Kulturen og det sociale liv

Flemming B. Olsen (red.)

Kulturen og det sociale liv Psykologi足fagets grundbog

Frydenlund

Flemming B. Olsen (red.)

Kulturen og det sociale liv Psykologi足fagets grundbog

Frydenlund

12

Forord har de forskellige forfattere forsøgt at præsentere det samme perspektiv på psykologiske forklaringer − med det formål at skabe sammenhæng i indholdet. Det skal påpeges, at flere af forfatterne meget eksplicit giver udtryk for deres egne opfattelser og konklusioner. Dette kan ses som en styrke som grundlag for at fortsætte diskussionen og den selvstændige stillingtagen blandt bogens læsere, idet det selvfølgelig skal pointeres, at der ikke på nogen måde er tale om ”sandheder”.

Foruden at være en grundbog for faget psykologi er det samtidig håbet, at bogen kan anvendes i tværfaglig undervisning. Det er dermed ønsket, at bogen både kan perspektivere den videnskabelige psykologi til hverdagslivet og perspektivere psykologi til andre fag.

13

Del 1

Livet i det senmoderne vestlige samfund

Kulturens rolle Læringspsykologi

Socialpsykologi

Flemming B. Olsen

Basis Personlighedspsykologi

Social konstruktionisme

Udviklingspsykologi

12

Forord har de forskellige forfattere forsøgt at præsentere det samme perspektiv på psykologiske forklaringer − med det formål at skabe sammenhæng i indholdet. Det skal påpeges, at flere af forfatterne meget eksplicit giver udtryk for deres egne opfattelser og konklusioner. Dette kan ses som en styrke som grundlag for at fortsætte diskussionen og den selvstændige stillingtagen blandt bogens læsere, idet det selvfølgelig skal pointeres, at der ikke på nogen måde er tale om ”sandheder”.

Foruden at være en grundbog for faget psykologi er det samtidig håbet, at bogen kan anvendes i tværfaglig undervisning. Det er dermed ønsket, at bogen både kan perspektivere den videnskabelige psykologi til hverdagslivet og perspektivere psykologi til andre fag.

13

Del 1

Livet i det senmoderne vestlige samfund

Kulturens rolle Læringspsykologi

Socialpsykologi

Flemming B. Olsen

Basis Personlighedspsykologi

Social konstruktionisme

Udviklingspsykologi

14

Livet i det senmoderne vestlige samfund

15

Livet i det senmoderne vestlige samfund Carsten René Jørgensen I de sidste 20-30 år er de vestlige samfund blevet ”Den, der får lov til at gøre præcis, hvad han vil, løber forandret hurtigere end nosnart hovedet mod en mur af lutter forvirring. Den, der gensinde. En overskrift for kan skaffe sig, hvad han vil, véd snart ikke, hvad han udviklingen af de moderne skal ønske sig” (Robert Musil – ’Manden uden egensamfund kunne være: Den skaber’, 1952). kulturelle frisættelse af det enkelte menneske. Denne kulturelle frisættelse, som gør det muligt for den enkelte at skabe sit eget liv og realisere sine egne forestillinger om, hvad der er et godt liv, hænger bl.a. sammen med, at religionernes magt over det enkelte individ er svækket, at familiens, slægtens og traditionernes indflydelse på det enkelte menneskes liv er langt mindre, og at man ikke længere i samme grad er bundet til nogle bestemte roller og livsforløb, blot fordi man er kvinde eller mand.

De fleste opfatter umiddelbart udviklingen i de moderne samfund som en lang række af klare fremskridt. Men der er tale om fremskridt, som også har omkostninger for det enkelte menneske, hvilket man bl.a. kan se ved, at en del tyder på, at flere og flere både yngre og ældre får psykiske vanskeligheder og i perioder kan have svært ved at finde sig til rette i livet. I de seneste årtier er forandringen af de moderne samfund gået hurtigere og hurtigere, og vigtige elementer i de moderne samfund – såsom industrialiseringen, urbaniseringen (dette at stadig flere bor i byen) og den stigende velstand – er blevet forstærket. Som et forsøg på at sætte ord på denne accelererende udvikling og forstærkningen af tendenser i det moderne samfund er man begyndt at tale om, at vi nu lever i et ’senmoderne’ samfund. Når kulturen forandrer sig så hurtigt, bliver det stadig vanskeligere for forældre at opdrage deres børn. De risikerer at opdrage deres børn til en kultur og en verden som ikke længere eksisterer eller er blevet overhalet indenom af udviklingen, når deres børn bliver voksne.

Samtidig kan mange forældre have vanskeligt ved at forstå

14

Livet i det senmoderne vestlige samfund

15

Livet i det senmoderne vestlige samfund Carsten René Jørgensen I de sidste 20-30 år er de vestlige samfund blevet ”Den, der får lov til at gøre præcis, hvad han vil, løber forandret hurtigere end nosnart hovedet mod en mur af lutter forvirring. Den, der gensinde. En overskrift for kan skaffe sig, hvad han vil, véd snart ikke, hvad han udviklingen af de moderne skal ønske sig” (Robert Musil – ’Manden uden egensamfund kunne være: Den skaber’, 1952). kulturelle frisættelse af det enkelte menneske. Denne kulturelle frisættelse, som gør det muligt for den enkelte at skabe sit eget liv og realisere sine egne forestillinger om, hvad der er et godt liv, hænger bl.a. sammen med, at religionernes magt over det enkelte individ er svækket, at familiens, slægtens og traditionernes indflydelse på det enkelte menneskes liv er langt mindre, og at man ikke længere i samme grad er bundet til nogle bestemte roller og livsforløb, blot fordi man er kvinde eller mand.

De fleste opfatter umiddelbart udviklingen i de moderne samfund som en lang række af klare fremskridt. Men der er tale om fremskridt, som også har omkostninger for det enkelte menneske, hvilket man bl.a. kan se ved, at en del tyder på, at flere og flere både yngre og ældre får psykiske vanskeligheder og i perioder kan have svært ved at finde sig til rette i livet. I de seneste årtier er forandringen af de moderne samfund gået hurtigere og hurtigere, og vigtige elementer i de moderne samfund – såsom industrialiseringen, urbaniseringen (dette at stadig flere bor i byen) og den stigende velstand – er blevet forstærket. Som et forsøg på at sætte ord på denne accelererende udvikling og forstærkningen af tendenser i det moderne samfund er man begyndt at tale om, at vi nu lever i et ’senmoderne’ samfund. Når kulturen forandrer sig så hurtigt, bliver det stadig vanskeligere for forældre at opdrage deres børn. De risikerer at opdrage deres børn til en kultur og en verden som ikke længere eksisterer eller er blevet overhalet indenom af udviklingen, når deres børn bliver voksne.

Samtidig kan mange forældre have vanskeligt ved at forstå

16

Del 1

Livet i det senmoderne vestlige samfund Enten søger de deres egne grænser ved at dyrke ekstremsport (elastikspring, faldskærmsudspring osv.) eller på anden måde at afprøve, hvor langt de kan presse sig selv (løfte mere jern, løbe hurtigere, spise mindre osv.). Og i de mere ekstreme tilfælde er der mennesker, som skader sig selv – skærer/stikker nåle i sig selv, brændemærker sig selv – bl.a. for at kunne mærke deres egen krops grænser. Andre søger ind i ekstreme religiøse bevægelser, hvor der er meget klare grænser og stramme regler for, hvad man skal og ikke må. Noget kunne altså tyde på, at vi både stræber efter at nedbryde grænser og søger grænser.

Efterhånden bor der i de fleste vestlige lande mennesker fra mange forskellige kulturer, som må finde ud af at leve sammen. Når et samfund bliver multikulturelt, kan det blive vanskeligere at tale om, at alle har fælles værdier, mål og forestillinger om, hvad der er det gode og rigtige. V i bliver løbende konfronteret med, at vores egen måde at forstå verden og os selv på langtfra er den eneste mulige, og at der er mange andre måder at leve sit liv på. For nogen er dette en berigelse, andre oplever det som en alvorlig provokation og en trussel imod deres verden. Nogle elsker mangfoldigheden i det såkaldt ’multikulturelle samfund’, andre kæmper for at forsvare ’danskheden’ og danske værdier imod, hvad de oplever som trusler fra fremmede kulturer.

Ny teknologi såsom satellitba­ serede mobiltelefoner, SMS-sy­ stemer og internet har gjort, at vi nemt kan komme i kontakt med hinanden og kommuni­ kere over store afstande.

Foto: Polfoto.

unges liv og ungdomskulturen. Og de kan få svært ved at bevare en god kontakt med og rådgive deres børn, når de bliver unge. I forlængelse heraf kan man, når man er ung, være nødt til at søge sit modspil og sine forbilleder hos jævnaldrende eller i mediernes mange ’stjerner’.

Den globale verden Verden er blevet globaliseret, hvilket bl.a. betyder, at både mennesker og varer uden det store besvær kan bevæge sig fra den ene side af Jorden til den anden på ganske kort tid.

Ny teknologi såsom satellitbaserede mobiltelefoner, SMSsystemer og internet har gjort, at vi nemt kan komme i kontakt med hinanden og kommunikere over store afstande – men også at det er blevet langt sværere at få fred og undslippe hverdagens mange opgaver. Mange af de grænser der tidligere har været for markedet og menneskets frihed er blevet fjernet, og der er nu en tendens til, at enhver grænse og begrænsning af markedet og friheden opleves som en provokation, der må bekæmpes. Samtidig med at der bliver stadig færre grænser for menneskets frihed, ser vi en tendens til, at mange mennesker på forskellig vis selv søger grænser.

17

Med al den nye kommunika­ tionsteknologi er det blevet langt sværere at få fred og undslippe hverdagens mange arbejdsopgaver.

16

Del 1

Livet i det senmoderne vestlige samfund Enten søger de deres egne grænser ved at dyrke ekstremsport (elastikspring, faldskærmsudspring osv.) eller på anden måde at afprøve, hvor langt de kan presse sig selv (løfte mere jern, løbe hurtigere, spise mindre osv.). Og i de mere ekstreme tilfælde er der mennesker, som skader sig selv – skærer/stikker nåle i sig selv, brændemærker sig selv – bl.a. for at kunne mærke deres egen krops grænser. Andre søger ind i ekstreme religiøse bevægelser, hvor der er meget klare grænser og stramme regler for, hvad man skal og ikke må. Noget kunne altså tyde på, at vi både stræber efter at nedbryde grænser og søger grænser.

Efterhånden bor der i de fleste vestlige lande mennesker fra mange forskellige kulturer, som må finde ud af at leve sammen. Når et samfund bliver multikulturelt, kan det blive vanskeligere at tale om, at alle har fælles værdier, mål og forestillinger om, hvad der er det gode og rigtige. V i bliver løbende konfronteret med, at vores egen måde at forstå verden og os selv på langtfra er den eneste mulige, og at der er mange andre måder at leve sit liv på. For nogen er dette en berigelse, andre oplever det som en alvorlig provokation og en trussel imod deres verden. Nogle elsker mangfoldigheden i det såkaldt ’multikulturelle samfund’, andre kæmper for at forsvare ’danskheden’ og danske værdier imod, hvad de oplever som trusler fra fremmede kulturer.

Ny teknologi såsom satellitba­ serede mobiltelefoner, SMS-sy­ stemer og internet har gjort, at vi nemt kan komme i kontakt med hinanden og kommuni­ kere over store afstande.

Foto: Polfoto.

unges liv og ungdomskulturen. Og de kan få svært ved at bevare en god kontakt med og rådgive deres børn, når de bliver unge. I forlængelse heraf kan man, når man er ung, være nødt til at søge sit modspil og sine forbilleder hos jævnaldrende eller i mediernes mange ’stjerner’.

Den globale verden Verden er blevet globaliseret, hvilket bl.a. betyder, at både mennesker og varer uden det store besvær kan bevæge sig fra den ene side af Jorden til den anden på ganske kort tid.

Ny teknologi såsom satellitbaserede mobiltelefoner, SMSsystemer og internet har gjort, at vi nemt kan komme i kontakt med hinanden og kommunikere over store afstande – men også at det er blevet langt sværere at få fred og undslippe hverdagens mange opgaver. Mange af de grænser der tidligere har været for markedet og menneskets frihed er blevet fjernet, og der er nu en tendens til, at enhver grænse og begrænsning af markedet og friheden opleves som en provokation, der må bekæmpes. Samtidig med at der bliver stadig færre grænser for menneskets frihed, ser vi en tendens til, at mange mennesker på forskellig vis selv søger grænser.

17

Med al den nye kommunika­ tionsteknologi er det blevet langt sværere at få fred og undslippe hverdagens mange arbejdsopgaver.

18

En del tv laves for at underhol­ de og sælge reklamer, der kan skabe overskud til stationernes ejere.

Del 1

Massemedierne De sidste ti år har vi set en voldsom eksplosion i udbredelsen af massemedier. Udbredelsen af internettet og de mange nye tv-kanaler har bl.a. betydet, at det enkelte menneskes verden på en og samme tid både er blevet meget større og meget mindre, og at vi har en langt større viden om verden end tidligere. På den måde er dele af verden bliver mere kompliceret og sværere at overskue for den enkelte, og det er blevet meget vigtigt, at man formår at have tillid til andre mennesker. Hver dag kan vi i tv se billeder af ulykker, katastrofer og vigtige begivenheder fra alverdens lande. V i har adgang til meget store mængder informationer, som vi hver især må sortere, sætte sammen og få til at give mening. Det er op til os selv at beskytte os imod for mange og for overvældende informationer og billeder af død og ødelæggelse. V i må lave vores eget lille ’filter’ til at sortere i de mange indtryk.

De fleste mennesker har fået adgang til langt flere tv-kanaler. Samtidig er hovedindholdet i de mange tv-kanalers udsendelser blevet forandret. Tidligere var det et vigtigt mål for de statsejede tv-stationer at oplyse (nogen vil sige belære eller indoktrinere) den brede befolkning, vise ekstraordinære begivenheder og skabe en form for fælles forståelse af virkeligheden. Nu er tendensen i højere grad, at tv laves for

Livet i det senmoderne vestlige samfund at underholde og sælge reklamer, der kan skabe overskud til stationernes ejere. Mange programmer viser ’almindelige’ menneskers liv og problemer, og en del tv-programmer forsøger at opdyrke, forstærke og udstille (underholdende) konflikter imellem forskellige personer eller grupper i samfundet.

Desuden er der opstået en ny form for livsstilsprogrammer, der handler om boligindretning, shopping, og hvordan man skal passe sin have. Her kan vi få gode råd om ’det gode og rigtige liv’. Massemedierne har endvidere bidraget til, at grænsen imellem det offentlige og det private liv er blevet forrykket og på nogle punkter truer med at gå i opløsning.

Det ser man eksempelvis, når visse aviser og tv-udsendelser fortæller om intime detaljer fra kendte menneskers privatliv.

Eller når vi i de mange realityshows ser ’alt’, hvad der udspiller sig imellem de medvirkende, og intet er for privat eller for banalt til at blive vist i tv. I forlængelse af dette er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte man i bussen, i toget, på cafeen eller andre offentlige steder ser mennesker, der fører meget intime telefonsamtaler, uden at de tilsyneladende bekymrer sig om, hvor mange der får indblik i deres sexliv, deres mors kræftsygdom eller deres følelser over for kæresten eller veninden. Dette kan bl.a. ses som udtryk for, at grænsen for, hvad man kan, når man er sammen med fremmede, er væsentligt forandret.

Fra de store til de små fortællinger Som mennesker har vi et grundlæggende behov for at opleve, at verden hænger sammen, og at der er en mening med det, vi oplever. Når verden bliver større, langt mere kompliceret og sværere at overskue, bliver det vanskeligere at skabe en sådan oplevelse af, at livet og verden hænger sammen og giver mening. Nogle henter hjælp i de religiøse fortællinger (Bibelen, Koranen osv.), som kan give en oplevelse af, at der er en form for sammenhæng og dybere mening i verden og menneskelivet. Mange moderne mennesker oplever imidlertid, at de religiøse fortællinger har mistet deres kraft og er kommet ud af trit med deres liv. Når man ikke kan tro på de store religiøse fortællinger, og man i øvrigt ikke har den store tiltro til de mennesker, der tidligere blev tillagt en vis autoritet (ældre mennesker, præsten eller andre højt uddannede osv.), er man i højere grad henvist til at selv at skabe en oplevelse af, at livet er meningsfuldt og hænger sammen. En måde at håndtere denne opgave på kan være, at man skaber sin egen lille fortælling om sig selv og sit eget liv – hvor kommer jeg fra, hvem er jeg, og hvordan er jeg blevet, som jeg er? Hvis man ikke selv kan klare at skabe sin egen lille

19

18

En del tv laves for at underhol­ de og sælge reklamer, der kan skabe overskud til stationernes ejere.

Del 1

Massemedierne De sidste ti år har vi set en voldsom eksplosion i udbredelsen af massemedier. Udbredelsen af internettet og de mange nye tv-kanaler har bl.a. betydet, at det enkelte menneskes verden på en og samme tid både er blevet meget større og meget mindre, og at vi har en langt større viden om verden end tidligere. På den måde er dele af verden bliver mere kompliceret og sværere at overskue for den enkelte, og det er blevet meget vigtigt, at man formår at have tillid til andre mennesker. Hver dag kan vi i tv se billeder af ulykker, katastrofer og vigtige begivenheder fra alverdens lande. V i har adgang til meget store mængder informationer, som vi hver især må sortere, sætte sammen og få til at give mening. Det er op til os selv at beskytte os imod for mange og for overvældende informationer og billeder af død og ødelæggelse. V i må lave vores eget lille ’filter’ til at sortere i de mange indtryk.

De fleste mennesker har fået adgang til langt flere tv-kanaler. Samtidig er hovedindholdet i de mange tv-kanalers udsendelser blevet forandret. Tidligere var det et vigtigt mål for de statsejede tv-stationer at oplyse (nogen vil sige belære eller indoktrinere) den brede befolkning, vise ekstraordinære begivenheder og skabe en form for fælles forståelse af virkeligheden. Nu er tendensen i højere grad, at tv laves for

Livet i det senmoderne vestlige samfund at underholde og sælge reklamer, der kan skabe overskud til stationernes ejere. Mange programmer viser ’almindelige’ menneskers liv og problemer, og en del tv-programmer forsøger at opdyrke, forstærke og udstille (underholdende) konflikter imellem forskellige personer eller grupper i samfundet.

Desuden er der opstået en ny form for livsstilsprogrammer, der handler om boligindretning, shopping, og hvordan man skal passe sin have. Her kan vi få gode råd om ’det gode og rigtige liv’. Massemedierne har endvidere bidraget til, at grænsen imellem det offentlige og det private liv er blevet forrykket og på nogle punkter truer med at gå i opløsning.

Det ser man eksempelvis, når visse aviser og tv-udsendelser fortæller om intime detaljer fra kendte menneskers privatliv.

Eller når vi i de mange realityshows ser ’alt’, hvad der udspiller sig imellem de medvirkende, og intet er for privat eller for banalt til at blive vist i tv. I forlængelse af dette er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte man i bussen, i toget, på cafeen eller andre offentlige steder ser mennesker, der fører meget intime telefonsamtaler, uden at de tilsyneladende bekymrer sig om, hvor mange der får indblik i deres sexliv, deres mors kræftsygdom eller deres følelser over for kæresten eller veninden. Dette kan bl.a. ses som udtryk for, at grænsen for, hvad man kan, når man er sammen med fremmede, er væsentligt forandret.

Fra de store til de små fortællinger Som mennesker har vi et grundlæggende behov for at opleve, at verden hænger sammen, og at der er en mening med det, vi oplever. Når verden bliver større, langt mere kompliceret og sværere at overskue, bliver det vanskeligere at skabe en sådan oplevelse af, at livet og verden hænger sammen og giver mening. Nogle henter hjælp i de religiøse fortællinger (Bibelen, Koranen osv.), som kan give en oplevelse af, at der er en form for sammenhæng og dybere mening i verden og menneskelivet. Mange moderne mennesker oplever imidlertid, at de religiøse fortællinger har mistet deres kraft og er kommet ud af trit med deres liv. Når man ikke kan tro på de store religiøse fortællinger, og man i øvrigt ikke har den store tiltro til de mennesker, der tidligere blev tillagt en vis autoritet (ældre mennesker, præsten eller andre højt uddannede osv.), er man i højere grad henvist til at selv at skabe en oplevelse af, at livet er meningsfuldt og hænger sammen. En måde at håndtere denne opgave på kan være, at man skaber sin egen lille fortælling om sig selv og sit eget liv – hvor kommer jeg fra, hvem er jeg, og hvordan er jeg blevet, som jeg er? Hvis man ikke selv kan klare at skabe sin egen lille

19

204

Del 1

Udviklingspsykologi

Når barnet har behov for at blive beskyttet

Når barnet har behov for at blive behandlet som et selvstændigt væsen

Der bør lægges mest vægt på de lavere omsorgsniveauer

Der bør lægges mest vægt på de højere omsorgsniveauer

Følelsesmæssig omsorg: Barnet har brug for kontakt og for hjælp til følelsesregulering (se 224)

Følelsesmæssig omsorg: Den voksne må kunne acceptere det, når barnet viser, at det har brug for at være i fred

Pædagogisk omsorg: behov for at blive vejledt

Pædagogisk omsorg: behov for at blive anerkendt som selvstændig (ansvar for egen læring eller for eget liv)

Risiko hvis beskyttelsen overdrives: invadering, overservicering og overdirigering af barnet

Risiko hvis selvstændigheden overdrives, ved at barnet får lov at sejle sin egen sø eller bliver behandlet som en lille voksen: fysisk, følelsesmæssig eller pædagogisk omsorgssvigt

205

at bundgrænsen ligger relativt lavt. Ifølge disse forskere er det kun mindretallet, nemlig de omsorgssvigtede børn, der har fordel af forbedret omsorg og forældreevne, mens flertallet, nemlig børn, der lever i et normalt miljø, ikke har synderlig gavn af forbedret omsorg og forældreevne, fordi miljøet tilbyder tilstrækkelige ressourcer og beskyttelse. Hos disse børn er det deres arvelige egenskaber og deres erfaringer i gruppen af jævnaldrende børn, der spiller den afgørende rolle for deres udvikling.

Hvem har ret, de der hævder, at bundgrænsen ligger højt, og at omsorgskvaliteten betyder meget for de fleste børn, eller de, der hævder, at bundgrænsen ligger lavt, og at en forbedring af omsorgskvaliteten kun betyder noget for det mindretal af børn, der omsorgssvigtes?

