forholde os til gode og mindre gode resultater”, fortsætter Anne Margrete. ”Kurset var omfattende i og med, at der er brugt mange personaletimer og penge på det. Men det har været en dejlig proces, og vi håber, at vi med tiden kan se resultaterne af vores daglige dialoger med vores brugere”, smiler tandplejeren.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 18

Calgary-Cambridge modellen Forbedret behandling af patienter ved træning af kommunikationsfærdigheder Calgary-Cambridge modellen for kommunikationstræning er evidensbaseret og anvendes på lægestudiet under den kliniske uddannelse i en række lande. Modellen bygger på de såkaldte Calgary-Cambridge manualer udviklet af Kurtz, Silverman og Draper (1998). Metoden baserer sig på, at indlæring af specifikke kommunikationsfærdigheder skal trænes i tæt sammenhæng med udvikling af andre kliniske færdigheder. Modellen benyttes i dag på uddannelsesinstitutioner i blandt andet Sydafrika, Australien, Norge, Canada og Spanien. Ifølge udviklerne baserer modellen sig på en række evidensbaserede samtaleteknikker, der dokumenterer, at forholdet mellem læge og patient og dermed i sidste ende behandlingen forbedres, såfremt disse teknikker implementeres i det lægefaglige arbejde.

Dokumenteret effekt af at lære kommunikation systematisk Der er omfattende dokumentation og erfaring for, hvordan man kan undervise og lære kommunikation systematisk og bevidst – f.eks. ved hjælp af kommunikationsprogrammer som Calgary-Cambridge. Der foreligger også evidens for effekten af træning vha. simulerede patienter, videobånd, små grupper og feedback, som det praktiseres i Calgary-Cambridge metoden. Der er evidens, der støtter afgrænsningen af de specifikke individuelle færdigheder, der præsenteres i Calgary-Cambridge Guidelines. Der foreligger forskningsmæssig støtte for vigtigheden af de indholdsmæssige elementer i Calgary-Cambridge modellen, samt at kommunikationsfærdigheder generelt trænes mest effektivt i tæt sammenhæng med andre kliniske færdigheder.

Læs mere om Calgary-Cambridge modellen her

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 19

Undervisningserfaring med kommunikationstræning i tandplejen Af Annegrethe Nielsen, Lektor, jordemoderuddannelsen, underviser på træningsforløbet og Anne-Mette Støvring, udviklingskonsulent Efter – videreuddannelsen, kursusleder. I efteråret gennemførte Efter- videreuddannelsen UCN, i samarbejde med Jammerbugt Kommunale tandpleje et spændende kompetenceudviklingsforløb – kommunikationstræning. Baggrunden for initiativet var en henvendelse fra Leder af Tandplejen Jammerbugt Kommune. Tandplejen i Jammerbugt kommune havde gennem længere tid haft fokus på medarbejdernes kommunikation. Baggrunden for dette var bl.a. udfordringer i forbindelse med forebyggende arbejde hos børnene og de unge mht. mundhygiejne, kost og spisevaner; herunder hvordan kommunikation kan understøtte, at de unge samt børnene og deres forældre omsætter deres viden om gode vaner i en ændret adfærd. Tandplejen havde tidligere afholdt temadag med overskriften ”anerkendende kommunikation” og havde således nogle principper for kommunikationen med brugerne, som de ønskede at integrere endnu mere i deres praksis. Tandplejen ønskede derfor et træningsforløb.

Målgruppen Tandplejen i Jammerbugt Kommune som består af tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Gruppen er på ca. 30 medarbejdere placeret på 5 geografiske lokaliteter.

Formål •

•

At få øget kendskab om hvordan man kan motivere unge til at ændre deres adfærd i relation til mundhygiejne, kost og spisevaner At træne kommunikative færdigheder med fokus på forebyggelse og ændring af adfærd

Forløb •

Introduktion til den samlede gruppe (2 – 3 lektioner). Introduktionen bestod af oplæg og øvelser med indhold: • Motivationssamtalen • Hvorfor og hvordan man gennemfører træning i kommunikationslaboratoriet med anvendelse af Calgary-Cambridge modellen • Praksisbeskrivelsen (som skulle danne udgangspunkt for træningen).

•

Træning: Deltagerne blev delt i 3 grupper, og havde herefter hver 1 dag i kommunikationslaboratoriet med skuespiller og procesvejleder. Af emner der særligt blev arbejdet med, kan nævnes hvordan man kan etablere et partnerskab med brugeren om tandsundheden, og hvordan man kan forhandle om målsætningen for behandlingen. Et væsentligt emne for træningen blev også hvordan man konkret kan prøve at engagere barnet eller den unge i en dialog om, hvordan man passer sine tænder for at kunne give den rigtige information tilpasset den enkelte.

•

Opfølgning (2 mdr. senere): en dag i forbindelse med tandplejens årlige temadag. Her blev opmærksomheden igen rettet på nogle af de forhold, der havde været bragt frem på træningsdagen. Teorien blev uddybet og diskuteret og anvendt konkret gennem gruppeøvelser.

Efter et enkelt indledende møde tog vi på besøg i tandplejen i Brovst. Vi blev vist rundt og indført i de daglige udfordringer, tandlæger og assistenter møder i hverdagen. Vi blev også bedt om at gøre rede for Calgary-Cambridge modellen og den teoretiske baggrund for at arbejde med kommunikationstræning. Vi blev enige om, at noget teori skulle gøres tilgængelig for deltagerne inden kurset, og at dette skulle vægte ”motivationssamtalen”. Herefter blev der udarbejdet et kompetenceudviklingsforløb.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 20

Vi oplevede en fantastisk engageret og positiv gruppe. Der var fællessang og en positiv og tillidsfuld stemning, der betød, at der blev arbejdet seriøst og koncentreret med opgaven, og at problemstillinger knyttet til opgaveløsningen kunne diskuteres.

Evaluering Forløbet blev evalueret både skriftligt og mundtligt – og flere temaer afspejlede sig: • Det var vigtigt, at der blev taget udgangspunkt i de konkrete daglige udfordringer: ”Vigtigt at I har sat jer ind i, hvordan man arbejder på en tandklinik – og at I har gjort meget ud af at finde ud af, hvad vores forventninger er/var”. •

Det var temmelig grænseoverskridende at blive videofilmet med skuespiller, men det endte med at være en god og lærerig oplevelse: ”Det har været rigtig godt, dog med skepsis over at skulle videofilmes – men det var meget lærerigt”, ”Grænseoverskridende med at optage skuespil – men god effekt”

Og - ikke overraskende : • Det var vigtigt at underviseren var godt forberedt og kan matche de forskellige faggrupper og forudsætninger, så alle lærer. Deltagerne var generelt meget positive i deres evaluering af kursets forløb, og vi oplever at der er god grund til at tro, at deltagerne har fået nogle nye redskaber til at udvikle deres kommunikation med deres brugere. Det positive forløb har ganske sikkert banet vejen for, at vi allerede i skrivende stund har færdiggjort en kontrakt med Frederikshavn tandpleje om et lignende forløb.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 21

Brug af skuespillere i kommunikationstræning Af Martin Schwab, skuespiller, instruktør og tovholder

Artiklen indeholder: • Hvordan kan skuespilleren bruges i Calgary Cambridge metoden? • Hvorfor der bruges en skuespiller og ikke en ’fag person som rollespiller’. • Hvilke erfaringer er gjort indtil nu? • Martin Schwab’ s rolle som tovholder

Calgary Modellen og skuespillere Først vil jeg repetere formålet med forløbet, som er, at fagpersonen arbejder med egne kommunikationsfærdigheder i relation til egen praksis, med fokus på selvoplevede kommunikationsdilemmaer. Form, forberedelse og praksis kan ses her Til formålet bruges professionelle skuespillere med den begrundelse, at skuespilleren kan skabe og fastholde en konkret oplevet virkelighed. Skuespilleren spiller patient, og fagpersonen sidder med den valgte ’case’ i en situation, hvor hun/ han kan blive siddende som fagperson og ikke som kollega. Situationen nærmer sig så meget som det er muligt - uden medvirken af den virkelige patient - et virkelighedsnært kommunikations- relationsfelt mellem fagperson og patient. Skuespilleren kan fastholde ’rollen’, så kommunikationen fra fagpersonen kan trænes med variation og repetition, til den situation opnås, hvor der er overensstemmelse og balance i kommunikationen mellem fagperson og ’patient’.

