Rejsedagbog fra USA 2009

Turen til

Ove og Elins tur langs østkysten - fra Boston til Atlanta - via New York og Washington. 20/9 - 14/10 2009.

Elin ved siden af udlejningsbilen - en Toyota-model, som man kun kan f책 i USA og Japan.

forord hvad enhver læser bør vide

Elin og jeg tog på vores livs rejse til USA i 2009.

Turen foregik med udrejse 20. september og hjemrejse 13.-14. oktober.

20. september tog vi Abildskou-bus Århus-Fuhlsbüttel (Hamburg Airport) 21. september tog vi med Delta Air Lines, operated by Air France, fra Fuhlsbüttel via Paris Charles de Gaulle til General Edward Lawrence Logan International Airport i Boston.

Vi opholdt os i New England 21.-26. september. I New York 26. september – 1. oktober (New York City 27. september - 1. oktober), i New Jersey, Pennsylvania og Maryland1.-2. oktober, i Washington DC 2.-5. oktober og i Sydstaterne 5.-13. oktober.

13. oktober tog vi med Delta Air Lines fra Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport. Vi landede tidligt næste morgen i Paris Charles de Gaulle, hvorfra vi fortsatte med samme selskab operated by Air France til Fuhlsbüttel Hamburg Airport.

Derpå tog vi Abildskou-bussen tilbage til Århus.

Den ofte omtalte ”Margrethe” er et kælenavn for Elins GPS med kort over ”Nordamerika og Canada”, som instruktionsbogen melder. Hvor mon Canada ligger?

Af de direkte replikker, ser den opmærksomme læser let, at det er Elin, der stiller de fleste spørgsmål.

Benjamin og Joy Warren, Elins venner, nu også mine, har virksomhed og hjem i Houston Texas og desuden huse i Colorado og North Carolina (Joys mors hus). Benjamin kom ind i billedet som forretningsforbindelse til Elins mand Jørgen. De har døtrene Jessica og Julia. Sidstnævnte hører til præsident Barack Obamas stab.

sondag 20. september

Notater om Hamburg 20.-21.09.09.

Fra Park Inn Hamburg Nords præsentation på internettet: Hotellet tilbyder gratis transportservice til lufthavnen Kommentar: aldrig om søndagen! Det glemte de vist. Vi måtte nøjes med en tilrøget taxi, der dog var befolket med en hyggelig og meget hamburgsk chauffør. Turen kostede € 18,00. Hotellet tilbød ikke at refundere beløbet.

I præsentationen stod der heller ikke, at vi blev mødt af en sur og afvisende receptionist, eller at den annoncerede gratis kaffe i receptionen var ikke-eksisterende. Ej heller, at det var umuligt at få skiftet en pære på værelset, så alt måtte foregå i bengalsk belysning. Når man i sin præsentation opfordrer gæsten: Start dagen med den stor, alsidig morgenbuffet i restauranten, kan samme fristes til at antage, at den er inkluderet i værelseprisen. Men dels er den hverken stor eller alsidig, dels koster den € 15,00 oveni, så vi ventede til lufthavnen. Der følte vi os mere velkomne.

Det var det eneste dårlige hotel på turen og den eneste dårlige behandling på turen.

Takket være den dårlige stemning på hotellet gik vi ud i Schnelsen og fandt en dødskøn restaurant Jok’s Steakhouse, Frohmestr. 11, DE-22457 Hamburg. Desværre lidt langt af led, hvis man ikke lige er i lufthavnen, eller på vej til Burgwedel, eller Quickborn i Schleswig-Holstein.

mandag 21. september

Hotel: Howard Johnson Inn - Newport Area/Middletown. 351 West Main Rd. Routes 114 & 138. Middletown, RI 02842-6309 Spisesteder: Marché Hamburg Airport Fuhlsbüttel. Formiddagskaffe og frokostanretning i Air Frances fly. Carmella’s Pizzeria, Middletown RI Afskeden med Park Inn var altså ikke tung. Da det var mandag morgen stod lufthavnsshuttlen parat. Chaufføren var flink og hyggelig og var gået med til at tage to ekstra passagerer med, selvom de ikke havde reserveret. Så vi sad noget tæt og kom hinanden en del ved. Elin og jeg dog forrest med kapitalistens ret. Check-In og securitycheck foregik med tysk præcision og effektivitet. Vi fik morgenmad hos Marché, og den var god. Vi var omgivet af forretningsfolk, hvad der indicerede, at stedets kvaliteter var velkendte. Vi fik yderligere morgenkaffe og croissant på flyet. Paris Charles de Gaulle er jo stor og forvirrende, og da vi skulle have noget kortere tid under mellemlandingen på hjemrejsen, faktisk kun en time, tog vi tid på turen fra Hamburg-flyet til 2E 72, hvor de amerikanske fly ekspederes. Det tog 35 minutter inkl. fransk security. Og så foregik sikkerhedstjekket endda i en afslappet og venlig atmosfære. Derfor var der masser af ventetid ved gaten. Og masser af ventende flypassagerer. Indtjekningen gik trægt, bl.a. fordi vi skulle have skemaer til den amerikanske immigration. Men omsider sad vi klar i flyet. Flugten til Amerika kunne begynde1.

Turen bød på spændende kig ned på både den franske og den irske kyst. Så kom der skyer på Atlanten og kig ned på noget, der lignede isbjerge. Ved Nordamerikas kyst blev vejret igen klart og vi fik en fin og smuk tur over New Foundland, Prince Edward’s Island, Nova Scotia, New Brunswick, Maine og indflyvningen til Boston. Alt så smukt ud i eftermiddagssolen: floder, 1

Jf. Christian Winthers digt fra 1835. Se teksten på http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=winterandrea0

klipper, dybe mørke skove, marker, byer, og massevis af lystfartøjer. Vi slog et sving ud over Atlanterhavet og snart stod vi på landingsbanen i Boston.

I forhold til, hvad vi var forberedt på, og hvad vi havde oplevet i Tyskland og Frankrig, var der forbavsende hurtig ekspedition hos immigrationsmyndighederne. Det var oven i købet en meget venlig dame, der ekspederede først Elin så mig. Der var lang ventetid på kufferterne, men vi kom hurtigt gennem tolden. Vi så det første ophængte Stars and Stripes og hørte de første Beatles-sange i højttaleren. Begge dele skulle gentage sig adskillige gange. Jeg købte nogle afskyelige pebermyntepastiller til $2.99 for at få små sedler.

Banken havde kun givet mig $100-sedler. Vi stod og så lidt forvirrede ud mht. hvordan vi kunne komme ud til Alamo og hente den bil, vi havde bestilt. En venlig mand i ulastelig habit og med identitetsskilt standsede og spurgte om han kunne hjælpe os, og viste os hvordan vi kom hen til Alamoshutlen. En overmåde hyggelig chauffør hjalp med kufferter, snakkede med os og et hollandsk par om vores hjemstavn og gav kørselsvejledning ud af byen. Det hollandske par skulle besøge en datter på Cape Cod, vi skulle til Middletown ved Newport, Rhode Island. Der var mange kunder i butikken og lang venten hos Alamo, men en flink dame bag disken. Hun begyndte med at fortælle os, at vi ikke kunne få den compact car, vi havde bestilt, for Alamo var blevet fusioneret og de nye beslutningstagere havde downsized standardbiler, så netop nu stod vi til en Toyota Yaris. Hun tilbød, for $ 800, inkl. de

forsikringer m. m. vi alligevel skulle have, og vi tog imod, en Toyota Avalon. Flot ny, 3½ l motor, 268 hk, mileage 24.400, og en benzinøkonomi, skulle det vise sig, på 10-12 km/l.

Efter at have modtaget en kort instruktion i automatgearets funktion, trillede vi ud fra Boston lufthavns Alamo. De første meter mod det fjerne mål, Alamo i Atlantas lufthavn, hvor vi havde købt os ret til at droppe bilen. Trods den venlige shuttle-chaufførs upåklagelige instrukser tog det tre timer (fra halv seks til henad ni) at køre de 69 miles (111,04 km) til Middletown. I første omgang var problemet myldretid, som gjorde Bostons ringvej Interstate 93 (I-93) næsten helt ufremkommelig. Margrethe fandt en genvej gennem fattige kvarterer med mange afroamerikanere og snart desuden kørsel i mørke. Klokken var 7 og mørket helt faldet på, før vi var tilbage på I-93 for at dreje fra mod syd ad 24, der ser ud af det bare ingenting på kortet, men på lange strækninger var sekssporet.

Det varer ikke længe før man holder rigtig meget af USA’s trafik. Den er tolerant, der køres godt til, men ikke ret meget for hurtigt, og ens tegn bliver respekteret. Det er ikke altid lige let at skifte vognbane, men vanskeligheder skyldes som regel, at medtrafikanterne ved, at man ikke behøver at skifte.

Hotellet var fint og lille, om end der var ret lydt. Sengen var god efter den lange rejse. Vi fandt Carmellas Pizzeria ovre på den anden side af Main Road. To humoristiske unge mænd stod for serveringen af de kolossale amerikanske portioner. De

havde en bøtte til drikkepenge stående på bardisken med påskrift ”Tips for the Counter Intelligence”. Min Amerika-adapter kunne ikke sluttes til computerens ledning. Receptionisten (”front desk”) henviste mig, da jeg rådspurgte hende ved 22-tiden, til RadioShack på W Main Road 868, men jeg misforstod hende, for jeg havde endnu ikke erfaret, at i USA har butikkerne meget sent åbent, ja nogle har åbent 24/7.

tirsdag 22. september

Hotel: The Carriage House Provincetown – 7 Central Street Provincetown, MA 02657 Spisesteder: Corner Cafe 110 Broadway Newport, RI 0284. Pepe’s Wharf 371 Commercial Street Provincetown, MA 02657.

Dagen begyndte med løsning af problemer. Det var lidt svært for mig at finde ud af den fjernbetjente centrallås i den lejede Toyota Avalon. Men det gik: 1x UNLOCK åbner venstre fordør. 2x UNLOCK åbner alle døre. Vi fik købt lidt i den lokale mall, og så var det tid at tjekke ud. Jeg fik en alternativ adapter hos tidligere nævnte RadioShack. Elin købte en mobiltelefon til $29.95. Vi satte os ind og Elin kørte, først til Newport, hvor vi fik dejligt irsk morgenbord hos Corner Cafe med æg, bacon, home fries og to gevaldige stykker toast. Dertil fik jeg cirka ½ l god stærk kaffe. Derpå gik vi rundt i den smukke lille by og så på klinkbyggede træhuse. Især var vi i Thames Street, som ikke ser ud som i turistbøgerne. Men i øvrigt er et flot sted.