Svaret er, at de to parter har fat i hver sin ende af sandheden. Løsningen på problemet er den skrå bundgrænse.

Den skrå bundgrænse Omsorgens kvalitet

Omsorgskvaliteten og den skrå bundgrænse Hvilken rolle spiller omsorgskvaliteten for barnets udvikling?

Her kan man nemt tro, at ’jo mere omsorgskvalitet, desto bedre er det for barnets udvikling’. Men så enkelt er det ikke. Der er snarere tale om en grænseværdi eller en bundgrænse. Hvis omsorgskvaliteten ligger under bundgrænsen, går det ud over barnets udvikling. Her vil en forbedring af omsorgskvaliteten være til fordel for barnets udvikling, men kun op til bundgrænsen. Over denne bundgrænse vil en yderligere forbedring af omsorgskvaliteten ikke have nogen væsentlig betydning for barnets udviklingsmuligheder. Man kan udtrykke denne regel således: Omsorgskvalitet er som vitaminer. Op til et vist niveau har alle mennesker godt af at få et tilskud af vitaminer. Men hvis ens ernæringstilstand er god nok, gavner det ikke synderligt at få et ekstra tilskud af vitaminer. Det gavner ikke at spise C-vitamin, hvis man i forvejen har fået tilstrækkeligt med frugt og grønt. På samme måde med omsorgskvaliteten: hvis den er ’god nok’, dvs. over bundgrænsen, vil en yderligere forbedring af omsorgskvaliteten ikke betyde noget særligt for barnets udviklingsmuligheder på længere sigt.

Men reglen om bundgrænsen siger ikke noget om, hvor højt eller lavt bundgrænsen ligger. Nogle forskere mener, at bundgrænsen ligger relativt højt, dvs. at en forbedring af omsorgskvaliteten er til gavn for de fleste børn. Andre mener,

Yderligere forbedring spiller ingen rolle

N DE

SK

RÅ

BU

N

R DG

Æ

N

SE

Jo bedre kvalitet jo bedre for barnet

Børn der kun er truet af få risikofaktorer

Børn der er truet af fattigdom og mange risikofaktorer

Figuren demonstrerer, hvordan forældreevnen og omsorgskvaliteten ikke behøver at være særlig høj, før det tilstrækkelige niveau nås, når det gælder børn, der lever i et miljø, der er rigt på beskyttelsesfaktorer, og hvor der er få risikofaktorer.

Det kan f.eks. være et barn, der lever i en velhavende familie, går i en god skole, har velfungerende kammerater og engagerede bedsteforældre, der bor i nærheden.

Figur 3. Omsorgens kvalitet.

Under den skrå bundgrænse: Jo bedre kvalitet, desto bedre for barnet. Over grænsen spiller yderligere forbedringer ingen rolle.

204

Del 1

Udviklingspsykologi

Når barnet har behov for at blive beskyttet

Når barnet har behov for at blive behandlet som et selvstændigt væsen

Der bør lægges mest vægt på de lavere omsorgsniveauer

Der bør lægges mest vægt på de højere omsorgsniveauer

Følelsesmæssig omsorg: Barnet har brug for kontakt og for hjælp til følelsesregulering (se 224)

Følelsesmæssig omsorg: Den voksne må kunne acceptere det, når barnet viser, at det har brug for at være i fred

Pædagogisk omsorg: behov for at blive vejledt

Pædagogisk omsorg: behov for at blive anerkendt som selvstændig (ansvar for egen læring eller for eget liv)

Risiko hvis beskyttelsen overdrives: invadering, overservicering og overdirigering af barnet

Risiko hvis selvstændigheden overdrives, ved at barnet får lov at sejle sin egen sø eller bliver behandlet som en lille voksen: fysisk, følelsesmæssig eller pædagogisk omsorgssvigt

205

at bundgrænsen ligger relativt lavt. Ifølge disse forskere er det kun mindretallet, nemlig de omsorgssvigtede børn, der har fordel af forbedret omsorg og forældreevne, mens flertallet, nemlig børn, der lever i et normalt miljø, ikke har synderlig gavn af forbedret omsorg og forældreevne, fordi miljøet tilbyder tilstrækkelige ressourcer og beskyttelse. Hos disse børn er det deres arvelige egenskaber og deres erfaringer i gruppen af jævnaldrende børn, der spiller den afgørende rolle for deres udvikling.

Hvem har ret, de der hævder, at bundgrænsen ligger højt, og at omsorgskvaliteten betyder meget for de fleste børn, eller de, der hævder, at bundgrænsen ligger lavt, og at en forbedring af omsorgskvaliteten kun betyder noget for det mindretal af børn, der omsorgssvigtes?

Svaret er, at de to parter har fat i hver sin ende af sandheden. Løsningen på problemet er den skrå bundgrænse.

Den skrå bundgrænse Omsorgens kvalitet

Omsorgskvaliteten og den skrå bundgrænse Hvilken rolle spiller omsorgskvaliteten for barnets udvikling?

Her kan man nemt tro, at ’jo mere omsorgskvalitet, desto bedre er det for barnets udvikling’. Men så enkelt er det ikke. Der er snarere tale om en grænseværdi eller en bundgrænse. Hvis omsorgskvaliteten ligger under bundgrænsen, går det ud over barnets udvikling. Her vil en forbedring af omsorgskvaliteten være til fordel for barnets udvikling, men kun op til bundgrænsen. Over denne bundgrænse vil en yderligere forbedring af omsorgskvaliteten ikke have nogen væsentlig betydning for barnets udviklingsmuligheder. Man kan udtrykke denne regel således: Omsorgskvalitet er som vitaminer. Op til et vist niveau har alle mennesker godt af at få et tilskud af vitaminer. Men hvis ens ernæringstilstand er god nok, gavner det ikke synderligt at få et ekstra tilskud af vitaminer. Det gavner ikke at spise C-vitamin, hvis man i forvejen har fået tilstrækkeligt med frugt og grønt. På samme måde med omsorgskvaliteten: hvis den er ’god nok’, dvs. over bundgrænsen, vil en yderligere forbedring af omsorgskvaliteten ikke betyde noget særligt for barnets udviklingsmuligheder på længere sigt.

Men reglen om bundgrænsen siger ikke noget om, hvor højt eller lavt bundgrænsen ligger. Nogle forskere mener, at bundgrænsen ligger relativt højt, dvs. at en forbedring af omsorgskvaliteten er til gavn for de fleste børn. Andre mener,

Yderligere forbedring spiller ingen rolle

N DE

SK

RÅ

BU

N

R DG

Æ

N

SE

Jo bedre kvalitet jo bedre for barnet

Børn der kun er truet af få risikofaktorer

Børn der er truet af fattigdom og mange risikofaktorer

Figuren demonstrerer, hvordan forældreevnen og omsorgskvaliteten ikke behøver at være særlig høj, før det tilstrækkelige niveau nås, når det gælder børn, der lever i et miljø, der er rigt på beskyttelsesfaktorer, og hvor der er få risikofaktorer.

Det kan f.eks. være et barn, der lever i en velhavende familie, går i en god skole, har velfungerende kammerater og engagerede bedsteforældre, der bor i nærheden.

Figur 3. Omsorgens kvalitet.

Under den skrå bundgrænse: Jo bedre kvalitet, desto bedre for barnet. Over grænsen spiller yderligere forbedringer ingen rolle.

206

Del 1 Derimod er et barn afhængigt af, at forældrene yder en særlig indsats, hvis det lever i en fattig familie eller med en enlig, arbejdsløs mor i et socialt belastet kvarter.

Grunden til den skrå bundgrænse er, at det, der betyder noget for barnets udvikling, er den samlede mængde af risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer. Beskyttelsesfaktorernes og risikofaktorernes betydning for udviklingen uddybes s. 216.

Udviklingspsykologi

207

kommer for tæt på. Dette sætter tilknytningssystemet i gang: Barnet orienterer sig mod sin mor eller kalder på hende eller bevæger sig hen mod hende. I tredje fase har kontakten med moren hjulpet barnet til at overvinde sin frygt: Barnet kan nu bruge sin mor som sikker base for fornyet udforskning af det, som oprindelig var årsag til frygten.

Omsorgssvigt Det er omsorgssvigt, når de, der har ansvar for barnet, udsætter det for psykiske eller fysiske overgreb af en sådan art, at barnets sundhed og udvikling er i fare. Omsorgssvigt i denne stærke betydning af ordet vedrører kun omsorgens niveau 1 og 2. Der skelnes mellem aktiv og passiv omsorgssvigt og mellem fysisk og psykisk omsorgssvigt. Aktiv fysisk omsorgssvigt består i at pådrage barnet skade ved aktiv handling, mens passiv fysisk omsorgssvigt, der også kaldes vanrøgt, består af forsømmelser, f.eks. fejlernæring og mangelfuld beskyttelse mod fare. Aktiv psykisk omsorgssvigt består f.eks. af latterliggørelse eller nedgørelse af barnet eller urimelig hårdhed i tonefald og sprogbrug. Passiv psykisk omsorgssvigt består af en generel mangel på hensyn til barnets følelsesmæssige behov.

Det er ud fra sundhedsplejerskers udsagn blevet vurderet, at 4% af 0-3 årige børn i Danmark udsættes for passiv fysisk og psykisk omsorgssvigt. Blandt disse børn udsættes halvdelen desuden for aktiv psykisk omsorgssvigt og en fjerdedel for aktiv fysisk omsorgssvigt.

Tilknytning

John Bowlby (1907‑1990)

Barnets tilknytning til en bestemt person (f.eks. mor, far eller bedstemor) er barnets tilbøjelighed til at søge nærhed, omsorg og beskyttelse hos denne person, når det er bange eller ked af det eller lider fysisk nød. Teorien om barnets tilknytning blev udformet af den engelske psykiater, John Bowlby, i 1950’erne, men er siden blevet videreudviklet og empirisk underbygget i et utal af undersøgelser. Disse undersøgelser har vist, at tilknytningssystemet er en slags termostat, der regulerer barnets adfærd, så barnet orienterer sig mod det nye og spændende, men søger tilflugt hos sin mor, når det nye bliver for nyt og spændende. Adfærdsreguleringen består af tre faser. I første fase er barnet optaget af noget nyt, der har vist sig, f.eks. en fremmed, der kontakter barnet. I anden fase bliver barnet bange for det nye, f.eks. hvis den fremmede

MOR

DET FREMMEDE

1: Udforskningsadfærd 2: Tilknytningsadfærd 3: Udforskning med udgangs punkt i sikker base

Det er vigtigt at skelne mellem tilknytningen og tilknytningens tryghed. Næsten alle børn har tilknytning til en eller flere voksne (her kalder vi for nemheds skyld denne voksne for mor). Barnets tilknytning til sin mor viser sig ved, at barnet forsøger at bruge sin mor som sikker base for udforskning af det nye og farlige. Men det er ikke alle børn, der er trygt tilknyttede. Tilknytningens tryghed viser sig ved, om barnet rent faktisk er i stand til at bruge hende som sikker base, således at det bliver i stand til at overvinde den frygt, som det fremmede har vakt.

Figuren viser, at barnets trygge tilknytning ikke primært er en rettethed mod moren, men en brug af moren som sikker base i sin rettethed mod det fremmede. Det er derfor en stor misforståelse at opfatte tilknytningen som en kærlighedsrelation mellem de to parter. Morens tilknytning til barnet er en kærlighedsrelation, men barnets trygge tilknytning består i, at barnet tager moren for givet som en sikker base, når der er brug for det.

Figur 4.Tilknytningssystemet.

206

Del 1 Derimod er et barn afhængigt af, at forældrene yder en særlig indsats, hvis det lever i en fattig familie eller med en enlig, arbejdsløs mor i et socialt belastet kvarter.

Grunden til den skrå bundgrænse er, at det, der betyder noget for barnets udvikling, er den samlede mængde af risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer. Beskyttelsesfaktorernes og risikofaktorernes betydning for udviklingen uddybes s. 216.

Udviklingspsykologi

207

kommer for tæt på. Dette sætter tilknytningssystemet i gang: Barnet orienterer sig mod sin mor eller kalder på hende eller bevæger sig hen mod hende. I tredje fase har kontakten med moren hjulpet barnet til at overvinde sin frygt: Barnet kan nu bruge sin mor som sikker base for fornyet udforskning af det, som oprindelig var årsag til frygten.

Omsorgssvigt Det er omsorgssvigt, når de, der har ansvar for barnet, udsætter det for psykiske eller fysiske overgreb af en sådan art, at barnets sundhed og udvikling er i fare. Omsorgssvigt i denne stærke betydning af ordet vedrører kun omsorgens niveau 1 og 2. Der skelnes mellem aktiv og passiv omsorgssvigt og mellem fysisk og psykisk omsorgssvigt. Aktiv fysisk omsorgssvigt består i at pådrage barnet skade ved aktiv handling, mens passiv fysisk omsorgssvigt, der også kaldes vanrøgt, består af forsømmelser, f.eks. fejlernæring og mangelfuld beskyttelse mod fare. Aktiv psykisk omsorgssvigt består f.eks. af latterliggørelse eller nedgørelse af barnet eller urimelig hårdhed i tonefald og sprogbrug. Passiv psykisk omsorgssvigt består af en generel mangel på hensyn til barnets følelsesmæssige behov.

Det er ud fra sundhedsplejerskers udsagn blevet vurderet, at 4% af 0-3 årige børn i Danmark udsættes for passiv fysisk og psykisk omsorgssvigt. Blandt disse børn udsættes halvdelen desuden for aktiv psykisk omsorgssvigt og en fjerdedel for aktiv fysisk omsorgssvigt.

Tilknytning

John Bowlby (1907‑1990)

Barnets tilknytning til en bestemt person (f.eks. mor, far eller bedstemor) er barnets tilbøjelighed til at søge nærhed, omsorg og beskyttelse hos denne person, når det er bange eller ked af det eller lider fysisk nød. Teorien om barnets tilknytning blev udformet af den engelske psykiater, John Bowlby, i 1950’erne, men er siden blevet videreudviklet og empirisk underbygget i et utal af undersøgelser. Disse undersøgelser har vist, at tilknytningssystemet er en slags termostat, der regulerer barnets adfærd, så barnet orienterer sig mod det nye og spændende, men søger tilflugt hos sin mor, når det nye bliver for nyt og spændende. Adfærdsreguleringen består af tre faser. I første fase er barnet optaget af noget nyt, der har vist sig, f.eks. en fremmed, der kontakter barnet. I anden fase bliver barnet bange for det nye, f.eks. hvis den fremmede

MOR

DET FREMMEDE

1: Udforskningsadfærd 2: Tilknytningsadfærd 3: Udforskning med udgangs punkt i sikker base

Det er vigtigt at skelne mellem tilknytningen og tilknytningens tryghed. Næsten alle børn har tilknytning til en eller flere voksne (her kalder vi for nemheds skyld denne voksne for mor). Barnets tilknytning til sin mor viser sig ved, at barnet forsøger at bruge sin mor som sikker base for udforskning af det nye og farlige. Men det er ikke alle børn, der er trygt tilknyttede. Tilknytningens tryghed viser sig ved, om barnet rent faktisk er i stand til at bruge hende som sikker base, således at det bliver i stand til at overvinde den frygt, som det fremmede har vakt.

Figuren viser, at barnets trygge tilknytning ikke primært er en rettethed mod moren, men en brug af moren som sikker base i sin rettethed mod det fremmede. Det er derfor en stor misforståelse at opfatte tilknytningen som en kærlighedsrelation mellem de to parter. Morens tilknytning til barnet er en kærlighedsrelation, men barnets trygge tilknytning består i, at barnet tager moren for givet som en sikker base, når der er brug for det.

Figur 4.Tilknytningssystemet.

218

Del 1

Udviklingspsykologi

Barndom

Tryg tilknytning til omsorgspersoner. Undgå psykisk sygdom. Tilpasning til skolens adfærdskrav. Basale skolefærdigheder. Initiativ, selvmotivering. At komme godt ud af det med jævnaldrende. Moralsk og prosocial adfærd.

Ungdom

Det meste af det foregående fortsat samt: Involvering i ungdomsaktiviteter uden for skole og familie. Tætte og intime forbindelser til venner. Identitet. Undgå misbrugsproblemer. Undgå kriminalitet.

Voksenliv

Det meste af det foregående fortsat samt: Involvering i arbejde og samfundsmæssigt liv.

Seksuelle relationer af intim karakter til én eller flere. Forældreevne.

Denne liste over udviklingsopgaver skal ikke forstås på den måde, at psykologer går rundt og udpeger mennesker, der er dumpet i udviklingsopgaverne. Formålet med listen er kun at være rettesnor for forskningen om generelle sammenhænge mellem opvækstbetingelser og udviklingsresultatet.

Risikofaktorer. Nedenfor opstilles nogle af de risikofaktorer, der har vist sig at forøge risikoen for fejltilpasning. Dvs. de forøger den statistiske sandsynlighed for, at en eller flere af de ovennævnte udviklingsopgaver mislykkes.

Helbredshistorie

Født alt for tidligt. Fødselskomplikationer. Sygdomme. Invaliderende ulykker.

Egenskaber hos barnet selv

Usikker tilknytning. Vanskeligt temperament. Lav intelligens.

Demografiske faktorer

Fattigdom. Befolkningsgruppe, der ikke er samfundsmæssigt integreret.

Belastende hæn- Familiemedlemmers død, alvorlig sygdom eller ulykke. delsesforløb Problemer i barnets sociale netværk

Forældres og bedsteforældres arbejdsløshed. Forældres manglende uddannelse. Omsorgssvigt, dårlig forældreevne, forældres psykiske sygdom eller kriminelle adfærd. Mishandling (seksuelt misbrug eller vold). Forældres alkoholmisbrug. Forældres konflikt. Social isolation fra gruppe af jævnaldrende.

Født af teenage-mor. Anti-social jævnalder-gruppe.

Eksempler på sammenhæng mellem risikofaktor og fejltilpasning: Kriminalitet. Nogle risikofaktorer i barndommen forøger sandsynligheden for, at barnet senere som voksen bliver

kriminel: Risikofaktorer hos barnet selv: Lav intelligens, ag­ gressivitet. Hos forældrene: Overdreven hårdhed i behandlingen af barnet, lav uddannelse, kriminel adfærd, været indlagt for psykisk sygdom. Det har vist sig, at det ikke er de enkelte risikofaktorer, det drejer sig om, men antallet af risikofaktorer. Hvis der optræder mere end tre af disse risikofaktorer, når barnet er 8 år, forøges sandsynligheden voldsomt for, at barnet senere som 32-årig er blevet dømt for en kriminel handling, der ikke blot er en trafikforseelse. Den enkelte risikofaktor er altså ikke en årsag til den senere kriminalitet, men den forøger sandsynligheden. Det udtrykkes på den måde, at sammenhængen mellem risikofaktorer og udviklingsresultat ikke er kausal, men probabilistisk (den forandrer sandsynligheden, jævnfør engelsk probability, der betyder sandsynlighed).

Teenage-mødre: Det er en risikofaktor for barnet, hvis det er født af en mor, der er under 20 år. Men hvorfor det?

En ung mor kan vel være lige så god til at klare opgaven som en mor på 30? Ja, det kan hun, men det er en større opgave, hun er stillet over for end den 30-årige, og det går lettere galt, hvis hun ikke får støtte fra omgivelserne. Samtidig er der større sandsynlighed for, at barnets far er én, der ikke kan leve op til opgaven osv. Alt i alt er der hos meget unge mødre større risiko for, at barnet bliver omsorgssvigtet. Denne risiko gælder i øvrigt ikke blot hos det førstefødte barn, men også hos de børn, som den pågældende kvinde føder senere hen, altså når hun er blevet over 20 år. Det fremgår på den måde, at det ikke er selve ungdommen hos den unge mor, der udgør problemet, men de psykosociale problemer, der tit følger med i købet, når teenagere får børn. Når barnet vokser op, er der større risiko for dårlige skolepræstationer og kriminalitet. I USA har det vist sig, at 30% af pigerne af teenage-mødre selv bliver teenage-mødre.

30% er langt over gennemsnittet hos folk i USA og andre vestlige lande. Er det så et udtryk for social arv? Ja, det er det. Men vi må ikke overse, at der er 70%, der ikke bliver teenage-mødre. Er disse 70% så mønsterbrydere? Nej, det ville være absurd at kalde dem mønsterbrydere, når de trods alt udgør flertallet.

Skilsmisse og sammenbragte familier: I Danmark udgør skilsmisse ikke nogen særlig risiko, i modsætning til lande som USA, hvor skilsmisse ofte medfører store sociale problemer. Men en stor dansk undersøgelse har vist, at de familiekonstellationer, der hedder ’enlig mor’ eller ’mor med skiftende partnere’, rent faktisk udgør en risikofaktor for småbørn. F.eks. seksdobles spædbørnsdødeligheden hos de børn, hvis mor får en ny partner, inden barnet bliver 1 år. For at forstå dette fænomen rigtigt, må man huske, at spædbørns-

219

218

Del 1

Udviklingspsykologi

Barndom

Tryg tilknytning til omsorgspersoner. Undgå psykisk sygdom. Tilpasning til skolens adfærdskrav. Basale skolefærdigheder. Initiativ, selvmotivering. At komme godt ud af det med jævnaldrende. Moralsk og prosocial adfærd.

Ungdom

Det meste af det foregående fortsat samt: Involvering i ungdomsaktiviteter uden for skole og familie. Tætte og intime forbindelser til venner. Identitet. Undgå misbrugsproblemer. Undgå kriminalitet.

Voksenliv

Det meste af det foregående fortsat samt: Involvering i arbejde og samfundsmæssigt liv.

Seksuelle relationer af intim karakter til én eller flere. Forældreevne.

Denne liste over udviklingsopgaver skal ikke forstås på den måde, at psykologer går rundt og udpeger mennesker, der er dumpet i udviklingsopgaverne. Formålet med listen er kun at være rettesnor for forskningen om generelle sammenhænge mellem opvækstbetingelser og udviklingsresultatet.

Risikofaktorer. Nedenfor opstilles nogle af de risikofaktorer, der har vist sig at forøge risikoen for fejltilpasning. Dvs. de forøger den statistiske sandsynlighed for, at en eller flere af de ovennævnte udviklingsopgaver mislykkes.

Helbredshistorie

Født alt for tidligt. Fødselskomplikationer. Sygdomme. Invaliderende ulykker.

Egenskaber hos barnet selv

Usikker tilknytning. Vanskeligt temperament. Lav intelligens.