Visionen kan formuleres således:

’Skuespilleren kan skabe nærvær i relationer i en konstrueret verden og konkrete målbare resultater i et autentisk lærings- og træningsmiljø.’

Martin Schwab, 2010.

Som Jill Thistlethwaite og George Ridgway har formuleret det i bogen ‘Making it real’: A practical guide to experiential learning of communication skills (2006) kapitel 2:

” The success of any learning experience using simulated patients depends to a great extent on the calibre and skills of the simulated patients”

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Erfaringer i det forløbne år Der er fra skuespillernes side vist stor interesse for at være med. De er meget engagerede i ideen med at træne kommunikation på denne måde og synes, det er spændende og lærerigt. Skuespillerne oplever stor glæde og tilfredshed fra de studerende på holdene, og det er en stor motivationsfaktor for at deltage. Med skuespillerteamet er det vores erfaring, at der er brug for klare rammer og retningslinjer. For eksempel hvor mange cases i løbet af en lektion. Hvor lang en lektion er. Nogle vejledere er mere trænet i opgaven med vejledning end andre. Rammerne omkring forløbet skal være trygge, for at alle kan bidrage 100 % optimalt.

Martin Schwab’s rolle som tovholder I det forløbne år har jeg oplevet, at der har været stigende interesse for brug af træningsforløbene, hvilket har medført, at skuespillerteamet efterhånden er stort, dvs. på omkring 11 skuespillere. I alt har der været brugt 16 forskellige skuespillere i forløbet frem til nu. Skuespillerne er ofte i Nordjylland midlertidigt og på korte kontrakter på teatret, hvorfor det er en stor del af tovholderarbejdet at rekvirere og ajourføre nye skuespillere. Det kan være lidt af et puslespil at finde den bedst egnede skuespiller, som netop har prøvefri den pågældende formiddag. Da der bruges trænede skuespillere, som er aktive på teatret, skal jeg som tovholder for skuespillerkorpset være til rådighed, hvis de i sidste øjeblik må aflyse pga. stemmeproblemer, stress, mm. Det er søndag aften kl. 23, eller det er kl. 8.00 om morgenen lige før kursusstart. Det kan ind i mellem være en yderst spændende opgave.

Side 22

Mit arbejde som tovholder går derudover ud på at kontakte skuespillerkorpset og formidle formålet med arbejdet, indhold og cases til selve træningsdagen samt være i dialog med skuespilleren. Skuespilleren skal forberedes og klædes på til UCN og til de konkrete opgaver på selve dagen, det faglige indhold, tid, sted, med eller uden frokost, transport til og fra UCN med videre. Efter endt forløb på dagen eller dagen efter har jeg kontakt med skuespilleren med henblik på evaluering af, hvordan træningen er gået. En lille del af jobbet det sidste halve år har været at sætte nye vejledere ind i arbejdsmetoden. At være tovholder er som beskrevet et administrativt job på den ene side. På den anden side handler det om et skuespillernetværk og en tæt kontakt til kollegaer om motivation for og formål med at indgå i teamet af skuespillere. Således er der en lederfunktion i det, fordi der skal samles op og kommunikeres i forhold til at opretholde gejsten for at medvirke i teamet. Endelig er der den faglige del af tovholderjobbet. Jeg synes, det er spændende at være en aktiv del af udviklingen af konceptet med at bruge skuespillere i kommunikationstræning. Jeg var selv med i begyndelsen på Rigshospitalet i 1999/2000, da det var en helt ny idé at bruge skuespillere. Kommunikation og relationer er et centralt felt i vores virksomhed Huset Schwab, og jeg er glad for at medvirke til at udvikle bedre kommunikation i praksisuddannelserne.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 23

Observation af kommunikationstræning i England

Her ses de 2 trænere, der ledede det observerede kursus: Sandra Winterburn (t.v.) og Anna Fowler (t.h.). Begge er de erfarne trænere i dette program. Sandra deltager desuden i vurdering og certificering af nye trænere. Begge disse trænere har som udgangspunkt en uddannelse som sygeplejersker, og Sandra Winterburn er desuden underviser på sygeplejerskeuddannelsen på University of East Anglia, Norwich, UK. Annegrethe Nielsen, lektor i jordemoderuddannelsen

I dagene 8. til 10. juni var jeg så heldig at få lov at følge et 3 dages kursus i kommunikation for sundhedsprofessionelle beskæftiget inden for kræftbehandling – Connected© Advanced Communication Skills Training, der blev afholdt i den lille sydengelske by, Newmarket, der ligger lidt nord for Cambridge. Kurset blev afholdt i Newmarket Racecourses & Conference Centre, og gennem kurset var der uden for vinduet udsigt til galopheste, der blev trænet på grønsværen. Kurset udbydes af National Health Service (NHS) og National Cancer Action Team (NCAT) og er ét blandt en række kurser, der er offentligt finansieret og til rådighed for sundhedsprofessionelle i England og Nordirland og udbudt i de enkelte regioner. I England efteruddanner sundhedspersonalet sig på forskellig vis for at opnå krævede kvalificeringsgrader igennem deres arbejdsliv. For lægernes vedkommende er det et krav i deres ansættelse på hospitalerne, at de demonstrerer faglig udvikling gennem optjening af point. NHS kommunikationskurset kan bidrage med points til denne pulje, og deltagerne deltager således ikke frivilligt i kurset.

Kurserne afholdes forskellige steder – i det aktuelle tilfælde forskellige i East Anglia regionen. Der deltager 2 trænere, der rekrutteres fra et regionalt trænerkorps.

Trænerne Trænerne ved disse kurser er uddannet i kommunikationstræning og certificeres løbende. For at blive træner i NHS skal man først selv følge kurset (3 dage), derefter deltage i et trænerkursus (5 dage), dernæst 2 gange deltage i kurset som juniortræner under vejledning af en mere erfaren træner og endelig fungere som træner ved et kursus, hvor man bliver vurderet og herefter certificeret, hvis udfaldet er tilfredsstillende. Først efter dette forløb kan man fungere som træner, men skal hvert 5. år vurderes og certificeres på ny.