Derfra kørte vi til Hyannis, en lang og naturskøn rute gennem et frodigt landskab ud på Cape Cod, og beså det lille Kennedymuseum. Og nød den specielle stemning, der engang omgav Kennedy-familiens fritid. Derfra en lang smuk vej helt ud til Provincetown, USA’s bøsseby på østkysten, hvor den venlige Angus tog imod os på det idylliske lille hotel, beregnet som hideaway for enkønnede par, The Carriage House. Vi fik en hel lille lejlighed med terrasse, og der var meget nydeligt. Vi spiste dejlig middag i Pepe’s Wharf. En overdådig frituretallerken med torsk og to slags skaldyr og et helt bræddegulv af fritter. Det smagte vidunderligt og blev skyllet ned med en god flaske newzealandsk hvidvin (Oyster Bay SB). Uden for vinduerne kunne man ane den natmørke havn. Vi gav $100 med slæb, – turens dyreste middag, men det var alle pengene værd. Byen er sød og ”pyssenysset”. Meget stærkt præget af de mange enkønnede par, der bor og kommer der.

Vi kunne maile, og jeg fik lagt de første 87 billeder over på computeren. Elin fik gang i mobilen.

onsdag 23. september

Hotel: The Colonnade Hotel 120 Huntingdon Ave Boston, MA 02116 Spisesteder: Morgenmad på hotellet i Provincetown. Captain Frosty’s Fish & Chips, Dennis MA. Chicago Numero Uno, Boston MA. Livlig mailtrafik om formiddagen. Behageligt morgenbord til selvbetjening og nydelse i patioen. Et sympatisk tysk bøssepar satte sig hos os. Vi udvekslede rejseminder, og de fortalte os om hvalsafarier, de havde deltaget i. Efter udtjekning tog vi os en vandretur blandt både enkønnede og tvekønnede par ad Commercial Street, op til det høje pilgrimstårn til minde om Mayflowers landing og den engelske kolonisations begyndelse på New Englands kyst i 1620, og ud på molen, hvorfra hvalsafaribådene sejler. Tilbage igen i byen fik jeg en is-cappuchino til $4.50. Den smagte fremragende.

Det var en meget smuk køretur ad 6A og frokost i den lille Fish and Chips ved vejkanten i Dennis, Cape Cod. Vi fik burgere med fritter og coleslaw, alt sammen frisk og veltillavet. Søgte i Plymouth, Massachusetts efter postkort at sende til Kath, Elins over 92 år gamle veninde i Plymouth, England. Kom til Boston i mørkningen og fandt hotellet ved hjælp af Margrethe, og self-parkingen ved hjælp af hotellets parking valet. Man betaler $38, men kan så blive holdende så længe, man vil. Der er meget fint og fornemt, men der er lydt på værelserne. Vi spiste god middag: pizzaer og australsk rødvin (shiraz) hos Chicago Numero Uno Grill. Noget af appetitten røg, da en mus fór omkring i restauranten. En ung mand i et selskab fra Latinamerika ved nabobordet trak benene op på stolesædet. Han forklarede bagefter, ind over gærdet, da de var kommet ud på gaden, at han er bange for mus.

Internettet blev kendt for dyrt (adgang i 24 timer: $13.95) og restaurantfaciliteterne havde høje priser. Den næste dag ville vi gå eller tage metroen til Downtown for morgenmad + internet hos Starbucks, for at gå ad Freedom Trail, få en skålfuld clam chowder og et kig på Harvard. Derpå ville vi hente bilen og køre til Freeport, Maine.

torsdag 24. september

Hotel: Kendall Tavern Inn 213 Main Street Freeport, ME 04032 Spisesteder: Starbucks Coffee 755 Boylston Boston, MA 02116. Union Oyster House 41 Union Street Boston, MA 02116.

Jameson Tavern 115 Main Street Freeport, ME 04032.

Dette blev dagen, hvor det ikke lykkedes at få mailen til at køre på Starbucks’ system, og hvor bilens sidste dråber benzin blev brugt i en nervepirrende jagt på en tankstation i en af Bostons nordlige forstæder.

Til gengæld gik det fint med spadsereturen til byen og Freedom Trail så langt som vi gad, hvilket vil sige Paul Revere House.

Clam chowder’en er virkelig himmelsk i Union Oyster House. Dertil fik Elin et glas hvidvin og jeg en pint Samuel Adams Oktoberfest. Vi gik tilbage ad trailen, men nåede ikke Harvard, da det hastige tempo i 30° C krævede endnu et besøg hos Starbucks. Denne gang for læskedrikke. Senere tog vi en interessant shopping i mallen lige overfor hotellet foranlediget af, at Elin ville se efter en notesbog hos Barnes & Noble.

Bilen blev løskøbt for de ventede $38 og vi startede nordpå med Margrethe som udkig.

Det blev en lang smuk køretur ad I-95 og I-295 med skandinavisk skønhed, mange efterårsfarvede løvtræer og advarsler om moose (nordamerikansk elg) på kørebanen, især i Maine, hvor der ydermere, af hensyn til canadiske bilister, også var kilometerangivelser på både vejlængder og hastighedsbegrænsninger.

Kendall Inn ligner fuldstændig billederne fra hjemmesiden1.

Dejligt at bo i træhus. Værtsparret Tim og Loree er søde og fulde af humor. Vi var i Jameson Tavern, som stammer fra 1779, midt under revolutionskrigen, og spise New York Sirloin. Mens vi ventede på bord gik vi til LL Bean, som kun har holdt lukket to dage i de senere år: til John F. Kennedys begravelse og til LL Beans egen begravelse. LL Beans speciale er udendørs beklædning til jægere og fiskere. Der købte jeg en lækker rød vindjakke med fleece-foer, som jeg havde set på deres hjemmeside. På Elins spørgsmål, om der var goretex i yderstoffet: ”No, Madam, it’s something we make 1

http://www.kendalltavern.com/

ourselves”. Siden har det ”something” vist sig at være bedre end goretex. Pris: $169 - +5% sales tax – amerikanernes skjulte moms (ca. 900 DKK omregnet). Ved kassen stod den kæmpemæssige William. Han hørte med julelys i øjnene om min skandinaviske oprindelse, min rejse hidtil og vores planer om bjergene i New Hampshire og Vermont og endelig Lake George, både sø og by, i morgen. ”Der er så smukt”, sagde han og gav mig ”the hearty Maine handshake”. Også tjeneren hos Jameson var hyggelig. Han viste sig at være halvt finne og hans kæreste var fra Vermont. Til sidst gik vi ind i en anden af LL Beans afdelinger, beundrede deres kæmpeseng med quilted tæppe, og købte Blueberry Truffles for $6.03.

fredag 25. september

Hotel: Hampton Inn & Suites – Lake George 2133 Roste 9 Lake George, NY 12845 Spisesteder: Morgenmad på hotellet. Stone Ridge Cornish ME. Pizzeria Lake George Canada Road, NY. Efter det fornemste morgenmåltid i mands minde med blåbærmuffins, to slags melon, ananas, bacon, kartoffelkage og dejlig kaffe/te – tog vi afsked med Tim og Loree, en humoristisk stuepige af ældre dato, og vore medgæster og tog til Bowdoin College i byen Brunswick. Maines lille gamle universitet1 er smukt bygget i engelsk stil og har en statue af J. Lawrence Chamberlain2. Det er nabo til 1st Parish Church, hvor hans svigerfar var præst. Digterne Henry Wadsworth Longfellow 1807-1882 og Nathaniel Hawthorne 1804- 1864 havde gået på Bowdoin, Harriet Beecher-Stowe (1811-1896) udgav Onkel Toms Hytte i 1852, samme år som Chamberlain fik sin eksamen, mens hendes mand var professor på stedet. Også Julia Ward Howe (1819-1910) havde forbindelse til Bowdoin i Lawrences tid. Over for ligger hans og Fannys hjem. Det blev udvidet i hans tid som guvernør, ved at det oprindelige hus blev løftet op på donkrafte og en ny etage bygget ind under med repræsentationslokaler. Det er nu museum for Chamberlain og hans familie. Bobby, en meget vidende og god fortæller, 1 Grundlagt 1794.

2 Joshua Lawrence Chamberlain 1828-1914, professor i retorik og fremmede sprog ved Bowdoin College, chef for 20th Maine Volunteer Infantry under slaget ved Gettysburg juli 1863, hvor regimentet på slagets anden dag blev beordret ud på yderste venstre flanke med besked på at holde stillingen ”at any cost”. Regimentet modstod to af generalløjtnant James Longstreets Alabama-regimenter, der angreb adskillige gange under en timelang kamp. Da Chamberlains folk havde afskudt næsten al ammunition, gav han ordre til bajonetangreb. Overraskelsesmomentet var så stort, at han besejrede de to Alabama-regimenter. Han avancerede fra oberstløjtnant til generalmajor i løbet af krigen, blev hårdt såret ved Petersburg 18. juni 1864, men overlevede og kom sig, og fik af general Ulysses S. Grant til opgave at tage imod sydstatstroppernes faner og håndvåben ved overgivelsesceremonien i Appomattox 12. april 1865. Her vakte han sensation ved at lade sine soldater præsentere gevær for de slagne fjender. Efter krigen var han Maines guvernør 1867-71 og Bowdoin Colleges ”president” 1871-83. Ansøgte Berlin om optagelse i den preussiske hær før krigen 1870-71 og forsøgte endnu 1898 forud for den spansk-amerikanske krig at blive aktiv i den amerikanske hær igen.

oprindelig fra Washington, hvis oldefar havde kæmpet i borgerkrigen på sydstatssiden, førte os rundt og gav os et spændende billede af mennesket Chamberlain i de hjemlige omgivelser.

