Pr ogr am KøbenhavnKommunesLeder uge201 0 Uge44:1 . 5 .nov ember201 0
Mandag den 1. november – fredag den 5. november 2010 Lederugen er et gratis tilbud til dig der gerne vil inspireres, udfordres og følge med i de nyeste tendenser indenfor faget ledelse. Er du leder i Københavns Kommune? - Så kom og lad dig inspirere! Lederugen 2010 byder på 18 tre- timers workshops om emner, der sætter fokus på forskellige facetter af faget ledelse og viser vej til fremtidens ledelse i Københavns Kommune. Hver dag er opdelt i to moduler, som kører formiddag og eftermiddag, her har du mulighed for at vælge en workshop enten formiddag eller eftermiddag. Du kan tilmelde dig workshops elektronisk via www.cok.dk/lederuge. Ved at angive nummeret som du finder foran workshop titlen i programmet. Det er naturligvis gratis at deltage i Lederugen 2010, og vi serverer både morgenmad og frokost. På de følgende sider kan du læse om Lederugens program og finde praktiske informationer. Vi glæder os til at give dig en faglig og social oplevelse med Lederugen 2010. Vel mødt og god fornøjelse!
Københavns Kommunes Lederuge 2010 Program Mandag den 1. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 1 Tillidsbaseret Ledelse Fremtrædende forskere har udråbt tillid som den nye organisatoriske vej. Denne workshop introducerer dig til at arbejde med ledelse baseret på tillid i praksis. Du bliver bl.a. præsenteret for begrebet Tillidsrammen – den ramme som tegner banen for hvor arbejdet udføres, samtidig med at den har til formål at skabe så meget plads til kerneydelsen som muligt. Dertil belyser vi hvad der fremmer og hæmmer tillidsniveauet i organisationen – lige fra stærke relationer til organisatoriske processer. Workshoppen perspektiveres med eksempler fra indførsel af tillidsbaseret ledelse på børneområdet i Roskilde kommune.
Stina Trojlsgaard, Living Value, er master i psykologi fra London. Stina har gennemført ValueMe-undersøgelsen på 5 af Danmarks bedste arbejdspladser, som danner grund for metoden bag Tillidsbaseret Ledelse. Stina er en erfaren kursus- og foredragsholder i den offentlige og den private sektor. Mandag den 1. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 2 Samarbejdskonflikter Der opleves i dag en øget tendens til samarbejdskonflikter på arbejdspladsen. Da det er ledelsens ansvar at håndtere disse konflikter, stiller det krav om særlige kernekompetencer hos lederne. Håndtering af konflikter er en vanskelig udfordring i sig selv, men det kompliceres af, at lederen qua sin position og sit ledelsesmæssige ansvar altid selv er en del af konflikten. Denne workshop forsøger at give nogle bud på hvilke ledelsesmæssige strategier, der kan forebygge og (når konflikten er opstået) opløse samarbejdskonflikter på arbejdspladsen. Der stilles skarpt på bevægelsen fra traditionel konflikt-løsning til konflikt-opløsning i organisationer, på de grundlæggende antagelser lederen bør være optaget af, samt på lederens metodemæssige overvejelser. Bør man fx foretage en afdækning af, hvad konflikten præcis drejer sig om for at blive i stand til at løse den? Hvordan bliver jeg i stand til at håndtere dilemmaet omkring mig selv som rolleaktør i konflikten? Og hvad kan jeg gøre fremadrettet i min ledelsespraksis for at forebygge konflikter? Det er nogle af de spørgsmål, som denne workshop forsøger at give svar på.
Milo Leig Andersen er erhvervspsykolog og ansat ved COK. Han har en bred erfaring med organisatoriske og ledelsesmæssige ufordringer i forbindelse med trivsel, motivation, engagement, samarbejde, konflikter, stress mv. i organisationer. I COK beskæftiger han sig med organisatorisk kompetenceudvikling såsom specialdesignede lederudviklingsforløb, undervisning på diplomlederuddannelsen, strategisk ledelsesrådgivning, ledercoaching og konflikthåndtering.
