Katalog - Museet for Religiøs Kunst by Grafisk Tryk

På Randen af Verden? Sa misk På Randen af Verden? Samisk kunst i Danmark

kunst i Danmark

Britta Marakatt-Labba, Odd Sivertsen Marakatt og Hardy Brix

Bagside: Museet for Religiøs Kunst 2009 ( Logo) Museet Holmen 2010 ( Logo) Kolofon: Forfattere: Gertrud Yde Iversen, Sigurd Bergmann og Gerd Rathje Museet Redaktion: for Religiøs Kunst Gerd2009 Rathje Museet Oversættelse: Holmen 2010 Karen Ejstrup Hedegaard Grafisk layout: Henrik Vinther Krogh, Complot Forfattere: Gertrud Yde Iversen, Sigurd Bergmann og Gerd Rathje Trykkeri: ?? Redaktion: Gerd Rathje Oversættelse: Karen Ejstrup Hedegaard ISBN: EAN Grafisk design: Henrik9788791691140 Vinther Krogh, Complot

ISBN: EAN 9788791691140

Museet for Religiøs Kunst

Britta Marakatt-Labba, Odd Marakatt Sivertsen og Hardy Brix

Britta Marakatt-Labba

Indhold:

Forord

På Randen - Menneske og natur mellem fristelse, forfald og forsoning i lyset af de bibelske myter Museumsleder, cand theol, ph.d. Gertrud Yde Iversen

Samisk Identitet og Læstadianisme i Kunsten Museumsleder og mag. art i kunsthistorie Gerd Rathje

I Horisontens Atmosfærer - En vandring i Hardy Brix’, Britta Marakatt-Labbas og Odd Sivertsens levende landskab Professor i Religionsvidenskab Sigurd Bergmann

Forord Det er med stor glæde, at de to museer Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og Museet Holmen, Løgumkloster præsenterer udstillingen ”På randen af Verden? – Samisk kunst i Danmark” 2009-2010. I udstillingen er de to samiske kunstnere Britta Marakatt-Labba, Sverige, (f. 1951) og Odd Marakatt Sivertsen, Norge, (f. 1947) gået sammen med den danske kunstner og arktis-farer Hardy Brix, (f. 1951) for at stille skarpt på mødet mellem den samiske kultur og læstadianismen, og vise den kunst dette møde på forskellig vis har inspireret til. Udstillingens værker griber fat i det samiske folks eksistentielle dilemma. Udstillingens titel er et spørgsmål og ikke en konstatering; kan kunsten være med til at definere og skabe rammerne for den samiske kulturs voksende manifestation i det øverste nord? Britta Marakatt-Labba er en af Sveriges fremmeste tekstilkunstnere og en af de mest interessante fra den samiske kreds. Hendes tekstiler refererer blandt andet til den oprindelige folkekunst. Den norske kunstner Odd Marakatt Sivertsen arbejder i store malerier med et paradisisk nordisk landskab, i hvilket forsoningen mellem natur og menneske finder sted. Hardy Brix repræsenterer i dette trekløver Det beskuende øje udefra. Han møder det arktiske område med forhåbning om at finde noget her, som er gået tabt andetsteds. Alle tre arbejder de med grundstemning af melankoli, følelsen af tab og længslen efter det oprindelige, som blandt andet kendetegner det nordiske. Museerne ønsker at takke den kongelige norske ambassade for støtte til rejser mellem Danmark og sameland. Også en stor tak til forhv. museumsleder på Museet for Religiøs Kunst, nu direktør på Ribe Kunstmuseum, Dagmar Warming, som har taget initiativ til denne spændende udstilling. De tre kunstnere takkes for deres entusiasme og det store arbejde, de har lagt i denne udstilling. Museerne er meget glade for at kunne tilbyde vores gæster et lille indblik i den samiske kultur og vilkåret i den nordligste del af verden. Med Venlig Hilsen

Museumsleder Gerd Rathje, Museet for Religiøs Kunst Museumleder Gertrud Yde Iversen, Museet Holmen

Hardy Brix, Arktisk landskab, 2009

På Randen. Menneske og natur mellem fristelse, forfald og forsoning i lyset af de bibelske myter

Museumsleder, cand theol, ph.d. Gertrud Yde Iversen Evigt ejes kun det tabte. Udtrykket stammer fra Henrik Ibsens dramatiske digt/skuespil fra 1850 “Brand”, men det har også udviklet sig til et tidløst lidt sørgmodigt ordsprog om et af paradokserne ved livet og dets forgængelighed. Nogle vil mene, at det løsrevet fra resten af Ibsens tekst, ikke udtrykker andet end en håbløs sentimental forestilling om, at verden af i går altid er den bedste. Selvom den aldrig har eksisteret som sådan, så skaber vi den i erindringen som den bedste af alle verdener. Det kan være erindringen om barndommen, om Morten Korchs Danmark, om den første forelskelse. Eller erindringen om at naturen har en oprindelighed i sig, en spejling af engang at have været uberørt og som sådan et autentisk billede på verdens og livets grundlæggende godhed. Men udtrykket rummer også det modsatte, nemlig spor af genuin smerte ved forandring og forgængelighed som livets grundvilkår, og en opfattelse af forholdet mellem natur og menneske som brudt og i frit fald. Kort sagt en fornemmelse af, at ikke alt er der, hvor det skal eller bør være, men ligger ude på randen. Der løber strømme af sådanne længsler gennem Britta Marakatt-Labbas, Odd marakatt Sivertsens og Hardy Brix’ værker. Marakatt-Labba til en oprindelig folkekunst, Odd Marakatt Sivertsen til et paradisisk landskab, hvor mennesker og natur forsones, og Brix, der kommer udefra, som for at finde det, der opleves som tabt i den moderne tid og kultur. Stemningen i de tre kunstneres liv og værk kan siges at være prægnant nordisk med det skær, som forholdet mellem lys og mørke i særlig grad får i denne del af verden med midnatssol og vintermørke. Men der er også almenmenneskelige træk, som når ud over det specifikt nordiske og vækker tanker om myter og fortællinger, som gennem historien har fundet nedslag i vores kultur og præget vores verdens- og livstydninger omkring forholdet mellem verdens orden og uorden. Mit møde med Marakatt, Sivertsen og Brix har vækket en livslang fascination hos mig for en af disse myter, nemlig den jødisk-kristne myte om skabelse og fald fra Bibelens første kapitler. Jeg vil i det følgende kort genkalde nogle af de pointer i denne myte, som forskellige fortolkere gennem årene har åbnet mit blik for. Ingen nævnt, ingen glemt.