Vi spiste seafoodfrokost (Elin hummer og jeg sværdfisk) i Cornish i den vestlige del af Maine, ved 25’eren, hvor jeg fik dejligt lokalt fadøl. Der var mindst lige så smukt som forventet ved den store sø Winnipesaukee i New Hampshire. Navnet skal betyde ”Den store Ånds Smil” på et eller andet indiansk sprog. Maines natur minder om Sverige og Vermonts om Norge. Her var der meget efterårsfarvet løv, lysende klart skønt vi hovedsagelig så Vermont i hel- og halvmørke. Til sidst med smukt efterlys på vesthimlen. Der ligger adskillige døde vaskebjørne langs vejene, og der advares gang på gang om moose, der krydser vejen.

Vi ankom til Hampton Inn & Suites ved 20:30-tiden. Dejligt sted og venlige mennesker. Spiste for første gang en ikke helt super middag i et lille hyggesnusket pizzeria på Canada Road, for $52 med det hele. På hotellet var der igen gratis internet, og vi fik mailet en del. I loungen havde de en meget indiansk udseende birkebarkskano ophængt på væggen.

lordag 26. september

Hotel: Hilton Garden Inn New York/Chelsea 121 West 28th Street, New York, NY 10001-6102. Samme hotel frem til torsdag, den 1. oktober.

Spisesteder: Dunken’ Do’nuts 1299 Roste 9 Gansevoort, NY 12831. McDonalds 6th Ave. NYC. Elin fik sig en morgensvømmetur i poolen, og jeg fik fotograferet udsigten. Vejret var smukt i Lake George, og vi fik en lille sightseeing ud af Fort William Henry og turbådenes landingsplads. For slet ikke at nævne selve søen, hvis franske navn er Lac du St. Sacrement (”Nadversøen”). Fortet, der blev erobret og nedbrændt i The French and Indian War1 1757 af franskmændene under ledelse af generalmajor Louis-Joseph de Montcalm-Gozon, som skildret i J. F. Coopers roman ”Den sidste mohikaner”2, er blevet omhyggeligt rekonstrueret. De arkæologiske fund, der blev gjort, mens grunden blev gjort klar til rekonstruktionen, indgår i samlingen.

1 ������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� Selve krigen (1754-63) handlede om herredømmet over vandvejene fra New York til Quebec. Briterne byggede en række forter for at dominere vandvejene, franskmændene svarede igen ved at erobre og afbrænde deres befæstninger. I 1758 vendte krigslykken, og briterne rykkede frem gennem de franske besiddelser i Canada. Quebec blev erobret af general James Wolfe 13. september 1759. Wolfe, der selv faldt i slaget, var trods sine kun 32 år en garvet veteran, havde udmærket sig i Den østrigske Arvefølgekrig (aktiv i krigen 1742-45) og under jakobitteropstanden omkring ”Bonnie Prince Charlie” i Skotland 1745-46, hvor han bl.a. havde deltaget i det afgørende slag ved Culloden øst for Inverness. Franskmændene under Montcalm(-Gozon) måtte opgive Quebec efter kun 15 minutters kamp. Montcalm selv blev hårdt såret under tilbagetoget og døde dagen efter.

2 The Last of the Mohicans: A narrative of 1757. Udgivet 1826.

Landskabet er stærkt inspirerende med den store smukke sø og de mørke nåleskove. Vi mødte faktisk en rigtig indianer: En kraftig midaldrende dame, der forlod et standsmæssigt køretøj på parkeringspladsen. Den allersidste mohikaner?

Derefter gik jagten på en Starbucks til morgenmaden.

Vi endte hos Dunken’ Do’nuts – en tarvelig udgave af McDonald’s. Det var noget skidt. Men Hudson-dalen var smuk og floden også, de gange, vi passerede den. Vi fulgte Margrethes råd og kørte ad I-87 ned til Woodbury Common Premium Outlets nær New Jersey stateline. Kæmpe outlet!

Og hele New York var tilsyneladende derude at handle.

Vi måtte have valet parking til $8 fordi alle gratis båse var optagede. Og det var mange!

pladser han havde ligget og flydt hen over. Han stod op resten af vejen til New York.

Det var blevet skyet i løbet af eftermiddagen og nu postede regnen ned. Vi kæmpede os frem fra New York Penn i 32nd Street til hotellet i 28th, hvor endnu en afroamerikansk herre, hotellets valet, overtog vores bagage, og vi blev tjekket ind.

Vi fik et hyggeligt værelse på 6. etage med en god seng og dejlig stille. Vi gik en lille tur, da vi var installeret, opdagede en Starbucks på 6th Avenue og spiste i en meget slasket og latinamerikansk bemandet McDonald’s. Det var den eneste, der var åben. Op over skyskraberne på 6th Avenue ragede Empire State Building4 med lys i overdelen - det så fantastisk flot ud.

Margrethe ledte os til Newark Airport3 ved hjælp af en vilkårlig hoteladresse i Elizabeth NJ. Med megen møje fandt vi budget-parkeringen P6 og fik parkeret. Vi fandt herefter shutlen, der også var mega længe om at nå Terminal A, hvorfra lufthavnens eget Air Train går, først til pakeringsområdet P4, derpå til Newark Penn, hvor man går gennem turnstiles, der åbner sig for billetten. Nede på perronen var der ikke lys i ”vores” lysskilt, men ”de indfødte” fortalte os hvilket spor, vi skulle stå ved. I toget hjalp en nydelig og meget flink 4 Dette Art Deco-mirakel i kalksten blev åbnet i 1931 under den afroamerikansk konduktør os til rette med al vores bagage store depression. Ifølge Lonely Planet medgik der 410 dage, 7 mio mandtimer, og en ligeledes afro og ligeledes flink ung mand gav os de to 41 mio dollars, 10 mio mursten, 6400 vinduer, 328.000 kvadratfod marmor 3 Vi ankom til Newark Liberty Airport 19:30 og afgik fra Newark Penn 21:03, ankomst NY Penn 21:28. Altså ca. to timer til det hele efter mørkets frembrud.

(=30.472,20 kvadratmeter eller godt 3 hektar). Bygningen har 102 etager og rager 1472 fod (= 448,67 m) i vejret - med antennen. Ligger i Manhattans Midtown på hjørnet af 5th Ave og 34th St.

Iy Y N

sondag 27. september

Spisesteder: Starbucks 6th Avenue NYC. Macy’s Cellar Bar & Grill, NYC. Brooklyn Diner Times Square, NYC. Regnvejrsdag. I dag har vi benyttet regnvejrsdagen efter gårsdagens strabadser til at sove længe, komme sent op, gå til Starbucks og få morgenanretning med hhv. te og americano til tonerne af en uafbrudt række Beatles-sange. Amerikanerne elsker dem bare. Der er også John Lennon mindestuer i New York. Fra Starbucks gik vi til verdens største stormagasin Macy’s, der ligger mellem 34th og 35th Street, Broadway og 6th Avenue. Her tilbragte vi en rum tid, for magasinet er cirka 10 gange så stort som stormagasinerne i København. Macy’s har en lille afdeling med museumsvarer fra Met (Metropolitan Museum of Art), bl. a. en New York-kalender med gamle fotografier og en med gamle akvareller af byen. Og så havde de bare mængder af godt og billigt tøj. F.eks. to Calvin Klein-habitter til $600 (3.000,-- DKK) og Tommy Hilfiger-jeans helt ned til omregnet 150,- kr. Til sidst var vi trætte og satte os ned i Macy’s Bar& Grill og fik ”New Yorks Largest Hot Dog” En kæmpe med 25 cm lang pølse, stort brød og en sovs af bøfkød, chili og ost, foruden en skovlfuld lækre pommes frites.

Hjem og ringe til Ulla. Derefter fodtur ad 5th Avenue og 43rd street til Times Square. Overvældende og smukt. Fik en øl og ananasjuice hos Maxie’s delikatesse. Spiste i Brooklyn Diner. Benjamin ringede, da vi var på vej hjem. Deres datter Julia vil forsøge at skaffe os rundvisning i Det hvide Hus.

mandag 28. september

Spisesteder: Starbucks i Empire State Building. Restauranten i museet på Ellis Island. Mustang Harry’s 352 7th Ave New York, NY 10001.

Dagen begyndte med sol fra en skyfri himmel, så vi beså Empire State Building efter at have købt en slags partoutkort hos Gray Line til $100 pr. stk. Der var en del venten og meget grundigt sikkerhedstjek. Men oplevelsen af at stå på toppen af kæmpebygningen var enestående. Udsigten var heller ikke ringe. Efter morgenkaffe hos Starbucks besteg vi en bus fra hvis sightseeing–åbne overdæk vi nød turen ad 5th Avenue og Broadway, via Greenwich Village, Washington Square, Wall Street, Ground Zero (som rigtige newyorkere stadig kalder World Trade Center) lige til Battery Park hvor vi stod af for at komme over til Liberty og Ellis Island på vore gule Gray Line-boner. Det var først efter umådeligt bøvl plus en masse gåen og ståen i kø, at vi fik konverteret vores boner og kom ind i køen til endnu en sikkerhedstjek, til færgen, der så sejlede af med os stående som sild i en tønde til Liberty Island og Ellis Island, hvor alle immigranter til USA 1892-1954 måtte igennem en lang og pinefuld filtreringsproces, et bureaukratisk mareridt, før det forjættede land endelig åbnede sin favn for dem.

Immigrationsbygningen er nu museum. Vi gik i land og spiste frokost, og derefter så vi på udstillingen.

Ude af de minderige immigrationsbygninger igen stod vi i kø i en time sammen med et tusindtal af andre, hvor der kun kom én balje og tog de første ca. 25 % med. Efterhånden var køen 1 km lang, og vi var nogle af de første. Til sidst kom der et helt tomt skib ovre fra Battery Park på Manhattan, som tog alle med undtagen cirka 20. Da vi nåede Manhattan, brød der et voldsomt uvejr løs med stormstød og slagregn af monsunstyrke, og selvom vi søgte ly efter bedste evne, blev vi drivvåde.

Efter nogen overvejelse besluttede vi at borde Subwaystationen i Battery Park og tage et tog hjem. Det var nu ikke så let. Et eller andet kukkede i min indtjekning, så skidtet blev ved med at kalde min billet ”invalid” og holde mig ude. Elin var sluppet

ind. Den kommers varede i 20 minutter. Da var jeg i færd med at prøve at komme ind fra den anden ende af stationen.