Mandag den 1. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 3 Brug hjernen til en forandring Vi har ikke bare brug for nytænkning - der er brug for ny måde at bruge hovedet på. Vi skal mestre kompleksitetstænkning, hvis vi vil klare fremtidens udfordringer, og vi skal kunne styrke hukommelsen for fremtiden. Vi er eksperter i at tænke i modsætninger, og hele vor hverdag er fyldt med enten/eller tænkning. Men der er et utal af farvenuancer og muligheder mellem sort og hvid, og det kan læres. Kjeld Fredens vil fortælle, hvordan hjerneforskningen kan få hjernevindingerne til at snurre både hurtigere og bedre, og hvordan netværk kan smitte med inspiration samt hvad man skal gøre og ikke gøre for at fremme kreativitet og innovation.
Kjeld Fredens er hjerneforsker og læge. Han har været lektor og hjerneforsker ved Århus Universitet, seminarierektor ved Skive Seminarium, udviklings- og forskningschef ved Vejlefjord Neurocenter, vismand i Kompetencerådet. Forfatter til ”Innovation og Ledelse - Hjernen som medspiller,” Academica, 2009, og sammen med Anette Prehn: ”Selvcoaching- brug hjernen til en forandring.” Gyldendal Business, 2010. Mandag den 1. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 4 Økonomi for ikke-økonomer - Få skærpet din forståelse for økonomi Du sidder med et økonomisk ansvar i dit job, men er dine økonomikundskaber helt i top eller kunne de trænge til et løft? På workshoppen sætter vi fokus på budgetarbejdet og metoder og opgaver i forbindelse med budgetlægning og budgetopfølgning. Vi ser på de grundlæggende økonomiske nøglebegreber som prognoser, faste og variable omkostninger, enhedsomkostninger, afskrivninger samt udvalgte nøgletal og gør dig i stand til bedre at forstå de økonomiske sammenhænge, principper og termer, der gør sig gældende i dit job.
Bjarne Dybdahl Andersens uddannelsesmæssige baggrund er kommunal, afsluttet med forvaltningshøjskolen. Hans jobmæssige baggrund er mange års ansættelse i Kommunernes Revision, og fra 1995 – 2004 økonomichef i Gørlev Kommune. Fra 2005 skiftede Bjarne til Kalundborg kommune, hvor han ved kommunesammenlægningen også blev økonomichef i den nye Kalundborg Kommune. Bjarne har undervist for COK siden 1996 i forskellige sammenhænge, kommunom, institutionslederkurser, og nyuddannede AC'ere. Tirsdag den 2. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 5 Fusion og sammenlægning En fusion mellem to eller flere organisationer betyder starten på en rejse mod fælles systemer, strategier, forretningsmål og kunderelationer. Det betyder også en rejse mod fælles virksomhedskultur og værdier – og det kan være skræmmende for nogle medarbejdere. På workshoppen undersøger vi hvordan du som leder kan skabe tryghed og forståelse for de ændringer sammenlægningen indebærer, og hvordan du støtter dine medarbejdere i fusionsperioden. Derudover diskuterer vi hvordan du gennem forandringsledelse og kommunikation håndterer usikkerhed og vildrede i forbindelse med fusioner. Workshoppen veksler mellem teori, eksempler fra hverdagen og drøftelser i plenum.
Kristian B. Lauritsen har omfattende projektledelseserfaring fra udviklings- og forandringsprojekter. Derudover har han i en årrække haft personaleledelse i rådgivningsvirksomheder. Baggrunden som kemiingeniør er løbende suppleret med teoretisk indsigt og praksis omkring håndtering af menneskelig forandring, også i forbindelse med fusioner og sammenlægninger. Kristian har arbejdet med forandring i offentlig service og administration både i Danmark og i en række lande i Europa og Asien.
Tirsdag den 2. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 6 Kompetenceledelse – mellem MUS, motivation og management Ledelse af andre mennesker handler i høj grad om udvikling af kompetencer. At kunne fastholde og udvikle arbejdspladsens samlede kompetencer, så de strategiske mål bliver nået og fagligheden holdt i hævd, er en vigtig opgave som leder. For at lykkes med dette er det vigtigt også at have forståelse af, hvad der driver den enkeltes udvikling, læring og arbejdsglæde. På workshoppen vil du få et overblik over, hvilke elementer der indgår i opgaven med at lede og udvikle kompetencerne i din organisation, og hvordan du som leder konkret kan arbejde strategisk med udviklingen af dine medarbejdere og organisationens kompetencer - og derigennem styrke fagligheden på din arbejdsplads.
