2 minute read
Spring ud i det! Der kommer noget godt ud af det
Flere penge på lommen. Det er selvfølgelig den hurtige måde at forklare, hvorfor det er fedt at have fritidsjob. Men faktisk er der også en helt masse andre fordele, man måske først får øje på hen ad vejen. I COOP vil man gerne hjælpe flere unge i gang med en fritidsjobskarriere, der kan styrke dem på deres videre vej mod uddannelse og job
Malthe Bergkvist var med egne ord lidt træt af skolen i 10. klasse. Det var sjovere at sludre med kammeraterne, end at koncentrere sig om ligninger og diktater. Men 6 ugers deltagelse i COOP Crew vendte op og ned på hans tilgang til skolen – og til fritidsjob.
Advertisement
COOP Crew er et initiativ søsat af dagligvarekæden og ungdomsskolerne flere steder i Danmark. Det henvender sig til unge, der af den ene eller anden grund har brug for et kærligt spark bagi og som heller ikke allerede har et fritidsjob. Eleven får lov at tage en dag om ugen ud af skemaet, som så bliver brugt i en dagligvarebutik.
I dag er Malthe 18 år og godt i gang med 1.g. på STX. Han kigger tilbage på sin tid som COOP Crew medlem med stor glæde.
”På det tidspunkt var jeg meget ukoncentreret og meget snaksalig – også i timerne. Jeg havde det lidt problematisk med skolen nogle dage. Jeg synes, det var fedt, at det ikke bare var skole 5 dage om ugen, at man fik en enkelt dag med nye mennesker i stedet for bare matematik og dansk. Jeg kunne se, hvad jeg skulle bruge det jeg lærte til – og vi fik også at vide, hvordan man kunne uddanne sig videre, hvis man gerne ville det,” forklarer han.
En anden elev
Tanken bag COOP Crew er at give de unge deltagere et indblik i, hvordan det er at have et fritidsjob og være på arbejdsmarkedet. Masser af undersøgelser viser, at unge har meget stor gavn af et fritidsjob. Og det gælder også Malthe fra Vordingborg.
”Jeg blev bedre til at koncentrere mig og jeg har også fået en masse ny læring med mig. Bl.a. det med at møde nye mennesker har jeg brugt meget i forbindelse med, at jeg startede i 1. g.,” fortæller han. ”Planen for mig nu er, at jeg vil gøre gymnasiet færdigt og samtidig arbejde i Circle K, hvor jeg har fritidsjob nu. Derefter vil jeg tage til København og læse til ingeniør. Der vil jeg også have et fritidsjob ved siden af studierne. Coop Crew har givet mig mod på mere arbejde og mere uddannelse.”
Malthe anbefaler helt klart andre at skaffe sig et fritidsjob, uanset om det er gennem COOP Crew eller på andre måder.
”Jeg blev en anden elev i skolen. Før det havde jeg ikke fritidsjob. Man lærer at opføre sig professionelt og have en god dialog med folk. Jeg vil sige til andre, at de bare skal komme i gang. Det lyder måske skræmmende, men det er et godt afbræk fra hverdagen,” lyder det fra gymnasie - eleven. ”Og så er det også fedt at tjene sine egne penge og ikke være afhængig af lommepenge hjemmefra. Spring ud i det. Der kommer noget godt ud af det.”
Fordele ved fritidsjob
• Unge oplever, at fritidsjob giver kompetencer, erfaringer og selvtillid, der styrker dem i fremtidig uddannelse og job
• Sandsynligheden for at komme i gang med en ungdomsuddannelse efter folkeskolen bliver større
• Man har 2,5-3 gange højere sandsynlighed for at være i fast job som 25-29-årig, hvis man har haft fritidsjob