Demografiske faktorer

Fattigdom. Befolkningsgruppe, der ikke er samfundsmæssigt integreret.

Belastende hæn- Familiemedlemmers død, alvorlig sygdom eller ulykke. delsesforløb Problemer i barnets sociale netværk

Forældres og bedsteforældres arbejdsløshed. Forældres manglende uddannelse. Omsorgssvigt, dårlig forældreevne, forældres psykiske sygdom eller kriminelle adfærd. Mishandling (seksuelt misbrug eller vold). Forældres alkoholmisbrug. Forældres konflikt. Social isolation fra gruppe af jævnaldrende.

Født af teenage-mor. Anti-social jævnalder-gruppe.

Eksempler på sammenhæng mellem risikofaktor og fejltilpasning: Kriminalitet. Nogle risikofaktorer i barndommen forøger sandsynligheden for, at barnet senere som voksen bliver

kriminel: Risikofaktorer hos barnet selv: Lav intelligens, ag­ gressivitet. Hos forældrene: Overdreven hårdhed i behandlingen af barnet, lav uddannelse, kriminel adfærd, været indlagt for psykisk sygdom. Det har vist sig, at det ikke er de enkelte risikofaktorer, det drejer sig om, men antallet af risikofaktorer. Hvis der optræder mere end tre af disse risikofaktorer, når barnet er 8 år, forøges sandsynligheden voldsomt for, at barnet senere som 32-årig er blevet dømt for en kriminel handling, der ikke blot er en trafikforseelse. Den enkelte risikofaktor er altså ikke en årsag til den senere kriminalitet, men den forøger sandsynligheden. Det udtrykkes på den måde, at sammenhængen mellem risikofaktorer og udviklingsresultat ikke er kausal, men probabilistisk (den forandrer sandsynligheden, jævnfør engelsk probability, der betyder sandsynlighed).

Teenage-mødre: Det er en risikofaktor for barnet, hvis det er født af en mor, der er under 20 år. Men hvorfor det?

En ung mor kan vel være lige så god til at klare opgaven som en mor på 30? Ja, det kan hun, men det er en større opgave, hun er stillet over for end den 30-årige, og det går lettere galt, hvis hun ikke får støtte fra omgivelserne. Samtidig er der større sandsynlighed for, at barnets far er én, der ikke kan leve op til opgaven osv. Alt i alt er der hos meget unge mødre større risiko for, at barnet bliver omsorgssvigtet. Denne risiko gælder i øvrigt ikke blot hos det førstefødte barn, men også hos de børn, som den pågældende kvinde føder senere hen, altså når hun er blevet over 20 år. Det fremgår på den måde, at det ikke er selve ungdommen hos den unge mor, der udgør problemet, men de psykosociale problemer, der tit følger med i købet, når teenagere får børn. Når barnet vokser op, er der større risiko for dårlige skolepræstationer og kriminalitet. I USA har det vist sig, at 30% af pigerne af teenage-mødre selv bliver teenage-mødre.

30% er langt over gennemsnittet hos folk i USA og andre vestlige lande. Er det så et udtryk for social arv? Ja, det er det. Men vi må ikke overse, at der er 70%, der ikke bliver teenage-mødre. Er disse 70% så mønsterbrydere? Nej, det ville være absurd at kalde dem mønsterbrydere, når de trods alt udgør flertallet.

Skilsmisse og sammenbragte familier: I Danmark udgør skilsmisse ikke nogen særlig risiko, i modsætning til lande som USA, hvor skilsmisse ofte medfører store sociale problemer. Men en stor dansk undersøgelse har vist, at de familiekonstellationer, der hedder ’enlig mor’ eller ’mor med skiftende partnere’, rent faktisk udgør en risikofaktor for småbørn. F.eks. seksdobles spædbørnsdødeligheden hos de børn, hvis mor får en ny partner, inden barnet bliver 1 år. For at forstå dette fænomen rigtigt, må man huske, at spædbørns-

219

228

Del 1

Selvtillid, mestringsorientering og indlært hjælpeløshed I dagligsproget betyder selvtillid, at man møder en given udfordring med optimisme og gåpåmod. Dagliglivets menneskekundskab indeholder en slags ’teori’ om, at man har mere selvtillid inden for områder, som man er dygtig til, dvs. områder hvor man er kompetent. Ifølge denne teori er grunden til, at man er blevet mere kompetent, at man har haft mere selvtillid til at sørge for at blive kompetent inden for området, så man er kommet ind i en god cirkel. Samtidig indeholder menneskekundskaben en antagelse om, at den, der mangler selvtillid over for en opgave af en eller anden slags, lettere giver op, når det bliver svært, og at hun derfor går glip af en chance for at blive mere kompetent. Der er på den måde et selvforstærkende forhold mellem selvtillid og kompetenceudvikling – på godt og ondt.

I dagliglivets menneskekundskab er selvtillid ikke noget med, at man går rundt og har selvfede tanker om sig selv.

Hvis man har selvtillid i en bestemt situation, er ens tanker netop ikke rettet mod en selv, men mod det, som man er i gang med. Men hvis man derimod mangler selvtillid i en bestemt situation, eller hvis man i en periode døjer med en grundstemning af manglende selvtillid i det hele taget, så har man tanker og følelser om sig selv: ”Jeg er elendig til det her”. Og det er bl.a. denne selvoptagethed, der gør det vanskeligere for en.

Menneskekundskabens teori om selvtillid bliver bekræftet af den videnskabelige psykologi, hvor man har undersøgt et fænomen, man kalder mestringsorientering (der svarer til høj selvtillid) og hjælpeløshedsorientering (der svarer til lav selvtillid). Mestringsorientering er en holdning, der er præget af, at man ikke er naget af tvivl om, om man kan klare opgaven, at man gør et ihærdigt og vedholdende forsøg, og at man ikke ser ned på sig selv, hvis man ikke kan klare opgaven. Hjælpeløshedsorientering (der også kaldes indlært hjælpeløshed) er det modsatte, altså en opgiven-på-forhånd parret med selvbebrejdelser.

Samspillet mellem mestrings/hjælpeløshedsorienteringen og muligheden for at få succes eller fiasko under bestræbelsen på at klare en given opgave er vist i to figurer.

Udviklingspsykologi

Vellykket opgaveløsning

Barnet oplever, at opgaven er lykkedes, fordi hun er intelligent / dygtig

Forhøjet mestringsorientering

Øget præstationsmotivation og ihærdighed over for lignende opgaver

Forøget sandsynlighed for vellykket opgaveløsning i lignende situationer

I denne figur er der noget, der lykkes for barnet. Det kan være løsning af en matematikopgave, men det kan også være succes i en mere social sammenhæng (får ros for at have smart tøj på, gør indtryk på den sejeste fyr i klassen). Det fører til en optimistisk holdning hos pigen, så hun går i kast med lignende situationer med en ihærdighed, der forøger sandsynligheden for, at også disse situationer vil lykkes for hende.

Den næste figur viser en situation, der fastholder barnet i hjælpeløshedsorientering.

229 Figur 6. Mestringsorientering: ”Det skal nok lykkes for mig, hvis jeg tager mig sammen”.

228

Del 1

Selvtillid, mestringsorientering og indlært hjælpeløshed I dagligsproget betyder selvtillid, at man møder en given udfordring med optimisme og gåpåmod. Dagliglivets menneskekundskab indeholder en slags ’teori’ om, at man har mere selvtillid inden for områder, som man er dygtig til, dvs. områder hvor man er kompetent. Ifølge denne teori er grunden til, at man er blevet mere kompetent, at man har haft mere selvtillid til at sørge for at blive kompetent inden for området, så man er kommet ind i en god cirkel. Samtidig indeholder menneskekundskaben en antagelse om, at den, der mangler selvtillid over for en opgave af en eller anden slags, lettere giver op, når det bliver svært, og at hun derfor går glip af en chance for at blive mere kompetent. Der er på den måde et selvforstærkende forhold mellem selvtillid og kompetenceudvikling – på godt og ondt.

I dagliglivets menneskekundskab er selvtillid ikke noget med, at man går rundt og har selvfede tanker om sig selv.

Hvis man har selvtillid i en bestemt situation, er ens tanker netop ikke rettet mod en selv, men mod det, som man er i gang med. Men hvis man derimod mangler selvtillid i en bestemt situation, eller hvis man i en periode døjer med en grundstemning af manglende selvtillid i det hele taget, så har man tanker og følelser om sig selv: ”Jeg er elendig til det her”. Og det er bl.a. denne selvoptagethed, der gør det vanskeligere for en.

Menneskekundskabens teori om selvtillid bliver bekræftet af den videnskabelige psykologi, hvor man har undersøgt et fænomen, man kalder mestringsorientering (der svarer til høj selvtillid) og hjælpeløshedsorientering (der svarer til lav selvtillid). Mestringsorientering er en holdning, der er præget af, at man ikke er naget af tvivl om, om man kan klare opgaven, at man gør et ihærdigt og vedholdende forsøg, og at man ikke ser ned på sig selv, hvis man ikke kan klare opgaven. Hjælpeløshedsorientering (der også kaldes indlært hjælpeløshed) er det modsatte, altså en opgiven-på-forhånd parret med selvbebrejdelser.

Samspillet mellem mestrings/hjælpeløshedsorienteringen og muligheden for at få succes eller fiasko under bestræbelsen på at klare en given opgave er vist i to figurer.

Udviklingspsykologi

Vellykket opgaveløsning

Barnet oplever, at opgaven er lykkedes, fordi hun er intelligent / dygtig

Forhøjet mestringsorientering

Øget præstationsmotivation og ihærdighed over for lignende opgaver

Forøget sandsynlighed for vellykket opgaveløsning i lignende situationer

I denne figur er der noget, der lykkes for barnet. Det kan være løsning af en matematikopgave, men det kan også være succes i en mere social sammenhæng (får ros for at have smart tøj på, gør indtryk på den sejeste fyr i klassen). Det fører til en optimistisk holdning hos pigen, så hun går i kast med lignende situationer med en ihærdighed, der forøger sandsynligheden for, at også disse situationer vil lykkes for hende.

Den næste figur viser en situation, der fastholder barnet i hjælpeløshedsorientering.

229 Figur 6. Mestringsorientering: ”Det skal nok lykkes for mig, hvis jeg tager mig sammen”.

230 Figur 7. Hjælpeløshedsorien­ tering: ”Det mislykkes nok for mig, fordi jeg ikke duer til det, så jeg prøver kun halvvejs”.

Del 1

Udviklingspsykologi

Mislykket opgaveløsning

Barnet oplever, at opgaven mislykkedes, fordi hun er dum eller klodset

... fører til hjælpeløshedsorientering

231

idræt eller skateboard? Svaret er, at hjælpeløsheden begynder inden for situationer, der ligner hinanden, og den kan forblive dér uden at sprede sig til andre færdighedsområder.

Men hvis barnet eller det unge menneske får en opfattelse af, at hjælpeløsheden er et varigt personlighedstræk, som det ’lider af ’, har hjælpeløsheden let ved at sprede sig og bide sig fast. Hvis barnet derimod har opfattelsen af, at hjælpeløsheden er forbundet med et bestemt færdighedsområde, og at den skyldes uhensigtmæssig træning, spreder den sig ikke, og den har ikke så let ved at bide sig fast. Barnets teori om dets egen hjælpeløshed bliver så at sige selvopfyldende.

Hvorfor bliver barnet hjælpeløst eller mestringsorienteret? Hvis en dreng er så umusikalsk, at han ikke kan høre

Passivitet og opgiven-på-forhånd over for lignende opgaver

Forøget sandsynlighed for mislykket opgaveløsning i lignende situationer

Mestringsorientering er en selvforstærkende cirkel

Det har vist sig, at børn, der har mestringsorientering inden for et skolefag eller inden for sportsudøvelse, kommer ind i en god cirkel på den måde, at de klarer sig bedre inden for det pågældende område. De vellykkede bestræbelser inden for området fører til forhøjet mestringsorientering. Tilsvarende kommer børn med hjælpeløshedsorientering (indlært hjælpeløshed) inden for et område let ind i en ond cirkel, hvor deres opgiven-på-forhånd fører til, at det mislykkes for dem, så deres hjælpeløshedsorientering forstærkes. Disse orienteringer kan holde sig i flere år, så de kommer til at præge barnets skolegang og fritidsinteresser. De kan betyde, at en velbegavet dreng ikke bliver god til det skolemæssige og ikke lærer sig effektive lektielæsningsmetoder, selvom han objektivt set bruger lige så lang tid på at sidde over lektierne som klassekammeraterne, og det kan betyde, at en dreng, der fysisk er normalt udviklet, bliver ved med at være hæmmet og fastlåst i sine bevægelser, når der spilles bold eller køres på skateboard.

Indlært hjælpeløshed: person eller situation? Er et menneskes hjælpeløshed kun knyttet til situationer, der ligner hinanden, f.eks. matematikopgaver, eller kan hjælpeløshed ’sprede sig’ til andre typer af situationer, f.eks. engelsk eller

om en melodi spilles rigtigt eller forkert, er det selvfølgelig svært for ham at lære at spille klaver, og han vil lettere blive hjælpeløs, når han øver. Men hvis vi forudsætter, at hans naturlige anlæg er tilstrækkelige, er det den feedback, som han får fra omgivelserne, specielt forældrene og lærerne, der afgør, om han bliver hjælpeløs eller mestringsorienteret.

Den, der hjælper drengen, kan give tre former for feedback, efter at han har spillet et stykke: Feedbacken kan være rettet mod personen, mod resultatet eller mod processen. Og denne feedback kan følge efter et vellykket eller et mislykket forsøg. De 3 x 2 former for feedback kan ses i figuren.

Personrettet (fører til hjælpeløshed)

Resultatrettet

Procesrettet (fører til mestringsorientering)

Efter vellykket forsøg (ros)

Du er vel nok dygtig

Ja, det var rigtigt

Ja, der kan man se, at du gjorde dig umage både med fingerstillingen og med takten

Efter mislykket forsøg (kritik)

Du er ikke ret god til det der

Du spiller forkert

Prøv med denne fingerstilling, samtidig med at du gør dig umage med takten

Mange vil umiddelbart mene, at det, der fører til mestringsorientering, er ros, mens kritik fører til lav selvtillid og hjælpeløshed. Men undersøgelser har vist, at den procesrettede feedback fører til mestringsorientering, også når den er kritisk, mens den personrettede feedback fører til hjælpeløshedsorientering, også selvom den er rosende. Den resultatrettede feedback har neutral virkning (alt dette gælder kun børn over 4 år).

Figur 8. 6 slags feedback.

230 Figur 7. Hjælpeløshedsorien­ tering: ”Det mislykkes nok for mig, fordi jeg ikke duer til det, så jeg prøver kun halvvejs”.

Del 1

Udviklingspsykologi

Mislykket opgaveløsning

Barnet oplever, at opgaven mislykkedes, fordi hun er dum eller klodset

... fører til hjælpeløshedsorientering

231

idræt eller skateboard? Svaret er, at hjælpeløsheden begynder inden for situationer, der ligner hinanden, og den kan forblive dér uden at sprede sig til andre færdighedsområder.

Men hvis barnet eller det unge menneske får en opfattelse af, at hjælpeløsheden er et varigt personlighedstræk, som det ’lider af ’, har hjælpeløsheden let ved at sprede sig og bide sig fast. Hvis barnet derimod har opfattelsen af, at hjælpeløsheden er forbundet med et bestemt færdighedsområde, og at den skyldes uhensigtmæssig træning, spreder den sig ikke, og den har ikke så let ved at bide sig fast. Barnets teori om dets egen hjælpeløshed bliver så at sige selvopfyldende.

Hvorfor bliver barnet hjælpeløst eller mestringsorienteret? Hvis en dreng er så umusikalsk, at han ikke kan høre

Passivitet og opgiven-på-forhånd over for lignende opgaver

Forøget sandsynlighed for mislykket opgaveløsning i lignende situationer

Mestringsorientering er en selvforstærkende cirkel

Det har vist sig, at børn, der har mestringsorientering inden for et skolefag eller inden for sportsudøvelse, kommer ind i en god cirkel på den måde, at de klarer sig bedre inden for det pågældende område. De vellykkede bestræbelser inden for området fører til forhøjet mestringsorientering. Tilsvarende kommer børn med hjælpeløshedsorientering (indlært hjælpeløshed) inden for et område let ind i en ond cirkel, hvor deres opgiven-på-forhånd fører til, at det mislykkes for dem, så deres hjælpeløshedsorientering forstærkes. Disse orienteringer kan holde sig i flere år, så de kommer til at præge barnets skolegang og fritidsinteresser. De kan betyde, at en velbegavet dreng ikke bliver god til det skolemæssige og ikke lærer sig effektive lektielæsningsmetoder, selvom han objektivt set bruger lige så lang tid på at sidde over lektierne som klassekammeraterne, og det kan betyde, at en dreng, der fysisk er normalt udviklet, bliver ved med at være hæmmet og fastlåst i sine bevægelser, når der spilles bold eller køres på skateboard.

Indlært hjælpeløshed: person eller situation? Er et menneskes hjælpeløshed kun knyttet til situationer, der ligner hinanden, f.eks. matematikopgaver, eller kan hjælpeløshed ’sprede sig’ til andre typer af situationer, f.eks. engelsk eller

om en melodi spilles rigtigt eller forkert, er det selvfølgelig svært for ham at lære at spille klaver, og han vil lettere blive hjælpeløs, når han øver. Men hvis vi forudsætter, at hans naturlige anlæg er tilstrækkelige, er det den feedback, som han får fra omgivelserne, specielt forældrene og lærerne, der afgør, om han bliver hjælpeløs eller mestringsorienteret.

Den, der hjælper drengen, kan give tre former for feedback, efter at han har spillet et stykke: Feedbacken kan være rettet mod personen, mod resultatet eller mod processen. Og denne feedback kan følge efter et vellykket eller et mislykket forsøg. De 3 x 2 former for feedback kan ses i figuren.

Personrettet (fører til hjælpeløshed)

Resultatrettet

Procesrettet (fører til mestringsorientering)

Efter vellykket forsøg (ros)

Du er vel nok dygtig

Ja, det var rigtigt

Ja, der kan man se, at du gjorde dig umage både med fingerstillingen og med takten

Efter mislykket forsøg (kritik)

Du er ikke ret god til det der

Du spiller forkert

Prøv med denne fingerstilling, samtidig med at du gør dig umage med takten

Mange vil umiddelbart mene, at det, der fører til mestringsorientering, er ros, mens kritik fører til lav selvtillid og hjælpeløshed. Men undersøgelser har vist, at den procesrettede feedback fører til mestringsorientering, også når den er kritisk, mens den personrettede feedback fører til hjælpeløshedsorientering, også selvom den er rosende. Den resultatrettede feedback har neutral virkning (alt dette gælder kun børn over 4 år).

Figur 8. 6 slags feedback.

232

Del 1 Grunden til, at personrettet feedback er uhensigtsmæssig på længere sigt, også når den er rosende, er, at den får barnet til at fokusere på sig selv og sine egne følelser og sin relation til den voksne, mere end på selve aktiviteten. Procesrettet feedback giver barnet en opfattelse af, at resultatet afhænger af, hvordan man gør det, og ikke af hvem man er.

Forældre, pædagoger og lærere kan fremme mestringsorientering og forhindre hjælpeløshedsorientering hos børn over 4 år, hvis de retter sig efter disse anvisninger:

• Undgå straf og personrettet kritik.

• Vis eller fortæl barnet, hvordan det kan gøres rigtigt.

• Rettelserne skal tilpasses barnets færdighedsniveau. Et barn med et lavt færdighedsniveau, der får mange procesrettede rettelser efter at have gjort et forsøg, vil opfatte rettelserne som personrettede.

• Stil passende krav til barnet, f.eks. om lektielæsning og deltagelse i husholdningen.

• Husk, at mestringsorientering også indbefatter en vis følelsesregulering, så barnet ikke flipper ud med det samme, når der er noget, der mislykkes. Barnets udvikling af følelsesregulering er beskrevet side 224.

• Vis barnet, at det er noget midlertidigt og foranderligt ved barnets handlinger, der har gjort, at det er mislykkedes for barnet, ikke noget varigt og uforanderligt.

• Lad være med at overdrive bestræbelserne på at lære barnet noget. Barnet skal også have lov til at definere noget som leg og gøre nogle ting forkert med vilje uden hele tiden at blive korrigeret af den voksne.

Selvværd Både blandt psykologer og lægfolk møder man tit det synspunkt, at det er vigtigt for børn, at man støtter dem i at udvikle selvværd. Men der er ikke enighed om, hvad selvværd egentlig er for noget, og der findes ikke klare definitioner på det. Somme tider beskrives det som en indre søjle i personligheden. Og andre gange tales der om det, som om det består af positive følelser og meninger, som det er meget vigtigt at have om sig selv. Begge dele er højst usikre.

Er selvværd en indre søjle i personligheden? Beskrivelsen af selvværd som ’en indre søjle i personligheden’ kan ikke rigtig bruges til at forklare noget, fordi forklaringen bliver cirkulær. Man kan sige om en pige på 15 år: ”Hun prøver ikke at gøre sig finere, end hun er, hun gør sig ikke til for at blive populær”. ”Hvorfor gør hun ikke det?”. ”Fordi hun har

Udviklingspsykologi en indre søjle i sin personlighed”. ”Hvad vil det sige at have en indre søjle i sin personlighed?”. ”Det vil sige, at man ikke prøver at gøre sig finere, end man er etc.”. Forklaringer af denne slags er cirkulære. Og hvad nu, hvis den samme pige synes, at hun er grim og tyk? Har hun så både højt selvværd og lavt selvværd?

Selvværd som positive følelser om sig selv. Antagelsen om, at det er vigtigt at have positive følelser og meninger om sig selv, er slet og ret forkert. Det er ikke vigtigt at gå rundt og have positive eller selvfede følelser og meninger om sig selv til hverdag. Men det er vigtigt, at man ikke er tynget af negative følelser og meninger om sig selv – og det er noget helt andet.

Men i ganske særlige særlige situationer er helt fint at have positive følelser om sig selv, nemlig når man lige er kommet ovenpå igen efter et nederlag, eller når der er sket noget særlig godt for en, f.eks. at man har spillet særlig godt i en fodboldkamp, eller man endelig har fået held i kærlighed. I særlige situationer af den slags er det helt naturligt og velfortjent, at man har særlige positive følelser om sig selv. Men udtrykket ’Det er vigtigt at have positive følelser om sig selv’ er ikke møntet på disse særlige situationer, men på det almindelige hverdagsliv. Når det bruges om hverdagens almindelige hændelser, er det misvisende, det er psykosnak. For i hverdagen er det ikke vigtigt at være fokuseret på sig selv. De, der går rundt og er fokuseret på sig selv, er som regel dem, der har lavt selvværd.

