Jubilæumsskrift by Christian Hebell Paulsen

TOFTHØJ

SKOLEN

50 ÅR 1961 | 2011

TOFTHØJ

SKOLEN

50 ÅR

1961|2011 Jubilæumsskrift

Udgivet af:

Forsidefoto:

Tryk:

Tofthøjskolen

Rikke L. Espersen/Aalborg Skolefoto.

Ecco Print a-s

www.tofthoejskolen.dk

Øvrige fotos: Tofthøjskolens eget arkiv, Knud Nørgaard, Lisbeth Jensen, Merete Aarup-Kristensen, Christian Hebell Paulsen.

Redaktion: Christian H. Paulsen Merete Aarup-Kristensen Sonja Poulsen

Grafisk layout/design: CHREATIW.dk

Tak til alle som har bidraget til dette jubilæumsskrift!

Forord

af Peter Anker skoleleder / ansat siden 1999

Når man har guldbryllup efter 50 års ægteskab, fejres man som ”de gamle og vise”. Når man fylder 50 år, er man midtvejs i livet og fejrer en stor fest, fordi man endelig er rigtigt voksen. Kan disse forhold overføres til en skole? På nogle punkter går det an, mens det på andre områder slet ikke holder. Lighederne er, at vi skal fejre og feste, det er en rigtig god anledning til at mindes og se frem. Minderne kan man læse i resten af skriftet, mens jeg her i forordet vil søge at se, hvor skolen er på vej hen. Når man i dag ser tilbage, kommer der ofte

et smil på læben, fordi fortiden virker lidt morsom. Man stod i rækker i skolegården, før man fik lov til at gå ind i klassen! Man stod op, når man blev overhørt. Og så sagde man ”De” og efternavn til Hr. Madsen og Fru Pedersen. Overtrådte man regler og normer, kunne man indkassere en lussing eller en tur med ferlen eller spanskrøret, jo, der var kontant afregning. Efter ’68 blev en række omgangsformer ændret, og en mere human omgang med børnene blev indført, man blev dus og på fornavn med hinanden, og den hårde disciplin blev afskaffet til fordel for argumenter og en ordentlig omgangstone. Overgang tog en årrække, men er i dag gennemført.

Fagene forandrede sig også, og skolens mål blev i stigende omfang at forberede ”den nye generation” til videreuddannelse og gerne lange studier på universitet eller faghøjskoler. Mor kom i stigende grad på arbejdsmarkedet, og familierne blev afhængige af to indtægter. Det boglige kom i centrum, og de ufaglærte gled mere og mere i baggrunden. Ønskejobbene var ikke længere brandmand og togfører eller mors og fars job. Så skolens hverdag afspejlede, som altid, samfundets hverdag. I dag har vi undervisningsvaner fra industrisamfundet. Der laves planer og evalueres. Eleverne testes og sammenlignes med andre produkter. ”De anderledes” sættes i specialtilbud. Men der tales også i stigen-

6 de grad om kreativitet, idérigdom, talentudvikling og iværksætteri. I en globaliseret verden, der bevæger sig hen mod videnssamfundet, skal skolen udvikle og fremme de egenskaber hos eleverne, der gør dem bedre til det uventede og udfordrende, så vi alle kan bevare vor status i verdenssamfundet. Bliver dette en udfordring skolen kan klare? Holdningsmæssigt er sporene lagt, og skolens personale er meget fokuseret på

individet i fællesskabet. Der forskes meget i hjernens funktioner, og læring frem for undervisning sættes i stigende grad på dagsordnen. Jeg er derfor optimistisk med hensyn til de næste 50 år i folkeskolen. Nu er skolen også bygget om, så den kan leve op til kommunens krav om et fleksibelt læringsmiljø. Indskolen skal bo i den nye afdeling, hvilket er helt naturligt. Alle har efterhånden erkendt, at den tidlige læring og erfaringsopsamling er afgørende for et godt resultat af opdragelse og uddannelse. Fleksible rammer har vi fået i

den nye indskole. Disse rammer vil få store konsekvenser i den fremtidige Tofthøjskole. Selv om vi i dag fejrer indvielsen, er ingen i dag fuldt ud i stand til at forestille sig, hvordan skolens hverdag vil se ud om fem år, mens alle godt kan se, at de nye rammer kan bruges til de forandringer, skolen skal igennem i fremtiden. Målet med skolen er og vil altid være dannelse, der rummer hele baggrunden for et fremtidigt voksenliv for vore elever. Tillykke med jubilæum og indvielse. Held og lykke med fremtiden.

Det skete også i 1961 Januar:

Marts:

Statsminister Viggo Kampmanns nytårstale d. å.: ”Vi skal vise, at vi har karakter til at have det godt.”

Kong Frederik IX og dronning Ingrids yngste datter, prinsesse Anne-Marie, konfirmeres i Fredensborg Slotskirke. To år senere overraskes hele landet, da hoffet proklamerer, at prinsessen skal giftes med den græske Kong Konstantin og får samtidig i en alder af kun 18 år titlen som dronning af Grækenland i forbindelse med vielsen, som foregår i den græske hovedstad Athen.

Ny præsident indsættes i USA. John Fitzgerald Kennedy bliver den hidtil yngste som får ”første arbejdsdag” på en af verdens mest magtfulde poster. Han er blot 43 år – hele 27 år yngre end forgængeren Dwight D. Eisenhower. I løbet af sin forholdsvis korte præsidentperiode opnår Kennedy stor berømmelse i Europa, og hans kone Jackie gør den lyserøde spadseredragt til et af årets helt store modehit blandt kvinder i Vesten. Februar: Årets Melodi Grand Prix-vinder bliver ”Angelique”, sunget af Dario Campeotto. Dog er det den 61-årige invalidepensionist Aksel V. Rasmussen fra Køge, som både har skrevet teksten og komponeret musikken til sangen. Også i 1961 var der anti-rygekampagner. I denne anledning sender en radioudsendelse chokbølger over hele landet. En patient bliver opereret for en svulst i lungen, og lytterne er med på første parket, da operationen foretages ”kun 50 centimeter” fra mikrofonen. Dødeligheden blandt rygere er i starten af 60’erne 70,5 pr. 100.000, som får lungekræft.

Forfatteren Kjeld Abell dør, 59 år gammel. Abell blev mest kendt for skuespillene ”Melodien der blev væk”, ”Anna Sophie Hedvig” og ”Dage paa en Sky”. Men han nåede også at lave manuskripter til tre danske spillefilm, og så er han desuden kendt for ”Sangen om Larsen”. April: Herhjemme bliver påsken vinterlig med snestorm, men deltagerne til en atommarch mellem Holbæk og København trodser det barske vejrlig. 25.000 tilhørere lytter til kirkeminister Bodil Kochs tale om at byde supermagterne og deres våbenkapløb trods. Den første kosmonaut, som kommer i kredsløb rundt om Månen, bliver russiske Juri Gargarin, som efterfølgende får en heltemodtagelse, da han tre dage efter ankommer til Moskva efter sin tur ud i rummet. Et kindkys kan det også blive til – leveret af

Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrustjov. Den følgende sommer bliver Gagarins rumkabine en populær attraktion, som vises frem for offentligheden. Maj: Hidtil har man skulle være 23 år for at stemme til Folketinget. Men ved en folkeafstemning har et flertal bestående af 581.989 ja-stemmer fået nedsat valgretsalderen til 21 år. I de efterfølgende år forsøger politikerne at få valgretsalderen sat yderligere ned til 18 år uden held. Først ved en folkeafstemning i september 1978 lykkes det endelig. Juni:

Ét af Islands stolteste og længe savnede kulturklenodier er endelig på vej hjem til islændingene efter, at Folketinget med 110 medlemmers velsignelse har vedtaget lovforslaget. Dog har 61 folketingsmedlemmer forsøgt at sætte en kæp i hjulet ved at forhale processen – uden held. Der bliver også sat kæp i hjulet ved supermagterne USA og Sovjets topmøde. Først offentliggør Khrustjov, at Sovjet er med på Vestens kontrolsystem, hvis Vesten vil gå ind for afrustning. Men det afvises af USA, som ikke mener, at Sovjet for alvor vil gå ind for afrustning. Juli: Varmerekord i Aalestrup: 31 grader måles der i en sommer, som også byder på traditionelt køligt dansk sommervejr. Anderledes køligt er det for den engelske premierminister Macmillan, som til trods for stor modstand i sit parti annoncerer, at Storbritannien vil opsøge forhandlinger om optagelse i ”De Seks” – bedre kendt som EF (i dag: EU). Danmark vil følge

Bølgerne gik højt ude i verden i 1961. Her ses den nytiltrådte amerikanske præsident John F. Kennedy og den sovjetiske generalsekretær Nikita Khrustjov ved topmødet i Wien. trop – til trods for, at franskmændene lægger hindringer i vejen så mange gange, at det til sidst kan sprænge Fællesmarkedets sammenhold. I den sidste ende bliver Storbritannien og Danmark dog alligevel optaget i ”det forjættede land” i 1972. August: Presset af en stadig større flygtningestrøm mod Vesttyskland og Vestberlin afspærrer Østtyskland alle sine grænser mod vest. Særligt i det delte Berlin pløjer en markant afspærring ned igennem byen ved hjælp af pigtråd, barrikader og tanks, som bliver første generation af den senere benævnte ”Berlinmur”. I de følgende 28 år ”forbedres” muren, og et stort område af Potzdamer Platz bliver samtidig ryddet. En overgang er der fare for, at spændingerne mellem supermagterne kan slå ud i lys lue, men begge parter holder sig dog i ro. Berlinerne på den vestlige side kan bare se på, mens deres by bliver delt, og det nu bliver sværere at besøge familiemedlemmer på den anden side af det nye grænseværk.