Her blev jeg hjulpet af en smuk ung dame af afroamerikansk oprindelse. Hun havde et rigtigt metrokort i plastic, som hun med en meget lang arm indefra kørte gennem kortlæseren - og sesam lukkede sig op for mig. Jeg nåede knap at få sagt tak, så var hun forsvundet i mængden.. Elin og jeg styrtede ned på perronen, hvor vi med nød og næppe fik mast os ind i et holdende tog, som havde det rigtige linjenummer. Først da det kørte, opdagede vi, at det var på vej under East River og ud på Long Island.

Så vi kom af i en fart på en Brooklyn-station, løb op ad trappen og over til den anden perron og fik et tog i modsat retning (Bronx). Det standsede imidlertid kun ved udvalgte stationer, så vi var helt oppe ved Grand Central Station før vi

anede uråd, og på 59th St. før vi kom af. Så gik turen tilbage til Grand Central, hvor vi tog en 7 til Times Square og en 3 til NY Penn, og så var det bare at trisse tilbage til hotellet i det fugtige tøj.

Vi skiftede til tørt tøj og gik ud at spise hos Mustang Harry’s 352 7th Avenue - og det var godt. Jeg fik f.eks. Brooklyn Pumpkin Ale, som smager ganske fantastisk.

Øverste række: T. v.: Omkring WTC. T. h.: Chinatown.

Nederste række: T. v.: Guggenheim-museet. T.h.: Metropolitan Museum of Art.

tirsdag 29. september

Spisesteder: Starbucks. The Balcony Café, Metropolitan Museum of Art. NYC. Mustang Harry’s 352 7th Ave New York, NY 10001.

Denne dag tog vi, efter elendig (frossen!) Starbuck-morgenmad med sightseeing-bussen fra Gray Line hele vejen ned til Battery Park, hvor vi med bevægelse så på den metrostation, der havde voldt os så store problemer aftenen før, og fortsatte op ad 1st Avenue, gennem Chinatown, forbi FN-bygningen og Rockefeller Center til SØ- hjørnet af Central Park, hvorfra vi stred os frem til Metropolitan Museum of Art (Met) i den tro, at det var dertil Gray’s boner gjaldt. Det var imidlertid MoMA (Museum of Modern Art) i 53rd St. (og vi var her ved 81st). Nå, vi kom ind til tonerne af $15 hver(seniors) og så gode samlinger af indiansk kunst og ”modern” (19. årh.) amerikansk kunst og boligindretning. Vi fik frokost der. Derpå de få gader nordpå til Guggenheim, der næsten kun bestod af Kandinsky, men hvilke billeder af Kandinsky! En fornem kæmpeudstilling i anledning af museets 50-års jubilæum1. Meget spændende. Også bygningen, der indvendigt er indrettet som en rampe i spiral. Forbillede for ARoS? Derfra til Metro 6 til Brooklyn Bridge2. Som vi stred os over i stiv kuling, så stiv at vi ikke opdagede sidevejen til venstre, når man er kommet over på Brooklyn-siden, som fører til en trappe ned til Prospect Street. Så vi fik en lille ekstratur ud af det på 2-3 km og var noget brugte, da vi nåede frem til attraktionen ”The River Café”, en udsøgt restaurant med en pragtudsigt til Manhattans skyline hen over East River, ofte gengivet på film. De kunne desværre ikke tage imod os, da der var sluttet selskab i baren. Så gik vi over i Pepe’s restaurant på den anden side af Water Street og fik en drink og en hyggelig snak, herunder en vejledning i at finde Prospect Street og trappen. I alt dette

1

Udstillingen kan ses frem til 13. januar. Se hjemmesiden http://www.guggenheim.org/new-york/press-room/press-releases/2321landmark-kandinsky-retrospective-planned-for-guggenheim-museums-50th-anniversary 2

Verdens ældste hængebro af stål 1834 m lang. Den stod færdig i 1883. Forbinder Manhattan og Brooklyn over East River.

Elin poster et brev. Ligner postkassen en skraldespand?

skal det ikke glemmes, at broen selv faktisk er et enormt flot syn, selv i hårdt vejr, og især når man er på den. Det er en herlig fornemmelse at gå over ad fodgængervejen midt på broen og befinde sig flere meter over de forbipasserende bilers tage. Vel tilbage i 28th Street kom vi til at gå den gale vej fra stationen, nemlig mod øst, før en forkert Avenue fortalte om fejlen, vi fik os vendt, kom hjem og siden også over på Mustang Harry’s ligesom aftenen før.

Wegner-stol udstillet p책 MoMA - Museum of Modern Art.

onsdag 30. september

Spisesteder: Charleston Bistro 345 7th Avenue New York. The River Café 1 Water Street Brooklyn, NY 11201. Amy Ruth’s 113 West 116th Street Harlem, NY 10026.

Vi klædte os pænt på og gik ud i den kolde blæst. Vi fik dejlig morgenmad hos nogle indere på 7th Avenue. Endelig bacon og æg igen. Der var pink grape juice, som var så fuld af frugtkød, at sugerøret stoppede til. Dejligt! Tog derpå subway fra NY Penn til Brooklyn High Street. Derfra gik vi til The River Café, der nu havde plads og indlod os i panoramaafdelingen, hvor Manhattans skyline stod som en pragtfuld kulisse, animeret af en livlig trafik på East River. Yderst tv. sås frihedsgudinden.

Yderst th. Empire State Building. Her fik jeg dejlig kold newzealandsk hvidvin, krabbesuppe og ”sorbet plate” 4 slags sorbet på ananasbund med tynd makronskive., Elin fik foruden vinen røget laks og en chokolademodel af Brooklyn Bridge. Det hele blev afsluttet med kaffe. Perfekt!

Udenfor blev et japansk bryllupsselskab fotograferet mod den helt specielle vinkel af Manhattans skyline. Og som altid i New York og Washington var der ikke langt mellem de svævende overvågningshelikoptere.

Derfra med Subway til MoMA i 53rd Street. Fantastisk udstilling, både egentlig kunst og brugskunst. De har f.eks. det firdobbelte Beatles-portræt fra Let It Be. Også danske ting, såsom Lego-klodser og Georg Jensen-bestik. Vi gik gennem Central Park til Columbus Circle. Der var både filmoptagelser og andet sjov i parken. Jeg så en vaskebjørn, der gik og snuste.

Forsøgte at fotografere den, men det var for mørkt. Fra Columbus Circle til Harlem kørte vi med C-tog.

Det er et helt andet New York, der ligger nord for Central Park, virkelig meget anderledes på alle ledder og kanter. Vi bemærkede begge to allerede nede på perronen ved 116th Street, at der var intercom til nødstedte, og et gitter, man kunne flygte igennem, hvorved en sirene ville gå i gang og tilkalde politiet, der aldrig er langt væk. Gadebilledet er alternativt som en krydsning mellem Christiania og Gellerup.

Men Amy Ruth’s Soul Restaurant med Authentic Southern Cuisine var alle pengene værd. Her var der hyggelig rodet, og der blev spillet ret høj musik. De ansatte var søde, festlige og humoristiske. Servitricen Natasha var kulsort, højst halvanden meter høj og havde verdens dejligste smil. Hun betjente os.

Hun fik 20 % i drikkepenge. Hun var dem rigeligt værd. Vi fik oksehaleragout, hvortil man valgte en art kartofler eller ris og en art grønsager. Jeg valgte mashed potatoes og cabbage,

hvilken sidste var krydret på en spændende måde, og intet i retning af sauerkraut, og jeg drak friskpresset limonade af rigtige citroner til. Alt smagte vidunderligt. Et pragtmåltid!

Da vi begge var lidt påpasselige over for at være hvide i Harlem efter mørkets frembrud, tog vi et 3-tog til NY Penn og var hjemme allerede kl. 19:15.

Men efterhånden erfarede vi, at rygterne om den voldsomme kriminalitet i USA er noget overdrevne. På hele turen så vi ingen tilfælde af synlig forbrydelse, meget få ”skumle” folk, og – modsat vores fædreland – intet spor af den bistre uvenlighed og aggressivitet, der rider danskerne som en mare. Tiggerne sidder tættere på strøget i Århus end i New Yorks gader, og danskerne virker ved hjemkomst som indesluttede kolde fisk, der ikke aner hvad samfund og fællesskab er.

torsdag 1. oktober

Hotel: Hilton Garden Inn Harrisburg East 3943 Tecport Drive Harrisburg PN 17111.

Spisesteder: Charleston Bistro 345 7th Avenue New York NY. Pizza Hut i nærheden af Allentown PA. Star Buffet, best buffet in town Chinese, American and Japanese Cuisine, Lancaster PA. Vi fik igen dejlig morgenmad hos inderne i Charleston på 7th Avenue. Det var under en jagt på frimærker, der førte os til New York GPO, bag Madison Sq. Garden (ovenpå NY Penn). I anden bevægelse trillede vi vores bagage samme vej til NY Penn, hvor vi nåede toget 11:45, som var i Newark Airport kl. 12:10.

Så kørte vi lidt med Air Train til terminalen. Vi var eneste passagerer i shuttelen ud til P6, hvor vi lastede bilen igen og kørte til udgangen. Her måtte vi slippe $ 90 for de 5 døgns parkering. Med togbilletterne er det stadig kun halvt så dyrt som at parkere i NYC, og ikke nær så besværligt. Klokken var over ét, før vi bevægede os ud af lufthavnsområdet. Med påfyldning af benzin hos Torrs Valero i en smuk lille skovklædt dal i New Jersey med en by, der hedder Watchung, hvor tankpasseren (Torr selv?) var indianer, og frokost på en Pizza Hut i Pennsylvania, kørte vi den slagne vej mod Gettysburg, det lille landevejs- og jernbaneknudepunkt tæt på grænsen mellem Pennsylvania og Maryland, der pludselig fik så stor betydning i sommeren 1863.

På turen så vi lave, skovklædte bjerge, og gårde i en anden stil, end vi havde set før. Lidt grovere og mere “amerikansk” byggede og med kæmpemæssige siloer, især i Pennsylvania. De sidste 100 km var virkelig naturskønne. Folk er meget hellige. Der er kæmpe reklameskilte med skriftsteder og kristelige opråb langs motorvejene, samt henvisninger til bibelskoler m. v. Mange små byer i Pennsylvania hedder ellers tyske navne, og tyske personnavne dominerer stadig i The Dutch Counties.

Mon ikke Dutch skal forstås som deutsch? Vi var fremme ved hotellet i Harrisburg ved 17-tiden.