Situationsspil, video og gruppediskussioner Kurset i Newmarket er rettet til erfarne sundhedsprofessionelle der arbejder inden for enten onkologi eller palliativ behandling. Kurset varer 3 dage og anvender situationsspil med skuespillere i rollen som patienter for at give de professionelle mulighed for at arbejde med og træne vanskelige kommunikationssituationer fra deres praktiske arbejde.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Programmet for de 3 dage er fastlagt på forhånd med dag 1 med fælles oplæg og øvelser for de 10 deltagere. Dag 2 og halvdelen af dag 3 deles deltagerne op i 2 grupper med hver en træner og en skuespiller og i grupperne trænes specifikke situationer som de enkelte deltagere har lyst til at arbejde med. Hver situation trænes og diskuteres i 1½ time, i hvilket tidsrum personen flere gange får mulighed for at prøve forskellige kommunikationsstrategier sammen med skuespilleren, se sig selv på video og diskutere med resten af gruppen (4 personer) og træneren, hvordan problemet kan gribes an. Der kræves stort og aktivt engagement af såvel den person, der træner, som de andre deltagere i gruppen.

Side 24

Det vigtigste arbejdsredskab for denne type af kommunikationstræning er gruppen, og i såvel den store gruppe som i de små arbejdsgrupper er stolene sat i rundkreds. Trænerne er trænet i at anvende gruppedynamikken i deres undervisning, og gruppens input er en vigtig ressource for træningen, hvor der drages fordel af, at deltagerne har forskellig erfaring fra deres professionelle liv.

Afslutning af kurset - og tilbage til praksis nu med nye færdigheder Sandra og Anna sætter udstyret op, før deltagerne ankommer den 1. dag. Der indledes med oplæg, og eksempler på kommunikationsproblemer illustreres ved anvendelse af video

Emnerne der behandles i de små grupper kan være meget forskellige, men her er nogle eksempler fra den træning, jeg overværede: • Hvordan formidler man til en patient, at hans kræftsygdom ikke kan behandles yderligere? • Hvordan hjælper man bedst en patient til at beslutte, om hun skal rejse til Kina for at modtage eksperimentel behandling? • Hvordan forklarer man bedst en patient, at de tidligere testresultater er usikre, og at det er muligt at han har kræft, men at yderligere undersøgelser er nødvendige? • Hvordan håndterer man en samtale med en patient, der er ulykkelig og angst?

Den sidste ½ dag på kurset arbejdes i den store gruppe med et emne, som deltagerne gerne vil have behandlet, men som ikke er blevet diskuteret (nok) i de små grupper. Endelig afsluttes kurset med et gruppearbejde, hvor deltagerne skal hjælpe hinanden med at lægge planer for, hvordan de skal arbejde videre med at udvikle deres professionelle kommunikation med patienter i fremtiden. Det var en fantastisk spændende oplevelse for mig at observere dette kursus og se, hvordan trænerne arbejdede. De to trænere var meget imødekommende og diskuterede gerne deres arbejde med mig, og det var en fornøjelse at møde så engagerede kolleger. Jeg har taget en masse inspiration med mig hjem til brug i mit eget arbejde med kommunikationstræning indenfor sundhedssektoren.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 25

Mobilplanforalle - et gratis og robust hjælpemiddel

Gert Deth Melchiorsen, Konsulent og projektleder, Bryd isolationen - Mobilplanforalle.dk, Specialskolen for Voksne, Vendsyssel

Nu er "demonstrationsprojektet" Mobilplanforalle tilendebragt. Ultimo juni måned forventes evalueringsrapporten at ligge klar på ABT-fondens hjemmeside. Der er oprettet mere end 100 profiler i projektperioden, og de fleste er stadig aktive. Mobilplanforalle bruges af mange. Selv efter projektperiodens afslutning kommer der nye brugere til,og de eksisterende, aktive brugere klarer sig uden støtte fra projektgruppen. Dermed har Mobilplanforalle nået målet: At være et gratis, robust og stabilt kognitivt hjælpemiddel. Slutmålingen er gennemført og danner et godt grundlag for en positiv business case. Af evalueringsrapporten fremgår blandt andet, at det "landsdækkende arbejdskraftbesparende potentiale" for at udbrede Mobilplanforalle udgør 272 årsværk. I udregningen af antallet af sparede årsværk indgår et estimat på 97.164 "gentagelser" af arbejdsprocessen med medicinhåndtering i projektet. Når dette tal opskaleres til at gælde hele landet, estimeres 4.500.000 gentagelser.

Hvis projektgruppens estimat holder stik, og det kan kun fremtiden vise, vil der kunne spares 272 årsværk ved en landsdækkende implementering af Mobilplanforalle. En anden del af rapporten beskriver Mobilplanforalle som et gratis, stabilt, robust, let tilgængeligt, intuitivt og arbejdskraftbesparende hjælpemiddel. TIlbagemeldingen er stort set enslydende fra brugerne af Mobilplanforalle: De professionelle får mulighed for at gøre kolde hænder varme, og brugerne opnår bedre livskvalitet. Den arbejdstid, som den professionelle sparer, bruges i stedet til at ændre opgaverne fra tilsyn og kontrol til nærhed, omsorg og dialog.

Hvad så efter demonstrationsprojektet? Mobilplanforalle lever videre efter projektperiodens afslutning. Projektgruppen arbejder ihærdigt på at udbrede kendskabet til Mobilplanforalle i alle sammenhænge og på alle niveauer. Indtil videre har projektgruppen et godt samarbejde med blandt andre UCN, Metodecentret i Aarhus og studerende fra Humanistisk Informatik. Flere instanser har vist interesse, og interessen håbes at resultere i mere formelt samarbejde.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

En landsdækkende implementering kræver udarbejdelsen af en "positiv business case", og med slutmålingen har projektgruppen grundlaget. Hvis national udrulning skal foregå i ABT-fonden/ Fonden for Velfærdsteknologis regi, kræves et ministerium eller en styrelse som hovedansøger og projektejer. Derfor arbejder projektgruppen ihærdigt på at skabe frugtbar kontakt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet og Servicestyrelsen.

"Kognitive funktionsnedsættelser" Kognitive funktionsnedsættelser er de funktionsnedsættelser man har, når man døjer med at huske, koncentrere sig, holde fokus på en problemstilling og ikke kan strukturere sin dagligdag. De kognitive funktionsnedsættelser er lige så omsiggribende som alle de fysiske funktionsnedsættelser. Altså hvis man er synshandicappet, bevægelseshandicappet osv. De kognitive vanskeligheder har lige så stor indflydelse på livet som de fysiske. Somme tider endda væsentligt større indvirkning på livet.

Side 26

Hvis man bliver udskrevet fra et psykiatrisk sygehus er den eneste fortsættende foranstaltning stort set distriktspsykiatrien. Du får kontakt med en distriktssygeplejerske, som kommer og hjælper dig med at planlægge, hvordan din medicin skal håndteres. Men der er ingen hjælpemidler på banen. Der gives ikke hjælp til at strukturere dagligdagen. Det må man selv gøre. Hvis man bor på en institution i socialpsykiatrien, er der ganske vist professionelle til at hjælpe en med at få struktur på hverdagen, men de "kognitive hjælpemidler" bringes meget sjældent på banen. Oftest bruges et uge- eller dagsskema til opslagstavlen, hvorpå man skriver aftalerne for dagen og ugen. Ovenfor er beskrevet billedet af situationen for de kognitive hjælpemidler i Danmark. Det var med baggrund i denne situation, vi valgte at udvikle Mobilplanforalle og gøre det gratis for enhver.