i starten af 60’erne gjort sig berømt og berygtet for byggeriet af det nye SAS Royal Hotel på Vesterbro. Alt i bygningen er tegnet og indrettet til den mindste detalje, og det samme kommer til at gælde den nye Nationalbank. November: Kunstneren Wilhelm Freddie står for årets kunstskandale. I det københavnske ”Gallerie Køpcke” udstilles kopier af de erotiske kunstværker, som Freddie fik konfiskeret tilbage i 1937. Men atter en gang er Wilhelm Freddie uheldig. Det københavnske politi er mødt talstærkt op til ferniseringen, og Wilhelm Freddie får nok en gang konfiskeret kunstværkerne – til trods for, at det er kopier. September: FN’s generalsekretær Dag Hammerskjöld bliver dræbt, da hans fly styrter ned i en jungle et sted i Afrika. Der er dog meget mystik forbundet med styrtet, som også dræber en række af den svenske generalsekretærs medarbejderstab. Dag Hammerskjöld mindes efterfølgende ved FN-generalforsamlingen i New York og i den svenske by Uppsala, hvor han oprindelig kom fra. Dag Hammerskjöld modtager i oktober posthumt årets Nobels Fredspris. Oktober: Det vækker forbløffelse i Storbritannien, da landets største oppositionsparti ”Labour” vil anerkende Østtyskland ved dets årlige landsmøde. Sovjetunionen foretager verdens største atombombeeksplosion. Bomben er på 30 megatons og bliver sprængt i Arktis. Arkitekt Arne Jacobsen vælges til at bygge den nye Nationalbank i København. Byggeriet står færdigt i 1978 – syv år efter Jacobsens død. Nationalbanken blev efterfølgende i 2009 fredet af Kulturarvsstyrelsen. Arne Jacobsen har allerede på dette tidspunkt

En kraftig tågedannelse i Nordjylland og Københavns-området skaber alenlange bilkøer og forårsager mange uheld. To bliver alvorligt kvæstet – og mange steder bliver det en lang vej på arbejde og senere hjem. December: Top-nazisten Adolf Eichmann – også kendt som ”Europas bøddel” – dømmes til døden ved domstolen i Jerusalem. Efter hans tilfangetagelse året før i Argentina bliver retssagen et tilløbsstykke. Eichmann regnes for at være en af hovedbagmændene bag ”Holocaust”. Dødsdommen forsøger Eichmann og hans forsvarer at få appelleret til den israelske Højesteret, men appellen afvises, og Adolf Eichmann henrettes 1. juni 1962. Til trods for et dramatisk år med et fejlslagent angreb i Svinebugten og opførelsen af Berlinmuren med dertil hørende fornyet spænding mellem Vest og Øst citeres den amerikanske præsident John F. Kennedy for, at året alligevel bragte håb om fred i fremtiden. Kennedy anede formentlig ikke, at der ville komme helt andre og mere alvorligere udfordringer i det nye år 1962. kilde: Hvem Hvad Hvor 1962-63. Politikens Forlag.

FORTID

Maj 1961. Storvorde Skole havde hejst flaget den dag, billedet blev taget. I dag benyttes skolen til privat beboelse. Stenen til venstre i forgrunden udgĂ¸r et lokalt mindesmĂŚrke for besĂŚttelsen 1940-45 og kan endnu den dag i dag beses pĂĽ denne placering over for den nu gamle skole.

Forhistorien

af Merete Aarup-Kristensen lærer / ansat siden 1974

Hvis man kører en tur i det danske landskab og afviger fra den slagne motorvej og i stedet kører lidt afsides ad mindre landeveje, støder man ikke sjældent på et interessant arkitektonisk fænomen i det åbne land: centralskolen.

lyse og klare. Der kom også faglokaler – til husgerning, fysik og sløjd – og en gymnastiksal. Budskabet i disse skoler var, at her skulle alle børn have lige adgang til uddannelse – uanset hvilken social baggrund de havde, og uanset hvor i landet de boede.

Især i 1950’erne kom de til i stort tal. Det er typisk lave, modernistiske byggerier, gerne langstrakte i opbygningen i den funktionalistiske stil, som var helt ny i Danmark på dette tidspunkt, med en skolegård foran og tjenesteboliger til lærerne i umiddelbar tilknytning til skolen i skikkelse af beskedne parcelhuse.

En meget stor del af den voksne, danske befolkning har gået i den slags skoler. De blev til som afløsning for det, der ofte kaldes ”den stråtækte”, der fandtes i hvert kirkesogn, og de var et udtryk for ønsket om at tilvejebringe tidssvarende undervisningsvilkår for børn på landet og at skabe en samlet kulturinstitution med foredragssal og bibliotek i landkommunerne. Som arkitekt Folke Olsen, der stod bag mange af skolebyggerierne, forklarede, ønskede

Her fik lys og luft stor betydning. Der blev brugt store glaspartier, og farverne var

man, at centralskolen ”foruden at være et sted, hvor skolebørnene indpodes kundskaber, tillige bliver et naturligt kulturcenter for sognets beboere.” Det er mange af disse klassisk moderne skoler, der i dag er under afvikling til fordel for et endnu mere centraliseret skolevæsen. Centralskolen er et resultat af de seneste 100 års byggerier af rum skabt specielt for børn: institutionsbyggeri i barnets egen skala, som det hed i 1950’erne og 1960’erne, hvor de karakteristiske lange hvide bygninger, som ses landet over, blev opført som billige elementbyggerier. At vinduer for eksempel skulle placeres i børnehøjde, tager vi i dag for givet, men det var bestemt ingen selvfølge dengang.

Disse er eksempler på ideer, som forener arkitekturens med pædagogikkens historie. I dag er mange af dem blot nedslidte institutioner, som ikke længere lever op til Folkeskolelovens krav og derfor kræver om- og tilbygninger.

Denne epokegørende nyskabelse i skolesystemet skete takket være den navnkundige radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen (1888 – 1974), som gennemførte Folkeskoleloven af 1937. Hermed skulle forskellene mellem landsbyskolen og købstadsskolen fjernes. Arbejdet med bl.a. oprettelsen af centralskoler blev dog afbrudt af 2. Verdenskrig og den tyske besættelse. Men da Jørgen Jørgensen igen blev undervisningsminister i 1957, gennemførte han i 1958 sin anden folkeskolereform, der udbedrede fejl i 1937-loven. Herefter blev centralskolen for alvor en realitet, og byggeriet tog fart landet over. Således kom udviklingen også til de to befolkningsmæssigt små landkommuner, Storvorde og Sejlflod, idet der i 1961 blev bygget en centralskole beliggende midt imellem de to byområder – Tofthøjskolen. De tre lokale skoler blev lukket og solgt til private. Storvorde og Sejlflod havde haft fælles skolelærer indtil 1825, men da Storvorde dette år kom ind under Romdrup-Klarup pastorat og Sejlflod under Gudum-Lillevorde pastorat, blev skolelærerembedet

Maj 1961. Førstelærer (den senere skoleinspektør på Tofthøj-skolen) Bendix Sørensen ses til venstre for den sidste 3. klasse ved Storvorde gl. skole. ligeledes delt i to. (I 1893 blev Storvorde og Sejlflod igen samlet i ét pastorat, således som de er i dag.) Den sidste fælles skolelærer var degn Hein, som havde studeret i København, men opgivet sine studier og derefter oprettet en privatskole i hovedstaden. Under englændernes bombardement af byen i 1807 mistede han alt, hvad han ejede og havde i branden. Ad uransagelige veje havnede han som degn i Storvorde og Sejlflod, og han var en dygtig og samvittighedsfuld lærer, som det lykkedes – trods elendige ydre forhold – at give mange af eleverne nyttige kundskaber og færdigheder såsom

at læse, skrive og regne. Degn Hein kunne dog ikke synge og fik derfor hjælp af den senere førstelærer i Sejlflod, Lars Nielsen, men mens denne stadig gik på seminariet, blev kirkesangen forrettet af Storvordes original, stodderkongen ”Snor Thames”. Efter opdelingen blev skolelærerembedet i Sejlflod tildelt et stykke jord af den nu nedlagte præstegård i Storvorde. Endvidere modtog læreren årligt tre tønder rug, otte tønder byg, 36 læs tørv, en smule ost og nogle æg. Hertil kom højtidsofrer (i 1886 fx skulle hver familie betale 10 øre til skolelæreren ved hver højtid) og andre

til 1961, hvor man indgik i et samarbejde med Storvorde kommune om at bygge en centralskole, hvor Sejlflod skoles førstelærer, Johannes Kristensen, og lærerinde, Edith Landgrebe, flyttede med.

Oktober 1960: Grunden til Tofthøj-skolen lægges. Bendix Sørensens kone - Anna Marie - ses t. h. i billedet. ydelser, som svarede til 30 rigsbanksdaler. Dog modtog læreren yderligere to tønder rug og fire tønder byg, som blev ydet af beboerne som et frivilligt løntillæg. I 1847 er det noteret, at skolelæreren endvidere modtog 10 rigsbanksdaler i kirkesangerpenge. På dette tidspunkt var der 40 skolepligtige børn i Sejlflod, hvilket var en betydelig stigning i forhold til den første skoleplan i 1815, hvor distriktet kun havde 21. Der blev i 1871 bygget en ny skole i Sejlflod. Denne afløstes i 1907 af en endnu større lige overfor, hvorefter den

Budskabet i disse skoler var, at her skulle alle børn have lige adgang til uddannelse – uanset hvilken social baggrund de havde, og uanset hvor i landet de boede. blev benyttet som lærerbolig. Lærerkræfterne var i øvrigt yderst stabile – i de første 85 år var der kun to forskellige førstelærere, Lars Nielsen (1825 – 1871) og Bertel Pedersen (1871 – 1910). Fra 1907 var der foruden førstelæreren også tilknyttet en lærerinde. Således var bemandingen ind-

