1 minute read
Tak til Mølleholmskolen
Pædagogiske udviklingsprojekter er en naturlig del af det moderne skoleliv. Nogle gange kommer projekterne som et krav oppefra – f.eks. fra politisk eller forvaltningsmæssigt niveau – mens andre projekter udspringer af lokale problemer og udfordringer, hvor skolen selv tager initiativet.
På Mølleholmskolen i Høje Tåstrup Kommune havde medarbejdere og ledelse et ønske om at sætte fokus på en relations- og ressourceorienteret pædagogik. Vi har sammen med medarbejdere og ledelse deltaget i den inspirerende udviklingsrejse omkring deres projekt med at implementere en relations- og ressourceorienteret pædagogik. Projektets håndholdte vision var ”at massere ICDP ind i væggene”. Denne enkle formulering gjorde det nemt at huske visionen, og formuleringen blev en tydelig rettesnor for den buket af tiltag, der blev sat i værk på skolen.
Denne bog er vores teoretiske refleksioner inspireret af udviklingsprojektet på Mølleholmskolen. Samarbejdet mellem os som konsulenter og skolen har været præget af godt humør og ikke mindst af en grundlæggende tillid, der har skabt rum til afprøvning af nye teorier, begreber og modeller.
Bogen tager udgangspunkt i det konkrete samarbejde, men er ikke en 1:1-beskrivelse af projektet. Vi har, inspireret af det konkrete samarbejde, brugt projektet til at udvikle ICDP-programmet i en ledelsesmæssig kontekst og udviklet grundideen og kantbrikkerne til en ledelsesteori, der har fokus på sensitivering af organisationer.
Bogen introducerer nyere ledelsesbegreber som psykologisk tryghed, resonans, sensitivering, atmosfære, relationel kapital og implementering og sætter fokus på begrebet ”professionel dømmekraft”. Sidst, men ikke mindst, afrundes bogen med at beskrive betydningen af relationsarbejdet på ”den store klinge”. Gode relationer i den pædagogiske sektor er nød- vendige for, at vi kan udvikle et demokratisk samfund.
Tak til jer alle sammen på Mølleholmskolen – det har været en stor fornøjelse.
Citaterne i bogen er fra ledere og medarbejdere på Mølleholmskolen.
Jesper Gregersen, Jens Linder og Anne Linder