Når man bliver udskrevet fra et sygehus efter en hofteoperation fungerer hele det terapeutiske apparat: Man bliver vejledt om, hvordan hjemmet gerne skulle indrettes af hensyn til gangbesvær osv. Ergoog fysioterapeuter er parat med træningsprogram og hjælpemidler, som skal kompensere for, at du efter operationen har svært ved at gå.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 27

Hvordan oplever brugerne den samordnede demensudredningsmodel i Region Nordjylland?

Af praktiserende læge Hanne Hulgaard, lægehuset i Vodskov, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane, direktør i Ensomme Gamles Værn samt ph.d. studerende Aase Marie Ottesen, der under projektets gennemførelse var videncenterleder ved Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren, UCN

Forskningsprojektets genstandsfelt er brugernes oplevelse af den Samordnede Demensudredningsmodel i Region Nordjylland – dvs. de personer, der er blevet udredt i henhold til modellen, og deres nærmeste pårørende. Projektet er gennemført i perioden januar 2007 til marts 2011.

Baggrund for projektet Baggrund for projektet er, at Hanne Hulgaard og Aase Marie Ottesen i en årrække har samarbejdet om den Samordnede Demensudredningsmodel og har været med til at udvikle og implementere den i fire kommuner i det tidligere Nordjyllands Amt. Specielt efter at modellen i 2005 blev evalueret og fundet nyttig ud fra et professionelt perspektiv, blev det fundet relevant at undersøge de demensramtes og de pårørendes oplevelser af udredningsforløbene. Dette med henblik på at videreudvikle og optimere modellen, så den er bedst muligt tilpasset til de personer, der direkte mærker konsekvenserne af den. Behovet for at belyse brugernes perspektiv er yderligere aktualiseret, idet de nordjyske kommuner og Region Nordjylland har indgået sundhedsaftale om at implementere den Samordnede Demensudredningsmodel i hele Region Nordjylland.

Formålet med projektet Formålet med projektet har været at undersøge brugernes – dvs. de demensramtes og deres nærmeste pårørendes – oplevelse af udredningsforløb og den iværksatte socialmedicinske indsats i primær sektor, afviklet i henhold til den Samordnede Demensudredningsmodel i Region Nordjylland. Endvidere har formålet været, på baggrund af undersøgelsens resultater, at drage konklusioner samt komme med anbefalinger med henblik på at styrke kvaliteten af den samordnede demensudredning og den socialmedicinske indsats over for brugerne.

Deltagere i projektet I forskningsprojektet har der i alt været inkluderet 11 familier - dvs. 11 personer med demens, som har været igennem demensudredning samt deres pårørende. Fire demensramte personer og deres nærmeste pårørende blev interviewet hver for sig og deres oplysninger blev tillige sammenholdt med journaloplysninger. Derudover blev der foretaget syv interviews med nære pårørende til demensramte; i tre tilfælde med deltagelse af den demensramte.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Projektets resultater I det følgende gives et indblik i nogen af de resultater, der er fremkommet i forbindelse med projektet. For den læser, der er interesseret i at læse mere uddybende om projektresultater, anbefales det at læse den samlede projektrapport: Hvordan oplever brugerne den samordnede demensudredningsmodel i Region Nordjylland?

Fokus på bemærkelsesværdige episoder Brugerne fortæller om de oplevelser i forbindelse med udredningsprocessen, som har gjort særligt indtryk på dem. De har fokus på episoder, som har haft speciel betydning, set fra deres perspektiv og ståsted – på godt og ondt. Sammenhæng for dem findes i det nære – f.eks. i mødet med den praktiserende læge og/eller demenssygeplejersken, i samtalen, i deres hverdagsliv og i de arbejdsgange, der er med til at forme udredningsforløbet. Brugerne forholder sig til, at de undersøges for deres sygdom, men ikke til, at det foregår efter den Samordnede Demensudredningsmodel. Kommunikation, gensidig informationsudveksling, samarbejde og koordinering mellem fagpersoner er centralt i den Samordnede Demensudredningsmodel med henblik på optimal tilrettelæggelse af et sammenhængende patientforløb. Det varierer, hvordan brugerne oplevede samarbejdet mellem den praktiserende læge, demenssygeplejersken og andre fagpersoner. Hvis forløbet var velkoordineret, så oplevede brugerne et velfungerende og effektivt system, som de ikke havde detaljeret indsigt i. Hvis informationsudvekslingen mellem parterne derimod ikke fungerede hensigtsmæssigt og havde givet anledning til uheldige episoder, så kunne brugerne til gengæld konkret pege på disse.

Det mest betydningsfulde Det, brugerne oplevede som mest betydningsfuldt i forbindelse med udredningen, var typisk de undersøgelser, de havde fået foretaget i sekundær sektor, hvilket var overraskende set i forhold til den fremtrædende rolle og indsats, som den praktiserende læge og demenssygeplejersken har i udredningsfor-

Side 28

løbet i henhold til modellens intentioner. Blandt de 11 personer med demens, som indgik i undersøgelsen, blev 8 viderehenvist til speciallægeregi i sekundær sektor. Brugerne, som blev viderehenvist, fremhævede typisk mest og først, hvad der var sket i speciallægeregi, og hvordan de havde oplevet det – og lagde her vægt på CT-scanning af hjernen, den medicinske behandling og på, hvad speciallægen havde vurderet og gjort. Denne tendens kan muligvis hænge sammen med, at demenssygeplejersken eller den praktiserende læge fra start af udredningsforløbet i flere tilfælde over for brugerne gav udtryk for, at de afslutningsvis skulle henvises til/vurderes af speciallæge. Det var karakteristisk, at brugerne ikke beskrev udredningsforløbet kronologisk, men som nævnt ovenfor fremhævede de episoder, der havde haft særlig betydning.

”I gode hænder” I henhold til modellen er demenssygeplejersken den primære kontaktperson og koordinator for udrednings-og opfølgningsprocessen. At vide, at demenssygeplejersken er der, giver brugerne tryghed. Undersøgelsen viste, at demenssygeplejerskens tovholderfunktion er værdifuld i de situationer, hvor det har fungeret godt. Brugerne vægtede i særlig grad trygheden ved let tilgængelig information, støtte og rådgivning, samt at blive inddraget og taget med på råd, og de pårørende at have en at dele deres ansvar og tovholderfunktion med. ”Der er nogen, der tager sig af os… og følger op på det, der sker… så jeg føler, at når nu det skulle være, så føler jeg, vi er i gode hænder”. Sådan indleder en pårørende sin beretning om et forløb, hvor tolvholderfunktionen har fungeret efter hensigten. Flere brugere havde en aftale om, at de kunne kontakte demenssygeplejersken, når de havde behov for det, hvilket blev oplevet som en ekstra tryghed. De vidste, hun var der, hvis de fik behov for hende. En pårørende udtrykte tilfredsheden således: ”Og vi har en demenssygeplejerske, der kommer, ikke jævnligt, men vi har telefonnumre til hinanden, og vi kan ringe og tale sammen. Så jeg føler, at vi er i gode hænder med hensyn til forsøg på at behandle”.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

En pårørende fortalte, hvordan han værdsatte demenssygeplejerskens respekt og tålmodighed: ”Hun tager sig tid til at høre på hende (den demensramte bruger), selv om det er noget forfærdeligt sludder. Gentagelser på gentagelser. – Og hun giver sig tid til at snakke med os”.