I Storvorde kommune var der to skoler – skolen i selve Storvorde by og skolen ude på Østerenge. I 1892 blev der opført nye skolebygninger ude på Østerenge. Her havde den gamle skole efterhånden adskillige år på bagen. De samlede entrepriser på murer-, tømrer- og sokkelarbejdet beløb sig til 888 kr. Hvad angik kørsel af materialer, var det beboerne, der blev tilsagt dette hverv. Samme år blev der oprettet en skolelod på otte tønder land, hvilket var en tvingende nødvendighed for, at læreren kunne få det til at løbe rundt. Allerede i 1905 var skolen blevet for lille, og man ansøgte om en udvidelse. Sognerådet kunne dog kun strække sig til en tilbygning på 4 alen og 17 tommer. Faciliteterne ved den nye skole har utvivlsomt haft en rimelig standard efter datidens forhold. Ellers ville tegningerne aldrig være blevet godkendt, men det skal lige tilføjes, at skolen først i 1918 fik opført et pissoir. I 1894 kom der en skrivelse fra skoledirektionen om, at manglerne ved Storvorde skole skulle afhjælpes. Sognerådet kunne sagtens tilslutte sig dette, men da kommunen var hårdt bebyrdet pga. det nyligt overståede byggeri ude på Østeren-

ge, blev planerne udskudt til 1896. Det viste sig at have været godt at vente med udbedringen, for sognerådet besluttede sig for at ansøge amtet om tilladelse til at optage et lån på 3.500 kr. til opførelse af en helt ny skolebygning. Lånet blev optaget i Landbosparekassen, men det viste sig hurtigt, at sognerådet havde været for snæversynet, for allerede i 1900 blev det nødvendigt med en udvidelse på 11 alen. Endvidere blev der opført en beboelsestilbygning på fem alen i den nordre side, idet der skulle ansættes en lærerinde. Storvorde kommune besluttede at afskaffe højtidsofferet i 1898 og i stedet at give skolelæreren 135 kr. mere om året. Dette var en betragtelig lønstigning sammenlignet med Østerenge-læreren, som ved samme lejlighed kun fik 40 kr. mere om året. Hvad skolelæreren ikke havde i indtægt, det havde han derimod i anseelse. Det ses af den kendsgerning, at mulkten, som skulle betales af forældrene i tilfælde af, at børnene forsømte skolen, var 6 øre pr. dag, men ved ”en uhøflighed mod læreren” løb mulkten op i 12 øre. I øvrigt var det ikke svært at få lærere ansat på kommunens to skoler, hvilket et eksempel fra Østerenge skole viser. I 1916 blev lærer A. H. Vinther Pedersen valgt blandt 27 ansøgere. I oktober 1951 blev Storvorde skoles sidste førstelærer ansat. Det var lærer Jens Bendix Sørensen, som sammen med læ-

26. august 1961: Til åbningen af den nye centralskole blev Dannebrog båret frem af tre piger - en fra hver af de nu nedlagte landsbyskoler; Østerenge, Sejlflod og Storvorde. rergerningen også skulle forestå kirkesangen. Han kom fra enelærerembedet i Østerenge, hvor han havde virket i tre år og tre måneder. Han blev født den 8. februar 1913 i Frisdal som søn af gårdejer Søren Sørensen og hustru Signe. Bendix Sørensen startede sin karriere som tjenestekarl på Odder-egnen 1930 – 1934, hvorefter han tog et år på Uldum Højskole. Uddannelsen fortsattes med præliminæreksamen fra Solhverv Præliminærkursus i 1936 og afsluttedes med lærereksamen fra Ranum Seminarium i 1941.

Samme år vendte han tilbage til Solhverv som lærer, hvorefter han i 1943 blev leder af Læsø private realskole. I 1948 blev han enelærer i Østerenge, og i 1951 kom han til Storvorde skole som førstelærer og kirkesanger. Efter ti år her blev han skoleinspektør på den nye centralskole, hvor han virkede til 1978. I 1973 var skolen blevet så stor, at der var grundlag for at ansætte en viceskoleinspektør. Det blev Bent Olesen, som indtil Bendix Sørensens afsked i 1978 fungerede som Bendix Sørensens højre hånd. Det var da kun naturligt, at han med hele lærerkol-

17 Ca. 1962: Der ringes ind til time på den nye Tofthøj-skole. legiets fulde opbakning søgte og fik stillingen som skoleinspektør. I 1999 tvang sygdom Bent Olesen til at søge sin afsked. Han døde i august 2010. Siden 1999 har Peter Anker Thorup været skoleleder. Bendix Sørensen døde den 13. november 1982 – mindre end en måned efter at have færdiggjort artiklen ”Storvorde gamle skole” til et informationsskrift for Tofthøjskolen. Herfra er mange af oplysningerne til denne artikel hentet. Det var i øvrigt Bendix Sørensen, der gav

den nye centralskole navnet ”Tofthøjskolen”, idet den blev anlagt ved foden af den store Tofthøj – den 71 meter høje morænebakke, som senere skulle vise sig at gemme en jernalderlandsby helt tilbage fra år 500 f. Kr. Ved udgravningen af denne dukkede der mange værdifulde oldtidsfund frem, som for alvor gjorde Tofthøj landskendt.

Husorkesteret en gang i 70’erne. Fra venstre: Knud Nørgaard, Preben Christensen, Jørgen Rasmussen, Erling Pehn og Marius Bank Andreasen.

Oplevelser på Tofthøjskolen af Knud Nørgaard

ungdomsskoleinspektør/lærer 1971-89

Mandag den 1. november 1971 ringede klokken på Tofthøjskolen for første gang ind for mig. Det kan for mange måske synes lidt mærkeligt at begynde som lærer midt i skoleåret, men på landet var 1. november jo traditionel skiftedag. For mit vedkommende var årsagen dog, at jeg netop var blevet hjemsendt fra militæret, hvor jeg havde gjort tjeneste ved regimentsorkestret i Odense. Som det var traditionen dengang, blev skoledagen indledt med fælles morgensang på gangen, hvor daværende skoleinspektør Bendix Sørensen bød mig velkommen som lærer nummer 14. Min første time var dansk i 8. klasse, der dengang bestod af elever fra Mou, Egense, Dokkedal og selv-

følgelig Storvorde/Sejlflod. Efter at have registreret navne spurgte jeg rundt i klassen om, hvor langt de var kommet i deres ”Dansk for 8. klasse.” De kiggede lidt på

Så gik Bent Olesen hen til klaveret og sagde: ”Bendix Sørensen er her ikke. Vi synger: Gud ske tak og lov.” hinanden, indtil en spinkel dreng forrest i dørrækken sagde: ”Den hå vi et arbejd’ så

møj mæ.” Han hed Mogens Jørgensen, og kort tid senere påbegyndte han i øvrigt sin journalistiske karriere med, at vi på hans initiativ lavede interview med de gamle ovre på plejehjemmet. Nå, vi tog fat på at skrive diktat. Det skete helt uden protester, og dermed var første time reddet. Dagen skred fremad, og nye fag og elever dukkede op. Det var bl.a. orientering i 3. og 9. klasse og drengegymnastik i 2. samt 6./7. klasse – ja, det hed drengegymnastik dengang - idræt er langt senere. Der var 25 drenge i 6. og 7. klasse, og de fem hed Jan. Skolens gymnastiksal var som i dag, og det gav selvfølgelig visse begrænsninger f.eks. med basketball, hvor der var 10 mand på banen og 15 udenfor – dvs. siddende ovenpå den øverste ribbe.

beskikket censor fra København. En af eleverne indledte sit referat således: ”Min historie handler om en mand, der hedder Jens. Han bor i Års, og han kan godt li’ at gå og rode ude i haven.” Censor og jeg kiggede på hinanden. ”Hvorfor tror du, han bor i Års?” spurgte jeg. ”Jo,” sagde eleven og læste højt fra teksten. ”Jens var efterhånden kommet til års og elskede nu at gå og pusle i sin have.” I mit job som beskikket censor stødte jeg selv på mange ”små sjove” undervejs. De ligger stadig i skrivebordsskuffen og venter på bedre tid. Husorkestrets udgivelse på kassettebånd fra ca. 1982.

Med til jobbet som klasselærer hørte selvfølgelig også forældremøder. På det første møde kendte jeg stort set ingen, men bemærkede en ung pige, der umuligt kunne være mor til en elev i 8. klasse. ”Dav,” sagde hun. ”Jeg hedder Gun-Britt. Jeg kommer i stedet for min mor. Hun er på arbejde. Jeg ved godt, at min lillebror ikke er ret god til dansk, men vi har boet i Sverige indtil for to år siden. Jeg skal nok hjælpe ham.” Og det gjorde hun, samtidig med at hun var i lære som damefrisør. Der kom mange muntre oplevelser med klassen både på lejrskoler og i hverdagen. Da klassen et par år senere skulle til afgangsprøve efter 10. klasse, fik vi en

Til skolens traditioner hørte dengang som nu årets skolefest. Skolens daværende pedel Edgar Hansen, var en vigtig brik i dette spil med at opstille scene og placere stole i gymnastiksal og aula, således at der to og senere tre - aftner kunne rummes ikke bare forældre, men også tidligere elever, der trofast mødte op. Efter skolekomediens afslutning lød det altid: ”Å så vil vi gerne se Edgar heroppe.” Edgar var utrolig hjælpsom og vellidt af alle. I forbindelse med en skolekomedie, hvor Jørgen Rasmussen, Preben Christensen og undertegnede spillede underlægningsmusik og til sangene, opstod ideen om at danne et orkester. Vi fik Marius Andreasen til at støve sin violin af, og senere kom Erling Pehn med, da han blev ansat på skolen. Vi var inspireret af irsk folkemusik og specielt den fordanskede udgave, som de

”De gyldne Løver” stod for. Vi fik opbygget et rimelig stort repertoire og spillede til mange skolefester, halfester, julearrangementer, lærerfester - også uden for sognet – endda så langt væk som på Læsø. Vi opnåede også at indspille et kassettebånd – datidens svar på CD og MP3. En aften spillede vi til høstfest på Storvorde Plejehjem. Dagen efter kom der en naboklage om, at der var blevet spillet højt musik på plejehjemmet til langt ud på natten. I løbet af 70’erne voksede skolen voldsomt, og der kom mange ny lærere til bl.a. også en viceinspektør, der hed Bent Olesen. En morgen, hvor vi som sædvanlig stod klar på gangen til morgensang, var Bendix Sørensen ikke mødt op, hvilket var ret usædvanligt. Vi ventede lidt. Så gik Bent Olesen hen til klaveret og sagde: ”Bendix Sørensen er her ikke. Vi synger: Gud ske tak og lov.” En anden gang, hvor det også var lidt svært at holde masken, var en lille afhøring Bent Olesen og jeg havde på kontoret med tre drenge. Der havde været indbrud på fritidshjemmet, hvor der var stjålet et mindre beløb fra kagekassen samt en kasse sodavand. Alle indicier pegede på de tre formastelige, og til sidst indrømmede de da også, at det var dem. ”Hvor har I gjort af pengene?” ”Dem har vi brugt.” ”Hvor har I gjort af sodavandene?” ”Dem har vi drukket.” ”Dem alle sammen?” ”Nej, vi drak dem, vi ku’. Så hældte vi resten i kloakken og solgte de tomme flasker.” Som tidligere nævnt var jeg gennem man-

kan forstå dem. Jeg har ikke ret meget forstand på kærlighed. Det interesserer mig ikke særlig meget, men det er sikkert et stor problem for nogle, da de sommetider opfører sig fuldstændig fjollet.