Skabelse Fortællingerne i de første kapitler i Det gamle Testamente er som en perlerække af katastrofer fra slem til værre. Men det begynder godt og rigtigt med alt på sin plads til rette tid og sted. Der er to skabelsesmyter. Fælles er her den grundlæggende opfattelse, at Gud skaber og ser, at det er godt. Men derudover er der forskel på de to myter. Den første handler om Gud og verden på et kosmisk plan med en form for ramme for livet, hvor Gud skaber alting ud af kaos og lægger orden ind i den nyskabte verden. Først skabes land, vand og luft, planter og dyr, og ind i den natur sættes så mennesket, der har den særlige stilling, at de er skabt i Guds billede: grundlæggende godt og på rette plads. Den anden skabelsesberetning handler om Gud og mennesket på det mere individuelle plan. Verden er her så at sige allerede til, men får konkret liv ved, at Gud planter en have og skaber et menneske og så et til: Adam og Eva. En mand og en kvinde. Myten slutter med at slå fast, de var nøgne og så til allersidst en kommentar, som lader læseren tilbage med en sær fornemmelse af, at der måske alligevel allerede her er noget galt: de skammede sig ikke. Nej, hvorfor skulle de også det?

Odd Marakatt Sivertsen

Britta Marakatt-Labba

Fristelse Visionen om skabelsens hele og uskadte verden får nu en lille egentlig uanseelig revne, ganske tæt på. En slange begynder at tale. Der er ingen forklaring på, hvor slangen kommer fra og hvordan den overhovedet kan tale, men det gør den altså: Slangen var snedigere end alle andre dyr og den sagde til kvinden: Mon Gud virkelig …? Revnen i den perfekte verden kommer ind ved dette lille mon. Slangens tale er som et koncentrat af al god forførelseskunst. Den begynder ikke med at sige: Jeg agter at slå revner i jeres paradisiske tillidsfuldhed. Men den siger: Lad os tale sammen. Optakten er from, og slangen forsvarer egentlig i første omgang Gud: Mon Gud virkelig har sagt, at I ikke må spise af noget træ i haven. Slangen overdriver så at sige forbudet, for dernæst at kunne sige: så restriktiv en gud er han vel ikke; så ringe tænker I da ikke om jeres Skaber? Slangen vil altså diskutere, og Eva er stolt over at vide bedre og bestrider prompte mistilliden til Gud: Vi har skam lov at spise af havens træer, kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud: den må I ikke spise, for så skal I dø. Det er lige det svar, en frister vil opnå, for herved har han gjort hende bevidst om en grænse og kan nu sige: overvej – om det virkelig kan være rigtigt, at Gud vil forholde jer noget? Er Gud ikke den almægtige og det gode livs Gud? Skulle han altså have forbudt dig at leve dig selv ud i alle dine ønsker og drifter? Slangen siger altså: jeg tilbyder dig mere end Gud. Jeg tilbyder en erkendelse, som gør dig selvstændig. Det betyder en udvidelse af livet. Og så slår dyret til: I skal på ingen måde dø, hvis I spiser af frugten i midten. I vil blive som Gud og kende alt. De vil altså få erfaring, blive voksne – og det har slangen ret i. Den taler hverken sandt eller falsk, men sår tvivl i Eva. Er alt mon, som jeg tror, det er?

Faldet Eva mærkede, at træet var godt at spise af og ligefrem en lyst for øjet og god at få forstand af. Hun plukker frugten. Det er ikke tale om et frontalt opgør med Gud, hun gør blot en lille uanseelig ting, der ikke kunne synes at være anderledes end, når hun plukker de andre frugter. Men som læsere af denne myte er ingen i tvivl om, at der er ved at ske noget faretruende. I kristen tradition hedder myten: syndefaldsmyten. Men Eva forlænger uden videre sin overtrædelse og skubber den fra sig, da hun også giver til Adam. Gud havde forbudt dem at spise af erkendelsens træ (erkendelse betyder på hebraisk at få magt over tingene og hemmelighederne), fordi der skulle være en grænse mellem Gud og mennesket. Han havde sagt: Hele verden er jeres, men ikke endelig erkendelse. Og videre: alt er jeres, men I er Guds. Myten vil forklare, hvorfor verden ikke er, som den skal være, og som det var meningen, et paradis. At spise af kundskabens træ er at få viljen til grænseløs livsudfoldelse, og det er i myten det samme som at falde ud af evigheden og være henvist til denne begrænsning og fremmedgørelse. Eller for at sige det med teologiske ord: Synd er adskillelse fra Gud. Men udover anliggendet med at få formuleret denne indsigt er myten også interesseret i mennekets gådefuldhed. Syndefaldet er ikke alene et fald i forhold til Gud, men også et fald udad, som et menneskeligt eksistentielt men også konkret legemligt problem: deres øjne åbnes og de mærker, at de er nøgne, derfor syr de figenblade sammen og binder dem om sig. Skammen er som et første, halvbevidst signal om et hemmelighedsfuldt brud. Angsten er det næste symptom: Da dagen bliver sval kommer Gud ind i haven og kalder: Adam, hvor er du? Han er altså ikke, hvor han skal være, og Adam gemmer sig og skyder skylden på Eva og ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv.

