FOLKEKIRKEN ser ud ad
LØRDAGSHØJSKOLEN Efteråret 2016
Arr.: Brabrand-Sdr. Aarslev, Åby-Åbyhøj, Harlev-Framlev
Folkekirken står stærkt, når man kigger på medlemsprocenten: 78% af befolkningen er medlemmer. Det er der god grund til at være stolt af. Mange priser sig da også lykkelig for den rummelige, danske folkekirke. Et er at være kirke i den lille danske andedam. Ser vi os omkring rundt i verden har kirken ofte en helt anden rolle at spille: Som minoritetskirke, som frikirke, som forkæmper for udsattes rettigheder, som forfulgt kirke. Set i et globalt perspektiv er folkekirken derfor en relativ størrelse. Det bliver tydeligt, at der ikke findes en gudgiven måde at være kirke eller kristen på. Med lørdagshøjskolen 2016 vil vi skabe udblik til henholdsvis Asien, Mellemøsten og Afrika og lade os inspirere af, hvordan det er at være kirke netop der. Hvilken rolle spiller kirken i de sammenhænge? Der sker en udvikling, som vi kun kan glæde os over. Måske der kan blive rusket lidt op i os, så vi ser nye udfordringer og opgaver for os som folkekirke anno 2016. Så vi ikke bare er den rummelige folkekirke, men også en kirke med mod til at sige fra og styrke til at tage nye opgaver på sig. De tre foredrag holdes på skift i sognene. Deltagerprisen er 300 kr. for alle tre gange inkl. et let traktement. Programmet er hver gang: 10.00 Kaffe, rundstykker og indledning 10.45 Foredrag 11.45 Pause 12.00 Foredrag fortsat/drøftelse af dagens foredrag 13.00 Afslutning Alle er velkommen, uanset hvilket sogn man hører til. Tilmelding med navn og kontaktoplysninger skal ske senest 1. september til kirkekontoret i Åby sogn - tlf. 86 15 78 01 – e-mail aaby.sognaarhus@km.dk Betaling sker ved første foredrag enten kontant eller med MobilePay. Vel mødt til efteråret!
Lørdag den 24. september Åby sognegård, C.A. Thyregodsvej 47-49, 8230 Åbyhøj Den utrolige historie om kirken i Kina Ved Birger Nygaard, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og har de sidste 30 år fulgt udviklingen af kirken i Kina. Kina er på vej til at have verdens største kristne befolkning. Mens det moderne Vesten sekulariseres og mister interessen for kristendommen, går Kina den modsatte retning: sammen med modernisering bliver millioner af kinesere disse år kristne. Det er en historie om mange års undertrykkelse og forfølgelse, som nu mod alle odds er efterfulgt af frugtbar muld for kristentroen. Hør bl.a. om advokaten Mr. Chen, der nu hver uge studerer bibelen med 19 advokatkollegaer på sit kontor. Hvordan skete det? Og hvad er det for en kristendom, der vokser frem i Kina? Hvad kan vi lære af Kinas fremvoksende kristenhed?
Lørdag den 29. oktober Brabrand sognegård, Engdalsvej 1, 8220 Brabrand Arabiske stemmer fra Jordan Ved Steen Nørskov, journalist, DR P1 Krige, oprør og en intolerant, stærkt konservativ strømning inden for islam har sat kristne samfund over alt i Mellemøsten under pres. DR’s tidligere korrespondent i Mellemøsten og vært på det prisbelønnede P1-program ’Arabiske Stemmer’ fortæller om udsatte, men også stærke og modstandsdygtige kristne i bl.a. Jordan.
Lørdag den 19. november Sognehuset, Framlevvej 19, Framlev, 8462 Harlev J I dag er den typiske kristen en sort kvinde fra Afrika Ved Mogens S. Mogensen, PhD, konsulent og ekstern lektor Den globale kirkes demografiske tyngdepunkt er i de senere år flyttet mod syd, og den traditionelt dominerende vestlige kristenhed udgør kun en stadig mindre minoritet blandt verdens kristne i dag. Det er også kirkerne i syd, der i dag er mest aktive i mission, og nogle af dem sender endda missionærer til vesten, hvor de oprindelig modtog kristendommen fra. Det er især kirkerne i Afrika, som vokser hurtigt i disse år, de vokser i situationer med religionskonflikter og forfølgelser, og i situationer præget af stor fattigdom. Kristendommen er en inkarnatorisk religion, dvs. den tager form og farve af den kultur, hvori den udfolder sig, og så ser afrikansk kristendom anderledes ud end det, vi er vant til på vore breddegrader – og derfor kan mødet med afrikansk kristendom fx i migrantmenigheder i Danmark være en stor og spændende udfordring.
BRABRAND-SDR. AARSLEV AABY-AABYHØJ HARLEV-FRAMLEV