Et klenodie blandt Tofthøj-skolens udsmykning har været “jernfisken”, som “kom til verden” ved en featureuge tilbage i 1980. Fra venstre ses: Ole Hedeman, Henrik Sørensen, Palle Thomsen og Hans Jørgen Andreasen. ge år beskikket censor ved afgangsprøverne i skriftlig fremstilling. Når man skal igennem omkring 330 stile forekommer der ind imellem nogle sprogblomster, der kan medvirke til at holde én vågen. Blandt mange emner har ”Kærlighed ” ofte været populær. Her er nogle udpluk fra forskellige skribenter:

kærlighed, men det kan også være, at han har videnhed overfor kærlighed, men er for genert til at vise det.

Min stil skal handle om kærlighed, da jeg synes, det er et stort arbejdsområde.

Han sleskede hende rigtig meget. Jeg vil vove den påstand, at alle mænd smugkigger på pigerne. Hvor ville vi være henne f.eks. ingen smugkiggeri – ingen kontakt, ingen kontakt – ingen parforhold, ingen parforhold – ingen børn (næsten ingen), ingen børn – osv.

Jeg-personen er håbløst forelsket i dig-personen. Måske har jeg-personen uvidenhed overfor

Børn og gamle har tit et godt kærligt forhold til hinanden, for når man bliver gammel går man i barndom, og det er derfor, at børnene

Sideløbende med mit job som lærer var jeg fra 1972 leder af Storvorde/Sejlflod Ungdomsklub og fra 1979 leder af Ungdomsskolen i Sejlflod Kommune. Frem til 1989 havde jeg stadigvæk undervisningstimer og kontor på Tofthøjskolen, hvor jeg fortrinsvis underviste i dansk og var klasselærer for klasser i den ældste afdeling. En enkelt klasse har jeg været klasselærer for fra deres skolestart i første klasse 1972, og til de forlod skolen. Disse elever kom til at betyde noget helt specielt for mig, og det gør de stadigvæk, selv om de i dag har rundet de godt og vel 45 år. I 1989 blev jeg også musikskoleleder og rykkede hen på Rådhuset, hvor jeg havde kontor indtil kommunesammenlægningen i 2007. Et par år forinden havde Sejlflod Kommune givet Ungdomsskolen mulighed for at rykke ned i det tidligere AMU-Center, der blev indrettet med værksteder, klublokaler, musiklokaler, undervisningslokaler og en multihal. Ungdomscenter Sejlflod benyttes nu til undervisning i dagtimerne og til fritidstilbud efter normal skoletid og i aftentimerne. Her har jeg nu base og fortsætter med det, indtil klokken ringer ud for sidste gang. Og det gør den for øvrigt ikke, for den findes ikke.

Sjove oplevelser på Tofthøjskolen af Ken Møller lærer / ansat 1979-2006

Noget af det jeg husker bedst fra min tid som lærer på Tofthøjskolen er alle de gange, hvor en sjov bemærkning, en pudsig situation eller et anderledes svar fra en elev har udløst et godt grin. Hvis jeg blot tænker efter, eller lader mig inspirere af de mange billeder, jeg har fra mine 27 år som lærer på skolen. – Ja, så vælter eksemplerne nærmest frem. Hermed nogle stykker: Nr. 1 Det er fredag i syvende time. Eleverne i 9. kl. arbejder stille og koncentreret. På et tidspunkt bliver der ”banket på glasset”, og Jesper rejser sig op, stiller sig bag stolen, mens han lader blikket køre hele klassen rundt. Han står helt stille, indtil han har klassekammeraternes fulde opmærksomhed. Man kan høre en knappenål falde til jorden. Pludselig siger han med høj, klar

stemme: ”Er der ikke én, der kunne tænke sig at komme sammen med mig?” Nr. 2 Jeg har kristendomskundskab i 2. klasse. Vi taler om forlovelse og i den forbindelse det med at få ring på. Jeg stiller spørgsmål: ”Ved I, at der står noget inde i ringen”. Der bliver svaret prompte: ”Der står navnet på kæresten”. ”Ja”, siger jeg, ”og hvad mere?” Thomas’ hånd ryger op med lynets hast. ”Og hendes telefonnummer”. Nr. 3 Det er en mørk og sen aften. Eneste lys i hele huset er min gamle arkitektlampe, som lyser på en stor stak hæfter, der skal rettes inden sengetid. Trætheden har for længst indfundet sig, men hæfterne skal som aftalt leveres rettede tilbage til eleverne; – næste dag. Det er bøjninger af udsagnsord, der er på programmet. Or-

dene flyder lidt ud på grund af min udtalte træthed, men pludselig dukker følgende bøjning op: ”At gå, jeg går, jeg har gigt”. Nattestilheden brydes af mit grin, som er så højt, at jeg for en kort bemærkning får vækket resten af familien. Grinet giver ny energi, og de sidste hæfter bliver rettet, inden mit hoved med et smil på læben rammer hovedpuden. Det kan være rigtigt sjovt at være lærer! Nr. 4 a Som inspiration til denne lille artikel sad jeg og bladrede i de mange klassebilleder, jeg har på lager. En lille fræk, lyshåret dreng (vi kan jo kalde ham Kenneth) kiggede fra et klassebillede op til mig fra fotoalbummet, og jeg kunne næsten se taleboblen ved siden af hans frække ansigt: ”Den der ler sidst, ler bedst”, stod der ty-

deligt. Jeg var matematiklærer i hans klasse og skulle med klassen på den traditionsrige tur til Bornholm. ”Solskinsøen” viste sig også dette år fra sin allerbedste side med masser af sol og varme. Det lå i luften, at det ville ende med en ”vandkrig” blandt eleverne, men jeg havde nu slet ikke forestillet mig, at jeg skulle være en del af det! En lille flok elever stod en sen eftermiddag i vandrerhjemmets gård og kastede vandballoner forsigtigt til hinanden. Det så sjovt ud, og jeg spurgte, om jeg måtte være med. Det måtte jeg gerne! Den allerførste aflevering, jeg skulle gribe, kom fra Kenneth. Den kom imidlertid ikke i en blød bue. Nej! Han sendte et ”missil” af sted, som havde retning lige mod mit ansigt. Jeg nåede ikke andet end at sætte hånden op med det resultat, at ballonen flækkede, og dens indhold gjorde mig våd fra bæltested til hårtop. Ikke helt unaturligt var der flere af eleverne, der trak på smilebåndet, mens Kenneth vred sig af grin. Nr. 4 b De sidste dage på Bornholm gik, og vi skulle tilbage til dagligdagen. Jeg havde udtænkt en plan for mit svar til Kenneth på vandballonsagen: Jeg fik de andre lærere til at samle eleverne lige før afgangen fra vandrerhjemmet til færgen i Rønne. Så placerede jeg et stort stykke af den smukke Rønnegranit i bunden af Kenneths taske. Planen lykkedes! Kenneth slæbte med møje og besvær sin tunge taske om bord i bussen, op på øverste dæk på færgen og senere hen ad en lang gang i toget. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket med

Igennem de mange år, hvor Tofthøj-skolen har arrangeret en tur til Bornholm, har der også været tid til en tur i Tivoli. Her er det en 8. klasse på besøg i gamle Carstensens have den 10. september 2001. tasken, men han fik aldrig ro til at undersøge sagen. Der var nemlig hele tiden en ”flink” lærer, der hjalp med at placere tasken højt i bagagenettene, så han ikke selv kunne få tasken ned på gulvet. Når vi skulle skifte transportmiddel, var der ikke tid til at se efter, hvad der var galt! Da toget nærmede sig Aalborg, samlede vi eleverne, og jeg bad Kenneth om at få stenen, som han havde været så flink at tage med hjem, så den kunne pynte i mit nye akvarium. Ikke unaturligt blev der grinet! Der var ud-

lignet! Der stod nu 1 - 1. Nr. 4 c Et par år senere var vi på lejrskole i Lapland. Kenneth syntes helt tydeligt, at pigernes værelser var mere interessante end drengenes, så han gjorde besøg efter, der skulle være ro på gangen. Vi besluttede så at give ham en lille lærestreg. Satte vagt ved vinduet, så han ikke kunne komme den vej ud. Fandt ham under sengen på et af pigeværelserne, som han imidlertid måtte forlade med røde ører. At ørerne var røde, kan vi føre bevis for. Der blev nemlig taget et par skarpe billeder.

