KIRKE OG KÆRLIGHED I 1300-TALLET

Komponisterne Guillaume de Machaut (ca. 1300-1377) og Francesco Landini (ca. 1325–1397) er de to største navne i 1300-tallets musik. Begge var interessante skikkelser på flere områder, ikke kun på musikkens. Både for Machaut og Landinis vedkommende var de anerkendte filosoffer og digtere i deres sam- og eftertid, og de satte selv musik til den store produktion af lyrik, som de selv stod bag hver især.

Machaut er formentlig født i den nordfranske by Reims omkring år 1300, hvor han fik sin uddannelse og blev præsteviet som ganske ung. De første 30 år af sit liv besad han forskellige gejstlige hverv, mens han også arbejdede som sekretær for den krigslystne hertug Johan af Luxemborg. Det var en turbulent tid, hvor pesten lagde et tungt tæppe af død over Europa, og hvor de politiske magtforhold blev omkalfatret. Denne politiske udvikling kan om ikke forklare, så perspektivere den kunstneriske og åndelige udvikling i middelalderens sidste århundrede.

Machaut (til højre) skildret i parisisk manuskript fra 1350. Machaut fik selv trykt al sin musik i smukt ornamenterede samlinger.

Siden begyndelsen af 1000-tallet havde kejser- og pavedømmet kæmpet en bitter kamp om magten i Europa. Kirken ønskede at skabe en universel verdensorden med kristendommen og Paven som øverste magt, men i takt med at fyrstendømmer og kongemagter op gennem 1200-tallet fik stigende økonomiske kræfter og nationalistiske interesser, tabte kirken politisk momentum. Universalismen – altså kirkens idé om en samlet kristen verden – blev kraftigt udfordret ikke kun af fyrsterne, men også af de åndelige institutioner omkring universiteterne, som kirken selv understøttede økonomisk. Adskillelsen mellem kirke og stat blev et tema allerede i 1300-tallet; bragt frem af intellektuelle, kunstnere og filosoffer, og understøttet af de verdslige magter (konge og fyrster).

Kirkens universelle verdenssyn i 11- og

1200-tallet havde også sat sine spor på musikken. Forestillingen om en kristen enhedskultur over hele verden stillede strenge krav til liturgi og musikudøvelse. Den gregorianske enstemmige munkesang var grundstammen i kirkemusikken fra tidlig tid. Musikken skulle tjene teksten, absolut ikke omvendt, så kirken så med lige dele skepsis og nysgerrighed på komponisternes eksperimenteren med musikalsk flerstemmighed (polyfoni). Disse eksperimenter havde sit arnested omkring Notre Dame i Paris, hvor polyfonien nærmest eksploderede og spredte sig overalt op gennem 1200-tallet. Komponisterne fik altså en smule musikalsk råderum – det var jo ingen synd at forstærke budskabet med musikalske virkemidler –, men musikken måtte absolut ikke distrahere lytteren og tryllebinde øret med harmonisk flerstemmighed.

Med decentraliseringen af magten i 1300-tallet og kirkens autoritetstab, blev der også skabt rum for en musikalsk udvikling. Denne periode kender vi ofte som Ars Nova (den nye kunst). Ars Nova-tiden blev indstiftet med en række musikteoretiske traktater, ikke mindst Ars novae musicae skrevet af Phillipe de Vitry i 1319, hvor nye musikalske notationsformer, gav komponisterne nye muligheder. Musikken blev mere kompleks og virtuos med helt nye rytmiske mønstre, ofte stramt struktureret i de underste stemmer og med en eller flere lyriske overstemmer. Kirkens konservatisme og fyrstemagtens hang til kunstnerisk luksus, betød at den musikalske udvikling overvejende fandt sted uden for kirken, hvor folkemusik og troubadoursang var stor inspiration for komponisterne. Nu kunne disse overvejende folkelige, danseinspirerede musikalske former med den nye kunst konciperes teoretisk, nedfældes på papir, og sættes ind i mere professionelle musikalske rammer.

Guillaume de Machaut (ca. 1300-1377) efterlader sig en stor samling verdslige chansons’er og motetter, og til trods for at Paven bandlyste de nye musikalske strømninger, finder vi hos Machaut en ganske enestående 4-stemmig tonesætning af hele den katolske messe (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus dei og Ite, missa est). Messe de Nostre Dame er komponeret omkring 1365 til Notre Dame-katedralen i Reims, hvor Machaut var ansat de sidste 40 år af sit liv. Værket overgår både i form og skønhed al anden musik i Ars Nova-perioden og netop denne måde at gennemkomponere en fuld messe med et cyklisk tema, dannede skole for komponister op gennem 14- og 1500-tallet.