Det, det handler om til hverdag, er altså ikke at have positive følelser om sig selv, men ikke at have negative følelser om sig selv.

Psykologiske målinger af selvværd.

Når man måler selvværd i spørgeskemaundersøgelser, skal personen svare, om han er meget uenig, nogenlunde uenig, nogenlunde enig eller meget enig i udsagn af denne art: ”Jeg kan lide mig selv” eller ”Jeg er tilfreds med mig selv”.

I nogle undersøgelser bruges også udsagn af denne art: ”Jeg er god til sport”, ”Jeg er god til matematik”, ”Jeg ser godt ud”, ”De andre kan lide mig”. Hvis personen er uenig, kaldes det lavt selvværd (på engelsk self-esteem). Hvis personen er enig, kaldes det højt selvværd. Lavt selvværd kan omtrent beskrives som en kombination af tre ting: Hjælpeløsheds-

233

Det er ikke vigtigt at gå rundt og have positive eller selvfede følelser eller meninger om sig selv til hverdag. Men det er vigtigt, at man ikke er tynget af negative følelser og meninger om sig selv – og det er noget helt andet.

232

Del 1 Grunden til, at personrettet feedback er uhensigtsmæssig på længere sigt, også når den er rosende, er, at den får barnet til at fokusere på sig selv og sine egne følelser og sin relation til den voksne, mere end på selve aktiviteten. Procesrettet feedback giver barnet en opfattelse af, at resultatet afhænger af, hvordan man gør det, og ikke af hvem man er.

Forældre, pædagoger og lærere kan fremme mestringsorientering og forhindre hjælpeløshedsorientering hos børn over 4 år, hvis de retter sig efter disse anvisninger:

• Undgå straf og personrettet kritik.

• Vis eller fortæl barnet, hvordan det kan gøres rigtigt.

• Rettelserne skal tilpasses barnets færdighedsniveau. Et barn med et lavt færdighedsniveau, der får mange procesrettede rettelser efter at have gjort et forsøg, vil opfatte rettelserne som personrettede.

• Stil passende krav til barnet, f.eks. om lektielæsning og deltagelse i husholdningen.

• Husk, at mestringsorientering også indbefatter en vis følelsesregulering, så barnet ikke flipper ud med det samme, når der er noget, der mislykkes. Barnets udvikling af følelsesregulering er beskrevet side 224.

• Vis barnet, at det er noget midlertidigt og foranderligt ved barnets handlinger, der har gjort, at det er mislykkedes for barnet, ikke noget varigt og uforanderligt.

• Lad være med at overdrive bestræbelserne på at lære barnet noget. Barnet skal også have lov til at definere noget som leg og gøre nogle ting forkert med vilje uden hele tiden at blive korrigeret af den voksne.

Selvværd Både blandt psykologer og lægfolk møder man tit det synspunkt, at det er vigtigt for børn, at man støtter dem i at udvikle selvværd. Men der er ikke enighed om, hvad selvværd egentlig er for noget, og der findes ikke klare definitioner på det. Somme tider beskrives det som en indre søjle i personligheden. Og andre gange tales der om det, som om det består af positive følelser og meninger, som det er meget vigtigt at have om sig selv. Begge dele er højst usikre.

Er selvværd en indre søjle i personligheden? Beskrivelsen af selvværd som ’en indre søjle i personligheden’ kan ikke rigtig bruges til at forklare noget, fordi forklaringen bliver cirkulær. Man kan sige om en pige på 15 år: ”Hun prøver ikke at gøre sig finere, end hun er, hun gør sig ikke til for at blive populær”. ”Hvorfor gør hun ikke det?”. ”Fordi hun har

Udviklingspsykologi en indre søjle i sin personlighed”. ”Hvad vil det sige at have en indre søjle i sin personlighed?”. ”Det vil sige, at man ikke prøver at gøre sig finere, end man er etc.”. Forklaringer af denne slags er cirkulære. Og hvad nu, hvis den samme pige synes, at hun er grim og tyk? Har hun så både højt selvværd og lavt selvværd?

Selvværd som positive følelser om sig selv. Antagelsen om, at det er vigtigt at have positive følelser og meninger om sig selv, er slet og ret forkert. Det er ikke vigtigt at gå rundt og have positive eller selvfede følelser og meninger om sig selv til hverdag. Men det er vigtigt, at man ikke er tynget af negative følelser og meninger om sig selv – og det er noget helt andet.

Men i ganske særlige særlige situationer er helt fint at have positive følelser om sig selv, nemlig når man lige er kommet ovenpå igen efter et nederlag, eller når der er sket noget særlig godt for en, f.eks. at man har spillet særlig godt i en fodboldkamp, eller man endelig har fået held i kærlighed. I særlige situationer af den slags er det helt naturligt og velfortjent, at man har særlige positive følelser om sig selv. Men udtrykket ’Det er vigtigt at have positive følelser om sig selv’ er ikke møntet på disse særlige situationer, men på det almindelige hverdagsliv. Når det bruges om hverdagens almindelige hændelser, er det misvisende, det er psykosnak. For i hverdagen er det ikke vigtigt at være fokuseret på sig selv. De, der går rundt og er fokuseret på sig selv, er som regel dem, der har lavt selvværd.

Det, det handler om til hverdag, er altså ikke at have positive følelser om sig selv, men ikke at have negative følelser om sig selv.

Psykologiske målinger af selvværd.

Når man måler selvværd i spørgeskemaundersøgelser, skal personen svare, om han er meget uenig, nogenlunde uenig, nogenlunde enig eller meget enig i udsagn af denne art: ”Jeg kan lide mig selv” eller ”Jeg er tilfreds med mig selv”.

I nogle undersøgelser bruges også udsagn af denne art: ”Jeg er god til sport”, ”Jeg er god til matematik”, ”Jeg ser godt ud”, ”De andre kan lide mig”. Hvis personen er uenig, kaldes det lavt selvværd (på engelsk self-esteem). Hvis personen er enig, kaldes det højt selvværd. Lavt selvværd kan omtrent beskrives som en kombination af tre ting: Hjælpeløsheds-

233

Det er ikke vigtigt at gå rundt og have positive eller selvfede følelser eller meninger om sig selv til hverdag. Men det er vigtigt, at man ikke er tynget af negative følelser og meninger om sig selv – og det er noget helt andet.

234

Del 1 orientering + en følelse af ikke at være afholdt og accepteret + negative følelser og meninger om sig selv. Derimod er det mere uklart, hvad en høj score på ’selvværdstesten’ egentlig dækker over.

Hvad fører til lavt selvværd? Når forældrene er følelseskolde, har lave forventninger til barnet, er meget lidt støttende, er overdrevent kontrollerende og undlader den form for feedback, der fører til mestringsorientering, er der stor risiko for, at barnet får lavt selvværd. Også afvisning fra jævnaldrende fører til lavt selvværd.

Hvad fører til højt selvværd? Vi ved ikke, hvad der fører til højt selvværd, fordi det som sagt er uklart, hvad det høje selvværd egentlig dækker over. Billedet er komplekst og forvirrende på flere måder: • Børn, der mobber andre, har tit urealistisk høje tanker om sig selv, altså det, der i forskningen kaldes højt selvværd.

• Unge mænd, der er voldelige, har høje tanker om sig selv.

• Personrettet ros fører til højt selvværd, men ikke til mestringsorientering og selvtillid.

• Børn, der har fået høje tanker om sig selv, fordi de tit har fået at vide, at ’ih, hvor er du dygtig’, risikerer at blive hjælpeløse, når der ikke står nogen parat til at rose dem, eller når de ikke kan klare opgaven med det samme.

Når det siges, at det er vigtigt, at børn får selvværd, menes der tit bare, at det er vigtigt at undgå, at de kommer til at føle, at de ikke bliver accepteret, som de er, og at det er vigtigt at undgå, at de kommer til at føle sig udenfor. Men dette pædagogiske mål kræver ikke nogen særlig pædagogisk indsats, det kræver bare almindelig omsorg, menneskekærlighed og respekt for barnets følelser, ting der i forvejen er en selvfølge.

Det er vigtigt, at man hjælper barnets kompetenceudvikling, og at man beskytter barnet mod lavt selvværd. Men det må frarådes at puste barnets ego op. Det fører bare til selvoptagethed.

Ungdom Med ungdom menes der her perioden fra 13 til 19 år, altså teenageårene. Denne periode kaldes med et fremmedord adolescensen, på engelsk adolescence. Af grunde, som fremgår side 239, er det helt forkert at kalde den puberteten.

Udviklingspsykologi

235

Tænkningens udvikling i ungdommen På side 214 blev det beskrevet, hvordan udviklingen ved 6-7 år bliver konkret-operationel. Ifølge den klassiske teori, der blev udformet af den svejtsiske psykolog Piaget, bliver tænkningen i ungdomsårene formel-operationel. Det betyder, at tænkningen får tre egenskaber: Det bliver muligt at beskæftige sig med det hypotetiske i stedet for det faktiske, det bliver muligt at tænke videnskabeligt, og det bliver muligt at kombinere flere ideer på en logisk måde.

Mens teorien om den konkret-operationelle tænkning i 6-7 års-alderen er blevet bevist til hudløshed, er teorien om den formel-operationelle tænkning som et særligt ungdomsfænomen blevet afvist. Alligevel genfortælles den i alle større lærebøger om psykologi, selvom der efterhånden er enighed om, at den er forkert. Grunden må være, at der stadig eksisterer en overdreven respekt for Piaget, den gamle mester, ligesom der eksisterer en overdreven respekt for Freuds forældede teori om børns udvikling. Men hvordan er teorien om den formel-operationelle tænkning forkert?

For det første er det kun et mindretal af befolkningen, der overhovedet udvikler evnen til formel-operationel tænkning.

I enhver gymnasieklasse sidder der elever, der får en studentereksamen uden at have formel-operationel tænkning.

Udviklingen af formel-operationel tænkning er langt mere afhængig af individuelle forskelle end af alder. Derfor har den ikke noget med ungdom at gøre.

For det andet er den formel-operationelle tænkning ikke nødvendigvis det højeste trin på tænkningens udvikling. I nogle kulturer regnes formel tænkning ikke for særlig kløgtig. Hos Piaroaerne på Borneo regnes man kun for intelligent, hvis man kan lære mange af kulturens legender, og hvis man kan fortælle dem på en spændende og varieret måde.

Piaroaernes intelligensideal er ikke formelt, men narrativt. Det vestlige ideal om intelligensens højeste trin er måske også ved at ændre sig fra det formelle til det narrative.

I enhver gymnasieklasse sidder der elever, der får en studenter­ eksamen uden at have formeloperationel tænkning.

234

Del 1 orientering + en følelse af ikke at være afholdt og accepteret + negative følelser og meninger om sig selv. Derimod er det mere uklart, hvad en høj score på ’selvværdstesten’ egentlig dækker over.

Hvad fører til lavt selvværd? Når forældrene er følelseskolde, har lave forventninger til barnet, er meget lidt støttende, er overdrevent kontrollerende og undlader den form for feedback, der fører til mestringsorientering, er der stor risiko for, at barnet får lavt selvværd. Også afvisning fra jævnaldrende fører til lavt selvværd.

Hvad fører til højt selvværd? Vi ved ikke, hvad der fører til højt selvværd, fordi det som sagt er uklart, hvad det høje selvværd egentlig dækker over. Billedet er komplekst og forvirrende på flere måder: • Børn, der mobber andre, har tit urealistisk høje tanker om sig selv, altså det, der i forskningen kaldes højt selvværd.

• Unge mænd, der er voldelige, har høje tanker om sig selv.

• Personrettet ros fører til højt selvværd, men ikke til mestringsorientering og selvtillid.

• Børn, der har fået høje tanker om sig selv, fordi de tit har fået at vide, at ’ih, hvor er du dygtig’, risikerer at blive hjælpeløse, når der ikke står nogen parat til at rose dem, eller når de ikke kan klare opgaven med det samme.

Når det siges, at det er vigtigt, at børn får selvværd, menes der tit bare, at det er vigtigt at undgå, at de kommer til at føle, at de ikke bliver accepteret, som de er, og at det er vigtigt at undgå, at de kommer til at føle sig udenfor. Men dette pædagogiske mål kræver ikke nogen særlig pædagogisk indsats, det kræver bare almindelig omsorg, menneskekærlighed og respekt for barnets følelser, ting der i forvejen er en selvfølge.

Det er vigtigt, at man hjælper barnets kompetenceudvikling, og at man beskytter barnet mod lavt selvværd. Men det må frarådes at puste barnets ego op. Det fører bare til selvoptagethed.

Ungdom Med ungdom menes der her perioden fra 13 til 19 år, altså teenageårene. Denne periode kaldes med et fremmedord adolescensen, på engelsk adolescence. Af grunde, som fremgår side 239, er det helt forkert at kalde den puberteten.

Udviklingspsykologi

235

Tænkningens udvikling i ungdommen På side 214 blev det beskrevet, hvordan udviklingen ved 6-7 år bliver konkret-operationel. Ifølge den klassiske teori, der blev udformet af den svejtsiske psykolog Piaget, bliver tænkningen i ungdomsårene formel-operationel. Det betyder, at tænkningen får tre egenskaber: Det bliver muligt at beskæftige sig med det hypotetiske i stedet for det faktiske, det bliver muligt at tænke videnskabeligt, og det bliver muligt at kombinere flere ideer på en logisk måde.

Mens teorien om den konkret-operationelle tænkning i 6-7 års-alderen er blevet bevist til hudløshed, er teorien om den formel-operationelle tænkning som et særligt ungdomsfænomen blevet afvist. Alligevel genfortælles den i alle større lærebøger om psykologi, selvom der efterhånden er enighed om, at den er forkert. Grunden må være, at der stadig eksisterer en overdreven respekt for Piaget, den gamle mester, ligesom der eksisterer en overdreven respekt for Freuds forældede teori om børns udvikling. Men hvordan er teorien om den formel-operationelle tænkning forkert?

For det første er det kun et mindretal af befolkningen, der overhovedet udvikler evnen til formel-operationel tænkning.

I enhver gymnasieklasse sidder der elever, der får en studentereksamen uden at have formel-operationel tænkning.

Udviklingen af formel-operationel tænkning er langt mere afhængig af individuelle forskelle end af alder. Derfor har den ikke noget med ungdom at gøre.

For det andet er den formel-operationelle tænkning ikke nødvendigvis det højeste trin på tænkningens udvikling. I nogle kulturer regnes formel tænkning ikke for særlig kløgtig. Hos Piaroaerne på Borneo regnes man kun for intelligent, hvis man kan lære mange af kulturens legender, og hvis man kan fortælle dem på en spændende og varieret måde.

Piaroaernes intelligensideal er ikke formelt, men narrativt. Det vestlige ideal om intelligensens højeste trin er måske også ved at ændre sig fra det formelle til det narrative.

I enhver gymnasieklasse sidder der elever, der får en studenter­ eksamen uden at have formeloperationel tænkning.

236

Del 1 Ungdom og identitet Ifølge den dansk-amerikanske psykoanalytiker Erikson er opnåelse af identitet den vigtigste udviklingsopgave i ungdommen. Identitet er en stabilitet i de følelser og den viden, man har om sig selv, i idealerne og i de mål, man sætter sig.

Erikson sagde, at ungdomsperioden er et psykosocialt morato­ rium, dvs. en periode, hvor det unge menneske er friholdt fra ansvar og pligter og arbejde, selvom det strengt taget er gammelt nok til at blive pålagt ansvar, pligter og arbejde. Grunden til, at samfundet har etableret dette moratorium, er, at det fremmer det unge menneskes mulighed for at danne sig en holdbar identitet ved at eksperimentere sig frem. Denne eksperimenteren kan føre til identitetskonflikter, altså modstridende opfattelser hos den unge om identiteten.

Det er blevet påvist, at der er fire niveauer i identitetsudviklingen: Identitetsspredning. Dette er situationen hos det unge menneske, der har let ved at skifte mening om sig selv og i øvrigt ikke går særlig meget op i, hvad han vil, hvad han står for, og hvad han tror på. Firkantet udtrykt befinder dette menneske sig på modenhedsniveau 1.

Identitetsmoratorium. Situationen hos det unge menneske, der søger efter sin identitet og prøver at finde frem til sit personlige valg. Modenhedsniveau 2. Hvis moratoriet forløber uheldigt, kan det føre til negativ identitet, en situation hvor man afviser alle de roller, som forældrene og samfundet har at tilbyde, så man er henvist til at være i opposition hele tiden, og så man overskrider grænserne for det acceptable bare for at føle, at man ’er noget’.

Identitetslukning. Dette menneske har for hurtigt og ubesværet fundet en identitet, fordi han har sprunget moratoriet over. De valg, han har truffet, er ikke rigtige valg, men kun noget, han har overtaget fra andre ved ukritisk at acceptere de forventninger, der stilles. Modenhedsniveau 1.

Identitetsopnåelse. Man har haft identitetskonflikter og har nu truffet sine personlige valg og har engageret sig i noget. Man hviler i sig selv og går ikke længere så meget op i, hvad andre mennesker mener, man skal gøre. Modenhedsniveau 3.

Problemer med teorien om identitetsopnåelse Teorien er udtryk for en lidt nedladende holdning til ungdommen. Når et ungt menneske bestræber sig på at finde ud af, hvad han tror på, er det ikke bare et udviklingsstadium,

Udviklingspsykologi

237

der skal overstås. Sommetider er det også en seriøs beskæftigelse, der er rettet mod et formål. Hvis en 16-årig læser artikler for at finde ud af sandheden om den globale opvarmning, kan det jo være, han gør det for at finde sandheden og ikke for at finde sin identitet.

Hvis en 40-årig læser artikler om den globale opvarmning for at finde sandheden, er det så også noget, han gør for at finde sin identitet?

Identitetsteorien fører let til psykosnak. Den får det til at virke som om, det er ekstremt vigtigt at ’finde sig selv’. Men det er det vel kun, hvis man på et tidspunkt har tabt sig selv.

Eller hvad?

Teorien er udtryk for en moraliserende tendens i psykologien. Med løftet pegefinger fortæller den folk, at det er bedre at engagere sig i livets store spørgsmål og lede efter sin identitet end at se video og spise franske kartofler. Det er det måske også. Men hvorfor?

Ungdomslivet som et rum for udvikling af kvalificering og selvbestemmelse Ifølge den danske socialpsykolog Sven Mørch var der før i tiden – og stadig i mange samfund – ikke noget rum for et ungdomsliv, sådan som vi kender det i dag. I samfund ’uden ungdom’ er der en glidende overgang fra barn til voksen, og overgangen er ikke bestemt af alder.

Sven Mørch skriver: ”I dag er disse to livsverdener rykket fra hinanden, og indimellem er der udviklet et ungdomsliv i et ungdomsrum. ...Først og fremmest har skolen haft betydning som ungdommens udviklingsrum, men senere er også organiserede fritidsaktiviteter og sociale klubber kommet til.

Endelig har i de sidste 40 år også ungdomsgruppen fået stadig større betydning”. Ungdommen er blevet et særligt rum mellem barndom og voksenverden, hvor der er forskellige sammenhænge, som de unge indgår i: Skolens hovedopgave er at udvikle de unges kvalifikationer. De organiserede fritidsaktiviteters hovedopgave er at udvikle social kompetence hos de unge i form af selvbestemmelse. Og kammeratgruppen bruger man til at udvikle og afprøve sig selv i sociale relationer.

De tre typer af sammenhænge i ungdomslivet passer godt med det, der kræves i de voksnes arbejdsliv: Kvalifikation, selvstændighed og evne til at indgå i sociale relationer.

Barn

Voksen

Figur 9. Samfund uden ung­ dom, hvor barndomslivet glider over i voksenlivet.

236

Del 1 Ungdom og identitet Ifølge den dansk-amerikanske psykoanalytiker Erikson er opnåelse af identitet den vigtigste udviklingsopgave i ungdommen. Identitet er en stabilitet i de følelser og den viden, man har om sig selv, i idealerne og i de mål, man sætter sig.

Erikson sagde, at ungdomsperioden er et psykosocialt morato­ rium, dvs. en periode, hvor det unge menneske er friholdt fra ansvar og pligter og arbejde, selvom det strengt taget er gammelt nok til at blive pålagt ansvar, pligter og arbejde. Grunden til, at samfundet har etableret dette moratorium, er, at det fremmer det unge menneskes mulighed for at danne sig en holdbar identitet ved at eksperimentere sig frem. Denne eksperimenteren kan føre til identitetskonflikter, altså modstridende opfattelser hos den unge om identiteten.

Det er blevet påvist, at der er fire niveauer i identitetsudviklingen: Identitetsspredning. Dette er situationen hos det unge menneske, der har let ved at skifte mening om sig selv og i øvrigt ikke går særlig meget op i, hvad han vil, hvad han står for, og hvad han tror på. Firkantet udtrykt befinder dette menneske sig på modenhedsniveau 1.

Identitetsmoratorium. Situationen hos det unge menneske, der søger efter sin identitet og prøver at finde frem til sit personlige valg. Modenhedsniveau 2. Hvis moratoriet forløber uheldigt, kan det føre til negativ identitet, en situation hvor man afviser alle de roller, som forældrene og samfundet har at tilbyde, så man er henvist til at være i opposition hele tiden, og så man overskrider grænserne for det acceptable bare for at føle, at man ’er noget’.

Identitetslukning. Dette menneske har for hurtigt og ubesværet fundet en identitet, fordi han har sprunget moratoriet over. De valg, han har truffet, er ikke rigtige valg, men kun noget, han har overtaget fra andre ved ukritisk at acceptere de forventninger, der stilles. Modenhedsniveau 1.

Identitetsopnåelse. Man har haft identitetskonflikter og har nu truffet sine personlige valg og har engageret sig i noget. Man hviler i sig selv og går ikke længere så meget op i, hvad andre mennesker mener, man skal gøre. Modenhedsniveau 3.

Problemer med teorien om identitetsopnåelse Teorien er udtryk for en lidt nedladende holdning til ungdommen. Når et ungt menneske bestræber sig på at finde ud af, hvad han tror på, er det ikke bare et udviklingsstadium,

Udviklingspsykologi

237

der skal overstås. Sommetider er det også en seriøs beskæftigelse, der er rettet mod et formål. Hvis en 16-årig læser artikler for at finde ud af sandheden om den globale opvarmning, kan det jo være, han gør det for at finde sandheden og ikke for at finde sin identitet.