En gang blev der kun delt flødekarameller ud til de små, når de store holdt sidste skoledag. I dag bliver der i ligeså høj grad gjort noget ud af påklædningen som her ved sidste skoledag juni 2005. Der stod nu 2 - 1 til mig. Nr. 4 d Endnu et par år gik, og Kenneth havde fået læreplads hos købmanden. Forretningen var lige åbnet igen efter en større ombygning, og jeg havde ikke været der i lang tid. Skulle lige aflevere tipskuponer. Ganske få skridt inde i den moderniserede forretning lyder et ”hej”. Det er såmænd Kenneth, der trods åbenlys travlhed alligevel tog sig tid til en lille snak med sin ”gamle” lærer. Vi snakkede nogle minutter, og på et tidspunkt spurgte jeg om, hvor de havde flyttet tipsafdelingen hen. Kenneth pegede mod et hjørne i bunden af butik-

ken. Jeg fulgte hans anvisning, men kunne kun se købmandsvarer og altså ingen tips. Jeg var ved at opgive og gik tilbage mod udgangen. Pludselig dukkede Kenneths hoved frem mellem cornflakes- og havregrynspakker. Hans hoved flækkede i et stort grin, og han sagde med triumf i stemmen: ”Nu har du sgu taget pis på mig så mange gange, så nu ville jeg også tage pis på dig”. Dermed havde han på særdeles elegant vis udlignet til 2 - 2. En stilling, der ikke har ændret sig i mange år. Nr. 5 Den sidste lille historie foregik også

på en lejrskole. Denne gang var Spanien vores mål. Vi slappede lidt af på stranden, da vi efter en lang busrejse endelig var nået frem. Flere sælgere gik rundt og solgte forskellige souvenirs: tørklæder, smykker og andre uinteressante ting. Men pludselig dukkede en fattigt udseende pige op med et fad med udskårne vandmelonstykker. Det så godt ud! Jeg kaldte på hende, og vi indgik forhandlinger om prisen for et stykke. Jeg afsluttede melonhandlen, fik mit stykke og betalte. Uheldigvis var der mindst 10 elever samt 2 kolleger, der havde fulgt med i min handel. Klassens kvikke matematikfrøken regnede lynhurtigt ud, at mit melonstykke stod i ca. 25 kroner, hvilket svarede til ca. 200 kr. for en hel melon. På trods af mine ihærdige forsøg på at bortforklare, fremkaldte det voldsom aktivitet i lattermusklerne hos såvel elever som kolleger. Til årets dimissionsfest er der tradition for, at eleverne siger et par ord til deres lærere og følger op med en kurv med chokolade, kaffe, vin og så videre. Der var imidlertid ingen kurv til mig dette år, men i stedet en tung kasse som jeg fik besked på, at jeg absolut skulle pakke op på stedet. Jeg fik at vide, at jeg skulle være meget forsigtig da kassen indeholdt noget af meget stor værdi. En velvoksen vandmelon kom frem fra kassens dyb, og lattermusklerne blev igen trænet.

Frikvarter - en gang i midten af 60â&#x20AC;&#x2122;erne.

Tofthøjskolen i de første år af Lisbeth Jensen og Kirsten Christensen elever 1961-65

To pigers erindringer om, hvordan det var at begynde i 5. klasse på en nybygget centralskole i 1961. Vi var 11 år på det tidspunkt. Vi har ofte talt om vores skoletid. Vi har altid gået i skole sammen og kendt hinanden altid. Vi vil fortælle om, hvad det var, der gjorde indtryk på os, da vi begyndte i 5. klasse på den nye Tofthøjskole. Tofthøjskolen blev bygget i 1961 efter mange diskussioner i sognerådene i Sejlflod og Storvorde. Det blev besluttet at placere skolen på vejen lige midt i mellem Sejlflod og Storvorde. Børnene fra Østerenge Skole skulle også gå der. Det var tre landsbyskoler, der skulle lægges sammen. Den nye skole fik navnet Tofthøjskolen efter Tofthøj, der ligger lige bag skolen. Vi var spændte den første dag, vi mødte op

i den nye skole. Vi cyklede derud. Der var nyt cykelskur med cykelstativer til vores cykler. Hver elev fik sin egen plads til sin cykel. Det var stort. Vi mødte op i skolegården. Der var mange børn. Nogle var kommet med skolebus fra Østerenge. Vi blev kaldt frem og skulle stå sammen med vores klasse. Flaget blev hejst af Jonna, Margrethe og Annette, en pige fra hver af de gamle skoler. Lærerne stod i en lille gruppe, og vi var særlig spændte, for vi skulle have en ny ung lærer, fru Møller, vidste vi, hun hed. Da vi var blevet modtaget, stod Bendix Sørensen, skoleinspektøren, i døren på trappen og sagde, hvilken klasse der skulle gå ind i skolen. De yngste skulle gå ind først.

Man skulle hænge sit overtøj på sin egen knag, stille op uden for sin klasse, synge morgensang og bede fadervor. Når han så sagde ”Amen” og derefter ”Værsgo”, så var skoledagen i gang. Det gjorde han hver morgen, altid. Hvis han en meget sjælden gang var forhindret, var det Johannes Kristensen, der tog imod os. Deres måde at sige ”Godmorgen” til os på gjorde, at vi altid følte os velkommen i skole. Der opstod også traditioner. Johannes Kristensens kone, fru Kristensen, sørgede for, at der blev Luciaoptog d. 13. december. Det var 4. klasse, der fik lov at lave det. Kristensen var nemlig blevet deres klasselærer. Vores nye skole var flot. Den var så ny og

pæn. Der var lyst og venligt. Der var masser af plads. Der var lokaler til de forskellige fag. Vi husker husgerningslokalet, som altid havde en speciel duft af god mad. Vi husker også et stort skab på gangen. Her var der nye symaskiner, som kunne hentes frem, når vi skulle sy. Der var også skrivemaskiner i skabet. Vi fik en gymnastiksal i den nye skole. I gymnastikomklædningsrummet var der ”snoretræk”, som vores gymnastiktøj og håndklædet skulle hænges op i fra gang til gang. Der var brusebad, en stor ting på den tid, det var ikke noget ret mange havde derhjemme. Vi nød at stå under bruseren. Ude i skolegården var der flotte nye toiletter, pigetoiletter og drengetoiletter. En yndet leg blev, at pigerne hev drengene ind på pigetoilettet. Der var vand til børnene i pauserne fra fire vanddysser i et cementvandkar i skolegården. Her kunne man holde for de tre, så den fjerde blev rigtig høj. Når det skete, løb man. Det var også dengang, der var rigtige drengeslagsmål med to kamphaner og stor kødrand udenom. Der var mange styrker, der blev afgjort på den måde. Vi vidste alle sammen, hvem der var den stærkeste. Det gik for sig, lige til gårdvagten kom. Der var bænke i skolegården under halvtaget. Her legede vi puffeleg. Vi sad alle på bænken. De stærkeste drenge startede pufferiet, så dem i den anden ende røg ud, blot for at de løb hen i den modsatte ende og startede forfra. Vi legede også kædetagfat. To skulle løbe

Opførelse af “Svinedrengen” ca. 1964. med hinanden i hånden, fange to mere, som så også skulle løbe. Sådan blev man ved, indtil alle var fanget. Det gik for pigernes vedkommende ud på at komme til at løbe sammen med den dreng, man nu helst ville holde i hånden. Vi legede også ”Hop i Flyver”, sjippede, hoppede i elastik, spillede på mur med tre bolde, spillede med hønseringe, som vi gik med i poser eller lange kæder om halsen. Vi legede altid i pauserne. Vi skulle også altid ud uanset vejret. Da vi gik i 7., var det mest den med Kædetagfat, vi legede, for så kunne vi røre ved drengene. I den nye skole fik vi mange forskellige fag og mange nye lærere. Vi kom til at gå hos Else Brinch Møller, Fru Møller, som vi kaldte hende. Hun blev vores dansk-, engelsk-, kristendoms- og

matematiklærer Hun sørgede for, at vi blev læsetestet. Der kom en mand fra Aalborg, som vi skulle læse et stykke højt for. Vi fik lov til at læse frilæsning, lave Læs og Forstå, hvor vi bl.a. læste om den trojanske hest. Hun hørte Skoleradio sammen med os. Vi lærte om opera. Hun gennemgik Carmen med os. Hun lærte os grammatik ud fra en grammatik, vi selv skrev ned med den nydeligste skrift i en mappe. Hun tog os med i Teateret i Aalborg. Hun åbnede en for os ukendt verden. Vi havde tre fantastiske skoleår med hende. Vi havde hende også til kristendom. I kristendom gennemgik vi i hold Storvorde og Sejlflod kirker. Hun lavede spørgsmål, og vi skulle finde svarene ved at besøge kirkerne. Vi skrev svarene ned – renskrev og duplikerede det, så alle fik en kopi. Vi

har begge to materialet endnu. Det har betydet, at vi senere i vores liv har stor viden om kirkerne i Storvorde og Sejlflod. Vi lavede skuespil til skolefesten. I 7. klasse lavede vi Svinedrengen. Til den første skolefest, som blev holdt på Storvorde hotel, lavede vi skyggespil. Vi spillede en syg, der skulle opereres. Vi hev tarmene(reb) ud af maven på patienten, der lå på et bord bag et lagen med lys på. Det så drabeligt ud. Fru Møller arrangerede det, fordi vi var generte. Vi kom jo fra den gamle skole med kæft, trit og retning – vi havde ikke måttet sige noget. Fru Møller gjorde meget for at få os til at turde tale. Skolefesterne var en stor ting for os med musik, dans og skuespil. Forældre og søskende var med, og vi havde det så sjovt. Vi fik engelsk. Vi lærte lydskrift og lydenes udtale før gloselære. Det var spændende for os at lære engelsk. Det betød, at vi begyndte at lytte til engelsk musik i radio Luxemburg. I matematik klippede vi små tre- og firkanter, som vi brugte til forståelse af faget. Fru Møller legede matematikken ind i os med praktiske opgaver. Hun lærte os om brøker ved, at vi klippede brøkerne ud, og så forstod vi det. Vi havde Karl Erik Knudsen til formning og tysk. Hos Knudsen lavede vi et verdenskort i papmaché. Han havde en moderne måde at undervise på, og var forud for sin tid. Papmachélandskaberne, som vi lavede i formning, mener vi var et samarbejde mel-