Vi tog en lille aftentur først til Harrisburg Mall så til det 5560 km længere borte liggende Tanger Outlet i Amish-byen Lancaster, og vi endte med at spise kinesisk buffet på en meget original restaurant.

fredag 2. oktober

Hotel: State Plaza Hotel 2117 E Street Northwest Washington, DC 20037. Samme hotel frem til mandag, den 5. oktober.

Spisesteder: Starbucks Harrisburg. Wild Berries Juice Bar 5219 Buckeystown Pike Frederick, MD 21704. Tonic at Quigley’s, 21st Street Washington DC. Efter morgenmad hos Starbucks, taget til nåde igen efter det frosne æg i New York, satte vi kursen mod Gettysburg1, hvor vi efter noget besvær fandt Visitors’ Center. Her fik vi fat i en vejledning med indlagt CD, der kunne afspilles i bilen under turen rundt i den militære park, og et gratis kort. Turen, i alt over 40 km, var betagende, men sørgmodig under et solidt skydække.

Parken holdes med udvalgte træsorter og en rigdom af vilde blomster. Cikader (eller er det fårekyllinger?) synger hele tiden.

Det var spændende at være de rigtige steder og at se de mange store monumenter, rejst i mellemtiden af unionen og de enkelte stater.

1 Grunden til dette besøg er slaget, der stod på det sted i den amerikanske borgerkrig 1.-3. juli 1863, hvor sydstatsgeneralen Robert E. Lee foretog 3 store angreb på unionshæren, hvis chef var nyudnævnte George G. Meade. Lees offensiver blev afvist, og han måtte trække sig tilbage over Potomac-floden. Han havde nylig mistet sin højre hånd, Thomas J. ”Stonewall” Jackson, der var død som følge af ”friendly fire”, og han havde ikke kontakt med sin rytterichef JEB Stuart. Til gengæld var han overladt til en sur og genstridig korpschef James Longstreet, der insisterede på en defensiv taktik og mente at Lees offensiver ville koste for dyrt. Longstreets korps gennemførte ikke desto mindre de to af offensiverne og med stor dygtighed. Unionshæren havde forskanset sig på højdedragene Cemetery Ridge og Culp’s Hill i et omfang af 83.300 mand. Lee havde 75.100, der angreb fra den vestlige Seminary Ridge. Unionshærens samlede tab løb op i 23.000 mand, Lee mistede 28.100. Det er det blodigste slag, der har stået på Det nordamerikanske Kontinent. Nederlaget førte til, at Lee tabte initiativet. Større strategisk betydning end sejren ved Gettysburg fik Ulysses S. Grants samtidige erobring af Vicksburg ved Missisippi. Efter den sejr beherskede Unionen hele Missisippifloden, holdt den østlige del af Konføderationen i et jerngreb og afskar den fra oprørsstaterne vest for Missisippi, såsom Texas og Arkansas. Louisiana og Missisippi var stort set besat, som også Tennessee. Alligevel varede krigen henimod 2 år til.

Gennem et meget smukt Maryland gik turen til Washington DC. Vi kom fint ind via Virginia og en af Potomac-broerne, men pludselig fik to gader lige ved siden af hinanden os til at misse destinationen, og så befandt vi os på vej retur til Virginia.

Snusfornuft og ny beregning fra Margrethe reddede os ind til State Plaza Hotel. Som det fremgår af navnet: genbo til det amerikanske udenrigsminsterium – State Department. På hotellet fik vi en fornem, men noget gammeldags, suite og internetforbindelse, der først virkede fra lørdag aften, da hotellets ingeniør reinstallerede modemet og forbandt det til telefonstikket(!). Vi gik ud i den mørke by og spurgte en vagtmand udenfor udenrigsministeriet om der var steder ned mod flodens, hvor man kunne spise. ”No, not that way, Madam, there is nothing but monuments, the river, and ill behaved women!”, sagde han med et smil. Vi skulle kort sagt i stedet gå opad mod George Washington-Universitetet, en 3-4 ”blocks”. Så vi havnede deroppe hos Quigley Pharmacy og spiste en dejlig, men sen middag ude på fortovet i den lune, regnfulde nat.

lordag 3. oktober

Spisesteder: Starbucks Coffee 20th & E Street Washington, DC 20052. Center Café Union Station Washington DC. Bistro Francais 3124-28 M Street Washington, DC 20007.

Dagen var varm (25° C) og solrig, og vi tilbagelagde over 15 km til fods og måske det dobbelte i en DC-Duck, en ombygget amfibiebil fra 2. verdenskrig (1943). Til fods gik vi til Det hvide Hus, Lafayette-siden (nordsiden). Washington DC er en overmåde smuk by. Den er anlagt i store linjer og rette vinkler, der igen brydes diagonalt af Avenuerne, der har statsnavne. De nord-sydgående gader har numre, som på Manhattan, de øst-vestgående har bogstaver. Man har lagt vind på at plante smukke parker ind imellem de hvide bygninger. Der gror flere træsorter i Washington DC end i nogen anden amerikansk by. Der er altid steder, hvor der er svalt, og der er hele tiden udsigter ad de lige veje til de vigtigste bygninger, og monumenterne for Washington, Lincoln, Jefferson og andre. Indbyggerne må jo være lykkelige. Hvad kan de vel mangle? Lonely Planet anfører, at hovedstadens officielle motto er: Justitia omnibus (retfærdighed til alle), men det uofficielle motto er: Taxation Without Representation. Byen fik først en borgmester i 1973 (afroamerikanske Walter Washington), og den har endnu ikke mulighed for at vælge folk til Kongressen eller stemme til præsidentvalg. Den er stort set så retsløs som de 13 kolonier i 1770erne, eller som de stater følte sig, der rev sig løs fra Unionen i 18611.

1 ���������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� I realiteten er Washington den 9. by, USAs Kongres er mødtes i. For overskuelighedens skyld nævner jeg her kun de steder, Kongressen er mødtes efter forfatningen 1789. Federal Hall, New York City, NY: 4. marts 1789 til 5. december 1790. Congress Hall, Philadelphia, PA: 6. december 1790 til 14. maj 1800. United States Capitol, Washington, D.C.: fra 17. november, 1800.

Vi gik ned til sydkanten af ellipsen og Washington Memorial, og derfra op igen, ret tæt på det navnkundige Willard Hotel2, idet vi fulgte Pennsylvania Avenue, der hvor FBI og justitsministeriet bor vis-a-vis. Her kunne vi konstatere, at Robert Kennedy og J. Edgar Hoover havde været genboer i de hidsige år i tresserne. Hyggeligt! Vi fortsatte forbi Canadas ambassade, der som den eneste ikke er forvist til et område i byens nordvestende, men ligger et stenkast fra relevante ministerier og Capitol Hill, hvilken sidste vi dog forsagede, idet vi i stedet besteg Union Stations bakke og søgte at komme om bord i en af ”ænderne”, der udgår fra pladsen foran stationen. Her blev vi imidlertid henvist til desk’en inde i stationsbygningen, der ombyttede Karen og Ole Lauritzens gavekort med billetter og samtidig fortalte os, at vi først kunne komme med ”anden” 16:30. Da var klokken 13:39. Så vi spiste først frokost, turens dyreste. Jeg fik både crab cake og apple pie.

Derpå gik vi i butikker i stationens østfløj og til sidst sad vi under de skyggefulde træer over for stationen, til vi besteg uhyret, der kørte os rundt i alt, hvad der er værd at se i byen, til lands og til vands. Vi sejlede faktisk en lang strækning ned ad Potomacfloden fra lystbådehavnen ved Pentagon til Ronald Reagan International Airport. Vores skipper Capt. Bucky er en meget kompetent historiefortæller.

Bagefter fik jeg først en meget speciel øl på Capitol-bryggeriet, velsmagende og porteragtig, og så gik vi til Georgetown via M Street for at se en butik, som slet ikke var der. Vi spiste coq au vin på en fransk bistro og gik så de sidste 1½ km hjem til hotellet.

2 Her skrev Julia Ward Howe ”The Battle Hymn of the Republic” en nat i november 1861. Her holdt præsident Lincoln gallamiddag i begyndelsen af 1864, hvortil Ulysses S. Grant og hans familie var indbudt. Her overnattede Martin Luther King godt 100 år senere og følte et sært åndeligt slægtskab med Julia W. Howe, og begyndte at citere ”The Battle Hymn” flittigt i sine prædikener og taler.

sondag 4. oktober

Spisesteder: Starbucks Coffee, Washington Harbour. Sala Thai Café Pentagon City Mall, VA. F Street Bistro, 2116 F Street NW, Washington, DC 20037.

Dagen var smuk, varm og skyfri. Første mål var Abercrombie & Fitch, butikskæde med modetøj for vore børn i Wisconsin Ave, Georgetown. Men turen derhen førte os via det smukke Washington Harbor1, hvor vi fik vores Starbucks Coffee. Abercrombie & Fitch åbnede først kl. 12, så vi gik op ad gaden og traf på spændende butikker i maleriske Georgetown-huse og en kro (Billy Martin’s Tavern), der pralede af at være stedet, hvor John F. Kennedy havde friet til Jacqueline Bouvier, da hun kom hjem fra London efter at have dækket Elizabeth II’s kroning for Washington Post. Kennedy boede da kun to blokke fra restauranten, i N Street. Bordet, hvor det foregik, kan bestilles.

Da vi havde købt ind til vore børn, gik vi på de flade konvolutter ad stien langs floden hen til Francis Scott Key Memorial Bridge. Gik over den og var i staten Virginia. Vi fortsatte ligeud og havde snart Iwo Jima-skulpturen på venstre hånd, og så burde Arlington-kirkegården følge. Men der kom et fort og en kirkegårdsmur, som vi fulgte op på bakken over Iwo Jimamonumentet til hollændernes takkegave for amerikanernes indsats i 2. verdenskrig, et grimt skrummel med et klokkespil, der spiller som Big Ben i London(!). Neden for bakken kom vi ind på kirkegården ad en sidelåge. Vi gik temmelig langt mellem lange rækker af soldatergravsten og pludselig mundede stien/trappen (det er klippeterræn) ud i en kørevej med henvisning til præsident William Howard Tafts gravesite. Han levede 1857-1930 og var præsident 1909-13. Han er bortset fra John F. 1 ������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������ På vejen passerer man dog først���������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� John F. Kennedy Center for the Performing Arts����������������������������������������������������������������������� og det nok så berømte Watergate��������������������������������������� ������������������������������������������������ , hvor præsident Nixon buggede demokraterne under præsidentvalget i 1972, og derfor måtte træde tilbage godt et år inde i sin anden præsidentperiode.