Hvis en 40-årig læser artikler om den globale opvarmning for at finde sandheden, er det så også noget, han gør for at finde sin identitet?

Identitetsteorien fører let til psykosnak. Den får det til at virke som om, det er ekstremt vigtigt at ’finde sig selv’. Men det er det vel kun, hvis man på et tidspunkt har tabt sig selv.

Eller hvad?

Teorien er udtryk for en moraliserende tendens i psykologien. Med løftet pegefinger fortæller den folk, at det er bedre at engagere sig i livets store spørgsmål og lede efter sin identitet end at se video og spise franske kartofler. Det er det måske også. Men hvorfor?

Ungdomslivet som et rum for udvikling af kvalificering og selvbestemmelse Ifølge den danske socialpsykolog Sven Mørch var der før i tiden – og stadig i mange samfund – ikke noget rum for et ungdomsliv, sådan som vi kender det i dag. I samfund ’uden ungdom’ er der en glidende overgang fra barn til voksen, og overgangen er ikke bestemt af alder.

Sven Mørch skriver: ”I dag er disse to livsverdener rykket fra hinanden, og indimellem er der udviklet et ungdomsliv i et ungdomsrum. ...Først og fremmest har skolen haft betydning som ungdommens udviklingsrum, men senere er også organiserede fritidsaktiviteter og sociale klubber kommet til.

Endelig har i de sidste 40 år også ungdomsgruppen fået stadig større betydning”. Ungdommen er blevet et særligt rum mellem barndom og voksenverden, hvor der er forskellige sammenhænge, som de unge indgår i: Skolens hovedopgave er at udvikle de unges kvalifikationer. De organiserede fritidsaktiviteters hovedopgave er at udvikle social kompetence hos de unge i form af selvbestemmelse. Og kammeratgruppen bruger man til at udvikle og afprøve sig selv i sociale relationer.

De tre typer af sammenhænge i ungdomslivet passer godt med det, der kræves i de voksnes arbejdsliv: Kvalifikation, selvstændighed og evne til at indgå i sociale relationer.

Barn

Voksen

Figur 9. Samfund uden ung­ dom, hvor barndomslivet glider over i voksenlivet.

238

Del 1

Figur 10. Nutildags formidles overgangen fra barn til voksen af forskellige udviklingsrum, tilsammen kaldet ungdomslivet.

Udviklingspsykologi

Skole

Barn

Voksen Kammeratgruppen

Familie

Arbejde

Organiseret fritid

Ifølge denne teori er ungdommen ikke en aldersperiode med naturgivne egenskaber. Det, der kendetegner ungdommen, er i højere grad et resultat af en social konstruktion, nemlig de samfundsmæssige vilkår, der gør det nødvendigt, at mennesker i denne aldersperiode lever i et felt, der adskiller børnelivet og voksenlivet, et felt der er beregnet på udvikling af særlige færdigheder. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at denne aldersperiode i det postmoderne samfund er blevet udvidet opad, således at også mennesker på 30-35 år til en vis grad lever under ungdomslivets muligheder og betingelser. Man kan endda hævde, at teorierne om, hvordan moderniteten og det postmoderne liv påvirker personligheden, i virkeligheden bare viser, hvordan det postmoderne voksne menneske skal leve op til de muligheder, betingelser og krav, der før var forbeholdt ungdommen.

Er ungdommen en særlig problematisk periode?

Der er en udbredt myte om, at ungdommen er en særlig problematisk periode, hvor det unge menneske har stærke negative følelser og er i stærkt oprør mod alt og alle. Denne myte er lidt sand, men også kun lidt. Undersøgelser tyder på, at der hos 12-15 årige er en lille stigning i forekomsten af negative selvrettede følelser, f.eks. nedtrykthed, usikkerhed eller ensomhedsfølelse. V ed 15 år stopper denne stigning. Der er også igennem hele ungdomsperioden en forøgelse i antallet og alvoren af konflikter mellem den unge og forældrene.

Men denne forøgelse er ikke jævnt fordelt blandt de unge.

Den forekommer i udpræget grad hos ca. 1/5 af de unge.

Hos resten af de unge er der ikke særlige ungdomskonflikter mellem den unge og forældrene. Det betyder, at historien om ungdommen som særlig problematisk er overdrevet. Det indebærer også, at begrebet ’pubertetsproblem’ er misvisende.

Pubertet betyder den periode på ca. et halvt år, hvor kønsmodningen medfører, at drenge får sædafgang, og piger får menstruation. Der er ikke noget, der tyder på, at lige netop dette halve år er en specielt problematisk tid.

Ordet pubertet bruges dog også sommetider i en anden betydning, nemlig som betegnelse for en periode, hvor den unge opfører sig negativt og problematisk. Men når ordet bruges i denne betydning, bliver det cirkulært. Argumentet for, at puberteten er problematisk, er af denne art: ”Hun opfører sig problematisk”. ”Hvorfor gør hun det?”. ”Fordi hun er i puberteten.”. ”Hvordan kan du se, at hun er i puberteten?”. ”Fordi hun opfører sig problematisk!”.

Ungdom og depression. På ét område er ungdomstiden dog problematisk. Nogle undersøgelser tyder på, at hyppigheden af klinisk depression (depression der kræver behandling) stiger fra 1% ved 12 år til 10% ved 18 år hos drengene og helt op til 20% hos pigerne. Det er muligt, at disse tal er overdrevne. Undersøgelser af den art bliver ofte finansieret af medicinalfirmaer, der har en interesse i at se store sygdomstal.

Men det er sikkert, at hyppigheden stiger gennem ungdomsperioden, og at den stiger mest hos pigerne. Denne kønsforskel er i øvrigt typisk: I barndommen er der flere drenge end piger, der bliver fejltilpasset på en eller anden måde. Men i ungdommen er det omvendt.

Er ungdommen en særlig selvoptagen periode?

Ja, det kommer man ikke udenom. I ungdomstiden eksisterer der tre former for selvoptagethed: Personlig historie. Unge mennesker er særlig tilbøjelige til at tro, at de oplevelser og tanker og indsigter og følelser, som de selv har, er helt unikke. I psykologien siger man, at unge mennesker laver en personlig historie (på engelsk: a personal fable). Det er på dette punkt, at teenagere kan virke lidt komiske i deres forældres og læreres øjne. Men selvom man som voksen kan finde den unges selvoptagethed lidt komisk, har den unge ret til at have sine følelser i fred, fuldstændig ligesom børn, der har krav på at blive anerkendt uden at blive invaderet (jf. s. 226).

239

238

Del 1

Figur 10. Nutildags formidles overgangen fra barn til voksen af forskellige udviklingsrum, tilsammen kaldet ungdomslivet.

Udviklingspsykologi

Skole

Barn

Voksen Kammeratgruppen

Familie

Arbejde

Organiseret fritid

Ifølge denne teori er ungdommen ikke en aldersperiode med naturgivne egenskaber. Det, der kendetegner ungdommen, er i højere grad et resultat af en social konstruktion, nemlig de samfundsmæssige vilkår, der gør det nødvendigt, at mennesker i denne aldersperiode lever i et felt, der adskiller børnelivet og voksenlivet, et felt der er beregnet på udvikling af særlige færdigheder. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at denne aldersperiode i det postmoderne samfund er blevet udvidet opad, således at også mennesker på 30-35 år til en vis grad lever under ungdomslivets muligheder og betingelser. Man kan endda hævde, at teorierne om, hvordan moderniteten og det postmoderne liv påvirker personligheden, i virkeligheden bare viser, hvordan det postmoderne voksne menneske skal leve op til de muligheder, betingelser og krav, der før var forbeholdt ungdommen.

Er ungdommen en særlig problematisk periode?

Der er en udbredt myte om, at ungdommen er en særlig problematisk periode, hvor det unge menneske har stærke negative følelser og er i stærkt oprør mod alt og alle. Denne myte er lidt sand, men også kun lidt. Undersøgelser tyder på, at der hos 12-15 årige er en lille stigning i forekomsten af negative selvrettede følelser, f.eks. nedtrykthed, usikkerhed eller ensomhedsfølelse. V ed 15 år stopper denne stigning. Der er også igennem hele ungdomsperioden en forøgelse i antallet og alvoren af konflikter mellem den unge og forældrene.

Men denne forøgelse er ikke jævnt fordelt blandt de unge.

Den forekommer i udpræget grad hos ca. 1/5 af de unge.

Hos resten af de unge er der ikke særlige ungdomskonflikter mellem den unge og forældrene. Det betyder, at historien om ungdommen som særlig problematisk er overdrevet. Det indebærer også, at begrebet ’pubertetsproblem’ er misvisende.

Pubertet betyder den periode på ca. et halvt år, hvor kønsmodningen medfører, at drenge får sædafgang, og piger får menstruation. Der er ikke noget, der tyder på, at lige netop dette halve år er en specielt problematisk tid.

Ordet pubertet bruges dog også sommetider i en anden betydning, nemlig som betegnelse for en periode, hvor den unge opfører sig negativt og problematisk. Men når ordet bruges i denne betydning, bliver det cirkulært. Argumentet for, at puberteten er problematisk, er af denne art: ”Hun opfører sig problematisk”. ”Hvorfor gør hun det?”. ”Fordi hun er i puberteten.”. ”Hvordan kan du se, at hun er i puberteten?”. ”Fordi hun opfører sig problematisk!”.

Ungdom og depression. På ét område er ungdomstiden dog problematisk. Nogle undersøgelser tyder på, at hyppigheden af klinisk depression (depression der kræver behandling) stiger fra 1% ved 12 år til 10% ved 18 år hos drengene og helt op til 20% hos pigerne. Det er muligt, at disse tal er overdrevne. Undersøgelser af den art bliver ofte finansieret af medicinalfirmaer, der har en interesse i at se store sygdomstal.

Men det er sikkert, at hyppigheden stiger gennem ungdomsperioden, og at den stiger mest hos pigerne. Denne kønsforskel er i øvrigt typisk: I barndommen er der flere drenge end piger, der bliver fejltilpasset på en eller anden måde. Men i ungdommen er det omvendt.

Er ungdommen en særlig selvoptagen periode?

Ja, det kommer man ikke udenom. I ungdomstiden eksisterer der tre former for selvoptagethed: Personlig historie. Unge mennesker er særlig tilbøjelige til at tro, at de oplevelser og tanker og indsigter og følelser, som de selv har, er helt unikke. I psykologien siger man, at unge mennesker laver en personlig historie (på engelsk: a personal fable). Det er på dette punkt, at teenagere kan virke lidt komiske i deres forældres og læreres øjne. Men selvom man som voksen kan finde den unges selvoptagethed lidt komisk, har den unge ret til at have sine følelser i fred, fuldstændig ligesom børn, der har krav på at blive anerkendt uden at blive invaderet (jf. s. 226).

239

280

Det er reduktionisme, hvis vi påstår, at en mand kun kan lide at hugge brænde, fordi det tilfredsstiller hans ubevidste ønske om slå sin far ihjel, eller hvis vi påstår, at han hugger brænde, fordi det tidligere har ført til driftsreduktion.

Del 1 mål, der ikke har noget med selve handlingen at gøre: V i går tur for at slippe af med ubevidst overskudsenergi, sublimere vores forbudte lyster, opnå driftsreduktion, fordrive kedsomheden, få motion osv. I denne liste af mulige motiver mangler der ét: Ifølge humanistisk teori går vi sommetider tur i skoven, fordi vi har lyst til at gå tur i skoven.

Lysten til at gå tur i skoven kan være begrundet i sig selv, den behøver ikke være begrundet af noget andet.

På samme måde kan det være, at en 12-årig dreng træner sin skaterteknik for at imponere andre, men det kan også være, at han træner, bare fordi han vil gøre det bedre, og fordi selve bestræbelsen på at gøre det bedre er tilfredsstillende for ham.

Psykoanalysens og behaviorismens tendens til at forklare alting ved noget andet, kaldes reduktionisme. Det er reduktionisme, hvis vi påstår, at en mand kun kan lide at hugge brænde, fordi det tilfredsstiller hans ubevidste ønske om at slå sin far ihjel, eller hvis vi påstår, at han hugger brænde, fordi det tidligere har ført til driftsreduktion. Den humanistiske psykologi var et oprør mod denne reduktionisme.

Maslow og behovspyramiden Den vigtigste teori inden for den humanistiske psykologi blev lavet af Maslow. Maslow skelnede mellem to typer af behov: Mangelmotiver og vækstmotiver. Mangelmotiverne kan f.eks. være sult. Når vi er meget sultne, så er vi parate til at gøre en masse for at få et eller andet at spise. Eller en gymnasiast kan læse lektier, fordi han er bange for at få kritik, hvis han er uforberedt. I begge tilfældene er handlingerne motiveret af mangelmotiver, behovet for mad eller behovet for at undgå kritik. Maslow erkendte, at mangelmotiverne eksisterer, og at de i en vis forstand er grundlæggende. Men han sagde, at det er reduktionisme, hvis vi forsøger at forklare alting ved hjælp af mangelmotiver. Der er ting, som vi gør, der ikke er motiveret af mangelmotiver, men af vækstmotiver. Hvis vi f.eks. gør noget særligt ud af madlavningen og fordyber os i selve processen, eller hvis vi læser lektier, fordi vi har en trang til at mestre faget, og fordi bestræbelsen er en

Personlighedspsykologi

281

tilfredsstillelse i sig selv, er det vækstmotiver, der ligger til grund. Når en handling er motiveret af et mangelmotiv, gælder det om at få den overstået, handlingen hviler ikke i sig selv. Når den er motiveret af vækstbehov, hviler den i sig selv, man fordyber sig i den og kan være tilbøjelig til at glemme tiden.

Med udgangspunkt i denne skelnen konstruSelvaktualisering erede Maslow behovspyramiden. Æstetiske behov De tre øverste behov er vækstmotiver, mens de fire nederste behov er mangelmoKognitive behov for viden og tiver. De nederste behov er grundlægforståelse gende på denne måde: Hvis de nederste Anerkendelsesbehov behov er tilfredsstillet, kan personen bevæge sig opad i behovshierarkiet Behov for samhørighed, kærlighed, være en (et hierarki betyder en rangorddel af fællesskabet ning). Hvis de ikke er tilfredsstillet, Sikkerhedsbehov, behov for tryghed vil personen bevæge sig nedad i behovshierarkiet.

Fysiologiske behov, mad, drikke, luft, temperatur Den selvaktualiserende personlighed Selvaktualisering er at realisere sig selv, fuldbyrde sig selv og udfolde sine evner. Ifølge Maslow har alle mennesker behov for selvaktualisering, men nogen gør mere ved det end andre.

Disse særligt selvaktualiserende personer har ifølge Maslow en række egenskaber: • Fokus på verden, ikke på selvet. Når man er ude at rejse, kan man være optaget af det, man ser, hører osv., men man kan også være optaget af, hvordan det virker på selvet. Man kan ødelægge sin rejse ved at gå op i, om oplevelsen (hvordan rejsen virker på selvet) er optimal. På samme måde kan man ødelægge en fræk aftale, hvis man studerer selve oplevelsen for meget. Kort sagt: Selvrefleksivitet vanskeliggør selvaktualisering.

• Højdepunktsoplevelser. En særlig tilstand, hvor man er intenst optaget af det, man er i gang med, samtidig med at man føler, at situationen er enestående på en positiv måde.

• Realistisk opfattelse af virkeligheden.

• Spontanitet.

• Selvstændighed.

• Evne til at begejstres. Nogle mennesker får ødelagt deres evne til at begejstres, fordi de af en eller anden grund hele tiden er blaserte og vil vise, at intet er nyt for dem.

• Accept af sig selv og af andre.

• Socialt engagement og fordomsfrihed.

Figur 13: Maslows behovs­ pyramide.

280

Det er reduktionisme, hvis vi påstår, at en mand kun kan lide at hugge brænde, fordi det tilfredsstiller hans ubevidste ønske om slå sin far ihjel, eller hvis vi påstår, at han hugger brænde, fordi det tidligere har ført til driftsreduktion.

Del 1 mål, der ikke har noget med selve handlingen at gøre: V i går tur for at slippe af med ubevidst overskudsenergi, sublimere vores forbudte lyster, opnå driftsreduktion, fordrive kedsomheden, få motion osv. I denne liste af mulige motiver mangler der ét: Ifølge humanistisk teori går vi sommetider tur i skoven, fordi vi har lyst til at gå tur i skoven.

Lysten til at gå tur i skoven kan være begrundet i sig selv, den behøver ikke være begrundet af noget andet.

På samme måde kan det være, at en 12-årig dreng træner sin skaterteknik for at imponere andre, men det kan også være, at han træner, bare fordi han vil gøre det bedre, og fordi selve bestræbelsen på at gøre det bedre er tilfredsstillende for ham.

Psykoanalysens og behaviorismens tendens til at forklare alting ved noget andet, kaldes reduktionisme. Det er reduktionisme, hvis vi påstår, at en mand kun kan lide at hugge brænde, fordi det tilfredsstiller hans ubevidste ønske om at slå sin far ihjel, eller hvis vi påstår, at han hugger brænde, fordi det tidligere har ført til driftsreduktion. Den humanistiske psykologi var et oprør mod denne reduktionisme.

Maslow og behovspyramiden Den vigtigste teori inden for den humanistiske psykologi blev lavet af Maslow. Maslow skelnede mellem to typer af behov: Mangelmotiver og vækstmotiver. Mangelmotiverne kan f.eks. være sult. Når vi er meget sultne, så er vi parate til at gøre en masse for at få et eller andet at spise. Eller en gymnasiast kan læse lektier, fordi han er bange for at få kritik, hvis han er uforberedt. I begge tilfældene er handlingerne motiveret af mangelmotiver, behovet for mad eller behovet for at undgå kritik. Maslow erkendte, at mangelmotiverne eksisterer, og at de i en vis forstand er grundlæggende. Men han sagde, at det er reduktionisme, hvis vi forsøger at forklare alting ved hjælp af mangelmotiver. Der er ting, som vi gør, der ikke er motiveret af mangelmotiver, men af vækstmotiver. Hvis vi f.eks. gør noget særligt ud af madlavningen og fordyber os i selve processen, eller hvis vi læser lektier, fordi vi har en trang til at mestre faget, og fordi bestræbelsen er en

Personlighedspsykologi

281

tilfredsstillelse i sig selv, er det vækstmotiver, der ligger til grund. Når en handling er motiveret af et mangelmotiv, gælder det om at få den overstået, handlingen hviler ikke i sig selv. Når den er motiveret af vækstbehov, hviler den i sig selv, man fordyber sig i den og kan være tilbøjelig til at glemme tiden.

Med udgangspunkt i denne skelnen konstruSelvaktualisering erede Maslow behovspyramiden. Æstetiske behov De tre øverste behov er vækstmotiver, mens de fire nederste behov er mangelmoKognitive behov for viden og tiver. De nederste behov er grundlægforståelse gende på denne måde: Hvis de nederste Anerkendelsesbehov behov er tilfredsstillet, kan personen bevæge sig opad i behovshierarkiet Behov for samhørighed, kærlighed, være en (et hierarki betyder en rangorddel af fællesskabet ning). Hvis de ikke er tilfredsstillet, Sikkerhedsbehov, behov for tryghed vil personen bevæge sig nedad i behovshierarkiet.

Fysiologiske behov, mad, drikke, luft, temperatur Den selvaktualiserende personlighed Selvaktualisering er at realisere sig selv, fuldbyrde sig selv og udfolde sine evner. Ifølge Maslow har alle mennesker behov for selvaktualisering, men nogen gør mere ved det end andre.

Disse særligt selvaktualiserende personer har ifølge Maslow en række egenskaber: • Fokus på verden, ikke på selvet. Når man er ude at rejse, kan man være optaget af det, man ser, hører osv., men man kan også være optaget af, hvordan det virker på selvet. Man kan ødelægge sin rejse ved at gå op i, om oplevelsen (hvordan rejsen virker på selvet) er optimal. På samme måde kan man ødelægge en fræk aftale, hvis man studerer selve oplevelsen for meget. Kort sagt: Selvrefleksivitet vanskeliggør selvaktualisering.

• Højdepunktsoplevelser. En særlig tilstand, hvor man er intenst optaget af det, man er i gang med, samtidig med at man føler, at situationen er enestående på en positiv måde.

• Realistisk opfattelse af virkeligheden.

• Spontanitet.

• Selvstændighed.

• Evne til at begejstres. Nogle mennesker får ødelagt deres evne til at begejstres, fordi de af en eller anden grund hele tiden er blaserte og vil vise, at intet er nyt for dem.

• Accept af sig selv og af andre.

• Socialt engagement og fordomsfrihed.

Figur 13: Maslows behovs­ pyramide.

282

Del 1 Argumenter for og imod behovspyramiden Maslows skelnen mellem mangelmotiver og vækstmotiver forekommer grundlæggende rigtig. Der er handlinger, som vi foretager os på grund af interesse og engagement, og vi udvikler os mere af disse handlinger end af de handlinger, der bare skal overstås, og som er motiveret af et fysiologisk behov eller af frygt for kritik. På den anden side er begrebet om vækstmotivation selvmodsigende. For hvis vi virkelig foretager os disse handlinger på grund af interesse og engagement, så er det jo ikke noget, vi gør for at udvikle os. Hvis motivet for en handling er personlig vækst, så er dette motiv jo et resultat af, at man har fokus på selvet og ikke på verden, og den selvcentrerede holdning kommer i modstrid med reglen om, at selvaktualiserende mennesker har fokus på verden og ikke på selvet. Man kan forestille sig denne samtale: ”Jeg tager på backpackingtur til Indien”. ”Hvorfor gør du det?” ”Jeg gør det for at udvikle mig”. ”Men der er et weekendkursus i Helsingør, hvor du kan udvikle dig lige så meget, og det er både nemmere og billigere, og du risikerer ikke at blive bidt af en skorpion”. ”O.k., så tager jeg kurset i stedet”.

Hvis vækstmotiver fungerer på den måde, så er det ligesom om meningen med selvaktualisering forsvinder. Den såkaldt vækstmotiverede handling skal være udført i et engagement i selve handlingen, ikke med det bevidste formål at udvikle sig eller at opnå en eller anden personlig gevinst. På den måde er selve ordet ”vækstmotivation” selvmodsigende. Det selvmodsigende forstærkes af, at der i det postmoderne samfund er et krav til mennesker om, at de skal kunne give en begrundelse for alt, hvad de foretager sig. Det medfører let, at mennesker får et teknisk-rationelt forhold til sig selv. Når vækstmotivet bliver en del af det teknisk-rationelle forhold, bliver det absurd.