Hardy Brix, Nordnorge, 1993

Forbandelsen Indersiden af dette fald er altså skam, angst og skyld, men der er også en yderside, i form af straf. For Gud er vred: Jorden skal være forbandet og med møje skal de nu til at skaffe føden i deres ansigts sved, indtil de vender tilbage til jorden som det støv, de er. De døde altså ikke, som slangen sagde. Men efter forbandelsen bliver der et liv under byrder og gåder, i en evig kamp for at opretholde livet og for at nå frem til det tabte, jaget af slangen, der skal hugge det i hælen. Kvindens stilling bliver det modsætningsfyldte mellem i smerte at give liv, men med en smerte, der samtidig er livstruende. Uddrivelsen Men der er mere. De bliver fordrevet, flyttet uden for – på randen af verden. Og her står de så som urtyper på mennesket som fordrevet med en fri vilje, men uden haven, som er forvandlet til en ødemark. Er paradis helt forsvundet? Edens have er der endnu, men adgangen til den er spærret af, som det hedder, kerubernes glimtende flammesværd til at vogte vejen til Livets træ. Mennesket er altså sat i en uhyrlig modsigelse mellem det, som var dets bestemmelse og en perverteret verden, der fremstår som en vrangvendthed i forhold til livets oprindelige grund. Hermed er myten imidlertid ikke færdig. Der indgår et tredje element mellem Gud og mennesket, nemlig slangen, der er mere end blot et symbol på fristelsen, den er også en kraft, en indflydelse, der følger mennesket og er med, når det skal opretholde livet, en slags naturens dynamik. Myten efterlader mennesket i et mellemrum – ikke et tomrum. Et mellemrum mellem livet og lysten til at leve det udfra en erindring om dets grundlæggende godhed – og tab og fald med indbygget længsel efter at finde frem til det tabte igen. Det er mellemrummet, der kendetegner menneskelivet og giver det klangbund for dets store følelser og drifter: begæret efter det tabte og viljen til frihed, ikke som en straf, som et redskab til at leve – også på randen.

Odd Marakatt Sivertsen

Hardy Brix, Arktisk landskab I, 2009

Samisk Identitet og Læstadianisme i Kunsten Af museumsleder og mag. art i kunsthistorie Gerd Rathje Engang efter syndefaldet besluttede Gud at besøge Adam og Eva udenfor paradisets have. Da Eva hørte, at Gud ville komme, skyndte hun sig at vaske alle sine børn. Hun nåede dog ikke at vaske dem alle, da hun kunne se Gud komme, så hun valgte at gemme de børn, som endnu var snavsede. Så kom Gud og han spurgte Eva: ”Er dette alle dine børn?” og Eva svarede ”Ja, dette er alle mine børn”. Så sagde Gud: ”Lad det som er skjult for Gud være skjult for mennesker. De skal vandre usynlige på jorden”. Og sådan blev det, og det er måden hvorpå de underjordiske blev til. (Samisk myte gendigtet efter Qvigstad 1927-1929 bind 2: nr. 110) Samisk identitet: Den samiske identitet af i dag er mangefacetteret og bærer på en tung tradition og en turbulent historie. Den er præget af en fortid, der byder på kulturmøder og sammenstød, på asymmetriske magtforhold og splittelsen mellem nye og gamle verdensbilleder. Sápmi (sameland) strækker sig over et større område i det nordligste Norge, Sverige, Finland og Rusland. Over dette udstrakte geografiske område levede samerne på flere forskellige måder. De, som boede ved kysterne, ernærede sig primært af fiskeri, og inde i landet levede de fleste af rendrift, hvilket fordrede en nomadisk tilværelse. Fælles var dog naturens rytme, som samerne gjorde til deres egen. Den samiske verdensopfattelse og den mytologi og tro, som opstod hos det samiske folk, var præget af den natur, de var afhængige af. De, som levede af fiskeri, var afhængige af havets luner, mens samerne inde i landet på deres vandringer ofte måtte orientere sig efter himmellegemerne, solen, månen og stjernerne, som kom til at spille en stor rolle for deres forståelse af verdens sammenhæng. Den samiske tro blev ikke som den kristne tro udbredt gennem nedfældede dogmer, men via en mundtlig overlevering slægter imellem. Megen af den viden og de optegnelser vi i dag har af fortidens samiske trosmønstre er skrifter fra de første kristne missionærer i området og derfor set med deres øjne. I det hele taget er det umuligt at komme uden om kristendommen, hvis man vil skrive ”samisk religionshistorie” i dag, for det kristne verdensbillede og den kristne tro er blevet en integreret del af den samiske selvforståelse.