Den åndelige bevægelse, der finder sted i slutningen af 1200-tallets storpolitiske konfliktfelter, markerer overgangen fra den sorte middelalders undertrykkende menneskesyn til renæssancens mere individualistisk orienterede filosofi. Dette kom allertydeligst til udtryk med Dantes (1265-1321), Petrarcas (1304-1374) og Boccaccios (1313-75) litterære humanisme, som havde enorm indflydelse på åndslivet. Men også Machaut selv var repræsentant for denne strømning på den franske side af grænsen. Humanismens betoning af det individuelle menneske dannede grundlag for en mere personlig lyrik og poesi. Her indtager Machaut en markant plads.

Hvis der var noget, der rangerede højere end kærlighed i senmiddelalderen, var det at synge og skrive om kærlighed. Sådan havde det været, siden det kom på mode for en ægte ridder, ikke at vælte sin kvinde omkuld i laden, men at vælte hende omkuld med smukke melodier og skøn lyrik. Det var ikke ualmindeligt, at kvinden i disse høviske relationer var af højere rang end ridderen, da hun enten var hustru til en korsfaren borgherre, en datter heraf etc. Et reelt forhold (seksuelt eller ej) mellem ridderen og hans elskede, var der altså sjældent lagt op til. Snarere var det uopnåeligheden i relationen, der var tema for sangene. Den uopnåelige kærlighed har til alle tider fungeret som inspiration for store kunstnere, og Machaut er ingen undtagelse. I hans store epos Le voir dit (Det sande digt) fra 1365, møder vi en gammel digter, der har forelsket sig i en ung adelskvinde. Digtet på 9094 verselinjer priser i floromvundne vendinger den unge kvindes dyder og skønhed, og hvordan disse attributter i nærvær og fravær inspirerer kunstneren. Kunstneren er såmænd Machaut selv, som var i 60’erne og den unge kvinde er den 19-årige adelskvinde Péronne d’Armentières. Forholdet var med gode grunde dødfødt fra starten, men produktet af denne uforløste kærlighed har

Machaut heldigvis givet videre til eftertiden, så vi kan nyde den i dag.

Musikken omkring Troubadoursangene og den høviske kærlighedsdigtning havde en italiensk pendant i 1300-tallet. Her går periodens musik under navnet italiensk trecento-stil. Musikken var inspireret af den franske Ars Nova, men afveg fra den på en række punkter. Den italienske trecento er mere lyrisk i sin form, mindre rytmisk, og de hurtige noder bærer præg af naturlig vokal udsmykning frem for at give komponisten muligheder for at notere avancerede melodier.

Mens den franske økonomi led frygteligt på grund af den lange krig med englænderne, oplevede man i Italien et eksplosivt økonomisk opsving. I kølvandet på korstogene blomstrede særligt de norditalienske og toscanske bystater op, og kulturen blev brugt at de rige fyrster og købmænd til at vise, hvor magtfulde de var. I denne opblomstring finder vi ”den blinde florentiner” Francesco Landini (ca. 1325 – 1397). Han mistede synet som barn angiveligt på grund af en koppevirus, så hans muligheder ”begrænsede” sig fra barnsben til åndelige discipliner; ud over sin berømmelse som musiker, var han en anerkendt filosof og poet i det humanistiske miljø i Firenze. Han var i modsætning til andre komponister gennem tiderne aldrig afbilledet med pen og papir, men altid med sit lille transportable orgel, som også gav ham tilnavnet Francesco degli Organi.

Landinis anerkendelse i samtiden er svær at undervurdere. Som orgelvirtuos var han kendt vidt og bredt, og som troubadour ud i verdslige sange har han angiveligt opnået popstjerne-status i den toscanske metropol. Vi har i dag hele 150 værker fra Landinis hånd, som udgør mere end en tredjedel af den italienske trecento-musik fra perioden! Det er ofte små sange, to- og tre-stemmige madrigaler og ballata’er, som er Landinis foretrukne stil, og teksterne er i de fleste tilfælde hans egne.

Man kan sige, at Machaut og Landini var nogle af de første renæssancemennesker i deres respektive lande. De dannede skole for eftertiden og står i dag som de mest centrale komponistpersonligheder fra perioden. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan kulturlivet i Frankrig og Italien gennemgik en så kraftig opblomstring i skyggen af senmiddelalderens pestepidemier, men måske er det netop kunst og kultur, som kriserne kræver. Heldigt at vores to hovedpersoner kom levende igennem og fik så lange og betydningsfulde liv. Og heldigt, at de stadig kan gøre sig gældende den dag i dag.

Christian Tobiassen