Mere information efterspørges Brugernes behov for information om udredningen og diagnosen var meget varierende, både hvad angik indhold og omfang, men overordnet var tendensen i undersøgelsen, at de pårørende efterspurgte mere information om udredningsforløbet, om sygdommen og om, hvordan de skulle håndtere deres demensramte pårørendes funktionsændringer i dagligdagen. En pårørende savnede f.eks. overblik og uddybende forklaring på udredningens indhold og baggrund for diagnosen. Hun tilkendegav: ”Det er nok i starten af forløbet af demensudredningen, der synes jeg, man burde have nogle flere informationer om demens. Altså, så skulle man jo selv søge dem. Det synes jeg godt lidt, man kunne mangle. Og også det med, hvordan man forholder sig til en dement person. Det synes jeg slet ikke, man har fået noget at vide om… At få nogle oplysninger om, hvordan man tackler en dement, behandler dem, snakker med dem. Det har kun været ud fra ens egen sunde fornuft. Hvad man selv mener, er bedst”.

Autonomi og manglende sygdomserkendelse ofte et dilemma for de pårørende Flere af de pårørende udtrykte, at ønsket om autonomi og manglende sygdomserkendelse hos den demensramte ofte satte dem i et dilemma og i situationer, der kunne virke grænseoverskridende. I beskrivelserne af situationerne var det kendetegnende, at de pårørende følte sig ansvarlige for at bidrage med løsninger af problematikkerne. En demensramt, der sammen med sin ægtefælle talte meget åbent om sygdommen og de problemer den gav dem i hverdagen, oplevede ikke, at hun var syg, men havde dog en erkendelse af, at der var proble-

Side 29

mer, som hun beskrev således: ”Føler mig rask – det er jo bare den skide en heroppe (hjernen). – Men jeg bliver bare så gal, når jeg ikke kan huske. Så kunne jeg ingenting, men jeg kan jo alting. Det er sådan kun det der, at der er nogle ting, som jeg ikke kan få frem, som jeg glemmer. Også navne. Så kommer de jo sådan lidt efter lidt. Og det irriterer mig rigtig meget… Jamen, jeg synes jo heller ikke, jeg er syg. Jeg er jo heller ikke syg”. Både den pårørende og den demensramte var aktive og udadvendte – hver for sig og sammen. Parret syntes at leve med og klare sygdommen på en meget fin og hensigtsmæssig måde. I mange andre tilfælde var det imidlertid svært for de pårørende. Problematikken var mest fremtrædende hos de pårørende, hvis far eller mor var demensramt. Det var grænseoverskridende for begge parter, men de pårørende vurderede, at det var nødvendigt, at gøre noget, da den demensramte ikke selv kunne. En datter vurderede f.eks., at både hendes far og mor havde behov for hjælp, men de mente ikke selv, at de havde behov. Datterens demensramte far udtrykte det sådan: ”Vi kan, hvad vi vil, så synes jeg ikke vi har brug for hjælp. Der er jo bare det med hukommelsen. (…) Der er nok at lave, siger han, mens han peger ud på hækken, der trænger til at blive klippet”.

”Hjælp til selvhjælp” – ”At få den rette støtte og hjælp på det rette tidspunkt” Den socialmedicinske indsats fungerede optimalt, når den blev ydet rettidigt og relevant i forhold til brugerens oplevede behov. Brugerne havde forskellige ønsker og forventninger til den socialmedicinske indsats, omend gennemgående meget beskedne. Undersøgelsen viste et udbredt ønske hos brugerne om at klare sig selv, så vidt det var muligt. En pårørende udtrykte det f.eks. således: ”..Man er jo vant til at skabe sig et liv og få det til at få indhold. Så det er lidt svært at vide, hvad man skal forvente af andre i disse sparetider”. Når brugerne beskrev deres ønsker og behov for støtte, var det primært rettet mod at få ”hjælp til

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

selvhjælp” og at få ”den rette støtte og hjælp på det rette tidspunkt”. F.eks. havde muligheden for aflastning stor betydning for flere pårørende – også når aflastningen ikke blev benyttet – men blot blev oplevet let tilgængelig. En pårørende udtrykte: ”Når jeg trænger til aflastning, så kan han (hendes demensramte ægtefælle) komme ud på Ældrecentret”. Hendes demensramte ægtefælle færdedes i kvarteret, og hun var bekymret for, at han ville ”stikke af”. Han var derfor blevet udstyret med en GPS efter initiativ fra demenssygeplejersken. Den pårørende følte sig godt hjulpet og tryg ved den hjælp, familien modtog – som jo ikke forekommer særlig omfattende, men til gengæld ramte behovet. De pårørende oplevede også begrænsninger i hvilken hjælp, der kunne tilbydes fra kommunen, som f.eks. at støtte den demensramte i at pleje sine husdyr: ”At huske min far på, at hestene havde vand… jeg ved ikke rigtig, om de (hjemmeplejen) får lov til det”.

Håndtering af hverdagslivet – bevarelse af værdighed og autonomi Det er et gennemgående træk i undersøgelsen, at brugerne i høj grad vægtede at få deres hverdagsliv til at fungere så roligt og gnidningsløst som muligt. Det var karakteristisk for stort set alle de interviewede ægtepar, at det at have faste daglige rutiner og gøremål – enten hver for sig eller sammen – hjalp dem igennem hverdagen. Det at have en meningsfuld beskæftigelse hjalp også til at komme igennem hverdagen. En pårørende sagde f.eks.: ”Bare der var sne hele året, så min mand havde noget meningsfyldt at tage sig til. Jamen, det har stor betydning, for så har han jo udført et stykke arbejde. Og så skal han jo også en gang imellem støvsuge. Og det kan han jo ikke altid huske, at han har gjort”. Bevarelse af hendes ægtefælles værdighed og selvværdsfølelse skete dermed via at kunne udføre meningsfyldte opgaver og medvirke i de fælles opgaver i hjemmet.

Side 30

Den socialmedicinske opfølgningssamtale og formidling af diagnosen Den socialmedicinske opfølgningssamtale, der indgår som en del af den Samordnede Demensudredningsmodel blev kun i meget begrænset omfang praktiseret. Samtalen holdes efter afsluttet udredning i primærsektor med deltagelse af den praktiserende læge, demenssygeplejersken samt brugerne. Under samtalen formidles undersøgelsesresultaterne og diagnosen, foruden at der udarbejdes en plan for videre socialmedicinske tiltag. Hos brugerne, der indgik i forskningsprojektet, var demensdiagnosen typisk blevet formidlet uformelt, ”hen ad vejen” og ikke specielt tydeligt. Diagnosen blev undertiden i større udstrækning formidlet til de pårørende end til den demensramte.

Brugernes forslag til forbedringer Gennemgående havde brugerne meget få forslag til forbedringer af udredningsforløb og beskedne forventninger til den socialmedicinske indsats. En pårørende udtrykte det således: ”Hvis ikke der kan gøres noget medicinsk, så er der vel ikke så meget at gøre” Brugernes forslag til forbedringer af modellen giver et billede af, at modellens intentioner praktiseres forskelligt, specielt i forhold til den måde og det omfang brugerne har modtaget information på om udredningsforløbet, diagnosen, mulighed for socialmedicinsk indsats og hjælpeforanstaltninger. Hovedparten af brugernes forslag drejede sig om, at der var behov for at modtage mere information og vejledning – f.eks. om sygdommen og om, hvordan man som pårørende kan tage højde for den demensramtes problemer samt om hvilke muligheder, der er for at få støtte og hjælp i lokalområdet, kommune og Region. Derudover blev der efterspurgt hjælp, der har karakter af ”hjælp til selvhjælp”, og som understøtter den demensramte brugers identitet, selvværd og deltagelse i dagligdagens opgaver.