Britta Marakatt-Labba Samisk traditionel religion og mytologi: Den traditionelle samiske religion bliver med religionsvidenskabelige briller beskrevet som shamanisme. En form for religion, som man også finder hos andre af de arktiske naturfolk, for eksempel de grønlandske enuitter og Alaskas oprindelige folk. I en shamanistisk religion eksisterer der en verden udover den fysiske, hvorfra andre væsner eller ånder kan påvirke det levede liv i menneskets fysiske verden. Shamanen er en religiøs leder eller bindeled mellem disse verdener. Shamanen kan gennem ekstase skabe forbindelse til den ikke fysiske verden, rive sig løs fra kroppen og drage ind i denne anden verden, overkomme de farer eller prøvelser, som ligger i vejen i den konkrete fysiske verden, det være sig sygdom, dårlig fangst etc. Efter denne rejse vil shamanen om alt går vel vende tilbage til den fysiske krop igen. I det samiske samfund kaldes shamanen for en ”noaide”. Han opnår ekstase ved at slå på en særlig tromme, en runebom, af hvilken kun få eksemplarer stadig eksisterer, ca. 70 stykker. Runebom kaldes denne tromme, fordi der på dens skin er indgraveret runetegn, som viser væsenerne fra åndeverdenen. Det samiske samfund beskrives af antropologer som ikke-hierarkisk, derfor er det også med sund kritik at nutidens forskere læser missionspræsten Knud Leems beskrivelse af den samiske kosmologi publiceret i Finnmarkens Lapper fra 1767. Her deler Knud Leem samernes gudeverden op i 5 verdener. Oververdenen, allerhøjest i luften og tæt på stjernerne, hvorfra skabelsen finder sted. En verden noget længere nede i luften. En verden på jorden. En underverden, et godt stykke nede i jorden, hvorfra de underjordiske har stor indflydelse på den fysiske menneskeverden. Og en mere

Britta Marakatt-Labba permanent underverden, meget dybt i jorden, hvor man ender efter døden. Denne opdeling minder til forveksling om Dantes beskrivelse af inferno, pugatorium og paradiso. Dette kan skyldes flere vilkår, enten har Knus Leem selv indlæst sin egen kristne verdensforståelse i de historier, han hørte fra samerne. Det kan dog også sagtens skyldes, at forestillinger om himmel og helvede hurtigt blev en del af den traditionelle samiske verdensopfattelse efter det første møde med missionærerne. Det er dog ikke ualmindeligt, at vi rundt omkring i verden finder religioner, som har grundlæggende fællestræk, til trods for, at de geografisk er placeret så langt fra hinanden, at man må antage de ikke kan have påvirket hinandens udvikling. Den første mission I middelalderen opstod den første kontakt mellem den katolske kirke og de samiske miljøer, hvilket blandt andet udmøntede sig i, at et antal missionskirker blev opført i Lapland omkring 1200-tallet. Den ortodokse kirke i øst praktiserede i denne periode meget lidt missionsvirksomhed, og det samiske folk havde her en højere status end i de katolske områder. Efter reformationen lå de nordlige områder i en periode mere eller mindre upåagtede hen. Så det var først i forbindelse med pietismens vækkelsesbevægelser i 1700-tallet, at stat og kirke begav sig ud i organiseret omvendelse af samerne. Præsten Thomas von Westen (1682-1727) blev udnævnt til at lede omvendelsesarbejdet blandt en gruppe præster i Finnmark. Fra sin position som lektor på katedralskolen i Tromsø var det von Westens opgave at udrydde afgudsdyrkelse og sørge for undervisning i den kristne lære til de hedenske samere. Det blev blandt andet missionens mål at omvende noaiderne og uddanne dem som præster, hvilket ville forplante sig til de resterende samere. Den

Odd Marakatt Sivertsen

læstadianske vækkelse i 1840’erne var dog den afgørende faktor for at samerne optog den kristne tro som del af deres selvbillede og religiøse praksis. Læstadianismen For at forstå hvorfor læstadianismen havde en så stor succes overfor det samiske folk, er det nødvendigt at se lidt nærmere på retningens stamfader Lars Levi Læstadius (1800-1861) og de tanker, han gjorde sig omkring den kristne lære. Oprindeligt kom Læstadius fra fattige kår, forældrene giftede sig godt oppe i årene, faderen var enkemand og ud af præstefamilie og moderen var af samisk æt. Til trods for dette lykkedes det den begavede Læstadius at komme til Universitetet i Uppsala, hvor han i første omgang studerede botanik. Men han blev fra flere sider opfordret til at studere teologi, da han jo trods alt nedstammede fra en lang linje af præster. Sin første ansættelse fik han som hjælpepræst og missionær i hjemsognet Arjeplog. Imidlertid havde biskoppen i Härnösand på hans vegne søgt en præstestilling i det nordligste sogn i Sverige, Karesuando, uden at fortælle Læstadius om dette. Da ansøgningen blev godkendt, bad han Læstadius om at tage imod dette tilbud, da han jo nødigt skulle gøre sin biskop til en løgner. Læstadius accepterede. Det var hovedsageligt Læstadius gode samiske sprogkundskaber og hans viden om den samiske tradition, som bragte ham medvind i missionsvirksomheden. Om hvad han faktisk kendte til den samiske tradition ved vi en hel del. Da den franske stat sendte en ekspedition til Arktis, påtog han sig det hverv at skrive en afhandling om den samiske mytologi, som han sendte i flere dele til Paris. Den fuldstændige version blev dog først udgivet i 2003 under titlen ”Fragmenter i Lappska mythologien”. Læstadius anså denne mytologi for almen folkeovertro og beskrev blandt andet samernes gudelære, deres offerritualer, spådomme og myter. Sidste del færdiggjorde han 1844. Før dette havde han dog rykket pælene op og draget tilbage til universitetet, nu i Härnösand for at tage pastoraleksamen. Vejret og forarmelsen i det nordlige var begyndt at tage hårdt på ham. Sønnen Levi døde 1839 af mæslinger og Læstadius blev alvorligt syg et par år efter og var i fare for selv at miste livet. Problemet var, at han ikke kunne søge embede andre steder uden en teologisk uddannelse, derfor måtte han gennemføre pastoraleksamen. Det var under denne uddannelse, at grundstenene til hans virke blandt samerne for alvor blev lagt. I sin disputats kom Læstadius ind på to meget vigtige teser, som fik stor betydning for den senere vækkelses bevægelse. 11. Tese: Afholdsfolkene farer vild ved at prædike mere om

afholdenhed end om kristendom

12. Tese: En same er et bedre menneske end en ikke same ( Kristiansen Roald, Samisk Religion og Læstadianisme, 2005)

Elvte tese fik stor betydning for vækkelsen, hvor afholdenhed og askese blev en stor del af den læstadianistiske lære. Det samiske folk var på dette tidspunkt forarmede og alkoholiserede, de var fuldstændigt dominerede af købmænd, som tilbød samerne brændevin i bytte for deres varer. Den læstadianske lære gav samerne mulighed for et liv i ædruelighed og nærede i dem en stolthed over deres egen identitet og ophav. Grundlaget for tolvte tese var antagelsen af at det almindelige civiliserede samfund var korrupt og fordærvet, kun samerne, som levede i pagt med guds natur, levede et rent og derfor bedre liv. I sine senere vækkelsesprædikener og omvendelsesseancer kan der også argumenteres for, at Læstadius brugte elementer fra den oprindelige samiske tro, såsom noaidens ekstase. Det blev for eksempel et tegn på vækkelsen, at den vakte hoppede af glæde i omvendelsesøjeblikket - vedkommende var nemlig forløst efter en lang periode med tvivl og anfægtelser. Naturens luner blev inddraget i forståelsen af kristendommen på samme vis, som den traditionelle samiske religion havde praktiseret det. For eksempel blev et jordskælv, som fandt sted på samme tid som en kvindes omvendelse i Læstadius læsning et betydningsfuldt tegn på en ny tid. Efter pastoraleksamen var bestået, tog Læstadius tilbage til sin menighed i Karesuando, men med en ny livsorientering og et nyt mål. Her begyndte han at tale til sine sognebørn med billedsprog og passion, malende beskrivelser af synden og det jordiske fordærv, samt af den himmelske lykke. Læstadianismen indeholdt elementer fra pietismen og lignede på flere måder den indremission, som opstod i Danmark omkring samme tidspunkt. Læstadianismen udmøntede sig i et Odd Marakatt Sivertsen

konservativt bibelsyn. Prædikanten udlagde et skriftstykke for menigheden, som kunne bruges i den troendes konkrete hverdag. Livet skulle leves efter strenge kristne foreskrifter, spil og druk blev fordømt, og den kristne søgte efter bod og nåde. Det blev praksis, at Læstadius hver søndag afholdt to gudstjenester - en for de vakte og en for de troende. Læstadianismen spredte sig og forgrenede sig efter Læstadius’ død i 1861 ofte båret frem af lægprædikanter. Den dag i dag har Læstadianismen stadig stor betydning for den samiske selvforståelse. Nutidens læstadianere ønsker ikke at blive slået i hartkorn med 1800-tallets autoritære sociale strukturer. I dag tilbyder Læstadianismen udelukkende råd og vejledning til den troende. Den samiske identitet i kunsten: De to samiske kunstnere Britta Marakatt-Labba og Odd Marakatt Sivertsen arbejder begge i deres kunst med mødet mellem den samiske religion og læstadianismen og dets konsekvens for den samiske selvforståelse. Hermed ikke sagt, at man kan spore en særligt ”samiskhed” i deres værker. Forestillingen om en særegen samisk folkeånd, som kan spores i det kunstneriske udtryk, er en omdiskuteret størrelse i undersøgelsen af samisk kunst. Her vil jeg blot nævne, at disse to kunstnere har forholdt sig til deres arv både fra det samiske og læstadianismen, men hver især har gjort dette indenfor deres kunstneriske univers. Britta Marakatt-Labba er en af Sveriges mest fremtrædende tekstilkunstnere. I sine værker arbejder hun med både med den fysiske samiske verden, rensamerne på træk med deres rensdyr og med mytologiens gudeverden, særligt de underjordiske. I stil og materiale indbygger hun den samiske tradition. De sting, hun bruger, minder stilistisk om dekorationer fra runebommene. Ofte bruger hun i værkerne former, som har betydning i den samiske mytologi, for eksempel den runde form, som referencer til solen og månen, der ofte indgår i de samiske ritualer og ofringer. Den runde form og inddelingerne af cirklen med et midtpunkt og nogle felter påminder også om teltets særlige inddeling, som er af stor rituel betydning i den samiske bevidsthed. Som materiale bruger hun foruden nål og tråd også fx fiskeskind i en reference til samernes forbundethed med naturen. Indholdsmæssigt ser vi i hendes værker både afbildninger af det fysiske liv på de store øde og flade sletter i det nordlige Sverige og Norge. Marakatt-Labba benytter det meget flade,

Britta Marakatt-Labba

panoramiske billedformat, netop for at give beskueren en sanselig oplevelse af verden, som kan minde om den, rensamen vokser op med. Den samiske mytologi dukker også bestandigt op i Britta Marakatt-Labbas figurverden, særligt i form af tre gudinder fra de underjordiske. Britta nævner selv, hvordan disse gudinder har stor betydning for hende, måske særligt fordi de er kvinder, som hun selv. I bispekåberne og andre kirkeudsmykninger har Britta ikke lavet et skarpt skel mellem disse kvinder og afbildningen af biblens kvinder – de kan være begge dele- sådan vælger hun at se verden, ikke mindst med en vis politisk indignation. Odd Marakatt Sivertsen er af samme slægt som Britta Marakatt-Labba. Hans oliemaleri som i denne udstilling præsenterer sig selv i imponerende store formater, står i skarp kontrast til Britta Marakatt-Labbas spinkle og nedtonede værker. Odd Marakatt Sivertsen kan med god mening sammenlignes med den vestjyske maler Jens Søndergaard, der livet igennem kæmpede med at forstå sig selv og eksistensen igennem sine ekspressive malerier. Odd Marakatt Sivertsen forsøger at nå ind til noget grundlæggende med sin kunst. Værkerne er ikke glansbilleder af vores verden. Derimod udtrykker de mere afgørende og måske mere dystre sider af menneskelivet. ”Livsstranden” er et motiv, som Odd Marakatt Sivertsen i løbets af sin karriere har gentaget gang på gang. Hvorfor kan han ikke blive færdig med dette motiv? Til tider fremstiller han en rolig strand, med mennesker i ekstatisk dans. Andre gange er det, som om havet rejser sig i et frådende inferno på billedet. Beskueren påvirkes næsten kropsligt af Odd Marakatt Sivertsens kraftfulde lærreder. Bevægelsen i billedet giver liv til de indre bevægelser. Læstadianismen spiller en stor rolle i Odd Marakatt Sivertsens liv og kunst. Odd Marakatt Sivertsen har læst teologi sideløbende med den kunstneriske uddannelse, og selv lægger han ikke skjul på at den kristne tro betyder noget for hans kamp med materialet. Den danske kunstner Hardy Brix har gennem mange år været fascineret af sine oplevelser i det yderste nord. Hans første kunstneriske udgangspunkt var minimalismen, et maleri renset for al mening og kulturelle referencer, kun den fysiske krops oplevelse og perception står tilbage printet i lærredet. Hardy søger efter renselsen, og det er blandt andet i mødet med det arktiske landskabs stilhed og uberørthed at han finder sin inspiration. Hardy Brix er uddannet I Danmark og bor og arbejder I Århus, men mødet med de nordnorske landskaber var med til at flytte og berige hans maleriske praksis. I den uberørte og sublime natur i det arktiske ishav fandt han et ydre visuelt udtryk, som matchede det indre udtryk han mange år havde arbejdet med. Da han over rælingen på det skib, der bragte ham sammen med en ekspetition af arktiskyndige og turister på en rundtur i Arktis, kunne stirre ind i et massivt rum af uendelighed. Hardys maleri placerer ham hverken som turist eller forsker, han er kroppen som er og sanser i verden, tilsyneladende uden markering af afsenderens kulturelle identitet og placering. Selvom Brix’ værker er renset for betydning, har de alligevel et slægtsfællesskab med både Britta Marakatt-Labba og Odd Marakatt Sivertsens kunst. Det er naturen, som binder dem sammen, men også længslen efter det oprindelige og den rene natur.

Hardy Brix, Arktisk landskab II, 2009

Hardy Brix, Arktisk landskab V 2009

I Horisontens Atmosfærer En vandring i Hardy Brix’, Britta Marakatt-Labbas og Odd Marakatt Sivertsen levende landskab

Sigurd Bergmann Findes de ”evige horisonter”? Eller forbliver horisonten bundet til vores krop, dens plads og tid? Er horisontens grænse en nødvendig forudsætning for, at vi overhovedet kan se noget? Filosoffer har i over to hundrede år vendt og drejet spørgsmål som disse, uden at være kommet frem til nogle holdbare svar. Forholdet mellem ”Sein og Schein”, dvs. mellem det, som er og det, som synes at være, forbliver uklart. Kunstnere behøver ikke at deltage i sådanne situationer, de kan roligt nøjes med at skabe objekter, som rummer disse tanker. I stedet for bare at ”kommentere”, kan kunsten berøre. Den kan fængsle øjet, sjælen og kroppen. På samme måde bidrager den bedst til at lade bevidstheden navigere gennem kendte og fremmede landskaber. Horisonten selv anes egentlig ikke, kun som det, der fornemmes, inden det bliver synligt. Horisontlinien opstår i vores øje og ikke i naturen; den afgrænser det, som vi kan se foran den, og det, som skjuler sig bag den. Horisontlinien markerer grænsen for det, vi kan se. Den er afhængig af vores egen krops position i rummet, og den forandrer sig i takt med, at vi bevæger os i og gennem rummet. Horisonter kan smelte sammen, og de kan forandre sig. De kan endda blive diffuse og ubestemte. F. Nietzsche betegnede med rette historien som ”horisonternes forvandling”, M. Heidegger spekulerede om ”tiden som værens horisont”, og E. Husserl fæstnede sig ved horisontens ubestemmelighed.

Britta Marakatt-Labba

Odd Marakatt Sivertsen

Horisontens linie opstår altså i os, men den er for den sags skyld på ingen måde en fiktion, eftersom den imaginære linie er og forbliver uopløseligt forbundet med omgivelserne, naturrummet, landskabet, verden. Så snart vi åbner vores øjne, åbenbarer ”randen” af vores verden sig. På lignende måde minder horisontens ydre grænse os til stadighed om vores uformåen i forhold til at se bag det, som ses. Synet af horisonten fremmaner respekt og undren inden for det, som overgår vores syn og vores forstand. Hvis vi nærmer os Hardy Brix’, Britta Marakatt-Labbas og Odd Marakatt Sivertsen marakatts billedverden, åbner der sig nye horisonter. Man bør tage sig tid til at vandre gennem disse billeders landskab, og man bør forberede sig på et møde med det eller de fremmede. Det er nok ikke mange, i særdeleshed ikke i Danmark, som har besøgt de samisknordnordiske og arktiske landskaber, hvori disse billeder har sit udspring. Mødet mellem de tre, temmelige forskellige, landskaber skaber endda en følelse af fortrolighed og tilhørsforhold, samtidigt med at de lader ane, hvad man ikke uden videre kan fornemme. På samme måde som horisontens atmosfære gør en medvidende om, at der findes noget uset i det fjerne, vækker disse værker en nysgerrighed efter det fremmede, det ukendte, det usete. ”Så fjernt det nære”. Med de fire enkle ord sammenfatter den samiske digter Nils-Aslak Valkeapäa (1943-2001) en dyb visdom, som gælder selv for disse tre billedverdener. De leder os gennem landskaber, som somme tider virker nære. Andre gange glider de væk, åbne, men utilnærmelige forsvinder de i det fjerne. Billedhorisonterne kommer og går. Landskaberne får liv. Horisonterne fremstår tydeligst i Odd Marakatt Sivertsens mættede maleri. Vi tror, at vi klart ser grænsen mellem det ene og det andet, mellem himmel og hav, mellem jord og underjord, mellem hav og land. På trods af, at vores øje er vant til en eneste horisont, tilbyder Sivertsen os flere, somme tider endda op til fem horisonter. Hans linier smelter ikke horisonterne sammen, men lægger dem i lag oven på hinanden. Billederne bygges op af flere selvstændige landskaber, som maleren stabler ovenpå hinanden. Øjet kan frit vandre gennem underjorden i forgrunden, gennem landet, stranden og havet i mellemgrunden eller gennem himlens forskellige inddelinger, hvor maleren byder på såvel vinterens mørke toner som sommerens lyse. Om man vil, kan man, med horisontlinjens hjælp, blive tilbage i et af de åndelige naturrum; og man kan bevæge sig og passere grænserne mellem nær og fjern. Forfædrene og formødrene dybt inde i jorden omsluttes af samme liv, som figurerne på stranden mellem land og hav. De mættede, mørke farver fremhæver de markerede horisontlinier endnu mere, samtidigt med at farveklangen i sin helhed binder alle horisonterne sammen til en eneste sammenhængende flod af farve, hvor lyset bare kan bryde frem imellem, men desto klarere.

Horisontens mysterium – at kunne synliggøre det i det fjerne, som vi ikke kan se – åbenbarer selv Sivertsens maleri. Fra det fjerne flyder lyset med farvens hjælp frem mod betragteren. Vi ser ikke dets udspring, men vi aner det, bag horisonten. Uden at vide noget om dets kilde møder livet os på livsstranden. Det lyser endda ind i jorden, frem til vore foregående generationers grave under os. Vores blik kan få lyset til at vende og igen flyde ud mod strande, havet og den fjerne himmel. Grænsen mellem himmel og jord, mellem det forgangne og det, som skal komme, brydes ikke, kun grænsen mellem liv og død, mellem tid og rum bliver i stedet gennemsigtig. Hvordan kan man bryde gennem en gennemsigtig horisont? Anderledes er det i Britta Marakatt-Labbas tekstile billedfortællinger. Her glimrer horisonten med sit fravær. Den oftest hvide baggrund omfavner figurerne, træerne, dyrene, artefakterne og de mytiske tegn. Baggrunden bliver dog aldrig ligegyldig eller betydningsløs af den grund. Den hvælver sig plastiskt, skaber en rytme, giver proportion og tilknytning til de synlige varsler. Og endda er den ”kun” hvid. Få billedskabere kan som Marakatt-Labba kreere et hvidt ydre, så det bliver plastisk, levende og betydningsfuldt. Ofte leder det minderne hen på en snestorm, som gør alting hvidt og gennemsigtigt, og som totalt forvilder vores orientering i landskabet. Indimellem bliver man mindet om det blændende hvide lys, som solen skaber i sneen og som kan gøre en blind. Hvidt står dog i denne billedverden ikke bare for sne, det kan bindes til lyset, det gode, eller helt enkelt til livets rummelighed, som vokser frem på lysets og livets dug. Man må ikke gå så langt som til Melwitschs metafysiske spekulationer om den tomme hvide dug for at henlede til det åndelige. I Marakatt-Labbas billedverden forstyrrer ingen meta-fysik, men her råder ”ren” fysik: naturen, landet, marken, klimaet, lyset bliver konkret i billederne såvel som i øjet. Odd Marakatt Sivertsen

Hardy Brix, Arktisk landskab III, 2009

Livselementerne åbner det rum for os, hvor de, ofte autobiografiske, fortællinger udspiller sig, og hvori de åndelige tegn hviler. Cirkelformens bevægelse uden begyndelse eller afslutning, spejlingen af figurerne i den øvre og den nedre verden, den hellige ild i midten, formrepetitionen i renhornene og træernes grene, renernes formationer og trommens oval. Den samiske kunstners værk indeholder et stort antal elementer, som har dybe rødder i den subarktiske urbefolknings land, historie og tro. Dog fremstår tegn i denne billedverden aldrig som dekorative eller som enfoldigt-postmoderne referenser. Takket være kunstnerens uhørt skikkelige ”håndværksmæssige” færdigheder smelter de mytiske tegn tværtimod helt naturligt sammen med de sociale og de økologiske. Troen falder ligesom på (rette) plads i det omgivende natur- og kulturrum. Jeg har længe funderet over, om det muligvis kan være manglen på horisonten og dens linier, som er hemmligheden bag Marakatt-Labbas levende hvide rumlighed. Kan vi overhovedet se noget uden en forestilling om grænsen mellem det, vi kan se, og det, som findes bagved? Jeg tror, at Edmund Husserl har ret, når han taler om, at ”den horisont, som man aldrig fuldt ud kan bestemme, helt nødvendigvis findes der.” Med andre ord, selv om man i Marakatt-Labbas verden oftest ikke kan se horisonten, så findes den der alligevel, et eller andet sted, og man kan i det mindste ane den. Om ikke andet, så kan man se dens fravær. Det er for øvrigt på samme måde, som når de senantikke kristne teologer i 300-tallet hævdede, at man ikke kan vide noget om Guds, skaberens, væsen, men at man netop derfor desto klarere bør tale om sine erfaringer med den usynliges handlinger, om end i bevidstheden om menneskenes begrænsning. Kunstnerens nordsamiske naturrum formidler en lignende dyb indsigt: i manglen på klare bestemte grænser fremstår det åbne rum som vor livshorisont. Det ubestemte indgyder respekt og taknemmelighed for det liv, som opstår af og i dette rum. Det, som Bodil Kaalund skrev i en artikel fra 1986 (en af de bedste i rækken) om den moderne samiske kunst, nemlig, at dets rum altid er åbent, gælder selv i Hardy Brix’ maleri. Kunstneren tager os med til en verden af uanede rum og dybde, i arktiske såvel som i antarktiske farvand. Det er dog ikke det åbne rum, som står i centrum i Brix’ maleri, men det, som til stadighed trænger sig i for- og mellemgrunden. Åbenheden brydes af forskellige fremmede. Ubestemte former svæver mellem det figurative og det non-figurative. Konturer kommer og går, somme tider skarpe, somme tider diffuse.