Teorien om, at de nederste behov skal være opfyldt, før de øverste behov kommer til udfoldelse, virker også umiddelbart rigtig. F.eks. er det svært at nyde en film i biografen, hvis man trænger til at komme på toilettet, og det er svært at fordybe sig i en bog om psykologi, hvis man sidder og tænker på pizza. Men der er eksempler, der går imod teorien.

Det sker, at mennesker bevidst tilsidesætter de nederste behov for at opfylde behov, som de opfatter som vigtigere. Der er kvinder, der sulter sig for at blive magre, og der er mennesker, der sprænger sig selv i luften for at fremme et politisk eller religiøst mål. Handlinger af den art udgør et problem for teorien, også selvom de er tåbelige.

Teorien udnævner vækstmotiverede handlinger til at være ’finere’ end mangelmotiverede handlinger – og det er de

Personlighedspsykologi måske også. Ifølge teorien er det ’finere’ at være et menneske, der gerne vil på overlevelsestur i Kaukasus, end at være et menneske, der hellere vil have en ny sofa. Teorien indeholder en antagelse om, at der er nogle mennesker, der i det hele taget går mest op i selvaktualisering, skønhed og viden, selvom de ikke er særlig velhavende, mens der er andre mennesker, det store grå flertal, der i det hele taget går mest op i de mangelmotiverede aktiviteter, selvom de har penge nok.

Det er der måske også. Men hvorfor? Her er teorien nødt til at gribe til psykologiske forklaringer: Mennesker, der ikke går så meget op i selvaktualisering, må være en lille smule menneskeligt forarmede på en eller anden måde. Det er de måske også. Men hvordan kan man vide det? Samtidig må man stå til ansvar for den ret grove påstand, at mennesker, der hellere vil have en sofa, må være menneskeligt forarmede. Det er ikke nok at sige, at de må være menneskeligt forarmede, siden de hellere vil have en ny sofa end tage på overlevelsestur i Kaukasus. Den forklaring ville være cirkulær. Man må kunne påvise deres forarmethed ved at henvise til andre forhold i deres liv end mangelen på selvaktualisering. Og det er der ikke belæg for. Der er belæg for at sige, at folk, der er forarmede, ikke er selvaktualiserende. Men der er ikke belæg for at sige, at folk, der ikke er selvaktualiserende, er forarmede.

Nogen foretrækker en overlevelsestur i Kaukasus, andre vil hellere have en ny sofa. Humanistiske psykologer siger, at det skyldes individuelle psykologiske årsager. Men ud fra en socialpsykologisk betragtning skyldes det snarere de normer, der gælder i den samfundsgruppe, som man føler tilhørsforhold til. Kan begge forklaringerne være rigtige, eller er de i modstrid med hinanden?

Hvis man går ekstremt meget op i vækstbehovene på bekostning af de aktiviteter, der er knyttet til de midterste, sociale behov i pyramiden, kan det i visse tilfælde føre til, at man bliver ligeglad med sine nærmeste, altså lidt egoistisk. Inderen Mahatma Gandhi, der var meget selvaktualiserende og gjorde så meget for det indiske folk, bliver som regel berømmet for at have befundet sig på et særlig højt moralsk niveau. Men han var måske ikke særlig behagelig at leve sammen med.

283

Mahatma Gandhi (1869‑1948), der var meget selvaktualiserende og gjorde så meget for det indiske folk, bli­ ver som regel berømmet for at have befundet sig på et særlig højt moralsk niveau. Man han var måske ikke særlig behagelig at leve sammen med.

282

Del 1 Argumenter for og imod behovspyramiden Maslows skelnen mellem mangelmotiver og vækstmotiver forekommer grundlæggende rigtig. Der er handlinger, som vi foretager os på grund af interesse og engagement, og vi udvikler os mere af disse handlinger end af de handlinger, der bare skal overstås, og som er motiveret af et fysiologisk behov eller af frygt for kritik. På den anden side er begrebet om vækstmotivation selvmodsigende. For hvis vi virkelig foretager os disse handlinger på grund af interesse og engagement, så er det jo ikke noget, vi gør for at udvikle os. Hvis motivet for en handling er personlig vækst, så er dette motiv jo et resultat af, at man har fokus på selvet og ikke på verden, og den selvcentrerede holdning kommer i modstrid med reglen om, at selvaktualiserende mennesker har fokus på verden og ikke på selvet. Man kan forestille sig denne samtale: ”Jeg tager på backpackingtur til Indien”. ”Hvorfor gør du det?” ”Jeg gør det for at udvikle mig”. ”Men der er et weekendkursus i Helsingør, hvor du kan udvikle dig lige så meget, og det er både nemmere og billigere, og du risikerer ikke at blive bidt af en skorpion”. ”O.k., så tager jeg kurset i stedet”.

Hvis vækstmotiver fungerer på den måde, så er det ligesom om meningen med selvaktualisering forsvinder. Den såkaldt vækstmotiverede handling skal være udført i et engagement i selve handlingen, ikke med det bevidste formål at udvikle sig eller at opnå en eller anden personlig gevinst. På den måde er selve ordet ”vækstmotivation” selvmodsigende. Det selvmodsigende forstærkes af, at der i det postmoderne samfund er et krav til mennesker om, at de skal kunne give en begrundelse for alt, hvad de foretager sig. Det medfører let, at mennesker får et teknisk-rationelt forhold til sig selv. Når vækstmotivet bliver en del af det teknisk-rationelle forhold, bliver det absurd.

Teorien om, at de nederste behov skal være opfyldt, før de øverste behov kommer til udfoldelse, virker også umiddelbart rigtig. F.eks. er det svært at nyde en film i biografen, hvis man trænger til at komme på toilettet, og det er svært at fordybe sig i en bog om psykologi, hvis man sidder og tænker på pizza. Men der er eksempler, der går imod teorien.

Det sker, at mennesker bevidst tilsidesætter de nederste behov for at opfylde behov, som de opfatter som vigtigere. Der er kvinder, der sulter sig for at blive magre, og der er mennesker, der sprænger sig selv i luften for at fremme et politisk eller religiøst mål. Handlinger af den art udgør et problem for teorien, også selvom de er tåbelige.

Teorien udnævner vækstmotiverede handlinger til at være ’finere’ end mangelmotiverede handlinger – og det er de

Personlighedspsykologi måske også. Ifølge teorien er det ’finere’ at være et menneske, der gerne vil på overlevelsestur i Kaukasus, end at være et menneske, der hellere vil have en ny sofa. Teorien indeholder en antagelse om, at der er nogle mennesker, der i det hele taget går mest op i selvaktualisering, skønhed og viden, selvom de ikke er særlig velhavende, mens der er andre mennesker, det store grå flertal, der i det hele taget går mest op i de mangelmotiverede aktiviteter, selvom de har penge nok.

Det er der måske også. Men hvorfor? Her er teorien nødt til at gribe til psykologiske forklaringer: Mennesker, der ikke går så meget op i selvaktualisering, må være en lille smule menneskeligt forarmede på en eller anden måde. Det er de måske også. Men hvordan kan man vide det? Samtidig må man stå til ansvar for den ret grove påstand, at mennesker, der hellere vil have en sofa, må være menneskeligt forarmede. Det er ikke nok at sige, at de må være menneskeligt forarmede, siden de hellere vil have en ny sofa end tage på overlevelsestur i Kaukasus. Den forklaring ville være cirkulær. Man må kunne påvise deres forarmethed ved at henvise til andre forhold i deres liv end mangelen på selvaktualisering. Og det er der ikke belæg for. Der er belæg for at sige, at folk, der er forarmede, ikke er selvaktualiserende. Men der er ikke belæg for at sige, at folk, der ikke er selvaktualiserende, er forarmede.

Nogen foretrækker en overlevelsestur i Kaukasus, andre vil hellere have en ny sofa. Humanistiske psykologer siger, at det skyldes individuelle psykologiske årsager. Men ud fra en socialpsykologisk betragtning skyldes det snarere de normer, der gælder i den samfundsgruppe, som man føler tilhørsforhold til. Kan begge forklaringerne være rigtige, eller er de i modstrid med hinanden?

Hvis man går ekstremt meget op i vækstbehovene på bekostning af de aktiviteter, der er knyttet til de midterste, sociale behov i pyramiden, kan det i visse tilfælde føre til, at man bliver ligeglad med sine nærmeste, altså lidt egoistisk. Inderen Mahatma Gandhi, der var meget selvaktualiserende og gjorde så meget for det indiske folk, bliver som regel berømmet for at have befundet sig på et særlig højt moralsk niveau. Men han var måske ikke særlig behagelig at leve sammen med.

283

Mahatma Gandhi (1869‑1948), der var meget selvaktualiserende og gjorde så meget for det indiske folk, bli­ ver som regel berømmet for at have befundet sig på et særlig højt moralsk niveau. Man han var måske ikke særlig behagelig at leve sammen med.

284

Del 1 Rogers’ teori om betinget accept Også den humanistiske psykolog Rogers lagde vægt på menneskers iboende behov for psykologisk vækst og selvaktualisering, og han mente, at det er den type accept, man får fra andre mennesker, der er med til at bestemme, om man bliver et menneske, der ikke aktualiserer sig selv.

Rogers mente, at enhver har behov for – og ret til – at blive accepteret og anerkendt som den person, man er. Det betyder naturligvis ikke, at man har ret til, at alle ens handlinger bliver accepteret. Men hvis f.eks. forældrene kun accepterer barnet, hvis det lever op til forældrenes forventninger, dvs. hvis forældrenes accept er betinget af, at barnet opfører sig på en bestemt måde, vil barnet begynde at opleve, at hun kun har værdi som menneske, hvis hun lever op til disse forventninger. Senere vil hun opleve, at hun kun har værdi som menneske, hvis hun lever op til andre menneskers forventninger i det hele taget. Hun vil derfor gå mere op i andres meninger end i, hvad hun selv mener og vil og har lyst til.

Hun vil begynde at miste fornemmelsen for, hvad der fører til personlig vækst.

Dette betyder ikke, at vi skal acceptere alt, hvad vores medmennesker gør. Men når vi viser dem vores misbilligelse, er det vigtigt, at vi viser dem, at det er handlingen, vi misbilliger, ikke personen – medmindre vi vil hæmme deres mulighed for personlig vækst.

Rogers’ teori er ikke voldsomt dybsindig eller original, men det gør den ikke mindre sand. Dens elementer genfindes i mange andre teorier om selvværd og mestringsorientering. F.eks. blev det i kapitlet om udviklingspsykologi s. 231 vist, at det er vigtigt at undgå at give børn en personrettet feedback, hvis man vil fremme deres mestringsorientering, kort sagt deres mulighed for selvaktualisering og personlig vækst.

Personlighedsforskelle: Trækteori Personlighedstyper I det antikke Grækenland mente man, at mennesker kan deles op i fire personlighedstyper med hver sin dominerende kropsvæske. Disse personlighedstyper kender vi i dag ved deres latinske navne.

Man mente, at det var disse kropsvæsker (væske hedder humor på latin, deraf navnet ’humør’), der bestemte den personlighedstype, et menneske tilhører, og det humør, han for øjeblikket befinder sig i.

Personlighedspsykologi

285

Melankolsk

Flegmatisk

Pessimistisk, rolig, indadvendt

Upåvirkelig, rolig, indadvendt

Dominerende væske: Sort galde

Dominerende væske: Slim

Kolerisk

Sangvinsk

Vredladen, irritabel, udadvendt

Optimistisk, munter, udadvendt

Dominerende væske: Gul galde

Dominerende væske: Blod

Den klassiske personlighedsteori holder faktisk stadig i dag, blot må man ændre på to ting i teorien, det med væskerne og det med typerne. Det er klart, at kropsvæskerne ikke har noget med sagen at gøre. V æskerne er bare et klodset forsøg på at finde et bindeled mellem sjæl og legeme. Og nutidens personlighedspsykologi beskæftiger sig ikke med personlighedstyper, men med personlighedstræk. Den undersøger f.eks., hvor en person befinder sig på en skala, der går fra meget indadvendt til meget udadvendt, eller fra følelsesmæssigt ustabil til følelsesmæssigt stabil.

Fem-faktor teorien Nutidens dominerende teori om personlighedstræk er femfaktor teorien, der inddeler menneskers personlighedstræk i 5 grupper. Disse 5 kaldes ’the big five’. Åben over for nye oplevelser på engelsk open

Nysgerrig, fantasifuld, original,

Samvittighedsfuld, flittig på engelsk conscientious

Effektiv, systematisk, pålidelig, grundig

Udadvendt på engelsk extraverted.

Modsætningen kaldes indadvendt eller introvert

Aktiv, energisk, taler meget, udtryksfuld gestus, kan lide at være sammen med mennesker. Modsætningen er indadvendt

Omgængelig på engelsk agreable

Generøs, flink, opmærksom, tillidsfuld, medfølende

Følelsesmæssig ustabil på engelsk neurotic, selvom det ikke har noget med neurose i gængs forstand at gøre.

Modsætningen hedder emotional stability

Ængstelig, ynker sig selv, kommer let i dårligt humør, impulsiv, sårbar

The big five kaldes også OCEAN efter de engelske forbogstaver. De er universelle, forstået på den måde, at mennesker inden for f.eks. en østlig kultur er forskellige fra hinanden med hensyn til de fem personlighedstræk, ligesom de er forskellige fra hinanden inden for en vestlig kultur.

284

Del 1 Rogers’ teori om betinget accept Også den humanistiske psykolog Rogers lagde vægt på menneskers iboende behov for psykologisk vækst og selvaktualisering, og han mente, at det er den type accept, man får fra andre mennesker, der er med til at bestemme, om man bliver et menneske, der ikke aktualiserer sig selv.

Rogers mente, at enhver har behov for – og ret til – at blive accepteret og anerkendt som den person, man er. Det betyder naturligvis ikke, at man har ret til, at alle ens handlinger bliver accepteret. Men hvis f.eks. forældrene kun accepterer barnet, hvis det lever op til forældrenes forventninger, dvs. hvis forældrenes accept er betinget af, at barnet opfører sig på en bestemt måde, vil barnet begynde at opleve, at hun kun har værdi som menneske, hvis hun lever op til disse forventninger. Senere vil hun opleve, at hun kun har værdi som menneske, hvis hun lever op til andre menneskers forventninger i det hele taget. Hun vil derfor gå mere op i andres meninger end i, hvad hun selv mener og vil og har lyst til.

Hun vil begynde at miste fornemmelsen for, hvad der fører til personlig vækst.

Dette betyder ikke, at vi skal acceptere alt, hvad vores medmennesker gør. Men når vi viser dem vores misbilligelse, er det vigtigt, at vi viser dem, at det er handlingen, vi misbilliger, ikke personen – medmindre vi vil hæmme deres mulighed for personlig vækst.

Rogers’ teori er ikke voldsomt dybsindig eller original, men det gør den ikke mindre sand. Dens elementer genfindes i mange andre teorier om selvværd og mestringsorientering. F.eks. blev det i kapitlet om udviklingspsykologi s. 231 vist, at det er vigtigt at undgå at give børn en personrettet feedback, hvis man vil fremme deres mestringsorientering, kort sagt deres mulighed for selvaktualisering og personlig vækst.

Personlighedsforskelle: Trækteori Personlighedstyper I det antikke Grækenland mente man, at mennesker kan deles op i fire personlighedstyper med hver sin dominerende kropsvæske. Disse personlighedstyper kender vi i dag ved deres latinske navne.

Man mente, at det var disse kropsvæsker (væske hedder humor på latin, deraf navnet ’humør’), der bestemte den personlighedstype, et menneske tilhører, og det humør, han for øjeblikket befinder sig i.

Personlighedspsykologi

285

Melankolsk

Flegmatisk

Pessimistisk, rolig, indadvendt

Upåvirkelig, rolig, indadvendt

Dominerende væske: Sort galde

Dominerende væske: Slim

Kolerisk

Sangvinsk

Vredladen, irritabel, udadvendt

Optimistisk, munter, udadvendt

Dominerende væske: Gul galde

Dominerende væske: Blod

Den klassiske personlighedsteori holder faktisk stadig i dag, blot må man ændre på to ting i teorien, det med væskerne og det med typerne. Det er klart, at kropsvæskerne ikke har noget med sagen at gøre. V æskerne er bare et klodset forsøg på at finde et bindeled mellem sjæl og legeme. Og nutidens personlighedspsykologi beskæftiger sig ikke med personlighedstyper, men med personlighedstræk. Den undersøger f.eks., hvor en person befinder sig på en skala, der går fra meget indadvendt til meget udadvendt, eller fra følelsesmæssigt ustabil til følelsesmæssigt stabil.

Fem-faktor teorien Nutidens dominerende teori om personlighedstræk er femfaktor teorien, der inddeler menneskers personlighedstræk i 5 grupper. Disse 5 kaldes ’the big five’. Åben over for nye oplevelser på engelsk open

Nysgerrig, fantasifuld, original,

Samvittighedsfuld, flittig på engelsk conscientious

Effektiv, systematisk, pålidelig, grundig

Udadvendt på engelsk extraverted.

Modsætningen kaldes indadvendt eller introvert

Aktiv, energisk, taler meget, udtryksfuld gestus, kan lide at være sammen med mennesker. Modsætningen er indadvendt

Omgængelig på engelsk agreable

Generøs, flink, opmærksom, tillidsfuld, medfølende

Følelsesmæssig ustabil på engelsk neurotic, selvom det ikke har noget med neurose i gængs forstand at gøre.

Modsætningen hedder emotional stability

Ængstelig, ynker sig selv, kommer let i dårligt humør, impulsiv, sårbar

The big five kaldes også OCEAN efter de engelske forbogstaver. De er universelle, forstået på den måde, at mennesker inden for f.eks. en østlig kultur er forskellige fra hinanden med hensyn til de fem personlighedstræk, ligesom de er forskellige fra hinanden inden for en vestlig kultur.

286

Del 1

Personlighedspsykologi

Alder og the big five Undersøgelser har vist, at de fleste bevarer deres personlighedsegenskaber nogenlunde uændret fra barndom til alderdom, når de sammenlignes med jævnaldrende. En pige kan måske som tiårig karakteriseres således på en skala fra 1 til 10, når hun sammenlignes med andre tiårige: Åbenhed

Samvittigheds­ Udadvendthed fuldhed

Omgængelighed

Følelsesmæssig ustabilitet

Personligheds­ træk som 10årig, sammen­ lignet med andre 10-årige

4

8

3

6

4

Mulig personlighedsprofil som 40-årig, sammenlignet med andre 40årige

6

7

4

4

3

Usandsynlig personlighedsprofil som 40-årig, sammenlignet med andre 40-årige

8

3

5

3

6

Som 40-årig har hun selvfølgelig forandret sig noget. Hun kan f.eks. have en profil, som den viste, når hun sammenlignes med andre 40-årige. Men en stor forandring som den, der er vist på kolonnen til højre, sker sjældent. Det kan sammenfattes således: Selvfølgelig kan man forandre personlighed. Men når det drejer sig om de grundlæggende 5 personlighedstræk, forandrer man sig som regel ikke ret meget.

Ikke desto mindre har de fleste voksne mennesker en oplevelse af, at de har forandret sig i forhold til tidligere. Det er der flere grunde til. I enkelte tilfælde kan de selvfølgelig have ret, men som regel skyldes oplevelsen af at have forandret sig noget andet: For det første er der en gennemgående tilbøjelighed til at se sine nuværende egenskaber i et mere positivt lys end sine tidligere egenskaber. Mennesker har simpelthen en tilbøjelighed til at se sig selv som en person, der er blevet et bedre menneske med årene. De har en tendens til at opleve sig selv som i sangen ’Amazing grace’: ’I once was lost, but now I’m found. Was blind, but now I see’.

For det andet sker der bestemte, små forandringer med alderen, der viser sig, når gruppen af ældre som helhed sammenlignes med gruppen af yngre. Forandringerne går ud på, at den følelsesmæssige ustabilitet, udadvendtheden og åbenheden i gennemsnit falder lidt med alderen, mens omgængelighed og samvittighedsfuldhed stiger lidt. Hvis man oplever, at man har forandret sig med alderen, kan det altså skyldes de modnings- og aldringsprocesser, som man har tilfælles med andre mennesker. F.eks. kan en 50-årig mand sige: ”Jeg har forandret mig på den måde, at jeg er blevet mindre aggressiv”. Hans jævnaldrende ven kan svare: ”Jo tak, men det gælder vel os alle”.

Hvorfor opstår disse aldersbestemte forandringer? Hvis vi ser nærmere på dem, giver svaret næsten sig selv. Med alderen stiger omgængelighed og samvittighedsfuldhed. Omgængeligheden stiger, for det er ikke ret hensigtsmæssigt (for ham selv), hvis en 50-årig går rundt og giver fuckfingeren til alle og enhver. Hvis han gør det, varer det ikke længe, før han får tæv af en tyveårig, der er stærkere end ham selv. Det er heller ikke hensigtsmæssigt (for samfundet og for menneskearten), hvis han hele tiden prøver at møve sig frem på de 20-åriges bekostning. På samme måde er det hensigtsmæssigt for arten og for samfundet, at de individer, der har alderen til at have ansvaret for andre mennesker, også er samvittighedsfulde.

Det har også været hensigtsmæssigt (og er det måske stadig), at unge mennesker er lidt dristige, udadvendte og åbne for nye muligheder. I evolutionen har det selvfølgelig givet en vis spildprocent i form af dødsfald eller brækkede ben, men det har til gengæld givet gruppen, klanen eller samfundet en omstillingsevne, en mulighed for at udvikle sig og tilpasse sig forandrede omstændigheder.

Evolutionære forklaringer. Forklaringer af denne art kaldes evolutionære, fordi de bruger evolution og overlevelse som argumentationsgrundlag. Den evolutionære forklaring går i dette tilfælde ud på, at generne styrer adfærdens forandring gennem menneskets livscyklus. Det er årsagen til, at unge mennesker er dristige og åbne over for nye oplevelser, mens de bliver mere samvittighedsfulde og omgængelige, når de bliver ældre. Den forklaring kan ikke være helt forkert.

Men samtidig har den et problem. I menneskets barndom for firs tusind år siden, da de gener blev udviklet, som styrer vores adfærd i dag, var man forælder, når man var 14, og man hørte til klanens ældste, når man var 25. Dengang skulle man altså være dristig som 10-årig og samvittighedsfuld som 16-årig, hvis det skulle være evolutionært hensigtsmæssigt.