Kennedy den eneste præsident, der ligger begravet her mellem alle soldaterne2. Vi gik op ad den stejle vej og stod så ved et lignende skilt, der viste til JFK’s gravesite. Vi gik glade ned ad den udpegede vej og fandt igen et skilt, der pegede videre. Vi måtte op ad bakke igen før det var alvor. Kennedy-graven er flisebelagt, og stenene bliver glatte i vådt vejr. Der er også en stor plantning af begonier og pelargonier neden for selve gravområdet. Men oppe ved graven bliver flisebelægningen plan og skilte opfordrer til Silence og Respect. John F. med Jackie og deres yngste søn, død som lille, ligger under en belægning af groft tilhugne sten fra Cape Cod. De to voksne har hver sin sorte marmorflise lagt ind i fladen blot med navn og årstal. Over præsidentgraven brænder en evig flamme, Ifølge Arlington Cemeterys hjemmeside er den af konstruktion “a specially designed apparatus created by the Institute of Gas Technology of Chicago”. Og det er rigtigt, at folk den dag i dag står tæt i tæt omkring graven, fuldstændig stille, mange med tårerne løbende ned over ansigtet. Og der har været ganske mange på stedet. I november 1966 havde der været de første 16 millioner.

Graven ligger lige under sydstatsgeneral Robert E. Lees gamle Arlington House, dengang kaldet George Washington Plantation (med slaver, skønt Lee var modstander af slaveriet), indtil Unionen annekterede godset og gjorde det til heltekirkegård på hvis grund den begravede mange af sine faldne. Robert E. Lee var efter borgerkrigen kun optaget af, at der skulle herske fred og fordragelighed mellem amerikanerne i syd og nord, og gjorde ikke ophævelser. Men efter hans død, fem år efter borgerkrigens afslutning, sagsøgte sønnen George Washington Lee3 regeringen, Ulysses S. Grants administration, for eksproprieringen og vandt. Men hans mor ville ikke bo der, når der lå så mange “Union soldiers buried in the ground”. Enden blev, at staten købte jorden og indrettede Arlington House til et monument over Robert E. Lee4. Huset ligger måske 50 m 2 At John F. Kennedy kom til at ligge der, skyldes en række meget hurtigt tagne beslutninger i dagene efter attentatet i Dallas. Alle havde regnet med, at han skulle hjem til Boston og begraves der, som det er skik med præsidenter, der dør i embedet, men Jacqueline havde, adspurgt, udtalt det lidt gådefulde ”He belongs to the people”. Det var forsøget på at efterleve dette ord, der førte præsidentens stab sammen med bestyrelsen for Arlington-kirkegården. Det endte med, at JFK blev begravet på Arlington-kirkegården af den katolske ærkebiskop af Boston og under overværelse af mange statsoverhoveder 25. november 1963, tre dage efter mordet i Dallas.

Senere er flere andre af Kennedy-familien begravet i nærheden.

3 Han stammede faktisk ned fra George Washington, der også var den første af (foreløbig) i alt 8 præsidenter fra Virginia. Barack Obama er præsident nr. 44.

4 ��������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������� Robert E. Lee havde i slutningen af 1859 som oberstløjtnant, tjenstgørende i Washington DC, og assisteret af den senere rytterigeneral JEB Stuart, overmandet John Brown og hans medsammensvorne og dermed bragt en ende på Browns terrorangreb på hærens depoter i Harpers Ferry, Virginia, senere West Virginia.

John Browns mål var at gennemtvinge en her-og-nu-afskaffelse af slaveriet. Til den ende havde han dræbt en del borgere i byen og taget gidsler, som han truede med at aflive, efterhånden som hans krav ikke blev opfyldt. Ved begyndelsen af borgerkrigen i 1861 spurgte præsident Abraham Lincoln Lee, om han ville være chef for unionshæren. Lee bad om betænkningstid. Han ville først være på det rene med, om hans hjemstat Virginia også trådte ud af unionen. Da det blev klart, at det gjorde den, meddelte han præsidenten, at svaret var nej tak; han ikke kunne vende sine våben mod ”sit eget land”. Et kæmpeheld for de oprørske sydstater, for Lee var givetvis

over Kennedy-gravene og begge dele er det store og centrale på kirkegården. Udsigten fra begge steder er formidabel over Washington med Lincoln Memorial og Capitol. Neden for John og Jacqueline Kennedys grave bærer en cirka meterhøj apsis citater fra hans taler. En bro forbinder gravstedet med Robert F. Kennedys. Her er der plade i græsset og et lille hvidt kors, ligeledes for hans søn, der døde af kræft. Her er der anbragt citater af ham på en lige, cirka meterhøj og måske 4 m lang plade. Foran er der en vandgrav, som ordene spejler sig i. Spejledamme er i det hele taget noget, man gør meget i i Washington DC. Vejen tilbage og ud ad hovedlågen var lang og varm og vi tøvede ikke længe med at forsvinde ned i metroens kølige dyb for at lade os transportere videre til Pentagon City, hvor vi spiste frokost og så os om til vi blev trætte og tog metroen hjem. Vi spiste middag i hotellets restaurant i F Street.

samtidens bedst begavede amerikanske strateg og taktiker. John Brown blev retsforfulgt, dødsdømt og hængt - og helt i den slagsang, der leverede melodi til ”The Battle Hymn”. Det industrialiserede og nordvendte West Virginia protesterede mod statens afgørelse, rev sig løs fra Virginia og genindtrådte i unionen.

mandag 5. oktober

Hotel: Holiday Inn Express Petersburg, 11979 S Crater Road Petersburg, VA 23805 Spisesteder: F Street Bistro 2116 F Street NW Washington, DC 20037. Mirabella’s Italian Grille 207 Bypass Rd, Williamsburg, VA 23185. The Lighthouse, 11976 S Crater Road Petersburg, VA 23805.

Og der fik vi også vores morgenmad. Stort anlagt og temmelig dyr. Turens dyreste $ 33.15 (DKK 170,14). Dog var restauranten besat med latinoer, som jeg i mit stille sind gav skylden for, at det hele var lidt uinspireret. Men det var nok snarere fordi klokken efterhånden var halv elleve. Vi befriede bilen for $ 101.80, en ikke urimelig pris for 3 døgns sikker parkering i centrum. Vi kom smertefrit ud af Washington, forbi Lincoln Memorial, over Arlington-broen, langs kirkegården og så væk ad I-95, som vi først forlod igen midt i borgerkrigens slagmarker, altså efter Fredericksburg og ud for Cold Harbor og Richmond1 i Virginia.

Og så sydpå mod Williamsburg. Landet, ”Old Virginia” er meget smukt. Mange træsorter i beplantningerne langs Interstate 95 og 295. Kuperet klippeterræn, smukke søer og vandløb. Hvidmalet træ på de klinkbyggede huse og på murstenshusenes portico’er osv. Spiste hos Mirabella, hvor en større stab gik og kedede sig med kun os som gæster.

1 Ved Fredericksburg besejrede Robert E. Lee The Army of the Potomac, Ambrose Burnsides unionstropper 11.-13. december 1862. Ved Cold Harbor angreb Ulysses S. Grant med unionshæren 3. juni 1864 Lees nedgravede infanteri foran oprørshovedstaden Richmond, med frygtelige tab til følge. Ifølge overleveringen faldt der 7.000 mand på 20 minutter. Grant lod sig imidlertid ikke afvise, men blev i kampzonen og tvang ganske langsomt Lee tilbage mod Richmond og Petersburg. Lee opgav forsvaret af de to byer 2. april 1865 og overgav sig til Grant i Appomattox 9. april.

Vi fik fremragende crab cake meal, hvortil jeg drak velsmagende Williamsburg Red Marker Ale. Servitricen viste os vej til Jamestown, hvor vi heldigt ankom 50 minutter før lukketid. Elin blev udenfor på en bænk, skrev dagbog og ringede til Ulla. Jeg gik ind og så og oplevede denne skønne plet fuld af historisk ladning, hvor den engelske kolonisering af Nordamerika begyndte i 1607.

Stedet er atter under udgravning, så man føler sig som på en arkæologisk arbejdsplads. Der er rekonstruerede bygninger, en hel model af den ældste bebyggelse, markerede grave, en kirkeruin med mindeplader, og statuer. John Smith, den første guvernør (valgt af kolonisterne 1608), som kortlagde Chesapeake-området og senere rekognoscerede New Englands kystland og gjorde Mayflowers rejse 1620 mulig. Pocahontas med kristennavnet Rebecca af Pawhattan-stammen, vigtig indiansk formidler mellem de to befolkningsgrupper, 1614 gift med John Rolfe, der fandt på at dyrke tobak i stedet for den lidet lønsomme kornavl.

Hun døde 1617 af lungebetændelse under et besøg i London og var da formentlig 22 år. Mange moderne amerikanere hævder at være efterkommere efter hende og hendes søn Thomas. Området er uhyre smukt beliggende og bevokset med store gamle træer. Jamestown var Virginias hovedstad til 1699, derefter tog Williamsburg over til 1780. Siden har det været Richmond, nogle kilometer højere oppe ad James River.

Vi fik Margrethe til at finde Highway 5, som efter kortet er scenic, hvad den også er indtil landet flader ud øst for Petersburg.

Vi passerede flere plantations, som vi senere har erfaret, kører som åbent hus mod entré. Bomuld ser man ikke meget til, eller andre af de gamle afgrøder, men fornemt anlagte haver. Hotellet er nyt og godt og vi bor for en gangs skyld i stueetagen. Vi har spist overfor i det jævne Light House, men maden (New York-bøffen igen) var fin2.