lem Thomsen og Knudsen. Vi havde Thomsen til geografi. Vi lærte om landene på den måde, at vi arbejdede alverdens lande igennem. Vi skrev om landene i et hæfte, skulle finde fotografier i aviser og blade, som skulle klistres ind under det pågældende land. Han sagde, at det var for, at vi skulle få en fornemmelse af, hvordan der så ud, og at han gerne ville have, at vi fik lyst til at rejse derhen. Hos Edith Landgrebe havde vi husgerning. Vi lærte at lave ernæringsrigtig mad, dække bord, lægge bestik rigtigt, placere glas rigtigt, at servere mad rigtigt og at holde bordskik. En viden, vi har haft glæde af hele livet. Vi syede selv forklæde og kappe, som vi havde på til husgerning. I håndarbejde hos fru Kristensen (Oles, Pers, Lenes og Thorkilds mor) syede vi blå lærredsgymnastikdragter. Vi har dem endnu. Vi har også andre håndarbejdsting endnu. Bendix Sørensen tog os med på ture til fjorden og i bakkerne. Han fortalte os egnshistorie og gjorde danmarkshistorien levende for os. Hos Johannes Kristensen havde vi fysik. Kristensen var i hvid kittel, når han lavede forsøg i fysik. Kitlen havde han på over sin fine habit, hvid skjorte og slips. Kristensen havde hver dag den bedste madpakke med. Den havde hans kone smurt til ham. Der var stor andægtighed, når han pak-

kede den ud, og vi børn har mange gange misundt ham det flotte indhold. Vi kom fra den lille landsbyskole, hvor vi havde haft to lærere, der lærte os at læse, stave, skrive og regne. Vi skulle sidde stille, mens vi tog imod. Det bedste, vi husker fra den, var når Bendix satte sig op på bordet og gav sig til at fortælle om Ravrav, en dreng, der levede i stenalderen, eller når vi havde fritegning med ham. Han tog os også i den gamle skole med på ture ud i naturen, i bakkerne, til fjorden og til pumpestationen. Vi nød at komme til at gå i den nye skole, hvor vi selv skulle gøre noget, være aktive, mens vi lærte nyt. Vi nød at komme der og blive klogere hver dag. Vi måtte gerne sige noget. Det blev let at gå i skole. Vi kom fra en terpeskole til en spændende og anderledes skole – ånden var mere fri. Det var fremsynede beslutningstagere, der både lokalt og nationalt stod for tanken om centralskolerne. Det højnede almindelige børns dannelses- og uddannelsesniveau. Vi blev på den måde en del af velfærdssamfundets fundament. Det kom til at betyde meget for os. Det var her grundlaget for, at også piger fik en uddannelse, blev dannet. Det var klogt gjort. Vi siger Tak. Mange kærlige hilsner til en god skole

Maj 1994: Et trist kapitel i TofthĂ¸j-skolens historie, da klyngebygningerne fra 1974 brĂŚndte ned til grunden. Her er brandvĂŚsenet stadig i gang med at slukke den omfattende brand.

Dengang skolen brændte

af Christian H. Paulsen elev 1981-91

En af de store begivenheder, som de fleste kan huske på skolen, var, da klyngerne bag den gamle hovedindgang på Tofthøj-skolen brændte i starten af maj måned i 1994. Klyngebygningerne husede børnehaveklasserne samt 1. - 6. klasse og var noget af det mest moderne skolebyggeri, som blev bygget i midten af 70’erne. Store klasseværelser med grupperum imellem hinanden, hvor man kunne lave gruppearbejde, lektier eller bare ville hygge sig. Derudover var der store fællesarealer, hvor der var mange muligheder for at holde frikvarter, og endelig var der et samlingssted, som i alle årene blev brugt til f. eks. morgensang. Alt det gik bogstavelig talt op i røg og blev lagt i aske, da en pyroman satte ild til skolen natten til d. 2. maj for 17 år siden.

Henover foråret havde købmand Ole Søberg Poulsen haft problemer med, at nogle ukendte gerningsmænd havde sat ild til hans pantflasker, og i slutningen af april måned var det nær gået ud over hele hans lager og købmandsbutik, som dengang lå, hvor der nu er tøjforretning, frisør og malerforretning i midtbyen af Storvorde. På det tidspunkt var der kun tale om ”alvorlige drengestreger”, men de streger skulle blive mere alvorlige end som så. Efter nogle rolige dage gik den 2. maj på hæld, og i løbet af natten blev der igen slået alarm henne hos købmanden. Igen var det glas og ølkasser, som blev brændt af. Men så indrullede endnu en alarm. Denne gang fra den gamle præstegård.

Et par, som havde lejet sig ind i den gamle konfirmandstue i præstegården, måtte flygte ud igennem et vindue, da de vågnede ved, at det pludselig brændte. Brandvæsenet kom og fik slukket branden, som heldigvis ikke udviklede sig alvorligt. Det blev kun til sodskader oppe ved gavlen, men bygningen skulle dog alligevel renses igennem og gøres i stand efter branden. Da brandmændene var ved at være færdige, vendte en af dem sig om og så nogle orange refleksioner. Han kunne med det samme se, at der var noget helt galt ovre ved skolen og sagde derfor: ”Der foregår da et eller andet over bag skolen”. Da de andre også fik øje på det gullige og orange lys, som flimrede foran dem, lød der sam-

tidig med en eksplosion, og nu var det ikke bare noget diffust lys, men store lange flammer, som det ikke længere var svært at se fra, hvor brandmændene stod. Brandfolkene fik rullet vandslangerne lynhurtigt over mod Hassinghave og prøvede at slukke branden fra først børnehaveklassens lokale, men ilden havde alt for godt fat i bygningen, og man måtte derfor rekvirere forstærkninger fra andre brandstationer til at få hjælp til at få slukket ilden, så den ikke spredte sig videre.

Oprindelig håbede man på, at ilden kun ville ødelægge den ene halvdel af klyngerne, men en for kort brandmur gjorde, at ilden ”hoppede” over med lethed, og derfor brændte bygningerne ned den nat. Resten af natten og det meste af den næste dag kæmpede brandfolkene en hård kamp for at holde ilden i ave, så den f. eks. ikke skulle sprede sig videre til de øvrige skolebygninger. En total nedbrænding af Tofthøj-skolen ville være en kæmpe katastrofe. Hele dagen valfartede skoleelever og lærere, anført af den daværende skoleleder Bent Olesen, og man måtte derfor nu forholde sig til, hvordan man kunne få genhuset den gruppe af elever, som ikke længere havde et klasseværelse at være i. For eleverne så var det pludselig ikke helt så sjovt, hvis skolen brændte. Møblerne var blevet til afbrændte forvredne jerndele, og nogle elever var vist lidt ekstra kede af, at deres ting i klasselokalerne også var blevet lagt i aske. Efter en kort orientering

fik eleverne fri i et par dage, mens ledelsen og lærerne kunne lægge en plan for, hvordan undervisningen kunne genoptages. I de efterfølgende to dage blev branden flittigt dækket i såvel landsdækkende som lokale medier.

En total nedbrænding af Tofthøj-skolen ville være en kæmpe katastrofe. Ved hjælp af det lokale samfund kunne undervisningen genoptages efter blot to dage. Frem mod slutningen af maj måned blev undervisningen spredt rundt mellem FDF’ernes klubhus i Sejlflod, konfirmandstuen i præstegården, SFO’en ved side af skolen, i Båndby-Hallens cafeteria samt forskellige steder på skolen. Lidt kaotisk – men for både elever og lærere gik det hele op. Da de store klasser gik på læseferie, gav det også flere muligheder for, at undervisningen i første omgang kunne foregå på skolen, mens eksamen til gengæld foregik andre steder. Efter sommerferien havde Tofthøjskolen fået leveret nogle pavilloner. De fyldte godt op i skolegården, og de var vist også lidt ubekvemme, særligt når det var varmt udenfor. I mellemtiden havde genopbygningen af klyngerne været til behandling i

den daværende Sejlflod Kommunalbestyrelse, hvor alle i øvrigt regnede med, at det ville være en formsag at få en ny bygning op meget hurtigt. Men man valgte at tillægge en mindre udvidelse, så den nye bygning var parat til fremtidens nye krav og et øget elevtal. Byggeriet gik i gang i efteråret 1994 og var færdigt til indvielse i august 1995. En sørgelig begivenhed fik således en lykkelig slutning, da den nye ’95-fløj åbenbarede sig og samtidig gav nyt liv til den ældste bygning. Desuden fik skolen endelig en ordentlig og stor festsal, som siden da har været flittigt i brug. En helt anden ting var, at efter branden på Tofthøjskolen holdt brandstiftelserne også op i Storvorde. Pyromanen, som satte ild til klyngerne, er officielt aldrig blevet fundet.

-T ETA SGKOLIM LENS FR OTOARKIV F-

NUTID

Tofthøjskolen - et særligt sted

af Sonja Poulsen viceskoleleder / ansat siden 1979 Tofthøjskolen fremstår lige nu næsten som en ny skole. Vi har vores faggang, som næsten er den oprindelige ’61-bygning – altså det oprindelige byggeri. I 1981 blev der udvidet med ny administration og nyt bibliotek, i 1995 blev hele vores grundskole, udskole og festsal bygget – altså opført efter den store brand året forinden. Siden da er der bygget nyt fysiklokale, og i forbindelse med jubilæet indvier vi et helt nyt indskolingshus, som dels er nybyggeri og dels er totaltrenoverede lokaler i den bygning, som blev opført i 1968. Det betyder samlet set, at Tofthøjskolen har gode lokaler til eleverne, og at vi til og med grundskolen nu har plads til, at alle årgange meget snart bliver på tre spor. Skolen har ca. 570 elever, og når de små

førskolebørn møder ind til januar, vil tallet være over 600. Børnene er i kommende skoleår fordelt i 24 normalklasser og 3 kommunale specialklasser. Men udover at Tofthøjskolen er noget særligt med hensyn til bygninger, så er Tofthøjskolen et helt særligt sted. Det ved alle, der arbejder eller har arbejdet på skolen, og det håber jeg, at også rigtig mange nuværende og tidligere elever ved. Jeg har været ansat på skolen i de 32 af skolens 50-årige historie og kender derfor til den helt specielle ånd, som kendetegner skolen og dem, der arbejder her. Da Bent Olesen var skoleinspektør var det helt sikkert hans skole. Han passede godt på både

skolen og alle os, der arbejdede her, men samtidig var han meget omhyggelig med at lytte til de ansattes gode ideer og bakke op omkring alle de nye ting, som hele tiden opstod blandt personalet. Den meget store tillid, som allerede for så mange år siden betød, at alle ansatte følte stor ansvarlighed for, hvad der skulle ske på skolen, i hvilken retning vi skulle flytte os, har præget skolen gennem alle årene. Heldigvis har denne medbestemmelseslyst altid været forbundet med et stort engagement, for vi ved jo godt, at det kræver en indsats når, vi vil noget bestemt. Da Peter Anker så kom til, var det heldigvis en ny skoleleder, som på samme måde har meget stor tillid til, at de ansatte er

dygtige, at de har mange gode ideer og er kreative med henblik på at starte nye initiativer. Vi oplever ofte, at det, at alle samarbejder, gør det muligt at opnå det, vi vil og ikke mindst, at det bliver godt for både børn og voksne at være på skolen. En tidligere ansat har engang sagt til mig, at det at arbejde på Tofthøjskolen er noget ganske særligt, fordi alle lærere oplever, at det er deres egen skole. Med dette meget stærke ejerskab til skolen arbejder alle selvfølgelig på, at de med deres indsats er med til at passe godt på den og alle vores dejlige børn

