Urinundersøgelse by CoreCPH

// // /

NVEJ

///

/////

///////// /

IIIIIIIIIIIIIIIIII

/////

IIIII

///

AKTIV F

IIII

///

II III

///////

//////

///

/ //

ET PAR GODE RÅD OM AT ANALYSERE URIN //// / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / /

III

Hvordan indsamler man en urinprøve? Hvis det er muligt, indsamles urinen ved cystocentese. Det er den bedste metode for urin til dyrkning. Dyp ikke noget i en prøve, der skal dyrkes, ikke engang en stix. Hvis blæren rystes forsigtigt før cystocentese, vil det give en «bedre» prøve til cytologisk undersøgelse. Krystaller og sediment i blæren har tendens til at lejre sig ventralt i blæren; ved forsigtigt at «skubbe» til blæren genopslæmmes partiklerne i urinen, og den indsamlede prøve vil med større sandsynlighed være repræsentativ.

Prøv at indsamle mindst 10 ml urin inklusive 1-2 ml til dyrkning. Gem urinen til eventuelle yderligere analyser (f.eks. forholdet mellem protein og kreatin i urinen). Bed ejeren om at dele prøven i to og hælde de to halvdele i hver sin sterile, forseglede beholder, hvis urinen indsamles hjemme. Den ene prøve skal sættes i køleskabet (denne prøve kan bruges til urindyrkning og biokemisk analyse). Den anden prøve må ikke kommes i køleskabet, men skal beskyttes mod lys og opbevares ved rumtemperatur. Hvis prøven har været opbevaret koldt, skal den stå, indtil den har fået rumtemperatur igen og derefter rystes forsigtigt, før analyserne udføres.

Det er vigtigt at fastslå • Hvordan urinen blev indsamlet (ved cystocentese, vandladning eller ved hjælp af kateter). Det skyldes, at metoden kan påvirke tolkningen af resultaterne, især resultaterne af dyrkning. For eksempel kan en prøve indsamlet i en desinficeret beholder give falske positive resultater for blod og glukose ved analyse med stix. • Hvornår urinen blev indsamlet. Hvis det er mere end en time siden, prøven blev taget, kan urinens pH være steget, og der kan være dannet krystaller i prøven, som ikke fandtes i dyrets blære. Hvis urinen får lov til at stå, kan der dannes både oxalat- og struvitkrystaller in vitro. • Hvornår dyret sidst spiste. Urinens pH stiger under fordøjelsen (2 til 6 timer efter måltidet), og struvitkrystaller kan forekomme, når pH overstiger 6,5. • Dyrest stressniveau (især katte). En stresset kats urin-pH kan stige i takt med dens respirationshastighed. En kat, der er blevet kørt i bil til klinikken, som er blevet i sin transportkasse og derefter har gennemgået cystocentese, er højst sandsynligt stresset! • Om dyret får medicin. Urinvægtfylden nedsættes hos dyr, der behandles med vanddrivende medicin eller binyrebarkhormoner. Nogle medikamenter kan ændre urinens farve.

Hvordan analyserer man en urinprøve? Urinanalyse bør udføres så hurtigt som muligt efter indsamling (inden for 15 til 60 minutter, hvis det er muligt). I modsat fald: • Kan der dannes struvit- eller oxalatkrystaller (selv om deres tilstedeværelse kan være fysiologisk hos katte og hunde). • Kan pH stige; så snart den overstiger 6,5, dannes der struvitkrystaller i røret! • Kan celler, cylindere, bakterier osv. forsvinde (selv om de normalt vil være til stede i 24 timer, hvis urinen opbevares i køleskab og beskyttes mod luft).