David Karstensen er uddannet antropolog fra Københavns Universitet med flere års erfaring som kompetencerådgiver, underviser og organisationsudviklingskonsulent. David har tidligere arbejdet med udviklingsog omstillingsprocesser i kommunale institutioner og undervist på en række ledelsesforløb for private og offentlige ledere. David er i dag chefkonsulent i SCKK – Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling, hvor han rådgiver statslige arbejdspladser i arbejdet med strategisk kompetenceudvikling. Tirsdag den 2. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 7 Lederdilemmaer på tværs Svære samtaler med medarbejdere indgår som en vigtig del af dit personaleansvar. Samtalerne er nødvendige men kan være svære at håndtere, fordi de omhandler følsomme emner. Vi tager på workshoppen udgangspunkt i nogle helt konkrete situationer, som viser de dilemmaer, som du kan stå i til hverdag. Små faglige oplæg og fælles refleksion med teatret giver dig indblik i, hvordan du forbereder, gennemfører og følger op på nødvendige samtaler, så formålet er tydeligt for medarbejderen, og så budskabet afleveres klart og direkte.
Dialog Teatret hører under COK og er kommunernes foretrukne debatteater. Teatret bruger det kreative udtryk som værktøj til dialog, erkendelse og udvikling. Med Dialog Teatret inviteres deltagerne med på en opdagelsesrejse, hvor virkeligheden trækkes ind til fælles udforskning. Tre professionelle skuespillere spiller problematiske situationer fra deltagernes hverdag, og deltagerne kommer med løsningsforslag, der straks afprøves. Tirsdag den 2. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 8 Hvor er ledelsesrummet? Begrebet ”Ledelsesrum”, bruges ofte til at beskrive muligheder og begrænsninger i ledernes handlefrihed, men et stort ledelsesmæssigt handlerum er ikke noget, du skal sidde og vente på som offentlig leder. Du er nødt til selv at vove dig frem på banen og afsøge dine muligheder. Målet med workshoppen er at skabe større klarhed om begrebet Ledelsesrum og give inspiration til, hvordan du kan udnytte og udvide din handlefrihed som leder. Vi ser på, hvordan andre offentlige ledere opfatter deres Ledelsesrum og på de udfordringer, der ligger i at udnytte og udvide det.
Torsten Petersen er konsulent i KL´s konsulentvirksomhed KLK. Torsten er projektleder og medforfatter på publikationen ”Ledelsesrum - udvid dine handlemuligheder,” fra Væksthus for Ledelse, 2009. Med 12 års konsulenterfaring fra kommunerne har Torsten beskæftiget sig med en bred vifte af opgaver indenfor ledelse, organisation, Lean med ledere på forskellige fagområder og niveauer. Torsten er uddannet Cand. Scient. Adm. fra RUC og har en 2-årig Skandinavisk leder- og konsulentuddannelse fra DISPUK. Lisbeth Rindom er chefkonsulent i KL´s konsulentvirksomhed KLK. Lisbeth er medforfatter på publikationen ”Ledelsesrum - udvid dine handlemuligheder.” Lisbeth arbejder med mange forskellige opgaver indenfor ledelse og organisation, bl.a. lederevaluering, teamudvikling, strategiudvikling og rekruttering. Lisbeth er Cand. Pæd., MPA og executive Coach.
Onsdag den 3. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 9 Mindfulness – Nærvær, fokus, overblik Mindfulness er både en måde at være, arbejde og leve på - med fuld opmærksomhed – og en meditationsteknik hvor du får flere ressourcer til rådighed for dig selv og andre. Du øver en basisholdning, som er grundlaget for din gøren og laden, og som kræver træning og indsats. Den kan ses som mental fitness, der holder dig i god psykisk og mental form. Denne workshop giver dig en indføring i, hvordan du med en enkel metode kan lære at slappe bedre af, leve mere i nuet og derved opnå en højere livskvalitet. Mindfulness meditation har en klinisk dokumenteret effekt på stress og kan være med til, at helbredet ikke tager skade af et arbejdsliv, der stiller store krav.