Anbefalinger Med baggrund i undersøgelsens resultater præsenteres i det følgende et udpluk af ideer til, hvilke fremtidige interventioner, det kan anbefales at iværk-

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

sætte, med det formål at styrke kvaliteten af den samordnede demensudredning og den socialmedicinske indsats over for brugerne: • Styrke primær sektors position i udredning og opfølgning med fokus på at praktisere modellen efter LEON-princippet. • Styrke demenssygeplejerskens rolle i opfølgningen, ved at der indgås sundhedsaftale, der omfatter aftale om opfølgning. • Sikre inddragelse af de pårørende - både i forbindelse med udredning og den socialmedicinske indsats. • Tydeliggørelse af formålet med den socialmedicinske opfølgningssamtale – herunder, at samtalen foruden at formidle diagnosen til den demensramte og de pårørende også omfatter udarbejdelse af en handleplan. • Sikre standarder og praksis for, hvordan og hvem, der formidler diagnosen til den demensramte og vedkommendes pårørende - med udgangspunkt i individuelle behov. • Øge fokus på brugernes udækkede behov, deres problemer samt dilemmaer i hverdagen og på, hvordan de fagprofessionelle i den sammenhæng kan stille sig til rådighed med støtte og vejledning samt information om hvilke hjælpemuligheder, der kan tilbydes/sættes i værk. Her kan der evt. hentes inspiration fra ”Rådgivningsmodellen”

Side 31

Finansiering af projektet Kvalitetsudviklingsudvalget for almen praksis Nordjyllands Amt har bevilget midler til gennemførelse af projektet.

Yderligere information Yderligere information om projektet kan fås hos: Hanne Hulgaard, e-mail: hannehulgaard@dadlnet.dk og Aase Marie Ottesen, e-mail: aamo@hum.aau.dk

Implementering af den samordnede demensudredningsmodel Med baggrund i de positive evalueringsresultater fra 2005 har de nordjyske kommuner og Region Nordjylland indgået en generel rammeaftale og en sygdomsspecifik udfyldningsaftale om en Nordjysk Kronikermodel, der omfatter en implementeringsstrategi for at udrulle forløbsprogram for demens på linje med andre kroniske sygdomme. Aftalen dækker udredning og behandling, men på nuværende tidspunkt dækker aftalen ikke den videre opfølgning. Læs mere: www.kronikerenheden.dk/DenNordjyskeKronikermodel

Kort om den samordnede demensudredningsmodel Modellen for samordnet demensudredning i Region Nordjylland er kendetegnet ved, at den basale demensudredning foregår i primær sektor i et samarbejde mellem den praktiserende læge og en kommunalt ansat demenssygeplejerske/demensfagperson, hvor det er den kommunalt ansatte demenssygeplejerske/ demensfagperson, der er tovholder i demensudredningen samt i opfølgningen, efter demensdiagnosen er stillet. Indsatsen sker dermed så tæt på borgeren som muligt – i borgerens nærmiljø. Det overordnede formål med demensudredningsmodellen er at sikre en koordineret og sammenhængende indsats med fokus på det gode og sammenhængende patientforløb samt opkvalificering af de sundhedsprofessionelles indsats i primærsektoren. Modellen er i overensstemmelse med LEON-princippet, som indebærer, at behandlingen skal tilbydes på det laveste effektive omkostningsniveau med fokus på: Sammenhængende patientforløb, nærhed, høj professionel standard og effektiv ressourceudnyttelse. Læs mere: www.kronikerenheden.dk/DenNordjyskeKronikermodel

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 32

Nærværende kommunikation og samvær – Nye muligheder for pårørende til demensramte og for frivillige.

Af Aase Marie Ottesen, ph.d. studerende ved Institut for kommunikation og psykologi, Aalborg Universitet, Bente Weberskov, Marte Meo terapeut og konsulent samt Dorthe Lynge Isaksen, centerleder ved Plejecenter Skovgaarden i Mariagerfjord Kommune.

Videncenter for kommunikation og læring i sundhedssektoren og Mariagerfjord Kommune gennemfører projekt: ”Nærværende kommunikation og samvær - Nye muligheder for pårørende til demensramte og for frivillige” i samarbejde med tre frivillige organisationer: Alzheimerforeningen, Ældresagen og Dansk Røde Kors Besøgstjeneste. Projektet er støttet af Socialministeriet via Puljen til udvikling af bedre ældrepleje. Projektet udspringer af, at pårørende til demensramte i Mariagerfjord Kommune igennem længere tid har tilkendegivet, at de har et stort ønske om og et behov for kursustilbud, der kan hjælpe dem til at forbedre deres kommunikation og samvær med deres demensramte pårørende. I projektet indgår, at der afholdes i alt 5 kurser, hvor et kursus er for frivillige, og de resterende fire kurser er for pårørende til demensramte. Kurserne for pårørende henvender sig til ægtefæller og voksne

børn, hvis far eller mor er demensramt – såvel demensramte, der bor hjemme eller på et af kommunens plejecentre. I forlængelse af hvert kursusforløb er der et tilbud om opfølgningsmøder. Opfølgningsmøderne for de pårørende har til formål, at de får mulighed for at videreudvikle deres samværsform med deres demensramte pårørende samt skabe mulighed for etablering af netværk sammen med andre pårørende.

Brug af Marte Meo Metoden i kursusforløbet I kurset indgår undervisning om demens og det at leve med sygdommen. Derudover er der meget fokus på kommunikation og samvær med demensramte personer omkring hverdagsaktiviteter, der opleves meningsfyldte. På kurset anvendes Marte Meo Metoden, der er baseret på observation og analyse af videooptagelser af almindelige dagligdags samspilssituationer mellem den pårørende/frivillige og den demensramte person. Videooptagelserne kan hjælpe med at få indsigt i den demensramte persons behov for støtte og samtidig får den pårørende/den frivillige en ny måde at opleve sin egen kommunikation og samværet med den demensramte på. Læs mere om Marte Meo Metoden

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Udbytte af kursus – hvad siger de pårørende og de frivillige? Her i foråret er der gennemført et kursus for frivillige og et kursus for pårørende. Her nogen korte udsagn fra de pårørende, der deltog på det første kursus: ”Jeg har fået nogen redskaber jeg kan bruge i samværet med min mand. Brug af videooptagelser har givet mig en forståelse af, hvor lidt der skal til for at få en god oplevelse og et positivt samvær med min mand”. ”Det har været godt at møde andre ligestillede og undervisere, som kunne tale med om sygdommen og forstå. Og at blive forstået. Det er der et stort behov for. Man kan godt blive ret så alene, også ensomhed i parforholdet, for der er, forståeligt nok, ikke ret mange, der kan sætte sig ind i, hvordan en ægtefælle kan forandres”- “Patienten ser jo ud, som han/hun plejer!…”. ”Efter anden gang vi blev filmet, blev forståelsen for teorien i undervisningen rigtig synlig i praksis. Teori og værktøjer blev synlige i samtalen med min ægtefælle. Uden viden om teknikker kan man nemt “ komme til” at stille for mange spørgsmål til ægtefællen, som ikke kan huske noget og derfor trækker sig ydmyget tilbage og “begge” ender fortvivlet og afmægtige i en sort tunnel. I videooptagelsen anden gang fulgte jeg undervisningsinstruktørens anvisninger, som var vigtige i forhold til min ægtefælle. Jeg skulle fortælle fakta frem for at spørge, beskrive ting og lade ham supplere med sin vinkel. Det gav et helt andet resultat. Min mand bød ind i samtalen på en hel naturlig måde, og her var der ingen stop og tilbagetrækning fra ham. Der var kursister, der sagde, at de ikke kunne spore Alzheimer demens hos ham ved den anden video. Det var vist også det han selv oplevede…..! Det gav en helt anden følelse uden afmagt for os begge”.