2 Både hotellet og restauranten ligger på Crater Road, uden tvivl opkaldt efter Ambrose Burnsides tvivlsomme idé under belejringen af Petersburg 1864 om en kæmpemæssig mine gravet ind under sydstatshærens skyttegrave. Minen blev bragt til eksplosion 30. juli og sprængte et krater 40 m i diameter, synligt den dag i dag, men den division, der blev sendt først ind i krateret, var ikke instrueret i hvordan den skulle bevæge sig i terrænet og endte med at miste flere tusinde mand. Divisionschefen James H. Ledlie, der ikke blot havde undladt at instruere sine folk om de særlige forhold, men også havde siddet og drukket i stedet for at lede angrebet, blev afskediget på gråt papir, korpschef og tidligere chef for The Army of the Potomac Ambrose Burnside fik frataget kommando for resten af krigen. Ulysses S. Grant kaldte det ”the saddest affair, I have witnessed in the war”. Også inklusive hans egen fadæse ved Cold Harbor.

tirsdag 6. oktober

Hotel: Hampton Inn Roanoke/Salem 1886 Electric Road, Salem, Virginia 24153 Spisesteder: Morgenmad på hotellet. Subway Appomattox Highway 460 W, Appomattox, VA 24522. Mac& Bob’s 316 East Main Street Salem, VA 24153 Vi var oppe til morgenmad kl. 9.

Udvalget var godt, alsidigt, velsmagende. Egentlig skulle vi kun fra Petersburg til Roanoke ad 460 W, men gjorde også holdt i Farmville, hvor Elin mirakuløst drejede lige ind til bagindgangen på den Amish-butik, vi havde besluttet at besøge, efter først at have misset hovedgaden. Butikken var fyldt med fine ting. Især patchwork. Elin købte fine kort og jeg en Amish-kalender.

Vi standsede også i Appomattox for at se stedet, hvor borgerkrigen sluttede. Først lod vi os lede downtown, hvor vi efter nogen søgen fandt et domhus med museum og militære anlæg uden for. Et skilt fortalte imidlertid, at dette ikke var det rette hus (det var bygget 1892!), men at Federal Government værnede om et andet domhus, det originale (genopførte) 3 miles NV for byen.

Der lå det hele som et lille frilandsmuseum i en smuk park. Et rødt murstenshus med to hvide træhuse foran havde tilhørt familien MacLean. Det store hvide hus er køkkenet, det lille er slavernes kvarter. Her underskrev Robert E. Lee og Ulysses S. Grant betingelserne for sydstatshærens overgivelse, og krigen var forbi. Sådan da. Der blev vekslet skud i flere måneder efter,

men dette var de to store hæres våbenstilstand. Der er smukt ved Appomattox Court House, men landet er i det hele taget meget smukt. Roanoke ligger i bjergrigt terræn og ret højt. Vi fik frokost på Subway i Appomattox og middag hos Mac & Bob på E Main Street, Salem. Det første var godt som sædvanlig, det sidste var fremragende. Restauranten ligger lige over for et monument med indskriften: IN MEMORY OF THE CONFEDERATE SOLDIERS OF ROANOKE COUNTY 1861-1865 LOVE MAKES MEMORY ETERNAL. Restauranten havde et stort billede af John Lennon på væggen.

onsdag 7. oktober

Hotel: Hampton Inn Wilkesboro 1300 Collegiate Drive Wilkesboro, NC 28697 Spisesteder: Morgenmad på hotellet. Mabry Mill 266 Mabry Mill Rd Blue Ridge Parkway Mile Post 176.1, VA 24120. Sagebrush Steakhouse 1302 S Collegiate Dr, Wilkesboro, NC 28697.

Dagen var høj og klar, sol og vind lune og vi satte ud på rejsen ad Blue Ridge Parkway1. Den natur, vi så, var det fineste til dato.

Og det siger ikke så lidt. Vi standsede først ved et almindeligt Overview og kiggede tilbage mod Roanoke i et betagende blåt syn. Vi standsede også ved Smart View, hvor vi blev advarede mod sortbjørne2, både ved skiltning og af en dame, der råbte til Elin fra en pickup truck: ”There are bears down there!”. Vi mødte nu ingen, men megen landskabelig skønhed, et primitivt hillbilly blokhus og en hel del rødt løv.

Næste stop var Mabry Mill, hvor jeg købte (endnu) en kalender, en bluegrass CD og en køleskabsmagnet. Vi spiste frokost.

Herlige sydstatsretter. Bagefter beså vi selve møllen og det arbejdende museum bag ved. Næste stop var Blue Ridge Music Center, hvor Elin fik en ny bluegrass CD (den fra møllen var noget langtrukken). Vi standsede ved to smukke udsigter efter 1 Naturskøn kørevej i cirka 1.000 m højde gennem den sydlige del af Appalacherne med udsigtspunkter, der kan parkeres ved, og aktivitetscentre. Anlagt som beskæftigelsesarbejde efter Wall Streets krak i 1929. Åbnet 1935. Går fra Shenandoa National Park i Virginia til Great Smoky Mountains National Park i North Carolina. Længde 469 miles (= 754,78 km). Generel hastighedsbegrænsning 45 mph (72 km/t).

2 Om sortbjørne skriver Lonely Planet (USA side 98): Despite declines, black bears still reside nearly everywhere. Smaller than grizzlies, these opportunistic, adaptable animals can survive in very small home ranges. Black bears enjoy an almost mythical status in America because of their intelligent, congenial personality.

Indeed they can become so comfortable with humans that national parks like Yosemite and Yellowstone have a constant problem with black bears poaching campsites and cars for food. Be mindful whenever you’re in bear country.

North Carolina stateline og lod Margrethe bugsere os ad 18 og 16 og helt til hotellet i Wilkesboro som er stedet, hvor (Hang down your head) Tom Dooley, hvis navn stavedes Thomas C. Dula, og Anne Melton, født Foster, blev fængslet og retsforfulgt for mordet på Laura Foster. Vi spiste velsmagende hvidløgs- hhv. cajunkrydret seafood-dinner i Sagebrush lige ved hotellet Hampton Inn, hvis gæster får 10 %. Indehaveren af Sagebrush er Hope Dula!

torsdag 8. oktober

Hotel: Hampton Inn Spartanburg-North I-85, 121 Traveller Drive Spartanburg, South Carolina 29303.

Spisesteder: Morgenmad på hotellet. Six Pence Pub 1121 Main St, Blowing Rock, NC 28605. Copper River Grill 2104 Hwy 9 Boiling Springs, SC 29316.

Dagen begyndte med et besøg i Wilkesboro downtown med fængslet, hvor Thomas C. Dula, og Anne Melton sad under retssagen mod dem1. Ved siden af var et gammelt blokhus bevaret eller flyttet hen til det gamle fængsel. Det fungerede med sin have som centrum i eksperimentel økologisk havedyrkning. Vi kørte vestpå ad 268 og kom forbi Blood Creek, som er et meget smukt sted, på vej til Ferguson, som i 1800-tallet kaldtes Elkin. Den består bogstavelig talt af 4 huse og en benzintank ved Yadkin River. Landskabet er bjergrigt, omtrent som Norge og tyndt befolket, men der er en baptistkirke for ca. hver 2 km, og med egen kirkegård. I Ferguson slog Tom sine folder, når han ikke var tapper sydstatssoldat (fra han var 17 til han var 21), eller sad i fængsel (fra han var 22 til han var 24). Toms grav er utilgængelig, ligger inde på privat ejendom med lukket jern-”grill” og truende ord om, hvad der sker ved trespassing. Stedet ligger i det alleryderste af Wilkes County på en vej (Tom Dula Road), der er så øde, at hjortene springer over kørebanen lige foran en.

1 Thomas C. Dula (1844-68), Tom Dooley i sagn og sang, var sydstatssoldat under borgerkrigen. Han tjente som frivillig i 42nd Regiment, North Carolina Infantry, som vogtede krigsfanger og havde anden let tjeneste på grænsen mellem Virginia og North Carolina, og først blev trukket frem i ildlinjen ved Cold Harbor i juni 1864, hvor Tom muligvis er blevet taget til fange. Han blev løsladt fra fangelejren i Maryland i sommeren 1865 og gik lige hjem til sin mor i Ferguson NC. Her genoptog han snart sit hede forhold til Ann Melton, født Foster. Det foregik i hendes soveværelse, mens hendes mand var til stede(!). Hvordan Laura Foster kom ind i billedet er stadig en blå gåde, ligeså hvorfor ingen ledte efter hende de første tre måneder, hun havde ligget myrdet i skoven. For slet ikke at tale om: hvem myrdede hende? Retssagen synes fuld af misforståelser og spørgsmål, der ikke er blevet stillet. Se også disse links: http://www.blueridgecountry.com/archive/tom-dooley.html http://da.wikipedia.org/wiki/Tom_Dooley

Så kørte vi over floden, gennem byen, der viste sig at kunne prale af en Third Street og op i retning af Blue Ridge Parkway som vi nåede efter en del genvordigheder og en lang række baptistkirker. Efter to pragtfulde udsigter til kørte vi fra omkring milemark 293 og nåede den lille idylliske by Blowing Rock, hvor vi spiste på en engelsk pub og så på mange sjove ting og utraditionelle forretninger, indtil vi fandt Tanger Outlet, hvor vi ville shoppe. Vi opgav at køre til Stateville, hvor Tom Dooley var fængslet 1867-68, og hvor han blev henrettet: hængt i en pæl på baneterrænet fra ladet på en kærre. Glem alt om ”down in some lonesome valley hanging from a white oak tree”!

Derfra kørte vi til Spartansburg SC via Hickory2. Gwen, receptionisten på Hampton Inn, anbefalede os Copper River Grill i Boiling Springs, hvor hun gerne kommer med sin boy friend. Trey, den muntre, intelligente og meget opmærksomme tjener, ledte os igennem det mest velsmagende måltid hidtil. Krabbesuppe og krabbefyldt flynder, hvor vi efter Treys behørige advarsler om portionernes størrelse spiste ½ portion hver. Dertil et glas Nathanson Creek hvidvin og 2 Botanisk navn. Træet hedder bitternød på dansk. Veddet er hårdt og bruges til bl. a. værktøjsskafter. Jf. firmanavnet Hickory.

til sidst et par kæmpe-desserter, hvor vi efter at have overhørt Treys behørige advarsler (”They are HUGE!”) klarede mindre end halvdelen. Omgivelserne var storartede, tjeneren i top, mad og drikke overdådige. Gwen blev rost for sit gode råd.

fredag 9. oktober

Overnatning indtil mandag: hos Benjamin og Joy Warren, 14 Wild Ivy Run Hendersonville, NC 28792.

Spisesteder: Morgenmad på hotellet. Frokost: McDonald’s 251 Asheville Hwy Brevard, NC 28712. Middag i B&Js golfklub.