Mikkel Ejsing er erhvervspsykolog fra Resonans. Mikkel har arbejdet som konsulent og underviser i 10 år. I de senere år har han målrettet trænet mindfulness. Resonans anvender med succes nærværs træning i forbindelse med lederuddannelse og undervisning i stresshåndtering og konflikthåndtering. Onsdag den 3. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 10 Undgå ufrivillige skilsmisser - Personalejura for ledere Personalejura fletter sig ind på kryds og tværs af din daglige ledelse og håndtering af arbejdsopgaverne. Det er af yderste relevans at kende til rettigheder og pligter som leder, så forholdet ikke ender med en ufrivillig skilsmisse. Når du ansætter en ny medarbejder, er det på mange områder at sammenligne med et ægteskab – det indeholder krav og forpligtelser, som begge parter skal leve op til. Få kendskab til de gældende retsregler på arbejdsmarkedet, og få indblik i, hvor og hvornår du kan søge råd og bistand, hvis der opstår konflikter med en medarbejder. På workshoppen ser vi på det juridiske fundament for almindelige ansættelsesforhold, og på hvornår du skal søges råd og bistand samt på arbejdsmarkedets retsregler og samspillet mellem overenskomst, lovgivning og den personlige arbejdskontrakt.
Karsten Thystrup er kontorchef i KL’s juridiske kontor og har ansvaret for al arbejds- og ansættelsesret. Desuden er Karsten dommer i Arbejdsretten og Tjenestemandsretten. Onsdag den 3. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 11 Teamledelse Et team er kendetegnet ved medarbejdere, der samarbejder med fokus på synergi, fælles målsætning, komplementaritet, sammenhold og gensidige bidrag. Teamledelse er en spændende ledelsesdisciplin, hvor du som leder skal have opmærksomheden rettet på såvel de enkelte medarbejdere i teamet samt på hele teamet som en helhed. Teamlederen skal sørge for, at teamet hele tiden fungerer optimalt og igangsætte forskellige indsatser, alt efter hvad situationen og teamet har behov for. Det kræver ekstra evner inden for kommunikation og konflikthåndtering at lede et team, og at sammensætte det rette hold er helt essentielt for teamets udvikling og resultater. Derfor sætter vi fokus på dialogen med teamet – både når det skal udvikles, og når det skal videre i problemfyldte situationer, hvor målet hele tiden er at bevare teamdynamikken.
Kim B. Olesen er i dag leder for 23 ansatte ved Vejle Kommune. Afdelingen er organiseret i selvstyrende teams og kører efter LEAN-principper. Han har 9 års erfaring fra den offentlige sektor og 6 år fra den private sektor (bl.a. Arla Foods og Mercuri Urval). Han har sit eget coach og konsulentfirma, hvor han bl.a. har diverse konsulentopgaver. Ellers har han beskæftiget sig med organisationsudvikling i flere organisationer, og ledelsesudvikling er et felt, han har beskæftiget sig med både teoretisk og praktisk. Han er bl.a. ICC coach, har erhvervsdiplom i HR, Ledelsesakademiet i Århus og er voksenpædagogisk instruktør.
Onsdag den 3. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 12 Sådan leder du generation Y Generation Y er i dag ca. 14 - 28 år og er i gang med at indtage arbejdsmarkedet. Kært barn har mange navne, og generation Y har også mærkater som generation ”frit valg,” netværksgenerationen og projektgenerationen. Y'erne har en ”her-kommer-jeg-attitude” og beskyldes ofte for at være egoistiske. Derfor kan ældre kolleger finde dem provokerende, og der kan opstå konfliktlignende tilstande. Men generation Y er også meget ressourcestærke og har stort gå-på-mod - men det kræver at de bliver ledet rigtigt. Det er lederens opgave at se og udnytte den nye generations potentiale og samtidig udfordre generationen til at yde det bedste - kom og hør hvordan du leder generation Y og får det bedste ud af de unge medarbejdere.