I dag er man dristig som 20-årig og samvittighedsfuld som 40-årig – firkantet sagt. Og det er de samme gener, der styrer

287

286

Del 1

Personlighedspsykologi

Alder og the big five Undersøgelser har vist, at de fleste bevarer deres personlighedsegenskaber nogenlunde uændret fra barndom til alderdom, når de sammenlignes med jævnaldrende. En pige kan måske som tiårig karakteriseres således på en skala fra 1 til 10, når hun sammenlignes med andre tiårige: Åbenhed

Samvittigheds­ Udadvendthed fuldhed

Omgængelighed

Følelsesmæssig ustabilitet

Personligheds­ træk som 10årig, sammen­ lignet med andre 10-årige

4

8

3

6

4

Mulig personlighedsprofil som 40-årig, sammenlignet med andre 40årige

6

7

4

4

3

Usandsynlig personlighedsprofil som 40-årig, sammenlignet med andre 40-årige

8

3

5

3

6

Som 40-årig har hun selvfølgelig forandret sig noget. Hun kan f.eks. have en profil, som den viste, når hun sammenlignes med andre 40-årige. Men en stor forandring som den, der er vist på kolonnen til højre, sker sjældent. Det kan sammenfattes således: Selvfølgelig kan man forandre personlighed. Men når det drejer sig om de grundlæggende 5 personlighedstræk, forandrer man sig som regel ikke ret meget.

Ikke desto mindre har de fleste voksne mennesker en oplevelse af, at de har forandret sig i forhold til tidligere. Det er der flere grunde til. I enkelte tilfælde kan de selvfølgelig have ret, men som regel skyldes oplevelsen af at have forandret sig noget andet: For det første er der en gennemgående tilbøjelighed til at se sine nuværende egenskaber i et mere positivt lys end sine tidligere egenskaber. Mennesker har simpelthen en tilbøjelighed til at se sig selv som en person, der er blevet et bedre menneske med årene. De har en tendens til at opleve sig selv som i sangen ’Amazing grace’: ’I once was lost, but now I’m found. Was blind, but now I see’.

For det andet sker der bestemte, små forandringer med alderen, der viser sig, når gruppen af ældre som helhed sammenlignes med gruppen af yngre. Forandringerne går ud på, at den følelsesmæssige ustabilitet, udadvendtheden og åbenheden i gennemsnit falder lidt med alderen, mens omgængelighed og samvittighedsfuldhed stiger lidt. Hvis man oplever, at man har forandret sig med alderen, kan det altså skyldes de modnings- og aldringsprocesser, som man har tilfælles med andre mennesker. F.eks. kan en 50-årig mand sige: ”Jeg har forandret mig på den måde, at jeg er blevet mindre aggressiv”. Hans jævnaldrende ven kan svare: ”Jo tak, men det gælder vel os alle”.

Hvorfor opstår disse aldersbestemte forandringer? Hvis vi ser nærmere på dem, giver svaret næsten sig selv. Med alderen stiger omgængelighed og samvittighedsfuldhed. Omgængeligheden stiger, for det er ikke ret hensigtsmæssigt (for ham selv), hvis en 50-årig går rundt og giver fuckfingeren til alle og enhver. Hvis han gør det, varer det ikke længe, før han får tæv af en tyveårig, der er stærkere end ham selv. Det er heller ikke hensigtsmæssigt (for samfundet og for menneskearten), hvis han hele tiden prøver at møve sig frem på de 20-åriges bekostning. På samme måde er det hensigtsmæssigt for arten og for samfundet, at de individer, der har alderen til at have ansvaret for andre mennesker, også er samvittighedsfulde.

Det har også været hensigtsmæssigt (og er det måske stadig), at unge mennesker er lidt dristige, udadvendte og åbne for nye muligheder. I evolutionen har det selvfølgelig givet en vis spildprocent i form af dødsfald eller brækkede ben, men det har til gengæld givet gruppen, klanen eller samfundet en omstillingsevne, en mulighed for at udvikle sig og tilpasse sig forandrede omstændigheder.

Evolutionære forklaringer. Forklaringer af denne art kaldes evolutionære, fordi de bruger evolution og overlevelse som argumentationsgrundlag. Den evolutionære forklaring går i dette tilfælde ud på, at generne styrer adfærdens forandring gennem menneskets livscyklus. Det er årsagen til, at unge mennesker er dristige og åbne over for nye oplevelser, mens de bliver mere samvittighedsfulde og omgængelige, når de bliver ældre. Den forklaring kan ikke være helt forkert.

Men samtidig har den et problem. I menneskets barndom for firs tusind år siden, da de gener blev udviklet, som styrer vores adfærd i dag, var man forælder, når man var 14, og man hørte til klanens ældste, når man var 25. Dengang skulle man altså være dristig som 10-årig og samvittighedsfuld som 16-årig, hvis det skulle være evolutionært hensigtsmæssigt.

I dag er man dristig som 20-årig og samvittighedsfuld som 40-årig – firkantet sagt. Og det er de samme gener, der styrer

287

288

Del 1

Personlighedspsykologi adfærden nu som dengang. Så hvis den evolutionære forklaring på genernes styring af adfærden gennem menneskets livscyklus skal opretholdes, må den kobles sammen med en antagelse om, at kulturelle eller miljømæssige forhold ’tænder’ og ’slukker’ for generne. Det er generne, der fortæller den unge mand, at han skal søge nye oplevelser og tage chancer. Men det er miljøet og kulturen, der fortæller ham – og hans gener – hvornår han er ung.

Trækteorien og antikkens typeteori

En kategori af forklaringer er evolutionære, fordi de bruger evolutionen og overlevejelse som grundlag for argumentationen.

De to personlighedstræk, udadvendthed og følelsesmæssig ustabilitet, passer udmærket sammen med antikkens typeteori.

Man skal bare være opmærksom på forskellen mellem typer og træk. I firefeltstabellen er de antikke personlighedstyper sat ind som kombinationer af de to personlighedstræk. Den antikke teori var ikke så tosset endda, selvom typerne var så firkantet beskrevet, at de fleste mennesker vil befinde sig et sted midt imellem de fire typer.

Indadvendt

Udadvendt

Følelsesmæssig stabil

Flegmatisk. Passiv, eftertænksom, kontrolleret, omhyggelig, rolig

Sangvinsk. Aktiv, optimistisk, ubekymret, viser ofte glæde

Følelsesmæssig ustabil

Melankolsk. Pessimistisk, reserveret, ængstelig, viser sjældent glæde

Kolerisk. Sårbar, aggressiv, impulsiv, oftere negativ end positiv stemning

Social-kognitiv teori I alle de tre teorier, psykoanalysen, humanistisk psykologi og trækteori, er det indre egenskaber i personen, der bestemmer, hvordan personen handler. I modsætning hertil lægger den social-kognitive teori vægt på den situation, personen befinder sig i, og på personens oplevelse af den og personens erfaring med, hvordan det tidligere er gået i lignende situationer.

Den social-kognitive teori præsenteres her ved at forklare dens grundbegreber: indre-ydre kontrol, selv-effektivitet og reciprok determinisme.

289

Indre eller ydre kontrol Når man befinder sig i en situation, hvor det kan gå godt eller skidt for en, kan man have den forventning, at man selv har indflydelse på, om det går godt (indre kontrol), eller den forventning at man ikke har nogen indflydelse på, om det går godt (ydre kontrol). Mange undersøgelser har vist, at der er stabile personlighedsforskelle med hensyn til indre-ydre kontrol. Mennesker med indre kontrol (altså mennesker, der oplever, at de selv har indflydelse på, om det går godt) er mere politisk aktive, får bedre karakterer i skolen, har en sundere levevis og er mindre påvirkelige over for mennesker, der prøver at dominere dem, end mennesker med ydre kontrol. Man ved ikke, hvad der bevirker, at mennesker får indre eller ydre kontrol. Dog ved man, at mennesker, der lever i fattigdom, har ydre kontrol. Det kan der være to forklaringer på. 1) Det kan skyldes, at fattigdommen medfører en række erfaringer, der viser personen, at han/hun ikke har indflydelse på, om det går godt eller skidt. 2) Det kan også skyldes, at det er den manglende oplevelse af at have ansvar for sin egen tilværelse, der er skyld i fattigdommen. Det afhænger af ens samfundssyn, om man lægger mest vægt på 1) eller 2).

Selv-effektivitet Selv-effektivitet er det danske ord for det engelske self-efficacy (med tryk på fi). Selv-effektivitet er delvist det samme som

Mennesker, der lever i fattig­ dom, har ydre kontrol. Det kan skyldes, at fattigdommen giver en række erfaringer, der viser personen, at han/hun ikke har indflydelse på, om det går godt eller skidt. Eller det kan skyl­ des, at det er den manglende oplevelse af at have ansvar for sin egen tilværelse, der er skyld i fattigdommen. Foto: Polfoto.

288

Del 1

Personlighedspsykologi adfærden nu som dengang. Så hvis den evolutionære forklaring på genernes styring af adfærden gennem menneskets livscyklus skal opretholdes, må den kobles sammen med en antagelse om, at kulturelle eller miljømæssige forhold ’tænder’ og ’slukker’ for generne. Det er generne, der fortæller den unge mand, at han skal søge nye oplevelser og tage chancer. Men det er miljøet og kulturen, der fortæller ham – og hans gener – hvornår han er ung.

Trækteorien og antikkens typeteori

En kategori af forklaringer er evolutionære, fordi de bruger evolutionen og overlevejelse som grundlag for argumentationen.

De to personlighedstræk, udadvendthed og følelsesmæssig ustabilitet, passer udmærket sammen med antikkens typeteori.

Man skal bare være opmærksom på forskellen mellem typer og træk. I firefeltstabellen er de antikke personlighedstyper sat ind som kombinationer af de to personlighedstræk. Den antikke teori var ikke så tosset endda, selvom typerne var så firkantet beskrevet, at de fleste mennesker vil befinde sig et sted midt imellem de fire typer.

Indadvendt

Udadvendt

Følelsesmæssig stabil

Flegmatisk. Passiv, eftertænksom, kontrolleret, omhyggelig, rolig

Sangvinsk. Aktiv, optimistisk, ubekymret, viser ofte glæde

Følelsesmæssig ustabil

Melankolsk. Pessimistisk, reserveret, ængstelig, viser sjældent glæde

Kolerisk. Sårbar, aggressiv, impulsiv, oftere negativ end positiv stemning

Social-kognitiv teori I alle de tre teorier, psykoanalysen, humanistisk psykologi og trækteori, er det indre egenskaber i personen, der bestemmer, hvordan personen handler. I modsætning hertil lægger den social-kognitive teori vægt på den situation, personen befinder sig i, og på personens oplevelse af den og personens erfaring med, hvordan det tidligere er gået i lignende situationer.

Den social-kognitive teori præsenteres her ved at forklare dens grundbegreber: indre-ydre kontrol, selv-effektivitet og reciprok determinisme.

289

Indre eller ydre kontrol Når man befinder sig i en situation, hvor det kan gå godt eller skidt for en, kan man have den forventning, at man selv har indflydelse på, om det går godt (indre kontrol), eller den forventning at man ikke har nogen indflydelse på, om det går godt (ydre kontrol). Mange undersøgelser har vist, at der er stabile personlighedsforskelle med hensyn til indre-ydre kontrol. Mennesker med indre kontrol (altså mennesker, der oplever, at de selv har indflydelse på, om det går godt) er mere politisk aktive, får bedre karakterer i skolen, har en sundere levevis og er mindre påvirkelige over for mennesker, der prøver at dominere dem, end mennesker med ydre kontrol. Man ved ikke, hvad der bevirker, at mennesker får indre eller ydre kontrol. Dog ved man, at mennesker, der lever i fattigdom, har ydre kontrol. Det kan der være to forklaringer på. 1) Det kan skyldes, at fattigdommen medfører en række erfaringer, der viser personen, at han/hun ikke har indflydelse på, om det går godt eller skidt. 2) Det kan også skyldes, at det er den manglende oplevelse af at have ansvar for sin egen tilværelse, der er skyld i fattigdommen. Det afhænger af ens samfundssyn, om man lægger mest vægt på 1) eller 2).

Selv-effektivitet Selv-effektivitet er det danske ord for det engelske self-efficacy (med tryk på fi). Selv-effektivitet er delvist det samme som

Mennesker, der lever i fattig­ dom, har ydre kontrol. Det kan skyldes, at fattigdommen giver en række erfaringer, der viser personen, at han/hun ikke har indflydelse på, om det går godt eller skidt. Eller det kan skyl­ des, at det er den manglende oplevelse af at have ansvar for sin egen tilværelse, der er skyld i fattigdommen. Foto: Polfoto.

290

Del 1 indre kontrol, men hvor indre kontrol er forventningen om, at man har indflydelse på sin egen skæbne i det hele taget, er selv-effektivitet troen på, at man kan klare en ganske bestemt opgave. Indre kontrol er altså generel, mens selv-effektivitet er områdespecifik. Hvis man har selv-effektivitet i en bestemt situation, har man tillid til, at man nok skal klare den. Der er fire faktorer, der bidrager til selv-effektiviteten.

Erfaring med lignende situationer. Hvis man befinder sig i en bestemt situation og tidligere, ved egen indsats, har klaret lignende situationer godt, øger det ens selv-effektivitet.

Observation af andre. Hvis man ser en anden person, der ser ud til at være lige så dygtig som en selv, klare en situation, øger det ens forventning om, at man selv kan klare den.

Påvirkning fra andre. Hvis man bliver iagttaget af en anden, der sender signaler om, at man godt kan klare det, øger det ens selv-effektivitet. Hvis den anden derimod sender signaler om, at man ikke kan klare det, formindsker det ens selv-effektivitet. Dette er et eksempel på, hvordan vi er medansvarlige for hinandens skæbne. Hvis jeg systematisk nedgør min søn, når det er ham, der sidder ved rattet, bliver han i hvert fald ikke bedre til at køre bil.

Stærke følelser. Hvis situationen vækker stærke følelser, som man tolker som ængstelse, sænker det ens selv-effektivitet. Hvis man er i stand til at omtolke følelserne, så de ikke overskyller en, men derimod tager følelserne som udtryk for ivrighed, kan det ophæve den negative virkning.

Personlighedspsykologi

291

Del 2

Mediepsykologi

Kulturpsykologi

Social- og personlighedspsykologiske perspektiver på spørgsmålet om mennesket som socialt væsen

Idrætspsykologi

Emner Psykoterapi

Reciprok determinisme Det er forkert at opfatte det på den måde, at det er det objektive miljø, der påvirker personen (objektivisme), eller personen, der frit kan tolke situationen som han vil (subjektivisme). Personen, personens handlinger og miljøet påvirker gensidigt hinanden. Hvis f.eks. en mand er mistroisk og ligger lavt på den personlighedsfaktor, der hedder omgængelighed (se s. 285), vil han lettere se noget negativt i en neutral handling fra et andet menneske. Det medfører, at han vil reagere negativt over for den anden. Den anden vil, belært af erfaringen, være på vagt over for den mistroiske, og han vil begynde at negligere ham. Det medfører, at den mistroiske bliver bekræftet i sin mistro. Det bliver en selvforstærkende, ond cirkel eller en selvopfyldende profeti.

Man kan mene, at vores liv er styret af vores personlige egenskaber, eller af vores fri vilje, eller af de højere magter, eller af miljøet. Men måske er vores liv mest styret af de selvforstærkende kredsløb mellem person, handlinger og miljø, som vi befinder os i.

Sundhedspsykologi

Arbejds- organisations- og ledelsespsykologi

Psykologiske undersøgelsesmetoder

290

Del 1 indre kontrol, men hvor indre kontrol er forventningen om, at man har indflydelse på sin egen skæbne i det hele taget, er selv-effektivitet troen på, at man kan klare en ganske bestemt opgave. Indre kontrol er altså generel, mens selv-effektivitet er områdespecifik. Hvis man har selv-effektivitet i en bestemt situation, har man tillid til, at man nok skal klare den. Der er fire faktorer, der bidrager til selv-effektiviteten.

Erfaring med lignende situationer. Hvis man befinder sig i en bestemt situation og tidligere, ved egen indsats, har klaret lignende situationer godt, øger det ens selv-effektivitet.

Observation af andre. Hvis man ser en anden person, der ser ud til at være lige så dygtig som en selv, klare en situation, øger det ens forventning om, at man selv kan klare den.

Påvirkning fra andre. Hvis man bliver iagttaget af en anden, der sender signaler om, at man godt kan klare det, øger det ens selv-effektivitet. Hvis den anden derimod sender signaler om, at man ikke kan klare det, formindsker det ens selv-effektivitet. Dette er et eksempel på, hvordan vi er medansvarlige for hinandens skæbne. Hvis jeg systematisk nedgør min søn, når det er ham, der sidder ved rattet, bliver han i hvert fald ikke bedre til at køre bil.

Stærke følelser. Hvis situationen vækker stærke følelser, som man tolker som ængstelse, sænker det ens selv-effektivitet. Hvis man er i stand til at omtolke følelserne, så de ikke overskyller en, men derimod tager følelserne som udtryk for ivrighed, kan det ophæve den negative virkning.

Personlighedspsykologi

291

Del 2

Mediepsykologi

Kulturpsykologi

Social- og personlighedspsykologiske perspektiver på spørgsmålet om mennesket som socialt væsen

Idrætspsykologi

Emner Psykoterapi

Reciprok determinisme Det er forkert at opfatte det på den måde, at det er det objektive miljø, der påvirker personen (objektivisme), eller personen, der frit kan tolke situationen som han vil (subjektivisme). Personen, personens handlinger og miljøet påvirker gensidigt hinanden. Hvis f.eks. en mand er mistroisk og ligger lavt på den personlighedsfaktor, der hedder omgængelighed (se s. 285), vil han lettere se noget negativt i en neutral handling fra et andet menneske. Det medfører, at han vil reagere negativt over for den anden. Den anden vil, belært af erfaringen, være på vagt over for den mistroiske, og han vil begynde at negligere ham. Det medfører, at den mistroiske bliver bekræftet i sin mistro. Det bliver en selvforstærkende, ond cirkel eller en selvopfyldende profeti.

Man kan mene, at vores liv er styret af vores personlige egenskaber, eller af vores fri vilje, eller af de højere magter, eller af miljøet. Men måske er vores liv mest styret af de selvforstærkende kredsløb mellem person, handlinger og miljø, som vi befinder os i.

Sundhedspsykologi

Arbejds- organisations- og ledelsespsykologi

Psykologiske undersøgelsesmetoder

430 Perifere nervesystem

ne r v

er

Hjerte/kredsløb r i ske n e r v e r Sen s o Sym

Muskel

pat i ske

Sundhedspsykologi

disse organer (f.eks. blodårer, hjertet, mavesækken, tarmene, fordøjelsessystemet med leveStorhjerne ren og nyrer og meget andet).

Det autonome nervesystem Lillehjerne består videre af to dele, det sympatiske og det parasym­ Hjernepatiske system. Når vi bliver stamme følelsesmæssigt ophidsede (f.eks. nervøse eller vrede), Rygmarv går der gang i det sympatiske nervesystem, som ’mobiliserer’ kroppen til den såkaldte kamp-flugt reaktion, dvs. at blodforsyningen til musklerne Del 2 og hjernen øges ved hurtigere og kraftigere hjerteslag og ved stigning i blodtrykket, desuden øges åndedrættet og svedkirtlerne aktiveres (for at forebygge overophedning, hvis der bliver brug for kamp eller flugt).

Når vi psykologisk falder til ro igen, aktiveres det parasym­ patiske nervesystem, hvorved den tidligere kropslige ’ophidselse’ dæmpes, og de kropslige processer omstilles til ’genopbygning’ og ’afbalancering’ (homeostase) i stedet for kamp eller flugt.

Et af de organer, der påvirkes af det sympatiske nervesystem, er binyremarven, hvor der produceres adrenalin, således at der pumpes adrenalin ud i kroppen. Da adrenalin samtidig er et signalstof i de nerveforbindelser, der styrer de indre kropslige aktiviteter i det sympatiske nervesystem, vil denne udpumpning af adrenalin medføre en væsentlig forøgelse af den kropslige mobilisering til kamp eller flugt – selv om vi eventuelt hurtigt bliver klar over, at der alligevel ikke var fare på færde. Så længe adrenalinet cirkulerer rundt i kroppen, vil vi føle os kropsligt ophidsede, og denne fysiologiske tilstand kan virke tilbage på hjernen, så vi kommer til at føle os mere angste eller vrede på grund af den fysiologiske stresstilstand.

I den moderne fysiologiske stressforskning bruger man ofte målinger af adrenalinniveauet i blodet som mål for den fysiologiske stresstilstand især i forbindelse med relativt kortvarige og ophidsede former for stress, idet adrenalinsystemet ikke reagerer så meget på mere triste og nedtrykte stress­ tilstande. Det gør til gengæld det andet stresssystem: Centralnervesystem

Hud Føl e

Del 2

nerver

e nerve Pa rasympatisk erver ke n s i r to er Mo erv n e k atis ymp er Paras nerv iske r o s n e S

Det autonome nervesystem, som er et omfattende system af nervetråde, der fra hjernen og rygmarven går ud til en lang række organer i kroppen og derved bliver i stand til at om­ stille eller regulere aktiviteten i disse organer.

r

Det ’svage køn’?

Reagerer de to køn fysiologisk lige stærkt på stresspåvirkninger? Det kan man næppe sige generelt, men der findes tilsyneladende stresspåvirkninger, der virker ulige stærkt på de to køn. Således ser det ud til, at unge mænd sammenlignet med unge kvinder producerer flere stresshormoner, når de skal holde tale for et publikum, måske fordi de går mere op i at ’klare sig godt’, mens unge kvinder til gengæld udviser de stærkeste fysiologiske stressreaktioner, når forsøgspersonerne bliver sat til at se en meget sørgelig film, måske fordi de lettere end mænd lader sig rive med af andres sørgelige oplevelser. Ved den helt simple form for stress, der opstår, når man motionerer kraftigt, var der dog ingen forskel i adrenalinproduktionen hos de to køn.