Side 33

”Jeg er blevet opmærksom på, hvad jeg kan gøre for at samværet bliver positivt – f.eks. ved at være den der leder, på en god måde, væk fra et emne, som kan være helt forkert eller svært” – eller ved at lede og hjælpe på vej, når sproget svigter”. På kurset for frivillige var der 21 deltagere, henholdsvis fra Dansk Røde Kors – og Ældre Sagens besøgstjeneste i Mariagerfjord Kommune. Holdet af frivillige var alle enige om, at de havde fået meget ud af at være med på kurset. En af de frivillige fortæller: ”Jeg har lært, hvor vigtig det er at møde den demensramte, der hvor vedkommende er, netop lige i det øjeblik vi mødes. Jeg har også lært, at de små ting tæller. Det har videooptagelserne vist os; hvor vigtigt det helt basale nærvær er”. Fem af de frivillige på kurset er sammen nået frem til en, for dem, meget betydningsfuld læresætning: ”Det handler kort sagt om: AT HOLDE AF - AT HOLDE UD - og HOLDE OM”. Frivillig koordinator Lillian Møller Pedersen, Ældre Sagens Besøgstjeneste udtaler: ”Her ved kursets afslutning vil jeg konkludere, at det har været et virkelig godt kursusforløb, som alle, der omgås demensramte, burde have. Det ville være til gavn for både de demensramte og alle omkring dem”.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Undervisere på kurset Aase Marie Ottesen og Bente Weberskov står for undervisningen og brug af Marte Meo Metoden under kurserne. Demensteamet i Mariagerfjord Kommune, som er sygeplejerskerne Ulla Risberg, Jenny Brint Nielsen og Hanne Lundsgaard Højen medvirker som ressourcepersoner ved kurserne, og de står for opfølgningen efter kursusforløbene.

Side 34

Marte Meo Metodens fokus på ressourcer og det der lykkes viste sig også her yderst anvendelig. Gennem videoklip, hvor kursusdeltageren / ægtefællen gjorde ting, som skabte øjenkontakt, smil og nærvær, blev de bekræftet i deres bidrag til relationen, og de fik alle oplevelsen af at kunne mere og at slå bedre til, end de gik og troede. Det gav alle deltagerne ny energi til at være sammen med deres demensramte ægtefælle.

De første kursuserfaringer Videooptagelser med tilhørende analyse ud fra Marte Meo Metoden har i kursusforløbene været en udbytterig og god måde at arbejde med nærværende kommunikation og samvær på. På kurset for pårørende blev de videofilmet sammen med deres demensramte ægtefælle, og ud fra optagelsen blev de vejledt i følgende: Den demensramte ægtefælles ressourcer og udviklingsniveau for kommunikation og samvær, ægtefællens behov for støtte samt den pårørendes egne kompetencer og udviklingsmuligheder. Videooptagelserne var af helt almindelige dagligdags situationer: At læse avisen sammen, at drikke en øl sammen, at se billeder sammen og at tale om livshistorie. Fælles for ægtefællerne var, at de var i en proces, hvor de skulle lære at kende deres demensramte ægtefælle på en ny måde, samt finde nye måder at være sammen på. Unægtelig en både svær og følelsesladet proces, da 50 år gamle mønstre og vaner ikke længere slog til. De viste alle en stor åbenhed i forhold til at gøre ting på nye måder. Som Marte Meo-terapeut var den største udfordring at få leveret tilbagemeldingerne på en respektfuld og nænsom måde. Selv om det naturligvis altid er Marte Meo-terapeutens udfordring, var det helt særlige her den sårbarhed og smerte, som er en del af ægtefællernes oplevelse af hele deres livssituation, deres demensramte ægtefælle og ikke mindst dem selv. De havde meget brug for at blive bekræftet og anerkendt i deres væremåder over for deres demensramte ægtefælle.

På kurset for frivillige blev én deltager filmet med en borger, som han er besøgsven hos. Der blev her bl.a. arbejdet med, at den frivillige skulle beskrive de ting, som den demensramte og han så og oplevede på deres gåture. Det blev meget tydeligt, at borgeren også blev mere aktiv og brugte mere sprog, da den frivillige blev mere aktiv. Filmen viste endvidere den frivilliges flotte og kompetente måder at guide og inddrage borgeren på, når han f.eks. skulle have jakke og sko på inden gåturen. Den frivillige var meget begejstret over at blive bevidst om de ting, han gjorde i samværet med borgeren – f.eks. blev han opmærksom på at gøre mere af det, som virkede godt. På frivilligholdet blev der endvidere lavet rollespil, som blev optaget på video og efterfølgende analyseret ud fra Marte Meo Metoden. En lærerig proces, hvor elementerne i nærværende kommunikation og samvær blev tydelige. Både ægtefæller og frivillige fik gennem videooptagelserne øje på de små tings betydning for nærvær i kommunikation og samvær: Øjenkontakten, at være rolig og tålmodig og at afvente, at sætte ord på egne handlinger og tanker, at guide og at beskrive mere end at stille spørgsmål. Demensteamet har følgende overvejelse vedrørende kurserne: ”Vi oplever, at de pårørende og de frivillige får redskaber til at bedre kommunikationen med den demensramte og derigennem får de bedre selvværd, ved at kommunikationen lykkes på en positiv måde”.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Medarbejderne i Mariagerfjord Kommune arbejder ud fra Marte Meo Metoden Marte Meo Metoden er allerede implementeret i det meste af Mariagerfjord Kommunes ældrepleje, både i hjemmeplejen og på plejecentrene. Der afvikles stadig en del undervisning af medarbejderne i Marte Meo Metoden, men i løbet af i år og næste år forventes alle medarbejdere at have været igennem undervisning i metoden. Centerleder ved Skovgaarden Dorthe Lynge Isaksen var sammen med hendes medarbejdere ”foregangsmænd” for dette tiltag helt tilbage i 2006. Hun har ligeledes stået i spidsen for, at projektet for pårørende og frivillige er blevet til.

Side 35

Yderligere oplysninger Yderligere oplysninger om projektet kan fås hos: Aase Marie Ottesen E-mail: aamo@hum.aau.dk Tlf.: 29 26 68 14 Afdelingsleder Kirsten Brams Mariagerfjord Kommune E-mail: kibra@mariagerfjord.dk Tlf.: 97 11 34 51.

En bog, som pårørende til demens kan have meget glæde af at læse.