Jens Christian Nielsen er ph.d. og lektor i ungdomsforskning. Han er forskningsprogramleder af Center for Ungdomsforskning på Aarhus Universitet. Han har gennem en årrække forsket i unge, ungdom og ungdomslivet herunder især forskning i unges fritidsliv, arbejdsliv og kompetenceudvikling. Medforfatter af ”Ungdomsliv - mellem individualisering og standardisering,” der udkom i 2009. Torsdag den 4. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 13 Grænseløse medarbejdere eller overgribende ledere Dine medarbejdere ønsker mindre kontrol og større spillerum - lederen og virksomheden presser på for større effektivitet og flere resultater. Udfordringerne er til at få øje på - det kræver noget helt særligt at lede en flok selvledende medarbejdere. Hvordan sætter du rammer for dine selvledende medarbejdere uden at begrænse deres handlerum og dynamik? På workshopper ser vi bl.a. på, hvordan du håndterer at være leder for selvledende medarbejdere og på selve forståelsen af selvledelse og situationsbestemt ledelse, samt på din rolle som leder og hvilken lederstil skal du bruge hvornår og til hvem – og hvorfor?
Kim B. Olesen er i dag leder for 23 ansatte ved Vejle Kommune. Afdelingen er organiseret i selvstyrende teams og kører efter LEAN-principper. Han har 9 års erfaring fra den offentlige sektor og 6 år fra den private sektor (bl.a. Arla Foods og Mercuri Urval). Han har sit eget coach og konsulentfirma, hvor han bl.a. har diverse konsulentopgaver. Ellers har han beskæftiget sig med organisationsudvikling i flere organisationer, og ledelsesudvikling er et felt, han har beskæftiget sig med både teoretisk og praktisk. Han er bl.a. ICC coach, har erhvervsdiplom i HR, Ledelsesakademiet i Århus og er voksenpædagogisk instruktør. Torsdag den 4. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 14 Teori U for dummies Teori U er en banebrydende ny måde at forholde sig til ledelse - især i forhold til tidens nødvendige og ofte radikale forandringsprocesser. Der er efterhånden en del ledere, som er gået i kast med bogen og teorien, og som udtrykker stor entusiasme omkring tilgangen. Den roses især for at tage den menneskelige dimension i ledelsesudfordringen meget alvorligt. Men hvad er Teori U egentlig, og hvordan og hvornår kan vi bruge den tilgang? Vi inviterer på en rejse med U'et, der indeholder en spændende kombination af teori, øvelser, og refleksion. Vi ser bl.a. på hvorfor teori U er på dagsordenen i kommunerne, på U- værktøjer, U- ledelse samt på hvordan vi bruger teori U intelligent på en arbejdsplads.
Liselotte Mosbæk, Ankerhus, er uddannet psykolog og har fungeret som erhvervspsykolog i mere end 20 år. Hendes fokus er kunde- og brugercentreret forretningsudvikling samt design og facilitering af udviklings- og innovationsprocesser. Hun arbejder på det individuelle, det gruppemæssige og det organisatoriske plan. Teori U forener på rigtig mange måder alt hvad hun har erfaret og været optaget af de sidste mange år. Og det gør teorien vanvittigt spændende at udfolde i praksis.
Torsdag den 4. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 15 Projektmennesket Når større udviklingsopgaver skal udføres, kalder man det oftest projekter. Men hvad vil det egentlig sige, og hvilke krav stiller det til lederen, der nu også er projektleder eller chef for en projektleder? Når opgaver projektorienteres, får lederen et redskab til på en mere fokuseret måde at snakke tid, økonomi, leverancer og ikke mindst kvalitet. Projekter er ofte udvikling af noget nyt, ofte tværfaglige og måske også tværorganisatoriske og dermed opgaver af en vis kompleksitet. Det er svært, og projekter løber ofte ind i problemer af den ene eller anden karakter. Workshoppen fokuserer på lederens rolle som projektansvarlig og vil introducere til begreber fra projektværktøjskassen og deres funktion. Vi vil arbejde i dybden med relationen mellem opgavestiller og projektlederen, og introducere til hvordan man gennem enkle styringsmetoder kan højne kvalitet i projektarbejdet og mindske risici i projekterne.
Jan Kjellerup arbejder med organisationsudvikling, programmer og projektledelse i det offentlige. Jan arbejder ofte med udgangspunkt i styrkelsen af den nære og vigtige relation mellem projektleder og nærmeste leder, og kobler dette arbejde direkte med værktøjerne i projektlederens værktøjskasse. Ud over at være associeret underviser i COK er Jan konsulent for en række projekter for de danske regioner. Certificeret i organisationspsykologi, Prince2, IPMA og Belbin. Torsdag den 4. november kl. 12.30 – 15.30: Nr. 16 Mødeledelse – på den fede måde Slut med kedelige møder, der trækker ud. Goddag til møder, der er værdiskabende, effektive, involverende, muntre, korte og fåtallige. Sådanne møder får man ved at facilitere dem, dvs. styre blidt og stramt på mødets form, så tangenter afbrydes, samtalen fokuseres og resultater skabes. Konkrete teknikker hertil øves i denne workshop.