Hypothalamus styrer også det hormonelle stresssystem. V ed især langvarige psykiske stresstilstande producerer hypothalamus et særligt stresshormon, CRF, som med blodet løber ned til hypofysen, den overordnede hormonproducerende kirtel, der hænger som en ært lige under forhjernen (over ganen). Når hypofysen påvirkes med CRF fra hypothalamus, producerer den bl.a. mere af et overordnet hormon, der hedder ACTH, som med blodet løber rundt i kroppen, indtil det rammer binyrebarken (der ligger rundt om den tidligere omtalte binyremarv med adrenalinproduktionen). Herved stimuleres binyrebarken til at producere en række hormoner, hvoriblandt især cortisol ser ud til at have forbindelse med vores stresstilstand.

Cortisol har mange forskellige virkninger i kroppen, hvoraf de mest vigtige i denne forbindelse er, at det øger aktiviteten i det autonome nervesystem (så man lettere bliver nervøs, forskrækket og irritabel), og det hæmmer aktiviteten i immunsystemet, så man lettere rammes af infektionssygdomme – og måske kræft, idet spæde tilløb til kræft formodentlig bliver nedkæmpet af immunsystemet. Nye undersøgelser viser endvidere, at et vedvarende forhøjet cortisolniveau kan ødelægge nerveceller i hjernen og derved bl.a. øge stressfølsomheden og svække hukommelsen.

Målinger af koncentrationen af både ACTH og cortisol i blodet hos mennesker menes således – ved siden af adrenalinmålinger – at udgøre det vigtigste grundlag for bestemmelsen af den fysiologiske stresstilstand, hvor det dog gælder, at cortisol til forskel fra adrenalin ofte forekommer hos mennesker, der er ’slået ud’ af deres livsvilkår og reagerer mere passivt og depressivt end aktivt og ophidset.

431

430 Perifere nervesystem

ne r v

er

Hjerte/kredsløb r i ske n e r v e r Sen s o Sym

Muskel

pat i ske

Sundhedspsykologi

disse organer (f.eks. blodårer, hjertet, mavesækken, tarmene, fordøjelsessystemet med leveStorhjerne ren og nyrer og meget andet).

Det autonome nervesystem Lillehjerne består videre af to dele, det sympatiske og det parasym­ Hjernepatiske system. Når vi bliver stamme følelsesmæssigt ophidsede (f.eks. nervøse eller vrede), Rygmarv går der gang i det sympatiske nervesystem, som ’mobiliserer’ kroppen til den såkaldte kamp-flugt reaktion, dvs. at blodforsyningen til musklerne Del 2 og hjernen øges ved hurtigere og kraftigere hjerteslag og ved stigning i blodtrykket, desuden øges åndedrættet og svedkirtlerne aktiveres (for at forebygge overophedning, hvis der bliver brug for kamp eller flugt).

Når vi psykologisk falder til ro igen, aktiveres det parasym­ patiske nervesystem, hvorved den tidligere kropslige ’ophidselse’ dæmpes, og de kropslige processer omstilles til ’genopbygning’ og ’afbalancering’ (homeostase) i stedet for kamp eller flugt.

Et af de organer, der påvirkes af det sympatiske nervesystem, er binyremarven, hvor der produceres adrenalin, således at der pumpes adrenalin ud i kroppen. Da adrenalin samtidig er et signalstof i de nerveforbindelser, der styrer de indre kropslige aktiviteter i det sympatiske nervesystem, vil denne udpumpning af adrenalin medføre en væsentlig forøgelse af den kropslige mobilisering til kamp eller flugt – selv om vi eventuelt hurtigt bliver klar over, at der alligevel ikke var fare på færde. Så længe adrenalinet cirkulerer rundt i kroppen, vil vi føle os kropsligt ophidsede, og denne fysiologiske tilstand kan virke tilbage på hjernen, så vi kommer til at føle os mere angste eller vrede på grund af den fysiologiske stresstilstand.

I den moderne fysiologiske stressforskning bruger man ofte målinger af adrenalinniveauet i blodet som mål for den fysiologiske stresstilstand især i forbindelse med relativt kortvarige og ophidsede former for stress, idet adrenalinsystemet ikke reagerer så meget på mere triste og nedtrykte stress­ tilstande. Det gør til gengæld det andet stresssystem: Centralnervesystem

Hud Føl e

Del 2

nerver

e nerve Pa rasympatisk erver ke n s i r to er Mo erv n e k atis ymp er Paras nerv iske r o s n e S

Det autonome nervesystem, som er et omfattende system af nervetråde, der fra hjernen og rygmarven går ud til en lang række organer i kroppen og derved bliver i stand til at om­ stille eller regulere aktiviteten i disse organer.

r

Det ’svage køn’?

Reagerer de to køn fysiologisk lige stærkt på stresspåvirkninger? Det kan man næppe sige generelt, men der findes tilsyneladende stresspåvirkninger, der virker ulige stærkt på de to køn. Således ser det ud til, at unge mænd sammenlignet med unge kvinder producerer flere stresshormoner, når de skal holde tale for et publikum, måske fordi de går mere op i at ’klare sig godt’, mens unge kvinder til gengæld udviser de stærkeste fysiologiske stressreaktioner, når forsøgspersonerne bliver sat til at se en meget sørgelig film, måske fordi de lettere end mænd lader sig rive med af andres sørgelige oplevelser. Ved den helt simple form for stress, der opstår, når man motionerer kraftigt, var der dog ingen forskel i adrenalinproduktionen hos de to køn.

Hypothalamus styrer også det hormonelle stresssystem. V ed især langvarige psykiske stresstilstande producerer hypothalamus et særligt stresshormon, CRF, som med blodet løber ned til hypofysen, den overordnede hormonproducerende kirtel, der hænger som en ært lige under forhjernen (over ganen). Når hypofysen påvirkes med CRF fra hypothalamus, producerer den bl.a. mere af et overordnet hormon, der hedder ACTH, som med blodet løber rundt i kroppen, indtil det rammer binyrebarken (der ligger rundt om den tidligere omtalte binyremarv med adrenalinproduktionen). Herved stimuleres binyrebarken til at producere en række hormoner, hvoriblandt især cortisol ser ud til at have forbindelse med vores stresstilstand.

Cortisol har mange forskellige virkninger i kroppen, hvoraf de mest vigtige i denne forbindelse er, at det øger aktiviteten i det autonome nervesystem (så man lettere bliver nervøs, forskrækket og irritabel), og det hæmmer aktiviteten i immunsystemet, så man lettere rammes af infektionssygdomme – og måske kræft, idet spæde tilløb til kræft formodentlig bliver nedkæmpet af immunsystemet. Nye undersøgelser viser endvidere, at et vedvarende forhøjet cortisolniveau kan ødelægge nerveceller i hjernen og derved bl.a. øge stressfølsomheden og svække hukommelsen.

Målinger af koncentrationen af både ACTH og cortisol i blodet hos mennesker menes således – ved siden af adrenalinmålinger – at udgøre det vigtigste grundlag for bestemmelsen af den fysiologiske stresstilstand, hvor det dog gælder, at cortisol til forskel fra adrenalin ofte forekommer hos mennesker, der er ’slået ud’ af deres livsvilkår og reagerer mere passivt og depressivt end aktivt og ophidset.

431

542

Del 2

Psykoterapi klientens tolerance for sine følelser, og der skabes en erfaring af, at følelsernes intensitet aftager igen af sig selv.

Et case-eksempel på et forløb i kognitiv adfærdsterapi kunne se således ud: Peter, som går i gymnasiet, har flere gange følt sig urolig på en underlig måde, når han sad i klassen. Nogle gange har han også syntes, at han havde lidt svært ved at få luft. Helt slemt blev det en dag, hvor han fik det rigtig skidt midt i en time.

Igen fik han åndenød, og hans hjerte begyndte at hamre voldsomt, så voldsomt at han til sidst blev virkelig bange for, at der var et eller andet helt galt. Han gik fra timen og fik det lidt efter lidt bedre, da han kom ud i den friske luft, men han havde fået sig en virkelig forskrækkelse. Efter den dag har han haft svært ved at slippe tankerne om sin nervøsitet, og han har også haft nogle dårlige oplevelser med at gå på indkøb. Ikke mindst når han stod og ventede i køen i supermarkedet, har han mærket uroen komme og været bange for, at han skulle få det så dårligt, at han blev nødt til at løbe ud af butikken. Han er begyndt at spekulere over, om han måske kunne være rigtig syg, have dårligt hjerte for eksempel.

Peter har til sidst fortalt sine forældre, hvordan han har det.

De er selvfølgelig blevet noget bekymrede og har sendt Peter til lægen for at få undersøgt, om der er noget fysisk galt med ham. Lægen mener imidlertid efter en grundig undersøgelse

En særlig fornyelse inden for den kognitive terapi er den såkaldte ’mindfulness’-baserede terapi, der integrerer principper fra østerlandsk meditation med kognitiv terapi.

en hovedpine er tegn på en hjernesvulst, kan terapeuten stille spørgsmål som: ”Kunne der være andre forklaringer på din hovedpine?” eller ”Hvordan ville andre fortolke denne hovedpine?”. Klienten får typisk som opgave at føre en oversigt over alle de negative automatiske tanker, han har haft i løbet perioden mellem terapitimerne, og over hvor stærkt han har oplevet angsten eller de andre ubehagelige følelser, der fulgte med tankerne. I forlængelse heraf skal han så prøve at udfordre tanken og vurdere, om dette har påvirket følelsen positivt.

Inden for de senere år har den kognitive adfærdsterapi – ligesom den kognitive psykologi i det hele taget – anerkendt, at det noget ensidige fokus på tænkningen, som karakteriserede den kognitive terapi i udgangspunktet, bør suppleres med en større grad af opmærksomhed på klientens følelser.

En særlig fornyelse inden for den kognitive terapi er den såkaldte ’mindfulness’-baserede terapi, der integrerer principper fra østerlandsk meditation med kognitiv terapi. Formålet med behandlingen er at gøre klienten i stand til at være opmærksom (eng.: mindful) på de ubehagelige følelser, der fylder ham eller hende, og simpelthen acceptere tilstedeværelsen af disse uden at reagere på dem med voldsom bekymring eller ved at prøve at handle sig ud af problemerne. Herved øges

543

Peter, som går i gymnasiet, har flere gange følt sig urolig på en underlig måde, når han sad i klassen. Nogle gange har han også syntes, at han havde lidt svært ved at få luft.

542

Del 2

Psykoterapi klientens tolerance for sine følelser, og der skabes en erfaring af, at følelsernes intensitet aftager igen af sig selv.

Et case-eksempel på et forløb i kognitiv adfærdsterapi kunne se således ud: Peter, som går i gymnasiet, har flere gange følt sig urolig på en underlig måde, når han sad i klassen. Nogle gange har han også syntes, at han havde lidt svært ved at få luft. Helt slemt blev det en dag, hvor han fik det rigtig skidt midt i en time.

Igen fik han åndenød, og hans hjerte begyndte at hamre voldsomt, så voldsomt at han til sidst blev virkelig bange for, at der var et eller andet helt galt. Han gik fra timen og fik det lidt efter lidt bedre, da han kom ud i den friske luft, men han havde fået sig en virkelig forskrækkelse. Efter den dag har han haft svært ved at slippe tankerne om sin nervøsitet, og han har også haft nogle dårlige oplevelser med at gå på indkøb. Ikke mindst når han stod og ventede i køen i supermarkedet, har han mærket uroen komme og været bange for, at han skulle få det så dårligt, at han blev nødt til at løbe ud af butikken. Han er begyndt at spekulere over, om han måske kunne være rigtig syg, have dårligt hjerte for eksempel.

Peter har til sidst fortalt sine forældre, hvordan han har det.

De er selvfølgelig blevet noget bekymrede og har sendt Peter til lægen for at få undersøgt, om der er noget fysisk galt med ham. Lægen mener imidlertid efter en grundig undersøgelse

En særlig fornyelse inden for den kognitive terapi er den såkaldte ’mindfulness’-baserede terapi, der integrerer principper fra østerlandsk meditation med kognitiv terapi.

en hovedpine er tegn på en hjernesvulst, kan terapeuten stille spørgsmål som: ”Kunne der være andre forklaringer på din hovedpine?” eller ”Hvordan ville andre fortolke denne hovedpine?”. Klienten får typisk som opgave at føre en oversigt over alle de negative automatiske tanker, han har haft i løbet perioden mellem terapitimerne, og over hvor stærkt han har oplevet angsten eller de andre ubehagelige følelser, der fulgte med tankerne. I forlængelse heraf skal han så prøve at udfordre tanken og vurdere, om dette har påvirket følelsen positivt.

Inden for de senere år har den kognitive adfærdsterapi – ligesom den kognitive psykologi i det hele taget – anerkendt, at det noget ensidige fokus på tænkningen, som karakteriserede den kognitive terapi i udgangspunktet, bør suppleres med en større grad af opmærksomhed på klientens følelser.

En særlig fornyelse inden for den kognitive terapi er den såkaldte ’mindfulness’-baserede terapi, der integrerer principper fra østerlandsk meditation med kognitiv terapi. Formålet med behandlingen er at gøre klienten i stand til at være opmærksom (eng.: mindful) på de ubehagelige følelser, der fylder ham eller hende, og simpelthen acceptere tilstedeværelsen af disse uden at reagere på dem med voldsom bekymring eller ved at prøve at handle sig ud af problemerne. Herved øges

543

Peter, som går i gymnasiet, har flere gange følt sig urolig på en underlig måde, når han sad i klassen. Nogle gange har han også syntes, at han havde lidt svært ved at få luft.

572

Del 2

573

Psykologiske undersøgelsesmetoder

Pilot kender vi som den, der fører et fly, men ordet går meget længere tilbage end brødrene Wrights første flyvemaskine.

Det er det engelske ord for lods, og her betyder en pilot en undersøgelse, der går går forud.

Design­ udformning 1

Præpilot­ undersøgelse cyklus nr. 1 Design­ udformning 2 Pilot­ undersøgelse cyklus nr. 2

Del 2

En efter min erfaring god opskrift er, at præpilot’en kan starte på ret bar bund og først og fremmest afprøve problemstillingen og de vigtigste forhold i undersøgelsens særlige genstandsområde. Pilot går et skridt videre og opstiller et design. Hovedundersøgelsen foretager ikke metodiske forberedelser, men satser på at man nu har fundet frem til noget holdbart.

Forsknings­ processens faser

Forsknings­ processens cykler

Problem­ formulering fase nr. 1

Præpilot­ undersøgelse cyklus nr. 1

Figur 23. Forskningsprocessens faser og cykler.

Design­ udformnings­ fase nr. 2

Pilot­ undersøgelse cyklus nr. 2

Indsam­lings­ fase nr. 3

Hoved­ undersøgelse cyklus nr. 3

Analysefase nr. 4

Analysefase nr. 4

En måde at vise et billede af cykler og faser på én gang på er forskningsspiralen. I nedenstående figur, ser vi både de 4 faser i hver cyklus og de 3 cykler.

Problem­ formulering 1

Problem­ formulering 2

Hoved­ undersøgelse cyklus nr. 3 Problem­ formulering 3

Design­ udformning 3

Problem­ formulering 4

Indsam­ ling 3

Indsam­ ling 2

Indsam­ ling 1

Analyse­proces 3

Analyse­proces 2

Analyse­proces 1

Hvis vi vender tilbage til ludomanieksemplet, så kan en præpilot-cyklus være en helt fri observation af et par spillere i gang med tyveknægten og efterfølgende samtale med dem. Herudfra kan vi opstille en mere præcis problemstilling og et egentligt forsøgsdesign, der indbefatter, hvordan vi vil indrette den eksperimentelle spillemaskine, iscenesættelsesplanen, og hvad vi vil observere og udspørge spillerne om.

Det er hele udkastet til design, som afprøves i pilotfasen. Når vi ud fra erfaringerne i pilot’en har rettet designet til, går vi med det endelige design over til den egentlige undersøgelse i hovedundersøgelsescyklen.

Figur 24. Forskningsspiralen.

572

Del 2

573

Psykologiske undersøgelsesmetoder

Pilot kender vi som den, der fører et fly, men ordet går meget længere tilbage end brødrene Wrights første flyvemaskine.

Det er det engelske ord for lods, og her betyder en pilot en undersøgelse, der går går forud.

Design­ udformning 1

Præpilot­ undersøgelse cyklus nr. 1 Design­ udformning 2 Pilot­ undersøgelse cyklus nr. 2

Del 2

En efter min erfaring god opskrift er, at præpilot’en kan starte på ret bar bund og først og fremmest afprøve problemstillingen og de vigtigste forhold i undersøgelsens særlige genstandsområde. Pilot går et skridt videre og opstiller et design. Hovedundersøgelsen foretager ikke metodiske forberedelser, men satser på at man nu har fundet frem til noget holdbart.

Forsknings­ processens faser

Forsknings­ processens cykler

Problem­ formulering fase nr. 1

Præpilot­ undersøgelse cyklus nr. 1

Figur 23. Forskningsprocessens faser og cykler.

Design­ udformnings­ fase nr. 2

Pilot­ undersøgelse cyklus nr. 2

Indsam­lings­ fase nr. 3

Hoved­ undersøgelse cyklus nr. 3

Analysefase nr. 4

Analysefase nr. 4

En måde at vise et billede af cykler og faser på én gang på er forskningsspiralen. I nedenstående figur, ser vi både de 4 faser i hver cyklus og de 3 cykler.

Problem­ formulering 1

Problem­ formulering 2

Hoved­ undersøgelse cyklus nr. 3 Problem­ formulering 3

Design­ udformning 3

Problem­ formulering 4

Indsam­ ling 3

Indsam­ ling 2

Indsam­ ling 1

Analyse­proces 3

Analyse­proces 2

Analyse­proces 1

Hvis vi vender tilbage til ludomanieksemplet, så kan en præpilot-cyklus være en helt fri observation af et par spillere i gang med tyveknægten og efterfølgende samtale med dem. Herudfra kan vi opstille en mere præcis problemstilling og et egentligt forsøgsdesign, der indbefatter, hvordan vi vil indrette den eksperimentelle spillemaskine, iscenesættelsesplanen, og hvad vi vil observere og udspørge spillerne om.

Det er hele udkastet til design, som afprøves i pilotfasen. Når vi ud fra erfaringerne i pilot’en har rettet designet til, går vi med det endelige design over til den egentlige undersøgelse i hovedundersøgelsescyklen.

Figur 24. Forskningsspiralen.

586

Del 2

Psykologiske undersøgelsesmetoder

Uafhængige variable

Vi skal ikke her gennemgå alle resultaterne, men blot vise observationerne for de 4 grupper med den euforisk illuderende falske forsøgsperson:

A. Fysiologisk 1. Injektion a. adrenalin b. saltopløsning (placebo)

Den procentuelle forekomst af euforisk adfærd i forsøgsgrupperne

B. Kognitiv 1. Information om injektion a. information (korrekt beskrivelse af fysiologiske virkning som vrede) b. misinformation (falsk beskrivelse af injektionens fysiologiske virkning som glæde) c. ingen information 2. Social kommunikation Del a.

2eufori (en falsk forsøgsperson illuderer overgiven glæde) b. vrede (en falsk forsøgsperson illuderer vrede) Afhængige variable

Information

Eufori

Vrede

Mis­ information

Eufori

Figur 28. Den procentuelle forekomst af eurorisk adfærd i forsøgsgrupperne.

25

20

15

5

Da der er tale om et gruppebaseret eksperiment, er der én forsøgsgruppe pr. forsøgsbetingelse, dvs. for hver konstellation af de uafhængige variable. Disse kombineres ikke frit, men efter følgende logiske design:

Adrenalin

Gns-indeks for euforisk aktivitet Gns-index for euforisk aktivitet

10

1. Observerede tegn på glæde 2. Observerede tegn på vrede 3. Selvrapporteret glæde eller vrede

Figur 27. Forsøgsgrupperne i Singer og Schacters forsøg.

0

Adrenalin Adrenalin Adrenalin informeret ingen misinformation informeret

Placebo

Saltopløsning

Ingen ­ information

Eufori

Vrede

587

Ingen information

Eufori

Vrede

Her er der altså 7 forsøgsgrupper, der ved randomisering (tilfældig udvælgelse) er gjort sammenlignelige.

Da der kun var omkring 25 personer i hver gruppe, er ikke alle forskellene signifikante10, men der er det signifikante hovedresultat, at den korrekt informerede gruppe (som forventede vrede) kun fremviser ca. den halve aktivitetsgrad med hensyn til eufori sammenlignet med den misinformerede (som forventede glæde).

Med hensyn til selvrapporteret oplevelse fremviser grupperne omstående billede:

586

Del 2

Psykologiske undersøgelsesmetoder

Uafhængige variable

Vi skal ikke her gennemgå alle resultaterne, men blot vise observationerne for de 4 grupper med den euforisk illuderende falske forsøgsperson:

A. Fysiologisk 1. Injektion a. adrenalin b. saltopløsning (placebo)

Den procentuelle forekomst af euforisk adfærd i forsøgsgrupperne

B. Kognitiv 1. Information om injektion a. information (korrekt beskrivelse af fysiologiske virkning som vrede) b. misinformation (falsk beskrivelse af injektionens fysiologiske virkning som glæde) c. ingen information 2. Social kommunikation Del a.

2eufori (en falsk forsøgsperson illuderer overgiven glæde) b. vrede (en falsk forsøgsperson illuderer vrede) Afhængige variable

Information

Eufori

Vrede

Mis­ information

Eufori

Figur 28. Den procentuelle forekomst af eurorisk adfærd i forsøgsgrupperne.

25

20

15

5

Da der er tale om et gruppebaseret eksperiment, er der én forsøgsgruppe pr. forsøgsbetingelse, dvs. for hver konstellation af de uafhængige variable. Disse kombineres ikke frit, men efter følgende logiske design:

Adrenalin

Gns-indeks for euforisk aktivitet Gns-index for euforisk aktivitet

10

1. Observerede tegn på glæde 2. Observerede tegn på vrede 3. Selvrapporteret glæde eller vrede

Figur 27. Forsøgsgrupperne i Singer og Schacters forsøg.

0

Adrenalin Adrenalin Adrenalin informeret ingen misinformation informeret

Placebo

Saltopløsning

Ingen ­ information

Eufori

Vrede

587

Ingen information

Eufori

Vrede

Her er der altså 7 forsøgsgrupper, der ved randomisering (tilfældig udvælgelse) er gjort sammenlignelige.

Da der kun var omkring 25 personer i hver gruppe, er ikke alle forskellene signifikante10, men der er det signifikante hovedresultat, at den korrekt informerede gruppe (som forventede vrede) kun fremviser ca. den halve aktivitetsgrad med hensyn til eufori sammenlignet med den misinformerede (som forventede glæde).

Med hensyn til selvrapporteret oplevelse fremviser grupperne omstående billede: