Forord

Hvis man slet ikke har nogen forventninger til et andet menneske, hvis man bare siger: ”Det kan du slet ikke klare”, så ligger det i luften, at der nok ikke kommer noget ud af det. For selvom nogle reagerer med et: ”Det skal være løgn, nu skal jeg vise dem”, så kan det lige så godt være de ord, der vælter hele læsset. Så har vi måske været med til at ødelægge et menneskes fremtid. Vi skal virkelig forvente noget af vore medmennesker, ligesom vi ønsker, at nogen skal forvente noget af os. Det er at have tillid til hinanden, at tro på mulighederne for hinanden. Derfor skal vi tale op i stedet for at tale ned. Det begynder allerede i skolen.

H.K.H. Dronning Margrethe II, 2014

Dronning Margrethe har virkelig fat i noget her, nemlig de forventninger, vi møder andre mennesker med, fx i skolen. Hvis man taler op til elever, så de skal stå på tæer, så føler de sig set og taget alvorligt, og der kan man virkelig flytte dem. Hvis man taler ned til dem, møder man ligegyldighed eller trods. Det samme gælder, når man skriver bøger. Her handler det om at tale op til læseren og sammen med denne udforske det, som bogen har til genstand.

Denne bog handler om at undersøge, hvad teknologier er, kan og gør i vores samfund og i skolen. Når vi bruger de tre verber ’er’, ’kan’ og ’gør,’ skyldes det, at teknologier ikke er det, de gør. En mobiltelefon er egentlig bare en række kredsløb med processor, antenne, trykfølsom skærm, højtaler og mikrofon. Men det, den har gjort ved vores liv, har været radikalt. Telefonen kan nemlig mange ting, fx gå på nettet, skabe kommunikation over store afstande og fungere som tv, radio og opslagsværk. Og meget mere. De sociologiske ændringer i kølvandet på smartphones er nøje beskrevet i bogen ”Appernes planet” (2022) af Thomas Hylland Eriksen.

De muligheder, som en teknologi stiller til rådighed i dens ’kunnen’, er ikke identisk med de valg, brugeren tager i sin ’gøren’. Den samme ting kan bruges uendeligt

forskelligt, hvilket er synligt i en skoleklasse, hvor telefonerne bliver brugt til vidt forskellige formål. For at forstå teknologiers væren, kunnen og gøren, behøver vi et særsprog. Det er sprogliggørelsen og anvendelsen af teknologi i undervisning, som denne bog udforsker.

I gamle dage bestod literacy i at kunne læse og skrive. Det er da også disse kompetencer, der måles i internationale undersøgelser som PISA og PIRLS. Literacy er afledt af ordet bogstav, dvs. at man skal mestre en kulturs sprogkoder. Hvor børn lærer at tale hjemmefra, så kræver læse- og skrivekompetencer professionelle, hvorfor børnene tages ud af hjemmene og sættes i skole i ti år for at tilegne sig de kulturteknikker, et givet samfund finder nødvendige.

I dag er literacy-begrebet blev udvidet med multimodale tegn, kommunikation i nye formater og genrer (fx film og podcast) og forståelsen for, at samfundets repræsentationer af virkeligheden ikke nødvendigvis er sande. Internettet har forstærket behovet for at undervise i fake news og kildekritik. Sociale medier har nødvendiggjort, at man underviser i diskurser og ansigtsløs kommunikation.

Denne bog er opbygget på den måde, at kapitel 1 undersøger, hvad teknologi egentlig er for noget. Kapitel 2 kortlægger literacy-begrebets historie og nye genstandsfelter, mens kapitel 3 handler om didaktik og anlægger et syn på undervisning og læring med teknologi. Det fjerde kapitel handler om samfundets selvfortælling i form af problemstillinger og kategorier i forhold til fake news, diskursanalyse og de sociale mediers selvfremstilling.

De fire kapitler udgør bogens base. Herfra anlægges der et mere praktisk perspektiv på lyd og podcast, faste og levende billeder, journalistik, multimodale tekster samt leg og læring (gamification).

Bogens sidste seks kapitler har fokus på forskellige modaliteter. Kapitel 5 handler om lyd og podcastproduktion. Kapitel 6 handler om faste billeder og analyse af dem. Kapitel 7 handler om levende billeder i form af dramaturgi og produktion, mens kapitel 8 belyser journalistisk fortælling og udfordringer med robotjournalistik. I kapitel 9 samler vi disse perspektiver i en gennemgang af multimodal tegnteori og anvendelse af synkrone værktøjer. Bogens sidste kapitel handler om spil og gamification. Kapitel 6-10 skal læses som lærerens baggrundsviden for at kunne tilrettelægge undervisningsforløb, der bringer de forskellige modaliteter og apps fra Skoletube i spil.

Skoletube anvendes i Danmark af cirka 1200 skoler og 500.000 elever, og under skole-nedlukningerne som følge af corona-epidemien har portalens programmer fundet nye anvendelser, og lærere har været mere afprøvende end tidligere. Den proces vil vi gerne stilladsere – både med teoretiske input og konkrete forløb. Ambitionen er at udforske et felt og prøve at forstå det samfund, som skolen er en del af.

I gamle dage, hvilket ikke er så længe siden, talte man om IT som noget fremmed, der skulle integreres i undervisningen. I dag er teknologier ikke længere noget ydre, der skal integreres – de blevet en del af os selv. Enhver elev og lærer anvender en mobiltelefon mange gange om dagen, og i dag kan mange typer undervisning ikke klares uden skærm og internetadgang.

Det er ikke mindst ambitionen med denne bog at undersøge det kendte og forstå det på nye måder. Vi håber, at læserne også ønsker at blive klogere på, hvad teknologier er, kan og gør. Det behøver man ikke nødvendigvis et nyt fag til. Det kan og skal i virkeligheden gøres i alle fag.

Vi begyndte dette forord med begrebet ’at tale op’. Man kan tale noget op, så det fra at være ubetydeligt og undervurderet gøres større og mere vigtigt. Man kan tale op til elever, så de føler, at de bliver taget alvorligt. Man kan tale op til læsere, så man ikke undervurderer deres kapacitet for at tænke og drage konklusioner selv. Det er det, vi prøver med denne bog.

Odense og Aarhus, sommeren 2022 Uffe Lyngdal Sørensen og Johannes Fibiger