Centerleder ved Skovgaarden Dorthe Lynge Isaksen udtrykker: ”Som leder er jeg virkelig glad og stolt over, at vi i kommunen har gang i dette projekt for pårørende og frivillige. For to år siden udkom multimedieproduktionen:” Demens den anden frekvens”, som er blevet lavet med udgangspunkt i vores demensafsnit Under Bøgen. Materialet bliver flittigt brugt til undervisning og til udlån til pårørende. Kursusforløbet for pårørende, som vi nu har fået midler til, er jo eminent og passer rigtig godt i forlængelse af implementeringen af Marte Meo Metoden i hele kommunen. Det er et tiltag, som både jeg og kommunen er stolte af. Jeg har ikke hørt om andre kommuner, som på den måde har taget Marte Meo Metoden til sig, implementeret den overalt og har inddraget pårørende og frivillige på en sådan måde, som vi har gjort. Jeg syntes det er godt, at pårørende får mulighed for at få nogle værktøjer til at gøre hverdagen nemmere og mere anerkendende, sammen med den demensramte. Metoden er brugbar for alle og handler om at være anerkendende, være til stede i Nuet og se, hvad der sker. Være smilende og undgå, at de demensramte ikke får for mange nederlag. Hvem vil ikke gerne møde et smilende menneske, hvis verden er fuld af kaos - som den kan være for demensramte? Her kan vi gøre en forskel. Vi kan, ved at være nærværende og accepterende, øge selvværdet hos den demensramte”.

Og hvem siger du jeg er? personlig beretning om en nær pårørendes demens Af Linda Grant Foruden at beskrive sin mors begyndende demens, sin egen skyldfølelse og den svære beslutning om at sende moderen på plejehjem beretter den engelske journalist, Linda Grant om sin egen og sin families fortid

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 36

Hjælpemiddelformidling i praksis – kvalitet som omdrejningspunkt

Af Helene Honoré, ergoterapeut.

4 glade nye ergoterapeuter der gennemførte undersøgelsen

I mange kommuner er der et voksende fokus på dokumentation og udvikling af evidensbaseret praksis. Den udvikling gælder også for de sagsbehandlende ergoterapeuter, der formidler hjælpemidler til borgere med funktionsnedsættelser, og det er derfor en fordel for de praktiserende ergoterapeuter at kunne dokumentere kvaliteten af disse ydelser. For at forberede os godt på at kunne arbejde med implementering af evidensbaseret viden i praksis, valgte vi at foretage en kvalitetsundersøgelse af ergoterapeutisk praksis som vores bachelorprojekt.

Velfærdsteknologiske hjælpemidler Velfærdsteknologiske hjælpemidler er en nyere kategori af hjælpemidler, der anses for særligt velegnet til at kunne imødekomme den demografiske udvikling med færre hænder på arbejdsmarkedet og en større andel af ældre i befolkningen, som har behov for sundhedsfaglige ydelser. Desuden kan velfærdsteknologiske hjælpemidler som fx robotstøvsugere og toiletter med vaske- og tørrefunktion hjælpe borgere med funktionsnedsættelser til at opnå en større grad af selvhjulpenhed i hverdagens aktiviteter og en øget livskvalitet. Derfor mente vi, at kvaliteten af ergoterapeuters formidling af netop velfærdsteknologiske hjælpemidler var interessant at undersøge.

Vi inviterede ergoterapeuter fra samtlige kommuner i Region Midtjylland, og i alt blev 46 sagsbehandlende ergoterapeuter fra 16 kommuner repræsenteret i vores undersøgelse. De havde alle bevilget mindst ét velfærdsteknologisk hjælpemiddel.

Ergoterapifaglige kvalitetsmål For at kunne fastsætte nogle mål for, hvornår den ergoterapeutiske formidling var af tilstrækkelig god kvalitet, foretog vi et omfattende studie af den eksisterende forskningslitteratur på området i danske og internationale databaser. Det var en lærerig og udviklende proces, hvor vi blev klar over, hvad der virkelig gør en forskel for kvalitetsniveauet i praksis set fra både et ergoterapeutisk, et borgeroplevet og et organisatorisk perspektiv. Fx viser flere undersøgelser, at det er vigtigt at følge op gentagne gange ved formidling af et velfærdsteknologisk hjælpemiddel, fordi der er tale om en ny teknologi, som kan være vanskelig for borgeren at få integreret i sin hverdag uden den nødvendige støtte. Derudover kan borgerens behov ændre sig over tid.

Nyhedsbrev nr. 6, september 2011

Side 37

Den Danske Kvalitetsmodel

Ukendte årsager

Med udgangspunkt i den fundne litteratur udarbejdede vi 12 evidens- og teoribaserede standarder for god praksis ved formidling af velfærdsteknologiske hjælpemidler med bl.a. Den Danske Kvalitetsmodel som referenceramme. Vi fik hjælp fra en konsulent fra Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle til at gøre standarderne realistiske og relevante for kommunal praksis. Efterfølgende undersøgte vi ved hjælp af et spørgeskema, om ergoterapeuterne opfyldte standarderne i deres praksis.

Vi kunne ikke ud fra undersøgelsen fastslå konkrete årsagssammenhænge mellem kvalitetsniveauet og faktorer som fx ergoterapeuternes erfaringsniveau eller borgerens alder. Det kunne dog være interessant at undersøge, om årsagerne kunne findes blandt nogle af de områder, der nævnes som mulige barrierer i den litteratur, vi fandt, fx organisatorisk travlhed, manglende viden om velfærdsteknologiske hjælpemidler, fortolkning af de lovbestemte bevillingsmæssige rammer eller noget helt fjerde.

Ergoterapeuters formidling – en central nøgle til succes Vi fastsatte et acceptabelt kvalitetsniveau ved, at ergoterapeuterne skulle opfylde 9 ud af 12 standarder for at udføre god formidling. Undersøgelsen viste overraskende nok, at kun ca. 16% af ergoterapeuterne udførte god formidling ud fra dette kriterium. De mindst opfyldte standarder vedrørte ergoterapeuternes dokumentation og brug af skriftlige redskaber til at strukturere processen. Heldigvis var der nogle standarder, som næsten alle ergoterapeuterne opfyldte. Deres styrker i formidlingsprocessen var vurdering af borgerens mulighed for at opnå øget livskvalitet og selvhjulpenhed samt klientcentrering gennem inddragelse af borgeren og dennes nære omgivelser. Undersøgelsen påviste alt i alt et behov for en kvalitetsforbedring, som er nødvendig for at kunne sikre en høj, ensartet kvalitet af faglige ydelser og for at kunne dokumentere en effektiv sagsbehandling.

Dynamisk gruppearbejde Projektet blev udarbejdet i en gruppe på 4 ergoterapeutstuderende. Forud for projektet havde vi fire i gruppen ikke arbejdet så meget sammen, så vi tog os tid til at snakke om vores arbejdsroller i gruppen og gjorde på den måde vores indbyrdes forskelligheder til en klar fordel, vi kunne bruge i et produktivt samspil. Projektet blev skubbet naturligt frem af en stram tidsplan, og vi nåede til enighed om projektets metode og indhold med gode, faglige diskussioner.

Et højt fagligt niveau Da projektet blev godkendt af vores metodevejleder og censor til eksamen d. 24. januar 2011, opfyldte det alle krav til at blive indstillet til semesterets bachelorpris, idet alle i gruppen bestod med mindst 10 som karakter. Det er vi meget stolte af. Vi føler, at vi har taget en faglig udfordring op og fået erfaring med en konkret metode til udvikling af kvaliteten af vores faglige ydelser. At have foretaget en grundig kvalitetsundersøgelse er en erfaring, vi vil tage med os ud på arbejdsmarkedet, og som vi kan anvende i alle typer af praksis fremover, uanset hvor vi finder ansættelse.