Urinvægtfylde Måles på ikke-centrifugeret urin, hvis prøven er klar. Er urinen grumset, er det bedre at analysere supernanten efter centrifugering. Refraktometre beregnet til mennesker bruges ofte til dyr, men de måler kun værdier i området fra 1,001 til 1,035 (selv om nogle går op til 1,050), mens urinvægtfylden hos dyr – især katte – kan overstige 1,050. Hvis urinen virker meget koncentreret, og resultatet på refraktometeret ikke viser det, kan du prøve at blande en mængde urin med en mængde destilleret vand og gentage målingen. Gang cifrene til højre for decimalkommaet med 2 for at få prøvens urinvægtfylde. Hvis den fortyndede prøve for eksempel giver resultatet 1,032, bør den reelle vægtfylde være omkring 1,064. Der findes refraktometre, som måler en urinvægtfylde op til 1,070, og som er mere nøjagtige end fortyndingsteknikken. Sørg for, at dit refraktometer er ordentligt kalibreret ved at måle vægtfylden for en dråbe destilleret vand (målingen skal vise 1,000). /////////////////////////////////// / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / /

Stix Stix bruges til at bestemme urinens biokemiske egenskaber. Stixens puder er imprægneret med forskellige kemikalier, der reagerer, når stixen dyppes i urin, hvilket gør det muligt at identificere bestemte stoffer. Det anbefales at dyppe hele stixen i urinen og derefter slå den mod beholderens side for at ryste eventuel overskydende urin af for at undgå kontaminering eller blanding af forskellige reagenser. Efter en standardreaktionstid (normalt 0 til 30 sekunder) sammenlignes stixen med en kontrolstix. Hvis du venter for længe, kan resultaterne være anderledes. Sørg for, at stixene ikke er udløbet, og at de er blevet opbevaret tørt før brug. Stix skal bruges sammen med ikke-centrifugeret urin (medmindre prøven indeholder blod eller er grumset). Aflæs stixen vandret, ikke lodret, for at undgå mulig blanding af reagenser fra puder ved siden af. Stix’ene er lavet til humant brug, så veterinært kan målingerne for leukocyter, nitrit og urobilinogen ikke bruges. /////////////////////////////////// / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / /

Mikroskopisk undersøgelse af urinprøve Undersøg frisk urin (uden centrifugering eller forudgående farvning). Det gør det muligt at bestemme bakteriebelastningen. Belys ikke prøven for meget i første omgang. Centrifugér derefter urinen, så den koncentreres og producerer ”sediment”. Dette skal først observeres ufarvet og derefter farvet (metylenblåt). Undgå at komme for meget farve på objektglasset, dæk prøven med en dækglas og undersøg den med reduceret lys. Kontrollér regelmæssigt, at flaskerne med metylenblåt ikke er forurenede. Kontrollér sedimentet for eventuel tilstedeværelse af celler eller mikroorganismer med tanke på, hvordan prøven blev indsamlet. /////////////////////////////////// / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / / /

En rask hunds eller kats urin kan indeholde oxalat- eller struvitkrystaller (typisk < 3 ved kraftigt forstørret synsfelt, High Power Field - dvs. med 40 gange forstørrelse - og ikke i klynger), erytrocytter (< 5/HPF) og leukocytter (< 5/HPF), men tilstedeværelsen af bakterier er unormalt (i en prøve indsamlet ved cystocentese). Hvis urinvægtfylden er meget lav (≤ 1,010), kan de røde blodceller være lyserede (hæmoglobinuri).

Og hvad hvis der ikke observeres nogen bakterier? Er det så nødvendigt at foretage urindyrkning?

Bestil en urindyrkning og en antibiotikafølsomhedstest, hvis du har mistanke om, at dyret har en bakterieinfektion (kliniske symptomer eller dyr med en særlig risiko såsom diabetes, Cushings syndrom, kemoterapi osv.). For at bakterier kan ses i en ufarvet prøve, skal prøven indeholde mindst 10.000 stave/ml eller 100.000 kokker/ml urin.

Hvad hvis man ser bakterier, men dyrkningen giver negative resultater?

Dette er et almindeligt problem. Partikler af henfaldet væv og krystaller ligner kokker, når de er underlagt brownske bevægelser i urinen. Ægte bakterier svømmer eller piler hurtigt rundt, mens henfaldet væv kun viser bevægelse. Det er mere sandsynligt, at stavformede strukturer er bakterier. E. Coli kan danne trådformede strukturer, når urinen har fået lov til at stå (skal sondres fra svampeelementer). Hvis du synes, du ser bakterier, så farv objektglasset og undersøg igen.

Hvad betragtes som normalt?