Undtagelsesvis ikke en solskinsdag. Regn både morgen og aften. Vi kørte til Greenville og nordpå ad 276 med det formål at nå Great Smoky Mountains med Cherokee-reservatet før returen til Hendersonville NC ”om eftermiddagen”. Det var nok noget af en mundfuld, især da vi havde koblet Margrethe fra. Med megen møje og ad flere vildspor nåede vi Rosman på 178 ved 14-tiden. På dette tidspunkt var der beskeder fra Benjamin og Joy på telefonen, og Great Smoky Mountains måtte skrives på tabslisten. Vi skiftede kurs og kørte regulært med Margrethe tændt via Brevard mod Hendersonville. Stor var derfor forbløffelsen, da Margrethe forlangte højresving og kørsel mellem villahaver, men det viste sig at være vejen til Benjamin og Joy. På et par hundrede meters afstand gik ”hun” imidlertid agurk og drønede rundt med os i koncentriske cirkler i over en halv time indtil vi endelig nåede 14 Wild Ivy Run. Benjamin og Joy kom ud og tog hjerteligt imod os sammen med hunden Monet.

Vi hyggede os med vin og andet på altanen over vores gæstelejlighed, der i øvrigt også har del i altan- og trappesystemet hele huset rundt i tre etager. Naboen Jane kom med hunden Bailey. Om aftenen spiste vi i golfklubben et par hundrede meter væk.

Joy hører til eliten: fik Hole in One ved Hole #4, 30. april i år. Maden var fin, men ikke på højde med højderne i SC. Benjamin betalte.

lordag 10. oktober

Spisesteder: Champa 437 N Main St. Hendersonville, NC 28792. The Black Bear Coffee Company 318 N Main St, Hendersonville, NC 28792.

Dagen begyndte med fornem morgenmad. Græsk yoghurt, frugt, stærk kaffe, bacon og æg (over easy!1) og toast. Og så hos jøder - og på en sabbat! Derpå en rask morgenspadseretur med Elin, Joy og Monet. Benjamin gik hjem, da det begyndte at regne. Bagefter tur til Hendersonville med besøg hos en række butikker med kunsthåndværk og en enkelt billedkunstner fra Colorado, som malede med farvet bivoks. Elin og jeg gav frokost hos en japaner, en sushi-restaurant, der også kunne andet, med japansk øl af mærket Kirin. Derfra tog vi ud i æbleplantagerne, som NC er berømt for. Her købte Benjamin og Joy Red Roman-æbler til æblepie og æblecider. Tilbage i Hendersonville gik vi på Black Bear Cafe og gik på nettet. Benjamin gav kaffe.

Jeg fik Jamaican-me-crazy som er meget velsmagende. Vi købte pizzaer i Bobs restaurant. Bob er husets ven, og det var også ham, der havde anbefalet japaneren, god og meget billig. Mens vi ventede på pizzaerne sad vi i baren, hvor damerne fik rødvin og Benjamin – og især jeg – fik lokal brown beer. Hjemme spillede vi talspillet Rummikub og spiste pizzaerne. Jeg fik Rasputin Russian Stout og ellers drak vi rødvin til.

1

Det hedder det altså faktisk. Ligesom i filmen MICHAEL, den om den forfløjne ærkeengel. http://www.imdb.com/title/tt0117038/

sondag 11. oktober

Spisested: The Stable Cafe, Biltmore Estate 1 Approach Road Asheville, NC 28803. Mona Lisa An authentic Italian bistro 785 North Church Street Hendersonville, NC 28792.

Straks efter morgenmad med velsmagende lokale pandekager kørte Elin og jeg nordpå til Biltmore Estate i Asheville, som vi beså til tonerne af $ 55 pr. næse. Meget flot park og hus i fransk chateau-stil fra cirka 1890, bygget af George Washington Vanderbilt II (1862-1914) fra New York, en stor forretningsmands yngste søn, der havde tid til at fordybe sig i kunst, landbrug, havebrug og vinavl. Det kan derfor ikke undre, at hans gigantiske ”lysthus” Biltmore Estate er udstyret med en fornem kunstsamling og har en interessant indretning1. Oprindelig lå huset, der er den største privatbolig i USA, stort set ved verdens ende, men udviklingen har gjort den til et smørhul, et velkomment stort grønt område i det industrialiserede Asheville. Faktisk er grunden på 506 km2, omtrent som Falster. Dvs. at det ville tage en uge at komme grunden rundt på hesteryg. Vi havde især stor fornøjelse af at besøge deres Winery med egne udsøgte vine og produktionshaller, salg m. v.

Senere var vi hos boghandleren i Blue Ridge Mall, Hendersonville og så på den bog, Joy havde anbefalet mig, Team of Rivals: The Political Genius of Abraham Lincoln by Doris Kearns Goodwin, men købte den ikke. For tung at have med i bagagen.

Endnu senere sad vi på en bænk uden for The Black Bear, nassede på deres trådløse internet og mailede lidt, samt reserverede turens sidste hotel, Hampton Inn Atlanta Airport. Vel hjemkommet hyggede vi os med Benjamin og Joy over et glas vin med speciel ost og snacks af dadel omvundet med bacon. Endnu senere var vi på Mona Lisa, en italiensk restaurant, hvor servitricen lignede Pippi Langstrømpe, og vi spiste herligt mør lammekølle og andet godt med god rødvin til.

1

Se hjemmesiden http://www.biltmore.com/

mandag 12. oktober

Hotel: Hampton Inn Atlanta Airport 1888 Sullivan Road, College Park, Atlanta, GA 30337.

Spisesteder: Morgenmad hos vore gode værtsfolk. Frokost: Bojangles’ #443 1107 West Faris Rd, Greenville, SC 29607. Aftensmad på hotellet.

Columbus Day. Begyndte med styrtregn og morgenmad, bestående af kaffe, orange juice, græsk yoghurt og frisk frugt. Derpå systematisering og pakning, mens Benjamin og Joy var til workout i vores bil, der stadig stod og spærrede garageindkørselen.

Fin tur til Atlanta trods regnen. The scenic route I-25 var smuk, selv i regnvejr, og selvom vi faktisk kom en uge for tidligt over hele linjen til at se rigtig flammende efterårsfarver. Regnen holdt op i South Carolina, hvor vi kom ind på I-85. I Georgia, som ved stateline præsenterer sig som Glad Georgia On Your Mind, begyndte det atter at småfistre lidt. Atlanta er imponerende stor, 5 mio. indbyggere, med skyline og det hele. Den modgående trafik lyste som en guirlande i det mørke vejr. Det blev ikke til meget med at se locations fra min gamle yndlings- og kultfilm ”Smokey and the Bandit”1 fra 1977, som helt og holdent er optaget i og omkring Atlanta. Dog går I-85 lige forbi The Fair Grounds, hvor filmen begynder og ender.

Hampton Inn Atlanta Airport ligger lige under startende og landende fly. Lufthavnen er USAs og dermed verdens travleste.

Da vi kom til hotellet, var der buffet i loungens morgenmadsniche: en lækker kødsovs med boller, man kunne riste, ost, syltede agurker og chips (fra en pose!). Meget delikat og godt. De to smarte unge afroamerikanske herrer, der passede front desk gav os billetter til 4 alkoholiske drinks. Så vi fik både hvid og rød vin til. Sent på aftenen fik vi med stort besvær lavet en 1

http://www.imdb.com/title/tt0076729/

indtjekning til den næste dag via internettet. Da front desk mente, det kunne tage timer at droppe en bil, afleverede vi vores kære Toyota Avalon hos Alamo ved midnatstid. Alamos vagthavende, en kraftig afroamerikansk dame med hår farvet lysegult og et både venligt og effektivt væsen, noterede mileage til 27441. Altså fik vi kørt 3.041 miles = 4.894,02 km. Hun viste os hen til lufthavns-shuttelen, der bragte os op, hvor hotellernes shutteler lægger til. Receptionisterne havde fortalt os, at chaufføren hed Roderick, og da vi fandt hotelnavnet udenpå og en pragtfuld og lystig Roderick indeni, lod vi os føre tilbage til hotellet på 5 minutter.

Benjamin havde sagt, at når hjemturen var kalkuleret en time længere, er det fordi rutefly til Europa altid går op langs østkysten til Newfoundland og derpå i en bue syd om Grønland og Island til Irland og Frankrig. Den ekstra time er simpelthen flyvetiden fra Atlanta til Boston.

tirsdag 13. oktober

Spisested: Hartsfield Hospitality - Le Petit Bistro Terminal T Atlanta, GA 30066.

Efter en god morgenmad inkluderet i hotelprisen, som ellers i Sydstaterne, serveret af ”Miss Jules”, der også havde været tjenstgørende om aftenen, gik vi lidt rundt og hyggede os, kiggede på trækkende canadagæs, der lige skulle smage Atlantas græs, og startende og landende fly, til Rodericks kvindelige modpart kom og kørte os til lufthavnsterminalen. Der droppede vi vores bagage og gik igennem security, spiste en kedsommelig frokost og ventede ved gaten. Om bord fik vi lidt sove-/ hvileudstyr og et lidt bedre Delta-måltid, prøvede at sove, prøvede at sove og prøvede at sove.

onsdag 14. oktober

Spisested: HMSHost Hamburg Restaurant Mercato Hamburg Airport Fuhlsbüttel.

I Paris før en vis mand fik skoene på ilede vi fra flyet og over mod de fjerne egne, hvor Hamburg-flyet skulle gå, gennem security, hvor hele proceduren efterhånden var meget velkendt, for at få et boarding pass til Hamburg-flyet. Det havde hverken kunnet klares på nettet eller i Atlanta. Her måtte vi igennem en del fransk bureaukrati, før vi forstod, hvad der skulle gøres, men så lykkedes det også straks og uden ventetid. Vi kunne sætte os hen i ro og mag og vente ved gaten. Vi havde god tid i Fuhlsbüttel før bussen skulle komme, så vi spiste en stor og god frokost i restauranten, før vi gik ud og lod os transportere hjem med vores stentunge oppakning.

Vi var opmærksomme på klimaforskellen: Europa var blevet iskoldt mens vi havde været væk, så vi havde taget både undertrøje og trøje på.

Det skulle vise sig at være en klog disposition, selvom vi kom hjem til klart og smukt vejr.

Således opbygget fra primitive notater, kradset ned undervejs.