De seneste mange år, har vi arbejdet meget med relationer og vigtigheden af, at der er gode relationer mellem børn og voksne, mellem børnene indbyrdes og mellem de voksne indbyrdes. Det forekom meget naturligt at sætte relationsarbejdet på programmet, da vi jo i mange år havde oplevet, at netop relationerne er særdeles vigtige, og nu kunne vi så også arbejde professionelt med det. Samtidig med dette arbejde har vi gennem årene altid ment, at på Tofthøjskolen skal der være plads til alle. Vi mener, at de børn, der bor i vores område som udgangspunkt skal gå på Tofthøjskolen. Når forældrene kommer og melder deres børn ind i skolen, hører vi om evt. problemstillinger, og hvis vi sammen med forældrene mener, at Tofthøjskolen kan tilbyde den relevante undervisning til netop deres barn, så laver vi et tilpasset skoletilbud. Det hænder na-

Tofthøjskolens tre bygninger: Indskolingen og SFO’en til venstre fra 2011, i midten ’68-fløjen og til højre ses den første bygning fra 1961. Yderst øverst t. h. kan man lige ane det øverste af gavlen på udskolings- og grundskolefløjen fra 1995. turligvis også, at vi på et tidspunkt bliver enige om, at der er behov for et andet og mere specialiseret skoletilbud. Vi har på skolen ca. 25 børn, som er visiteret til de kommunale specialklasser, som vi har på skolen. Vi arbejder altid på, at alle vore børn skal være mest muligt med i vores almindelige klasser, da vi grundlæggende tror på, at alle børn allerhelst vil være så almindelige som muligt. Samtidig mener vi, at alle børn har brug for at opleve, at vi mennesker er forskellige, men at vi alle er en del af det samfund, som de også som voksne skal være en del af. Vi er her på

skolen stolte af, at det ofte lykkes for os at få mange forskellige børn til at trives sammen, og vi tror på, at alle vore elever går herfra med en god forståelse for, at mennesker er forskellige, og at denne forskellighed er en styrke, som ruster dem til at være en del af det samfund, som de også som voksne skal være en del af. For tre år siden tog vi så det seneste skridt med hensyn til at arbejde bevidst med relationer mellem mennesker og elevernes læringsmiljø. Vi meldte os som LP-skole – hvor vi arbejder med læringsmiljø og pædagogisk analyse ud fra en systemisk

gang, når det drejer sig om skolens elever. Men den er medvirkende til, at det er sjovt at være på arbejde. Når man så gennem mange år har oplevet den store omsorg og det store engagement i hinandens glæder og sorger, så er det, at man rigtig oplever, at Tofthøjskolen er et særligt sted, hvor vi bekymrer os om hinanden, driller hinanden og giver plads til, at vi alle er forskellige, og at det er samlet er en styrke, som kommer os alle til gode. Skolens voksne oplever, at det er deres skole, at der er brug for netop deres tilgang til en opgave, og at der er brug for os alle, så vi sammen kan møde udfordringerne i vores moderne folkeskole. tilgang. Det vil sige, at vi arbejder med pædagogiske udfordringer på en måde, hvor vi forsøger at se, hvilken rolle alle omgivelserne spiller for enhver problematik, og at det er nødvendigt helt bevidst sammen at udvælge, hvilke opretholdende faktorer vi vælger at arbejde med. Også i denne sammenhæng er hele det pædagogiske personale blevet uddannet i, hvordan man arbejder systemisk, og igen er relationerne særdeles vigtige. Tofthøjskolen er et særligt sted – også når det drejer sig om humor. Der kan fortælles mange historier om sjove episoder gennem årene, og jeg håber på, at nogle af disse vil blive genfortalt i forbindelse med jubilæet. Jeg kan her fortælle, at der blandt skolens lærere hvert år uddeles en pris til

den, som i det forgangne år har dummet sig allermest. Ved den årlige sommerafslutning læses alle de nominerede fra årets løb op, og blandt disse udvælges så den nye prismodtager. Det kan nævnes, at en lærer engang har fået den for at have taget bussen hele Sejlflod Kommune rundt for at lede efter sin egen bil, som så viste sig at stå på Tofthøjskolens parkeringsplads, hvor busturen startede. Det bør vel også nævnes, at Peter Anker har modtaget prisen for at glemme at dele eksamensbeviserne ud til eleverne, som han havde indkaldt til dimission netop for at få overrakt beviserne. Denne humoristiske fejlfindertænkning er umiddelbart ikke helt forenelig med skolens tænkning om anerkendende til-

Netop oplevelsen af at der ikke kun er plads til alle, men at der er brug for os alle, er den overordnede tænkning, som vi gerne vil have, alle børn og voksne på Tofthøjskolen oplever. Vi er alle forskellige, men når vi oplever at være respekterede og dermed kan være trygge i vores dagligdag, så er det, at vi magter at samarbejde på tværs af alle forskelligheder. Vi håber, vores børn forlader Tofthøjskolen med en oplevelse af, at forskellighed er en styrke, og at vi alle kan lære meget af hinanden. Med disse ord har jeg valgt at beskrive Tofthøjskolen – et særligt sted, anno 2011. Jeg ønsker Tofthøjskolen tillykke med de 50 år og håber, at den vil bestå som et særligt sted i årene fremover.

Elevrådsformanden på Tofthøjskolen har ordet af Emil Sondaj Hansen elevrådsformand

I anledning af jubilæet er jeg blevet bedt om at skrive et par ord på elevrådets vegne og fortælle lidt om, hvad det er, vi arbejder med, og hvad der sker på skolen set fra elevernes synspunkt. Elevrådet arbejder med at forberede skolens elever på demokratiets spilleregler. Det gør vi bl.a. ved, at alle klasser vælger to repræsentanter, som så fortæller elevrådet om deres klasses ideer og ønsker. Disse ideer og ønsker bliver behandlet i elevrådet, og de væsentligste ønsker videregives til skolebestyrelsen af to elevrådsrepræsentanter.

2011 har været præget af forandring på grund af det omfattende nybyggeri. Eleverne i indskolen og udskolen har byttet område, hvilket har været noget af en omvæltning. Vi er dog så småt ved at finde os til rette i de nye omgivelser. I elevrådet har byggeriet også sat sit præg. Vi har været med til at tegne visionerne for skolens udearealer. Dette har resulteret i multibaner og legepladser, som forhåbentlig vil glæde elever i mange år frem. Jeg er sikker på, at mange elever ser frem til det næste skoleå, hvor de indendørs og udendørs faciliteter bliver helt færdige, og vi endelig kan se en langvarig proces nå til vejs ende.

Den store sten

43 Da Tofthøjskolen i 1968 skulle udvides for første gang, stødte man i forbindelse med udgravningen til kælderen på en stor sten. Den dukkede op af jorden på det område, der senere blev skolens motorlærelokale og som nu er lager. Stenen blev gravet op og blev efterfølgende placeret i skolegården ved siden af flagstangen. I årene 1968 til 2010 er stenen blevet benyttet af mange børn til at klatre og lege på. I 2010 startede man på at bygge en helt ny indskolingsbygning, som er så stor, at der ikke længere er plads til stenen på den gamle placering, Den blev i første omgang flyttet, så byggeriet kunne komme i gang. Efterfølgende blev der snakket en del om at stenen skulle bevares, og hvor den så kunne placeres.

Byens flaglaug nikkede ja til at betale for en gravering i stenen, og det er blevet besluttet, at stenen placeres foran den nye skolebygning, så den bliver synlig for alle, der kommer til skolens hovedindgang. Vi glæder os meget til at resultatet, som afsløres ved skolens 50 års jubilæum og indvielsen af den nye tilbygning fredag den 26. august 2011. Det kan allerede her afsløres, at de tre skoledistrikter, som blev lagt sammen, da den nye skole blev bygget i 1961: Storvorde, Sejlflod og Østerenge, sammen med skolens logo vil indgå i udsmykningen af stenen. Vi glæder os til at se det flotte resutat, som man fremover kan nyde, når man kommer til Tofthøjskolen