I stedet for at gå ind i sådanne landskaber, træder man ubevidst et skridt tilbage. Betragterens reaktion spejler for øvrigt selv kunstnerens produktionsproces. Ofte står Brix på dækket på et ekspeditionsfartøj, som forsigtigt sejler gennem disse forladte stille land-, is- og havskaber. Billederne bliver til på afstand. De udgør endda allerede i frembringelsesprocessen en del af selve naturprocessen. Hvis man vover at give sig selv hen til dette maleri, bliver man selv som betragter delagtiggjort i den geologiske og oceaniske proces, som har skabt vores planet og som endnu opretholder livet på den. Med rette tiltrækkes klimaforskere til sådanne landskaber for dels at se bagud ind i årtusinder af verdens miljøhistorie og dels for at lade datoerne beregne pålidelige prognoser for, hvordan menneskenes begær efter endnu mere (urimeligt energiforbrug) vil forvandle klimaet. Kunstnere plejer ikke at blive regnet som en del af klimaforskningen, på trods af, at deres mangefacetterede kendskab til den subjektive menneskelige dimension i landskabet er afgørende for at få fart på den nødvendige kultur- og livsstilsrevolution. Hardy Brix’ maleriske møde med det arktiske naturrum får os til at se, føle og på en måde selv forstå grundværdierne for menneskenes eksistens på jorden. Den konventionelle horisont ligger hos Brix, hvor den skal. Som en linie i det fjerne lokaliserer den malerens, objektets og betragterens position i billedrummet. Så langt så godt. Grundet mødet med Marakatt-Labbas billeder og fraværende nærvær af horisonten, kan man selv nærme sig denne farverige verden på en ny måde. Givetvis står farver, de grå, sorte og blå nuancer, i centrum for disse landskaber. De fremmede farveklange, som opstår på disse pladser, bliver i

Odd Marakatt Sivertsen

Hardy Brix, Arktisk landskab IV, 2009

Brix’ billeder forvandlede til udholdelige klange, oftest samklange, og somme tider endda dissonanser. De minder mig om min barndom i dyreparken i Hannover, og især om en hvalros, som ind imellem stille og majestætisk dukkede op af vandet for at afgive et langtrukkent brøl, som på grund af sin styrke og varighed fæstnede sig i kroppen, selv til i dag. Grønlandske shamaner gør i øvrigt brug af lignende lyd i deres bønner og ritualer, og de forstærker disse ved at anvende trommens store membran. På denne måde bæres røstens klang langt ud i et åndeligt rum. Brix’ måde at lægge farver oveni hinanden frembringer noget lignende, de skaber en slags efterklang, en atmosfære af varighed (ikke evighed). På den måde får betragteren en fornemmelse af at kunne skimte noget, som egentligt går over vores egen indre indbildningskraft. For øvrigt tænker selv klimaforskere på samme måde, når de visualiserer sine simulationer i kort og diagrammer: de forsøger at synliggøre noget, som vi ikke kan opfatte med vores krop eller vores erindring. Forskellen mellem kunsten og videnskaben er bare, at forskningens visualiseringer producerer så forbasket dårlige billeder. Den, som har formået at kunne beskue disse tre forskellige billedverdener i samme rum og at kunne vandre gennem de samiske og arktiske landskaber, tilegner sig uanet perspektiv. Horisonterne skifter, ind imellem ligger de ovenpå hinanden, indimellem ligger de indeni hinanden, og indimellem finder vi dem, der, hvor vi søger efter dem, og somme tider kan vi bare skimte deres nærvær et eller andet sted. Landskaberne, havet og himlene bliver levende. De oppebærer sin mangfoldighed, men tydeliggør selv sin indre sammenhæng i et større omgivende rum. Horisontens indimellem klare, indimellem diffuse atmosfærer skaber mulighed for at se ting og fænomener i verden, og de skaber indsigt i og fornemmelse for det, som overgår vores eksistens. Det åndelige i kunsten, for at bruge Kandinskys begreb, vokser i denne udstilling frem i det jordiske, naturlige, levende. Horisiontens atmosfærer fører os på ingen måde ud af denne verden, tværtimod: de leder os dybere ind i skabelsens mysterium. Kunstneren når gennem arbejdet med værkerne en særlig forståelse af rum og gennem skabelsen møder han Gud i billedet. Sigurd Bergmann arbejder som professor i religionsvidenskab ved ”Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet” i Trondheim og er ordfører for ”European Forum for the Study of Religion and the Environment”. Han har for nylig udgivet bl.a. In the Beginning is the Icon (London: Equinox 2009), Så främmande det lika: Samisk konst i ljuset af religion och globalisering (Trondheim: Tapir 2009) og Theology in Built Environments: Exploring Religion, Architecture and Design (New Brunswick and London: Transaction 2009).

Hardy Brix, Svalbard, 1998

På Randen af Verden? Sa misk På Randen af Verden? Samisk kunst i Danmark

kunst i Danmark

Britta Marakatt-Labba, Odd Sivertsen Marakatt og Hardy Brix

ISBN: EAN 9788791691140

Museet for Religiøs Kunst

Britta Marakatt-Labba, Odd Marakatt Sivertsen og Hardy Brix