Ib Ravn, Ph.D., er lektor, mødeforsker og faciliteringstræner på Institut for Læring, DPU, Aarhus Universitet. Ib er desuden forfatter til bl.a. ”Lærende møder og konferencer i praksis,” People’s Press, 2006. Bogen er skrevet sammen med Steen Elsborg. Fredag den 5. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 17 Skriv til øret Skriver du og dine medarbejdere tekster der virker? Eller er de typisk for lange, for tunge og måske en tand gammeldags? På workshoppen ser vi på, hvordan du får styr på signalerne, så jeres tekster bliver oplevet lige så dynamiske, moderne og kvalitetsbevidste, som I reelt er. Du får indsigt i, hvor de typiske faldgruber i kommuners tekster er – og du lærer, hvad du gør ved det. Efter workshoppen vil du kunne lave en omfattende sproglig modernisering af jeres tekster til gavn og glæde for både jer selv, borgere og samarbejdspartnere.
Pernille Steensbech Lemée er kommunikationsrådgiver og cand. mag. i retorik. Hun er specialiseret i formidling af viden og arbejder sammen med en lang række danske organisationer, der alle ønsker at optimere deres skriftlige og mundtlige videndeling. Hun har udgivet en række bøger om effektiv kommunikation – bl.a. ”Skrivgodt.dk,” ”Troværdighed” og ”Med andres ord.” Hun er stifter af Retorikskolen og er i dag indehaver af Fokus Kommunikation.
Fredag den 5. november kl. 8.30 – 11.30: Nr. 18 Nye muligheder og udfordringer – midt i en krise Der er en ny tidsånd på vej. Den handler om at ville gøre en forskel. Efter 30 års fokus på identitet og selvudvikling, ønsker vi nu at finde meningen med vores liv. Det nye store spørgsmål bliver derfor: Hvad er mit livsformål? Det er nemlig ikke længere nok at være nogen; tiden er kommet til også gøre noget - helst i fællesskab med andre. For ledere og virksomheder betyder det, at man skal være knivskarp på sin eksistensberettigelse og at man skal kunne tilbyde sine medarbejdere og kunder en vision og et formål med dagligdagen, som rækker udover hverdagen.
Emilia Van Hauen er sociolog med speciale i moderne livsformer, strategisk rådgiver HD(A), IAA, trendrådgiver, foredragsholder og kommentator. Hun beskæftiger sig overordnet med tidsånden i samfundet. Hun bliver ofte brugt som fast kommentator i medierne herhjemme og i udlandet. Hun er forfatter til fire bøger, hvoraf den seneste er bestselleren ”Farvel Egofest - og goddag til formål og fællesskaber,” der udkom i marts 2009 på Akademisk Forlag. Den handler om det skifte i tidsånden, vi oplever lige nu. Fredag den 5. november 11.30: Nr. 19 Afslutningsbuffet Efter formiddagens workshops byder vi på en lækker buffet og et glas vin, og du får mulighed for at udveksle erfaringer og ideer med dine lederkolleger - husk at tilmelde dig! Fredag den 5. november 12.15: Overborgmester Frank Jensen afrunder Lederugen.
Praktiske oplysninger Deltagere Alle ledere i Københavns Kommune. Tilmelding Sidste frist for tilmelding er fredag den 4. oktober 2010. Tilmelding sker hos elektronisk på www.cok.dk/lederuge og workshops besættes efter først til mølle-princippet. Pris Det er gratis at deltage, men vi opkræver et ”no show fee” på 500 kr. pr. workshop i tilfælde af, at du ikke møder op. Sted Lederugen 2010 foregår i COKs lokaler på Sundholmsvej 22, 2300 København S - vi har gode og gratis parkeringsmuligheder. Forplejning Der vil være morgenmad hver dag fra kl. 8 og frokost fra kl. 11.30-12.30. Nærmere oplysninger Kontakt Koordinator Heidi Ørting Carlson, T: 8232 5022.