FREMTID

Fremtidens Tofthøjskole af Peter Anker skoleleder

En (skole-)dag i 2030. Skolen åbner kl. 6.30, og eleverne strømmer til i løbet af de første 1,5 time. Skolens åbningsaktiviteter omfatter forskellige motionsaktiviteter og faglige øvelsesrutiner for dem, der har lyst eller behov. Her trænes og indarbejdes færdigheder og paratviden. Det er både fysiske og mentale øvelser, og de store elever er med i arbejdet med de små. Der tilbydes også et fælles morgenmåltid og aktiviteterne for middagsarrangementet planlægges - både med hensyn til, hvad der skal laves og hvem, der skal lave det. Eleverne er integrerede partnere i måltidets forberedelser og udførelse. De sociale kompetencer er i højsædet i morgenaktiviteterne. Kl. 8.00 begynder de planlagte indlærings-

aktiviteter. De er planlagt for en periode på 1-3 måneder. Planerne for dagens aktiviteter fremgår af skolens logbog, hvor den enkelte og grupperne kan overskue, hvad man skal lave og hvilken viden og hvilke færdigheder, der er i fokus og udvikles lige nu. Aktiviteternes langsigtede mål fremgår også af logbogen. Logbogen rummer den gruppevise og individuelle erindringsopsamling. Endelig er det i logbogen den enkelte elevs testindhold og resultater præsenteres, og hvor elevens personlige, sociale og faglige udvikling beskrives kontinuerligt. I dag er nogle af eleverne i gang med at bygge og udvikle en vedvarende energikilde, som skal bruges i klassen i forbindelse med en

kommende undersøgelsesaktivitet. Andre elever arbejder med at udvikle ”min bolig” ud fra en behovsanalyse og en grundig diskussion i gruppen om, hvad der er pænt og godt. Man skal også afgøre, hvad gruppen og den enkelte vil have med i indretningen samt hvorfor. Boligen skal opfylde en række funktionelle og æstetiske krav, som er formuleret på en sådan måde, at det giver mening for eleverne. En anden gruppe arbejder med talbegreber og graver i tallenes muligheder og særheder. Der er mange praktiske/kropslige elementer med i aktiviteten, således at alle sanser kan inddrages, når abstrakte matematiske begreber skal indarbejdes. Der bliver både gået, løftet, målt og vejet, for at

få styr på abstrakt matematik, der har rod i praktiske forhold. En gruppe arbejder med sprog, både dansk og andre sprog. Gruppen lægger i denne periode stor vægt på, at kommunikation og meddelelse er i højsædet. Eleverne får indsigt i, hvad kommunikation skal indeholde og skal efterfølgende selv arbejde med, hvordan de formidler en oplevelse til omgivelser, der er fremmede. I andre perioder arbejder grupper med kommunikationen i mindre grupper, hvor deltagerne og modtagerne er kendte. I disse sammenhænge spiller følelser, det uudtalte og det irrationelle en meget større rolle. Det er vigtigt, at alle elever får en oplevelse af, at følelser og det underbeviste også er væsentlige faktorer i hverdagens kommunikation og den enkeltes læring. Kommunikationsmulighederne omfatter såvel skuespil, film, hørespil, dukketeater som elektroniske spil, der indøver konkrete færdigheder. En helt tredje gruppe er i gang med at udforske, hvordan man forvandler en bunke materialer til et skur, som gruppen skal bruge til at opbevare indsamlede dyr og planter i i forbindelse med et kommende naturprojekt. Der skal søges og fremstilles tegninger, laves beregninger og bruges værktøj til denne aktivitet. Færdigheder i forhold til hjemmets funktioner indgår naturligt (el, vand, varme). Motion, kropsbevidsthed og motorik er også vigtige elementer i denne aktivitet, som skal føre til bedre mestring af nogle færdigheder, som

især bliver brugt på hjemmefronten. Flere grupper går i gang med at træne og spille en af de sportsgrene, som skolen satser på og støtter op om. Der er regionale konkurrencer, hvor skolens elever og voksne går op i, at blive så gode, at de mestrer alle spillets detaljer og finesser. Lokale sportsklubber og foreninger er selvskrevne partnere i forbindelse med disse aktiviteter. Mange flere aktiviteter kunne beskrives, men det vil fylde for meget i denne korte beskrivelse. Generelt Fremtidens skole omfatter alle børn og unge i alderen 3 – 17 år. Skolen er åben i tidsrummet 6.30 – 17.00. Skolen har åbent hele året rundt, kun afbrudt af helligdage. Øvrige ferier (ca. 5 uger) afholdes af den enkelte familie ud fra og i samarbejde med forældrenes arbejdsmæssige muligheder. Skoleårets gang er indrettet fleksibelt og indholdet passer til årstiden. Aktiviteterne er situationsbestemte og sat sammen ud fra den forskningsbaserede viden om børns trinvise udvikling, som danner grundlaget for alle skolens aktiviteter og som er mål for test og evalueringer. Alle aktiviteter på skolen er planlagt af personalet, og det gamle skoleskema er for længst erstattet af uge og månedsplaner for klasser, grupper og enkeltindivider. Personalet består af flere faggrupper, men de arbejder som en homogen personalegruppe, der har en meget fleksibel og va-

rieret arbejdstid og man arbejder behovsstyret i alle afdelinger. Hvert barn har en kontaktvoksen, og denne kontaktvoksen er den primære kontaktperson for ca. 10 elever. Skolen er delt i 3 afdelinger, indskolen (3 – 6 år), grundskolen (7 – 12 år) og udskolen (13 – 17 år). Der er også tværgående aktiviteter for alle afdelinger. Disse aktiviteter er med til at skabe et stort fællesskab, der er rammen omkring store fælles begivenheder. Dette store fællesskab er grundlaget for at give eleverne begreber, oplevelser og færdigheder i forhold til et stort demokratisk fællesskab, som skal støtte elevernes funktioner i fremtidens samfund, der vil være påvirket af såvel lokale som globale oplevelser, holdninger og begivenheder. Skolens indholdsfundament er opdelt i fire kategorier: 1. Krop og kropsbevidsthed, 2. Paratviden og begrebsbevidsthed, 3. Praktiske faglige færdigheder og mestring, 4. Sociale kompetencer og fællesskabsbevarende adfærd. Samfundet bidrager med rammebestemmelser om den viden og de færdigheder, samfundet anser som minimumskrav, mens fagrækken, skolens aktiviteter og de konkrete evalueringsaktiviteter udvikles på skolen. Skolens værdigrundlag er – som i dag –

tryghed, forskellighed, respekt og samarbejde. Ordene er måske ændret, men begrebernes indhold og forståelsen af dem er både uforandrede og i kontinuerlig udvikling, således at værdigrundlaget forbliver levende og nærværende. Holdningsudvikling og fælles mål og behov er lige så vigtige, som den enkeltes individuelle udvikling af evner og talenter. Det er personalet i samarbejde med forældre og elever, der tilrettelægger de konkrete undervisnings- og læringsaktiviteter indenfor de centrale rammer. I hverdagen er alle samfundets redskaber og hjælpemidler inddraget i aktiviteterne. Ved hver ny opdagelse, trend eller opfindelse, udarbejder man centralt undervisningsrelevante materialer, nye rutiner og spil, der sikrer, at eleverne allerede i skolen oplever alle videnssamfundets grundlæggende udfordringer. Samfundet finansierer hele folkeskolens indhold og bygninger, for samfundet har erkendt, at en solid dannelse og udvikling i barn- og ungdommen er fundamentet for et velfungerende videnssamfund. Sammenfatning Fremtiden bliver lige så forandret i forhold til vor topmoderne tid i dag, som vor tid er forandret i forhold til tidligere perioder. Det er i grunden lidt surrealistisk at tænke på, at man til den tid også vil smile overbærende af alle vore ”fremskridt”. Jeg tror, at elevernes indarbejdelse af nogle komplekse rutiner i arbejdet hen mod at

mestre et instrument, en boldrutine eller en arbejdsproces, kan blive styret af robotter, der kan det, man skal lære. De større elever får også en mere markant rolle i arbejdet med at tilrettelægge aktiviteter for mindre elever. ”At skulle lære fra sig” er en af de mest lærende aktiviteter, så denne funktion vil blive systematiseret i fremtidens skole. Jeg mener, at undervisningen og elevernes læring kommer mere i centrum på en anden og mere intens måde. Det bliver endnu mere vigtigt, at eleverne dagligt samarbejder med autentiske og nærværende voksne. Hjerneforskningen viser allerede i dag, at barnets læringskapacitet er enorm og målrettet. Men forskningen peger også på, at vor opfattelse af den traditionelle undervisning i store grupper skal udskifttes. Man kan godt modtage en besked i en større gruppe, men læringen sker først, når nygerrigheden fanger sindet og motiverer eleven til, at dette emne eller disse færdigheder skal man kunne, før man er med på noderne eller kan se sig selv i øjnene. Forskningen viser også allerede, at al læring hos den enkelte foregår i trin, der er forskellige fra elev til elev. I fremtiden bliver det en stor udfordring at udvikle differentieringen således, at aktiviteterne kan finde ind til og beskrive disse udviklingstrin og vurdere, hvornår motivationen skifter niveau og indhold hos eleven. ”Sådan har det da altid været”, kan jeg høre nogle mumle. Ja, selvfølgelig. Forskning finder ikke no-

get nyt, for hjernen har ikke forandret sig de sidste 50.000 år. Men lige nu producerer forskningen mange nye forklaringer på hjernens processer, og det nye er, at vi bliver mere bevidste om processerne. Vi vil få en øget forståelse for, hvordan vi afslører og kontrollerer disse processer, og hvordan vi påvirker dem. Dette vil ændre fremtidens pædagogik og didaktik voldsomt, og det er spændende! De næste 50 år på Tofthøjskolen vil rumme udvikling og udfordring på netop dette område. Menneskenes børn er dygtige, interesserede og videbegærlige. De vil også meget gerne yde og blive til noget. Der er således masser af håb og ønske om dannelse mellem ørerne på fremtidens elever og blandt skolens voksne. Klarer vi udfordringen? Selvfølgelig, både borgere og elever i Storvorde er klar til at rejse ind i fremtiden, selv om den til tider er lidt tåget. Den udbygning, der er i gang i bydelen intensiveres og Storvorde vil gro sammen men Klarup, Gistrup og Aalborg Øst i fremtidens Aalborg. Aalborg bliver en stor serviceby i Nordjylland med fokus på uddannelse. Det vil give mange muligheder og mange udfordringer.

FÆLLESBILLEDER AF DE ANSATTE PÅ TOFTHØJSKOLEN 1978 - 1986 - 2011

1978

Billedet er taget i anledning af Bendix Sørensens afsked som skoleinspektør i juni d. å.

1986

Billedet er taget i anledning af skolens 25-ĂĽrs jubilĂŚum.

2011